The Project Gutenberg EBook of Grsk Mythologi, by Hans Holten-Bechtolsheim

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org


Title: Grsk Mythologi

Author: Hans Holten-Bechtolsheim

Release Date: October 31, 2010 [EBook #34178]

Language: Danish

Character set encoding: ISO-8859-1

*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK GRSK MYTHOLOGI ***




Produced by Tor Martin Kristiansen, Steen Christensen,
Palle Christoffersen and the Online Distributed Proofreading
Team at http://www.pgdp.net





Afskriverens bemrkninger: benlyse typografiske fejl er rettet,
herunder de to fejl der var nvnt p trykfejlslisten i den
oprindelige bog. Symbolet # er brugt til at angive fed tekst i
originalen, ~ angiver s p a t i e r e t tekst, mens _ angiver
kursiveret tekst. Overskrifter der i originalen er placeret som
sidenoter er nedenfor angivet med =. Forfatteren har brugt
forklaringstegn (et omvendt c efterfulgt af kolon); dette er
gengivet med c:.




 H. HOLTEN-BECHTOLSHEIM

 GRSK MYTHOLOGI


 ANDEN UDGAVE


 SOR
 SVEGRDS BOGHANDELS FORLAG
 1922




Paa lave Kulturstandpunkter er Mnd og Kvinder fortrinsvis optaget af
at skaffe de daglige Forndenheder. Men midt i alt deres praktiske
Arbejde melder sig hyppigt visse teoretiske Sprgsmaal, der krver
Svar: Hvad sker, naar vi dr? Hvad er det, der raader for os og alt
andet i Tilvrelsen? Hvorledes er alt blevet til?

Paa saadanne Sprgsmaal gives der Svar i Mytherne, en Form for
Aandsliv, der vsenligt tilhrer Kulturens Barndom. Menneskene stoler
paa deres Sanseiagttagelser, tvivler f. Eks. ikke paa, at Jorden er
flad, Himlen en Hvlving, og at Sol og Maane vandrer hen over denne
Hvlving. Naturlove kender de ikke; men Livets styrende Krfter
fornemmer de snart som noget ubestemt mgtigt, snart som Vsener, der
ligner Mennesker eller Dyr. Hvad man har iagttaget og tnkt,
fortller man om i Myther, der hos poetisk begavede Folk snart bliver
saa overgroede af fri Fantasi, at man ikke mere evner at udskille
Fortllingens oprindelige Krne.

Paa de flg. Sider vil der i frste Kapitel blive fremhvet nogle Trk
af Menneskenes ldst kendte Aandsliv. De nste Kapitler skildrer,
hvorledes grsk Mythologi svarede paa Sprgsmaalene: Hvorfra? Hvem
styrer vort Liv? Hvorhen efter Dden?




I. Trk af primitivt Aandsliv.


=Naturen.=

Den primitive staar ganske anderledes overfor Naturen end
_Kulturmennesket_. Naar dette sidste mder noget, han ikke har set
fr, sger han at stte det i Forbindelse med tidligere Erfaringer,
og han ordner Tingene i sindrigt udtnkte _Systemer_, indtil han faar
anbragt alle sine Erfaringer paa hver sin Plads.

_Den primitive_ njes med den _enkelte Iagttagelse_; men til Gengld
gaar han ligesom rundt om den, ser den fra alle Sider, og han
fortller gerne alt, hvad han overhovedet ved om den Ting. Herpaa
beror en endnu hos Homer bevaret Hovedejendommelighed ved hans
Sammenligninger. Troernes Angreb mod Grkernes Mur i Iliaden (12,278)
skildres saaledes: Lige saa tt som Snefnugene falder en Vinterdag,
naar den raadvise Zeus har taget til at sne, aabenbarende disse sine
Pile for Menneskene, -- Vindene lader han lgge sig, og Sneen lader
han falde uden Ophr, indtil han faar tilhyllet de hje Bjrges
Tinder og knejsende Toppe, Klversletterne og Mndenes frugtbare
Marker, og selv over Havne og Kyster ved det skummende Hav ligger
Sneen; kun Blgen, som skyller imod den, holder sig fri for den; men
alt andet ligger gemt under dens Dkke, naar Zeus's Snefald lgger
sig tungt derover -- saa tt flj deres Stenkast i begge Retninger.
-- De ttte Stenkast sammenlignes med de ttte Snefnug; alt det andet
er overfldigt, men lber med, fordi den primitive ikke evner at
skille det, hvorpaa Sammenligningen beror, ud fra det vrige Billede.
Det samme gentager sig i Kunsten. Sagnet fortalte, at Pegasos sprang
ud af Medusas Blod, _efterat_ Perseus havde hugget Hovedet af hende.
Men paa det gamle Relief fra Selinunt ses allerede Pegasos springe om
paa Jorden, _fr_ Medusas Hoved er hugget af, mens hun endnu er i
Flugt. Den primitive Kunstner vil have det hele med.

Den primitive kender intet til fysiske og kemiske _Naturlove_; hvad
der sker i Verden, opfatter han som frembragt af _uberegnelige,
hemmelighedsfulde Krfter_ eller af _individuelle_, men usynlige
_Vsener_ i Dyre- eller Menneskeskikkelse. Naar Homer skal klare sig,
hvorledes man kan hre en andens Tale, gr han det ved at antage, at
der fra den talendes Mund flyver smaa usynlige Vsener, en Slags
Fugle, hen til den hrendes rer. Derfor taler Homer om "de bevingede
Ord."

Naturlig _Udvikling_ gennem fortsatte smaa Omdannelser forstod man
ikke. Det ny, der kom frem, opfattedes som _Fdsel_, det gamle, der
forsvandt, som _Dd_. Det var den Form for Fornyelse og Undergang,
man kendte fra Menneskeverdenen. Naar Blade og Blomster foldede sig
ud om Foraaret, var det Adonis, der fdtes; naar Sommeren var forbi,
var det Adonis, der vendte tilbage til Ddsriget.

Alle _Afstande_, maaltes med _menneskelige Maal_, "Fod", "Skridt",
"Haandsbredde", "et Stenkast", "saa langt en Stemme kan lyde".
Ligesaa _Tidsangivelser_, "den Tid paa Dagen, da Torvet er fuldt"
(10-12 Formiddag), "ved Lampetndingstid", "en Menneskealder"
o. s. v.

Mennesker og Dyr er for den primitive det Midtpunkt, hvorfra han
fortrinsvis ser Tingene.

=Mennesket.=

For os Kulturfolk bestaar Mennesket kun af to Dele: _Sjl_ og
_Legeme_. For primitive bestaar Mennesket af mange Dele foruden
Legemet: Skygge, Drmmeskikkelse, Navn; selv Ejendom, Klder,
Fodspor, et givet Lfte hrer med til Personen.

For Homer er Mennesket en Trehed, bestaaende af _Legeme_, _Psyche_ og
_det egenlige Sjleliv_. Psyche er et luftagtigt andet Jeg, der
betinger Livet. Ved Besvimelse eller Svn gaar Psychen bort for
kortere Tid, sdvanligt ud gennem Munden, ved Dden gaar den for
bestandigt til Hades ude ved Verdens fjrneste Grnse, hvor Solen
aldrig kommer. Homer anser snart Psychen, snart Legemet for den
vigtigste Del af Mennesket.

Er Mennesket vaagent, sover Psyche; men til Gengld virker da
forskellige tnkende, flende og villende Livskrfter. Disse tnkes
snart som legemlige Processer i Mellemgulv (frenes)[1] eller Hjrte,
snart som aandelige, der ikke er knyttede til bestemte Legemsdele og
benvnes paa forskellig Maade (thymos, (det brusende), noos, menos
o. s. v.). Homer har ikke klaret sig, om det, der foregaar i vort
Sjleliv, har legemlig eller sjlelig Oprindelse.

 [1] Der er god Mening i at henlgge Sjlelivet til Mellemgulvet;
 ved strk Sindsbevgelse kan enhver faa Fornemmelse af, at det
 stemmer for Brystet.

Idealet for en Mand er den _imponerende ydre Fremtrden_ og de strke
legemlige Krfter, saaledes som Homer skildrer Agamemnon:

    Lyneren Zeus han lignede grant paa Hoved og jne,
    Ares paa Midje og Hofter, paa Bryst den strke Poseidon.

Han skal have vldige Nver og rappe Fdder. Han maa eje Mod og elske
Faren. Hele hans legemlige Organisme er indrettet paa at styrte sig i
Kamp paa Liv og Dd med kortest muligt Varsel, og han kan ikke holde
ud at sidde hjemme i Ro. Kan han ikke komme i virkelig Kamp, hengiver
han sig til strke Idrtter og Vddekampe. Homer kalder Hektor:
kampumttelig.

Den primitive Mand er _godskr_, og hans Velstand er, som lige nvnt,
som en Del af hans Person. At give en Ven en Gave er som at blande
Blod med ham, det binder ikke alene Giver og Modtager sammen, men
ogsaa deres Efterkommere. Derfor vil Glaukos og Diomedes i Iliaden VI
ikke slaas med hinanden, fordi deres Bedstefdre i sin Tid har
sluttet Fostbroderskab ved at give hinanden Gaver. For Homers Helte
bestaar ren for en stor Del i at eje meget Gods; derimod forringer
det dem ikke at grde.

For en primitiv Fantasi er _der ingen uoverstigelige Grnser_ mellem
Mennesket og dets Omgivelser. Mennesker kan forvandles til Dyr,
Planter, Stene, og af disse Ting kan atter opstaa Mennesker.
Grkernes Fantasi tumlede frit med forskellige Blandingsvsener som
f. Eks. Kentaurer, der havde Hesteunderkrop, men Menneskeoverkrop. De
saakaldte Sker og Sheste var Ker og Heste, hvis Underkrop endte i
Slangehaler. Ogsaa mellem Menneske og Gud er Grnsen ganske flydende,
kun er Guden evig ung og lever et Liv i Sorglshed, mens lige den
modsatte Skbne er Menneskets Lod.

=Aandsliv.=

_Aandslivet_ var vsenligt indskrnket til ventyr, Sagn og
Mythedigtning.

_ventyrets_ egenlige Indhold er mrkelige, opdigtede Fortllinger,
som flger rask efter hinanden og fylder Tilhrernes Fantasi med
Forbavselse. Heltens Navn spiller ingen Rolle; heller ikke Tid eller
Sted. Et rigtigt ventyr begynder med den velkendte Indledning: "Der
var engang." Helten drager ud i "den vide Verden." Herakles vandrer
til Jordens yderste Grnser, ned i Underverdenen og optages til sidst
i Himlen. Odysseus sejler i sin ventyrverden fra Oplevelse til
Oplevelse.

I _Sagnene_ er der, modsat ventyrene, et historisk Element, som
viser sig i Interessen for Heltenes Navne og Stamtavler. Lokaliteter
og den hele Kulturtilstand, der skildres i et Sagn, vil som Regel til
en vis Grad vre historisk rigtige. Saaledes har Udgravningen af
Troja vist os en By, der i mange Henseender stemmer med Iliadens
Skildringer; ogsaa paa mange andre Steder, som i Mykenai og paa
Kreta, har man gjort Opdagelser, der stemmer med Sagnene.

Men der er alligevel en lang Afstand fra Sagnet, der frst og
fremmest vil underholde og fngsle, til Historien, der tilsigter at
belre. Det uhistoriske kommer hos Homer strkt frem ved den stadige
Indblanding af Guder i de menneskelige Handlinger, hvad der dels
skyldes nsket om at gre Fortllingen mere spndende, dels Flelsen
af, at selv de drabeligste Helte trnger til guddommelige Hjlpere;
endelig var det bekvemt for den naive Fortller, naar han ikke vidste
at forklare en Handling eller Stemning hos sine Helte, da at lade en
Gud trde op som Aarsag. Hertil kan komme en Tilbjelighed til at
skubbe den menneskelige Helt til Side og stte en Gud paa hans Plads,
saaledes som en Stat i vore Dage kan fejre sine Hrfreres Sejre ved
en Kirkefest, hvor Gud takkes som den, der alene har sknket Sejren.
Det kan da ofte vre umuligt at afgre, om man i Sagnene har en Gud
for sig, der er forringet til Menneske -- hvad der er Tilfldet med
Agamemnon, Achilles og Helena -- eller en Helt, der er hvet til Gud.
En saadan uklar Mellemstilling indtages netop af den mest udprgede
grske Sagnhelt Herakles.

_Myther_ er Fortllinger om Guder.

Der er forskellige Slags Myther. En Del hrer til de saakaldte
_Naturmyther_. Naar det primitive Menneske f. Eks. saa Solens Skive
bevge sig hen over Himlen, opfattede han enten Fnomenet, som om
et stort Hjul (uden Eger) trillede op over Hvlvingen, eller som om
en Baad sejlede hen over de himmelske Vande. Den oprindelige
Forestilling om Solhjulet omdigtedes til en Mythe om Solguden Helios,
der krer sin Vogn, forspndt med Heste op over Himlen, til han om
Aftenen daler ned i Vest ved Okeanos's Strandbred.

De to Forestillinger om Solkretjet og Solbaaden forbandt Grkerne
til en Mythe om Solguden, der om Dagen krer sit Spand over Himlen og
om Aftenen gaar om Bord paa sit Fartj (en Baad eller et Bger) for
atter at sejle over Havet til det fjerne st.

Andre Myther er aabenbart skabt af Fantasien for at forklare
en rituel Handling, en tilsyneladende Modsigelse mellem to
Gudeforstillinger eller lign. (_tiologiske Myther_, Ophavsmyther).
Ild- og Smedeguden Hephaistos f. Eks. hrer oprindeligt hjemme paa
visse er i gerhavet; men senere optages han i den store
Gudefamilie og frdes paa Olympen. Den ldre og den yngre
Forestilling om ham staar i Modstning til hinanden, og for at bygge
Bro over Modstningen digtedes da en Mythe om hans Fald fra Himlen
ned paa Jorden.

Atter andre Myther synes ganske vilkaarlige, men er maaske opstaaede
ved, at man tnkte sig Guderne leve under samme Forhold og med samme
Interesser som Menneskene, og saa fortalte man verdslige Historier om
dem, som Mennesker fortller nyt om hinanden (_Legendemyther_).
Saaledes er vel Fortllingerne om det daarlige Samliv mellem Zeus og
Hera paa Olympen blot en Afspejling af det Liv, de thessalske
Borgherrer frte med Hustru og Friller.

En _allegorisk Mythe_ foreligger i Fortllingen om Hephaistos's
gteskab med Aphrodite. Trods al Forskel mellem den rgsvrtede
Smedegud og Sknhedens Gudinde passer de ganske godt til hinanden.
Hephaistos skaber Smykker, sknne Vaaben, Statuer og forsknner
derved Livet ligesom Aphrodite.

Skarpe Grnser lader sig ikke trkke mellem ventyr, Sagn og Myther.
Iliadens Indhold er vsenligt Heltesagn. Odysseen indeholder en
Mngde gamle ventyr, der for en Del genfindes hos andre Folk.
Polyphemventyret kendes saaledes i over 200 Varianter.




II. Skabelsesmyther.


=Verdens og Gudernes Skabelse.=

I grsk Mythologi er der ingen Guder, der er til fra Evighed af; ikke
alene Verden, men ogsaa Guderne selv er blevet skabte. Frst, hedder
det, blev Chaos til. Herfra udskiltes Jorden (Gaia) "med det brede
Bryst", og Tartaros, hvis taagede Afgrund ligger lige saa langt under
Jorden, som Jorden ligger under Himlen; endvidere udskiltes Natten og
Eros. Eros er selve Livskraftens Gud. Ordet betyder Tiltrkning,
Begr; al Udvikling opfattedes jo som beroende paa en personlig
Tiltrkning og Frastdning mellem Elementerne. Natten skaber Dagen,
Jorden (Gaia) skaber Himlen (Uranos), Bjergene og Havet. Derefter
gter Gaia Uranos. De er det frste egenlige Gudepar.

Men Uranos er ond, og han blev derfor overfaldet og lemlstet af sin
egen Sn Kronos, der overtog sin Faders Magt og gtede sin Sster
Rheia. Kronos og Rheia er det andet Gudepar.

Da der var spaaet Kronos, at en Sn af ham skulde tage Magten fra
ham, slugte han sine egne Brn, efterhaanden som Rheia fdte dem. Da
Zeus kom til Verden, gav Rheia Kronos en Sten, indhyllet i et
Barnesvb. Derved reddes den lille Zeus, der nu blev opfostret paa
Kreta, og da han var vokset til, tvang han Kronos til at gylpe de
andre Brn op igen, tog selv Magten og gtede sin Sster Hera. De er
det tredje og sidste Gudepar. De tager Bolig i Himlen og overlader
Underverdenen og Havet som specielle Magtomraader til deres Brdre
Hades og Poseidon. Jorden er flles for dem alle.[2]

 [2] Kampene mellem de forskellige Gudedynastier er vel blot et som
 Mythe bevaret historisk Minde om Religionskampe mellem de
 forskellige Lokalguder eller mellem Urbefolkningens og de
 indvandrede Grkeres Guder.

=Prometheus og Menneskenes Skabelse.=

Prometheus dannede Menneskene af Jord og Vand og stjal Ilden til dem
fra Zeus, idet han gemte den i en Narthex, d. v. s. en Plantestngel,
hvis Marv kunde holdes gldende under Transporten. Derved fik
Menneskene et meget vigtigt Middel til at forbedre deres Livsvilkaar;
Forbrndingen er jo den frste kemiske Proces, Menneskene har taget i
deres Tjeneste. Men Zeus blev vred paa Prometheus og lod ham smede
til en Klippe i Kaukasus, hvor en rn hver Dag hakkede i hans Lever,
som imidlertid voksede ud om Natten; frst efter mangfoldige Aars
Forlb kom Herakles, skd rnen og lste Prometheus.

=Pandora.=

En anden Mythe fortalte, at oprindeligt bestod Menneskeslgten af
Mnd alene, og at Kvinderne frst kom til senere. Den frste hed
Pandora. Hephaistos dannede hende af Ler, og efter at andre Guder
havde smykket hende hver med sine Gaver, sendtes hun til Mndene,
hvor hun blev modtaget af Prometheus's ukloge Broder Epimetheus
(Bagklog). Hun blev den frste Aarsag til en Mngde Ulykker i Verden,
thi fra hende stammer alle klne Kvinder, som intet gider bestille
selv, men lader sig underholde ved andres Arbejde.

=Verdensaldrene.=

At vor Kultur i det hele og store gaar fremad, har man vret lnge om
at forstaa. Der har vret Folk, der troede, Livets Gang var et
Kredslb; andre har ment, at det gode laa bag os, og at Fremtiden
blev vrre og vrre. Hertil hrer Mythen om Verdensaldrene, der hos
den grske Digter Hesiodos fortlles omtr. paa flgende Maade:

De frste Mennesker paa Jorden levede i nrt Samfund med Guderne i
disses Have, hvor der var et evigt Foraar. Det var ikke ndvendigt at
arbejde haardt; der var ingen Alderdom, og Dden kom som en Svn.
Denne Tid kaldtes Guldalderen, og dengang herskede Kronos over
Verden.

Derefter fulgte Slvalderen, hvor Zeus tog Styret. Det evige Foraar
blev nu aflst af de 4 Aarstider. Menneskenes Barndom var lykkelig og
varede 100 Aar; men naar den var til Ende, hengav de sig til
Daarskaber, forsmte at ofre til Guderne og dde efter kort Tids
Forlb.

Den tredje Slgt var Malmalderen; Menneskene var dengang alle
ustyrlige Krigere.

Derefter fulgte Heroernes Slgt. Det var dem, der kmpede ved Troja.
Efter deres Dd kom de til at bo paa de saliges er, fjrnt mod Vest
i Okeanos; Kronos herskede over dem, og deres Liv var lige saa
lykkeligt som Menneskenes i den gamle Guldalder.

Den femte Slgt er den nulevende. Det er en Jrnslgt, hvor der er
mere ondt end godt. Engang vil derfor Zeus tabe Taalmodigheden og
delgge den i Bund og Grund.

Heroernes Slgt afbryder jo paa meningsls Maade den stadige
Forringelse af de metalnvnte Slgter og synes at vre en senere
Tildigtning. Den pessimistiske Tanke, at Snnerne som Regel er
ringere end deres Fdre, kender allerede Homers Odysse. Og naar denne
Tanke i Mythen udtrykkes gennem de stadigt ringere Metaller, ligger
der maaske en historisk Erindring bagved om den tidligere giske
Kulturs Guldpragt og Malmredskaber; paa dette Udgangspunkt kan
Fantasien da have udarbejdet det hele System af Verdensaldre.

=Den store Vandflod.=

Da Zeus havde besluttet at delgge Menneskene ved en stor Vandflod
paa Grund af deres Ugudelighed, tmrede Deukalion (Prometheus's Sn)
en Kasse, lagde Levnedsmidler deri og gik om Bord sammen med sin
Hustru Pyrrha (Pandoras Datter). Regnen begyndte at strmme ned, og
hele Hellas blev oversvmmet. I 9 Dage og Ntter omtumledes Deukalion
og Pyrrha i Kassen, derefter landede de paa Parnas, Vandet faldt, de
gik ud og ofrede til Zeus, der til Gengld gav dem Evne til at skabe
nye Mennesker ved at kaste Sten bagud over deres Hoveder[3]. Af de
Sten, Deukalion kastede, opstod Mnd, af Pyrrhas Kvinder.

 [3] Man vender Ryggen til Dmonerne. Naar Stenene kastes bagud,
 kastes de inden for Dmonernes Magtomraade, og der sker da
 Forvandlingen.

Vandflodshistorier er udbredt over store Dele af Jorden. At der i
disse Fortllinger skulde indeholdes noget Sagnminde om en fjrn
Fortid, hvor hele Landstrkninger ved en enkelt geologisk Forandring
begravedes i Blgerne, er utnkeligt; saa langt rkker Menneskenes
Erindringer ikke tilbage. Heller ikke synes det rimeligt, at disse
vidt udbredte Fortllinger skulde indeholde Minder om pludselige
lokale Oversvmmelser af Floder eller Have i forskellige Egne.

Fortllingen er da maaske at opfatte som Mythe, hvortil Forklaringen
kan sges i en for uvidende Naturfolk nrliggende Opfattelse af
Himlen som et stort Hav af samme Art som Havet paa Jorden. Himlen og
Havet har begge samme blaa Farve, og fra Himlen falder Regnen, der
ser ganske ud som Vandet paa Jorden. De Mennesker, der vil til
Guderne, maa sejle over disse himmelske Vande.

Naar nu Guderne i deres Vrede lod Vandet ovenfra strmme ned, saa at
Himmel og Hav stod i et, maatte alle drukne undtagen de enkelte
fromme, der sgte at redde sig ved at sejle til Guderne. I en
babylonsk Vandflodsberetning siges rent ud, at de, der under det
almindelige Hjvande reddede sig i et Fartj, sejlede til Guderne.
Denne Opfattelse er afbleget i den jdiske Fortlling, hvor Noah
strandede paa det hje Bjerg Ararat, og i den grske, hvor Deukalion
og Pyrrha strandede paa Parnas. Paa en Sarkofag fra det gamle Kreta
ser man de efterlevende ofre en Baad til den dde for derved at sikre
ham hans Rejse til den anden Verden. Ogsaa i Norden kendes den Tro,
at de dde sejler til den anden Verden. -- Naar Guder kommer til
Menneskeverdenen, sker det ofte paa et Skib (Kong Skjold,
Dionysos).[4]

 [4] De mange Floder, der tnktes at gennemstrmme Hades' Skyggerige
 skal tilligemed Sen Acheron hindre Sjlene i at vende tilbage til
 Menneskenes Verden. -- I nyere Folketro kastes undertiden en Spand
 Vand efter et Ligtog for at hindre, den dde gaar igen.




III. De olympiske Guder.


Der er to Hovedstrmninger i grsk Religion. Den ene er en ldgammel,
_folkelig_, raa Retning, med Sten-, Tr- og Dyrefetisjisme, Magi,
Menneskeofre og Tro paa Aander og Dmoner. Saa lnge den egentlige
hellenske Kultur blomstrede, blev denne Retning holdt nede; men
efterhaanden som det grske Aandsliv dde ud ved Oldtidens Slutning,
rejste det ldgamle religise Barbari sit Hoved paany.

I Modstning hertil staar _de olympiske_ Guder. De blev vsenligt
baaret frem af den homeriske Tids Overklassekultur. De homeriske
Riddere stolede paa deres Styrke, hvede sig med fritnkerisk
Ligegyldighed over den gamle Overtro og udvalgte et vist Faatal af
Guder, som opfattedes rent menneskeligt, med Skikkelse, Flelser,
Lidenskaber og Svagheder som Mennesker, men smukkere og klogere,
uddelige og i Besiddelse af strre Magt[5]. De er ikke Lokalguder,
men flles for alle Hellenerne. Dog er "homeriske" og "olympiske"
Guder ikke ubetinget to Benvnelser for det samme; saaledes er
Demeter og Dionysos hos Homer endnu ikke Medlemmer af det olympiske
Selskab, mens de senere regnes med dertil.

 [5] Undertiden skildres Guderne som virkelige Guder. Od. 4,379
 siges, at Guderne ved alt; 10,306, at de kan alt. Naar Ares Il.
 5,859 brler som 10000 Mand og 21,407 falden dkker over 7 Maal
 Land, er det en barok Overdrivelse, der minder om Orienten. Ved
 denne Menneskeliggrelse kom man til at se uden Frygt paa Livets
 styrende Magter, og Vejen til den videnskabelige Undersgelse af
 Verden laa aaben. Havde Overtroen sejret, var Frigrelsen blevet
 vanskeligere.

De olympiske Guder udgr en Slags Borgherrefamilie, hvis Overhoved er
Zeus. Hans Magtstilling beror vsenligt paa, at han er strkere end
de andre. "Bind et Tov fast ved Himlen", siger Zeus til Guderne paa
Olympen, "og tag alle I Guder og Gudinder fat ved den ene Ende;
aldrig skal I faa mig ned fra Himlen; men jeg kan trkke Eder alle og
tilmed Jord og Hav til Vejrs og binde Tovet fast ved Olympens Tind,
saa at hele Verden kommer til at svve i Luften".

Zeus har Sstrene Hera, der er hans Dronning, Hestia og Demeter; hans
Brdre er Poseidon, Havets Hersker, og Hades, der dog ikke hrer med
til den olympiske Gudekreds, men er Konge i Underverdenen. Zeus og
Hera har Brnene Hephaistos, Ares og Hebe; endvidere tnktes Zeus
uden for sit gteskab at vre Fader til forskellige Guder og
Gudinder, hvad der bl. a. kan skyldes et nske om at drage saa mange
Guddomme som muligt ind i den olympiske Kreds. Med Leto har han
Apollon og Artemis, med Maia Hermes, o. s. v. Helt ud i det
ventyragtige er Beretningen om Pallas Athenas Fdsel af hans Hoved,
Dionysos's af hans Hofte.

Det flles Hjem for de olympiske Guder er Olympos, hvilket Ord snart
betegner det takkede, skydkkede Bjerg i Thessalien, snart Himlen i
al Almindelighed, snart en evigt urokkelig Bolig, der ikke rystes af
Vinden, ikke vdes af Regnen; der falder ingen Sne, men skyls, klar
Luft er udbredt overalt, og hvid Glans hviler derover; der frer de
salige Guder altid deres Gldesliv (Od. 6,42).

To Synspunkter aflser og konkurrerer ofte med hinanden i den
religise Udvikling, et ldre, hvor man ofte upersonligt taler om en
Verdensvilje, "Magten", (paa Grsk: det dmoniske, Moira, Aisa), der
raader over os, og et yngre, hvor man tror paa personlige Guder, mere
eller mindre menneskelige, som Livets Styrere. Af disse Guder har
Zeus som Hersker over den overalt tilstedevrende Himmel og det
ordnede Samfund hvet sig til at vre Livets verste Styrer. -- Vi
ser derfor hos Homer baade Moira og Zeus som Tilvrelsens hjeste
Magt, begge lige mgtige, snart nvnede sammen i samme Aandedrt,
snart optrdende hver for sig[6].

 [6] Som man spinder Traaden omkring Tenen, tnktes Guderne eller
 Moira som personlig Gudinde at spinde en Rkke af Glder eller
 Sorger omkring et Menneske. Ikke sjldent nvnes 3 Moirer: Klotho
 (Spindersken), Lachesis (den, der bestemmer Livsskbnen og
 Livstraadens Lngde), Atropos (den ubnhrlige, der klipper Traaden
 over).


Lynguden, Zeus, Hera.

=Lynguden.=

Af alle Naturfnomener er der intet, der paa Grund af sin
Pludselighed og Voldsomhed gr saa strkt Indtryk paa Mennesker som
Lyn og Torden. Naar Lynet slaar ned og spalter Trer, drber
Mennesker og Dyr, tror primitive Folk, at Lynguden er faret ned og
har frembragt disse Forstyrrelser. Ganske naturligt sprger man,
hvorledes denne Lyngud ser ud.

Nu er ksen jo et Redskab, der mangedobler Menneskets fysiske
Krfter; den blev derfor tidligt -- baade i oldgrsk, gisk Kunst og
i nordiske Helleristninger -- betragtet som noget overmenneskeligt,
en Fetisj, og naar man saa den _Virkning_, Lynet frembragte, laa det
nr at tnke sig Lynet som en himmelsk kse (Stenalderskse eller
dobbeltgget Broncekse, Fig. 1 og 2). Betragtningen af Lynets
_Udseende_ (Zigzaglinie) frte til at fremstille Lynguden som et
Knippe af 3 Flammer eller som buede Linier, forbundne med en Stilk
eller et Haandtag (Fig. 3 og 4).

[Illustration: Figur 1-4.]

=Zeus som Naturgud.=

De store grske Guders Navne er som Regel ganske uforstaaelige,
formodentlig er de slet ikke grske, men overfrte til Grsk fra det
Sprog, som taltes af Urindbyggerne, fr Grkerne vandrede ind og
erobrede deres Land. En Undtagelse er Navnet Zeus, der er et gte
grsk Ord, der genkendes i andre indoeuropiske Sprog.[7]

 [7] Fra en indoeuropisk Grundform _*djeus_ afledes Grsk Zeus,
 Latin Ju(piter); Ordet betyder Himmel, Dag, verste Gud. Af en
 anden, men beslgtet Grundform _*deiwo-s_ kommer Latin divus og
 deus, og det nordiske Gudenavn Ty-r; Ordet betyder: Gud, i al
 Almindelighed, hos vor Folkestamme er det jo Navn for en speciel
 Gud.

 Af Ty-r har Ugedagen Ti(r)sdag Navn. Ty-r har vret Tinggud (som
 Zeus er Rets- og Samfundslivets Gud), og derfor har Ugedagen paa
 Tysk faaet Navnet: Tingsdag (afslebet og ndret til Dinstag,
 Dienstag).

Zeus er frst selve den buede Himmelhvlving og det klare Dagslys. Da
dernst alt Slags Vejrlig kommer ned over Jorden fra Himmelhvlvingen
og Skyerne, siger man paa Grsk: Zeus regner, sner o. s. v., og Zeus
faar Tilnavnet Skysamleren og Skysortneren. Uvejr og Nedbr begynder
gerne i Grkenland med, at Skyerne samler sig om en Bjergtop, og
derfor antages Zeus at bo paa de hje Bjerge, Ida ved Troja, Olympos
i Thessalien o. a.

Efterhaanden lsnes Zeus fra sine Elementer, saa at han bliver en fri
Gud i Menneskeskikkelse, der troner paa sit Bjerg eller i Himlen og
derfra sender Menneskene Lys og alt Vejrlig.

Vi har da to Vejrligsguder, Lynguden og Zeus; men i Tidens Lb blev
Zeus mere populr end Lynguden, der mistede sin selvstndige Stilling
og blev Zeus's underordnede. Billedet af Lynguden som et Knippe af
Flammer blev til den saakaldte Tordenkile, som Zeus holder i sin
Haand -- som Thor sin Hammer --, og som han slynger mod sine Fjender.
Denne Tordenkile ser paa det store Zeusalter i Pergamon saaledes ud
(Fig. 5):

[Illustration: Figur 5.]

Det Sted paa Jorden, hvor Lynet slog ned, antog Grkerne derved var
taget i Besiddelse af Lynguden, og altsaa ham helliget for al
Eftertid. Slog Lynet ned i et Tr, betegnedes derved, at Guden valgte
sig dette Tr som Ejendom. Nu er af en eller anden Grund Egetrer
srligt udsatte for Lynnedslag -- en tysk Forstmand har iagttaget, at
disse Trer rammes 60 Gange saa hyppigt som Bge, -- og da tilmed
Egen i tidligere Tid var langt mere udbredt end nu, maatte man
hyppigt se Egetrer rammes af Lynet. Deraf forklares Troen paa, at
Egetrer stod i srligt Forhold, frst til Lynguden, dernst til Zeus
som hans hellige Tr.

Af alle Fuglene er rnen Zeus krest; den brer hans Lyn og er hans
hurtige Sendebud[8].

 [8] Nordamerikanske Indianere tilskrev Uvejret en Tordenfugl, der
 frembragte Vind med sine Vinger, Lynet var Blink i dens jne, og
 den frte Vandposer med sig, hvoraf den pressede Regnen ud. -- I
 den nordiske Edda tnkes Vinden frembragt af en Jtte i rneham,
 der basker med Vingerne. -- Undertiden fortlles det ogsaa hos
 Grkerne, at Zeus var i rneham, da han rvede Ganymedes op til
 Olympen. -- rnen som Zeus's Attribut skyldes da vel en gammel
 Forestilling hos Grkerne om, at Vind- og Vejrguden -- ligesom hos
 andre Folk -- har haft rneskikkelse.

=Zeus som Rets- og Samfundslivets Gud.=

Alt Samfunds- og Retsliv foregik i gammel Tid saa vidt muligt under
aaben Himmel. Der samles Mnd til Raadslagning og Dom, der aflgges
Ed, og der ofres til Himlens Guder. I Solens Lys kan det onde og
uretfrdige ikke trives. Som Himmellysets Gud bliver Zeus naturligt
ogsaa den verste Styrer af alt Samfundsliv. Han beskytter Hus og
Gaard og den hele By; han vogter Landets Grnser. Han styrer alle
Forsamlinger og beskytter Kongerne, der antages at stamme fra ham.
Han vaager over Eder, og Retfrdighedens Gudinde Dike (d. v. s. den,
der _viser_, hvad der er Sandhed) gres undertiden til hans Datter.
Han stifter gteskaber og bestemmer Menneskers Liv og Dd. Han
ledsager den rejsende, til han naar sit Maal, og han beskytter den,
der lever i et fremmed Samfund og er blevet retsls, saa snart han
kom uden for sit Hjemland. Han er i det hele Menneskeslgtens hjeste
Hjlper og Frelser (Soter); Sejrsgudinden Nike flger ham, og han er
selv rustet med Aigiden.

=Hera og Zeus i Olympia.=

Til de mest kendte Helligdomme for Zeus hrte det store Tempel paa
den hellige Plads i Olympia, i Landskabet Elis paa Peloponnes.

Den ldste Bebyggelse paa dette Sted kan vel sttes til Aar 1200 f.
Kr. Disse Urindbyggere dyrkede 5 Dvrge, der tnktes at bo i en Hule
ved Foden af Kronoshjen. En saadan Dvrg kaldtes en Daktyl c:
Tommeliden.

Da kom ved Aar 1000 en anden Stamme fra Argossletten, hinsides
Bjergene. Fra ldgammel Tid var Hera den fornemste Gudinde i det
gamle Kulturcentrum omkring Byerne Tiryns og Mykenai. Hun synes
oprindeligt at have vret en Jordens Frugtbarhedsgudinde i Skikkelse
af en Ko; derfor kalder Homer hende "den kviejede". Hendes hellige
Fugl er Ggen, der varsler Foraarets Komme. De Udvandrere, der drog
fra Argos til Olympia, tog deres Gudinde med og rejste hende et Alter
ved Kronoshjen.

Nu er Jordens Frugtbarhed afhngig af Himlens Regn, Sollys og Varme.
Man digter da en Mythe om et gteskab mellem Himlens Gud Zeus og
Jordens Gudinde Hera; hun bliver den blndende, sknne og prgtigt
kldte Himmeldronning; men hun er egenraadig og lidenskabelig og
kommer aldrig til at fle sig rigtigt hjemme paa Olympen.

I Olympia var Zeus Oprindeligt kun en Bifigur til Hera; senere er han
blevet Hovedguden. Denne Forandring er efter Traditionen blevet
fuldbyrdet paa flgende Maade: Endnu i senere Tider viste man i
Olympia Rester af et gammelt Palads, i hvilket Zeus's Lyn engang var
slaaet ned. Derved havde Zeus selv taget den hellige Plads i
Besiddelse, og nu var det ham, der var Hovedguden, og det hele Terrn
blev kaldet Olympia c: det olympiske Land, Zeus's Land; Hera blev i
senere Tider vsenligt gteskabets Beskytterinde. I Olympia samledes
man hvert fjerde Aar, vistnok i Slutningen af September, frst og
fremmest for at vise, hvad man formaaede af Sport og Gymnastik, den
gamle doriske, adelige Overklasses hjeste Interesser; men ogsaa
Herodot skal her have oplst Dele af sit Vrk og Sofisten Gorgias
have holdt Foredrag. Ikke alene de 5 Dage, Legene holdtes, men ogsaa
nogen Tid fr og efter skulde der herske Festfred, for at Folk kunde
rejse i Sikkerhed. Derved fik disse Fester, der bestod i over 1000
Aar, politisk Betydning.

Et stort Tempel var bygget for Hera i meget gammel Tid, maaske
allerede i det 8nde Aarhundrede. Det store Zeustempel er frst fra
det 5te. Gudebilledet i sidstnvnte Tempel var en chryselephantin
(d. v. s. af Guld og Elfenben) Statue af Pheidias. Vi kender Statuen
gennem Mntbilleder fra Hadrians Tid, og af Hovedet haves der en
Marmorkopi. Det er sandsynligt, at vor mest udbredte Kristustype med
lange Lokker, Skilning midt i Panden og langt blgende Skg stammer
ned fra Pheidias's Zeus. I Aaret 408 e. Kr. lod man Zeustemplet i
Olympia afbrnde for at gre en Ende paa Zeusdyrkelsen og de
olympiske Lege; men forinden skal Zeusstatuen vre overflyttet til
Konstantinopel, hvor da den omtalte Kristustype kan vre skabt.

Zeusstatuen blev formodenligt delagt ved en Paladsbrand i
Konstantinopel allerede i det 5te Aarh. e. Kr. I Olympia vltede
Jordsklv, hvad der endnu stod, og Alpheiosfloden strmmede hen over
den gamle, hellige Plads, der frst i vore Dage atter er blevet
udgravet.

=Zeus og Hera hos Homer.=

Hos Homer bor Zeus med sin Dronning Hera og de vrige store Guder paa
Olymposbjrget i Thessalien. Zeus og Hera er begge vldige Herskere;
naar Zeus svinger Aigiden, raser Lyn og Torden, saa Mennesker
forfrdes. Naar han nikker med sine jenbryn, eller naar Hera bevger
sig paa sin Trone, saa ryster den hje Olymp. Men Samlivet mellem dem
er ikke godt. Zeus klager over sin Hustrus stride og halsstarrige
Sind og kalder hende frk uden Lige. Undertiden gaar det til
Haandgribeligheder, som dengang Zeus bandt hendes Hnder, fstede 2
Ambolte ved hendes Fdder og hngte hende op mellem Himmel og Jord.
Hera hvner sig paa sin Side ved at narre sin Mand bag hans Ryg;
engang sammensvor hun sig endog med de andre olympiske Guder om at
binde Zeus.


Poseidon.

=Poseidon som Dybets Gud.=

Poseidon tnktes opr. at bo i Jordens Dyb. Han kaldtes den
_jordholdende_ (Gaiaochos)[9], vel fordi han brer den af Mennesker
beboede Overflade i sine strke Lemmer, og naar der indtrffer
Jordsklv, -- hvad der hyppigt gr i Grkenland --, var det
_Jordrysteren_, der frembragte disse. Han tnktes i Skikkelse af en
Tyr eller Hest, og den underjordiske Drnen, der kan flge med
Jordsklv, var Tyrebrl eller Hestevrinsken. Geologiske Revolutioner
skyldtes Poseidon. Han river er ls fra Fastlandet, spalter Bjrge,
sprnger Jordens Dkke eller baner sig Vej gennem dens Indre, som en
Kmpemuldvarp kunde tnkes at gre, og derfor ofrede man Muldvarpe
til Poseidon.

 [9] Poseidons Tilnavn Gaiaochos -- som ogsaa gives til Zeus og
 Artemis -- er forklaret paa mange andre Maader: 1) Jordomslutter
 (enten fordi hele Jorden omskylles af Okeanos, eller fordi de
 enkelte er og Lande hver sig op af Havets Dyb), 2) den, der krer
 over (eller under) Jorden, 3) Jordryster, 4) Vognglad.

=Poseidon som Gud for det ferske Vand.=

Alt det ferske Vand paa Jordens Overflade i Floder og Ser er,
ligesom de skjulte Vld under Jorden, Poseidon underlagt; han
kan endog slaa Hul paa Jordskorpen og lade en Kilde vlde frem.
Han bliver derfor en Frugtbarhedsgud for Plantevkst, Kvg- og
Hesteavl, og han beskytter Hyrder og Bnder. En Flge af Poseidons
Tyreskikkelse er, at grske Flodguder ofte tnktes som Tyre, eller i
hvert Fald udstyrede med Horn. Til hans Hesteskikkelse haves mange
Paralleler andetsteds fra, f. Eks. i den nordiske Tro paa, at Dmonen
i en S, Flod eller Aa ofte ser ud som en Hest. -- Poseidon sknker
Guder og Mennesker prgtige Heste, og han er den eneste af de
_hjere_ Guder, der kan optrde som Rytter.

=Poseidon som Gud for det salte Vand.=

Homers Digte er heroiske og mangler Sans for en Gud, der hjlper en
agerdyrkende, kreaturholdende Bondebefolkning. Derimod kender de den
sortlokkede, bredbrystede Poseidon i Menneskeskikkelse som Gud for
det salte Vand. Hos Homer frdes Poseidon i Gudeselskabet paa
Olympen; men hans egenlige Hjem er paa Bunden af Havet, der slynger
sig uden om Jorden, holder den i sin Favn og ryster den i Jordsklv.
De Forestillinger, der knytter sig til Ordene _Jordholder_ og
_Jordryster_ om Homers Havposeidon og om den fr nvnte
Indlandsposeidon, er altsaa forskellige. Homers Poseidon lever i sit
funklende Guldpalads sammen med sin Hustru Amphitrite. Deres Sn er
Triton, en fantastisk Skabning med Menneskeoverkrop og Fiskehale. Paa
sin Vogn, hvis Heste har Fdder af Malm og Manker af Guld, krer
Poseidon gennem Havet, idet han bruger sin Trefork til at oprre
eller atter berolige Blgerne. Han ledsages ofte af et talrigt Flge
af Sker, Sheste og Sslanger, af Havnymfer, der rider paa
Delfiner, og af Tritoner (der tnktes ogsaa at vre flere), som
blser i Kongkylier. I den historiske Tid dyrkedes han srligt hos de
sfarende Ioner i Lilleasien.

=Poseidons Attribut.=

Poseidons almindelige Attribut er, som allerede nvnt, Treforken,
hvormed han ikke alene oprrer og beroliger Havet, men ogsaa spalter
Klipper og fejer Sandgrunde til Side. Denne Trefork er rimeligvis
oprindeligt et Vaaben af samme Art som Zeus's Tordenkile.


Hephaistos.

=Ildkultus.=

Mennesker, der lever under primitive Forhold, lader ikke gerne deres
Ild gaa ud, da det er vanskeligt at faa den tndt paany. Men naar
Ilden har brndt i lang Tid, har mange Mennesker tnkt sig, at den
bliver _trt_, hvorfor man gr vel i at lade den gamle Ild slukkes og
hente sig ny Ild andetsteds fra. Saaledes ved vi, at der paa en
Lemnos har vret en ejendommelig Ildkultus; en Gang om Aaret
slukkedes al Ild paa en; i 9 Dage var man uden Ild, til man fik
hentet ny fra Delos, rimeligvis fra Renselsesguden Apollons
Helligdom. Eller Ilden kan blive _uren_ ved et Ddsfald, eller ved at
formastelige Fjender har vret i dens Nrhed. I Argos slukkede man i
et Hus, hvor der var indtruffet et Ddsfald, al Ild, og for at
tilberede Gravmaaltidet hentede man ny Ild fra et Nabohus. Efter
Slaget ved Plataiai erklrede det delphiske Orakel, at Ilden i
Omegnen var gjort uren af Barbarerne, og at man til Sejrsfesten burde
hente ren Ild fra Delphoi[10].

 [10] Danske Bnder har i ldre Tid under Kvgsyge gjort lign. Ting.
 Frst slukkedes al Ild i Gaarden, og ny Ild frembragtes ved
 Gnidning. Hermed tndtes et Baal i en Hulvej, hvor Kreaturerne blev
 drevet forbi, hvorefter hver Mand tog en Brand hjem med sig for
 dermed at tnde ny Ild paa sin egen Arne.

=Hephaistos som Smededvrg.=

Af en saadan Ildkultus er der da udviklet Troen paa et dmonisk
Vsen, der var Herre over Ilden og anvendte den i Haandvrkets
Tjeneste som Grovsmed, Vaabensmed, Guldsmed og Juvelerer. Hans Navn
var Hephaistos, og han hrer navnlig hjemme paa Lemnos og andre er i
det nordlige gerhav; overalt hvor vulkansk Rg kom op af Jorden,
tnkte man sig, han havde et Vrksted; Rgen kom fra hans Esse. Af
ydre tnktes han oprindeligt som en Dvrg med en spids Hue paa
Hovedet -- altsaa samme Ydre og Paakldning som de Dvrge, nordisk
Folketro kender.

=Hephaistos som Smedegud.=

Naar nu Mennesker selv sgte at udfre samme Arbejde som Hephaistos,
stillede de sig under hans Beskyttelse. Smededvrgen forvandledes
derved til en Gud og gjordes til en Sn af Hera, der dyrkedes meget
paa Samos, hvor Hephaistos's Ophjelse til Herasn vel derfor har
fundet Sted. Trods denne Guddommeliggrelse vedblev han dog at vre
en halvt komisk Figur. Han skildres hos Homer som uhyre stor og
strk, har en vldig Nakke og er helt lodden paa Brystet, hans Arme
er kraftige; men hans Ben er tynde, og han er halt, saa han maa gaa
med Stok og stnner af Anstrengelse ved at bre sit Legeme. Han er
saa snavset, at han maa vadske sig med Svamp, inden han viser sig for
andre. Han ligner i et og alt en jordisk Grovsmed; hans Halthed er en
Overfrelse fra jordiske Forhold; thi i gammel raa Tid, hvor det mest
vrdige Arbejde for voksne Mnd var at slaas, blev Krblinge sat i
Haandvrkerlre, navnlig det ansete Smedehaandvrk (smlgn. Vlund
Smed). Sknt Hephaistos blev Gud med Hjemstavn paa Olympen, tnktes
hans Vrksteder dog ofte stadigt at ligge paa gerhavets er. For at
forklare sig denne Adskillelse mellem Gudens Bolig og hans Vrksteder
digtede man en Mythe, der fortlles paa to lidt forskellige Maader.
Enten hed det, at Hephaistos engang vilde hjlpe sin Moder i et
husligt Opgr med Zeus, men at denne blev saa forbitret, at han tog
Hephaistos ved Foden og kastede ham ud fra Olympens Trskel, saa at
han hele Dagen for af Sted mellem Himmel og Jord og frst om Aftenen
faldt ned paa Lemnos. Eller det fortaltes, at Hera, straks efter at
have fdt ham, selv kastede Barnet ud af rgrelse over, at det var
halt. For denne Behandling hvnede Hephaistos sig ved at lave en Stol
med usynlige Baand, som han sendte Hera. Da hun satte sig i Stolen,
slyngede Baandene sig om hende, saa hun ikke kunde komme ls.
Krigsguden Ares paatog sig at hente Hephaistos op til Olympen; men
denne drev ham paa Flugt med brndende Fakler. Saa gaar Dionysos til
Hephaistos, beruser ham i Vin, faar den vanfre Smedegud sat paa et
Muldyr og transporteret til Olympen, hvor han lser Hera paa den
Betingelse, at han faar Aphrodite til Brud. Til Ln for den ydede
Hjlp blev Dionysos saa optaget blandt Olympierne som en af deres.
(Smlgn. S. 10 og 11).


Ares.

Ares er, hvad Grkerne kaldte en Ker c: en delggelsesdmon. I
Krigen hugger han ned for Fode i vildt Bersrkerraseri, uden
Overvejelse af, hvorledes han maa kmpe for at sejre, uden Interesse
for nogen eller noget, han vil forsvare, og uden Overholdelse af de
Love, som ellers glder selv mellem Fjender -- altsammen i Modstning
til Kampgudinden Pallas Athena, der foran Troja slaar ham til Jorden
med en Kmpesten, saa han dkker "syv Maal Jord."

I Kampen tnktes han rustet som en svrtvbnet grsk Kriger. Han
brer Malmpanser, Hjlm med vajende Hjlmbusk og paa venstre Arm et
Skjold af Tyrelder. Han kan raabe saa hjt som 10,000 andre.

Denne uciviliserede Bersrk skubbede Grkerne fra sig og gjorde ham
til en Thraker. Hos Homer kmper han paa de trojanske Fjenders Side.
Trods denne Uvilje er han alligevel optaget i den olympiske Familie
som Sn af Zeus og Hera; men Zeus kan ikke lide ham.


Pallas Athena.

=Erechtheus, Athena, Poseidon.=

I den ldste Tid laa der paa Athens Akropolis en mykensk Kongeborg,
ligesom forskellige Guddomme havde deres hellige Steder der. En af
disse var Erechtheus, der senere sank ned til at vre en af
Kongeslgtens Stamfdre.

ldgammel er ogsaa Gudinden Athena, et Navn, der er ugrsk og for os
uforstaaeligt; heller ikke Betydningen af Navnet Pallas er sikker.
Hvad hun har vret for en Gudinde, er ogsaa usikkert. Muligt har hun
vret en Jordguddom, en Beskytter for Bnderne paa Sletten neden for
Akropolis. Hun vilde da vre en Gudinde som Hera, og hendes nre
Forhold til Himmelguden Zeus som hans kreste Datter vilde da vre
forstaaeligt. delggelsen af den mykenske Borg kunde da tnkes at
staa i Forbindelse med en national Rejsning af den indfdte
Bondebefolkning, der indfrte deres Gudinde Athena paa Akropolis,
hvor hun bragtes i Forbindelse med Erechtheus, der nu opfattedes
som hendes Fostersn; i senere Tid opfrtes som bekendt Erechtheion
som en flles Helligdom for Erechtheus og Pallas Athena. Hver
Guddom havde sit Rum i Templet, i Athenas stod det gamle, efter
Overleveringen himmelfaldne, Trbillede af Athena Polias
(Bybeskytterinden), til hvem man bragte en ny Kjortel ved
Panathenaierfesterne.

Endnu en Gud sgte at gre sig gldende paa Athens Akropolis, nemlig
Poseidon; men han kunde ikke hvde sig overfor Athena, der vedblev at
vre ikke alene Akropolis's, men ogsaa hele Landet Attikes verste
Hersker. En Mythe fortalte, at Poseidon og Athena stredes om, hvem
der skulde vre Herre i Attike. Guderne og Erechtheus skulde dmme
imellem dem, saaledes at den, der kunde frembringe den nyttigste Ting
for Attike, skulde vre Landets Gud. Poseidon jog sin Trefork i
Klippen og lod en Kilde med salt Vand vlde frem; men Athena skabte
det frste Oliventr og vandt derved Prisen.

Denne Strid mellem Athena og Poseidon afspejler aabenbart en
Forandring i Attikes konomiske Liv, der er foregaaet paa
Peisistratidernes Tid. Attike er trt, og kun ca. 100
Kvadratkilometer egner sig til Korndyrkning. Store Dele af Landet laa
derfor i ldre Tid unyttet hen, og Befolkningen kunde ikke brdfde
sig. De penteliske Marmorbrud og Slvminerne i Laurion var endnu ikke
kendte. Man havde kun een Industri, nemlig Fabrikationen af Vaser,
der fremstilledes af det udmrkede Ler fra Forbjerget Kolias ved
Phaleronbugten. Mange af Attikes Indbyggere maatte tjene deres
Livsophold ved Skibsfart. Fra Peisistratidernes Tid blev
Oliventrsdyrkningen Landets vigtigste Nringsvej; Olien brugtes
baade til Mad og som Toiletmiddel til at indgnide Huden med. Trets
Rdder kan naa saa langt ned i Jorden, at de kan skaffe Trerne det
ndvendige Vand. Attikes Befolkning kunde nu bedre leve som
fastboende Agerdyrkere, og det var naturligt, at denne Forandring
opfattedes som en Gave af Landets Gudinde Athena.

Det Oliventr, der stod paa Akropolis nr Erechtheion, betragtedes
som Byen Athens egenlige Livstr; saa lnge det levede, kunde Athen
ikke gaa til Grunde. Da Perserne brndte Akropolis, blev ogsaa dette
Tr delagt; men allerede Dagen efter havde det, efter Legenden,
frembragt et nyt Skud, der varslede om Borgens og Byens Genopfrelse.

=Athena som Beskytterinde af fredelige Sysler.=

Det er ikke alene det fredelige Jordbrug, Athena beskytter; hun er
ogsaa Kunstens og Haandvrkets Gudinde, og hun lrer Kvinderne alt
Husarbejde. Hos Homer siges hun ikke alene at have vvet sin egen
Kjortel, men ogsaa den sknneste Festdragt, som Hera overhovedet
ejer. Hun staar i et inderligere Forhold til Menneskenes Sjleliv end
nogen anden Gud; hun giver Klgt og Besindighed og glder sig, naar
Mennesker optrder taktfuldt.

=Athena som Borggudinde.=

Akropolis var i hele Oldtiden Byen Athens Centrum, -- som mykensk
Kongeborg, som Fstning og som religis Festplads. Som Borggudinde
kom Athena derfor til at staa den egenlige Samfundsgud Zeus nr. Hun
alene ved, hvor han gemmer sin Tordenkile paa Olympen, og hun brer
Aigiden ligesom Zeus. Som Zeus beskytter alt Samfunds- og Retsliv,
hos hvilket Folk det end findes, beskytter Athena som Borggudinde
enhver By og dens Fstning. De homeriske Digte betragter det som en
Selvflge, at der endog i den fjendtlige By Troja var en Athena
Polias paa Byens Borg.

=Palladier.=

Et Palladion var en Athenastatue i Krigsudstyr, som mentes at
beskytte det Sted, hvor den stod. Ogsaa Troja har hos Homer et
Palladion, som Grkerne maa stjle, inden de kan tage Byen.

=Athenas Attributer.=

Pheidias's chryselephantine Statue af Athena i Parthenon viste
Gudinden staaende med venstre Haand stttet til Skjoldet, bag hvilket
hendes hellige Slange Erichthonios[11] bugtede sig. Et andet Attribut
er Uglen.

 [11] Navnet er dannet af Ordet chthon, Jord, og maa ikke forveksles
 med Erechtheus (se Ordlisten). Allerede paa det gamle Kreta var
 Slangen et helligt Dyr med srlig Kultus. Hesperidernes bler og
 det gyldne Skind, Jason hentede, vogtedes af Slanger. Slangeguden
 Ktesios vogtede de Forraad, man havde i hvert Hus. I nordiske
 Sagaer vogter Slanger store Guldskatte. I Sverrig kendes i nyere
 Tid Troen paa, at Slanger medfrer Lykke i en ny Bolig, og en jydsk
 Bonde kan nedgrave en Hugorm ved sin Drtrskel til Vrn mod
 Troldtj.

Endnu i vore Dage er der visse Ugler, der holder til mellem
Akropolisklippens Skrnter og Huler, og det samme har vel ogsaa vret
Tilfldet i Oldtiden. Maaske er det denne tilfldige Omstndighed,
der har gjort Uglen til Athenas hellige Fugl.

=Athena paa Olympen.=

I Gudefamilien paa Olympen optoges Athena som Datter af Zeus. En
Mythe fortalte, at Zeus elskede Metis (Indsigt, Klgt); men da hun i
Flge en Spaadom frst skulde faa en Datter, der var sin Fader lig i
Forstand, og dernst en Sn, der skulde blive Herre over Guder og
Mennesker, overtalte Zeus hende til at forvandle sig til en Flue,
hvorefter han slugte hende og fdte saa selv den Datter, som Metis
skulde have haft, ved at Hephaistos slog Hul paa hans Hoved med sin
kse. Athena kom til Verden "svingende sine gyldne, lysende
Kampvaaben; alle de uddelige blev grebne af refrygt ved at se
hende, den store Olymp sklvede, Jorden drnede, Havet kom i Oprr,
Solguden standsede sine Heste paa Himlen, og den raadvise Zeus
gldede sig."


Apollon.

=Apollons Hjemstavn.=

Da Grkerne fra deres eget Land kom ud paa gerhavets er og videre
til Lilleasien, fandt de der, navnlig paa en Delos og i Landskabet
Lykien, en Gud, der dyrkedes i Huler og ansaas for Landets Herre. Ham
optog de i deres egen Religion under Navn af Apollon.

Denne ugrske Gud er naturligvis oprindeligt grskfjendtlig. I den
saakaldte homeriske Apollonhymne ser vi de Olympiske Guder springe op
fra deres Sder af Angst for Apollon, naar han trder ind i deres
Forsamling. I Iliaden hjlper han Hektor, er meget virksom ved
Patroklos's Drab og skyder Pestpile mod Grkernes Lejr. Naar Vrede
fylder ham, "vandrer han frem som Natten" c: en sydlandsk Nat, der
indtrder pludseligt og uhyggeligt. Der er nppe nogen Gud hos Homer,
der optrder med en saadan Vrdighed og Vlde som Apollon; selv
Athena bjer sig for ham, sknt hun ikke er bange for at give Zeus et
rapt Svar. Og denne Respekt for Apollon holdt sig Oldtiden igennem;
der er ingen grsk Gud, der har haft saadan Indflydelse paa det
hellenske Folk i sin Helhed som Apollon i Delphoi.

=Apollons Vsen.=

Hvad Apollon oprindeligt har vret for en Gud, vides ikke, lige saa
lidt som hvorledes det er gaaet til, at saa mange forskelligartede
Ting i Tidernes Lb er blevet samlet om Apollon. Formodentlig er
forskellige Specialguder smeltede sammen med ham som Lynguden med
Zeus.

Apollon er en _delggende_ Gud. Naar Mennesker dde pludseligt -- af
Hjrteslag eller lignende, hvad der for de primitive Folk er en
gaadefuld og unaturlig Dd --, mente man, det var Apollon, der havde
skudt dem med usynlige Pile. Ddsfald, der skyldtes indre Aarsager
som Bakterier, forstod man heller ikke og mente, de fremkaldtes af
Apollons Pile. -- Smlgn. vore Udtryk: Hekseskud, elleskudt.

Men Apollon kan ogsaa _frelse_. Sygdomme opfattes ofte af primitive
Folk som en Urenhed, man kan fri sig for ved visse Ceremonier; i
simplere Tilflde kan Mennesker selv besrge Renselsen, som naar
Grkerne i Iliadens frste Sang selv afvasker Pestens Besmittelse og
kaster Smudset i Havet. I vanskeligere Tilflde maa man ty til
Apollons Hjlp; han kan rense og helbrede. En gammel Renselsesgud
Phoibos c: den rene, og en Lgegud Paian smelter sammen med Apollon,
der baade arver deres Navne og Funktioner. Han gr Kvget frugtbart
og vrner Afgrden mod Markmus, Grshopper og Planterust. Han bliver
i det hele Lysets og Livets Gud; en eller anden Solguddom synes at
vre gaaet op i Apollon, der sluttelig ender med frst og fremmest
selv at opfattes som Solgud.

Apollon er oprindeligt lige saa lidt som de andre grske Guder en
_sdelig_ Magt; men han blev det efterhaanden, navnlig i Delphoi.
Ordet Phoibos faar derved Betydningen: ren i moralsk Henseende, og
Oraklet i Delphoi blev den verste Autoritet i moralske og religise
Sprgsmaal, en Autoritet, som sgte at standse gammel Raahed som
Blodhvn og krvede Renhed af Mennesker, ikke alene den ydre,
rituelle, men ogsaa af Hjertet.

Mod Sygdomme anvender man paa et primitivt Kulturtrin ikke alene
Renselser, men ogsaa Tryllesange, Musik og Besvrgelsesdanse. Ordet
Paian er ikke alene Navn for en Specialgud og for Apollon; det
betyder ogsaa en Tryllesang, som man sang over de syge; senere blev
Paian Navn for en Hymne til Apollons re eller en Sejrssang i
Almindelighed. Det er maaske takket vre en saadan Tryllemusik, at
Apollon bliver _Gud for Sang og Poesi, Musik og Dans_. Paa Gudeborgen
paa Olympen dirigerer Apollon Musernes Korsang til Underholdning for
de forsamlede Guder. I denne Egenskab kaldes han Apollon Musagetes
(Musefrer).

=Apollon som Vandregud.=

Naar en Gud som Apollon har mange spredt liggende Helligdomme,
rejser det Sprgsmaal sig, naar han er i hver enkelt af dem.
Allestedsnrvrende er et Begreb, Grkerne nppe har haft, deres
Guder er mere eller mindre stedbundne. Man njes da med paa
menneskelig Vis at lade dem rejse, og Apollon har ingen fast Bolig,
men tnkes at drage fra Sted til Sted til sine spredte Helligdomme;
snart svmmer han som en Delfin gennem Vandet, snart flyver han
gennem Luften paa en Trefod eller fres af Sted af sit Svanespand.
Som omstrejfende Gud bliver han Vejviser for alle Udvandrere; til
Lands flj han foran dem som en Ravn, til Ss svmmede han foran
Skibet i sin Delfinskikkelse.

=Apollon paa Olympen.=

Paa Olympen indfrtes Apollon som en Sn af Zeus. Denne elskede Leto;
men da hun skulde fde sit Barn, kunde hun intet Sted finde Ophold,
fr hun kom til en Delos. Hera, der ikke kunde unde hende at
blive Moder til en saa bermt Sn, holdt imidlertid i 9 Dage
Fdselsgudinden borte; frst ved hendes Ankomst kunde Leto fde sin
Dreng, mens "Jorden smilede rundt om dem."


Artemis.

=Artemis's Oprindelse.=

Hvad Ordet Artemis betyder, er usikkert. Rimeligvis er det et ugrsk
Navn, bl. a. for den blodtrstige Gudinde, der i Aulis krvede
Iphigeneias Ofring, fr Flaaden kunde lbe ud mod Troja. Da
Iphigeneia var reddet i sidste jeblik, flyttedes hun til Taurien som
Prstinde for en Artemis, til hvem man ofrede de fremmede, der kom
til Landet. Ogsaa den uhyggelige Spgelsegudinde Hekate smeltede
delvis sammen med Artemis.

=Artemis's Vsen.=

Bortset fra saadanne barbariske og uhyggelige Trk er Artemis i
Almindelighed en naadig og populr Gudinde. Hun er Gudinde for de
Goder, Naturen giver, uden eller kun for en Del ved Menneskers
Indgriben eller Medvirken. Hun raader for Kilder, Floder og Ser, som
giver Planterne Trivsel; derved bliver hun Gudinde for Agerbruget og
krver sit Offer af Hstudbyttet; faar hun det ikke, bliver hun vred
(Sagnet om den kalydoniske Jagt). Hun frdes som Jgerinde paa Fjld
og i Skov, vbnet med Bue og Pil; i Kunsten fremstilles hun ofte
ledsaget af Hjorten, Grkenlands dleste Storvildt. Jagten spillede
mange Steder en stor Rolle som Nringsvej, og naar Jgeren kom hjem
med godt Udbytte, forsmte han ikke at nagle Hovedet af et drbt Dyr
paa en Trstamme eller Stang som Offer til Artemis. -- Artemis's
Helligdomme staar gerne ved en Kilde, i en Lund, i en Grotte eller i
dybe Dale paa blomstersmykkede Enge, hvor Fugtigheden holder sig selv
i den hede Sommertid, der svider al Plantevkst paa hjere Steder.

Artemis selv er den strenge Jomfru, hvem al Elskov staar fjrnt.
Dyrenes Unger og Menneskenes smaa Brn staar srligt under hendes
Varetgt; men ved Siden heraf beskytter hun gteskab og Barnefdsler.
Bruden ofrer hende sine Barndomsdukker og Legetj fr Brylluppet.

=Artemis's Nymfer.=

Artemis kommer ikke alene; hun er ledsaget af sine Nymfer, Naturens
Gudinder. Artemis er i Grunden blot den fornemste blandt Nymferne,
hun er deres unge Dronning, paa lignende Maade som Silen er den mest
kendte blandt Satyrerne, og hos germanske Folk Ellekongen er den
verste af det hele Ellefolk. Artemis er en stjende Gudinde; naar
hun stormer af Sted med sit Flge, fylder hun Skove og Bjrge med
Larm.

=Artemis paa Olympen.=

Oprindeligt er der ingen Forbindelse mellem Artemis og Apollon; men i
den olympiske Gudeforsamling indfrtes Artemis som en Tvillingsster
til Apollon. I disse nye Omgivelser blev Artemis ikke lngere en
Gudinde for Frugtbarhed og Forplantning, men udelukkende en
jomfruelig Gudinde, en ung Sportskvinde, der yndede at frdes i den
frie Natur og hrde Krfter og Energi, navnlig ved Jagt. Hun tnktes
rank af Vkst og kldt i en kort Sportskjortel, som i den velkendte
Statue: Artemis fra Versailles, der nu staar i Louvre. Det er hende,
der sknker de unge Piger en slank Vkst, mens Aphrodite giver dem
Ynde.

Apollon antoges at drbe Mennesker med sine usynlige Pile. Denne
Bestilling maatte han nu dele med sin nye Sster, saaledes at Apollon
tnktes at skyde Mnd, Artemis Kvinder. Artemis kaldes af Homer "en
Lvinde for jordiske Kvinder, saa hun kunde drbe, hvem hun vilde".


Hermes.

=Hermes og de dde.=

Utvivlsomt er Hermes en meget gammel Gud i grsk Religion, og han maa
ses i Sammenhng med de ldste grske Begravelsesskikke, vi kender.
Oprindeligt begravedes de dde inde i Huset, nr Arnen og den
Midterstang eller Pille (Herme), der stod midt i den runde Hytte,
eller de begravedes under Drtrsklen eller foran Indgangsdren;
endnu i vore Dage tros det mange Steder, at de ddes Sjle sidder ved
Drtrsklen. Men efterhaanden maatte Begravelserne flyttes lngere
bort, til Byens Torv, langs Vejene, ved Markskellene eller
Landegrnserne.

Hermes er nu en Legemliggrelse af og Gud for alle disse dde Aander,
som Artemis er Nymfernes og Silen Satyrernes Frer, og der rejstes
Hermer (firkantede Stenpiller med et Hoved og Hals af Guden) for ham
ved Dren til private og offentlige Bygninger, paa Torvene, ved
Markskel og Landegrnser.[12] Ligesom de dde bevger Hermes sig
hurtigt omkring; Fantasien udstyrede ham med Vinger paa Fdderne,
hvad der svarer til Syvmilestvler, Lykkens Galosjer el. lign. i vore
Eventyr. Hans lave Filthat, Petasos, (et almindeligt grsk
Rejsekldningsstykke, der havde en bred Skygge til Vrn mod Sol og
Regn) blev ligeledes udstyret med Vinger. Hermes beskytter
omstrejfende Mennesker: Vandringsmnd, Jgere og Kbmnd[13]).

 [12] Fra Oldtidens Hermer stammer vore Buster.

 [13] I uvejsomme Egne i Oldtidens Grkenland sammenkastedes smaa
 Bunker af Sten, der tjente til Vejvisning for Vandringsmndene,
 saaledes som man i vore Dage endnu gr f. Eks. i Jotunheim og paa
 Island. Disse Bunker var helligede Vejguden Hermes; de kendes
 allerede af Homer (Od. 16, 471) og kaldes Hermebunker. De
 forbigaaende kastede gerne en Sten til Bunken, hvad der vel var et
 Slags Offer til Vejguden.

 Hermed maa ikke blandes Stenbunker af en ganske anden Art. Sten er
 et meget primitivt Vaaben, og fra gammel Tid er store Forbrydere som
 Landsforrdere blevet drbt ved Stening. For at sikre sig, at den
 drbtes Sjl ikke rev sig ls, kunde man ramme en Pl gennem Liget,
 eller det blev en Pligt for hver, der gik forbi, yderligere at kaste
 en Sten paa Bunken for bedre at tynge den onde Sjl ned. Paa
 lignende Maade kunde Selvmordernes Grave behandles.

 Endnu i 1917 saa man paa en Plads i Athen en Stenbunke, rejst som en
 magisk Forbandelse mod Venizelos af hans Fjender. Til Gengld sgte
 hans Tilhngere at dkke den med Blomster.

=Hermes som Lykkegud.=

Forholdet til de dde er af dobbelt Art. Paa den ene Side vil man
gerne beholde dem hos sig og venter sig alt godt af dem; dette
glder afdde, man har kendt og holdt af. Paa den anden Side fler
man en vis Uhygge ved dem; dette glder de fjrnere staaende. I
Overensstemmelse hermed staar Hermes baade Arnegudinden Hestia og
Spgelsegudinden Hekate nr; men han opfattes fortrinsvis som en
lykkebringende Gud.

Hermes giver _legemlig Sundhed_, kvgende Svn og gode Drmme; til
ham rettes Aftenbnnen, og man hnger Billeder af ham ved Siden af
sin Seng; Sport og Gymnastik staar under hans Omsorg.

Hermes er _Brnenes_ Gud, han sender dem til Forldrene, og naar de
er fdte, er det srligt ham, der tager sig af dem, (f. Eks. den
nyfdte Dionysos).

En pludselig, uventet Gave kaldte Grkerne en _Hermesgave_
(Hermaion). Ogsaa det flittige Arbejde lnner Hermes: han giver rig
_Hst_, men navnlig lader han _Smaakvget_ formere sig, Faar og
Geder, hvoraf der fandtes og endnu findes mange i det bjrgrige
Grkenland. I Arkadien gjaldt han for at vre Fader til Bukkeguden
Pan. I Tanagra i Boiotien troede man, at Hermes een Gang om Aaret lb
3 Gange omkring Byen med en Vdder paa Skuldrene. Dyret skulde, naar
det blev baaret omkring en By og dens Marker, ligesom opsuge i sig
alt det onde, der var inden for den afgrnsede Kreds, og gre denne
til en ren og hellig Plet; naar man derefter skilte sig ved Dyret,
var man med det samme fri for alt ondt. -- I Kunst fremstilles Hermes
ofte brende en Vdder eller Kalv paa Skuldrene; det er saadanne
Figurer, der blev Forbilledet for Fremstillingen af Kristus som den
gode Hyrde, der brer det vildfarende Faar hjem til Hjorden.

=Hermes's Moral.=

Som Mennesker selv er, saaledes tnker de sig deres Guder, og
Hermes's Moral skildres ofte som lige saa grovkornet, som de
halvvilde Hyrders, hvis Gud han er. Naar det kan lykkes disse at rane
andres Dyr og bagefter snakke sig fra det hele, er det Hermes, de kan
takke herfor. Han er jo Veltalenhedens Gud. Han beskytter endvidere
aabenbare Tyvekngte og Folk, der kan klare sig ved en behndig Ed
(nppe egentlig Mened). Om Odysseus' Morfader Autolykos hedder det:

                            for Snuhed og listige Eder
    pristes Autolykos hjt; den Klgt ham en Gud havde givet,
    Hermes, thi ham til Behag tykflommede Bove han ofte
    risted af Lam eller Kid, og huldt ham Guden beskrmed.

Da Guderne dannede den frste Kvinde, Pandora, var det Hermes, der
lrte hende at lyve, tale indsmigrende og vre snu.

=Hermes som Sjleledsager (Psychopompos).=

Naar et Menneske er dd, skynder de efterlevende sig at lukke hans
jne, for at ikke de brustne Blik skal tage en af de levende med sig.
Ogsaa Hermes kan med sin Stav lukke jnene paa de dde og fre dem
til Underverdenen, saaledes som han gr med de Bejlere, Odysseus har
drbt. En Gang om Aaret, ved Anthesteriefesten, aabner han atter
jnene og frer dem tilbage paa et 3 Dages Besg i deres gamle Hjem
paa Jorden, hvad der altid fles som noget uhyggeligt af de
efterlevende.

I Gudeforsamlingen paa Olympen fik Hermes lignende Opgaver som paa
Jorden. Da de 3 Gudinder, Hera, Athena og Aphrodite skulde til
Sknhedskonkurrence hos Paris, maatte han ledsage dem paa Vejen, og
da Zeus's lille Sn Dionysos skulde i Pleje hos Nymferne, var det
atter Hermes, der maatte tage sig af det lille Barn og bringe ham til
dem. I Haanden brer han en Heroldstav, den saakaldte Kerykeion[14].

 [14] Hermes's Stav Kerykeion tnktes almindeligt omsnoet af 2
 Slanger -- Jordens Dyr, der antages at bringe Frugtbarhed og Lykke,
 og i hvis Krop dde Menneskers Sjle kunde tage Bolig; verst oppe
 vendte Dyrene Hovederne mod hinanden. I historisk Tid brugtes en
 saadan Stav som et Parlamentrflag i Nutiden. -- Den oprindelige
 Mening med Hermesstaven er uklar; formodentlig er flere Ting
 blandet sammen. Paa et kendt Vasebillede, hvor Hermes kalder de
 dde op af Graven, brer han Kerykeion i venstre Haand, i hjre en
 Tryllepind (Rabdos), hvormed han foretager sin magiske Opvkkelse.

 [1. En Stav er et primitivt Vaaben, og hos Homer ser vi Konger,
 Prster, Dommere, Talere i Folkeforsamlinger bre Stav (Grsk:
 Skeptron) som Tegn paa Magt og Ukrnkelighed. (Smlgn. nyere Tids
 Kongesceptre, Bispestave, Marsjalstave). 2. Stave kan ogsaa vre
 Tryllepinde (Grsk: Rabdos); med en saadan forvandler Kirke
 Odysseus' Folk til Svin, og Hermes lukker med en Rabdos jnene paa
 de af Odysseus drbte Bejlere og frer dem til Hades. -- Moses og
 Aron forvandlede med deres Stave Nilens Vand til Blod. 3. Folketroen
 kender endvidere Mirakelstave, der varsler kommende Lykke og Storhed
 for Ejermanden: Arons Stav frembringer Blomster og modne Mandler og
 bekrfter derved hans Valg til Prsteembedet. At Tannhuser har
 faaet Tilgivelse for sine Synder, sluttes af, at Pavens Stav skyder
 frisk Grnt; at Josef er Jomfru Marias udvalgte Brudgom ses af, at
 hans Stav skd Blomster og Blade. Scenen er kendt fra Raffaels
 Billede lo sposalizio, Trolovelsen].

=Den homeriske Hymne om Hermes.=

Den homeriske Hymne om Hermes opfatter ham som en Slags Dvrg eller
Nisse, der er fuld af Spilopper, og den fortller med megen Humor om
hans 2 frste Levedage.

Han gres til en Sn af Zeus og Maia (Morlil), der lever i en Hule
paa Kyllenebjrget i det kvgrige Arkadien. Han kom til Verden en
Morgenstund, men havde straks Hovedet fuldt af Sklmsstykker, saa
at han listede sig op af Svbet og ud af Hulen. Han mdte en
Skjoldpadde, som han bar hjem, drbte, og af dens Skal dannede han
den frste Lyre, spillede og sang en improviseret Vise om sine
Forldres Krlighed og sin egen Fdsel. Derefter lagde han sig igen
til Ro i sit Svb.

Atter forlod han Hulen og gik paa Vandring. Ved Solnedgang naaede han
til Pierien, hvor han fandt Gudernes Kvg og tog 50 Okser, der
tilhrte Apollon. Disse lod han gaa baglns foran sig, og for at gre
sine egne Spor ukendelige bandt han Myrtegrene under Fdderne[15]. Da
han henad Morgenstunden naaede til Alpheiosfloden, drev han dem ind i
en Hule, tndte Ild, slagtede 2 af dem, stegte Kdet og spndte
Huderne ud paa Klippen. Derefter vendte han hjem og smuttede som en
Taage ind gennem Drlaasen.[16] Han lagde sig til Rette i sit Svb og
trykkede Lyren ind til sig.

 [15] Myrten befrier for Trthed. Stak en Vandringsmand en Myrtegren
 i Bltet, kunde han blive ved at gaa.

 [16] I Folketro gaar Sjlene ud og ind gennem Drlaasen. Derfor
 siger man i Rhinland, at naar en Ngle falder ud af en Drlaas, dr
 der et Menneske i Huset.

Apollon faar imidlertid Nys om, hvor Tyven er, og kommer til Kyllenes
Bjrghule. Hermes ngter at vide Besked og tilbyder at bekrfte sine
Ord med Ed; for vrigt blinkede han med jenlaagene, trak Brynene
til Vejrs, saa snart paa en Ting, snart paa en anden og gav sig til
at fljte for at tilkendegive sin fuldstndige Ligegyldighed
for Apollon. De gaar til Zeus for at lade ham skille Trtten,
Svbelsebarnet foran. Zeus morer sig og sender dem ud for i
Fllesskab at lede efter det tabte Kvg; det findes, og der indgaas
et Forlig, hvorved Hermes beholder Kvget, men overlader Apollon sin
Lyre.


Hestia.

=Det almindelige Grundlag.=

Arnen er Centret i den primitive Menneskebolig. Der tilberedes Maden,
derfra faar man Lys og Varme, om den samles familiens Medlemmer efter
endt Arbejde for at samtale og hvile. Den store Betydning, som
Arneilden har i Familiens daglige Liv, forklarer visse symbolske og
magiske Handlinger, der foretages hos forskellige Folk paa Jorden;
saaledes stdes f. Eks. ved Bryllupper hos Santalerne brndende
Trkul fra Kvindens Hjem i en Morter, og Emmerne slukkes med Vand;
derved slukkes for hende Ilden i hendes eget Barndomshjem, og hun
hrer nu kun hjemme i sin Mands Hus. Paa en Timor (st for Java) maa
Yppersteprsten under Krig blive i Templet og Dag og Nat holde Ilden
brndende. Gaar den ud, kles Kampmodet hos de fravrende Krigere.

=Den grske Hestia.=

Den Guddom, der raadede for Arneilden, tnkte Grkerne sig kvindelig,
enten fordi Ordet Hestia (Arne) er Hunkn, eller fordi Ildens Pasning
fortrinsvis paahviler de hjemmeblivende Kvinder. Hestia var Jomfru og
en rvrdig Gudinde, som dyrkedes i _private Hjem_, hvor et nyfdt
Barn 5 Dage efter Fdslen blev baaret rundt om Arnen og fik Navn og
Gaver af Slgt og Venner; herved optoges Barnet som Medlem af
Familien og blev givet i Husgudernes Beskyttelse[17]. Staten
opfattedes som en stor Familie, og i _Statens Hus_ (Prytaneion,
Raadhus) brndte den evige Ild, og der bevrtede man de Landsmnd,
man vilde hdre, og Udsendinge fra fremmede Folk. Statsarnens Ild
vedligeholdtes af Kvinder, der endnu var unge Piger, eller som var
Enker. Den oprindelige Hensigt med en saadan offentlig evig Ild er
utvivlsomt den rent praktiske, altid at have et Sted, hvorfra man kan
faa ny Ild, naar ens egen gaar ud; da unge Piger og Enker som Regel
har mindre Arbejde at gre for sig selv end gifte Kvinder, er det
naturligt, at det tilfaldt dem at passe den offentlige Ild. Men til
denne praktiske Grund til Statens evige Ild kom der snart en mere
ideel; den flles Statsarne mindede alle Borgerne om, at de havde
flles Fdreland og Gudsdyrkelse; naar man rejste til fremmede Lande
for at bostte sig der, tog man undertiden Ild med fra det hjemlige
Prytaneion. Den var et Enhedsmrke, som en Rigsfane er det i vor Tid.

 [17] Husguderne stod oprindeligt paa eller ved Arnen. De dde, som
 i ldgammel Tid begravedes ved Arnen (S. 38), havde jo ogsaa Evne
 til at sende godt og ondt over Familiens Medlemmer.

Fremmede og hjlpelse Mennesker sgte Tilflugt ved mgtige
Menneskers Arne, som allerede Odysseus gr det i Alkinoos's Hus. Der
beskrmedes de af Hestia, der som Beskytter af ydmygt bedende staar
Zeus nr.

Nogen udprget Personlighed blev Hestia ikke; i Grunden blev hun
aldrig lsnet fra sit Element: Arneilden, og derfor fortlles der
nsten heller ingen Myther om hende. I hendes Helligdomme saas ingen
Statue af hende; den paa Altret altid brndende Ild var hendes ydre
Billede.


Aphrodite.

(Adonis, Eros).

=Aphrodite er oprindeligt en orientalsk Gudinde.=

De fleste semitiske Folk dyrkede en Frugtbarhedsgudinde, der paa de
forskellige Steder havde forskellige Navne, f. Eks. Mylitta, Istar,
Astarte, Asjtoret. Fra Orienten kom denne Gudinde med de sfarende
foinikiske Handelsfolk ud til de grske er, navnlig Kypern og
Kythera, eller til vigtige Handelsbyer paa Grkenlands Fastland som
Korinth. Grkerne kaldte hende Aphrodite (vel blot en Fordrejelse af
Asjtoret) og gav hende Tilnavnene: den kypriske eller den
kythereiske[18].

 [18] Sprogligt forfejlet er Grkernes eget Forsg paa at forklare
 Aphrodite som den skumfdte, af Ordet aphros, Skum.

=Aphrodites Magtomraade.=

Aphrodite er hos Grkerne som i Orienten en Frugtbarhedsgudinde --
ikke nogen egentlig gteskabsgudinde, thi det er Hera; men hun vkker
den pludseligt opdukkende Elskovslngsel i Guders og Menneskers
Bryst. Hun har ogsaa Magt over alle Fugle, Land- og Vanddyr; Bjrne
og Pantre flger hende logrende. Dyrkede Trer og Planter staar under
hendes Beskyttelse, navnlig Roser og Myrter; hvor hun stter sin Fod,
spirer Grsset frem under hendes smidige Gang. Aphrodite selv maa
bje sig for Krlighedens Magt; hun elsker saaledes den troiske Prins
Anchises og faar med ham Snnen Aineias; bekendt er ogsaa hendes
Elskovsforhold til Ares, med hvem hun fik Snnen Eros.

=Aphrodite paa Olympen.=

Allerede hos Homer er Aphrodite optaget i Gudefamilien paa Olympen;
men hun er en halvvejs uhyggelig Dmon, der lokker Helena til at
forlade sit Hjem i Sparta. Helena fler det uvrdige ved at vre hos
Paris i Troja; men hun magter ikke at rive sig ls fra Aphrodites
Magt. En Mythe fortalte, at hun var opstaaet af Havets Skum og af
Vestenvinden frst frt til Kythera og dernst til Kypern, hvor
Horaerne smykkede hende med herlige Klder, gav hende Gulddiadem paa
Hovedet, fstede Guldsmykker i hendes rer og hngte gyldne Ringe om
Hals og Bryst[19]. Derefter frte de hende ind i de uddelige Guders
Forsamling.

 [19] I gisk Tid var de fornemme Kvinder elegant kldte og
 overlssede med Guldsmykker. Herfra stammer vel Forestillingen om
 den gyldne, sdtsmilende A. med det livlige Blik.

=Adonis.=

Livets Frugtbarhed er uadskilleligt forenet med Livets Undergang.
Begge Dele kommer frem i den Mythe og den Kultus, som er knyttet til
Adonis, Foraarets og Livsfornyelsens Gud, der baade elskes af
Frugtbarhedsgudinden Aphrodite og af Ddsrigets strenge Dronning
Persephone.

=Mythen.=

Myrrha hed en ung Kvinde, der blev forvandlet til et Tr, kort Tid
fr hun skulde vre Moder. Det ufdte Barn udvikledes imidlertid
stadigt bag Trets Bark, til denne en Dag brast, og en Dreng kom til
Verden, som fik Navnet Adonis (af det foinikiske Adon, d. v. s.
Herre). Frst vandt han Aphrodites Krlighed; men en Dag blev han
drbt af et Vildsvin og maatte gaa til Hades, hvor nu Persephone blev
indtaget i ham. Aphrodite vilde dog ikke opgive ham, og ved de andre
Guders Mellemkomst bestemtes det, at han en Del af Aaret skulde vre
hos Persephone i Ddsriget, en Del hos Aphrodite paa Jordens
Overflade.

=Adoniskulten.=

Man fejrede Adonisfester paa noget forskellig Maade paa de
forskellige Steder. Naar Festen fejredes om Foraaret, begyndte man
med en Srgehjtid (Symbolet paa Adonis's Dvlen i Underverdenen),
hvorefter der fulgte en Gldesfest (Symbolet paa hans Opstandelse).
Fejredes derimod Festen om Sommeren, begyndte man med en Gldeshjtid
(Symbolet paa Aphrodites Samliv med Adonis); derefter fremstilledes
hans Bortdragen, hvor man kastede et Adonisbillede, eller en Dukke,
der forestillede Adonis, i Havet eller i en Kilde og sang: "Vr os
naadig, kre Adonis, nu og til nste Aar. Venlig kom du, og kom
venlig, naar du vender tilbage." Samtidigt kastede man ogsaa de
saakaldte "Adonishaver" i Vandet; det var Kurve eller Potter, der var
fyldte med Jord, og hvor man i Lbet af 8 Dage havde faaet en Del
Planter til at spire frem i den strke Solvarme. De smaa Adonishaver
reprsenterer alt det nye, der spirer frem i Planteverdenen om
Foraaret. Adonis, der ved Festerne reprsenteres af Dukken, er Guden
for al denne Livsfornyelse. Mythen fortalte, at Anemonen, Foraarets
Blomst, spirede frem af hans Blod, dengang Vildsvinet drbte ham.

Nedkastningen i Vandet af Adonisdukken og Adonishaverne har magisk
Hensigt; man vil derved skaffe sig Regn nok til nste Aars Afgrde.

=Nordisk Parallel.=

I nordisk Mythologi fortlles om Kong Skjold, at han som lille Barn
kom ene paa et fremmed Skib uden Styrmand fra ukendte Egne; han blev
Landets Konge og drog senere atter bort paa samme Maade, som han var
kommet. Skjold er oprindeligt en Frugtbarhedsguddom, der kommer og
forsvinder paa samme Maade som Adonis.

=Eros.=

Aphrodites Sn Eros fremstilles som en drmmende Yngling i den Alder,
hvor Erotiken begynder at vaagne. Han har Vinger, vel for at betegne
ham som den allesteds nrvrende dmoniske Guddom. Han er vbnet med
Bue og Pil, hvormed han saarer Mennesker, eller ogsaa med en Fakkel.

Om hans Forbindelse med Psyche fortller en sen Forfatter flg.:

Der var engang en Konge og en Dronning, som havde 3 Dtre, af hvilke
den yngste hed Psyche. Hun var saa smuk, at Menneskene af Beundring
for hende glemte selve Aphrodite, der blev vred herover, og for at
ydmyge Psyche befalede hun Eros at vkke hendes Krlighed til det
usleste Menneske. Men Eros blev selv forelsket i Psyche, og en blid
Vestenvind bortfrte hende til et Palads, hvor hun nd alle
Herligheder og opvartedes af usynlige Tjenerinder. Naar det blev Nat,
kom Eros til hende; men inden Dagslyset brd frem, var han atter
forsvundet. Af Nysgerrighed efter at lre sin elskede at kende,
tndte Psyche en Nat -- trods Forbud af Eros -- en Lampe og saa da
hans sknne, ungdommelige Skikkelse. Hendes Haand kom til at ryste af
Sindsbevgelse, saa at hun spildte noget af den hede Olie fra Lampen
ned paa den sovende Gud, som vaagnede op og straks forlod Psyche, der
trods al Sgen ikke mere kan finde den forsvundne Gud. Til sidst gaar
hun til Aphrodite, der ikke alene er vred paa hende, men ogsaa paa
Eros for hans Ulydighed. Aphrodite paalgger hende haarde Prvelser;
men Eros, der imidlertid er blevet helbredet for sit Saar fra den
hede Olie, kommer hende til Hjlp og faar af Zeus Tilladelse til at
indfre hende i de olympiske Guders Kreds.

Dette Eventyr om Eros og Psyche er den ldst kendte Opskrift af en
vidt udbredt Fortlling om en Hustru, der bryder sin overnaturlige
gteflles Paabud og derfor mister ham og frst faar ham tilbage
efter mange Prvelser.[20]

 [20] I nyere Opskrifter (f. Eks. den danske: Hvidebjrn Kongens Sn
 i Sv. Grundtvigs Gamle danske Minder) er Brudgommen sdvanligt
 omskabt til et Dyr.

Billeder af Eros og Psyche trffes ofte baade paa hedenske og kristne
Sarkofager og Gravbilleder.


Demeter og Persephone.

=Demeter.=

Demeter er en Agerdyrkningsgudinde (en chthonisk Gudinde), der snart
opfattes som en Gudinde for selve Jorden, som en "Moder Jord" (Gaia),
men hyppigere som Gudinde for det paa Jorden voksende Korn, "den
trre Afgrde", mens "den fugtige Afgrde" (Vin og Frugt) sknkes
Menneskene af Dionysos.

Demeter er altsaa en Gudinde af lignende Art, som Hera oprindeligt
var; men medens Hera hvedes op til at blive Himmeldronning i den
olympiske Gudekreds, vedblev Demeter fortrinsvis at have sit Hjem paa
og i Jorden, selv om en Mythe gjorde hende til Zeus's Sster og
elskede. Hos Homer spiller hun kun en underordnet Rolle, en naturlig
Flge af, at hun som Agerdyrkningsguddom vsentlig var en Gudinde for
Bnder, som kun stod i fjrnere Forhold til den Overklasse af
Riddere, om hvis Liv og Kampe Iliaden og Odysseen fortller.

=Magiske Handlinger knyttede til Demeter.=

Flere magiske Handlinger, der gik ud paa at sikre sig rigelig Hst,
sattes i Forbindelse med Demeter; Ved Thesmophoriefesten,[21] en
agrarisk Fest, der fejredes ved Saatid om Efteraaret af Kvinderne til
re for Demeter, kastede man Svin, hvilke Dyr paa Grund af deres
Frugtbarhed var helligede Frugtbarhedsgudinden Demeter, ned i
underjordiske Huler, hvorfra man atter tog raadne Kdstykker op
(rimeligvis af de Dyr, der var kastede ned ved det foregaaende Aars
Thesmophoriefest) og blandede disse med Sdekornet for derved at
sikre sig rigelig Afgrde[22].

 [21] Agerdyrkningen muliggr et ordnet Samfund og fastere
 Familieliv. Derfor kaldes D. Thesmophoros, den lovgivende, eller
 den, der vrner om gteskabet.

 [22] I Kurland har det vret Skik ved Bygsaaningen at stikke en
 Svinehale ned i Jorden, for at Aksene kunde blive lige saa lange
 som Halen.

Al Plantevkst er afhngig af Solen, og naar man ikke havde Sol nok,
tndte man store Baal for gennem saadanne kunstige Sole ad magisk Vej
at tvinge den virkelige Sol til at give Lys og Varme nok til Planter,
Dyr og Mennesker. Man kunde ogsaa tnde Fakler og med disse lbe
rundt om Markerne; ved dette Fakkellb udbredte man Ilden over saa
stor en Strkning Land, som det overhovedet var muligt, og derved
gedes Jordens Frugtbarhed.

=Demeters Attributer.=

Paa Grund af Faklens Anvendelse til Fremme af Frugtbarheden tnkte
man sig almindeligt, at Demeter selv bar Fakler. Desuden udstyredes
hun med Aks og Valmuestngler med Frkapsler paa. Valmuekapslen er
paa Grund af sine mange Fr, ligesom Granatblet ved sin Krnerigdom,
blevet et naturligt Symbol paa Frugtbarhed. Desuden maa det huskes,
at Valmuefr i Oldtiden ligesom nutildags var et yndet Krydderi oven
paa Brd. Ofte tnktes Demeter ledsaget af Slanger, Jordens og derved
ogsaa Frugtbarhedens Dyr, og derfor naturlige Ledsagere for
Frugtbarhedsgudinden.

=Demeter, Kore, Persephone.=

Demeter er en moderlig Gudinde og har en Datter Kore, c: Pigen.
Forskellig fra dem er oprindeligt Persephone, der hos Homer er
Underverdenens frygtelige Herskerinde, snart Enehersker, snart
Hades's Dronning; men Persephone trnger sig ind paa Kores Plads og
bliver en Datter af Zeus og Demeter, der udvikles til at blive den
eneste rigtige Moderskikkelse, grsk Mythologi kender. Og der
digtedes en Mythe om, hvorledes Persephone var blevet Dronning i
Ddsriget.

=Persephones Bortfrelse.=

Persephone gik en Dag og plukkede Blomster paa en Eng, da Jorden
pludseligt aabnede sig, og Underverdenens Gud, Hades, kom til Syne,
krende paa sin Vogn. Han rvede den unge Pige og lod Hestene sprnge
af Sted igen ned i Underverdenen. Demeter blev fortvivlet, tog 2
Fakler i Hnderne og sgte hende over hele Jorden uden at unde
sig Hvile eller Mad. Til sidst aabenbarede Solguden Helios hende,
at Persephone bekldte den refulde Stilling som Dronning i
Underverdenen; men dette trstede ikke Demeter. Sorgen gjorde hende
grim, saa at hun kom til at ligne en gammel, udslidt Amme, der tjener
i en Stormands Hus. I sin Forbitrelse hindrer hun al Frugtbarhed.
Jorden brer ingen Afgrde, Dyrene faar ingen Unger, Menneskene ingen
Brn, og intet Offer kan bringes de uddelige Guder. Zeus sger nu at
mgle, og Hades maa lade Persephone vende tilbage til Lyset. Men
forinden svinger han Krnen af et Granatble over sig selv og giver
hende den saa at spise; hun kan da ikke mere helt frigives fra
Underverdenen, men maa tilbringe en Del af Aaret hos Hades, Resten
hos sin Moder[23]. Hermed lod Demeter sig forsone, og hun gav Jorden
Frugtbarheden tilbage.

 [23] Efter primitiv Opfattelse er den, der har nydt en andens Mad,
 forbundet med ham, enten for en Tid -- som naar rkenaraberens Gst
 er tryg i hans Telt, men drbes, naar han har forladt dette --
 eller for bestandigt, som naar den, der har spist i de ddes Rige,
 normalt ikke mere kan forlade dette. Omvendt fortlles i et gammelt
 fransk Digt om en Fe, der har taget en Ridder til sig og kun giver
 ham Lov til at vende tilbage til Jorden, hvis han lover intet at
 spise der. Ellers kan han ikke komme tilbage til hende.

 Naar Hades svinger Krnen om sig selv (vel omkring sit Hoved), er
 Meningen utvivlsomt at binde Krnen og derigennem Persephone fast
 til Hades. Naar en estisk Bonde paa en bestemt Dag slap Kvget ud
 paa Marken, svang han for hver Ko, 2 Kopeker 3 Gange om sit Hoved;
 disse Penge fik Rgteren, der gik med Dyrene.


Dionysos.

=Almindeligt Grundlag.=

Naturfolk er ofte meget nervse, dels fordi de lever omgivet af Farer
paa alle Kanter, dels fordi de har frre Kundskaber og derfor er
lettere at forskrkke. Ikke alene uforudsete Begivenheder kan faa dem
til at tabe deres Sindsligevgt; men de anvender ofte kunstige Midler
(strke Drikke, larmende Musik og vilde Danse) for at henstte sig
selv i en nervs Ophidselsestilstand, hvor det fles, som om Sjlen
har forladt sit Legeme og hvet sig til Samfund med Gud (Ekstase),
eller som om en Gud er steget ned og har taget Bolig i ens Sjl
(Enthusiasme).

=Thrakerne.=

Oldtidens Thrakere fejrede saadanne tjleslse Fester til re for en
Gud, som i Grkenland blev kendt under Navnet Dionysos. Det var en
Frugtbarhedsgud, en Sommergud, der ligger i stadig Krig med Vinteren.
Om Efteraaret sejrer Vinteren og driver Sommerguden bort; men om
Vaaren kommer Sommerguden tilbage og blinder Vinteren eller stikker
jnene ud paa ham. Denne Tanke ligger bag en Mythe, Homer fortller
om Kong Lykurgos (= Vinteren), der drev Dionysos paa Flugt, saa at
han maatte gemme sig i Havet; men til Straf tog Guderne Lykurgos og
blindede ham.

Thrakerne fejrede disse Fester (Orgier) om Natten ude paa Bjrgene
for lettere at hidse Nerverne ved det hemmelighedsfulde Mrke og den
vilde Natur; man bar Fakler i Hnderne, Metalbkkenerne skingrede,
Paukerne dundrede, og Fljternes Toner skar gennem Spektaklet, mens
Deltagerne, der mest bestod af Kvinder, styrtede af Sted i
Hvirveldanse og ved hje Raab sgte at vkke den slumrende Natur til
nyt og frugtbart Liv ved Vaarens Komme. Derfor gjaldt det om ved
Benyttelse af alle Midler at fle Gudens strke Krfter strmme
gennem sit eget Legeme. Festdeltagerne svingede Slanger i Hnderne og
lod dem glide inden for Klderne langs deres Legeme; thi Slanger er
en Aabenbaringsform for Frugtbarhedsguden Dionysos, og den, der
kommer i Berring med Guden, fyldes af hans Styrke. Dionysos
aabenbarede sig ogsaa i de tilstedevrende Offerdyr; i helligt Raseri
styrtede Festdeltagerne sig over dem, rev dem i Stykker og spiste dem
raa for paa denne Maade at optage Guden i sig; endvidere kldte man
sig i Offerdyrets aftrukne Skind for ogsaa derved at blive et med
Gud. Hele denne ejendommelige Kultus svarede til de religise
Forestillinger, man havde om selve Guden Dionysos. Over alt hvor han
drog hen, tnktes han at vre ledsaget af en Skare rasende Nymfer, de
saakaldte Mainader, og af de kaade mandlige Satyrer med deres
Hvding, den gamle Silen.

=Dionysos trnger ind i Grkenland.=

Den dionysiske Ekstase var oprindeligt noget ret fremmed for
Hellenerne. Homer kender den dog allerede; men Dionysos er hos ham
endnu ikke Medlem af Gudefamilien paa Olympen. Paa Parthenonfrisen
sidder han derimod i deres Kreds som en af deres egne. I Mellemtiden
har Dionysosdyrkelsen sat sig fast i Grkenland. Det har vret en
religis Gringstid, hvor Landet var oversvmmet af de saakaldte
Bakider (Forkyndere) og Sibyller c: Mnd og Kvinder, der i dionysisk
Begejstring profeterede om dunkle Ting, rensede for Synd og
helbredede for Sygdom (Sygdom og Besmittelse er jo for den primitive
Mand en Virkning af onde Aander, der kun er synlige for Seeren, som
derfor alene er i Stand til at bringe Hjlp).

=Modstanden mod Dionysos.=

Denne nye Kultus havde megen Modstand at overvinde, inden den trngte
igennem. Spor af denne Kamp findes i forskellige Sagn.

I Orchomenos i Boiotien vilde Kong Minyas's tre Dtre ikke deltage i
Orgierne, men blev hjemme og passede Hus og Vv. Herved vaktes
Dionysos's Vrede. Han lod Ranker af Vedbend og Vin slynge sig om
Vverstolene, og fra Loftet dryppede Vin og Mlk. Gudens Vlde gjorde
de tre Kvinder ude af sig selv, saa at de snderrev den enes lille
Sn, som om det var en Hjortekalv, og stormede vedbendsmykkede ud til
Mainaderne paa Bjrgene, glemmende alle huslige Pligter.

Pentheus, Konge i Theben, modsatte sig ligeledes Dionysosdyrkelsen,
hvori baade hans Moder og Mostre deltog ude i Bjrgskovene. For at
udspejde dem gemte han sig mellem Grenene paa et hjt Fyrretr; men
Kvinderne opdagede ham, rykkede med Raseriets Krfter hele Tret op
og sndersled ham Lem for Lem. Hans egen Moder satte hans afrevne
Hoved paa en Thyrsosstav og viste det triumferende frem, som var det
Hovedet af en Lve, drbt paa Jagt.

=Sejren.=

Naar Dionysoskulten alligevel trngte sejrrigt frem, var Grunden
frst og fremmest den, at her bdes der Grkerne noget virkeligt nyt.
Olympens Guder levede i ophjet Ro deres eget Liv, og til dem kunde
ingen ddelig komme; naar Livet var forbi, maatte Menneskets Sjl til
det trsteslse Hades. Men den dionysiske Religion imdekom en
almenmenneskelig Trang til at lade sig henrive til Begejstring og
svlge i mystiske Tanker og Fantasier, til at fle sig hvet ud over
sine egne snvre Grnser og blive et med Gud.

En praktisk Sttte fandt den nye Religion i Delphoi. Apollon delte
sin Magt med den nye Gud, og ved Vintertid, naar Apollon er borte fra
Delphoi, fejrede man paa Parnassets Tinde orgiastiske Fester for
Dionysos, ligesom Oraklet sgte at udbrede Dionysosdyrkelsen til
Egne, hvor den endnu ikke var kendt.

=Dionysos i Grkenland.=

Dionysos vedblev paa grsk Grund at vre den Gud, der vkker Ekstasen
i Mennesker, og han vedblev at vre en Frugtbarhedsgud, der ikke
alene gav den begejstrende Vin, men ogsaa beskyttede anden Travl og
Agerdyrkning. Vedbendbladene vedbliver at holde sig grnne om
Vinteren, naar andre Planter visner; derfor blev denne Plante
naturligt helliget Frugtbarhedsguden Dionysos. Men derimod sgte
Grkerne med deres Sans for Orden og Harmoni at omskabe de tjleslse
Nattesvrmerier til mere regelbundne Fester.

Ligesom Hermes var Dionysos i Grkenland baade Gud for Frugtbarhed og
for de dde Sjle. Den under Hermes omtalte Anthesteriefest fejredes
i Slutningen af vor Februar, hvor Foraaret begynder i Grkenland; den
varede 3 Dage og gjaldt baade for Dionysos og de ddes Sjle. Vinen
fra forrige Aars Hst var nu afgret, man stak Vinbeholderne an og
bragte et Frsteoffer deraf til Dionysos, inden man selv begyndte at
bruge den. Man smykkede sig med Blomster, maskerede sig, gik i
festlige Processioner, hvor man drillede hinanden med Liv og Lyst,
drak om Kap, afholdt Vddekampe og fejrede saaledes den nye Vaars og
Frugtbarhedsgudens Komme. Samtidigt forsmte man ikke at stte
rigelig Mad og Drikke frem for Sjlene, som kom paa Besg i de
levendes Huse.

=Dramaet.=

Ud af Dionysosfesterne voksede de forskellige Arter af det grske
Drama: Tragedie, Komedie og Satyrspil, uden at vi ved noget om,
hvorledes dette er foregaaet i Enkeltheder. Den frste egentlige
Tragedie opfrtes i Athen 534, men de ldste opbevarede er fra de
store Perserkampes Tid. Hvad Ordet Tragedie betyder, er usikkert.
Udgangspunktet for Komedien (Optogssang) er private Optog, hvor man
fejrede Dionysos, sang kaade Sange og slog om sig med Vittigheder,
der sigtede til Dgnets Begivenheder. Omkring 487 tog Staten
Ordningen af disse Optog i sin Haand, og deraf udviklede sig den
egentlige Komedie. Den tredje Art var Satyrspillet, kaldet saaledes,
fordi Koret bestod af Satyrer.

=Dionysos's ydre Skikkelse.=

Dionysos havde mange Skikkelser. Navnlig tnkte man sig ham til Stede
ved de orgiastiske Fester i Tyreskikkelse, og Deltagerne kunde derfor
smykke sig med Tyrehorn for at efterligne deres Gud. Han tnktes
ogsaa som et Tr. Af et Tr kunde man hugge de nederste Grene bort,
saa kun Stammen blev tilbage, hnge en Kappe der omkring og stte en
Maske oven over Kappen, mens man lod Grenene foroven blive siddende,
-- og Billedet af Guden var frdigt. Billedhuggerkunsten fremstillede
ham i Menneskeskikkelse, frst som en ldre, skgget Mand, senere som
en Yngling med ret kvindagtig Legemsbygning.

En Mythe fortalte, at Dionysos engang blev fanget af Srvere, der
ansaa den smukke, unge Mand for en Fyrstesn, som de vilde tjene gode
Lsepenge paa. Men Guden lod dem fle sin Vlde. Vinranker og Vedbend
slyngede sig om Master og Tovvrk, en Strm af Vin skyllede hen over
Dkket, og Guden selv blev til en Lve, der styrtede ls paa
Sfolkene, som i Forfrdelse sprang i Havet og blev forvandlede til
Delfiner.

Guden trder i denne Mythe frem som Lve, som Vedbend og Vinranker,
som Vin og som Menneske. Naar han kommer paa et Skib, maa det huskes,
at det er en almindelig mythologisk Forestilling, at der er Vand
mellem Guder og Mennesker, og det ligger da nr at tnke sig, at naar
Dionysos om Foraaret vender tilbage til Mennesker, kommer han om Bord
paa et Skib, der kan vre ledsaget af Delfiner, og hvis Master vre
omvundne af Ranker (Smlgn. Kong Skjolds Ankomst paa et Skib). I
Smyrna fejrede man i Oldtiden Foraarsfester til re for Dionysos,
hvor et Skib i festligt Optog frtes gennem Gaderne. Af Vasebilleder
fremgaar det, at man ogsaa i Attike har foranstaltet dionysiske
Optog, hvor et Skib blev frt af Sted paa en Vogn.

=Dionysos paa Olympen.=

I det olympiske Selskab optoges Dionysos som en Sn af Zeus og
den thebanske Kongedatter Semele; Theben var jo et Sted, hvor
Dionysosdyrkelsen tidligt vandt Indpas. Hera, der blev skinsyg paa
Semele, lokkede hende til at bede Zeus vise sig i al sin Vlde, hvad
den ddelige Kvinde ikke kunde taale; men hun fortredes af
Himmelkongens Ild. Zeus tog det ufdte Barn ud af hendes Moderskd og
gemte det i sit eget Laar til Fdslen, hvorefter Hermes bragte den
spde Dionysos til Nysabjrget (en poetisk, ikke en geografisk
Lokalitet), hvor Nymferne opfostrede det.




IV. Lyslande og Afgrunden.


Der fandtes hos Grkerne, som hos mange andre Folk, en vidt udbredt
Tro paa, at Menneskenes Sjle efter Dden flyttede ned hver i sin
Grav, hvor de da fortsatte deres Tilvrelse, vsenligt paa samme
Maade som i levende Live. Men ved Siden deraf fandtes der ogsaa hos
Grkerne forskellige Forestillinger om flles Ddsriger, der snart
tnktes lyse og lykkelige, snart skumle og mrke.

=I. Lyslande.=

Elysion og de saliges er var saadanne herlige Ddsriger, der laa
langt mod Vest, hvor Solen syntes at gaa ned i et stort Hav. Mellem
levende og dde tnkte man sig, der var Vand ligesom mellem Guder og
Mennesker. For almindelige ddelige var der ingen Adgang til disse
Steder; men Guderne kunde gre en Undtagelse, med hvem de vilde, fri
dem for Ddens Smerte og henflytte dem hertil. Da Menelaos blev
gammel, frte Guderne ham til Elysion, ikke fordi han personlig havde
gjort sig fortjent dertil; men fordi han var gift med Zeus's Datter
Helena.

Et tredje Navn for dette lykkelige Land i Vest var Hesperidernes
Have. Hesperiderne var Dtre af Natten og vogtede i deres Paradishave
et Tr, der bar gyldne bler og vogtedes af en Slange. Denne
Kostbarhed var en Bryllupsgave fra Jorden til Hera, dengang hun
gtede Zeus.

=II. Afgrunden.=

Et, som Regel mrkt og skummelt, Ddsrige tnktes i Jordens Indre.

=Sdvanlige Hadesforestillinger.=

De sdvanlige Forestillinger om Hades, saaledes som de navnlig findes
hos Homer, skildrer dette Sted som et mrkt og fugtigt Opholdssted,
saa uhyggeligt, at Achilles foretrkker at trlle for en fattig
Mand paa Jordens Overflade fremfor at vre den verste Herre blandt
de dde Skygger. Floden Styx danner Grnsen mellem Hades og
Oververdenen, og Frgemanden Charon er uafladeligt i Bevgelse for
at stte de dde over.

Forskellige onde Dmoner hrer hjemme i dette Ddsrige. Mest kendt er
~Kerberos~. Naar en dd er lagt i Graven, oplses Kdet hurtigt, og
de ngne Knokler bliver tilbage. Denne Oplsningsproces forklarede
Grkerne sig ved at antage, at der i Jorden levede et Uhyre,
Kerberos, der flngede de ddes Kd fra Knoklerne. Senere ndredes
Opfattelsen af Kerberos, der nu blev en Porthund, der stod paa Vagt
foran Indgangen til Kongepaladset i Ddsriget.

En lignende Dmon som Kerberos er ~Eurynomos~ (den-om-sig-dende),
der paa et Maleri var fremstillet sortblaa som en Spyflue og siddende
paa et Gribbeskind, i Frd med at flnge Kdet af Ligene med sine
Hugtnder.

Ogsaa ~Erinyerne~, oprindeligt myrdede Menneskers Sjle, der
frdedes paa Jordens Overflade for at straffe Morderne, fik tidligt
Plads i Hades, hvorfra de kunde vende tilbage til Jorden, navnlig
for at straffe visse grove Forbrydelser som Mord og Mened. Som
Tugteredskaber anvendte de Svber og Fakler.

=Hadesopfattelsen i de eleusinske Mysterier.=

De, der lod sig indvie i de saakaldte eleusinske Mysterier, der
fejredes til re for visse underjordiske Guddomme, haabede derved at
gre sig fortjente til en srlig lykkelig Lod, naar de efter Dden
skulde ned i Ddsriget. De ventede en Tilvrelse i Lys og Lykke, hvor
de skulde danse paa blomsterrige Enge.

=Orphikernes Hades.=

Orphikerne var en religis Sekt, inden for hvilken der fandtes flere
Retninger.

En orphisk Retning lovede de indviede en evig Rus, liggende til Bords
i Hades med Kranse om Hovedet, mens deres Slgt levede efter dem paa
Jorden. De uindviede derimod skulde kastes i Plen. -- Rusen er det
naturlige Middel til guddommelig Inspiration, til Sjlens Lftelse.
Meningen med Mudderplen er den, at det Menneske, der ikke i levende
Live har gennemgaaet de orphiske Renselser med Mudder, i al Evighed
skal dje denne Renselse i Hades uden nogensinde at blive religis
"ren".

En anden orphisk Retning lrte Sjlevandring. Naar Sjlene kom til
Hades, dmtes de af Minos, Aiakos og Rhadamanthys; de gode sendtes
til de saliges er; de uhelbredeligt onde nedstyrtedes til Tartaros;
de, der kunde forbedres, straffedes dels i Hades, dels sendtes de
tilbage til Jordens Overflade for at leve et eller flere nye Liv, til
de var rensede nok til at slippe ud af "Kredsen" (af bestandigt nye
Inkarnationer).

=Hades bliver til et Helvede.=

Den gammeldags grske Religisitet tog Livet, som det var, og
spekulerede ikke over, om det var retfrdigt eller ikke. Da grsk
Religisitet var naaet til at tumle med Tanker om Synd og Straf,
mente man, at Synderne skulde straffes _fr_ Dden; skete dette ikke,
var man ogsaa tilfreds med, at Syndernes Brn eller Brnebrn blev
straffede; saaledes hos Solon. Frst da den gamle Slgtsflelse var
aflst af Flelsen for Individet som Enkeltperson, der selv skal staa
til Regnskab for sine egne Handlinger, og da man endvidere var naaet
til Troen paa en virkelig og ikke skyggeagtig Tilvrelse efter Dden,
var der Mulighed for en Tro paa et Pinested i egentlig Forstand efter
Dden, et Helvede. Af Pinemidler anvendtes -- foruden den fr nvnte
Mudderpl -- navnlig Ild. Ilden havde tidligere vret opfattet som et
Renselsesmiddel (smlgn. Achilles's Ilddaab og den katholske
Opfattelse af Skrsilden), men blev nu til et Strafferedskab (smlgn.
Erinyernes Fakler). Man befolkede ligeledes Hades med vilde og
gloende Mnd, der bandt Hnder og Fdder paa de skyldige og slbte
dem af Sted over Torne og Tidsler. Denne Tro skyldtes navnlig
Orphikerne.

I dette Helvede anbragtes frst og fremmest Menedere, Fadermordere og
Tempelrvere; dernst ogsaa en Del mythiske Personer, der fr havde
lidt deres Straf paa Jordens Overflade. _Ixion_ havde modtaget
srlige Gunstbevisninger af Zeus; men han var utaknemlig og vilde ve
Vold mod Hera; til Straf blev han bundet til et gldende Hjul og for
oprindeligt af Sted gennem Luften, men fik nu Plads i Hades. _Tityos_
havde paa samme Maade villet forgribe sig paa Leto og fik derfor til
Straf sin Lever (Sanselighedens Sde) hakket ud af 2 Gribbe.
Afstraffelsen foregik oprindeligt paa Jordens Overflade, senere i
Underverdenen. _Sisyphos_ og _Tantalos_ hrer oprindeligt hjemme i
Oververdenen, hvor de er Eksempler paa Menneskelivets forgves Mje
og Anstrengelse. Naar ogsaa de -- formentlig under orphisk
Indflydelse -- flyttes til Hades, bliver de afskrkkende Eksempler
paa, hvilket uroligt Liv de maa fre efter Dden, som i Livet har
forsmt de orphiske Renselser. Sisyphos ruller en Sten op ad en
Bakke; men hver Gang han naar Toppen, triller den ned igen. Tantalos
staar sulten og trstig i Vand til Knene og med saftige Frugter over
sit Hoved, uden at kunne naa nogen af Delene; thi Vandet lber bort,
og Grenen svajer til Vejrs, hver Gang han strkker Armen ud efter det
ene eller det andet.




Ordliste.


#Acheron#.

#Achilles#.

#Adonis#.

#Agamemnon#.

#Aiakos#.

#Aigiden#. Aigide betyder Gedeskind. En Dragt af Gedeskind var i
gammel Tid alm. for alle grske Mnd og Kvinder, og langt ned i Tiden
vedblev en saadan at bruges af jvne Bnder. I Kamp og Slagsmaal
kunde et Skde af en saadan Skindkofte lgges over Armen som Skjold.
Religionen er konservativ, og Rester af den gamle Skinddragt
bevaredes hos visse Guder, navnlig Zeus og Athena som et Skjold, en
Mantille over Bryst og Ryg eller et smalt Skrf tvrs over Brystet.
-- Men Aigiden er ogsaa et Trolddomsvaaben, der dels gger Kampmodet
hos Vennerne, dels slaar Fjenderne med Rdsel. Aigiden kan altsaa
bruges som Medusahovedet (se der), og dette tnkes da ofte siddende
midt i Aigiden.

#Aisa#.

#Aloaderne# kaldtes de to Brdre _Otos_ og _Ephialtes_. De voksede
hvert Aar 1 Alen i Bredden og 1 Favn i Hjden. De truede med at
stable Ossa oven paa Olympos og Pelion oven paa Ossa for at komme de
olympiske Guder til Livs; men Apollon drbte dem.

#Amaltheia#. Den vilde Bjrgged -- af Nutidens Grkere kaldet
Agrimi -- dyrkedes paa Kreta, i Delphoi og paa flere af erne. En
saadan Ged, Amaltheia, skulde have diet Zeus som spd. Til Ln
blev den til en Stjerne (Capella, = Geden), dens Horn blev til
Overfldighedshornet.

#Ambrosia# og #Nektar# er Gudernes Spise og Drik. Ddelige kan faa
evigt Liv ved at nyde A. og N. Undertiden bruges A. baade som Salve,
Sbe, Parfyme og Middel mod Saar.

#Amphitrite#, se Nereus.

#Anadyomene#, den af Havet opdukkende. Tilnavn til Aphrodite.

#Aphrodite#.

#Apollon#.

#Ares#.

#Artemis#. Den saakaldte ephesiske Artemis var en
Frugtbarhedsgudinde, som Grkerne optog og sidestillede med Artemis.
Hun omtales i Apostlenes Gerninger Kap. 19.

#Asklepios#, Opr. en i Jordens Indre boende Guddom, der tnktes som
Slange, og som gav Oplysninger om Fremtiden og helbredede Sygdomme.
Senere tnktes han i Menneskeskikkelse som Heros og fik Slangen til
Attribut. Han ansaas da for at vre Sn af Lgeguden Apollon, for
selv at vre Lge og at have en Datter _Hygieia_, Sundhed.

#Asjtoret#.

#Astarte#.

#Athena#.

#Atropos#.

#Bakchos#, Navn for Dionysos.

#Bakide#.

#Boreas#, se Vindene.

#Chaos#.

#Charis#, 1) Ynde. Menneskelige Bestrbelser kan vre saa vellykkede,
de vre vil, og dog ikke behage andre, hvis de er uden Charis, og den
kan ingen give sig selv. Ingen Festlighed lykkes, hvis ikke Charis
kaster sin Ynde over den. 2) Gudinden for Charis. Sdvanligt omtales
3 Chariter: _Aglaia_ (festlig Glans), _Euphrosyne_ (Munterhed),
_Thaleia_ (blomstrende Festglde). Undertiden optrder de som
Aphrodites Terner.

#Charon#.

#Cheiron#, en viis Kentaur, der opdrog Asklepios og Achilles.

#Daktyl#.

#Daphne#, en Nymfe, som Apollon elskede og forfulgte; i sidste
jeblik blev hun forvandlet til et Laurbrtr, (paa Grsk: Daphne).
-- Allerede i ldgammel Tid stod der i Delphoi et Laurbrtr, et
guddomsfyldt Tr som Zeus's Eg i Dodone. Laurbr ansaas for at kunne
holde Dmoner borte og rense for Smitte. Da Apollon kom til Delphoi,
blev dette Tr draget ind i hans Kultus, idet Pythia bedvede sig ved
Duften af brndt Laurbrtr, inden hun steg ned i Hulen. Denne
rituelle Handling har da givet Anledning til den omtalte tiologiske
Mythe.

#Demeter#.

#Deukalion#.

#Dike#.

#Dione# er hos Homer ved Zeus Moder til Aphrodite.

#Dionysos#.

#Dryader#, se Nymfer.

#Echo#, se Narkissos.

#Eileithyia#, Fdselsgudinde.

#Eirene#, se Horaerne.

#Elysion#.

#Endymion#, se Selene.

#Enyallos#, en Krigsgud, der snart opfattedes som et med Ares, snart
som hans Sn.

#Eos#, 1) Morgenrden. 2) Morgenrdens Gudinde. Hun bortfrte den
troiske Prins _Tithonos_ til sin Bolig og bad Zeus give ham evigt
Liv, men glemte at bede om evig Ungdom, saa han snart blev ganske
alderdomssvkket. Hun forvandlede ham da til en Cikade (et Insekt,
hvis Piben hres overalt i Syden, men som sjldent ses.) Derved
undgik hun at se hans alderdomssvkkede Legeme, men hrte stadigt
hans Stemme. (Meningen med Fortllingen er vel at indprente en ogsaa
andetsteds fra kendt filistrs Moral: Vr njagtig i din Bn til
Guderne). -- Eos elskede ogsaa Jgeren _Orion_, hvem Artemis drbte
af Skinsyge.

#Ephialtes#, se Aloaderne.

#Epimetheus#.

#Erechtheus#, c: Klveren. E. var opr. en Lyngud, der ved Nedslag
havde frembragt en Revne i Klippen under Erechtheions nordlige
Forhal. Han fortrngtes af Poseidon, der ogsaa kunde spalte
Jordskorpen, og sank ned til at vre Heros.

#Erichthonios#.

#Erinyerne#.

#Eris#, Uenighedens Gudinde.

#Eros#, 1) kosmogonisk Gud. 2) Aphrodites Sn.

#Euros#, se Vindene.

#Eurynomos#.

#Gaia#.

#Gaiaochos#.

#Galateia#, se Nereus.

#Ganymedes#, en troisk Prins, den smukkeste af alle ddelige, blev
optaget til Olympen for der at fungere som Mundsknk.

#Giganterne#. Da Kronos lemlstede sin Fader, faldt Bloddraaberne paa
Jorden, og deraf opstod G. De var vilde og raa, havde store Vinger og
Slangefdder. Paa Phlegrasletten kmpede de med de olympiske Guder,
der frst sejrede, efter at Herakles var kommet til Hjlp.

#Hades#, 1) Ddsriget. 2) Ddsrigets Gud.

#Hamadryader#, se Nymfer.

#Hebe#.

#Hekate#, 1) Gudinde for de ddes Sjle; hun holder til baade ved
Husets Arne og paa Korsvejene, for begge Steder begravede man de
dde. 2) Lysgudinde, specielt Maanegudinde. Som saadan fremstilledes
hun ofte i 3 tt forbundne Skikkelser, (vel Symboler paa den
tiltagende, fulde og aftagende Maane).

#Hekatoncheirerne#, Uhyrer med 100 Arme, Brn af Uranos og Gaia.

#Helios#.

#Hephaistos#.

#Hera#.

#Herakles#.

#Hermes#.

#Hesperiderne#.

#Hestia#.

#Horaerne#, unge Gudinder, hvis Hverv det er at aabne og lukke
Himmelporten med en Sky. De er Gudinder for Aarstidernes Vekslen og
for Lov og Orden i det menneskelige Samfund. Som Navne paa Horaer kan
anfres: _Eunomia_ (Lovmssighed), _Dike_ (Retfrdighed) og _Eirene_
(Fred). De gres til Dtre af _Zeus_ og _Themis_ (Sd, Skik, Lov).
_Plutos_ (Rigdom) gres til en Sn af Eirene.

#Hyakinthos#, en frhellensk, under Jorden levende Gud, der dyrkedes
i Nrheden af Sparta, til Apollondyrkelsen fortrngte ham. Der
digtedes da en Legende om, at H. var A.'s Yndling, men at A. ved en
Fejltagelse kom til at drbe ham med en Diskos.

#Hygieia#, se Asklepios.

#Hymenaios#, Bryllupsgud.

#Hyperboreer#, et lykkeligt ventyrfolk, som Oldtiden tnkte sig
boende nord for Nordenvinden, idet Ordet aflededes af hyper,
ovenover, og Boreas, Nordenvind. Moderne Sprogvidenskab hvder
imidlertid, at Boreas opr. betd Bjrgvind, og at Hyperboreer
altsaa betegner et saligt Folk paa den anden Side Bjrgene.
Fortllingerne om dette Folk afleder man af Forestillinger og Skikke,
der hrte hjemme i Apollondyrkelsen i Delphoi og paa Delos.

#Hypnos#, Svnens Gud.

#Ino#, se Leukothea.

#Iris#, 1) Regnbuen. 2) En Terne paa Olympen, der bruges som
Gudernes, srligt Heras Sendebud.

#Istar#.

#Ixion#.

#Kentaur#.

#Kerberos#.

#Kerykelon#.

#Klotho#.

#Kokytos#, Graadens og Klagens Strm, en Flod i Underverdenen.

#Kore# = Persephone.

#Korybant#, se Kybele.

#Kronide# eller #Kronion# = Kronos's Sn, hyppig Benvnelse for Zeus.

#Kronos#.

#Ktesios#.

#Kybele#, ogsaa kaldet den store Moder, Gudernes Moder, den
store Gudinde eller Rheia, var en lilleasiatisk Naturgudinde af
lignende Art som Gaia. Hendes Prster var de saakaldte Korybanter,
der under Udvelsen af deres hellige Handlinger hensatte sig selv og
Menigheden i en sansels Ekstase.

#Kykloper#. Der gaves forskellige K. 1) 3 Kykloper (_Brontes_,
_Steropes_, _Arges_) var Brn af Uranos og Gaia; de gav Zeus hans Lyn
og Torden. 2) Smedesvende i Hephaistos's Vrksted. 3) Homers
Kykloper, enjede Kmper, der lever som Hyrder og staar i fjendtligt
Forhold til Zeus. 4) Vldige Fortidsmennesker, der mentes at have
opfrt de ldste Bygninger af store Stenblokke.

#Lachesis#.

#Lethe#, Glemselens Strm, Flod i Underverdenen.

#Leto#.

#Leukothea#, en Havgudinde, der hjlper sfarende, der er i Nd. Opr.
hed hun _Ino_ og var en Datter af _Kadmos_; men for at undgaa sin
Mand _Athamas's_ Efterstrbelser sprang hun i Havet, hvor hun blev
optaget blandt Nereiderne.

#Lyaios#, (Lseren, Befrieren), Tilnavn til Dionysos.

#Lykurgos#.

#Maia#.

#Mainader#.

#Marsyas#, en lilleasiatisk Silen, der baade optrder som Kildedmon
og Fljtespiller. I Athen hed det sig, at Athena havde opfundet
Fljten. De to Fortllinger kombineredes saaledes, at A. skulde have
opfundet Fljten, men kastet den bort, fordi hun blev grim af at
spille paa den. M. fandt da Fljten og beholdt den. -- Engang kom M.
i Vddestrid med Apollon; men denne sejrede med sit Citharspil over
M.'s Fljtespil, og M. blev flaaet levende -- en i sin Tid i Orienten
alm. Straf. -- Bag Mytherne om den asiatiske M.'s Musikinteresse
ligger det Faktum, at hellensk Musik har udviklet sig under strk
Indflydelse fra Frygien og Lydien.

#Metis#.

#Minos#. Oprindeligt dmte Minos i de ddes _indbyrdes_ Stridigheder.
Det maa vre Orphikerne, der forvandlede ham til en Dommer _over_ de
dde.

#Minyas#.

#Moira#, 1) Verdensvilje. 2) Personlig Gudinde. Ordet betyder
Brkdel, d. v. s. den hvert Menneske tilkommende Brkdel af Lykke og
Ulykke.

#Musagetes#.

#Muse#, 1) Evnen til aandeligt Arbejde, og alt, hvad der er frembragt
ved aandeligt Arbejde som Sang og Musik, Videnskab, Dannelse. 2)
Personliggrelsen af disse Evner.

Opr. var der vel 1 Muse; senere udvides Tallet til 9. Deres Navne
betegner dem som Gudinder for Livsglde og Aandsvirksomhed, og de
beskytter hver sit Omraade af Aandslivet. _Kleio_ (den, der giver
Bermmelse; Historieskrivning). _Euterpe_ (den, der bringer Glde;
Fljtespil). _Thaleia_ (den blomstrende; Komedien). _Melpomene_
(Sangerinde; Tragedien). _Terpsichore_ (den, der glder sig ved
Kordans; Kordans og Lyrik). _Erato_ (den yndige; Lyrik). _Polyhymnia_
(den hymnerige; Hymnedigtning). _Urania_ (den himmelske; Astronomi).
_Kalliope_ (den med den smukke Stemme; episk Poesi).

Muserne er Dtre af Zeus og Mnemosyne (Erindring), en let forstaaelig
Allegori, da alt kunstnerisk og videnskabeligt Arbejde delvis beror
paa Erindring. De opholder sig gerne paa Helikon ved de to Kilder
Hippukrene og Aganippe eller paa Parnassos ved Kilden Kastalia.
Muserne er vel opr. Kildegudinder; det er en alm. Tro, at Vand vkker
inspirerende Evner hos Mennesker.

#Mylitta#.

#Myrrha#.

#Naiader#, se Nymfer.

#Narkissos#, en smuk Yngling, der forsmaaede Nymfen _Echos_
Krlighed, saa hun hentredes af Sorg, og kun Stemmen blev tilbage.
Da N. engang saa sig selv i en Kilde, blev han forelsket i sit eget
Spejlbillede; men da dette ikke kunde genglde hans Krlighed, dde
han af Lngsel.

#Nektar#, se Ambrosia.

#Nereus#, en Havgud. Af hans 50 Dtre er _Amphitrite_ gift med
Poseidon, _Thetis_ med Peleus; _Galateia_ elskedes af Kyklopen
Polyphem; men hun forsmaaede ham.

#Nike#.

#Notos#, se Vindene.

#Nymferne#, kvindelige Naturguddomme. Der kan skelnes mellem 1)
Naiader, Kildenymfer, 2) Oreader, Bjrgnymfer, 3) Dryader, Trnymfer;
disse kaldes ogsaa Hamadryader, fordi de fdes med Tret og dr med
det, naar det hugges om eller visner, (hama = sammen med).

#Okeanos#, 1) En Strm, der i bestandig Bevgelse flyder uden om den
kredsrunde Jord. 2) Guden for denne Strm, Sn af Uranos og Gaia og
gift med _Tethys_. Floderne er deres Snner, Kilderne deres Dtre.

#Omphalos#, en hvid Sten i Delphoi med en rn af Guld paa hver Side.
Undertiden er den smykket med Baand (Tnier), undertiden med et
stormasket Net (Agrenon). Da Zeus vilde vide, hvor Jordens Midte var,
sendte han 2 lige hurtige rne ud at flyve fra st og Vest. De mdtes
i Delphoi, hvor da Jordens Omphalos (= Navle) maatte vre. Som
Kendemrke rejstes den omtalte Sten. -- Omphalos er opr. en
Stenfetisj, der overtages af Apollon ved hans Komme til Delphoi.

#Oreader#, se Nymfer.

#Orion#, se Eos.

#Orthia#, (eller Artemis Orthia Lygodesma), en spartansk Gudinde,
foran hvis Alter 2 Partier af Ynglinge slog ls paa hinanden med
Stokke.

Orthia var en Trgudinde, og et Menneske, der blev slaaet med Grene
fra hendes hellige Tr (opr. er det hellige Tr Gudinden selv), fik
derved den hellige Kraft indbanket i sit Legeme. Fra at vre en
religis Handling blev Piskningen en Eksamen, hvor det gjaldt om,
hvem der kunde dje de fleste Smerter.

#Otos#, se Aloaderne.

#Paian#, 1) Lgegud. 2) Tilnavn til Apollon. 3) Tryllesang. 4) Hymne
til Apollon. 5) Sejrssang.

#Palladion#.

#Pan#, (af Paon, = kvgvogtende), Gud for de arkadiske Gedehyrder;
han havde Menneskekrop og Menneskearme, men Ben som en Buk. Han
ansaas for at have opfundet Hyrdefljten (Syrinx), vel fordi Hyrderne
brugte Musikinstrumenter til at holde deres Hjorde sammen. Det var
denne Gud, der vakte panisk Skrk hos Mennesker og Dyr.

#Pandora#.

#Peitho#, Overtalelsens Gudinde; hrer til Aphrodites Flge.

#Pentheus#.

#Persephone#.

#Phaeton#, Sn af Helios, fik en Dag Lov til at kre Solvognen over
Himlen. Men da han ikke kunde holde den i det rette Spor, drbte Zeus
ham med sit Lyn. Hans Sstre _Heliaderne_ (c: Helios's Dtre) grd
over ham. Deres Taarer blev til Ravperler, de selv til Poppeltrer.
Phaeton styrtede ned ved Eridanos, = Po. Ved denne Flods Munding
endte en Handelsvej, ad hvilken i gammel Tid Rav blev frt mod Syd
fra stersens Kyst.

#Phoibos#.

#Pluton#, = Rigdomsgiver. Tilnavn til Hades; thi al Rigdom kommer fra
Jordens Skjul.

#Plutos#, se Horaerne.

#Poseidon#.

#Prometheus#. Dette Navn, der ofte er forklaret som Forklog,
betyder maaske opr. Ildfrembringer.

#Proteus#, en Havgud, der vogter Amphitrites Hjord af Sler. Han
havde Evne til at antage mange forskellige Skikkelser.

#Psyche#.

#Psychopompos#.

#Pyriphlegethon#, Ildstrmmen, Flod i Underverdenen.

#Pyrrha#.

#Rhadamanthys#.

#Rheia#, se Kybele.

#Saliges er#.

#Satyr#, se Silen.

#Selene#, 1) Maane. 2) Maanegudinde. Om Natten rider eller krer hun
over Himlen. Hun elsker Jgeren _Endymion_, og om Natten stiger hun
ned fra Himlen og kysser ham, mens hans sover paa Latmosbjrget.

#Semele#.

#Sibylle#.

#Silenerne#, er vilde Vegetationsguddomme. Man tnkte sig, de havde
rer og Hale, undertiden ogsaa Hove og Ben som Heste. Opr. tnktes
alle Silener i samme Alder; men senere skelnede man mellem de gamle
_Silener_ og de yngre _Satyrer_. Efterhaanden tnkte man sig, at der
kun var 1 Silen, der ofte fremstilledes som en gammel Drukkenbolt,
der havde vret Dionysos's Fosterfader.

#Sisyphos#.

#Smintheus#, Markmusgud, (af sminthos, Markmus). Primitive Folk viser
undertiden rbdighed mod skadelige Dyr for at bevge dem til ikke at
gre ondt. Paa en sel har man vret hensynsfuld overfor en
Snudebille, der var farlig for Kornet. Jderne hdrede de farlige
Slanger ved at rejse en Kobberslange paa en Stang -- altsaa Tribut
til en Rverstat. -- Smintheus smeltede sammen med Apollon. En bermt
Helligdom for Ap. Sm. laa nr Troja. Der holdt man tamme, hvide Mus.

#Styx#.

#Tantalos#.

#Thetys#, se Okeanos.

#Thanatos#, Ddsguden; han fremstilles undertiden med snket og
slukket Fakkel.

#Themis#, se Horaerne.

#Thetis#, se Nereus.

#Thiasos#, Fllesbenvnelse for Dionysos's Flge af Satyrer og
Silener, Nymfer, Mainader og andre Gudomme, som f. Eks. Pan.

#Titanerne#, Brn af Uranos og Gaia. De mest kendte er Kronos og
Rheia. Da Kronos blev angrebet af de olympiske Guder, fik han Hjlp
af Titanerne, som frst blev overvundne efter 10 Aars Kampe,
hvorefter Zeus nedstyrtede dem i Tartaros.

#Tithonos#, se Eos.

#Tityos#.

#Triptolemos#, (= den, som pljer 3 Gange) gammel Frugtbarhedsgud i
Eleusis. Brakmarker pljedes 3 Gange, Foraar, Sommer og Efteraar,
umiddelbart fr Saaningen. Paa et kendt Relief ser man Demeter og
Kore give ham Sdekornet, som han skal bringe til Menneskene.

#Tritogeneia#, Tilnavn til Athena. Betydningen er usikker.

#Triton#.

#Typhoeus#, (= den dampende, Rgsprutteren) er et skrkkeligt Uhyre
med 100 Slangehoveder. Han blev begravet under Sicilien, og Rgen fra
tna ansaas for Uhyrets hede Aande, -- altsaa en Naturmythe, der
indeholder en primitiv Opfattelse af et vulkansk Fnomen.

#Uranos#.

#Vindene#, _Boreas_, Nordenvinden, _Notos_, Sndenvinden, _Euros_,
stenvinden, _Zephyros_, Vestenvinden.

#Zephyros#, se Vindene.

#Zeus#.




Sor Bogtrykkeri (Aktieselskab) ved Rasmussen Krogh.




Af samme Forfatter er udkommen paa vort Forlag:

 _Grske Sagn_ 2. Udg. Pris indb. Kr. 2,75
 _Grsk Religion_       "     "   Kr. 0,70


SVEGRDS BOGHANDEL SOR





End of Project Gutenberg's Grsk Mythologi, by Hans Holten-Bechtolsheim

*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK GRSK MYTHOLOGI ***

***** This file should be named 34178-8.txt or 34178-8.zip *****
This and all associated files of various formats will be found in:
        http://www.gutenberg.org/3/4/1/7/34178/

Produced by Tor Martin Kristiansen, Steen Christensen,
Palle Christoffersen and the Online Distributed Proofreading
Team at http://www.pgdp.net


Updated editions will replace the previous one--the old editions
will be renamed.

Creating the works from public domain print editions means that no
one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
(and you!) can copy and distribute it in the United States without
permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
such as creation of derivative works, reports, performances and
research.  They may be modified and printed and given away--you may do
practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
subject to the trademark license, especially commercial
redistribution.



*** START: FULL LICENSE ***

THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK

To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
distribution of electronic works, by using or distributing this work
(or any other work associated in any way with the phrase "Project
Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
Gutenberg-tm License (available with this file or online at
http://gutenberg.org/license).


Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
electronic works

1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
and accept all the terms of this license and intellectual property
(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.

1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
used on or associated in any way with an electronic work by people who
agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
even without complying with the full terms of this agreement.  See
paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
works.  See paragraph 1.E below.

1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
collection are in the public domain in the United States.  If an
individual work is in the public domain in the United States and you are
located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
keeping this work in the same format with its attached full Project
Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.

1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
a constant state of change.  If you are outside the United States, check
the laws of your country in addition to the terms of this agreement
before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
creating derivative works based on this work or any other Project
Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
the copyright status of any work in any country outside the United
States.

1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:

1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
copied or distributed:

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org

1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
and distributed to anyone in the United States without paying any fees
or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
1.E.9.

1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
with the permission of the copyright holder, your use and distribution
must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
permission of the copyright holder found at the beginning of this work.

1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
License terms from this work, or any files containing a part of this
work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.

1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
electronic work, or any part of this electronic work, without
prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
active links or immediate access to the full terms of the Project
Gutenberg-tm License.

1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
License as specified in paragraph 1.E.1.

1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
that

- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
     must be paid within 60 days following each date on which you
     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
     address specified in Section 4, "Information about donations to
     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."

- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
     License.  You must require such a user to return or
     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
     and discontinue all use of and all access to other copies of
     Project Gutenberg-tm works.

- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
     of receipt of the work.

- You comply with all other terms of this agreement for free
     distribution of Project Gutenberg-tm works.

1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
electronic work or group of works on different terms than are set
forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
Foundation as set forth in Section 3 below.

1.F.

1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
works, and the medium on which they may be stored, may contain
"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
your equipment.

1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
liability to you for damages, costs and expenses, including legal
fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
DAMAGE.

1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
written explanation to the person you received the work from.  If you
received the work on a physical medium, you must return the medium with
your written explanation.  The person or entity that provided you with
the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
refund.  If you received the work electronically, the person or entity
providing it to you may choose to give you a second opportunity to
receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
is also defective, you may demand a refund in writing without further
opportunities to fix the problem.

1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER
WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.

1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
provision of this agreement shall not void the remaining provisions.

1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
with this agreement, and any volunteers associated with the production,
promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
that arise directly or indirectly from any of the following which you do
or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.


Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm

Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
electronic works in formats readable by the widest variety of computers
including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
people in all walks of life.

Volunteers and financial support to provide volunteers with the
assistance they need, are critical to reaching Project Gutenberg-tm's
goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
and the Foundation web page at http://www.pglaf.org.


Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
Foundation

The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
number is 64-6221541.  Its 501(c)(3) letter is posted at
http://pglaf.org/fundraising.  Contributions to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
permitted by U.S. federal laws and your state's laws.

The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
throughout numerous locations.  Its business office is located at
809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email
business@pglaf.org.  Email contact links and up to date contact
information can be found at the Foundation's web site and official
page at http://pglaf.org

For additional contact information:
     Dr. Gregory B. Newby
     Chief Executive and Director
     gbnewby@pglaf.org


Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation

Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
spread public support and donations to carry out its mission of
increasing the number of public domain and licensed works that can be
freely distributed in machine readable form accessible by the widest
array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
status with the IRS.

The Foundation is committed to complying with the laws regulating
charities and charitable donations in all 50 states of the United
States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
with these requirements.  We do not solicit donations in locations
where we have not received written confirmation of compliance.  To
SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
particular state visit http://pglaf.org

While we cannot and do not solicit contributions from states where we
have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
against accepting unsolicited donations from donors in such states who
approach us with offers to donate.

International donations are gratefully accepted, but we cannot make
any statements concerning tax treatment of donations received from
outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.

Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
ways including checks, online payments and credit card donations.
To donate, please visit: http://pglaf.org/donate


Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
works.

Professor Michael S. Hart is the originator of the Project Gutenberg-tm
concept of a library of electronic works that could be freely shared
with anyone.  For thirty years, he produced and distributed Project
Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.


Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
keep eBooks in compliance with any particular paper edition.


Most people start at our Web site which has the main PG search facility:

     http://www.gutenberg.org

This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.
