The Project Gutenberg EBook of Julies Dagbog, by Peter Nansen

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org


Title: Julies Dagbog

Author: Peter Nansen

Release Date: January 7, 2012 [EBook #38515]

Language: Danish

Character set encoding: ISO-8859-1

*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK JULIES DAGBOG ***




Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned
images of public domain material from the Google Print
project.)





Afskriverens bemrkninger: benlyse trykfejl er rettet i denne
e-bog, men forfatterens stavning er i vrigt bevaret. _Understreg_ er
brugt til at gengive kursiveret tekst.




 PETER NANSEN

 JULIES DAGBOG


 Andet Oplag


 KJBENHAVN

 P. G. PHILIPSENS FORLAG

 Trykt hos J. Jrgensen & Co. (M. A. Hannover)

 1894




JULIES DAGBOG


Denne Bog har jeg faaet til Jul af Moder. Jeg vil her nedskrive
oprigtigt og sandfrdigt alle mine Oplevelser og Tanker. Jeg vil ikke
smigre for mig selv, men tage med baade det gode og det onde. Paa den
Maade vil min Dagbog kunne blive mig som et lrerigt Spejl. Men naar
Bogen er sluttet -- vil den da berette om et lykkeligt eller
srgeligt Liv, vil den vre en Roman med spndende Hndelser eller
vil den vre -- ak! -- slet ingenting? Herom sprger jeg med
nysgrrig Uro mig selv, idet jeg skrider til mit Vrk.

Saa anbefaler jeg da mig og min Bog til en naadig Skbne og alle gode
Magter.

  Kjbenhavn, Forhaabningsholms All, den 27de December 1891.

                                    _Julie Mathilde Magens_,
                                     fdt d. 23. April 1872,
                               Datter af Blomstermaler, Professor
                                         _Holger Magens_.




                                             Nytaarsnat, Kl. 12.


Hvor hjtidelig en Tanke, at det gamle Aar nu er endt og et nyt
rinder frem i Vinternattens Mulm og Mrke. Et Aar er atter svundet --
hvad har det bragt mig? Et nyt begynder -- hvad vil det bringe? Det
frste kan jeg besvare. Det gamle Aar har intet bragt. Naar jeg
tnker tilbage paa det, ligger det for mig som en lang lige Landevej,
uden Farver, uden Brydninger, uden Afveksling. En Rkke af stille
Dagsmarcher, altid lige lange, altid i samme Retning og i samme
tungsindige Omgivelser. Om Formiddagen flgende Billede: min sde
lille Mo'r og jeg spadserer ned ad Gl. Kongevej, ind til Byen for at
besrge rinder. Vi gaar hurtigt og glider gennem de mange Mennesker,
ligesom vi ikke hrte til iblandt dem. Vi kender kun faa, og frre
kender os. Alligevel kender vist alle os. Vi hrer til Rutens faste
Figurer. Enken med sin Datter kaldte engang en Herre os, idet vi
gik forbi. Baade Moder og jeg kom til at smile ad Bemrkningen; den
var virkelig rammende. Moder lille og spinkel, altid sortkldt; jeg
hj og tynd -- vistnok lidt ranglet, -- desvrre ikke srlig
velkldt, dog, med faa Midler, net. Vi standser ikke paa vor Vej, vi
gaar ufortrdent, som om det var en Forretning for os at gaa, og vi
ser hverken til Hjre eller til Venstre. Det sidste er forresten ikke
fuldkommen sandfrdigt. D. v. s. Mo'r ser ret frem, men jeg kigger
med jenkrogene til begge Sider.

... Vi kommer hjem, og Middagen oprinder. Familien samles. Hvor der
er koldt i vor Spisestue -- til Trods for de Rosenguirlander og
Sydfrugter, hvormed Fader har dekoreret Vggene. Frst stter Moder,
Frantz (en lang oplben 16 Aars Dreng) og jeg os tilbords. Saa trder
Fader ind fra sit Atelier. Han er meget hj og mager, er altid i
graat Tj med langskdet Frakke, han fryser altid og fejler altid et
eller andet. Jeg tror, det er ham, der bringer Kulde med sig ind i
Stuen. Fader ser skarpt paa os gennem sine Guldbriller, nikker og
stter sig uden at sige et Ord. Og vi spiser vor Mad, som om det var
en tung Pligt, vi opfyldte. Vi spiser det mindst mulige for at blive
frdige i en Fart. Derfor er vi alle saa tynde ligesom Planter, der
vokser i Skygge. Det Billede faldt mig ind en Dag, vi rejste os fra
Bordet. Som vi stod dr, tre lange og en lille, kom jeg pludselig til
at huske paa en Kala, vi en Gang havde. Vi troede, den var gaaet ud,
og havde stillet den til Side i et mrkt Gaardvrelse. Saa en
Formiddag kom jeg derind og sa, at den var skudt op igen med fire
spinkle hvidlig-grnne Stilke, der paa Toppen bar smaabitte
gennemsigtige Blade. -- -- Konversationen ved Middagsbordet kan just
ikke kaldes animeret. Den indledes med, at Moder sprger Fader:
Hvordan har Du det idag, Holger? Har det vret slemt med Hovedet?
Herpaa er Svaret: Om det ikke var andet end Hovedet. Men de
forbandede Rygsmerter piner Livet af mig. Nste Dag begynder Moder
med Ryggen, og det slaar da ikke Fejl, at nu er det Hovedet, som er
det mest pinagtige.

Resten af Middags-Underholdningen adresseres til den arme Mosj
Frantz, som har et righoldigt Synderegister. Frantz, der er i
nstverste Latinklasse, mistnkes stadig for Dovenskab og letsindigt
Levned, saasom overdreven Nydelse af Tobak, Smug-Toddyer osv. Ogsaa
vkker han min stetiske Papas rgrelse ved et leddelst labansagtigt
Vsen, en smagls Behandling af Kniv og Gaffel, Rokken paa Stolen,
usoignerede Negle m. m. Saaledes krydres vor Mad paa den lifligste
Maade.

Aftenen er Dgnets Oase -- naar Frantz er gaaet til sine Lektier
eller sin Smugtoddy og Fader Kl. 10 har sagt Godnat. Da sidder Mo'r
og jeg og taler fortroligt sammen. Vi aabner for Kakkelovnen, saa
Ilden lyser ud gennem Risten, stter rd Skrm over Lampen og gr os
det mageligt i Sofaen. Hvad vi taler om? Om Alt og Intet, det hjeste
og det laveste; om hvad der har staaet i Bladene, om Bger, vi har
lst, om Livets store Problemer, om Familiebegivenheder baade nu og i
gamle Dage, men mest taler vi om Krlighed. At hre Mo'r tale om
Krlighed er saa smukt og rrende, at jeg altid ender med at grde.
Stakkels lille Mo'r, som har et saa stort og varmt Hjrte og som er
skabt til nnsom Behandling af Livet. Sikkert maa hun en Gang i sine
unge Dage have oplevet en Roman. Det kan ikke vre Minder fra hendes
gteskab, der fylder hendes Sind med saamegen Poesi. Thi Fader tog
hun frst, da hun var 27 Aar og hendes Forldre var dde -- uden at
efterlade sig noget. Allerdejligst er det dog, naar Moder fortller
om sit Hjem, hvor det gik saa fornemt og lystigt til, med musikalske
Soirer, Baller og Kanefarter. Ak! Bedstefa'r, Bedstefa'r, hvor kunde
Du ogsaa stte alle dine Penge overstyr, saa der slet ingen
Fornjelser blev tilovers til din arme Datterdatter! Og Du sknne, Du
vidunderlig dejlige Bedstemo'r, Du, om hvem Sagnet beretter saare
smukke, men ikke ganske artige ventyr -- hvorfor har jeg dog ikke
kendt Dig, Du brillante Kvindemenneske, der paa din Bryllupsdag lod
Bedstefader bortfre Dig midt under Middagen og krte med ham i
Firspands Kane ud paa Landet til den festligt beredte Kro, hvor I to
saa fortsatte Gildet, I to alene.

Om I fra Eders sikkert straalende og glade Himmel flger Eders Slgts
jordiske Frd, vil I have flt Sorg og Medynk over den Nytaarsaften,
Moder og jeg har fejret. Nej, i vort Hus er ikke, som Skik var i
Eders, det gamle Aar blevet hdret med rungende Skaaler om et
bugnende Festbord, og ikke er det nye Aar hilst velkommen med
Champagneproppers Salut.

Ganske alene har vi siddet, Moder og jeg, og ventet paa det nye Aar.
Hver i sin Krog af Sofaen sad vi og krb sammen, sad i to lange
Timer, uden at have Humr til at begynde vor sdvanlige Passiar. Men
da Taffelurets gamle slidte Klokkevrk med spinkle besvrlige Toner
begyndte sin Midnatskimen, rettede vi os op og lyttede, og en Angst
paakom mig. Dumt var det, men jeg syntes, at nu slog Afgrelsens
Stund for mig. Hvert af Urets Klokkeslag klang i mine ren som et Nu
din Tid! Nu din Tid! -- indtil Vrket endte med en klirrende Raslen,
der ld som Kanebjlder.

Saa tog Mo'r mig i sine Arme, bjede mit Hoved ned til sit og sagde,
mens hun kyssede mig: Du, min lange, kre, grimme Unge, Vorherre
gre det nye Aar lyst og lykkeligt for Dig. Og da jeg svarede: Tak
for det gamle, lille Mo'r! -- klappede hun mig paa Kinden og sagde:
Du har desvrre saa lidt at takke for. Og lidt efter, med Taarer i
jnene: Min egen Unge, Du har det ikke godt herhjemme, jeg vd det.
En anden Sag er det, naar man som jeg er frdig med Livet; men ungt
Blod trnger til Sol og Lykke. Jeg har jo Dig, lille Mo'r,
hviskede jeg. Hun rejste sig, smilede og sagde saa pudsigt sklmsk,
som hun undertiden kan vre: Er de unge Piger nuomstunder saa
njsomme? Saa sagde vi Godnat og gik hver til Sit.

Hvad hun mente, vd jeg. Hun mente Erik. Ja, Du kre Ven i det
Fjrne, hvis faa og korte Breve har vret de flygtige Stjrneskud i
Aarets Mrke, Du skulde bare ane, hvilke farlige Planer der her
lgges mod din Frihed. Monstro Du da nogensinde vendte hjem? Aa jo,
det gjorde Du dog vist. Men om Du anede, hvor stygt, hvor ufint jeg
egenlig spekulerer i Dig, da vilde Du med Rette foragte mig. Sprger
jeg nemlig mig selv, om jeg elsker Dig, bliver Svaret: Nej. -- Og
alligevel, hvis Du i dette jeblik traadte ind ad Dren og spurgte,
om jeg vilde gifte mig med Dig, svarede jeg uden Tven: Ja. -- Thi
Du er den eneste Redningsplanke, jeg jner -- den eneste, der kan
fre mig bort fra det triste Vrag, som Hjemmet her er. Og jeg skriger
det ud i denne Nytaarsnat: Hjlp, Hjlp! ... Om Du hrte mit Ndraab
og om Du kom til mig, jeg lover Dig, at jeg skulde blive Dig en god
og trofast Hustru, altid holde af Dig og aldrig glemme, hvad jeg
skyldte Dig. Jeg har lrt at slaa af paa mine Fordringer til Livet.
Nu er alt det, jeg beder om: Frihed. Ja, Moder, Du havde Ret, jeg har
ikke haft det godt ... Jeg trster efter at drikke Sol og Varme, jeg
er en stakkels bleg Kalastilk i et koldt Gaardvrelse.

-- -- -- Jeg har nu lst igennem det, jeg har skrevet, og jeg skammer
mig over mig selv. Her har jeg, Julie Magens, i Skolen Uglspil
kaldet, siddet og ladet Blkket flyde som Taarer fra min Pen. Skam
Dig, min gode Pige, tr dine jne og st et venligt Ansigt op til det
nye Aar. Naturligvis har det noget godt med til dig -- naar bare Du
selv rkker Haanden frem. Maaske allerede nu til Morgen det bringer
mig en Hilsen fra Erik. Men faar jeg imorgen -- eller rettere idag
-- en Nytaarshilsen fra Erik ...

    ... da let paa Taa
    I Piger smaa,
    for da skal Dansen gaa
    og Julies Bryllup staa.

Det Vers er af mig selv.




                                                     1ste Januar.


Altsaa har jeg Grund til at vre i Perlehumr: der var Brev til mig
fra Erik. Ovenikbet et langt Brev med forelsket Lngsel efter
Plejesster Julie. Erik har omtrent brugt de Penge, hans Fader gav
ham til at studere for i Wien; han har tillige smigrende Tilbud om et
Slags Kompagniskab med en af de mest ansete yngre Arkitekter her.
Hvis nu bare hans Fader vilde forstrkke ham med den forndne
Kapital, vender han hjem allerede om faa Uger, og jeg har da --
skriver han -- noget meget vigtigt at tale med Dig om.

Med andre Ord: om en Maaned er jeg forlovet med Arkitekt Erik Glerup,
og til April holder vi Bryllup. Vi flytter ind i en 5 Vrelsers
Lejlighed, vi faar Mbler efter de Tegninger, Erik lavede sidste Jul,
da vi for Spg talte om, hvordan vi helst vilde have en Lejlighed
udstyret; vi faar det i alle Retninger smukt og behageligt; vi frer
et maadeholdent selskabeligt Liv, vi gaar en Gang imellem i Teatret
paa gode Pladser, vi bliver agtede og ansete, vi skylder ikke Nogen
noget, vi lgger tvrtimod lidt op hvert Aar, og for hvert ti Tusind,
vi lgger op, tillader vi os en ny Komfort. Vi ender som Velhavere og
Etatsraad, R. af D., p. p.

Og naar saa Etatsraadinde Julie Glerup, Formand i Foreningen
Pattebrns Ernring, mt af Dage og Menneskenes Agtelse indgaar til
en salig Dd, da vil hun med sit sidste Blik skue tilbage over et
Liv, som er graat-graat, prosaisk-hderligt, hderligt-kedsommeligt,
som er netop det, hun altid har hadet og afskyet mest.

Men sknt hun i dette jeblik, endnu hverken prosaisk eller hderlig
eller Etatsraadinde, vd paa en Prik, hvordan Fremtiden vil blive,
naar hun gifter sig med den gode, den hderlige og den dygtige Erik,
saa gr hun det alligevel, gr det, fordi hun er en fejg Person, der,
trods al sin ktterske Menen og Villen kryber i et Musehul for Folks
Fordmmelse og kun i sine Tanker og Drmme vover sig vk fra den
Muldklump, hvor hun finder en sikker Fde. Bevistes hendes Fejghed
ikke tydeligt nok for 3 Aar siden, da hun forlod sine Forldres Hus
med en heroisk Erklring om, at nu holdt hun det ikke ud lnger, og
saa fem Timer efter vendte hjem som en uartig lille Pige til Faders
Tugt og Moders Klage?

Naar jeg betnker, at denne latterlige Flugt er mit Livs Stordaad,
da erkender jeg rdmende, at jeg ikke er skabt til noget mere
epokegrende end Etatsraadinde; at jeg tvrtimod paa mine bare Kn
br takke Himlen, om jeg naaer saa vidt.

Altsaa: Hurra for Eriks Brev! Det er mit Jule-Evangelium. Det lover
mig, at jeg inden Sankte Hans skal blive Frue og Genstand for
Kusinernes Misundelse. Hurra! Det er altid noget.

-- -- I Nytaarsdags hjtidelige Anledning har vi vret til
Gala-Familie-Middag hos Bedstemoder. Af Faders Moder at vre er
Bedstemoder en mrkeligt elskelig Kone. I Grunden tror jeg, hun
rgrer sig lumsk over Fader, forsaavidt man tr bruge et saa strkt
Ord om Bedstemoders Flelsesliv. Hun sidder ubevgelig, plantet
mellem Puder, i sin stive Mahognitrs Sofa, hvorover salig Farfaders
Billede i Oliemaleri -- Faders Debutarbejde -- hnger, en stram,
mager, asketisk Prlatskikkelse i biskoppeligt Silkeornat og med
Ordensbaand om Halsen. Bedstemoder ligner en Voksfigur, ikke en Fiber
sitrer i hendes store regelmssige, af en pibet Kappestrimmel
indrammede, hvide Ansigt, og i de sidste Par Aar har hun end ikke
haft et Strikketj mellem sine Hnder. Hun sidder som et Sindbilled
paa den for al jordisk Bekymring og Uro lutrede Alderdom, og hun
taler med en Stemme, der har akkurat samme hjtideligt dybe Klang,
enten den udtrykker Glde eller Sorg, og saa langsomt, som om hun for
hvert Ord maatte huske sig om for at finde det. Men i det udslukte
Ansigt lyser to store, rare, mrke jne med en underlig strk Gld.
De kan se saa fast og krligt paa En, saa ransagende og mildt
forstaaende, at man kunde faa Lyst til at kaste sig om Halsen paa
hende og grde alle sine dumme Sorger ud ved hendes gamle rolige
Hjrte.

Spisesedlen ved Bedstemoders Nytaarsmiddag er lige saa uforanderlig
som hun selv: en rigtig Familie-Suppe, strk, krydret og duftende,
med mange Urter og Kdboller, kogt Rdsptte, en vldig saftig og rd
Oksesteg samt hjemmebagt blekage. Dertil en Rdvin, som der ikke
dsles med, men som det ogsaa nsten er Synd at drikke, saa berusende
dejligt lugter den -- en Efterladenskab fra min for femten Aar siden
afdde hjrvrdige Bedstefader -- og ved Desserten et Glas Madeira.

Egenlig morsomme er Bedstemoders Middage ikke. Og dog, hvor lunt,
hvor hyggeligt er der ikke hos hende! Al Mislyd maa forstumme i
hendes stille Gammelkone-Stuer, selv Fader gr sig Umage for at vre
i behageligt Humr. Og hvilken velsignet Appetit giver det ikke at se
Bedstemoder med sine milde jne vaage over, at vi alle faar noget,
der er rigtig godt og lkkert, og hre hendes gstfri Opfordringer
til at forsyne os. Jeg maa smile ved Tanken om, hvordan jeg propper
mig ved disse Middage, hvor vi giver os god Tid, og hvor Retterne
frembres med festlig Vrdighed af en gammel Pige med sirligt hvidt
Smkkeforklde. Jeg vil nu slet ikke tale om Frantz, for han hugger i
sig med en ligefrem upassende Forslugenhed.

Ved Desserten lfter Bedstemoder sit Glas og siger -- hvert Aar de
samme Ord: Saa drikker vi paa et gldeligt Nytaar for os Alle, men
mest for de Unge. Da jeg idag klinkede med hende -- jeg sad ved
Siden af hende -- sa hun lnge paa mig med sine store jne og sagde
saa: Din Skaal! Tak, Bedstemo'r. Hun sa lnge paa mig og sagde
omsider: Har jeg maaske ikke Ret? I hvad, Bedstemo'r? Hun rystede
paa Hovedet: Jeg siger ikke mere. Jeg sprger kun. Jeg blev rd,
men de Andre lo.

Mon Nogen har talt til hende om Erik? Eller hvad mente hun?

Bedstemoder er ikke rig; hun har akkurat saa meget, at hun kan leve
nogenlunde sorgfrit med sine smaa Forndenheder, men ved at spare til
daglig faar hun Raad til at stikke snart et, snart et andet til os,
et Par Kroner til Teaterbilletter eller et Guldstykke til at kbe
noget nyttigt for. Hendes Gaver overrkkes os altid paa en fordulgt,
hemmelighedsfuld Maade, og hun kan ikke lide, at vi taler om, hvad vi
har faaet af hende. Da jeg f. Eks. idag efter Middagen sad i Sofaen
hos hende, mrkede jeg, at hun trak sagte i min Kjole. Jeg kiggede
ned og sa, at hun havde puffet noget hvidt over til mig. Det var 2
Tokronestykker, omhyggelig indsvbte i Papir, og paa Papiret stod
der: Til Dig og Frantz, at se det nye Teaterstykke for.

Paa Onsdag -- hvis vi kan faa Billetter -- skal vi til _Suleima_. Jeg
glder mig forfrdeligt, Du kre, gode Bedstemoder.




                                                       2. Januar.


Stod tidligt op, var flittig indtil Frokost. Flittig vil sige, at
jeg malede. Jeg maler nemlig ogsaa -- paa Porcelln; for Tiden
arbejder jeg, under Faders Tilsyn, paa et Flora Danica-Stel til den
unge Grevinde Bjrneklo. Efter Frokost vede jeg mig en Times Tid,
gik saa med Moder til Byen, sa ikke en eneste nvnevrdig Person.
Hjalp efter Middag Moder med at efterse Linned. Spillede om Aftenen
lidt for Moder. Tidligt i Seng.




                                              3. Januar (Sndag).


I Mathus-Kirken med Moder. Frokost. Spadserede. Middag. Syede. Ikke
et Besg hele Dagen. Ikke et Brev. Ret en hyggelig Sndag.




                                                 4. og 5. Januar.


Jeg slaar de to Dage sammen. De har samme Tekst og Melodi. Tidligt
op, flittig indtil Frokost. vede mig efter Frokost en Time osv. (se
forvrigt Teksten til 2den Jan.) ... Jeg noterer, for Afvekslings
Skyld, at vi har faaet en ny Genbo: en ung, tilsyneladende velhavende
Herre. Han bebor hele Fjerdesalen overfor os. Naar jeg om Formiddagen
sidder i vort Karnapvindue og arbejder, har jeg den Oplivelse at se
den unge Kavallr fuldende sit Toilette. Med en imponerende
Ugenerthed udfrer han sine Forsknnelses-Arbejder, saasom Barbering
og Frisering, henne ved sit Sovekammervindue. Karmen er fyldt med
Krukker, Flasker, Brster og Kamme, og i dette Laboratorium arbejder
min Genbo mindst en Time -- i en stilfuld Natskjorte og med et
Ansigt, der er prget af den andgtigste Alvor. Jeg har prvet paa at
gre ham skamfuld ved demonstrativt at rulle Gardinet ned for mit
Vindue. Men det anfgtede ham ikke det bitterste. Da jeg langsomt lod
Gardinet dale, kiggede han forundret op mod Himlen, som for at se,
om Solen kunde genere mig; derpaa arbejdede han uforstyrret videre
paa sin Skilning. Egenlig kan jeg ganske godt lide ham. Der er en
medfdt Storsnudethed over ham, som tiltaler mig, en Selvbevidsthed,
som jeg misunder ham. Han er vist, hvad jeg vilde kalde en vindende
Flab. Jeg skal dog se at faa at vide, hvad og hvem han er.

Imorgen Aften _Suleima_. Hvor dejligt at lgge sig til Sengs med den
Tanke, at man har noget godt i Vente til nste Dag. Suleima! Hvem der
hed Suleima og var en smuk Araberhvdings Brud! Laa med sin Elskede
ved den rislende Kilde under slanke Palmetrer eller jog med ham over
de hje Sletter, under en straalende Himmel, paa hans fyrige Hest.
Godnat, Suleima! Jeg vil drmme mig i dit Sted.




                                                       6. Januar.


_Suleima_ blev en Skuffelse. Dog Musiken var dejlig -- dsigt
vuggende, vildt jublende, saa velsignet fri for moralske Skrupler.

Egenlig var der kun n Scene, som gjorde Indtryk paa mig. Suleima har
lagt sig til Hvile i sin Faders Telt. Da bryder en fjendlig
Araberstamme ind i Lejren, og dens Hvding river Suleima op fra
hendes Leje og bortfrer hende. Suleima har ligget og drmt;
Bortfrelsen maa tnkes som en Fortsttelse af Drmmen. Hun sr den
prgtigt hvidkldte Scheik bje sig ned over hende, hun mder hans
beundrende Blik, og endnu nppe vaagen lader hun sig modstandls tage
af ham, halvt lammet af Rdsel, halvt magtstjaalen af den Tilbedelse,
hun lser i sin Bortfrers Blik, og af Situationens ventyrlige
Voldsomhed. Navnlig den unge Scheik virkede betagende. Maaske var det
slet ikke Meningen, at der skulde lgges denne Erotik eller Poesi
over Pigerovet; Scheiken havde kun en lille Rolle i Stykket og
forsvandt i de senere Akter, men ialfald for mig var hans Optrden
Aftenens Glanspunkt.

Jeg har aldrig fr set denne unge Skuespiller. Han har sikkert et
stort Talent. Hans Navn har jeg en enkelt Gang lst i Bladene; jeg
mindes dog ikke, at han blev fremhvet i Anmeldelserne af _Suleima_.
Han hedder Alfred Mrch.




                                            7. Januar, Formiddag.


Jeg havde i Nat en underlig Drm. Jeg var ude i en rken. Hvordan jeg
var kommen dr, vd jeg ikke. Drmmen begynder med, at jeg stod midt
paa den store Sandslette. Jeg maa have gaaet lnge, for jeg var saa
trt, at jeg nsten ikke kunde flytte Fdderne; de hang fast i
Sandet, som om der var bundet tunge Blylodder ved dem. Ejheller kunde
jeg drage Vejret. En kvlende Varme fyldte min Mund, min Nse og mine
ren. Og dog brndte Solen ikke min rken. Der hvilede over den en
ulden graa Himmel, og Himlen snkede sig mer og mer ned mod mig. Det
var som et Filttppe, der skulde kvle mig. Og Sandet var ikke hvidt,
men gulligbrunt, og der steg op fra det en Dunst som af Svovl. Jeg
flte med mig selv, at jeg om faa jeblikke vilde vre dd. Jeg
klagede ikke. Jeg prvede end ikke paa at raabe om Hjlp, men jeg
grd stille. Saa gled min Bevidsthed bort, jeg drmte, at jeg faldt i
Svn. I min Drms Drm hrte jeg en sagte vuggende Musik -- jeg
husker, jeg tnkte: nu spiller de til min Begravelse --, men Musiken
steg og steg, Trommer og Pauker faldt ind, jublende Fljtetoner, jeg
laa som i en Luft af brusende Musik, der vldede ind over mig, og jeg
sagde til mig selv: Du maa skynde Dig at vaagne, ellers kommer Du
ikke med til Festen. Og jeg vaagnede -- i min Drm -- og stod atter i
rkenen, men Musiken spillede stadig, og jeg hrte en Stemme kalde:
Suleima! -- Jeg sa mig om og se: ude i Horisonten skimtedes noget
hvidt, en Prik kun, men nrmere og nrmere kom det med flyvende Hast.
Da svarede jeg: Min hvide Scheik, min Brudgom og Frelser! Rundt om
mig lysnede det, Himlen hvede sig og hvlvede sig klar og ren, jeg
fornam den klige Luft fra et nrt Kildespring, og dr flj han mig
imde, med flagrende hvid Burnus og ombrust af Musik, min hvide
Scheik paa sin sorte Hingst.

... Saa vaagnede jeg. Ved min Seng stod Moder smilende og sagde: Du
dovne Pige, som sover til langt op paa Dagen. Forresten sa Du saa
sd ud, mens Du sov, at jeg ikke nnnede at vkke Dig. Jeg har staaet
og st paa Dig i vist over ti Minutter.




                                                       8. Januar.


Hele Dagen igaar var jeg i straalende Humr. Hvorfor egenlig? Der
skete dog intet oplivende, Timerne gik efter den vante Recept, og
Fader var ikke mindre Bedemand end sdvanlig. Alligevel dansede og
sang det hele Dagen inde i mig, Alt syntes mig let og lyst. Jeg
forbavsede dem Alle med min Lystighed. Paa vor Spadseretur maatte
Moder hvert jeblik minde mig om, at det ikke var passende at le hjt
paa Gaden, og Frantz aflagde jeg om Eftermiddagen et Besg i hans
Vrelse, trakterede ham og mig selv med Cigaretter og lod ham
traktere mig med et Glas Kognak. Drengen blev helt rrt over min
Elskvrdighed, det var morsomt at se, hvor han ligefrem var galant
imod mig. Men da jeg gik, sagde han: Hils _ham_ fra mig.

Han troede, det var Erik, der var Skyld i mit gode Humr. Nej,
Grunden til min Glde var saamn langt fjrnere fra Virkeligheden.
Det var Suleima-Drmmen, der endnu levede i mig. Hvor barnagtigt og
taabeligt!

Endnu taabeligere var det dog, at ogsaa Moders Ord, da jeg vaagnede,
havde Part i min glade Stemning. Hvor Du sa sd ud, da Du sov! --
de Ord ld hele Dagen i mine ren og fyldte mig med kildrende
Velbehag. Altsaa kan Du se sd ud! sagde jeg til mig selv. Altsaa er
Du ikke altid den grimme Unge. Skade blot, hvis det alene er, naar
jeg sover, at jeg har mine nette jeblikke. Frk. Julie Magens havde
igaar en _belle nuit_! Det lyder ikke ilde, men desvrre faar jo
hverken jeg eller Andre Lejlighed til at beundre denne Viol, der kun
udfolder sig om Natten.

Imidlertid, saa latterligt forfngelig havde den moderlige Hyldest
gjort mig, at jeg igaar Aftes, istedetfor at skrive Dagbog, holdt
Revue over mig selv foran Spejlet.

Mit Toiletspejl er ikke kongeligt. Et Halv-Alen hjt Gyngespejl i
Nddetrs Ramme, der staar paa en Kommode. Jeg stillede Spejlet paa
halv, saa det mest mulige af Personen kunde overskues, tndte de to
Lys og anbragte Lampen paa Kommoden. I denne magiske Belysning lod
jeg da Frk. Julie prsentere sig i allehaande flatterende Stillinger
og foretage mimiske velser. Jeg forsger at vre upartisk, idet jeg
optegner Resultatet af mine Granskninger:

Julie er en hj, mager Pige uden nogen Slags Frodighed, men ganske
velproportioneret. Hun er smal over Skuldre og Hofter, men til
Gengld ualmindelig tynd om Livet, saa at hun dog ikke mangler
Figur, naar hun bare vilde holde sig lidt bedre, end hun
sdvanligvis gr. Hendes Ansigt er temmelig umuligt, naar det er
alvorligt. Det har nemlig en Nse, som ved sin barokke Konstruktion
forstyrrer ethvert hjtideligt Indtryk. Dertil kommer, at hendes Mund
af Naturen er bestemt til at staa en Smule aaben. Naar nu Overlben i
vrdig Alvor strber ned mod Underlben, antager hele Ansigtet et
srgelig faaret Udtryk. -- Julies Ansigt forbedres derimod i hj Grad
ved et Smil. Overlben kommer da paa sin rette Plads, de pne store,
hvide Tnder viser sig, og selv Nsen virker ikke saa ilde ind i
Ensemblet. Men frst og fremmest er de brune jne skabte til at
smile. De kniber sig sammen i en Mngde smilende Rynker og blinker
gemytligt, nsten gaminagtigt, inde fra deres Skjul. Naar Julie
staar med et saadant smilende Ansigt, det krusede mrke Haar ned
over Panden, og kysser paa Fingeren -- hun har nemlig en smuk, smal
og hvid Haand --, er hun ikke fri for at vre sd og en lille bitte
Smule -- koket.

Enkens Datter koket, den gnavne Professor Magens' grimme Unge sd
... nej, min gode Julie, enten lyver dit Spejl eller ogsaa er Du en
bestukken Kritiker.

Alligevel, da Julie gik til Sengs, efter Spejl-Prven igaar Aftes,
var hun endnu i godt Humr, og som Eftervirkning deraf skrev hun idag
et langt elskvrdigt Brev til Erik.

Andet har hun ikke at optegne om Dagen idag.




                                                    9-11. Januar.


...... Sand, Sand, intet uden Sand. -- Fre Dagbog om Dagenes
altid-et-og-det-samme gider jeg ikke.




                                                      12. Januar.


Min Genbo begynder at interessere mig. Alt gaar tilsyneladende saa
afmaalt, saa stille og korrekt ovre hos ham, dog frer han, denne
nsten maskeagtige Kavallr, sikkert et bevget, et ventyrligt Liv.
Man ser ham saagodtsom ikke gaa ud, men han modtager en Mngde Besg.
Der kommer ogsaa Damer til ham. En kommer om Formiddagen; men hende
modtager han ikke altid. Igaar f. Eks. gik hun ud fra Huset to
Minutter efter at hun var gaaet ind. Men bag et Gardin stod min Genbo
halv skjult og kiggede ned, for at se, hvor hun blev af.

Stakkels lille smukke Du! Tror Du ikke, jeg kunde se, hvor bedrvet
og krnket Du var, sknt Du forsgte at stte et uforknyt Ansigt op
og med rank vrdig Holdning -- uden at vende Dig om -- spadserede ned
til Gl. Kongevej. Aa fy, fy! Slemme Mand paa den anden Side Gaden,
hvor kan man nnne at tage saa haardt paa saadant et lille bldt og
forelsket Barn!

Saa er der den anden -- Favoritinden har jeg dbt hende. Hun besger
ham om Eftermiddagen og paa en meget forborgen Maade. Hun kommer
altid krende i en lille Enspnder-Karet, der ser ud som en
Doktorvogn. Hun er tt tilslret og i en stor Pelskaabe. Hendes
Skikkelse, hj og fornem, tegner sig nydeligt henne ved Porten i det
gule Lys fra Lygten bagved.

I hende er min Genbo sikkert meget forelsket. Jeg vd altid, naar han
venter hende. Han er da hvert jeblik ved Vinduet, aabner det,
spejder ned ad Vejen, lukker, gaar tilbage i Stuen og kommer straks
efter igen. Naar han endelig har opdaget Vognen, ruller han hurtigt
Persiennegardinet ned. En lille Stund flakker hans Skygge ensomt om;
saa dukker pludselig en Skygge til frem, en Dame-Skygge. Derpaa
glider begge Skyggerne bort, og jeg aner, at min Genbo og hans Dame
har taget Plads i Spisestuen ved det beredte Bord, som jeg har set
blive dkket af den ldre, bondekldte Kone, der er min Genbos
Husholderske.

En Times Tid senere er der festligt oplyst i Dagligstuen. Jeg kan
gennem Persiennetremmerne skimte den funklende Prismekrone med dens
Ringe af blege Stearinblus og Omridset af en vldig gyldent-lysende
Lampeskrm; et Sted er en Persiennetremme brkket, og gennem dette
Kighul ser jeg paa Vrelsets Bagvg et Stykke af et strkt belyst
Maleri: et Kvindehoved og en ngen Arm. Men min Genbo og hans Gst
ser jeg ikke mere. De har sagtens slaaet sig ned i den hje Vgsofa,
der skjules af store Planter, og hvorfra Vrelset maa tage sig meget
smukt ud -- med Perspektiv ind i de andre Stuer, som ogsaa er
oplyste, Sovevrelset af en grn Ampel, der tegner sig som en slret
Maane paa de hvide Puf-Rullegardiner.

Saa sidder jeg, mens vi holder Skumring hos os, og fantaserer i min
Karnap-Lnestol. Jeg prver paa at tnke mig derovre hos Genboen --
tnke mig i hendes, den tilslrede Dames Sted. Hvem kan hun vre? Er
det tnkeligt, at det er en pn Dame, en Dame, som jeg kunde have
truffet sammen med, en Dame, der hrer til det gode Selskab og som
maaske, saasnart hun forlader min Genbo, optrder som dydig Datter af
agtede Forldre -- ligesom jeg? Men st nu, at jeg var hende, var det
da muligt, at jeg, efter at have vret derovre, vendte hjem, uden at
Nogen kunde se eller mrke noget paa mig, uden at jeg vilde synke i
Jorden af Skam over mig selv? Nej, nej, umuligt! Det er ingen Dame,
der besger min Genbo. Det er et foragteligt Vsen, et Fruentimmer
af den laveste Art. Men hvorfor er hun da saa bange for at blive set?
hvorfor kommer hun saa forsigtigt tilslret? En Demimondedame vilde
ikke behve at skjule sig. Desuden -- jeg vd ikke, men der er noget
saa ubestemmelig fint og frygtsomt, saa spejdende og saa
sdt-forbryderisk over hende, naar hun, efter frst ligesom at have
betnkt sig, raskt aabner Porten. Hun _maa_ vre en Dame. Maaske
ovenikbet en meget fornem Dame.

Og nu flyver min Fantasi i vild Fart afsted med mig.

Det er en fornem Dame, der besger sin Elsker. Hvem er han og hvorfor
har han skjult sig herude paa den stille Forstadsvej? Det var ved den
sidste store Hoffest, da Fyrster fra alle Lande samledes paa
Kongeborgen. Da traf de hinanden, han en fremmed Fyrstesn og hun en
dansk Godsbesidders dejlige Datter. Den unge Prins blev saa betagen
af den unge Grevinde, at han ikke kunde glemme hende. Og, mens han
foregav en Rejse til Orientens fjrne Riger, vendte han Kursen
tilbage mod Nord, lejede sig gennem sin gamle tavse og tro Tjener en
afsides beliggende Bolig og sendte hemmeligt Bud til sin Elskede: jeg
er her og venter Dig.

-- -- De sidder derovre, der er fint og lunt, og der lugter godt.
Ilden knitrer i Kaminen, der staar Vin i slebne Karaffer og Frugt i
Krystalkummen paa Bordet. De sidder i Sofaen; saa lgger han sin Arm
om hendes Liv, de lfter deres Glas op i Skret fra Lysene; de ser
paa den funklende Vin, og de sr smilende og lykkeligt paa hinanden,
idet de stder Glassene sammen. Saa siger han: Min yndige Grevinde,
Timerne flygter fra os. Mdets Stund er snart forbi. Siig mig, elsker
Du mig som tilforn? Og hun svarer, mens hun holder Armene om hans
Hals og ser ham dybt i jnene: Du, min Prins, Du straalende og
mgtige, lg din Haand paa mit Hjrte og fl, hvor det banker. Det
banker af en altid strkere Lngsel efter Dig.

Eller hun ligger knlende, i sin lange hvide Silkekjole foran ham, og
hans Haand stryger gennem hendes oplste brungyldne Haar. Og han
siger: Mange Kvinder har jeg elsket, men ingensinde har jeg smagt
saa liflig en Vin som den, jeg har drukket af dine Lbers
Koralskaal. Mange Kvinder har sagt, at de elskede mig, men aldrig har
jeg hrt saa daarende Musik, som naar dine Kys tilhviskede mig: jeg
elsker Dig. .... Men hun ligger ganske stille, sr blot op mod ham,
og i hendes lange jenhaar hnger to lykkesklvende Taarer.

Men naar alle Lys i Gadens Huse er slukkede og der kun hos dem
brnder en Ampel som en slret Maane, da frer han sin Elskede hen
til Vinduet, slaar Gardinet tilside og, mens de stirrer ud i den
stille, hvide Vinternat, peger han paa Vinduet ligeoverfor, og han
siger: Sr Du, dr bor en stakkels lille Pige. Dag efter Dag sidder
hun, som en Sisken i Bur, og lnges. Lnges uden at vide efter hvad.
Fler dog, at Livet er ikke at sidde bag en Rude og male Roser og
Violer paa Porcelln. Aner, at Elskov er den Maler, som stter Roser
paa unge Pigers Kinder, Violer i deres Blik. Stakkels blege Pige! Og
hun, den stolte, smukke Kvinde, hun knuger sig frysende ind til sin
Elsker, og hun grder af Medynk over den ukendte Piges Savn og af
Angst for at miste sin egen Lykke.

-- -- -- Saadan sidder jeg og fantaserer og har selv Taarer i jnene,
fordi jeg synes, det er saa usselt og armt det Liv, jeg frer --
indtil en Stj ved Dren og et pludseligt Lys river mig ud af mine
Fantasier. Det er Fader, der gaar gennem Stuen for at se efter i
Entren, om _Berlingske_ Aftenavis er kommen.

Han gaar tavs gennem Stuen med sit Lys i Haanden; men paa
Tilbagevejen siger han: Var det nu ikke snart paa Tide, at I fik
tndt?

Saa retter Moder sig i Sofaen, hvor hun har ligget og halvslumret --
eller maaske fantaseret ligesom jeg -- og jeg gaar ned fra
Vinduesforhjningen, henter Tndstikker og tnder Hngelampen.

Og i Begyndelsen, uden at vre oplagt til at tale, hver i sine
Tanker, stter Moder og jeg os til vort Arbejde ved den store Sykurv,
der altid er fuld af Strmper, Linned eller Dkketj, som skal
efterses; thi i vort Hus repareres Tingene ti Gange, fr de
kasseres.




                                                      16. Januar.


Hvor taabeligt jeg bar mig ad i Formiddags. Moder og jeg var paa vor
sdvanlige Tur. Udenfor en Boghandlerbutik -- det var i Nygade --
stod en pelskldt Herre. Idet vi passerede ham, vendte han sig om.
Jeg sa kun hans jne, de mdte mine med et lynsnart gennemborende
Blik, jeg vidste i det samme, at det var ham, Skuespilleren fra
forleden, Scheiken fra _Suleima_. Det var, som det svimlede for mig,
mit Blod standsede, men straks efter flte jeg, hvordan det foer mig
til Hovedet og gjorde mig purpurrd i Ansigtet. Det Hele varede kun
et Par Sekunder; han var allerede forsvunden, og Moder havde
heldigvis ikke lagt Mrke til min Opfrsel. Jeg F. Hvad gik der dog
af mig? En fremmed Herre ser tilfldigt paa mig, tankelst og
ligegyldigt, og jeg er daanefrdig.

Jeg er rasende paa mig selv, jeg kunde have Lyst til at banke mig
selv. Og jeg er rasende paa ham. Nu tror naturligvis den indbildske
Skuespiller, at han har gjort et overvldende Indtryk paa mig. En ny
Erobring -- og en latterlig let.

... Der er dog sre Trf i Livet. Nu havde den Skuespiller ikke vret
i min Tanke siden hin overspndte Suleima-Drm; jeg havde egenlig
glemt ham. Saa mder jeg ham i Formiddag, og i Eftermiddag hrer jeg
ham omtale.

Jeg var til Fdselsdag hos min Kusine, Emmy Lorenzen. Emmy, der er 37
Aar og Enke efter en Vingrosserer, er Verdens strste Pjattegaas.
Under en krligt deltagende Maske og med sukkersde Ord fortller hun
de skandalseste Ting om Albyens Mennesker, baade dem, hun kender, og
dem, hun ikke kender. Jeg tilstaar forresten, at det morer mig at
hre hendes Sladder -- man er ligesom lidt med, naar man har
faaet en Time hos hende. Men bagefter har jeg en modbydelig
Kvalmefornemmelse ved at tnke paa hendes Oversnagen; det er, ligesom
man var bleven klbrig baade paa Sjl og Legeme, og man fler Trang
til en grundig Afskylning ind- og udvendig.

Mens jeg nu sad og legede med hendes to sde Smaapiger, hrte jeg
Emmy, der var i Lag med et Par ligesindede Veninder, nvne Alfred
Mrchs Navn. Jeg ngter ikke, at jeg blev nysgrrig, og at jeg
distraheredes i min Leg med Brnene. Med det ene re var jeg henne
ved det hviskende Snadrekompagni, der stak Hovederne sammen og sa
uhyre betaget og indigneret-henrykt ud.

Hvad jeg opsnappede af Samtalen, var flgende: Alfr. M. havde forfrt
en ung Pige. Nu var den unge Pige bleven sindssyg, og hendes Broder
havde svoret at ville drbe M. Historien var saa paalidelig, som den
vel kunde vre, for min Kusine havde den fra en Dame, hvis
Rengringskone var Tante til selve Tjenestepigen hos den forfrte
unge Piges Forldre.

Men det var ikke nok hermed. Hr. M. havde en Mngde andre
Skndigheder paa sin Samvittighed. Ingen Dame kan modstaa ham,
sagde Emmy med en lkkersulten Gysen. Paa dette Tidspunkt blandede
jeg mig i Samtalen og spurgte: Hvad vil det sige, at ingen Dame kan
modstaa denne Hr. Mrch? Hvilken hemmelighedsfuld Magt besidder han
da?

Ja, min sde Pige, tag Du Dig bare iagt, svarede Emmy. Jeg skal
sige Dig, hvad man fortller om Alfr. Mrch. Han hypnotiserer de
Damer, han lgger an paa. Han ser stift paa dem med sine blanke,
sorte jne, og vk er de. Han skal ogsaa tage En saa underligt i
Haanden -- det skal vre, ligesom der risler en varm Strm igennem
En, bare han rrer En.

Sknt jeg fandt Emmys Skildring af den slemme Hr. M. usigeligt
latterlig, maatte jeg dog med en vis ngstelse mindes mit Mde med
ham om Formiddagen. Jeg lod imidlertid som intet og spurgte i en
ligegyldig Tone: Hvem er han egenlig, denne forfrdelige Don Juan?
Hvorfra stammer han? Jeg synes, man hrer saa lidt om ham som
Skuespiller.

Og nu fik jeg flgende romanagtige Beskrivelse: Mrch gik for at vre
Sn af ganske jvne Borgerfolk i en Provinsby. Men i Virkeligheden
var hans Fader en meget fin Mand, og Moderen, som vistnok var dd,
skulde have vret Guvernante hos en udenlandsk Diplomat. Saameget var
sikkert, at Mrch, lige fra han kom til Kjbenhavn som ung Student,
havde haft mange Penge at raade over og paa en paafaldende Maade var
bleven protegeret. Han havde frst studeret Jura, men var nu for to
Aar siden gaaet til Teatret. Nogle ansaa ham for et stort Talent, men
de Fleste syntes ikke om ham som Skuespiller.

Jeg finder, han er udmrket i _Suleima_, var jeg saa uforsigtig at
bemrke.

Men Gud, min sdeste Pige, sagde Emmy, i _Suleima_ har han jo ikke
ti Ord at sige.

Nej, men desmere spiller han med jnene, faldt en af de andre
Pjattesstre ind.

Herover lo de Alle meget, og jeg tvang mig til at le med; jeg syntes,
der var noget, jeg maatte skjule, og jeg var yderlig misfornjet med
mig selv.

Men Emmy klappede mig paa Kinden med sin fugtige Haand og smiskede:
Ja, sde Barn, de jne, de jne ... tag Dig vel iagt for dem.

-- -- Det var i det Hele taget en rigtig modbydelig Dag. Jeg fler
mig tilmode, som om jeg har vret i daarligt Selskab og er bleven
raat behandlet og ikke engang har haft Selvflelse nok til at vrge
mig.

Jeg kunde grde af Harme. Nu vil jeg tvtte mig ved at lse, inden
jeg falder i Svn, J. P. Jacobsens Digt om Volmer og Tove:

    For alle mine Roser har jeg kysset ihjl,
    alt mens jeg tnkte paa Dig.




                                                      20. Januar.


Erik kommer hjem om otte Dage. Jeg havde Brev fra ham imorges. Det er
sandelig ogsaa paa Tide, han kommer, for jeg gaar her og bliver
befngt med alle Slags sygelige Tanker.

Men nu skal det vre forbi. Erik bringer Fornuften og Sundheden med
sig. Vi vil snakke godt og fortroligt sammen, og jeg vil sige ham
rent ud, at vi helst maa gifte os straks. Det duer ikke for mig at
gaa lngere herhjemme og leve paa Virkeligheds-Smalkost og saa tage
en daarlig Revanche i min egen og Moders Drmmeverden.

Ja, det skal blive dejligt at komme ud af alt dette, at blive
omplantet i en strk og krlig Jord, at fle man har noget at leve
for, at have sit eget hyggelige Hjem, hvor man kan trkke Vejret
frit, hvor Luften ikke er tung af Nag og Grmmelse, brudte
Forhaabninger og hver Dags pinefulde Bekymringer.

Selv det, ikke daglig at skulle se Moders srgmodige Ansigt, vil
fles som en Husvalelse. Ja, min egen sde Mo'r, det er stygt af mig
at tnke saadan. Men Du vilde tilgive mig, hvis Du rigtig vidste,
hvor ilde det staar til med mig -- at min unge Sjl slider sig
tildde som et Dyr i Bur. Paa en eller anden Maade maa jeg ud. Det
ender med, at jeg gr en Dumhed, hvis mit Haab til Erik skuffes. Nej,
nej, det _maa_ ikke ske. Erik, dit Navn er den Talisman, jeg bruger
mod alle onde Fristelser.

Ogsaa mod de sorte jne, der nu er over mig i mine Drmme. De sorte
jne, som jeg foragter og spotter, men som ikke slipper mig; som
pludselig lyser mig imde, bedst som jeg tror dem fordrevne, -- fra
Hjrner og Kroge, fra Gardinernes Folder, fra Mrket i mit Vrelse,
naar jeg vaagner om Natten. Deres Glans lammer min Vilje, jeg bliver
kold om Hnderne og hed i Hovedet. De er der pludseligt og kommer saa
nrmere og nrmere. De er alvorlige og bydende, de ser paa mig med en
sikker og rolig Vilje. De siger til mig: Flg! De har vret mig saa
nr, at jeg har flt deres Blik svidende i mine jne, og jeg har
grebet mig i at rejse mig for at flge dem.

Men det er jo Vanvid. Jeg har sagt det atter og atter til mig selv:
Hvad har jeg med de jne at gre? De vil jo heller ikke Dig noget.

Dr mder jeg et Menneske, jeg ikke kender. Han sr paa mig, og jeg
brer mig ad som en tosset lille Skolepige. Jeg hrer siden en
taabelig Snak af pjattede Fruentimmer ..... naa, hvad saa? Dermed
burde den Historie vre forbi. Men nej, istedetfor begynder den nu
frst ret. Sknt det er ikke sandt. jnene har forfulgt mig, lige
siden den Aften, jeg var til _Suleima_. Nu vd jeg det -- det var
jnene, der bortfrte Suleima. Jeg husker slet ikke, hvordan han
ellers sa ud, jeg mindes end ikke Klangen af hans Stemme.

Ja, ganske sikkert, Du er paa Veje til at blive gal, Julie. Og det er
paa hje Tid, at Erik kommer. Jeg hilser Dig, min kre Ven, jeg
hilser Jer, mine kre, gode, blaa jne.




                                                      23. Januar.


Jeg var i Formiddags inde i Pulterkamret for at finde noget Lrred i
Dragkisten. Mens jeg rodede rundt i den, fik jeg pludselig fat i et
stort sort Slr. Jeg har aldrig set saa tt et Slr, og det var til
at tage over Hovedet som en Htte. Jeg tog det paa og kunde nsten
ikke se igennem det. Og da jeg kiggede i det gamle Spejl paa Vggen,
lignede jeg en formummet Nonne.

Hvorfra mon Moder har det Slr, og hvad mon hun har brugt det til?

Jeg vilde have spurgt hende iaften, men da det kom til Stykket, lod
jeg alligevel vre.




                                                      26. Januar.


Jeg sad ved Vinduet i Formiddags. Sneen faldt stille og bldt, i
store Flager, rigtig det jeg kalder en Julesne -- hvide Vinterfugles
sagte dalende, sindigt kresende Myriader.

Der kom henad den mennesketomme Vej en Vogn med hvid Kaleche og hvid
Kusk og dragende to sorte Furer i den dunblde Sne. Vognen holdt
udenfor vort Genbohus. Det var Favoritindens Karet. Hun hoppede ud,
var allerede henne ved Porten, og allerede havde Vognen igen sat sig
i Bevgelse. Da vendte hun sig rask om, slog Slret tilside og kaldte
Kusken an for at give ham en Besked.

Det var kun et flygtigt Syn, men jeg glemmer det ikke. Jeg glemmer
ikke det Skr af -- ja af Sejr og Lykke, der var over hendes
Skikkelse og Ansigt. Den sorte Pels stod aaben, hun bar en Brystbuket
af lyserde Roser, og Ansigtet var selv en lyserd Rose, tittende
frem af det sorte Kniplingsslr. Med den ene Haand lftede hun Kjolen
gracist, den anden -- Handsken var straagul -- holdt Slret tilside.
Snefuglene flagrede ned om hende, hun stod dr som Foraar i Sne, saa
varm og frisk, saa faur og fin.

Saa var det yndige Syn borte. Porten lukkede sig efter det.

Men pludselig faldt det mig ind, at det var frste Gang, jeg havde
set hende komme ved hjlys Dag, og at jeg i den sidste Uge slet ikke
havde set den anden unge Dame, hende, der plejede at besge min Genbo
om Formiddagen.

Var hun syg eller bortrejst -- eller skulde det helt vre forbi for
hende? Dren ubarmhjrtigt lukket, Rivalinden Eneherskerinde?

Og jeg sa paa de grimme sorte Furer, Vognen havde draget i den hvide
Vej, sa paa dem, mens de langsomt fyldtes af den dulmende, dkkende
Sne, indtil de kun tegnede sig som mindende Ar.




                                                      29. Januar.


Erik er kommen. Han var her et jeblik igaar Aftes, og idag har han
spist til Middag hos os.

Den gode Dreng, hvor han gldede sig over at se os igen, og hvor
uforandret han var. Han er sandelig ikke bleven Evroper af at leve
i de store Byer. Ligesaa lystig, nsten drenget, som i gamle Dage;
ligesaa kn og sund, men ogsaa ligesaa nonchalant med sit ydre
Menneske. Den eneste Forandring, jeg kunde opdage, var, at hans
rdbrune Skg var blevet studset spidst og begavet til, at Haaret var
klippet paa Maskine, saa det lignede en Stubmark, og at Fippen var
vokset og vikset en halv Tomme lngere. Men Jakken sad skvt som
sdvanlig, med den venstre Lomme, som han altid borer Haanden ned i,
udposet og blank, og Slips og Flip var stadig lige konfirmandagtige
-- nedfalden med sort Humbugsljfe.

Han trnger absolut til kvindelig Omsorg. Har Forsynet udset mig til
denne Grning, skal han minsandten nok blive vellykket. Han har
nemlig gode Betingelser for at kunne stiliseres. Jeg har tnkt mig at
udstyre ham som det moderne Fremskridt -- djrv og enkel Elegance:
altid stram sort Redingote, med ventende Knaphul, dertil mrke
fintstribede Benklder; tillidvkkende Korrekthed: velstrget
Silkehat, rdbrune engelske Hundeskindshandsker, hje, lukkede
Officersflipper.

Ja, min Ven, Du kan rigtignok forlade Dig paa, at Du skal blive
dejlig. Vent Du bare.

Jeg betnker mig ikke paa at erklre vor Middag idag for belivet.
Selv Hs. Majestt Gnavpapa behagede allernaadigst at vre i
indladende Humr. Han havde ligefrem et Anfald af mhed overfor mig
-- hvilket gav sig Udslag i, at han med to lange Fingre prikkede mig
paa Kinden og, med et Glimt af Smil gennem Brillerne, hviskede: Naa,
er Du saa i bedre Kulr? Behver Professorens Datter ikke lnger at
sidde alene i Dagligstuen og nynne paa en Vise, hun havde lrt
udenad?

Vi fik fin Mad og drak en Mngde italiensk Rdvin -- et Minde om
Faders letsindige romerske Ntter. Erik var beundringsvrdig. Han
sludrede ls, som om det virkelig var et gemytligt Selskab, han
befandt sig i. Fader formelig lo, saa det klukkede i ham -- det ld,
som naar Vand lber igennem en tilstoppet Hane, -- da Erik fortalte
ham om en Symbolist-Udstilling i Wien. Erik er nu lige godt mere
durkdreven, end jeg havde troet. Sad han ikke dr og indyndede sig
hos min vermehrenske Papa ved at bespotte den unge Kunst, der ellers
er ham hellig! I Guds Navn, alle Kneb glder.

Ved Kaffen drak vi gte gammel Munke-Likr -- hvilket i vort Hus
betyder, at Stemningen var paa Hjdepunktet. Naar Fader sknker sig
en Benediktiner, kan jeg se, at det indeni ham siger Ernst Meyer.

Lidt senere fandt jeg mig siddende alene i Dagligstue-Sofaen med
Erik. Og jeg tnkte: Se saa, nu kommer det. -- Jeg vd ikke, om jeg
var glad eller ked af det -- jeg vd blot, jeg fandt det lidt
taktlst og latterligt, at de Andre saadan havde arrangeret
Situationen for os.

Erik sad nogle jeblikke og dampede strkt paa en Cigar, saa Ilden
gldede frem under den hvide Aske. Jeg kunde se, han var nervs.
Endelig sagde han: Jeg er saa glad ved at se Dig igen, Julie.

Jeg er ogsaa glad over, at Du er kommen hjem.

Jeg har lngtes meget efter Dig mellem alle de fremmede Mennesker.

Du skrev dog saa sjldent og saa lidt.

Du vd, jeg har saa vanskeligt ved at udtrykke mig brevligt.

Var der da slet Ingen drnede, Du var glad ved at vre sammen med?

Jo, der var En. En Dansk, jeg traf i Pensionatet, hvor jeg boede.
Ham blev jeg Ven med. Og med ham talte jeg ofte -- ogsaa om Dig.

Om mig, Erik?

Ja, jeg fortalte ham, at jeg havde en lille Plejesster, en Datter
af den Mand, hos hvem jeg i mine Studereaar var i Huset, en ung
Pige, som altid havde vret saa sd og god imod mig ...

... For hvem Du havde begaaet tusind gale Streger og som Du ofte
reddede fra den mrke Stue eller Faders Spanskrr ved at tage hendes
Synder paa dine Skuldre. -- -- Men denne Ven, hvor er han nu? Stadig
i Wien?

Nej, han rejste derfra lnge fr jeg. Han skulde vre hjemme til
Ssonens Begyndelse.

Til Ssonens Begyndelsen?

Ja, han er Skuespiller.

Og han hedder?

Alfred Mrch. Har Du aldrig set ham?

-- Jeg tror nok, at det gav et Skrig indeni mig, men jeg bekmpede
mig. Og jeg sagde i en ligegyldig, nsten foragtelig Tone:

Alfred Mrch? Aa jo, jeg har en enkelt Gang st ham. Han spiller
forresten kun Smaaroller og er vist uden Talent. Bermt er han ikke.
Til Gengld er han i hj Grad berygtet.

Erik lo lidt irriteret. Herregud -- sagde han -- vil Du virkelig
bryde dig om Sladder? Jeg troede, Du var for honnet dertil?

Eriks Reprimande gjorde mig vred, ligefrem lgnagtig. Jeg svarede:
Jeg bryder mig ikke om Sladder. Jeg holder mig kun til, hvad jeg
vd.

Og hvad vd Du da?

At din brave Ven paa en skndig Maade har forfrt en ung Pige og
bagefter sveget hende.

Erik sad et jeblik tavs. Saa sagde han: Jeg kan ikke tro det. Det
ligner saa lidt Mrch, han er det fineste Menneske, jeg kender. Han
lover sikkert ikke mere, end han holder. Noget andet er, at han har
haft adskillige Krlighedshistorier. Han gr -- og med Rette -- stor
Lykke hos Damer, og jeg vd, at han ofte faar Breve med Anmodning om
Stvnemder.

Det er han vel forfrdelig stolt af, siden han har fortalt Dig det?

Aa nej, men det morer ham, og det finder jeg kun naturligt. Han
reflekterer ikke paa de smigrende Tilbud.

Men viser som gte Gentleman Brevene til sine Venner?

Du kan berolige Dig, de er anonyme.

Jeg var saa ophidset, at jeg grne kunde have givet mig til at grde.
Af hvilken Grund, det vidste jeg ikke. Jeg syntes, tror jeg, det var
oprrende -- oprrende dumt ogsaa --, at Erik vilde sidde og forsvare
denne Skuespiller overfor mig. Han burde jo tvrtimod have hjulpet
mig at trnge ham ud af min Tanke. Nu troede jeg, at jeg havde vundet
Fred for ham, og saa kom Erik og ligefrem vltede ham ind paa mig.
Naturligvis, Erik kunde jo ikke vide .... alligevel, jeg fandt ham
nsten ynkelig, som han sad dr og forsvarede sin Ven med de sorte
jne.

Og I, mine omhyggelige Forldre, som blev narrede. Alt havde I ordnet
saa godt for Jeres Datter, god Middag, Vin, gamle Minder og Skumring,
og da saa Mama kom ind med Lampen, fulgt af den nysgrrigt kiggende
Papa, fandt de Parret siddende forstemt, hver i sit Sofahjrne.

Det var baade til at le og grde over.




                                                      5. Februar.


Hver Dag brnder Frieriet Erik paa Tungen, men saa snart jeg mrker,
at nu bryder det ud, straks er jeg der med Sprjten og slukker Ilden.

Hvor skikkelig, hvor godmodig egenlig saadan et Mandfolk er. At Erik
ikke pludselig slaar i Bordet for mig og siger: Nu kan det vre nok,
min gode Pige. Ingen Abekattestreger lnger. Vil Du eller vil Du
ikke? --

Jeg tror, det var klogt af ham, om han engang tog mig saadan i
Kardusen og fik mig til at makke ret. Jeg kunde lide at hre ham
blive rigtig vred; jeg tror, jeg vilde elske ham, hvis jeg en Gang
havde flt mig lille og bange under hans strke Haand. Men nu sidder
han og glipper af Befippelse for, at jeg skal stte det trtte og
ligegyldige Ansigt op, som jeg bruger til at slukke ham med.

Hvorfor jeg er saadan? Er det alene Fruentimmer-Djvelskab, Vigtighed
og Plagelyst?

Nej, nej. Det er det ikke. Men jeg kan ikke hitte ud af det. Jeg vd
ikke, om det ikke er Synd baade for ham og mig, at vi gifter os. Du
gode Gud, naar jeg allerede nu er saadan imod ham, hvor ligefrem
infam vil jeg da ikke blive, naar vi frst er gifte og jeg har ham
fra Morgen til Aften, og -- fra Aften til Morgen!

Egenlig har jeg altid haft den samme Flelse overfor Erik -- lige fra
jeg var en ti Aars Ts og han en 17-18 Aars Student. Jeg kunde
forfrdelig godt lide ham, jeg hang evig og altid over ham. Men saa
lille jeg var, tyranniserede jeg ham. Jeg forstod straks, at jeg var
den strke, og jeg nd min Magt med en Blanding af Velbehag og
ubevidst Foragt. Jeg husker en Dag, jeg havde plaget ham ganske
srligt. Han havde travlt og havde bedt mig om at lade ham i Fred.
Men nppe var jeg ude af hans Stue, fr jeg var der igen. Jeg kilrede
ham paa Nsen med et Straa, jeg rev hans Blyant fra ham, jeg trak i
Papiret, saa han tegnede forkert -- jeg var rigtig saa utaalelig, som
et forklet, uvornt Barn kan vre. Tilsidst blev Erik ogsaa for Alvor
vred. Han greb mig i Armen, lftede sin Haand ... Da sa jeg op paa
ham, lo trodsigt og sagde: Slaa, om Du tr!

Han lod Haanden falde, fik Taarer i jnene og klappede mig paa
Haaret: Lille Julie maa ikke vre vred paa mig. Det var stygt af
mig!

Aa, Erik, Du oprrende dumme Menneske, hvorfor gav Du mig ikke den
Lussing, jeg saa rligt havde fortjent! Meget havde da maaske nu
vret anderledes.

For hvad nytter det, at Moder med Strnghed taler din Sag. Hun, min
blide Moder, kalder sin hjtelskede Datter intet mindre end
hjrtels Kokette og indprnter mig med de kraftigste Ord, at jeg
maa prise mig lykkelig ved at have vundet din Fortrffeligheds
Hjrte.

Ja, men vind _Du_ mit Hjrte, det er Sagen. Tag det med myndig
Erobrerhaand, gr mig en eneste Gang blot en lille Smule bange. Lig
mig ikke altid for Fode, saa skikkelig, saa bedende, saa irriterende
ganske som Du vil, min Engel.




                                                        10. Febr.


Der var Bal igaar hos Eriks Onkel, Fabrikant Glerup. Jeg havde gldet
mig aldeles barnagtigt til det Bal -- mit frste og formodenlig
eneste i Vinter.

Og saa blev det den bare Kedsommelighed og Fortrdelighed.

Hvor jeg er forbitret paa Erik. At han kunde opfre sig saa ufint,
saa taktlst!

Nu bagefter forstaar jeg godt det Hele. Ballet var beregnet paa at
vre en Festligholdelse af min og Eriks Forlovelse. For de Andre har
det vret en Skuffelse, at de ikke kunde faa den Knallert til
Kransekagen; men for Erik har det vret en flov Historie. Og saa har
han troet at kunne redde Situationen ved at trnge sig ind paa mig
med et Vsen og en Opfrsel, saa alle maatte tnke: Vist er de
forlovede, de vil bare ikke endnu have det offenligt.

Jeg har aldrig set Erik saadan. Han opfrte sig som den vrste
Krmmersvend. Han vimsede om mig med flove Galanterier, ved Gud om
han ikke ogsaa, under Kotillonen, kyssede mig paa Haanden. Han kan
takke min Velopdragenhed for, at jeg ikke gav ham et forsvarligt
Munddask. Men da han tilsidst ude i Entren vilde hjlpe mig mine
Galochestvler paa, og, i Overvrelse af nogle andre Herrer og
Damer, sagde mig en Kompliment om min yndige lille Fod, gav Foden
ham, meget yndefuldt, men ganske eftertrykkeligt, et Puf, saa han
dejsede bagover og siden entholdt sig fra gracise Bemrkninger.

Og de Andre -- baade Eriks Familie og de Fremmede! De kom med
sklmske Hentydninger og elskvrdige Nsvisheder. Naar en Herre
inklinerede for mig, skte det med flgende Fiksfakserier: Hvis
Frkenen kan _afse_ mig blot et flygtigt jeblik! eller: _Hvis_ det
er _tilladt_! Og Erik, der hele Aftenen var klinet op ad mig,
bukkede med et affabelt Smil, som om det var ham, der gav
Tilladelsen.

Da Ballet var forbi, vilde Erik partout flge med i min Droske. Jeg
hviskede til ham: Du gr det ikke! -- og han forstod, at det var
Alvor. Men hele Vejen grd jeg, som jeg var pisket, og da jeg kom ind
i mit Vrelse, rev jeg mine gode Klder af mig, saa det formelig var
syndigt.

Saa pn som jeg virkelig var og saa glad, da jeg tog afsted og Moder
puttede mig ind i Drosken. I lyseblaa Tylls-Nederdel og langt spidst
Silkeliv med Tyllspuffer paa Skuldrene. Jeg kan godt lide at se mig
selv, naar jeg er nedringet -- med en lille fin Strimmel hvidt
Broderi kiggende frem mellem den blanke blde Hud og det kulrte
Silketj. Selv Fader -- kunde jeg mrke -- var tilfreds med mig, da
jeg var inde at sige Farvel til ham. Han nikkede anerkendende og
sagde: Blaa Krokus.

-- -- Idag har jeg vret saa nervs og pirrelig, at man ikke har
kunnet komme mig nr. Jeg har ngtet at gaa Spadseretur med Moder;
istedetfor har jeg siddet og mulet inde i min Karnap. Det var
Ruskregn og Slevejr, graat, tungt, knugende Sindet til Fortvivlelse.
Saa koldt og grimt der var i Stuen. Saa slidt og falmet, saa fattigt
og gldelst det altsammen sa ud, de sorte Damaskes Stole, det gamle
rde Bordtppe og den afskyelige Bronce-Hngelampe i tynde
Messingkder. Og jeg selv: forvaaget og forgrdt, stram i Ansigtet og
valen om Hnderne, saa ufrisk, saa usoigneret. Blaa Krokus, aa ja. En
uappetitlig vissen Blomst til at smide bort.

Jeg sa op, mit Blik faldt paa min Genbo's Vinduer. Dr stod han,
selskabspyntet, i sort Kjole med hvid Blomst i Knaphullet, stod og
sa over paa mig, med et svagt Smil paa Lberne.

Jeg vd ikke, hvad der gik af mig. Jeg rejste mig pludselig, gik ind
i mit Vrelse, tog Papir og Pen frem og skrev med fordrejet Skrift:
Hr. Skuespiller Alfr. Mrch! En ung Dame har noget at sprge
Dem om. Hun venter Dem Lrdag den 13de Kl. 7 Aften udenfor
Nordbanestationen. Lagde saa Brevet i Konvolut, adresserede det til
Teatret, tog Overtj paa og bragte Brevet til en Postkasse.

Forklare, hvorfor jeg gjorde dette, kan jeg ikke. Egenlig rsonnerede
jeg ikke, fr det Hele var besrget og jeg atter stod i mit Vrelse.
Saa kom jeg til at le himmelhjt. Du gode Gud, det var virkelig ingen
Drm. _Jeg_ havde begaaet en Letsindighed, skrevet til en fremmed
Herre, ovenikbet en Skuespiller og renommeret Don Juan, og sat ham
Stvne! Irbe, mirbe, dirbe -- kort sagt, Vanvid over hele Linjen.
Lige til at putte i Daarekisten. Ja, og Du kom der saamn ogsaa, min
rare Pige, hvis dine kre Forldre anede, hvad Du har bedrevet.

Naa, ligemeget, det er forresten ganske morsomt at have gjort noget
splittergalt. Navnlig naar det, som i dette Tilflde, er uden Flger.




                                                     12. Februar.


Imorgen var det, jeg skulde mde Hr. M. udenfor Nordbanestationen.
Jeg maa dog til re for mig selv bemrke, at det ikke et eneste
jeblik er faldet mig ind at gaa til Stvnemdet.

Han kommer naturligvis heller ikke. Erik sagde jo, at han aldrig
reflekterede paa de anonyme Breve, han fik.

St nu alligevel han kom. Det vilde vre forfrdelig morsomt bare at
se ham spankulere om paa Mdestedet. Den Vigtigpraas med sine
indbildske sorte jne. Jeg ser ham i Tankerne, med Pelskraven op om
rene og Stokken under Armen.

Ak, gid han kom, og jeg, selv ust, kunde se ham.

Jeg tror, jeg lokker Erik til at spadsere en Tur med mig imorgen
Eftermiddag. Hvis M. saa er der, dyer jeg mig ikke for at fortlle
Erik, at det er mig, som han venter paa.




                                                     13. Februar.


Alle I smaa Billeder, vend Jer omkring! Og Du, min kyske Pen, st en
vldig Klat over det Hele!

Jeg har gjort noget forfrdeligt. Jeg er sunken saa dybt omtrent, som
en rbar Pige kan synke. Og det allersrgeligste er, at jeg er i
straalende Humr.

Jeg skrider til Aflggelse af min syndige Rapport.

Altsaa, imorges, da jeg vaagnede, skinnede Solen ind i mit Vrelse.
Jeg sprang rask ud af Sengen og tog mig en iskold Douche. Jeg var saa
glad i mit Hjrte, saa let i mit Sind, som om det var en Festdag, jeg
beredte mig til.

Jeg husker den Tale, jeg holdt til mig selv, mens jeg gjorde mig fin
i Klder. Jeg sagde: Iaften Kl. 7 foregaar udenfor Nordbanestationen
et ventyr, hvis Prinsesse hedder Julie. Julie har i sin fjrne Bolig
-- ude i en stor Vidunderskov -- hrt Tale om en flt indbildsk
Mandsperson, der praler af hver Dag at erobre et uskyldigt lille
Pigehjrte. Da Julie hrer dette, bliver hun paa sit Kns Vegne dybt
oprrt, og hun svrger en dyr Ed paa, at hun skal tugte den lede
Forfrer og gre ham myg. Hvorpaa Julie gennem sin snu Terne sender
sin Fjende Bud, at en dydig og dejlig Jomfru, ganske betagen af hans
sknne sorte jne, venter ham Lrdag Aften udenfor Nordbanestationen.
Den indbildske Nar mder til den opgivne Tid, sikker paa et let
Bytte. Da ser han en tt tilslret Prinsesse -- i sin Moders
Dragkiste har Julie fundet et af gode Feer vvet uigennemsigtigt Slr
-- og da han nrmer sig hende, opslaar Prinsessen en spodsk, men
slverne Latter og forsvinder. Derefter ... ja derefter var der ikke
mere af det ventyr. Hvad der videre skete, kunde jeg ikke faa fat
paa.

Men jeg var paa det Rene med, at til Stvnemde vilde jeg. Ukendt,
ukendelig vilde jeg komme, more mig over Hr. Mrchs Nysgrrighed,
lytte til hans besnrende Flovser og forsvinde med en spodsk
Prinsesselatter.

Efter Middag sagde jeg til Moder, at jeg havde Lyst at besge Emmy.
Hun undredes over, men bifaldt denne Trang, og jeg begav mig straks
afsted. Klokken var da 5. I Forvejen havde jeg i Pulterkamret
hentet ventyr-Slret, som jeg nu medfrte i min Kaabelomme. Jeg
krte med Omnibussen til Tivoli, gik derfra til Nrrevold, hvor Emmy
bor, aflagde hende en kort Visit -- saa _havde_ jeg vret der --
indhyllede mig paa Trappen i Slret og skyndte mig -- med bankende
Hjrte -- til Stvnemdet.

I Afstand sa jeg, at Uret var fem Minutter over Syv. Det gldede
mig, at jeg ikke kom for tidligt. Jeg spejdede til alle Sider -- han
var der ikke. Paa den tomme hvide Plads udenfor den ligesom uddde
Station holdt en enlig Droske. Ikke et Menneske -- uden Droskekusken
-- var at se. Det var, som om der blev hldt en Spand koldt Vand over
mit ventyr. Her stod den stolte Prinsesse til Spot og Spe; hun havde
rent glemt at beregne, at ventyret sandsynligvis ikke kom istand
formedelst Modpartens Udeblivelse.

Allerede var jeg paa Veje til at vende om. Da -- mit Hjrtes Slag
standsede -- gled en Skikkelse frem bag Drosken, en hj pelskldt
Skikkelse. Det var ham. I nste Nu var han henne ved mig. Jeg sa
ikke paa ham, jeg flte hans Skygge foran mig, og jeg hrte hans
Stemme: Frken, Vognen venter. Denne rutineret fremsagte
Uforskammethed gav mig min Selvbeherskelse tilbage. Jeg lftede
Hovedet og svarede: De tager Fejl. De kan godt lade Vognen kre. --
Gud velsigne Dig, sde Mo'r, for dit Slr. Jeg kunde iagttage ham,
han sa intet uden en sort Hjlm. Med nogen Usikkerhed i Blikket
sgte han forgves at gennemskue min Maske. Saa sagde han prvende:
Er det vrd at sende Vognen bort straks? ... Jeg mener, man er dog
altid mere ugenrt ... Jeg befalede: Send den bort! -- og jeg
gldede mig over min Koldblodighed. Han bukkede let, gik hen til
Drosken, betalte og gav en Besked, hvorpaa Vognen hastigt rullede ind
mod Vesterbro.

Vi stod alene. Jeg sagde: Lad os gaa! Og jeg gik hen mod
Klampenborgstationen, han ved Siden af mig. Efter en lille Pavse
sagde han:

Og saa?

Og saa? Jeg gentog hans Ord.

Ja, Frken, hvad var det saa, De vilde sprge mig om?

Oprigtig talt, jeg havde rent glemt at have et Sprgsmaal parat. For
at vinde Tid svarede jeg:

Det er et Vddemaal. Mellem en Herre og mig. Det drejer sig om seks
Flasker fransk Parfume.

Og det er mig, der skal afgre Vddemaalet?

Ja -- hvis De vilde vre saa elskvrdig. Det er mig meget om at
gre.

Seks Flasker fransk Parfume! Lad mig da hre.

Jeg vilde grne vide ... siig mig: er Mrch Deres rigtige Navn eller
blot et Teaternavn?

Han svarede ikke straks. Vi passerede en Lygte, og jeg kunde mrke,
at han i Lysskret sgte at faa mit Ansigt at se gennem Slret.
Endelig sagde han, og hans Stemme ld koldt og spydigt:

Det er altsaa for at sprge mig, om jeg hedder Mrch, at De har sat
mig Stvne?

Han var aabenbart godt gal i Hovedet. Det morede mig. Latteren
kriblede i mig, men ganske alvorligt fik jeg dog sagt:

Ja, Hr. Mrch. Hvis De vilde gre mig den store Tjeneste. Jeg skal
da ikke opholde Dem lnger. Der er maaske Nogen, som venter Dem.

Jeg kiggede hen paa ham. Han sa nogenlunde behersket ud. Men Stemmen
dirrede, da han svarede:

Enten, Frken, er De meget spgefuld eller, undskyld, dum.

Jeg, engleblidt:

Hvor uvenligt De taler til mig. Har jeg fornrmet Dem?

Han, med vrdig Kulde:

Fornrmet mig? Nej. Men jeg finder det, rlig talt, en Smule
overfldigt at stvne mig en kold Vinteraften til et fjrnt Sted for
at sprge mig om, hvad jeg hedder.

Jeg, stille og beskedent:

Jeg troede saamn heller ikke, De var kommen. De faar, fortller
man, saamange anonyme Breve.

Han, lidt mildere:

Jeg kom ogsaa kun, fordi Deres Haandskrift interesserede mig. Den
var -- sknt fordrejet -- saa dameagtig, saa fin og ejendommelig.

Nu smigrer De mig, Hr. Mrch. Der er virkelig intet interessant ved
mig ... end ikke det, at jeg er forelsket i Dem. Det havde De maaske
troet? Han sa ud, som om han havde Lyst til at de mig, men svarede
ikke. Vi var naaet hen til rstedsparken. Ved Hjrnet af Nrrevold
standsede jeg.

Jeg maa hjem nu, Hr. Mrch. Vilde De saa besvare mit Sprgsmaal?

Kun paa n Betingelse.

Og det er?

At jeg faar Deres Ansigt at se, og at De siger mig Deres Navn.

Men hvorfor dog? Hvad Fornjelse kan De have af det?

Synes De egenlig, at mit Forlangende er saa urimeligt? -- Maa jeg
saa, Frken ...? Han rakte Haanden frem efter mit Slr.

Nej, nej, ikke nrgaaende. Og jeg benede af langs rstedsparken.
Han efter mig. Ingen af os talte lnge. Endelig sagde jeg (vi gik nu
igen pnt ved Siden af hinanden): Se, hvor dejligt Parken tager sig
ud med alle de rimdkkede Trer. Det er som en hel ventyrhave.

Aa ja.

Rimfrost, ventyrhave og alle andre poetiske Ting var ham aabenbart
revnende ligegyldige, og jeg tnkte: Situationen bliver umulig. Han
er ligesaa dum og utaalelig som Erik.

Da pludselig standsede han og sagde:

Nu skal De have Tak for iaften, Frken. Farvel.

De vil altsaa ikke opfylde mit nske?

Han stillede sig foran mig og sa paa mig, uendelig lnge syntes jeg,
sa paa mig med et underlig koldt bedrvet Blik, der baade gjorde mig
bange og drog mig. Saa sagde han, stille og hfligt, men med en
dejligt isnende Fornemhed:

Jeg hedder det, jeg kaldes for. Jeg haaber, at De har holdt paa det
og at De altsaa har haft det nskede Udbytte af vor Samtale.

Han tog Hatten af og var allerede paa Vej bort. Da -- jeg vd ikke
hvorfor; men jeg vilde ikke, jeg kunde ikke slippe ham paa den Maade
... jeg rev Slret til Side, kaldte Hr. Mrch! -- og da han vendte
sig om, stod jeg smilende foran ham med fremstrakt Haand og sagde:
Vr ikke vred, lad os skilles som gode Venner.

Jeg har aldrig set et Menneske undergaa en saadan Forvandling. Der
gik som en Sol op over hans Ansigt; hans jne straalede mildt og
muntert, og hans Stemme klang bldt og indsmigrende.

Vi talte som to Kammerater, der lnge havde kendt hinanden. Han sagde
ogsaa, at han godt kendte mig -- han vidste ikke hvorfra, men han
huskede, han havde st mit Ansigt.

Han bad mig igen fortlle, hvad jeg hed. Nej -- svarede jeg -- det
kan De ikke faa at vide idag.

En anden Dag altsaa? De vil altsaa mde mig en anden Dag?

Jeg vidste hverken, hvad jeg vilde eller ikke vilde. Men jeg sagde:
Maaske. Og jeg spurgte straks efter: Fortl mig nu, hvor De
egenlig havde tnkt at fre mig hen i den Droske?

Til en Restauration eller hjem til mig, ligesom De selv havde
villet. Et Sted, hvor vi kunde have siddet hyggeligt og drukket et
Glas Champagne sammen.

De havde altsaa troet, at jeg var en Dame af den Slags?

Hvilken Slags? Jeg forsikrer Dem for, at alle Slags Damer kan drikke
et Glas Champagne.

Jamen ikke sammen med Dem.

Er det for Alvor Deres Mening? Synes De virkelig, at der vilde vre
noget ondt i, at vi to f. Eks. tilbragte en morsom Aften sammen?

Nej, maaske ikke, hvis De opfrte Dem ligesaa pnt som nu, mens vi
spadserer her.

Jeg opfrer mig ganske, som De selv vil have. Det kan De stole paa.
Skal vi saa spise til Aften sammen paa Torsdag? Saa er jeg fri.

-- -- -- Kort sagt, det endte med, at jeg _nsten_ lovede at mde ham
Torsdag Kl. 7 paa Kongens Nytorv. Han talte mig saa tryg, at jeg
syntes, det Hele var den naturligste Sag. Men hvordan jeg, naar jeg
frst faar sovet paa det, klarer det med min Samvittighed og med at
slippe hjemmefra, aner jeg ikke.

Dog, den Tid den Sorg. I vrste -- eller lad os sige: i bedste --
Tilflde bliver jeg borte.

Saa kan Hr. Mrch Torsdag Aften staa paa Kongens Nytorv og kigge
Stjrner. Hvad Glde kan han vel ogsaa have af at mde mig?

Han sagde, at jeg var smuk. Den Lyveprins.




                                                     14. Februar.


Gaarsdagens Hndelser staar for mig som en Drm. Men min Dagbog
afslrer mig Drmmen som Virkelighed. Jeg synes, det er saa rent
fantastisk meningslst, hvad jeg har gjort. Alligevel synes jeg, det
er det hidtil eneste i mit Liv, som er vrd at optegne. Men atter
siger jeg til mig selv: Du slle Person, Du latterlige Heltinde, der
har udfrt akkurat det, som Tusinder af tarvelige Smaapiger ganske
uden Heltemssighed gr hver Dag.

Ja, om Du elskede ham, og han elskede Dig. Men hvad er det nu? Fra
min Side kun et Indfald, en Grille; fra hans Side vel hjst et
jebliks Pirring, et pikant Tilflde, der dumper ned til ham, og som
han ofrer et Par allernaadigste Timer.

       *       *       *       *       *

Paa Forhaand hadede jeg ham. Han var kommen til at spille en Rolle i
mit Liv; han -- et fremmed Menneske, et Menneske, for hvem jeg intet
var -- havde gjort sig til Herre over mine Tanker, mine Drmme. Hans
jne befalede over mig, jeg vilde gre mig fri for dem, for ham.

Ja, saadan var det. Jeg _maatte_ en Gang mde det Menneske for at faa
Hold i ham, for at kunne tage Kampen op med ham som med et rigtigt
Menneske, ikke et Drmmebillede. Jeg _maatte_ have Scheiken fra
_Suleima_ omsat til Skuespilleren Mrch.

Dette er Forklaringen af, Undskyldningen for, at jeg satte ham
Stvne.

Jeg vilde vre fri for ham. Og jeg endte med at love ham nyt Mde.

       *       *       *       *       *

Jeg vilde fle mig som den strke overfor ham. Og jeg var det straks.
Jeg nd hans Usikkerhed, hans flove Fornrmethed og hans
Nysgrrighed. Jeg legede med ham, jeg pinte ham, jeg drillede ham.

Men just som jeg troede mig sikker paa Sejren, smed han mig overende.
Jeg sr ham endnu staa foran mig og med hfligt spodske Ord byde mig
Farvel. Jeg flte hans Blik slaa mig i Ansigtet -- og da han vendte
sig om og gik, blev jeg angst for at miste ham. Jeg kaldte ham
tilbage. Jeg flte mig saa svag, og jeg flte mig lykkelig ved det.

       *       *       *       *       *

Det fremmede Menneske. Ja, vist er han mig fremmed. Dog vd jeg
aldrig, at jeg har flt mig saa gode Venner med Nogen som med ham.
Der kunde slet ikke vre Tale om at vre _fornem_ og _Dame_ overfor
ham. Hans Ord, hans Stemme ligesom tog mig ind til sig, saa
selvflgeligt og dog saa rbdigt. Der var noget vidunderlig
musikalsk i den Maade, hvorpaa han afstemte sit Vsen efter mit. Jeg
har kun haft en lignende Fornemmelse, naar jeg dansede med en Herre,
der fast og sikkert bar mig ind i Musikens Rytme. Naar jeg lukker
jnene, kan jeg endnu hre hans Stemme. Ja, der er Rytme i den, og
jeg er tilmode, som jeg danser -- en bld, langsomt vuggende Dans.

Jeg hrer hans Afskedsord, mens han tog begge mine Hnder og sa mig
smilende, saa mildt, og slet ikke paatrngende, ind i jnene:
Farvel, De meget sde, ubekendte Pige, som jeg er forfrdelig glad
over at have truffet.

Underligt, at jne kan vre saa forskellige. For Fremtiden vil hans
jne ikke gre mig bange.

       *       *       *       *       *

Jeg vilde heller ikke vre bange for at mde ham igen. Jeg vilde
ovenikbet vre glad ved det, det vilde more mig. Naar blot det ikke
var saa ganske uden al fornuftig Mening. Naar blot det ikke var saa
grnselst letsindigt.

Forresten, er det saa ufornuftigt at vre letsindig? Hvem takker En
for, at man aldrig gr andet, end hvad der er dydigt og kedeligt?
Hvorfor skal man vre saa ngstelig for at stjle en og anden smuk
Blomst fra en Have ved den stvede Landevej, hvor man vandrer? Jeg
sprang grne gennem Grdet, tror jeg, selv om Kjolen fik en Rift,
hvis ikke min bekymrede Moders Blik skrmmede mig. Dine bedrvede
jne er det, som jeg frygter, Moder. Hvis Du opdagede noget, Du vilde
jo slet ikke kunne forstaa mig, Du vilde anse mig for et fortabt
Menneske. Og dog -- Slret! Hvordan er det kommet i dit Eje? Naar i
dit Liv har Du haft Brug for det?

Dette Slr, der fortller om hemmelighedsfulde Vandringer og endnu
gemmer en Duft som af forbudte Blomster.




                                                     15. Februar.


Erik var her i Eftermiddag. Vi talte ikke om andet end Mrch. Erik
spurgte, om jeg ikke havde Lyst til en Gang at trffe sammen med ham.
Jeg svarede Nej. Og jeg fingerede en Historie om en Dame, der kendte
ham og som havde fortalt mig, at han var en kedelig Praas.

Erik maatte nu i Marken med en ny Lovtale over sin Ven. Han var fuld
af Haan over den Dame, der havde givet mig Oplysninger om Mrch. Han
levnede hende ikke Forstand for to Skilling. Hun var naturligvis en
Gaas, som Mrch ikke havde gidet spilde sit Vid paa.

Jeg frte dog min Klientindes Sag med Dygtighed. Jeg opfandt
utrtteligt nye Anklager og Anker, som jeg saa havde den Fornjelse
at hre Erik gendrive. Sandelig, Hr. Mrch, det maa iaften have
ringet Landestorm for Deres ren.

Men arme Erik! Han skulde bare vide.

Ved Godnat-Passiaren stor Grdescene mellem Moder og mig. Frst grd
jeg, fordi hun igen plagede mig med Erik. Saa grd hun, fordi jeg
sagde, at hun kun tnkte paa at faa mig ud af Huset og var ligeglad,
enten jeg blev lykkelig eller ulykkelig. Tilsidst grd vi begge i
flles Erkendelse af, at Livet ikke er andet end den bare Travrighed,
og i gensidig Anger over de onde Ting, vi havde sagt hinanden.

Dette Hus udmrker sig absolut ved sin Regnmngde. Jeg skulde nsten
tro, at det endogsaa overgaar Bergen.




                                                     16. Februar.


For det Tilfldes Skyld, at jeg gaar til Stvnemdet iovermorgen, maa
jeg i Tide forsyne mig med et Skrmbrdt. Jeg har i saa Henseende
tnkt paa Christiane, det eneste mig fuldtro Menneske i Verden.
Veninder har jeg aldrig haft. Christiane kaldes min Veninde, men hun
er nrmest min Slavinde. Hun er Datter af en tarvelig, men velhavende
Mand; hun blev sat i samme Skole som jeg, men hun flte sig som et
Vsen af lavere Race. I et Anfald af delhed tog jeg mig af hende, og
da jeg nd Ry for min rappe Tunge, vovede Ingen at fornrme min
Protege. Christiane har siden dyrket mig med en urokkelig
Hengivenhed. Det er dog Synd at sige, at jeg har forklet hende. Der
er intet Menneske, som jeg kan vre saa utaalelig imod; hun oprrer
mig ved sit ydmyge Vsen og sit forskrmte Udseende; hendes Blods
hundske Respekt for mig fattige Professordatter vkker min Foragt.
Men paa den anden Side kan jeg vanskeligt undvre hende. Jeg kan
lide at herske saa uindskrnket over en Menneskesjl. Uden at knurre
lader hun mig udse alt mit gnavne Humr over hende. Fuldkommen
lykkelig indsuger hun min Naades Solstraaler.

Min tro Christiane ligner en blond bleskive. Hun har et kuglerundt
Hoved, tyndt hvidgult, glanslst Haar, ingen jenbryn, en
fregneomkranset Stumpnse og Knaphul-jne. Af Figur er hun en Prop.

Egenlig det man kalder styg, er hun dog ikke. Hun er bare slet
ingenting. Der mangler hende alt det, som gr et Egenvsen ud af det
Fllesmenneskelige. Men som hun er, er hun lykkelig. Hun kender ikke
til rgrrighed eller blot nsker paa egne Vegne; hun nsker og
haaber kun for og sammen med mig.

Nu har hun det sidste Aar vret fuldstndig optaget af Erik. Hver Dag
sidder hun og venter paa, at han skal fri, og er ligefrem benauet ved
Tanken om, at nu kommer det.

Alligevel, naar jeg i Morgen gaar ud til hende og siger: Christiane,
jeg skal til Stvnemde med en Herre, og Du maa hjlpe mig -- saa
vil hun ganske vist lige i jeblikket se en Smule forvirret ud, men
hun vil ikke prve paa at rsonnere eller gre Indvendinger. Hun vil
simpelthen tage til Efterretning, at nu er det ikke Erik og
Forlovelse, der staar paa Dagsordenen, men Letsindighed og
Stvnemde, og hun vil, naar Stvnemdets Time oprinder, sidde hjemme
og have Hjrtebanken, ligesom jeg, og hun vil, det syndefulde Asen, i
sine Tanker svlge i min gode Mad og min Champagne.




                                                     17. Februar.


Jeg gaar formodenlig til Stvnemdet imorgen. Naar jeg saa har
oplevet det, vil jeg slaa mig til Ro. Jeg vil atter blive en dydig
Pige, og jeg vil, inden jeg forlover mig med Erik, ligesom Dronning
Dagmar paa Ddslejet bekende min svare Brde.

Jeg var hos Christiane i Formiddag. Hun blev helt oplivet ved Tanken
om, at vi skulde til Stvnemde. Jeg instruerede hende i hendes
Rolle. Hun kommer imorgen ud til os og beder mig til Middag. Hun
lover tillige Moder, at jeg nok skal blive fulgt hjem om Aftenen.

Da mine og Christianes Forldre ikke omgaas -- nppe nok kender
hinanden -- er der ingen Mulighed for Opdagelse.

Christiane fandt det Hele umaadelig spndende og ventyrligt.
Tilsidst maatte jeg ligefrem minde hende om, at det klder en ung
Pige ilde at vre saa forhippet.




                                                     18. Februar.


Da Klokken iaften slog syv fra Sankt Nikolaj, gled en hj tilslret
Dameskikkelse fra Lille Kongensgade ud paa Kongens Nytorv. En hj
Herreskikkelse, med Pelskraven op om rene, styrede i samme Nu imod
hende. En Vogn var lige efter Herren. Kusken smkkede Dren op. Det
formummede Par forsvandt ind i Vognen, der derefter ilsomt bortfrte
det.

Faa Minutter efter holder en Vogn inde i en mrk Port. Kusken er
sprungen ned og trykker paa en Klokkeknap ved en Dr. En Slaa skydes
fra indvendig. Dren aabnes, og i hvidt elektrisk Lys viser en
kjolekldt Kavallr sig, bukkende. Han lukker Vogndren op, en
pelskldt Herre hjlper en tilslret Dame ud. Den kjolekldte iler i
Forvejen op ad nogle Trapper: Denne Vej, om Herskabet behager. Jeg
har reserveret det rde Kabinet.

-- -- -- Saadan var den lovende, nogenlunde romantiske Begyndelse paa
en Aften, der vsenligst blev en Skuffelse.

Jeg undser mig nsten ved at bekende det: jeg var ikke langt fra at
kede mig. I tre lange Timer varede Festen. Vi spiste -- en Mngde
gode Sager, men jeg havde ingen Appetit. Vi drak -- naturligvis
Champagne, men jeg maatte vre svrt forsigtig for at kunne komme
pn hjem. Saa sad vi forresten og konverserede saa dannet og saa
artigt, som om vi var til Konfirmations-Familiemiddag hos Professor
Magens.

Men det, der rgrede mig allermest, var, at min Don Juan
tilsyneladende fandt Aftenen srdeles vellykket. Han satte sig, efter
at vi havde spist, mageligt tilrette i en Lnestol, nippede
velbehageligt til sin Likr og nd sin Cigar i dovne, soignerede
Drag, betragtende mig velvilligt og talende til mig i en godmodig
onkelagtig Tone, som om jeg var et Pattebarn.

Midt under det Hele spurgte han: Naa, er det saa saa farligt at
drikke Champagne sammen med mig?

Nej, det ved Gud, _farligt_ var det saamn ikke. Men hellerikke
morsomt, min Herre.

Jeg spekulerer paa, om det var en Komedie, han spillede med mig,
eller om han af Naturen er saa henkogt.

Der var et jeblik, straks vi kom ind i Restaurationskabinettet og
Opvarteren havde trukket sig tilbage, hvor jeg syntes, han var en
helt anden. Jeg stod foran et Spejl og tog Overtjet af. Han stod
bagved mig og hjalp mig galant. Da jeg tilsidst med min Lommekam
havde givet Pandefrisuren en lille Overhaling og vendte mig om, greb
han min Haand og sagde: Maa jeg saa se rigtigt paa Dem!

Jeg sagde: Naa, er det en Skuffelse? Fortryder De, at De skal ofre
en Aften paa mig grimme Pige?

Grim! -- svarede han. Nej tvrtimod. Han stod lidt og betnkte
sig. Saa sagde han: Jeg haaber ikke, De forlanger Komplimenter.
_Smuk_ er De ikke. Men De er aldeles nydelig. De er saa fin og ung
som et Majlv. De har en Teint som Frugtblomster, og jeg har aldrig
set en Mund, der ligner et Kirsebr til den Grad som Deres.

Han sagde disse Ord ganske jvnt, ligesom om han med Vilje vilde
afdmpe dem. Men Klangen var saa bld og sandfrdig; hans Blik
straalede saa varmt og saa lykkeligt. Det var en vidunderlig Flelse,
der i det jeblik gennemstrmmede mig, en Flelse af svimmel
Salighed, af Triumf og Svaghed.

Jeg kom til Besindelse ved, at han med dagligdags Stemme fortsatte:
Jeg vilde grne have Lov at kysse Dem.

Hvor grimt, hvor dumt. Akkurat som da han forleden begyndte med at
meddele mig, at Drosken ventede.

Jeg svarede ham strngt og alvorligt: Nu skal jeg sige Dem noget,
Hr. Mrch, og Forord bryder ingen Trtte. Jeg vil grne vre sammen
med Dem iaften, den Letsindighed har jeg nu engang besluttet mig til.
Men De skal vrs'god opfre Dem saadan, at jeg ikke altfor meget skal
angre denne Aften. Husk, hvad De har lovet mig.

Ja, sagde han, netop derfor var det, jeg spurgte, om jeg maatte
kysse Dem. Havde vi ikke haft den Aftale fra forleden, havde jeg
kysset Dem uden Forlov. Men jeg staar ved mit Ord: jeg er overfor Dem
ganske, som De selv vil have mig. Og saa taler vi ikke mere om det.

Han sagde det hfligt og smilende, uden synligt Spor af Skuffelse
eller Fornrmethed. Og Resten af Aftenen var han stadig lige hflig,
veltilfreds og smilende. Dog, hvor forandret!

At den uforstyrrelige Bonvivant, der ved Souper'en og bagefter med
overbrende Velvilje underholdt sig med en naturligvis altfor dum og
ubetydelig lille Pige, var den Romeo, der lige i Forvejen havde gjort
samme lille Julie hed i Kinderne -- nej, det var endnu mere
ufatteligt end den pludselige Forvandling, der forleden skete med
ham. Hvordan mon han _egenlig_ er? Han gr i Grunden slet ikke
Indtryk af at vre Skuespiller; tvrtimod, der er saa lidt Positur
ved ham. Alligevel har jeg en Fornemmelse af, at han hele Tiden
spiller Komedie, og at det morer ham at forvirre mig ved at give nu
en, nu en anden Rolle.

-- -- Han fik da at vide, hvem jeg var. Jeg maatte jo holde mit
Lfte. Jeg tror nok, han blev _i hj Grad_ overrasket, sknt han ikke
vilde lade sig mrke med det. Han sagde blot: Ja, saa! og kiggede
saa underligt hen paa mig. Han havde vist alligevel ikke troet, at
jeg var af _saa_ pn Familie. Men i det Hele taget gav min
Demaskering ham vist meget at tnke paa.

Lidt efter sagde han: Saa kender De Arkitekt Glerup?

Jo Tak, rigtig godt. Det gr De nok ogsaa?

Det vd De?

Ja, Erik Glerup har saamn ofte talt om Dem. De har en god Ven i ham
-- og en Beundrer.

Ja, Glerup er en Entusiast.

Her kom jeg til at le.

Han: Hvad ler De af? Af Glerups Entusiasme for mig?

Jeg: rlig talt, ja. Jeg vil tilstaa Dem, at jeg er lidt skuffet.

Man maa dog ikke tro, at denne Ondskabsfuldhed i mindste Maade
anfgtede Hr. Mrch. Han smilede tvrtimod ekstra velfornjet,
lftede sit Glas, blinkede til mig og sagde: Glerups Velgaaende,
Frken! _Jeg_ er ikke bleven skuffet ved at mde Genstanden for hans
Lovprisninger overfor mig.

Hvor denne Sindsro irriterede mig. Alt -- alt er ham sikkert saa
fuldkommen ligegyldigt. Som han sad dr i Lnestolen, sa han ud, som
om intet i Verden skulde kunne flytte ham ud af hans dovne Velvre.
Jeg tror, at, om Himlen var revnet og et Par Engle var plumpede ned i
Skdet paa ham, vilde han, uden at fortrkke en Mine, have sagt
Velgaaende til dem. Og hvorvidt jeg synes om ham eller ikke,
sknker han sikkerligt ikke saameget som en Antydning af en Tanke.
Jeg fik et udmrket Bevis derpaa, da vi tog bort fra Restaurationen.
Ved min Kuvert havde der ligget en smuk Buket. Jeg havde egenlig haft
Lyst til at tage den med som en Souvenir om mit eneste ventyr, men
frst sagde jeg prvende: Det er Synd for de dejlige Blomster; men
jeg tr vist ikke komme hjem med dem. Herpaa svarede han ganske
trt: De er s'gu hellerikke vrd at gemme. De er allerede
halvvisne. I Sandhed, en fyrig og poetisk Kavallr!

Han fulgte mig i Droske til Hjrnet af Forhaabningsholms All. Da vi
nrmede os vort Maal, spurgte han, naar og hvor vi saas igen. Jeg
svarede, at vi saas ikke mere.

Herregud, sagde han, nu maa De ikke vre saa strng. Jeg havde
gldet mig saa meget til, at De en Gang vilde besge mig i mit Hjem.
Dr vilde vi ogsaa have det langt hyggeligere end paa en
Restauration.

Nej, det gaar ikke an. Og jeg vil heller ikke.

Ja, ja.

Og han faldt hen i Tanker. Men da Vognen holdt, sagde han, og hans
Stemme havde igen den dmpede, smukke Klang:

Nu kan De tro mig eller lade vre at tro mig. Men jeg har aldrig set
en ung Pige saa yndig som De. Og jeg er _meget_ bedrvet over, at De
ikke oftere vil se mig. Farvel og Tak for iaften. Han aabnede
Drosken, og, idet jeg gav ham Haanden til Farvel, bjede han sit
Hoved ned og kyssede den.

Nu kan De tro mig eller lade vre at tro mig ... Ja, om jeg vidste,
hvad jeg kunde. Om jeg vidste, naar han er rlig og naar han spiller
Komedie. Men forresten, nu er det jo forbi, og det er godt det samme.

Uigenkaldeligt forbi. For han foreslog jo ikke en Gang en ny Mdetid.
Tyder det egenlig paa, at han er saa ivrig efter at se mig igen?

Forbi er ventyret. Og godt, at det ikke gik mere ventyrligt. Uden
at rdme altfor meget -- i Bevidstheden om, at forbi var det, --
fortalte jeg Moder, der ventede paa mig, en lang Historie om Middagen
og Aftenen hos Christiane.

Men st, at han ikke havde _bedt_ mig om det Kys ... st, at han
havde fortsat den besnrende Melodi ... st, at han havde benyttet
sig af min Svaghed!

Skulde De vre en honnet Mandsperson, Hr. Mrch, eller blot en lille
Smule -- dum?




                                                     19. Februar.


Christiane stillede i Eftermiddag for at hre, hvordan det var gaaet
med Stvnemdet. For ikke at bedrve hende -- og for ikke at gre mig
selv latterlig -- gav jeg hende en blndende Fremstilling af
Aftenens letsindige Glder. Og da Christiane er et romantisk Gemyt, i
Lejebibliotek-Udgave, fortalte jeg hende, at min Kavallr havde
medbragt en rosenrd Silkemaske, som jeg tog paa, hver Gang
Opvarteren efter 3 diskrete Slag paa Dren traadte ind.

Christiane blev varmere og varmere i sit runde Hoved for hver Flaske
Vin, jeg trak op, og tilsidst spurgte hun ganske r og forvildet:
Men saa, Julie ... naar kyssede han Dig saa?

Jeg kunde have lidt at se mig selv, da jeg med krnket Grevinde-Mine
svarede: Maa jeg bede mig fritagen for dine Simpelheder, Jane. Tror
Du, det er _bon ton_ at kysse ved Stvnemder?

Skamfuld indvendte Christiane: Jeg troede dog, at saadan noget ogsaa
hrte med.

Ja, -- oplyste jeg med min overlegne Erfaring -- men ved fine
Stvnemder kommer Kysset paa et meget sent Stadium. Frst skal
Kavalleren lnge have gjort en rbdig Kur, saa en Dag falder han paa
Kn for sin Dame, og hvis hun da ansr ham for vrdig til
Belnningen, rkker hun ham frst sin Haand og derpaa sin Kind til
en sirlig Berring af hans Lber.

Christiane sa, overvldet af Beundring, paa mig og sukkede: Jamen,
for at blive gjort Kur til paa den Maade, maa man vre meget fin og
meget begavet.

Tilsidst holdt jeg et lille Foredrag om, at naar alt kommer til alt,
er den eneste paalidelige Lykke dog den at overvinde Fristelser.
Sknt altsaa mit Stvnemde havde vret umaadelig vellykket og min
Kavallr fuld af Galanteri og Forelskelse, havde jeg besluttet mig
til aldrig at se ham mere.

Christiane bifaldt min heroiske Beslutning, men grd af Medlidenhed
med min forgves smgtende Hyrde.

Hun skulde bare vide, at Hyrden hedder Alfred Mrch, der beder sin
Hyrdinde om et Kys i samme Tone, som om han bad hende om et Stykke
Rejemad.




                                                     21. Februar.


Imorges -- Gudskelov tog jeg selv mod Posten -- Rykkerbrev fra min
Skomager. Seksten Kr. skylder jeg ham for de Laksko, jeg kbte til
Ballet hos Eriks Onkel og som Moder troede jeg betalte med de Penge,
jeg den frste Februar fik af Grevinde Bjrneklo.

Desvrre nej. Thi jeg er i Pengesager Verdens letsindigste Menneske.
Pengene fra Grevinden skyldte jeg min Syjomfru, og det Skrog
erklrede, at hun ikke kunde vente lnger.

Nu sidder jeg net i det. Jeg har opgjort min Status, og den udviser
flgende Passiver: 16 Kr. til Skomageren (_maa_ betales meget snart),
5 Kr. til Handskemageren (taaler ejheller lang Henstand) og 5 Kr. til
Christiane -- ialt 26 Kr. Af Aktiver har jeg i kontant Beholdning 1
Kr. 50 re, og forresten intet. Med Grevinden er jeg frdig, og
forelbig har jeg ingen ny Bestilling. De ti Kroner, jeg hver Maaned
faar af Forldrene, forsvinder som Dugg for Solen.

Hvad skal jeg dog gre? Moder _kan_ ikke hjlpe mig, og desuden tr
jeg ikke tilstaa, at jeg har frt hende bag Lyset. Skulde jeg
forsge Bedstemoder? Men det er saa vanskeligt at forklare sig
overfor hende; jeg er bange for, at jeg vilde blive stikkende i det.

Jeg vd jo nok, hvor jeg kunde faa Pengene. Erik vilde saamn
ligefrem blive glad, hvis jeg bad ham hjlpe mig. Men jeg skammer mig
ved at komme til ham. Og vilde han ikke misforstaa det? Ja, _hvis_
jeg var forlovet med ham. Men nu! Nej, nej, for min egen Skyld gaar
det ikke an.

Det er ogsaa utaaleligt at vre ung Pige. Til alle Sider og paa alle
Maader er man afhngig -- socialt, moralsk og konomisk. Havde man
bare Penge nok, saa forresten pyt med det andet. Saa kunde man gre,
hvad man vilde. Tnk, hvor dejligt at vre fri for Gld og ikke
behve at ngte sig noget! Ikke behve, hver Gang man trnger til et
nyt Stykke, at skulle gaa til Moder, som saa atter maa gaa til Fader,
som brummer og giver Ondt af sig og siger Nej ti Gange, inden han
rykker ud med Pengene. Hvor kle saadanne Penge er, som man
bogstavelig maa tigge sig til, og som kastes til En med vripne
Miner.

Naturligvis, jeg kunde gifte mig med Erik. Saa var jeg ude over alle
Vanskeligheder. Erik vilde ikke ngte mig noget. Han vilde med Glde
opfylde mine smaa nsker; han vilde grne se mig saa fin og smuk som
muligt.

For to Maaneder siden var jeg ikke i Tvivl om, at jeg vilde gifte mig
med Erik. Jeg synes, det var ligesom en forudbestemt Ting, der ikke
kunde ndres.

Men da han saa kom, tvede jeg. Og nu synes jeg, det er saa rent
umuligt. Ligesom at smide mig hen, ligesom at give Afkald paa al
strre Lykke -- blot for at redde mig ud af Hverdagslivets smaa
Ubehageligheder.

Sagtens er det kun taabeligt Fantasteri. For hvad venter der mig af
anden, strre Lykke? Men dog, jeg _kan_ ikke. Saa faar det gaa, som
det vil.




                                                     22. Februar.


Livet er alligevel ikke saa rent trist. Og der er et venligt Forsyn,
som vaager over Smaapiger i Vaande. Mit Forsyn sidder som en
kappekldt gammel Kone i en Sofa og hedder Bedstemoder.

Med bvende Hjrte ringede jeg i Formiddags paa hos hende. Gamle
Marie lukkede op og sagde: Nej, at Frk. Julie virkelig kommer idag.
Fruen har saamn lngtes saameget efter Frkenen.

Jeg sad inde hos Bedstemoder -- paa den sdvanlige Visitplads, i
Lnestolen lige foran Sofaen. Paa Bordet var, som sdvanlig, anbragt
et lille Traktement: et Glas Jordbrlikr og en Assiet med Biskuits.

Bedstemoder sad og sa paa mig med sine store rolige jne. Jeg
fortalte -- lidt nervst -- om mine Oplevelser, siden jeg sidst
besgte hende. Spis, Barn, sagde hun. Og drik Dig et Glas, det
gi'er Kulr i Kinderne. Jeg tmte Glasset i t Drag, for at faa Mod,
og jeg begyndte at tygge paa en Biskuit, men den blev mig siddende i
Halsen. Imens snakkede jeg ls, men jeg vidste knapt, hvad jeg sagde.
Bedstemoders Blik veg ikke fra mig, og hun nikkede af og til
betnksomt. Pludselig sagde hun: Naa, Barn, hvad er der saa med
Dig? Der er saamn ikke noget, Bedstemo'r ... Men i det samme
havde jeg jnene fulde af Taarer.

Bedstemoder nikkede igen, og i en nsten underfundig Tone sagde hun:
Rejs Dig, Barn, og gaa hen til Kommoden. Ja, Bedstemo'r. Aabn
saa den verste Skuffe og tag den graa Bog med Tal udenpaa. Ja,
Bedstemo'r, jeg har fundet den. Inde i den Bog ligger nogle blaa
Stykker Papir. To af dem er til Dig ...

Du sde, velsignede Bedstemoder, Du klogeste og bedste af alle
Mennesker ...

-- -- Nu er jeg ovenpaa. Skomageren har faaet sine Penge og
Handskemageren kan vente til den 1ste. Han skulde egenlig haft 3 Kr.,
men da jeg kom hjem, slog Frantz mig for dem. Den arme Fyr, han er
ogsaa altid i Bekneb, og idag kunde jeg ikke nnne at se ham
bedrvet.

Det har vret en god Dag for mig.

Erik kom iaften. Han var ogsaa i udmrket Humr. Vi havde flgende
Samtale:

Vd Du, Julie, at Du begynder at gre Lykke. Man lgger Mrke til
Dig og finder Dig smuk.

Saa? Gr man det? Hvem er man?

Alfred Mrch.

Jeg, indvendig rdselslagen, tilsyneladende ligegyldig:

Han kender mig jo aldeles ikke.

Han har set Dig paa Gaden. Han gik med en Ven, der vidste, hvem Du
var. Og jeg vil sige Dig, at han var formelig begejstret over Dig.
Jeg har aldrig hrt ham bruge saa strke Ord om nogen Dame.

Jeg burde naturligvis fle mig smigret. Men undskyld: Jeg er det
ikke. Jeg stter ikke Pris paa Hr. Mrchs Dom.

-- -- --

Jo, minsandten stter jeg Pris paa hans Dom. D. v. s. det morer mig,
at jeg dog altsaa har gjort et Slags Indtryk paa den Trfigur. Og han
har altsaa ikke ganske glemt mig. Ej, ej, min Herre, jeg finder
derudi et srt Behag.

Nu gad jeg blot vide, om han med Flid har fyldt Eriks ren med min
Ros, for at den skulde gaa videre til mig. Skulde Erik, uden at vide
det, gre Tjeneste som Postillon d'amour? Ideen er ikke ilde, men
heller ikke ganske fin. Naa, har Hr. M. nogen saadan Beregning,
glder det mig ialfald, at det Svar, jeg har givet ham gennem hans
Postillon, ikke er absolut opmuntrende.




                                                     25. Februar.


I Eftermiddag kom Erik. Da vi blev ene, trak han halvt flov et Brev
frem og gav mig det. Jeg kendte ikke Haandskriften og spurgte: Fra
hvem? Se selv, sagde han. Det er forresten kun en Spg.

Det var et Brev fra Alfr. Mrch med Indbydelse til sammen med Erik at
spise til Aften hos ham. Min frste Flelse var Fornrmelse. Jeg
fandt Spgen lige smagls af Erik og Mrch. Da, ligesom jeg, med
Brevet opslaaet foran mig, er ifrd med at bebrejde Erik hans
Opfrsel, falder mit Blik paa Begyndelsesbogstaverne af de frste
Linjer og jeg lser et Ord -- jeg standser i min Tale, rdmer, bliver
forvirret, rejser mig og gaar ind i mit Vrelse. Her lgger jeg
Brevet foran mig:

  Kald det frkt, Frken, af en Herre,
  om hvis Tilvrelse De intet vd.
  Men, stttende mig til en flles Vens
  Alliance, vover jeg at sprge Dem:
  Lod det sig ikke gre, at De og
  Erik og jeg spiste til Aften sammen
  nste Torsdag Aften Kl. 7 i min
  Eremitbolig, Halmtorvet Nr. 38?
  Tilgiv mig, Frken, min Dristighed.
  Idel Beundring for Dem har for-
  ledet mig til at forsge mig med
  denne vistnok ljerlige Invitation.
  Erik forsikrer desuden, at hans
  nydelige Veninde besidder et fint
  og muntert Snille, der vil tyde min E-
  pistel i den rette Aand og Mening.
  Gud give, at han har talt sandt!
  I lige Maade, at mit Brev traf Dem
  ved saa godt Lune, at De mildt og
  naadigt sagde Ja.

  Erik har lovet at bringe mig Svaret.
  Tro mig, jeg venter med Lngsel og
  i bange Uro.

  Deres rbdige Beundrer paa Afstand

                       _Alfr. Mrch._

Tilsyneladende er der intet mystisk eller aparte ved dette Brev.
Men lser man, ledet af et hjlpsomt Instinkt, Linjernes
Begyndelsesbogstaver ovenfra nedefter, fremkommer et Brev i Brevet,
en geheime lille Billet, saalydende: Kom alene til den opgivne Tid.

Nej, det kunde ingen Tilfldighed vre. Det maatte vre et snildt
beregnet Spil, hvorom min dristige Kurmager ovenikbet i det rigtige
Brev gav mig et Vink i Ordene: Erik forsikrer desuden, at hans
nydelige Veninde har et fint og muntert Snille, der vil tyde min
Epistel i den rette Aand og Mening.

Hvorfor ngte det? Jeg syntes, Spasen var kostelig. Jeg syntes, det
var helt romanagtigt, ja ventyrlig forvovent, saadan at fre en
dobbelbundet Korrespondance, ligegyldig og uskyldig for Uindviede,
bringende hemmeligt Bud for de Indviede.

I en Fart nedskrev jeg et Svar og bragte det til Erik. Med strng
Vrdighed bad jeg ham lse det, idet jeg udtalte Haabet om, at jeg
for Fremtiden maatte blive forskaanet for hans og hans Vens
Narrestreger.

Mit Svar ld:

  Min Herre!

  Alene mit Humr kan De takke for,
  at jeg ikke vredes paa Dem.
  Snarest er det vel ogsaa Deres
  Kammerat, den letsindige Spgefugl
  Erik, jeg br vre vred paa.

                              _J. M._

Erik var aabenbart ikke fornjet med dette Svar. Lad os haabe, at Hr.
M. vil sknne mere paa det, han, der deri vil finde det maaske, som
paa sine to Vgtskaale afvejer i farlig Styrkeprve Julies Dyd og
Letsindighed.




                                                        3. Marts.


En vidunderlig, en uforglemmelig Aften. Aldrig har jeg haft det saa
godt. Nu vd jeg, hvad det vil sige at vre lykkelig.

Det er saa smukt som en Drm, og det staar for mig i Drmmes vage
Omrids.

Jeg har vret i en lys, straalende Verden, hvor Alt var festligt og
festligt for min Skyld; hvor Alt var ordnet for at glde mig, og
hvor mine nsker var gttede og opfyldte, inden de var fuldbaarne i
mit Hjrte; hvor der kun taltes behagelige og utvungent udvalgte Ord;
hvor Alt syntes indrettet kun paa at nyde ... og nyde fint og uden
Voldsomhed, netop tilpas til at fle et usigeligt Velvre; hvor der
var Fred og Tryghed og slet ikke noget for en bange lille Pige at
skrmmes af.

-- -- --

Jeg husker det Hele kun som en Drm, en Drm i lyseblaa Soltaage.

-- -- --

Op ad knirkende Trapper en listende Vandring, med frygtsomme Blik til
alle Drplader. Saa pludselig en kvlende Hjrteangst ved at se
_hans_ Navn. Men i det samme er Dren aabnet, og en ledende Haand
drager mig varsomt ind.

Inde fra en Stue falder et dmpet Lys; lngere inde, mellem
Portirer, er der en strk, festlig Belysning. Saa staar jeg midt i
den og ser mig om i et stort Vrelse med mange Mbler. Og en Stemme
siger Velkommen til mig, et Ansigt smiler mig imde, og Stemmen
fortstter: Tak, fordi De kom. Jeg har lngtes efter Dem. Vr nu sd
og lg alt det Overtj, saa skal vi have en _rigtig_ hyggelig Aften.
Min Angst er med t borte, jeg er helt sikker og tryg, jeg rkker ham
Haanden, og vi lr til hinanden som gode gamle Venner, der er glade
over at genss.

Saa er jeg med det samme inde i Fortryllelsen. Fler mig saa ganske
hjemme i disse Stuer, som vistnok har dyre og sjldne Mbler, men som
er uden noget Slags Praleri, bydende kun Hvile og Behag for Legeme og
Sind. Fler mig og behandles som Herskerinde her, som Husets Frue;
synes, jeg hrer til her og intet andet Sted.

Jeg fres til Bords. En stilfrdig ldre Pige bringer Maden ind og
ud, skifter Tallerkener, stter Vin frem, alt uden at der gives nogen
Ordre. Hun synes at betragte det som en selvflgelig Sag, at jeg
prsiderer ved hendes Herres Bord; hun sr venligt paa mig, og jeg
nikker til hende.

Vi spiser, drikker og passiarer; hans Ansigt straaler af
Elskvrdighed og Glde -- som jeg aldrig havde troet, at det Ansigt
kunde straale --; vi ler og klinker, og da vi er frdige med at
spise, kysser han min Haand, byder mig Armen og frer mig ind i
Dagligstuen, hvor der er tndt en Mngde Lys og Lamper og dog intet
skarpt Lys er; hvor der er varmt og en sd Duft af Hyacinther, og
hvor jeg finder saa bedaarende en Hvile i en mgtig Lnestol, som han
skyder en Skammel hen for og udpolstrer med Puder og Nakkepller. Saa
gaar han stille omkring mig, giver mig Cigaret, sknker gul Likr for
mig og stter sig frst efter at have spurgt mig, om jeg har det
rigtig godt og ikke trnger til nogetsomhelst.

Og nu er det, jeg helst blev siddende saadan til evig Tid ... her i
hans smukke lyse Stue, mens han taler til mig saa muntert og dmpet,
saa klogt og ligesom finere end andre Mennesker, og ser saa glad
smilende paa mig med jne, der slet ikke er sorte og farlige, men
barnlige og gode. Jeg synes, ja jeg maa give mig selv Lov til at vre
saa taabelig, jeg synes, jeg bliver som et lille Barn i hans Stue, og
at han er om mig som de allerbedste Forldre i Verden.

Og hvad nytter det saa, jeg siger til mig selv, at jeg er dum, og at
han maaske i sit stille Sind lr af mig og har mig til Bedste?
Saadan som han har vret imod mig iaften, er der Ingen, der
nogensinde har vret, saa storartet, saa fuldendt. Har han nogen ond
eller listig Tanke bagved, jeg sprger ikke derom; jeg vil ikke vide
det. Jeg vd kun, at nu slipper jeg ham ikke; jeg vd, at han havde
ikke behvet at bede mig komme igen, for jeg var alligevel kommen ...

... Jeg vd, at jeg elsker ham, og at jeg er usigelig lykkelig, og at
jeg vil tilbringe Natten med at grde.




                                                        4. Marts.


Jeg har gaaet i Svne hele Dagen. Vd nppe, hvad jeg har sagt og
gjort. Mindes blot, at jeg har vret saa srt og sdt vemodig, har
fundet Alt smukt og alle Mennesker gode. Synes, jeg selv har vret
saa mild og god, og at jeg maatte vise dem Alle herhjemme, at jeg
holdt af dem.

Gik en dejlig Tur med Moder i det milde Foraarsvejr, den frste
Foraarsdag igaar. Er saa yndig trt i hele Legemet, lnges efter at
sove godt, sove og drmme.




                                                       10. Marts.


En evig Uro er over mig. Hver Dag jager afsted med mig i et Virvar af
Angst og Ddsforagt, himmelblaa Jubel og sort Fortvivlelse. Hvor
brer det hen? Hvad vil jeg, og hvad vil han med mig?

Men gennem det Altsammen skriger evigt tilbagevendende det angstfulde
Raab: Elsker han Dig? Er han blot forelsket i Dig en Smule mere end i
hvilkensomhelst anden ung Dame, han mder paa sin Vej?

Jeg var hos ham igen igaar. Jeg havde haabet, at han vilde sige
noget, som kunde give mig Klarhed. Men han var stadig den samme: god,
kr, bedaarende sd, men saa uendelig passiv, saa vigende og
tilbageholdende.

Jeg prvede mig dog frem. Jeg spurgte: Hvad troede De egenlig, da De
i sin Tid fik det Brev fra mig? Jeg troede, det var en Dame, der
var forelsket i mig! svarede han roligt. Men da De saa fik at vide,
at det kun var et Vddemaal, hvad saa? Han kiggede smilende paa mig,
inden han svarede: Naar jeg skal vre rlig, troede jeg ikke et
jeblik paa det Vddemaal. De troede altsaa alligevel, at jeg var
forelsket i Dem? -- Nej, men da jeg havde set Dem, nskede jeg, at
De maatte blive det.

Jeg tav lidt. Saa vovede jeg mig frem med flgende Sprgsmaal: Og
hvis jeg nu virkelig blev forelsket i Dem ... (lgnagtigt) jeg _er_
det ikke, det beder jeg Dem tro ... men _hvis_ -- Saa vilde jeg
vre forfrdelig glad. Men det vilde vre Synd for mig, for De ...
De ... Nu var det, han skulde have sagt det Ord, jeg haaber og
venter paa; men istedetfor svarede han kun, ligesom afsluttende den
Diskussion: Kre De, Sprgsmaalet foreligger jo desvrre ikke. Men
jeg indskrper Dem atter, hvad jeg fra frste Frd har sagt Dem: De
risikerer intet af mig. Jeg vil aldrig bede Dem om mere, end De selv
frivilligt vil give mig. Jeg overlader Dem fuldkomment at dirigere
vort Forhold. Jeg er glad og taknemlig over, at De kommer og besger
mig som Veninde; det er mig en Nydelse blot at se Dem her i mine
Stuer. Men (smilende) skulde De en Dag byde mig noget mere, vilde jeg
vre _meget_ lykkelig.

Paa en vis Maade er det naturligvis pnt og korrekt af ham, at han
intet _forlanger_ af mig. Alligevel, hvis han for Alvor var forelsket
i mig, vilde han saa vre saa hensynsfuld? Og er Hensynsfuldheden
andet end Forsigtighed, Angst for Ansvar og Ubehageligheder?

Undertiden, naar jeg tnker paa ham, fler jeg en rasende Lyst til at
gre ham noget ondt, stte Neglene i hans Ansigt og flaa Masken af
ham ... rive, slide ham i Stykker for at se, om der ingen Lidenskab
er bagved. Mon han kan le rigtig hjt, mon han kan grde, mon han
overhovedet kan fle strkt som andre Mennesker? Jeg kan i mine
Tanker hade ham -- hans evindelig smilende Elskvrdighed, hans
uforstyrrelige Overlegenhed, hans uantastelige Korrekthed. Han er en
Mekanik, intet Menneske med Blod, Hjrte og Nerver.

Men jeg vd det: naar jeg ser ham, naar jeg sidder hos ham, saa
synker alt mit Oprr viljelst ned for ham, han stirrer mig al
Modstandskraft ud af Sjlen med sit sikre, smilende Blik, og hans
milde, faste Ro behersker mig, saa jeg ikke har anden Tanke end at
gre ham til Behag, ikke anden Lyst end at bje mig under ham og
lyde ham.

Han siger, at jeg skal dirigere vort Forhold. Vd han da ikke, at han
har mig i sin Haand og kan gre ved mig, hvad han vil?




                                                       12. Marts.


Jeg er forfrdet over mig selv. Jeg, som fr intetsomhelst har
foretaget mig uden at betro mig til og raadsprge Moder, jeg lyver nu
for hende vrre end en Kineser. Hvor det er lavt, modbydeligt og
ydmygende at skulle lyve saadan. I Grunden skammer jeg mig jo slet
ikke over, at jeg elsker ham og at jeg besger ham. Det er det eneste
i mit Liv, som har noget Vrd. Jeg fler, at jeg vokser ved min
Krlighed. Det er, som om jeg fr vantrivedes i Skygge og nu frst
folder mig ud, faar Fylde og Farve i Solen. Hvorfor skal jeg da saa
lumpent behve at besudle, forsimple min Lykke ved Forngtelser og
Lgne?

Men hvis jeg var rlig, hvis jeg sagde Sandheden, et af to skete da:
Enten maatte jeg i samme Nu give Afkald paa ham, eller jeg maatte
forlade mit Hjem og flygte -- hvorhen? Det frste _kan_ jeg ikke, og
det andet vover jeg ikke. Ja, om _han_ sagde: Kom til mig! Men nej,
nej, det gr han ikke, og jeg vil end ikke forlange det Offer af ham.
Saa er der altsaa ingen anden Redning: Jeg _maa_ lyve, lyve atter og
atter, snige mig til min Lykke, luske mig hjem fra den med Ddsens
Angst i mit Hjrte, altid forberedt paa at blive modtaget med den
drbende Dom: Du er opdaget.

Jeg lyver, saa Blodet er frdigt at springe mig ud af Neglene af
Skam. Jeg lyver sindssvagt, for jeg kan ikke finde fornuftige og
rimelige Paaskud til, at jeg nu stadigt er ude. Jeg fatter blot ikke,
at Moder endnu intet har mrket.

Det mest oprrende er at skulle skjule min Krlighed til ham under
Venskab til Christiane. At skulle forngte ham, som er min Stolthed,
og svrge til hende! At vre ndt til at gre mig behagelig for
Christiane for at sikre mig hendes Hjlp. Allerede nu har hun, i
Flelsen af sin Uundvrlighed, antaget en nsten frk Tone og et
paatrngende intimt Vsen overfor mig. Hun kommer med Sprgsmaal,
der fornrmer mig som en Profanation af det Helligste, og med raa
Plebejer-Graadighed overgramser hun min Sjls fineste Hemmeligheder,
som jeg end ikke vover at rbe for mig selv.

Jeg kan se mig saa desperat paa hende, at jeg kunde slaa hende i det
runde Ansigt. Min alt andet end elskelige Papa, jeg kunde have kysset
Dig, da Du igaar ved Middagsbordet sagde til mig: Hvad Fanden er det
for en sygelig Passion, Du har faaet for Christiane? Hun ligner jo,
Herren hjlpe mig, ikke andet end en Klump Hyldemarv med Arme og Ben
af Tndstikker.




                                                       16. Marts.


Han spurgte mig iaften, om jeg skulde giftes med Erik. Jeg svarede,
med Vilje, undvigende og ubestemt. Jeg vilde se, hvad Indtryk det
gjorde paa ham.

Han sagde da: Ja, Erik vil blive en god gtemand. Det er mere, end
jeg kan sige om mig selv. Jeg hrer til de Mennesker, som det kan
vre behageligt at trffe en Gang imellem, men som det er utaaleligt
at omgaas til daglig. Jeg er baade sr og gnaven, og naar jeg har en
Rolle i Hovedet, er jeg ikke til at komme nr. De tror det maaske
ikke, men der er Dage, hvor det er mig en ren Lidelse at tale med
noget Menneske. Min Kone vilde ikke faa det muntert.

Hertil bemrkede jeg: Tak for Advarslen. De skal dog ikke vre
bange. Jeg nrer intet nske om at blive gift med Dem. Jeg har aldrig
opfattet Dem som gteskabskandidat.

Siden vendte han tilbage til mnet.

Erik altsaa, sagde han, kunde De tnke Dem at gifte Dem med?

Han sad ved Siden af mig i Sofaen; min hjre Haand hvilede paa Bordet
foran. Da jeg ikke straks svarede, tog han min Haand og gentog sit
Sprgsmaal, nsten hviskende. Saa sagde jeg, eller tror jeg sagde, at
der var vist en Tid, hvor jeg mente, at jeg burde gifte mig med Erik,
men at nu ... Hvad nu? hrte jeg ham hviske. Nu vd jeg, at det er
umuligt. Og hvorfor? Hans Ansigt var helt henne ved mit, hans jne
sa saa bedende, saa varmt ind i mine, jeg flte Blodet stige i mig,
det flimrede og susede om mig, jeg blev saa svimmel ... og saa ...
Ja, saa var det, at han havde kysset mig eller jeg ham, og at jeg
hrte ham kalde mig Du, og fandt, det var den naturligste Ting, at
jeg ogsaa sagde Du til ham. Og saa husker jeg forresten ikke andet,
end at han holdt mig i sine Arme og blev ved at sige med en Stemme,
der endnu sklver i mine ren og faar mit Hjrte til at banke hjt af
Lykke: Min egen sde, lille Pige, min yndige lille Pige.

Jo, t husker jeg endnu. At jeg sagde: Men jeg er jo slet ikke
yndig! og at han svarede: Du er yndigere end nogen Anden. Du er det
skreste og bldeste og fineste i Verden. Du er netop det, de gamle
Digtere kaldte en yndig Jomfrugestalt.

Jeg maatte se mig i Spejlet, da jeg kom hjem. Og, min Tro, om jeg
ikke fandt, jeg var ligefrem pn. Det er vist det, man kalder
Suggestion. _Han_ digter mig smuk, og saa bliver jeg smuk.




                                                       20. Marts.


Jeg er bange for min Dagbog. Flere Gange har jeg haft den fremme, men
lagt den fra mig igen uden at skrive i den. For overfor den maa jeg
jo se Sandheden i jnene, gre Rede for mig og gre mig klart, hvad
det er, der sker med mig. Og jeg tr ikke se hverken i Nutiden eller
i Fremtiden.

Jeg vd, at jeg er paa en Skrnt, og at min Vej uhjlpeligt gaar
nedefter. Jeg aner alle Rdsler, alle Ulykker dernede i Dybet, og dog
drager det mig uimodstaaeligt til sig. For hvert Skridt, jeg tvinger
mig tilbage, glider jeg to frem. Jeg hrer allerede Bruset dernede
fra, jeg mrker Blgernes kolde Skumstnk ... Gud i Himlen, Du kan jo
ikke hjlpe mig, for jeg _vil_ jo, jeg _maa_ jo derned.

Jeg tr ikke tnke, tr ikke sanse. Kun naar jeg er hos ham, har jeg
Fred. Naar han taler til mig, forstummer Hjemmets manende Klokker i
mine ren. Naar han ser paa mig, forsvinder alle skrmmende Billeder
for mit Syn, og jeg ser kun Blomster og Sol og alt, hvad sknnest er
i Verden. Naar han holder mig i Haanden, vd jeg, at hvor Vejen saa
gaar, frer den til Lykken. I hans Arme er alt, som ikke er ham,
borte og ddt og glemt for mig. Han stopper mine ren, han stopper
min Mund, og han, min Havmand, brer mig til Havsens Bund.




                                                       22. Marts.


Der er kommet Uro i Lejren ovre hos min Genbo. Igaar blev hans Flygel
transporteret bort, og idag har Haandvrkere taget Tpperne af
Gulvene i hans Lejlighed.

Mon han er ifrd med at bryde op? Jeg vil dog savne ham lidt. Det
var, ligesom jeg kendte ham saa godt, og naar vi sa over paa
hinanden, var det, som om vi havde Hemmeligheder indbyrdes.

Underligt nok, at jeg aldrig har skaffet mig at vide, hvem han er og
hvad han hedder. Jeg vd ikke ... jeg har aldrig villet sprge
hverken vor Pige eller Postbudet, som dog sikkert begge kunde give
Besked. Jeg har kunnet lide at bevare ham i et vist mystisk Skr. Jeg
har ligefrem vret bange for en Dag at faa at vide, at han f. Eks.
hed Petersen og var Grosserer, eller noget andet ganske dagligdags.

Jeg maa smile, naar jeg tnker paa, at jeg endogsaa har gjort ham til
Prins. Jeg var et Barn den Gang, kendte intet til Livet, forstod kun
at drmme. Smukt og dejligt var det at drmme, men tusindfold
dejligere og smukkere er Livet.

Naar man elsker, vel at mrke. Og naar den, man elsker, er finere og
smukkere end selv en Prins af Ilyrien.

Imorgen skal jeg til min Prins ... skal til ham i min pneste Kjole,
skal vre saa pn jeg kan gre mig, for det hedder sig, at jeg skal
til ungt Selskab med Dans hos Christiane.

Ikke havde jeg mere Feber, da jeg skulde til mit frste Bal i lang
Kjole. Mit Sind er som en Foraarshimmel: snart jublende, dansende
Solskin, snart skytungt, knugende sig sammen i mrk, kold Angst.




                                        23-24. Marts, Kl. 1 Nat.


Det gik. Hvordan, maa Guderne vide. Havde slet intet parat at sige,
men fortalte i en lynende Fart lst og fast, om Maden, hvem der
havde vret o. s. v. Sagde forresten, at jeg havde Hovedpine og slap
hurtig fra det moderlige Krydsforhr.

Og nu paa Hovedet i Seng, ned under Tpperne, gmme mig bort og ikke
tnke. Sove fra alle Tanker. Sknt forresten, hvorfor ikke tnke?
Hvorfor ikke tnke den eneste Tanke, som fylder mig: Jeg er din, din!
_Din_ er jeg, af fri Vilje, fordi Du er mig mere end Fader og Moder
og alt andet i Verden. Fordi alt er mig ligegyldigt, blot jeg maa
vre med i dit Liv, blot jeg maa faa Lov at elske Dig og Du vil vre
god imod mig.

Du mit eneste Ene, Godnat. Mine Tanker gaar til Dig med tusinde Kys.
Ak, maatte de mde dine!




                                                       24. Marts.


Da jeg vaagnede sent imorges -- for jeg faldt frst i Svn hen mod
Morgenstunden -- sagde jeg til mig selv, inden jeg endnu havde aabnet
jnene: Dette vil blive Dig en Sorgens Dag. Men i samme Nu, mine
jne havde skimtet Dagens lyse Solskr, i samme Nu steg der som en
Lrketrille indeni mig: Godmorgen, Sknjomfru, Godmorgen til Livets
Dejlighed!

Og ud sprang jeg af Sengen, og jeg sa mig selv i Spejlet med
lysklare jne, med friske rdmende Kinder og med et Smilehul som et
Kys.

Saadan har hele Dagen vret mig n stor Forbavselse. En Forbavselse
over, at jeg ikke er ulykkelig, men mest dog en Forbavselse over, at
Ingen synes at have opdaget nogen Forandring hos mig.

Altsaa er jeg tilsyneladende den samme som fr. Intet rdt Kors i
Panden, ingen sort Streg paa Nsen. For alle Andre den samme, kun
ikke for mig selv. Thi for mig selv er det, som om jeg fra et trangt
Puppedkke, der skjulte Livets vidunderlige Mening for mig, er fljet
ud i al Aabenbaringens Herlighed som en lykkefortumlet Sommerfugl.
Tung var min Gang fr. Nu er det, som svvede jeg let hen over Livets
Bekymringer, som om jeg havde Vinger, der bar mig over alle
Vanskeligheder. Jeg staar paa en Jord, der hver sig under mig, og
jeg favner en Himmel, der snker sig ned over mig. Der er jublende
Musik rundt om mig, og jeg selv er som en Sang, der stiger og
stiger ...

Hvad vil det sige at lyve? At have en Hemmelighed saa bedaarende og
sd, at man ikke vil dele den med Nogen! Det er let at lyve ... Lyve
er et grimt Ord, men Meningen er smuk. Hvad andet er det Solen gr,
naar den, gemt bag en Sky, lister en enlig Straale ned til Violen ved
Markvejen? Hvad andet er det, naar to Fugle leger Skjul bag Trernes
Blade?

Jeg spadserede gennem Byen i Formiddag. Tusinder af Mennesker mdte
jeg. Hvad sa de i mig? En ung Pige som Tusinder andre unge Piger, en
ung Pige, der gik sig en Tur, beskyttet, bevogtet af sin Moder. Men
hvad de ikke sa, og hvad de ikke maatte se, fordi det var hendes
livsalige Hemmelighed, det var det Blik, den unge Pige vekslede med
en ung Mand paa den anden Side Gaden ... det var, at hun hos
Blomsterpigen paa Hjrnet tog to Violbundter, frte dem begge til sin
Mund, og at hun saa kbte det ene, mens han straks efter kbte det
andet og kyssede det.

Hvor dejligt det er at leve, hvor dejligt at vre ung. Lad nu komme,
hvad der komme vil; lad Fremtiden blive end aldrig saa sort. Den
Lykke, der nu rejser sit Guldtempel i mit Hjrte, vil kaste Genskin
gennem alle Tiders Nat.

Og saa, min Elskede, bj dit Hoved ned til mig og lad mig fylde dit
re, saa det aldrig glemmer det, med min frydefulde Bekendelse: Jeg
er lykkelig, lykkeligere end Sproget, som er skabt for Handel og
Vandel og ikke for Elskende, kan udtrykke det -- lykkelig ved at vre
Din, lykkelig ved, at Du vil eje mig ... Godnat.




                                                       25. Marts.


Da jeg i Formiddag sad ved det aabne Vindue for at nyde den solvarme
Foraarsluft, sa jeg min Genbo i travl Beskftigelse. I en stor Kasse
pakkede han Bger og Skilderier. Mens han var saaledes beskftiget,
kom Favoritindens Vogn krende. Han hrte Vognen komme, han kastede
et hastigt Blik ned paa Vejen, skyndte sig saa at trkke Gardinerne
for Vinduet. Damen steg ud, og Vognen krte bort, som sdvanlig. Jeg
tnkte ikke mere over den Ting, havde allerede glemt min Genbo og
hans Veninde. Jeg sad og stirrede ud i den muntre Foraarsdag, og
mine Tanker vandrede til ganske andre og mig mere magtpaaliggende
Sager. Da -- der kunde vel hjst vre gaaet fem Minutter -- ser jeg
Favoritinden trde ud af Porten. Hun var stadig tilslret, hun
holdt Haanden presset mod Brystet, og hun ligesom havde Vanskelighed
ved at gaa. Hun stod et jeblik lnet op mod Porten, saa rettede hun
sig rankt op, slog hftigt Slret tilside fra det uhyggeligt hvide
Ansigt, gik tvrs over Vejen -- jeg maatte nu rejse mig for at se
hende -- og sa op mod min Genbos Vinduer.

Var det virkeligt eller en Indbildning? Jeg syntes at hre en haansk,
truende Latter. Saa forsvandt Skikkelsen ned ad Vejen.

Men mit lyse Foraarshumr var spoleret. Jeg kunde ikke faa ud af min
Erindring det forvredne, blege Ansigt med den afmgtige, nsten
latterlige Trods, og i mine ren har hele Dagen skurret den
Ydmygelsens bitre Latter, som jeg hrte ... for jeg _maa_ jo have
hrt den.

Han maa vre en raa, en brutal Person, min Genbo. Men alligevel, nej
... _saa_ uvrdigt havde jeg i hendes Sted ikke kunnet bre mig ad.
Hvis hans Forelskelse er forbi, saa maatte hun dog have mrket det.
Har han ikke villet sige hende det, saa kunde hun have tvunget ham
til det.

_Det_ vd jeg, at den Dag, _han_ ikke bryder sig lnger om mig, den
Dag, jeg blot mrker Trthed hos ham, i samme jeblik gaar jeg fra
ham. Han skal ingensinde faa den Fornemmelse, at vort Forhold er ham
til Byrde. Jeg vil vre for stolt til at leve paa Naade og
Medlidenhed hos ham. Han skal end ikke hre nogen Klage fra mig ....
Jeg skal forsvinde fra hans Vej, og Intet skal nogensinde senere
minde ham om mig.

... Godt, at det ikke var iaften, jeg skulde til ham. Jeg har vret
saa forpint hele Dagen, og jeg vd, at jeg vilde have lavet en
Grdescene, hvis jeg havde vret sammen med ham.

Og jeg, som netop skulde overraske ham med at vre en flink og
lykkelig Pige! Maa se at sove mig vk fra alle de grimme Tanker.




                                                       26. Marts.


To Flyttels og en Droske frte idag min Genbo bort. Lige inden han
skulde kre, kom han hen til Vinduet og sa over til mig. Han sgte
aabenbart at fange mit Blik for at sende mig et stumt Farvel. Men jeg
lod, som om jeg ikke sa ham.

Nu er han borte og Lejligheden forelbig tom. Jeg er glad over det.
Det er, som en Mare er vltet mig fra Brystet. Jeg aander atter frit.

Og iaften genvinder jeg ganske Lykken i _hans_ Arme.




                                                        1. April.


Min elskede Ven! Dette Brev, som Du aldrig skal lse, skal sige Dig
alle de Ord, der dr paa mine Lber, naar jeg er sammen med Dig,
fordi de er for barnagtige og dumme til Dig, Du kloge og forsigtige
Mand.

Her, hvor jeg har Dig nrvrende kun i min Sjl, her kan jeg tale
frit og dristigt til Dig uden Frygt for at mde det ironiske Smil i
din Mundkrog, som Du sagtens er stolt af og som hver Dig saa hjt
over en lille uvidende, forelsket Pige.

Jeg vil frst fortlle Dig, hvordan og hvorfor jeg blev Din.

Du kender mig jo egenlig slet ikke. Du havde Grund til at tro slemt
om mig, for saadan som jeg kom til Dig, kom jeg som En, der sagde:
Her er jeg. Tag mig.

Jeg blev Din, fordi Du instinktmssigt forstod mig. Du forstod i alt
Fald saameget, at Du her havde mdt et lille Vsen, som det gjaldt om
ikke at skrmme; som Du maatte behandle som skre Sager. Naar jeg sad
hos Dig de frste Gange, sad jeg altid paa Springet til at lbe min
Vej. Et forhastet Ord, et overilet Krtegn, og jeg var flygtet. De
Ord, Du _ikke_ sagde, det var dem, der erobrede mig.

Du kender mig vist slet ikke. Nu er jeg Din, og jeg vil vedblive at
vre det, saalnge Du vil have mig. Men hvis Du tror, at det er dine
Kys, dine Krtegn, dine Favntag, som gr mig til Din, da tager Du
Fejl. Jeg er ingen Snrpedorthe, jeg er ingen serafisk Jomfru
Spidsnse. Jeg er lykkelig hver Gang Du tager mig i dine Arme. Jeg
drikker dine Kys saa grne, som Blomsten aabner sig for Sommerens
Dugg. Jeg er jo Din, af Lyst, med Glde. Jeg er Din for at _vre_
Din. Du skal ikke have mig som et Kvikslv, der lber bort mellem
dine Hnder. Min Herre og Mester -- se, alt hvad mit er, det giver
jeg Dig uden Spidsfindighed og Forbehold.

Men hvad jeg saa grne vilde, at Du skulde forstaa, det er dette: Jeg
kan saa godt undvre Kyssene og Krtegnene, jeg vil elske Dig lige
hjt uden dem. -- Det vilde gre mig saa ondt, om Du, naar jeg er
gaaet fra Dig, tnkte: Hun er en Frken Let-paa-Traad, en Frken
Kys-i-Kroge, der kommer til mig med sit hidsige Blod og sine
letsindige Lyster.

Kan Du mon forstaa dette, vil Du mon tro det? Jeg forlanger intet
andet end at vre hos Dig, se Dig, hre Dig tale. Ja, jeg vilde endda
vre lykkelig ved mindre. Du siger, at Du ofte er uoplagt til at
tale: at Du trnger til at vre i Ro med dine Tanker. Vd Du, hvad
der er mit hjeste nske? At jeg en saadan Dag, hvor Du lukker Dig
inde med din Kunst, maatte faa Lov at sidde i en Krog af din Stue.
Jeg skulde vre saa musestille, Du skulde ikke fle Dig forpligtet
til at tage nogetsomhelst Hensyn til mig, Du skulde blot lade mig
nyde den Lykke, at jeg, _jeg_ var den eneste, som Du taalte om Dig i
dine ensomme jeblikke.

En saadan Time nyder jeg ofte i min Fantasi. Jeg prver da paa at
gtte, hvad der bevger sig inde i Dig. Jeg ser Dig sidde med halvt
lukkede jne, med nervst dirrende jenlaag og Haanden stttet mod
Panden. Men naar jeg saa sr, at Du pludselig hver Hovedet og
stirrer frem med et stort skinnende Blik, da vd jeg, at Du har faaet
den klare, lykkelige Tanke, Du ledte efter, og mit Hjrte frydes i
Takt med dit. Og saa sr jeg Dig omsider med en triumferende Mine
strkke Armen i Vejret; der er Sejrssmil over dit Ansigt; Du tnder
glad og tilfreds din Cigaret, der er gaaet ud, mens Du tnkte, og
idet Du mindes, at din Veninde sidder i din Stue, gaar Du hen til
hende, tager hendes Haand og siger, at Du er glad over, at hun er hos
Dig, og at hun har vret forfrdelig artig og sd og slet ikke har
forstyrret Dig.

Falder det Dig aldrig ind, at det er saadan, jeg elsker Dig? Eller
vil Du ikke vide det? Er Du bange for, at jeg skal holde _for_ meget
af Dig?

Aner Du heller ikke, hvor drjt det er for mig at skilles fra Dig de
Aftener, jeg har vret hos Dig? Du _maa_ ikke tnke om mig: Hun er et
drevent lille Pigebarn, vant til at spille sine Forldre paa deres
agtvrdige Nser. Nu har hun hemmeligt vret ude at more sig, og nu
er det en ny Fornjelse for hende at opspinde en Fabel for at narre
sin Moder.

Nej, Du, saadan _maa_ Du ikke tnke. Vel vd jeg ikke det i Verden,
som jeg ikke vilde gre for at kunne komme til Dig. Jeg beklager mig
ikke, jeg vil paa ingen Maade, at Du skulde mene, jeg fandt min Lykke
_for_ dyrt kbt. Men jeg vilde saa ndig, at Du skulde tro, det
altsammen var mig saa let som Ingenting.

Og saa de Dage, der gaar imellem vore Mder? Du kan naturligvis slet
ikke fatte, at tre eller fire Dage kan vre en Evighed. Du har altid
nye Ting, der optager Dig. Du arbejder, Du morer Dig, Du lever i en
Verden, som hver Time paa Dagen bringer Dig ny Nring, nyt Stof. Men
naar jeg ikke er hos Dig, saa lukker Tilvrelsen sig om mig som fire
kolde Fngselsvgge, der kun varmes af min Lngsel efter Dig, kun
farves af Erindringerne fra din Rigdom.

Hvor skulde Du ogsaa kunne vide noget om alt dette? Du sr et glad
Ansigt komme og gaa, men Du kender intet til det Liv, det glade
Ansigt frer fra det jeblik, det sender Dig sit smilende Afskedsnik,
og til det jeblik, det nste Gang lr Goddag til Dig.

Men hvis dine Tanker nogensinde, naar jeg er borte fra Dig,
falder paa at opsge mig, og hvis de havde vne til at se gennem
Dr og Vg, da vilde de, om de en Eftermiddag gik ud til Huset i
Forhaabningsholms All, risikere at se det glade Ansigt forvandlet
til et afskrkkende Jammersminde. Jeg vd ikke, hvordan det kan vre;
det er stygt, urimeligt og utaknemmeligt af mig; men de frste Dages
straalende Jubel, der bar mig oppe over alle Bekymringer og som
kastede gyldent Skr over alt omkring mig -- den er forsvunden og er
bleven aflst af en knugende Tungsindighed, en pinefuld Angst, der
kun en Gang imellem viger for en kaad Lystighed, en overstadig Trang
til at le hjt og hre Stj om mig. Aldrig har mit Hjem forekommet
mig saa fattigt og graat, saa koldt og uhyggeligt, som efter at jeg
har leget Frue i dine Stuer.

Sidder vi ved Middagsbordet og spiser vor Mad i vore Ansigters
Begrdelighed, stiger undertiden pludselig Lngslen op i mig som en
Flelse af Forladthed, og jeg maa bide Lberne sammen for ikke at
briste i Graad.

Men i Skumringen plejer det at vre vrst -- naar jeg sidder og
kryber sammen i min Vindueskrog. Saa kommer Sprgsmaalene mylrende og
stikker deres klamme Rottesnuder op i mit Sind: Hvor er nu _han_?
Hvem er han sammen med? Er han i Selskab med smukke elegante Damer?
Hvordan er han overfor dem, hvad siger han til dem? Ser hans Blik
ligesaa varmt paa dem, som naar han bjer sig over mig? Er hans
Stemme ligesaa blidt krtegnende, som naar han hvisker til mig? Og
hvad er jeg nu for ham? Har han blot en Tanke tilovers for mig, eller
glemmer han i andre Arme, at der er et Navn, som hedder Julie?

Jeg vd, min egen Ven, at jeg har ingen Ret til at krve Dig til
Regnskab. Du har aldrig lovet mig Troskab, og jeg elsker Dig for hjt
til at fordre Dig helt. Der var ingen Kontrakt, ingen Betingelser den
Gang, jeg gav mig til Dig, og naturligvis burde jeg have vret paa
det Rene med, at jeg ikke var den eneste.

Jeg forlanger jo heller intet nu. Kun vilde jeg, Du skulde forstaa,
at jeg trnger til, at Du er meget god imod mig. Jeg lever jo Dage
igennem af de faa Timers Lykke hos Dig. Og hnder det, som sidst, at
Du siger et eller andet, der lyder koldt eller blot drillende, saa
fryser de Ord sig fast i mig, og der er intet Haab i mit Hjrte, fr
jeg atter er hos Dig.

Hvis jeg sendte Dig dette Brev, vilde Du ikke kunne skjule dit
ironiske Smil. Du vilde sige, at jeg var en Nar, og i jeblikket --
fordi jeg altid i jeblikket mener som Du -- vilde jeg selv fle, at
mit Brev kun var til at smile ad. Men bagefter vilde dit Smil gre
mig fortvivlet til Dden.

Thi Du vil kun have mig som et glad Ansigt, en Adspredelse i Ny og
N. Men jeg er saa ganske uden Hensigt med Dig. For jeg kan intet,
vd intet, er intet uden Dig.

Og derfor bliver dette Brev i min Dagbog.

                                                _Julie._




                                                        3. April.


Saa er det da kommet, som det maatte komme. Erik og jeg har sagt
hinanden Farvel.

Jeg er glad over, at det er overstaaet, og at det gik saa stille og
pnt. Jeg fler det som en velsignet Lettelse, at jeg ikke lngere
skal mde Eriks forundret sprgende, tungt bebrejdende Blik.

Han havde godt mrket, at der var foregaaet en Forandring med mig.
Han mrkede, at jeg gled lnger og lnger bort fra ham -- uden dog at
ane hvorhen.

Jeg er glad over, at det er forbi. Det var saa stygt, og det gjorde
mig ond. Det hidsede mig til uretfrdigt Had og det tvang mig til at
handle lavt og uvrdigt.

Jeg havde som halvvoksen Pige en Hund. Jeg var lunefuld og ikke altid
god imod den; dog elskede den mig over al Maade. Det hndte, at jeg,
naar den iflge gammel Vane plantede sig op ad mig, jagede den bort
med ublide Ord. Den luskede da hen i Kakkelovnskrogen og lagde sig
med Hovedet mellem Forpoterne. Men hvert jeblik kiggede den hen til
mig, og pludselig stod den igen foran mig, stirrende paa mig med
jne, der spurgte: Hvorfor er Du ond imod mig? Jeg husker, at der
var Dage, hvor disse stumt anklagende jne vakte et instinktmssigt
Raseri i mig. Jeg kunde have slaaet Dyret ihjl.

Den samme Flelse har jeg i den sidste Tid haft overfor Erik. Med
hvad Ret krvede hans jne mig til Regnskab? Hvad Ret havde de til at
stille sig i Vejen for mit Liv som en anklagende Samvittighed?

Men det vrste, det pinagtigste var, at jeg og Erik, naar vi i den
sidste Tid saas, ligesom af en magnetisk Magt frtes til at tale om
ham. Ligemeget hvad vi begyndte med, altid endte vi med ham. Hver
Gang Erik traadte ind i Stuen, foresatte jeg mig: Idag skal _hans_
Navn ikke nvnes. Saa begyndte vi at tale, tungt og trevent eller
forceret livligt; vi talte om Vejr og Vind, om Venner og Bekendte ...
_Hans_ Navn summede i mit re, _hans_ Navn stod i Eriks jne, laa
paa hans Lber ... det var haablst at svirre lnger rundt: pludselig
var det nvnt, vi var i Flammen. -- Og saa stadig den samme
foragtelige Komedie om igen, at Erik, som intet forstod, men handlede
som i Blinde, forsvarede sin _Ven_, mens jeg angreb ham.

Nej, det var ikke til at holde ud. Godt, at det er forbi.

Det var i Formiddags. Erik vidste, at Moder idag skulde i Kirke
alene. Saa ringede det. Det var ham.

Han var bleg, men alligevel meget varm. Han sad og trrede
Sveddraaber af sin Pande. Vi havde vekslet nogle almindelige Ord om
ligegyldige mner, saa sagde han -- jeg sad ved Vinduet, han ved det
runde Bord midt i Stuen --: Gr mig den Tjeneste, Julie, at flytte
Dig herhen. Jeg har noget at tale med Dig om.

Og det kan ikke besrges paa Afstand?

Nej. Vr nu god og gr, som jeg beder Dig om.

Jeg satte mig ligeoverfor ham, og der blev en Pavse. Vi var vist
begge lige forlegne og lige ilde til Mode.

Han tog min Haand. Den var iskold, hans varm og fugtig og sklvende.
Han sa alvorligt og krligt paa mig og sagde roligt:

Jeg kommer, Julie, for at sprge Dig, om Du vil blive min Kone?

Sprgsmaalet kom saa pludseligt og saa bestemt formet, at jeg ikke
straks kunde finde Svar.

Han vedblev da:

Ser Du, jeg kan ikke lnger holde dette ud. Jeg har ventet og
ventet, fordi jeg ikke turde sprge. Jeg syntes, der var dog Haab,
saalnge der intet Svar var. Nu maa jeg have Vished. Hvad Svaret saa
bliver, vil det vre bedre for mig end de sidste Tiders Angst og Uro.
Du skal svare mig helt rligt, Julie -- det er det eneste, jeg
forlanger af Dig. Vil Du blive min Kone?

Jeg havde genvundet min Fatning og jeg svarede, svarede saa venligt
jeg kunde, men sikkert og fast:

Havde Du behvet at sprge Erik? Jeg synes det ikke. Nej, Erik, jeg
_kan_ ikke blive din Kone!

Han slap min Haand og sad nogle jeblikke som i Overvejelse, inden
han spurgte:

Men i Vinter, Julie, da jeg skrev, at jeg kom hjem?

Ja, Erik. Den Gang var det anderledes end nu!

Han havde rejst sig:

Saa er det, som jeg tnkte. Jeg skal ikke sprge. Du skylder mig
intet Regnskab. Jeg vil ovenikbet forelbig helst intet vide. Og nu
levvel, min lille Plejesster, og gid Du maa blive lykkelig.

Han bjede sig ned over mig, jeg flte hans Lber paa min Pande, og
mens jeg endnu sad i min Stol, hrte jeg Entrdren slaa i efter ham.

Siden har jeg naturligvis grdt mine modige Taarer, men siden igen
har jeg flt mig saa let og befriet. Som om en sort Sky var
forsvunden fra min Himmel, som om en Tynge var vltet fra mit Sind.

Erik er borte. Jeg skal ikke lnger mde hans srgmodige jne som en
ond Samvittighed.

Og jeg kan igen tnke med Godhed og Krlighed paa ham. Aldrig har jeg
set ham saa smuk og mandig, som da han rejste sig for at gaa efter at
have faaet mit Svar. Ingen Taarer, ingen Bebrejdelse eller Vrede i
hans jne; kun et mildt og bedrvet og forstaaende Smil.

Hvor Mnd dog er langt stoltere og bedre end vi Kvindemennesker.




                                                        4. April.


Der staar et Billede -- mellem mange andre -- paa hans Skrivebord.
Det Billede hader jeg. Det forestiller en ung Dame med store mrke
jne, der ser ud, som om de afspejlede en Drm om Elskov og Kys. De
er sikkert meget smukke, men paa mig gr de et ligefrem kelt
Indtryk.

Hver Gang jeg har vret hos ham, har jeg haft paa Lben at sprge om,
hvem hun er. Men det blev stadig ikke til noget.

Saa iaften fik jeg det alligevel at vide. Han var gaaet ud af
Dagligstuen, og jeg stod foran Skrivebordet og sa paa Damen. Jeg
vidste ikke, at han var kommen tilbage, fr jeg pludselig hrte hans
Stemme lige bagved mig:

Ja, hun er smuk, synes Du ikke?

Det er hun vist.

Kender Du hende ikke? Det er den bekendte Fru Paula Hansen.

Og saa fik jeg en lang Lektie om Fru Paula. Det syntes ham nsten en
Trang at fortlle mig om hende. Han var en intim Ven af hende og
hendes Mand; navnlig fr var han kommen overordenlig meget i deres
Hus. Hun var saa sd og nydelig, saa begavet og morsom ... Jeg har
aldrig hrt ham vre saa begejstret for Nogen. Og hvert jeblik
forsikrede han: Jeg holder forfrdelig meget af hende.

Pludselig midt i sin Veltalenhed spurgte han smilende:

Du bliver da ikke jaloux paa Fru Hansen?

Hvor falder Du paa det?

Aa, jeg syntes, Du blev saa tavs.

... Jaloux, nej, jeg er ikke jaloux, og jeg vil ikke vre det. Men
hvis han tror, det morer mig at hre ham en hel Aften fortlle om Fru
Paula Hansen, tager han ungtelig fejl.

Efter min Mening ser hun ikke fin ud. Og det Udtryk i jnene giver
hende noget vist ... ja, noget vist demimondeagtigt.




                                                        7. April.


Idag kom jeg i en slem Forlegenhed. Det store Slr, som jeg ellers
forsigtigt gemmer inde i mit Vrelse, havde jeg igaar Aftes glemt i
min Kaabe ude i Entren.

Da jeg kom ind i Spisestuen imorges, sa jeg det ligge paa en Stol.
Moder pegede paa det og spurgte: Hvad har Du brugt det til? Og hvor
har Du fundet det?

Jeg blev blussende rd i Ansigtet, mrkede jeg, men svarede i en
ligegyldig Tone: Aa Du, jeg havde en Dag st det ude i Pulterkamret,
og da det saa regnede saa strkt iaftes ... Men -- fortsatte jeg
med en pludselig Indskydelse, inden Moder havde faaet Tid at svare --
hvis det er en Helligdom, der ikke maatte rres, beder jeg mange
Gange om Forladelse.

Moder sa hastigt hen paa mig, rejste sig saa og svarede, mens hun
gik ud af Stuen: Nej, vrsgod, Du maa saamn grne bruge det.

Men jeg synes, hun har vret saa forstemt siden.




                                                        8. April.


Enten er det Foraaret, der gr Herrerne dumme, eller ogsaa er det
Lykken, der gr mig til en anden, end jeg fr har vret.

Idag var der ikke mindre end elleve -- 11 -- Herrer, der sendte mig
Blikke. Igaar var der fem, hvilket jeg anser for et hderligt
Resultat i Betragtning af, at det var Regnvejr.

Aldrig i mit Liv har jeg fr faaet Blik, det, man kalder at faa
Blik. Det er noget, der er kommet sammen med alt det andet
mrkvrdige.

Jeg tilstaar rligt, at det fryder mig. Hver Herre, der ser en Smule
forlibt paa mig, er mig et Vidnesbyrd om, at _han_ (Han den eneste,
den store) dog muligvis ikke lyver, naar han siger, at han finder mig
smuk.

Det morer ham aabenbart ogsaa at hre om de smaa Sukces'er, jeg har
haft. Dog, da jeg sidst fortalte ham om saadan en yndig Herre, der
fire Dage i Trk havde smgtet til mig paa Gl. Kongevej, sagde han i
en misfornjet Tone: Det kan jeg ikke lide. Du skal love mig, at Du
aldrig mere ser til den Herres Side.

Jeg gad vide, om det virkelig var alvorligt ment. Skulde _han_ kunne
falde paa at blive jaloux? Hvor ganske sindssvagt urimeligt, men hvor
dejligt!




                                                        9. April.


Ja, jeg er lykkelig, saa lykkelig, at jeg bliver unjsom. Siden
endogsaa Solen maa finde sig i at have Pletter, er der jo egenlig
ingen Grund for mig til at grde, fordi der drager en og anden Sky
over min Lykke.

Saa fornuftigt taler jeg til mig selv, naar det vel er forbi og Solen
igen skinner. Men saalnge det staar paa, er jeg mindre heltemodig.

Det, som volder mig de fleste bedrvede jeblikke, er hans
snegleagtige Forsvindingsvsen. Det er, som om han altid var bange
for at strkke sig for langt frem, at komme mig for nr paa Livet --
aandelig talt. Pludselig, allerbedst og allerhyggeligst som vi
sidder, er han borte. Og tilbage bliver kun en forsigtigt tilknappet
Sneglehus-Herre. I samme Nu er det, som om Hundreder af Mile lgger
sig imellem os. Vore Hnder, der har hvilet fast og varmt i hinanden,
glider slapt ned, og jeg kender hverken hans Stemme eller Ansigt
lnger. Jeg har drmt at jeg var sammen med _ham_, min Elskede, jeg
vaagner og finder mig sammen med en fremmed Herre, der konverserer
mig med anstrngt Hflighed.

Om jeg blot turde sprge ham, hvorfor han er saadan. Frygter han, at
jeg har Planer med ham? Hvis det ikke var, fordi jeg overhovedet ikke
vil lade ham vide, at den Tanke beskftiger mig, saa sagde jeg en Dag
til ham: Du skal ikke vre bange. Jeg aspirerer ikke til at blive
gift med Dig.

Nej, han kan forsaavidt vre tryg. Jeg har tnkt meget over det, og
jeg er paa det Rene med, at jeg, selv om han foreslog det, ikke vilde
gifte mig med ham. Det vilde vre Synd for os begge. For ham er det
en Livsbetingelse at vre fri og ubunden, og jeg vilde lide altfor
meget ved at fle mig som den Klods, han havde om Benet. Jeg taaler
ikke at tnke paa den Tid, dette er forbi. Naar jeg tnker paa, at
hver lykkelig Dag, der forundes mig, er et Skridt henimod det store,
mrke Intet, synker min Sjl sammen i fortvivlet Rdsel. Og dog har
han Ret. Vor Krlighed er ingen Kkkenurt, der kan gemmes hen til en
Husholdnings Behov. Den er en Blomst, som dufter sdt og straaler
sknt og dr hurtigt, fordi dens Liv har vret saa strkt.

Vor _Krlighed_. Har han nogensinde brugt det Ord? Nej, saa lidt som
han nogensinde har sagt: Jeg elsker Dig.

Nu vd jeg godt, at Ord gr det ikke. Han kan elske mig usigelig
hjt, fordi han ikke _siger_ det, og hvis jeg ikke af andre Grunde
kunde vide, at han elskede mig, var det intet Bevis, om han saa
hundrede Gange i Trk forsikrede mig: Jeg elsker Dig.

Han kalder mig _Barn_. Men naar han tager mig om Hovedet, ser mig ind
i jnene og siger: Du sde Barn! -- kan han da ikke se, at Barnet
brnder af Lngsel efter at hre de forjttede Ord, de Ord, der er
lovede -- i Digt og i Drm -- ethvert forelsket Barn?

Og er det af Forsigtighed, at Du, min kloge Ven, ikke vil udtale de
Ord, som jeg i frydefuld Lykke giver Dig, saa ofte Du vil hre dem,
da sprger jeg: Kan saa megen Forsigtighed forliges med, hvad Du
iaften fortalte mig? ... Jeg stod foran Toiletspejlet. Da sa jeg
Dig bagved mig. Dit Blik hvilede paa mig med en ganske uforsigtig
mhed, og, idet Du lagde din Arm om mig, sagde Du de straks lidt
dunkle Ord: Og der var Brus af hvide Duer om hende! Jeg kiggede
sprgende paa Dig, og Du fortsatte:

Det er et Digt, som har vibreret i mig, fra jeg var Barn, og som er
Tekst -- der er ikke flere Ord -- til et Billede, jeg den Gang sa.
Det var en Sommermorgen paa Landet ude i en solfyldt Gaard. En ung
Dame -- jeg havde aldrig set et Vsen saa fint og yndigt -- traadte
ud i blaa Kjole og med en lille Spaankurv i Haanden. Hun tog af
Kurven en Haandfuld rter, og i samme Nu var Luften om hende t hvidt
Brus. Fra alle Gaardens Lnger susede Duer ned over hende. De satte
sig paa hendes Hoved, Skuldre, Arme, Bryst og Hofter, saa hun var som
kldt i dem. For min barnlige Sans var det et ventyrbillede, det var
selve den dejlige Snehvide. Men siden har Billedet formet sig til en
Aabenbaring af den kysk og frimodigt elskende Jomfruelighed, og den
Aabenbaring holder jeg nu i mine Arme.

-- -- -- Mon Du, efter at have fortalt mig dette, havde begaaet nogen
letsindig Uforsigtighed ved at tilfje: Jeg elsker Dig --? Men
frygter Du at fordrve Barnet og gre hende altfor indbildsk, mon Du
da burde have ladet dine hvide Duer bruse ned over hende?




                                                       11. April.


Jeg er glad over, at jeg fik Lov til at vre lidt sammen med ham
iaften. Imorgen skal han spille en stor ny Rolle, som han har sat
saameget ind paa. Jeg blev kun en Times Tid hos ham for ikke at
forstyrre ham. Han kom lige fra Generalprven og var i udmrket
Humr. Den eneste af Kollegaerne, som han har Tillid til og paa hvis
Dom han stter Pris, havde sagt, at han spillede godt.

Det er sjldent, at han taler om sig selv som Skuespiller. Men iaften
trngte han, kunde jeg mrke, til at aabne sit Hjrte, og jeg tror
nok, han kunde lide, at jeg var hos ham.

Jeg sad stille og nd ham, nd det at se dette ellers saa beherskede
Menneske i Stormflod over alle Sluser. Pludselig sa han hen paa mig
og stoppede op midt i et lidenskabeligt Punktum, lo og sagde: Du ser
helt forskrkket ud. Du tror vel, at jeg er bleven tosset? Lidt
efter fortsatte han: Jeg skal tilstaa Dig, hvad jeg forresten
haaber, Du allerede lnge har haft en Anelse om --: jeg er ikke slet
saa koldsindig, som jeg lader. Det er (han smilede) Skaberi det Hele.
Egenlig er jeg det mest fanatiske Menneske i Verden; men jeg har
regnet ud, at man i enhver Henseende opnaar strre Effekt ved kun at
lade Vulkanen virke som en sydende Understrm, der heder Jorden og en
sjlden Gang overrasker med en lille Eksplosion. Han blev igen
alvorlig: Jeg er maaske alligevel ikke saa udspekuleret. Men
ligemeget forresten. Det er paa Understrmmen i mig, jeg er Kunstner.
Det er den, der burde kunne og ogsaa skal gre mig til en bedre
Skuespiller end de fleste andre, som enten rasler afsted for fuldt
Bjldespil eller lunter af i hderlig Hverdagsagtighed -- begge
Dele lige uinteressante, fordi de fattes det kun anede, det
hemmelighedsfuldt truende eller dragende, som er Poesi.

Du er vist slet ikke vigtig? sagde jeg -- ikke mere ondskabsfuldt,
end at han uden Vanskelighed kunde forstaa, at han ialfald i mig
havde en beundrende Tilskuer.

Jo -- svarede han og knlede ned for mig -- jeg er vigtig, meget
vigtig endogsaa. Men vd Du hvorfor? Fordi jeg har Dig. Thi af Dig
har jeg lrt at spille min Rolle godt.

Saa var det egenlig mig, der burde vre vigtig?

Jeg vil ogsaa haabe, at Du maa vre det imorgen Aften. I det mindste
en lille Smule glad.

-- -- -- Naturligvis skal jeg i Teatret imorgen. Desvrre sammen med
Emmy, hvis Pjat jo nok skal gre sit til at delgge Nydelsen for
mig. Men jeg havde ingen anden Udvej. Jeg turde ikke tage imod Billet
af ham. Saa fik jeg Emmy til at invitere mig -- som Forskud paa min
Fdselsdag.




                                                       12. April.


Saamange forskelligartede Indtryk er iaften strmmede ind over mig,
at jeg ikke kan klare mig dem.

Jeg begynder med Begyndelsen.

Paa Vejen til Teatret underholdt Emmy mig med at fortlle om ham og
Fru Paula Hansen. Om jeg ikke havde hrt, at de to nu var Krester?
_Hele Byen_ (Emmy er altid Ordfrer for hele Byen) talte ikke om
andet.

Jeg havde foresat mig ikke at lade mig anfgte af Emmys Sladder.
Ligesom Katoliker, for at vrge sig mod syndige Tanker, uafladeligt
beder deres Rosenkrans, saaledes vedblev jeg at fremmane mig hans
Ansigt, saadant som det krligt ser paa mig, og gentage forelskede
Ord, han har sagt mig. Dog Fristeren slap mig ikke. Mens Emmys
giftige Ord ustandseligt dryppede i mine ren, rejste Tvivlens og
Fortvivlelsens Sprgsmaal sig triumferende i min Sjl: Hvad vd Du
egenlig om ham? Du Daare, der vil fste Lid til En, Du ikke kender?
Hans Ansigt forvandledes for mig: det blev stift og koldt. Og hans
Ord ld spottende, og jeg hrte ham sige med en ond Latter: Ikke
sandt, hun er smuk?

Da vi stod udenfor Teatret, havde jeg mest Lyst til at lbe min Vej.
Lbe bort fra det altsammen, fra Livet, der er saa umuligt at faa
Rede paa; fra Menneskene, der mest pnser paa at gre Livet ondt for
hinanden.

Saa fandt jeg mig siddende i Salen mellem den summende Svrm. Jeg
hrte Latter og ligegyldig Pjat af Folk, der var komne i Teatret for
at slaa nogle Timer ihjl, og jeg syntes, det var oprrende, at _han_
skulde give sin Kunst til denne uforstaaende, hjrtelse Hob.

Da pludselig hrte jeg Emmy hviske: Der er hun! Jeg fulgte
Retningen af Emmys Blik, og jeg sa oppe i Balkonen paa frste Rkke
en Dame, jeg straks genkendte fra Portrttet som Fru Paula Hansen.

Ja, hun er smuk. Ikke med regelmssige Trk, men med en bld Ynde
over hele den fine og elegante Person, og frst og fremmest med
vidunderlige jne.

Jeg vd ikke hvorfor. Jeg flte straks kun Sympati for hende. Der
var, som hun sad der tilbagelnet i Sdet, uden Opmrksomhed for
Publikum omkring hende, et Prg af tankefuld Srgmodighed over
hende, som rrte mig.

Jeg kunde ikke faa Blikket fra hende. En underlig Trang kom op i mig
-- en Trang til at lre hende at kende, at kysse hende og sige til
hende: Lad os to vre Venner.

Saa blev jeg reven ud af min Stemning ved, at Emmy hviskede: Gud
vd, hvor mange _Veninder_ han iaften har siddende her i Teatret.

... Musiken begyndte, og der blev stille i Salen. Altsaa nu om et
jeblik kom det. Og nppe var den Tanke opstaaet i mig, fr jeg flte
Angsten klemme mig om Hjrtet, saa jeg troede, jeg skulde besvime.
Med fugtige Hnder krammede jeg mit Lommetrklde, sansels svarede
jeg Emmy paa nogle Sprgsmaal, jeg aner ikke om hvad.

Saa var Tppet oppe. Jeg sa Ansigter bevge sig deroppe bag
Lysrkken, jeg hrte dem tale, og jeg hrte, at der af og til blev
lt og klappet rundt om mig -- jeg lo selv med, tror jeg, men jeg
opfattede ikke et Ord af det, der blev sagt. Jeg sad som i lam
Vildelse.

Saa med t var det, som om der blev kaldt paa mig. Der gled Slr fra
mit Blik, en varm Strm rislede gennem mig: han stod deroppe, og han
talte.

Var det en Hallucination? Sad jeg i hans Stue, og var det mig, han
talte med?

Jeg maatte knibe mig i Armen for at blive rigtig vaagen og
forstaa, at jeg var paa Komedie. Var paa Komedie og sa min egen
Krlighedslykke blive spillet. Hrte alle de Melodier, som var
nynnede for mig, lyde i fuldtonende Sknhed oppe fra Scenen.

En uvilkaarlig Angst og Undseelse greb mig. Blodet skd mig op i
Kinderne, og jeg sa paa Emmy, sa paa de andre Tilskuere, om de
skulde have opdaget noget.

Saa kom jeg til at smile af min taabelige Angst og sank hen i en
lykkelig Nyden, var saa lykkelig og stolt og betagen, at Taarerne lb
mig ned ad Kinderne, glemte Alt og Alle om mig, indtil Tppet faldt
under strk Applavs, og der blev lyst i Salen og Emmy leende sagde:
Men Du gode Gud, hvad tuder Du dog for? Der var jo ikke noget
srgeligt i det. Men da hun fjede til: Han spillede forresten
dejligt! -- steg hun betydeligt i min Agtelse.

I Mellemakten var mit Blik paa Vagt i Fru Paulas Loge. Hun sad nu og
spejdede nysgrrigt rundt i Salen, som om der var noget bestemt, hun
sgte efter. Pludselig mdtes vore Blikke, og jeg syntes, jeg sa et
mrkt Glimt i hendes jne. Jeg opdagede ogsaa, at hun siden i Lbet
af Aftenen oftere rettede sin Kikkert paa mig. Skulde hun vide, hvem
jeg er, og skulde hun ane noget? Skulde han --? Nej, det er umuligt.
Alligevel foruroliger det Blik mig, og jeg havde Resten af
Forestillingen en ubehagelig Fornemmelse af at blive bevogtet.

-- -- Saa var Stykket forbi, og vi stod ude ved Garderoben for at faa
vort Tj. Jeg bad Emmy ikke trnge for ivrigt paa; jeg vilde helst
vente saa lnge som muligt for at opsnappe de rosende Ord, der faldt
om ham. Alle var forbavsede over, saa godt han havde spillet. Jeg
hrte En sige: Nu er hans Lykke gjort. Nu har han da endelig vist,
at han er et stort Talent.

Nu endelig! Men hvorfor _nu_? Det vidste kun jeg. Om Du, min egen
Ven, havde set, hvor hjt jeg i det jeblik satte Nsen til Vejrs,
vilde Du have haft Anledning til at knibe mig i ret og sige:
Vigtigpraas!

-- Ved Udgangen af Teatret lb vi lige paa Erik. Han var straalende
over Vennens Succes og sagde: Nu vil Du vel indrmme, at der er
noget ved ham! Forvrig fortalte han, at han snart igen rejste til
Udlandet. Han havde forelbig opgivet at begynde en Forretning
herhjemme. Stakkels Erik!

Emmy vilde have mig med hen i et Konditori og drikke Te. Men jeg gs
for at skulle dje hendes udfrlige Kritik over Stykket og Spillet,
og jeg slap fra hende ved en Sporvogn. Da jeg havde krt et lille
Stykke, steg jeg imidlertid ud. Jeg havde pludselig faaet en
uimodstaaelig Lyst til at se ham endnu i Aften, blot lige se ham og
sige ham, at jeg elskede ham hjere end nogensinde.

Naturligvis var det dumt af mig at tro, jeg kunde trffe ham. Jeg var
ved hans Dr. Den var lukket. Og der var mrkt i hans Lejlighed. En
halv Time flakkede jeg om udenfor Huset, saa maatte jeg hjem.

Men paa Hjemvejen var al min Vigtighed borte. Jeg sad i Sporvognen og
havde megen Mje med ikke at grde, mens jeg tnkte paa, at han nu
maaske var sammen med _hende_, og at denne Aften dog burde have vret
_min_ -- min helt og holdent.

Mon _han_ iaften har tnkt paa mig? Var det mon en af mine Blomster,
han bar i sit Knaphul? Som et Vink og en Hilsen.

Jeg _vil_ tro det. Og jeg _vil_ ikke tnke paa alt det, Emmy fortalte
mig.

Han kan ikke iaften have vret sammen med _hende_. Selv om det ikke
er saadan som Emmy siger, synes jeg, han maatte forstaa, at det vilde
vre Synd imod mig.




                                                       13. April.


I Formiddags kbte jeg alle Bladene. De roser ham. Et af dem taler om
ligefrem forbavsende Fremskridt. Kun t af dem allesammen er
ubehageligt. Det siger, at han var kedelig og frk som sdvanlig,
men tillige denne Gang fuldkommen forskruet. Gud vd, hvad det er
for en Idiot, der skriver i det Blad. Det vilde fornje mig at se ham
hakket til Hachis og serveret som Ulykkestilflde i sin egen Avis.

Forresten er det lige meget, hvad den Fyr skriver. Alle Mennesker er
begejstrede. Stykket gik igen iaften, desvrre kunde jeg ikke vre i
Teatret, men jeg var _udenfor_ Teatret, baade den Gang Billetsalget
begyndte -- der var en vldig Opstilling -- og den Gang,
Forestillingen var forbi. Jeg stod midt i Forhallen -- tilslret
naturligvis -- og lod Folk mase ls paa mig. Og jeg hrte hans Navn
blive nvnet hundrede Gange, og jeg gik hjem og nvnede det tusinde
Gange, inden jeg faldt i Svn.

       *       *       *       *       *

Hvad har _alle de andre_ vret for ham? Hvorfor har ingen af dem
kunnet inspirere ham? Hvis han havde holdt ligesaa meget af dem som
af mig, hvordan kunde jeg da vre den, som tndte Gnisten i ham?

Jeg gr mig selv disse Sprgsmaal, og jeg vover ikke at udtale hjt
det Svar, der bruser i min Sjl som en Sejrshymne.

Jeg vover det ikke, for st, at jeg bedrog mig! Og dog -- hvor er det
muligt? Kan der vre andet Svar end dette, der jubler i mig: Jeg,
jeg er den, han elsker, den eneste, han har elsket! Den _eneste_!

       *       *       *       *       *

Thi jeg tnker mig, at Mnd har det med Krlighed paa en anden Maade
end vi Kvinder. De kan have Snese af Krlighedsventyr, men de
betyder allesammen intet, de er som en flygtig Vind, der kun for et
jeblik kruser Sjlens Overflade. Men saa pludselig en Gang rejser
den sande, den eneste Krlighed sit store Vejr i dem, og da er det,
ligesom der skete en Omvltning; alt det dybeste og bedste i dem
kommer frem, og de faar Kraft og Begejstring til at udrette deres
Livs strste Bedrifter.




                                                      Langfredag.


Endelig iaften var jeg atter hos ham.

Jeg vilde have sagt noget rigtig smukt til ham, noget varmt og
inderligt, hvoraf han kunde have forstaaet min Glde over ham. Men
det blev ikke til andet end et trt: Jeg gratulerer. Du gjorde jo
stor Lykke.

Han svarede: Ja, jeg gjorde vist Lykke. Men lad mig nu faa den
eneste Kritik, jeg bryder mig om at hre, den eneste vrdifulde
Kritik. Hvad syntes _Du_? Var det godt, var det rigtigt? Vakte det
Minder hos Dig? Blev Du en Smule greben af det?

Jeg lagde mine Arme om hans Hals, sa ham al min Lykke ind i jnene
og hviskede ham et Tak. -- Men siden sagde jeg ham det samme med
mange flere Ord.

       *       *       *       *       *

Der stod paa hans Skrivebord en Buket gule Roser. Straks jeg sa den,
tnkte jeg: den er fra _hende_.

Jeg blev forstemt, og han mrkede det. Hvad er der i Vejen? spurgte
han.

Ingenting.

Men lidt efter _maatte_ det ud.

Du har faaet Blomster, sagde jeg. Det er vel fra ...

Han afbrd mig:

Fy Julie! Og han sa alvorligt, nsten bedrvet paa mig.

Jo, jeg har Grund til at vre skinsyg. Og jeg _vil_ vide, fra hvem
de Blomster er.

Jeg kunde mrke, at jeg skulde til at grde, og jeg vendte Hovedet
bort. Han greb min Haand, og i samme Nu brast jeg i Hulken. Jeg vilde
tage min Haand til mig, men han holdt den fast, blev ved at holde den
-- uden at sige noget -- til jeg havde grdt ud. Saa sagde han:

Hr nu, Julie. Jeg har fr forsikret Dig, at Du ingen Grund havde
til at vre skinsyg, og Du svarede mig, at Du var det ikke. Det viser
sig nu, at Du alligevel er det, og jeg vil derfor fortlle Dig
flgende, for at Du skal forstaa, hvor urimelig din Skinsyge er, og
fordi jeg vd, Du er en brav og fintflende Pige, der vil tro, hvad
jeg fortller, uden at forlange nrmere Forklaring med Navne og den
Slags. Altsaa: fr jeg lrte Dig at kende, havde jeg en Veninde, der
kom til mig, som Du nu kommer. Hun og jeg holdt meget af hinanden, og
jeg holder meget af hende endnu. Du kan hre det uden Nag og Vrede,
thi alt mellem hende og mig er forbi: hun var et af de sdeste og
bedste Mennesker, jeg har kendt. Aldrig har hun gjort mig andet end
godt, aldrig har der i den lange Tid, hun kom her som min Veninde,
vret t ondt Ord imellem os. Det var et Forhold saa lyst, saa
muntert, saa fint og saa let, at det altid vil staa for mig som en
varm, skyfri Sommerdag i mit Liv. Da var det, at Du kom. Du kom, og
Du tog mig hurtigt ganske. Du var den berusende Ungdom, det strke
Foraar. Det var saa meget for Dig at blive min, at jeg syntes, det at
elske blev noget nyt og stort og forunderligt for mig. Du fyldte mig
helt. Jeg kunde ikke dele mig mellem hende og Dig. Der var ikke gaaet
mange Dage efter mit frste Mde med Dig, fr hun med sikkert
Instinkt flte, at der var Fare paafrde. Hun spurgte mig, jeg
svarede undvigende; for frste Gang lagde Mistilliden sin Skygge over
vort Forhold. Jeg var endnu saa lidt klar over mig selv, og jeg holdt
saa meget af hende, at jeg ikke vilde tage noget Opgr med hende, et
Opgr, som jeg vidste vilde ende med Farvel. Saa var det en Aften, Du
var hos mig -- Du husker det vist -- det var for en tre Ugers Tid
siden. Jeg havde i fjorten Dage ikke st hende. Jeg fandt stadig
Paaskud til at undgaa et Mde. Da, mens vi to sad her i Sofaen, som
vi nu sidder, ringede det. Jeg vilde ikke lukke op, men det blev ved
at ringe, og omsider gik jeg ud. Da jeg lidt efter kom ind igen,
fortalte jeg, at det var et Bud fra Teatret, og da Du lagde Mrke
til, at jeg var saa alvorlig, sagde jeg, at jeg var ked over den
Meddelelse, jeg havde faaet. Det var om at spille en Rolle, jeg
ndigt vilde have, sagde jeg. Det var intet Bud fra Teatret. Det var
-- hende. Hun kom, dreven af Lngsel og Mistnksomhed, og jeg maatte
faa hende bort med en Lgn, som jeg fremfrte altfor daarligt til, at
hun ikke skulde mrke Uraad. Hun gik dog uden at sige noget, hun lod,
som hun troede mig, men heller ikke den flgende Tid bad jeg hende
komme til mig, og saa var det, samme Dag som jeg skulde spille min
nye Rolle, at jeg om Formiddagen fik et Brev fra hende -- et Brev til
Farvel, et Brev, der i al dets bitre Skuffelse var prget af hendes
Mildhed og Finhed. Hun havde den foregaaende Aften -- Du husker, Du
var et lille Besg hos mig den Aften -- vret her udenfor paa Gaden,
og hun havde st Dig baade gaa herop og gaa herfra. -- -- Ja, dette
var det, jeg vilde fortlle Dig, og dm nu selv, om _Du_ har Grund
til at vre skinsyg. Selv om Blomsterne dr er en Hilsen fra hende --
jeg vd det forresten ikke, for de blev sendt mig anonymt --, synes
Du saa, at de kan volde Dig Fortrydelse?

Saadan ld hans Fortlling; men lnge inden den var endt, laa jeg i
hans Arme og havde i mit Hjrte bedt ham om Forladelse mange Gange.

Dog slemt var det, at jeg netop den Aften, hun sa mig, var gaaet ud
uden mit Slr.




                                           Paaskedag (17. April).


Jeg begriber aldeles ikke min Hr. Papa. Hvis det ikke ld altfor
komisk, kunde jeg fristes til at tro, at den gnavne Professor Trfisk
var bleven en Smule forelsket i sin egen Datter.

Vist er det, at han er ganske opbldt overfor mig. Hver Gang
han i den sidste Tid har st mig, har han -- med en virkelig
paasknnelsesvrdig Anstrngelse -- fortrukket sit Aasyn til et Smil
og haft travlt med at knibe mig i Kinderne eller drive anden Spg med
mig.

Men det ligefrem Vidunderlige skete igaar. Ved Frokosten sagde Moder,
at hun paa Grund af Forklelse ikke kunde gaa Tur med mig.

Ja, ja, sagde Fader, saa vil jeg invitere Julie til at gaa med mig
paa Udstillingen.

Det blev en hel Fest, min galante Fader arrangerede for mig. Det var
det yndigste milde Vejr, og Fader foreslog, at vi skulde kre til
Byen i aaben Droske. Paa Udstillingen var vi kun en Times Tid, og
Fader var mest optagen af at faa mig prsenteret for alle de Malere,
vi traf derinde. Bagefter var vi hos  Porta -- som Fader af gammel
Vane kalder Mini -- og drak Portvin. Mens vi nu sad her og
pokulerede, sagde Fader pludselig: Vd Du hvad, Julie, jeg synes
skam, din Garderobe kunde trnge til en Forbedring. Jeg er ved Muffen
i denne Tid, og derfor skal vi nu i Butiker og gre min pne lille
Pige fin til Sommeren.

Vi var baade hos Modehandlerinde og hos Krmmer, hos Handskemager og
hos Skomager. Og Fader gjorde allevegne et utroligt Vrvl, inden vi
fandt noget, han rigtig syntes kldte mig. Tilsidst vilde han
absolut forre mig to Par Silkestrmper, men da jeg indvendte, at det
vilde Moder ikke kunne lide -- jeg vd en anden, der ikke vilde have
noget imod det -- opgav han dog den Ekstravagance.

I virkelig lystig Stemning krte vi hjem. I Entren sagde jeg: Tak
for idag, Fader! Jeg har moret mig dejligt! Faar jeg saa et Kys til
Tak?

Det fik han. Men inde i Dagligstuen var Luften trykket og trist som
sdvanlig, og paa Sofaen laa Moder, syg og tungsindig.




                                     23. April. (Min Fdselsdag).


Frste Hjrne passeret. Derom burde jeg vist, iflge god Frken-Skik,
filosofere et Par Dagbogsblade fulde. Jeg er imidlertid aldeles ikke
oplagt til Filosofi. Det eneste, jeg er oplagt til, er at danse og
le, le og danse, danse gennem hele den sovende By og vkke den med
Forkyndelsen om, at der dog findes t lykkeligt Menneske i Verden.
Nemlig Undertegnede, nemlig Julie, der idag, trods sin vrdige Alder,
har holdt Fdselsdag som et lille forklet Barn.

Jeg tnker paa, hvordan Fdselsdagene ellers i de senere Aar er gaaet
for mig, og jeg synes, Dagen idag ikke kan vre virkelig. Her er den
sdvanlige Fdselsdagsrecept: Hyldingens Genstand vkkes af Mama,
der, for straks at anslaa den rette Stemning, har Taarer i jnene.
Godmorgen, mit sde Barn, og til Lykke. Fader og jeg forrer Dig Tj
til den Sommerkjole, Du trnger saa haardt til, og Bedstemoder
forrer Dig Sylnnen. Ved Frokosten en anstrngt Festglde. I Lbet
af Formiddagen Visitter af Christiane, Emmy og et Par Tanter, hver
medbringende en yndefuld Husflidsgave og en Bunke ligegyldig Passiar,
til Vederlag modtagende en Kop svndyssende Chokolade. Hvorpaa de
egenlige Festligheder indstilles og Dagen afsluttes med en
ekstra-taarevdet Aftenduet mellem Fdselsdagsbarnet og hendes Moder,
der beder om Tilgivelse, fordi hun har sat hende ind i denne
jammerfulde Verden.

Idag har det vret en anden Musik. Herfor takkes til en Begyndelse
min forvandlede Fader, der ved Frokosten udfoldede en saadan
Livsglde og Vinflothed, at ikke blot Frantz blev helt tummelumsk af
Kphjhed, men at endogsaa Moder lod sig henrive til en Livlighed,
der kldte hende forfrdelig morsomt og aldeles nydeligt -- det var,
ligesom hun nsten generede sig over sin egen Munterhed.

Ganske i Modstrid med sine Sdvaner og til Forskrkkelse for Tanterne
bivaanede Fader ogsaa Chokoladefesten og krydrede den med en ligefrem
ugudelig Driven-Spas med sine gamle Slgtninge.

Hvorpaa jeg ifrte mig mit fineste Skrud for -- officielt -- at
begive mig til ung Middag hos den forlystelsessyge Christiane. Med
andre Ord for at fejre min Fdselsdag sammen med _ham_.

Han modtog mig hjtideligt i Kjole og hvidt Slips, bd mig Armen og
frte mig ind i Dagligstuen. Midt i Stuen stod et hviddkket
Fdselsdagsbord, bugnende -- et udmrket Festreferat-Ord -- af Gaver:
fine og nydelige Toiletsager, Slikkerier og Blomster.

Han havde -- paa resord -- lovet ikke at forre mig noget. Nu stod
han og lo af sin tabte re og min mislykkede Vrede.

Fdselsdagsbarnet havde selv faaet Lov at bestemme, hvad hun vilde
have til Middag. Han havde tvunget mig til at vlge mange fine
Retter ved at true mig med, at jeg ellers fik Sdsuppe og Pandekager.
Overhovedet gr han mig til en vmmelig Gourmand. Han har f. Eks.
lrt mig, at der er Forskel paa Champagne. Fr troede jeg, at
Champagne var Champagne og dermed basta. Nu vd jeg, at der baade er
sd og _tr_ og _ekstra tr_ Champagne, og at Champagne snart hedder
Mumm og snart Heidsick og snart noget helt andet igen. Jeg vd
ovenikbet, hvilken af Slagsene jeg bedst kan lide -- hvilket han
siger er et stort Fremskridt i min Opdragelse.

Sikkert er det, at man skal ikke kimse ad god Mad og Vin. Der kan
vre Poesi ogsaa over det at spise og drikke udsgte Ting. Og selv om
jeg vilde vre tilfreds med Grnlangkaal, blot jeg var sammen med
ham, saa ngter jeg ikke, at jeg flte Velbehag og Fornjelse ved
hans lkre Mad, det fint dkkede Bord og vor festlige Dragt.

Ved Isen spurgte jeg, om han ikke agtede at holde en Tale for mig.
Han svarede: Min Tale ligger i din Buket. Skal jeg njes med en
Tale paa Blomstersprog? Led, saa vil Du finde. Jeg tog Buketten op
af Glasset, og et sammenrullet Stykke Papir faldt ud. Han sa nsten
flov ud, da han sagde: Du har endogsaa faaet mig til at forsge mig
som Poet. Som en formildende Omstndighed fremfrer jeg, at det dog
ikke er Vers, jeg har begaaet.

Jeg vilde aabne Papiret, men han bad mig vente. Frst da vi sad ved
Kaffen inde i Sofaen, fik jeg Lov til at lse Talen. Han spurgte,
hvad jeg syntes om den. Jeg svarede ham, som jeg mente, at han var
den dejligste Digter i Verden.

Det _er_ han ogsaa. For han er _min_ Digter.

Og saa vil jeg da ende mit Festreferat med at vedlgge i Dagbogen
hans Tale.

      TALEN FOR JULIE.

  Ikke behver jeg at fortlle Dig, at jeg elsker Dig. Du ser det
  af mit Blik, naar det favner Dig; Du hrer det af min Stemme,
  naar den kysser dine ren.

  Jeg skal derimod fortlle Dig, hvorfor jeg er saa ganske
  forelsket i Dig.

  Det er, fordi Du er kommen til mig, som din Stammemoder, Fru Eva,
  kom til den gamle Adam: som det Nyfdte, den sklvende
  Forventning og Forjttelse, det Forbavsende og det Forbavsede.

  Jeg ser Dig ved disse Ord kigge sprgende og lidt forvirret paa
  mig. Just saadan sa Eva paa Adam, da de mdtes og han lod Himmel
  og Jord for frste Gang hre de siden altid lige nye og
  forvirrende Ord: Jeg elsker Dig.

  Saadan som Du nu lyttende bjer Hovedet en Smule med et Blik, der
  er baade undseligt og straalende, saadan var Eva som forelsket
  ung Pige, fr hun omgjordede sig med den erfarne Dames ukyske
  Figenblade.

  -- -- Se, Jorden er hyllet i graa Regntaage, og Adam er trt af
  Livet, der sknkedes ham.

  Da blinker en Solstraale gennem Taagen, og Taagen splittes, og
  _hun_ staar der, med Sol og med Varme: Menneskets unge Brud,
  Kvinden, der rdmer, ikke fordi hun blues ved sin Ngenhed, men
  fordi hun undres og gldes over sin egen Ynde og Magt, som hun
  lser i Adams tilbedende Blikke.

  Omsvrmet af Amoriner skrider hun frem. De leger Tittit i hendes
  Haar, der kruser sig om Panden, og de hvisker alskens
  Narrestreger i hendes nysgrrige ren. De spnder Lben til en
  Amorsbue, de prver den spde Barms Gynge. En skjuler sig i
  Kindens Smilehul og En i Hagens Klft. Men to og to sidder de som
  forelskede kyssende Par i dine sde jne, Du min Eva, der kaldte
  paa mig som en ny Dag; der, hver Gang Du trder ind ad min Dr,
  er Solstraalen, der bryder Taagen og alle graa Tanker.




                                                       24. April.


Jeg er glad over, at jeg er bleven tyve Aar. For saa har jeg kendt
ham i 2 Aar, baade den Gang jeg var nitten Aar og nu, da jeg er tyve.
Men saadant noget fortller jeg ikke ham, for han vilde blot le og
sige, at jeg er et Pattebarn. Hvilket er upassende for en Dame paa
tyve Aar.




                                                       25. April.


Jeg sad alene hjemme i Eftermiddag. Pludselig blev jeg reven ud af
mine Tanker ved en hastig, voldsom Kimen paa Entrklokken. Jeg kom
ligefrem til at ryste af Skrk.

Det var ikke andet end Postbudet, der havde kastet et Brev ind i
Postkassen.

Brevet var til Moder, jeg lagde det paa Bordet og satte mig igen hen
ved Vinduet. Men jeg kunde ikke genvinde min Ro. Den voldsomme Kimen
-- ligesom der var Fare paa Frde -- ld stadig i mine ren. Jeg
gjorde Nar ad mig selv. Nervst Skabehovede! titulerede jeg mig.
Herregud, Postbudet har haft travlt og i Farten rykket lidt strkt
til. Fra hvem mon forresten Brevet var, jeg kendte ikke Skriften. Jeg
rejste mig og tog det. Det var en gammeldags, lang og smal Konvolut,
og Skriften vaklede ubehjlpsomt frem og tilbage med store klodsede
Bogstaver. Der var ogsaa Fejl i Bogstaveringen. Hvem kunde det dog
vre fra? Jeg kendte ellers altid Skriften paa de faa Breve, Moder
fik.

Skulde det vre fra Bedstemoders gamle Pige med Meddelelse om, at
Bedstemoder var bleven farlig syg? Nej, det var ikke rimeligt. Vi
havde faaet Bud og ikke Brev.

Men fra hvem da? Pludselig gav det et Angstskrig inde i mig. Brevet
angaar Dig! Det er et anonymt Brev om Dig! Jeg kom igen til at
ryste, saa jeg nppe kunde holde Brevet i mine iskolde Hnder. Ja,
naturligvis var det saadan. Skriften var fordrejet, det var tydeligt,
og Afsenderen havde med Flid gjort Stavefejl. Skulde det vre fra
_hende_? Hun havde jo st mig gaa op til ham. Nej, nej, hun var god
og fin, havde han sagt. Men alligevel, naar Folk er skinsyge, begaar
de Handlinger, de ellers vilde foragte. Forresten, det kunde vre
mange Andre. Hvad vidste jeg, om jeg ikke var bleven set og genkendt
utallige Gange, naar jeg besgte ham.

Saa var jeg fortabt. Om lidt kom Moder hjem, hun vilde finde Brevet
og bryde det ... jeg sa hendes fortvivlede Blik, sa hende vakle og
falde.

Nej, jeg _maatte_ vide, hvad det Brev indeholdt. Op for Lyset med
det. Der var intet at se. Med en Naal prvede jeg at faa det listet
op. Det var altfor fast lukket. Jeg havde ikke lnger Sans og
Samling. Med rystende Hnder rev jeg Konvolutten itu -- og med et
Befrielsens Suk, udmattet af Spndingen, lykkelig, men flov sank jeg
ned i en Stol med det frygtelige Brev i Haanden. Det var -- en
Anbefaling fra et nyt Vaskeri paa Gl. Kongevej.

Ja, nu bagefter smiler jeg ad det. Men alligevel. -- _Han_ skulde
blot ane, med hvilke Rdsler jeg maa betale min Lykke.




                                                1. Maj. (Sndag).


Den forfrdeligste Dag i mit Liv.

Skulde have vret i Kirke med Moder, fik det ordnet saadan, at jeg
gik til Bedstemoder istedetfor. Paa Vejen kiggede jeg op til hans
Vinduer. Han var nok ikke staaet op endnu. Der var ikke aabnet
Vinduer i Sovevrelset, og kun for det ene Vindue var Gardinet
trukket fra. Hvor jeg havde Lyst til at smutte et jeblik op til ham,
ruske ham og drille ham, saa han blev lysvaagen.

Det var det hsligste kolde Foraarsvejr med Taage og Tjatregn. Folk
skyndte sig med gnavne Ansigter og grimme Regnslag til Kirke.
Sandelig, de trngte til at opbygges. I mit Hjrte var der uden
Kirkegang Helligdag.

Bedstemoder sad allerede stiv og strunk mellem sine Puder med
Sndagskappe paa. Paa Vinduesforhjningen sad gamle Marie med sit
Strikketj og lste Avisen. Hvor der var fredeligt her! En stille lun
Klosterkirke med Potpourriduft som Rgelse.

Bedstemoder klappede min Haand med sine trre, rynkede
Gammelkone-Hnder. Jeg kunde se paa hendes jne, at der laa en Gave i
dem. Men Bedstemoder hrer ikke til dem, der buser lige paa.

Hun begyndte: Vejret er nok ikke det bedste idag. Saa lidt efter:
Der er vist ikke mange, der vil i Skoven idag. Omsider: Monstro
Julie skulde have Lyst til at komme paa Komedie iaften? Det havde
Julie i hj Grad. Hun vidste ogsaa, i hvilket Teater hun vilde. For
_mit_ Stykke skulde gaa.

Jeg synes forresten, Du har set det Stykke n Gang fr? spurgte
Bedstemoder.

Jamen jeg vil saa gruelig grne se det om igen.

Der er nok ogsaa en anden En, der spiller i det iaften, sagde
pludselig Marie oppe fra Forhjningen. Der staar i Avisen, at han,
Mrch, er bleven saa syg.

Jeg tror ikke, jeg skreg. Jeg husker kun, at jeg stod med Bladet
henne ved Vinduet; at Marie rejste sig med Udbruddet: Men Gud dog,
Frken!; at Stuen lb rundt for mig; at jeg ligesom langt borte
hrte Bedstemoder sige: Barn, Barn! og at jeg, da jeg slog jnene
op, fandt mig liggende i en Lnestol, mens Marie holdt noget strkt
lugtende op for mig og der paa Bordet stod et Vandfad. Jeg stirrede
med forundrede Blikke fra Marie til Bedstemoder: Hvad er der dog
hndet? Men i det samme var hele Erindringen og Forfrdelsen i min
Sjl, og hvis Marie ikke havde grebet strkt fat i min Arm, saa det
gjorde ondt, var jeg igen falden hen.

Min frste Tanke var: hvordan jeg skal forklare mig overfor
Bedstemoder? Med Vilje lod jeg, som om jeg frst lidt efter lidt fik
min Bevidsthed tilbage, for at vinde Tid til at udgrunde noget.

Men Bedstemoder kom mig selv til Hjlp.

Har Du nydt noget til Morgen? spurgte hun.

Nej, Bedstemo'r.

Det tnkte jeg. Men det er forkert af Dig, Julie. Unge Piger taaler
ikke at vre fastende. -- Hent et Glas Vin, Marie.

Da vi var blevne alene, kaldte Bedstemoder mig hen til sig. Jeg lagde
mig paa Kn foran hende, gemte mit Hoved i hendes Skd og brast i
Graad. Jeg grd, saa jeg syntes, mit Hjrte maatte briste. Jeg kunde
slet ikke holde op, saamegen Umage jeg end gjorde mig. Marie kom ind
med Vinen, jeg hrte hende komme og gaa igen, og jeg hulkede stadigt,
mens Bedstemoder blot bldt og langsomt strg mig over Haaret. Det
var alligevel godt at faa Lov at grde ud og saa velsignet dulmende
at fle Bedstemoders rolige Haand paa mit Hoved.

Se saa, Barn! Se saa, Barn! gentog hun mange Gange, mens Graaden
stilnede. Men jeg blev liggende, jeg turde ikke mde hendes Blik. Og
dog pinte den Tanke mig nu: Du maa afsted. Du maa op til ham og have
Klarhed.

Saa sagde Bedstemoder, og aldrig skal jeg glemme den usigelige
Mildhed, der klang i hendes Rst: Du skal ikke vre bange for, at
jeg skal sprge. Jeg er en gammel En, men jeg husker Ungdommens Tid,
og jeg vd, at unge Hjrter har Glder og Sorger, som gamle klodsede
Hnder ikke tr rre ved. Men skulde Livet -- hvad Gud forbyde --
bringe min lille Pige noget, hun ikke selv kan klare, saa kom kun,
hvis jeg da lever, trygt til mig. -- Og nu skal Du rejse Dig, Barn,
og gaa, for at de ikke skal vente paa Dig til Frokost. Men om det her
idag taler vi ikke til Fader og Moder. Og Komediebilletten faar vi
vel gemme til en anden Dag, for iaften gr Du vist bedst i at putte
Dig tidligt til Kjs.

       *       *       *       *       *

-- -- -- Jeg stod udenfor hans Dr. Jeg var styrtet afsted gennem
Gaderne. Men nu -- jeg turde ikke ringe paa. Straks jeg kom ind i
Huset, syntes jeg at mrke en tung Sygestueluft, og her ved Dren var
det, som om Luften, sdlig og kvalm, kvlende trngte sig ind i mig.
Naar jeg ringede, vilde Dren blive lukket op, og Pigen vilde staa
bleg og grdende foran mig, og jeg vilde ikke behve at sprge. Nej,
nej -- det var umuligt. Saa haard kunde Gud ikke vre mod mig. Jeg
begyndte at bede: Fader vor, Du som er i Himlen ... Nej, ikke nu.
Gud vilde kun fortrnes og straffe mig, fordi jeg, som ellers aldrig
tnkte paa ham, af Fejghed kom til ham. Saa trak jeg i Klokken, og
jeg fo'r sammen ved dens dumpe, klanglse Lyd. Naturligvis -- sagde
jeg til mig selv og jeg tror, jeg smilede -- naturligvis er der
bundet noget om den, for at den ikke skal forstyrre ham.

Der ld sagte Trin indenfor, og en fremmed Person, en stor, myndigt
udseende Dame, aabnede Dren. Hun sagde -- vist uden at jeg havde
spurgt, men hun forstod sagtens let mit rinde --: Hr. Mrch har det
meget daarligt. Gud vre lovet, han levede altsaa. Det var
Difteritis, forklarede Damen videre, og han var bleven syg i Forgaars
Aftes -- Dagen fr havde jeg vret hos ham. Lgen troede dog ikke,
der var alvorlig Fare paa Frde.

Damen sa ud, som om hun mente, at jeg nu burde gaa.

Jeg spurgte, sknt jeg indsaa det Haablse i det: Kunde jeg ikke
komme ind til ham?

Nej, Frken, det er aldeles umuligt. Lgen har forbudt ethvert
Besg. Desuden er det jo smitsomt.

Det bryder jeg mig ikke om. Aa, giv mig Lov -- blot lige se ham!

Damen mnstrede mig med et velvilligt Blik.

Det lader sig desvrre ikke gre. Frknen er maaske Hr. Mrchs
Forlovede?

Blodet steg mig til Hovedet: Nej.

Hun sa forundret paa mig: Hvem tr jeg da hilse fra?

Fra den unge Dame.

En ung Dame?

Nej, _den unge Dame_.

-- Sagtens tror hun nu det vrste om mig. Men hvad gr det, blot han
faar en Hilsen fra mig!

       *       *       *       *       *

Hvordan jeg har faaet Ende paa denne Dag, hvordan jeg har kunnet
beherske mig, saa at Ingen har mrket noget, forstaar jeg ikke.

Jeg vd, at da Klokken blev 5-6, kunde jeg ikke holde ud at sidde
hjemme og ikke vide Besked. Jeg gik ud -- Gud vd under hvilket
Paaskud! -- var udenfor Huset, men turde ikke igen gaa op, fik saa
fat i et Bybud og sendte ham. Tilstanden uforandret, maaske en Smule
bedre.

       *       *       *       *       *

Den fremmede Dame sagde, at jeg ikke kunde komme ind til ham. Hun,
for hvem han er et ligegyldigt Menneske, en Patient som enhver anden
Patient, hun faar Lov at gaa om ham; hun hjlper ham og plejer ham;
hun vd hvert Minut af Dagen, hvordan han har det, om der er Haab og
Fremgang.

Men jeg, som elsker ham; jeg, som ikke vilde betnke mig et Sekund
paa at ofre mit Liv for ham -- jeg maa som en Uvedkommende staa ved
hans Dr og modtage de Oplysninger, hun, et Menneske, hvis Hjlp han
kber, naadigst vil give mig. _Hun_ sprrer Dren for mig, hun giver
mig ikke saameget som Lov at tilsende ham, mit Kreste, mit Eneste,
et Blik!

Og saa magtesls er jeg, at jeg maa lystre denne Person. Jeg maa
ovenikbet gre mig elskvrdig for at faa ordenlig Besked af hende.

Jeg lb jo grne fra det Altsammen herhjemme, tog Skammen og
Forbandelsen for at vre hos ham, sidde ved hans Seng og slaas med
Dden om ham. Jeg har ransaget mit Hjrte og jeg vd, at jeg gjorde
det uden Betnkning.

Men jeg vd ogsaa, at han ikke vilde have det. Thi han elsker mig
ikke, som jeg elsker ham. Hans Krlighed er klog og forsigtig, den
tnker paa Flgerne, den vd, hvor langt den tr vove sig, og den
kender den Grnse, udover hvilken den ikke vil. Men min Krlighed,
den kender intet andet Maal i Nutid og i Fremtid end ham.

       *       *       *       *       *

Saa maa jeg da pnt blive her -- her, hvor jeg intet har at gre,
hvor jeg gisper som en Fisk paa Strandbredden, fordi Luften ikke har
et Atom af ham. Ikke nvnes hans Navn, og ikke kan jeg nvne det.
Ingen har jeg at betro min Angst til, min Angst, der sprnger mig,
fordi jeg ikke tr give den Luft.

Blive her -- tale med Fader og Moder om ligegyldige Ting, mens jeg
kun har n Tanke i min Sjl: ham, t Ord paa mine Lber: ham.

Blive her -- sidde pnt og stille ved Maaltider og Arbejde, mens alle
Lngsler slider i mig og drager mig til hans Sygeleje.

       *       *       *       *       *

At tnke sig, at han kunde ligget syg og vre dd, uden jeg havde
anet noget derom fr af en Notits i et Blad. Vre dd, uden at jeg
havde faaet sagt ham Farvel, uden at han havde givet mig et sidste
Ord og Blik.

Saa fattig, saa retls er min Krlighed. Saa usle dens Vilkaar. I
Smug og Mrke maa den liste sig frem. Aldrig tr den trde ud i
Dagens Lys og gre sine Krav gldende.

       *       *       *       *       *

-- -- -- Hvis Du tages fra mig i denne Nat, min Elskede, da saa sandt
min fattige Krlighed er min eneste Rigdom, flger jeg Dig.

Men vaagner Du imorgen til Liv og Sundhed, og jeg atter sidder hos
Dig, og Du siger til mig, at Du elsker mig, da vil jeg le ad alle
Sorger og jeg vil betro Dig, at jeg er rigere end noget andet
Menneske i Verden.

Gud lade mig beholde Dig.




                                                          2. Maj.


Christiane bragte mig i Formiddag flgende til hende adresserede
Brev:

  Min sde lille Pige! Blev Du saa forskrkket over at lse, at
  jeg var syg? Men hvad skulde jeg gre? Jeg kunde jo ikke skrive
  direkte til Dig, og din Venindes Adresse kendte jeg ikke fr nu
  af dit Brev. Du kre Barn, der blev saa bedrvet ved Tanken om,
  at jeg kunde d bort fra Dig. Du har saamn slet ingen Grund til
  at vre bange: for det frste, fordi Ukrudt ikke saa let forgaar;
  for det andet, fordi jeg absolut ikke er til Sinds endnu at
  forlade Livet.

  Det er forfrdelig sdt af Dig, at Du -- trods Smitte,
  Familievrvl m. m. -- vil komme til mig. Men _saa_ dum har Feberen
  dog endnu ikke gjort mig, at jeg vil tage imod dit Tilbud. Jeg
  frembyder nemlig p. t. et alt andet end tkkeligt Skue. Dertil
  kommer, at jeg er den gnavneste og uelskvrdigste Patient, man
  kan tnke sig. Hvis Du sa mig i disse Dage, vilde jeg ganske
  forskertse den Smule godt Indtryk, jeg hidtil har gjort paa Dig.
  Overhovedet har jeg den Mening, at syge Mennesker ikke har Lov at
  forulmpe raske. De br gemme sig bort med deres Grimhed og
  Uappetitlighed.

  Saasnart jeg igen fler mig vrdig til at komme i godt Selskab,
  sender jeg Ilbud efter Dig. Og vi skal da tage Revanche for den
  lange Adskillelse.

  Jeg lover Dig, at Lysten til at gens Dig hurtig skal gre mig
  karsk, og at jeg, selv i de lidt ustyrlige Feberdrmme, der
  hjemsger mig, ikke skal vre Dig utro. Jeg tvinger alle
  Feberstygheder bort ved at tnke paa Dig, og jeg fler Dig om
  Natten staa ved min Seng med din yndige svale Haand paa min
  brndende Pande. Saadan er Du -- sknt fravrende -- min
  Sygeplejerske, min Helbrederske.

  Tag nu til Takke med disse Linjer. Enhver Smule Anspndelse faar
  mit srgeligt svkkede Hoved til at klynke.

  Jeg sender Dig ingen Kys; thi min Aande tr ikke, selv ikke i
  mine Tanker, rre din unge Sknhed og Sundhed. Jeg forstaar den
  Spedalske, der med Undren sa en dejlig Kvinde skride sig forbi
  og med ydmyg Tilbedelse kyssede de Spor, hendes Fdder havde sat
  i Jorden.

                                                 Din
                                                   _A._

       *       *       *       *       *

Han elsker Blomster. Desvrre tillader min konomiske Status mig
ingen strre dselhed. Om jeg saa skal grave Pengene op af Stenbroen,
skal han dog hver Dag, til vi atter ss, modtage nogle faa udsgte
Blomster fra mig.

       *       *       *       *       *

Idag en sortrd Rose mellem hvide Krokus. Hvilket er udlagt: Se, alle
mine Tanker kredser -- som Brus af hvide Duer -- om Dig, Du min
straalende, sortjede Scheik!




                                                          3. Maj.


En Haandfuld Kmpe-Resedaer og nogle Forglemmigejer.

Jeg kommer til Dig uden Prunk. Men jeg giver Dig som en Resedas Duft,
min strke og hede Elskov; jeg giver Dig, som en Forglemmigejs
Barneje-Blomst, min tillidsfulde Trofasthed.




                                                          4. Maj.


Violer og hvide Mosroser.

Min Krlighed vokser i Ln. Dog er den blaa som Sommerens Himmel, dog
er den hvid som Vinterens Sne.




                                                          5. Maj.


Orkid og unge Bgeblade.

I Hjemmets Skyggeluft, fjrnt fra Virkeligheden og Solen, formede min
Sjl sig til en srt fantastisk, farvebleg Blomst. Da kom Du, og op
over alle Skovens andre Urter og Trer steg min frydefulde Sjl med
Vaarens sollysgrnne Forkyndelse.




                                                          6. Maj.


En rggul Rose, en Gyldenlak og gule Anemoner.

Bebrejder Du mig, at jeg er skinsyg? Ser Du da ikke, at Skinsygen er
den hede Flamme, der kranser min Krlighed som en straalende Glorie?




                                                          7. Maj.


To lyserde Roser og (paa denne Tid en stor Sjldenhed) to lyserde
Nelliker.

Lige dejlige, jvnbyrdige i Farve og Duft, lignende hinanden og dog
saa forskellige, flyder I sammen i et uforligneligt Krlighedsmde.
Min Elskede! som Rosen og Nelliken her mdes i et berusende Kys --
saadan -- blot Tanken bringer mig til at sklve -- skal jeg imorgen
atter hvile i dine Arme.




                                                          8. Maj.


Jeg har vret ond og styg; jeg fortjener, at han skulde vre rasende
paa mig. Og gid han havde vret det. Hellere maatte han have slaaet
mig end set paa mig med sit trtte, overbrende Smil.

Jeg vd ikke -- men Tonen blev straks galt anslaaet, og siden kom vi
dybere og dybere ind i det falske Spil. Det var vist, fordi jeg i
Forvejen havde gldet mig for meget til Mdet, jeg havde fantaseret
det op til at skulle blive noget aldeles vidunderlig dejligt. Og saa
straks, da jeg kom op ad Kkkenvejen -- for at Sygeplejersken ikke
skulde se mig -- blev lodset ind i hans Sovevrelse og sa hans Blik,
der var venligt, men mat og slet ikke straalende glad, som jeg havde
forberedt mig paa -- ja, saa var det, at jeg blev saa barnagtig
skuffet, at jeg ikke kunde sige de Ord, mit Hjrte var fuldt af, men
tvang Ord frem, der var saa fremmede og ugte, at de skurrede mig
selv i ret. Det kom ikke til nogen Scene mellem os. Han sa blot
lidt forundret paa mig, og, mens vi vedblev at konversere og
Stemningen flygtede lnger og lnger bort, fik hans Ansigt et
nervst, forpint og anstrngt Udtryk. Tilsidst laa han med
halvlukkede jne og frte hvert jeblik sit Lommetrklde hen over
Panden.

At jeg ikke da faldt paa Kn ved hans Seng og bad ham om Tilgivelse.

Istedetfor sagde jeg med krnket Stemme: Du lnges nok efter, at jeg
skal gaa. Jeg skal heller ikke trtte Dig lnger.

Han laa lidt uden at svare. Saa sagde han i sin hflige og korrekte
Tone, den fornemme Tone, der ligesom puffer mig hundrede Mile bort:
Ja, Du undskylder mig nok, at jeg idag ikke er galant; jeg er jo
endnu ikke fuldkommen salonfhig. Og jeg trnger virkelig nu til at
hvile mig.

-- For frste Gang skiltes vi uden at aftale et nyt Mde. Jeg
ligefrem hadede ham i det jeblik, han smilende gav mig Haanden til
Farvel -- og lod mig gaa uden at sige til mig, at jeg var den
dummeste, den uartigste og mest forklede Pige i hele Verden, og at
jeg havde fortjent Smk som en lille uvorn Unge.

Nu sidder jeg jo alligevel med Smrterne. delagt er denne Dag, jeg
havde gldet mig til som til ingen anden. Og hvad maa han dog tro om
mig? En utaalelig Pige maa han anse mig for, der bliver krnket og
uartig, fordi han ikke er saa rask, som jeg havde ventet.




                                                          9. Maj.


Hvor god han er, og hvor klog.

Et Brev fra ham har krydset det Brev, jeg straks sendte ham.

Han skriver: Jeg havde det ikke saa godt, da Du kom til mig. Derfor,
min egen lille Pige, fik Du ikke den Modtagelse, Du burde haft, og
derfor var jeg ude af Stand til at sige Dig Tak for din Krlighed
imod mig i denne Tid og altid. Jeg er, som jeg fr har sagt Dig, en
rigtig ubehagelig Patient. Mon Du alligevel gider se til mig? Kom da,
om Du kan, imorgen, og vr overbrende imod mig, selv om jeg endnu
til den Tid ikke helt har overvundet min Utaalelighed.




                                                         14. Maj.


Han er nu omtrent ganske rask. Han har vret oppe i de sidste Dage,
og igaar var han for frste Gang i Luften.

Jeg er hos ham hver Dag, enten om Formiddagen eller om Aftenen. For
at kunne det har jeg fabrikeret en Historie om en ung Pige, jeg har
truffet hos Christiane og som vil lre Porcellnsmaling af mig. Jeg
undres hver Dag over, at min Lgn ikke opdages; men jeg nrer ingen
Frygt lnger. Jeg gaar nu ogsaa uden Betnkning op til ham ved hjlys
Dag.

Jeg vd blot, at den Dag, det opdages, og man vil forbyde mig at se
ham, gaar jeg hjemmefra. Det er en Sag, jeg har afgjort med mig selv
og som ikke kan vre anderledes. Lad saa komme, hvad der komme vil!

Til ham har jeg intet sagt om dette. Dog er det ham, der har givet
mig Mod til at trffe en saadan klar Beslutning. Jeg har nemlig i
disse Dage flt, at jeg var mere end en flygtig Adspredelse for ham.
Jeg forsger at vre ham til Nytte, og jeg tror, at det er lykkedes
mig, saadan at han begynder at savne mig, naar jeg ikke er om ham.
Jeg besrger rinder for ham, jeg lser op for ham, og efter hans
Diktat har jeg skrevet Breve for ham. Han kalder mig sin
Privatsekretr, og han taler med mig om alle sine Anliggender.

I Grunden har vi det ganske som Mand og Kone. Jeg gaar ud og ind hos
ham, som om det ogsaa var mit Hus; jeg passer hans Blomster; naar jeg
ikke lser for ham eller har andet Arbejde, broderer jeg Navn paa
hans Dkketj, og selv hans gamle Pige har vnnet sig til at sprge
mig til Raads om, hvad hun skal give Herren til Middag -- for Herren
er i den Retning meget vanskelig.

Han er vistnok i det Hele taget det, man kalder en Egoist. Han er som
Ungkarl vant til, at alt i Huset skal rette sig efter ham, og han
synes, det er den naturligste Ting, at nu ogsaa jeg, ligesom Pigen,
kun tnker paa at opvarte ham og gre ham til Behag. Men det klder
ham at vre Tyrk, han er den elskvrdigste Tyran. Naar jeg bringer
min paa Chaiselonguen velbehageligt dasende Rekonvalescent et og
andet, og han i taknemmeligt Velvre nikker til mig og kysser min
Haand, kunde han give mig Ordre om, hvad det skulde vre, og jeg
vilde uden Tven adlyde.




                                                         20. Maj.


Jeg har vret ude at rejse med ham til ventyrets Land, der ligger to
Timers Vej fra Hesten paa Kongens Nytorv. Hvad Stedet hedder i daglig
Tale, vd jeg ikke, og angaaende dets Beliggenhed kan jeg ikke oplyse
mere end dette, at man begynder med at kre ud ad Kongevejen, og at
man et Par Timer efter er der. Hvordan der sr ud i ventyrets Land,
vd jeg derimod prcist. Et lille, hvidt Hus med Straatag ligger i
Udkanten af en Skov og ved Bredden af en S. Indgangen til Huset er
fra Skovvejen gennem en med vild Vin bevokset aaben Veranda, og i
Gavlen, der vender ud mod Sen, er der et Vindue og en grnmalet
Traltan. Paa Verandaen staar en gammel Bondekone og nejer. Om Dagen
straaler Solen fra en skyfri Himmel, og om Natten er det Fuldmaane.
Og ude paa Sen glider i Maaneskinnet en hvid Baad, hvorfra der lyder
dmpet Sang af unge Stemmer.

Jeg har vret med ham i ventyrets Land og set Solen gaa ned og
Maanen staa op; jeg har vret der med ham, fra Solen atter stod op
og til den sank ned i Skoven og tndte Ild i det lille Hus' Ruder.
Men jeg synes, at de fireogtyve Timer er et helt Liv, jeg har levet
med ham i en Verden udstyret for os to alene med alle Naturens
yndigste Gaver og en venlig gammel Bondekone-Fe til vor Opvartning.

Jeg kniber mig i Armen for at vre sikker paa, at jeg ikke drmmer.
Nej, det er ingen Drm. Foran mig paa Bordet dufter den Buket
Skovblomster, den gamle Kone gav mig til Afsked, og ved min Seng
staar mine Stvler med Mrker af Land og Skov.

-- -- Det gik saaledes til: Fader og Moder rejste i Forgaars Morges
til Sor for at besge en gammel Tante, der igaar fyldte 80 Aar, og
hendes Sn, der er Adjunkt ved Akademiet. De kommer tilbage imorgen.
Da _han_ fik Nys om dette, sagde han: Saa rejser vi ogsaa. Og sknt
jeg straks syntes, det var umuligt, og desuden troede det kun var
hans Spg, saa blev det til Alvor alligevel. Ud fra den filosofiske
Betragtning, at det i vrste Tilflde kun kunde gaa galt, ordnede jeg
hastigt Slagplanen. Jeg lod mig af Christiane invitere til Skovtur
idag, med foregaaende Nattelogis hos hende, for at vi, som raske
Ungmer, kunde starte med Solen. Til dette Arrangement gav Forldrene
villigt deres Tilladelse og rejste til Fdselsdagen i Sor.

Men igaar Eftermiddags Kl. 6 vandrede to unge Damer ud ad Kongevejen.
Ved Lundehuskroen blev de indhentede af en lukket Landauer.
Landaueren holdt, Dren aabnedes, og den ene af de unge Damer
forsvandt ind i den, hvorpaa den hastigt rullede videre.

Mens Christiane gik hjem for at belave sig paa Stuearrest -- thi jeg
forbd hende idag at vise sit smukke Ansigt paa Kjbenhavns Gader --
krte han og jeg til ventyrets Land.

Han havde paa mine Sprgsmaal om, hvordan og hvorhen, svaret: Bryd
Dig om intet, md kun, som Du staar og gaar, ved Lundehuskroen. Jeg
kommer da med Vogn og alt, hvad videre er forndent, og frer Dig til
et afsides beliggende og om Hverdagen aldrig besgt Traktrsted, hvor
en gammel Kone leverer Skovgster Vand paa Maskine og, om det skal
vre, for gode Ord og Betaling en landlig Bespisning og et propert
Nattelogis.

Da jeg nu vel var sluppen ind i Vognen og havde sundet mig en Smule,
maatte jeg le ved at se den Oppakning, vi drog ud med. Han
forklarede: Der er ikke mere, end vi akkurat behver. I den ene
Haandkuffert er dine Sager, i den anden mine. I Kurven er der Vin, og
i Remmen er der, foruden en Hovedpude til Dig, Lagener for det
Tilflde, at de, vi faar serverede, ikke er afdampede. -- Jeg haaber,
der i din Kuffert maa vre, hvad der skal vre. -- Det var der i
Sandhed og mere til.

For en Sikkerheds Skyld trak vi Gardinerne for Vognruderne. Jeg
syntes, det var dejligt at sidde saaledes uden at ane, hvorhen vi
krte, drmmende, at nu rejste han og jeg paa ventyr i den vide
Verden.

Og saa var vi i ventyrlandet.

... Den gamle Kone stod paa Verandaen og bd nejende Velkommen. Hun
bar Gyldenstykshue og var ifrt et struttende grnt Hvergarnsskrt.
Hun var en rigtig trivelig og hyggelig Morlille og kaldte mig Frue.

Vor Bagage blev baaren ind og Kusken dimitteret med Ordre om at
stille nste Aften Kl. 8. Og vi gik ned ved Sen for at vente paa,
at Maden blev frdig.

Solen var lige i sin Nedgang. Vi sa dens Ildkugle synke til Jorden
mellem Trerne, under bengalsk Belysning af den halve Himmel. Bgenes
Blade skinnede som nyslagne Dukater, og hen over Sen rislede
Solnedgangslyset i glinsende Perlemorsfarver. Vi stod og sa
afvekslende ind mod den gldende Skov og ud over den blinkende S.
Fra Sens anden, ligeledes skovkransede, Bred ld, forunderligt nrt
og dog saa hjtideligt fjrnt, afmaalte Kirkeklokkeslag. Fra
Underskoven svnige Fuglepip. Ellers ikke en Lyd. Vi stod,
omslyngende hinanden, Kind mod Kind, tavse, betagne, lykkelige.

Solkuglen forsvandt. Himlens Brand dde hen, en bleg Skumring
slettede Farverne af Sen.

Da ld en kaldende Stemme fra det lille Hus, og vi gik ind ... gik
ind for at fortstte ventyret i den gamle Fs Skovhytte.

Jeg mindes kun, at Stuen var betrukken med blaat Tapet og bestret
med Sand; at der midt i Stuen stod et Bord med en grov, men
skinnende hvid Dug, og paa Bordet to trearmede Slvlysestager, der
gav den tarvelige Stue et Prg af hemmelighedsfuld Rigdom og
Fornemhed.

Og Maden. Hvor den lugtede godt og smagte lifligt, og hvor vi spiste
mgtigt af den! Alt var som lige hentet fra Naturens Kkken, baade
den lyserde Skinke og den petersillestoppede Kylling og den gule
Omelet med sukkerpudret brun Skorpe.

Vi var saa glade og ubekymrede som Brn, og den gamle Kone nuslede om
os og passiarede med os og sagde, at hun var saa fornjet over at se
saadanne unge, lykkelige Mennesker hos sig.

Da vi skulde have Kaffe, bad Konen, om ikke Fruen selv vilde lave
den. Jeg gik med hende ud i Kkkenet, men maatte straks kalde ogsaa
ham derud, for at han kunde beundre alt det dejlige gamle Kobbertj.
Paa en Hylde stod et helt Regiment glinsende rde Maskiner, nogle
tykmavede og smaa, andre slanke og elegante, med en Skorsten som en
hj Hat.

-- -- -- Saa var Klokken bleven ti, og det var Landtid at gaa til
Ro.

Mens han blev siddende for at ryge sin Cigar ud, frte den Gamle mig
ad en knirkende Trappe op til Gstevrelset. Det var lavloftet, men
rummeligt, duftende af Renskurethed og Violer. Af Mbler havde det
kun en Servante, nogle Stole, et lille Bord og en Seng. Men Sengen
var et Pragtstykke. Tykt mrkt Mahogni med Messingkugler og -Sirater
-- tung, stor, monumental. En Baldakin med falmede blomstrede
Silkegardiner overhvlvede den. Med Stolthed forklarede Konen, at
hendes afdde Mand i sin Tid havde kbt den paa Avktionen over en
forlngst henfaren Prinsesses Efterladenskaber.

Konen tndte Lysene, nskede Godnat og gik.

Jeg begyndte at klde mig af. Jeg sad foran Spejlet i den Peignoir,
han havde medfrt til mig. Da faldt gennem Altandren en Maanestribe
ind i Stuen. Jeg rejste mig, aabnede Dren -- Aftenen var mild som
ved Midsommertid -- og jeg traadte ud. Aldrig har jeg set noget saa
vidunderdejligt. Som et glitrende Slvspejl laa Sen i en Ramme af
blgende hvid Taage, der af og til splittedes og, for et jeblik,
afslrede fantastiske Landskabstegninger med skarptbelyste Trer,
omblgede af lsrevne Taageflager. Saa samledes Taagen atter om
Billedet, men snart dukkede et nyt frem et andet Sted.

Jeg hrte, at en Dr blev aabnet, men jeg vendte mig ikke om. Jeg
flte, at han var lige bag mig; jeg stod i salig Forventning,
indsugende i hastige Drag den balsamiske Luft.

Da laa hans Arm om mit Liv, hans Mund rrte mit re og -- saa
hviskende som et Pust af Sommernatsluften -- sagde han:

Min lille Kone!

I det samme ld en dmpet Sang ude fra Sen: Fred hviler over Land
og By ... og fra Taagen gled en Baad frem, dragende en gylden Stribe
efter sig.

-- -- -- Jeg vaagnede med en Flelse af at have noget gldeligt i
Vente og fik jnene fulde af Sollys. Hvad er dette? hvor er Du?
spurgte jeg mig selv og glippede med jnene for at blive rigtig
vaagen. Saa sa jeg ham sidde i Skjortermer ved det lille Bord foran
Altandren, dybt og alvorligt optagen af at barbere sig. Jeg laa lidt
og nd det kostelige Skue. Han skar de ynkeligste Ansigter og
haandterede Kniven paa den livsfarligste Maade. Jeg tnkte: Han
skulde bare vide, at jeg ligger her og belurer ham. Nu har det arme
Menneske af lutter Forfngelighed pint sig med at vaagne tidligt, for
at jeg ikke skulde se ham ubarberet, og saa overrasker jeg ham midt
under de mindre flatterende Forberedelser.

Av! dr skar han sig. Jeg lo, saa jeg hoppede i Sengen. Han vendte
sig, rakte som en Gadedreng Tunge ad mig og sagde: Ja vent Du bare,
til jeg er frdig, saa skal Du faa noget at le af, Du uartige Pige!

Lidt efter var han henne ved Sengen, trak mig i Nsen, truede mig med
en vaad Svamp og var fuldkommen kaad, men forfrdelig sd og tillige
glat om Kinderne, sknt ikke uden Blessurer.

Vor Rejses anden Dag var begyndt. Ak! og altfor hurtigt endt.

Hvordan vi tilbragte den? Som det ventyr-Prinsepar vi var: med at
lege sammen som Kongebrn i et Rige, der var vort og smukkere end
alle andre Riger; med at spise Mad og drikke Vin, der var finere og
mere kvgende end almindelig jordisk Mad og Drikke; med at vre saa
forelskede i hinanden, at vi syntes, vor Krlighed fr var for intet
at regne.

Det er passeret idag, og dog har det allerede gamle Minders vage
Glans over sig.

Jeg husker os siddende ved Sen og spisende Frokost: nylagte g,
frisk, syrlig Bondeost og Mlk med tykt Fldelaag. Jeg husker os
staaende med den gamle Kone i hendes lille Gaard, fodrende de
graadigt pludrende Hns og den galante og selvbevidst beskedne Hane.
Jeg husker os flakkende om i Skovens Tykning og mig forskrkket
klyngende mig ind til ham ved at se oppe i et Tr en Ugle, der
lignede en gammel Heks og stirrede paa os med sine dagblinde jne.

Jeg husker endelig vor Afsked med ventyrlandet -- da Vognen holdt
for Verandaen, og den gamle Kone rakte mig sin smukke Buket og sagde:
Guds Fred og Farvel, lille Frue, og se snart herud igen.

-- -- Saa krte vi da tilbage til Virkeligheden og den store By, hvor
der er Forldre og Synd og Sorg og ond Samvittighed.

Da de frste hje Huse dukkede frem, lagde en knugende Angst sig over
mit Hjrte. Og da vi mdte den frste Flytteomnibus, huskede jeg, at
nu kom snart den Tid, hvor Sommerferien vilde skille ham fra mig.

Men da han sa, at jeg var bedrvet, og han spurgte mig: Er der
noget, Du er ked over? -- da smilede jeg, tog ham med begge mine
Arme om Halsen og sa ham ind i jnene, sigende: Lad mig fortlle
Dig det idag, hvor det er tungere for mig end nogensinde fr at
skilles fra Dig -- lad mig fortlle Dig det idag, at mangt og meget i
mit Liv vil jeg maaske komme til at angre, men aldrig -- hrer Du:
_aldrig_ -- at jeg har vret Din.




                                                         21. Maj.


Jeg vaagnede i Morges med rene fulde af Bjldeklirren, forgves
ledende efter den Drm, hvor Bjlderne hrte til.

Drmmen var ganske forsvunden af min Erindring og havde kun efterladt
denne lystige Klingren, der vedblev at forflge mig hele Dagen og paa
en ggende, tilsidst irriterende Maade som en drilsk Nisseleg
blandede sig ind i alle mine Tanker.

Saa i Eftermiddag, som jeg sad og fantaserede om min Rejse til
ventyrlandet -- sad og drmte mig paany sammen med ham krende ud
til den gamle Bondekones Skovhytte, begyndte Bjlderne igen lystigt
at kime, de klingrede i Takt med Hestenes Hovslag, og se! Billedet i
min Fantasi skiftede, det blev hvidt og vinterligt, Landaueren
forvandledes til en Kane, og i Kanen sad han og jeg, med Pelsvrk
over vor Bryllupspynt, flygtende bort fra det store Gstebud til den
afsides landlige Kro for at fejre vor Fest, vi to alene.

Men fra den hje Vinterhimmel blinkede Mormoders dejlige jne mildt
og muntert ned til mig, mens Bjlderne sang: Nu din Tid! Nu din
Tid!




                                                         22. Maj.


Idag fjorten Dage rejser han paa Landet. Han skal bo i Vedbk sammen
med en Ven.

Jeg finder det saa rimeligt, at han trnger til landlig Ro. Det kunde
ikke et jeblik falde mig ind at forlange, at han for min Skyld
skulde blive i Byen. Det vd han naturligvis: han vd, han ikke har
behvet at give mig nogen Forklaring.

Alligevel vilde jeg vret glad, om han havde talt med mig om Sagen,
saa jeg havde faaet Anledning til at sige ham, at jeg netop _vil_,
han skal tage ud paa Landet og blive rigtig rask og strk.




                                                         26. Maj.


For frste Gang har vi spadseret sammen paa Gaden. Jeg havde sagt til
ham, at jeg iaften vilde se Feststadsen i Flge med ham. Han rynkede
Brynene og spurgte, om det var fornuftigt. Jeg svarede, at det var
mig saa fuldkommen ligegyldigt. Jeg _vilde_ nu vre sammen med ham,
om vi saa skulde i Avisen for det bagefter.

Forresten tror jeg saamn ikke et Menneske tog Notits af os. I
Trngslen og den loyale Feststemning smeltede Folk saa yndigt sammen,
at de glemte det dagligdags Stivstikkeri. Det nyttede jo dog ikke at
forlange Prsentation og Visitkort af alle de Arme og Ben, man kom i
selskabelig Forbindelse med den Aften.

I Begyndelsen var han ikke rigtig i Humr og vilde absolut forsvinde
med mig ind i u-illuminerede Smger, hver Gang han sa et bekendt
Ansigt. Men efterhaanden betoges ogsaa han af den familire Noh
Ark-Stemning, og vi endte ganske dumdristigt, Arm i Arm, ved
Fyrvrkeriet i Tivoli.




                                                         30. Maj.


Der har vret Dage, hvor jeg syntes, han var ligesom lidt trt og
uoplagt. Jeg har da sagt til ham, at han vist var ked af, at jeg kom
saa meget til ham. Han svarede altid, at det var en taabelig
Indbildning; at han sikkert havde Dage, hvor han var modls, trist og
nervs, og at det var ugalant (et Ord jeg hader!) af ham at lade
mig mrke det, men at det kun var ham en Opmuntring og Behagelighed,
naar jeg kom. Jeg maatte ikke vre vred over, at han ikke altid kunde
beherske sit daarlige Lune, der dels skyldtes hans uelskvrdige
Karaktr (Koketteri!), dels Fortrdeligheder, hvori jeg ingen Part
havde.

Jeg har da bedt ham om at give mig sin Fortrolighed. Jeg vilde kun
vre glad, om jeg maatte faa Lov at dele hans Sorger, og han maatte
jo vide, at der ikke var det i Verden, jeg ikke vilde gre, hvis jeg
paa nogen Maade kunde vre ham til Hjlp.

Men naar jeg sagde noget saadant, tog han mig paa Skdet, klede for
mig og svarede, at jeg ikke skulde tage mig hans Gnavenhed nr. Det
betd altsammen ikke noget, jeg skulde bare lade som ingenting.

Nu vd jeg, hvad der er i Vejen. Det er Pengesorger.

Baade igaar og idag kunde jeg mrke, at han var meget trykket og
urolig. Da jeg kom igaar, sagde han: Bliv ikke vred over, at jeg
beder Dig om at gaa snart. Men her kommer om lidt en Herre, som jeg
ndvendigvis maa tale med. Jeg vidste jo ikke den Gang, hvad det
var, saa jeg opfrte mig vist meget urimeligt. Det var aldrig
passeret mig fr, at han havde bedt mig om at gaa. Jeg syntes, det
var ondt af ham at jage mig bort, og jeg anede alt muligt slemt.

Jeg var endnu ikke videre sd, da jeg kom igen idag, og surere blev
jeg, da jeg fandt ham i det samme daarlige Humr.

Vi havde en rigtig hyggelig halv Time, hvor det trak op til Uvejr hos
os begge, saadan at han blev strammere og strammere i Ansigtet og jeg
mere og mere grdefrdig. Omsider kom Udbruddet, da han efter en lang
Pavse, i sin kligste Tone, sagde: Det tegner jo til at blive
forfrdelig gemytligt.

I det samme, han havde sagt dette, tudskraalede jeg, og i det samme
var han henne hos mig og bad mig i de mmeste Ord om Tilgivelse.

Jamen, hvorfor er Du saa ond imod mig? Hvad har jeg gjort? Er Du ked
af mig?

Nej, Julie, jeg er ikke ked af Dig. Men jeg er saa forpint.

Og Du vil ikke sige mig Grunden? Hvorfor maa jeg ikke vide, hvad der
piner Dig, naar det ikke er mig?

Saa fortalte han mig det Hele. Han skulde, inden han rejste paa
Landet, skaffe en Mngde Penge, som han skyldte til Terminen, og han
vidste endnu ikke, hvorfra han skulde faa dem. Og da jeg forundret
sagde, at jeg troede, han var rig, svarede han, at det troede alle,
men det var en Fejltagelse. Han ejede nok en lille Kapital, men den
stod forelbig fast, saa han kun kunde hve Renterne, og han havde i
de sidste Aar levet i hj Grad letsindigt.

Men naar Du nu ikke _kan_ skaffe de Penge, Du skal have --?

Ja, Du, saa er det meget slemt. Dog, Du skal ikke vre bange.
Pengene faar jeg nok tilsidst. Det er kun kedeligt, mens det staar
paa.

Vi sad nu i Sofaen og snakkede fornuftigt sammen, og jeg var helt
glad igen. Jeg syntes, jeg havde ham mere end nogensinde fr, nu, da
han ogsaa indviede mig i sine dagligdags Bekymringer.

Men da jeg sagde til ham: Vil Du gre mig en Tjeneste? Vil Du for
Fremtiden lade vre at bruge saamange Penge for min Skyld? Jeg bryder
mig hverken om Gaver eller fine Middage! -- saa smilede han, kyssede
mig og svarede: Det er meget sdt af Dig, hvad Du dr siger. Men tro
ikke, at det er Dig, som ruinerer mig. Nej, min egen lille Pige, den
Smule, vi har depenseret sammen, gr desvrre hverken fra eller til.

Og lidt efter, da han bd mig et Glas Vin, sagde han: Hvis Du mener,
jeg tr tillade mig en saa vanvittig dselhed?

Han kunde nu alligevel grne have ladet vre at drille mig.




                                                         4. Juni.


Jeg har kun set ham lidt i disse Dage. Han har haft saa travlt med
sine Forretninger, og desuden har han vret ndt til at gre en Del
Visitter.

Jeg har vret meget fornuftig og fundet mig artigt i min Skbne. Selv
da jeg igaar gik forgves og istedetfor ham fandt et Par undskyldende
Linjer, holdt jeg mig bravt.

Men naar jeg tnker paa, at nu kommer den lange Tid, hvor jeg kun en
ganske sjlden Gang kan mdes med ham -- nej, da tr jeg slet ikke
tnke videre, da dukker jeg blot mit Hoved og lukker mine jne og
vd, at der ingen Redning er.

Om sine Pengesager har han siden ikke talt. Jeg spurgte ham forleden,
hvordan det gik; men han slog det hen og sagde, at det klarede sig
nok.




                                                         5. Juni.


Han er rejst.

Jeg var hos ham de sidste Par Timer. Jeg spiste Frokost sammen med
ham, og jeg hjalp ham med at pakke ind.

Inden jeg gik op til ham, holdt jeg en lille Formaningstale til mig
selv: Vr nu en klog Pige. Vis ham et muntert og behageligt Ansigt,
saa han kan medtage en smuk Erindring om Dig. Lad ham fremfor alt
ikke faa det Indtryk, at Du havde ventet, han for din Skyld skulde
vre bleven i Byen.

Jeg traf ham i travl Aktivitet, livlig og oprmt. Han snakkede
ustandseligt ls, alt imens han skrev Breve og fo'r frem og tilbage i
Stuerne for at samle Ting sammen, han pludselig kom i Tanker om, at
han maatte have med.

Han var saa helt anderledes end ellers. Der var en febrilsk Uro over
ham; hvert jeblik sa han paa Uret, som om han var bange for at
komme for sent.

Frokosten blev jaget af. Jeg havde ingen Appetit; han slugte nogle
Mundfulde, drak i t Trk tre, fire Glas Madeira og sagde: Skal vi
saa pakke?

Inde i Sovevrelset laa alt hulter til bulter. Paa Sengen og Stole:
Klder, Fodtj, Cigarkasser, Bger, Slips og Skjorter; paa Gulvet:
Kufferter; Skufferne i Toiletmblet var trukne ud og Kldeskabsdren
stod aaben.

Jeg begyndte at pakke. Saa kom han i Tanker om, at han havde glemt at
kbe Skrivepapir, bad mig undskylde et jeblik og lb ud.

Jeg stod i det af Rejseforberedelser opfyldte Vrelse, og en knugende
Forknythed greb mig. Mekanisk tog jeg Tjet, Stykke for Stykke, lagde
det sammen og anbragte det i den store Kuffert; jeg bjede mig og
rejste mig, ned og op, op og ned, Stykke for Stykke, nu det, nu det,
og om lidt er det altsammen borte, og jeg alene ... Alene! Jeg rejste
mig forskrkket. Nej, nej, jeg vil ikke, jeg tr ikke vre alene. Han
maa ikke rejse fra mig, jeg vil tigge og trygle ham om at blive hos
mig, og han vil gre, som jeg beder ham om, han kan ikke nnne at
forlade mig. Det vilde vre ondt af ham, og han har ikke Lov at
handle saa ondt imod mig!

Da hrte jeg Entrdren blive smkket i. Han kom nynnende gennem
Dagligstuen, og da han traadte ind til mig, var jeg atter travlt
beskftiget med at pakke.

Hvor flink Du er! sagde han og strg mig henover Haaret. Saa fin
en Kuffert har jeg aldrig fr haft.

Han stod ved Siden af mig, rakte mig Tingene og nikkede og smilede
til mig.

Pludselig sagde jeg: Hvis jeg bad Dig om det, vilde Du saa lade vre
at rejse?

Han sa forundret paa mig, betnkte sig og sagde: Er det Alvor?

Hvis det nu _var_ Alvor?

Et nyt prvende Blik og en ny Betnkningspavse. Derpaa:

Saa blev jeg, _naturligvis_.

Jeg havde faaet det Svar, jeg nskede. Alligevel gjorde det mig ikke
glad. Vi stod og sa lidt paa hinanden, saa gik han hen til mig, tog
mig om Livet og sagde, mt og inderligt, at han grne blev hos mig,
og at det slet ikke vilde vre ham noget Offer at opgive sit
Landliggeri. Hvorpaa jeg -- naturligvis -- erklrede, at det kun
havde vret Narrestreger af mig at sprge.

-- -- Indpakningen blev frdig i sidste jeblik. Drosken havde
allerede ventet nogle Minutter. Han var nervs for at komme for snt,
og vi tog i Hast Afsked.

Jeg stod gemt bag et Gardin og kiggede ned paa Gaden. Han fik je paa
mig, vinkede med Haanden og svingede med Hatten. Hvor han sa smuk og
straalende ud! Som om han drog ud til Sejr og Lykke.

Nu drejede Drosken om Hjrnet, og jeg lod Gardinet falde for. Jeg gik
gennem Stuerne, kunde ikke lsrive mig fra dem. Jeg satte mig i
Sofaen, hvor jeg plejede at sidde med ham. Paa Bordet foran laa hans
Album. Jeg slog det op og fandt frem et Billede af ham som seks Aars
Dreng. Det sad jeg og legede med som en lille Pige med sin Dukke. Jeg
lagde det op til mit Bryst og vuggede det; jeg gav det tusinde Kys og
Kleord og sagde det, mens Taarerne lb mig ud af mine dumme jne og
plettede Billedet, at nu maatte vi To holde sammen, nu, da han var
rejst fra os.

... Indtil Pigen kom ind og med et forskrkket Udbrud sagde: Men
Gud, Frken, sidder De her endnu!

Ogsaa jeg var bleven forskrkket over hendes pludselige Indtrden.
Jeg rejste mig hastigt og gik, men Billedet havde jeg puttet i
Lommen.




                                                         7. Juni.


Jeg var i Formiddags paa Posthuset og hentede flgende _poste
restante_-Brev:

                                          Vedbk, 6. Juni, Aften.

  Du kre Barn! Vd Du, at Du forkler mig, og at jeg slet ikke
  fortjener det? Da jeg ved min Ankomst blev modtagen af dit meget
  sde, altfor sde Brev, flte jeg mig baade glad og skamfuld. Jeg
  er -- det er ingen Frase -- ude af Stand til at gre Gengld, som
  Du fortjener det. Srlig er jeg en saare klejn Brevskriver,
  medens Du, som saa mange Damer, er en Mester i at forsende Dig
  selv i en Konvolut. Jeg forsikrer Dig, at da jeg aabnede dit
  Brev, var det, som om Julie lyslevende hoppede ud i Stuen og med
  begge Armene om min Hals fortalte mig en Mngde allerkreste
  Ting.

  Jeg skal nok skrive ofte til Dig, men Du maa njes med korte
  Hilsener. Land-Dovenskaben har allerede grebet min Hjrne, saa
  jeg ligefrem med Skldsord maa drive mig til at lave en
  grammatikalsk og ortografisk rigtig Stning. Det eneste, min
  Hjrne i en Fart kan udtrykke, er, at jeg er meget forelsket i
  Dig og at jeg lnges efter den 15de, naar jeg som Terminsherre
  gster Hovedstaden.

  Vi bor i et Hus, der er knapt saa hjt som vi selv, men som
  ligger fuldkommen dejligt lige ved Begyndelsen af Skoven og ejer
  en Billedsamling -- Fremstillinger af himmelske og jordiske
  Bermtheder --, der i Forening med Sdmlk, Svinesti- og
  Tang-Duft samt Sengegang Kl. 10 lutrer min Sjl til en maabende
  Barnlighed.

  Uden at blues ender jeg da med alle Krlighedsepistlers yndefulde
  Slutningsformular: 1000 Kys og Hilsener sendes Dig, min elskede
  Pige, fra din Dig

                                  oprigtigt elskende
                                                   _A._




                                                         9. Juni.


Det er dog hndet fr, at jeg i en Uge ikke har st ham. Hvorfor er
da denne Uges Adskillelse saa langt tungere?

Paa halvanden Time kan jeg naa ud til ham. Hvis jeg skriver til ham
idag, at jeg kan ikke vente lngere paa ham, vd jeg, at han kommer
imorgen.

Alligevel. Det er ikke det samme.

Naar jeg gik paa Gaden fr, vidste jeg, at jeg, hvad jeblik det
skulde vre, kunde mde ham; jeg lste hans Navn paa Teatrets
Plakater; jeg gik forbi hans Vinduer og kunde tnke mig ham siddende
indenfor. For hvert Skridt, jeg tog, flte jeg ham i min Nrhed; selv
om jeg ikke mdte ham, var han i den Luft, jeg indaandede.

Nu vandrer jeg som en Vildfarende i den fremmede By. Jeg gaar paa
Lykke og Fromme, og jeg vd, at jeg ikke vil finde det, jeg sger.
Jeg griber mig i at staa udenfor Teatret og studere de gamle,
flngede Plakater, og jeg kan styre i hvilkensomhelst Retning -- jeg
ender med at finde mig udenfor hans Hus, hvor der er rullet ned for
Vinduerne i hans Lejlighed, der staar tom som efter et Ddsfald.

Min Dag har kun to Lyspunkter. Naar jeg henter hans Brev, og naar jeg
skriver mit. Bedst har jeg det, naar jeg skriver til ham, for hans
Breve er ikke ham: de er kun Overfladen af ham, de er prgede af hans
Ulyst til at give sig hen, hans Angst for Flsomhed, sagtens ogsaa,
som han selv siger, af hans Landdovenskab.

Men naar jeg, efter at de Andre er gaaet til Ro, sidder i mit lille
Vrelse og fylder Ark paa Ark til ham, da kan jeg fle mig ham saa
nr, at det er, som om jeg laa i hans Arme og talte med ham. Luften
om mig bliver hed af hans Aande, jeg mrker, medens jeg sidder med
bjet Hoved, hans Kys paa min Nakke, og min Pen danser hen over
Papiret i Takt med mit Hjrtes hastige Slag.




                                                        14. Juni.


Jeg gik forleden derop, jeg har siden vret der hver Dag. Jeg har lt
og grdt over mig selv, men jeg maatte derop. Jeg sidder i hans Stue
og fantaserer, at han lige har vret hos mig, at han kun er gaaet ud
for at besrge et og andet, og at han straks igen vil vre hos mig.

Jeg sidder deroppe en Times Tid hver Dag, fortsttende mit Arbejde
med at sy Navn paa hans Dkketj og passiarende med hans Pige.

Idag har vi haft travlt med at berede ham en festlig Modtagelse. Vi
har stvet af og poleret, saa alt straaler i fuld Pragt. Vi har
stillet Bgegrene og Blomster i Vaserne, og jeg har bestemt, hvad han
skal have til Frokost.

Det sidste, jeg gjorde, inden jeg gik, var at skrive et Goddag-Brev
til ham, som skal modtage ham paa hans Skrivebord.

Saa kom da, min Elskede: se Brudehuset er smykket, og Bruden venter
Dig. Din Brud, som ikke har anden Begring i sit Hjrte end at vre
Din og til dit Behag.




                                                        15. Juni.


Han var vist glad over at gense mig, han var meget sd imod mig.

Der er kun t, jeg ikke forstaar: han blev et jeblik en Smule
forstemt, da jeg viste ham, hvor flittig jeg havde vret med hans
Dkketj.

Jeg spurgte ham, om han ikke kunde lide, at jeg sad i hans Lejlighed,
naar han ikke var hjemme. Han svarede: Det er ikke det. Men -- Du er
altfor god imod mig, jeg fortjener det ikke.

Det, finder jeg, er meningslst. Han maa jo vide, at jeg ingen strre
Glde kender end at arbejde for ham. Det er jo saa ganske
selvflgeligt. Hvordan kunde han da sige: Du er altfor god imod mig
--? Som om her var Tale om Godhed!

Da jeg havde forklaret ham dette, drog han mig hen til sig og sagde
halvt smilende, halvt alvorligt: Kunde Du ikke holde en lille Smule
mindre af mig? En underlig Bn fra en Elsker, sagde jeg.

Det er Beskedenhed, fortsatte han. Jeg synes, Du giver mig
saameget og jeg Dig saa lidt.

Jeg tog ham i Frakkekraven, ruskede ham frem og tilbage og sagde:

Du er (Kys) et Vrvl. Du er (Kys) sr og forklet, undertiden
drilagtig og ubehagelig. Du er alligevel (Kys) Verdens dejligste
Mandfolk og (Kys, Kys, Kys) jeg elsker Dig.

Hvorefter han glemte sine Betnkeligheder ved min altfor store
Krlighed.




                                                         7. Juli.


Jeg forsmmer min Dagbog for min Korrespondance. Til ham har jeg
tusinde Ting at skrive. For min Dagbog hnder der intet nvnevrdigt.
Dagene glider ensformigt forbi mig som Mrkestenene paa en Landevej.
Kun Lrdagene rager op i Ensformigheden. Lrdagene er min lange
Sommervejs Mileple; thi om Lrdagen kommer han til Byen for at mdes
med mig.

Saa ruller jeg da Uge efter Uge evigt den samme Vej. Sndagen har
endnu Lys af Lrdagens Sol; men Mandag og Tirsdag er Haablshedens
mrke Tegn. Ved Onsdagsstenen dmrer Forventningens Skr; i stigende
Lngsel og Haab passeres Torsdag og Fredag -- indtil Lrdagslykken
anes i Nattens urolige Drmme, og jeg vaagner med Jubel i mit Hjrte.

       *       *       *       *       *

Men naar jeg er paa hans Trapper, lgger der sig en Angst over mig.
Hvordan vil han tage imod mig? Vil hans Ansigt lyse af den
Gensyns-Glde, som jeg har drmt om, eller vil det mde mig med det
Prg af Anstrngthed og Trthed, som jeg en og anden Gang synes at
have iagttaget; som maaske er en taabelig Indbildning, men som
undertiden, naar jeg sidder alene, stiger frem for min Erindring og
fylder min Sjl med tunge, blaasorte, rdselindgydende Skyer.

       *       *       *       *       *

Og Angsten lammer min Glde, saa jeg ikke straks kan vre sd og
elskvrdig imod ham, som jeg grne vilde. Og han misforstaar mig; jeg
ser de nervse Blink i hans jne, og jeg er vis paa, at han finder
mig lunefuld og utaalelig.

Men han siger intet; drikker kun hastigt en Mngde Vin og tvinger
ogsaa mig til at drikke.

Javist hjlper det at drikke. Et lunt bldt Velbehag risler dulmende
gennem Sind og Legeme. Alle mrke, tunge Tanker bortdunster som Taage
for Sol; den dumme Angst forsvinder, man faar Munden paa Gled, man
rykker hinanden nrmere, og, naar man sidder Haand i Haand og je i
je, da er der ingen nervse Blink lnger, ingen Misforstaaelse og
Lunefuldhed, da glemmer man Ugens seks andre Dage for denne den
syvendes ene saliggrende Time.

       *       *       *       *       *

Bagefter tager jeg ham i Forhr. Han maa aflgge njagtig Beretning
om Alt og Alle i de forlbne Dage.

I Begyndelsen forsikrede han, at der ingenting var at berette. Dagene
gik med Badning, Driveri, Rygen, Spisen og Soven. Efterhaanden har
jeg dog faaet ud af ham, at han frer et ret bevget Landliggerliv.
Han har paa Hotellet, hvor han spiser til Middag, gjort adskillige
Bekendtskaber; han spiller Croquet og Lawn-Tennis med unge Damer og
han har vret inviteret baade til Middagsselskaber og Skovture.

Navnlig er der nok en Enkefrue med to Dtre, som han med Iver dyrker.

Frst, da han omtalte disse unge Damer, var det med meget Forbehold;
han sgte nrmest at give det Udseende af, at han med sin bedste
Vilje ikke kunde undgaa dem. De plagede ham med Invitationer og med
Opfordringer til Deltagelse i alskens landlige Adspredelser.

Jeg begik da den Fejl at lade, som om jeg var jaloux. Dette morede
ham aabenbart, og nu stikker han mig evig og altid disse Frkner med
alle deres fortryllende Egenskaber i Nsen. Jeg vd jo nok, at det
skal vre Spg; men det piner mig alligevel, hvad jeg dog ikke synes,
jeg kan vre bekendt at tilstaa.

Tvrtimod sprger jeg ham stadig om hans to smaa Veninder. Han
hvnede sig da sidst paa en Maade, jeg ikke kunde lide. Han begyndte
at tale om Erik, som han paastod, han hele Tiden havde vret jaloux
paa.

Stakkels Erik! Hver Gang, jeg tnker paa ham, bliver jeg trist. Han
holdt sikkert forfrdelig meget af mig, ellers kunde han ikke have
taget det saa fint og smukt, da han fik Vished om, at jeg ikke kunde
blive hans.

Nu sidder han i Berlin, og jeg hrer aldrig direkte fra ham. Men til
Moder har han en Gang imellem skrevet, og hun har vistnok ogsaa
svaret ham.

Da _han_ nu forleden kom med sin Hentydning til Erik, fortalte jeg
ham -- for jeg vilde ikke oftere have den Sag bragt paa Bane, --
hvordan det i sin Tid var endt mellem Erik og mig. Jeg fortalte ham,
at Erik havde spurgt mig, om jeg vilde blive hans Kone, og at jeg
havde maattet svare Nej.

Hvorfor, behver jeg vel ikke at sige Dig, tilfjede jeg.

Han sa, ligesom skamfuld, paa mig og sagde kun: Jeg beder Dig om
Tilgivelse.

Men lnge efter var vi begge alvorlige.




                                                        13. Juli.


Ja, det var et vanvittigt Indfald af mig, men jeg blev ogsaa haardt
straffet for det.

Vejret var saa henrivende imorges, jeg lngtes saa meget efter ham,
og jeg syntes, det kunde vre morsomt uforvarende at overraske ham
med et Besg.

Jeg fik fat i Christiane, og vi tog med Formiddagsbaaden. Vi gik i
Land i Skodsborg, og dr blev Christiane, medens jeg vandrede videre
ad Strandvejen til Vedbk.

Jeg gik forbi Huset, hvor han bor, men turde, af Hensyn til hans Ven,
ikke gaa derind. En Dreng, jeg mdte, fik jeg til at bringe ham den
Besked, at en Dame, der grne vilde tale med ham, ventede ham ved
Indgangen til Skoven.

Jeg ventede omtrent en halv Time. Endelig sa jeg ham komme hurtig
henad Vejen. Jeg stod inde mellem Trerne med Parasollen dkkende for
mig, for at han ikke straks skulde kende mig. Frst da jeg hrte hans
Skridt lige ved, traadte jeg frem og slog Parasollen til Side.

Hvad! Er det Dig? udbrd han, og i det samme forstod jeg, at det
var en Dumhed, jeg havde gjort.

Hvem anden skulde det vel vre?

Nej, Du har Ret. Jeg tnkte bare, det maaske havde vret en
Narrestreg, Nogle af dem herude havde fundet paa. Undskyld, det
varede saa lnge, inden jeg kom; men jeg var henne paa Hotellet og
spillede Croquet. Det var da morsomt at se Dig. Er Du her med dine
Forldre?

Jeg er alene. Jeg er taget ud for at besge Dig.

For at besge mig? Men det gaar jo ikke an, at vi viser os sammen
her.

Jeg havde ogsaa tnkt, vi skulde tage et eller andet Sted hen.

Vi stod og sa lidt paa hinanden. Saa sagde han: Jeg vil hellere
straks sige Dig, som det er. Du maa ikke blive vred, Du maa tro, at
jeg ogsaa er meget ked af det: jeg kan ikke idag vre til din
Disposition. En hel Del af Landliggerne har netop til idag arrangeret
en stor Udflugt, og jeg har bestemt lovet at tage med. Jeg kunde jo
hellerikke vide --

Nej -- afbrd jeg ham. Du kunde naturligvis ikke vide, at jeg
vilde komme og forstyrre Dig.

Hans Ansigt fik sit nervse Udtryk.

Du tager Sagen lidt urimeligt, sagde han.

Ja, det gr jeg vist. Undskyld baade det og at jeg er kommen til
Ulejlighed. Nu gaar jeg med det samme. Farvel og god Fornjelse.

Du behver da ikke at gaa straks. Vi skal frst afsted om en Times
Tid.

Aa jo, det er alligevel det bedste. Hvor skulde vi tage hen i den
korte Tid? Og Du kunde jo let kompromittere Dig ved at vise Dig
sammen med mig.

Han beholdt min Haand lnge og sa, hovedrystende, alvorligt paa mig:

Du er ganske uretfrdig imod mig, sagde han endelig. Tror Du, det
er for min Skyld, at jeg ikke vil vise mig sammen med Dig?

Nej, Du har Ret. Det er naturligvis for at vaage over mit Rygte. Det
har Du jo altid vret saa m over.

Han svarede mig ikke; slap min Haand, mumlede et Farvel og gik, uden
at vende sig om.

Jeg kunde have slaaet ham ihjl. Men da jeg sa ham langsomt
forsvinde, og han stadig ikke vendte sig om -- da maatte jeg med Vold
beherske mig for ikke at kalde ham tilbage.

Og da han helt var forsvunden, sank jeg sammen i Fortvivlelse. Jeg
laa sammenkrben og hulkende inde mellem Trerne, tryglede ham om
Tilgivelse og sagde, han maatte slaa mig og mishandle mig, blot ikke
gaa fra mig og lade mig vre alene.

-- -- Men da jeg atter vilde gaa ned mod Strandvejen, sa Jeg to
Char--banc'er komme krende mig imde; jeg syntes, jeg paa den
forreste sa ham mellem et Par unge Damer, og jeg skyndte mig ind i
Krattet, for at han ikke skulde faa je paa mig.




                                                        16. Juli.


Sorgen forsvunden er, Glden paany oprunden er. Vi har forklaret os
og forsvaret os. Vi har tilsidst sluttet evig Fred og beseglet Freden
ved virkelig uskrmtede Favntag og Kys, der hverken var Broder- eller
Judaskys, men rigtige, oprindelige Kys, dem, Adam og Eva i sin Tid
tog Patent paa.

Det blev mellem vore Festdage en af de smukkeste. Netop den mrke
Baggrund og den alvorlige Begyndelse gav den en sregen Charme. Vi
flte begge ligesom Trang til at bde paa udstandne Genvordigheder
ved at vre ekstra gode mod hinanden. Han var ganske som hin frste
Dag, jeg besgte ham, ligesaa ridderlig og fin, ligesaa vagtsomt og
varsomt ordnende Alt til mit Behag, indsvbende mig i en Luft af den
mmeste Hensyntagen.

En mildt vemodig Stemning -- en Solnedgangs-Stemning -- fik Dagen
tillige, fordi det var vort sidste Mde inden min Afrejse til Sor,
hvor jeg skal vre tre Uger sammen med Moder.

Det er tungt at skilles fra ham. Var denne Dag ikke kommen, som den
kom, skulde ingen menneskelig Magt drevet mig bort fra hans Nrhed.
Nu tr jeg rejse. Denne Dags Minder vil lyse over min Ensomhed. Jeg
vd, at hans Krlighed er uforandret.

Og af min mindre vellykkede Vedbk-Tur kan jeg nu le. Du gode Gud,
hvilken Martyr jeg den Dag var i mine egne Tanker -- ikke mindst,
fordi jeg, uden Penge i Lommen, maatte vanke sulten om, mens han --
naturligvis! -- fraadsede i de lkreste Sager.




                                                  Sor, 20. Juli.


Tusind Barndomsminder mylrer frem fra hver Plet hernede. Her var det,
at Erik og jeg i Ferierne flakkede om sammen, paa Roture i Sen og
paa Fuglejagter i Skovene.

Det staar der endnu, det gamle Egetr, der fyldte min Barnefantasi
med den mrkeste Rdsel og alligevel drog mig til sig. Det gamle,
srt forvoksede Tr, hvis Grene vred sig som vrkbrudne Kmpelemmer
og som husede hele Hrskarer af Luftens graadige Proletarer, de
fattigkldte, altid utilfredse og skrigende Raager.

Her ved dette Tr var det, at Erik udfrte en Bedrift, som vakte
baade Skrk og Beundring hos mig.

En Dag, vi kom derhen, fandt vi Raagehren i det vildeste Raseri.
Under raa, hadefuld Skrigen jog den i sorte Skyer frem og tilbage
over Trets Krone. Jeg klyngede mig angst til Eriks Arm og spurgte,
hvad der var paa Frde. Han pegede op og sagde: Se, Uglen dr! Det
er den, de vil myrde.

Nu sa jeg den, den tunge, blde Fugl, der i blind Rdsel -- af og
til udstdende et fortvivlet, skingrende Kampskrig -- baskede frem
og tilbage mellem sine Ddsfjender. Allerede bar den Mrker af deres
Angreb, dens Fjer dryssede gennem Luften.

Frels den! raabte jeg til Erik.

Da bjede han sig ned, greb en skarp Flintesten, tog hastigt Sigte og
slyngede den. Uglen slog et Par Slag med Vingerne, saa foldede de sig
sammen, og tungt sank den dd til Jorden, nogle faa Alen fra os. Et
jeblik forstummede Raagerne. Saa begyndte de igen, frst enkeltvis,
ligesom forundret sprgende, derpaa i truende, forbitret Kor, der
rettedes mod os. Og da Erik tog den dde Ugle, og vi gik bort med
den, fulgte den opbragte Raagehr, hvis Bytte vi havde rvet, os med
hse Hvnskrig. Med Stenkast, Klappen i Hnderne og Raab skrmmede
Erik den af og til et jeblik tilbage. Men straks efter tog den fat
med fornyet Kraft: nrmere og nrmere, lavere og lavere flj den, og
tilsidst var jeg saa ude af mig selv af Angst, at jeg benede af det
bedste, jeg kunde, og smittede Erik med min Forskrkkelse, saa han
ogsaa i Lb flygtede for de rasende Fugle.

Men fra den Dag af nrmede jeg mig aldrig uden Hjrtebanken det gamle
Raage-Tr.

Og endnu igaar, da jeg var derhenne, syntes jeg i Fuglenes Spektakel
at hre Trusler om Hvn, og jeg nskede, at jeg havde haft Erik ved
min Side til at beskytte mig.




                                                        26. Juli.


Han gr stadig Undskyldninger for sine Breve, at de er saa faa og saa
smaa. Jeg ngter ikke, at de undertiden synes mig lidt fattige. Men
jeg forstaar, at han, der overhovedet har vanskeligt ved at give sine
Flelser Udtryk, ikke egner sig til Brevskrivning.

Nu, da jeg kender ham saa godt, volder hans Breve mig ingen alvorlig
Sorg, kun maaske en jeblikkelig Skuffelse.

Men jeg trster mig ved at skrive dobbelt saa langt og dobbelt saa
ofte til ham. To Gange om Dagen skriver jeg til ham; han faar Brev
med hver Post. Naar jeg skriver mit Aftenbrev, vd jeg, at han er
ifrd med at lse mit Morgenbrev, og naar jeg sidder ved mit
Morgenbrev, har han det Brev, jeg skrev forrige Aften. Saadan bygger
jeg en Bro, der aldrig afbrydes mellem ham og mig. Han har mig altid
hos sig. De smaa Vedbk-Frkner skal ikke erobre ham fra mig. Jeg er
baade Morgen og Aften hos ham og passer paa ham.

Jeg er fornuftig, og jeg siger: lad ham blot nyde sin Ferie og tage
alle de smaa Fornjelser, Landopholdet kan bringe ham. Hvad Ulykke er
det, om han gr en Smule Sommerkur og bliver feteret? Han er jo dog
til Syvende og sidst min. Han har sagt mig det, og jeg tror ham. Jeg
tror ham blindt og vil ikke forbitre mit Sind med nogen lav Mistanke.

Men skulde han et jeblik fle sig svag, da er jeg der med mine Breve
og kalder ham tilbage til Dydens Vej. Som en trofast Skildvagt mder
jeg Morgen og Aften og bevogter hans Telt mod alle lumske Angreb.




                                                        31. Juli.


Han skriver, at han har faaet Ordre at mde til Prve den 8de Avgust.
Det er Dagen fr Moder og jeg rejser fra Sor.

Jeg har nu faaet en udmrket Id: Han skal den 7de komme hertil og
tilbringe sin Feries sidste Dag sammen med mig. Det lader sig
brillant gre. Ingen her kender ham, og vi kunde mdes i Skovene,
hvor jeg ofte spadserer mange Timer alene om. Jeg vd flere
henrivende Steder, hvor der aldrig kommer et Menneske. Saa pakker jeg
mig i Smug en lille Madkurv, kber en Flaske god Vin, og saa skal han
for en Gangs Skyld vre min Gst.

Jeg opgiver ikke den Id. Den _skal_ realiseres. De Vanskeligheder,
der bliver, skal jeg sagtens overvinde.




                                                       3. August.


Naturligvis har han Betnkeligheder. Han skriver: Er det nu klogt?
Det kunde jo blive meget morsomt, men husk, at vi alligevel snart ses
i Kjbenhavn. Er det da vrd, at Du udstter Dig for de Farer, der
dog altid er forbundne med et Mde paa Sor-Skovenes alfare Veje? Og
han ramser op en Mngde st at, der uden Tvivl er srdeles
fornuftige, men som jeg blser et lystigt Stykke.

Nu skal han blive saadan bombarderet med Breve, at han nok tilsidst
giver sig. Herregud, han risikerer da ingenting, og naar jeg nu vil!

Nej, min kloge Hr. Ridder, I stte Eders allerhjtideligste
St-et-Ansigt op. Jeg svarer som den forelskede Pige, jeg er: Om saa
Sors Skove var fulde af Fdre, Mdre, Onkler, Tanter og andre vilde
Dyr, vil jeg dog paa Sndag mde min Ridder dr!

Og lad os saa se, om Ridderen ikke blues ved at vre mindre modig end
sin Brud.




                                                       5. August.


Viktoria! Han kommer.

Trods mangehaande Betnkeligheder, skriver han. Ja vrsgod. Nr
ligesaa mange Betnkeligheder, Du vil, naar Du bare kommer. Jeg sr
det betnksomme Ansigt, hvormed han har forfattet sin Kapitulation.
Jeg sr ham virre med Hovedet, halvt gnaven, halvt smilende over sin
Svaghed. Pokkers Unge, har han sagt til sig selv. Hun er saa blid
og saa engleagtig, og saa vikler hun mig alligevel om sin Lille- --
meget lille -- Finger.

Nej, Du skal saamn ikke skamme Dig, fordi Du denne Gang fjer mig.
Jeg lover Dig at gre hundrede Gange Gengld.

Jeg kommer altsaa efter al Rimelighed, ender han. Dog beder jeg
Dig huske, at der _kan_ komme Hindringer. Jeg siger det ikke, fordi
jeg tror, at der kommer nogen Hindring, men fordi jeg af Erfaring
vd, hvor daarligt forberedt Du er paa at mde et skuffet Haab.

Jeg takker skyldigst, vise Mand.

Jeg skriver nu atter til ham, og jeg skal ikke glemme at meddele ham,
at jeg betragter f. Eks. Jordsklv som en gyldig Udeblivelses-Grund.




                                                       7. August.


  (Brev indlagt i Dagbogen.)

                                           Vedbk, den 6. August.

  Kre Julie! Lad mig begynde dette Brev, der vil volde Dig stor
  Sorg, med en Forsikring, som jeg beder Dig tro: Da jeg i mit
  sidste Brev talte om mulige Hindringer for mit Besg i Sor,
  anede jeg ikke, at jeg idag vilde skrive det, der nu flger.

  Jeg vilde grne, Du skulde tro -- selv om Du ikke forstaar det --
  at dette er noget, der er kommet uden klar og bevidst
  Forberedelse som noget ndvendigt, uundgaaeligt, som noget strkt
  og tvingende, noget, der maatte nu saa vre. Men naturligvis har
  det lnge ulmet i mig, stille og langsomt arbejdet sig frem. Der
  var jeblikke, hvor jeg flte det; men jeg tvang mig til at tro,
  at det ikke betd noget, og saa fulgte der igen Tider, hvor jeg
  trygt sagde til mig selv: Det var kun en taabelig Indbildning, en
  forbigaaende, intetsigende Misstemning -- alt er endnu som fr.

  Indtil pludselig Sandheden sprang frem som en uafviselig Flamme i
  min Sjl. Det er forbi, det _maa_ vre forbi.

  Ja, Julie -- det meget slemme og tunge, jeg har at mlde Dig, er,
  at det maa vre forbi mellem Dig og mig.

  Jeg kan og vil ikke lyve for Dig; jeg siger Dig, som det er: Jeg
  er saa trt, saa hjlpelst trt, at jeg ikke kan mere.

  Dette kom til klart Udbrud imorges, da jeg fik dit sidste Brev.
  Jeg var endnu ikke staaet op, da det blev bragt mig. Jeg ventede
  Brevet, jeg vidste jo, at det vilde komme. Hr mig nu roligt, dm
  mig ikke straks: Jeg laa og nskede, at der for en Gangs Skyld
  intet Brev maatte vre; jeg var ligefrem hjrteangst for at se
  min Vrtinde trde ind med det tykke Brev, hvis Udskrift,
  Overskrift og Underskrift jeg kunde udenad og hvis Indhold -- ak!
  -- jeg ogsaa syntes at kende paa Forhaand. Saa laa Brevet paa mit
  Sengetppe; som en Mare tyngede det mit Bryst med tusinde
  ubestemte Angster. En graa Knugen lammede min Hjrne og fyldte
  min Sjl med en Fortvivlelsens Lede: Jeg kunde ikke overvinde mig
  til at bryde Brevet og lse det.

  Hvor lnge jeg laa saadan, vd jeg ikke. Der var ikke faste
  Tanker i mit Hoved, kun denne tunge graa Knugen, der gjorde mig
  saa trt og undertiden dyssede mig i en kort, angstfuld Slummer.

  Omsider rev jeg mig med et Ryk ud af min Dvaletilstand. Jeg
  sprang op, slog Gardinerne tilside for det fulde Dagslys, og som
  en Befrielse, nsten som en Lykke, steg den sikre Bevidsthed
  frem: Det er forbi, det maa vre forbi.

  Jeg vil fremdeles ikke lyve for Dig, jeg vil ikke besmykke mine
  Tanker og Flelser. Det _var_ Lykke, jeg straks flte. Jeg flte
  mig saa let og fri. Ligesom genfdt, med nye Krfter og nye
  Forhaabninger.

  Men da jeg saa for lidt siden tog Papir frem for at skrive til
  Dig, forstod jeg, at det tungeste endnu var tilbage.

  Thi Sagen er jo den: Jeg har intetsomhelst at bebrejde Dig, jeg
  har tvrtimod kun Tak og atter Tak at bringe Dig for alt det
  dejlige, Du har bragt mig, for al din sde Krlighed.

  Og alligevel kommer jeg nu til Dig og siger: Det er forbi. Jeg er
  trt. Du faar slippe mig, hvor haardt, hvor uretfrdigt det end
  er.

  Men det allermest fortvivlende er, at Du sandsynligvis slet intet
  vil forstaa af det altsammen. Du vil kun forstaa, at jeg svigter
  Dig, trods al din store Krlighed, og Du vil enten tro, at jeg
  handler i Galskab, eller Du vil tro, at jeg hidtil har ljet som
  en Bandit.

  Og saa er Sandheden dog den, at jeg hverken er gal eller har
  ljet, men at jeg er et frihedssygt Menneske, der lammes paa
  vner og Humr, saasnart et Forhold begynder at indsnre mig.

  Ser Du, da vi to i sin Tid lrte hinanden at kende, da troede jo
  hverken Du eller jeg, at det vilde blive til mere end et flygtigt
  jebliks uforpligtende Glde. Det var et Lune, en Stemning hos os
  begge, der var ingen Tanke fra nogen af Siderne om et fast og
  varigt Forhold, end sige om evig Krlighed.

  Da skete det, at vi virkelig blev forelskede. At jeg elskede Dig,
  behver jeg nppe at forsikre. Selv om jeg ikke ofte -- hvad Du
  drillende bebrejdede mig -- har sagt det, vidste Du det af min
  Stemmes Klang, af mit Blik, af hele mit Vsen, der ikke lagde
  Skjul paa, hvor dyrebar Du var mig. Du kom til mig som noget nyt
  og forunderligt, saa uberrt og troende, og Du vakte hos mig
  Flelser mere sarte og mme, end jeg hidtil havde kendt. Jeg
  flte mig i vor Krligheds Morgenrde som en lykkelig Opdager og
  Erobrer, fri, strk, svulmende af Vilje og vne til nye
  Bedrifter.

  Vi elskede hinanden; men vor Krlighed var af forskellig Race.
  Jeg var forelsket som en ikke uerfaren Mand og som en Mand med
  artistisk Frihedstrang. For Dig var Krligheden dit Livs alt og
  eneste, og Du havde intet andet nske end at give Dig og eje mig
  helt og uden Begrnsning.

  Jeg vilde nyde vort Forhold som Oaser i Hverdagslivets rken. Du
  vilde, at det skulde fylde hele vort Liv.

  Og saa kom det ganske naturligt, at din ungt voldsomme og strke
  Krlighed lb min mindre haardfre Krlighed trt.

  Vort Forhold formede sig til noget strre og alvorligere, end jeg
  kunde og vilde magte. Og det gjorde mig efterhaanden bange. Jeg
  sa, hvordan din Krlighed voksede Dag for Dag, jeg flte,
  hvordan Du bandt Dig fastere og fastere til mig, og Egoist, som
  jeg er, reagerede jeg mod denne din stadig inderligere
  Sammenleven-Dig med mig. Jeg begyndte at fle Ubehaget ved at
  blive ansvarlig for et andet Menneskes Liv, jeg flte mig hmmet
  i mine Bevgelser, fastholdt, ufri. Og det jeblik kom, hvor jeg
  maatte bryde ud, atter have Plads om mig til alle Sider, atter
  vre ene og fri.

  Desuden, den Vanemssighed, der efterhaanden kom over vort
  Forhold, pinte og forstemte mig. Mennesker som jeg og mine Lige
  frygter netop gteskabet, fordi det er Krligheden reguleret og
  sat i System. Men vore Mder, der i Begyndelsen havde det
  Uventedes, det Tilfldiges og ventyrliges Ynde, blev snart og
  mere og mere et vedtaget, mnstervrdigt ordnet Pligtforhold. Vi
  sas de og de Dage til bestemte Tider, efterhaanden sas vi saa
  og saamange Timer hver Dag. Der var ingen Overraskelse, intet
  uventet, intet tilfldigt lnger; kun en daglig Gentagelse af et
  og det samme. Fr, naar Du skulde komme til mig, var det mig en
  Fest at forberede alt til din Modtagelse. Og naar vi skiltes,
  spurgte jeg med forventningsfuld Sklven: Ses vi snart igen?

  Der oprandt siden Dage, hvor jeg maatte tvinge mig til at sige
  den staaende Afskedsfrase: Vi ss vel i morgen? og til, naar Du
  kom, at sprge: Hvad vil Du drikke? nsker Du Cigaret med eller
  uden Mundstykke?

  Jeg havde haabet, at det skulde hjlpe, naar jeg flyttede paa
  Landet og vi en Tid ikke sas saa ofte. Men desvrre er der
  noget, der hedder Breve. Ved personligt Samkvem er der dog
  _Mulighed_ for Variation. Breve er den mest retliniede
  Ensformighed. De begynder og ender med Fraser, som hjst kan
  veksle i Ordstillingen; de forsendes og ombringes til
  regelmssige Klokkeslet; de mder, som Soldater, i Konvoluternes
  altid samme Uniform og med reglementerede Frimrke-Epauletter.

  Alt dette betd for Dig intet. For mig blev det Flyvesandet, der
  langsomt tyngede min trtte Krlighed til Jorden.

  Thi det er Begyndelsen og Enden paa, hvad jeg har at tilstaa Dig.
  Jeg er trt. Jeg kan ikke lnger. Jeg maa vre fri.

  Jeg fler, medens jeg skriver dette, min Trthed til den Grad, at
  jeg end ikke kan sige Dig alt det Gode og Varme, mit Hjrte dog
  gemmer for Dig.

  Ogsaa synes det mig nsten uvrdigt at pynte med smukke Ord paa
  dette Brev, som bringer Dig et Budskab, Du med Rette vil finde
  brutalt og uretfrdigt. Jeg fler det jo selv. Jeg ser det
  oprrende i, at vort Forhold brydes, egenlig fordi Du har elsket
  mig for hjt.

  Alligevel, det maa saa vre. Alle Indvendinger drbes af mit
  trtte: Jeg kan ikke mere.

  Og det er ikke noget, som gaar over i Morgen eller i Overmorgen.
  Tro ikke det. Nej, det _er_ forbi, og baade Du og jeg gr bedst
  i ikke at forsge at kalde det til Live igen. Hvad der herefter
  fulgte, vilde kun blive grimt.

  Du har tit og ofte sagt til mig: Lov mig altid at vre rlig
  imod mig. Den Dag, Du fler Dig trt af vort Forhold, skal Du
  straks sige det til mig. Jeg kan taale, at Du bryder med mig. Jeg
  kunde aldrig tilgive Dig, hvis jeg opdagede, at jeg havde levet
  paa Naade og Medlidenhed hos Dig.

  Den Dag, Du saaledes forudsa, er nu kommen. Og jeg siger Dig det
  rligt, som Du har forlangt det af mig.

  Du vil maaske indvende: Du har dog bedraget mig; thi Du har
  allerede lnge vret trt. -- Dertil svarer jeg: Min Trthed har
  ikke fr vret mig bevidst; jeg har intet haft at tilstaa Dig;
  thi jeg havde intet tilstaaet for mig selv.

  Naar vi nu skilles, vil vi derfor begge kunne mindes vor
  Krlighed som en skn og dejlig Oplevelse; ingen Bitterhed vil
  blande sig i Erindringen.

  Selve Adskillelsens Stund er altid bitter. Jeg tr slet ikke
  tnke paa, hvilken Fortrd og Smrte jeg nu volder Dig. Men naar
  en Tid er gaaet, og vi atter ss -- mere rolige end vi nu kunde
  mdes -- da tror jeg, Du vil sige som jeg, at vi skiltes netop i
  det rette jeblik, og at vi frte vor Krligheds Skjold uplettet
  ud af Stvnet.

  Farvel, og prv paa at dmme mig ikke altfor strngt.

                                                    _A._




                                                       8. August.


Dagen gik og Natten gik. Det er blevet en ny Dag; det var _igaar_, at
det skete, og alligevel lever jeg.

Altsaa drber Sorgen ikke, og jeg drber mig ikke af Sorg.

Da jeg havde faaet hans Brev, og jeg havde lst det to Gange, fr jeg
forstod, at det hverken var en Spg eller en Misforstaaelse, da grd
jeg ikke og besvimede ikke. Jeg var ganske rolig, saa underlig klart
og koldt reflekterende. Det er altsaa forbi, sagde jeg hjt hen
for mig. Min Stemme ld trt, nsten ligegyldigt. Jeg tnkte: Du
burde vist have sagt det med mere flelsesfuldt Udtryk. Men der var
ingen Flelse i mig. Alt var som stivnet: mit Hjrte bankede ikke,
mine Nerver dirrede ikke. Selv mit Ansigt, syntes jeg, var blevet
stift, Huden strammede mig, jeg strg mig over det og jeg fortrak det
til Smil for at faa Bevgelse i det.

Jeg gik ud. Hvorhen vidste jeg ikke. Men en Stemme inden i mig sagde
uophrligt: Du kan umuligt blive her. Du maa bort herfra, inden
nogen af de andre ser Dig.

Jeg mdte Folk, jeg kendte; jeg hilste paa dem, og med en gammel
Frken talte jeg. Hun fortalte mig en lang Historie om en Sygdom, hun
nylig var kommen sig af. Da vi skiltes, sagde hun: De ser saa
nydelig ud idag. Ja, naar man er ung og glad, fjede hun til.

Saa var jeg ude i Skoven, ved et Udhug ned til Sen. Jeg stod paa den
lille Baadebro og stirrede paa Vandet og tnkte: Hvis Du nu var
rigtig bedrvet, saa vilde Du lade Dig glide ned her, og saa om lidt
vilde Du have det godt.

Inde fra Byen ld Kirkeklokker. De ringede til
Eftermiddags-Gudstjeneste. Jeg sa mig om, og jeg syntes, jeg aldrig
fr havde forstaaet, hvor smukt her var. Mit Blik var ligesom
skrpet, jeg sa Ting, jeg aldrig fr havde lagt Mrke til. En lille
Holm, f. Eks., hvor Trerne som sknhedssyge Narcisser bjede deres
Kroner helt ned til Vandet for at spejle sig. Jeg hrte utallige fine
Lyde, i Sivene ved Sen, inde fra Skoven og fra Grsset -- af
Insekter, der sang, af Fugle, der puslede mellem Bladene, af Fisk,
der kogte Bobler paa Vandets Overflade. Jeg henfaldt i Beundring over
Skyernes evigt skiftende Former; de sa saa rolige og uforanderlige
ud i den stille Sommerdag, men naar man nje fulgte deres langsomme
Gliden gennem Himmelrummet, opdagede man, at de snart var smilende
guldbrmmede er, snart store svvende Fugle og tilsidst oplstes i
legende Flokke af smaabitte Skybrn.

Jeg omfattede hele Billedet i t stort Blik, jeg tnkte: Hvis Du nu
ikke kommer her mere, vil Du dog aldrig glemme, hvordan her sr ud.

Jeg vandrede ind i Skovens Tykning. Den samme hjtidelige Klarhed var
over mig, den samme reflekterende Modtagelighed. Indtil pludselig jeg
kom til at huske paa, at jeg gik med hans Brev i Lommen. Det gav et
Stik i Brystet, og min Sjl gennembvedes af en kold Gysen. Mine
Kner rystede under mig, jeg maatte sttte mig til et Tr for ikke at
falde. Jeg krammede Brevet i min Haand, og, uden at lse det, sa jeg
hvert Ord for mig.

Altsaa var det sandt! Han havde forladt mig, det var forbi!

Jeg havde jo sagt det samme fr, jeg havde gaaet med de Ord i mig
hele Tiden; nu frst naaede de mit Hjrte og bragte det til at vaande
sig i Smrte.

Forbi! Ikke se ham mere. Hvordan var det nu, han sa ud? Jeg sgte at
fremkalde hans Billede for mig, det flygtede fra mig i Stumper og
Stykker, jeg sa kun for mig et Par store, sorte jne, der roligt og
trt og spodsk-smilende stirrede paa mig.

Da skreg jeg til Himlen i Fortvivlelse og Angst. Jeg tryglede og bad
om, at det ikke maatte vre sandt: Jeg forstaar, at det er en
Straf, Gud, men har Du nu ikke pint mig tilstrkkeligt? Nu lukker jeg
jnene, og naar jeg om lidt slaar dem op igen, lad det da vre en
Drm, jeg er vaagnet af.

... Og jeg stod igen nede ved Sen, og jeg syntes, der ikke var anden
Redning for mig end at kaste mig ud i den. Jeg rasede ikke lnger,
jeg var kun bedrvet til Dden. Jeg grd stille og mildt, jeg sa det
dejlige Sommerlandskab ligge udbredt for mig, og jeg, der endnu var
saa ung, havde intet lnger at haabe af Livet.

Da sagde Stemmen inde i mig: Der er Haab endnu. Maaske ligger der
allerede Telegram til Dig, eller der er nyt Brev undervejs.

Ja, ja, fortsatte jeg, saadan er det, saadan maa det vre. Og mens
jeg hastede hjem, byggede Haabet de sknneste Slotte for mig.

Der var intet Telegram, og der var intet Brev imorges.

       *       *       *       *       *

Men jeg vil ikke opgive Haabet, fr jeg har talt med ham.

Han maa allerede vre i Kjbenhavn, og imorgen rejser vi. Jeg har nu
skrevet til ham. Han vil undre sig over mit Brev, og jeg tror, han
vil synes godt om det. Det er ganske frit for det, han kalder
hysterisk. Det er roligt og fornuftigt. Jeg skriver, at han maaske
nok har Ret i, at der var kommet noget ufriskt i vort Forhold. Muligt
-- skriver jeg -- er der ingen anden Udvej end den, Du opgiver, at
vi, ialfald en Tid, ikke ss. Men det var jo dog ogsaa muligt, at vi
ved flles Bestrbelser kunde ordne Sagen paa en Maade, der ikke
vilde gre slet saa ondt. Lad mig derfor vide en Tid en af de frste
Dage, hvor jeg kan komme til Dig. Frygt ikke, at jeg skal mde med
et Jeremiade-Ansigt. Du skal tvrtimod se, at jeg er en meget
flink Pige, som ikke er saa helt uforstaaende overfor dine
Trtheds-Stemninger, og som er parat til at vre akkurat saadan,
som Du vil have mig.




                                                       9. August.


Jeg sad sent i Nat foran Toiletspejlet og gjorde mit Haar istand. Jeg
var ddtrt og dog slet ikke svnig, sad og faldt i Staver foran mit
eget Spejlbillede, blev pludselig bange for dets blege Ansigt med
opspilede, spgelseagtigt blanke jne, kom til at ryste og vendte
nervst Hovedet bort for ikke at se.

Mit Blik faldt derved paa Vggen bag Kommoden. Vggen var betrukken
med stribet gult Tapet, der var skjoldet af Fugtighed og hist og her
laset. Paa dette gamle mugne Tapet kravlede et Dyr, et langt, smalt
og fladt, gulligbrunt Insekt med mangfoldige vimse Ben. Det kom
sikkert fra Flngen dr i Hjrnet til Hjre. Med Vmmelse fulgte jeg
dets Manvreren hen ad Vggen; det sgte hen mod Lyset og Varmen paa
Kommoden. Allerede havde jeg rejst mig for at drbe det med min
Kldebrste. Da sa jeg et andet Insekt stikke Hovedet frem under
Tapetflngen og glide ud paa Vggen. Jeg blev staaende, lammet af en
Uhyggens Rdsel, stirrende med store, stive jne paa de modbydelige
Dyr. Og se -- det var, som om hele Vggen begyndte at mylre: et efter
et listede Dyrene sig frem fra Hjrnet, de gik i en lang Karavane hen
mod Kommoden. Og nu opdagede jeg det: de kom ikke blot fra Flngen
til Hjre; overalt, hvor der var en Rift i Tapetet, kravlede de
frem, og flokkevis kom de dragende nede fra en Sprkke mellem Vggen
og Gulvet.

Jeg turde ikke rre mig, turde ikke begynde at drbe dem; for hvert,
jeg drbte, vilde der mylre ti frem. Jeg vovede ikke at drbe disse
Dyr, der ligesom vltede frem fra en Grav med Lig og Forraadnelse.

Jeg stod kun og ventede paa det forfrdelige jeblik, da de vilde naa
over paa Kommoden, over til mig. Allerede strakte de deres fimrende
Ben ud for at faa fat i Toiletspejlets Gardin. Med alle Nerver
spndte iagttog jeg deres Forsg. Da fo'r jeg sammen ved en kold
Kildren paa min Haand, der hvilede paa Kommoden. Med et Skrig strg
jeg Krybet bort og sa i det samme, at Dyrene allerede nede fra
Gulvet havde entret Kommoden.

Jeg var i dette jeblik vanvittig. Jeg tnkte: Nu kommer Ligdyrene
for at tage Dig som Bytte! -- og jeg styrtede ud af Vrelset, ned ad
Korridoren og ind til Moder, der forfrdet vaagnede, og hvem jeg kun
kunde forklare: Jeg er saa bange, jeg er saa bange!

Moder tog mig op til sig, klede for mig som for et lille Barn, og da
jeg var bleven lidt roligere og laa og grd stille, sagde hun:
Fortl mig saa alt, hvad der er i Vejen med Dig. Fortl mig, hvorfor
Du i sin Tid lod Erik rejse, og hvorfor Du nu er saa bedrvet.

Men jeg bad hende ikke forlange nogen Forklaring nu. Hun skulde nok
siden faa alt at vide.

Da tog Moder mig med begge Hnder om Hovedet, drejede mit Ansigt om
mod sig og sa mig fast i jnene, idet hun sagde: Der er kun n
Ting, Du _skal_ og _maa_ sige mig, Julie. Du er vel ikke --? Jeg
standsede hende ved at lgge min Haand paa hendes Mund. Nej, Moder
-- jeg smilede bedrvet --, det, Du tnker paa, skal Du ikke vre
bange for.

Saa Gudskelov da. For Du vd ikke, hvor jeg har vret bange i de
sidste Dage. Og at der var noget, Du holdt hemmeligt for os, har jeg
jo lnge mrket. Men jeg tnkte, der var En, Du traf hos Christiane,
og at Du nok en Dag kom og fortalte os om Forlovelsen.

Nej, Moder, ogsaa dr har Du gttet fejl. Jeg har ingen Forlovelse
at mlde Jer.




                                    9. August, Aften, Kjbenhavn.


Atter er jeg i min gamle Rede. Her er grimt og mrkt. Men hvad gr
det? Jeg er jo dog i den samme Luft, som han aander. Jeg kan mde ham
paa Gaden, og naar jeg imorgen har hentet hans Brev, kan jeg paa ti
Minutter naa op til ham.

Jeg er glad over, at Moder og jeg forelbig er ene, saa jeg ikke
behver evigt at lgge Baand paa mig. Frst om en halv Snes Dage
kommer Fader og Frantz hjem fra Jylland.




                                                      11. August.


Han vil ikke, at jeg maa komme til ham, ialfald ikke forelbig. Han
tr ikke se mig endnu, skriver han; han trnger til at vre lidt i
Ro. Men han lover snart at sende Bud efter mig.




                                                      20. August.


Hver Morgen, naar jeg vaagner, tnker jeg: Idag maa Brevet komme. Men
Dagene rinder, tunge og lange og graa, og de bringer intet fra ham:
ej Hilsen, ej Bud, ej et eneste fattigt Ord.

At han kan nnne at vre saa grusom. Han er ondere imod mig, end han
kan forsvare.




                                                      22. August.


Er han forsvunden fra Jordens Overflade? Hvor gemmer han sig, hvad
tager han sig for?

Jeg sger ham forgves paa Gaden de Tider og de Steder, han plejer at
frdes. Jeg har Timer i Trk vret udenfor hans Hus, og jeg har ikke
st et Glimt af ham.




                                                      25. August.


Nu vd jeg det: han vil aldrig se mig mere.

Gang efter Gang har jeg vret paa hans Trapper, og jeg vovede ikke at
ringe paa. Endelig idag gjorde jeg det, og hans Pige kom ud og
sagde, at han ikke var hjemme. Det var ikke sandt. Jeg kunde se paa
hende, at hun havde Ordre til at afvise mig. Hun var forlegen, og hun
sa medlidende paa mig.

At han vil byde mig en saadan Ydmygelse.

       *       *       *       *       *

Men jeg _vil_ se ham. Jeg _vil_ tale med ham. Han har ikke Lov at
handle med mig, som han gr.

Sknt, det er jo netop Sagen: han maa handle med mig akkurat, som han
vil. Han maa ydmyge mig og mishandle mig, -- jeg vil fle det som en
Fryd at blive pint af ham. Som en Hund vil jeg krybe for ham, lad ham
blot sparke mig bort -- jeg vender tilbage til ham og jeg giver ham
ikke Fred, fr jeg faar Lov at blive hos ham.

       *       *       *       *       *

Jeg har tnkt, at der maaske var en Anden, han holdt af og som kom
hos ham, og at det maaske var derfor, han ikke vilde se mig mere.

Jeg vil skrive til ham:

  Tag hvem andre, Du vil. Hvis jeg ikke er Dig nok, hvis Du trnger
  til Forandring -- saa i Guds Navn. Jeg forstaar det. Du er
  Kunstner. Du behver nye Indtryk, nye Paavirkninger. Jeg er en
  dum og ubetydelig lille Pige, jeg er intet udover det, at jeg
  elsker Dig. Men Du skal altsaa vide, at jeg uden Vrede sr Dig
  tage en Medhustru.

  Det eneste, jeg forlanger, er, at Du ikke derfor slipper mig. Jeg
  vil -- trods alt og alle -- blive ved ogsaa at have Dig. Og jeg
  vil vre den, der er hos Dig, naar alle Andre har forladt Dig.




                                                    1. September.

Han svarer mig:

  Nej, Julie. Du maa ikke sende mig saadanne Breve. Som jeg lrte
  Dig at kende, som jeg mindes Dig og tnker paa Dig, staar Du for
  mig i et Skr af ubevidst Sjlsadel: en fin og udsgt Natur, der
  ikke spurgte om Borgerskabets Vedtgter og Fordomme; et fint
  lille Menneske, der ikke blev simpel ved at handle paa Trods af
  det pne Selskab, men tvrtimod derved udvikledes til en
  ejendommelig Overlegenhed.

  Nej, Julie, det kan ikke vre Dig, som har sendt mig det
  Sypige-Brev, der tog dit Navn forfngeligt. Hvor skulde Du
  stolte, rene, sde Pige have lrt de hektisk forhippede Ord?

  Jeg har -- jeg vd det -- handlet blodig ondt imod Dig. Men det,
  Du nu gr mod Dig selv, er tusind Fold ondere.

  Min egen Ven, min Sjls yndigste Minde og Veninde, jeg srger
  over dit Brev som over en Vandalisme, som over et af unnsomme
  Hnder skndet Kunstvrk. Mere end det: Jeg fler Skam paa dine
  Vegne. Og jeg synes, at _det_ er det srgeligste, jeg har
  oplevet.

       *       *       *       *       *

Jeg har skrevet for sidste Gang til ham.

  Tak for dit Brev. Det gjorde ondt, saa jeg segnede under det;
  men jeg fortjente Slaget, og det har gjort sin Nytte. Tro ikke,
  at jeg fler det som en Nedvrdigelse, at jeg har lagt mig i
  Stvet for Dig. Men det var tarveligt af mig at ville paatrnge
  mig Dig, da jeg dog burde have forstaaet, at Du ikke for nogen
  Pris vilde have mig lnger.

  Jeg beder Dig af mit ganske Hjrte om Tilgivelse. Jeg har jo
  vidst det hele Tiden: jeg havde intet at fordre af Dig. Selv kom
  jeg til Dig, selv gav jeg mig til Dig; Du bandt Dig ikke ved
  Forpligtelser og Lfter. Men Du var usigelig god imod mig. Du var
  altfor god og kr. Dette er min eneste Undskyldning for, at jeg
  ikke nu kunde slippe Dig.

  Men inden vi skilles, skal Du vide helt ud, hvor taabelig og hvor
  ufin jeg har vret i mit Forhold til Dig. Lige fra den frste Dag
  har jeg ment, at det skulde ende med Giftermaal. Naar jeg sagde
  til Dig, at jeg intet nske havde om, at vi skulde gifte os; naar
  jeg ovenikbet forsikrede, at jeg vilde ans det for Galskab --
  da lj jeg. Al min Higen og Tragten var kun rettet mod dette ene:
  at binde mig saa inderligt til Dig, at Du en sknne Dag bad mig
  om at blive din Kone.

  Jeg er ikke den fornemme, overlegne Pige, Du har digtet mig til.
  Bag al min dristige Handlen har frst ubevidst, siden ganske
  bevidst, ligget den fejge borgerlige Hensigt at opnaa legitim og
  prstelig Velsignelse af vor Forbindelse.

  Min Beregning mislykkedes ynkeligt. Jeg har i disse Dage spurgt
  mig selv, om jeg ikke netop valgte den forkerteste Vej, om jeg
  ikke ved en mere tilbageholdende Krlighed kunde naaet mit Maal.

  Men jeg tror, at jeg valgte den eneste Vej, jeg kunde vlge,
  fordi jeg alligevel elskede Dig saa hjt, at jeg ikke kunde have
  sjakret mig bort til Dig i smaa Stykker paa det dyreste Bud.

  Mit Spil er tabt, men jeg angrer det ikke. Hvor fattigt end mit
  Liv i Fremtiden vil rinde, den Indsats, jeg har givet Dig, er
  ikke mistet. Fattig vil jeg sidde i rigere Minder, end nogen
  Anden i Verden ejer, og altid, hvordan det saa gaar, vil jeg
  velsigne den Dag, jeg blev Din.

  I Letsind kom jeg til Dig. Tungsindig er jeg nu, Du lader mig
  tilbage. Meget tog Du, men meget gav Du, Du min mgtige og
  elskede Herre, Du min hvide Scheik, min Ungdoms Drm og dens
  smrtefyldte Lykke.

  For Alt takker jeg Dig, for din rige Naade og din strnge Straf.

  Hjt strber Du og dristigt rider Du. Ej nser Du, om Du paa din
  Vej trder Sand eller Blomster. Gud gre din Sejrsgang let og
  lys.

                                               _Julie._




                                                   12. September.


Jeg fryser. Dagene bliver korte, og Aftenen snker sig tung og mrk
over mig. Jeg sidder ved Vinduet, mens Lyset svinder, og stirrer tomt
hen for mig, stirrer over paa Huset, hvor fordum mine Tanker gik paa
ventyr. Og Huset er nu trist og hverdagsligt som vort eget, og dr,
hvor fr han, min ventyrprins, frdedes, dr sidder nu en fed og
dvask Matrone og fylder, i svnige Sting, et Stykke Kanevas med
Livets brogede Farver.

       *       *       *       *       *

Det hedder sig, at Erik er kommen til Byen. Emmy fortalte forleden,
at hun havde st ham.

Jeg er glad over, at han ikke har vret herude. Jeg vil ikke, han
skal mrke, hvor ilde det er gaaet mig.

       *       *       *       *       *

Jeg fryser, og det er, som om hele Huset frs. Aldrig har her vret
saa koldt og de og tungt og trist. Vi lister om hinanden som
Skygger. Ingen taler hjt, og vi mdes som til en Begravelse.

Og naar Moder og jeg sidder alene om Aftenen, taler vi ikke. Vi
sidder hver i sine Tanker, men jeg vd, at hendes Tanker kredser om
mig.




                                         Slutningen af September.


Bedst har jeg det hos Bedstemoder. Saa ofte jeg kan, gaar jeg derop
om Formiddagen.

Gennem de larmende Gader, hvor Mennesker trnges og brydes og lber
om Kap for at naa frst til Maalet -- gennem dette febrilske Liv, der
synes mig raat og hsligt, og hvis Summen i min Sjl lyder som en
redvende Kamp med hadefulde Skrig og fortvivlet Stnnen, flygter
jeg hen til den lille Sidegade, hvor Bedstemoder bor. Allerede hrer
jeg Larmen som et dmpet Virvar; men naar jeg sidder i Bedstemoders
Dagligstue, fler jeg mig til Mode, som om jeg var undsluppen en stor
Fare, der nu kun fornemmes som en fjrn Brusen.

Her er Lunhed og Stilhed, Fred for al Smrte, Lise for al Kval. Her
falder hver oprrsk Tanke til Fje, her svales og dulmes alt hidsigt
Begr og alle syge Lngsler.

Her sidder Bedstemoder, gammel og mt af Dage, som den store
Livsvisdom, der ikke sprger og ikke dadler, men forstaar alt,
tilgiver alt og vd Trst for alt.

Og jeg bliver som Barn igen i Bedstemoders Stue. Sidder, som da jeg
var lille Pige, paa en Skammel ved hendes Fdder og blader i de gamle
Mapper med falmede Kobbere: Struense og hans smukke kongelige
Synderinde, Frederik d. 6te som en stakkels tyndbenet Dreng i
martialsk Generalsuniform, inspicerende Tropperne; Kristiansborg
Slots Brand 1794; Robbes Pierre, der paa samme Billede fremstilles
styrtende ud af Raadhusets Vinduer og baaren til Guillotinen med
snderbrukne Arme og Ben; Fru Heiberg frst som en koket, ubevidst
Ungm og siden som en svrmerisk Bermthed i Langsjal og med
theriske Blikke.

Eller jeg faar et Haandarbejde og gr mig nyttig for Huset, eller jeg
lser op af Avisen for Bedstemoder, der med Interesse flger de
udenlandske Begivenheder og nikker hjtideligt, hver Gang der mldes
om nye Arbejderuroligheder.

Ja, hos Bedstemoder har jeg det godt. Og hun og gamle Marie kappes om
at forkle mig. Saasnart jeg bldt og godt er bragt til Sde, siger
Bedstemoder med en lille fiffig Hovedrysten hen til sin gamle Pige:
Naa Marie, idag har vi vel ikke noget at byde Frknen? -- hvorpaa
Marie, ligesaa underfundigt, svarer: Jeg vd det sandelig ikke,
Frue, men jeg kan jo se ad. Til almindelig Overraskelse indbringer
hun saa lidt efter enten en Appelsin eller hjemmebagte Kager eller et
Stykke Budding eller en Assiet med Syltetj. Altid er der et lille
Traktement, og altid smager det barnlig godt, fordi de to gamle
Mennesker er saa glade ved at byde mig det og forstaar, at jeg
trnger til at behandles som et bedrvet Barn.




                                                         Oktober.


Hvem der kunde rejse. Langt bort fra det altsammen. Jeg gyser for den
lange Vinter, jeg gaar i Mde i Omgivelser, som hvert Minut paa Dagen
minder mig om alt det, der er ddt og burde vre begravet og glemt,
men endnu svider i mig som levende Saar.

Men hvorhen og hvordan?

Det, jeg trngte til, var at komme ud paa egen Haand, arbejde haardt,
selv tjene mit Ophold, bryde mig en Vej. Men jeg kan jo intet uden
den Smule Porcellnsmaling, der hverken er til at leve eller d af.

Jeg har sagt til mig selv: Den eneste Udvej er, at Du rejser til
Amerika og tager Plads som Bonne, Butiksjomfru, ligegyldigt hvad.

Men dertil er jeg for fejg. Jeg har ikke det hensynslse Mod, der
fordres til at tage ethvert Vilkaar. Min Krop er forklet og tr ikke
binde an med grovt Arbejde; og jeg vd, at jeg vilde lide ved at
behandles som et Tyende.

Jeg vilde end ikke have den Energi, der behvedes for at tiltvinge
mig Rejsetilladelse. Jeg flte det forleden, da jeg prvende sagde
til Moder, at jeg tnkte paa at rejse. Hun blot sa forfrdet paa mig
og sagde: Og det kunde Du nnne mod mig! I det samme var al min
Vilje smltet, og jeg sank sammen i Erkendelse af min Afmagt.

Nej, jeg har ikke Kraft og ikke Mod til at bryde ud. Men bliver jeg
herhjemme, gaar jeg til Grunde. Jeg synes, at saadan som jeg har det,
maa en Fugl fle det, der har siddet fangen i Bur, har vret fri et
Par dejlige Sommerdage og atter er bleven sat i Buret.

Der er noget i mig, der er knkket. Jeg har Trangen til at flyve
bort, men alt det jeg basker med Vingerne, kan jeg ikke hve mig til
en ny Flugt.




                                                     13. Oktober.


Endelig er _det_ sket, som jeg har haabet og frygtet og sklvet for
som for noget skbnesvangert. Jeg har mdt _ham_.

Jeg gik ind til Byen for at besge Bedstemoder. Han kom, sammen med
en anden Herre, imod mig. Paa lang Afstand sa vi hinanden. Af og til
var der Folk imellem os, saa vi skjultes for hinanden; saa mdtes
vore Blikke igen. Min frste Tilskyndelse var at vende om. Men jeg
tvang mig frem. Jeg flte, at der var noget, som nu maatte afgres.
Og fast og roligt -- med en yderste Viljeanspndelse -- holdt jeg mit
Blik rettet mod hans. Vi var nu hinanden paa faa Skridt nr. Jeg sa
en nervs Flakken i hans jne -- jeg vendte ikke mine bort -- og idet
vi passerede hinanden, greb han hastigt til Hatten og hilste.

Det var frste Gang, han havde hilst mig paa offenligt Sted.

Jeg flte, at jeg i det jeblik havde vret den Strke. Men i samme
Nu, han var gledet forbi mig, var min Kraft brudt. Mine Ben rystede
under mig, og jeg maatte ty ind i en Port og sttte mig.

Hvis han havde vendt om og var fulgt efter mig -- det svimler for mig
ved Tanken.

Men han kom ikke. Og mens jeg gik videre og jeg lidt efter lidt blev
sikker paa, at han ikke kom, syntes jeg, at det baade var en ny
bitter Skuffelse, og at der dog endnu var Haab for mig om Befrielse.




                                        De sidste Dage i Oktober.


Jeg har i den senere Tid ofte vret i Frederiksberg Have. Der er saa
smukt i disse Dage, mens Bladene dr i de sknneste Farver og gyldne
bres til Jorden af syngende Solstraaler.

Jeg forstaar, at denne Have sges af gamle Mennesker og ensomme
Sjle. Foran dens Gitter standser Byens Larm: den aabner sig som et
Asyl for stille Tanker og stille Sorg. Den er som en Kirkegaard for
forborgne Minder og bristede Forhaabninger.

Hver Dag mder jeg de samme Mennesker; jeg synes, jeg kender dem
alle, og jeg tror at kende den Livshistorie, der frer hver af dem
hid. Der er den gamle, sirligt kldte Herre, hvis Mund altid mimrer i
det vrede, hvide Ansigt og som ustandseligt slaar om sig med sin
Stok. Hvad kan han vel vre andet end en fordums Embedsmand, der
stadig harmes over sin formentlig uretfrdige Afskedigelse? Og
behver man at sprge om, hvad hun tnker paa, den hje, slanke,
sortkldte Dame, der kommer dr med sin halvvoksne, ligeledes
srgekldte Datter, og som smiler mat og aandsfravrende, naar det
muntre Pigebarn taler til hende? Eller hun da, den unge Krbling, der
rulles gennem Havens Gange af en trt og udslidt Morlille?

Eller jeg selv? Mon ikke alle de Andre aner den Skbne, der har gjort
mig til Medlem af deres lille Menighed?

       *       *       *       *       *

Erik var for nogle Dage siden paa Besg hos os. Men jeg sa ham ikke.
Da jeg hrte hans Stemme i Entren, skyndte jeg mig ind i mit
Vrelse, og da Moder lidt efter kom ind til mig og spurgte, om jeg
ikke vilde hilse paa ham, bad jeg hende sige, at jeg ikke var rask.




                                                     1. November.


Var det en Indbildning eller Virkelighed? Da jeg idag gik ud af
Frederiksberg Have, syntes jeg henne mellem Vognene at se en
Skikkelse forsvinde, som lignede Erik.

Skulde han have fulgt efter mig? Men hvis det var ham, hvorfor kom
han da ikke hen til mig? _Han_ har jo ingen Grund til at ville undgaa
et Mde.

       +       +       +       +       +




                                                    30. December.


To Maaneder er gaaet, siden jeg skrev i min Dagbog. Jeg syntes, jeg
intet oplevede, der var vrd at optegne. Jeg syntes, mit Liv var til
Ende, og at det, der herefter kom, vilde kun vre vissent Lv over
det svundne og dde.

Men idet jeg syntes og mente saa, lj jeg for mig selv. Medens de
sorgfulde og bitre Dage dryssede ned over mig, spirede i Stilhed, og
uden at jeg turde vide af det, en ny spd Vkst under det visne Lv.

Jeg mrkede -- og jeg skammede mig derved --, at jeg var for ung til
at vre frdig med Livet. Jeg greb mig i at fantasere om en Fremtid,
der ikke blot var Minder. Jeg sgte at trnge disse Anfgtelser
tilbage -- de var jo Helligbrde mod min Sorg. Jeg klamrede mig til
Sorgen, jeg sgte Ly og Beskyttelse under dens store, tunge Vinger
som en Nonne i sin Klostercelle; men just som jeg troede mig
allersikrest, flte jeg en Dag min Sjl springe ud i tusinde nye
Anelser, Haab og Lfter, og jeg forstod, at jeg var overvunden.

Men jeg er intet fordringsfuldt Barn lnger. Jeg venter ingen
ventyrprins, jeg tror ikke, Livet byder mig til et evigt Festbord.
Jeg vd, at jeg vil faa baade godt og ondt, flest Hverdage og kun en
Gang imellem Fest; jeg vd, at det, der kommer, bliver hverken stort
eller mrkeligt, men jeg vd ogsaa, at jeg maa vre glad endda, og at
det ialfald bliver Liv. Og leve maa jeg, ud i Lys og Luft, siden jeg
ikke kan d med det Dde, og siden jeg er for ung til at finde Fred i
Sorgens Kloster.

Og siden Erik, min trofaste Ven, vil tage mig som den, jeg er -- uden
Forargelse og uden Bebrejdelser, fin og mandig uden at forlange nogen
Ydmygelse af mig.

Det _var_ ham, jeg sa hin Dag udenfor Frederiksberg Have. Faa Dage
efter mdte jeg ham i Haven, og da vi siden fulgtes ad, fortalte han,
at han mange Gange havde st mig derude, men havde holdt sig skjult,
fordi han troede, jeg helst vilde vre alene. Jeg svarede, at jeg
ingen Grund havde til at sge Ensomhed, og han tav, uden at tro mig.
I den flgende Tid mdte jeg ham af og til, og undertiden talte vi
lidt sammen. Saa begyndte han igen at komme herhjemme, men naar han
havde vret her, greb Anfgtelserne min Sjl.

Endelig en Aften, for en Uges Tid siden, traf han mig alene hjemme,
og da var det, han lod mig forstaa, at han vidste det altsammen. Han
sagde mig det ikke ligefrem. Han fortalte en Historie. Den ld:

En Ven af ham nede i Tyskland elskede en ung Dame. Han var en dygtig
Kbmand, brav og god, men hverken meget vittig eller interessant, --
et jvnt Hverdagsmenneske af samme Kaliber som jeg selv omtrent,
sagde han med et Smil. _Hun_ var -- nu kom en Mngde blomstrende
Betegnelser. Foruden alt dette yndige var hun et lille romantisk
Menneske med hjtflyvende Fordringer til Livet. Intet Under derfor,
at hun lod sin Ftter Kbmanden forstaa, at hans Krlighed var
haabls. Hun flj bort fra ham, og hun flj hjt. Men en sknne Dag
traf han hende vingeskudt og bedrvet. Hendes hje Flugt havde kun
skaffet hende en stakket Lykke. Hendes Smrte gjorde ham mere ondt,
end om det havde vret hans egen, for han elskede hende stadig og
havde aldrig elsket nogen anden. Han bad hende ikke om at blive hans;
han nnnede ikke at rre ved det syge Hjrte; men han forsgte at
vise hende, at hun ikke havde bedre Ven i Verden end ham, og at han
ingen strre Lykke vidste end at vre god imod hende. Hun forstod ham
ogsaa, og da nogen Tid var gaaet, kom hun en Dag til ham og sagde, at
hun holdt af ham. Og nu er de lykkelige gtefolk og Kbmandsfolk i en
lille tysk By.

-- -- Da Erik havde fortalt denne Historie, var vi begge lige
forlegne, og ingen af os sagde lnge noget. Vi sad og sa paa
hinanden, og jeg tnkte, at han alligevel ikke vidste Alt. Derfor
spurgte jeg omsider: Den unge tyske Dame havde altsaa vret forlovet
med en anden? Nej -- svarede Erik og sa paa mig med et fast Blik:
Hun havde vret en Andens Elskerinde.

Og alligevel ...

I hans jne havde hun ingen Brde begaaet. Hun havde elsket den
anden. Og han flte Glde, fordi han nu kunde vre en Hjlp for hende
og fordi han vidste, at hun ikke blev hans Kone for at bedrage ham.

-- -- Saa talte vi om andre Ting; men da Erik gik, sagde jeg til ham:
Gr mig en Glde. Kom til os Nytaarsaften og lad det vre ligesom i
gamle Dage. Hans jne var fugtige, og hans Stemme sklvede, da han
svarede: Tak, Julie.

Men da siden Forldrene kom hjem, og jeg fortalte Moder, at jeg havde
bedt Erik vre hos os Nytaarsaften, blev hun saa glad, den sde lille
Mo'r, som jeg i lange Tider ikke mindes at have st hende. Og vi blev
siddende lnge oppe sammen, som vi plejede fr, og vi talte
fortroligt sammen, og vi grd sammen, men vi lo ogsaa, og Moder
vidste ikke alt det gode, hun vilde gre mig.

Saa er det da besluttet. Imorgen kommer Erik, og naar Nytaarstimen
slaar paa det gamle Ur, vil ingen knaldende Champagnepropper
akkompagnere dets festlige Klokkespil, men stille vil jeg trykke
Eriks Haand og bede ham hjlpe mig med at gre det nye Aar lykkeligt.

Forinden har jeg beskikket mit Hus. Jeg har iaften taget Afsked med
alle mine smaa Erindringer om _ham_. Jeg har brndt hans Breve, for
sidste Gang har jeg kysset dem, for sidste Gang har mine Taarer
vdet dem. Jeg har ogsaa brndt hans Billeder; vrst var det at
slippe det, hvor han var en lille Dreng. Nu er det altsammen borte.
Dog Slret, som laa i Skuffen mellem alt det andet, kunde jeg ikke
brnde. Moders og mit Slr. Jeg begravede mit Ansigt i det, og jeg
syntes, det var et levende Vsen, en trofast Veninde, tavs overfor
alle Andre, men hviskende til mig en mild og daarende Duft af dejlige
Minder. Jeg kunde ikke drbe det. Det klappede bedende min Kind,
syntes jeg, jeg gav det Kys og Krtegn; jeg grd i dets blde Skd og
jeg lovede det, at det og jeg alle Dage skulde blive sammen. Jeg
svber det om min Dagbog og gemmer dem, saa Ingen skal kunne finde
dem. Men kommer der ensomme Stunder, hvor jeg synes, Livet er altfor
graat og fattigt og ingenting, da sger jeg til mine to gamle
Fortrolige og mindes med dem den flygtige Tid, da Livets brogede
Mangfoldighed som en vidunderlig Aabenbaring benaadede min fattige
Ungdom.

Min Dagbog er endt. Og Aaret, jeg gik saa usikker ind i, er endt. Min
Skbnes Aar blev det. Rigt paa Lykke og rigt paa Smrte. Var Lykken
eller Smrten strst? Jeg kan og vil ikke maale det. Jeg vd kun, at
jeg intet nsker uskt.

Dejlige og forfrdelige Aar, med Tak skilles jeg fra Dig. Du har
skrevet mig mit Livs uforglemmelige ventyr.





End of the Project Gutenberg EBook of Julies Dagbog, by Peter Nansen

*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK JULIES DAGBOG ***

***** This file should be named 38515-8.txt or 38515-8.zip *****
This and all associated files of various formats will be found in:
        http://www.gutenberg.org/3/8/5/1/38515/

Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned
images of public domain material from the Google Print
project.)


Updated editions will replace the previous one--the old editions
will be renamed.

Creating the works from public domain print editions means that no
one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
(and you!) can copy and distribute it in the United States without
permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
such as creation of derivative works, reports, performances and
research.  They may be modified and printed and given away--you may do
practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
subject to the trademark license, especially commercial
redistribution.



*** START: FULL LICENSE ***

THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK

To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
distribution of electronic works, by using or distributing this work
(or any other work associated in any way with the phrase "Project
Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
Gutenberg-tm License (available with this file or online at
http://gutenberg.org/license).


Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
electronic works

1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
and accept all the terms of this license and intellectual property
(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.

1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
used on or associated in any way with an electronic work by people who
agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
even without complying with the full terms of this agreement.  See
paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
works.  See paragraph 1.E below.

1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
collection are in the public domain in the United States.  If an
individual work is in the public domain in the United States and you are
located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
keeping this work in the same format with its attached full Project
Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.

1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
a constant state of change.  If you are outside the United States, check
the laws of your country in addition to the terms of this agreement
before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
creating derivative works based on this work or any other Project
Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
the copyright status of any work in any country outside the United
States.

1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:

1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
copied or distributed:

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org

1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
and distributed to anyone in the United States without paying any fees
or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
1.E.9.

1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
with the permission of the copyright holder, your use and distribution
must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
permission of the copyright holder found at the beginning of this work.

1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
License terms from this work, or any files containing a part of this
work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.

1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
electronic work, or any part of this electronic work, without
prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
active links or immediate access to the full terms of the Project
Gutenberg-tm License.

1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
License as specified in paragraph 1.E.1.

1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
that

- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
     must be paid within 60 days following each date on which you
     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
     address specified in Section 4, "Information about donations to
     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."

- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
     License.  You must require such a user to return or
     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
     and discontinue all use of and all access to other copies of
     Project Gutenberg-tm works.

- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
     of receipt of the work.

- You comply with all other terms of this agreement for free
     distribution of Project Gutenberg-tm works.

1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
electronic work or group of works on different terms than are set
forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
Foundation as set forth in Section 3 below.

1.F.

1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
works, and the medium on which they may be stored, may contain
"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
your equipment.

1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
liability to you for damages, costs and expenses, including legal
fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
DAMAGE.

1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
written explanation to the person you received the work from.  If you
received the work on a physical medium, you must return the medium with
your written explanation.  The person or entity that provided you with
the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
refund.  If you received the work electronically, the person or entity
providing it to you may choose to give you a second opportunity to
receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
is also defective, you may demand a refund in writing without further
opportunities to fix the problem.

1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER
WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.

1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
provision of this agreement shall not void the remaining provisions.

1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
with this agreement, and any volunteers associated with the production,
promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
that arise directly or indirectly from any of the following which you do
or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.


Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm

Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
electronic works in formats readable by the widest variety of computers
including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
people in all walks of life.

Volunteers and financial support to provide volunteers with the
assistance they need, are critical to reaching Project Gutenberg-tm's
goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
and the Foundation web page at http://www.pglaf.org.


Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
Foundation

The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
number is 64-6221541.  Its 501(c)(3) letter is posted at
http://pglaf.org/fundraising.  Contributions to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
permitted by U.S. federal laws and your state's laws.

The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
throughout numerous locations.  Its business office is located at
809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email
business@pglaf.org.  Email contact links and up to date contact
information can be found at the Foundation's web site and official
page at http://pglaf.org

For additional contact information:
     Dr. Gregory B. Newby
     Chief Executive and Director
     gbnewby@pglaf.org


Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation

Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
spread public support and donations to carry out its mission of
increasing the number of public domain and licensed works that can be
freely distributed in machine readable form accessible by the widest
array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
status with the IRS.

The Foundation is committed to complying with the laws regulating
charities and charitable donations in all 50 states of the United
States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
with these requirements.  We do not solicit donations in locations
where we have not received written confirmation of compliance.  To
SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
particular state visit http://pglaf.org

While we cannot and do not solicit contributions from states where we
have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
against accepting unsolicited donations from donors in such states who
approach us with offers to donate.

International donations are gratefully accepted, but we cannot make
any statements concerning tax treatment of donations received from
outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.

Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
ways including checks, online payments and credit card donations.
To donate, please visit: http://pglaf.org/donate


Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
works.

Professor Michael S. Hart is the originator of the Project Gutenberg-tm
concept of a library of electronic works that could be freely shared
with anyone.  For thirty years, he produced and distributed Project
Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.


Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
keep eBooks in compliance with any particular paper edition.


Most people start at our Web site which has the main PG search facility:

     http://www.gutenberg.org

This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.
