The Project Gutenberg EBook of Det hvide hus, by Herman Bang

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.net


Title: Det hvide hus

Author: Herman Bang

Release Date: July 6, 2004 [EBook #12831]

Language: Danish

Character set encoding: ISO-8859-1

*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK DET HVIDE HUS ***




Produced by Steen Christensen, Heidi Christensen and PG Distributed
Proofreaders






HERMAN BANG




DET HVIDE HUS

-Die Kindheit ist der Grundton fr das ganze Leben, Mama. Die anderen
Farben werden nur aufgetragen. Als ich empfangen wollte, habe ich
deine Kmpfe, dein Qual empfangen. In dem allgemeinen Chaos hielt ich
nur eins fr Glck, weil ich fhlte, dass es dich glcklich machte:
Ruhe, Ruhe. Schon als Kind. Und das tiefste was ein Junge erfhrt, daw
Weib, ist meinen Augen nicht erffnet worden. Ich habe ja das Leben so
lieb, Mama, ich weiss, wie stark das Leben ist, und atme leise mit dem
Bltensduft der Liebe, aber das Beste ist doch immer meine
Sehnsucht--ich bin ein Bettler am Wege, wenn die Mdchen an mir
vorberziehen in den Frhling hinaus....

-Und deine Werke, mein Sohn, hast du nichts erlebt, was du den Menchen
geben kannst?

-Ich habe ihnen von meinen Schmerzen gegeben; das hat sie gerhrt--fr
mich was es nichts, ich habe mein Herz dabei verschwendet ohne zu
empfangen, ohne froh zu sein--

Georg Hirchfeld.




    Long, long ago--
            long ago.

Barndomsdage, jeg vil kalde Jer tilbage, Tider uden Nid, venlige
Tider, Jer vil jeg gerne mindes.

Min Moders fine Trin vil lyde gennem lyse Stuer, og Mennesker, som nu
er graa under Livets Byrde, vil le som de, der ikke kendte deres
Skbne. Lad dem, som dde, tale igen med milde Stemmer, og gamle Sange
vil slynge sig gennem Mindernes Kor.

Men ogsaa bitre Ord vil lyde, tunge Ord, som de taler, der kender det
bitre Opgr med det tunge Liv.

    Tell me the tales,
    that to me were so dear,
    long long ago
    long long ago.

Det var i Hjemmet i Mrkningsstunden.

Ude faldt der, sagte, Slr over Slr over den skinnende Sne. Lngerne
blev borte, de store Popler forsvandt. Kun Jens Rgter listede derovre
ved Staldene med sin Lygte.

Inde sad vi, Brnene, rundt paa Skamler. Stuen var stor, Krogene
fjerne. Maaske var det, fordi der var saa mrkt, at vi gemte Hovederne
bag et Gardin.

Moders Stemme ld saa spd, Klaverets Strenge klang mere som af en
Harpe:

    Tell me the tales,
    that to me were so dear,
    long long ago
    long long ago.

Sangen holdt op. Der hrtes ingen Lyd. William, der sad Moderen nst,
var falden i Svn paa sin Skammel.

-Mo'er, syng mer.

Der faldt lidt Lys over de hvide Taster, frem over alle Mbler og
svandt. Jens Rgter nussede sagte forbi Vinduerne med sin Lygte.

-Mo'er, syng mer.

En Dr blev lukket op, saa varsomt. Det var Faderens.

    Hr. Peder kasted Runer over Spange,
    som Helleliden over skulde gange.
    Saa lfted han sit Anker,
    saa fik han bliden Br
    og sejlede fra Danmark
    og fra de danske M'r.
    Fagre Ord
    fryde mangt et Hjerte,
    fagre Ord
    har forvoldt mig Smerte,
    fagre Ord.

Det er tyst. Fin og rank ses Moderen som en Skygge. Tier Skyggen,
hres det store Ur.

    Fagre Ord
    fryde mangt et Hjerte,
    fagre Ord
    har forvoldt mig Smerte,
    fagre Ord.

Ude lftes nnsomt en Drklink. Det er Pigerne, der vil hre. Rundt om
Lyset i Messingstagen paa Kkkenbordet lytter de efter, mens "Fruen
synger".

Forkarlen lister ind. Trskoene har han forsigtig sat fra sig, og han
lner sig til Stolpen ved Vandspanden.

-Brn.

-Ja Mo'er.

-Syng med.

Moder lfter sin Rst, slaar lidt fastere an i de sitrende Taster og
synger igen:

    Dejlig er Jorden,
    Prgtig er Guds Himmel,
    Skjn er Sjlenes Pilgrimsgang.

Lidt bange for Mrket kommer fra Krogerne Brnenes Stemmer gennem
Mulmet, frte af Moderens:

    Gennem de favre Riger paa Jorden
    Gaa vi til Paradis med Sang!

Ude i Kkkenet sidder Pigerne endnu stille om det brndende Lys.

Mandfolke-Marie trrer en Taare bort med Bagen af sin barkede Haand:

-Den, siger hun, vil Fruen ha'e sunget, naar hun en Gang skal d.

Alting er tyst. Kun det store Ur ved Dren taler. Saa siger fra sin
Krog en af Drengene sagte:

-Mo'er, syng igen den, jeg ikke forstaar.

Moderens Skygge tier endnu. Saa toner igen--men mere svagt--de
harpelignende Taster:

    Tell me the tales.
    that to me were so dear,
    long long ago
    long long ago--

Barndomsdage, jeg vil kalde Jer tilbage--mme Tider uden Skyld og da
Hjertet fo'r vel. Nnsomme Dage, da Taarerne var linde.

Barndomsdage, da Moder levede.

Jeg husker en Dag vi samlede Brombr--Mo'er, vi Brn og Tine fra
Skolen.

Ned i Grfter gik det og langs med Hegn lb vi.

Vi Brn blev hngende i Ranker og hvinede. Smurte var vi i Ansigterne,
saa vi lignede Lars Smeds Unger.

-Se Drengen, se Drengen, raabte Moder.

Men Tine havde grebet en mgtig Ranke, der prangede rigt med dunkle
Br, og hastigt kastede hun den om Moders Skuldre:

-Aa, De dejlige Kone, sagde hun....

Moder stod paa Grdet, med Ranken ned om sit Bryst. Hj mod den
lysende Himmel.

       *       *       *       *       *

Barndomsdage, Jer vil jeg kalde tilbage.

Det var et hvidt Hus, og inde i Huset var Tapeterne lyse.

Alle Dre stod aabne, ogsaa om Vinteren, naar der blev fyret med
Brnde.

Mellem Mahognimblerne var der Marmorborde og ogsaa hvide Konsoller,
som var komne fra Augustenborg, fra Slottet, naar de holdt Auktion. Om
de gamle Portrtter var der Evighedsblomster, og der var mange Epheu,
for dem elskede Moderen, naar de slyngede sig op ad en lys Vg.

Havestuen var saa hvid, som om den skinnede.

Brnene elskede den Stue og saa Havetrappen, hvor de rutschede ned ad
det hvidmalede Gelnder.

-Brn, Brn, ln Jer ikke, raabte Moderen, ln Jer ikke til
Gelnderet.

-For Guds Skyld, sagde hun til Tine, Skolelrerens Datter: det ender
en skn Dag med at de knkker Halsen.

-Aldrig faar vi Bud efter den Snedker.

Gelnderet var skrbeligt og blev aldrig sat i Stand.

Men Havedren blev tidlig lukket og Skodden sat for og de grnne
Gardiner hngt over de hvide, saa det lunede. For Moderen holdt ikke
af Haven og ikke af den store All, naar der ikke var Sol over dem,
Sol der skinnede lnge.

-Gud vd, hvordan det ser ud i Kkkenhaven, sagde hun pludselig til
Skolelrerens Tine, medens de om Eftermiddagen sad ved Kaffen.

Hun kom de tre Fjerdingaar ikke i Kkkenhaven.

Den laa langt borte bag Poppelallen og bag Vognporten, og Brnene
maatte heller ikke lbe derop, for saa fik de vaade Fdder. Men en
Gang imellem, naar det var allervrst Fre og det ikke var til at
bunde i den hele Gaard, saa vilde Moderen afsted for at se til Haven.

I Mandfolke-Maries Trsko og med lftede Skrter drog hun afsted, over
Gaarden.

Alle Pigerne var ude paa Trappen for at se efter hende.

-Lille Brn, lille Brn, raabte hun; hun kom ikke ti Skridt, uden hun
blev stikkende med Trskoene.

Naar hun kom hjem, maatte hun have varme Tvebakker til Styrkelse.

-Kre De, sagde hun til Skolelrerens Datter: at alle Mennesker ikke
bliver inde om Vinteren.

Brnene legede paa Gulvtppet. Det var rdt og graat med mange store
Felter. Felterne var Kongeriger, over hvilke Brnene herskede, og om
hvilke de kmpede. De stredes og de fldede Taarer. De barrikaderede
deres Kongeriger med Mblerne. Hele Dagligstuen lignede et Babylon i
Forvirring.

-Hvor de Brn dog kan stje, sagde Moderen til Jomfruen (hun ophidsede
dem selv til Stjen):

-Saa, saa, nu taber Nina Mammelukkerne igen.

Med Mammelukkerne var det evigt galt. Saa krlledes de og saa tabtes
de i Kongerigernes Strid.

Udenfor Vinduerne laa Sneen. Forkarlen og Karlen og Rgteren syslede
med deres. Sindigt og langsomt gik de fra Stald og til Lo.

Aabnedes Stalddren, hrte man Kerne brle.

-Mo'er, sagde Nina: nu kalder Williams Ko.

Men det kunde hnde--naar Faderen var ude--at Moderen bad Rgteren
"bare et jeblik" lade alle Kerne gaa ud i den hvide Gaard. Og saa
sprang de, alle fjorten, de rde, de hvide og de spttede, rundt paa
Sneen, mens Brnene hujede.

-Luk til Vnget, luk til Vnget, raabte Moderen. Hun lo hjest, midt
paa Trappen.

Men Pokker tog en af de spttede.

-Aa, hvor den sprang, sagde Moderen.

Den sprang saa langt, med Halen ret i Vejret, at den frst blev fanget
oppe hos Sognefogden.

Men naar Faderen kom hjem, var Stalddren lukket og Gaarden laa atter
som fr. Men Moderen havde faaet Tandpine af at staa barhovedet paa
Gaardstrappen.

Der maatte Bud efter Tine.

Der maatte altid Bud efter Tine.

Tine kom med Kjoleskjrtet slaaet op over sit Hoved.

-Gud, den Kulde De bringer med Dem, sagde Moderen, der altid frs og
var kuldskr, blot en Dr gik.

-Tine, jeg har Tandpine, sagde hun.

Toiletspejlet maatte frem midt paa et stort Bord, og der maatte
"ryges" med nogle smaa Kviste af en Busk, der voksede i Skolelrerens
Have. Alle Brnene, Tine og Jomfruen stod rundt omkring.

Hele Sovekammeret stod i en Damp, medens Moderen holdt den aabnede
Mund over de rygende Kviste.

-Tine, Tine, nu, raabte Moderen.

Tine skulde stikke i Tnderne med en Haarnaal.

-Der er den, der er den, raabte Moderen:

-Se Ormen.

Tine havde anstrengt sig, saa der faldt et Stykke Emaille ned foran
Toiletspejlet.

Moderen troede ubrydeligt, det var en Orm, og var der kommet tre, fire
Orm, havde hun aldrig mere Tandpine.

Men Tine var den eneste, der kunde prikke dem ud. Hun prikkede dem
samvittighedsfuldt ud af alle Brnenes Tnder.

-Kre Fritz, sagde Moderen til Faderen, der gjorde Indvendinger: jeg
ser jo Ormene med disse mine to jne.

-Men der maa oses med Krbllings Busk.

Distriktslgen i Snderborg sagde, at Rgen af Skolelrerens
Buskvkst var ganske giftig.

En Tandpineproces kunde godt tage en halv Eftertermiddag, lige til det
blev Mrkning.

I Mrkningen var der dejligt i Bryggerset. Den varme Damp fyldte det
hele Rum, og Ilden under Kedlen lignede et stort rdt je. Pigerne
bankede det vaskede Tj med Trerne, saa det klang under Loftet.

Moderen sad paa en Treben midt i Larmen.

Der var aldrig den Tid og det Sted, Pigerne havde Munden saadan paa
Gled som i Bryggerset.

Al Landsbyens Sladder stod ind ad Bryggersdren.

Moderen kunde hre til i timevis paa sin Treben, til hun pludselig lb
ind i Stuen igen.

Og uvgerlig sikkert sagde hun efter saadanne Timer i Bryggerset:

-Gud bevare mig vel, hvad saadanne Mennesker har for Ider.

Og det var, som skd hun noget fra sig med sine dejlige Hnder.

-At De gider hre paa alt det, sagde Tine.

-Jo, for de ser saa morsomme ud, sagde Moderen, og hun gjorde Pigerne
efter.

Hun kunde gre hvert eneste Menneske efter, der kom i Huset.

Men de fleste Dage blev hun under Mrkningen i Dagligstuen. Der sang
hun. Men der var andre Mrkningstimer, hvor hun blev siddende paa
Forhjningen, i den hje Rrstol, med Hnderne i sit Skd.

Da talte hun stille ud i den stille Stue.

Hun elskede mest at tale om, naar hun blev gammel og naar hun fik graa
Haar, helt graa Haar.

Og hun var Enke og alle hendes Brn var voksne, og hun var fattig.

-Forfrdelig fattig, sagde hun.

Saa kunde der ingen Ting komme paa Bordet om Aftenen undtagen Smr og
Ost i den gamle Krystalosteklokke.

-Men Smrret maa vre godt, sagde hun.

Og hun udmalede, hvor Dugen skulde vre hvid og hvordan Brnene alle
skulde komme hver fra sit Arbejde og drikke The om Bordet, hvor hun
sad, graa og stille og gammel, og var fattig. Thi Fattigdom var for
hende en Slags drmmende Sorglshed.

Hun havde vel aldrig set andre "fattige" end dem i de smaa hvidkalkede
Huse langs Landsbyens Gade.

Naar der var drukket The og Faderen var ude, kom de bedste Timer. Det
var Tiden, hvor Dukkerne kom frem. Spisebordet blev slaaet ud som til
Selskab og Moderen knejsede blandt alle sine Papsker. Der var
Dukkerne gemte.

-Nu, nu kunde de komme frem, for nu var Fa'er ude.

Op kom de, i hundredvis. Det var Modejournalsfigurer, klistrede paa en
Trklods. Hver havde Navn, skrevet paa Bagsiden, hver var sit--alle
blev de stillede op over det hele Bord. Og Komedien begyndte, mens
Moderen dirigerede.

De Dukker gjorde Selskab og de gjorde Visit.

De snakkede og de bukkede og de nejede.

Moderen blev rd af Anstrengelse og hun styrede og flyttede, med
Armene frem over Bordet.

Brnene havde ogsaa deres Dukker og Jomfruen havde sine. Men aldrig
gik de Papdukker Moderen tilpas, og hun talte for dem alle.

-Jomfru Jespersen, Jomfru Jespersen, De glemmer Frken Lvenskjold.

"Frken Lvenskjold" var bleven staaende, og hun skulde bevge sig.
For Moderen var det ikke Dukker. For Moderen var det Mennesker. De
talte og de agerede og de sang. De spillede hundrede Komedier. Snart
var det ved et Badested og snart var det i Paris.

Brnene sa til, som om hele Verden gik, fornem og fin, rundt der
foran dem paa Bordet.

Pigerne kom ind. De elskede at hre til. De forstod ikke et Ord, men
stod, ret op og ned, med Hnderne under Forklderne. Naar der skete
noget srgeligt med Dukkerne, saa grd de.

Men midt under hele Komedien flj Moderen op og alle Dukkerne blev
vltede--ned i Forklderne, ned i Kasserne.

Det var Faderen, der kom hjem.

-Bordet ind, Bordet ind.

Piger og Brn fik travlt. Moderen selv opgav alt af lutter
Forskrkkelse.

-Gud, at Brnene ogsaa er oppe endnu, sagde hun.

Og Brnene kom i Seng saa hurtigt, som sendtes de i Seng paa Hovedet.

Men Moderen sad midt i Sofaen med de to Mahogniskabe for Enden og var
saa forfrdet, at hun maatte have Syltetj og Tvebakker....

Hun kldte ogsaa Pigerne ud.

Det var en Aften, hun var ene hjemme med Brnene.

Saa bankede det haardt paa Gaarddren, og Jomfruen maatte gaa ud og
lukke op og kom skrigende tilbage:

-Der var en Vagabond ... der var en Vagabond....

Og Vagabonden kom ind i Stuen, mens Moderen skreg hjest. Fl var han,
og Brnene hvinede. Men pludselig opdager en af Drengene, at det er
"store Marie".

-Mo'er, det er store Marie, skriger han.

Men i samme Nu hvisker Moderen til Marie:

-Giv Nina en paa ret.

Og Nina fik en Lussing, saa hun rg, af Maries Nve.

Saa troede Brnene, at det var en Vagabond.

Men bagefter bd Moderen Mandfolke-Marie en Snaps, og den maatte hun
stikke ud, for nu var hun jo et rigtigt Mandfolk.

       *       *       *       *       *

Hvide Hus, du hvide Hus, som en jublende Skare kommer dine
Minder--kommer og samles om En.

Kunde jeg blot danne af Ord et Billede, som bestod uforgngeligt--et
Billede, som var Ungdom og Smil, Ynde og Sorg, Glde med bedrvede
jne, Tungsind, der lo med en kruset Mund; hjlpelse Hnder, som kun
vidste at hjlpe de andres Nd, fine Lemmer, som mygede sig i Solen og
frs, naar Sol gik ned.

Et Billede af den, som elskede Livet og dde af dets Sorg.

Hun dde som en fager Blomst, der knkkes.

Ingen Rose, ingen Lilje heller.

En slsommere Blomst med sre Fibre, opplejet i sene Aar af en
taalmodig Gartner; en mangefarvet Kalk, saa skn i Lyset, men som mod
Aftenstid lukker sig sky....

En Sejrssang, Smerten kvalte i Struben....

En Fremmed paa Jorden og som dog blev elsket som en sjlden Gjst.

Hvide Hus, min Barndoms hvide Hus--saadan var hun, som var din Sjl.

       *       *       *       *       *

Men Efteraaret gik og det led mod Jul.

Moderen og Skolelrerens Tine sad lnge oppe, og Brnene fik Svedsker
for at gaa tidlig i Seng.

Den gamle Karet rullede hver anden Dag op for Dren, og hele Gangen
var fuld af Fodposer. Der skulde vre saa mange Fodposer, naar Moderen
skulde kre. Og Snderborg var ikke som Augustenborg, noget, man kom
til paa en Springvej, det var to Mil og en hel Rejse.

Men naar Moderen kom hjem, lo hun og pludrede hun og gemte hun, mens
Brnene blev lukkede inde i Sovekamret, for de maatte ingenting se. De
hrte bare Kusken, der gik ud og ind og slbte paa Kasser. Det var det
fra Kbenhavn. Saa var "det" kommet.

Det var det store Sprgsmaal, om "det" kom--alle Presenterne fra
Bedstefader. For kom det ikke, blev der jo tomt paa Julebordene. Et
Aar var det Is og Sne, saa Kasserne blev borte. Moderen sendte Bud til
Snderborg, og Moderen krte selv, og Moder lod Faderen
telegrafere--det var de frste Aar, man havde Telegrafen--men
Kasserne, de kom ikke.

Moderen grd og vidste ikke Raad. Hundrede Gange vendte hun sin gamle
Portemonn. Der var Hul i, saa Pengene lb ud i hendes Lomme. Men
tilsidst lagde hun Grankviste paa alle Juleborde, og saa sa det ud,
som der var en Masse.

Men nu var Kasserne kommet, og inde fra Sovekamret kunde Brnene hre,
hvordan Tine masede for at faa dem op.

Moderen selv havde ingen Ro:

-Tine, Tine, se der...!

Tine sa.

-Tine, saa, nu gaar Fjlen.

Brnene kom ud af Sengen, men der var stukket Papir i Nglehullet.

Inde i Dagligstuen laa Moderen paa Gulvet--det fortalte Pigerne--ned
foran Kasserne. Hele Gulvtppet fld med Pakker og med Halm og med
Sager.

Og Moderen raabte:

-Nej, nej, det er til Nina....

-Se dog, se dog, her er til William... .

Og videre sgte hun, i Halm og i Papirer. Der var ikke det Sted, hvor
det ikke fld.

-Vor Herre bevar' os, hvad det gi'er for et Rod, naar Fruen en Gang
ta'er fat, sagde Pigerne.

De gik ogsaa omkring, spndte og nysgerrige. Frdige blev de frst ud
paa Natten. For ferske Plser skulde der stoppes og Dejg skulde der
lgges og alle Husets Klude skulde vaskes til Jul.

Moderen sad midt i Plsemageriet, i Bryggerset, med opbunden Kjole og
sang for til Viserne.

Der var nogle, Bryggeripigerne kunde, og Moderen sang kun Melodierne:

-For, min Pige, sagde hun til Tine: Ordene er for slemme.

De alsiske Plseviser var de vrste Landskngtviser i Landet.

Men ved Juletid, sagde Moderen: jeg tror saamn ikke, Maren selv vd,
hvad hun kvder.

Til daglig sang Maren Bryggerpige aldrig andet end Viser om den frste
slesvigske Krig og Kong Frederik den Syvende....

De var saa srgelige, at hun grd ved det.

De sidste Dage blev der bagt.

Hele Huset var fuldt af bleduft og Kageduft, og Dren stod ikke
stille til det blaa Gstekammer. For dr gemtes blerne og
Krydderierne og Svedskerne og alting, hvad godt var. Men Tine sprang
op ad Trapperne, saa hendes Skrter flj ved det:

-Hallj, Brnlille, nu brases der, raabte hun.

Brnene lavede Mnd og Koner af brun Dejg, der tilsidst blev ganske
skiden.

Moderen var i hvidt Forklde og Faderen gik omkring og var angst for,
at hun skulde skade sine Hnder.

Moderen skulde altid gre det sidste, hun smurte ggehviden paa
Kagerne og hun satte jnene i de brune Mnd.

-Nu maa jeg, nu maa jeg, sagde hun.

Og hendes hvide Forklde flj om hende i Travlheden, mens alle Brnene
lb i hendes Hle.

Sikken Damp der var; og Duft af Krydderier og Klang af Stegejern og
Stj af Ovnene; for Ovnene gik op og Ovnene gik i og Kageplader kom
ind og Kageplader kom ud. Men Tine fra Skolelrerens piskede fast
imellem sine Laar, for de hvide Kager skulde der Krfter til, og
ggene maatte piskes i timevis.

-Saa, nu vil jeg, sagde Moderen.

Og hun fik fat i Lerfadet og rodede rundt i det med den store Ske.

-Pyh, det gi'er Varme, sagde hun og slap den igen.

Og hun gav sig til at synge, siddende paa Huggeblokken, i Dampen, rd
i sine Kinder, saa glad:

    Lisbet! Lisbet!
    O, hvor er du sd og net!
    Se paa mig ret,
    Lisbet! Lisbet!
    O, hvor er du sd og net!

De sang alle med i Dampen og Osen, Pigerne og Brnene og Tine, men
Moderen var allerede inde i Dagligstuen:

-Tine Tine, raabte hun: lad nu dem.

Hun var falden ned i Gyngestolen. Hun var bleven trt af alt det meget
ingenting.

Alle Drene stod aabne, saa Kageosen trngte ind, Piskejernene gik og
Ovndren klaprede.

-Aa, Tine, tag mig mine Breve, sagde Moderen.

Det var Brevene fra Sekretren, alle Moderens Ungdomsbreve fra hendes
Moder igen og fra hendes Veninder og fra hendes Fader. De laa saa fint
i Pakker, gulnede, sammenfoldede som i den Tid, man ikke brugte
Konvoluter, med visnede Violer imellem, ombundne med Baand.

Moderen elskede dem.

Hun lste dem ikke. Men hun blev siddende med dem i sit Skd.

Og hun fortalte.

Om sin Fader, den gamle Postmester med det hje Halsbind--en af de
rigtige Embedsmnd, en af dem, som altid troede, de skulde vre vrede,
naar de var i Funktion. Bnderne kaldte ham for "Fa'er", men de
skjalv, naar de skulde gre ham "Ulejlighed".

Og hendes Moder, bunden til sin Rullestol af Gigt, saa sart og fin,
som havde hun ingen Krop, og bleg af Ansigt, et Ansigt uden Farve og
en af de Munde, der ikke gerne taler, for den har talt sig trt og nu
gemmer den over sine Hemmeligheder.

-Ja, hun tav stille, sagde Moderen og sa frem for sig, med Brevene i
sit Skd.

Det var, som om en pludselig Mathed faldt over hende, og hendes Stemme
blev forandret:

-Men det lrer vi vel alle, sagde hun.

Faderens Skridt ld med t gennem Stuen.

-Det er kun mig, sagde han.

Moderen bjede sit Hoved.

Lidt efter talte hun igen--men ligesom hastigere.

Hun fortalte om sine Veninder, de unge Piger fra den hvide Gaard.

-Aa, vi havde vore Stuer verst i Taarnet, sagde hun: og naar vi slog
vore Vinduer op, saa sa vi Havet....

Moderen slog sine Hnder ned i Skdet:

-Ja, Gud vd, hvordan, sagde hun: men det er gaaet dem alle galt.

Sljt var de blevet gift og fejl var de kommet afsted og spredte var
de over Jorden.

Det eneste, de havde bevaret, det var Pengene og Fornemheden.

-De havde for hedt Blod, sagde Moderen: jeg tror--og hun tav et
Nu--at der var Elskovssyge i Slgten.

Undertiden kom der Breve fra dem, fra Byerne og Landene, hvor de sad
som Baronesser og Grevinder, gifte med Landflygtige og Spillere.

En af dem boede i Nord-Italien.

Moderen grd altid, naar hun fik Brev fra hende.

-Aa, hun blev gift, sagde hun, med den gamle knark.

-Nogle siger, det er en Lord og nogle siger, han har vret Skomager.

Men hvert Aar kom der fra den Veninde ogsaa Breve fra Kbenhavn.

Hun var hjemme--at se Snnen.

-Det er jo det eneste, hun elsker her i Verden, sagde Moderen til
Tine.

Den Sn havde hun vist faaet noget uregelmssigt; og saa havde hun
mttet rejse bort og var blevet gift, dernede i Nord-Italien, med
Lorden eller Skomageren.

-Men hun sidder jo og er rig, sagde Moderen.

Det var ligesom Livssmerten kom hende nr, naar hun talte om den
Veninde.

-Ja, Gud vd, hvordan det kan vre, sagde hun igen:

-Men det gik dem alle galt.

Venindens Fader kom undertiden, altid pludseligt, og altid blev han
ganske kort.

En hj Mand, mager, med en Holdning som dens, der, uden at bje Ryg,
er vant til at frdes ved et Hof.

Pigerne kunde saa ganske uformodet melde:

-Det er Hofjgermesteren.

Og han kom ind og han bjede sig saa mrkelig dybt og saa mrkelig
bevget for Moderen, der gik ham imde. Og han satte sig altid i en
lang Afstand og han talte med en Stemme, som kom den langt borte fra
og den var mattet af Sorg.

Og han gik, saa pludseligt, som han kom.

Men Moderen grd, naar han var gaaet, og Brnene var bange, for det
var noget omtrent, som havde der vret et Spgelse.

-Jeg vilde blot se Dem, sagde han, naar han gik, og han bjede sig
igen og kyssede Moderens Haand.

Han kom for at kunne nvne dem, der var langt borte....

... Men Moderen blev siddende i Juledampen, med sin Ungdoms Breve i
sit Skd. Skolelrerens Tine sad paa en Skammel ved Siden af hendes
Stol.

Moderen fortalte om sin Forlovelsestid.

Hun kom jo ind fra Provinsen og ingenting vidste hun og ingenting
kendte hun og fremmed var hun i Excellencens gamle Hus.

Det var noget nyt og noget helt forfrdende, med rstederne og med
Mynsterne i Stuerne og i Huset Oehlenschlger oppe paa anden Sal.

Det var et Liv med Lysekronerne altid tndte, og Svigermoder i det
sorte Fljel, og de gamle Slgtsvaaben broderet paa alle Puder, og
Slvkander stillede frem paa Etagrer, og Malerier paa Vggene saa
hjtideligt, som i en Kunstsamling.

Moderen gik helt forskrkket om.

Men til Forlovelsesgildet, da de drak Skaaler og Excellencen selv
havde skrevet Sangen, da sneg Moderen sig ud paa Trappen, Trappen op
til Oehlenschlger, og dr sad hun og grd; med Ansigtet i sine Hnder
grd hun og grd.

Tjeneren fandt hende.

Han maatte hente Faderen.

-Nej, nej, jeg vil ikke derind, sagde hun.

-Lad mig komme hjem--lad mig komme hjem.

Og hun grd, som skulde hun miste sit Liv.

Moderen blev ved at fortlle med Brevene i sit Skd, om sin Ungdom, om
de Dage, der svandt.

Men paa n Gang sagde hun:

-Naa, der er Ting, man aldrig skulde tnke paa.

Tine sagde:

-Det er dog altid godt at tnke paa Lykken.

-Nej, Mindet om den slaar ihjel.

Moderen stod op:

-Men, aa, hvor var det dejligt at lbe paa Skjter, sagde hun.

Saa lb hun ud til de hvide Kager. Nu maatte de vre piskede. Eller
hun skulde pludselig lgge Laurbrblade paa Sylten:

-For alt maa det gres, sagde hun, og gav sig til at lbe omkring.
Medens Tine gjorde alting--

       *       *       *       *       *

    Barndomstider--
    til Jer er jeg flygtet tilbage,
    om I kunde lindre mit Hjertes V.
    Ingen tller de Taarer,
    som udgrdte jne
    saa gerne vilde grde.
    Barndomsdage,
    Barndomsminder,
    lind mit Hjertes V.

    Du, Moder,
    der selv led,
    rank som en Blomst,
    der brat knkkes,
    du, Moder,
    der selv elsked,
    bliv nu hos mig
    under mit Hjertes V.

    Langt skal Mennesket gaa
    og saa haardt maa det trde--
    kom med Eders Glde
    Lind
    --for en Stund blot--
    al mit Hjertes V.
    Barndomsminder,
    hvad jeg saa skal bede:
    at I kunde linde mit Hjertes V.

           *       *       *       *       *

Men Moderens strste Dag var Dagen fr Juleaften.

For det var de Fattiges Dag.

Fra om Morgenen--og det var vist den eneste Aarets Dag, hun stod saa
tidlig op--havde Moderen lagt Risengryn i Poser og Kaffebnner i
Krmmerhuse og Kandissukker ved Siden af.

En Vgt var der paa Bordet og Tine vejede.

Ret skulde der vre, og ligemeget i hver Pose.

Men Moderen hldte paa og aldrig slog det til.

-Herre Gud, sagde hun: som om det var Jul mer end n Gang om Aaret.

Naar alle Poser var pakkede, var der ikke Sukker og ikke Kaffebnner i
Huset.

-For vi ta'er af vores egne, sagde Moderen, naar det kneb.

Saa om Eftermiddagen kom Husmandskonerne sjokkende. Det var ligesom de
saa underlig sneg sig opad Huset, naar de kom. Og de satte Trskoene i
en Rad i Forstuen, og de kom ind i Stuen paa sorte Sokker og mlte
ikke et Ord, men fik kun deres og gav en sjattende Haand med et:

-Tak.

Men Moderen havde travlt og spurgte ud: den trngte til det og den til
det.

Der var ikke mange overfldige Klude i Barnekammeret, naar
Husmandskonerne var vel ude.

-Lille Tine, sagde Moderen: vi faar vel altid noget igen.

Hun sank sammen i en Lnestol, lod alle Vinduer smkke op og lod
stnke med Eau de Cologne.

-For, kre Brn, sagde hun: De Renligste stinker af grn Sbe.

Faderen befalede Stuepigen at aftrre alle Drlaase.

... Nste Dag blev der dkket Juleborde. Det var besvrligt, og
Moderen var lnge om det. For hver skulde have ligemeget. Hele Dagen
gik Moderen og maalte og vejede med jnene, og var der for lidt paa et
Bord, stjal hun lidt fra et andet.

           *       *       *       *       *

Tret blev tndt. Tine stod paa en Stige, mens hun tndte det.

Det var kun Slv og Slv og lutter hvide Lys.

Moderen gik rundt om Tret.

-Der er t endnu, sagde hun. Og hun pegede paa et utndt Lys.

Hun kunde aldrig faa Lys nok, og hun satte dem paa Grenene saa altfor
tt.

-Men vi stikker Ild paa Tret, sagde Tine fra Stigen.

-Nej, nej, der er t endnu.

Et Aar havde de stukket Ild paa Juletret:

Det blussede op et Nu, mens alt Slvet flammede og forkulledes, og
Moderen sa til med Skret over sit Ansigt.

-Hvor dejligt, hvor dejligt, sagde hun.

Saa fngede Grenene.

-Her bliver Brand, raabte Moderen.

-Ja, det bliver her, sagde Tine, der flj ud i Gangen og hentede to
Uldsjaler, som hun kastede over det brndende Tr.

Men Moderen satte flere Armstager paa alle Bordene, og Brnene maatte
danse om det forkullede Tr.

-Stella, sagde Faderen: hvor Du ogsaa er uforsigtig.

Der kom et pludseligt Glimt i Moderens jne.

-Fritz, sagde hun og lftede sit Hoved, som sa hun endnu for sig det
sknne og flammende Tr:

-Fritz, det var saa dejligt....

... Der er endnu t.

Saa var der ikke flere. Alle Lys var tndt mellem det glitrende Slv.

Moderen stod tavs i Trets Glans.

-Det er den trettende Jul, vi tnder her, sagde hun, og hendes Stemme
ld pludselig mat.

-Men Bordene, Tine, sagde hun, og hendes Tonefald skiftede, mens hun
sa hurtigt og langt hen over de hvide Duge:

-Der er ikke nok til Lars Forkarl.

Hun stod grundende foran Lars Forkarls Bord.

-Men Tine, hvad skal man ogsaa finde paa til Lars Forkarl?

Pludselig virrede hun med sit Hoved:

-Tine, sagde hun, lb ind til Fritz. Vi stjler ti Cigarer.

Tine listede ind i Faderens Stue.

-Maa vi komme? raabte Brnene i Dagligstuen.

-Straks, sagde Tine og lukkede Dren bag sig.

Hun havde reddet Cigarerne.

-Gud ske Lov, sagde Moderen, der sukkede, som om hun var befriet for
en Byrde.

-Saa binder vi dem om med et rdt Baand, sagde hun.

-Jeg har ingen Baand, sagde Tine.

Moderen sa sig om, hen over alle Bordene:

-Vi tager en Sljfe fra Frk. Jespersens Fichu.

Fichuet var en Gave til Moderen fra Frken Helene Jespersen. Det var
fuldt af mange smaa rde Sljfer.

-Ja, sagde Moderen, mens Tine lsnede Baandet:

-Der er ogsaa for mange Sljfer paa Frken Jespersens Fichu.

Den rosa-rde Stump blev knyttet om Cigarerne.

-Saa, nu lukker vi op, sagde Moderen.

Hun aabnede selv Dren, og Brnene stormede ind.

-Gldelig Jul, sagde Moderen.

Hun stod midt paa Trskelen.

-Hvor er mit Bord?

-Hvor er mit? ld Brnenes Kor.

-Dr, dr, sagde Moderen. Hendes Ansigt lyste.

Brnene stod om hende i Flok med oprakte Hnder.

-Mo'r, Mo'r raabte de, nu det fra Tret--nu det fra Tret.

-Ja.

De sidste Gaver laa pakkede ind i mange Papirer ved Juletrets Fod.
Moderen krb rundt paa Gulvet, mens hun tog dem frem og samlede
Pakkerne i sin Favn.

Nu havde hun dem, og hun stod op midt mellem Brnene.

-Nu, nu, raabte Brnene.

-Ja.

Og hun kastede dem, som i Grams, ned mod Brnenes oprakte Arme:

-Til Dig, og

-Til Dig, og

-Til Dig, raabte hun, mens Brnene jublede.

Faderen var traadt frem i den aabnede Dr.

Lnet til Drkarmen stod han tavs og betragtede Moderen og sine Brn.

Og hastigt, mens et Glimt af mhed--eller maaske kun af
Beundring--lyste, et Nu, i hans jne, gik han frem imod Moderen:

-Du, Giverske, hviskede han.

Moderen slog jnene ned, saa det nsten sa ud, som lukkede hun dem et
Sekund:

-Du giver, Fritz, sagde hun.

Faderen gled bort.

-Men, Tine, nu maa Folkene ind, sagde Moderen.

De havde allerede samlet sig i Gangen.

Pigerne var paa Sokker, og Karlene havde Stvler paa.

-Saa, lille Brn, sagde Moderen og lukkede Dren op:

-Nu er det Juleaften.

De kom alle ind, En efter En, meget langsomt, med et underligt St
over Drtrinet, som satte de over en Barikade. I Ansigterne sa de ud,
som skulde de til Alters.

Bagest kom Jens Rgter.

Han var i stribet Vest over Bukserne, der hang bedrveligt.

De fik Gaverne, og de takkede--hvad de sagde havde aldrig noget
Menneske hrt--og, skulende til hinandens Presenter, bragte de dem,
ligesom i Sikkerhed, hen rundt i Krogene.

-Saa, Jens Rgter, sagde Moderen, nu skal vi danse.

Hun dannede en Kde.

Forrest var hun selv med Jens, Brnene tog Pigerne og Karlene.

-Slut Kreds, raabte hun til Tine, og hun begyndte at gaa.

Langsomt drog Kredsen om Tret, mens Moderen, med lidt sitrende Rst,
begyndte at synge:

    Dejlig er Jorden,
    Prgtig er Guds Himmel,
    Skn er Sjlenes Pilgrimsgang!

    Gennem de favre
    Riger paa Jorden
    Gaa vi til Paradis med Sang!

Lidt efter lidt faldt Alle ind, mens Moderens Stemme steg, og de
langsomt blev ved at vandre om Tret.

Alles Ansigter var vendt opad, op mod Juletrets Lys.

Inde fra Halvmrket faldt pludselig Faderens Stemme ind, saa mrkelig
dybt, som fra langt borte.

Moderen var stanset ved Lyden af hans Sang. Saa gik hun atter videre,
stirrende ind i Trets Lys:

    Gennem de favre
    Riger paa Jorden
    Gaa vi til Paradis med Sang!

Sangen dde hen.

-Syng nu alene Mo'r, sagde den ldste Dreng.

-Ja, vil Fruen synge alene, sagde Mandfolke-Marie, der hele Tiden grd
stridt uden at vide det.

-Ja, sagde Moderen.

Og uden at tage sine jne fra Trets Lys, sang hun halvhjt--hun
alene, medens de Alle gik endnu langsommere:

    Glden er Jordens Gst idag
    Med Himmelkongen den lille,
    Du fattige Spurv, flyv ned fra Tag
    Med Duen til Julegilde!

    Dans, lille Barn, paa Moders Skd,
    En dejlig Dag er oprunden,
    Idag blev vor kre Frelser fd,
    Og Paradisvejen funden.

Der var tyst et jeblik, og Alle var stansede.

-Saa leger vi, sagde Moderen.

Og hun satte Jens Rgter i Galop, saa Alle maatte flge, mens hun
sang, og Brnene faldt i "om Tret, der skal vises, og siden skal det
spises".

-Gud bevare mig vel, sagde Moderen, hvor den Dreng synger falsk.

Det var den ldste, der skraalede lige op i Tret.

Den Mindste faldt i Kden.

-Op igen, sagde Tine.

Men den Mindste grd.

-Saa danser I Andre, sagde Moderen, og hun satte sig hen med den
Mindste paa sit Skd.

Lysene begyndte at brnde ned, og de holdt op at danse.

Folkene drog af, og Tine gik i Lag med at bringe de Mindste i Seng.

Moderen sad paa det samme Sted.

Paa Gulvet, med Hovedet mod hendes Kn, laa den ldste Dreng, mens
Lysene slukkedes, et efter et, og Slvets Glans blev mat.

-Moder, sagde han, nu dr Juletret.

-Ja, min Dreng, sagde Moderen, og hendes dejlige Haand faldt bort fra
hans Haar, ned i hendes Skd:

-Nu dr det.

Tine kom tilbage.

Endnu brndte de sidste Lys.

-Bring ham i Seng, sagde Moderen.

-Sov vel, sagde hun, og hun kyssede Drengen paa Panden.

-God Nat, Moder.

Moderen sad ene.

De sidste Lys flammede op som Blus og sluktes. Tret var mrkt.

Gennem Stuerne derinde hrtes Faderens Skridt.

-Er De her, Frue? sagde Tine, der vendte tilbage.

-Jeg sidder her.

De var tavse et jeblik. Saa sagde Moderen:

-Tine, tag Karmen for Dren bort.

Tine gjorde det.

-Og luk op, sagde Moderen.

Hun havde rejst sig op og lagt et Sjal om sine Skuldre.

Stille traadte hun ud paa den snedkte Havetrappe. Tine fulgte hende.
Foran dem laa Haven, hvid og tavs. Moderen stod lnge med opadvendt
Ansigt, stirrende op mod Stjernerne.

-Frue, sagde Tine, hvor er Betlehemsstjernen?

Moderen svarede ikke. Maaske havde hun ikke hrt det.

-Ser De Venus, Tine? sagde hun saa.

Og atter stod de tavse.

Der hertes ingen Lyd i den hvide Have. De stille Marker sov. Tyst
vandrede Stjernerne over dem.

       *       *       *       *       *

Efter Jul kom Tiden, hvor der lstes.

Tine kom i Mrkningen og fik Indholdet af Bgerne.

Moderen sad foran Kakkelovnen, med de hvide Hnder om sine Kn og
fortalte og digtede om. Der var ingen Bog, som blev _den_ Bog i hendes
Tanker.

Oehlenschlger var i saadan hjtidelige, sorte Bind, og der var saa
mange Mrker paa Bladene. Moderen kunde Tragedierne nsten udenad, og
dog lste hun dem altid igen. Naar hun slog jnene op fra Bogen, mens
Brnene lyttede, var det, som var hendes jne blevet dobbelt saa
store.

-Mo'er, ls mer, sagde den ldste Dreng.

-Skal Brnene aldrig i Seng, sagde Faderen, der aabnede sin Dr.

-Jo, Fritz, straks, svarede Moderen og lste videre.

Hendes Stemme var mild som bedrvede Krtegn er, og der var Taarer i
hendes jne.

Helst lste hun Thoras Ord, hvor hun tager Afsked med Hakons Lig.

Tine sad og snftede som en Sl.

-Skal Brnene i Seng?

-Straks, Fritz, straks....

Og Moderen blev ved at lse.

Tit var det Christian Winther. Oftest "Hjortens Flugt". Versene smg
sig saa mt om hendes Stemme.

-Aa, der er ingen, der lser som Fruen, sagde Stuepigen. Hun hrte til
henne i Krogen ved Bogskabet.

Til sidst blev Faderen utaalmodig, og Brnene _skulde_ i Seng.

Saa grd de og fik Svedsker for artigt at flge med Barnepigen.

Men Moderen fulgte Tine op ad Allen med bart Hoved.

I klare Ntter gik hun der lnge. Hun holdt saa meget af Stjernerne.
Lange Tider kunde hun staa og tlle, hvor mange hun kunde se paa en
Plet.

Tine stod hos.

Hun spurgte, hvad Stjernerne hed.

Men Moderen havde givet dem Navn efter sine Venner.

-Det var hendes Moders Stjerne....

-Sa De den?

-Og det var Alice's--ser De den? For den er saa bedrvet.

Der var saa mange bedrvede Stjerner og dem elskede hun hjest.

-Stella, raabte Faderen fra Gavlen:

-Stella, Du forkler dig.

-Jeg ser kun paa Stjernerne, sagde hun. Hun blev staaende et jeblik
og holdt endnu sit hvide Ansigt opad:

-Det er Fritz' Stjerne, sagde hun, ganske sagte.

Og hun gik stille ind.

Men at stirre paa Stjernerne var hende nsten en Lidenskab.

-Saa er jeg; sagde hun, sammen med alle mine Venner.

Undertiden fulgte hun Tine lige til Kirkegaarden, men lngere aldrig.
For hun var bange for Spgelser. Paa dem troede hun fuldt og fast, og
sikkert var det, at der hjemme spgede i det blaa Kammer, det gjorde
det.

Hun bekrftede det med et Nik:

-Det vd ogsaa Fritz, sagde hun.

Men den, der spgede i det blaa Kammer, var en hvid Dame, og sa man
hende, skulde nogen d.

Moderen havde set hende _en_ Gang, og da var den gamle Postmester dd.

Ellers vidste hun mange Spgelseshistorier, og fortalte dem i
Mrkningen, saa Brnene gs.

Helst fortalte hun den fra Aaholm, for den vidste hun var sand, fordi
den var hndet en af hendes Tanter.

Det har nu altid spget paa Aaholm, sagde Moderen: men dette er sandt,
for Olivia sad og friserede sig til Bal, da hun paa en Gang ser en
Dame komme ud af Vggen--livagtig--hun sa hende i Spejlet ... I graa
Silkekjole med store Buketter af Roser, gik hun lige hen og stillede
sig bag hendes Stol.

-Men Olivia flj op og styrtede ud paa Gangen og skreg og skreg....

-Men godt var det, at Damen ikke havde faaet hende i Haanden. For det
var jo hndet en Selskabsdame ... og hun kom lbende ud paa Gangen, op
ad Trappen, ind til Grevinden og raabte: en Dame kom ud af Vggen og
hen imod mig og lige op til mig og tog mig i Haanden--og drejede mig
rundt....

-Og saa, i det samme Nu, blev Selskabsdamen gal....

-Ikke til at redde, hun var gal.

Fortalte Moderen.

Men hun sagde ogsaa, at tilsidst havde Greven paa Aaholm ladet grave
paa det Sted i Muren og i et hemmeligt Rum havde de fundet et Skelet.

-Hun var naturligvis blevet myrdet, sagde Moderen.

Alligevel var Spgelser nu sin Sag. Men Varsler, det var noget, der
var bevist. Og Hunde og Ugler, de vidste mer end Mennesker.

-Aldrig skreg Uglerne i Kirketaarnet, uden imod Ddsfald i Sognet.

-Det vd da Degnens, sagde Moderen, og hun nikkede.

Om Vintereftermiddagene gik Moderen med Brnene paa Besg. Alle
Brnene pludrede, mens de gik gennem Allen, rundt omkring Moderen som
en Fugleungeflok.

Oppe ved Enden af Allen boede Sognefogden.

Fin og pn og hvid laa Gaarden stor og bred, midt paa den hvide Mark,
lukket med en grnmalet Port.

Der var de Dage, hvor de gik ind om til Sognefogdens.

Sognefogdens "Kvind" gik straks i Kkkenet.

Hun sagde sit Goddag med en Stemme, man ikke hrte, rakte En en fugtig
Haand, man ikke fik fat i, og gik i Kkkenet for at srge for Mad. Man
havde ikke vret ti Minutter hos Sognefogdens, fr Bordet bugnede. Der
var altid Ribbenssteg og Rdbeder ved Siden af Sylte. Brdskiverne var
saa store som et Landkort.

Sognefogden var en tyk Mand, der havde Frakke til Brug ved Altergang
og Marked i Augustenborg, men som ellers var i Skjortermer. Han sagde
aldrig noget, men lo altid, saa hele hans Krop rystede.

Moderen satte sig fortvivlet til Sylten.

Men kom hun hjem fra en Sognefogedvisit, maatte hun altid have et Glas
Rdvin til at skylle Fedtet ned med.

Der var gaaet Aar hen, og altid gik det ens hos Sognefogdens: at Konen
gik i sit Kkken efter sit Goddag, og Manden, i ham begyndte det, bare
han saa "Moderens" Ansigt, at klukke, saa hele den lille Mellemstue
skjalv.

Men saa en Dag, det var en Mrkning, slbte der sig noget som en tung
Byldt ind i Dagligstuen hjemme. Og Byldten--det var ikke andet end
Trklder og et stort Sjal og et lille Sjal--kom ikke lnger end til
Stolen ved Bogskabet, men dr faldt den ned som en tung Dyne falder,
og Byldten grd og grd og grd.

Ud fra alle de Klder kom Graaden stille og ustanseligt.

Den Byldt var Sognefogdens Kone, og da var hendes Sn dd ved et
Vaadeskud.

Moderen knlede ned, og hun sgte at komme ind til Konen--ind gennem
Sjalerne, ind for at trste hende.

Men Byldten bare grd og grd og sagde:

-Jeg skulde tale med Pastoren.

-Ja, ja, Madam Hansen, ja, ja, Madam Hansen....

-Jeg skulde tale med Pastoren.

Og Byldten kom hen over Gulvet, jamrende saa stille, saa tung som
noget, der ikke levede, ind til Prsten.

-Hvor hun grd, sagde Moderen, hvor hun grd--naar man bare havde
kunnet faa Sjalerne af hende.

Som om det havde bragt hende den Sorg nrmere.

... Moderen og den ldste Dreng skulde op og se Sognefogdens Sn.

Det var ligesom der ikke hrtes en Lyd i Huset. Hunden gede ikke og
Fjerkret var lukket inde.

Sognefogden tog imod Moderen og Drengen i Dren.

Han havde en sort Frakke paa og han sukkede. Tale gjorde han ikke,
mens Moderen og Drengen stille gik gennem Stuerne, hvor alle Drene
stod aabne.

I Storstuen stod Kisten.

Der var saadant et gult Lys, som der kommer, naar der er Lagner for
Vinduerne.

Sognefogden tog Kldet vk fra Ligets Ansigt.

Der laa Snnen stille.

Hjemme i Borgestuen havde de sagt, at ved Anders Niels var mange Piger
kommen galt afsted:

-For han havde saadan en kvindagtig Mund, havde Avlskarlen sagt:

-Som Pigebrn ikke stod for.

-Og et Par Ben, de ikke fik jnene fra....

Men nu laa han stille. Det var ligesom der slet ikke var noget Udtryk
i hans Ansigt--kun Kulde.

Sognefogden gik og mumlede nogle Skriftsteder, han kunde fra sin
Konfirmation.

Moderen sa lnge paa Ligets Ansigt. Saa dkkede hun selv Kldet til.
Det laa saa hjt over den store og lige Nse.

Sognefogdens Kone havde ikke vret inde. Hun gik paa sorte Sokker i
sit Kkken.

Da Moderen og Drengen kom ind i den forreste Stue, stod Bordet dkket.
Det var fuldt af Mad.

Konen gik om og bd.

Drene stod aabne ind til den tyste Lig-Stue.

Sognefogden spiste sindigt. Stykke efter Stykke. Han maatte spise
meget i de Srgedage.

Talt blev der ikke.

Drengen fik Solbrrom og stak Glasset ud--for Moderen sa det
ikke--saa han blev ganske r.

De sad lnge ved Bordet. Sognefogdens Kone havde sat sig ved Dren.
Hun havde ikke mlt et Ord.

Men da Moderen vilde gaa og kom hen til Konen og vilde sige Farvel,
mrkede hun, at Staklen rystede over det hele Legeme.

Hun sa ned i Gulvet, og da hun forsgte at tale, fik hun nsten ikke
Ordene frem....

-For det var saa meget, blev hun ved at sige ... men hun vilde bede,
om Fruen ikke vilde synge lidt ... om hun vilde synge lidt ved Liget.

Moderen svarede ikke.

Hun tog kun stille Tjet af igen, og de gik ind alle fire--gennem
Stuen, gennem Mellemstuen, ind i det gule Lys.

Fogden bragte en stor Salmebog.

Men Moderen sang ud i Luften og uden at se paa den dde Sn:

    Naar jeg betnker ret den Stund,
    da jeg skal heden fare,
    min Sjl sig fryder mangelund,
    som Fugl ved Dagen klare.
    O Dag, saa blid,
    da al min Strid
    skal faa en salig Ende:
    Til Glden sd,
    i Jesu Skd,
    jeg gaar fra min Elende.

Forldrene rrte sig ikke. Moderen ene sang.

Drengen stod og sa paa hende. Hun var ganske hvid i Ansigtet.

Den ene Stemme ld saa srt, dr over en fremmed Dd.

    Eja, min Sjl, vr frisk og bold.
    Gld dig i Christ, din Herre!
    Thi Dden, som var Syndens Sold,
    Dig nu skal Frelse vre.
    Straf var den fr,
    nu er den Dr
    til Himlens lyse Rige.
    Nu er din Dd
    en Svn Saa sd,
    al Sorg med den maa vige.

Der var stille et jeblik.

Saa lagde Konen Kldet over Ansigtet.

Drengen hrte ikke Moderen sige saa meget som Farvel.

Sognefogden gik med dem hen over Gaarden. Han lukkede Porten op og
lukkede den i.

Moderen og Drengen kom ud paa Vejen. Moderen talte ikke.

-Moder, sagde Drengen, du var hvid i Ansigtet.

-Kom nu, sagde Moderen.

Da de kom hjem, var Moderen tavs og frysende. Ved Aftensbordet blev
der nsten ikke talt.

-Fritz, sagde Moderen pludselig:

-Det Menneske har ikke haft nogen Sjl.

-Stella.

-Nej.

Moderen tav lidt.

-Han har kun haft Blod ... og nu er det blevet koldt.

Faderen svarede ikke.

Men Moderen sad et jeblik:

-Menneskene burde altid blive gamle, fr de skal d, sagde hun.

-Stella, saa du taler.

-Jo, det er sandt. For saa har Lidelserne altid givet dem en Slags
Sjl.

Hun tav lidt:

-Ungdommen har kun Blod.

Det var, som var Moderen i et hemmeligt Oprr:

-Jeg kan ikke glemme det Ansigt, _hvor der intet var--_

Hele en mdte til Begravelsen.

... Men kom man forbi Sognefogdens Gaard, laa de smaa Husmandshuse bag
Grderne. Deres Vindueskarme var grnmalede og deres Dre var grnne,
men selv var de hvide midt i Sneen.

Moderen nikkede til hver Rude og Brnene nikkede efter, og den ldste
Dreng lb i hver Snedrive, der var kastet op langs Vejen:

-Saa den Dreng gaar, sagde Moderen.

I det yderste Hus boede Elsebeth.

Hun var den ldste i Byen. Hun var vist hundrede Aar. Der var saa
stille i Stuen, at Brnene syntes ikke en Gang Katten turde knurre.
Eller maaske havde den glemt det. For den var ogsaa gammel og laa ved
Sengen. Men naar den gad aabne sine graagule jne, saa troede man, den
vidste mange Ting.

Fr i Tiden havde Else spundet--spundet, spundet.

Men nu var Rokken stillet hen.

Den stod ved Karmen. Den stod som et Ur, der allerede er runden i
Staa.

Elsebeth nikkede til Moderen, naar hun kom.

Stemmen kom saa dybt nede fra det svre Bryst:

-Ja, jeg sidder her, sagde hun.

-De sidder jo godt, Elsebeth, sagde Moderen.

Katten rrte lidt paa sig og Moderen skottede hen efter den--ti for
Katten var Moderen bange: den holdt ikke af Fremmede, den vilde ha'e,
Elsebeth og den skulde vre ene.

-Ja, En sidder og venter, sagde Elsebeth.

-Frst lever En og saa tnker En tilbage og saa tilsidst sidder En
bare og venter.

-Gamle Folk bliver kloge, sagde Moderen.

-Ja.

-Men det nytter dem ikke, Madam, og heller ikke de andre. For Blodet
er Blodet, og det vil syde, til det bliver mat eller koldt.

Elsebeth sa paa den ldste Dreng--hun havde saa klare jne, men de
sad dybt--:

-Han vil ogsaa en Gang faa Blod nok, sagde hun:

-Blod nok og Taarer nok faar man paa samme Tid.

-Hvad siger hun? spurgte Drengen.

Men Moderen svarede ikke.

Elsebeth tav en Stund, mens Katten havde aabnet sine jne.

-Saa er det Modersorgens Tid, men ogsaa det gaar over.

-Hvad siger hun? spurgte Drengen.

-Der er Mdre, som dr, mens deres Brn er smaa, sagde Moderen.

-De har det bedst, sagde Elsebeth.

Der var stille i Stuen. Ogsaa Uhret var gaaet i Staa. Elsebeth trak
det ikke mere op. Naboens Kone kom til sin Tid--efter Solen--og bragte
Elsebeth op og bragte Elsebeth til Hvile.

-Men tilsidst saa tnker man kun, hvad vel det Hele skal til.

-Hvad mener Elsebeth?

-Jo, Madam, for Gud er for stor og han kan heller ikke ha'e no'et med
os at gre.

-Vi vd det ikke, Elsebeth, sagde Moderen.

-Jo, Madam, for vi er for smaa, og han kan ikke ha'e Tid at ha'e
noget med os at gre.

Elsebeth tav og Moderen stod op med sine Brn.

-Farvel, Elsebeth, sagde Moderen, her stiller jeg Hyldebrsaften.

-Farvel, sagde Elsebeth.

Men ude paa Vejen var Moderen tavs.

-Hvad var det alt, hun sagde? spurgte Drengen.

-Hun talte om Dig, sagde Moderen.

Og hun tav igen.

Men naar den ldste Dreng var ene ude, gik han, naar han kom til
Elsebeths Hus, altid over paa den anden Side af Vejen. For det var,
ligesom han var bange.

... Naaede man videre hen ad Vejen til Degnens, kom man til Madam
Jespersen.

Hendes Hus laa paa et Grde, og man maatte klatre derop ad en Trappe,
der kun havde t Rkvrk. For-Stuen var stret med Sand, og der
lugtede af Jomfruelighed og Lavendler.

Madam Jespersen sad paa en Forhjning og strikkede Stykker. Dr havde
hun siddet saa lnge Strene var kommet til Byen. "Stykkerne", som hun
strikkede, laa hvidtskinnende paa hvert Mbel og paa hver Stol.

Havde Brnene sat sig og skulde de rejse sig igen, gik de med hver sit
Stykke klistret til en lidet omtalt Legemsdel.

-Dreng, Dreng, sagde Moderen til den ldste og fik Stykket tilbage paa
sin Plads. Alle Stolesder var broderede med Kanevas af Frken Helene.
Frken Helene broderede altid Stjerner i mange Farver paa forskellig
Bund.

Madam Jespersen talte Holstensk--for dr var hun fra--og havde en Gang
vret Kammerjomfru hos de Rantzauer. Ingen vidste, hvordan hun var
slaaet derhen, just i denne Krog.

Hun var altid i Moir, og fyldte en hel Mahognistol med brede Arme.
Paa Hovedet havde hun en tronende Kappe, som Brnene troede hun sov
med. Om Haand-leddene bar hun Armbaand af Rav.

Hun stod kun ned af Forhjningen, naar hun gik i Kirke. Saa var hun i
Moir-Mantille og derover et strikket Sjal.

Frken Helene maatte, naar Kaffen skulde paa Bordet, altid rydde mange
Mnstre til Side. Det var Mnstre af graat Indpakningspapir til hendes
aldrig fuldkommengjorte Garderobe. Hun var to Gange om Aaret i
Flensborg og vendte tilbage med Hovedet fyldt af Modeller til
Kjoleliv, som beskftigede hende i det flgende Halvaar.

I Tjer elskede hun de skotske Mnstre.

Hvad hun omsyede, var kun Livene. Nederdelene forblev saa nogenlunde
de samme. Kun til Tider forsynedes de med Garneringer.

Kagerne til Kaffen kom frem af en Kasse, der stod under Madam
Jespersens Seng. Madam Jespersens Seng var hj som et Bjerg.

-Ach ja, man maa vre taalmotich, sagde Madam Jespersen og lod
Hnderne synke. Hun havde en Gang prynset sig med mange
Kammerjomfruringe, som nu var forsvundne i de korte Fingres Fedme.

Jomfru Helene vimsede og snakkede.

Jomfru Stine stak kun et knoklet Ansigt ind ad en Dr til Goddag. Hun
maatte blive i sin Syskole.

-De kan da blive et Minut, sagde Moderen, lad dog de Unger sy.

Men Jomfru Stine var ude igen i en Stue bag Gangen, hvor syv Pigebrn
med Musehaler syede Linnedsyning med sammenknebne Munde.

Jomfru Stine var lang som et Mandfolk og senet som et g.

Hun havde Stave-Hold om Formiddagen og Sy-Hold om Eftermiddagen. Hun
fik en Mark om Maaneden af Sy-Holdet pr. Hoved.

-Ach, ja, sagde Madam Jespersen, den Stine la'er sig aldrig Ro.

-Men man maa vre taalmotich.

Jomfru Helene lagde Kagerne paa et lille Porcellns-fad med seksten
smaa Haandbevgelser for hver Kage.

Hun lb til og fra Kkkenet for at passe Kaffen, mens hun ustanseligt
snakkede. Jomfru Helene snakkede uden Ophold hele Aaret uden at nogen
Moders Sjl den en og tredivte December vidste, hvad hun havde sagt.

-Ja, die kleine schwrmt, sagde Madam Jespersen.

Var Kaffen paa Bordet, kom Jomfru Stine ind i et Nu og satte sig ved
Dren paa en af de tre Mahognistole med rigtige Sder--de andre
Genstande til at sidde paa var mere skrbelige, med Fletrygge--for hun
satte sig haardt og maatte have noget under sig.

Hun slugte Kaffen og var ude igen.

Fra Kagefadet var der altid forsvundet nogle Kranse. Hun uddelte dem
som Belnning i Syskolen. Det laa ellers ikke til Frken Stine at
stjle, men af Kagerne stjal hun i ubevogtede jeblikke. Kunde hun
ikke det, kbte hun Sukkerkringler i Kroen.

Det gik til Musehalerne. Der var jo altid n, der var frdig med et
Stykke Linned.

Naar Moderen kom ud i Gangen for at gaa, stak Jomfru Stine sit Hoved
ud af Skolestuen--det slog lidt lummert ud af det lille hvidkalkede
Hul--hun skulde altid kysse Moderen, fr hun gik. Det var det eneste
voksne Menneske, hun kyssede.

Den ldste Dreng lb paa alle de fjorten Trsko i Forstuen.

-Hvor den Dreng er kejtet, sagde Moderen:

-Han lrer aldrig at fre sig.

Jomfru Stine blev staaende i Husdren og nikkede, men Jomfru Helene
bjede Blomsterne i Stuevinduet til Side med en sirlig Haand og
smilede bare.

-Moder, sagde den ldste Dreng, naar de kom ned paa Vejen, Jomfru
Stine har jenbryn ligesom Lars Forkarl.

Jomfru Stine havde Mandfolkejenbryn over et Par Ungpigejne.

Moderen elskede at lade sin ldste Pode snakke. Han snakkede ganske
som hun selv, i de samme Stninger, med samme Ordstilling, med en
gammelklog Vigtighed, der virkede som Visdom. Og altid stak hans
Hoved, der var for stort til Kroppen, frem ved Siden af Moderens
Skrt.

Naar de kom hjem fra Brneselskab, vilde Moderen altid have Beretning
om Gildet.

Hun satte sig midt paa Dagligstuegulvet i sin Yndlingsstol, som satte
hun sig foran et godt Bord.

-Saa, sagde hun, lad mig saa hre.

Alle Brnene talte i Munden paa hinanden.

-Drengen frst.

-Drengen frst, sagde Moderen.

Og Drengen sprang op i Fljelsblusen, og abede alle efter, Piger og
Drenge, i Stemme og Lader, og Moderen vred sig af Latter i sin Stol.

-Og hvad saa? Og hvad saa?

Drengen blev ved. Han kunde det hele Selskab udenad. Han abede efter
og han sprang som en Kakkelak. Tilsidst sagde Moderen:

-Hvad fik I?

Og Brnene skreg Maden i Munden paa hinanden.

Af Maden i Selskaber lo Moderen mest:

-De lrer aldrig at spise her tillands, sagde hun: Herre Jesus, hvad
er det, de stter paa Bordet.

Til Brneselskaber satte de jo nu en Gang for alle kun Smrrebrd og
Mandelbudding paa Dugene.

Faderen aabnede tilsidst Dren til sin Stue:

-Stella, du delgger ganske den Dreng, sagde han. Brn skal dog ikke
kritisere, fra de ligger i Vuggen.

-Fritz, jeg kan da ikke hindre Drengen i at se.

Og Faderens Dr lukkede sig igen.

Faderens Dr var nsten altid lukket og Brnene vidste nsten ikke,
hvordan der saa ud bag den Dr. For de kom der saa sjldent og derinde
var mrkt.

Stuen vendte mod Nord, og der kom aldrig Sol. Mblerne var af dybt
Mahogni.

Faderen vandrede mest--op og ned ad sit Gulv.

-Hvem er det? sagde han, naar nogen kom ind, og ligesom fr sammen.

-Det er mig, svarede et af Brnene, der kom for at hente en Bog.

Og Faderen vandrede videre henover sit Gulv, mellem de samme fire
Vgge.

Han elskede at have det hedt, og havde dog altid hvide Hnder af
Kulde.

Ved Middagsbordet, naar et af Brnene talte, kunde han pludselig rive
sig ud af sine Tanker--han sad altid bag en Flaske fin Rdvin med rdt
Lak--:

-Gud vd, hvordan de Brn bliver opdraget, sagde han.

-Kre Fritz, svarede Moderen, hvordan skal man opdrage Brn paa
Landet.

-Som Brn, sagde Faderen og faldt igen i Tanker.

Han var altid hvid i sit Ansigt, og hans Skg var begyndt at blive
graat.

Men Moderen sagde til Tine fra Skolen:

-Kre Ven, Brn er Brn, hvad de ikke hrer her, det hrer de i
Borgestuen.

Det var srdeles sandt. Brnenes gladeste Timer var i Borgestuen. Der
var saa koghedt, saa de blev glorde i Hovederne, mens de sad i
Krogene og hrte til. Der var bestandig stor Forsamling fra hele
Landsbyen, fordi aldrig nogen tnkte paa, hvormeget l der blev fyldt
i Krusene.

Udepigen lb bare til og fra, paa sine sorte Sokker, og sknkede.

Det var som paa en Kro.

Lars Forkarl sad for Bordenden og frte Forsdet. Husmndene garnerede
Vggene. Maren Udepige stod ved Dren og grinede.

Der var ikke den Sladder fra Landsbyen, som ikke gik gennem
Borgestuen.

Moderen lukkede undertiden Dren op:

-Naa, Brn, hvad Nyt?

Og hun satte sig selv ved Kakkelovnen. Saa frte kun Lars Forkarl
Ordet, mens Husmndene sad og skvede til deres Krus.

Lars Forkarl havde vret der saa lnge, nogen kunde huske. Alle
Tjenestefolkene blev i Huset de uendelige Aar. Moderen klagede
bestandig til Faderen over deres Opfrsel. Faderen sagde:

-Men saa lad dem gaa.

Moderen vendte hjlpelst jnene mod Loftet:

-Men de vil jo ikke, sagde hun.

Og de blev.

Stuepigen havde det med Hovedpine. Hun bandt sit Hoved ind i
Haandklder, saa hun lignede en Haardt-saaret, og gik ud og ind ad
Dren, mens hun jamrede. Midlet mod hendes Onde var en ustanselig
Kaffestrm og hun foretog sig intetsomhelst.

-Jeg finder Hannes Koste allevegne, sagde Moderen.

Kostene var forladte.

Hanne selv sank sammen i Dagligstuen ved Bogskabet og jamrede:

-Jeg har sagt til Marie, hun stter Kaffen paa, sagde hun.

-Det var jo godt, svarede Moderen.

-Vil Fruen ikke ha'e en Kop med? jamrede Hanne.

-Aa, Tak, naar den er der, sagde Moderen.

Husjomfruen sad ved Vinduet og broderede. Det var en meget lang og
apatisk Person, der brugte bestandig at vre fornrmet som Paaskud til
intet at udrette.

Moderen sa sig rasende paa hende og spurgte hende hver Ugedag, om hun
ikke vilde tage til Snderborg med Vognen.

-Gud, sagde hun, saa er jeg af med hende saa lnge.

Hun slog Hnderne sammen i sit Skd.

-Alle mine Husjomfruer bliver saa fine, at de kun kan brodere.

Til det yngste Barn havde der vret Amme. Samme Amme ld Navnet Rose,
og det viste sig, hun var berygtet paa hele en. Da hun ikke ammede
mere, gik hun over til en ubestemmelig Stilling, for der var i Huset
allerede Barnepige.

Faderen gjorde mange Forestillinger for at faa hende ud og vk.

-Kre Ven, sagde Moderen: vil du sige mig, hvordan jeg skal faa hende
afsted.

-Hun sidder jo ogsaa kun i Gstekamret og syr. Der gr hun jo ingen
Skade.

Rose sad videre.

Naar der overhovedet var Tale om Tjenestefolkene, sagde Moderen:

-Ja, Fritz, naar du overhovedet vilde tage dig af det, skulde du nok
selv se.

Faderen var meget for trt til at tage sig af det.

Undtagen n Gang.

Den ldste Dreng kom gennem en Stue og sagde til Hanne Stuepige: Luk
Dren.

Han vidste ikke, at der stod aabent ind til Faderen, som straks viste
sig, kridhvid, i sin Dr:

-Vil De vre saa venlig, Hanne, at hente de andre, sagde han.

Det indre Tyende kom sammen, mens Drengen skjalv og Faderen ventede.
Da alle var samlede, gav Faderen sit ldste Afkom en refigen uden
nogensomhelst Ceremoni.

-Vil Du saa maaske, sagde han, bede Hanne om Forladelse og sige til
hende:

-Hanne, vil De vre saa god at lukke Dren.

Drengen gjorde det med en graadkvalt Rst, hvorpaa Tyendet blev
bortsendt.

En vis Hflighed mod Underordnede blev efter den Dag--for der var
ingen af dem, der kunde mindes, at Faderen havde revset nogen af
Brnene--noget, der gik dem over i Blodet.

-Det er iforvejen haardt nok at vre tjenende, sagde Faderen.

Maaske gjorde Brnene sig i Anledning af det "haarde", i Stilhed
adskillige kritiske Tanker: for i Hjemmet var der ingen, som regerede
uden dem, der tjente.

Tine fra Skolen, der var den sunde Fornuft, sagde, naar Moderen
klagede:

-Gud, skift ikke, sagde Tine: det er dog bedre at vre i Lommerne paa
de gamle.

-Kom, sagde Moderen til hende, lad os gaa lidt ud.

De tog et Par Sjaler paa og gik ned om Laagen ind i Haven til den
islagte Dam. Langs Bredderne laa Sneen mellem det halvvisnede Grs.

Ude bag Poplerne bredte sig de store Enge.

Pludselig blev Moderen srgmodig, og hendes sknne Stemme ld som en
Klage.

-Hvor her var smukt i Sommer, sagde hun.

Langt og bedrvet sa hun ud over Engenes Is og Sne, hun, der elskede
den lune Vind og Solen.

Hun stirrede paa Lysthuset med de hvide Sjler. Paa hendes Fdselsdag
i Juni var de Sjler altid omvundne med Kranse.

-Jeg oplever ikke mange Somre, sagde hun.

-Vist saa, sagde Tine.

Men Moderen blev ved at stirre paa sit Lysthus over mod de islagte
Enge:

-Nej, sagde hun, og hun begyndte at grde, hun, som elskede det lyse
Liv.

       *       *       *       *       *
    Moder, du som bjede dit Hoved,
    da Sorgen kom,
    og lukkede dit je
    da Skumringen brd ind
    for dig og for os alle--
    Moder, du,
    der slynges endnu Roser,
    Blomster, Roser
    om de hvide Sjler--
    Roser, Blomster,
    Moder--
    for de andre.

    Men du kunde ikke
    leve i Vinter;
    ikke naar Jorden
    og ikke naar Hjertet var ddt.
    Du gik.

    Og dog og dog
    blomstrer der gldende Roser--
    Roser, Roser
    blomstrer dog for de andre.

       *       *       *       *       *

Naar man fra Jespersens kom et bitte Stykke lnger, da bjede Gaden om
paa Kirkepladsen.

Dr laa Kroen og var hvid som Kirken, dens Genbo. Kun var Krodren
grn, mens Kirkens Port var sort.

Til venstre var Smedjen. Den var saa mrkelig firkantet, ligesom med
en sort Kalot paa til Tag. Men inde i Smedjen var der Nat og Flammer.

Den ldste Dreng listede tit over til Smedjen om Sndagen. Saa var der
saa stille og lunt fredeligt, og Vggene var Vgge som alle andre og
Dren var bare en Dr og Stenene Sten, mens Smeden selv kun var blevet
en hvid og rigtig Mand, som, glad og stor, sad udenfor Krolngen.

Han sad og sa paa dem, der gik i Kirke.

Men kom Mandagen, saa var Smedjen atter fuld af den sorte Nat og den
rde Ild. Og aldrig vilde Drengen have turdet gaa derind, hvor de
sagde, Smeden gik, som en stor sort Skygge mellem Blgenes sorte
Spgelser.

Til hjre kom man til Skolen. Den ligesom stttede sig saa venligt op
til Kirken, lnede sig til den og hvad dens var.

Trappen til Skolen var stret med Sand. Dren til Huset var saa lind
paa sine Hngsler. Straks i Gangen skinnede alting. Vggene, Gulvet,
Loftet skinnede. Der var ingen, som saadan fik Grnsbe til at skinne
under sine Hnder som Degnens Tine.

Tilhjre laa Skolen. Den var fuld af en evindelig Summen. Brnene sad
i Rader over Abc og Katekismus, hver paa sin Side, som Mandfolk og
Kvindfolk i Kirken. De svedte og de duftede over al den Kundskab.
Gamle Degn rg Pibe til med strk Tobak, og svedte med. Han svedte
altid, og altid holdt han Kakkelovnen gloende.

Naar Moderen kom ind i Degnegangen, lftede hun paa Skoleklinken:

-Godaften Degn, sagde hun:

-De har det lunt.

-Goddag, Goddag, svarede Degnen.

Men Brnene flj op paa de rde og sorte Hoser.

-Ja, det lumrer, sagde Degnen, med de mange Smaarumper.

Moderen lukkede Dren. Paa den anden Side Gangen havde Tine allerede
hrt hende og faaet Stuedren op:

-Nej, men kom dog ind, raabte hun, vi har da Varme.

Der var altid Varme i Skolen.

-Vor Herre bevare os, hvor det lumrer i Skolen, sagde Moderen, der
faldt ned i en Stol. Ingen Stole var saa lette at falde ned i, som de
hos Degnens. De var saa brede med udsvajede Arme, som stod de bare og
lngtes der efter Godtfolk.

-Det er Brnene, sagde Tine.

Hjemme paastod Moderen, at Gamle Degn lumsk lumrede med.

Men inde i Stuerne duftede der af Rgelse og gamle Rosenblade og
Renlighed.

Degnemadammen kom frem i Kkkendren:

-Nej, at De kom, sagde hun og nejede.

-Vor Herre bevare os, vi kommer her de seksten Gange om Ugen.

Moderen var allerede ude i Kkkenet. Hun maatte se det. Degnens Kkken
var hendes Fryd og hendes Forbavselse. Saa mange Kobberkar og saa de
kunde skinne--Pander og Gryder og Potter op langs Vggene.

Kaffekanden havde Mave og var altid paa.

-Den kommer aldrig af Trvene, sagde Moderen.

-Aa nej, sagde Madammen, her kommer jo saa mange--Gud ske Lov ... man
er da kendt.

Hele Egnen kom i Skolen. Alle gjorde Holdt for Dren og "stod"
indenfor.

-Man maa derop, sagde Moderen, det er som man altid var ventet.

-Og Degnens vd Nyt--men de sladrer ikke.

Brnene var komne af Tjet og lb allerede Tagfat i Storstuen. Intet
Gulv var saa godt til Tagfat. For det var saa rummeligt som en Sals,
og alle Stolene stod saa tt til Vggene og sprrede ikke.

-Kre Brn, sagde Moderen hjemme: jeg vd det ikke, men der er det ved
Degnens Mbler, at de er saa venlige.

Tine tog Kopper frem og Tine kommanderede til Legen.

-Op igen, op igen, raabte hun. Den ldste Dreng var falden.

-Saa, nu dumper Drengen, sagde Moderen.

-Op igen, op igen, raabte Tine.

-Tine, hvad gr De ved Deres Dkketj? sagde Moderen, der var inde i
Stuen igen og var falden ned i en anden Stol. Det skiftede hun med hos
Degnens.

-Jeg faar aldrig mit saa hvidt, sagde Moderen og rystede fortvivlet
paa sit Hoved.

Hendes eget var ganske ligesaa hvidt, men Degnens forekom hende altid
hvidere. Alting forekom hende hvidest og dejligst hos
Skolelrerens--undtagen Sengene. De var de hjeste i Byen.

-At de kan ligge i de Bjerge, sagde hun, naar hun kom hjem.

Sengene _var_ Bjerge, Dyne over Dyne, med rde Vaar og hjemmevvede
Lagener.

-Jeg vilde kvles, sagde Moderen.

Sengene var Degnemadammens Stolthed. Sine Brudelagener viste hun altid
frem. Dem havde hun begyndt at vve, da hun var Pige, og Tines
Daabsvugge havde vret bredt med dem.

-Det er saadan, sagde Madammen, og hun stod og krtegnede Lagenerne,
med ens egne Hnders Arbejde.

Nu var hun ved Vaffeljernet. Moderen fornam allerede Duften.

-Skal vi ha'e Vafler? sagde hun og skuttede sig. Moderen havde altid
saadan et Trk med Skulderen--et lille hastigt og spdt--naar hun
gldede sig til Mad.

-Aa, det er dejligt, sagde hun.

De frste Vafler kom ind og Kaffen dampede. Moderen satte sig i den
Hestehaarssofa, med et Plump, lige under Billedet af Kong Frederik den
Syvende. Han hang der mellem sine to lovmssige Gemalinder.

Brnene blev placerede paa Stolene rundtom. Paa Kaffen brndte de sig
og tog ikke jnene fra Vaflerne.

-Pas paa din Kop, raabte Moderen til den ldste Dreng.

-Jsses, lad ham sidde, sagde Tine.

Men Moderen rystede paa Hovedet.

-Han ta'er lige akavet paa alle Livets Ting. Det bliver hans Ulykke.

Men Tine lo, mens hun strg hans Haar:

-Han har det maaske ikke efter Fremmede, sagde hun.

-Naa, Tine, sagde Degnemadammen.

Men Moderen lo og lftede de dejlige Hnder med de fulde Aarer:

-Nej, sandt er det, Hnderne er dejlige. Men de sidder forkert i
Leddene.

Degnekonen tog dem og klappede dem:

-De er da heller ikke gjorte til det jevne, sagde hun.

Men pludselig var Moderen blevet alvorlig:

-Nej, sagde hun, og nsten med en helt anden Stemme: men med saadanne
Hnder kan man heller ikke vrge sig.

Hun slog over i Stemningen igen.

-Nej, Tine har Hnder, sagde hun og sa beundrende over paa Tines
travle Haand, der atter delte Vafler ud til Brnene. Den var saa
kraftig og ikke stor alligevel.

Saa begyndte de at tale om Grevinde Danner:

-Vor Herre bevar'es til Fruentimmer, sagde Tine.

Grevinde Danner var Egnens stadige Stof. Gottorp Slot var jo nr, og
fra Gottorp kom Kongen og Grevinden saa til Snderborg. Grevinden
haabede stadig at naa til en Krog, hvor hun kunde blive rettelig
hyldet.

Naar Grevinden kom til Snderborg, blev alle ens Embedsmnd
kommanderede til Taffels med deres Fruer. Embedsmndene kom og Fruerne
sendte Afbud.

Moderen var der saa godt som alene.

-Jeg vil se hende, sagde hun:

-Kre Venner, hun er dog virkelig mrkvrdig.

Faderen og Moderen var der og blev ret unaadig modtagne. Grevinden
kendte deres Familjeskab med den Sjllands Bisp, hvem hun vel huskede
fra sin Vielse. Sagnet gik, de havde maattet holde ham halvt i
Fangenskab paa Frederiksborg, fr de tvang ham til at vie sig.

-Dygtig er hun, sagde Moderen, da hun kom hjem, om Grevinden:

-Men Herre du min Skaber, hvor er hun nedringet ... og hvad er det
saa, hun viser? ... saadanne Kddynger viser man ikke en Gang frem for
sit Spejl....

Ovre i Skolen begyndte de at synge. Gamle Degn sang for og Brnene
svarede ham ihrdigt i mange Tonarter. Det var en Begravelsessalme.

Herinde blev de ved at tale om Grevinde Danner.

    Som Markens Blomst henvisner fage
    alt, hvad af jordisk Rod oprandt,
    og talte snart er Stevets Dage,
    selv hvor med And det Gud forbandt;
    kun hvad der kom fra oven ned,
    kan blomstre i al Evighed--

sang de derinde, Degnens Bas og Flokkens Diskanter.

Moderen kunde saa mange Historier om Grevinden. Hun fik dem fra sin
Svigerfader, den gamle Excellence, der hadede "den Person" af en
oprigtig Sjl.

Moderen fortalte en Historie fra Frederiksborgs Kanaler. Kongen og
hans Frue var ude at ro. Saa blev hans Majestt Frihedskongen
pludselig rasende.

-Smid hende i Sen, raabte han:

-Smid den Klling i Vandet, skreg han.

Folkene tvede.

-Saa for Satan--smid den Mr i Sen, kommanderede Majestten.

Og Majesttens Frue "maatte i Sen" og vade til Bredden.

Moderen lo som besat.

Derovre blev de ved at synge. Det ld saa bedrveligt:

    Men vel Enhver, som Haabet grunder,
    paa, hvad kun Engles jne saa,
    hver Sjl, som til det Heje stunder
    og Verdens Glimmer tr forsmaa!
    Til dem kom det fra oven ned,
    som blomstrer i al Evighed.

-Ja, sagde Degnens Madam midt i Grevinde-Snakken--hun tnkte paa
Gravsalmerne--:

-De maa jo synge dem--for Kordrengenes Skyld.

Men Moderen vidste meget mere om Grevinden og Hans Majestt.

Hun blev ved at fortlle.

Hun fortalte, hvordan Kongen i et Statsraad havde kastet
Statsraadsprotokollen lige i Ansigtet paa Konseilsprsidenten og den
var fljet lukt forbi ret af Justitsministeren. Men vrst er det med
Grevinden.

-Svigerfa'er si'er, hun lurer ved Dren under Statsraadsmderne.

-Og bag efter gi'er hun Berling Rapport.

Det blev stadig til Krniker om Grevinden.

Degnemadammen sad og hrte til og Tine lo. Ovre i Skolen begyndte de
paa Fdrelandssangene. Gamle Degn satte altid hjere i, naar han
naaede til "Fdrelandet".

-Men dygtig er hun, sagde Moderen, der sluttede med Grevinden.

Der var intet i Verden, der havde imponeret Moderen som Louise
Rasmussens Dygtighed:

-Med den Grimhed, sagde hun: kre Brn--

Ovre i Skolen var det som Brnene var vaagnede. Klingert ld det med
Bassen forrest:

    Vort Modersmaal er dejligt, det har saa mild en Klang;
    hvormed skal jeg det ligne og prise det i Sang?
    en hjbaaren jomfru, en del Kongebrud,
    og hun er saa ung og saa yndig ser hun ud--
    og hun er saa ung og saa yndig ser hun ud.

-Syng med, Brn, sagde Moderen og satte selv i. Den gamle hrte det
derovre og strkere kom Melodien. Moderens klare Rst ld over alle de
andre:

    Hun lgger os paa Lben hvert godt og kraftigt Ord
    til Elskovs sagte Bnner, til Sejrens stolte Kor;
    er Hjertet trangt af Sorgen og svulmer det af Lyst,
    hun sknker os Tonen, som lette kan vort Bryst.

-Hvor er 'et knt, sagde Degnekonen: det er som hele Huset synger.

-Det er det, sagde Moderen og hun lo og lb ind i Storstuen:

-Nej, nej, bliv dr, raabte hun: jeg synger her. Saa er der Sang i
hele Boden.

    Og om i st og Vest vi har svrmet og sgt
    de svundne Tiders Visdom, de fjerne Landes Klgt,
    hun lokker og hun drager, vi flge hendes Bud;
    for hun er saa ung og saa yndig ser hun ud.

Der blev helt stille ovre hos Smedens. Nu kunde de hre i Smedjen, at
"Fruen lod Skolen synge".

Smeden gik ud af Smedjen over den hvide Kirkeplads. Han stod under
Degnens Vinduer og lyttede.

-Men nu vil vi blive her, raabte Moderen og alle lb de ind i
Storstuen.

-Ja, sagde Tine, saa spiller Drengen Komedie.

Drengen var den ldste. Hans Stemme var klinger som en Spilledaase.
Men Vers kunde han. Alt, hvad Moderen lste, blev siddende i hans re.
Han slog ud, og han sprang om.

-Se Drengen, raabte Tine, se Drengen.

Drengen var Hakon og Drengen var Chevalieren i "Ninon". Han blandede
Versene, han skreg og han hviskede. Kakkelovnen var den Medspillende.
Degnens ldgamle Ovn stod bredmavet og alvorlig. Drengen flj omkring
den, besvor den og tiltordnede den sine Vers.

-Se Drengen, se Drengen, raabte Moderen, der vred sig af Latter paa
sin Stol.

Ude klaprede Brnenes Trsko paa Trappen. Skoledagen var endt. Moderen
lb til Vinduet for at se. Nede paa den hvide Sne summede Ungerne og
sloges:

-Satan til Unger, sagde Degnen, der var kommet ind, og han slog paa
Panden med Spidsen af sin Pibe, der var lidt skv.

-Aa, sagde Moderen: de ligner Lopper paa et Lagen.

Lopper var et Yndlingsdyr i hendes Lignelser--var i det hele hendes
Yndlingsdyr. Ikke saameget som skuttede et af Brnene sig, fr hun
jeblikkelig sagde og med en hellig Iver: Du har en Loppe. Og hun
kldte ham helt af, undersgte hele hans Krop og hvert
Kldningsstykke, hver Fold. Loppen var der ikke.

Men det var Jagten, der morede hende.

-Kld Dig paa, det kle Dyr er sprunget, sagde hun.

Men var der virkelig et lille sort Kreatur og hun havde fanget det med
sine sknne Negle, saa sa hun gerne paa det lnge og sagde:

-Lad det springe videre.

... Degnen satte sig hen i sin store Stol ved Vinduet. Mutter sad
ligeover for ham, mens det begyndte at skumre.

-Syng lidt, sagde den Gamle. Det var hans Fryd, naar "Fruen" sang.

-Syng den om Krligheden, sagde Tine.

-Tine er forlibt, lo Moderen.

"Den om Krligheden" var en irsk Melodi. Ordene er fjerne og glemte.
Kun Moderen sang dem. Maaske havde hun digtet dem selv. Hun sang:

    Sknt er Solens Lys,
    og fagert kan Maanens vre,
    naar det en stille Nat
    gyder sig langt
    over en rindende Flod.
    Sknt er Solens Lys.

    Sknnest er dog
    det Elskovens Skr,
    der gaar over den Elskendes Ansigt
    naar han, uden at vente det, hastigt,
    den Elskede sr.

    Men som Sol gaar ned
    og lader al Jorden i Mrke
    Saa slukkes og Elskovens Lys
    --og det er Nat

    Ak, men Gud Faders Sol,
    den er barmhjertig,
    den rinder paany.
    Elskovens Lys, der blev slukt,
    det sluktes for alle Tid.

    Der er ikke Tanker om,
    at Mennesker sviger;
    der er ikke Tanker om,
    at Mennesker, de blev forladt.
    Det er kun Elskovens Lys,
    der pludselig sluktes--
    og det er Nat.

    Sknt er Solens Lys
    og Sol rinder alle Dage:
    alle kan Solen se.
    Men _den_, der aldrig sa
    Elskovens Lys
    tndes og slukkes brat,
    _han_ kender ikke til Dag
    og han vd ikke af Nat.

Sangen dde hen.

-Hvor den Vise er kn, sagde Tine.

-Den er vist sand, sagde Moderen.

Men den gamle Degn sagde henne fra sin Stol i Mrket:

-Ja, Krligheden, det er no'et, man ikke tnker over. Den kommer.

-Og gaar, sagde Moderen.

-Ja gr 'en, sagde Madammen saa stille fra sin Krog.

Der var saa tyst lidt. Men saa sagde den Gamle:

-Ja, lille Frue--s, det er vist ret. Den kommer og den gaar. Men der
er maaske ogsaa dem, for hvem den lukker Dren, fordi de, naar den
ikke er hjemme, ikke giver Stunder og venter ... til den kommer
igen....

Moderen svarede ikke.

Men lidt efter sang hun igen--og da var hendes Ansigt vendt opad og
blegt i Mrket; der kunde over det Ansigt komme noget, saa hun
lignede den Korsfstede--:

    Ak, men Guds Faders Sol,
    den er barmhjertig,
    den rinder paany.
    Elskovens Lys, der blev slukt,
    sluktes for alle Tid.

-Tine, sagde hun, og hendes Stemme ld pludselig muntert: nu vil vi
gaa ind paa Kirkegaarden.

Det gjorde hun ofte i Skumringen eller lige ved Aften, men altid med
Tine og med Brnene i sine Hle.

De fik Tjet paa, og de gik gennem det skinnende Kkken ud i Haven.

-Godnat, sagde de Gamle. De stod i Kkkendren.

-Godnat.

Haven laa snedkt. Der var Rim over Trerne. I Kulden glimtede dens
smaa Stjerner.

-Pas paa deres Roser, sagde Moderen til Tine.

-De er dkket til, svarede Tine.

De aabnede Laagen, og de kom ind paa Kirkegaarden.

Alt var ganske tyst. Sorte Kors og hvide Kors ragede stille frem over
den hvide Sne. Deres Navne var forsvundne i Mrket.

-Her hviler man trygt, sagde Moderen.

Stier var banet gennem Sneen. Hvor Gravene var, viste Korsene. Midt i
Sneen stod Kirken, hvid og stor.

De blev ved at gaa, Kirkegaarden rundt.

Moderen og Tine gik forrest, Brnene traskede bag efter i Sneen.

Lys var der kun af Stjernerne over dem.

Tine og Moderen talte om dem, der var dde det sidste Aar og nu laa i
Graven. De talte om Sognefogdens Sn.

-Ja, han havde gjort mange fra 'et, sagde Tine.

-Det siger man.

-Og Gud vd, hvad de sa ved ham?

-Sa og sa?

Det var Moderen, der talte:

-Bierne, Tine, fornemmer, i hvad for Blomster der er Honning.

-Ja, maaske.

-Der var vel Elskovsstof i ham, sagde Moderen, og hun tav lidt, fr
hun sagde og sa hen for sig: Og ikke andet.

De blev ved at gaa: Kommer I Brn, sagde Moderen.

Men til Tine, sagde hun, og hendes Ansigt var vendt opad mod hendes
Stjerner, som hun gav de mange Navne:

-Tine, der er i Livet kun to Ting--Krligheden og Dden.

De naaede den store Port. Tine tog Slaaen fra.

-Men nu maa vi hjem, sagde Moderen.

De gik hjem, Brnene ved hendes Side. Der var saa ganske tyst og alle
Huse var lukkede. Mennesker mdte de ikke, og Hundene kendte dem.

Det var en af Moderens tunge Dage.

Ogsaa da de kom hjem, blev der ikke tndt Lys, og Moderen talte ikke.
Hun satte sig kun ved det gamle Klaver, hvis Taster lyste hvidt gennem
det meget Mrke, og hun sang:

    Der kommer de Aar,
    da vi bitterlig vd,
    hvad Livet er vrd.
    Der kommer de Aar,
    da vi miste maa,
    hver Ting vi har kr.

Faderen aabnede sin Dr, og Brnene sa hans hje Skygge i den.

    Der kommer de Aar,
    da Tankernes Hr
    er et Ligtog kun.
    Der kommer de Aar,
    hvor og Lngserne trt
    gaar til Blund.

Faderen rrte sig ikke. Det var, som om han i det sorte Mrke stod
som en sort Sttte.

    Der kommer de Aar,
    da Minderne selv
    bli'r en Spot.
    Der kommer de Aar,
    hvor vi lever ej mer--
    dde vi blot--

Faderen lukkede Dren.

Moderen fr sammen ved Lyden:

-Hvem er det, spurgte hun.

-Det var Fader, svarede den ldste Dreng fra Krogen:

-Mo'er syng den, vi ikke forstaar.

Men Moderen lukkede Klaveret.

Lnge blev det ikke aabnet mer.

       *       *       *       *       *

Men da kunde de Tider komme, hvor Moderen lste.

Bogskabets Dr stod ikke lnger stille for de skiftende Bind, hun tog
frem. Kusken krte til Snderborg, og Kusken bragte Bger.

Hun sad altid paa samme Sted, ved Vinduet, "i sin egen Stol",
ubevgelig. Bogen laa paa hendes Syskrin, Hovedet holdt hun i sine
Hnder. Brnene hrte hun ikke, om Huset skttede hun sig ikke. Hun
skiftede kun Bog efter Bog.

Faderen kom ind:

-Skal Du ikke ud, sagde han.

-Jeg lser.

-Vil Du ikke op i Skolen?

-Du ser jo, jeg lser.

Hun blev ved at lse, og Haanden vendte Bladene. Der gik en Time. Der
gik Timer. Brnene listede om.

Men undertiden lagde hun den aabnede Bog ned paa sine Kn og med tt
sammenfoldede Hnder stirrede hun udfor sig--tavs, fr hun lste igen.

Hun tog Bger fra Faderens Reoler. Hun lste om Naturvidenskab og
Dogmatik. Hun lste og lste.

Faderen gik gennem Stuen:

-Skal Du dog ikke ud?

-Imorgen.

-Du siger det hver Dag.

-Ja, men jeg lser.

Hun lste som en Dranker, der beruser sig og beruser sig og forlnger
sin Rus og ikke vil vaagne.

Tine kom i Mrkningen.

-Hvad har De bestilt? spurgte hun.

-Jeg har lst.

-Hvad?

-Jeg vd ikke.

Men pludselig kunde hun fortabe sig i Klager, i lange og heftige
Bebrejdelser mod de Bger, hun slugte og som ikke tilfredsstillede
hendes Trst:

-Hvorom skriver de? sagde hun og knyttede i Ildens Lys, hvor de sad,
de hvide Hnder, der blev gldende i Skret, om sine Kn: de skriver
sknne og dumme Ord om det, vi alle vd, og alle har vnnet os til at
tnke ... om andet skriver de ikke.

-Alle Bger skriver jo om Krlighed, sagde Tine.

Moderen lo.

-Det er netop det, som de ikke gr.

-Jo, dog.

-Nej, det er netop der, de forvansker os Livet, og de berver os Modet
til at se Sandheden i jnene.

-Hvad for en Sandhed?

-Sandheden.

Hun tav et jeblik. Den ldste Dreng laa ved hendes Fdder og saa' op
i hendes dejlige Ansigt:

-Jeg kender den, sagde hun, men de--de Digtere--(og hun udtalte Ordet
med en stolt Haan) skulde have Mod til at sige den....

-Jeg sger om En, der har turdet sige den.

-De skriver Krniker, som vi kan lave selv, de stter Vers sammen,
som vi kunde dreje dem selv og synge ved et Klaver ... Men Sandheden
siger de ikke ... Hm, Bogbinderne er de eneste, som kender dem. De
haandterede dem jo ogsaa fra Arilds Tid og har lrt at forgylde
Ryggene paa deres Lgne....

-Aa jo, blev hun ved, og hun smilede halvt: Boghandlerne kender dem
maaske ogsaa--de smiler altid saa forbindtligt, naar man kber en Bog,
som om de vilde sige: At du ikke er klogere ... men vr saa god--kb
kun en ny Lgn....

Hun blev ved at sidde med sammenknyttede Hnder, og pludseligt talte
hun helt roligt:

-Hvad der undrer mig, det er at de alle er saa dumme; at ikke en af
dem alle er klog nok til at ville lade sig stene, fordi han havde sagt
Sandheden....

-Ja, men hvilken Sandhed? sagde Tine, der under Moderens "Lseraptus"
var helt fortvivlet.

Moderen sad lidt:

-Aa, sagde hun, Sognefogdens Sn kendte den. Men han kunde ikke stave
og han var vel ogsaa for doven til at blive Digter.

Tine, der ingenting forstod, sagde afledende:

-Ja, doven var han til alting undtagen til at bringe Folk i Ulykke....

-Han bragte dem ikke i Ulykke, sagde Moderen: han elskede, og han
hrte op med at elske--naar det var forbi....

-Naar det var forbi?

-Ja--#Begret#....

-For det er Hemmeligheden: der er ikke andet end Driften, og den alene
er Herren og Mesteren,--Driften brler mod den tomme Himmel--den
alene.

-Men, og Moderen gjorde en Bevgelse med Haanden: lad os ikke tale
mere om det ... hvorfor skulde jeg sige Sandheden?

-Tror De, vi faar Sne, spurgte hun.

Hendes Ansigt var belyst af den rde Ild....

Saa rejste hun sig. Hendes Skridt over Gulvet hrtes nppe.

Lnge klang det sagte Forspil, fr hun sang:

     Lad de Dde hvile, lad de Dde hvile--Minder, Minder, vk det
     ikke, lad mit dde Hjrte hvile. Kun i Dden er der Fred og Lise:
     lad det hvile, lad mit dde Hjrte hvile.

     Der var Foraarsmorg'ner, mens Syrener dufted' hvor, i Solen, du
     slog Dren op mod Dagen, mens, af Jubel straalende, du hvisked:
     "End en Dag--endnu en Dag at leve".

     Der var stille, fredopfyldte Aftner, hvor vi, under
     Forstadstrets tynde Krone taust gled hen i samme mme Glde.
     Flles om at drmme, flles om at Grde--

     Lad det hvile, lad det hvile, vk det ej, mit dde Hjrte. Kun i
     Dden er der Fred og Lise. Minder, Minder. vk det ikke, vk det
     ej, mit dde Hjrte.

       *       *       *       *       *

Dagene lngedes, og der stod Vintergkke i Moderens Glas paa Sybordet.
Tine var saa flink til at finde dem under Sneen. Hun kendte Pletterne,
hvor de voksede, og hun rodede og rodede, til hun fandt dem.

Gkkene stod tt ind under Muren. Tine laa ned paa Kn og gravede med
sine rappe Hnder, som blev rde.

-Se, se, raabte hun, naar hun fandt det spde Grnne.

Ja, hvor det er knt, sagde Moderen, som stod i Vinduet.

-Men hvor det er koldt endnu, lagde hun til og lukkede sit Vindu.

Hele Huset blev fuldt af Gkke. Selv Pigerne havde et Glas fuldt
staaende i deres Vindu (det var et Vindu med Gitter: Pigerne boede
ligesom i Fngsel, men Karlene, de slap nok ind gennem Dren) og en
Dag lb Moderen ud og satte en Buket i Rgterens gamle Hat.

Han kom listende om Lngen. Han listede altid, ligesom han ikke vilde
forstyrre Kreturets Fordjelse. Moderen sad ved sit Vindu. Saa sprang
hun op.

-Jens Rgter skal ha'e Gkke i Hatten, sagde hun, og hun lb ud.

Over Gaarden, hen til Lngen.

Jens Rgter blev helt forfrdet. Men Moderen rev Hatten af ham og stak
Gkkene ned bag Baandet.

Rgteren blev staaende med Hatten i sin Haand. Saa gav han sig til at
grine, hikkende og lnge, ud i Luften.

Men Moderen, der lb ind igen, sagde til Tine:

-Uh, hvor var hans Hat fl at rre ved.

Foraaret meldte sig. Svalerne kom og Anemonerne skd frem i Lunden bag
Fruens Lysthus.

Da var det Moderens Lyst at vade i Engene.

Isen laa der endnu, brudt som smaa flydende er.

Med oplftede Skrter stod Moderen midt paa Flagerne.

-Tine, Tine, den brister....

Tine stod midt i Slet, opskrtet til Knerne, beredt paa det vrste.

Moderen flj fra Flage til Flage.

Bums--der laa den ldste Dreng, pladaus i den vaade Eng.

-Saa, der ligger Drengen.

Moderen overskuede Situationen et Minut. Kun Drengens ttklippede
Hoved stak op af Vandet:

-Herre Jesus, han ligner en Slhund.

Moderen lo, saa baade hun og Flagerne rystede.

-Tine, Tine, faa ham op, saa Fritz ikke ser noget.

Tine tog et Tag i Drengen, saa han vrlede ved det.

Moderen flj fra Flage til Flage, mens hun slog med Armene som en
Fugl, der stter i at flyve.

Karlene og Rgteren kom ud at se paa. Jens grinede, saa han tabte
Piben af Munden.

Men Lars Forkarl sagde, at Fruen, hun springer s'gu li'esaa godt som
dem, der springer gennem Ballon.

Lars havde tidt vret i Flensborg, og han havde set Cirkusdamerne.

-Ja, gu' gr hun saa, sagde Lars og spilede Nverne ud i
Bukselommerne.

Men Jens Rgter, han havde nu mere sin Formening, og det var den, at
Fruens Ben var nu nrmere saa spinkle som Gedens, hvad det angik.

Moderen sprang paa Flagerne, lige til det blev Mrkning.

Saa satte hun og Tine sig paa en Bnk ved Vejkanten. Der var Popler
hinsides Vejen.

-Hvor luende Solen gaar ned, sagde Moderen.

-Ja, det bli'er til Storm, sagde Tine.

Moderen saa lnge paa de svagt vajende Popler; de stod saa strunkt mod
Himlen.

Saa sagde hun sagtere:

-Mon Pinjer ser meget anderledes ud?

De rejste sig begge. Paa Gaardstrappen mdte de Faderen.

-Hvor Du er rdmusset, sagde han, for Moderen var ganske rdkindet
endnu.

-Aa, ja, sagde hun og pustede, jeg har ogsaa lbet lige fra Smedens.

Det var mrkt i alle Stuer, hvor alle Dre stod aabne.

-St Dem her, Tine, sagde Moderen, og Tine satte sig, med Hovedet mod
Klaverstolen, ved hendes Fdder.

Moderens Fingre lb hen over Tangenterne:

-Det er underligt, men det er, som jeg ikke kan taale at vre glad
mere end en Time ad Gangen.

Lbene blev til et Forspil, og Moderen sang:

    Hvert et Barn, der fdtes,
    det fdtes kun til Nd.
    Og spirer der et Blad,
    det spirede kun til Dd.

    Hver Elskovsrus, der fanged os,
    bar Smerten i sit Skd.
    Hvert Elskovsord, der naar os,
    har mistet alt sin Ld.

    Hvert Lykkespind, vi spandt,
    det brast, imens vi spandt.
    Da det frste Kys han gav,
    hans Tanker en anden gjaldt.

-Hvor den Sang er srgelig, sagde Tine.

Moderen sad lidt, saa sagde hun:

-Men, vd De, hvad jeg vilde nske, Tine?

-At jeg kunde skrive en Sang saa srgelig som Livet.

Hun tav igen, mens de hvide Hnder lyste over Tangenterne:

-Men det er vel betnkt, at Lykke, det har ikke noget Flertal.

-Ja, det er srt.

Moderen hvilede Hovedet i sin Haand:

-Nej, sagde hun, for der er kun n.

Faderen gik gennem Stuen, gennem Mrkningen som en Skygge.

-Skal I ikke ha'e Lys? sagde han.

-Nu tnder vi, svarede Moderen.

Og Tine tndte Lamperne.

-Saa lgger vi Kabale, sagde Moderen, og hun begravede sig i Kortene
timevis.

-I Kortene mder man altid "Lykkens Bonde", sagde hun.

Tine sa til, indtil hendes jne blev tunge af Svn.

Inde i Stuen ved Siden af hrte man uophrligt Faderens Skridt, frem
og tilbage, frem og tilbage.

       *       *       *       *       *

Foraaret kom.

Paa kolde og klare Aftner flakkede Moderen om med Tine, hen over
Markerne med deres spde Grnne, op paa Bakker, op paa Hjder, hvor
hun sa vidt.

Der elskede hun at staa.

Luften var endnu kold og bed i hendes Kinder, mens Solen gik ned i et
blegnende Rdt. Hun stod, med den lftede Haand over jet, rank mod
Himlen, som spejdede hun efter Vaaren, der kom.

Men Dagene blev mildere og i Stuerne hjemme stod alle Skaale fulde af
Violer, der duftede. Og i Kkkenhaven kom der fine Blade paa
Stikkelsbrbuskenes lange Rkker.

Markernes Jord blev glinsende sort, al Muld laa givtig og fugtig og
blank--Moderen kunde om Aftenen, naar hun vandrede over Stierne,
stanse Tine og Brnene.

-Se, sagde hun, se, hvor Jorden aander.

Vaarsden piplede frem i et grnnende Mylder, mens Rugen stod, strunk
og rank, og fyldte Aftenen med det unge Grnnes strke Duft.

Ogsaa Trerne fik Blade, og alle Knopper brast, mens Luften laa mt og
tungere; og den frste Damp steg op af den levende Jord, mod et
Himlens Blaat, der farvedes dunkelt og mrkere.

Moderen havde Vandresyge.

Hun gik og gik.

Pludselig kunde hun stanse:

-Tine, sagde hun, det er, som Jorden stnner.

I Haven sprang Liljerne frem. Hje og ranke krydrede de den skumrende
Nat med deres sdlige Aande. Fra Dammen steg Emmen op, mttet med
Muldens Duft, som den hede Strm af Jordens Aandedrag.

Om det hvide Lysthus snoede Rosenrankerne sig glinsende, og Bladene
foldede sig ud, mens de spredte deres sanse-ramme Vellugt.

Og over alt, paa alle Tage, flj de hvide Duer sammen, mens i Popler
og Buske Fuglene kaldte paa hinanden.

-Lad os gaa lngere, sagde Moderen.

Hun gik med Tine bag om Kirken gennem Lunden--Paradis kaldtes den--op
paa Hjen.

Moderen plukkede, tavs, en Buket af duggede Blomster.

Alt var blevet grnt og fra Marker og Lunde og alle Krene steg en
dirrende Dis op mod den mrknende Himmel.

Huse og Gaarde sa de ved deres Fod og de hvide Kirkers Linjer, der
var ligesom vidskede ud i den svangre Fugtighed af Jordens Em.

Moderen sa op mod den hvlvede Himmel og hun sagde:

-Stjernerne, Tine, vil ikke se det.

De gik tilbage gennem Lunden:

-Hvor Luften er tung, sagde Moderen.

-Det er Hylden, sagde Tine.

-Lad os gaa ad Kirkegaarden, sagde Moderen.

De aabnede Laagen og de traadte ind.

Alle Buske bugnede af Lv, mens Buksbommen i Hkkene lyste.
Blomsternes Duft laa som mere tt bag de hvide Mure. Rundt om stod
Korsene tavse.

Moderen stansede ved Kors efter Kors. Og ud i den mttede Luft lste
hun sagte Korsenes Navne og Indskrifternes Ord:

"_Mig ske efter dit Ord_."

Og hun gik videre:

     "_Krlighed er Lovens Fylde_."

Hun gik frem langs Gangen, og hun bjede Liljerne bort, som taalte hun
ikke deres Duft:

-Nu har Sognefogedens hjnet Graven, sagde Tine.

-Ja, sagde Moderen.

Hun bjede sig ned, og varsomt lagde hun Buketten, som hun bar, paa
den friske Hj:

-Det er fra dem, hvem han bragte Lykken, og som maatte grde.

-Er det en Tak? spurgte Tine.

Moderen svarede ikke.

Stift stirrende blev hun staaende, tavs, foran den hjnede Grav.

En Flagermus flj forbi, og Moderen foer sammen.

-Kom, sagde hun. Og da de kom ud, tog hun sig igen til Hovedet:

-Aa, Tine--lever de Dde? sagde hun og hun forsgte at le.

Nede langs Skrnten bag Muren hviskedes der og var der uroligt.

-Aa, sagde Tine og lo: det er jo kun Karlene med deres Piger.

Moderen kom hjem, ind over Gaarden og op i sin Stue.

Det var halvlyst og alle Dre stod aabne.

-Maren, Maren, raabte hun gennem Huset.

Men ingen svarede.

Kun Mariehnsene sang fra Bryggerset og ved Ovnen.

Moderen aabnede Bryggersets Dr.

-Maren, Maren, raabte hun ud over Gaarden.

Hun sa kun et Par Skygger, der flygtede ned imod Dammen.

Hun lukkede Dren og hun gik langsomt ind.

Faldt der fra Ruderne Lys paa hendes Ansigt, saas det blegt.

Hun satte sig i sin Stol, og, med Hnderne foldede, stirrede hun ud i
det tomme Rum.

Faderen aabnede sin Dr:

-Er her ingen, sagde han.

I Halvmrket svarede hun sagte:

-Jo, jeg.

Og Faderen sagde:

-Jeg saa Dig ikke.

Han begyndte at vandre over Gulvet, og sagde:

-Jeg kaldte fr, men her er ingen.

-Nej, sagde Moderen.

-Ja, hvor er de--hvad tager de sig til alle sammen?

Med en Stemme, der skiftede ganske let, sagde Moderen:

-Det er Foraar, Fritz.

Faderen gik lidt:

-Du maa holde dem hjemme, sagde han:

-Det hele Hus staar tomt om Aftenen. Det gaar ikke an.

Moderen rrte sig ikke, men, stttende sin Nakke mod Vggen, sagde hun
ud i Luften, og ikke til ham:

-Det er Jorden, der er blevet Lremester for sine Brn.

Faderen stansede i en Krog, og han satte sig.

Lnge sad han tavs.

Saa sagde han:

-Hvor langt Du er kommet bort--

Moderen svarede ikke. Men efter en Stund sagde hun:

-Fritz, Naturen er strkest, og det er selve Jorden, der driver dem.

-Ja, Fritz; og hun talte hftigere:

-Jo mere jeg tnker, jo sikrere ser jeg det, der er kun n Lov, den
eneste, at Livet vil fortsttes.

Hun tav igen et Nu og sagde saa langsommere:

-Det tror jeg.

-Fortsttes frem mod hvilket Maal?

-Maalet? Maalet er, at der skal avles.

-Og hvorfor?

Moderen saa ud i den tomme Luft:

-Jeg vd det ikke, sagde hun:

-Er der ikke Billioner af Stjerner? De fuldbyrder vel Maalet.

Hun tav lidt.

Saa sagde hun:

-Horfor, Fritz, er Menneskene saa forfngelige? Er vi mon ikke det
ringeste Tyende i et stort Hus, for hvis Herskabs Ansigt vi aldrig
bliver stedt?

-Lad os skjule vore Taarer.

-Vi lider og--bereder Lidelser.

-Mere vd vi ikke....

Faderen rejste sig, i Oprr:

-Og hele dit eget Liv modsiger, hvad Du siger; tror Du da ikke jeg
vd, at hele Dit Liv er en eneste og eneste Opofrelse?

Moderen svarede ikke straks, saa sagde hun uendelig mildt:

-Fritz, naar man er blevet klar over Livets Tomhed, maa man fylde den
med noget ... ligegyldigt.

-Er da ogsaa Opofrelsen ligegyldig?

-Ja--fuldstndig.

Faderen gav intet Svar.

Det var som hans vandrende Skygge gled bort i Mrket.

-Eller--hun talte roligt som den, der gr et sidste Sprgsmaal--gr
for Eksempel min Opofrelse egentlig dit Liv rigere?

Maaske ventede hun, blot et Nu, et Svar. Men Faderen forblev tavs, og,
i Mrket, sitrede maaske et jeblik hendes Hnder.

Fra Forhjningen sagde hun igen:

-Der er maaske Skin-Liv mange Steder: i Kunsten, i Opofrelsen, i
Arbejdet, i Venskabet, i Daaden; kun t Sted er Livet--dr, hvor
Naturen har villet det.

Moderen tav, og i Stuen var der tyst.

Sagte lftedes ude Drenes Klinker.

Husets Fok kom hjem.

-Nu kommer de igen, sagde Moderen.

Faderen gik hen til Dren og kaldte, mens hans Stemme dirrede.

Saa hrtes der fra Allen Sang, den ld saa skrt og foraarsmttet
imod dem.

-Aa, det er Tine, sagde Moderen.

Og hun slog Vinduet op.

Blussende kom Degnens Datter lbende:

-Aa, jeg #maatte# herned, det er de frste Jordbr. Mo'er har
plukket dem i Aften; og hun rakte de rde Br op imod Karmen:

-Dejlige Kone, sagde hun.

Og Moderen bjede Ansigtet ned mod Brrenes Duft.

       *       *       *       *       *

Hver Dag i Middagsstunden skulde Tine ned og se, om Roserne sprang ud.

Det var de vilde Roser om Moderens Lysthus' hvide Sjler.

Jo, de kommer nok, sagde hun.

-Ifjor kom de ikke, sagde Moderen, og da havde vi heller ingen
Jordbr.

Roser og Jordbr, de skulde til paa Moderens Fdselsdag.

-Ja, ifjor, sagde Tine, det skyldtes bare Kulden.

Og de satte sig ind paa den hvide Bnk og de stirrede ud over Dammen,
og de talte om hvordan det var ifjor og iforfjor, og det forrige Aar,
og for mange Fdselsdage siden.

-Aa, ja, men da var De lille, sagde Moderen.

Moderen lo med t, saa det rystede i hende:

-Aa Herregud! De havde skotsk Kjole paa, hvor sad den paa Dem. Aldrig
har jeg kendt nogen saa rdret, som De var, da De var lille.

-Og tumlet, sagde Moderen.

Moderen blev ved at le, og tale om Tine som Barn.

Men vrst var det den Fdselsdag, da tykke Madam Jespersen var gaaet i
Dammen.

-Kre Brn, sagde Moderen, der sidder hun jo yderligt, lige paa
Kanten, og pludseligt ta'r Vorherre ved baade hende og hendes Stol, og
hun gik bagover, Herre Jesus, med de ret og vrangs lige i Vejret.

Synet havde vret grsseligt.

-Man saa jo ikke andet end de tre Strudsfjer over Vandskorpen, sagde
Moderen.

-Ja, da var jeg lige konfirmeret, sagde Tine.

-Dagen fr Fdselsdagen var der en Travlhed som ved Jul. Tine bagte og
Tine ltede.

Alle Kkkenvinduer var smkkede op, og Maren Bryggerspige, som var i
Uldskrt af egen Strikning, svedte saa det haglede. Karlene kom
skiftevis og stillede sig op ved Drstolpen for at se til.

-Rup Dig, Lars, sagde Tine. Hun flj ud og ind, alt mens hun rrte
Pundkagen i et Fad saa stort, som skulde den hele Egn spise sig til en
Forstoppelse.

Moderen stod hjlpels midt i Kkkenet.

-Tine, at der bli'r nok. De vd, hvad Jespersens lgger i sig, naar de
er ude.

Fldepiskerne klang mod Lerfadene, og Mandfolke-Marie fyrede paa, saa
Ovnen var gldende.

Faderen lukkede Dren op:

-Stella, dine Hnder.

-Fritz, jeg rrer mig jo ikke.

Og Faderen lukkede Dren igen.

Brnene jog ind fra Bryggerset, og fyldte det halve Gulv; de vilde
smage Dejgen.

De smagte, saa de alle blev ggegule om Nbene.

-Og saa herut, sagde Tine:

-Nu laaser vi Dren.

Brnene kom paa Porten og Moderen med, og de hrte kun, ude i Gaarden,
Slvene gaa og Tine kommandere.

Maren Bryggers istemte Sangen om General Rye.

Moderen lb ned ad Allen med alle Brnene i sine Hle.

-Sidst, sidst, raabte hun og lb forrest.

Faderen aabnede sit Vindue:

-Stella, dit Bryst, sagde han.

-Fritz, vi lber blot.

Hele Skaren jog videre.

For Enden af Allen mdte de en Mand med en Lirekasse.

-Der er en Lirekasse, raabte Moderen:

-Kre Mand, kom dog ind.

Og Lirekassemanden haltede forrest, medens de andre fulgte efter og
Moderen raabte:

-Tine, Tine, der er en Lirekasse.

Manden begyndte at spille midt i Gaarden, men Moderen skubbede ham vk
og sagde:

-Maa jeg.

Og under Linden begyndte hun selv at dreje, mens hun skoggerlo, for
det var General Bertrams Afskedssang, hun lirede.

I Kkkenet lb de til Vinduerne, og Karlene kom frem i Bryggersdren.
Jens Rgter stak sit Hoved ud fra Stalden.

-Nu spiller hun selv, sagde han.

General Bertrams Afskedskvad var omme, og Moderen lirede videre.

-Hej hop, sagde hun, det er en Polka.

-Tine, Tine, raabte hun, nu kan I danse.

Pigerne lb ud med Tine i Spidsen, og de begyndte at danse, svedte og
barhovedede, midt i Gaarden, omkring Lirekassen: Maren-Bryggerspiges
Skrt naaede hende til midt paa Anklerne.

-Sving Jer, sving Jer, raabte Moderen til Karlene.

Men der var ingen andre der turde end Lars Forkarl; han listede sig
lidt flovelig ned og skd Trskoene af, fr han bd Tine op, og
dansede paa Grnsvret, paa Uldsokkerne.

-Hallj, hallj, sagde Moderen, nu faar vi Hstgilde.

Hun drejede paa Liren, saa Sveden sprang frem paa det hvide Ansigt.

Brnene stormede omkring Lirekassen, mens de hylede.

-Dans, dans, raabte Moderen og Brnene sprang. Men den halte Liremand
stod lunt, og snuste efter den megen Lugt af Bagt.

Lars Forkarl havde svunget Tine, saa den Sirtses viftede--meget var
der ikke under--og nu bukkede han skvt foran Lirekassen.

-Tine, drej, raabte Moderen.

Tine lb til og drejede, og Moderen svang sig, mens alle Brnene
skreg:

Lars Forkarl holdt saa varsomt om den svaje Moder, som var hun
Postelin, mens han sprang paa Sokkerne.

-Aa, jeg kan ikke mere, sagde Moderen:

Men Tine blev ved at dreje, og Moderen sagde:

-Nej, hvis Fritz ikke var hjemme, skulde vi have Hestene ud.

Hun #maatte# have hestene ud.

-Tine, Dagen fr min Fdselsdag siger han ingen Ting.

Hun raabte paa Rgteren:

-Jens, Jens.

Jens kom hinkende.

-Jens, sagde Moderen, og pludselig hviskede hun: luk Hestene ud.

Rundt om dansede Pigerne, og Brnene skreg, som blev de for hvert
Minut vildere af deres egne Hyl.

-Dr har vi dem, sagde Moderen.

De to brune satte ud af Stalddren.

Bagefter kom "Beauty".

-Kys dem, kys dem, sagde Moderen, og selv viftede hun med sit
Lommetrklde.

Hestene foer, og Pigerne dansede.

-Vaer Jer, vaer Jer, raabte Moderen.

Det var en eneste Stj.

-Stella, Stella, ld det pludseligt fra Vinduet.

-Gud, Fritz, sagde Moderen, hun blev staaende ganske stiv.

Pigerne forsvandt med det samme, som havde Jorden slugt dem.

-Ja, sagde Moderen og stammede: Fritz, jeg vd ikke, hvordan det er
gaaet til.

Men Faderen lukkede sit Vindue, og Moderen sagde sagte til Tine, mens
hun trak Skuldrene op, som hun gottede sig:

-Nu skal Manden have Kaffe.

-Gud, Tine, de Liremnd kan de tusinde Historier.

Liremanden kom ind i Folkestuen, og Moderen hrte paa hans Snak i
timevis.

-Ja, ja, og saa Liremand, og saa Liremand, sagde hun og flyttede sig
stadig tttere hen til ham paa Bnken.

Lirekassemanden fortalte Historier fra sin Verdensomsejling.

Da han gik, fik han en Daler.

-Nej, Tine, sagde Moderen, fuld af Henrykkelse: hvor den Mand kan
lyve. Det er ligesom det Stykke i Lsebogen, hvor Negerdronningen
lader sig trampe paa Maven for Fordjelsen.

-Det stod i den tyske Lsebog, og det er sandt, sknt Fritz siger, jeg
lyver.

-Men kom nu, sagde hun: Nu gaar vi.

De gik ned gennem Haven.

Aftenen var lun og lys, og Dammen laa spejlblank.

De frste Roser duftede i Hkken.

-Hr, hvor her er stille, sagde Moderen.

-Ja, saa stille.

Fra Engene steg Dampen op. Langt borte skimtede de Skoven.

-Tine, sagde Moderen, her vilde jeg gerne d.

Og lnet til den hvide Sjle, hvor Roserne faldt ned om hendes Haar,
sa hun ud over Dammen og Engen og Skoven.

-Hvorfor er Livets Ramme saa smuk, sagde hun. Og trt faldt hendes
dejlige Haand ned mod hendes Side.

       *       *       *       *       *

Om Morgenen ankom Tine Klokken fem.

Det frste hun gjorde, var at lukke Moderen inde.

Hun drejede Nglen dobbelt om i begge Dre--ogsaa i Dren til
Skabevrelset.

Ti for tre Aar siden havde Moderen, paa Fdselsdagen, listet sig ud,
gennem Skabestuen op over Loftet, og pludselig havde hun staaet midt i
Lysthuset: Gud, dr er Fruen, havde Tine sagt:

-Og De er i Natkjole.

Men Moderen havde set alle Presenterne, fr Bordet var dkket frdigt.

Brnene var ikke til at holde i Sengen efter Klokken seks.

De vilde op.

Moderen havde heller ikke Ro i sin Seng.

Hun sprang ud paa Gulvet i de bare Ben og dundrede paa den laasede
Dr.

-Nu vil jeg ud, raabte hun.

Og hun dundrede endnu strkere.

Men Tine var ikke frdig med Bordet.

Det var dkket med en Damaskes Dug; og S'er skulde der paa Dugen
dannes af Roser, og S'et skulde pustes paa Fdselsdags-Kringlen.

Det blev pustet ud af et Krmmerhus, fyldt med Vand og hvidt Sukker.

Tine stod og pustede Kunstvrket inde i Kkkenet, medens alle Brnene
ar stimlede sammen rundt omkring for at se til.

Alle deres Munde stod aabne:

-Saa, sagde Tine, nu puster jeg.

Og hun pustede, hjrd i Hovedet, S'et ud paa Kringlen, mens Brnene
stirrede.

-Saa, sagde Tine: Nu Svinget.

Og hun pustede igen.

Moderen blev ved at hamre oppe paa Dren:

-Tine, Tine.

-Ja, ja, raabte Tine, der lb med Kringlen, De maa saagu' blive der.

Pigerne lb ned i Lysthuset med rdmalede Urtepotter i Hnderne.

De sknkede hver Fdselsdag Fruen Gyldenlakker, opelskede i Pigekamret
ved den megen natlige Varme.

Alle Gaverne paa Bordet var paa Plads, og Brnene og Tine tog Pragten
i jesyn.

Faderen kom vandrende langs Hkken.

Stille lagde han sin Gave paa Bordet, halvt skjult, og gik.

-Nu kan vi hente Fruen, sagde Tine.

Brnene stormede afsted ind mod Huset, op ad Trappen.

-Mo'er, Mo'er--nu--Og Tine aabnede Dren.

Hvidkldte lb Brnene foran Moderen, mellem de grnne Hkke, ned mod
det hvide Lysthus.

-Mo'er, Mo'er, blev det ved at lyde.

-Mo'er, Mo'er, ld det, til de naaede det hvide Lysthus. Og hver af
Brnene greb sin Gave og strakte den frem i oprakte Hnder.

-Mo'er, Mo'er, det er fra mig.

-Mo'er, Mo'er, nh, det er fra mig.

Og paa Terne stod de for at faa det rakt.

Et Nu stod Moderen, hvid mellem de hvide Brn. Hun saa' saa langt ud
over de sommerlige Enge. Alt var badet i Lys: Himmel og Luft og Jord.

-Hvor Dagen er skn, sagde Moderen.

Og hun smilte.

Saa rev hun Haanden til sig--det var Tyras, der slikkede hendes Fingre
og lagde sig ved hendes Fod.

-Aa, er det Dig, sagde hun.

Og midt i Solens Lys stod hun mellem de vilde Roser, med Brnene om
sig og Tyras ved sin Fod.

Pigerne kom, og Karlene, der havde Stvler paa.

De ligesom luskede saa srt rundt om Dammen, i et langt Tog, dukkede
baade i Nakker og Kner--de saa' ud som skulde de til Offers.

Moderen trykkede deres Haand, n efter n.

Pigerne skvede hver til sin Present, og de gik videre igen.

Bagest travede Jens Rgter. Hans Bukser hngte bagtil saa srgmodigt,
som var han til Kondolence.

Naar de var vel borte allesammen, skyllede Moderen sine Hnder i
Dammen.

Tine var oppe for at hente Chokoladen.

-Kre Brn, lad os faa den straks, sagde Moderen: saa er det
overstaaet--

Brnene var lbet bort og hun var ene.

Stille gik hun ind og aabnede Brevet, Faderen havde lagt paa hendes
Bord.

Langsomt foldede hun Brevet ud og lste:

-Lykke er det saa underligt at nske Dig. Men jeg nsker Dig det
bedste, Livet vil give Dig. Din Fritz.

Moderen bjede atter sit Hoved.

Hun vidste ikke selv, at hendes Hnder lidt efter lidt udviskede
Blomster-Navnet paa hendes Dug.

Saa saa' hun Faderen, der fra Hkken kom hen imod hende:

-Tak, min Ven, sagde hun og tog hans Haand. Og de stod et Nu foran de
mange Gaver--begge tavse.

Saa gled Faderen bort, hen imod Lunden.

       *       *       *       *       *

Klokken fem om Eftermiddagen ankom Stedets Befolkning. Tine havde
vret hjemme at hente Degne-madammen, der bar en Sandkage, indsvbt i
et hvidt Hovedklde.

Naar Familjen Jespersen havde set Degnefamiljen dreje om ved
Sognefogedens Gaard, satte Madam Jespersen sig i Bevgelse med de to
Dttre.

Madam Jespersen bar over sin Hjtids-Paryk en diademlignende Hat,
hvori der tronede to ugte Strudsfjer.

Frken Stine var ifrt en sort Damaskes Kjole, der gav n det Indtryk,
at i denne Indbinding var hun konfirmeret. Det var ivrigt sregent
for Frken Stines Kjoler, at de altid saa' ud, som var hun vokset fra
dem ved Haandleddene og forneden.

Fruens Fdselsdag var--ud over de lovbefalede Ferie- og Festtider--den
eneste Dag, hvor Frken Stine tog sig fri.

Hendes Gave var en Flaske Eau de Cologne, som Moderen bagefter i
Stilhed heldte paa to Smaaflasker og bortsknkede i Borgestuen.

Frken Helene var i lyst og vver som en ung Ged. Hendes Present, der
var indsvbt i rosa Silkepapir, bestod af et Kanavas-Broderi, hvis
Indfatning ventede paa Sadelmageren.

Frken Helenes Presenter blev regelmssigt, det paaflgende Efteraar,
sknkede Snderborgs Bazarer til Bortlodning.

Sognefogedens Kone var frste Gang ude efter Snnens Dd. Hun var
hjtidelig som en Salmebog. Hun havde om Morgenen sendt en Krukke
Smr.

Af Mandfolk var der ikke et eneste.

-Fritz, sagde Moderen, paa min Fdselsdag ialfald vil jeg vre fri.

-Et eneste Mandfolk er nok til at virke forstyrrende paa Sladderen.

Familjen Jespersen tog Plads midt i Lysthuset, hvor Fru Jespersen,
uden at sprge, i et Nu, havde undersgt Gaverne.

Frken Stine trykkede sin Mandfolkemund saa haardt mod Moderens Kind,
saa det gjorde nsten ondt.

Og genert, mens hun mumlede noget, der halvt var en Lyknskning og
halvt en Undskyldning, stak hun Eau de Cologneflasken ned i Moderens
Lomme.

-Ach Gott, sagde hun, og hun vidste vel knap nok, hvad hun selv sagde,
was ist wohl's Leben.

Frken Helene var lutter ungdommelig Urolighed.

Der var ikke den Gave, som hun ikke gracist prvede paa sig selv.

Degnens Kone, der sad ved Siden af Frken Stine, fortalte at Madam
Esbensen var krt der forbi ad Ulkebl til.

Madam Esbensen var Jordemoderen.

-Og, sagde Degnekonen, det er naturligvis til Srensens. Jeg saa'et jo
godt, hvordan hun, sidst hun krte forbi, fyldte i Agestolen:

-Det var paa det nrmeste.

Emnet interesserede alle.

-Vor Herre bevare hende, sagde Moderen, det er den niende.

Alle talte, undtagen Sognefogedens Kone, der i sit sorte Shavl sad ret
op og ned, og uden at mle et Ord, tmte tre Kopper Chokolade.

Degnens Kone sagde pludselig, hjere end de andre:

-Men underlig er'et, Madam Jespersen, at hvert Sogn li'som har
#sin# Maaned. Her er det i Maj.

Moderen, der gottede sig som en Killing, der kommer til Varmen, lo og
sagde:

-Men, kreste Madam Blling, hvor vd De dog det?

-Det kan man da lse i Kirkebgerne, sagde Degnens Kone.

Og hun tilfjede:

-Men Ddsfaldene falder rigeligst i November.

Frken Stine sagde, at i hendes Skole havde de de fleste Fdselsdage i
December.

Moderen gav sig til at tale om Ammer, mens Frken Helene havde
ombundet sig med et Koralhalsbaand og legede foran Lysthuset med
Tyras.

Med mange Smaahvin tog hun Afstand fra Konversationen.

Saa sagde Moderen:

-Nu leger vi.

Og hun sprang op fra sin Bnk og vilde fange Helene.

-Sidst, sidst, raabte hun.

Tine flj efter:

-Sidst.

Brnene kom frem bag Hkkene og lb med:

-Sidst.

Moderen var forrest:

-Sidst.

De flj om Dammen.

Stines Eau de Cologneflaske daskede om Moderens Ben, til hun fik den
op og placeret paa Grnsvaret ved Dammen.

-Stine maa med, raabte Moderen.

Stine kom ud af Lysthuset og satte i Spring efter Tine.

Moderen maatte, for Latter, lne sig til et Tr.

Jomfru Stine lignede grangiveligt, naar hun lb, Hnsekrmmerens
bovlamme Krikke.

Saa lige paa en Gang smed Moderen sig i Grnsvret; og rundt omkring
hende lagde de sig alle.

-Nu skal Hundestejlerne have Mad, sagde Moderen.

Og alle smed de Krummer ud i Dammen, hvor Hundestejlerne gled, vvre i
Solens Skin.

De tre Gamle sad i Lysthuset.

Madam Jespersen havde i Stilhed beflt Gaverne.

Tine bd Vin om, og Glassene stod i Grsset rundt om Dammens Kant.

-Sknk for, Stine, sagde Moderen.

Jomfru Stine blev altid saa srgmodig, naar hun havde drukket et Par
Glas.

-Og ogsaa for Brnene, sagde Moderen.

Brnene fik Kirsebrvin, saa de blev helt re.

Men Jomfru Stine sad og stttede Hagen paa sine Hnder, og mens
Moderen lo, og Brnene foer rundt--den ldste Dreng drak Slatterne af
Glassene--deklamerede hun stille ud i Luften et Digt fra en gammel
tysk Almanak.

-Sig mer, sig mer, sagde Moderen.

Og Jomfru Stine blev ved at deklamere, med sin Mandfolkerst--det ld,
som hun messede.

Sognefogedens Kone havde rejst sig.

Tavs gav hun Haanden til Afsked, og Moderen fulgte hende til Hkken.

De andre Madammer fulgte efter, og Moderen sagde til Tine:

-Tag det bort.

Hun pegede ud over Glas og Tallerkener, og tavs tog hun Plads inde ved
Lysthusets inderste Vg.

-Ogsaa alt det, sagde hun.

Hun mente Gaverne, og hendes Stemme ld, som kun det at se dem gjorde
hendes jne ondt.

Tine gik omkring og tog alting bort.

Brnenes Stemmer hrtes inde i Gaarden....

Da Tine kom tilbage, sad Moderen og lste i en gammel Bog.

Tine satte sig stille hos hende.

-Hvad lser De? spurgte hun.

-Et Digt, sagde Moderen.

-Hvad for et?

Moderen vendte Bogens Blad, og, som om hun lste for sig selv, gentog
hun atter Digtet:

    En slsom Drm har jeg haft:
    I rknen var jeg.
    Det var kun Sand og Sand,
    og intet uden Sand.
    Men da, et frygteligt Syn
    mit skrmte je saa':
    rkensens Rovdyr kom
    i et endelst Tog.
    Forrest Lverne gik
    med hvide Tnder;

    Tigre og Pantre der kom
    med de plettede Skind.
    Men bagest Hynerne skred,
    hvis syge Attraa er Aadsler.

    Menneskets Drifter det var,
    der afsgte rkenen.
    Men Drmmen skifted.
    Og ene jeg stod
    paa en mgtig Mark.
    Men denne Mark var Jorden.
    Og over den ganske Jord
    et eneste Mrke laa--
    mens frem i Mrket
    lfted sig et Kors, saa stort,
    som vilde dets vldige Arm
    favne baade Himmel og Jord.
    Stille der var.
    Kun nu og da
    fra Korset en Draabe der faldt,
    og atter stille der blev,
    til den nste Draabe den randt,
    og der igen blev tyst,
    til den nste Bloddraabe faldt.
    Dit Blod det var, Korsfstede Menneskehed.

Moderen lukkede Bogen.

Med Hovedet stttet mod sit Lysthus' Vg stirrede hun, hvid og stum,
ud i Sommeraftenens Sknhed.

-_Tine_, sagde hun pludselig, og det gav et Ryk i Tine, for Moderen
havde sagt hendes Navn nsten ligesom en, der kalder til Hjlp.

Men Moderen blev siddende som fr, og hun hviskede blot nogle Ord,
Tine ikke forstod:

"Der er ej Verden udenfor Verona," hviskede hun.

Og hun tav igen.

Efter en Stund sagde hun:

-Tine, vd De, hvad der er sandt--hvis man kunde se ind i min Sjl,
ligesom man gennem en Glasrude ser ind i et Hus, saa vilde man, mellem
alt Bohavet derinde, ikke finde et nske, ikke noget eneste Haab, ikke
blot Skyggen af en Drm--

-Saa var det bedre at d.

-At d, Tine, er heller ikke det svreste--det er meget svrere hver
Dag at forsge paa at leve....

Tavs blev hun siddende, med Hnderne om sine Kn; og, hviskende som
fr, bevgede hun Lberne til nogle Ord, som Tine ikke kendte:

    I sit stille Kammer,
    i sit stille Kammer
    ligger mit Hjerte--
    ligger mit Hjerte lig.

    Og ingen grder
    over det dde Hjerte:
    thi det blev kun
    elsket af Een.

    Men den, der selv dde
    paa sit Hjertes Ddsdag,
    kan ej grde
    ved sit Hjertes Lig.

    I sit stille Kammer,
    i sit stille Kammer
    ligger mit Hjerte--
    ligger mit Hjerte Lig.

       *       *       *       *       *

Der blev ikke sunget mere om Aftenen, og Brnene fik aldrig Lov til,
fr de skulde i Seng, at danse i deres Natkjoler i Dagligstuen.

Tanterne var komne.

De benyttede Stedet som et Efterkur-Ophold, naar de kom fra
Badestedet.

De var lavt-talende, ranke som Lys, og bar altid Halvhandsker.

De ejede en uendelig Omhu for Fret og de medfrte bestandig Paraplyer
af Hensyn til Mulighed for Regn.

-Kre Du, sagde de til Moderen, en vaad Strmpe paa saa meget som en
halv Time, og man kan ha' sin Bronchit, der varer i Uger.

Moderen, der under Efterkur-Besget var hvid af Angst, sagde Ja til
alt og gik i Barge-Kjoler. Egentlig tnke gjorde hun kun, Dagen lang,
paa en eneste Ting, om Brnene nu igen havde bragt Uryd i
Tanteregimentet af Galoscher.

Tine saa hun om Morgenen.

Det var som en Art stiltiende Aftale, at Tine forsvandt af Huset under
Tante-Kurene. Moderen og hun mdtes i den Tid nrmest som et Par
Smuglere. Men om Morgenen maatte hun vre der for at faa Moderen op.

De to Tanters Kur fordrede, at de var af Sengene Klokken syv, og de
var prcise som et Domkirkeur.

-Nu #maa# De op, sagde Tine.

-Ja, kre De--hvad er Klokken?

Moderen elskede sin Seng og den Frihedstilstand at vre i Natkjole.

-Men nu maa De op.

-Ja--

Endelig kom hun af Sengen.

Naar hun kom ned til Tanterne, var hun i stort hvidt Forklde og saa
ud, som havde hun raadet sit Hus fra Klokken fem, da Krnen begyndte
at gaa.

De to Tanter sad, meget stive i Ryggene, ved hver sin Side af Bordet i
Havestuen og ventede paa deres Te. De gjorde, naar de skulde tiltrde
deres Morgen-Kur-Tur, et udprget Indtryk af Rejsefrdighed. Kjoler og
Skrter var opbundne ved Hjlp af et System af Hgter, og paa Hovedet
bar de Hatte, der var af Omfang som Bunden af de Kurve, hvori man pr.
Post ekspederer Ligkranse.

Disse Monstrer var garnerede med Kniplinger, der gik dem ned over
jnene.

-Gud, Du, sagde de i Anledning af Kniplingerne: det frste, man maa
beskytte, er da jnene.

Moderen sagde:

-De ser ud, som om de skulde marschere til Jerusalem.

De gik ikke i den rigtige Have af Hensyn til Frerne, som de afskyede.

-Der myldrer af dem, og de springer op ... det er nsten vrre end
ifjor.

Desuden var Vejen gennem Kkkenhaven seks Gange frem og seks Gange
tilbage netop deres Tur. Mens de vandrede, talte de ikke.

-Lgen i Genve har Ret, sagde Tante Bothilde, man skal det ikke. Man
skal gaa og la' sine Nerver ha'e Ro.

Ved hveranden Omdrejning nd de en lille Chokoladekage.

-Der er det ved den Schweizer-Chokolade, sagde de, at den styrker uden
at berve En Appetitten. Den hjemlige Chokolade, kre, det er jo, som
at faa Klumper i sin Mund.

-Men det forstaar sig, ogsaa i Schweiz maa man jo nje kende Mrkerne.

Naar Tanterne kom tilbage, hvilte de.

Det vil sige, at de sov to Timer, indsvbte i Uldtpper.

-Lille Du, sagde Tante Bothilde, der er kun Uld. Franskmndene, der er
Folk, som vil bevare sig rrige, har altid Uldmadratser.

-Oven paa deres Springmadrats, sluttede hun efter et Sekunds Forlb.

-Kre Du, sagde Tante Anna: Franskmnd er jo Franskmnd.

Moderens Angst voksede kun op ad Dagen. Det var Maaltiderne, som var
hendes Skrkkens Timer. Det kunde jo ikke siges, at Brnene sad
korrekt tilbords.

Og Bordsidden var Tanternes Specialitet.

-Det maa dog indrmmes mig, sagde Tante Bothilde, at det er af
Vigtighed. Og lres det ikke fra Barndommen, lres det jo aldrig....

-Jeg forsikrer Dig, naar denne Stockfeldt aldrig blev
Statsminister--Tanterne benvnede Konseilsprsidenten med Navnet
Statsminister--var det, fordi han spiste med Kniv.

En Time fr Middag begyndte Brnenes Storvask.

Moderen stod hos, mens Barnepigen foer over Brnenes Kroppe med
Svampene, som om hun hvlede ru Planker.

-Anna Margrethe, sagde Moderen, pas dog paa Neglene.

Anna Margrethe brstede Neglene, som vilde hun brste Fingerspidserne
af Brnene.

-De er ikke rene endnu, sagde Moderen: Gud vd, hvad I maa rode i....

-Og erne, sagde Moderen.

-La'e mig.

Hun tog selv fat med rene.

-Og faar man dem saa rene, sagde hun fortvivlet, saa bli'er de rde.

Rde blev de.

Man naaede til Paakldningen, og Pletter var der paa alt Tjet.

Moderen gned og gned med Handskeskind og Eau de Cologne.

-Saa, i Guds Navn, nu maa det vre, sagde Moderen.

Faderen frte Tanterne til Bords. De var i sort- og hvid-stribet
Silke--deres table d'hte Kjoler fra Badet--og de bar mange Ringe, der
ligesom klaprede paa de meget afmagrede Fingre. De medbragte to
Pulversker, som de anbragte hver ved sin Kuvert.

Brnenes jne stod stive af Skrk. De spildte straks.

Moderen konverserede for at aflede Opmrksomheden--saa hun fik
hektiske Pletter i Kinderne--de talte om Kbenhavn og alle Bekendte:

-Ja Du, sagde Tante Bothilde, Jane er jo uhyre rar. Men hun har sine
Srheder. Man kan jo, Du, ikke faa sine Ben under hendes Bord, far
hun begynder at tale om Konfessionerne.

-Lille Du--det var pludselig til den ldste Dreng--en artig Dreng
skyder Brystet frem og Skuldrene op, naar han spiser. Saa sidder man
rank....

-Og jeg finder nu--fortsatte hun uden Overgang, vendende tilbage til
Jane og Konfessionerne--at den Slags Ting afhandler man ikke over
Maden.

-Man kan spise hos Biskoppens en frste Juledag, og Religionen og den
Slags berres ikke med en Stavelse....

-Det passer dog virkelig ikke til slebne Glas og Porcelln.

Tante Anna gik over til at tale om Glas og Porcelln overhovedet.

Hun talte om et Glaspusteri i Sydfrankrig:

-Hvor man, Du, sagde hun til Faderen, virkelig faar vidunderlige Ting
... Men, kre, nu falder det mig ind, hvorfor ser man aldrig iaar dine
knne slebne Karaffer.

-Dem til Madeiraen.

Blodet flj Moderen til Hovedet--hos Tanterne gik aldrig noget i
Stykker.

-Ja, Margrethe slog--Du husker--slog ... kom til at slaa den ene
itu....

-Ja, hvor er Margrethe? Den nette Pige, jeg husker hende jo godt, den
nette og vvre lille Person, sagde Tante Bothilde.

-Hun kom galt afsted desvrre, saa hun maatte ud af Huset....

-Hun osse, sagde Tante Anna.

Men Tante Bothilde brd, med et ilsomt Blik over til Brnene, ind med
et:

-Naa.

Det eneste "Naa" ld, som blev en Jernport slaaet til.

Og der blev ikke talt mere om Karafferne.

-Lille Stella--det kom et Sekund efter "Naa'et"--en lille Pige
sidder ikke med Fdderne overkors ved et Bord.

Det rg i Ssteren, saa hun tabte Gaflen.

-Saa, nu plettede Du Kjolen, sagde Tanten og halvt undskyldende sagde
hun, vendt til Moderen:

-Kre, Du vd, den Slags Ting kommer kun ved den bestandige Paaminden.

Og inde paa sit Yndlingsemne sluttede hun med at sige:

-Man lrer kun Brn at sidde tilbords ved at lade dem holde Albuerne
tt til Kroppen, naar de spiser.

Maaltidet var tilende, og Kaffen skulde nydes i Havestuen.

Brnene var rget ud af Spisestuen, saa de vltede over hinanden i
Gangen.

-Men, sagde Tante Anna--hun var knap kommen til Sde--kan jeg glemme
hende, Margrethe, det knne og vvre lille Pigebarn.

-Det er med de knne, det gaar vrst, sagde Moderen, som tragtede
Kaffen.

-Men, sagde Tante Bothilde, det hnder jo bogstavelig hvert Aar her i
Sognet.

Moderen smilede bag Maskinen.

-Ja, sagde hun: flere Gange.

Tante Bothilde sad lidt. Saa sagde hun:

-Vi og vore fatter det jo ikke. Men Gud vre lovet, det vedkommer ikke
os.

Tante Anna sagde:

-Naa, Du, der foregaar vist meget i Livet. Det bedste er at lade, som
man ikke ser ... saa li'esom er det ikke. Men de Folk har jo heller
ikke Opdragelsen....

Moderen blev ved at smile:

-Mon den hjlper? sagde hun.

Og uden at tnke paa Tanterne sagde hun hastigt:

-Hele Ulykken er vel den, at Naturen har vret grusom nok til at skabe
Dyr, der tnker. Frst parrer Dyret sig, og siden vmmes Mennesket.

Tante Bothilde sad forstenet, saa hun nppe kom til Orde:

-Ja, Du, Du si'er undertiden Ting....

-Du si'er Ting ... Vi er da vel alle Guds Skabninger.

Naar Tanterne var frdige med Kaffen, blundede de.

Tante Anna lagde i Stilhed Lommetrkldet over sit Ansigt.

Naar der var hvilet, blev der lst. Sstrene skiftedes. De gennemgik
de sknliterre Vrker i de tre store Sprog for at holde sig i
velsen.

Tante Bothildes Yndlingsforfatter var Dickens.

-Kre Du, man erfarer af den Mand dog virkelig meget om Menneskene.
Det er godt nok med Goethe. Men han virker med samt sit Weimar nu paa
mig, som var han af Sten.

Tante Anna foretrak de kvindelige Forfattere og der frtes derom en
skndende Strid:

-Sproget kan jo, sagde Tante Thilde, vre meget pynteligt, men
Indholdet, kre Ven, det er altid det samme om den Krlighed.

-Og det Stadium kommer man jo dog, Gud vre lovet, over. Desuden, man
kan ha'e nok i Livet.

Fr Te gik Tanterne igen. Men i Allen.

Efter Tedrikningen sad de paa Havetrappen en halv Time og drak Luft.

-Man taler om Vand og Vand, sagde de: det frste er dog Luften. Hvis
Folk var kloge nok og sov for aabne Vinduer, vilde de blive hundrede
Aar.

Efter seks Ugers Forlb var Efter-Kuren endt. De rejste paa Dagen.

Det sidste, de foretog, var Uddelingen af Drikkepengene, indsvbte i
Papir.

       *       *       *       *       *

Naar Tanterne var borte, kom en anden Tid.

Moderens veninder aflagde Besg. Det var Dtrene fra Godset, hvor hun
var opdraget. De virkede som brogede Fugle, der kom langvejs fra.

I otte Dage skinnede deres Parasoller i Havegangene.

Vinduerne stod aabne, saa Hus og Have lb ud i t; og det summede med
fremmede Navne; og Postbudet bragte Breve, hvis Udskrift ingen i
Kkkenet kunde stave.

Det var den lyseste Tid paa hele Aaret.

Veninderne var i Krinoline, som Brnene syntes lignede de store
omvendte Lysekroner hjemme fra Amaliegade, og i Mantiller med lange
Snipper. Men naar de krte ud, havde de Strudsfjer paa Hovederne,
ligesom Zampa, den lille Hest, de havde set i Augustenborg, og som
kunde sidde tilbords og ringe paa sin Mad med en lille Klokke. Alle
talte de i Munden paa hinanden, Veninderne. Men mest snakkede Lady
Lipton.

Hun boede langt borte i et fremmed Land og hun kendte mange af dem,
der var de rigeste og fornemste. Faderen frte hende altid tilbords
til Middag.

Men naar de havde spist, drak de Kaffe i Havestuen, og det var Lady
Lipton, der talte. Hun talte om Rachel, som hun elskede, og om
Kejserhoffet i Tuilerierne og om alle fjerne og besynderlige
Mennesker, som hun kendte--mens Moderen lyttede.

-Fortl mer, sagde Moderen, og Ladyen fortalte mer; om det store Lands
Digtere mellem hvem hun levede, om dets Malere hvis Malerier hun
ejede, og helst om en sr og slsom ung Digter fra et eksotisk Land,
hvem hun havde truffet i en stor By, hvor alle Eksistenser driver
sammen, og hvis Billede hun havde staaende paa sit Bord oppe paa
Gstekammeret. Moderen hrte ogsaa helst om ham.

-Ma chre, sagde Ladyen, jeg tror Livet er gledet fra ham. Han har
forglemt den Kunst at vre til. Han kan ikke mere stryge sin hje Hat
og han gider ikke knappe sine Handsker for at gre en Visit; han
formaar ikke mere at foretage sig alle de mekaniske Ting, hvoraf Livet
bestaar: som at gaa til sin Barbr eller drikke sin Kaffe paa en Kaf
eller stte sig tilbords med en affabel Dame og betragte en pudret
Gorge....

-Jeg forstaar det, sagde Moderen.

-Han fler vist ingen Sorg, sagde Ladyen--og han er ikke
desillusioneret, for, hvad der hedder Illusioner, var ganske sikkert
allerede fortret af hans Forfdre.

Hun tav lidt, saa sagde hun:

-Snarest vilde jeg sige, at han hrte til _les dsinteresss_.
Livstingene er ligesom visnede bort for ham til lutter Ligegyldigheder
eller Latterligheder eller noget, der vkker hans Forbavselse.

Ladyen lo pludseligt:

-Aldrig vil jeg glemme, sagde hun, en Dag han kom til mig og pludselig
udfoldede "Le Figaro", der laa paa mit Bord, og mens han med en slank
Haand slog ned over den ynkelige Avis, sagde han med en usigelig og
trt Forfrdelse--aa nej, ikke Forfrdelse, kun en Slags mat
Forbavselse:

-Alt det handler om Krigen med Kina.

Ladyen tav et jeblik, saa sagde hun:

-Det er vel Tingen, at for ham er alt blevet Krigen med Kina.

Moderen rakte Kopperne rundt.

Saa sagde hun stille:

-Maaske elsker han--eller har han elsket.

Ladyen svarede:

-Jeg tror det ikke, ma chre.

-Der er i alle de store Lande slsomme Mennesker, hvem
Krlighedens--hvad skal jeg sige?--rent fysiske Side indgyder
uovervindelig Modbydelighed. De bliver Asketer af Raffinement, og de
begrer bestandig, mens de forbander Tilfredsstillelsen.

-Ren er saadan.

-Han drives mod Kvinderne, og naar han blot holder dem i sine Arme,
overdnger han dem med Skldsord.

-Saa elsker han ikke, sagde Moderen.

Ladyen tav lidt. Saa sagde hun:

-Er Elskov andet end at fle Begr og at unds sig derved?

-Kan Du intet af hans Digte, sagde Moderen.

-Et enkelt, sagde Ladyen.

-Sig os det, sagde Moderen.

Ladyen lnede sig tilbage i sin Stol, og paa sit lidt fremmedartede
Sprog, der gav Ordene en sr Klang, sagde hun langsomt:

    Jeg elsker Dig, som Havet elsker
    den vide Kyst, som det beskyller,
    dkkende og altid den bedkkende
    med et evigt Kys.
    Saadan som en Elsker kan
    fra Fodens Saal til Tindingens sknne Bue
    fre sin sde Lbe
    langs den Elsktes ganske Legem,
    for, i Salighed, det alt at eje ...
    Saadan elsker jeg Dig--
    saadan.

    Nej, jeg elsker Dig som Solen elsker
    Aftnens gyldne Skyer,
    der favner den og helt den favner,
    mens stolt, en sidste Gang, den hilser
    Jordens usle Herlighed og dr.

-Du kan et andet, sagde Ladyens Sster.

-Ja, sagde Ladyen, jeg kan endnu et.

Og i den samme Stilling, uden at rre sig, sagde hun, og hendes
Altstemme farvedes bldere:

    Naar i de lange Ntter
    jeg ensom hviler
    og ingen ser mit Ansigt
    og ingen mine jne, der er trre--
    da tnker jeg:
    Hvis jeg var dd.
    vilde Du dog komme
    og knle ned,
    der hvor jeg hvilte,
    og min Haand, som Du nu skyer,
    vilde Du tage,
    nu, den var kold,
    og ind i mit re,
    der ej kunde hre mer,
    vilde Du hviske,
    in Stemme fra den Gang:
    Hvor jeg dog elskede Dig ...
    Og den Dde vilde smile.

Moderen havde sat sig og med store jne stirrede hun frem for sig mens
hun havde foldet Hnderne om sit Kn. Saa sagde hun:

-Sig det igen, til jeg kan det. Ladyen lo.

-Du kan det allerede, sagde hun.

-Ja, det sidste.

Og meget mildt, nsten uhrligt, gentog hun de fremmede Ord, medens
hendes hvide Hnder stadig var foldede over hendes Kn:

    Jeg elsker Dig som Solen elsker
    Aftnens gyldne Skyer,
    der favner den og helt den favner,
    mens stolt, en sidste Gang, den hilser
    Jordens usle Herlighed og dr.

Alle tav lidt.

Saa sagde Lady Lipton:

-Men oppe paa sit Billede har han skrevet det Vers, jeg elsker hjest.

-Det kan jeg, sagde Moderen.

Og med en Stemme, nsten som nynnede hun en Vuggesang, sagde hun det
lille Vers fra Billedet--den fremmede og ukendte Digters Billede:

    Som Planten visner,
    for dens Rod er uden Vde;
    som Blomsten bliver bleg,
    for Solen naa'r den ikke,
    saa bleges jeg og visner hen,
    for Du har ej mig kr.

De tav igen, til pludselig en af Ladyens Sstre gav sig til at le og
sagde:

Lille Brn, det vilde ikke vre saa galt at blive elsket af den unge
Mand.

Og de lo alle hjt, Moderen hjest, og de lb alle ud i Haven og de
kastede sig paa Grsset, saa Krinolinerne stod op om dem.

Aftenen var den lystigste Tid.

Veninderne havde Fyrvrkeri med, og de satte Blaalys og Grnlys i alle
Buske, saa de var nr ved at stikke Ild i den ganske Have.

Moderen holdt Svovlstikkerne til og klappede i Hnderne.

Brnene sa til fra Barnekammeret i deres Natkjoler.

-Hvor det er dejligt, hvor det er dejligt, raabte Moderen.

Fra alle Buske flammede det blaat og rdt og selv stod hun midt paa
Plnen. Hendes hvide Ansigt var vendt opad og Hnderne havde hun
lftet.

Saa sagde hun pludselig:

-Men Stjernerne er dog sknnere.

Og mens de kunstige Lys langsomt sluktes, et efter et, og Busketterne
laa i Mrke, sa de alle opad, mod Augustnattens Stjerner.

-Vis os nu dine Stjerner, sagde Lady Lipton.

Moderen rystede paa Hovedet:

-Nej, sagde hun, lad os nu vre stille.

Hun blev staaende, og Veninderne blev tavse ligesom hun. Lidt efter
gik de ind i Stuerne var der mrkt og kligt. De satte sig alle i
Dagligstuen, og ingen talte. Tilsidst sagde Moderen:

-Jeg tror, at Stjernerne er til for de sorgfulde; for at de skal
forstaa, at det ikke en Gang nytter at de srger, thi selv vor Sorg er
for lille.

Ingen svarede.

Men Moderen rejste sig og i den mrke Stue satte hun sig ved Klaveret.

De hvide Hnder gled hen over Tasterne og mens hun langsomt--ganske
langsomt--anslog nogle Akkorder, halvt sang hun til en Melodi, hun
selv havde fundet, de fremmede Ord:

    Som Planten visner
    for dens Rod er uden Vde,
    som Blomsten bliver bleg
    for Solen naa'r den ikke,
    saa bleges jeg og visner hen
    for du har ej mig kr--

Det var tyst.

Over Haven, over Markerne, over alle Enge skinnede Hstens Stjerner.

       *       *       *       *       *

Veninderne rejste, og Hsttiden kom, hvor de tunge Sdvogne rullede
ind gennem Gaardlaagen, og Moderen og Tine sad paa Toppen af Lsset
ved Siden af Pigerne, mens Brnene hujende boltrede sig i Loen, der
fyldtes.

Moderen sprang ned i Armene paa Lars og skreg:

-Hold mig, hold mig!

Bag efter var hun bange for rentvistene, saa hun kldte sig af lige
til Skindet.

Ogsaa Hsttiden gik og Septembers stille og hvide Dage kom, og Haven
laa lysende og ganske tyst, og ingen Myg en Gang summede over Dammen.

Moderen sad mest paa den hvide Trappe og lod sig bage af Solen, mens
Tine syslede i Haven ved hendes Fod. Poplerne langs Allen fik gule
Blade og blev ligesom hjere i den tyndklare Luft.

Moderen frs sammen:

-Hvor Skyggerne bliver lange, sagde hun. Tine bandt Roserne op og sa
ud over Plnerne:

-Ja, sagde hun, vi er langt henne.

Men Moderen, der stirrede ud over de solklare Bede, hvor intet rrte
sig, men alt skinnede, Blade og Asters og de sene Roser, sagde:

-Tine, et Sted er der dog Fred: i Dden.

Det blev tidlig mrkt og Tine og Moderen og Brnene gik gennem Allen,
hen over Markerne, hvor Brombrranker fyldte alle Grfter.

De mdte ingen, overalt var der tyst. Bag dem sa de Landsbyens Lys,
der tndtes, et efter et. Saa ld Aftenklokkerne.

Moderen stansede; Brnene havde klynget sig til hende. Saa langt hun
sa, laa kun de vide Marker og dr, i Halvmrket, Landsbyens tavse
Lys. Himlen var dunkel og uden Stjerner.

Lnge talte ingen af dem. Saa sagde Moderen, der sa saa hj ud i
Mrket:

-Vd De, Tine, her skulde man fre de Mennesker hen, som lider.

Men lidt efter sagde hun--og hendes Stemme var ubeskrivelig trt--:

-Og alligevel, det kunde ikke nytte. Jeg tror, at Jordens Sknhed
forhjer kun Sjlens Lidelse:

-Der er ingen Trst.

De gik videre over de halvmrke Marker. Klokkerne var hrt op at
ringe, og der hrtes ingen Lyd uden et Par Hundes Glam. Saa dde ogsaa
de bort.

-Lad os gaa hjem, sagde Moderen.

Men naar de kom hjem legede Brnene Cirkus i deres Natkjoler midt i
Dagligstuen.

Omegnens Prster kom til L'Hombre. De rullede ind i gamle Kalescher
med tykke og rdmussede Kuske paa Bukken, og Spillebordet kom frem i
Faderens Stue, hvor L'Hombren gik, mens man ikke saa' Haand for sig
for Rgen fra de lange Piber.

Gamle Fangel bandte og svor, saa det rystede i Reolerne og Mynsters
Betragtninger dansede. Brnene, der ikke kunde sove, lb ud af
Sengene, og fik Svedsker for at gaa i Seng igen.

Moderen spillede til paa Klaveret.

Inde i Faderens Stue blev de hidsigere og hidsigere, Toddyglassene
blev fyldt og gamle Fangel svor.

Morgenen kunde bryde frem, og Pastorerne spillede endnu.

-Nu tager vi det sidste Spil paa Grsplnen, sagde gamle Fangel.

-Ja, gr det, gr det, sagde Moderen.

Pastorerne kom op fra Stolene--lidt usikre var de paa Benene--og de
drog ind gennem Dagligstuen.

-Herregud, sagde Fangel, saa ser man Vorherres Sol igen.

De vraltede ned ad Havetrappen og de fik Toddyglassene stillede paa
Plnen, og de spillede, liggende paa Maven, mens de slog i Grsset med
de store Hnder.

Moderen sad paa Havetrappen og lo og lo.

Men et Uldtppe lagde hun over gamle Fangel.

Folk fra Landsbyen kom op og begyndte at gaa forbi i Allen.

-God Morgen, sagde de, og tog stille Hatten af for Prsterne.

-God Morgen, god Morgen, sagde gamle Fangel.

Men Solen kunde staa hjt og Pastorerne blev ved at spille.

       *       *       *       *       *

Dagene blev kortere og kortere, og paa Trerne tyndedes Bladene og de
allersidste Roser frs langs det hvide Hus.

Paa Vggen mod Syd hang kun Druerne fulde og store.

Moderen sa til dem hver Dag.

-I Morgen vil vi plukke dem, sagde hun til Tine.

Den nste Dag fik hun en Stige frem og verst oppe, med en Kurv i
Haanden, plukkede hun de rige Klaser.

Saa spiste hun og saa kastede hun en Klase i Hovedet paa Tine.

-Tag den, fang den, raabte hun.

Stigen blev flyttet, og hun plukkede og plukkede.

Allerverst stod hun. For Spg holdt hun en Drueklase ind mod det
mrkt-blanke Haar, mens hun lftede en anden i sin oprakte Haand.
Solen faldt paa hende og Druerne, der funklede, og paa det glinsende
Haar.

Forkarlen gik forbi og blev staaende. Saa kastede Moderen ham
Drueklasen lige ned i Ansigtet:

-Ja, dejlig kan jeg se ud, sagde hun, og hun gik ned ad Stigen. Hun
lod Stigen tage bort og Tine gav sig til at tlle Klaserne.

Moderen stod lnge og betragtede den ngne Vinstok.

Hendes Ansigt var som forandret:

-Nu er det forbi, sagde hun.

Hun gik ind, uden at nse Klaserne, og hun blev siddende lnge i sin
egen Stol ved Vinduet med Hnderne i sit Skd, i Mrke.

Frem og tilbage ld derinde Faderens Skridt.

Ude i Kkkenet hrte man Tine rumstere med Druerne og Folkenes
Stemmer, der skulde ind og dmme om Hsten. Tine kom ind i Dagligstuen
og meldte, hvor mange Klaser der var.

-Det var jo mange, sagde Moderen.

-Ja, ti mere end i Fjor, sagde Tine.

-Ja, saa

I Gaarden var der ganske mrkt.

Jens Rgter havde Lygte tndt, da han gik ind til Kvget.

Kerne brlede langt, idet han aabnede Dren.

Moderen rejste sig fra sin Plads. Som en Skygge gled hun gennem Stuens
Mrke. Hun satte sig ved Klaveret.

-Er De der, Tine, sagde hun.

-Ja, Frue.

-Ved De, jeg har siddet og tnkt paa, hvor Menneskene kunde vre
lykkelige.

-Men der er da ogsaa lykkelige Folk allevegne, sagde Tine.

Moderen lftede det blege Ansigt, og langsomt sagde hun:

-Der er njsomme Folk, Tine, og det er sagtens vel det.

Tine sad lidt:

-Ja, der er nu saa mange Slags Lykke, Gudskelov, sagde hun.

Moderen sad en Stund, saa sagde hun:

-Nej, Tine, jeg har sagt Dem det fr, der er kun n, og den er maaske
lykkeligst, som aldrig har kendt den.

-Det forstaar jeg ikke, sagde Tine.

-Jo, for den varer ikke.

Der var tyst en Stund, til Moderens dejlige Hnder gled hen over
Tangenterne, og dmpet, mens man i Faderens Dr sa Faderen som en
Skygge, sang hun:

    Som Planten visner
    for dens Rod er uden Vde,
    som Blomsten bliver bleg
    for Solen naa'r den ikke,
    saa bleges jeg og visner hen
    for Du har ej mig kr.

Sangen hrte op.

Ude var det Nat. Inde var der mrkt.

Moderen rejste sig.

-Tnd Lampen, Tine, sagde hun. Brnene skal i Seng, og der skal srges
for Folkene.





End of the Project Gutenberg EBook of Det hvide hus, by Herman Bang

*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK DET HVIDE HUS ***

***** This file should be named 12831-8.txt or 12831-8.zip *****
This and all associated files of various formats will be found in:
        http://www.gutenberg.net/1/2/8/3/12831/

Produced by Steen Christensen, Heidi Christensen and PG Distributed
Proofreaders


Updated editions will replace the previous one--the old editions
will be renamed.

Creating the works from public domain print editions means that no
one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
(and you!) can copy and distribute it in the United States without
permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
such as creation of derivative works, reports, performances and
research.  They may be modified and printed and given away--you may do
practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
subject to the trademark license, especially commercial
redistribution.



*** START: FULL LICENSE ***

THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK

To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
distribution of electronic works, by using or distributing this work
(or any other work associated in any way with the phrase "Project
Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
Gutenberg-tm License (available with this file or online at
http://gutenberg.net/license).


Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
electronic works

1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
and accept all the terms of this license and intellectual property
(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.

1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
used on or associated in any way with an electronic work by people who
agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
even without complying with the full terms of this agreement.  See
paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
works.  See paragraph 1.E below.

1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
collection are in the public domain in the United States.  If an
individual work is in the public domain in the United States and you are
located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
keeping this work in the same format with its attached full Project
Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.

1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
a constant state of change.  If you are outside the United States, check
the laws of your country in addition to the terms of this agreement
before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
creating derivative works based on this work or any other Project
Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
the copyright status of any work in any country outside the United
States.

1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:

1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
copied or distributed:

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.net

1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
and distributed to anyone in the United States without paying any fees
or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
1.E.9.

1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
with the permission of the copyright holder, your use and distribution
must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
permission of the copyright holder found at the beginning of this work.

1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
License terms from this work, or any files containing a part of this
work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.

1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
electronic work, or any part of this electronic work, without
prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
active links or immediate access to the full terms of the Project
Gutenberg-tm License.

1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.net),
you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
License as specified in paragraph 1.E.1.

1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
that

- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
     must be paid within 60 days following each date on which you
     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
     address specified in Section 4, "Information about donations to
     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."

- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
     License.  You must require such a user to return or
     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
     and discontinue all use of and all access to other copies of
     Project Gutenberg-tm works.

- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
     of receipt of the work.

- You comply with all other terms of this agreement for free
     distribution of Project Gutenberg-tm works.

1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
electronic work or group of works on different terms than are set
forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
Foundation as set forth in Section 3 below.

1.F.

1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
works, and the medium on which they may be stored, may contain
"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
your equipment.

1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
liability to you for damages, costs and expenses, including legal
fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
PROVIDED IN PARAGRAPH F3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
DAMAGE.

1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
written explanation to the person you received the work from.  If you
received the work on a physical medium, you must return the medium with
your written explanation.  The person or entity that provided you with
the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
refund.  If you received the work electronically, the person or entity
providing it to you may choose to give you a second opportunity to
receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
is also defective, you may demand a refund in writing without further
opportunities to fix the problem.

1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER
WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.

1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
provision of this agreement shall not void the remaining provisions.

1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
with this agreement, and any volunteers associated with the production,
promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
that arise directly or indirectly from any of the following which you do
or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.


Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm

Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
electronic works in formats readable by the widest variety of computers
including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
people in all walks of life.

Volunteers and financial support to provide volunteers with the
assistance they need, is critical to reaching Project Gutenberg-tm's
goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
and the Foundation web page at http://www.pglaf.org.


Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
Foundation

The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
number is 64-6221541.  Its 501(c)(3) letter is posted at
http://pglaf.org/fundraising.  Contributions to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
permitted by U.S. federal laws and your state's laws.

The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
throughout numerous locations.  Its business office is located at
809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email
business@pglaf.org.  Email contact links and up to date contact
information can be found at the Foundation's web site and official
page at http://pglaf.org

For additional contact information:
     Dr. Gregory B. Newby
     Chief Executive and Director
     gbnewby@pglaf.org


Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation

Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
spread public support and donations to carry out its mission of
increasing the number of public domain and licensed works that can be
freely distributed in machine readable form accessible by the widest
array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
status with the IRS.

The Foundation is committed to complying with the laws regulating
charities and charitable donations in all 50 states of the United
States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
with these requirements.  We do not solicit donations in locations
where we have not received written confirmation of compliance.  To
SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
particular state visit http://pglaf.org

While we cannot and do not solicit contributions from states where we
have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
against accepting unsolicited donations from donors in such states who
approach us with offers to donate.

International donations are gratefully accepted, but we cannot make
any statements concerning tax treatment of donations received from
outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.

Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
ways including including checks, online payments and credit card
donations.  To donate, please visit: http://pglaf.org/donate


Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
works.

Professor Michael S. Hart is the originator of the Project Gutenberg-tm
concept of a library of electronic works that could be freely shared
with anyone.  For thirty years, he produced and distributed Project
Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.


Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
keep eBooks in compliance with any particular paper edition.


Most people start at our Web site which has the main PG search facility:

     http://www.gutenberg.net

This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.
