The Project Gutenberg EBook of Judith Frste, by Adda Ravnkilde

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org


Title: Judith Frste
       En Fortlling

Author: Adda Ravnkilde

Release Date: April 22, 2012 [EBook #39510]

Language: Danish

Character set encoding: ISO-8859-1

*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK JUDITH FRSTE ***




Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
http://www.pgdp.net (This file was produced from images
generously made available by Arkiv for Dansk Litteratur
at http://adl.dk)





Afskriverens bemrkninger: benlyse trykfejl er rettet i denne
e-bog, men forfatterens stavning er i vrigt bevaret.
S p a t i e r e t tekst i originalen er angivet med _understreg_,
mens kursiv tekst er angivet med =lighedstegn=.




 JUDITH FRSTE.

 EN FORTLLING AF ADDA RAVNKILDE.

 MED ET FORORD AF G. BRANDES.

 ANDET OPLAG.


 KJBENHAVN.
 Gyldendalske Boghandels Forlag (F. Hegel & Sn).
 GRBES BOGTRYKKERI.
 1884.




FORORD.


En Dag i Begyndelsen af Oktober 1883 laa paa mit Bord en af de
Manuskriptpakker, som en Kritiker stadig faar sendt eller bragt ind i
Huset, og derved et lille, provinsielt udseende, blaaligt Visitkort,
hvorpaa Navnet =Adda Ravnkilde= var skrevet med snrklede
Forbogstaver.

Henimod Maanedens Slutning kom den unge Pige, der havde afleveret
det. Hun var naturlig, alvorlig, 21 Aar gammel, med kloge og klare
jne. Der var noget Aandigt og Dristigt ved Blikket. Over Skikkelsen,
som i den mrke Dragt var ganske dameagtig, men hvis Holdning
manglede Sikkerhed og Frihed, var der Noget, der tydede paa tidlig
Kamp og Sorg, en vanskelig Situation eller lignende.

Den Roman hun havde bragt, (det er ikke den foreliggende) rbede
Evner, der hos saa ungt et Vsen maatte overraske. Den behandlede en
ung Piges aandeligt ensomme Liv i en Provinsby, hvortil hun er kommen
som Lrerinde, og hvor den Mand, paa hvem der alles jne hvile, viser
hende paafaldende Hensyn og Hyldest. Han er en omtrent 40aarig dansk
Greve, der lever adskilt fra sin Hustru og har et daarligt Ry paa
sig for sit Levnet, men som staar hjt over Omgivelserne ved Dannelse
og Livserfaring. Hun har en ualmindelig Videlyst og en spirende
digterisk Begavelse. Det lykkes Greven at vkke denne unge Kvindes
Interesse for ham, skjnt hun strber imod, fordi hun fler hans
Uvrd som Menneske. Med sin Evne og Vilje til at se klart
gjennemskuer hun, at han kun sger Adspredelse og Underholdning i
hendes Selskab, ganske ligegyldig for om han ved sin haardnakkede
Opmrksomhed kompromitterer hende i den lille Sladderby. Hun indser,
saasnart hun tnker koldt, at hans Overlegenhed er en ydre, hans
Fortrin formelle; hendes Selvagtelse er mange Gange strre end hendes
Agtelse for ham. Derfor vaander hendes Stolthed sig, da hun ikke kan
tnke paa ham med Kulde, og hun kan ikke ngte det for sig selv, hun
elsker ham, har elsket ham fra hun saa ham frste Gang, formaar i
Mellemtiderne mellem at hun ser ham, ikke at tnke paa andet end ham.

Der var paa dette Punkt i Skildringen af den unge Piges forgjves
nedkjmpede, kvalfulde og frydefulde Kjrlighed til Grev Hg noget
Oprindeligt og gte. Man fornam dette Liv med dets Higen, Venten og
Spnding mod en eneste fast Forestilling som Maal, fornam den indre
Modstand, der bjedes og brdes, Stoltheden, der stred imod og
bukkede under, endelig Flelsens Storm gjennem Kvindesjlen,
Lidenskabens Sejersgang gjennem Sindet, Elskovens Sejerssang i alle
Legemets Pulse.

Resten duede ikke stort, Slutningen var paaklbet, som Slutninger i
Regelen ere. Det var ikke lykkedes Forfatterinden at holde Heltindens
Skikkelse tilstrkkeligt ud fra sin egen; vi hrte desuden mere om
hendes Begavelse end vi saa til den, og selve den Omstndighed, at
det Hele var fremstilt som en Forfatterindes Dannelsesproces, havde
ved mnets Fortrskethed noget Utilfredsstillende ved sig.

Den unge Dame blev enig med mig om, at hun burde opstte sin
offentlige Optrden endnu nogen Tid, indtil denne kunde finde Sted
med strre Virkning. Da jeg roste Fremstillingen af den unge Piges
Kjrlighed, svarede hun: Sligt vil jeg ikke skrive mere, og der kom
Taarer frem i hendes jne.

I Lbet af vor Samtale traadte hendes aandelige Personlighed klarere
frem for mig: En strbende Aand, for hvem en stor Forhaabning var
bristet, og der ligesom bar Mrker af et flereaarigt Tryk; forpint af
smaa Forholds Smaalighed og af indskrnkede Vseners Indskrnkethed.
En tapper, exalteret Sjl, der kjendte Fristelsen til at tabe Modet
for bestandig, men endnu havde bevaret Energien frisk; livstrstig og
dog meget fortrolig med Ddstanken, attraaende Omgang med aandsfrie
Kvinder og Mnd, trngende til Tankemeddelelse, til et fyldigere,
aandeligt Indhold; moderne, i hj Grad moderne i sit Anlg, skjnt
endnu noget konventionel i sin Fremstillingsform; rgrrig ganske
vist, men med en rgrrighed, som daglig maatte kjmpe med
Tungsindet, der hviskende spurgte: Er ren vrd at vinde? Er Livet
vrd at leve?

Som Heltinden i hendes Bog, der gjennemskuer den Elskede, hader og
elsker ham paa en Gang, saaledes elskede og hadede hun Livet, snart
ude af Stand til at bre det, snart haabende det Hjeste af det,
snart villig til at njes med en beskednere Lykke, som hun ved sin
Bortgang antydede det i disse Ord til mig: Hvor De er lykkelig, De
har opnaaet de to Ting, jeg altid har nsket mig, at bo paa et Sted,
hvorfra der er en smuk Udsigt, og at kunne omgaas intelligente
Mennesker.

Denne Samtale er den eneste, jeg har havt med hende. Hun lagde kort
efter en anden Fortlling op til mig, den som foreligger her; men min
Tid var saa optaget, at jeg ndtes til at lade den ligge ulst mere
end en Maaned og frst gjorde mig bekjendt med den, da jeg havde
erfaret hendes Dd. Ved et flygtigt Sammentrf paa Universitetet bad
jeg hende ikke at tabe Taalmodigheden med Hensyn til sit Manuskript,
ikke tro mig ligegyldig for hendes Fremtid og ikke tabe Modet. Hun
havde rimeligvis da allerede tabt det.

Hun var uformuende, var kommen fra Jylland til Kjbenhavn for at
forberede sig til Almueskolelrerinde-Examen, havde imidlertid, da
hun flte sig meget ulykkelig ved den Tvang, dette Kursus vilde
paalgge hende, fulgt mit Raad, hellere at uddanne sig til Student og
var begyndt at arbejde med dette Formaal for je hos en Lrer, under
hvis Vejledning hun i faa Uger gjorde ualmindelige Fremskridt.

Da meddelte Aviserne hendes Dd. Den har sikkert grebet alle dem, der
havde kjendt hende. Selv om man ikke betragter Dden uden videre som
et Onde, var det vanskeligt, ikke at fle Noget blde og brnde i sig
ved Tanken om det stakkels geniale Barn, der fra alle sine frugtbare
Drmmerier og kjkke Fremtidsplaner var gaaet ind i det store Mrke.
Den Forestilling laa nr, at havde hun levet, saa var hun bleven en
af de Personligheder, af hvilke der altid er for faa i et Land, en af
dem, der frembringe Vrdier og lgge et Lod i Vgtskaalen paa det
Godes og Nyttiges Side.

Jeg saa hende to Timer fr hendes Dd, den 29de November. Idet jeg
den Dag traadte op paa Universitetskathedret, bemrkede jeg hende paa
en af de frste Bnke i Salen lige for mig; hun saa oprmt, livfuld
ud, hendes jne havde en ualmindelig Glans, hun smilte og lo nogle
Gange under Foredraget. Mindst tnkte jeg, at hun i det jeblik
fortjente Medlidenhed.

Efter hendes Dd har jeg lst hendes efterladte Haandskrifter. Et af
dem, det ldste, der rundt i Marginen havde sammenslyngede Navnecifre
i en bestemt, stiliseret Form, fortalte paa sin Vis i sit Tegnsprog
et Hovedafsnit af Forfatterindens Historie.

Nrvrende Fortlling, der har forekommet mig at vre det blandt
hendes Arbejder, som hviler paa de skarpeste Iagttagelser, og hvor
Handlingen er bedst gjennemfrt, er skrevet, da Forfatterinden var
nitten Aar gammel og synes mig i Betragtning af denne Omstndighed
mrkvrdig. Mandskarakteren er jensynlig udfrt efter samme Model
som i den frstnvnte Roman, men den kvindelige Karakter er her
tegnet med en kunstnerisk Selvbeherskelse, der skulde synes en senere
Alders Kjende. Fortllingen giver et Livs Historie, der gaar op i et
enkelt Forhold. Den fremstiller en enkelt Flelse, der frst sent
bliver sig sit Vsen bevidst.

Den Lser, som er i Stand til at se bort over enkelte gammeldags
Vendinger, der tage sig ljerligt ud i en moderne Bog (Merkurs
Snner f. Ex.), og som ikke vil opholde sig ved at Forfatterinden
med en ganske ung Piges Skyhed har taget meget abstrakt paa det
Fysiologiske, vil med Fornjelse se et Stykke nrrejydsk Liv fra
vore Dage malt med Kjendskab og Sanddruhed, vil vurdere det Rigtige,
ja Dybsindige i den simple Komposition, og i dette Skriftemaal ad
Omveje finde Oplysning om kvindeligt Sjleliv i de danske Provinser.

At Fortllingen udgives nu, da dens Forfatterinde ingen Glde har af
at se den trykt, maa opfattes som en Pietetshandling mod den Dde.
Det gjres, som man lgger en Krans paa en Grav. Det har syntes mig
Synd, at dette unge Vsen, der havde saa strk en Attraa efter at
tilkmpe sit Navn en Plads, skulde forsvinde uden at efterlade det
ringeste Spor af sit Liv.

Da hun under hin ene Samtale nvnte sit Navn og sin Adresse for mig,
spurgte jeg angaaende Fornavnet, om det var et rigtigt Navn, det
syntes mig at lyde som et Kjlenavn, en Forkortning.

Hun svarte: Det er det Navn, jeg gjerne en Gang vil gjre bekjendt.

Lad det da blive saa kjendt, som det trods hendes tidlige Dd kan
blive.

                                            Georg Brandes.




Man maa lre at fje sig i de Forhold, man er sat i, Du maa lre
det, Judith, om det saa kun var for Din egen Skyld. Hvis Du bliver
ved paa denne Maade, gjr Du baade Dig selv og os andre ulykkelige.

Men jeg kan ikke, svarede Judith med dmpet Stemme; det blev ikke
sunget for min Vugge, at jeg skulde bje mig under fremmed
Herredmme, jeg har Faders Blod i mine Aarer, og jeg kan det ikke.

Sagfrer Hinding sendte sin Steddatter et stikkende Blik, men hans
Stemme var rolig og mild, hans Tale langsom og overbevisende, som om
han plderede en Sag for Retten.

Bestandig denne Trods! Og hvad har Du saa for Din Stolthed? Du har
ikke kunnet beholde en eneste af alle de Pladser, vi har skaffet Dig,
og Du gjr os Livet surt her i Hjemmet.

Det har ikke vret min Skyld, at jeg mistede mine Pladser; hvor kan
og tr jeg opgive min Stolthed, den eneste Arv, man har ladet mig
beholde efter min Fader, _den_ har en enlig stillet Kvinde god Brug
for. -- Mit Hjem! hvorledes kan jeg betragte dette Hus som et Hjem?

Ved Ordet Arv formrkedes Prokuratorens Blik, men han fortsatte med
uforandret Mildhed: Det Sted, hvor Din Moder lever, og hvor Du har
Din eneste Tilflugt, maa da vel nok kaldes Dit Hjem.

Ja, Moder holder vistnok af mig -- paa sin Maade -- og vilde gjerne
gjre mig lykkelig, men hun er svag og kan ikke hjlpe mig. Da hun
gtede Dem, mistede jeg hende.

Men saa indse da, at Din Fremtid afhnger af mig og bliv min
Ven istedetfor min Fjende; jeg forlanger jo kun en taalelig
Eftergivenhed, noget mindre Trods og Skarphed.

Ja, min Fremtid afhnger vistnok af Dem, men jeg kan ikke hykle, om
jeg end kunde skaffe mig de bedste Vilkaar derved. -- Holdt jeg af
Dem eller havde jeg kun fuldstndig Agtelse for Dem, skulde De aldrig
faa Grund til at klage, men De ved jo godt, at jeg misbilliger Deres
Handlemaade og hele Optrden, jeg kan ikke bje mig for Dem. Jeg
beder Dem derfor: skaf mig min Fdrenearv, lad mig lre et eller
andet, saa at jeg kan srge for mig selv -- jeg forlanger det jo ikke
mere som en Ret, jeg beder kun derom.

Men jeg har jo sagt Dig det, jeg har selv Brug for disse Penge. Du
kan ikke faa dem; mine Sager staar slet, og i det mindste for Din
Moders Skyld vil Du vel ikke ruinere mig.

Nej, De har Ret; for Moders Skyld kan jeg ikke fordre, hvad der
lovlig er mit. Nu vel -- saa skal jeg se at finde mig i det,
forelbig i det mindste, men De skal ikke tvinge mig til, hvad jeg
ikke selv vil -- en Gang maa jeg da vel faa min Ret, sknt Ret er
noget, som der er grumme lidt af i Verden, uden den strkeres.

Han forstod, hvad hun tnkte paa, og flte hvor ubjelig en
Modstandsevne denne forhadte Steddatter var i Besiddelse af. Vi faar
se, vi faar se, mumlede han med sammenbidte Tnder, der kommer vel
den Dag, da jeg ikke lngere er Din Skyldner.

Hun forstod neppe Ordene, endnu mindre den Trusel, de indeholdt.

       *       *       *       *       *

Judith Frstes Moder havde i sin Tid vret en af Hovedstadens
feterede Balsknheder, en forfngelig og verdslig ung Pige, der
jagede efter Fornjelser og levede for at blive beundret. Men alt
dette syntes at forandre sig, da hun endnu ganske ung gtede en
Officer, der var lige saa bekjendt for sin Dygtighed som for sin
stolte Karakter og sit smukke mandige Ydre. I deres gteskab fik han
efterhaanden en stor og god Indflydelse paa sin letsindige Hustru,
men til Ulykke for hende og hendes lille Datter, blev deres Samliv
kun kort. Da den dansk-tyske Krig udbrd, blev Ljtnant Frste et af
dens frste Ofre. Han efterlod sig et straalende Minde blandt sine
Kammerater, men hvad hjalp det den stakkels unge Enke, paa hvem hans
Dd strax gjorde et saa voldsomt Indtryk, at man en Tidlang frygtede
for hendes Forstand. Dog da den frste Smerte var forbi, var ogsaa
det vrste overstaaet, og den unge Moder besluttede nu at hellige sit
Liv og al sin Krlighed til sin lille Datter.

Tilbagetrukken fra Verdens Fornjelser og Glder ofrede Fru Frste
Judith al sin Tid. Hun indgd hende en lidenskabelig Krlighed til
den afdde Fader, og Barnet kunde aldrig blive trt af at hre om
ham. Han var dets Helt, dets Afgud, dets Ideal. Timevis kunde hun
sidde stille og lytte til, naar Moderen fortalte om ham. Og naar hun
paa Gaden sammen med hende mdte Officerer, der respektfuldt hilste
dem, eller standsede og talte med dem og klappede den lille Pige paa
Hovedet, kom hun altid til at tnke paa Faderen, og da svulmede
hendes Hjerte af Stolthed, og hun var overbevist om, at ingen i
Verden kunde lignes ved ham.

Saaledes forlb nogle Aar, da der indtraf en Forandring i den endnu
smukke, trediveaarige Enkes Vsen. Hun var ofte adspredt, gav sig
undertiden pludselig til at grde, men kunde saa strax efter igjen
begynde at nynne og se sig i Spejlet og pynte sig med strre Omhu
end frhen. Hun spurgte Judith, om hun ikke var bleven gammel og
styg, om der ikke var graa Haar i hendes brune Lokker eller Rynker i
hendes Pande, og naar Judith forbavset svarede nej, eller med barnlig
Stolthed erklrede hende for at vre den smukkeste Dame i Verden,
omfavnede hun hende og spurgte, om hun ikke savnede en Fader. Judith
njedes med at stirre paa hende, men Moderen lo og rdmede, erklrede
det hele for en Spg og kyssede den sidste Tvivl bort af den
forbavsede Piges Sind.

Men Sagen var, at den svage og forfngelige Kone tnkte paa at gifte
sig igjen. Fuldmgtigen hos den Sagfrer, der drog Omsorg for hendes
Pengesager, var en ung og ret smuk Mand. Han havde ved mange
Lejligheder set Enken og fattet, som han mente, en heftig Lidenskab
for hende. Hun undgik ikke at bemrke den Hyldest, han ydede hende,
og den smigrede hendes forfngelige Hjrte. Da han endelig friede,
vaklede hun lnge -- det var i denne Tid, hun ofte grd og halv
skjult raadspurgte sin unge Datter. Men han trngte stedse heftigere
paa: de skulde ikke blive i Hovedstaden, hvor Mdet med gamle
bekendte maatte vre hende pinligt, han vilde nedstte sig som
Sagfrer i en mindre By, han vilde bre hende paa Hnder, lovede
hende Rigdom, Fornjelser, Anseelse, og truede tilsidst med at tage
Livet af sig, hvis hun ikke sagde ja. Saa indvilligede hun, dels af
Svaghed, dels af Forfngelighed, thi hun nrede nppe nogen virkelig
Krlighed til den nogle Aar yngre Mand. Hun anede vel, at hendes
Beslutning kunde have skbnesvangre Flger, men hun var ikke kraftig
nok til at undersge Sagen og drage dens Konsekventser.

Forberedelserne blev trufne i al Stilhed. Fru Frste vovede ikke en
Gang at betro sig til sin Datter fr i det sidste jeblik, det vil
sige, da det var for sent. Havde dette ikke vret Tilfldet, vilde
hun maaske endnu have opgivet Giftermaalet, thi Judith kom i en saa
heftig Bevgelse, da hun erfarede Sandheden, at den stakkels Kone
helst vilde have forandret sin Beslutning, hvis det den Gang havde
vret muligt.

At Moderen, efter at have vret gift med Verdens dleste Mand, der
havde ofret sit Liv for Fdrelandet, og elsket sin Hustru over alt
andet, at hun nu vilde gifte sig med en ussel Prokurator, et rent
ubetydeligt Menneske! -- Judith var ude af sig selv af Sorg og
Indignation. Med Ord, der var langt over hendes Alder, foreholdt hun
Moderen denne grnselse Nedvrdigelse, hun grd, hun bnfaldt hende
om ikke at bedrage baade den afdde Fader og hende selv, men som
sagt, det var for sent. Da overgav den snart halvvoxne Pige sig til
dump Fortvivlelse, og den frste Tid af Moderens gteskab gjorde
hendes Sind mange Aar ldre, forvandlede hende fra et muntert,
livsglad Barn til en indesluttet, melankolsk Skabning.

Hun var forladt og forraadt, syntes hun; Moderens Krtegn trstede
hende ikke, Forholdet mellem dem var brudt, og hun havde heller ingen
andre at sge Trst hos; de skulde jo bort fra Byen og fra de gamle
Venner, der desuden allerede af sig selv havde trukket sig tilbage
fra dem. Og Moderen var ikke lnger den, hun kunde se op til og tro
paa, hun holdt vel af hende endnu, men med en halv medlidende
Krlighed.

Lige efter Brylluppet var Familien draget til en lille Kbstad i
Jylland, hvor det ny Hjem stiftedes. Det blev intet Fredens Hjem, thi
Judith vendte sig instinktmssig fra sin Stedfader; han havde, mente
hun, bervet hende Moderen og usurperet den hjtelskede Faders Plads.
Hans venlige Ord nyttede ham intet, Judith viste ham haardnakket bort
og undlod at sige: Fader eller Du. Da Hinding ingen Veje kom med
Mildhed, forsgte han Magt; han prvede at kue hendes stolte Sind.
Judith led ubeskrivelig, men hun bjede sig ikke, hun beklagede sig
ikke til Moderen, hun vilde vre ene om det og fandt efterhaanden, at
passiv Modstand var det bedste Vrn. Men i denne Strid forhrdedes
hendes Sind, og hun lrte, om end kun anelsesvis, som et Barn kan
det, at hade.

Ogsaa paa Hindings Humr havde dette daarlige Forhold sin
Indvirkning, det var undertiden nr ved at bringe ham til at
fortryde sit Giftermaal; han blev gnaven og opfarende. Endnu vrre
blev det, da en Broder af ham, for hvem han havde indgaaet
Kautionsforpligtelser, gik fallit og derved fjede Pengesorger til
Prokuratorens vrige Gjenvordigheder. Det forbedrede heller ikke
Sagernes Stilling, at Fru Hinding sknkede sin Mand en Sn. Han blev
vel meget glad ved Drengens Fdsel, men paa den anden Side bragte
Begivenheden Judiths Smerte til Hjdepunktet; hun fortvivlede nu helt
over sin Stilling i Hjemmet, hun syntes, at det lille Barn bervede
hende den sidste Rest af Moderens Omsorg og mhed, og hun forlangte
da at blive sendt bort over til Kbenhavn for der at lre noget, som
kunde stte hende i Stand til senere selv at tjene sit Brd. Men
denne Fordring kom Hinding meget ubelejlig; hans Pengeforhold tillod
ham i Virkeligheden ikke den Gang at bringe et saadant Offer, og han
vilde heller ikke, af egennyttige Grunde, at Judiths lille
Fdrenearv, nogle Tusinde Kroner, der var blevne indsatte i
Overformynderiet, da Moderen giftede sig, skulde anvendes dertil; thi
han spekulerede paa selv at faa fat i dem, naar Judith engang blev
myndig, og han forestillede hende derfor, at hendes Penge ikke kunde
rres, fr hun var 18 Aar.

Hun vilde ikke tro det og spurgte sin Moder, om hun virkelig kunde
forhindres i at lre noget, der kunde sikre hendes Fremtid og
Uafhngighed.

Nu foresvvede der ganske vist Fru Hinding noget om, at Judith kunde
henvende sig til sin Vrge, men hun njedes med at bede Datteren
inderlig, for hendes Skyld, om ikke at forge hendes Mands
Bekymringer og slette Lune. -- Da forstod Judith, at dobbelte Baand
bandt hende, som hun ikke kunde bryde, Krlighedsforpligtelsen
overfor Moderen og Afhngigheden af Stedfaderen. Og hun forstod, at
der gives Tilflde i Livet, hvor man maa bje sig, selv om man har
moralsk Ret til ikke at gjre det. Og denne Tanke blev den farligste.
Thi hendes Barnesind havde vel gjennem Bger faaet det Indtryk, at
det slette og uretfrdige for en Tid kan triumfere, men at det gode
dog altid sejrer til sidst. Men her saa hun sig haablst forurettet,
og det tilmed af dem, der stod hende nrmest, af hendes egen Moder,
som dog elskede hende, og af alle andre, med hvem hun havde noget at
gjre. Og det gjorde hende mistnksom, hun begyndte at undersge, om
saadanne Tilflde var almindelige, om Retfrdigheden muligvis ikke
var saa almgtig, som hun troede; om det var den, der havde Retten,
eller den, der havde Magten, som beholdt Overtaget. Og da hun frst
var begyndt paa Undersgelsen, forekom det hende mere og mere, at det
virkelig var det slette, det uretfrdige, det egenkrlige, der var
det strkeste. Hun opdagede egoistiske, smaalige, tyranniske
Handlinger, og uden at kunne bedmme deres Motiver eller de
formildende Omstndigheder, der kunde undskylde dem, dmte hendes
ungdommelig strenge Sind, ligesom Katekismen, at Menneskene er af det
onde, at Verden er slet og fordrvet. Hun holdt sig i det hele taget
paa den Tid til Katekismen og Bibelen, hvis strenge Blik paa Livet og
Menneskene samstemmede med hendes egen Dom. Hun blev en troende, men
ingen barnlig Konfirmand. Angst og snderknust lovede hun at forsage
alt det onde, hun bad brndende og forfrdet Gud om Tilgivelse for
sine Synder. Og hun lovede at tage sin tunge Skbne som en Prvelse
fra Herren og finde sig i den uden Knurren. Hun fik imidlertid ikke
lnge Lejlighed til at prve sine Forstters Styrke i Hjemmet, thi
Hinding, for hvem hendes Nrvrelse var en stadig Pine, skaffede
hende kort efter Konfirmationen en Plads, for at gaa Husmoderen til
Haande og deltage i al indvendig Gjerning -- Honorar fordres ikke.
Hun kunde jo intet, og turde ikke gjre Fordring paa Ln.

I Prstegaarden, hvor hun kom hen, udviklede hendes Religisitet sig
med nsten foruroligende Heftighed. Hun fstnede sig mere og mere i
den Tro, at den Retfrdighed, Livet her paa Jorden manglede, maatte
findes hos Gud, hinsides dette, og hun klyngede sig til denne Tro med
sin syge og trstende Sjls hele Begrlighed. Men medens hun
ufortrdent udrettede sit Arbejde og uden Knurren fandt sig i den
megen Smaalighed, der omgav hende, opstod der ogsaa hos hende
forskellige religise Skrupler og Tvivlssprgsmaal. Da de var nr ved
at voxe hende over Hovedet, vendte hun sig til Prsten, en ganske
vist lrd, men ikke _meget_ troende Theolog. Han sgte at bringe
hende til Ro ved Fornuftbetragtninger, der for hende kun blev Sten i
Stedet for det Brd, hun bad om. Hun kunde vre bleven overbevist ad
Flelsens Vej, men hendes Fornuft gjorde derved kun mere Oprr.
Prsten blev stedse ivrigere for at omvende sit unge Skriftebarn, han
spaserede med hende og talte med hende i timevis, indtil Prstefruens
Opfrsel viste den unge Pige, hvor uforsigtig hun havde handlet.
Fruen blev jaloux, om med eller uden Grund brd Judith sig ikke om at
undersge, men at en saa lav Mistanke blev kastet ind i et Forhold,
som hun kaldte sit allerhelligste, blev en ny og heftig Rystelse for
hende, og det var ikke langt fra, at hun krvede Gud til Regnskab,
fordi han rolig lod hende mistnkes saaledes, sknt han maatte vide,
at hendes Tanker kun havde vret rettede paa ham. De sidste pinefulde
Maaneder, hun tilbragte i Prstegaarden, rokkede endog Gudsforholdet
for hende.

Et nyt Forsg blev gjort, denne Gang hos en Slgtning af Hinding, en
Enkemand paa henved de treds. Her var ingen skinsyg Frue at frygte,
men Manden gjorde et kluntet Forsg paa at forfre den unge Pige, der
var betroet til hans Varetgt, og hun forlod Pladsen over Hals og
Hoved, medtagende ny bitre Erfaringer om en Verden, hvor
Egenkrlighed, Hensynslshed og Raahed syntes at herske, og stedse
med mere forvirrede Begreber om det Vsen, der sagdes at vre algod
og dog havde skabt en Verden saa fuld af Slethed.

Endelig gjorde man et sidste Forsg, denne Gang hos en aldrende
Enkefrue med tre voxne Dtre.

Frst syntes Valget heldigt. Fruen frte et muntert Hus, der kom en
Del unge Mennesker, og da Judith var meget lidt tilbjelig til ved
nogensomhelst Fremtrden at staa Dtrene i Lyset, lykkedes det hende
at undgaa den let vakte Misundelse og Skinsyge. Hun holdt sig
tilbage, var indesluttet og grublede for vrigt nu over et nyt
Problem, nemlig hvorfor unge Kvinder kunne vre saa taabelige, at
sge at behage Mnd og jage efter den tvivlsomme Lykke -- gteskabet.
Blandt de besgende var en Student Hilmer, en ung Mand af god Familie
og omhyggelig opdragen, strkt paavirket af Nutidens Fritnkeri. Han
flte sig tiltrukken af Judiths Sknhed og nrmede sig hende
beskedent med en stille og rbdig Hyldest, som ikke kunde skrmme
eller mishage hende. Hun talte med ham, hans Ider og Anskuelser
vandt Genklang hos hende, de syntes at klare op i det Virvar af
krydsende Begreber, hvormed hun tumlede uden at kunne finde sig til
rette i dem. Hans Syn paa Livet og Menneskene stemte omtrent overens
med hendes eget, han var Pessimist, fordi Schopenhauer var det, og
hans Philosophi, som han docerede med hele den Alvor og Varme, der
kan findes hos en ung Student, der frste Gang i Praxis repeterer
sine nylig erhvervede theoretiske Kundskaber, ydede hende en vis
Tilfredsstillelse. Hun troede at have fundet et rent og uegennyttigt
Venskab, der var frit for Beregning og Sanselighed. -- Da de efter
nogen Tids Forlb maatte skilles, skrev han til hende, og hun
svarede. Hans Breve var meget alvorlige, meget philosophiske, og
strmmede over af en slet dulgt Beundring for egen Viden; men de
mange ny, sammensatte Ord som dmrende Opfattelsesvv, store
Igenfdelsens Alt og lgn. forekom hendes uvante re poetiske og
tanketunge.

Det endte som alt platonisk Venskab mellem en Mand paa 22 og en ung
Pige paa 18 -- han friede. Heftig, lidenskabelig, fordringsfuldt
forlangte han hendes Ja. Han skildrede sin langvarige Sjlekamp.
Hvis jeg faar nej, sluttede han, da maa jeg vel rive Deres Billed
ud af min Sjl, men den vil forblde derved!

Hun blev forskrkket og overrasket. Hun havde alligevel ikke tnkt
sig det paa denne Maade. I hendes Sind var der under de alt for
tidlige og srgelige Erfaringer opstaaet en Uvilje, nsten Angst for
at skulle knyttes til nogen Mand; og denne var hende dog saa fremmed.
Hun svarede hverken ja eller nej, men bad ham vente, og dermed
ophrte forelbig deres Brevvexling. Men hun blev frejdigere og
gladere til Mode. Tanken om, at hun var elsket, elsket for Evighed,
over alt i Verden, sneg sig over hende med en Varme og Fryd, som hun
nsten forbavsedes over. Hun blev saa mild i sit Sind, saa glad og
rolig. Der syntes at skulle vaagne et Foraar i hende oven paa den
kolde, haarde Barndoms Vinter.

Saa kom der atter en Dag Brev fra ham: Ventetiden var uudholdelig,
det halve Forhold utaaleligt, han fordrede sine Breve tilbage og
nskede al Forbindelse brudt. Hun troede, han var bleven vanvittig,
hun sendte ham Brevene og bad om en Forklaring, hun fik sine egne
tilbage, det var alt. Frst en Maaned senere blev Gaaden lst, hun
saa hans Forlovelseskort, han havde gjort et rigt Parti.

Da lo hun saa hjertelig, saa bittert, at hun fik Taarer i jnene; hun
tnkte paa hans Frierbrev, hvis gldende Ord om evig Krlighed, Dages
og Ntters Sjlekamp og Fortvivlelse havde brndt sig ind i hendes
Erindring -- og nu et Par Maaneder efter forlovet med en Pige paa
80,000 -- efter hvor mange Timers Sjlekamp?

Saa fik da hendes Tro det sidste og haardeste Std. Ikke fordi hendes
Krlighed blev skuffet, hun vidste nu, at hun aldrig havde elsket
ham, heller nppe fordi hendes Stolthed blev krnket, han var hende
egentlig saa ligegyldig, men hendes Tro, hendes paany opvaagnede Tro
paa Uegennytte, Krlighed og Menneskevrd fik Ddsstdet. Hun blev
en Byrde for sine Omgivelser, hendes kolde Tilbageholdenhed og
srgmodige Indesluttethed, der blev udlagt som Hovmod, stdte hendes
Omgivelser fra hende. Dtrene paa deres Jagt efter Mnd, Moderen med
sin Higen efter at faa Dtrene ind i Livsforsikringsanstalten
gteskab, flte sig generte af dette tavse, fornemt tilbagetrukne
Vidne.

Enkefruen skrev til Prokuratoren:

For Deres Skyld Hr. Hinding og for gammelt Bekjendtskabs Skyld,
samtykkede jeg i at optage Frken Frste i mit Hus; men hendes Vsen
er saa lidet imdekommende, hendes Sind saa stolt og ubjeligt,
hendes Humr saa nedtrykt og lidt velstemt, at jeg af mange Grunde,
hvor ondt det end gjr mig, men hovedsagelig for mine unge, livsglade
Dtres Skyld, maa ngte lngere at beholde hende i vort Hjem, hvor
Fortrolighed, Samstemning og Munterhed stedse har hersket. Altsaa
vendte Judith atten Aar gammel atter hjem til den lille jydske
Kbstad, til en Moder, hvem hun snarere maatte sttte end vente sig
Hjlp af, til en Stedfader, der var hendes Uven, ikke mindre nu end
frhen, da han endelig ved Overenskomst med hendes Kurator havde
faaet fat i hendes Penge, til en lille Broder, der syntes at have
taget hendes Plads og Rettigheder. Hun blev fngslet i Lilleput
Forhold, hvor hele Maskineriet gik saa jammerlig smaat, saa naivt
aabenlyst, hvor Middelmaadigheden trivedes, Sladderen florerede,
Kryberiet herskede, til en lille By, hvor det, at slutte sig inde i
sig selv, var en Forbrydelse, fordi alt der skulde stilles i Glasskab
som offentlig Ejendom, kritiseres og bedmmes, kort give mne til
Sladder, og det kunde Judith ikke vre med til. Hendes Stolthed
oprrtes ved Tanken om, at hun skulde stilles til Skue, maaske blive
Genstand for Medlidenhed, i alle Tilflde for Snak. Hun sknkede ikke
Byens unge Mnd, der dog i Begyndelsen hilste hende som en opgaaende
Stjrne, et Blik eller en Tanke, derfor blev de selvtilfredse unge
Hjrter hos disse Merkurs Snner saarede, de kaldte hende hovmodig og
vendte sig til Landets Dtre, der tog mod dem med Kyshaand. Hun
valgte sig ingen Veninde blandt de unge Piger, med hvem hun kunde
drfte Skandaler, Forlovelseshistorier eller Modepynt, hun holdt sig
for sig selv og blev tillagt Prdikatet vigtig. Hun var saa tavs i
Selskaber, ved Kaffegilder og Chokoladesammenkomster, at Byens Damer
var enige om at kalde hende muggen og vistnok temmelig indskrnket.
I Hjemmet var det ikke bedre. Hendes tavse Modstand pinte
Prokuratoren, hun havde en vis Maner, uden Ord at kritisere hans
Handlemaade, der just ikke altid hverken i Hjemmet eller i
Forretninger var gentleman-like, som rgrede ham mere end aaben
udtalt Foragt. Og der var i hendes srgmodige, indesluttede, sknt
ikke ukrlige Vsen noget, der pinte hendes Moder mere, end de
heftigste Bebrejdelser vilde have gjort det. -- Men fremfor alt var
hun sin egen Fortvivlelse, med sin Vantro, sin Pessimisme og sin
Haablshed.

Der sad hun paa sit Vrelse efter Ordskiftet med Stedfaderen, med sit
trtte Hoved stttet i de lange smalle Hnder, stirrende fortvivlet
frem for sig uden nogensteds at kunne opdage blot et lille Glimt af
Haab og Lykke, hun kunde rette sin Gang efter.

       *       *       *       *       *

Det bankede paa Dren; Fru Hinding var kommen hjem og bad om Lov til
at maatte tale med hende.

Judith aabnede Dren for hende.

Du har igjen havt en Trtte med Hinding? spurgte Fruen bedrvet, da
hun stod overfor sin Datter. Fru Hinding bar endnu Spor af fordums
Sknhed, som hun strbte at bibeholde ved et ungdommeligt Toilette og
en moderne Frisure. Hendes jne var klare, hendes Tnder friske og
hvide, men et ti Aars Ophold i en lille By havde paatrykt hende dette
ejendommelige matroneagtige Stempel, som fortrinsvis udmrker
Kbstadsdamer; med sin noget svre Figur og lidt svagelige Helbred
var hun tilbjelig til Magelighed, elskede Velvre og Ro, nskede at
holde Fred med alle, men var gift med en temmelig karrig Husbond og
stod mellem to krigsfrende Magter, hvem hun i lige Grad nskede at
hjlpe og behage.

Hun rakte sine buttede hvide, soignerede Hnder med de mange Ringe --
disse Hnder var hendes Stolthed -- bedende hen imod Judith og
vedblev:

Aa Judith, lad os dog se at holde Fred, Du ved hvor ubeskrivelig al
denne Strid smerter mig. -- Synes Du ikke, jeg har Sorger nok
foruden?

Hvem har ikke Sorger? spurgte Datteren med et svagt Smil, kender
Du nogen, der blot n Dag af sit Liv er fri for dem?

Aa -- andre har dog i det mindste Fred og Ro i Hjemmet, men tnk paa
mig, alle maa jeg rette mig efter, jeg maa vre bange for hvert Ord,
jeg har Flelsen af, at ingen elsker mig. Du synes, Du har Ret til at
vre vred paa mig og Hinding finder mig gammel, jeg vd, han
fortryder, at han giftede sig med mig, naar han ser mig mellem yngre
og knnere.

Hvor kan Du dog vre jaloux, Moder -- hvor kan nogen Kvinde vre
det; at hun ikke er for stolt dertil! -- Naar en Mand ikke bryder sig
om n, hvor kan man da trnge paa og trygle om hans Krlighed og vise
sig vred, fordi han ikke vil give den?

Du dmmer saa haardt, Judith, kan Du da ikke forstaa, at jeg trnger
til Krlighed?

Jo, det kan jeg vistnok, jeg trnger selv saa uendelig, saa bittert
dertil.

Saa vd Du jo, Du har mig. Kom til mig, -- har jeg ikke altid elsket
Dig, har Du nogensinde hrt et haardt Ord af mig, har jeg nogensinde
negtet Dig Trst og Krlighed?

Nej -- Du holder af mig paa Din Maade, det vd jeg nok, men ikke,
som jeg trnger til det, ikke helt og udlt, Du vakler mellem mig og
Hinding, vil hjlpe den ene og ikke slippe den anden.

Men elsker Du da mig, saaledes som Du siger?

Nej -- nej -- nej desvrre, jeg elsker ingen rigtig inderlig, jeg
kan ikke, sknt jeg vd, at det vilde gre mig lykkelig.

Du vil nok komme til det engang, jeg forstaar, hvad Du mener, Du vil
nok engang komme til at elske en Mand.

Nej -- aldrig, svarede hun, og hendes Blik fik et mrkt, nsten
fjendtligt Udtryk, -- jeg vil aldrig elske nogen Mand.

Jo, Du vil, og en Mand vil ogsaa elske Dig, -- Du, der er saa smuk,
saa -- --

Hvad mere, hvad er jeg mere end smuk? Det er kun en daarlig
Egenskab, Moder. Men naar jeg aldrig gifter mig, hvad skal der saa
blive af mig?

Saalnge jeg lever, har Du jo et Hjem.

Ja saalnge, men hvilket Hjem? Aa Moder, Du maa kunne forstaa, at
jeg ikke kan vre lykkelig her, hvor jeg maa bede om hver Skilling,
ydmyge mig for at faa det allerndvendigste. Hvor fortvivlet er det
dog, kun at kunne jne Giftermaal som Redning. Hvorfor giver Hinding
mig ikke mine Penge. Saa blev han jo fri for mig, og jeg kunde lre
noget ordentlig og srge for mig selv. Thi han vil da vel ikke berve
mig dem, nu han har faaet dem, -- tror Du vel? Der kom et forfrdet
Udtryk i hendes Ansigt ved denne Tanke, -- st, at det var muligt, og
han en Gang kunde vise hende fuldstndig forarmet ud af sit Hus.

Det tror jeg ikke, svarede Fru Hinding beroligende.

Hvad skulde jeg da gjre? Jeg kan ikke fortjene mit Brd. Jeg gaar
blot her til Plage for alle og bliver efterhaanden saa egoistisk og
materiel. Jeg er snart saa vidt, at jeg synes, at Velvre, Rigdom og
Luxus maa vre Livets hjeste Goder. Men hvorledes skal jeg naa dem?
Der er kun en Vej -- at blive gift med en Mand, der var saa rig, at
han kunde skaffe mig dem. Er det ikke forfrdeligt, at jeg kan tnke
saaledes, og saa har jeg jo ikke engang Udsigt til det heller. Var
jeg blot rig og uafhngig, saa at jeg selv kunde bestemme over min
Skbne! Paa en Gang gik hendes trsteslse Stilling op for hende, og
hun brast i lidenskabelig Graad.

Fru Hinding blev staaende raadvild og fortumlet en kort Stund; saa
forenede den let bevgelige Kone sine Taarer med Datterens.

Efter Stormen var der indtraadt Stille i Prokurator Hindings Hjem.
Judith var trt og ligegyldig eftergivende, Prokuratoren var kun lidt
i sin Familie; Juni Termin var inde, og han havde fuldt op at gjre.
Just den trettende Juni, en dejlig Sommerdag, var han i Perlehumr.
Han havde faaet en god Forretning, en Forretning, hvor der var Penge
at tjene og Regninger at skrive, for hver enkelt Post isr og for dem
alle tilsammen, for Konsultationer og Rejser, Udskrivning,
Opkrvning, Panteforretning, paa Kryds og paa tvrs, forlnds og
baglnds, indtil Omkostningerne oversteg selve Summen, jo det var
rigtig en behagelig Forretning, saa fed, saa indbringende, saa
moralsk.

Derfor gned Hr. Hinding sig i Hnderne og saa rigtig fornjet ud.

Vognen koster ligemeget, sagde han til sin Kone, vil Du og Judith
ikke kre med? Vejret er smukt, og medens jeg afgjr Forretningen,
kan I kre over og bese Ahnbjerggaard; Godsejeren er endnu ikke
kommen hjem og den er nok vrd at se.

Judith havde ingen Indvendinger at gjre; flgelig nd da den lille
Bys Indvaanere ud paa Eftermiddagen den Tilfredsstillelse, i deres
Reflexionsspejle at se Prokuratoren kre ud af Byen ved Siden af
Kusken i den tostolede Vogn, medens hans Frue og Datter sad sammen
paa Bagsdet, og der anstilledes allehaande Gisninger om, hvorvidt
Misstemningen i Prokuratorens Hjem, om hvilken der gik forskellige
overdrevne Rygter, nu var ved at udjvnes.

Vognen skumplede over den slette Stenbro; det kom som en hel
Lettelse, da den rullede ud paa den glatte Chauss. De grnne Agre
bredte sig foran dem, Solen gldede fra en skyfri Himmel, Luften
dirrede af Varme og gjorde alle Omrids usikre. Lrkerne jublede over
deres Hoveder, de hang som klingende, usynlige Klokker mellem Himmel
og Jord.

Bag dem laa den lille pyntelige By, foran dem det aabne Land,
oversaaet med Bndergaardenes sammenbyggede Lnger eller
Proprietrernes anseligere Ejendomme med de teglhngte Stuehuse. Hist
og her dukkede en hvidkalket, kullet Kirke frem, eller en Rkke gamle
Kmpehje oppe i Markbrynet.

Judith var saa fredelig til Mode; hun undredes nsten over, at hun
saa ofte kunde vre nedslaaet og fortvivlet; det hele vilde maaske
blive langt bedre, end hun havde ventet det. Naar Taagen, der skjulte
Fremtiden, lftede sig, laa der maaske for hende et straalende,
fredeligt Sommerlandskab, som det, hun nu saa. Hun lod sig vugge af
sine egne Tanker og Vognens Gyngen, til hun vkkedes ved den hule
Lyd, naar de rullede over en af de smaa Broer, der frte over
Vandlbene, som Egnen skyldte sine gode Enge. Hun saa da et jeblik
efter den lille Bk, der betegnede sin Vej ved de hje Siv og friske
Engstrg, og sank saa atter tilbage i sine egne Tanker. Prokuratoren
sad og underholdt sig med Kusken, der med Pisken udpegede Egnens
forskellige Sevrdigheder. Undertiden vendte han sig om og vejledte
Damerne: Dette er Ullerupgaard, derovre ser I Taget af Eskebjerg,
hist nede ligger Uldum Kirke, -- Uldum og Trannerup. Det var en lang
Kretur ind i Landet, nu og da veg Kornmarkerne for Hedestrkninger,
der mindede om, at man befandt sig i Jylland, og i Lyngen laa Huse,
saa store som Hundehuse omtrent, klinede op af Ler, tkkede med Trv,
med en eneste solbrndt Rude og en skv, brstfldig Dr. Selv en
saadan Rnne havde paa jydsk Manr sit Navn, Uglemose eller
Sindalhede, og, tnkte Judith, husede maaske tilfredse og glade
Mennesker, lykkeligere og mere fornjede end hun selv; -- men -- det
maa dog vre skrkkeligt at leve der alligevel. Saa kunde de ogsaa
mde en Pindevogn, trukken af en dvask Stud med en svnig Bondemand i
Vognen; han var maaske ogsaa lngselsfuldt ventet hjem af Kone og
Brn, som han dr sneglede halvsovende hen ad Landevejen.

Faar vi ikke Regn inden Sankte Hans, saa bliver Hsten skral iaar,
mente Kusken.

Saa bliver der Tvangsauktioner, Udpantninger og Fallitter, tnkte
Prokuratoren, der ogsaa hengav sig til Fremtidsdrmme. Ja, nu er vi
her, sagde han lidt senere, da Vognen stansede foran en mindre
Bondegaard. -- Kr Du saa over til Ahnbjerggaard med Damerne, Jens.
Lad os se, Klokken er snart fem, naar I kommer tilbage om et Par
Timer, er det tidsnok; i alle Tilflde kan jeg gaa over ad Gaarden
til, hvis det skulde blive mig for sent. Farvel saa lnge.
Prokuratoren tog til Hatten og forlod Vognen.

De krte videre, atter ind over dyrkede Jorder og frodige Enge. De
hr' no til Go'eren, ska a si'e vos, forklarede Jens. Den Skov
hisse ovre, den hr no au dertil, og alt hva De ka se her rund om ded
er no hans Banners er ed nok. Og han lod Pisken beskrive en stor
Bue.

Judith rejste sig lidt. Er det Hovedbygningen dernede?

Jou -- den tejllavte Rolling hissenere, aa ded er en stuer og mgte
Go'er sku a trou.

Den rde Herregaard viste sig for deres Blik med de utallige Ruder
blinkende i Sollyset, bag ved laa Haven, nedenfor den det store
Complex af Udbygninger, Mejeriet, Avlsgaarden, Gartnerboligen,
Loerne, Laderne og Staldene. Paa Markerne rundt om saa man de lange
Rkker af Kreaturer rolig drvtyggende, vrgende sig mod de nsvise
Fluer.

Hun blev overvldet af et Begreb om Rigdom og Magt; hvor maatte det
vre herligt, saaledes at eje alt, hvad ens je kunde overse.

De stod af Vognen og gik op til Hovedbygningen, der bestod af fire
sammenbyggede Flje uden Taarne, men med takkede Gavle og tykke, rde
Mure, hvor Stenen begyndte at forvitre og falde ud, og hvor de mange
Vinduer med utallige smaa Ruder stirrede paa n som dybtliggende,
jenbrynlse jne.

En skummel gammel Bygning, der mindede om Bondekrigene og
Adelsvldens Tid. Paa de to Sider var den omgiven af nsten udtrrede
Grave, der stod fulde af Skrpper, Rr, Dunhamre og Aakander, men til
de to andre Sider vendte den ud mod en moderne anlagt Have.

En Dreng fra Avlsgaarden havde fulgt dem op til Godsforvalteren, hvis
majesttiske, trediveaarige Datter selv tilbd at vise Damerne
omkring.

Der var i hendes Vsen en Blanding af protegerende Overlegenhed, som
den, der vd bedst Besked, kender alt og halvt er i Familie dermed,
og en dyb, respektfuld rbdighed for disse Ting, som hun fra
Barndommen havde beundret og lrt at betragte som Indbegrebet af alt
sknt og stort. Hun var halv fortrydelig over Judiths Mangel paa
Beundring; thi Judith rbede sjlden det Indtryk, en Ting gjorde paa
hende.

Her er Godsejerens Arbejdsvrelse. Foreviserinden snkede Stemmen
til en formelig refrygtsfuld Hvisken, naar hun omtalte Godsejeren.
Dette er Billederne af Herrens Forldre, i Spisestuen hnger Resten
af Herrens Forfdre. Dette er Billardstuen, Rgevrelset,
Bibliotheket, Dagligstuen, Salen, det grnne Vrelse o. s. v. ld
det, medens de passerede de nvnte Rum i den store Bygning. --
Bibliotheket, hvor Bgerne ikke var rrte i mange Aar, og stvede
stirrede ned fra deres Hylder, Dagligstuen med sine overdkkede
Mbler, omvundne Lysekrone og gule Atlaskes Gardiner, den tomme,
store Riddersal og alle de andre triste, skumle Vrelser, hvor ikke
engang Junisolens klare Straaler formaaede at rkke helt ind gennem
de dybe Vinduesnischer.

Godsejeren kommer snart hjem, saa vil her nok blive hyggeligere,
bemrkede Ciceronen, han er nu i England, men han har rejst baade i
Persien og gypten -- ja i Paris og Rom. Hun var saa stolt deraf,
som om det var hende selv, der havde rejst i Paris og Rom.

Er det lnge siden, han var her sidst?

Elleve Aar har han vret borte. Nu kommer han hjem, og vi tror, at
han bliver, for han har skrevet til os, om at gjre alt i Stand, --
men vi vd for Resten ikke -- -- --

Og hun syntes bange for at have sagt for meget, og rbet Ting, der
for hende var ligesaa vigtige, som Statshemmeligheder for Statens
Styrere.

Her er Godsejerens Sovekammer.

Et stort, skummelt Gemak var det, hvor man skulde tro, at Svnen
maatte flygte bort og efterlade hvilelse, af mrke Grublerier
opfyldte Ntter til den, der vilde prve paa at sove i en eller
anden Afkrog af den mgtige, skrkindjagende Tronseng, over hvis
Hovedgjrde Bannernes adelige Vaabenmrke var udskaaret og malet.

Fru Hinding standsede; hendes husmoderlige Nysgerrighed drev hende
til at undersge Sengklderne lidt njere. Judith gik videre. I
Paakldningsvrelset, hvortil Dren stod aaben, faldt en Smule Sol
ind, det drog hende uvilkaarlig til sig. Hun standsede forskrkket
paa Trsklen, hun troede, at nogen kom hende i Mde. Nste jeblik
smilte hun ad sin Angst, hun stod overfor et stort Spejl, der nsten
naaede fra Loft til Gulv, og hvori hun saa sig selv fra Isse til Fod.
Saa skd Spotten op i hende ved Tanken om, at det var en Mand, hvem
dette tilhrte, og som her havde smykket og beundret sin egen Person;
men strax efter optoges hun af selve Synet af sit Billede, alle andre
Tanker veg for en uimodstaaelig, forfngelig Glde. -- Ja, hun var
smuk, det var ingen Smiger, ingen Indbildning, og hun fortabte sig i
Beskuelsen af sin egen middelhje, slanke Skikkelse, de store
fljelsagtig brune jne, Ansigtets fuldendte Oval, den matgyldne,
dunede Teint og rundt om det lille fint formede Hoved det blgende og
lokkede, men ikke meget svre Haar. Hun gik et Skridt lnger frem,
saa Solstraalen faldt gennem det og omgav hende som med en Glorie; --
da slog en Id pludselig ned i hende, hun kastede Hovedet tilbage som
fyldt af en stolt, overmodig Tanke, hun gik fremad mod Spejlet med
en Dronnings Vrdighed, men vendte sig hurtig, da hun hrte de andre
komme.

Dette er Paakldningsvrelset, og her er Badevrelset, sagde deres
Cicerone, idet hun lukkede Dren op til det tilstdende Kammer. Her
er endelig den Flj, som var halvt gjort i Stand til den unge Frue --
fr Forlovelsen blev hvet. Pigen sukkede. Det har staaet urrt
siden, og Herren gifter sig aldrig.

En beskmmende Flelse jog Blodet op i Judiths Kinder. Kunde Pigen
lse hendes hemmelige Tanker og svare paa dem?

Tror De, Hr. Banner vilde synes om, at fremmede saaledes gennemse
hans Hus, hvis han fik det at vide?

Aa -- det var vist Hr. Godsejeren aldeles ligegyldigt, svarede
Pigen med uforligneligt Hovmod. Der laa i Ordene en Antydning af, at
Mennesker i deres Stand og Stilling slet ikke var noget i Hr.
Godsejerens jne.

Judith fik uvilkaarligt noget mod Pigen og talte ikke mere til hende.

Forevisningen var nsten til Ende, man havde set Malerierne,
Kunstsagerne, de gamle Mbler o. s. v., gennemvandret de ubenyttede
Gstevrelser, undret sig over de mgtige Kister med Slv og
Dkketj, der ikke havde vret aabnede i elleve Aar.

Er de nu brand- og dirkefri? spurgte Fruen bekymret.

Pigen smilte. Her kommer ingen Tyve, og disse Mure vil aldrig kunne
brnde, saa det er brand- og dirkefrit det hele. Hermed endte
Undersgelsen.

I Gaarden traf de Prokurator Hinding, som just var ankommen, han var
stadig i straalende Humr.

Naa -- ret net, hvad? -- Rig Mand, hvad? -- Havde man bare en
Hundrededel af det altsammen. Men trist Sted at bo paa. Naa, I er vel
sultne, lad os nu kre ned til Kroen og faa os nogen Aftensmad; det
skal gjre godt, ovenpaa Dagens Anstrngelser.

Som sagt, saa gjort; men da enhver efterhaanden hengav sig til sine
egne Tanker, lb Maaltidet meget stille af. -- Ved Solnedgang besteg
man Vognen for at kre hjem. De kom da atter forbi Ahnbjerggaard, der
laa tt ved Landevejen, fra hvilken en All af Popler frte op til
Porten. Judith vendte sig og saa efter Bygningen. Den nedgaaende Sol
gldede i dens Hundreder af Ruder. Vejrhanerne blinkede, Stenenes
rde Farve blev dyb og varm, det var et Syn, som uudslettelig
fstnedes i hendes Erindring. -- Saa sluktes Glansen, mrk og tung
tegnede Bygningen sig mod den stlige Himmels svagt rd violette
Farve, Genskinnet fra Solnedgangen. Saa forsvandt den. Men over
Engene hvede sig en tt, hvid, blgende Damp, det saa ud som Ser i
Maaneskinnet. Gennem den tavse Egn rullede Vognen hurtig hjemad; nu
og da hrte man et fjernt Hundeglam, ellers dyb Stilhed. -- Fruen
halvsov, Judith var nedsnket i sine Drmmerier. Fremtiden syntes
ikke lnger saa mrk og trstesls for hende. Der var et ubestemt
Haab, en Anelse, der som et attraavrdigt Maal blinkede og funklede i
Sollyset langt forude.

Sommerens Fornjelser bestod, til en Afvexling fra Vinterens
trivielle Selskaber, hvor de samme Mennesker bestandig mdtes,
Damerne for at strikke og brodere, Herrerne for at spille L'hombre,
i store Kaffeselskaber, hvor Sladderen gaves frit Lb, og
Tjenestepigehistorier og Brnesygdomme sattes under Debat. De kunde
betragtes som Byens Rigsdagssamlinger, kun var det Kvinderne, der her
frte Ordet, bestemte Grnserne for, hvad der passede sig, og gav
Dadels- eller Tillidsvotum. Byens Regeringsform var nemlig
uindskrnket monarkisk, arvelig paa Spindesiden. Fra disse Gilder var
selvflgelig alt Mandkjn strengt udelukket, ligesom ved visse gamle
romerske Gudindefester. Judith hadede dem; Hfligheden bd hende dog,
ej at undslaa sig, men da hun aldrig traf nogen Ven der, blev de
hende dobbelt pinlige. Alligevel var denne Sommer en af de gladeste,
hun lnge havde levet. Hun savnede dlere Fornjelser, hendes Sind
var i strre Ligevgt, hun havde fundet en Beskftigelse for sine
Tanker og Drmme; det holdt hende oppe.

Hun tnkte sig selv i en lys Morgenkjole gaa omkring i en stor, smuk
Have, tale med Gartneren, se til Frugttrerne, plukke de friske,
morgenduggede Blomster -- eller sknkende Te af en lille Slvtepotte
i en Spisestue, smykket med Fotografier fra Rom og Pompeji -- eller
slbende blde, knitrende Silkekjoler gennem lange Korridorer,
holdende Raad med Husjomfruer om Diner og Souper, kldende sig paa
til Selskaber, hjulpen af en behndig Kammerjomfru, prydende og
oplivende en gammel Borg ved sin Sknhed, sin Ungdom, sin Livsglde
og Munterhed -- forfngelige og verdslige Tanker om Luxus, Velvre og
Fornjelser. Og bag det hele dmrede de ubestemte Omrids af en Mand,
hun vidste ikke selv hvorledes, men forskellig fra alle andre, en
excentrisk, men del og skn Mand, der tilbad hende og bar hende paa
Hnder. Hun forundredes over, at hun endnu kunde nre saadant Haab,
at hun virkelig ikke var for klog og erfaren til at fortabe sig i den
Slags Fantasier.

Hun vidste noget om Godsejer Banner, omtrent saa meget som alle andre
i den lille By, hvis Stolthed og Beundring den godsejerlige Familie
gennem Slgtled havde vret. Johan Banner hrte nemlig til en gammel
og fornem Familie. Hans Bedstefader havde gjort sig fortjent under
Frederik den sjettes Regering, men var nppe saa stolt deraf, som af
sin Adel og sit Stamtr. Han havde kun n Sn, Erik Banner, hvem
Slgtsstoltheden i fuldeste Maal var bleven indpodet. Gamle Johan
Banner regnede sig for en heldig Mand, han var ikke alene sluppen
gennem Statsbankerotten, men havde endogsaa formaaet at opkbe Jord
og afrunde sine Besiddelser paa den Tid, da Jordejendommene sank saa
yderlig i Vrdi; dette lagde Grunden til Familiens nuvrende Rigdom.
Han havde endvidere kun havt en Sn, paa hvis Hnder alt, helt og
udelt gik over, men om sit strste Held var han neppe selv vidende,
det nemlig, at han dde, forinden Grundloven tilintetgjorde
Adelskabets Forrettigheder. -- Men des haardere ramte Slaget hans
Sn. Ordene: Enhver i Lovgivningen til Adel, Titel og Rang knyttet
Forret er afskaffet forekom denne en Sndertrden af de helligste og
dyrebareste Rettigheder. Dybt krnket opgav han enhver Virksomhed i
det offentliges Tjeneste og trak sig tilbage til sine Godser, hvor
han i ethvert Fald var uindskrnket Hersker. Han havde endnu, medens
Faderen levede, gtet en Dame af Landets fornemste og ldste Blod
og boede nu med hende i ensom Herlighed paa sine Fdres Borg.

Johan Banner, der var bleven opkaldt efter Bedstefaderen, var dengang
9 Aar. Han blev efter Moderens Dd, der indtraf nogle Aar senere, den
eneste og vigtigste Genstand for Faderens Opmrksomhed, thi nu afhang
jo Slgtens Fremtid af ham. Hans Barndom var ensom, thi Faderen
krvede til hans Omgang ej alene Jvnalder, men ogsaa Jvnbyrd, og
hvem var ham jvnbyrdig i Miles Omkreds? Og saaledes saa Drengen kun
_over_ sig en Fader, der indgd ham den hjeste Mening om hans Vrd
og Rettigheder, ikke som Menneske, men som Adelsmand, og _under_ sig
rbdige Tjenere og krybende Undergivne.

Sagen var, at hans Fader vedblivende smigrede sig med den Tro, at
Adelsskabets Fornedrelse kun var en Overgangstilstand. De styrende
Magter maatte snart indse den Fordel, som del Byrd giver, og efter
at Folket en kort Tid havde gldet sig ved Magten, vilde en
Restauration finde Sted. I denne Tro bestyrkedes han af sine
Omgivelsers Holdning; i den lille Naboby betragtedes han endnu stadig
som Fyrsten -- naar Talen der ikke drejede sig om ham selv, var det i
det mindste om hans Hunde, hans Heste, hans Vogne, hans Tjenere -- og
at han i endnu hjere Grad var Genstand for sine Undergivnes Hyldest,
flger af sig selv. Men han lagde ikke Mrke til den Nuance,
rbdigheden var undergaaet. Det var ikke saa meget Adelsmanden, man
krb for, som Pengemanden, Godsbesidderen, der kunde have kbt hele
den lille By, som for en stor Del havde hans Gods til Opland. For ham
selv var rbdigheden den, der tilkom ham som Adelsmand.

Disse Grundstninger indprentede han sin Sn fra hans spde Barndom,
og de faldt i god Jord. Johan Banner var af Naturen begavet med en
klar og gennemtrngende Forstand og en betydelig Portion Selvflelse.
Allerede i Drengens ottende Aar bemrkede Faderen med Glde et
udprget Patricierhovmod hos ham.

Det var en Selvflge, at Snnen ikke skulde undervises i en
Latinskole sammen med al Verdens Drenge; Banner antog Hovmestre, hvem
en hj Ln tilkbte ham Ret til at holde inden for visse Grnser,
og hvis Undervisning paa det njeste blev kontrolleret. En Gang
hndte det rigtignok, at en Informator i den Grad overskred sine
Ordrer, at han lovpriste den franske Revolution, talte om Folkets
Rettigheder, om Kastevsenets Fordrvelighed o. s. v., men det blev
opdaget i rette Tid, og han blev strax bortsendt med to Aars Ln og
en meget hflig Afsked.

Fra sit tolvte Aar blev Johan Banner behandlet af Faderen som en
Ligemand, med en Hensynsfuldhed og Courtoisie som den, en Adelsmand
skylder den anden. I Tjenerskabets Nrvrelse kaldte han ham Hr.
Johan -- Behager Du Sauce, Hr. Johan? og ve den uforsigtige
Tjener, hvem et uovervejet Du eller familirt Johan undslap. De
Jagter og Selskaber, Erik Banner gjorde, var kun for fdte, og ved
disse Lejligheder frte Hr. Johan et stort Ord; Drengen, der snart
blev til den unge Herre, talte med om alt, gav vittige Svar og blev
lydelig beundret for sin Forstand og Sknhed. I hans to og tyvende
Aar lod Faderen ham foretage en Udenlandsrejse, som overensstemmende
med det hele Opdragelsessystem ikke gik til Frankrig, Revolutionens
Vugge, men frst til Preussen, Junkerdmmets Land og derfra til
England, Aristokratiets rette Hjem. Fra denne Rejse maatte den unge
Adelsmand over Hals og Hoved hjem til Faderens Ddsleje. Denne havde
nemlig forklet sig paa en Jagt, hin gte aristokratiske
Forlystelse, og ventede nu paa Dden med en Adelsmands Ro og
Vrdighed. Til Snnen holdt han en Afskedstale, hvori han beklagede,
at han ikke selv skulde opleve Restaurationen, men dog trstede sig
med, at det var Snnen forbeholdt; han bad ham gifte sig ung, for at
bevare Slgten, at lade Godset gaa _udelt_ over paa sin ldste Sns
Haand, og -- her afbrdes han af den, der ikke tager mere Hensyn til
en Adelsmand end til en Bonde, den store Socialist, Dden.

Saaledes arvede Johan Banner 22 Aar gammel det sknne Gods kvit og
frit, med Herregaard og Park, med Skove, Bndergaarde, Kirker,
Inventarium og Bestning foruden en betydelig Kapital. Det flgende
Aar forlovede han sig efter Faderens nske og efter eget frit Valg
med en ung Pige af rig, adelig Familie, meget elskvrdig og udmrket
smuk, paa mdrene Side hans Nstsskendebarn. Forlovelsestiden skulde
naturligvis kun vare kort, et smilende lykkeligt Liv syntes at vente
de to unge Mennesker. Uheldigvis besad den unge Brud andre
Egenskaber foruden de allerede nvnte, hun havde en ypperlig
Forstand, en fintdannet, sgende Aand. Dette var Egenskaber, som
Johan Banner slet ikke forstod at skatte hos en Person af det svage
Kn. Kvinden var efter hans uforgribelige Mening, og hans Meninger
var altid uforgribelige, skabt til Prydelse for Livet. Kvinder burde
vre smukke, kvindelige og blide, deres Pligt bestod i at elske
Mndene, og Mndenes Pligt mod dem var at bre dem paa Hnder,
beskytte dem, nu ja, og lade sig elske af dem. Den bornerte og
arrogante Adelsmand vilde aldeles intet hre om, at Kvinderne
behvede dybere Tanker, Livsanskuelse eller nogen Slags Viden ud over
den rent almindelige. Naar derfor hans unge Brud prvede paa at
indvie ham i sine inderste Tanker, eller skede hans Mening om et
eller andet Problem, hun ikke selv kunde klare sig, tog den overlegne
unge Mand hendes smukke Hoved mellem sine Hnder, bad hende ikke
besvre sig med slige Taabeligheder, udviklede, at Logik og Kvinder
ikke hrte sammen, at Kvindens Filosofi var Kjrlighed, sagde, at
Stjrnernes Skabelse for ham var lig med hendes jnes Tilblivelse, og
at han vilde give hele Sokrates' Visdom og Platos Dyd for et Kys af
hende. Hun syntes ikke om det, men Forberedelserne til Bryllupet tog
mere og mere hendes Tanker, og da Banner snart efter rejste over til
Ahnbjerggaard, svandt efterhaanden ogsaa de dmrende Tvivl om,
hvorvidt de virkelig passede sammen, som nu og da havde formrket
hendes unge Lykke.

Da fik hendes Fader Besg af en Ven, noget yngre end han selv, en
kundskabsrig, dannet og i Videnskabens Verden anset Mand. Dden havde
nylig befriet ham for et langt, srgeligt gteskab med en nsten
sindssyg, melankolsk Hustru. Han besgte sin Ungdomsven for at
bortjage de sidste srgelige Indtryk. Han havde kendt den unge Pige
fra hendes Barndom og interesserede sig levende for hende. Han talte
meget med hende, og hun fattede hurtig Tillid til ham. Hun sgte da
hos ham Oplysning om de Problemer, som beskftigede hende, og han gik
let og villig ind paa hendes Tankegang og hjalp hende med at klare
dens underligste Forviklinger. Hun droges mere og mere til ham, ti
hun flte, at han paa en Gang forstod hende, var hende overlegen og
dog beundrede hende for noget andet og mere end hendes ydre Sknhed;
intet Smigreri kunde fremkalde en behageligere Flelse. Hun glemte,
at han var saa meget ldre, hendes Faders Ven, som for Alderens Skyld
nsten kunde vre hendes egen Fader. Hun flte, at hun for ham turde
aabne hele sin Sjl og tale om, hvad der dybest bevgede hende, ja
hun glemte snart helt sin galante og stolte Brudgom i den elskvrdige
og fordringslse Mands Selskab. Og da den Dag kom, da hun saa, at det
var andet end faderlig Interesse, der knyttede ham til hende, da hun
saa, at kun Frygten for at rive hende ud af en formentlig Lykke
holdt ham tilbage, sagde hun: Ser De da ikke, at jeg elsker Dem som
De mig, og at jeg aldrig kunde blive lykkelig med nogen anden?

Men lige saa stor som hans Henrykkelse var ved den uventede Lykke,
lige saa stor var den unge Adelsmands Harme, da hans Brud skriftlig
og i de skaansomste Udtryk fordrede deres Forbindelse hvet.

Han rejste strax over til hende, og der paafulgte en stormende Scene.

Ingen Forstaaelse imellem os! raabte han, hvilke Griller og
Fraser! Elsker vi ikke hinanden, elsker jeg Dig ikke, hvad vil Du da
mere?

Hun var for rlig og stolt til at skjule Sagens sande Sammenhng.

Da foer Banner op som ramt af et Skud. Vil Du sige, at Du forsmaar
mig for ham, en gammel Bogorm, en Plebejer, at Du, en Adelskvinde,
vil nedvrdige Dig ved en Forbindelse med en borgerlig --

Da kom det skbnesvangre Ord: Adelig og borgerlig -- hvad Forskel er
der i det? Adel er kun et tomt Navn, men Kundskaber, Dygtighed, en
nyttig Livsgjerning, det er noget virkeligt; den Art Udmrkelse er
den eneste Form for Adel, et oplyst Menneske kan anerkende.

Han forlod hende oprrt og saaret, ikke i sin Krlighed, thi da hun
forsmaaede ham, ophrte hun at existere for ham, men i sin hidtil
urokkede Tro paa sit Adelsvrd. Han tumlede med disse ny Tanker, der
saa eftertrykkelig var drevne ind i hans Bevidsthed, hvor der aldrig
fr var givet dem mindste Rum. Hans Barndom havde vret saa strngt
bevogtet, sin frste Ungdom havde han tilbragt i Udlandet, saa havde
hans unge Krlighed optaget ham, og hvad han havde lrt at kende af
Nutidens Strmninger, havde han set fra et saa bornert Standpunkt, at
det fuldstndig var gaaet hans Forstaaelse forbi. Men nu kastede en
eneste Begivenhed nyt Lys over dette og meget andet. En enkelt
Tilsidesttelse lrte ham, at han var et Menneske, der som alle de
andre kunde vlges og vrages, bedmmes og forsmaas. Og han saa med et
helt nyt Blik paa sig selv, sit Liv, sin Opdragelse og hele den
Stilling, han indtog i Samfundet, og da fyldtes han af Harme mod
Faderen, som havde forkvaklet ham, mod den Kvinde, der havde vraget
ham, mod det Samfund, der officielt ikke anerkendte hans
Srrettigheder, mod den trllesindede Pbel rundt om, der desuagtet
krb for ham og lj for ham, kort mod alt og alle. Han blev led ved
hele Livet, ved sit Gods, dette usle lille Omraade for hans Magt, ved
sin Fremtid, der forekom ham at ligge fuld af Krnkelser og
Tilsidesttelser, ved sin Rigdom, der syntes ham betydningsls, naar
den ikke kunde bruges til at kaste Glans over hans Fdsels Adel, ved
sine Kundskaber, der var golde og ensidige, men frst og fremmest
ved sig selv, denne Antikvitet, denne latterlige Ridder af den
bedrvelige Skikkelse.

Han ordnede da i Hast sine Affrer, overdrog Godsets Bestyrelse til
sin Godsforvalter, tog ikke Afsked med nogen og forlod Landet paa
ubestemt Tid.

Det varede ikke lnge, fr Rygtet fortalte allehaande om ham. Den
Skuffelse, han havde lidt, hed det sig, havde gjort ham ganske vild.
Han var bleven et helt andet Menneske, lod haant om alt, hvad han
tidligere havde troet paa og levet for, var bleven Republikaner,
Fritnker, Kosmopolit o. s. v., citerede Lassalle og Byron og tog den
sidste til Mnster i hele sit skrkkelig vilde Liv og navnlig i alt,
hvad der vedrrte Kvinder. For at hvne sig over den Uret og
Tilsidesttelse, en enkelt af Knnet havde tilfjet ham, brugte han
sin Formue og sine Evner til at forfre og bedrage saa mange af dem
som mulig. Saavidt Rygtet.

Vist er det, at Johan Banner tilsyneladende havde bortkastet alle sin
Opdragelses Fordomme; men der forblev alligevel stadig hos ham en dyb
Modbydelighed for dette, at gjre sig lig med Massen, det
almindelige; en Trang til at bevare Srprget selv i sine Fejl, som
derfor blev til Excentriciteter. Han havde heller ingen Ven eller
fortrolig, thi ganske vist besad han Egenskaber, der gjorde ham
afholdt, han var hflig, ridderlig og gavmild mod sine Kammerater,
sine Elskerinder og Tjenere, men der var en Fortrolighedslinie, de
aldrig overskred, og som han nje bevogtede. Selv i de lystigste
Drikkelag bevarede han til et vist Punkt sin Tilbageholdenhed, og
blandt sine utallige bekendte havde han kun en, der kunde rose sig af
at vre dus med ham, en ung, dansk Komponist, Helman.

Rygtet blev tilsidst ked af at lbe hans rinder, man talte saa kun
om ham for at trkke paa Skuldrene og sige den gale Banner.

Og det jeblik kom, da han saa, han havde forspildt sit Liv og
forsmt sit Kald.

Da hed det sig, at han havde udraset, at han nu vendte hjem til sin
Ejendom for at slaa sig til Ro og blive Staten en god Borger. Og den
lille By fik ikke Undskyldninger nok for ham. Herregud, han var jo
dog dens Godsejer, dens Stolthed, dens private Ejendom. Man vilde
tage mod ham som den forlorne Sn blev modtagen, med aabne Arme. Man
tvivlede ikke om, at han vilde kaste sig i dem. Man mindedes hans
Sknhed, man erindrede hans delmod, og frst og sidst talte man om
hans Rigdom, hans nsten fyrstelige Formue. De handlende gldede sig
til at faa en god Kunde, Lgerne til et ordentligt Honorar,
Landmndene haabede paa Jagter, Byfogeden eller Justitsraaden, som
han var, tnkte paa gode Middage, Sagfrerne paa indbringende
Forretninger. Og Mdrene haabede paa et glimrende Parti, man havde
hrt saa galt fr. Der var ingen ung Pige i Byen, som kunde tilstte
sit Haar med Uld og vise fire hele Fortnder, spille en Sonate og
tralle en Arie, uden at jo hendes Hjrte bankede og hendes Kind
rdmede ved Tanken om Hr. Johan.

Den forventningsfulde Stemning i Byen forgede Judiths Livsmod, thi
hun syntes, at hun havde mere Grund og Ret til at vente end alle de
andre. Men ingen turde have en Anelse derom, og netop fordi hun ikke
vovede at betro sine Drmme til Nogen, blev de strkere, gjorde hende
nervs og urolig og fyldte hende undertiden i den Grad, at hun paa en
eller anden for andre dog uforstaaelig Maade maatte tale om dem for
at skaffe sine Stemninger Luft.

Der var i Byen en ldre Pige, en Frken Stenberg, der havde kendt
bedre Dage, da hendes Fader havde vret Embedsmand i Sportlernes
gyldne Tid. Men Pengene var gaaet lige saa let, som de kom,
Forldrene dde, og Frken Stenberg ernrede sig nu kummerlig nok ved
Haandarbejde som andre af hendes lige, disse stakkels Vragstumper af
fordums Herlighed, som det bevgede Liv skyller op og lader tilbage i
saadanne Afkroge som denne lille Provinsby. Den gamle Dame med de
fine Trk og de kloge, graa jne, der trods sine knappe Kaar altid
var glad og tilfreds, havde Judith til alles Forbavselse valgt til
Ven og fortrolig.

Da nu den forventede Tid nrmede sig, gik hun ned til Frken Stenberg
og slog sig til Ro i hendes sirlige lille Dagligstue. Der stod
Porcellnshyrder og Hyrdinder paa Dragkisten, hvis Skuffer, naar de
aabnedes, udaandede Lavendel og Violduft, der hang gamle Billeder fra
Napoleonskrigene paa Vggen, og Sofaen, der skrev sig fra samme Tid,
var lang og lige, upolstret, med hje Mahognitrs Skabe istedetfor
Arme og Figurer af lysere Tr indlagte i Drene; den var kbt i
Pengekrisens Tid og havde kostet 300 Daler i Seddelpenge.

Saa kom Maskinen og Kopperne paa Bordet, den pletterede lille Maskine
fra Frederik d. 6tes Tid med hje, tynde Ben, vaseformet Beholder og
en lille Skaal neden under til Sprit, og Kopperne med: Jch
gratuliere i Kranse af Forglemmigej og Roser. Judith lavede Kaffen,
og imidlertid passiarede de stille og ofte med lange Pavser, men paa
en Maade, der virkede fredelig og velgrende paa Judiths Sind.

Ser De, Frken Stenberg, jeg er jo ung, sagde hun og lnede sig
tilbage i den umagelige Sofa med jnene fstede paa Loftet, og jeg
strber efter noget mere end det, jeg kan naa her, jeg har Faders
Stolthed, og, frygter jeg, Moders Trang til Velvre, men jeg er
tjret i denne usle lille By.

Det er saamnd lige meget, hvor man har sit Hundehus, naar man kun
gr sin Pligt der, hvor man er sat, svarede den gamle Pige.

Ja -- maaske, men det kan jeg ikke lre.

Aa, man klavrer hjt op, og saa falder man langt ned.

Men var der ingen, der higede opad, stod jo hele Verden i Stampe.

Den kommer nok frem alligevel, mente Frken Stenberg.

Men jeg gaar til Grunde, hvis jeg skal staa i Stampe, og ikke faar
noget Maal at hige efter.

Ja, saa higer De derefter, og hvad man inderlig nsker, sker som
oftest -- --

Aa, tror De det? udbrd Judith med usdvanligt Liv.

Ja, men naar De ser Maalet, ser det som oftest helt anderledes ud,
saa synes De, det var en anden Ting, De vilde, og jager videre frem.
Hele Tiden er det efter Skygger. Tilsidst har De jaget Dem til Dde,
og hvad er der saa naaet? Slbt rundt i samme Kreds er De, men ikke
et Skridt videre.

Men hvad skal jeg da? Lgge Hnderne i Skdet og lade vre at
haabe.

Nej, De skal udrette noget der, hvor De er sat -- jo vanskeligere
det falder, jo mere tilfredsstillende er det. De beundrer Napoleon
den Store saa meget, men hvad er han mod den blinde Sren Kurvemager,
der har ernret syv af sin Broders Brn foruden sine egne, uden at
klage.

Aa ja, Smaaborgerdyder, men de falder mig saa tungt for Brystet. Jeg
beklager Sren, men jeg beundrer ham ikke.

Og jeg beklager Dem. De bygger hele Deres Liv af Fremtidsdrmme,
lever paa Luftkasteller om en eller anden uventet Lykke. Men Livet er
prosaisk; der er ikke megen uoverkommelig Fortvivlelse, men endnu
mindre ventyrlig Lykke. Der er en kold, uoverstigelig Klippe, som
hedder Virkelighed, og mod den slaar Illusionens Dampe og falder ned
som bitter Taareregn. Lad os tnke paa at faa noget ud af Nutiden og
ikke spilde den ved at drmme om Fremtiden enten paa denne eller hin
Side Dden, hvad nok de troende gr -- idetmindste en Gang imellem,
naar de ikke har andet at tnke paa.

Frken Stenberg var ikke religis, hun havde fra sin Fader arvet
Revolutionstidens Skepticisme, og i Mangel af anden Arv havde hun
nidkr vaaget over denne.

Men, fortsatte hun, at slaa sig til Ro i det nuvrende og finde
sin Glde i at arbejde og udrette noget godt og nyttigt, det er
naturligvis det kedsommeligste af al Ting, isr for de unge.

Aa, udbrd da Judith, det kan vre -- maaske skal ogsaa jeg engang
lide Skibbrud, men nu vil jeg lade staa til for fulde Sejl, thi jeg
er ung, og jeg lnges efter at blive lykkelig.

Det var en Morgen i August. Hstsolen skinnede klart fra den rene
blaa Himmel, der var en Friskhed og Lethed i Luften, som stemte til
Munterhed og Sang. Judith vaagnede, aabnede sine Vinduer og saa ud
over de grnne, dugfriske Enge. Hun indaandede i trstige Drag den
lette Luft og mrkede denne Aandslivlighed, der bringer Manden fra
=the far west= i en saadan Stemning til at kalde sig =chipper=, det
vil sige skikket til glad og ufortrdent at tage fat paa sit Arbejde.

Da hun var paakldt, gik hun ned i Haven. Morgenluften slog hende
klig og fugtig i Mde, der var falden strk Dug, Grsplnen var
ganske graahvid deraf. Trerne duftede formelig, deres Farver var
strkere end om Sommeren, enkelte gule Blade var begyndt at vise sig,
et og andet svirrede sagte ned for hendes Fdder. Naturen syntes at
vre stegen op af et forfriskende Bad. Hun var oplagt til at synge og
lbe, lb ogsaa et Stykke med tilbagekastet Hoved, saa stansede hun
foran nogle Graner, over hvilke Edderkopperne havde spundet deres
regelmssige, hjulformede Net, som Duggen havde overstret med
tusinde fine Diamanter, der glimrede i Sollyset. Hvor her er smukt,
udbrd hun uvilkaarlig og derefter smilende: og hvor jeg er ung!
Hun gik til Udkanten af Haven, derfra kunde man se udover de gule
Kornmarker. Hsten var i Gang over alt. Da grebes hun af en mgtig
Flelse af glad Forventning -- et eller andet godt vil hndes mig i
Dag, den Slags ubestemt Forventning, som man maa vre ung for at
kende. Hendes Tanker droges i en bestemt Retning: Om et Aar -- skal
jeg da kunne se ud over et saadant Landskab og kalde det mit?

Hun lo ad sine egne Tanker, men gik dog grublende op mod Huset.
Formiddagen forlb med de sdvanlige huslige Smaasager, men der var
en Jubel og Forventning i hende, som forgyldte alle disse dagligdags
Trivialiteter.

Men ud paa Eftermiddagen blev hun urolig og nervs. Skulde virkelig
Dagen gaa hen, uden at noget skete? Vilde han da aldrig vise sig,
ventyrprinsen, der skulde komme paa sin hje Hest og stte hende op
foran sig paa Sadelen? Og hun, som havde vret saa sikker, saa
forhaabningsfuld!

Hendes Moder bad hende gre Visit hos en Fru Mikkelsen, Byens strste
Kbmands Frue, de havde skyldt det i saa lang Tid, vilde hun ikke nok
gre det. Hun havde ingen Lyst, hun var bange for at gaa fra det
ventede, men paa den anden Side, denne nervse Lngsel var
uudholdelig, derfor indvilligede hun og gik.

Kbmand Mikkelsen beboede en gammel Kbmandsgaard, lav og uanselig
til Gaden, men med store Side- og Bagbygninger og en rummelig Gaard,
altid fuld af Bndervogne, af Liv og Travlhed. En ljerlig gammel
Gaard med mange uventede Hjrner og Kroge, fordi der fra Tid til
anden var bleven opfrt ny Magasiner og Lagerbygninger, som slet
intet Hensyn havde taget til de allerede tilstedevrende Huse. Fra
Beboelseslejligheden vendte et Karnapvindue ud imod den; det var i
Kbmandens Kontor, hvorfra hele Virksomheden kunde overses. Tnder
og Vareballer, Skke med Korn og Brddestabler mdte jet paa alle
Kanter. Den skraa Klderlem var i evig Bevgelse, Kornskke hejsedes
op eller ned fra Lofterne, Hestene stampede, Bnderkonerne steg af
Vognene, rystede deres Skrter og glattede deres Trklder, Brnene
stod om Vognene og gnavede paa store Stykker Hvedebrd. Svende og
Kramboddrenge lb frem og tilbage fra den lave Butik til det fyldte
Varelager; der var overalt en Duft af Svesker, Ost, Tjre,
Fyrreplanker og fugtige Kornskke, som det anstod sig for saadan en
gammel, grundmuret Kbmandsgaard.

I den lave, mer end tarvelige Butik, med de forskelligste
Kbmandsartikler udstillede i de stvede Vinduer, blgede Tobaksrgen
i tykke Skyer. Bnderne stod ved Disken, drak deres Snapse af Glas,
som jeblikkelig blev fyldte igen og budt den nste Kunde. De
passiarede med hinanden, der blev indgaaet Vddemaal og afsluttet
mrkelige Handler, der udvikledes en vis treven Veltalenhed over
politiske mner og en stor Snuhed i egne Anliggender. Mellem dem alle
vimsede den lille Kbmand omkring, tarvelig og lidet fremtrdende,
og dog vidste enhver, at denne Mand ved egen Dygtighed og
Sparsommelighed havde tjent sig Hundredetusinder af blanke Dalere.

Men naar man fra Forretningen vendte sig til den Del af Huset, hvor
Konen regerede, da herskede der her, i Modstning til Gaardens
Travlhed, Stilhed og Ro.

Den store lave Forstue var bonet, Ruderne var smaa og skinnende
blanke, og der lugtede altid af Gulvvask. Der var en trykkende
Smaalighed, en pinlig Renlighed over det hele, som nedslog Judith.
Skulde hun da tilbringe hele sit Liv i denne lille By, i disse smaa,
drbende kedsommelige Huse; hvor ensformigt, hvor haablst var ikke
dette Smaastadsliv.

Da opdagede hun, at der hang en ny Herrehat i Entreen, en fin Hat,
der ikke tilhrte den tarvelige Kbmand. Var det en handelsrejsende,
som, efter at have gjort Forretninger i Kontoret, var budt ind i
Stuen paa et Glas Vin? Nej, det kunde, det maatte ikke vre
Tilfldet; hun vidste, hvem der var i Stuen, og hendes Hjrte slog
heftig, da hun bankede paa Dren.

De tre tilstedevrende rejste sig ved hendes Indtrdelse. Fruen gik
hende i Mde og sagde velkommen, men hun hrte intet, den gammeldags
lave Stue med Forhjningerne, de mange Urtepotter i Vinduerne, de
solide Mbler med filerede Stolebetrk og Trstere drejede sig rundt
for hendes Blik og forsvandt som i en Taage, hun saa kun et, en
middelhj Mand med stiv Holdning, der bukkede ceremonielt for hende.

Hr. Godsejer Banner -- Frken Frste!

Var det muligt? Var det ventyrprinsen?

En Mand med skarpe Trk, tyndt Haar, velplejet mrkt Fuldskg, hvis
lange, nedhngende Moustacher gav Ansigtet et modfaldent Indtryk, og
dybtliggende mrke jne, der et jeblik maalte hende med et stikkende
Blik for strax efter at stirre ligegyldig ud i det tomme Rum. Judith
havde glemt, at _var_ han treogtyve Aar, da han rejste bort, saa var
siden den Tid elleve lange og anstrngende Vintre gaaet over hans
Isse. De havde levnet lidet Haar og liden Ungdom. Det frste Indtryk
var absolut frastdende, men naar man betragtede ham nrmere, lagde
man Mrke til hans Trks Regelmssighed, Hovedets noble Form, hans
hele elegante Skikkelse. Men hvilket trt og ligegyldigt Ansigt! Det
kunde undertiden oplives af et spottende Smil, en lille, halv
trodsig, halv uforskammet Sammenkniben af jenlaagene, ellers var det
ubevgelig koldt. Saaledes saa han altsaa ud, denne berygtede Mand.
Hun forstod ikke, at de Historier, man fortalte om ham, kunde vre
sande, at denne ceremonielle Herre var en udsvvende Fusentast, denne
rolige, ligegyldige Mand en lidenskabelig Elsker, en uimodstaaelig
Don Juan.

Hun tog Plads, Fruen bd hende et Glas Vin, et godt, gammelt
Glas Madeira, kunde man vre vis paa, fra Kbmandens private
Vinbeholdning.

Herrerne fortsatte deres Samtale, den drejede sig om Told og
Frihandel, derefter om Byens Korn- og Kvgudfrsel og saa om hele
Livet i det lille Samfund. Mikkelsen talte sagte, med et vist
underdanigt Forbehold, Banner svarede som oftest blot med ja eller
nej, undertiden kun med en Haandbevgelse, men der var over ham som
et Anstrg af Foragt, blandet med Nysgerrighed ved Synet af den
Afart af Menneskeslgten, han fandt her, saa at sige i aaben
Begravelse -- efter hans Begreber. Tnke sig, at der virkelig
vegeterede menneskelige Skabninger her, som gav sig af med at have
Interesser, Meninger og Planer.

I alt Fald opfattede Judith det saaledes.

Hun harmedes paa den jvnt tnkende Kbmands Vegne, hun nskede ikke
ved et overlegent Smil at antyde, at hun selv ofte flte sig hvet
over disse simple Menneskers Standpunkt. Hun kunde finde Byen
kedelig, triviel og aandls, men _hans_ Foragt for den irriterede
hende. Han havde svaret saa lidet til hendes Drmme, han havde i et
Nu revet hendes Illusioner til Jorden, og hun var opfyldt af
rgrelse, ja Harme mod ham.

Hvorfor behandlede han den brave Kbmand saa overlegent. Denne Mand
havde, sknt han hed Mikkelsen, svunget sig op ved egen Kraft, havde
samlet i Stedet for at sprede, var en nyttig Borger, en godgrende
Mand. Hvor vovede en Hr. Banner paa denne Maade at se ned paa ham?

Den Undseelse, hun under andre Forhold vilde have flt, veg fra
hende, og da nu Kbmanden henvendte sig til hende med et Naa, lille
Frken, foragter De ogsaa vor gode By? greb hun Lejligheden, ganske
vist indirekte, men med en for hende uvant Varme, til at stille sig
paa Borgerens, den arbejdende Mands Side. Hun nskede at vise, hvor
hjt hun satte en Mands tilkmpede Stilling over hans medfdte,
ufortjente Rettigheder, men hun havde taget Fejl, hvis hun havde
ventet sig Opmuntring eller Taknemlighed af dem, hun tog i Forsvar.
Frygten for Opposition, rbdigheden for Penge- og Blodsaristokratiet
var for indgroet hos den forhenvrende Pakhuskarl.

Og hans spidsborgerlige Indvendinger mod hendes overdrevne Ros, hans
selvnedsttende Ydmyghed irriterede og ggede hende end mere. Hun
harmedes over, at han ikke indsaa, at hun stod paa hans Side, hendes
Tale blev ivrigere, hendes Kinder blussede af rgrelse over
Situationen.

Da mdte hendes Blik Johan Banners. For saa vidt som et saa fornemt
Ansigt kunde udtrykke noget, saa det ud, som han morede sig, det
spottende Smil i hans jne blev strkere -- jo, han morede sig,
morede sig!

Da tav hun pludselig. Hun saa, hun havde gjort sig latterlig, det kom
over hende som en nagende Tanke, der jog Blodet endnu strkere op i
hendes Kinder og Taarerne op i hendes jne. Hun grebes af en vild
Smerte, et brndende Nag, hvis forskellige Grunde hun nppe formaaede
at stte ud fra hverandre. Hendes blussende Kinder blev atter
ddblege, hendes Mundvige dirrede. Der blev en pinlig Pavse.

Naa, det var nok Tolden, vi kom fra, sagde Kbmand Mikkelsen da
sindigt, det var vel bedst, vi kom tilbage til den.

Det var det vel.

Hans Svar forekom hende som en Fornrmelse. Hun trak sit Uhr frem og
rejste sig. Jeg har ikke Tid at opholde mig lngere -- farvel Frue!

Farvel Frken Frste, hils Deres Fru Moder.

Tak! Hun bjede sig stift for Herrerne. Adelsmanden sprang op, som
rettet af en Staalfjeder, bukkede endnu dybere og rbdigere end fr
og fortsatte derpaa Samtalen med Kbmanden.

Da hun naaede hjem, undgik hun at tale med nogen. Hun sgte ned i
Haven, til den Plads, hvorfra hun om Morgenen havde set ud over de
solbeskinnede Marker; men Udsigten forekom hende ikke lngere smuk,
og da hun mindedes de Tanker, hvormed hun om Morgenen havde betragtet
den, overgdes hendes Kinder af en brndende Rdme.

Jeg Nar -- jeg barnagtige Tosse!

Hun var i et strkt Sindsoprr. Hun forstod nppe, om det var ham
eller sig selv, hun var mest opbragt paa, om det var Sorg over sin
egen Skuffelse eller over den Mangel paa Stolthed og Selvflelse, hun
havde vret Vidne til, om det var Harme over hans Overlegenhed eller
hendes egen taabelige Ivrighed for Ting og Mennesker, der ikke var
et Forsvar vrd. Men en Bitterhed, en Fortvivlelse strkere end
nogen, hun endnu havde flt, overvldede hende. Hun kunde ikke grde,
men hun havde Lyst til at kaste sig ned paa Jorden og skrige af
Smerte. Hun knugede Hnderne mod sine Lber og bed i dem, indtil
Smerten drev Taarerne op i hendes jne, og naar hun saa mindedes hans
Smil, mumlede hun: Aa, hvor jeg hader -- hvor jeg hader!

Men om det var sig selv, ham eller alle de andre, vidste hun stadig
ikke.

       *       *       *       *       *

En Maanedstid senere sad Fru Hinding og Judith i det smukke
Lindelysthus i Prokuratorens Have. Det var vel noget sent paa Aaret
at sidde ude, men Sommeren havde sendt sin sidste Hilsen med et Par
rigtig solvarme Dage. Judith, der sjlden beskftigede sig med
Haandarbejde, holdt en Bog i Haanden, men lste ikke. Hendes Moders
buttede Hnder bevgede sig med et Hkletj, men slap ofte Arbejdet
for at trkke det tykke Shavl tttere om Skuldrene; Judiths lille
Halvbroder legede og stjede udenfor Lysthuset.

Det er mig uforstaaeligt, sagde Judith, at fri, selvstndige
Mennesker kan nedvrdige sig til at krybe for nogen som helst Slags
Aristokrati. Det er saa stik imod min Natur, dette at krybe for sine
Overmnd og sparke til sine Undermnd!

Hvor Du ligner Din salig Fader, udbrd Fruen med et krligt, lidt
sentimentalt Blik. Dit Vsen, Dit Kast med Hovedet, Dine Anskuelser,
det er altsammen hans. Men husk Judith, at ingen var villigere end
han til at adlyde sine overordnede.

Ja som Militr, men han krb aldrig, aldrig, det er jeg vis paa.
Naar jeg trffer virkelig Overlegenhed, noget, der virkelig er vrd
at re, saa skal jeg bje mig og det med Glde. Men at se dem krybe
for en Mand, der blot har delagt sig selv, forsmt sin Pligt,
bortkastet sin Ungdom og af hele sit Liv kun indvundet en
ubeskrivelig blaseret Arrogance, det piner mig og oprrer mig. Naar
jeg tnker paa, hvorledes de behandlede Restrup, saalnge han havde
Penge, og hvorledes de nu vender ham Ryggen for at tilbede den ny
Guldkalv, kan jeg blive helt fortvivlet over at skulle regnes med til
dem og blive ydmyget sammen med dem. Tror Du ikke, at Banner ser
deres Kryberi og foragter dem?

Hun tav, og det var i rette jeblik, thi strax efter formrkedes
Indgangen til Lysthuset, og den, hvorom Samtalen havde drejet sig,
stod for dem i egen Person.

Det var ikke frit for, at det gav et Ryk i Judith.

Tillad, at jeg prsenterer mig. Jeg er Godsejer Banner. Damerne maa
undskylde, at jeg forstyrrer dem; jeg gik igjennem Vrelserne, men
traf ingen. Da jeg hrte Stemmer i Haven, gik jeg herned -- Fru
Hinding formoder jeg? Han bukkede. De vil maaske have den Godhed at
sige mig, om Hr. Prokuratoren er hjemme, jeg vilde grne tale med
ham.

Fru Hinding besvarede temmelig forlegen hans gentagne Hilsener og bad
derpaa Judith vise Hr. Godsejeren op til Kontoret. Judith saa sig om
efter sin Stedbroder, men denne havde just forlagt Scenen for sine
Fornjelser til et andet Sted, og var uden for Synsvidde.

Hun rejste sig da med let rynket Pande og traadte ud af Lysthuset med
al den Vrdighed, hun besad, gik foran gennem Haven og overlod til
Banner, om han vilde flge med eller ej. Det var hende en
Tilfredsstillelse saaledes at skride i Forvejen uden at vrdige ham
et Ord. Han anede ikke, hvilken forbitret Trods hun nrede mod ham,
han havde i det hele taget slet ikke genkendt hende. Frst da de stod
ved Kontordren, og hun med en Haandbevgelse betegnede ham, hvor han
skulde gaa ind, dmrede en svag Erindring i ham, og for at sige
noget, bemrkede han: Det forekommer mig, jeg har havt den re at se
Frkenen fr? Det faldt ham aldeles ikke ind andet, end at det, at
han i det hele taget svagt erindrede hende, maatte vre et
Hflighedsbevis. Men hun maalte ham med en Fornemhed, der ikke gav
hans noget efter, og svarede langsomt og ligegyldig: Nej virkelig,
det kan saamnd godt vre! og vendte ham Ryggen. Banner bemrkede i
sit stille Sind, at Kbstadsdamer var horrible, saa bankede han paa
Kontordren.

Men Judith gik tilbage til sin Moder, og midt i hendes Harme over, at
den arrogante Herre ikke engang erindrede hende, var der en vis
Lettelse ved Tanken om, at han saa vel ogsaa havde glemt, hvilken
ynkelig Figur hun hin Dag spillede.

Hr. Banner spiser til Aften med os, Mo'er, Du maa se efter, om vi
har noget i Huset, sagde Prokuratoren en Time senere til grnsels
Befippelse for sin Hustru, hvorpaa fulgte en skyndsom Ilen til
Kkkenregionerne.

Judith rrte ikke en Haand. Hun vilde grne have vret sin Moder
behjlpelig, men paa fjrneste Maade at gre sig til denne Mands
opvartende Tjener var hende en uudholdelig Tanke. Fra sin Stol i
Lysthuset iagttog hun, hvorledes Prokuratoren frte Hr. Banner rundt
i Haven, fremviste, gestikulerede og forklarede, og hun harmedes ved
Tanken, at han ogsaa her skulde tro at finde ydmyge Beundrere,
krybende Undermnd.

Ved Aftensbordet var hun aldeles tavs, men den Harme, Prokuratorens
Kryberi voldte hende, maa have afspejlet sig i hendes Ansigtstrk,
thi pludselig opdagede hun, at Banner havde snket Kniv og Gaffel og
stirrede paa hende med uforstilt Forbavselse. Om et lynende jekast
kunde drbe, da var visselig Johan Banners sidste Time kommen, men
han njedes med at slaa jnene ned og atter tage fat paa sin Mad;
men da hun kort efter rejste sig for at sknke Te, fulgte hans jne
hende atter med en vis Nysgerrighed, som irriterede hende
ubeskrivelig. Efter Aftensbordet, da Samtalen sneg sig svnig hen,
fordi Hinding havde udtmt alle sine mner, henvendte Banner nogle
Gange, som af rent Hflighedshensyn, et Par Ord til hende, men hun
svarede saa ordknapt, at han med et Skuldertrk lod Forsget fare.
Frst da han tog Afsked, begyndte Sagens Sammenhng at dukke op for
ham. Baade Hinding og hans Kone rakte ham Haanden til Afsked, men da
han som Flge deraf ogsaa rakte den til Judith, veg hun et lille
Skridt tilbage og hilste ham med en fornem lille Hovedbjning. Da fik
han en svag Id om, at den smukke Frken af en eller anden ham
ufattelig Grund var vred paa ham.

Og samme Aften spurgte han sig selv i et nyt Anfald af Forbavselse:
Hvad i al Verden har hun mod mig? Bah! -- hun er vel snrpet nok til
at nre dydig Rdsel for min berygtede Person. Og dermed lod han det
mne fare. Takket vre Prokurator Hindings Ihrdighed frte Hr.
Banners Forretninger ham jvnlig til Sagfrerens Hus, og Flgen blev,
at han ligeledes jvnlig saa Husets Damer. Da han engang havde faaet
den Tanke, at Judith var vred paa ham, opdagede han med Lethed de
mange smaa Tegn paa hendes stadige Uvilje. Ikke, at hun var uhflig,
men netop denne stive, kolde Hflighed, ligesom en karrikeret
Gengivelse af hans egen, rgrede og generte ham. Hun var i bestandig
Opposition, og han forstod godt, at det var fordi hun slet ikke
anerkendte hans Berettigelse til refrygt. Men her vilde han netop
have den; i Udlandet var det en anden Sag, der turde man til en vis
Grad opgive sin Vrdighed, men her hjemme paa hans eget Territorium,
hvor han var omgiven af lutter inferire Vsner, havde Arrogancen
atter taget Magten over ham, og han fordrede Underdanighed paa samme
Tid, som han foragtede de underdanige.

Men hun vilde ikke bje sig. Det ggede ham paa samme Tid som det
halvt behagede ham. Havde hun vret en smuk Pige, der venlig og
ligefrem var kommen ham i Mde, der havde koketteret lidt, lagt en
Smule an, vilde den blaserede Herre, der var vant til sligt, ikke
have sknket hende en Tanke, men nu beskftigede hun ham, mod hans
Vilje, og mer end han vilde indrmme.

Paa en vis Maade var hun ham ogsaa en Gaade; det var gaaet op for
ham, at hun var den samme unge Pige, han havde truffet hos Kbmanden
hin frste Dag, han var i Byen, og som havde kastet sig saa
hovedkulds ind i en Disput og forsvaret forskellige Paastande med
ungdommelig Iver. Men hvor var da denne Iver og Ungdommelighed bleven
af, hun var jo kold som en Istap, fornem, tilbageholdende og stolt
som en Dronning. Hun havde vakt en vis Nysgerrighed hos ham; naar han
saa hende, ventede han sig noget nyt af hende, men da hun bestandig
skuffede denne Forventning, aldrig kom et Skridt nrmere og aldrig
indrmmede ham saa meget som Spidsen af sin lille Finger, rgrede og
ggede hun ham.

       *       *       *       *       *

I Julen holdt Staden sit store Borgerbal. Enhver agtvrdig Borger
mdte med Kone og Dtre og dansede med de andre Borgeres Hustruer
efter Principet: Lige for lige, danser Du med min Kone, danser jeg
med Din.

Kommis'erne og Provisoren paa Apoteket, Fdrenes Snner og de
ferierende unge Mennesker hos Prstens, min Sn Studenten og hans
Venner, var Ballets Lver. Merkurs Snner var kendelige paa deres
graamelerede Benklder, sorte Frakker, lange Slips og flunkende ny
Hansker. Det svage Kn var rigeligst reprsenteret, hvilket gav den
mandlige Del en vis Overvgt, naar det gjaldt Valget af meddansende.
Kavalererne gik da med ugenert Sindighed langs ned ad Rkken af de
ventende Damer og udsgte sig i Ro og Mag den, de vilde bere med
deres Valg; det gik med en Nonchalance, en Sendrgtighed, som var
uforlignelig.

Prokurator Hindings plejede at deltage i disse Baller. Fru Hinding
havde intet imod endnu at faa sig en lille Svingom og lade Ungdommen
se, hvorledes man dansede i hendes Pigedage, og Prokuratoren satte
sig til et L'hombrebord i Sidevrelset for at vise sig henimod
Klokken to--tre og sprge, om Damerne morede sig, eller om de snart
vilde hjem.

Atter dette Aar tegnede man sig, men Judith havde stor Ulyst til at
vre med, og hun indvilligede kun, fordi hendes Moder ikke vilde gaa
alene og dog grumme ndig vilde undvre Fornjelsen.

Da Turen kom til dem -- Byens eneste lukkede Vogn krte efter
Rangforordningen rundt og hentede Familierne, Deligencen brugtes kun
af Haandvrkerne ved Barnedaab eller Bryllup -- krte ogsaa Familien
Hinding til Bal.

Gstgivergaardens store Sal var oplyst og prydet med kolossale Flag
og Grankranse. For Enden af den, under Kongens og Dronningens Buster
sad Byens Musikanter paa en ophjet Tribune; men langs de kolde,
fugtige Vgge paraderede de unge Damer paa Bnke. De hviskede, lo og
kritiserede og chikanerede hinanden, de smukke tog de stygge om
Livet, de, der var saa heldige at have Danse sikrede, beklagede dem,
der ingen havde.

Judith fik Lyst til at gaa igen. Var dette virkelig den eneste
Fornjelse, der Aaret igennem tilbd sig? Skulde disse Baller vre
Mrkeple i hendes Liv, indtil hun forflyttedes fra de unge Pigers
til de gamle Jomfruers Bnk. Hun satte sig ned, men ingen talte til
hende, hun havde ingen Veninde at hviske med, ingen fortrolig, nppe
nogen bekendt. Livslede og Afsmag ved alle den Slags Forlystelser
overfaldt hende. Musiken begyndte. Herrerne drev ind, endnu med
Duften af de nys slupne Cigarer i Klderne, de valgte og vragede,
hvorpaa de trevent marcherede Gulvet rundt med deres Hjrtes
udkaarne. Takket vre de omtalte unge Studenter fik Judith danset.
Den lysjede Gudindes Snner mente i deres Hjrtes Uskyld, at det var
Beskedenhed, der havde bragt Byens Kavalerer til at overlade dem den
smukkeste Dame. -- Og Timerne sneg sig langsomt hen, Stemningen steg,
nu kom ogsaa de gamle paa Gulvet. Da gik der en hemmelighedsfuld
Hvisken gennem Salen: Hr. Banner er kommen, Godsejeren er der! En
ubeskrivelig Nervsitet greb Sindene, Damerne rettede paa deres Pynt,
beklagede sig over, at de var saa forjaskede; man skottede hemmelig
til Dren.

Der stod saa endelig Genstanden for saa manges Interesse i en Dragt
lige fra Paris, aabenbart lidt forlegen med sig selv og overfor det
Selskab, hvori Nysgerrigheden havde frt ham. Da Dansen atter
begyndte, engagerede han den nrmeste Dame til en Inklinationstur, og
da den var forbi, trak han sig tilbage til Dren. Judith saa med stor
Fornjelse efter den unge Pige, hvem denne re var overgaaet, hun saa
hende gaa hen til sine Veninder, hrte hende med kunstlet
Ligegyldighed ytre, at Godsejeren virkelig dansede godt og
konverserede fortrinlig. Begge Dele var vitterlig Usandhed, thi den
ordknappe Banner havde ikke gjort en sammenhngende Bemrkning og
havde danset alt for stift og genert for den unge, livlige Dame.
Judith kunde ikke lade vre med at anstille Betragtninger over, hvor
vidt han virkelig var for ceremoniel til i det hele taget at kunne
danse, eller om muligvis en Cancan i Bal mabille vilde have passet
ham bedre.

Han gentog den samme Manvre flere Gange; med hvilke funklende jne
fulgte da ikke Mdrene deres Dtres Skikkelser i Hr. Godsejerens
Arme; og stadig sluttede en ny lyksaliggjort sig til de udvalgte
unge Pigers Skare, de gik med hinanden om Livet og rbede en
paafaldende Distraktion overfor Yderverdenen. Naar Judith antog, at
Hr. Banner lagde uendelig lidt Mrke til sine Omgivelser, tog hun
imidlertid fejl. Han saa overordentlig godt det Rre, han vakte, den
Glde, hans Nedladenhed voldte, men han tog det som en skyldig Tribut
og vilde for alting ikke lade sig mrke dermed. Han saa ogsaa Judith
og sagde sig selv, at hun dansede godt og var Byens smukkeste Dame;
han lagde ogsaa Mrke til, at hun talte ret livlig med sin
ungdommelige Kavaler, og tnkte derfor, at det dog muligvis var
Forlegenhed og Generthed, der gjorde hende saa tilbageholdende over
for ham. Sluttelig faldt det ham ind, at han vel maatte danse en Dans
med hende, da han jo kom der i Huset.

Judith stod og talte med sin Kavaler, med Ryggen mod den sig nrmende
Banner. Minervas Sn var meget fortrydelig over den Opmrksomhed,
Banner var Genstand for og havde just ladet falde nogle sarkastiske
Bemrkninger i den Anledning. Judith lo og svarede:

Ja, det gaar som i Hostrups Komedie. Pengene kan kaste en magisk
Glans selv over en Peter Ravn, hvorfor da ikke over en -- --

Banner stod foran hende og udbad sig nste Dans; ikke en Mine i hans
Ansigt forraadte, hvorvidt han havde forstaaet eller blot hrt hendes
Ytring; og hun betragtede ham med en Blanding af Vrede og Forvirring.

Tak -- jeg er trt, jeg beder Dem undskylde, jeg taaler ikke at
danse for meget, jeg havde tnkt at hvile -- --

I saa Fald turde jeg maaske gre Dem Selskab, medens De hviler Dem.

Han satte sig ved Siden af hende, da nste Dans begyndte; men han var
aabenbart i Forlegenhed for et Samtalemne, og hun hjalp ham ikke.

Saa begyndte han at tale om Byen og dens Beboere, og gjorde i
Forbigaaende en Bemrkning om den Magt, Pengene spillede ogsaa i
denne fredelige Smaastad.

Da blev hun veltalende, svarede ham skarpt og trffende; han lo, thi
han forstod ikke, at hendes sarkastiske Bemrkninger egentlig gjaldt
ham selv. Men efterhaanden begyndte han saa smaat at kede sig ved
Samtalen -- saa havde det jo dog kun vret Generthed, der fr havde
gjort hende saa stiv over for ham, nu var hun jo kommen paa Gled; og
hans Interesse begyndte at klnes.

For en Afvexlings Skyld bad han hende da om at danse Salen en Gang
rundt med sig, hun vil vel, tnkte han, stte lige saa stor Pris
paa at danse med mig som alle de andre. Men i samme Nu forandredes
hendes Ansigt, Minen blev koldt afvisende, hun gav hurtigt et Afslag,
ja drog sig endogsaa uvilkaarlig lidt tilbage, ligesom bange for at
have vist sig for imdekommende.

Hendes Afslag krnkede ham. Havde hun danset med ham, vilde han have
taget det som noget hjst ligegyldigt, men da hun afslog det, fik han
netop Lyst dertil. Denne smidige Skikkelse, disse runde Arme, denne
fljlshvide Hals! Jeg tror virkelig, hun er bange for at rre ved
mig.

Nu blev ogsaa han tavs, og da Dansen strax efter var forbi, rejste
han sig, hilste ceremonielt, lod sit Blik med et Udtryk af fornem
Ligegyldighed glide hen over hende og ud i det tomme Rum, forlod
derpaa Salen og tog hjem.

Da han gik, veg den ligesom nervse Stemning, han havde fremkaldt.
Studenterne og Kommis'erne besteg atter den rvede Trone, og
Fornjelsen fortsattes med voxende Liv, Hede og Stv til langt ud paa
Natten.

       *       *       *       *       *

Naar man i Byen omtalte Godsejeren og dermed kun mente en bestemt
Person, var det egentlig ukorrekt; thi der var paa Egnen flere
Jorddrotter og i alle Tilflde en, der var Byen mere bekendt end
Banner, nemlig Felix Restrup. Men Banner var jo nu en Nyhed, hans
Ejendom langt strre end den andens, og dertil kom, at man for lngst
havde ophrt at tage Felix Restrup i Betragtning. Der havde rigtignok
vret en Tid, da den lille By var hans Hovedstad og han dens Matador;
men nu var det gaaet tilbage for ham. I de femten Aar, han havde ejet
Hovedgaarden, der bar hans Slgts Navn, var det lykkedes denne
Adelsmand at stte saa mange Penge overstyr, som sex andre Mennesker
kunde have levet overdaadig for deres hele Liv, uden endda at
efterlade sig trsteslse Arvinger. Med andre Ord, den rige,
uopdragne Mand, hvis Tilbjeligheder var af en lidet ophjet Art,
havde, uden at forlade sin Fdrenegaard for mer end to Dgn ad Gangen
og tyve Mil i det hjeste, anvendt en stolt Kapital paa at skaffe sig
et slet Rygte, glubske Hunde, fuldblods Heste, hje Tjenere og smukke
Stupiger. Saalnge han havde Penge i Overfldighed, bar man over med
ham, han lod sig plukke og bedrage efter en storartet Maalestok, og
man nnnede ikke at lade Guldfuglen flyve; men da han begyndte at
fordre Kredit, da det rygtede sig, at hans Pengesager stod slet, trak
den lille By sig forsigtig tilbage. Han mrkede, at man skyede ham,
og han anede Grunden. Da fyldtes denne moderne Timon med retfrdig
Harme, han vendte Byen Ryggen, ikke for som hin gavmilde Athenienser
at vandre i Skovene og lade sit Skg voxe, men for at aabne sig
Kredit andetsteds, hvor man var mindre forsigtig eller kendte ham
mindre. Og derpaa fortsatte han sine Galskaber endnu vrre end fr.
Medens hans noget yngre Nabo begik sine Daarskaber i Udlandet, hvad
der altid kaster et vist interessant Skr over dem, thi en spansk
Senora er ulige mere romantisk end en dansk Stupige, forvandlede
Restrup sit Hjem til et sandt Babylon, hvor Udskejelser i alle
Retninger hrte til Dagens Orden. Og nu saa den lille By frst rigtig
tydelig, hvilken afskyelig Person han var; man trak snerpet Kjolen
til sig, hvis han kom den for nr, men man holdt ikke op med at
snakke om ham og hans Bedrifter. Han plejede der ude paa
Restrupgaard, sagde Rygtet, og det var troligt nok, at prygle sine
lange Tjenere om Formiddagen og drikke Forlig med dem om
Eftermiddagen, han tabte store Summer i Hasardspil og blev sikkert
bedraget for strre; det skulde vre en mrkelig Aften, hvor han
naaede at komme dru i Seng. I Virkeligheden frte han et fortvivlet
Liv. Han var i sin Tale fuld af Foragt for alt, hvad han kaldte
Dannelse, Snerperi og Skabagtighed, hvilke Begreber han slog sammen
til et, men i Hjrtet pinte det ham dog usigelig, at selv denne lille
Bys dannede Folk havde slaaet Haanden af ham. Han blev menneskesky
og undertiden meget melankolsk. Men han kunde ikke undvre nyt fra
den Verden, han berede med sin Foragt; hans Tjenestefolk maatte tage
til Byen og bringe ham Nyheder derfra; det var nsten utroligt, saa
njagtig han gennem denne Kilde kendte Byens Forhold.

Han havde haft nogle -- temmelig ubehagelige -- Forretninger med
Prokurator Hinding. Denne havde, som han plejede overfor sine rige
Klienter, budt ham ind i Stuen. Herfra kendte Judith ham. Restrup
havde nogle Gange mut og kejtet tilbragt nogle Timer hos Damerne, men
i Virkeligheden var den vilde Mands Hjrte blevet bevget ved den
Smule Venlighed, den godmodige Frue og den smukke unge Pige viste
ham. Judith havde ogsaa flt sig tiltrukken af ham, hun vidste nppe
hvorfor, maaske blot fordi alle andre var uvenlige mod ham.

Han var virkelig ikke utilgngelig for blidere Flelser. Saaledes
holdt han af Brn. Undertiden lod han Mejeriforpagterens to smaa
Piger hente op til sig. Moderen sendte dem ikke bort uden en vis
Hjrtebanken og spurgte dem nje ud, naar de kom tilbage. En Dag
medbragte de en stor Guldskilling hver, og deres Beretning ld
saaledes: Den store Mand havde spurgt, om de kunde synge, og paa
deres bejaende Svar havde han stillet dem op og ladet dem synge den
eneste Sang, de kunde: Nu titte til hinanden o. s. v. Da havde den
store Mand skjult Hovedet i sine Hnder og siddet stille saa lnge,
at de var blevne bange og havde givet sig til at grde, men saa havde
han rejst sig og givet dem en Guldskilling hver. Beretningen ld lidt
utrolig, det var nppe religise Tanker, der havde grebet den
udsvvende, af al Tro forladte Mand, men formodentlig havde de rene
Barnestemmer berrt en Strng i hans let modtagelige Sjl og
fremkaldt en forbigaaende nervs Rrelse.

Ved Siden af hans andre Passioner maa nvnes hans Lidenskab for at
samle Konkylier. Hvorledes denne Skoledrengemani opstod hos ham,
vides ikke, men vist er det, at han hverken anede Konkyliens Beboers
Slgtnavn eller dens Hjemstavn og Levevis, og havde han nogensinde i
sin forsmte Barndom vidst, om den hrte til Hvirveldyrene eller
Blddyrene, saa havde han forlngst glemt det, og nu bekymrede han
sig aldeles ikke om at faa det at vide. Men han kbte alt, hvad der
falbdes af denne Artikel, han klassificerede og skattede sine
Skaller efter den Pengesum, de havde kostet ham, d. v. s, den Grad,
hvori man havde narret ham med dem, han erklrede sin Samling for
enestaaende, hvad den jo ogsaa var paa sin Maade, og fremviste den
til enhver, som havde Taalmodighed til at gennemse den.

Restrup havde ved Banners Hjemkomst gjort denne en Visit, som var
bleven gengldt, og de to Junkere tilbragte, til Trods for den store
Forskellighed i Karakter og Vsen, undertiden en Aften sammen, snart
hos den ene, snart hos den anden. Nogen Tid efter Juleballet sad
Banner foran Kaminen i et af Vrelserne paa Restrupgaard og talte med
Ejermanden. Ilden blussede og oplyste det store, noget lave Vrelse
med de mange gamle, mrke Familieportrter, Skret spillede hen over
Lbene paa den Rkke Jagtrifler, der smykkede den ene Vg, og rbede
de tusinder dels kostbare, dels vrdi- og smaglse Snurrepiberier,
hvormed Restrup havde udsmykket dette Vrelse, som han behagede at
benvne sit Studerevrelse, hvad det forvrigt ligesaa gerne kunde
vre, som ethvert andet Vrelse i hans Hus.

Vrten sad eller rettere laa i en Lnestol lige over for Banner, hans
Fdder hvilede paa en stor gul Dogge, der havde puttet sig ned i et
Bjrneskinds Kamintppe og stirrede dovent ind i Ilden eller smaasov,
medens den af og til i Drmme udstdte et lille Bjf. Mellem Herrerne
stod en Stumtjener med Vinkaraffer, Glas og Sodavandsflasker.

Restrup var en Mand af herkulisk Legemsbygning; hans Helbred syntes
at have trodset alt, hvad han havde budt det. Paa de brede Skuldre
sad et mgtigt Hoved, omgivet af krllet, rdblond Haar og Skg. Ved
et flygtigt Blik syntes Ansigtets Udtryk at tyde paa plump
Godmodighed, Nsen var stor og velformet, jnene dybtliggende og
tilslrede, men de tykke Lber bag det krusede Skg rbede
Sanselighed, og Furerne i hans brede Pande talte om et heftigt Sind.
Hans ualmindelig slette Sprog stod i skrigende Modstning til hans
flotte Ydre.

Det var kedeligt, De ikke kum igor, Banner -- vi murede os
brilliant. Men det bedste var med gamle Pastor Blak -- har De
hrt'et? Han motte krybe ind gennem Vinduet. Han kum naturligvis for
sent, og so lukkede jeg Dren af, og vi gik til Burds. Men so kum
Prsten og bad og tiggede um at kumme ind, for han so, vi spiste
sters. Men vi lud som ingen Ting. Tilsidst obnede jeg et Vindue og
spurgte, om han vilde krybe ind af det, og so krb s'gu Prsten
gennem Vinduet, og vi lo. Restrup brast paany i Latter ved Tanken om
Sogneprstens ynkelige Situation.

Blev Prsten der hele Aftenen?

N -- det blev ham for muntert tilsidst. Da vi begyndte at spille,
gik han.

Spillede De Hasard?

En lille Mis, det var det hele. De kunde ikke hulde lnge ud, for de
kunde ikke sklne Kurtene fra hinanden. Jeg var selv gudt daran, for
der blev drukket svrt. Klokken fem i Morges motte Jens og Kusken
bre mig i Seng.

Og hvorledes befinder De Dem i Dag?

Tak -- gudt. Jeg kum frst op Klukken fire i Eftermiddags, men De
kan bande po, Jensen fra Mariendal, han forvinder det ikke i otte
Dage.

Banner lo. Jeg tror, De er ganske stolt af Deres Meriter?

Aa nej, men jeg har ellers rgrelser nok, skulde jeg tru; so glemmer
man dem da so lnge.

De skulde gifte Dem Restrup, og se at komme paa ret Kl igen, sagde
Banner.

Jeg tnkte s'gu po'et nogen Tid, men nu er det for sent. Jeg duer
heller ikke lnger. Naar jeg ikke er strammet op, falder jeg sammen;
jeg er li'sum jaget af et Kobbel Hunde rundt i en Ring og slbt til
Dde. Det er s'gu skidt. De Tjenestepiger er noget Rak, som kun
plukker en og alligevel leger Kreste bode med Karle og Tjenere bag
ens Ryg, og man har aldrig Fred. Fulkene er opstsige, og al Ting gor
galt.

De har nok Proces med en af Deres Karle. Han kom til mig og bad om
Arbejde, men jeg tager ikke bortjagne Tjenestefolk op. Nu hrer jeg,
han har lagt Proces an mod Dem.

Jeg jug ham vk, fordi han kum hjem en Dag senere, end jeg havde
givet ham Lov til. Hinding frer hans Sag; den Dvels Prokurator
siger, at min Handlemode ingen Hjemmel har i Tyendeloven.

Slog De ham?

Ja gu' gre jeg so. Og nu laver den Prokurator et helt Nummer ud af
det. Hinding er ligefrem en Skurk.

Saa -- er han det? Han forekommer mig at vre en ret behagelig
Mand.

Tru ham ikke, han er en Skurk, siger jeg Dem. Se blot, hvordan han
behandler sin Steddatter.

Saa? Og hvorledes da? spurgte Banner lidt opmrksommere end frhen.

Han tilbageholder hendes Arv gr han, og efter hendes attende Oer
har han Ret til at beholde den som Betaling for Kost og Lugi. Dr
hendes Moder, jager han hende vel po Gaden.

Det er slemt, hvor gammel er Frken -- hvad er det, hun hedder?

Frste, hun er snart tyve Oer.

Og hvor stor er hendes Arv?

Totusind tror jeg.

Ja, saa har hun rigtignok ikke meget tilbage, sagde Banner koldt.

Ja, er det ikke skammeligt! og nu paafulgte en Beretning om Judiths
Liv, hvis Njagtighed i mange Punkter vilde have overrasket hende
selv.

Saa er jo hendes Stilling temmelig fortvivlet, sagde Banner med sit
tidligere kolde Smil.

Ja, hvis hun ikke bliver gift. Var jeg ti Oer yngre, so friede jeg.
Hun er en nydelig Pige. Hvad behager?

Aa ja -- ret net, saa vidt jeg erindrer. Banner kneb jnene sammen
og syntes optagen af at flge sin Cigars hvirvlende Rgskyer.

Ret net! Aa hun er dejlig ligefrem og so stult som bare Fanden.
Ingen skal kumme hende nrmere, end hun selv vil.

De har maaske prvet det?

Nej, hun har altid vret venlig og gu'ed mod mig, det skal jeg ikke
glemme hende, og kunde jeg, saa giftede jeg mig med hende og hjalp
hende ud af hendes Ulykke. Men mine Finanser! Han strg srgmodig
det svre, blonde Haar fra Panden. Hun skulde giftes med en rig
Mand, for hun er skabt til at vre Drunning.

Men tror De, at hun, der er saa stolt, vilde gte hvem som helst,
der kunde byde hende en uafhngig Stilling?

Jeg er bange for, hun blev ndt til det; men jeg huldt nu af hende
og vilde bre hende po Hnderne.

Det vilde dog vist krnke hende at blive gift paa den Maade.

Aa nej, nor hun bare blev gift.

Banner lo hjt og skarpt.

Kender hun sin Stilling?

Ja, det trur jeg nok. Og hvis jeg var saa velhavende som De, og ikke
saa dybt i Gld --

Jeg! -- Jeg gifter mig aldrig! afbrd Banner ham hurtig.

Det var s'gu heller ikke sodan, jeg mente det, mumlede Restrup.

Nu tav de begge. Banner laa tilbagelnet i sin Stol, fordybet i sine
Tanker. Restrup havde bjet sig frem og taget Doggens Hoved mellem
sine Hnder. Han strg dens lse, rynkede Halshud helt ud over dens
ren og Snude og glattede den atter tilbage, idet han nu og da
brummede: Gu'e gammel Hund, gu'e gammel Hund!

Og Flammerne i Kaminen steg og sank. De belyste den enes fine, skarpe
Ansigt med det tidlig tyndede Haar, det trtte, ligegyldige Udtryk,
og den andens mgtige Hoved med de store, plumpe Trk, den blgende
Lvemanke, det rdgule Skg og det slve, srgmodige Blik. De lynede
i Diamanterne, der prydede Restrups Fingre, strejfede hen over
Ildbukkene, lyste i Hundens kloge jne, legede gennem det stvede,
rdbrune Bjrneskindstppe, sendte et hoppende Skr op ad Vggen op
over Billedet af Restrups barske Fader, funklede i Vaabnene og
Snurrepiberierne, straalede tilbage fra det hje, slvindfattede
Spejl, glimtede gennem den gyldne Vin i Krystalkanden, krb ind i
Kroge, bag Stole og Borde, gemte sig, viste sig atter, blussede op og
forsvandt for et jeblik at indhylle alt i Mrke og derpaa begynde
Legen forfra. Udenfor piskede Sneen og hylede Vinden om den gamle
Bygning, indenfor gled Tiden langsomt hen, afmaalt af Bronceuhrets
lydelige Tik Tak, Tik Tak. To inderlig trtte Mnd sad der ligesom
fortryllede, bundne af denne Ro, dette Mrke, denne flimrende Ilds
Fantasterier, uden Lyst eller Evne til atter at tage fat paa det
besvrlige Liv, som de mente sig forlngst at vre frdige med.

Denne Vinter frte Forretninger ofte Godsejeren til Prokuratoren. Hr.
Hinding syntes nsten uundvrlig for sin fornemme Klient. Men Hr.
Banner var halv utilfreds, naar han ikke paa disse Besg traf
Prokuratorens Steddatter. Han brd sig ikke saa meget om at tale med
hende, thi hun var som oftest kold og ordknap, men det interesserede
ham at se hende, vre sammen med hende og iagttage hende. Thi
Samtalen med Restrup havde givet ham forget Interesse for hende, og
han undrede sig over, at han ikke strax havde lagt Mrke til hende,
saa paafaldende forekom hendes Sknhed og hele Fremtoning ham nu at
vre. Han havde den Evne at kunne se, uden at hans Opmrksomhed
tilsyneladende var fstet paa Genstanden, og medens han rolig
fortsatte sin Samtale med Hinding og syntes at have sine Tanker
ethvert andet Sted, undersgte hans Blik hende Trk for Trk og
vendte hver Gang tilbage med voxende Forundring over at trffe noget
saa ejendommeligt og sknt i denne Afkrog. Naar Forretningerne vare
afgjorte, Vejret og Landmandens Udsigter drftede, henvendte Banner
grne et Par hflige Ord til Fruen og Frkenen. Som oftest svarede
den frste, men naar Judiths fine Sans opfangede det mindste
overlegne eller arrogante i hans Maade at vre paa, kunde ogsaa hun
tage Ordet, og da flj snart en lille, skarpt tilspidset
Tilrettevisning fra hendes let smilende Lber, og hun kunde vre
sikker paa, at den traf. Han rbede det rigtignok aldrig i Ord eller
Miner, men han havde ofte Nd med at betvinge sig, naar hans
herskesyge Sind blussede op i ham, og han nskede da, det koste hvad
det vilde, at han kunde faa Overtaget over sin smukke Modstander,
bje hende, ydmyge hende. Og naar han red hjem, efter at vre kommen
tilkort i et saadant Ordskifte med hende, kunde han harme sig mere og
mere over sit Nederlag, og han huggede da Sporerne i sin uskyldige
Hests Side, brugte Pisken og rykkede i Tmmen, indtil Dyret stejlede,
han vilde dog i det mindste have en, han kunde vise sin Overmagt og
tvinge til Lydighed. I sit store, ensomme Hus kunde han gaa omkring,
forbitret paa sig selv, fordi han beskftigede sig saa meget med
hende, men hvad nyttede det, hun havde fngslet hans Tanker, og de
formaaede ikke at lsrive sig. Han var som Barnet, der efter en Gang
at have faaet Lyst til en Ting, kun bliver endnu hftigere i sine
Begringer, naar det mder Modstand. Han tyede til sine Bger, men
Tankerne listede sig ind mellem Linierne, og han greb sig selv i at
have lst mange Sider, uden at have opfattet et Ord. Han lod da Bogen
synke og saa rgerlig mod Dren:

Om den nu aabnede sig, og hun stod paa Trskelen, hvor hurtig skulde
da ikke Bgerne komme bort! Der var jeblikke, hvor han kunde rkke
Armene ud mod hendes tnkte Skikkelse. St hun var her, hvilken
Udfyldelse af hans Livs Tomhed, hvilken Beskftigelse for hans
Tanker: Fordmt, gid Fanden havde det hele, jeg er jo som forhexet!
Har jeg da ikke forsgt mig nok? Men hun er noget andet. Hvordan i al
Verden har hun baaret sig ad med at magtstjle mig? Og jeg, som for
lnge siden troede mig frdig med disse Illusioner? -- Men hvorfor
paa den anden Side gre saa mange Ophvelser? Han var jo en fri Mand,
hvem hindrede ham i at flge sine Lyster? Hans egne Forstter -- pyh!
de var jo hans egne, saa kunde han vel ogsaa bryde dem, naar det
skulde vre. Medlidenhed? -- med hende, som nppe elskede ham,
snarere det modsatte! Og kunde hun saa forlange eller faa det bedre i
Verden end som hans Hustru? Men -- binde sig ulselig for hele Livet?
-- nej, han vilde ikke tnke mere derpaa.

Og Foraaret kom med sin berusende Luft, sine svulmende Knopper, sin
Krlighedslngsel hos alt, hvad som levende er. Johan Banner stod ved
Vinduet, han flte ogsaa dens drivende Magt, men han vilde ikke vre
ved det. Og dog sad den i ham som en prikkende, nagende, nervs
Lngsel efter noget, som han ikke vidste eller ikke vilde vide, hvad
var.

Han gad ikke rejse bort igen, alene Tanken var ham imod. Han gad ikke
skrive, Pennen var slngt hen ad Bordet. Han gad ikke lse;
halvhundrede Bger var trukne ud af Reolerne for strax efter at
kastes til Side. Spise? -- Han var mt. Drikke? -- Han var ikke
trstig. Sove? -- Det var det vrste! Havde han ikke ligget timevis
og kastet sig frem og tilbage uden at kunne finde Hvile. Mishandle et
eller andet? -- Han flte et jeblik Lyst dertil, men gad saa ikke
flge den. Han var i den fortvivlede Kasus, Kierkegaard beskriver, --
han gad slet ikke.

Her var ingen at tale med; kun drbende trist og kedsommeligt. Men
han kunde jo tage til Byen. Ja, se der var det, der var det! Det var
det, han vilde, men han vilde ikke tilstaa det for sig selv. Blev han
da aldrig frdig med disse Ungdommeligheder? Han skulde jo dog nu
vre kommen i Ro, han havde jo udraset, han vilde jo have tilbragt
Resten af sine Dage i lidenskabsls Fred. Han var rejst fra nskerne
og Lysterne, men se, de var rejst med ham. Det var jo formelig vrre
end nogensinde fr -- aa, det var latterligt og taabeligt altsammen!
Men Livet var kort og bestemt til Nydelse, hvorfor da ngte sig, hvad
det bd paa. Det var da endnu taabeligere? Han vidste det godt, han
vilde ikke faa Ro, fr han havde naaet, hvad han vilde, men var dette
sket, vilde han rimeligvis ikke mere bryde sig derom, og -- da var
han bunden.

Naa, han kunde jo ride ind og prve paa at faa hende at se. Det var
jo alt, hvad hun vilde tilstaa ham, og han havde dog vist hende
Imdekommenhed. Hundreder vilde have krbet paa deres Kn fra Byen
til hans Gaard for at opnaa hans Gunst, men hun viste den tilbage.
Han havde kun en Gang fr mdt en lignende Modstand; det var hos hans
forlovede; men ofte havde han senere sagt sig selv, at hvis han den
Gang havde vret mere erfaren, vilde hendes Modstand vre bleven
overvunden. Ellers havde han kunnet vinde, hvem han vilde, kun hun,
som dog havde mdt saa liden Venlighed i Livet, viste ham tilbage. Og
hans herskesyge Sind oprrtes derover -- maaske hun endogsaa vilde
afslaa et gteskabstilbud! Det gad han dog se! Hun var under et
strkt Pres, hun vilde blive tvungen til at gribe den Haand, han
rakte hende, men var det ridderligt? Pyh! Hun maatte jo vre glad
til. Kunde der bydes hende noget bedre end at blive hans Hustru? Hun
_skulde_ blive hans, ligemeget hvorledes. Hans herskesyge Sind syntes
formelig at smgte efter denne tvivlsomme Triumf. Han vilde strax til
Byen.

Just da han vendte sig fra Vinduet for at ivrkstte sit Forst, fik
han je paa en aaben Landauer, som rullede hen ad Hovedlandevejen.
Han kendte de blankbrune, halvblods Heste og det straalende Livre;
det var Restrups Vogn. Kom han paa Besg? Det var i Grunden heldigt,
saa blev han hjemme, undgik at gre en Dumhed maaske og fik Dagen
slaaet ihjel. Der undslap ham formelig et Lettelsens Suk: Han fulgte
Vognen indtil Nedkrselen til Ahnbjerggaard, nu drejede den af --
hvad? -- nej! den krte jo forbi, den krte videre. Guds Dd! den
krer til Byen.

Det blev Draaben, som fik Bgeret til at flyde over. Urolig, skinsyg
ringede han og befalede Tjeneren strax at lade hans Ridehest sadle.
Han gjorde sig selv i Stand hurtigere end nogensinde ellers, sprang
ned ad Trappen, snappede Hat og Pisk fra den forblffede Tjener,
svang sig i Sadlen og flj ud af Porten paa den i sin magelige
Tjeneste overmodige Hest. Men da han kom til Enden af Alleen holdt
han Hesten an lige saa heftig, som han fr havde paaskyndet den. Gr
nu ingen Dumheder, Du! Rid heller ned og se til Dine Rugmarker. Lad
hende tage Restrup, om hun vil, saa er den Historie ude. Han holdt
stadig Hesten an ved Hovedlandevejen og vidste ikke, om han skulde
ride Nord paa, langs sine Marker, eller Syd paa til Byen -- Herkules
paa Skillevejen!

Den utaalmodige Hest vilde afgre Valget for ham; han gav den et
eftertrykkeligt Rap med Pisken og den stod, men dens Skraben og
Bidslets Klirren, naar den kastede med Hovedet, afbrd bestandig hans
Tanker. Nu krer Restrup til Byen -- han har vel overvundet sine
Betnkeligheder og frier til hende. Og hun tager ham naturligvis, hun
har jo vret saa forekommende imod ham. Saa kan jeg gaa Resten af mit
Liv og rgre mig derover, saa dum er man jo altid, naar man gaar glip
af noget, man kunde have haft. Skal jeg tage derind? Restrup er
allerede langt i Forvejen -- det er maaske for sent, men jeg vil dog
tage derind; det kan da ikke skade.

Han gav atter Hesten Tjlen, og det bar afsted mod Syd, saa hurtig
Dyret kunde, men endda ikke hurtig nok for ham. Vinden peb ham om
rene, Hovslagenes regelmssig klaprende Lyd susede om ham, hans
Hjrte slog strkere, hidset af Bevgelse og Forventning, han kom til
at tnke paa Kmpevisen:

    Der han red over Randbl Hede,
    da fulgte ham femten Svende,
    der han kom til Riber Bro,
    da red den Herre alene --

og han gentog Verset atter og atter mekanisk, indtil Ordene tabte al
Betydning, blot pinte og trttede ham, og han forbavsedes over endnu
at maatte sige dem.

       *       *       *       *       *

Fru Hinding var gaaet i Kaffeselskab, men Judith havde ikke villet
flge med. Der var atter kommet en af de Perioder, hvor hendes
forladte Stilling hvilede haardest paa hende. Hun sad i Dagligstuen
med Hnderne i Skdet og nedsnket i trsteslse Grublerier, da
hendes Stedfader traadte ind i Stuen, rigtignok kun for at passere
den. Hun bad ham sagte om et Par Minuters Samtale.

Jeg har travlt -- hvad vil Du?

Jeg vil kun endnu en Gang sprge Dem, om det ikke er muligt, at jeg
kan faa min Fdrenearv, jeg beder Dem, giv mig den, ikke som Ret, men
som Barmhjrtighedsgerning.

Og naar Du har opbrugt de tretusind Kroner, hvad da?

Da maa jeg vel have lrt nok til at kunne srge for mig selv.

Det er yderst tvivlsomt, men lad mig nu sige Dig, hvad det dog ikke
nytter at skjule; det lyder saa smukt, naar Du siger, at Du ikke
fordrer dem som Din Ret, men Du tror da vel heller ikke, at Du har
nogen Ret til dem?

Har jeg ingen Ret til dem? spurgte hun aldeles overvldet af
Forbavselse, hvis Moder dde, og jeg da fordrede dem i Stedet for at
bede om dem, kunde de saa ngtes mig?

Ved Du, at der er noget, som hedder Kontrakrav?

Hun vidste det ikke, men fik en Anelse om, hvad det havde at betyde.

Det er ingen Faders, flgelig heller ingen Stedfaders Pligt, at
forsrge sit Barn lngere end til dets attende Aar. Efter den Tid kan
han, om han vil, tage Betaling for dets Kost, Logi og Klder. Du har
allerede i to Aar levet paa min Bekostning. Tag det ikke saa hftig,
jeg vil jo ikke beholde Dine Penge og jage Dig paa Porten. Du skal
naturligvis ogsaa for Fremtiden have Dit Ophold her i Din Moders Hus,
men Dine Fordringer, dem maa Du slaa en Streg over.

Hvorfor sagde De mig ikke det for to Aar siden, da De med min
Formynders Minde fik mine Penge? stammede hun grdefrdig.

Den Gang trngte jeg til de Penge, og hvad Forpligtelse havde jeg
desuden dertil. Tag bare ikke Sagen saa tragisk. Du har Dit Hjem her
og skal intet mangle, men naar Du nu ved, at Du lever her paa min
Bekostning, vil Dit Sind dog maaske blidgres over for mig. Hun sad
aldeles stiv og stille. Han saa paa sit Uhr: Naa, jeg maa afsted, vi
kan senere drfte Sagen nrmere, hvis Du vil. Med disse Ord forlod
Prokuratoren Vrelset.

Hun forblev nogen Tid ganske ubevgelig. Hun havde anet noget
saadant, og nu var det Virkelighed, den rene, ngne Sandhed. Det
sidste Haab var bervet hende. Hendes Stedfader havde Ret til at vise
hende bort i samme jeblik, hendes Moder lukkede jnene, og hvorfor
skulde han ikke gre det endogsaa fr. Hans Beregninger gik langsomt
op for hende. Naar hun engang fik Arv at krve efter sin Moder, vilde
formodenlig ogsaa den gaa op mod Kontrakrav. Hun var hjlpels
prisgiven en samvittighedsls Mands Forgodtbefindende. Da overvldede
Fortvivlelsen hende uden nogen Modstand fra hendes Side. Med et Skrig
kastede hun sig ned foran Stolen, hvori hun havde siddet. Hun tnkte
ikke, hun flte kun, at hun var fortvivlet, saa grnsels fortvivlet,
og hun grd stdvis, snart hjt og heftig, snart kun med en
indvendig Hulken, som smertede hende ubeskrivelig. Og i sin Sorg
paakaldte hun et Navn: Aa, Fader, Fader! Men det re var dvt og
den Arm magtesls, som altid havde vret til Rede, naar en lidende
bad om Hjlp. Da jog pludselig den Tanke igennem hende, om hun skulde
berve sig Livet; de tallse Ydmygelser, hun havde i Vente, maatte jo
blive uudholdelige. Men hun vidste med sig selv, at hun ikke turde.
Hun kunde kun grde, og det gjorde hun, indtil Trthed og Afmagt
ogsaa bragte Graaden til at hre op for kun med Mellemrum at vende
tilbage i lange, krampagtige Suk. Endelig rejste hun sig fra sin
ubekvemme Stilling og satte sig atter i Lnestolen med Hovedet bjet
tilbage, hun var saa udmattet efter det heftige Smertensudbrud, at
hendes Hnder rystede. Saa gav hun sig til at overveje sin Stilling.
Hun kunde gaa til Frken Stenberg og bede hende lre sig
Skrddersyning, hun kunde bo hos hende, hjlpe hende og tjene sit
Brd ved sine Hnders Gerning, sine Hnder, disse fine, hvide Hnder,
der aldrig havde kunnet bekvemme sig til noget grovt Arbejde. Men
Tusinder var jo henviste dertil, og de var baade glade og tilfredse.
Saa blev hun trt af at tnke fast og sluttet -- viljelst lod hun
Fantasien raade, og Billeder drog uhindret forbi hendes indre Blik,
som de kom af sig selv:

Sidde Sommer og Vinter, Dag ud, Dag ind som en fattig, vennels
gammel Jomfru! Hun vidste, hvilken Medlidenhed hun havde nret for
den gamle Frken Stenberg, hvilken Beklemthed hun havde flt ved
Tanken om hendes triste, gldelse Liv, hvor den mindste Begivenhed
blev af Vigtighed, den ubetydeligste Forandring epokegrende. Og
Frken Stenberg var dog trods alt dette tilfreds, thi hun havde nppe
ventet sig mere, medens hun selv! -- Sidde saaledes om Sndagen, naar
den, der er ene, altid fler sig mest forladt, og se ud i den tomme
Gade med de toppede Brosten, hvorimellem Grsset skd op. Se Folk gaa
til Kirke i deres pne Tj, glade over Fridagen i et Liv fuldt af
Slid og Arbejde fra Mandag til Lrdag; se Mdrene sende deres Brn ud
paa Gaden, det ene efter det andet, sbevaskede, med rene Forklder
og stive, nystrgne Kjoler for at nyde Sndagen, som de bedst kunde.
Og det var det, man kaldte en Idyl.

En strkere og strkere Trthed overfaldt hende, Reaktionen efter
Ophidselsen. Hun kunde jo lade staa til, lade hver Dag srge for sig
selv, lade alt gaa, som det bedst kunde, slet ikke bekymre sig for
Fremtiden -- i jeblikket havde hun jo Klder og Husly, oven i Kbet
Udsigt til Aftensmad. Ja, det kunde hun jo -- opgive Modstanden,
resignere -- det svreste af alt at lre -- resignere!

Gadedren var bleven aabnet, uden at hun hrte det, der bankedes paa
Dagligstuedren. Hendes Tanker vendte forvirrede tilbage til
Virkeligheden, hun tvede med at svare; saa erindrede hun, at hun
var forgrdt og vilde gaa sin Vej, men det var for sent, thi Johan
Banner stod allerede derinde. Hun bjede Hovedet og vendte det bort
fra Lyset, han bukkede og spurgte, om hendes Hr. Fader var hjemme.

Han er ikke hjemme, svarede hun stadig med bortvendt Ansigt.

Han kommer maaske snart?

Det ved jeg ikke.

Jeg vil tage mig den Frihed at afvente hans Tilbagekomst.

Hun syntes ikke om det, men hvad var der at gre; hun satte sig ned,
og han gjorde det samme; der blev en temmelig lang Pavse. Hun
haabede, at han ikke skulde lgge Mrke til hendes forgrdte jne,
men han saa strax, at hun havde grdt, og han sluttede sig hurtig til
Grunden. Han brd endelig Tavsheden og begyndte at tale om
almindelige Ting; han vilde grne aflgge lidt af sit formelle Vsen
og tale mildt og venlig til hende, men hendes korte, afmaalte Svar
viste ham ligesom tilbage, og han blev derved endnu mere stiv end
sdvanlig. En tilsyneladende let henkastet Bemrkning af ham om
menneskelig Uegennytte og Hensynsfuldhed jog hende pludselig op som
af en Ds; hun formaaede ikke at beherske den Bitterhed, som den
sidste Times Hndelser saa levende havde vakt. Hun udtalte sig heftig
om alt, hvad man kaldte Retfrdighed, Uegennytte og rlighed. Og han
opdagede hos hende en Mistro, en Menneskeforagt, en Pessimisme, som
nsten kunde maale sig med hans egen. Hvilken mrkelig Pige var hun
dog ikke, hvilken Blanding af Smerte og Trods, Sorg og Stolthed? Men
smuk, hvor smuk selv midt i dette Heftighedsudbrud. Ja, hun var
virkelig vrd at eje, saa at man kunde se hende bestandig, studere
hende, sge at vinde hende, og -- en mild Medflelse paatrngte sig
ham -- gre hende lykkelig, lre hende at elske og faa hende til at
glemme hendes bitre, triste Ungdom. Og i en mindre tilbageholden Tone
sagde han: Er De ikke for ung til at bedmme Menneskene og Livet saa
haardt? Han havde saa lidet tilsigtet at krnke hende, tvrt imod
havde han jo vist en Imdekommenhed, som han selv forbavsedes over;
men hun misforstod ham. Hun troede i hans Ord at genfinde den samme
ironiske Overlegenhed, som saa ofte havde saaret hende. Og
Forbitrelsen skd atter op i hende, Uviljen mod ham og mod hele
Verden, Fortvivlelsen over hendes egen ulykkelige Skbne, der fltes
dobbelt pinlig lige over for ham, der var saa fri, saa uafhngig og
viste sig saa overlegen, og haanlig svarede hun:

Jeg har set nok af Livet og Menneskene til at nre Mistro mod dem,
men jeg foragter kun den, der er sat i en lykkelig, uafhngig
Stilling, men ikke benytter den paa en vrdig Maade, der kun flger
sine egne egoistiske Krav, og med utaaleligt Hovmod ser ned paa alle
andre, der tager en stor Plads op i Livet, men ikke opfylder en
eneste af de Pligter, den paalgger ham, der burde sprede Lykke om
sig, men kun har et overlegent blaseret Smil for alt og alle.

Han havde rejst sig. Hans Selvflelse og Stolthed blussede op i ham
ved Fornrmelsen, hun saa hensynslst havde slngt ham i Ansigtet.
Han stod foran hendes Stol, hvor Stedfaderen nylig havde staaet, han
var bleven bleg, og hans Ansigts Udtryk sagde hende, at hun var gaaet
for vidt. Hun blev bange, men hun vilde ikke rbe det; hun rejste sig
for at gaa, hun saa fast og uforfrdet paa ham, idet hun med en
Haandbevgelse betegnede ham, at hun nskede at komme forbi. Men han
rrte sig ikke. Og der stod de seende hinanden fast i jnene, som to
jvnbyrdige Fjender, parate til at vrge sig eller gre et Udfald,
hvis Modstanderen skulde blotte sig. Hun saa, at han vilde sige
noget, og midt i hendes Angst flte hun ligesom Nysgerrighed efter at
erfare, hvad det var.

Han spurgte da langsomt:

Vil De vre min Hustru?

Hun blev saa overvldet, at hendes Kn svigtede hende, og hendes
Legeme nppe var i Stand til at holde sig opret. Denne Lykke, som hun
engang knapt havde vovet at drmme om, blev nu slynget hende i
Ansigtet som en Fornrmelse. Det var jo et Svar paa hendes Udfald.
Han sagde: Du foragter mig, siger Du, og dog behver jeg kun at
rkke Haanden ud, saa giver Du Dig hen til mig. Men han skulde ikke
triumfere; hun vilde skyde ham bort og gaa forbi ham saa stolt som en
Dronning, hun vilde ydmyge ham og vise, at hun ikke lod sig bestikke
selv for saadan en Pris. Saa heller --

Heller ydmyges daglig af en Mand som Hinding? Heller slbe sit Liv
hen i denne Afkrog af Verden?

Aa, hvilken forfrdelig Fristelse! Hun saa sin Stolthed indfangen og
tvungen til at overgive sig -- enten til Prokurator Hinding, til
Armod, Fornedrelse, eller til denne Mand, til Luxus, Magt og
forholdsvis Uafhngighed.

Det svimlede for hende. Hun var ude af Stand til at tnke frit. Han
havde overrumplet hende i et aandelig og legemlig svagt jeblik, og
hendes Modstandsevne glippede.

Han gentog i samme Tone lavt og rolig:

Vil De vre min Hustru?

Og hun lukkede jnene, som den, der vil styrte sig i Afgrunden,
hendes klanglse Stemme rystede, den Gang hun svarede ja.

Der kom et underligt Skr i hans jne, et Udtryk af Triumf og
Lidenskab. Han trak hende ind til sig, idet han for frste Gang i sit
Liv berrte hende, han omfavnede hende heftig, han kyssede hendes
Mund, hendes Pande, hendes Kinder; det utjlede, lidenskabelige
Menneske brd igennem hans sdvanlige slebne Ydre. Han havde ventet
Modstand, men han fandt den ikke; det var ham egentlig en Skuffelse,
han vilde have foretrukket den for hendes kolde, viljelse
Eftergivenhed.

Hun var fuldstndig passiv, hun havde overgivet sig, gjort Valget og
tog nu Flgerne, men da han troede sig hende nrmest, sluttede hun
sig fuldstndig inde i sig selv, som sit sidste Forsvar. Han flte
det, hendes virkelige Jeg var i samme uopnaaelige Afstand som frhen.
Han havde som Ixion omfavnet Skyen, han holdt hendes Legeme i sine
Arme, men hendes Sjl trodsede ham stadig. Da dreves hans Vilje
yderligere fremad ved Skuffelsen. Nu var hun hans, og hun skulde
bjes -- fr eller senere, det var ligegyldigt -- han skulde nok faa
Magt over hende.

Hun drog sig ud af hans Arme og gik henimod Dren, han tnkte ikke
paa at holde hende tilbage; men da han var ene, fortrd han, at han
havde ladet hende gaa, og hans Lngsel efter hende vaagnede i samme
Nu, hun var borte. Han kastede sig i den Stol, hvor hun havde siddet,
og der sad han endnu optagen af, hvad der var sket og hvad der vilde
ske, da Hinding en Times Tid efter kom hjem. Alskens Tanker og
Fantasier havde fyldt ham, men intet jeblik fortrd han, hvad han
havde gjort.

       *       *       *       *       *

Hr. og Fru Hinding havde truffet hinanden paa deres Udflugt og vendte
hjem sammen som krlige gtefolk Arm i Arm. De blev hjst forundrede,
da Banner ved deres Indtrdelse rejste sig og hilste paa dem.

Har Hr. Godsejeren ventet lnge? Har De siddet her alene? De bliver
maaske til Aften? Aa, Helene, se efter Aftensmaden.

Nej, gr Dem ingen Ulejlighed, sagde Banner kort, jeg rider hjem,
naar jeg har talt et Par Ord med Dem, Hr. Prokurator.

Fru Hinding forstod Vinket og forlod Stuen, rigtignok meget
nysgerrig, thi hun interesserede sig levende for Hr. Banners Affrer.
Men udenfor Dren kom hun til at tnke paa Judith. Hinding havde
ladet hende ane, at der havde vret en ny Scene mellem dem. Hvor var
Judith? Hendes let ngstede Sind fyldtes med Bekymring. Hun gik op
til Judiths Vrelse, og da ingen besvarede hendes Banken, lukkede hun
Dren op, bange for, at det skulde vre tomt, men Judith sad der,
ligbleg og med mrke Ringe under jnene. Hun havde ikke hrt Moderen
komme.

Mit elskede Barn, raabte Fru Hinding, for Guds Skyld, hvad er der
hndet Judith, sig mig det -- aa, mit Barn, mit stakkels Barn!

Fru Hinding trak hendes Hoved ind til sit Bryst og udgd rigelige
Taarer derover.

Vr ikke bange Moder, det er intet slemt, jeg er -- hendes Stemme
sank -- jeg er bleven forlovet med Godsejer Banner.

Fru Hinding udstdte et Skrig, et virkeligt Jubelens Skrig:

Mit sde Barn -- er det muligt? Min lykkelige lille Pige! Fru
Hinding grd atter, denne Gang af Glde. Aa, hvor jeg er glad; det
har gjort mig saa ondt at se Dig saa forknyt, og Din Fremtid har
ligget mig saa tungt paa Sinde; jeg havde af mine Husholdningspenge
begyndt at spare lidt sammen til Dig, men -- hun grd og lo paa en
Gang -- nu er nok mine Par Skillinger overfldige, og hun knugede
hende atter til sig. Da nnnede Judith ikke at berve sin stakkels
Moder hendes store Glde, og hun gemte sin Smerte hos sig selv.

Da de havde siddet lidt sammen, begge tavse, hviskede Fru Hinding
bedende: Nu, da Du er lykkelig, Judith, sig da, at Du tilgiver Din
Moder al den Uret, hun har gjort dig. Judith drog sin Moder ind til
sig og krtegnede hende, som man krtegner et Barn.

Nede i Stuen talte Johan Banner med den ligesaa forbavsede
Prokurator.

En overordentlig re! Min Steddatter er ganske vist fattig, hendes
Fdrenearv har jeg maattet tage som Vederlag for Kost og Klder, jeg
er en fattig Mand; efter min Hustru vil der heller ikke blive noget,
men for en Rigmand som Dem --

Jeg beder Dem, sagde Banner koldt afvisende, forskaan mig for
Deres Redegrelser, saa sknker jeg Dem med Glde Pengene.

Det vil sige, spurgte Hinding skyndsomt, at De giver lovformeligt
Afkald paa Arv i Deres eventuelle Hustrus Navn?

Nej, sagde Banner skarpt, det vil sige, at jeg for Fremtiden
personlig nsker at have saa lidt med Dem at gre som mulig. Jeg
gifter mig med Frken Frste; hverken hun eller jeg er eller nsker
at staa i Familieforhold til Dem. De kan forelbig vedblive at vre
min Sagfrer, men intet videre.

Vel, sagde Hinding bukkende, det finder jeg baade korrekt og
fornuftigt.

Det glder mig, sagde den anden med en Mine, som tydelig sagde:
Hvad i al Verden tror De, jeg bryder mig om, hvad en Karl som De
finder korrekt eller ej.

Og Hr. Godsejeren drikker ikke Te med os i al Tarvelighed?

Nej Tak. Jeg skal senere tale med Dem om Brylluppet. Det kan ligesaa
grne finde Sted her som andetsteds. Vil De bringe Frken Frste min
Hilsen; jeg overlader til hende at bestemme Dagen, hvilken hun selv
vil i nste Maaned, helst inden Midten af Maaneden. Jeg skal lade
anvise en Sum Penge til hendes personlige Udstyr. Andet er der vist
ikke.

De nsker ikke at indbyde nogen af Deres hje Familie. Det vilde
vre mit Hus en re.

Jeg har ingen Slgtninge, som jeg behver eller nsker at gre
Regnskab for mine Handlinger. Men det er sandt, Frken Frste har jo
en Kurator. Er De saa god at underrette ham om hendes Giftermaal --
og en anden Ting, De vil maaske ogsaa paatage Dem Ulejligheden med at
lse Kongebrev.

Med Glde, De nsker maaske Forlovelsen hemmeligholdt.

Nej, det vil sige, det er mig fuldstndig ligegyldigt, naar kun jeg
bliver fri for Gratulationer. Tr jeg anbefale mig.

Hr. Hinding fulgte ham bukkende til Dren, men da den havde lukket
sig, mumlede han: Den uforskammede Karl! Pokker skulde lade sig
hundse saaledes. De Fyre tror, at enhver, der modtager deres Penge,
er deres Tyende. Men vel var det, vi fik Frkenen forsrget. For
den Sags Skyld kunde man da grne lade sig sparke ned af Trapperne i
sit eget Hus.

Og ved Aftensbordet viste han sin Steddatter det strste Hensyn og
behandlede hende med en rbdighed, som morede hende, trods hendes
Nedslaaethed. Han bd hende det bedste Stykke af Stegen og undlod den
Aften baade at fljte og at ryge paa sin lange Pibe inde i
Dagligstuen.

       *       *       *       *       *

Da Banner naaede Gstgivergaarden, hvor han havde sat sin Hest ind,
saa han, at Restrups Landauer, som han paa Udvejen var redet forbi,
holdt forspndt i Gaarden. Kusken stod ved Vognen, rg sin Cigar og
underholdt sig paa en nedladende Maade med Gaardskarlen. I
Kkkendren saas et Par fnisende Ansigter, der tilhrte
Gstgivergaardens beundrende Tjenestepiger.

De har et godt Kryds, sagde Gaardskarlen og kigede med Kendermine
paa Hestene, det er smukke Dyr.

Aa ja -- ret nette -- havde for Resten for et halvt Aar siden et Par
Guldfuxer, de var nok saa knne; vi solgte dem med noget Tab. Vi
brer os ikke altid klogt ad -- isr naar vi har drukket.

Min Hest! raabte Banner.

Gaardskarlen lettede paa Huen, og med et Javel klaprede han over
Gaarden til Stalddren.

I det samme traadte Restrup ud fra Sknkestuen.

Hvad Fanden -- er det Dem, Banner? So var det vel osse Dem, der red
um os fr, som Fa'en selv var i Hlene po Dem. Nu har jeg s'gu tabt
tu Kruner til min Kusk, for jeg postud, det var Juhansen fra
Grinstedbru.

Hvem har De besgt i Byen? spurgte Banner adspredt.

Ingen. Jeg har siddet po denne velsignede Kru og trakteret hver
Sjl, der er kummen ind i den sidste Time. Jeg har selv drukket syv
Kaffepunser og elleve Sudavander med Kunjak.

Vel bekomme, ld Svaret.

Og hvor har De vret?

Hos Prokurator Hinding.

Vel bekumme selv! Hvad for Streger har De so aftalt med den Hallunk
af en Luvtrkker? Hvad vil De hos den Karl. De er for gu'e til at
rre ved ham med en Ildtang.

Jeg har ikke havt Forretninger med Hinding.

Hvad har De da vret der for? udbrd Restrup forbavset.

De kan lyknske mig, jeg er i Dag bleven forlovet med hans
Steddatter.

Der gik en smertelig Trkning over den strke Mands Ansigt. Banner
saa det og spurgte, om han fejlede noget.

Restrup blev atter rolig: Aa nej, det er vist nu'et Pudagra, eller
hvad det Stads nu hedder. Men er De bleven forlovet, Banner, so kum
med ind og lad as fo en Brusvand po, at det mo blive til Held for
Dem.

Men Banner afslog Restrups delmodige Tilbud om Champagne: Jeg maa
skynde mig hjem, sagde han kort.

Det har De Ret i, det sku' jeg ha' gjort for en halv Time siden,
Hestene har vret forspndt so lnge. Banner betragtede ham med slet
dulgt Foragt, thi han var ikke fri for at vre vaklende i sine
Bevgelser dog var denne Gang nppe de elleve Kunjaker og syv
Kaffepunser ene om at faa hans Ben til at vakle.

So farvel da, raabte han, da Banners Hest blev frt frem, og dens
Rytter hurtig og behndig svang sig i Sadlen. Hesten dansede under
sin dygtige Rytter ud af Hotellets Port, men Restrup puffede sin Kusk
i Siden og sagde: So er det vel bedst, at vi ogsaa ser til at kumme
hjem, Anders.

Det havde vret bedre baade for Godsejeren og Hestene, om det var
sket for en halv Time siden, sagde Kusken mut.

Det har Du Ret i, Anders; lad as so se, um vi ka ta Banner po
Hjemturen; det var ham, der red um as fr. Efter en lille Pavse
tilfjede han: Nu ka Du ellers tru, at Hr. Juhan har foet Kam til
den Smule Ho'er, han har tilbage.

Men hans Lystighed var forceret. Da han smed sig i Vognen, saa
Fjedrene i Ryggen knagede under ham, tabte hans Ansigt sit fjollet
gemytlige Udtryk. Medens Anders lod Hestene strkke ud, alt hvad de
kunde, mumlede deres Ejermand hen for sig selv: Det fordmte Hoved,
og de Kunjaker og den Pudagra og alt det Tjeri; det havde vret
bedre, um vi var krt hjem for en halv Time siden -- og endnu bedre,
om vi aldrig havde krt, og aldrig havde drukket, og aldrig havde
spillet, og aldrig havde vret saadan en Pjalt af en udsvvende Karl.
-- Aa, mit Huved! -- Men Kunjaken var ogsaa fordmt daarlig.

Lige udenfor Byen kom de forbi Banner. Han red hjem i Skridtgang,
Tjlerne hang slappe over Hestens Hals, og der var i det hele taget
noget slapt over Skikkelsen.

       *       *       *       *       *

Fra det jeblik Forlovelsen blev bekendt, var Judith Frste en Person
af Vigtighed i den lille Stad. Der strmmede Lyknskninger ind fra
alle Sider, og hvor var Fru Hinding ikke i sit Element ved alt dette
Rre, disse Visitter, denne Sladder og Misundelse? Begivenheden havde
formelig gjort hende ti Aar yngre; og midt i al sin Travlhed fik hun
dog Tid til at kle for og beundre sin kre Datter. Hun mente hende
lykkelig, og denne Tanke gjorde Nutiden, trods alle Fortids og
Fremtids Savn og Ubehageligheder, til en smilende Oase i hendes
Tilvrelses rk; hvor kunde da Judith nnne at berve hende
Illusionen.

Byens Fruer begyndte at finde Judith elskvrdig. Doktoren,
Kbmndene, kort alle de, som haabede at nyde godt af Banners Penge
eller Gstfrihed, nrmede sig den tilkommende Frue med venlig
rbdighed, ja, den gamle Byfoged kyssede hende med faderlig Godhed
paa Panden. Manufakturhandlerne fik travlt, naar hun viste sig,
bukkede og skrabede, slbte deres Varer frem og udtalte deres
Beundring for hendes gode Smag: alt, hvad de ejede, passede just til
hendes Figur, isr det kostbareste og eleganteste. De tilbd at
skrive, at telegrafere for at skaffe hende, hvad hun nskede; de
haabede paa hendes fremtidige Bevaagenhed. Disse Krmmere skal ogsaa
kaldes Mnd, tnkte Judith, hvor kan dog et Menneske nedvrdige sig
saaledes for nogle Kroners Fortjeneste?

Og de unge Piger tog hende om Livet og sagde, at de altid havde holdt
saa meget af hende og altid taget hende i Forsvar mod de andre. De
bad hende bevare dem i krlig Erindring. Hun maatte endelig besge
dem efter sit Giftermaal. Du ved ikke, hvor vi alle hjemme holder af
Dig!

Hun forstod altfor godt, hvor lidet dette Venskab gjaldt hendes
Person, og dette blev den frste bitre Smag, Rigdommen gav hende.
Var det for at res af saadanne Mennesker, at man brd sig om at
vre rig? Men oftest var hun tavs, fordi hun grublede over den
Ydmygelse, hun havde underkastet sig.

Banner besgte jvnlig Prokuratorens Hus inden Brylluppet, og hvor
var ikke Fru Hinding i sit Hjertes Enfoldighed stolt af disse Besg;
men ingen anede, hvad Judith led, naar han ligesom tog hende i
Besiddelse som sin Ejendom, naar han lod hende mrke sine Rettigheder
som forlovet. Hun nskede at hun kunde vaske hans Kys af sine Lber
og befri sig for den Skam, hun syntes, der tilfjedes hende, og naar
han var borte, betoges hun af Angst for den Forpligtelse, hun havde
indgaaet, og nskede sig Kraft til at hve Forbindelsen; men hun
vidste godt, at hun aldrig vilde faa det.

Hun sad hos Frken Stenberg; hun fandt ikke lnger hendes Liv saa
ensomt og trist. Hun nskede, at hun kunde bytte med denne gamle
Pige, sidde rolig og resigneret og sige: Jeg er ren, jeg har ikke
ladet mig friste, jeg har ernret mig selv og ikke solgt mig, -- ja
_solgt mig_, thi det er det, jeg vil gre.

Naar hun var sammen med andre, blev hun bange for, at de skulde ane
hendes Tanker, og hun trak sig endnu mere tilbage i sig selv. Og hvad
havde de saa at bebrejde hende? Misundte de hende ikke alle og vilde
grne vre i hendes Sted, sknt de ikke behvede det? Var man blot en
af dem og kunde faa Lov til at leve i Ro i et krligt Hjem, selv om
man saa ogsaa skulde forblive gammel Jomfru hele sit Liv. Eller havde
man blot en saa elastisk Samvittighed, at man kunde tage sig Tingene
mindre alvorlig, kunde bje sig og fje sig i Stedet for at faa sin
Stolthed og Selvflelse knkket og traadt under Fdder.

Naar Byen krb for Judiths Aasyn, tog den Revanche bag hendes Ryg:
Der er nok ordentlig lagt an fra en vis Kant! Nu maa hun vel vre
glad, at det er lykkedes hende at fange Guldfuglen! Og Mdrene sagde
til deres Dtre: Ja, vi er nu ikke saa kloge som visse Folk, saa I
man nok njes med mindre.

Fru Hinding straalede af Henrykkelse. Hun ilede rundt i Butikker,
forskrev Varer og tog til den nrmeste Stiftsby for at kbe ind.
Hendes Omkvd ld: Ja, Du er lykkelig, min Pige, saadant et Udstyr
fik jeg rigtignok ikke ved mit Bryllup. Silkestrmper og Natkjoler
med Kniplingsbestning! Aa, Judith, nu er Du da ogsaa rigtig glad?

       *       *       *       *       *

Saa stod Brylluppet.

De unge Piger havde om Formiddagen pyntet Kirken, saa godt Majmaaneds
sparsomme Vegetation tillod det. De havde sukket ved Tanken om, naar
vel deres Bryllup skulde staa; de havde drillet hverandre og flt
megen hemmelig Glde ved Drillerierne.

Og Vielsen gik for sig.

Prsten talte om gteskabets hellige Pagt, om Sjleharmoni og
himmelsk og jordisk K--r--lig--hed, gjorde Brudefolkene de
reglementerede Sprgsmaal og fik de lovbefalede ja. Byens
Sangforening sang oppe ved Orgelet firstemmig:

    Det er saa yndigt at flges ad
    For to, som grne vil sammen vre.

De gamle Jomfruer grd, de unge beundrede og misundte. Bruden var
meget bleg, alt for bleg efter de unge Pigers Mening.

Man havde spist til Middag hos Prokuratoren, og da man endelig lod
Vognen kre frem, overraskedes Brudeparret ved Indstigningen endnu
engang af Byens Sangforening med et mjsommelig indstuderet
Bryllupskor af Figaro. Den hjeste, om just ikke gldeligste
Forbavselse malede sig paa Banners Ansigt; han holdt dog Pinen ud,
hilste paa Foreningen, og saa snart Hfligheden tillod det, befalede
han Kusken at kre.

Saaledes endte Dagen.

       *       *       *       *       *

Banner indsaa, at hans gteskab ikke havde frt ham et Skridt nrmere
til hans nskers Maal, han flte det med en Blanding af Fortrydelse
og hemmelig Glde. Thi havde hun bjet sig, havde han jo naaet, hvad
han vilde, og saa havde maaske det hele vret forbi, og hans trtte
Sjl havde vret ndsaget til at sge et nyt Incitament. Men nu var
Kampen der, som hans Natur fordrede for ikke at trttes og slappes.
Hendes Modstand syntes uovervindelig, dette holdt ham i Aande.

Han tnkte tilsidst kun paa hende. Hun blev hans Tidsfordriv, hans
Arbejde, hans Livs Indhold, om just ikke i hjeste Forstand. Han gik
og kom kun med Hensyn paa hende, var elskvrdig, umedgrlig,
forekommende, gnaven eller munter, ene med Tanken paa den Virkning,
disse hans Sindsstemninger vilde have paa hende. Han lod hende nyde
en hvilkensomhelst Fornjelse, hun nskede, paa deres korte
Bryllupsrejse frte han hende til flere af de Steder, som en Gang
havde gjort strkest Indtryk paa ham selv, han forsgte Virkningen af
Paris's Kunst og Forlystelser, Schweiz's Sknhed, men hun syntes over
alt lige kold og ubevget. Hun forstod ikke ret selv hvorfor, men i
hans Nrhed var det hende umuligt at give sine Flelser Luft, at vise
sig begejstret eller rrt. Og sknt alt dette just var, hvad hun
havde drmt om at nyde og leve i, flte hun sig dog skuffet. Thi det,
hun egenlig lngtes efter, dette, der kunde fylde hele hendes Sind,
tage alle hendes Tanker og give hendes Liv Vrd og Indhold, det fandt
hun intetsteds. -- Det ggede Banner at finde en Blaserthed, som
kunde maale sig med hans egen, den irriterede ham, han vilde af med
den, vkke nyt Liv og Varme hos hende, ja og Krlighed. Men han havde
ikke Held med sig, og selv blev han med hver Dag fastere indviklet i
det Net af utilfredsstillede nsker, hvori hendes Kulde havde fanget
ham. Hun havde, som han selv en Gang sagde, fundet den eneste Vej, ad
hvilken hans Interesse endnu stod at vkke, og hun fulgte den lnge
uden at ane, hvilken Magt det gav hende.

Deres Bryllupsrejse havde kun varet en Maaned, saa de gjorde endnu
samme Aar et Par andre Udflugter. De rejste ud og kom hjem, men
stadig med samme Resultat. Deres Forhold udviklede sig efterhaanden
til en stille Krig, som aldrig syntes at skulle faa Ende, og som
maaske aldrig var kommen til aabenlyst Udbrud, hvis ikke et Tilflde
havde fremkaldt en Krigserklring.

Det var et halvt Aars Tid efter deres Giftermaal.

Judith var efter Frokosten kommen i Tanker om en Ordre, hun skulde
give Husjomfruen. Da hun gik ned gennem Korridoren til Kkkenet, kom
hun forbi Anretningsvrelset, hvis Dr stod halv aaben, og hvor
Stuepigen vaskede nogle Glas af, medens Tjeneren, der i gamle Dage
havde fulgt Banner i Udlandet, underholdt Pigen med en Beretning om
et eller andet af sin Herres galante ventyr.

Hun vendte tilbage til Dagligstuen, lod Tjeneren kalde og gav ham
uden nogen som helst Forklaring hans Afsked.

Endnu samme Formiddag klagede den forblffede Mand sig for sin Herre
og bad ham om Retfrdighed. Banner vilde ndig blande sig heri, men
det interesserede ham dog at erfare Grunden til hans Hustrus
egenmgtige Handling.

Da han rejste sig fra Middagsbordet, sagde han derfor let henkastet:
Apropos -- Du har givet Jensen hans Afsked, hvad er Grunden?

Grunden er den, at jeg i Dag hrte ham underholde Stuepigen med
saadanne Trk fra Dit Liv i Udlandet, som det maa vre forbeholdt Dig
selv at fortlle her i Huset, hvis de skal fortlles.

Blodet steg Banner til Hovedet, han flte Snrten i hendes Ord, og
vidste ikke strax, hvad han skulde svare; men nste jeblik
forandredes hans Ansigts Udtryk, en Ide syntes at have grebet ham, og
han spurgte i en usdvanlig oprmt Tone:

Du er da vel aldrig skinsyg paa min Fortid?

Jeg? Nej, jeg forsikrer Dig, jeg kender ikke til Skinsyge.

Det gr alle Kvinder, enten de vil tilstaa det eller ej.

Kun de taabelige Kvinder, der ingen Selvflelse har. En Kvinde burde
vre for stolt til at srge derover, naar hun bliver forsmaaet.

Saa gives der mange taabelige Kvinder.

Maaske, men saa elsker de da i det mindste den Mand, de ofrer deres
Jalousi.

Han vidste, at hun ikke elskede ham, hun havde aldrig vakt nogen
Illusion i saa Henseende hos ham, og dog harmede disse hensynslse
Ord ham ubeskrivelig. Han stod ved Vinduet, halv vendt mod hende; han
begyndte at tromme sagte med Fingerspidserne paa Karmen, og denne Lyd
dannede Akkompagnement til deres paaflgende Samtale, hvor Ordene
faldt dmpet, nsten sagtmodig, sknt de begge dirrede af
Sindsbevgelse.

Skal det sige, at der er Kvinder, som gifter sig uden Spor af
Tilbjelighed for den Mand, de gter?

Aa, ja! Det sker hyppigere, end man aner.

Den Slags Kvinder er da ikke megen Agtelse vrd!

Det glder mig at hre, at der overhovedet findes Kvinder, som Du
har Agtelse for.

Aa jo, enkelte! Men den Kvinde synes mig ungtelig langt mere
strafvrdig, der for verdslig Fordels Skyld forbinder sig med en
Mand, hun ikke elsker, om saa Kirken og Verden ti Gange erklrer
Forbindelsen legitim, end den Kvinde, der uden Bagtanker og uden
Kirkens Velsignelse giver sig hen af Krlighed.

Deri kan Du have Ret. Men der er desvrre noget, der hedder: Man
maa leve. Alle raabe derpaa, sknt det maaske var bedre, om de lod
vre. Kvinderne maa ogsaa leve; og fra deres Barndom opdrages de jo
til at betragte Giftermaal som deres Kald; kan de gre derfor?

De kan gte en, som de elsker.

Og hvis en Kvinde ikke elsker, men er ude af Stand til at ernre sig
selv, og hvis saa en Mand tilbyder at forsrge hende, naar hun vil
gte ham, hvad da? Skulde hun alligevel vlge den bitre Nd, den
haardeste Ydmygelse? Hun kan se sig om blandt de gteskaber, hun
kender, og ikke finde noget, der brer Spor af at vre knyttet i
Himlen, og er det da saa forkasteligt, om hun siger til sig selv:
Kirken fordmmer det ikke, Verden ikke heller, hvorfor skulde jeg da
gre det? Og naar hun bukker under for Fristelsen, hvem er saa mest
at dadle, Manden, som benytter sig af hendes hjlpelse Stilling,
eller hun?

Judith havde talt rolig og langsomt, han flte, at hvert Ord var
overlagt og mntet paa ham og deres Forhold.

Han forlod Stuen med et Skuldertrk, men han gldede sig nsten over,
at det var kommet til Brud mellem dem, at den slvende Stilstand var
forbi og Krigen erklret; thi han indsaa, at hans Modstander var ham
jvnbyrdig, og den blaserede Mand lovede sig noget af denne Kamp, der
vilde blive frt ubarmhjrtig og ikke ende, fr en af Parterne
bukkede under.

Idet han valgte sit Vaaben, tvang han hende til at benytte det samme;
thi hans Vaaben var Spot. Et tvegget Vaaben, der lige saa ofte
saarer den, der bruger det, som Modstanderen, et trttende pinligt
Vaaben at fre, fordi den, der bruger det, aldrig tr hvile, altid
maa gre Udfald for at hindre Modparten i at gre det, et Vaaben, der
udtrrer ens gode Flelser og drber ens milde Tanker, for at de ikke
skulle vre en velkommen Skive for Modstanderen, et Vaaben, der gr
nervs, aandels, anspndt og dog lngselsfuld efter den Smule Ro,
man aldrig tr unde sig. Saaledes var det Vaaben, Banner paatvang sin
Hustru, og det gjorde hende endnu mere haard og kold, end hun var.
Hun vnnede sig til Spotten og fandt en vis Fornjelse deri. De lrte
snart hinandens Svagheder at kende og forfulgte dem ubarmhjrtig. Den
ene drev den anden fremad; deres Spot gik ogsaa ud over andre, de gik
formelig paa Jagt efter deres Medmenneskers svage Sider og
latterliggjorde dem, ofte kun med et Blik, et Forstaaelsens Smil til
hinanden. Men midt i alt det flte de sig dog ofte som paa
Pinebnken, smgtende efter lidt Ro, lidt Overbrenhed at brede som
en Krlighedens Kaabe over Syndernes Mangfoldighed.

       *       *       *       *       *

Et Aars Tid efter Brylluppet tog Restrup sig sammen og gjorde det
unge gtepar sin frste Visit. Med sin uvede Haand og med en Del
orthografiske Bommerter underrettede han Banner om, at han havde
nogle Forretninger at afgre med ham, hvorfor han vilde gribe
Lejligheden til at gre den unge Frue sin Opvartning. Han skrev ikke,
at han hver Dag i de sidste otte Maaneder havde taget samme
prisvrdige Beslutning, men stadig opgivet den, fordi han ikke havde
Mod til at mde hende.

Banner spurgte Judith, om hun nskede at modtage deres Nabo.

Og hvorfor ikke?

Hans Rygte er meget slet, og hans Liv er ikke meget bedre.

Jeg vidste ikke, at Du var saa streng en Dommer.

Talen er ikke om mig, svarede han med sammenknebne jne, men om
Dig. Vil Du modtage ham?

Man lrer at vre liberal her i Verden, svarede hun koldt.

Resultatet blev altsaa, at Restrup, efter at have afgjort
Forretningerne med Banner, blev frt over til Fruen, som sad i
Havestuen foran de aabne Dre. Der var en Friskhed og Duft udbredt
over dette Vrelse, som paa samme Tid gldede og foruroligede den raa
Mand med de strke Nerver, der var mest vant til Tobaksduft,
Staldlugt og Vindunst.

Han tog sig imidlertid sammen, og idet han langsomt nrmede sig
Husets Frue, gjorde han sin rbdigste Kompliment. Da han sidst saa
hende, var hun en beskeden, tarvelig kldt Pige, her stod hun omgiven
af Luxus i en kostbar Dragt som en Dronning. En srgmodig Flelse
gennembvede ham ved Tanken om, at en saadan Lykke, som den, han her
troede at se, kunde ogsaa vre falden i hans Lod. Blomsterduften, den
milde Varme, Biernes Summen, det lyse, rolige Vrelse mindede ham paa
en uklar Maade om hans Barndom, om hans krlige og svage Moder, om en
lykkeligere og bedre Tid.

Han stod et jeblik og saa paa Judith, hans Ansigt havde et mildt
srgmodigt Udtryk, derpaa gik han tilbage og satte sig ned. Hvad han
her saa, forekom ham saa harmonisk og fuldendt, at han syntes, han
ligesom ikke havde Ret til at vre her, at han besmittede Luften i
dette Hjem, der var hendes. Han var heller ikke rigtig sikker i
Banners Selskab; der var en Tid, syntes han, da de var ligestillede,
saa at sige medskyldige; men nu, da Banner havde giftet sig, stod han
hjt over ham og saa ned paa ham med Medlidenhed og Foragt.

De vil vel nok blive og spise til Middag med os? spurgte Judith.

Tak, tusind Tak, svarede Restrup rrt og taknemlig, som om en
ufortjent Naade var bleven ham til Del.

Jeg gad vide, tnkte Banner, hvorfor Judith viser denne Karl
Venlighed; mig keder han ubeskrivelig.

Der forlb en Times Tid, i hvilken Samtalen slbte sig tungt afsted;
saa brast Banners Taalmodighed.

Vil Du vise Hr. Restrup Haven, jeg maa tale med min Forvalter. Jeg
er her, naar vi skal spise. De undskylder? Og han trak sig tilbage,
maaske for at tale med sin Forvalter, maaske for at lse de Aviser,
som Restrups Komme havde tvunget ham til at lgge bort.

Judith rejste sig og gik ud paa Altanen, Restrup fulgte efter;
der var i hans Ansigt et Udtryk af Taknemlighed, som hos en
Newfoundlnder, der faar Lov til at ledsage sin Herre.

Da de stod sammen i Haven, sagde han i en bld og ydmyg Tone:

De skal ha' Tak, fordi De vilde mudtage mig. Jeg truede, at jeg
ogsaa skulde udelukkes heruvre, da Banner giftede sig. Det er
undertiden lidt ensumt for mig.

Og har jeg da nogensinde vist Dem Uvenlighed? spurgte hun smilende.

Nej De har ikke, det er vist, De var altid bedre end alle de
snerpede Fulk derinde i Byen, men ser De, den Gang var De ikke andet
end -- den uheldige Adelsmand standsede forlegen.

End en fattig, borgerlig Pige, medens jeg nu er den rige
Godsejerfrue. Tror De, at jeg derfor vilde svigte et Menneske, jeg
syntes om?

Det skal De ha' Tak for, de Urd, dem skal jeg huske.

Han strakte Haanden ud, en stor, hvid, velplejet Haand med smukke
Ringe, og hun gav ham sin, som han rystede dygtig, medens han
mumlede: Det skal De aldrig kumme til at fortryde.

De gik nogen Tid i Tavshed sammen; Judith spurgte sig selv, hvad der
stemte hende saa mildt overfor denne Mand, der ikke var bedre, langt
snarere vrre end de fleste andre, men hun fandt ingen anden Grund
end den, at alle andre behandlede ham uvenlig. Da de havde gaaet
Grsplnen rundt, fortsatte Restrup:

Ja se, al den Lykke og Rigdum har nu Banner fo'et, furdi han
bremsede i Tide, derfor er han nu anset og agtet, har et rigt Hjem og
en dejlig Kone; havde jeg vret klugere, saa --

Hvad saa?

So havde jeg huldt op i Tide, inden min Gjld tog Magten fra mig.
Havde jeg den Gang giftet mig --

Og hvorfor gjorde De det ikke?

Fordi jeg ikke kunde finde en Kune. De adelige Frkner vilde jeg nu
ikke ha', for de har so fordmt fine Fornemmelser, men jeg ku' heller
ikke finde no'en anden; og da jeg so endelig so en, sum jeg vilde
ha', var det for sent.

Det gr mig ondt.

Ja, det gr ogsaa mig selv undt. Naar jeg sodan sad hos Prukuraturen
og so paa Dem, so sagde jeg tidt til mig selv, at De var en Kune for
mig; De var bode fornuftig og streng og kunde ha' holdt mig i rene,
og so var De alligevel mild og uverbrende. Men so sagde jeg til mig
selv, at ingen ordentlig Pige lnger vilde ha' mig, desuden -- so
vilde det hele jo snart vre forbi. Han holdt lidt inde og fortsatte
saa langsomt, nsten som til sig selv: for nu lakker det ad Enden,
ja det gr.

Han stak Hnderne i Lommen og saa tankefuldt frem for sig.

Hun blev hverken vred eller forlegen ved hans ligefremme Tilstaaelse,
hun tnkte et jeblik, at Fattigdom, delt med en saadan godhjrtet
Mand, var at foretrkke for en Rigdom som hendes.

Hun vendte sig og betragtede ham alvorlig.

Er Deres Sager da i en saa slet Forfatning, som man siger?

Han standsede ogsaa og gengldte hendes Blik. Men han saa ikke paa
hende, som han ellers plejede at se paa Kvinder. Den nsten rbdige
Tilbjelighed, han nrede for hende, gjorde, at hun stod for ham som
Reprsentant for den Slags Kvinder, hvortil ogsaa hans Moder forekom
ham at have hrt, til hvem han kun turde nrme sig med en vis
brdefuld Skyhed. Hun hrte efter hans Mening til en Verden, hvor han
ikke havde hjemme, men ind i hvilken han undertiden vovede at kaste
et vemodigt Blik.

Ja, mine Sager staar slet. Jeg har en ddelig Sygdum, skal De vide,
sum hedder Krediturer. Den er lige so sikker sum galluperende
Svindsot. Det kummer kun an po at hulde Livet so lnge sum muligt, at
lade det go po Pumperne. Men det hnger over mig sum et -- et
Damaskus Svrd -- eller hvad det nu hedder, og nor mine Krediturer
fr eller senere falder uver mig, er jeg en dd Mand.

Dd? spurgte hun; hun troede, han talte i Lignelser.

Ja -- for so har jeg i Sinde at skyde mig. Jeg har en ladt Revulver
liggende hjemme; den skal ikke bruges til andet; den ligger og venter
po mig, og jeg venter po mine Krediturer. Det er underligt, at go
sodan strk og rask umkring, og so ikke vide, um man lever den nste
Dag. Det er ellers en nydelig Revulver! Den har kustet mig tre
Hundrede Kruner, den er helt med Slvbeslag.

Hun var nr ved at smile; under de srgelige og alvorlige Tanker,
hans Tale vakte, kom denne Bermmelse af Mordvaabnet saa pudsig.

Ja -- so dr jeg fra mine Heste og Hunde og Kunkyljer og det
altsammen.

Og hvilket srgeligt, ilde anvendt Liv har det da ikke vret, sagde
hun alvorlig.

Aa ja somnd, svarede han, nor jeg rigtig tnker efter, har jeg
heller ikke haft et glad Minut al den Tid, jeg kan mindes.

Han sagde det meget rolig og ligefremt, men det greb hende dybt.
Syvogtredive Aar gammel, maaske sin Dd nr og ikke vret glad et
Minut i hele sit Liv!

Hvorledes kom De da ind paa alt dette, hvorfor sgte De aldrig at
tage Dem sammen?

Nej, for ser De, jeg tnkte i Begyndelsen, at det skulde vre
mursumt og alt sodan no'et, men da jeg so alligevel aldrig var rigtig
fornjet ved al den Rigdum og Lystighed, so blev jeg melankulsk, og
so begyndte jeg at drikke. Jeg syntes, at de allesammen kun brd sig
um mig for Pengenes Skyld, og at jeg ikke havde en eneste Ven. So
blev jeg led ved de Penge og smed dem ud. Naar jeg var fuld, so blev
jeg ustyrlig og gjorde mange gale Ting, og nor jeg var dru, so
angrede jeg det, og so drak jeg igen. Sodan gik det rundt og rundt,
det ene tug det andet med sig, og jeg kunde ikke kumme ud af det
igen. Jeg bliver trukket afsted, enten jeg vil eller ej, og det
bliver vel ikke forbi, fr jeg dr; og det er somnd heller ikke
nogen pn Mode at ende Livet po, den, sum jeg har bestemt; men -- og
her slog hans letbevgelige Sind atter over, Pistulen er nydelig, og
jeg har i mit Testamente bestemt, at den skal delgges efter min
Dd, for den ska' kun bruges til det samme. Og so meget har jeg vel
at raade uver, no'er jeg er dd. Det bliver vel ogsaa det hele. Jeg
vilde for Resten gerne gi' Dem no'et, for de Timer, jeg har set Dem,
har dog vret no'en af de bedste i mit Liv, men selv um jeg
testamenterede Dem no'et, er det ikke sagt, at mine Krediturer gav
Dem det.

Hun maatte smile, sknt hun flte sig nedtrykt ved Synet af denne
Mand, som her gik ved hendes Side, med det strke Legeme og den svage
Sjl, med sit trods Raaheden bestikkende Vsen, med de mange Chancer
for et lykkeligt Liv og saa den ynkelig forspildte Tilvrelse og
Selvmord som sidste Ressource.

De havde nu gennemvandret hele Haven og gik tavse op ad mod Huset. Da
sagde han med en pludselig Indskydelse: Vil De ha' no'et til Minde
um mig? men det bryder De Dem vel ikke um? for jeg ved ju ikke, hvur
lnge jeg foer Lov til at leve, og um jeg ser Dem igen.

Der var noget barnligt i denne Mands Vsen, noget ydmygt over for
hende, som rrte hende.

Vil De give mig noget til Tegn paa Deres Venskab, saa tager jeg det
gerne, men De maa ikke opgive Haabet endnu.

Aa nej, sknt hvurfor skulde man nske at leve? Det er der da ingen
videre Fornjelse ved?

Han trak en Ring af sin Lillefinger: Vil De ha' den, det er en kn
Sten, den er fra Paris.

Ja, vil De saa love mig at tage bedre fat paa Livet?

Nej! sagde han med Eftertryk, det kan og vil jeg ikke, for jeg
hulder det ikke. Jeg er for dybt i det nu, ikke en Stump af, hvad jeg
har, er mit eget, jeg er tutalt ruineret. De har snydt mig
allesammen, jeg kan ikke mere klare mig; om et Oer eller en Moned
eller en Uge er det forbi. Nu mo jeg lbe Linen ud og blive i den
gamle Skure! Men, fortsatte han med et nyt Omslag i sin Stemning,
jeg ved ikke, hvurfor jeg fortller Dem alt det; det er moske, fordi
det i mine rulige Timer stor so levende for mig; men jeg kan ju
aldrig sige det til no'en, for de gr Nar ad mig og griner ad mig
allesammen. Pludselig skiftede hans Ansigt Udtryk. Gr De moske
ogsaa Nar ad mig?

Hans slve Blik var pludselig blevet funklende og hvilede paa hende
saa forskende og mistroisk, som om han vilde lse hendes inderste
Tanker. Men hun mdte hans Blik rolig og aabent, og han blev atter
sig selv.

De stod nu igen i Havestuen. Nste jeblik meldte Tjeneren, at der
var anrettet. Banner kom til i fuldstndig dress, gnidende sine
hvide, soignerede Hnder i hinanden.

Restrup, vil De tage min Hustru til Bords?

Han gik selv i Forvejen, og de to fulgte efter, tavse og srgmodige.

       *       *       *       *       *

En Maanedstid senere krte Prokurator Hinding ind paa Restrupgaard.
Han havde en halv Times Samtale med dens Ejer, hvorpaa denne fulgte
ham ud til Vognen, som havde holdt forspndt saa lnge. Prokuratoren
smilte og talte i en godlidende Tone, Restrup var noget bleg, men for
Resten ganske sig selv.

Som sagt, han maatte have Pengene, jeg krte selv ud for lovformelig
at opsige dem, men hvad, en Mand som De vil sagtens kunne rejse dem
et andet Sted.

Lad us ikke spille Kumedie, Prukuratur; De har havt mig i Lkken
hele Tiden, nu synes De, at Tiden er passende, saa trkker De til;
det var ogsaa klugt nok, for der bliver ju mindre at plukke for hver
Dag. Det bliver en fed Forretning, hvis Krediturerne giver Dem Buet
under Behandling, og det er De vel sikker po?

Pyh! De klarer Dem magelig, det skulde vre mrkvrdigt andet. De
naar nok at d som den rige Godsejer Restrup. Prokuratoren lo
forbindtlig.

Ja, De har moske Ret, svarede Restrup med en saa ejendommelig
Betoning, at Prokuratoren et jeblik blev bange for, han skulde have
nogle ham ubekendte Ressourcer.

Naa, far vel! Saa tales vi ved til den fastsatte Tid.

Ja, i Helvede, mumlede Restrup, da Vognen rullede ud af Porten.

Da gik han op paa sit Vrelse, tog den smukke slvbeslagne Revolver,
betragtede den et jeblik tankefuldt, og gik derpaa med den i Haanden
over Gaarden ned til Stalden. Den var tom, Folkene var i Marken og de
fleste af Hestene ogsaa. Kun hans egne Kreheste og hans smukke
Ridehest stod der. Han gik ind i Baasene til Krehestene, klappede
deres fine Hoveder og mumlede nogle Ord til dem. De drejede sig og
saa efter ham, men stak saa atter Hovederne ned i Krybben; han hrte
dem knuse og gumle Foderet og pruste ned i Hakkelsen og Havren.

Derpaa gik han ind til sin Ridehest. Han lod sin Haand glide
krtegnende ned over dens blanke, sorte Hals. Dyret strg klent
Hovedet op ad ham, han tog Pistolen frem, satte den til Hestens re,
og i nste Nu foer Krehestene sammen ved Skuddet og Skriget. Restrup
vendte sig hastig og forlod Stalden. I Gaarden havde Skuddet intet
Rre vakt, ikke engang Pigerne var komne til Vinduerne, det var saa
almindeligt, at Restrup gik og plaffede paa Kattene, der til deres
Ulykke forvildede sig indenfor hans Skudvidde.

Han gik op paa sit Studerevrelse, satte sig i den magelige Stol
foran Kaminen, hvor han ofte om Sommeren lod nogle Brndeknuder
blusse, og ringede paa sin Tjener: Bring mig en Flaske af den gamle
Jamaica Rum, befalede han.

Da Tjeneren bragte den sammen med et uhyre Glas, bemrkede han, at
det var den sidste Flaske.

Det er gudt, saa slug den s'gu akkurat til.

Da Tjeneren var gaaet, lukkede han Dren i Laas efter ham og satte
sig atter i Lnestolen, han kaldte paa sin Dogge, der laa og smaasov
under hans Skrivebord. Hunden kom hen og lagde sit Hoved paa hans
Kn, medens den forventningsfuld saa ham op i jnene.

Han strg da atter dens lse Hovedhud fremover, idet han mumlede sit:
Gu'e gammel Hund. Det bidske Dyr sklvede af Glde under hans
Krtegn. Saa ld der et kort Hyl eller Bjf, den dumpe Lyd af et
Skud, og det svre Dyr laa stift, med Benene strakte fra sig, for sin
Herres Fdder.

Saa, sagde Restrup, nu vilde jeg nske, jeg var lige saa vidt.

En kold Sved brast frem paa hans Pande. Var det nu virkelig
forestaaende, skulde han nu d. Dette Legeme var dog kraftigt og
sundt, hans Aandedrt gik saa dybt og rolig, hans Sanser var skarpe,
hans Blod varmt, og dog vilde han om faa Minutter have ophrt at
leve. Han mrkede en kvlende Fornemmelse i sin Strube, hans Hnder
blev kolde og sklvede. Han lukkede jnene. Var det ikke en Drm, var
Timen virkelig slaaet, vilde der ikke komme Hjlp -- ja blot -- vilde
hans Tjener ikke komme, hidkaldt af Skuddet. Men Tjeneren kom ikke.

Han skulde altsaa d. Han betragtede det smukke Vaaben, som han saa
sorglst havde bermt for hende. Den Gang forstod han ikke sine egne
Ord, men nu forstod han dem. Han skulde d i sin fulde Ungdomskraft,
i sin bedste Alder. Han fik en underlig Medlidenhed med sig selv, med
dette smukke, kraftige Legeme, disse strke Hnder, som om et jeblik
skulde hnge slappe, tunge og dde. Og han sad som Barnet, der skal
tage Medicin; det ved, det skal, og opstter det dog fra Sekund til
Sekund.

Endelig tog han sig sammen. Han fyldte det store Glas med den mrke,
gyldenrde Rom, uden at agte paa den Karaffel Vand, Tjeneren havde
sat frem til at blande den med, han nedsvlgede den gldende Drik i
lange, begrlige Drag; da han satte Glasset fra sig, var hans Kinder
hede og hans jne funklede.

Han greb atter Pistolen, Haanden rystede ikke lnger, og Felix
Restrup gik ud af Livet i en Rus, fulgt af sine trofaste Venner, sin
Hest og sin Hund.

Om Aftenen sprngte man Dren, saa blev der sendt Bud til Doktoren,
til Politiet og til Prokuratoren. Doktoren kom strax, saa paa det
svre Legeme, rystede paa Hovedet og erklrede ham efter nogen
Betnkning for dd af et drbende Skud gennem Hjrnen. Justitsraaden
kom den nste Dag i Uniform, holdt Forhr og erklrede, at her
forelaa et Selvmord. Derefter forsegledes hans Ting, Boet blev taget
under Behandling og erklret fallit, og saa faldt Kreditorerne og
Prokuratoren over det.

Der var mdt mange til Begravelsen, men der mdte flere til
Auktionen, som blev holdt efter Hindings Begring; det blev virkelig
ham, som kom til at skumme Flden af Forretningen. Tjenestefolkene
fik deres Ln og deres Afsked. De havde staaet modfaldne om deres
Herres Lig. Der var maaske ikke en af dem, der ikke endnu bar Spor af
hans Hnder eller hans Ridepisk, men der var heller ingen, der jo
ikke havde draget Fordel af hans delmodighed eller hans
Ubetnksomhed. Derpaa forlod de sukkende det Sodoma og Gomorrha, hvor
de saa lnge havde fulgt deres egne Lyster og levet efter deres egne
Tilbjeligheder.

Saa kom da alle de vrdifulde eller vrdilse Genstande, Restrup
havde samlet om sig, under Hammeren. Gaarden selv med tilliggende
blev kbt af en rig, bondefdt Ejendomsbesidder, som vilde have den
til sin Sn. Godset blev udparcelleret og solgt til de omboende
Bnder. Luxushestene, en Del af Slvtjet, de bedste Vine og de
Kunstgenstande, der havde Vrdi, tilsloges Godsejer Banners
Kommissionr.

Restrups Dd havde ikke gjort synderligt Indtryk paa denne, i alt
Fald rbede han det ikke.

Den Dag, han fik Underretning derom, gik han ind til sin Hustru og
sagde til hende: Vor Nabo har skudt sig. Det er den fornuftigste
Handling, han har foretaget sig i sit Liv.

Men paa hende gjorde Nyheden strkt Indtryk; hun svarede harmfuldt:
Mindre dle og brave Mnd gaa stolte om, fordi de have havt mere
Held med sig end han; Restrup havde fortjent en bedre Skbne.

Hendes Mand trak paa Skulderen og gik.

Da han var borte, brast hun i Graad, hun vidste nppe selv hvorfor.
Det var de eneste Taarer, som blev fldede ved Felix Restrups Dd.

       *       *       *       *       *

Hun laa paa sin Chaiselongue. Hun erindrede, at da hun som ung Pige
gstede Gaarden, havde hun nsket sig en saadan Chaiselongue
betrukken med Silketj, stillet paa dette Sted, hvor der var Udsigt
ud over Haven, Voldgravene og Markerne bagved, altsammen hendes og
hendes Mands. Men hvor mrkede hun nu lidet til den Glde over
Rigdommen og Magten, som hun den Gang havde drmt om!

Hun havde lst. Det var den Bog, som i Fortalen bliver anbefalet til
strke Hoveder og Hjrter -- Breve fra Helvede. Hun havde taget
den i sin Mands Bogsamling og kiget lidt deri, men var snart bleven
trt af dens Fantasterier. Hun laa nu og stirrede ligegyldig frem for
sig.

Helvede, sagde hun en Gang halvhjt, hvilken Taabelighed! Behver
vi noget Helvede efter Dden? Helvede er jo allerede her i Livet, og
jeg er i det. Rundt om mig isnende Kulde, Tomhed og Ligegyldighed, et
Liv uden Indhold, blot rkeslshed og Hensigtslshed, er det ikke
Helvede? Og inden i mig en evig Higen efter noget, som jeg ikke selv
ved, hvad er, en brndende Anger over at forspilde noget, som jeg
heller ikke forstaar, hvad er. Deres Orm dr ikke, og deres Ild
udslukkes ikke! hedder det -- ja, der er en Orm i mig, der bider og
gnaver og aldrig lader mig i Fred. Hvad er det, jeg higer og lnges
efter? Jeg troede, det var Ro og Uafhngighed, Luxus og Velvre, jeg
ofrede mig for at opnaa det og var lige nr. Nej, jeg er ikke
lykkeligere nu end fr. Jeg jagede efter Skygger, de blev til intet.
Jeg har _solgt_ mig, og intet vundet! En gldende Skamrdme steg op
i hendes Kinder, hun vendte Hovedet mod Vggen og knyttede Hnderne i
afmgtig Harme. Solgt mig, ikke alene mit Legeme men min Sjl! Har
jeg ikke modstandslst tilladt, at han forhrdede den, har han ikke
gjort mig ligesaa haard og hjrtels, som han selv er! Jo og atter
jo! Jeg er bleven slettere, og jeg vedbliver dermed. Der var dog en
Tid, da jeg saa op til, hvad der var godt og stort, da jeg kunde
vre krlig og ofre mig for andre -- nu er det forbi, det er, som om
det alt var visnet i mig -- alt, uden denne Higen efter noget, som
jeg ikke selv ved, hvad er. Hvor dog Livet er elendigt og Menneskene
ulykkelige.

Hun laa paa en Chaiselongue betrukken med kostbart kinesisk Silketj;
alt rundt om hende tilhrte hende, hvert af hendes nsker var en Lov,
og hun fortvivlede dog ved Tanken om sin egen og Alverdens
Elendighed.

       *       *       *       *       *

Der forestod en stor Begivenhed. Ahnbjerggaard ventede en Arving.
Dette gjorde dog ikke Husets Beboere gladere og haabefuldere, Judith
var nedslaaet og bekymret ved Tanken om det forestaaende, og Banner
vovede ikke at glde sig paa Forhaand. Han var saa ofte bleven
skuffet i sine Forhaabninger og desuden forekom denne Lykke ham for
stor, til at han turde haabe paa den. Jo mere Tiden nrmede sig,
jo hjere steg hans pinlige Anelser, og saa kom dertil den
forfrdeligste Tanke af dem alle: hvorledes havde hans foregaaende
Liv vret, turde han haabe at faa sunde og kraftige Livsarvinger? Og
han forberedte sig paa det vrste, for at Skuffelsen ikke skulde
blive for grusom.

Den nervse Omhyggelighed, han viste sin Hustru, tjente kun til at
forge hendes pinlige Stemning. Til sin egen Beroligelse lod han
nsten daglig Lgen hente og gjorde ham som oftest de urimeligste
Sprgsmaal. En Dag foranledigede han den vrdige skulap, der vidste,
at Banner ved tidligere Lejligheder havde udtalt sig med stor Foragt
om hans Videnskab og Stilling, til at erklre, at han ikke var
Profet, naar han ej en Gang vidste Besked om det forbigangne, da at
kunne udtale sig om det tilkommende; hvorpaa Banner blev vred og som
saa ofte frhen kaldte Lgevidenskaben Fuskeri og Humbug.

Endelig oprandt Dagen. De Lidelser, Banner da underkastedes, overgaar
enhver Beskrivelse. Ventetimerne, han tilbragte i sit Arbejdsvrelse,
var en fuldstndig Liggen paa Pinebnken. Hans nervse og utaalmodige
Sind gjorde Oprr mod de sidste Minutters Spnding, uden at forkorte
dem et Sekund derved.

Han prvede paa at tage sig sammen, sagde sig selv, at han
naturligvis vilde blive skuffet, men at han vilde bre det som en
Mand. Hvad nyttede det at haabe, at bygge Luftkasteller. Det hele var
en flgerigtig Rkke af Konsekvenser, som ikke lod sig forandre, og
hvad var Konsekvenserne af hans Liv?

Saa traadte Tjeneren ind, stiv og rbdig.

Nu, stammede Banner, og hans Hjerte bankede, saa han frygtede,
Tjeneren kunde hre det.

Fruen har lykkelig bragt en Sn til Verden, han er sund og rask.

Banner betydede ved en Haandbevgelse Tjeneren, at han kunde gaa, han
vilde ikke have, at nogen, mindst hans Tjener, skulde vre Vidne til
hans Sindsbevgelse. Men i dette jeblik flte han, at der var
foregaaet en Omvltning i ham, som han ikke selv vilde have troet
mulig. Han var gennemstrmmet af en Taknemligheds- og Lykkeflelse,
om hvis Tilvrelse han havde tvivlet. Nu vidste han, at han ikke et
jeblik havde turdet haabe paa at faa en Sn, og alligevel var det
sket, han havde en Dreng, en Livsarving. Livet forekom ham ikke
lngere hensigtslst, han havde et Maal, et Hverv, noget at strbe
efter og leve for. Og denne Lykke, som hans skeptiske Sjl havde
vgret sig ved at tro paa, overvldede ham nu med hele sin Styrke. En
Sn, hans, Johan Banners Sn, Arving til hans Gods, hans Navn, hans
Rigdom, en Sn, der skulde oprette hans forspildte Liv! Hvor fik alt
om ham pludselig Vrd; han fik Trang til at takke, men man takker
ikke en flgerigtig Rkke af Konsekvenser. Han nskede et jeblik,
at han kunde henvende sig til Gud, men det stod ikke i hans Magt. Da
lededes hans Tanker uvilkaarlig hen paa hans Hustru, hende kunde han
takke, og han gjorde det inderlig og varmt i sine Tanker; han syntes
i dette jeblik, at han kunde kysse hendes Hnder. Hun var nu ikke
blot hans Hustru, hun var hans Barns Moder, og han rede hende som
saadan, -- det var frste Gang i sit Liv, han havde nret nogen
virkelig rbdighed for en Kvinde.

Da han snart efter fik sin Sn at se, da han betragtede den spde
lille Fyr, der allerede havde Antydninger af mrkt Haar paa det
skaldede Hoved, da han saa de store, brune jne og de smaa, knyttede,
blaarde Hnder, steg Taarerne ham til jnene, og det var frste Gang
i mer end tyve Aar, at det var hndtes ham.

Han havde hidtil afskyet Brn, men dette lille hjlpelse Vsen
forekom ham at vre noget af det mest rrende, han havde set. Det var
frste Gang i sit Liv, han saa et spdt Barn, og han vilde sikkert
have vendt sig bort med Modbydelighed, hvis det havde vret enhver
andens; men dette var _hans_ Dreng, hans egen lille Sn.

Kan jeg rre ved ham? spurgte han Ammen.

Den gode Kone -- han havde holdt strngt paa, at det skulde vre en
Bondekone fra Godset, og ingen Pige af tvivlsomt Rygte og Fortid --
smilede med al den Overlegenhed, Ammer grne er i Besiddelse af, og
svarede ja.

Han lftede da paa en meget kejtet Maade den lille stive Pakke i
Vejret og betragtede den ngstelig.

Barnet skriger slet ikke, sagde Ammen, det var da mrkvrdigt.

Og hans Hjerte kom i strk Bevgelse ved den taabelige Tanke, at
Barnet skulde kunne mrke, at det var dets Fader, som tog det.

Dets Fader! Navnet fyldte ham med en hel ny Flelse af Vrdighed.
Hans letsindige, egenkrlige Liv laa bag ham som en Drm, som
noget uforstaaeligt og taabeligt. Han var kommen i Havn;
Familiefadervrdigheden forekom ham ikke, som den en Gang havde gjort
det, spidsborgerlig og ufri.

Barnet rynkede Panden ned i en mrkvrdig Spids, dets Nse trak sig
sammen, jnene lukkedes, og Munden aabnedes. Min Gud, faar det
Krampe? udbrd Banner.

Nej, han begynder at vrle, sagde Ammen og tog Barnet ud af hans
ubehjlpsomme Hnder.

       *       *       *       *       *

Banner havde forskrevet et meget smukt Collier fra Paris for at give
det til sin Hustru. Da han efter Barnets Fdsel atter saa hende,
vilde han grne have sagt nogle hjrtelige Ord for at udtrykke sin
Taknemlighed og Glde, men det havde altid vret ham vanskeligt at
finde Udtryk for den Art Flelser, og den Mur af Spot og Kulde, de
havde bygget mellem sig, stod desuden stadig i Vejen; hun gjorde
heller ikke det mindste Skridt for at hjlpe ham. Resultatet blev kun
en ceremoniel Henvendelse, som aldeles ikke svarede til, hvad han
havde nsket at sige; det rgrede ham, men han var heller ikke
senere i Stand til at bde derpaa. Da nu Halsbaandet ankom en Morgen
med Posten, aabnede han Pakken, lukkede Etuiet op, fandt intet
vsentligt at udstte paa Smykket og overrakte det med et Buk til sin
Frue.

Hun saa forbavset fra Gaven til ham og ventede aabenbart paa en
Forklaring. Nu var Lejligheden kommen til at sige de venlige Ord, men
han mumlede kun nogle utydelige Stavelser og vendte sig bort, yderst
forlegen over Situationen. Hun beholdt Etuiet i Haanden, flte baade
Taknemlighed over Gaven, som funklede hende i Mde, og Vrede over den
kolde Maade, hvorpaa den var bleven sknket, og vidste ikke, hvad hun
skulde gre; hun formaaede ligesaa lidt som han at frigre sig fra
den unaturlige Stivhed, de havde paatvunget hinanden. Efter et
jebliks Tavshed sagde hun med strre Kulde, end hun egentlig havde
nsket: Det er en meget kostbar Gave -- maa jeg takke Dig.

Han svarede ikke, hendes Kulde lagde han ikke videre Mrke til, hun
havde ophrt at vre hans Modstander, hans Tanker havde faaet et nyt
Maal, og Interessen for hende som saadan var klnet. I det hjeste
rgrede det ham, at han var kommen saa kejtet fra Forsget paa at
vise hende en Venlighed.

       *       *       *       *       *

I den frste Tid efter Barnets Fdsel var Judith ikke mindre lykkelig
over det end Banner, om det end ikke havde bevirket en saa stor
Omvltning i hende som i ham. Ogsaa hende havde det lille Barn givet
et Maal for Livet, og hun betragtede det i Begyndelsen som noget, der
alene hrte hende til; hun lagde allerede Planer for dets Fremtid og
Opdragelse, Planer, hvori ingen tredje Mand var med. Hun var skinsyg
paa Ammen og tilbragte hele sin Dag i Barnestuen for ikke at
fortrnges fuldstndig af Barnets Sind. Hun udfrte selv Af- og
Paakldningen, legede med det og vuggede det. Hvor blev hun ikke
forbavset ved paa dette Omraade at finde en Rival i sin Mand. En Dag,
da hun kom ned i Barnestuen, sad han ved Vuggen og snakkede for
Drengen. Hun blev saa overrasket, at hun ikke formaaede at skjule
det, han forekom hende saa usigelig pudsig i denne Situation. Men
hendes optrukne jenbryn og forbavsede Smil afskrkkede ikke Banner,
hun traf ham hyppigere og hyppigere hos Barnet. Han sad der saa
rolig, legede med og talte for den lille paa en Maade, der indbd til
Spot, men med en Sindsro, som tilintetgjorde enhver Tanke om at prve
derpaa. Saa harmedes hun over hans Anmasselse, og gik sin Vej, naar
han kom; hun spurgte sig selv: Er det hans Hensigt at berve mig
Barnet?

Hun var for stolt til at stte sig til Modvrge. Men i hendes
Fortrydelse over at blive krnket i de Rettigheder, hun udelukkende
ansaa for sine, blandede sig en smertelig Frygt for, at hun skulde
blive endnu mere forladt end fr, thi hun saa godt, at medens de dog
frhen havde vret lige ulykkelige, lige ensomme, saa at den ene ikke
havde noget forud for den anden, saa strbte han nu at vinde sig en
Forbundsflle i Barnet, og hvis det lykkedes, vilde hun komme til at
staa ene og forladt som aldrig fr.

Saa var da Barnet blevet dem et nyt Stridsble. Hun angrede snart, at
hun i misforstaaet Stolthed havde ladet sig forjage fra dets Nrhed,
og hun blev atter en flittig Gst i Barnestuen, men nu indsaa hun,
hvor meget hun allerede havde tabt. Den lille Drengs Hengivenhed
havde delt sig mellem Ammen og Faderen, der var intet tilbage til
hende. En vsentlig Grund hertil var rigtignok ogsaa, at Ammen ikke
kunde lide hende paa Grund af hendes stolte, ordknappe Vsen; Banner
derimod var bleven Genstand for den brave Kones Tilbedelse. Thi
rigtignok talte han aldrig til hende, men alene Godsejerens
Nrvrelse var hende nok, thi, rsonnerede hun, det er jo intet
Under, at han, der er saa fornem, ikke snakker med en, men Fruen er
da ikke mer end en almindelig Prokurator-Datter, saa hun behver
saamnd ikke at vre saa stor paa det.

Resultatet blev, at Bondekonen hjlig opmuntrede Drengens Krlighed
til Faderen paa Moderens Bekostning. Hun gentog Ordet Fa'er saa
mange Gange, at Barnet, saa snart det kunde artikulere en Lyd,
stammede Fa'er efter hende; hun opmuntrede Forsget, og da Banner
en Dag kom ned for at se til sin Dreng, hoppede han paa Ammens Arm,
rakte Hnderne ud og raabte sit Fa'er. Dette var en Genistreg fra
Konens Side, som Banner ikke lod ubelnnet.

Snart hilste Raabet ham overalt, Drengen sprllede af Utaalmodighed
for at gaa fra Ammens Hnder over i Faderens; thi hvor sad han saa
sikkert, som paa denne Arm, hvem formaaede at lfte ham saa hjt,
holde ham saa fast, tumle ham med en saadan Lethed. Snart gjorde han
sine frste vaklende Trin fra Ammen over til Faderen, der sad paa Hug
over for hende, og i hvis aabne Arme den lille Fyr tumlede ind med
stor Stolthed over sin Bedrift.

Men dette, at Judith mrkede, at hun var fremmed for sit Barn, blev
hende det strkeste Std, den haardeste Prvelse. Det er jo Mo'er,
sagde Ammen nok, men Fa'er -- Fa'er, raabte den lille halsstarrige,
knyttede de buttede Hnder og vendte sig vrissende fra sin stakkels
Moder. Saa lod Judith Armene synke og gik sin Vej, men naar hun var
ene, udbrd hun i Fortvivlelse: Jeg kan ikke gre for det, men jeg
mrker, jeg bliver ond.

Da Erik Banner -- saaledes var han i Daaben bleven opkaldt efter sin
Bedstefader -- var et Aar gammel, fordrede Judith paa det
bestemteste, at Ammen skulde bort. Det skete vel, og det forbedrede
ogsaa hendes Forhold til Barnet, men vandt hun et Skridt, saa vandt
Banner hundrede, Eriks Hengivenhed for ham voxede Dag for Dag, og
Judith vred sig i Smerte over sin Forladthed. Hun saa, hvorledes
hendes Mand og Barnet sammenrottede sig og knap syntes at lgge Mrke
til hende, og hun indbildte sig, at hun ikke havde Betingelserne for
at vinde Drengens Krlighed. Hun var ogsaa enten for heftig og
fordringsfuld i sine Krtegn, eller hun vendte sig bort med krnket
Stolthed for at lade ham gaa til sin Fader, siden det jo dog var ham,
han holdt af. Begge Dele skrmmede Drengen -- saa var han meget
sikrere overfor Faderen -- men hun kunde vride sine Hnder og sprge,
om hun da var bestemt til at gaa til Grunde.

Inde i Banners Vrelse sad den lille Fyr paa Tppet med en Stabel
Bger foran sig, pludrende og leende, medens Banner vel de hundrede
Gange vendte sig fra sit Arbejde for at tale eller lege med ham. Den
magelige Mand kunde rejse sig fra sin bldeste Lnestol, naar han
mrkede smaa trippende Skridt udenfor, hrte Navnet Fa'er, og saa
Drgrebet blive bjet ned af en Haand, der var alt for lille, sad paa
en alt for kort Arm og en alt for stumpet Krop til at kunne udfre
Forsttet, selv naar den strakte sig til det yderste, og maatte
slippe Grebet just i det afgrende jeblik for at paakalde Hjlp. Saa
sprang Banner op og aabnede Dren, i nste Nu laa to smaa Arme om
hans Hals, to varme, blde Lber trykkedes mod hans, og Drengen
raabte: Fa'er sd -- gi' mig Bildebger. Hvor kunde da den
blaserede Mand trykke det lille blde Legeme ind til sig og svare:
Ja, min egen velsignede Dreng! og lade sig ruske i Skgget og
kommandere af den lille Purk, der kendte sin Magt.

Der kom vaade, smaa Fingre i de fine Billedbger, og Erik havde en
vis rask Maade at vende Bladet paa, medens den anden Haands
Tommelfinger endnu holdt paa det, som jvnlig foranledigede, at
Billedet gik midt over, men Banner havde endnu aldrig set nogen have
saa stor Fornjelse af disse Billeder, kunde de da finde bedre
Anvendelse?

I Efteraaret fyldte Erik Banner tre Aar. Begivenheden blev fejret paa
Godset med Flagning fra alle Bygninger, hvor et Flag fandtes. Om
Formiddagen var der formelig Kur; Folk kom, ligesom paa Banners
Fdselsdag for at bringe deres Lyknskning. Purken sad paa sin Faders
Arm og tog mod Gratulationen saa stolt som en Prins. Hvor han ligner
sin Fader, hviskede Gratulanterne, og visselig, Banner tog dem det
ikke ilde op. Judith stod ved Siden af, Drengen havde kysset sin sde
Mamma, men meget hurtig og forretningsmssig; han holdt nok af hende,
men ved Siden af Krligheden til Faderen forsvandt enhver anden
Flelse.

Om Eftermiddagen blev det straalende Vejr, mildt og varmt, som midt
om Sommeren.

Da Gratulanterne var gaaet, havde Judith trukken sig tilbage til sit
Vrelse, Barnets Ligegyldighed pinte hende i Dag mer end sdvanlig,
og som det var blevet hendes Vane, fjrnede hun sig fra andre, sknt
hun godt vidste, at denne bestandige Opdmning af Smerten gjorde
hende endnu ulykkeligere og mere bitter.

Hun sad ved Vinduet fordybet i sine Tanker, da hun blev opskrmmet af
overgiven Latter og noget, der ld som Hestevrinsken; hun kendte
Eriks Stemme, men hvorledes kom der Heste i Haven. Hun stillede sig
bag Gardinet og saa ud. Jo -- der galopperede den stive, formelle
Johan Banner i den Tro, at han var ubemrket, med sin Dreng paa
Ryggen ned ad Havens Gange. Erik holdt ham om Halsen og lo, saa det
gav jublende Genlyd, naar Faderen sgte at efterligne sine firbenede
Kollegers Vrinsken.

Det saa komisk ud, men Judith var ikke i Stand til at le, der kom
tvrt imod en sviende Smerte i hendes jne. Hun forstod i dette
jeblik, hvor hjt Banner maatte elske Barnet, siden han kunde give
sig til at lege med det paa denne Maade. -- Nu var de trtte. Banner
kastede sig i Grsset og trrede sin Pande. Drengen kom med en Tot
Grs for at regalere sin udmattede Hest, og Banner tog Totten i
Munden og tyggede tankefuld derpaa.

Saa begyndte Drengen at pludre og Banner lo -- ikke med sin
sdvanlige korte, spottende Latter, men saa frisk, saa ungdommelig.
Da vaagnede alle de bedste Flelser hos hende -- aa, endnu var det
Tid, hvis man vilde tage hende med, saa vilde ogsaa hun kunne le med,
sidde der i Grsset og vre lykkelig sammen med dem. Men de brd sig
ikke om hende, hendes jne sved heftigere, Haven og de to dernede lb
i et for hendes Blik, hun vendte sig bort og hulkede smertelig.

Men nede i Haven laa de to, Fader og Sn, saa lykkelige ved hinanden,
som Mennesker kunne vre det.

Hvorfor har Du ingen Haar, Fader? spurgte Erik.

Fordi jeg har plukket det af og givet dig det.

Giver Du mig da al Ting, Fader?

Ja, min Dreng, alt hvad jeg ejer, skal Du faa, naar Du vil vre
artig og god og holde rigtig meget af mig og blive et bedre Menneske,
end Din Fader har vret.

       *       *       *       *       *

Da Erik Banner voxede til, rbede der sig et Hang til nervs
Overspndthed hos ham. Hans Legeme var sundt om end langt mindre
kraftigt end hos hans jvnaldrende blandt Bnderbrnene; men hans
Sind var, med al dets Livlighed, tilbjeligt til nervs Pirrelighed.
Som lille Barn generede strk Stj ham og kunde endogsaa bringe ham
til at grde, og senere klagede han over Hovedpine og Trthed. Hans
overgivne Livlighed kunde efterflges af Slappelse og Mathed, og hvad
der maaske vilde vre gaaet ubemrket hen hos en Haandvrksmands Sn,
vakte Banners levende Bekymring. Lgen, der blev raadspurgt, var enig
med Banner om at tilskrive dette en Nervsitet, der allerede kunde
vise sig i en ung Alder, og det var jo ret rimeligt, at den var en
Arv fra hans Fader. Dog tog Lgen Sagen meget rolig, paabd styrkende
Levevis, Motion og Bade, alt sammen noget, som Drengen allerede
brugte, og saa lidt Kinadraaber, som han meget ndig tog. Kininen
syntes at virke, Symptomerne forsvandt eller blandede sig paa en
saadan Maade med Drengens af Naturen heftige Sind, at man ikke mere
kunde skelne det ene fra det andet, Nervsitet fra Uartighed. Erik,
der blev meget forklet, havde et temmelig egenraadigt og opfarende
Sind. Ikke at han nogensinde viste dette overfor Faderen, dertil
havde han for stor Respekt for ham, men overfor Moderen og
Tjenestetyendet udviklede det sig i en foruroligende Grad. Judith
havde liden Myndighed over ham, thi efter at hun flere Gange med smaa
moderlige Smk havde straffet hans Uartighed, lrte hun af den
Forbitrelse, han i lang Tid efter nrede mod hende, at hun maatte
opgive ethvert Forsg paa at straffe ham, hvis hun vilde beholde
lidt af hans Krlighed. Og da han, med et Barns Skarpsindighed i det
Slags Tilflde, indsaa sin Magt over hende, blev Flgen, at han snart
tyranniserede enhver i Huset, undtagen Faderen. Hvis Judith og Banner
havde raadet og stttet hinanden ved hans Opdragelse, vilde de let
have kunnet holde Drengen i Tmme, men hendes stadig tiltagende
Indesluttethed gjorde, at Banner forblev uvidende om hans
Tilbjeligheder, indtil et Tilflde viste ham, at det var paa Tide,
at han tog sig alvorlig af Drengens Opdragelse.

Det var en Dag i Hsten, efter at han havde fyldt sit fjerde Aar, at
Erik sad hos sin Moder med en Billedbog foran sig; Judith lste, men
lagde taalmodig Bogen bort for at forklare ham, hvad han nskede at
vide. Under et af disse Ophold greb Drengen hendes Bog, der forekom
ham at vre langt interessantere end hans egen.

Giv Moder Bogen, lille Erik.

Nej, jeg vil se i den.

Det var et kostbart Vrk, som let kunde delgges, og hun rejste sig
for at tage den fra ham.

Men Erik holdt fast og strittede imod.

Vr nu en god Dreng, Erik -- men han hrte intet.

Jeg vil ha' den! hvsede han.

Hun tog den fra ham. Saa kastede han sig bag over i et komplet Anfald
af Raseri: Giv mig den, jeg vil, jeg vil, jeg vil, han foer ls
paa hende og rev i hende, hun vrgede sig, holdt Bogen over Hovedet
og sagde venlig: Lille Erik skal vre artig.

Men Drengen skreg og stampede i Gulvet. Hun var saa vant til hans
Opfrsel, men bag dem stod Banner i den aabne Dr, maalls af
Forbavselse. Det var frste Gang, han saa Drengen saaledes. Han
skulde just ud at ride og var kommen gennem Korridoren, da han hrte
Drengens arrige Skrigen, og der stod han nu yderst forbavset i Dren.
Men i nste jeblik var der en anden, som blev forbavset, og det var
den hidsige lille Tyran, der blev greben, lftet fra Jorden og for
frste Gang i sit Liv erfarede, hvorledes en Ridepisk smager. Han
skreg, han snoede og vendte sig, han tnkte ikke lnger paa, at han
befandt sig over for sin Fader, han forsvarede kun sig selv efter
bedste Evne. Men forgves; Ridepisken faldt ubnhrlig ned over ham
og trak den ene svidende Streg efter den anden over hans Ryg. Han
skreg af Smerte, men blev ikke bnhrt. Judith sad i Sofaen med
Bogen, Stridens ble, i sin Haand. Hendes Flelser var de samme som
enhver anden Moders ved en lignende Lejlighed. Hvert Slag ramte hende
lige saa haardt som Drengen, og hun oprrtes over den Mishandling,
for hvilken han var Genstand. Vilde dette da ikke tage en Ende; men
det var Mndenes sdvanlige Brutalitet, at glde sig ved at mrke
deres Magt over en svagere. Hendes Stolthed forbd hende at lgge
sig imellem, og Banner ophrte ikke at slaa, frend det lille Legeme
slappedes under hans Haand, fr den sidste Gnist af Modstand
forsvandt, og han mrkede, at Drengen var bjet og sklvede. Saa slap
han ham og gik uden at sige et Ord. Men i Judiths Sind blandede der
sig noget i Medlidenheden med Drengen, en nsten triumferende
Forhaabning. Hun kendte Erik, og vidste, at denne Ydmygelse ikke saa
let vilde udslettes af hans Erindring; den vilde klne hans
Hengivenhed for Faderen, og saa -- saa kunde hun maaske vinde en
lille Part deraf; hun trngte saa usigelig til Krlighed.

Hun bjede sig over ham som han laa der paa Gulvet. Stakkels lille
Pip, hviskede hun blidt. Da brast han i en saa lidenskabelig Graad,
at hun blev ganske forfrdet derover. Han grd for vrigt mest af
Medlidenhed med sig selv. Hun tyssede paa ham, trrede hans jne med
sit eget Lommetrklde og strg det fugtige Haar bort fra hans Pande.
Grd ikke, lille Erik, Moder holder af Dig, Moder skal vre god mod
Dig; og han fik endnu mere ondt af sig selv. Efterhaanden sagtnedes
dog hans Graad. Hun lftede ham op og bar ham hen paa Sofaen; det
voldte ham jensynlig Smerte, og hans Graad kom igen i smaa hulkende
Suk. Gr det meget ondt, min lille Dreng. Skal Moder bade dig, Moder
skal ikke slaa Dig, hun tog hans Hoved ind til sig, vil Du altid
holde af Moder?

Ja, snftede han.

Saa skal Moder nok vre god ved Dig.

Han svarede ikke, han var jensynlig for udmattet til at nre enten
Vrede eller Taknemlighed. Efter en lang Pavse, hvori hun knlede for
ham, sagde han pludselig:

Hvor er Fader?

Vr rolig, lille Pip, Fader er borte og kommer ikke saa snart, jeg
skal nok passe paa Dig.

Han laa nogen Tid og mmede sig. Kommer Fader snart? spurgte han
derpaa.

Nej, det varer lnge, Du skal ikke vre bange.

Han slog sig til Ro, og hun fortalte ham Historier. En Gang vendte
han sig om og sagde: Du er god, idet han rakte sin Mund op til Kys.
Hvilket lykkeligt jeblik for hendes forsmaaede Hjrte.

Men saa mrkede hun, at han atter begyndte at sklve.

Hvad er det?

Nu kommer Fader hjem, jeg kan hre, det er Emir.

Hun lyttede anstrngt, men frst efter nogle jeblikkes Forlb kunde
hun sklne Hovslagene af en Hest.

Vr rolig, Fader vil ikke slaa Dig mere.

Erik rejste sig over Ende. Nu kommer de ind i Gaarden, nu springer
Fader af Hesten, nu gaar han op ad Trappen, og -- og -- nu kommer
han gennem Gangen.

Vr ikke bange, Pip!

Eriks Ansigt var blevet blussende rdt; Dren aabnedes, han snoede
sig ud af Moderens Hnder, hun troede, det var for at flygte, og
vilde holde ham tilbage, idet hun strbte at berolige ham; men han
sled sig ls, og inden Banner var kommen tre Skridt ind i Stuen,
havde Barnet grebet hans Hnder, klyngede sig op til ham og stammede:
Jeg skal aldrig mere vre uartig -- aldrig mere. Og saa begyndte
han atter at grde.

En stikkende Smerte greb Judith, hun var lige ved at vaande sig under
den.

Banner lftede Drengen op og kyssede ham: Fader er ikke lnger vred,
men nu er Du trt og svnig; kys saa god Nat og gaa i Seng.

Klokken var kun sex, men Erik gjorde ingen Indvendinger, han gik hen
til sin Moder, der sad bleg og tavs i Sofaen.

God Nat, Moder! Men hun skd ham fra sig uden at kysse ham. Han
betragtede hende forbavset, stod et jeblik raadvild og gik saa hen
til Faderen, kyssede ham og forfjede sig derpaa lydig bort for at
gaa i Seng.

Da han var borte, sagde Judith med haard, nsten ukendelig Stemme:
Jeg tror, at Brn er som Hunde, de slikker den Haand, der mishandler
dem.

Jeg tror, svarede hendes Mand trt, at Drengen indsaa sin Uret,
derfor bjede han sig villig.

Det maa vre en mrkelig Natur, som kan bje sig for Mishandling.

Jeg mishandlede ham ikke, men jeg ved, hvad uavet Trods og Stivsind
frer til; jeg vil bje det hos Drengen.

Der er Naturer, som er for stolte til nogensinde at bje sig.

Han tog en Bog og aabnede den, bag Bogen svarede han: Der er
Mennesker, antager jeg, som aldrig har elsket og aldrig er blevne
elskede; derfor har de saa ondt ved at skulle bje sig.

Hun tav og forlod Stuen.

       *       *       *       *       *

Den Aften kunde hun ikke falde i Svn; hun kastede sig hvilels frem
og tilbage, plaget af sine srgelige Tanker. Forsmaaet, forraadt af
sit eget Barn, ude af Stand til at erobre sig mere end en underordnet
Plads i hans Hjrte. Hun mindedes den lnge varende Forbitrelse,
Barnet havde vist, da hun en Gang straffede det; Drengen brd sig
sandsynligvis slet ikke om hende. Banner havde jo sagt det:
Mennesker, der aldrig har elsket og aldrig er blevne elskede. Var
hun et saadant Menneske. Ja -- ja, ja -- hun var aldrig, aldrig
bleven elsket. Ikke, saaledes som hun behvede det, fuldt og helt. Og
heller ikke hun havde elsket. Nej, heller ikke! Idetmindste ikke,
saaledes som hun maatte kunne af hele sit Hjrte, uegennyttig,
offerberedvillig, selvforglemmende. Nej, hverken sin Moder, sin Mand
-- eller sit lille Barn, nej ikke engang det; thi saa vilde hun have
vret fornjet med den mindste Brkdel af dets Hjrte; saadan
Krlighed stillede jo ikke Fordringer. Dette var altsaa, hvad hun
manglede, Tomheden, hun led under; derfor blev hun Dag for Dag
slettere, ligegyldigere og haardere. Aa, vilde det da ikke komme?
Vilde da ingen elske hende, saaledes at ogsaa hendes Krlighed blev
vakt; skulde hun da aldrig lre denne Flelse at kende med al dens
Berusning, dens Lykke og Sdme, saaledes som den jo dog vel fandtes.
Thi den fandtes da vel i Virkeligheden og ikke blot i Bgerne? Sknt
-- Gud ved. Hun havde jo dog egentlig aldrig set nogen saadan
Krlighed i Livet. Men Egoisme, den var der nok af; hun var i alt
Fald ikke den eneste, som dreves deraf. Saa man njere til, var den
maaske Drivefjedren i det hele. Egoisme havde bestemt hendes Moders
Handlemaade, hendes Stedfaders, hendes egen, ja frst og fremmest
hendes egen; Krligheden var maaske kun Ord, Indbildning, den fandtes
slet ikke. Men elskede Banner da ikke Drengen? Nej, atter kun
Egoisme; han elskede sig selv, sit Kd og Blod, sit eget Liv,
sin Fremtid i Drengen, det var alt. Hun fandt en srgelig
Tilfredsstillelse i at optrvle ethvert Forhold, hun kom til at
tnke paa, og finde Egoisme som Krne i dem alle. Under denne
Beskftigelse overvldede Svnen hende. Men endnu i halvvaagen
Tilstand mindedes hun Smaahistorier i de danske Lsebger fra
Skoletiden om Rrende Venskab, Bevis paa Broderkrlighed, Et
Negerbarns Krlighed til sine Forldre o. s. v., og deri blandede
sig uklart og forvirret Skriftsteder og Salmestumper fra samme Tid:
Saa elskede Gud Verden, Mine Brn, elsker hverandre; jeg er
Krlighed, Krlighed er Lovens Fylde, og halv ubevidst sukkede
hun: At jeg virkelig en Gang har troet paa alt dette! -- Saa faldt
hun i Svn.

       *       *       *       *       *

Tiden gik ubeskrivelig langsomt for hende, hun mistede lidt efter
lidt Lysten og Interessen for alt. Hun havde intet Menneske at knytte
sig til, intet Haab at nre, slet intet at arbejde for; hensigtslst,
betydningslst var jo det hele, hvorfor saa ikke lige saa godt opgive
denne Higen efter at fylde sit Liv med en stor, alt opslugende Tanke
og lade vre at plage sig med Forestillingen om, at hver Dag, der
gik, var tabt for hendes Liv? Hendes Karakter var ikke selvstndig
nok til at holde hende oppe, hun havde udtmt sig selv; hun havde
haabet paa i Moderkrligheden og Forholdet til Erik at finde en Spore
til fortsat Liv og Virksomhed, men da hun nu ogsaa maatte opgive
dette Haab, sank hun sammen og blev slv. Hun mrkede det, men hun
gjorde ikke Modstand, det gik langsomt ned ad Bakke, og hun var for
trt til at stride imod.

Men Banner havde siden hin Efteraarsdag ganske helliget sig sin Sns
Opdragelse. Han fik ingen Sinde senere Anledning til at slaa ham,
Mindet om denne Afstraffelse havde efterladt dybe Spor i Drengens
blde Gemyt; han viste sig at vre af det Slags Brn, der kun behver
Straf en Gang i deres Liv. Han havde efter hin Dag bevaret en svag
Angst, en vis ydmyg refrygt for Faderen, som om muligt blot forgede
hans Krlighed; Banner mrkede, at Eriks Sjl laa som det bldeste
Vox i hans Hnder. Det gjaldt nu for ham om at danne den til et delt
og sknt Redskab, inden den hrdedes, og frst og fremmest om at
bevare den for de Vildfarelser, hvorfor hans egen var bleven Offer.
Han forbd paa det strngeste Tyendet enhver Slags Forklelse og
Underdanighed; belrt af sine egne Erfaringer vilde han opdrage
Snnen frst og fremmest til at blive en dygtig Borger. Han skulde,
efter hans Planer, besge en offentlig Skole, studere og arbejde og
ikke blot stole paa sin forventede Arv. Da vilde han vel en Gang
kunne give Verden sin Sn som en Adelsmand i bedste Forstand, en fri,
selvstndig og dygtig Mand, og sige: Her er oprettet, hvad jeg
forspildte i mit eget Liv. Denne Tanke knyttede dem endnu
inderligere sammen; der var til sidst nsten ikke en Flelse hos dem,
som de ikke delte, ikke en Forestilling, som ikke paa den ene eller
anden Maade skyldtes den anden. Det var maaske for Banners
Vedkommende en Slags Selvkrlighed, men i saa Fald havde Egoismen og
Krligheden til en anden rakt hinanden Haanden og var inderlig
smeltede sammen.

Da de i Foraaret vendte hjem fra en Rejse i Italien, begyndte Eriks
Nervsitet igen. Man tilskrev det Overanstrengelse paa Rejsen, der
blev atter brugt baade Kinin og Jern, og hans Irritabilitet tog af,
men i Sommerens Lb var det, som om hans Karakter forandredes. En
forunderlig Blidhed og Slaphed overfaldt ham, hans Livlighed tog af;
hans Hengivenhed for Faderen blev til sygeligt Hngeri; han klagede
over bestandig Trthed og tilbragte den strste Del af Dagen paa
Faderens Sofa i en udmattet Tilstand. Sommeren var meget varm, Lgen
mente, at dette og den megen Tordenluft var Skyld i Barnets Slaphed.
Da Varmen vedblev, rejste Banner med Drengen til et Badested i Norge,
for at han skulde nyde godt af den kligere og friskere Luft. Det
hjalp for en kort Tid, men saa vendte Trtheden tilbage, og Erik
lngtes kun efter at komme hjem igen.

Hvad er der i Vejen med ham? spurgte Banner Lgen.

Det er stadig denne Nervsitet, som han har lidt af fra sin spde
Barndom, men, naar han voxer til, gaar det nok over.

Men det gik ikke over. Der kom tvrt imod noget foruroligende
gennemsigtigt over ham, noget forklaret i hans Udtryk og hele hans
Vsen, som Doktoren slet ikke syntes om.

       *       *       *       *       *

I Efteraaret udbrd der en Diftheritis-Epidemi paa Egnen. Der blev
fra Banners Side ofret meget for at skaffe al mulig Hjlp til de
syge, men frst og fremmest blev der dog anvendt den yderste
Forsigtighed for at vogte Erik for Smitten. Det var ikke saa
vanskeligt, og Banner var nsten glad over Drengens Stilhed og Ulyst
til at forlade Hjemmet. Erik kom nu kun ud, naar han efter Sdvane
red en Tur foran paa Sadelen hos sin Fader, og da kunde man endnu en
Gang imellem hre hans glade, trillende Barnelatter, men for vrigt
blev han stedse mere stille, han lignede en syg Blomst.

En Aften, da han vendte hjem fra en saadan Ridetur, bad han om at
komme i Seng strax, fordi han var trt. Om Natten havde han Feber, og
den nste Dag blev der sendt Bud efter Lgen.

Vi har anvendt al mulig Forsigtighed, sagde Banner, og Drengen er
dog bleven smittet.

Deres Sn har ikke Diftheritis, svarede den gamle Distriktslge.

Banner drog et Lettelsens Suk. Saa er det vel intet af Betydning?

Forhaabentlig ikke. Lgen beordrede Is paa Drengens Hoved og
stadig frisk og kold Luft, ellers intet; og saa tog han bort.

Men Feberen blev heftigere, Drengen fantaserede ikke, men laa ganske
stille og bevidstls. Banner vaagede den Nat hos ham, og tidlig om
Morgenen blev der atter sendt Bud efter Lgen.

Ja, Barnet er meget sygt.

Og De er vis paa, at det ikke er Halssyge?

Ja fuldstndig.

De maa blive her, sagde Banner da.

Jeg har flere Patienter.

De maa blive her, gentog Banner uforstyrrelig.

Jeg kan ikke. Der er andre, som jeg bedre vil kunne hjlpe.

Jeg vil erstatte et hvilket som helst Tab i Deres Praxis. De _skal_
blive her.

Doktoren maatte give efter. Han sad resigneret i Sygevrelset, hvor
baade Banner og Judith nu opholdt sig; Drengens Tilstand blev stadig
betnkeligere. Da Aftenen faldt paa, og Feberen endnu stod paa samme
Punkt, rystede Doktoren paa Hovedet. Hverken Isen eller et lunkent
Bad bragte Drengens Temperatur ned; Lgen bad om at maatte tale ene
med Banner. Judith sad bleg og taarels med Eriks lille brndende
Haand i sin, hun saa efter Mndene, da de gik ud, hun vidste, hvad
det gjaldt, og hun nskede lidenskabslst og dumpt, at hun maatte d
med sit Barn.

Er der Fare? spurgte Banner, da han og Lgen stod i
Studerevrelset.

Jeg frygter, at Deres Sn vil d.

Barnet skal reddes, Doktor, sagde Banner skarpt og bestemt, som om
hans Befaling kunde udrette noget. De har Ansvaret.

Jeg troede ikke, De stolede paa min Kunst.

Man tror ikke, fr man ndes dertil, svarede Banner, men nu har
jeg jo kun Dem at stole paa. Efter en Pavse tilfjede han: Jeg har
her i mit Skrivebord Penge og Vrdipapirer til et Belb af ti Tusinde
Kroner -- de er Deres, hvis De frelser Drengen.

Hvad nytter det, Dden lader sig ikke bestikke.

Da frst syntes Banner at forstaa Farens Omfang; han greb den
forblffede Lges Arm saa haardt, at denne gav sig derved, og raabte
i en Tone, saa ulig hans vante rolige Stemme, at den gode Mand blev
ganske angst: Sig, at De ikke mener det. Det er umuligt, Barnet kan
ikke d! Jeg _vil_ ikke miste ham, han er mig selv, min Sjl, mit
hele Liv. Kan det hjlpe, saa tag, hvad jeg ejer og har, alt, mit
Liv, om det skal vre, kun ikke Drengen.

Lgen vilde nppe tro sine egne jne og ren; var dette den
blaserede, overlegne Mand?

Hvad nytter det, sagde han bedrvet. Barnet lever ikke derfor. Han
har Hjrnebetndelse og ....

Det er umuligt. Han er ikke kommet noget til, ikke paa nogen Maade.

Det er han ganske sikkert ikke; men denne Sygdom har altid hngt som
en Fare over Deres Sns Liv. Det er en Flge af hans nedarvede
Nervsitet; Deres Familie har, saa vidt jeg erindrer, aldrig vret
meget strk, og De selv ....

Banners Ansigt var askegraat, Lgen holdt bestyrtet inde, der blev en
Pavse.

Saa sagde Banner atter med fuldstndig rolig Stemme: De undskylder,
at jeg i et saa alvorligt Tilflde konsulterer en anden Lge. Jeg er
bange for, at De tager fejl med Hensyn til Eriks Sygdom. Det maa vre
Diftheritis, og jeg agter at raadsprge en yngre Lge, De
undskylder?

Vr saa god! svarede han, kun fordrer jeg, at De lader min unge
Kollega udtale sig uden at kende min Diagnose.

Banner ringede paa Tjeneren. Kr til Byen og hent den anden Lge,
han skal staa op og komme strax. Tag de bedste Heste og vr tilbage
paa to Timer. Gaa!

Fem Minutter efter hrte man en Vogn jage ud af Gaarden.

Nu krer Banners Vogn efter Lgen, sagde Smedekonen til sin Mand.
Alle vore Brn er syge, og der er ingen, der ser til dem, siden den
lille Banner blev daarlig.

Og saa kommer de sig maaske alligevel, bemrkede Smeden rolig,
det staar alt sammen i Vorherres Haand.

Banner sad atter ved Eriks Seng lige over for sin Kone. Doktoren gik
op og ned ad Gulvet og saa hyppig paa sit Uhr. Dette var det
Sovevrelse, hvor Judith engang havde syntes, at Svnen maatte flygte
og efterlade hvilelse Ntter, fulde af mrke Tanker. Det var nu en
saadan Nat. Lampen oplyste kun halvt det store mrke Vrelse med de
tunge Gardiner og de svre Mbler, som kastede deres lange
Slagskygger op over Vggen og Loftet. Ti Skridt herfra havde hun
nsket sig, hvad Fremtiden virkelig ogsaa bragte -- men hvor
forfrdelig forskelligt var det ikke blevet? Knap sex Aar laa der
mellem hin Dag og nu. Hun syntes, der var gaaet en Menneskealder hen
over hendes Hoved. Og her i dette Vrelse skulde nu hendes sidste
Haab slukkes, hendes sidste Glde d! Banner sad stiv og rolig, men
den Kval, han udstod i Ventetimerne, oversteg hans Krfter og
tilintetgjorde hans Modstand. Han nskede hverken at forlnge eller
forkorte Tiden. Den anden Lge skulde udtale en Livs- eller Ddsdom
over ham, og han sad og ventede derpaa, men han syntes, at hvis
Sygdommen blot blev erklret for Halssyge, saa vilde det dog altid
vre ham en Trst.

Endelig rullede en Vogn ind i Gaarden og jog Natten op af sin
ddlignende Stilhed. Hundene gede, Dre blev revne op og smkkede i,
og Byens yngre Lge traadte ind. Lige kommen op af Sengen var han og
i et forstyrret Toilette. Tjeneren havde kun givet ham Tid til at
kaste de ndvendigste Kldningsstykker om sig, saa havde han sat ham
op i Vognen, og de var krte afsted i den fredelige, stjrneklare
Hstnat, som om Pesten var i Hlene paa dem.

Erik laa bevidstls og ubevgelig i en gldende Feber.

Er det Halssygen? hviskede Banner.

Lgen skottede hen til sin ldre Kollega, tog saa et Lys og frte det
et Par Gange frem og tilbage foran Drengens aabne jne. Nej, det er
ikke!

Hvad da?

Saa vidt jeg kan dmme, Hjrnebetndelse.

Banner knugede Hnderne sammen, saa Neglene borede sig ind i
Haandfladen. Tager De ikke fejl, jeg kan med Bestemthed sige, at
Erik ikke har faaet noget Slag eller havt nogen Sindsbevgelse, som
kunde foranledige en Hjrnerystelse.

Da rettede den unge Lge sig op og med et knusende Blik paa sin
Modstander og i en overlegen, docerende Tone sagde han: Det er jo
ikke sagt, at Sygdom altid bliver fremkaldt ved Betingelser eller
Begivenheder i Patientens eget Liv. Netop en Sygdom som denne har
sandsynligvis sin Rod i tidligere Slgtled, og sknt jeg ikke kender
Forholdene, var det vel ikke umuligt, at der netop i dette Tilflde
kunde ligge en nedarvet Disposition til Grund.

Banner betydede ham med en Haandbevgelse, at han skulde tie. Jeg
beder Dem, sagde han med klangls Stemme, sig mig med faa Ord, om
der er noget at gre for Barnet.

Distriktslgen rystede paa Hovedet, hans Kollega trak paa Skuldrene
og mumlede, at han var hentet for sent.

De Herrers Nrvrelse er da overfldig? spurgte Banner stadig i
samme kolde, brudte Tone.

En ny Skuldertrkning.

Saa kan der spndes for to Vogne -- eller, det er sandt, de Herrer
er jo saa enige, at de maaske kan njes med en. Banner havde en stor
Lyst til at lade dem jage ud af Gaarden af sine Hunde.

Erik gjorde en Bevgelse, Banner bjede sig over Sengen, Lgerne
standsede. Drengen aabnede jnene og syntes at fste dem paa Faderen
med et bevidst Blik. De Herrer har dog taget fejl, Drengen er
frelst, udbrd Banner, Krisen er overstaaet!

Lgerne stod ved Sengen, Eriks jne var atter lukkede. Ja, sagde
den gamle Distriktslge stille, Krisen er overstaaet, Drengen er
dd.

Banner lagde Haanden paa Snnens Bryst, Hjrteslaget var standset. Da
vendte han sig rolig bort, forlod Vrelset, gik til sin egen Stue og
aflaasede Dren efter sig. Men Judith havde skjult Hovedet i Tpperne
paa sin Mands Seng, og der laa hun endnu, da Lgerne, efter endnu en
Gang at have forvisset sig om Drengens Dd, forlod Vrelset.

       *       *       *       *       *

Banner sad indelukket i sin Stue, Dag og Nat, vilde ikke tale med
nogen og overlod til de andre at trffe Forberedelserne til
Begravelsen. Hans hele Vsen var revet op, Barnet havde vret knyttet
til ham som ved hver Nerve i hans Legeme, og var nu pludselig rykket
ls; hans Sjl dirrede af Smerte. Hans Slgt var altsaa ddsdmt, og
det forfrdeligste var, at han selv bar en Del af Skylden. Det var
ikke blevet udtalt, men han vidste det godt; og derfor nskede han
atter og atter, ikke, at Drengen skulde komme til Live igen, men at
han dog i det mindste var dd naturlig smittet, og ikke som et Offer
for hele Slgtens og i Srdeleshed hans egen Skyld. Naar denne Tanke
kom over ham, og den kom tidlig og sent, troede han, at han vilde
blive vanvittig, og han nskede det nsten.

Han sad den meste Tid stiv og stille i en Stol og saa ud for sig,
ventende paa, at den ulidelige Smerte paa en eller anden Maade skulde
stilnes, af ingen anden Grund end den, at det var ham umuligt at
udholde den. Der kom virkelig ogsaa undertiden Lindring, jeblikke,
hvor han ophrte at tnke, og halvslv henfaldt i forvirrede,
usammenhngende Erindringer. Men saa kom Tanken jagende igen: Mit
Barn er dd, og jeg brer Skylden, og saa var han atter et
hjlpelst Bytte for Smerten. Undertiden rokkede han ganske svagt
frem og tilbage og bankede med Fingrene paa Stolens Arme, tankelse
Bevgelser, ved hvis Regelmssighed han ubevidst strbte at dulme
Pinen. Overmaalet af hans Smerte havde lammet hans Sjl og bervet
den Evnen til at virke. Mindre Sorger kan klage, de store er tavse.

Begravelsesdagen kom, og man kaldte paa ham. Han rejste sig da og gik
ind i Vrelset, hvor Kisten stod, det var den store smukke Riddersal.
Han betragtede kun et jeblik Barnets Ansigt, saa vendte han sig
hurtig og gav ved Tegn til Kende, at man kunde skrue Laaget paa.

I det nste Vrelse ventede Folk, som var indtrufne til Begravelsen,
Byens og Omegnens Honoratiores. Han gik derind, bukkede for dem paa
sin sdvanlige formelle Maade, men sagde intet; en og anden traadte
frem og mumlede nogle Ord, han gav dem Haanden, den var stiv og kold
og faldt mat tilbage, naar de slap den.

Barnet blev begravet fra hans egen Kirke, der var behngt med sort
Klde og Flor; Kirkegaarden kunde nppe rumme Flget. Godsets, Byens
og Omegnens Folk var der, Proprietrer, Gaardmnd, Husmnd og
Indsiddere, alt hvad der kunde gaa og staa. Smeden og hans Kone var
der, begge med grnsels Taknemlighed i Hjrtet, fordi Vorherre havde
skaanet deres fem Brn.

Det maatte dog nsten heller have vret et af vore, sagde
Smedekonen, vi har elleve, men de havde kun det ene, og det var
endda ham, der skulde have hele Herligheden.

Banner stod stiv og bleg ved Graven. Han saa ingen af de
tilstedevrende, han hrte ikke Talen, Jordpaakastelsen, Salmesangen,
Klokkeringningen eller Graaden. Han bukkede hflig for Prsten, da
Ceremonien var endt, hilste paa Flget og gik til sin Vogn, uden en
Taare, et Ord eller en Klage. Da han kom hjem, lukkede han sig atter
inde i sit Studerevrelse. Han spurgte ikke efter Judith.

       *       *       *       *       *

Hun sad ved Vinduet og saa ned over Vejen, hvor Flget bugtede og
snoede sig, hun sad der endnu, da Vognene senere rullede af Sted fra
Begravelsen. Hun tnkte paa, hvor godt og lykkeligt det vilde vre
den Dag, de kom fra hendes Begravelse.

Thi hun nskede at d. Sorgen havde drevet hende til det yderste,
Ulykken forekom hende at have overskredet de Grnser, menneskelig
Evne har til at udholde, og som det jagede, omringede Dyr vendte hun
sig mod Forflgeren i Trods. Thi der laa en Forflgelse bag ved; en
strkere Haand martrede og pinte hende. Det var maaske den retfrdige
og vise Gud, der vilde tugte hende til Omvendelse? Men det skulde
ikke lykkes; hendes hele Sind oprrtes mod denne Tugt, hun nskede at
trodse denne ubarmhjrtige Dommer. Hun vilde ikke tro paa ham, nu
mindre end nogensinde fr. -- Men var han ikke til, saa stod hun jo
overfor en blind, tilfldig Skbne, som hun ikke kunde stte sig op
imod, eller rette Bebrejdelser imod eller forngte, en Klippe,
hvorimod hun kunde lbe Panden i den vildeste Fortvivlelse, uden at
opnaa andet end at saare sig selv. Det var endnu forfrdeligere, og
hendes Tanker faldt slappe og afmgtige ned foran denne Mur. De sgte
sig nye Baner. Drengen var dd, uden nogen Sinde at have vret noget
for hende, uden at have lrt at elske hende, og nu var det
uigenkaldelig for sent. For sent! -- Hun lod sig lnge martre af
disse Ord, indtil ogsaa de havde tabt deres Kraft, og hendes Tanker
dreves videre. Vilde han nogensinde vre blevet noget for hende!
Vilde han ikke have fjrnet sig mere og mere fra hende, og naar han
en Gang opdagede Klften mellem hende og Faderen, vilde han da ikke
have stillet sig paa hans Side? Sandsynligvis.

Ikke en Gang af Fremtiden turde hun altsaa have ventet sig noget;
hun ndtes formelig til at vre glad over sin Ulykke.

Hvis var da Skylden?

Da kom det med et -- det var hendes Mands! Han havde bervet hende
Agtelsen for hende selv, han havde bervet hende Barnets Krlighed,
dets fremtidige Sympati og han havde, ja -- _han_ havde vret Skyld i
Barnets Dd. Han havde altsaa bervet hende Fortid, Nutid og Fremtid,
og bervede hende nu endog selve Sorgen. Hun syntes, hun maatte hade
ham, hade ham af al sin Evne, og saa blussede Hadet op i hende, og
hun gav det Rum, indtil det brndende, kvlende overvldede hende.

Da hun var naaet saa dybt, var hendes Sjl fuldstndig formrket, og
nsten hoverende sagde hun til sig selv: Nu er jeg ond.

       *       *       *       *       *

Paa Gaarden herskede der en ddlignende Stilhed. Banner opholdt sig
nsten udelukkende i sit Vrelse.

Efter Begravelsen havde den Tanke nu og da hjemsgt ham, at han vilde
ende sit Liv. Han erkendte ingens Ret til at forbyde ham det, og
betragtede ikke Selvmord som en uvrdig eller fejg Handling. Han
kunde ikke udholde Livet, det var ham Grund nok til at skille sig ved
det. Men han maatte frst ordne sine Sager. Der skulde gres noget
til Minde om Drengen, denne korte Tilvrelse skulde ikke forsvinde
uden Spor. Min lille Dreng!

Han sagde uvilkaarlig Ordene, saaledes som han saa ofte havde sagt
dem, klende bldt, til Erik, og da Lyden af dem naaede hans re,
reves han pludselig ud af sin Forstenelse. Og Tankerne brd ind over
ham som et opstngt Aalb. Der -- i den Stol havde Erik siddet en
Gang for et Par Aar siden med en Avis foran sig, ladende som han
lste, gravitetisk med Faders Lorgnet paa Nsen, og saa havde han
leet, aa, hvor havde han leet den Dag! Der paa Tppet havde han som
lille ligget og revet sine Billedbger i Stykker, gennem denne Dr
var han tusinde Gange kommet springende, der stod hans store
Fotografi, der laa hans Bolt, der et Stykke Papir, som han for kort
siden havde overmalet med sine mrkelige Tegninger: Mnd med lange
Nser og tynde Arme med fem strittende Fingre; udenfor Huse, som
omtrent naaede dem til Knene. Vrelset var endnu fyldt med Ekkoet af
hans Stemme, den matte, svage lille Stemme fra det sidste Halvaar og
den trillende, jublende, overgivne Latter fra tidligere Tider.

For faa Dage siden havde hans Arme endnu omslynget Faderens Hals, og
hans Lber sgt hans. Nu var det forbi -- forbi for bestandig. Og
hvis var Skylden? Han kastede sig tilbage i Stolen, skjulte Ansigtet
i sine Hnder og hulkede saa skrende, at han selv blev forskrkket
derved. Men medens han grd, sneg en forunderlig Bldhed sig over
ham, han nskede at tale med nogen, at trstes, at finde Hvile og
Medlidenhed. -- Medlidenhed! Han vilde en Gang have betragtet det som
en Fornrmelse, om nogen vilde have vist ham Medlidenhed. Men nu var
han saa trt, saa trt. Han mindedes sin Barndom. Tnk, at det var
den overmodige, stolte Dreng fra hin Tid, der laa her som en
snderknust Mand! Han tnkte ogsaa paa sin Moder, han mindedes hende
kun svagt, men han nskede, at hun nu havde vret der, thi hos hende
vilde han have kunnet grde sin Sorg ud.

Da kom han til at huske paa, at de jo var to om Tabet, at der jo dog
var _et_ Menneske, som maatte kunne forstaa og dele hans Smerte, og
han fik pludselig Lyst til at tale med hende. Han rejste sig op.
Ensomheden, Mrket, denne dde Tavshed lagde sig paa en Gang
trykkende over ham. Han lngtes saa smertelig efter lidt Sympathi, et
menneskeligt Vsens Deltagelse og Tilstedevrelse, og han blev
formelig bange i Mrket og Tomheden, grebes af en nervs, sygelig
Frygt for at vre alene.

Han gik ned igennem Korridoren. Tjeneren kom ham i Mde, men
standsede og traadte til Side for at lade ham passere. Manden var i
sort Livre med Flor over Slvknapperne, hans Ansigt var bedrvet og
rbede en rbdig Deltagelse.

Da standsede ogsaa Banner. Han talte ellers aldrig til sine
Tjenestefolk uden for at give dem sine Ordrer. De blev betalte for at
tjene, adlyde og forsvinde som Individualiteter, de blev godt betalte
og havde flgelig intet at klage over.

Nu standsede han foran Tjeneren og sagde med en Stemme, der var saa
mild, at Manden forbavsedes: Det var Dem, jeg sendte til Byen efter
Lgen. De og Kusken og den Pige, der passede min Sn, kan lade dem
udbetale hver femhundrede Kroner hos min Godsforvalter -- fra min
lille Dreng.

Han gik videre, og Tjeneren blev staaende uden at kunne fremstamme et
Ord til Tak.

Banner havde naaet Dren til det Vrelse, hvor hans Kone plejede at
opholde sig, han aabnede den efter nogen Tven. Der var Lys. En Lampe
brndte svagt paa det lille Bord, der stod foran Sofaen i det ene
Hjrne af Stuen. Judith sad i Sofaen med et Sytj i Haanden; hun
syede ellers sjlden, men nu trngte hun til noget, der kunde
beskftige Hnder og Tanker. Hun saa nppe op, da han kom ind, hun
sad hensunken i sine egne triste Betragtninger. Hun saa ikke, at hans
tynde Haar var graanet, og at der var kommet lyse Stnk i hans ttte
mrke Skg; hun saa ikke, at hans Ansigt havde faaet et paa en Gang
slappere og mildere Udtryk, at hans Holdning var mindre stiv og
lignede en Rekonvalescents. Hun kmpede og arbejdede dybt nede i det
Fortvivlelsens Mrke, hun havde styrtet sig i; ham ventede hun sig
ingen Hjlp af, det sidste Baand mellem dem var jo bristet, hun havde
kun Ligegyldighed og Had tilbage for ham. Saa kom han. Hendes syge
Sind vendte sig bort, hun kunde ikke taale at se ham.

Han satte sig ned, og hun begyndte atter at sy; der hrtes ikke en
Lyd, nppe nok deres Aandedrt; de sad saa tavse, som om de var
livlse. Hans Blik hvilede ufravendt paa hende, enten tankelst eller
maaske, fordi der i hendes Ansigt fandtes Spor af Lighed med Barnet.
Hun mrkede Blikket, det brndte hende, hun sad som fortryllet i det
ddstille Vrelse med det stive Blik hvilende paa sig. Da var det,
som om hendes Tanker forvirredes, en nervs Angst overfaldt hende,
hun turde ikke blive siddende der, hun kunde ikke udholde dette. Og
hun rejste sig, hun bad ham med en Haandbevgelse om at lade hende
komme forbi, hun vilde bort, hun led som under et Mareridt.

Da strakte han Hnderne ud mod hende og sagde bedende: Nej, bliv
her! Men hun forstod ham ikke, hun var kun bange, ophidset og syg,
hun holdt afvrgende Hnderne ud som for at forsvare sig og stammede:
Gaa, gaa, lad mig vre fri -- jeg kan ikke taale det -- jeg kan ikke
-- taale at se Dig. Da rejste han sig og forlod hende.

       *       *       *       *       *

Hun gik i Haven; hun erindrede nppe, hvorledes hun var kommen
derned, men hun gik der, frem og tilbage i den lange Lindealle.

Det var bidende koldt Efteraarsvejr, de rde og gule Blade hvirvlede
ned fra Trerne og krummede sig brune for hendes Fod, mrkt og trist
Efteraarsvejr, med Skyer, der drev tungt og lavt som Rg for Blsten,
der susede gennem de hje Trer og raslede i de sammenfgne
Bladbunker. Denne underlige Susen gennem Trtoppene -- den ld frst
fjrnere og svagere, saa nrmere, indtil den brusede dumpt hen over
hendes Hoved og saa langsomt svindende dde hen som med et Suk. Og i
Pavserne hrte man disse fjrne, underlige, klagende Lyde, som
Efteraaret har, der kommer, man ved ikke hvorfra. Naturen gik med
bjet Hoved sin Oplsning i Mde. Hun standsede og saa ud over de de
Stubmarker. Oppe i Luften drog Vildgssene bort i en skv,
uregelmssig Trekant, hun hrte svagt Lyden af deres Skrig. Hendes
Ophidselse havde lagt sig, det var, som om hendes Smerte i hint
jeblik havde naaet sit Hjdepunkt, hvorefter Reaktionen var
indtraadt.

Hun var nu saa blidt srgmodig, flte hverken Had eller Trods, kun en
bittersd Trang til at opgive sit Vsen, smelte sammen med den dende
Natur, hensmuldre med det visne Lv, optages i de tunge, mrke Skyer,
der foer hen over hendes Hoved. Atter og atter droges hendes Tanker
henimod hendes Mand, hun kunde ikke faa dem bort derfra. Hun forstod
nu, hvorfor han var kommen til hende, og, medens hendes egen Smerte
lagde sig som Havet efter en Storm, begyndte hun at fatte hans. O,
hvad han dog maatte have lidt! Og hendes Sind blev stadig bldere.
Naar _hun_ havde srget saa forfrdelig, hvorledes havde da ikke han,
han, som satte hele sit Liv ind paa Drengen. Og hun mindedes langsomt
og ubestemt den Forandring, hans Vsen og hans Ydre var undergaaet.
Han var altsaa kommen til hende og havde bedet hende om Trst; ja, nu
huskede hun det, han havde strakt Armene ud mod hende og bedet hende
blive. Og hvad havde hun saa gjort! Den dybeste Skam og Anger greb
hende. Hun havde stdt ham bort. Ja, hun havde vret syg den Gang,
afsindig, ude af sig selv. Han var kommen til hende, til _hende_,
fortjente hun det? Han havde kun havt en i Verden at henvende sig
til, og han var kommen af sig selv; han havde glemt al Spot, al
Vrede, al Bitterhed, han var kommen og havde bedt hende srge med
ham, og hun havde stdt ham bort. Tusinde venlige Handlinger kunde
ikke have bldgjort hende, saaledes som denne Tanke, at hun havde
gjort ham Uret. Da flte hun sig saa beskmmet, saa lille og ussel,
og hun fik en smertelig Lngsel efter at gre sin Uret god igen,
sige ham, at hun havde vret syg og utilregnelig, men hvorledes
skulde hun gre det.

Hun vandrede frem og tilbage under de sukkende Trer, det blev
mrkere og koldere, men hun mrkede det ikke, for frste Gang i lang
Tid grd hun mildt og uden Trods, grd over sin Svaghed, sin Synd og
sine Fejl.

Hun ventede hele den nste Dag, hun lyttede efter hver Dr, der gik,
efter Fodtrinene i de tomme Korridorer; men han kom ikke. Hun fik
Lyst til at gaa til ham, som han var kommen til hende, men hun turde
ikke. Hun gik nervs og hvilels om i det store Hus, gik forbi hans
Dr, men vovede ikke at gaa ind og vendte kun endnu mere bedrvet
tilbage til sit Vrelse.

Hun ringede og lod Tjeneren fyre op i Kaminen, hun kunde ikke faa
Bugt med de nervse Kuldegysninger.

Er Godsejeren ene paa sit Vrelse?

Nej, Prokuratoren er hos ham.

Tjeneren gik, hun rykkede sig nrmere til Ilden, satte Fdderne paa
Kamingrdet; hun rystede formelig af Kulde. Bjet forover stirrede
hun ned i Flammerne, som legende steg og sank, fangende hendes Blik,
medens Tankerne gled langt bort, bestandig kredsende om det samme.

Hvor hun grne vilde have vret lykkelig! Hvor hun lidt havde
forstaaet at blive det! Var det blot hans Skyld?

Prokuratoren var hos ham, hvorfor? Skrev han maaske sit Testament,
tnkte han paa at d? Hvis han nu dde -- hvis han dde!

Dren blev aabnet, hun foer op af sine Tanker og vendte Hovedet. Det
var ham.

Hun sklvede over hele Legemet. Aa, var det muligt, kom han igen, var
det endnu ikke for sent?

Maa jeg forstyrre Dig blot et jeblik?

Hans Stemme var meget hflig, meget venlig, men hun indsaa det -- det
var ikke den, hun havde ventet.

Det er blot nogle Forretninger.

Hun bjede Hovedet.

Sagfreren er hos mig. Jeg vil skrive mit Testament. Jeg gjorde
nogle Dispositioner, medens Erik levede, men det glder jo ikke mere.
Jeg ved ikke, hvor lnge jeg lever, eller hvor pludselig jeg kan d,
og jeg nsker at sikre Dig vort Gods og Ejendom ubeskaaret. Men det,
hvorom jeg vil sprge Dig er noget andet. Jeg har tnkt at optage en
Prioritet paa 100,000 Kroner i Godset, det er vel omtrent, hvad Eriks
Opdragelse vilde have kostet. Skal vi ikke oprette et Legat deraf,
som kan bre vor Sns Navn? Jeg vilde ndig, at han skulde gaa
sporlst ud af Livet -- som jeg.

Jo -- jo, hviskede hun, men formaaede ikke at tilfje mere; hun
prvede derpaa, men det mislykkedes.

Vi kan senere tale nrmere om Anvendelsen, tilfjede han, det
glder nu blot om at faa Laanet ordnet. -- Undskyld, Sagfreren
venter.

Hun var atter ene. Og hun sad ydmyget af denne Betnksomhed, denne
Gavmildhed, dette Hensyn. Han vilde sikre hende Ejendommen, hel og
ubeskaaren, mod Slgtninges Krav, han frygtede for at d uden at have
srget for hende! Hvad havde hun givet til Gengld? Hun havde fra
frste Frd vret mod ham som en Uven, en Modstander, hun havde
anklaget ham, som om han havde gjort hende Uret. Havde maaske ikke
den meste Uret ligget paa hendes Side? Fra en fattig Pige havde han
gjort hende til sin Hustru, og nu vilde han overdrage hende alt,
hende, der aldrig havde sagt ham et venligt Ord. Og han gjorde det
som noget, der ganske faldt af sig selv. Han vidste ikke, hvor lnge
han levede. Det samme mindedes hun, at Restrup havde sagt, kort fr
han tog sig af Dage. Var det muligt, tnkte han paa at ende sit Liv?
Hvad havde han dog ikke lidt! _Han_ havde maaske heller ikke haft et
glad jeblik hele sit Liv. Han sagde det jo -- var det ikke
forfrdeligt -- gaa sporlst ud af Livet som jeg. Sporlst ud af
Livet! Han nnnede ikke, at hans lille Barn skulde have levet
forgves, sknt han kun blev fem Aar -- men hun da? Hvad Spor vilde
hun efterlade sig? Hvem vilde mindes hende med Sorg, hvis hun dde,
eller savne hende? Hun havde ikke vret noget for nogen i Verden! Og
pludselig stod det for hende i al sin forfrdelige Sandhed: Skylden
har vret Din egen -- kun Din. Dig selv kan Du takke for Tomheden og
Ulykken, der har ruget over dit Liv, det bunder alt sammen i Din egen
forfrdelige Egoisme. Havde hun nogensinde for Alvor sgt at udrette
noget? Hun havde nsket at gre det, saadan i vag Ubestemthed, men
aldrig taget alvorlig fat. End ikke en saadan Ubetydelighed som at
besge sin Moder, kunde hun uden Modvilje bekvemme sig til, sknt hun
vidste, hvilken Glde det var hende. Nu rejste hun sig op, hun gik
heftig bevget op og ned ad Gulvet, og som vaagnet af en Drm saa hun
et Liv bag sig, et Liv af forspildte Dage, gavnlse Gerninger. Men
der var maaske endnu Tid til at udrette noget godt -- og hun gav sig
selv det Lfte, at strbe derefter, saa vidt hun formaaede.

       *       *       *       *       *

Der paafulgte nu Dage, hvor hun med aldrig svigtende Iver sgte og
fandt de Pligter, hun hidtil havde ladet ligge, og hun opfyldte dem
med en feberagtig Frygt for at spilde eller tabe endnu et kostbart
jeblik. Men der var et, hun aldrig overvandt sig til, dette, at gaa
til ham og sone sin Uret, inden det blev for sent. Hun kunde vente
ham med Hjrtebanken, beslutte sig til at tale, men naar jeblikket
kom, tav hun, fordi han var saa rolig, saa hflig, saa lidt
indbydende til Tilnrmelse. Efter den frste Tids Bldhed var hans
klige, afmaalte Vsen kommet tilbage, og sknt hun ikke lngere
misforstod det, holdt det hende dog stadig tre Skridt borte. Hun
strbte da ved smaa Opmrksomheder, som han ikke lagde Mrke til, at
bde paa sin Uret.

Der kom en Mildhed over hende, som hun aldrig fr havde kendt til,
hun troede, at det var Sorgen, den skyldtes, og saa en Dag, hun
vidste selv nppe hvorledes, vaagnede en ny Flelse i hende, strg
hende forbi som et Vaarpust, var borte i samme Nu, men havde vret
der og havde efterladt Anelser og Drmme, underlige, betagende.

Det var en Foraarsmorgen. Hun sad ved sit Vindue og lste om Brdrene
Goncourts Liv, deres inderlige Krlighed til hinanden, deres fulde
Forstaaelse af hinanden, deres harmoniske Samliv og den ubrydelige
Tro, der var Sjlen i det. -- Og den blde Vaarvind strg ind ad
Vinduet og bar med sig Blomsterduft og Lyden af en jvn Sang, en
underlig klagende Melodi, der fyldte hendes Bryst med en berusende
Lngsel efter noget, hun vidste ikke strax selv hvad. Og dog -- tnke
sig, at elske og blive elsket saaledes! Hvilken Rigdom, hvilken
Salighed maatte det ikke vre? Og med Tanken kom der en ny ukendt
Sdme og Fryd: Hun havde en Gang forngtet Krligheden, men i dette
jeblik vidste hun, at den maatte vre til.

Saa tnkte hun paa et fornemt Ansigt med et koldt, forundret Udtryk
-- hun jog Tanken bort, men den havde vret der.

       *       *       *       *       *

Alt gik i Ro igen i det ydre, som om Erik aldrig havde levet. Og dog
havde Barnets Dd medfrt en stor Forandring i hans Moders Liv. Hvor
var nu hendes rkeslse Grublerier, hendes srgmodige Bitterhed,
hendes haablse Livsanskuelse? Hun gik om i sit Hjem mild og stille,
men bestandig beskftiget. Hun tog sig af sine undergivne, af Sognets
fattige og al den Nd og Hjlpelshed, hun saa om sig, men det, der
indgd hende Lysten dertil, forstod hun nppe selv. Paa den anden
Side havde den lille Drengs Dd ladet Faderen tilbage som et Vrag.
Hans Livsaanders korte Opblussen var forbi, Drivfjedren var sprungen,
Johan Banner havde opgivet alt.

Men Forandringen var ikke synlig; de havde i deres Samliv omgivet sig
med en blank Skal af Hflighed og Kulde, og paa den saas det ikke, om
Krnen indenfor begyndte at spire eller smuldre hen. Ensformig gled
Dage, Uger og Maaneder hen, fyldte med Smaaarbejde, Smaaglder,
Smaabegivenheder.

Saa traf det sig en Dag, at Judith kom ind i sin Mands Vrelse for at
hente en Ngle, som havde sin Plads i hans Skrivebordsskuffe. Han
var ikke til Stede, men Skuffen stod halv aaben, i denne ubetingede
Tillid til ethvert Menneskes resflelse, som var ham egen. Han ansaa
Menneskene for at vre Egoister, svage og ulykkelige, men han
forudsatte aldrig, at de vilde lyve, stjle eller bedrage. Hun trak
Skuffen ud og tog Nglen, men opdagede saa i det samme mellem
Papirerne et Fotografi. Hun tog det med lidt Nysgerrighed; det var
Billedet af en Mand. Hun kendte det ikke strax, men lidt efter gik
det op for hende, at det maatte vre Banner. Det var taget i Udlandet
for mange Aar siden i hans smukkeste, hans mest forfljne Dage.
Saaledes havde han altsaa set ud! Det var derfor, Folk havde talt om
hans Sknhed, som hun aldrig havde kunnet opdage. Hun kunde ikke
lsrive sit Blik fra det fine, overmodige Ansigt. Skget havde den
Gang kun dkket hans Overlbe og rbede mere end nu Mundens halv
spottende Smil, dette Smil, som omtrent var det eneste, han havde
beholdt tilbage. Jo lnger hun saa paa Billedet, des bedre forstod
hun hans Liv, forstod, at der havde vret Kvinder, der havde kastet
sig i Armene paa ham, blot for at kunne sige, at de havde vret
elskede af ham, om end aldrig saa kort.

Hun vilde lgge Billedet tilbage paa dets Plads; men saa fik hun
pludselig Lyst til at besidde det. Hvorfor ikke, hun havde jo intet
Billede af ham. For vrigt var dette Billede jo egentlig slet ikke
ham, saaledes som hun havde kendt ham, men det var saa smukt, saa
bedaarende smukt, og hun vilde gerne eje det. Det laa glemt her, han
vilde aldrig savne det. Hun tog da en rask Beslutning, skd Skuffen i
og forlod Vrelset med sit Bytte. Hun tilbragte en uforholdsmssig
lang Tid den Dag med at betragte det og forvisse sig om, at det
virkelig var den Mand, med hvem hun havde vret gift nu snart i syv
Aar. Hun gemte det i sit hemmeligste Gemme den Aften og betragtede
det nste Morgen, fr hun endnu var ganske paakldt. Da de spiste
Frokost, udspejdede hun hemmelig sin Mands Ansigt for der at finde
Lighed med Billedet; den var der ganske vist, men hvor forandret var
han ikke?

Jeg kan ikke fatte, sagde han pludselig, hvem der kan have vret i
mit Vrelse.

Hvorledes?

Hvem af Tjenestefolkene, der har vovet en saadan Uforskammethed.

Men hvad da? Blodet begyndte at stige hende op i Kinderne.

Sagen er i og for sig ligegyldig, men jeg lagde i Gaar et gammelt
Fotografi af mig ned i mit Skrivebord, og i Morges, da jeg
tilfldigvis gennemsgte Skuffen, var det forsvundet. Billedet er
aldeles vrdilst, men jeg ved, jeg har lagt det der, og det viser
altsaa, at der maa have vret en eller anden i mine Gemmer.

Hendes onde Samvittighed lod hende ikke i Ro for den Tanke, at han
anede, hvem der var Gerningsmanden. I sin Forvirring sgte hun at
vinde Tid ved at sprge paa ny.

Har Du fr mistet noget?

Det ved jeg ikke, jeg tnker aldrig derpaa, det var som sagt et rent
Tilflde, der ledte til denne Opdagelse.

Tror Du, at der manglede andet i Skuffen?

Nej, der gjorde ikke. Der laa et Par Signeter og en Ring ved Siden
af, de er ikke borte.

Hendes Forvirring tiltog. Det er ufatteligt; hvem skulde begaa
Tyveri for et Portrts Skyld; for det kan vel ikke vre nogen af
Pigerne --

Han skd hurtig sin Stol tilbage og gik. Det faldt hende ind, at
hendes Ord kunde have indeholdt en Insinuation, hvor lidet hun end
havde tilsigtet det. Hun havde kun talt for at bortlede Mistanken fra
sig selv; men hvor skulde han kunne ane det; han havde ganske sikkert
optaget hendes Ord som en Sarkasme. Og hvorledes skulde hun klare
Misforstaaelsen? Skulde hun gaa til ham og sige ham, at det var
hende, der havde fundet det vrdt at have? Hun syntes, at det var
hendes Pligt -- men saa at mde et koldt, forbavset Blik, hun kunde
ikke overvinde sig dertil. Den Dag og de nrmest paaflgende tog hun
det vel hundrede Gange i Haanden for at udfre sit Forst, men kunde
saa ikke. Tilsidst blev det nsten en fix Ide hos hende, at hun ikke
kunde faa Ro, fr Sagen var klaret. Hun sgte ved allehaande smaa
Opofrelser og Opmrksomheder ligesom at gre Bod derfor, men hendes
Samvittighed lod sig alligevel ikke berolige.

       *       *       *       *       *

Kort fr Jul kom der Indbydelse til et stort Middagsselskab paa
Restrupgaard, som nu var i en anden Ejers Besiddelse. Det skulde
holdes lille Juleaften. Srgeaaret var omme, derfor afslog de ikke
Invitationen, men tog derover. Det var et stort Julegilde, der gaves
i Restrupgaards gamle Sale; alle Egnens rigeste Landbesiddere var til
Stede. Banner var en Slags resgst, det var det frste Selskab, han
deltog i, siden sin Sns Dd, og han var desuden den strste Landdrot
der paa Egnen.

Judith blev frt til Bords af Vrten. Lige over for dem sad Banner;
hans Borddame var en ung Kone paa Judiths Alder, der netop var bleven
gift i dette Efteraar.

Maden var god, Vinen ogsaa. Der blev holdt Taler og drukket Skaaler,
og da det var et jysk Julegilde, blev der naturligvis ikke sparet paa
Drikkevarerne. Det var fine og svre Vine, som ikke undlod at udve
deres Virkning; man spiste, talte og lo, og da Dyrestegen blev sat
paa Bordet, var Munterheden naaet meget hjt. Vrten lod Stegen blive
staaende paa Bordet, Maaltidet var jo Festens Midtpunkt, det maatte
gerne trkkes ud saa lnge som mulig. Han lo og talte mer end nogen
af de andre, han havde drukket private Glas med enhver af de
tilstedevrende, han havde drukket deres Skaal offentlig, og medens
han med jysk Gstfrihed ndte Gsterne, foregik han dem selv med
et glimrende Exempel. Hvorfor ikke slaa sig ls? Hsten havde jo
vret god, og den velsignede Jul stod for Dren, Huset skulde vise
sig i sin fulde Glans. Gsterne maatte prve denne eller hin
Extra-Flaske: Hvadbehager -- den lader sig drikke -- sikken
Bouquet, hvad? Og Gsterne smagte eller lod, som de gjorde det,
thi de mistede til sidst Smagen og skyllede kun Vinen ned med
halvberusede Menneskers Lyst til at blive endnu mere omtaagede. Der
var ikke Tale om Konversation mere. Da den frste Stivhed var
forsvunden, raabte enhver saa hjt, han formaaede. Beretninger om
blankbrune Hingste, Prmietyre, Dyrskuer, Landvsensartikler o. s. v.
udgjorde Broderparten af mnerne. Damerne morede sig lige saa godt
som deres Mnd. De var aldeles ikke forargede over Lystigheden, de
fleste var fdte der paa Egnen og vante til den fra Barndommen.

Men Judith stemte al denne Munterhed til Tankefuldhed, hun blev tavs
i denne Hjrstethed og gennemjoges undertiden af en Kuldegysning,
der bragte hende til at blegne, trods Heden og Ophidselsen. Hendes
gamle Srgmodighed vendte tilbage, om end i en mildere Form. Det
havde altid pint hende at se Mennesker give slip paa deres Vrdighed,
saaledes som disse stjende, raa Vsner. Skulde de virkelig vre
Skabningens ypperste? Den Aandsspnstighed, som skulde kunne bringe
hende til at forstaa den svulmende, overstrmmende, animalske
Livslyst om hende, manglede hun, eller Sorg og Grublerier havde
knkket den. Hun saa rundt paa alle disse Mandshoveder, hvoraf
ethvert milevidt afveg fra Sknhedsidealet, disse skggede Hoveder
med plumpe Trk, tykke Lber, stirrende eller dorske jne,
Fysiognomier, som man kunde fristes til at tro, at Naturen havde
frembragt i en kaad Lyst til at lave Karrikaturer, og som nu tilmed
var oppustede og ophedede af Vinen, Maden, Varmen og den megen
Snakken.

Saa standsede hendes Blik ved et Hoved, kun omgivet af en tynd Krans
graa Haar, men af en paafaldende nobel Form, med en skarp, lige Nse,
dybtliggende, alvorlige jne og en smuk, fint spottende Mund, et
Ansigt, der udmrkede sig ved sin Bleghed og Ro midt imellem alle de
andre, der var saa hede og rde, en Gud mellem en Flok Fauner. Han
talte meget lidt, hverken livlig eller aandrig syntes det, og dog
misundte hun pludselig hans Borddame. Ak, om hun havde hendes Plads,
hun skulde prve paa at faa ham til at smile, eller ligesom skjult i
de andres Stj se at finde Mod til at sige ham -- hvad? Noget
venligt, blot for at opklare Misforstaaelserne og undskylde sig.
Eller blot, ja, om hun blot var en fremmed og kunde begynde forfra,
helt forfra paa en anden og bedre Maade!

Man rejste sig fra Bordet, Herrerne trak sig tilbage for at ryge,
spille Billard, en lille L'hombre, maaske en Smule Hasard. Damerne
blev alene.

Da kom Banners Borddame, en smuk fyldig Blondine, hen til Judith og
sagde med en Livlighed og Fortrolighed, der dels var hende medfdt
dels fremmet af Vinen og den almindelige Oprmthed: Det var Deres
Mand, jeg havde til Bords, ikke sandt? Jeg vilde nppe tro mine egne
ren, da han sagde, at De var hans Frue og havde vret gift med ham i
syv Aar. De ser jo saa ung ud.

Judith smilte svagt; det var frste Gang et Smigreri havde behaget
hende saaledes: Jeg var nppe nitten Aar, da jeg blev gift og --
og, hun famlede efter et Udtryk, min Mand er femten Aar ldre.

Saa meget! Jeg er vistnok paa Deres Alder, men blev frst gift for
et Par Maaneder siden. Min Mand og jeg er lige gamle. Lagde De ikke
Mrke til ham ved Bordet, den smukke, blonde Mand, der sad et Par
Pladser fra mig?

Judith tilstod ikke, at hun kun havde lagt Mrke til _en_ Mand blandt
dem alle.

De maa nu ikke regne, om han i Begyndelsen saa noget gnaven ud. Han
er altid fortrydelig, naar vi skal i Selskab, fordi han saa ikke kan
beholde mig i Fred, siger han; han er nemlig saa forelsket.

Den nygifte Frue rdmede, da hun gjorde denne Tilstaaelse halv koket
halv naivt, og sgte Sympathi i sin jvnaldrendes Ansigt, men hun
fandt nrmest et srgmodigt Udtryk. Da tog Fruen hende om Livet paa
Damers Maner, naar de har Lyst til at vre fortrolige, og fortsatte:
De maa ofte komme og besge os; vi har det saa hyggelig og er saa
glade; vi holder saa meget af Besg, men vi vil helst blive hjemme --
for vi er jo endnu i Hvedebrdsdagene.

Denne Venlighed, denne Fortrolighed berrte Judith forunderlig. Der
var en Tid, hvor hun vilde have spottet den og vist den tilbage,
fordi den vilde have generet hende, men i dette jeblik, da den saa
naturlig, saa uventet venlig strmmede hende i Mde, fik hun en
pludselig Lyst til at tale, til at betro sig til denne Venlighed og
fortlle om sig selv, om sit tidligere triste Liv, om at hun ikke
lnger var haabls eller bitter som fr, at hun ikke lnger troede
paa Egoisme som Livets eneste Drivfjeder, kort sagt tale om hele
denne vidunderlige Forvandling, som hun flte var i Lag med at
foregaa med hende. Hun syntes, at det maatte kunne vkke Genklang hos
denne unge, livsglade Frue, men saa -- da hun prvede paa at tale,
blev hun bange og njedes med at sige: Saa maa De ogsaa besge os --
naar Deres Hvedebrdsdage er forbi i alt Fald.

Aa ja, det vil jeg rigtignok grne. De skal have saadan et yndigt
Hjem, siger man, og De gjr det saa hyggeligt. Ja, er det ikke
dejligt, saadan at gaa og smaapusle hjemme, og vande Blomster og
spille rrende Melodier for sin sentimentale Kledgge af en Mand, og
vre lykkelig ved alt, hvad man tager sig for?

Judith prvede atter paa at tale, at fortlle, at noget af dette
havde hun lrt at kende, men frst for ganske nylig; men inden hun
kunde tale, lagde Fruen sin varme, blde Kind mod hendes og hviskede:

Vi to vil blive Venner, ikke sandt?

Var det virkelig den kolde, tilbageholdne Judith, der hviskede Ja.

Se paa alle disse gamle, kjedelige Damer, er det ikke rdsomt at
skulle spilde en hel Aften blandt dem og kede sig med Anstand. Ved
De, hvad jeg altid trster mig med i et saadant Selskab?

Nej.

Med at tnke paa, at jeg skal kre hjem alene med Theodor. Finder De
det ikke fortryllende at kre hjem med Deres Mand?

Her blev Samtalen afbrudt af Kaffen, som blev budt om, og de fik ikke
Lejlighed til senere at fortstte den. Judith lngtes efter at vre
alene, at overgive sig til sine Drmmerier. Hun forlod det varme,
snakopfyldte Vrelse og gik ind i det nste, der stod tomt. Her var
hverken saa varmt eller saa oplyst. Hun vidste ikke, at dette var
Restrups Studerevrelse, og da hun tog Plads i en Lnestol foran
Kaminen, anede hun ikke, at det var paa denne Plet, Restrup for sex
Aar siden havde drukket sin sidste Flaske Rum. Men som om den afdde
Adelsmands Aand flakkede om paa disse vante Steder, frtes hendes
Tanker uvilkaarlig tilbage til ham. Hun havde en Gang sammenlignet
ham med sin Mand og ladet Sammenligningen falde ud til hans Fordel;
hvor var det muligt. Han maatte jo henregnes til den raa og plumpe
Landjunkertype, der stod saa langt under Banner. Og dog havde han
vret baade smuk og Adelsmand. Det var altsaa dog ikke Adelskabet,
der gjorde det; det var selve Personligheden. Ja, Banner stod i
Virkeligheden over dem allesammen, i _hendes_ jne idetmindste. Og
saa var det hendes Husbond; han havde valgt hende, givet hende
Hustruens Plads ved sin Side, hun blev respekteret af ham som saadan
og ved ham ogsaa af andre. Det var hendes Husbond, og det var med
ham, hun i Aften skulde kre hjem.

Da sagde hun pludselig fast og bestemt til sig selv, at nu skulde hun
gribe Lejligheden og tilstaa sin Uret og bede ham om Tilgivelse.
Medens Mrket skjulte hans Ansigts Udtryk, skulde hun gre Skridtet
og komme til ham. Det var bestemt, der nyttede ingen Udflugter, og
sknt Beslutningen kun hidrrte fra hende selv og kunde forandres af
hende selv, opfyldte den hende dog med en forunderlig Angst. Om en
Time, om 60 korte Minutter vilde Banner lade spnde for, saa fra
jeblikket kommet, saa skulde hun ydmyge sig og bede om Tilgivelse.

Hun vendte tilbage til Damerne; nu var Passiaren livlig, men hun
havde ingen Ro til at deltage i den. Der ld Bulder udenfor, det var
Herrerne, der kom over, endnu hedere i Hovedet af Pousse-Cafeerne,
deres Spil og Disputeren. De talte hjt, lo og skndtes.
Politik, Avlsredskaber, Kreaturer, Bygningsforetagender,
Assurancesprgsmaal, Processer, Vanskeligheder med Tjenestefolkene
blandedes mellem hverandre. Ny Jrnbaneanlg, Vejforbedringer og
Skatteligningssprgsmaal var under Debat, ny Opfindelser
paa Agerdyrkningsfeltet kritiseredes. Ord som Centrifuger,
Radsaamaskiner, Ailepumper, de Lavels Separatorer, Ringtromler,
Halmrystere, summede om ens ren. Men disse Ting kedede slet ikke
Damerne, de kendte til alt dette, og hvis det havde vret muligt for
nogen at skaffe sig relyd, vilde de sikkert med Opmrksomhed have
fulgt de forskellige Meninger. Ogsaa Judith havde i den senere Tid
strbt at faa Interesse for og Kendskab til disse Ting, der hrte
hjemme i den Verden, der omgav hende og vedrrte hendes Mands
Beskftigelse og Livsstilling, men denne Aften kunde hun ikke flge
Debatten med den ringeste Opmrksomhed; alle hendes Tanker samledes
om Banner, der syntes trt og overanstrngt og ikke tog videre Del i
Samtalen. Hun saa, han forlangte sin Vogn, og der gik en forunderlig
nervs Gysen gennem hende. Tjeneren meldte, at der var forspndt,
Banner bd hende sin Arm. Da de havde taget Afsked med Vrt og
Vrtinde, gjorde de en ceremoniel Bjning for det vrige Selskab,
idet de trak sig tilbage. Men ved Dren stod Judiths ny Bekendtskab,
den unge Frue. Hun rakte Judith Haanden og hviskede: De kan sagtens,
men nu haaber jeg ogsaa, at vi snart skal afsted.

Judith og Banner steg ind i deres Vogn, Tjeneren skyggede for det
viftende Lys, bukkede og slog Vogndren i, medens Lyset slukkedes.

De rullede afsted i den mrke, men stjrneklare Frostnat. Ude over de
ngne, frosne Marker saa man hist og her Lyset i en Bondehytte
glimte; det var det eneste Tegn paa Liv, ellers var alt stille, selv
den lette Vogn bevgede sig nsten lydlst henad den jvne, frosne
Vej.

Nu skulde hun altsaa tale. Men hver Gang, hun prvede derpaa, blev
hun bange for at hre sin Stemme i denne dybe, velgrende Stilhed.
Hendes Mand sad ogsaa ganske ubevgelig, hun kunde nppe skimte ham i
Vognens Mrke, han sov ikke, det kunde hun hre paa hans lette
Aandedrag, men han sad sikkert i sine egne Tanker.

Hvorledes skulde hun begynde. Der faldt hende noget ind. Vil Du
ikke ryge? spurgte hun. Hun vidste, at han vilde stte Pris derpaa.

Tak, jeg er bange, det vil genere Dig.

Aldeles ikke, tvrt imod.

Han tvede endnu.

Jeg forsikrer Dig, Du maa saa grne.

Han tog sit Cigaretui frem og strg en Tndstikke. Ved det korte,
strke Lysglimt saa de halv blndede paa hinanden. Han lidt
forbavset, hun noget spejdende og ngstelig. Hun saa hans Ansigt
dukke frem og forsvinde igen i Mrket ved Flammens Stigen og Synken,
medens han tndte Cigaren; men hun formaaede ikke at opfatte dets
Udtryk. Saa slukkede han Tndstikken og skd Vinduet ned. Mrket
indhyllede dem dybere end nogen Sinde.

Du fryser vel ikke, spurgte han, vil Du ikke have min Pels om Dig;
den ligger paa Bagsdet?

Tak, jeg fryser ikke.

Saa blev der atter fuldstndig Tavshed. Hun saa Ilden i hans Cigar
snart glde op, snart fordunkles af den lette Aske. Hun saa den fine,
blaahvide Rg hvirvle i Vejret og trkke ud af Vinduet ud i Mrket og
Kulden, men hun tav stadig. Nu vil jeg tale -- nu -- nej nu, men
hun gjorde det ikke.

Generer Cigaren Dig virkelig ikke?

Aldeles ikke, tvrt imod. Hun var saa fattig paa Ord i dette
jeblik, at hun kun formaaede at gentage de alt udtalte.

Atter Beslutninger om at tale, der lammede Tungen og truede med at
sprnge Hjrtet, hver Gang hun gjorde Forsg paa at udfre dem. Hun
maatte tale, inden det blev for sent -- ak, det var allerede for
sent; den dumpe Lyd sagde hende, at de krte ind i deres egen Gaard.
Hundene gede, de saa oplyste Vinduer, de var hjemme. Lys bevgede
sig gennem Vrelserne, det var Tjeneren, som kom lbende for at tage
mod dem. Men Banner havde allerede aabnet Vogndren og var sprunget
ud, han rakte sin Kone Haanden, hun rystede af Kulde, da den skarpe
Natteluft slog hende i Mde. Da hun vilde stte Foden paa Jorden,
mrkede hun, at hendes Slb maatte vre lukket i Klemme i Dren lige
over for. Men det var for sent, hun havde allerede sluppet Fodfstet,
hun tabte Balancen og faldt over mod sin Mand. Han kastede sin Cigar
og greb hende i rette Tid i sine Arme, saaledes at hun ikke faldt.
Der stod de. Stillingen gjorde dem lige forlegne. Han kunde ikke
slippe hende, og hun kunde ikke rejse sig. Et jeblik fik hun den
Ide, nu at tilhviske ham, hvad hun vilde have sagt ham fr, men nej,
det kunde jo se ud som noget anstillet, en Kasten sig i hans Arme,
og hun tav. Han havde imidlertid lftet hende op i Vognen igen; der
lsgjorde hun med Lethed sin Kjole, og det hele havde varet saa kort,
at hun, da Tjeneren kom med Lampen, steg ud igen uden noget nyt
Uheld. Banner gav Tjeneren en hurtig Ordre om at srge for
Rejsetjet, og fulgte efter Judith ind i Forstuen. Her bukkede han
for hende og nskede hende Godnat.

Saa gik de hver til sit.

       *       *       *       *       *

Hun kunde ikke sove. Tanken om at have vret ham saa nr, uden dog at
vre kommen ham nrmere, satte hende i nervs Bevgelse. Selv den
flygtige og ufrivillige Berring, da han havde opfanget hende i sine
Arme, gjorde hende saa underlig glad og bevget. Hvad var da
foregaaet med hende? Hun gav sig ikke Ro til at undersge det, thi
stadig vendte Tanken om dette underlige Favntag tilbage og
forstyrrede ethvert Forsg paa at komme til Klarhed herover. Hun
vidste kun, at hun flte sig lykkelig, at et nyt Haab paa Livet var
brudt frem i hende, at hun flte sig saa mild, saa glad, saa ung. Saa
dalede endelig Svnen ned over hende, og hun sov ind med Hnderne
under Hovedet, Hovedet bjet tilbage og et Smil paa de halvaabne
Lber.

Hun havde kun sovet kort og meget let, da hun vaagnede op med et St,
som om hun var bleven vkket ved en pludselig, strk Stj.

Alt om hende var mrkt, saa blgmrkt, at hun ikke selv efter nogle
jeblikkes Stirren formaaede at sklne den mindste Genstand. Og saa
var det saa stille, at Tavsheden formelig tyngede hende som en Byrde,
hun ikke kunde afkaste. Hun satte sig overende i Sengen og lyttede.
Ikke en af disse tusinde forskellige, pibende, sukkende, stnnende
smaa Lyde lod sig hre, der ellers om Natten forfrder den, som ikke
kan sove, men ligger og venter paa dem og farer sammen, naar de
kommer. Det forekom hende, at hun var begravet, og hun lftede
uvilkaarlig Haanden for at forvisse sig om, at den ikke stdte mod
noget Kistelaag.

Men i denne dybe Stilhed hrte hun da pludselig som et dmpet Suk
eller en svag Stnnen. Det var ikke Spgelseangst, der bedkkede
hendes Pande med kold Sved, men en Tanke, der slog ned i hende som et
Lyn. Lyden kom fra hendes Mands Sovevrelse, der stdte op til
hendes; hun erindrede i et Nu hans Tale om at d uforudset,
pludselig. Den strke Stj, ved hvilken hun var vaagnet, den pinlige
Lngsel, hun havde haft efter at tale, inden det blev for sent --
han havde skudt sig -- det var hans Ddssuk! Om hun selv havde
vret Vidne dertil, kunde hun ikke have flt det med strre,
rdselsfuldere Vished. I det jeblik han holdt hende i sine Arme,
havde han hemmelig taget Afsked med hende. Grunde og Beviser mylrede
frem, hun formaaede ikke at bekmpe dem eller bringe dem til Tavshed.
I Selskabet i Aften havde han vret saa stille og alvorlig; og
desuden, var det ikke Bevis nok, at hun var begyndt at haabe, endnu
havde jo aldrig noget af hendes Haab faaet Lov til at leve, knuste
vare de blevne et efter et. Tusinde Smaaomstndigheder, der syntes at
have maattet advare hende, dukkede ukaldede frem, Varsler og Anelser.
De havde vret i det Hus, hvor Restrup for sex Aar siden bervede sig
Livet; Banner havde for to Dage siden vret i Byen og talt med sin
Sagfrer; han havde den foregaaende Dag haft den Palisanderkasse
fremme, hvori han gemte sine Pistoler, hun havde set den paa hans
Skrivebord. Alt dette jog hende gennem Hovedet, medens hun lyttede
efter en Gentagelse af Lyden.

Tilsidst blev Tilstanden hende utaalelig. Hvis hun nu havde gttet
rigtig, hvis han nu laa dd der inde, ti Skridt fra hende! Der
overfaldt hende en saa ddelig Rdsel, at den et jeblik forvirrede
hendes Tnkeevne. Hun maatte have Vished, og naar hun da saa ham dd,
vilde hun kaste sig over ham, og bede om Tilgivelse, selv om han ikke
lnger kunde hre det, og saa -- saa, hun kunde ikke tnke videre.
Hun famlede efter Svovlstikker, hun strg den ene af efter den anden,
men de slukkedes i hendes rystende Hnder. Endelig fik hun tndt en
Lampe, der stod ved hendes Seng, en lille antik Lampe, der hang i
tynde Kder, som en Hejre holdt i sit Nb. I Spejlet lige over for
saa hun sig selv sidde oprejst i Sengen saa ligbleg, som om det var
hende, der var den dde, et flygtigt Indtryk, der slog ned i hendes
Sind, som slige Indtryk tidt gr i et Angstens jeblik.

Hun gjorde sig ikke Rede for, hvad hun egentlig vilde. Hun stod ud af
sin Seng og gav sig kun Tid til at stikke Fdderne i et Par smaa,
tynde Morgensko. Saa greb hun Lampen, og sklvende af Kulde og Angst,
med klaprende Tnder og rystende paa Haanden gik hun til Dren, der
frte til hendes Mands Sovevrelse. Den var lukket af; hun drejede
Nglen om og foer sammen ved den Stj, det gjorde. Hun aabnede Dren
lydlst og traadte ind. Hun havde ikke vret der siden hin Nat, da
Barnet dde. Alt var uforandret, den tomme lille Seng stod endnu ved
Siden af Banners. Der var saa stille. Hun hrte intet Aandedrt, kun
sit eget bankende Hjrte. Hun listede sig nrmere som et Spgelse,
hun vovede nppe at skaffe sig Vished -- ak, der laa han med Ansigtet
vendt opad, bleg og stille, men -- men -- Du naadige og barmhjrtige
Gud vre lovet! -- rolig sovende, ikke dd.

Da overvldedes hun af en ubeskrivelig Glde, det var hende, som om
en stor Fare var overstaaet. Hun bjede sig over Sengen med Lampen i
Haanden -- som Psyche over Amors Leje -- tnkte hun med et svagt
Smil. Ja, han var smuk, som han laa der, med det regelmssige Ansigt,
hvori Sorgen havde tegnet saa dyb en Skrift, med det smertelige Trk
om Munden, med de lukkede, dybtliggende jne, om hvilke Skyggen
tegnede en mrk Rand! Men hvor lnge havde hun ikke vret om at
opdage det! Hun lod sig sagte glide ned paa Gulvet foran Sengen. Hans
Haand laa ud over Sengekanten, hans fine, magre Haand; hendes Lber
nrmede sig til den, og hun kyssede den sagte, medens hun hviskede
som et Barn: Aa, vr ikke vred paa mig, tilgiv mig al den Uret, jeg
har gjort Dig. Hun blev bange for at han skulde vaagne, hun rejste
sig hurtig; men han sov dybt og uforstyrret, som et Barn gr det, der
intet har at angre eller frygte, eller som en Mand, der intet mere
har at haabe eller nske. Endnu et langt Blik paa hans i Svnen
fredelige og milde Ansigt, saa forlod hun lydlst Vrelset; Nglen
blev atter drejet om, Lampen slukket, og saa kastede hun sig paa sin
Seng.

Da rakte hun Hnderne op som til Bn, og hviskede jublende, med
ubeskrivelig Fryd i sin Stemme: Nu ved jeg det! Det er kommet, jeg
elsker. Himlen vre lovet, jeg elsker for frste og eneste Gang i mit
Liv. Krligheden er til, jeg fler den; den gennemstrmmer hele mit
Vsen, den gr mig lykkelig og god. Jeg troede ikke paa den, men nu
tror jeg, thi jeg elsker, jeg elsker!

Hun tog sin Hovedpude i sine Arme og knugede den til sig: Jeg elsker
-- elsker! Hrer Du, nu i denne Stund er det kommet, og har fyldt mig
med en ubeskrivelig, usigelig Lykke.

Nej -- det er dog ikke nu, det er kommet. Jeg har elsket ham lnge,
skjndt jeg ikke vilde det, men hvor lnge?

Hun gik tilbage, flgende den ny Strms Spor. Var det fra den Gang,
vi mistede Erik, da jeg saa ham bjet, saa ham lide og dog ikke
klage? Nej, det var lnge fr. Og saa fandt hun ud, at hendes Sorg
og Livslede, hendes Forladthedsflelse og Forbitrelse, hendes
Misundelse, ja selv hendes Had og Haardhed, det havde vret Krlighed
alt sammen, eller skyldtes hendes Krlighed. Hun havde elsket ham,
ja, uden at vide det, fra den frste Gang, hun saa ham. Da var Fret
i hendes Sjl, som Tanken paa ham havde saaet, begyndt at spire, og
det havde saa kmpet sig frem under Jorden i Mrke og Fortvivlelse, i
Lngsel og Savn, gennem stenet Grund og soltrret Muld. Ustandselig
havde hendes Krlighed banet sig Vej, og da saa Sorgen havde bjet
hende og Angeren grebet hende, og da hun erkendte sin Uret og Brde,
da var den brudt helt frem, voxende strkere og strkere, til sidst
helt overskyggende hende -- nu saa hun det. Og hun flte, hvorledes
den forlenede hende med en Styrke, som hun endnu aldrig havde kendt,
hvorledes den ligesom genfdte og omskabte hende, og ikke lod den
mindste Del af hendes Vsen uberrt. Og hun, der havde srget over
sin Kulde, der havde troet sig ude af Stand til at elske og havde
tvivlet om Krlighedens Tilvrelse, hun overgav sig nu jublende til
den.

Og hun ynkedes over sin tidligere Tilvrelse, hvor hun havde brugt
alle sine Krfter til at trodse, stride imod og lide. Hvilken Taabe,
hvilket stakkels lykketrstende, ulykkeligt Menneske havde hun dog
ikke vret. Men nu var Kampen forbi -- ogsaa hun var omsider kommen
til den solvarme Plet, hvor al Smerte og Strid var endt, hvor hun
rolig turde hvile ud i Lykken og Lyset.

Og hun sov atter ind for ikke mere at skrmmes op af sin Hvile.

       *       *       *       *       *

Hun kldte sig omhyggelig paa nste Morgen og betragtede sig nje i
Spejlet. Var hun ikke begyndt at blive gammel og styg? Nej, hendes
jne var endnu klare, og Sorgen havde ikke gravet sine Furer i hendes
Ansigt; hun havde aldrig vret saa glad over sin Sknhed som nu. Hun
lb ned ad Trappen til Spisestuen, hun nynnede sagte, da hun lavede
Kaffen og ristede Brdet. En lille Angst paakom hende; maaske han
vilde spise Frokost paa sit eget Vrelse, og hun lngtes dog saa
meget efter at se ham, at hre ham tale, om end nogle ligegyldige
Ord.

Der kom han. Hun turde ikke se op paa ham for ikke at rbe sin
Bevgelse.

Befinder Du Dig vel? spurgte han, idet han tog Koppen af hendes
Haand, som det, at han var hende nr, bragte til at sklve.

Tak -- jeg har det godt.

Han drak sin Kaffe i Tavshed, og hun ledte om et Par ligegyldige Ord
at sige, uden at kunne finde nogen.

Hun rakte ham Brdbakken, hans Haand berrte hendes, og hun rdmede
-- taabeligt! for Aar siden havde hvert af hans Krtegn oprrt hende,
og nu -- hvor havde det for Resten vret muligt?

Tillader Du, at jeg ser min Post?

Grne.

Han foldede Avisen ud og gennemlb den hurtig; derefter kom Turen til
Brevene; de blev aabnede og flygtig gennemsete; kun et lste han med
synlig Interesse og lo endog saa smaat et Par Gange under Lsningen.

Hun saa forundret paa ham.

Det er et Brev fra Komponist Hellman, som jeg traf i Rom og Paris.
Jeg har vist fortalt dig om ham. Vi blev den Gang meget gode Venner.
Senere har jeg et Par Gange bedt ham om at besge mig i Sommertiden,
sidst for nogle Aar siden, da jeg traf ham i Kbenhavn. Han lovede
det ogsaa, men kom aldrig. Nu skriver han, at han i Henhold til min
Indbydelse vil gste os, og -- ja, han er en pudsig Fyr, han skriver
-- ja, Du kan jo selv lse det.

Han skd Brevet over Bordet til hende. En ljerligere Skrift havde
hun aldrig fr set; Streger og Klatter mellem hverandre, overstret
med en utrolig Mngde Sand, der fik dem til at tage sig ud som smaa
piggede og vortede Dyr. Hun skd det fra sig igen: Jeg kan ikke lse
det.

Naa, det er sandt. Hellman bruger Fjerpen og strr Sand paa; jeg
husker nok hans billets doux. Indholdet er i Korthed: Da Du altid
har anmodet mig om at besge Dig om Sommeren, har jeg faaet den Ide,
at der vist maa vre noget aparte rart ved Vinteren, som Du ikke
under mig. Derfor agter jeg nu at inspicere din Herregaard ved
Juletid. Jeg er bleven meget slunken af vor elendige kbenhavnske
Kost og trnger til at faa noget med af Eders Fedekalve. Da min
Besgelses Kapital er bleven opsparet i saa mange Aar, faar Du nu
foruden Hovedsummen, som er mig, Renterne i Form af en lille Nev,
som jeg tager med mig. Han siger, han vil tegne nogle af Dine gamle
Sager i Egenskab af Arkitekt og Oldgransker; men det er kun et
Paaskud. Han vil gre Ravage blandt de jyske Piger, og jeg beder Dig
derfor snarest mulig afskedige, hvad Du har af knne Fruentimmer paa
Gaarden. Jeg formelder min og hans dybeste Respekt for Din unge Frue,
hvem det srlig skal glde mig at gre Bekendtskab med. Hvis Du ikke
vil have os, bedes Du skrive Afbud med omgaaende, da vi rejser fra
Kbenhavn i Morgen. Din hengivne o. s. v. -- Det vil sige, antager
jeg, at de kommer i Morgen. Er Gstevrelserne til Haven i Stand?

Ja. Hun var lidt fortrydelig ved at skulle modtage fremmede just
nu. Hun havde nsket at vre ene med ham netop nu, men han var
aabenbart meget oplivet.

Hellman vil stte Liv i Huset, det glder mig ogsaa for Din Skyld;
Du trnger til Adspredelse.

Aa nej, hvorfor det? Jeg er meget tilfreds med det, som jeg har
det.

Han saa rask op paa hende ligesom forbavset. Hun vendte sig bort.

Det er sandt, det er jo Juleaften i Aften. Du har vel ikke noget
imod at gaa med mig i Kirke, som vi plejer?

Hun svarede hurtig nej, og han forlod Stuen.

       *       *       *       *       *

Det var Skik, at Godsherren Juleaften var til Stede i Kirken. Det
havde rigtignok tidligere ogsaa vret Skik, at Herskabet var der hver
Sndag; men siden Banner var kommen hjem fra Udlandet, gik han kun i
Kirke en Gang om Aaret, nemlig Juleaften. Han syntes ikke, at han
helt vilde bryde med den gamle Skik, der af Bnderne nsten
betragtedes som Lov og Ret.

Det blev en kold, stjrneklar Frostaften, og Vejen over til Kirken
laa hvid og blank i Maaneskinnet. Judith stod ved Vinduet og ventede
paa sin Mand, frdig til at tage afsted.

Han kom ind i Spaserepels: Har Du noget mod at gaa til Kirken?
Kusken kan saa ogsaa komme med.

Nej, slet ikke, svarede hun smilende og vendte sig om mod ham.

Hun saa, at han var bleg og nervs. Han betragtede denne
Julegudstjeneste som en Tortur, en Komedie, han skulde spille til
bedste for andre, og det pinte ham som en Ydmygelse. Hun forstod det
saa godt, men hun turde ikke berre Sagen.

Da de stod paa Trappen, dukkede Tjeneren op bag ved dem.

Hvad vil De? spurgte Banner i en mod Sdvane opfarende Tone.

Fruens Tppe, stammede Manden; jeg skulde bre det, mente jeg.

Det behves ikke, sagde Judith hurtig. Jeg kommer vist ikke til at
fryse.

Jo, der er for koldt, sagde Banner atter rolig. Men De skal ikke
flge med. Giv mig Tppet.

Det var aldrig hndet fr, og den ubetydelige Opofrelse fra hans Side
rrte hende.

De gik sammen ned ad Vejen. Klokkerne kimede festlig ned mod dem fra
Kirketaarnet, strkt og klangfuldt ld Tonerne ud i den stille, kolde
Aften. Der straalede Lys fra Kirkeruderne, og henne ved Indgangen
trngtes Folk allerede for at komme ind.

Da de naaede Kirkegaardsporten standsede Banner, frte ligesom
uvilkaarlig Haanden til Panden og sagde i en Tone, der formelig
dirrede af Nervsitet: Gid det var overstaaet!

Nu veg Mngden til Side for dem; der hilstes rbdig og mumledes
mangt et gldeligt Jul. Banner gik med Hatten i Haanden gennem den
nysgerrige, ventende Flok.

De gik op gennem Kirken, der var straalende oplyst; thi det var en
gammel Ret, at dette bekostedes af Godsejeren. De naaede de verste
Stole med det adelige Vaabenskjold malet paa Dren, hvor Bnkene bar
Spor af forhenvrende unge Banneres ringe Andagt under Gudstjenesten
i Form af udskaarne Hjrter med deres og deres udvalgtes Navnetrk,
eller Damspil, afridsede paa Sderne. Langs de ngne Mure hang
Votivtavler med plumpt udskaarne Egetres Rammer, fremstillende
Giveren og hele hans Familie, Fader og Moder i Midten, tolv--fjorten
Brn i nedadgaaende Strrelse til begge Sider og de dde Brn
liggende foran i deres Jordelin. For vrigt var Kirken meget
tarvelig; dog havde den et udmrket Orgel, som gamle Erik Banner
havde bekostet for at gre sit til at fremme Gudsfrygten hos
Menigmand.

Banner havde sat sig tilbage i Stolens inderste Krog, som for at
unddrage sig de andres Opmrksomhed; men Judith sad helt ude ved
Midtgangen og saa op mod Alteret, der straalede af Lys. Hun indsugede
den festlige Stemning og fyldtes af en ubeskrivelig Taknemlighed og
Glde.

Banner sad sammenbjet i smertelige Tanker. Her havde han siddet som
Dreng, stolt som en Prins med Verden liggende aaben for sig, her
havde han siddet med sin unge Brud, fuld af Forhaabninger om Lykke,
her havde han -- smerteligst af alt -- for to Aar siden siddet med
sin lille nysgerrige, glade Dreng.

Da nu Orgelet pludselig brd ud i den gamle jublende Julesalme, gik
der som et St igennem ham, han blev saa overvldet, ikke religist
men nervst, at han kunde have grdt hjt. Men han tvang sit oprrte
Sind til Ro; thi ikke for alt vilde han give efter i sine undergivnes
Nrvrelse. Lyset, Sangen, Orgeltonerne vltede som Blger ind over
ham, han bjede Hovedet og led resigneret. Et Barn er fdt sang de
jublende. Ja, hvor forstod han ikke den Glde, disse Ord indeholdt,
men endnu bedre Spaadommen til Marie: Ogsaa Din Sjl skal et Svrd
gennemtrnge.

Men i Judith genfdtes al den Glde, de sang om; for frste Gang i
mange, mange Aar holdt hun virkelig Gudstjeneste og takkede Gud for
al den Lykke, som var fdt i hende.

       *       *       *       *       *

De gik hjem sammen, hjem til deres ensomme Hus, aldrig saa ensomt for
ham som netop en saadan Aften. Da Folkene efter gammel Skik havde
faaet deres Gaver og sagt Tak, sad de to ene sammen, medens Gildet
og Lystigheden fandt Sted i Borgestuen. Hvor tomt, hvor tomt det
hele!

De gav hinanden Gaver. Hvor betydningslst, da de ikke kunde give
hinanden noget, som de ikke selv kunde kbe sig, da de ikke kendte
hinandens nsker, ja, nppe havde nogen. Og dog syntes Judith denne
Aften, at hans Gave var et Tegn paa Velvilje og Opmrksomhed.

Hun mindedes, hvorledes hendes Moder ved saadanne Lejligheder var
gaaet hen og havde kysset sin Mand til Tak, som den naturligste
Handling af Verden. Hun havde ikke turdet gre det, nej, ikke om det
saa gjaldt hendes Liv. De sad tavse sammen den lange Juleaften. Hun
mrkede ikke Trykket saaledes som han; thi hun var glad over hans
Nrhed, glad ved at se ham og indaande samme Luft som han. Men Banner
var knuget af denne Tavshed og Ensomhed; Tanken om, at de nste Dag
vilde faa Gster, kom som en hel Lettelse.

Saa fik han en Ide; han foreslog et Schakparti.

Han var Mester i Spillet, det eneste han i det hele taget brd sig om
at spille. Hun spillede ikke daarlig, men var dog ikke i Stand til at
vinde fra ham. Det havde derfor tidligere vret hende imod, naar han
foreslog et Parti; thi der var noget deprimerende, ja formelig
ydmygende i bestandig at tabe. Men denne Aften var Forslaget hende
krkomment.

Spillet interesserede Banner. Han plejede at lgge sin Plan i
Forvejen og gennemfre den med stor Overlegenhed. Hun spillede just,
som han nskede det, godt nok til at gre ham Modstand, daarlig nok
til aldrig at kunne delgge hans Planer. Naar han havde omringet
hende, bragt hende i den Stilling, han nskede, tilintetgjort hendes
Forsvar og saa til sidst styrtede sig over hende med sit Mat! kunde
han triumfere et jeblik, men saa higede han kun efter at begynde for
fra. Hun havde hadet denne Methode, hans Sikkerhed og Triumf havde
altid fr irriteret hende, men denne Aften var det hende en
Tilfredsstillelse at lade sig overvinde, at anerkende ham som den
overlegne.

De spillede i Tavshed, man hrte kun Banners Schak! -- Madame! og
hans sidste Mat! Saasnart Spillet var forbi, stillede han Brikkerne
op til et nyt; hans Spillelidenskab var vaagnet, og Timerne gled.
Uformrket forlb Julenatten og de spillede stadig. Men til sidst
blev Judith trt; hun havde kun sovet lidt forrige Nat, og nu var
Midnat lngst forbi. Den uafbrudte Anspndthed, de frugteslse Forsg
paa at forsvare sig, havde udtmt hendes Krfter, og Glden ved at
vre ham saa nr og dele hans Beskftigelse var vegen for en
svimlende Trthed.

Klokken slog fire, da han stillede et nyt Spil op.

Hun rbede ved intet Ord sin Trthed, men da hun skulde flytte
Bnderne ud, rystede hendes Haand. Hans Blik opfangede det og gled
fra Haanden op til hendes Ansigt; hun var bleg og saa meget anstrngt
ud. Da trak han hurtig sit Uhr op og saa studsende paa det.

Er det muligt, er Klokken virkelig fire? Tilgiv mig min
Hensynslshed, og med lidt Anger over sig selv og Beundring for
hende tilfjede han: Tiden er gaaet saa behagelig, det maa vre min
Undskyldning. Han havde slaaet Schakbrttet sammen og rejst sig op;
han rakte hende nu Haanden til god Nat.

Tiden er ogsaa gaaet behagelig for mig, sagde hun sagte.

Maa jeg takke! -- han bjede sig hflig -- ogsaa for Din
overordentlige Taalmodighed.

God Nat, og gldelig Jul! tilfjede han smilende, vi har jo
allerede Julemorgen.

Et lidt fastere Haandtryk, et nyt Buk, saa trak han sig tilbage.

       *       *       *       *       *

Komponist Hellman og hans Sstersn ankom virkelig den flgende Dag.
Den frste var en korpulent Mand med et muntert, spillende Udtryk i
Ansigtet, langt mrkeblondt Haar, paa Kunstnervis strget bag rene
og et stort Skg. Hans frste Entre satte Judith i ikke ringere
Forbavselse end hans Brev, thi saa snart han var sprungen af Vognen,
omfavnede han Banner i Kuskens og Tjenerens Nrvrelse -- Banner
fandt sig noget forlegent i denne Venskabsytring -- og derpaa hilste
han hende som en god gammel bekendt, hvem i Grunden kun sregne
Omstndigheder havde forhindret i at blive dus med.

Naa, Johan, gamle Dreng! Saa er Du da her tjret til den nydeligste
Tjrepl af Verden og paa den knneste Grsgang, man kan nske sig.
Og De, Frue, har De nu ogsaa faaet ham vel dresseret? De kan tro, han
var en forfljen Fyr i sine unge Dage. Ak ja -- det var den Tid, man
selv var en slank Yngling, og han skottede mistrstig ned ad sin
runde Person. Maa jeg prsentere min Nev, en net lille Duodezudgave
af Menneskeheden -- hvad behager? Og han slog sin Nev paa
Skulderen, hvilket var alt, hvad han kunde naa, thi August Strm,
Duodezudgaven af Menneskeheden, manglede kun lidt i de tre Alen og
ragede et godt Stykke op over sin lille Onkel.

Han var et usdvanlig smukt Menneske med en prgtig Figur, krllet
brunt Haar, og en lang Knevelsbart, med et livsglad, nsten
overmodigt Udtryk i de mrke jne, med Sundhed, Ungdom og Styrke i
enhver af sine Bevgelser. Han ligner saadan en ung grsk Halvgud,
plejede den beundrende Onkel at sige.

Det i Former og Ceremoniel stivnede gtepar reves med, i Begyndelsen
vistnok lidt modvillig, af deres Gsters Munterhed.

Naa Du, vi skal vel have noget at spise strax -- hvad Johan? Men
endelig noget bedre, end da vi sidste Gang spiste sammen i Paris --
husker Du? Spegeplse og sur Champagne. Naa, Frokostbordet er dkket.
Vel min Ven, jeg vil ikke haabe, nderne ere brndte?

Disse sidste Ord var henvendte til Tjeneren, som havde al sin
Velopdragenhed ndig for ikke at rbe sin Forbavselse.

Kom Johan, lad os to gamle gaa i Spidsen, saa kan de unge flge bag
efter. Og Komponisten greb Banners Arm og trak ham med sig, medens
Arkitekt Strm, der aldeles ikke var misfornjet med Arrangementet,
fulgte efter med Judith.

Husker Du, hvad Du sagde i Paris. Da svor Du paa, at Du aldrig vilde
gifte Dig. Men jeg var syv Aar ldre og meget klogere, og jeg sagde:
Lyt til en ldre Herres Ord, Du bliver fanget Johan og lagt i
Krlighedens Rosenlnker. Naa, hvem fik Ret? Det er godt og vel otte
Aar siden, og hvor lnge har Du nu vret gift?

Syv Aar.

Haha, syv Aar, det er brillant! Saa er det otte Aar siden, han
forelskede sig, det vil sige samme Aar, som han svor paa, at han
aldrig vilde gifte sig, men for bestandig forsage Kvinderne. Naa
Johan, skammer Du Dig?

Nej aldeles ikke, svarede den tiltalte.

Du har for Resten forandret Dig meget. Hvor er de sidste Lokker
blevne af, og hvorfor Fanden pudrer Du Dig. Du er jo ganske melet i
Skgget og i de tre Haar, hvormed Du endnu smykker Din Isse.

Det sidder fast, sagde Banner med et Smil og strg sig om sit
graanende Skg.

Da skulde jeg dog ikke haabe, at det er Din Frue, der stter Dig
graa Haar i Hovedet -- eller Skgget maa man vel sige.

Nej paa ingen Maade. Men, fortsatte Banner alvorlig, Du ved
maaske, at jeg har mistet en Sn.

Ja -- ja, sagde Hellman med pludselig Alvor. Det vidste jeg og
burde have tnkt paa. Naa, hvad Tabet angaar, saa kan det vel --
Resten forsvandt i en Brummen.

Banner skd sin Stol tilbage og nskede sine Gster vel bekomme!
Dermed blev al videre Diskussion afbrudt. Tiden fr Middag lagde
Hellman fuldkommen Beslag paa sin Vrt og overlod sin Nev til Fruen.
Herover flte August Strm sig dog ingenlunde tilsidesat. Han fandt i
hende en velvillig om end temmelig tavs Tilhrer, dog kunde hun
undertiden sige et og andet, der rbede en hos Kvinder usdvanlig
Smag og Interesse for Kunst, og Strm var henrykt, ikke mindst dog,
fordi han i hende syntes at have truffet en af de sknneste Kvinder,
han nogen Sinde havde set.

Middagsbordet forhjede hans glade Stemning, og da man drak Kaffe i
Dagligstuen, gjorde hendes Nrvrelse ham nsten begejstret
veltalende.

Hold nu Din velsignede Mund et jeblik, ld da Hellmans muntre
Stemme, for nu vil jeg spille. Og uden videre Indledning satte han
sig til Instrumentet og begyndte at spille. Flygelet var godt og
nylig stemt, men det blev aldrig benyttet. Der var derfor i
Begyndelsen noget haardt i Klangen, men da Hellman pludselig, efter
at have ligesom stiftet Bekendtskab med det, anslog de frste mgtige
Akkorder i Ouverturen til Don Juan, tabte al Skarphed sig, og
Mozarts herlige Musik brd som et brusende Vld af Toner frem under
hans vede og kraftige Hnder. Nu var han ikke lnger den joviale,
gemytlige Tyksak, men den af sit mne helt opfyldte Kunstner, og
medens han aldeles glemte sine Tilhrere, tvang han dem ind under sit
Spils Fortryllelse.

Judith laa tilbagelnet i sin Stol. Hun mrkede, hvorledes Musiken
berusede hende og rev hende med sig, og hun overgav sig modstandsls
til sin Krlighed, ikke blot med Hjrtet, men med Sanserne. Hun
droges til ham, den livstrtte Mand, ikke blot med Tankerne, men med
hele sit Vsen; var de i dette jeblik blevne alene, havde hun ikke
formaaet at staa imod, hun havde kastet sig for hans Fdder og
tilstaaet ham den Krlighed, der betog hende. Men bag hendes Stol
stod August Strm, opfyldt baade af Musikken og den sknne Kvinde,
han stod hos, og ved Flygelet sad Komponisten, der slet ikke syntes
skikket til at forsvinde i et Aandesyn.

Banner havde lnet sig fremad, hans Arme hvilede paa hans Kn, under
de halvsnkede jenlaag sgte hans Blik Judith; han mrkede, at der
var noget i Vejen med hende, at hun ligesom var nervs eller ude af
Ligevgt, og han undrede sig over, hvad der vel kunde vre Grunden
dertil.

       *       *       *       *       *

Da Hellman og Strm om Aftenen traadte ind i deres flles Dagligstue,
som laa mellem deres Sovevrelser, fandt de den opvarmet og oplyst.
Dette fristede dem til at slaa sig til Ro endnu en Times Tid for ved
Cigaren at drfte Dagens Indtryk.

Det forbavser mig, sagde Strm, at finde noget saa vidt
forskelligt fra, hvad jeg havde ventet. Er det virkelig den
Fusentast, Du har omtalt for mig. Han er jo saa stiv, at han ikke en
Gang kan t op i godt Selskab.

Ja, han har forandret sig meget, men det forbavser egentlig ikke
mig. Midt i al Vildskaben var der noget af denne Stivhed i ham ogsaa
den Gang, og i den sidste Tid, vi var sammen i Udlandet var jeg
egentlig den eneste, han omgikkes. Og heroppe maa da ndvendigvis
sligt udvikle sig; i de smaa, spidsborgerlige Forhold har han maaske
fundet det rigtigst at hylle sig i sin Vrdighed for at holde Folk
tre Skridt fra Livet.

Nej, maa jeg saa bede om Fruen, og hun har nsten overrasket mig
endnu mer. Husker Du Frken Blight? Hun har kendt Fru Banner i hendes
Pigedage og syntes, at hun var temmelig ubehagelig og egentlig slet
ikke smuk.

Hellman havde strakt sig magelig tilbage i en Lnestol, men ved
Strms Ord rettede han sig og brd ud i sin sdvanlige muntre Latter.

Naa, saa Du vil vre Kender af Kvindehjrtet, August? Frkenens Ord
tydede jo netop paa, at Fru Banner var smuk. Det ene Fruentimmer vil
jo aldrig erkende det andets Sknhed. Frken Blight har Teint som en
Reseda, flgelig ynder hun ikke varme og blde Farver, hun har gult,
glat Haar opsat  la chinoise, altsaa finder hun et lokket,
brungyldent Hoved skrkkeligt; hendes jne minder mig om sammenlben
Mlk, hvor skulde hun saa kunne paasknne Fru Banners, der jo kan
modne sure Stikkelsbr ved et eneste Blik. Nej, jeg kunde nok tnke,
at hun var smuk, Banner har altid haft en god Smag.

Ja, ikke sandt, udbrd Strm, hun er henrivende, har Du set hendes
Nse og hendes Hage, og sikken Figur!

Min kre, det er lidt vanskeligt at overse saa vigtige Legemsdele
som en Nse eller en Hage, med mindre de da skulde mangle; men for
vrigt, Du har virkelig Ret, hun er -- ret net! Og Komponisten brast
paany i Latter.

Hun er uforlignelig. Men hr, tror Du, at de lever godt sammen? Der
er saadan en forunderlig Kulde mellem dem.

Min hjtelskede Nev,, svarede Hellman, jeg har observeret, at
naar Du opdager ulykkelige Forhold mellem gtefolk, er Du grne
charmeret i Konen. Er Du maaske allerede leveret?

Aa, Snak! Men det var da ikke saa underligt, om hun var bleven ked
af denne blaserede, ci-devant Rou, Gud ved, om hun overhovedet
nogensinde har vidst, hvad det er at elske.

Naa! Du havde maaske Lyst til at lre hende det. Men det skulde Du
for Resten vre lidt varsom med, min Dreng. Banner er ikke til at
spge med i det Kapitel, og det kunde jo ogsaa nok vre, at Du ellers
kom til kort, naar Du prvede paa at gre ham overfldig. Han var
altid en farlig Mund for Kvinderne.

Maaske for ti Aar siden.

Ak, min Ven, sligt ophrer aldrig.

Vil Du virkelig paastaa, at denne visne, magre, skaldede Mand -- --

Undskyld, at jeg afbryder Din smukke Beskrivelse. Man skulde
virkelig ikke tro, Du var Arkitekt; Du mangler jo aldeles Blik for
Yderlinjer. Maa jeg gre Dig opmrksom paa, at ihvorvel han ikke har
Din Garderhjde og Dine Bjrnekrfter, er han elegant og smukt
skabt, hans Hovedform er klassisk, hans Trk fine -- han er mindst
lige saa smuk som sin Hustru.

Uh, kan vi nu ikke blive fri for den Slags Overdrivelser?

Og hverken Du eller jeg kan bengte eller har engang Ret til at
betvivle, at Fru Banner elsker sin Mand; han er af det Slags
Mennesker, man ikke kan gaa ligegyldig forbi. Paa den anden Side ved
Du ikke, hvad Skade det uskyldigste Kurmageri kan afstedkomme i et
Forhold som dette, og Banner fortjener at vre lykkelig i sit
gteskab; thi han har ikke kendt meget til Lykke inden det.

Hvad for noget! Har han ikke kendt til Lykke -- han, som har vret
baade rig og smuk og begavet, af god Familie, uafhngig o. s. v. Det
var ellers en underlig Skbne til at gre en ulykkelig!

Aa, Du ved slet ikke, raabte Hellman pludselig heftig og sprang op,
hvori Ulykken ligger. Vi, Du, jeg, Fru Banner ogsaa, vi er unge, jeg
mener ikke Aarenes Ungdom, men vi hrer til en ung, levedygtig Slgt
og Stand; vort Blod lber rask, vort Mod grnser til Overmod, vort
Liv er Forhaabning. Men han hrer til en ddsdmt Slgt, der _har_
levet og nu kun har sin svundne Storhed at leve paa. Naar en Stand
eller en Tidsalder gaar under, saa kommer der saadanne Fremtoninger
som Banner. Vi sejler med Strmmen for fulde Sejl, vi Arbejdere og
Kunstnere er Nutidens Adel, men han kmper mod Strmmen og
Tidsaanden, ikke fordi han har Lyst til Kampen, men fordi det nu en
Gang ligger ham i Blodet. Og saa ser han sine Haab briste paa alle
Hold. Ikke engang sin Sn fik han Lov at beholde. Slgten er mrket
og ddsdmt, det ved han. Se dette er den virkelige Ulykke, og den
skal vi lykkelige respektere; denne Mand er saa ulykkelig, at jeg
kunde elske ham ene og alene derfor.

Ja, vr saa god, svarede Strm, paa hvem Hellmans Ord dog virkelig
havde gjort noget Indtryk. Du er jo hans Ven, og Dine Fordringer er
derefter; men en ung Kvinde!

Hun kan det ogsaa, hun br det, og hun vilde kunne blive lykkelig
derved.

Men hun gr det ikke. Lagde Du ikke Mrke til, at Din Spg over
deres gteskabelige Forhold generede hende?

Hellman var atter bleven rolig, han havde paany sat sig ned og
svarede nu i sin sdvanlige muntre Tone: Snak! Spg har alle godt
af, Banner ogsaa. Jeg ved, at Spg opmuntrer ham. Derimod kunde Dit
ungdommelige Svrmeri let gre Fortrd, og jeg beder Dig om at tage
Dig i Agt. Man skal ikke i del Romanmedflelse gribe ind i Forhold,
man ikke kender og forstaar. Det kan synes saa uskyldigt og dog
anrette ubodelig Skade. gteskabet er en meget indviklet Komposition,
som man ikke skal pille ved. Det var, som om en Fusker vilde
korrigere en Mesters Vrk og sige: Her er en Disharmoni, den maa vi
rette. Saa forkludrer han bare alt, fordi han ikke forstaar,
hvorledes Dissonantserne hrer med til Stykkets Karakter. -- Nu var
Hellman kommen ind paa et yndet Tema og fortsatte med tilbagelnet
Hoved og lukkede jne: Banner hrer til de Kompositioner, man maa
vnne sig til; han er en af Beethovens sidste Sonater, vanskelig at
forstaa, tilsyneladende uharmonisk og frastdende, men, naar man
frst har lrt den at kende, ubeskrivelig tiltrkkende med al sin
Smerte, sin Kamp og Snderrevethed. Man slipper den aldrig, man vil
se dybere og dybere i den, man lider ved det, man forstaar, men man
elsker dog. Ja, Du hrer nu slet ikke paa mig, men det er ogsaa det
samme. Lad mig bare sige Dig, at hvis Du gr Knuder her, er vi to
frdige. Du fortjener at faa en Fyrstinde, gr Du, det ngter jeg
ikke, Du er ung, livsglad og skabt til at blive lykkelig; men gaa
ikke hen og skaf Dig selv og andre undig Sorg og Smerte. Nu er jeg
trt af at tale og lnges efter Sengen, behag derfor at trkke Dig
tilbage -- Godnat!

August Strm saa op med et Smil og sagde: Sig mig kun Onkel, hvad
Musik ligner da hun?

Aa, sagde Hellman leende, idet han blidt skd sin Nev ud af Dren,
lad os sige en Fuga af Bach. Er Du saa tilfreds?

Efter at den frste Tilbageholdenhed og Generthed fra Banners Side og
den frste forcerede Lystighed fra Komponistens var overvundet, vede
de to forskellige Naturer samme Tiltrkning paa hinanden som for
mange Aar siden i Udlandet. Plebejeren, der ved sit Geni havde
svunget sig op til at blive Fyrsters Ligemand, men havde bevaret den
Naturlighed og Suffisance, der ofte karakteriserer dem, som skylde
sig selv alt, droges hemmelig til Patricieren, hvem Rigdom, Stilling
og Finflelse saa at sige var medfdte, medens Banner paa den anden
Side blev tiltrukken af Kunstnerens Dygtighed, glade Sind og
elskvrdige Djrvhed. Da altsaa de Skranker, som otte Aar naturlig
havde rejst imellem dem, i kort Tid var faldne, syntes deres gamle
Kammeratskab at fdes paa ny. Banner var paafaldende forandret, hans
Livsaander syntes atter at blusse op, han blev sig selv fra sine unge
Aar, saadan som Judith aldrig havde kendt ham. Han disputerede med
Hellman, saa Vrelserne genld deraf, de opfriskede Ungdomsminder og
lo, saa Tjenerne forbavset lyttede udenfor Dren. Hellman havde vendt
op og ned paa al Ting, han tirrede de store Hunde i Gaarden, talte
til Tjeneren ved Middagsbordet, kneb Pigerne i Kinden, naar han mdte
dem paa Gangene, ja han gav endog Banner saadanne respektstridige
Betegnelser som: Trvetriller, Jesuit, Sofist, Mormon m. m. Han
drillede sin Nev paa enhver tnkelig Maade, og gjorde Ljer med
Judith; han hrte til de Mennesker, der kan sige og gre alt, uden
at fornrme.

Og Ahnbjerggaard var som det fortryllede Slot i Tornerose, der er
vakt af en hundredaarig Svn. Den genoplivede Prinsesse var Judith,
thi var Forandringen stor for alt andets Vedkommende, var den dog
strst for hendes. Endelig elskede hun, endelig var Foraaret, Livet
og Lykken kommet, og Munterheden og Musikken om hende var kun en
Genlyd af hendes egne Flelser, et Udtryk for det, der opfyldte
hende. Hun kunde sidde smilende og lade sig vugge ind i glade
Fantasier af Musikkens Toner, og naar den unge Arkitekt talte til
hende om sin Kunst, sine Rejser, om al Verdens Herlighed og Lykke,
var det som et nyt Akkompagnement til alt, hvad hun drmte om, det
vidunderlige, der skulde komme.

August Strm havde ikke formaaet at flge sin Onkels Raad. Han lod
sig Time for Time rive mere med af sin Beundring, hans unge Sind
overgav sig fuldt og helt til Fortryllelsen. Han havde lrt hende at
kende, just som Forvandlingen foregik, da Puppen bristede og hendes
lnge slumrende Krlighed endelig udfoldede de straalende Vinger og
jublende steg mod Lyset, da hvert af hendes Blikke talte om Lykke,
hvert Smil aandede Krlighed. Han kunde ikke ane, hvor lidet det alt
gjaldt ham, han havde set det udvikle sig med rivende Hurtighed for
sine jne, og han troede, at det var ham, der havde vakt Livet og
Krligheden i denne sknne, unge Kvinde.

Hun tnkte slet ikke paa ham, thi for hende existerede der kun _en_
Mand i Verden. Hun hrte kun paa ham, thi hun holdt af at hre denne
Tale om Lykke og Sknhed, den passede ind i hendes egne Tanker, men
ofte lukkede hun jnene og drmte, at det var en anden, der talte til
hende.

Dette var hendes Ungdom, hendes Pigedage, hendes Krlighedsforaar, de
frste lykkelige Dage i hendes Liv. Derfor holdt hun af de Mennesker,
der var omkring hende og ligesom delte og var Vidne til hendes Fryd.
Hun fandt Hellman elskvrdig, prgtig og munter, Strm behagelig,
veltalende, begavet. I Virkeligheden havde hun saa liden Tanke for
dem, at den ene var hende lige saa krkommen som den anden.
Sandsynligvis vilde hun i disse Dage have fundet endog sin Stedfader
elskvrdig.

Banner kunde ikke undgaa at lgge Mrke til den Forandring, der var
indtruffen med hans Hustru. I Begyndelsen vakte den kun en svag
Forundring; men da Forvandlingen syntes at foregaa nsten fra Dag til
Dag, og hendes Vsen udfoldede sig for ham i en hidtil ukendt
Skikkelse, spurgte han sig selv om Grunden. Han iagttog hende
hemmelig, han saa hende yngre og smukkere end nogensinde, hvad var
der foregaaet med hende? For faa Dage siden vilde det have vret ham
ligegyldig, han vilde maaske slet ikke have bemrket det; men
Hellmans Nrvrelse havde kaldt noget af hans gamle Jeg til Live, og
Interessen for hende var vaagnet med det samme. Var det muligvis
hendes egentlige, inderste Vsen, der nu brd frem? En Gang for flere
Aar siden havde han tnkt sig, at han skulde kunne fremkalde en
saadan Forvandling hos hende, men al Umage havde vret spildt. Var
det da nu sket paa fire, fem Dage? Men hvorledes?

Det var lige ved Solnedgang. Vintersolen kastede sine sidste skarpe
Straaler ind mellem Trerne, hen over Bygningens Facade. Strm
spurgte Judith, om de ikke skulde gaa en lille Tur ned i Haven for at
se paa denne Illumination, og hun var strax villig til at flge med.
Banner stod ved Vinduet og saa efter dem.

Hun gik, indsvbt i sin Pelsvrks Kaabe, ved Siden af Arkitekten
gennem de af Sneen pudrede Gange. De vendte Ryggen til Bygningen og
sknkede den jensynlig ikke en Tanke; deres smukke, hje Skikkelser
nrmede eller fjrnede sig ubetydelig til og fra hinanden, eftersom
Vejens Indsnvringer bd det. De standsede trods Kulden og Sneen.
Strm talte og gestikulerede; rank, ung og kraftig stod han der. Og
her stod Banner, gammel, graahaaret, udlevet, som en Lampe, der er
blusset op endnu en Gang for derpaa at slukkes. Saaledes saa han sig
selv over for de to unge der nede. Og ikke som ved et Lyn, der slog
ned i ham, men rolig og sikkert gik det op for ham, at disse to
Mennesker elskede hinanden. Som noget, der faldt af sig selv, vakte
det ej engang hans Vrede. Han smilte endogsaa svagt ved Tanken om, at
der var Mennesker, som endnu troede paa saadant noget som Lykke og
Krlighed.

Flammen i Lampen snkedes ganske lavt, den var lige ved at slukkes.
Han flte sig som en Olding. Hans Liv var saa langt -- aa, saa langt
tilbage, havde ingen Fordringer mere for sig selv, ingen nsker
heller. Og et Nu var den Tanke der: De elsker hinanden, hvorfor skal
jeg staa dem i Vejen? Naar disse Dages Glde er forbi, saa lad det
hele vre forbi. Hvorfor trkke det lnger ud, det sker jo alligevel
en Gang, og saa gr jeg dog nogen lykkelig her i Livet.

Nede i Haven bd Strm Judith Armen for at sttte hende paa den
glatte Gang. Hun tog imod den. Strm bjede sig fortrolig ned over
hende, og hun veg ikke tilbage. -- Det gav et St i Banner, da han
saa det. Dette var dog for meget, for ugenert. Hans Stolthed og
Selvflelse blussede op i ham, Blodet steg ham til Hovedet. Guds Dd!
Vovede denne Dreng at forelske sig i hans, Johan Banners Hustru, at
usurpere hans Plads, at vinde i Dage, hvad han selv ikke havde
formaaet i Aar, at skubbe ham, Johan Banner, til Side som en, man har
Lov at bedrage. Han gjorde ikke selv Fordring paa hendes Krlighed,
men hvor vovede hun at give den til en anden. Regnede de paa hans
Dd? Han var ikke dd endnu. Det var ikke paa den Maade, man blev
ham kvit. Og hans gamle Lyst til at herske kom over ham igen. Hun
havde ikke villet bje sig under hans Godhed, nu skulde han ydmyge
hende ved hendes Forseelse. Hun skulde tilstaa ham den, ja hun
skulde. Han vilde ikke bebrejde hende noget, kun straffe hende ved
selve Tilstaaelsen om hendes Svaghed. Hans slappe Sjl ansporedes af
Tanken. Han vilde ydmyge hende, han vilde, han vilde!

Han hrte sig selv udtale disse Ord, der havde jaget ham hans hele
Liv, og Lyden af dem vakte ham til Eftertanke om, hvorfor han
egentlig var saa vis i sin Sag; det hele kunde jo vre Hjrnespind.
Nu vel, saa skulde hun i alt Fald overbevise ham derom.

Hun blev endnu en Gang Midtpunktet for alle hans Tanker.

       *       *       *       *       *

Vi vil ha' Gilde i Aften, sagde Hellman, stort Gilde paa fire
Personer. Vi burde maaske have ventet til Sylvesterdag, men hvem ved,
om vi lever i Morgen. Nu vil jeg vre Festmarschal og ordne det hele.
Hvad er det nu, Din Tjener hedder -- Peter, ikke sandt? -- Saa ringer
vi paa Peter.

Tjeneren kom.

Naa Peter, har De dygtig med Lys og Petroleum hjemme?

Tjeneren stod lige indenfor Dren i frste Position med slapt
nedhngende Arme og et ubevgeligt, alvorligt Ansigt. Ved Hellmans
Ord skottede han forsigtig til sin Herre for at lse en Bekrftelse i
hans Ansigt.

Naa, svar! Har De?

Ja.

Godt, saa tnd alle Lamper og Lysekroner, Kandelabrer og Lampetter,
fyr op i alle Kaminer og oplys hele Huset. Derefter dkker De et
overdaadigt Middagsbord, henter os den bedste Vin og overlader saa
Resten til os. Har De forstaaet?

Tjeneren saa atter paa sin Herre. Et svagt Nik betegnede ham, at han
havde at adlyde, og i nste Nu trak han sig lydlst tilbage med et
dybt Buk.

Nu har jeg alvorlig overvejet, hvad vi skal tage os for, medens der
gres i Stand til Festen. Du har vel Kaner nok til saa stort et
Selskab? Saa krer vi i Kane!

Banners Blik havde sgt Arkitekten og Judith, der spillede Schak
henne i Vinduesfordybningen. Hellman maatte gentage sit Sprgsmaal.

Ja, Kaner har jeg; men de har ikke vret benyttede i lang Tid.

Hvad gr det? Saa trnger de jo netop til at rres. Vi maa have
Peter frem igen ligesom Lampens Aand i Aladdin. Jeg har en
Fornemmelse af, at han er en Automat, der springer frem, naar jeg
trykker paa denne Knap. Han er her i en ubegribelig Fart. Naar jeg
hjemme vil have Pigen til at gre noget, maa jeg gennemlbe en hel
Skala af blide og rrende Toner: lille Stine, sde Stine, rare
Stine, og saa kommer hun endda ikke altid. -- Men der har vi Peter.
-- To Kaner i Orden! Kanetpper, Klokkespil og Bjlder, Fjertoppe,
Kanenet, Piske, Kaaber, Pelse, Bjrneskind o. s. v.!

Og Peter forsvandt atter.

Jeg vilde nske Johan, at Du vilde opdrage min Stine. Hun er mit
Livs eneste Sorg. Hvorledes det gaar eller ikke gaar, jeg har aldrig
forstaaet at stte mig i Respekt. Hvori ligger Fiffet, kan Du ikke
lre mig det?

Banner svarede ikke, hans Blik havde atter sgt de spillende, og
Hellman opgav at faa Svar paa Sprgsmaalet for denne Gang.

Efter en halv Times Forlb holdt Kanerne for Dren.

Vi er nu to Damer, sagde Hellman, Fru Banner og jeg. Vil Du kre
for Din Kone Johan?

Tak, jeg vil grne vre Din Kavaler.

Gud -- tr jeg? lspede Hellman. De maa i alt Fald love mig ikke
at benytte Dem af Deres Stilling og Kaneretten, for kysser De mig,
skriger jeg.

Banner stod allerede bag paa Kanen i sin store Forvrkspels, med
Tmmerne i den ene og en lang Kanepisk i den anden Haand. I Kanen
foran dem sad Judith tilbagelnet, og bag hende stod Strm med en hj
Pelshue paa sit krllede Hoved, med Tmmerne lftede hjt og Pisken
knaldende hen over de fyrige Hestes Hoveder.

Kr forsigtig, raabte Banner i en nsten bydende Tone, og saa flj
Kanerne ud af Porten.

Han er en prgtig Fyr, ikke sandt? spurgte Hellman.

Jo -- naar han bare vilde kre med lidt Maadehold. Han kender ikke
Hestene, og de er bange for Klokkerne. Kan han styre et Par Heste?

Aa, han klarer sig s'gu nok. Jeg gad set det Spand Heste, han ikke
kunde magte. Sikken Ungdom og Kraft -- hvad? Vi to gamle bliver helt
misundelige. Naa undskyld mig; jeg holder af ham, som var han min
egen Sn.

De krte langs ad de hvide Veje og saa ud over det udstrakte,
snedkte Landskab. Langt borte laa Skoven pudret af Sne; Buskene ved
Vejkanten bjedes under deres blde Byrde, nu og da gled et Stykke
ned og spredtes som Dun i Luften. Hist nede laa Landsbyen, mod
Sdvane ren og fin i Sneens festlige, hvide Juledragt; bag den hvede
fjrne Bakkestrg sig i blaagraa Fortoninger.

Hvor langt gaar din Ejendom? spurgte Hellman.

Saa langt som Du kan se, helt over til Skoven der, sagde Banner,
idet han med Pisken beskrev en stor Bue ud over det hele. Alt dette
er mit.

 Ja, Du er lykkelig, svarede Hellman gennemrislet af en behagelig
Flelse ved Tanken om en saadan Rigdom. Naa, fortsatte han,
slaaende over i en anden Tonart, lad os saa se til Vintersden, den
maa staa fordmt godt, for Vinter har vi da nok af.

Atter fejede Pisken hen over Hestenes Hoveder og ned i Sneen. De flj
afsted med klingende Bjlder, hurtig som Vinden, og dog stadig i
samme Afstand fra Kanen foran dem. Det var, som om Banner grne vilde
indhente den.

Se det kalder jeg Liv, udbrd Hellman, det er _det_, jeg lnges
efter, naar jeg sidder og kukkelurer derovre i Kbenhavn. En
Herremands Liv er bedre end Kongens. Du er Enehersker over alt, hvad
Du kan overse; af Dig afhnger Hundreders Ve og Vel, Du byder, saa
sker det, Du taler, saa staar det der. Du kender ingen Modstand,
ingen Mukken, ingen Kritik, kun Din egen Vilje, for hvilken alt bjer
sig.

Da tnkte Banner paa Judith, og medens hans Hjrte fyldtes af
Magtglde ved den andens Ord, flte han, at der dog var _et_ Forhold,
hvori hans Vilje ikke var eneraadende, at han havde en Modstander,
han endnu ikke havde kunnet bje.

De kom til en Korsvej, hvor Strm efter Judiths nske vendte Kanen;
den flj forbi Banners som et Lyn; han saa de straalende Ansigter,
hrte deres muntre Tilraab, saa var de atter langt borte. Hans Vilje
hidsedes paany, han vilde herske, ogsaa der, som alle andre Steder.
Han vendte Kanen og Hjemturen begyndte. Solen var i Frd med at gaa
ned, dens sidste Straaler bragte Himmel og Jord til at rdme under
deres Lys. Farverne vexlede fra det lyseste rdgule over til det
violette og blygraa, efterhaanden som den straalende Kugle forsvandt
bag de fjrne Skove og Hjder.

nsk nu, naar den forsvinder, saa gaar det i Opfyldelse, sagde
Hellman.

Saa gid da -- udbrd Banner, men standsede midt i Stningen.

Det var snedig nsket; det gaar nok i Opfyldelse! Nej, jeg nsker,
at Maden maa staa paa Bordet, naar vi kommer hjem.

Nu hvede Gaarden sig for dem som et Fepalads, gennem de Hundreder af
Ruder strmmede Skret fra Lysekronerne ud imod dem.

Naa, er det nu ikke knt? Ja, var jeg ikke Komponist, tror jeg, jeg
vilde vre Godsejer. Det maa dog vre ganske behageligt.

Den anden Kane var alt inde i Gaarden. Strm stod i Sneen og klappede
den store Hund, som mod Sdvane venlig sprang op ad ham. Judith
lnede sig til Stentrappens Gelnder og talte med ham, Staldkarlen
var beskftiget ved de dampende Heste.

Banner kastede Tmmerne til Karlen, sprang ned fra sit Sde og
kaldte med en let Fljten Hunden hen til sig; han holdt ikke af, at
den lod sig krtegne af andre.

Salene og Stuerne, fra de strste til de mindste, var oplyste og
opvarmede; det var en smuk Suite af Vrelser, og Hellman gik igennem
dem, gnidende sig i Hnderne og nydende al den Luxus, Sknhed og
Komfort, der omgav ham. Spejle og Prismer kastede Lyset tilbage med
dobbel Glans, Varmen fra de store Kaminer omblgede ham, smaa
Slvskaale med Rgelse, som hang ned foran Ilden, udbredte en svag
Duft; Tpperne var saa blde, at hans Fdder sank ned i dem.
Gammeldags, rigt udskaarne Mbler vexlede med elegante, moderne
Salonstykker; Broncestatuetter, antike Kandelabrer, venetianske
Spejle, pompejanske Vaser, mosaikindlagte Borde, skntformede Skaale
og Opsatser mdte jet, hvorhen man saa. Heller ikke paa sjldne og
kostbare Planter var der nogen Mangel. Og den tarvelig vante Mand nd
Indtrykket af alt dette; han var endog saa fortabt i Beskuelsen, at
han glemte Middagsmaden, indtil Banner slog ham paa Skulderen og
sagde: Naa Hellman, Dit nske er opfyldt, Maden staar paa Bordet.
Maa jeg have den re. Og han frte ham med stor Hjtidelighed til
Bords.

Et Bord, som funklede af Slv og sleben Krystal, af Frugter, Blomster
og fint Porceln. Banner havde givet Ordre til at fremstte det
kostbareste og smukkeste, Huset ejede, ikke for at fremvise det, men
fordi han vidste, det vilde glde hans Gst. Hvor Hellman svlgede i
alt dette! Jeg elsker Pragt, sagde han, jeg vilde grne i det
mindste en Gang om Aaret spise paa Slv, selv om det saa kun var et
Kyllingeben og en Mundfuld Kompot.

Men her var noget mere ved denne Fest, som Banner gav for sin
Ungdomsven. Opvartningen gik lydlst, selv Hellman undlod at give
Tjeneren sine smaa Raad og Anvisninger i Flelse af, at det ikke
vilde vre passende. Vinen perlede i Glassene, Stemningen var
animeret, og muntrest af alle var Husets Frue, bedaarende i sin
Sknhed, ligesom genstraalende Lyset og Pragten rundt om. Arkitekten
sad ved Siden af hende, gennemildnet af Beundring; hun forekom ham
som en Sknhedens Aabenbaring, og han kunde ikke faa Blik eller Tanke
fra hende. Ogsaa Banner spgte og lo, men han tabte ikke sin Hustru
og hendes unge Tilbeder af Syne. Vinen opflammede hans Livsflelse,
anspndte hans Sanser; hun syntes ham sknnere, mere attraavrdig end
nogen Sinde fr, og nu var hun maaske i Frd med uigenkaldelig at
tabes for ham. Det skulde ikke ske, ikke med hans gode Vilje.

Stemningen steg. Hellman havde forvundet sit frste hjtidelige
Indtryk, holdt humoristiske Taler og opfriskede gamle Historier.
Banner supplerede dem og glemte sig hverken som Ven eller Vrt.
Strm blev mere og mere betagen af Situationen, Vinen og den sknne
Kvinde ved hans Side, og holdt en begejstret Tale til Sknhedens
Pris. Aldrig havde disse gamle Mure vret Vidne til et saa livfuldt
Gstebud. Man rejste sig fra Bordet med hedere Kinder og hurtigere
Pulsslag og vendte tilbage til Salonen, hvor alt indbd til stille
nydelsesfuld Hvile. Banner kastede sig i en Lnestol og stirrede
tilsyneladende tankelst frem for sig. Judith sad ogsaa tilbagelnet
i sin Stol og lyttede adspredt til de Ord, Arkitekten nu og da
tilhviskede hende, medens han stod bjet over Stolens Ryg,
indaandende Duften fra hendes Haar og Dragt og stedse viljelsere
givende sig hen i sin Forelskelse. Men Hellman havde efter en kort
Pavse sat sig til Instrumentet for at spille, som han plejede at gre
det efter Middagsbordet. Han greb nogle Akkorder og gjorde nogle Lb
som for at samle sig, og saa begyndte han at spille. De andre sad
tavse og lyttende; aldrig havde han spillet saa sknt og beaandet som
nu.

Det var, som om hans Spil fortalte om al den Higen og Lngsel, et
Menneske kan betages af. Et skrende srgmodigt Ledemotiv vendte
tilbage atter og atter, stedse mattere og mere tungsindig; et jeblik
lftede det sig atter vildt og heftig som til en fortvivlet Bn, et
Raab om Hjlp, og tabte sig saa igen i Hulken og usigelig Lidelse;
men til sidst udviklede sig deraf en Musik saa bld, saa hjtidelig,
at man nppe vovede at trkke Vejret, stedse mere oplftende og
gribende, indtil den endte som en jublende Lov- og Takkesang fra et
Kor af salige, forlste Aander.

Hellman sad et jeblik stille, efter at han havde ophrt at spille.
Det er, sagde han sagte, et Brudstykke af mit Oratorium
Dommedag. Saaledes tnker jeg mig det, naar Sjlene paa Dommens
Dag, da alt aabenbares, lrer at kende det Vrk, hvorpaa de her i
Jordelivet blindt har arbejdet, naar al Jordelivets Higen, Kamp og
Smerte til sidst oplser sig i en Lov- og Takkesang for det fuldendte
Vrk.

Der blev ikke svaret. Banner havde hele Tiden under Spillet siddet
tavs og med lukkede jne og givet sig hen i Musikkens Stemninger, der
syntes ham ligesom at skildre hans eget Liv med dets Skuffelser,
Tvivl og Kamp indtil denne Tid, da de oprrte Vande var stilnede, dog
ikke til lykkelig Fred, men til kold, livls Ro. Da Musikken gengav
de saliges Jubel, reves han et jeblik med af denne Stemning, der
lysnede et Haab, et nske i ham, om at der endnu maatte vre noget
tilbage for ham at leve for, en eller anden uberegnet Lykke, der paa
ny kunde give hans Liv Indhold, og som naturligt var, kom han til at
tnke paa Judith og sit Forhold til hende. Da jog der igennem ham en
snrende, pinende Smerte, en Blanding af Vrede og Skinsyge -- han saa
op -- der var de igen sammen, hinanden saa nr, som om han ikke
existerede. Nej, dette var for galt, det vilde han dog ikke taale,
saa heller Krig, om han ogsaa skulde risikere at miste hende helt
derved.

For Judith havde Musikken indeholdt en rig Forjttelse, der fyldte
hende med Fryd og Forvisning; det var jo hele hendes Krligheds
Historie, og den sluttede med en jublende Tak. Hvor lidet tnkte hun
dog paa den unge Mand, der stod bag hendes Stol og drmte om at tage
hende i sine Arme og fre hende bort i Triumf.

Ja, lad os saa faa Kaffen og den Flaske fra 30erne, Du lovede os,
ld Hellmans Stemme, og dermed hvedes Fortryllelsen for dem alle.
Endnu en Times Tid sad de sammen og passiarede, men da havde kun
Hellman det rette Humr; Judith var hensunken i Drmmerier, og Banner
syntes urolig eller utaalmodig.

Klokken slog ti. Nu bryder vi op for i Aften og saa Tak for Dagen,
Banner, jeg skal lnge mindes den.

Hellman var lidt trt af den lange Kretur, det rigelige Maaltid og
den svre Vin. Hans Nev var grne bleven lidt lngere, men
Komponisten trak ham med sig, enten han vilde eller ej.

Da de var borte, saa Judith sig endnu engang rundt i Vrelset med den
vemodige Flelse, hvormed man ser Lysene ved en Fest slukkes; derpaa
bjede hun sig let for sin Mand og sagde god Nat. Han bemrkede det
nppe, han var i heftig Kamp med sig selv.

Hun gik hen mod Dren for at ringe paa Tjeneren, som skulde bringe
Vrelserne i Orden, da hrte hun hans Trin bag sig, og i det samme
greb han Haanden, hun rakte frem for at ringe. Hun foer sammen ved
Berringen, vendte sig og saa forundret paa ham.

Undskyld, jeg vilde blot endnu tale et Par Ord med Dig, om Du
behager. Han var aabenbart i Forlegenhed med, hvorledes han skulde
udtrykke sig.

Hun gik tilbage i Vrelset, men hun mrkede, at hendes Kn rystede,
og hun stttede sig til en Stol.

Du er bleven saa forandret i disse Dage. Ordene kom stdvis og
meget tvungent. Han havde gaaet op og ned ad Gulvet, men standsede nu
foran hende; hun drejede sig lidt bort og lod sig glide ned i Stolen.

Du er jo selv meget forandret, svarede hun sagte.

Det lader sig let forklare, det er Hellmans Skyld. Men hvad har
forandret Dig? Det usikre i hans Stemme var nu borte, den var skarp
og lidt bydende som sdvanlig.

Det muntre Selskab, antager jeg.

Virkelig? Jeg tror det ikke. Nu hvilede hans Blik fast og
inkvisitorisk paa hende. Jeg har, som Du ved, haft god Lejlighed til
at studere Menneskene, ogsaa Kvinderne. Saaledes forandrer en Kvinde
sig ikke uden dybere Aarsag. Han standsede atter uvis om, hvorledes
han skulde fortstte, saa kom det uventet, ligesom med et Spring:
Elsker Du?

Hun blev ligesom lammet. Hvorfor sprger Du? sagde hun et jeblik
efter tungt, klanglst.

Fordi jeg er Din Mand. Forstaa mig ret; jeg er ikke skinsyg, lige
saa lidt som Du nogen Sinde har vret det, men det kunde interessere
mig at vide det, fordi et syv Aars Samliv har knyttet Dig til mig.
Elsker Du, eller rettere, er Du forelsket i -- ham, Strm?

Da var hun atter bleven rolig. Tanken kunde kun forekomme hende
latterlig, hun havde ikke drmt, ikke anet, at det var dertil, han
sigtede. Nu rejste hun sig med et svagt lille Smil.

Hvad forpligter mig til at svare derpaa?

Det, at jeg _vil_ det; jeg nsker at vide, om det er dette, der har
forvandlet Dig, om Du, fjede han spodsk til, endelig har nedladt
Dig til at elske nogen.

Og hvis jeg nu ikke har Lyst til at tilfredsstille Din
Nysgerrighed.

Du _skal_! sagde han endnu mere heftig. Jeg forlanger det som Din
gtemand. Du kan vre rolig, jeg skal hverken blive vred eller
skinsyg, men jeg vil have Vished, Du skal tilstaa mig det.

Nej, jeg gr ikke, Du kommer ingen Vegne paa den Maade. En Mand kan
forlange meget af sin Hustru, som hun ikke tr ngte ham; men hendes
Sjls inderste Tanker, dem beholder hun som sin Ejendom, og dem
fravrister ingen hende imod hendes Vilje, hvis hun da har nogen
Vilje. Jeg antager, Du ved, at jeg har.

Han vidste det, og det ggede ham, og hendes Trods og Sknhed ggede
ham endnu mere. Hans af Vinen og de foregaaende Stemninger ophidsede
Vilje voxede ved at trne mod dette ubjelige. Han greb hende om
Haandleddet og trak hende tt hen til sig, idet han saa hende stift i
jnene; men han manglede Ord, der kunde give Befalingen Kraft og
tvinge eller skrmme hende til at lystre. Han havde kun sit fattige:
Du _skal_ sige mig det, jeg raader Dig til at gre det, hvis Du --
hvis Du ikke vil angre det. Du _skal_ -- jeg _vil_ have det.

Uden at han vidste det, knugede han fastere om hendes Haandled, men
hun agtede ikke derpaa; hun gengldte hans Blik fast og rolig og
svarede koldt: Du vil maaske en Gang faa det at vide, men ikke, naar
Du sprger mig saaledes.

Hans Trk slappedes, hans Ansigt fik sit vante Udtryk, hans Hnders
Greb lsnedes og han traadte et Par Skridt tilbage: Undskyld min
Heftighed, jeg har forlbet mig. Jeg glemte, at jeg stod over for en
Kvinde, tilgiv mig, hvis jeg har voldt Dig Smerte. Han bukkede for
hende og gik, gik, for at undgaa et endnu grundigere Nederlag. Da
hans Heftighed havde lagt sig, rgrede han sig over det hele Optrin,
der ikke havde bragt ham Maalet et Skridt nrmere. Saa blussede
Heftigheden atter op i ham: Hun skal, hun skal tvinges, hvad det saa
end skal koste!

       *       *       *       *       *

Judith gik ikke i Seng, hun satte sig i en Lnestol og overlod sig
til sine Tanker. Hun saa paa sit Haandled, der bar Mrker af hans
Heftighed, og hun smilte ved Synet: Var det muligt, var han da
skinsyg, hvad andet kunde denne uvante Heftighed betyde? Han maatte
vre skinsyg; saa var hun ham altsaa ikke ligegyldig. Man tror
lettest det, man grne vil tro, og nu paatrngte den Tanke sig hende:
St, at han kunde komme til at elske mig! Ak, skete det, da skulde
hele mit Liv blive viet ham til Gengld. Hidtil havde hun nppe
tnkt sig Muligheden deraf, men den sidste Times Hndelser havde
givet hende et Haab derom, der nu blev strkere og strkere, et Haab
om, at den Krlighed, han havde nret for Erik, kunde blive overfrt
paa hende. Blive skinsyg paa dette ubetydelige Menneske! Jeg ved jo
nppe, hvorledes han ser ud. Forelsket i denne Arkitekt, naar man er
gift med ham! Hun maatte atter smile.

Men turde hun bruge denne Skinsyge mod ham -- og burde hun? Hun
vidste det ikke. Der var kommet en Flelse hos hende af, at hendes
Livs Lykke nu var hende ganske nr, og at det kun gjaldt om at gribe
den. Men om hun nu greb fejl, da vilde hun maaske forspilde den helt.
-- Han var gaaet vred fra hende. Turde hun atter vkke denne Vrede?
Hvad skulde hun dog gre, for ikke ved sit eget Fejlgreb at miste den
Lykke, der syntes hende saa nr? Den pinligste Frygt og Uvished greb
hende. Hun turde ikke tale til nogen, ikke sprge nogen til Raads.
Om der nu var en Gud i Himlen, til hvem man kunde betro sin Sag!
Men hun havde forlngst opgivet Troen paa Gud som en Taabelighed. Og
dog -- hun havde jo ogsaa en Gang tvivlet paa Krlighed og Lykke, og
saa var de alligevel til -- om der nu over hende var en Gud, der
holdt hendes Skbne i sin Haand og havde besluttet: Lad hende ydmyge
sig og komme til mig, saa skal jeg ogsaa nok hjlpe hende.

Da randt det gamle Salmevers hende i Minde:

    Befal Du Dine Veje
    og al Din Hjrtesorg
    til hans trofaste Pleje,
    som bor i Himlens Borg.
    Han, som kan Stormen binde
    og lede Blgen blaa,
    han kan og Vejen finde,
    hvorpaa Din Fod kan gaa.

Hun gik det igennem Linje for Linje, og hvert Ord forekom hende at
vre skrevet for hende. Ak, om hun nu i fuld Fortrstning kunde lgge
sin Sag i denne Guds Haand. Men hun havde ikke troet paa ham i mange,
mange Aar. Og dog -- hendes seneste Liv havde jo vret en fortsat
Omvendelse, hvorfor saa ikke tage ogsaa dette sidste Skridt? Hun
bedkkede jnene med sine Hnder: Mit Livs Lykke staar paa Spil, jeg
skal gre Kastet derom, men jeg vover det ikke. Er der en almgtig og
barmhjrtig Gud, saa beder jeg Dig, gr Du Kastet for mig!

Er der? var det den rette Maade at bede paa? Hvis han nu var der og
straffede hende for hendes Vantro. Hendes hele Liv havde maaske vret
en Straf, fordi hun havde dynget Trods paa Trods og aldrig ydmyget
sig, og nu var den sidste haarde Tugtelse tilbage, som skulde knkke
hende. Ak, om hun blot fik et Vink, et Tegn, hun skulde flge det og
aldrig mere svigte.

Frst hen paa Morgenstunden faldt hun til Ro, hun sov i Lnestolen og
vaagnede frst, da Solen faldt ind i hendes Vrelse, Sylvesterdags
blege Sol, som kmpede mod det hendende Lysskr fra hendes Lampe.

Hun var utilpas og frs, hun kldte sig om og tog et Bad, men var
stadig lige mat og nedslaaet. Hun tnkte frst paa at gaa ned til
Frokost Klokken elleve, men da det kom til Stykket, turde hun ikke.
Hun vilde tage sig et eller andet for, thi hun holdt ikke ud at
gruble lnger. Det faldt hende ind, at hun skulde skrive til sin
Moder, hun havde skrevet hyppigere og venligere til hende i den
senere Tid; men om alt det, der nu bevgede hende, kunde hun ikke
skrive. Hun faldt da atter i Tanker og sad stirrende ud over de hvide
Marker, over Haven, hvor Rimen hang som Koraller i Trerne og
funklede i Solskinnet.

Tjeneren traadte ind og spurgte, om hun tog imod.

Hendes Tanker sgte strax ham; hun rejste sig med et St: Hvem --
min Mand?

Nej, det er Sogneprsten.

Sig ham, at jeg er utilpas. Han kommer vel i Fattiganliggender.
Sprg, om det ikke kan vente. -- Men saa betnkte hun sig, hun turde
ikke undlade at hjlpe nu, da hun selv saa haardt trngte til Hjlp.

Nej, hr! Han kan godt blive. Bed ham gaa ind i den lille Salon, jeg
skal strax komme.

Pastor Bang var en Mand af den gamle Skole, der havde saadan sin egen
humane Maade at tage Kristendommen paa. Saaledes stolede han
ubetinget paa gode Gerningers og et hderligt Livs saliggrende
Kraft, nrede en urokkelig Tro paa Guds Barmhjrtighed og mente, at
Menneskene ikke var saa uhelbredelige Syndere, som det i
Almindelighed antoges. Derfor paastod Naboprsterne, baade
Grundtvigianerne og den indre Missions Mnd, der ellers ikke var
enige om noget som helst, at han delagde sin Menighed. Det vre nu,
som det vil; Pastor Bang var lige saa elsket af sine Undermnd som
agtet af sine Overmnd. Han havde en Lidenskab, det var hans Sogns
Vel. Han kunde gre hvad som helst, hvis der var Udsigt for ham til
at skaffe sine Sognebrn en eller anden Fordel i Retning af et
Sygehus, et Asyl, et Legat eller lignende. Det var hans rgerrighed
at gre sit Sogn rigere, mere lykkeligt i saa Henseende end
Nabosognene, muligvis for paa denne Maade at imdegaa de andre
Prsters Ringeagt for ham som Rationalist og Kdmenneske.

Hos Banner var han altid velset, isr i den senere Tid, da Fruen
havde faaet en Iver og Interesse for Sognets Anliggender, der frydede
den gamle Menneskevens Hjrte. Judith havde aldrig overfor ham lagt
Skjul paa sin Vantro, men han modtog alligevel hendes Hjlp med Tak,
og sagde ikke, at hun til Trods for sin Godgrenhed var fordmt. Han
besvrede hende aldrig med Omvendelsesforsg eller lignende, han
mente, at sligt vilde Vorherre til sin Tid og Sted nok selv srge
for. Naar han besgte Judith, var det nsten altid kun for at tale om
rent verdslige Sager, om at sende Hjlp til denne eller hin
trngende, eller for at bede godt for en Husmand, der var kommen i
Restance med Afgifterne. Han gik aldrig forgves, og derfor mente han
i sit Hjrtes Enfoldighed, at Fru Banner dog paa en eller anden Maade
maatte vre kristen, siden hun handlede som saadan.

Judith modtog ham endnu mere forekommende end sdvanlig. Hun hrte
paa hans Fortlling om Jens Peter, der havde stjaalet Brnde i
Skoven og nu var sat fast, om hans Kone, der var syg og ude af Stand
til at skaffe Brdet, medens Manden sad, kort om al den Elendighed,
en Overtrdelse af de for Smaafolk tit saa uforstaaelige Love kan
bringe over en hel Familie.

Jeg skal hjlpe dem, svarede hun venlig, de Stakler skal da ikke
lide for den enes Forseelse. Men saaledes er det ofte; den jordiske
Retfrdighed kan undertiden synes lidt tvivlsom.

For vort korte Syn, tilfjede Prsten.

De mener, at Retfrdigheden vil ske Fyldest i Himlen.

Nej, jeg mener tvrtimod, at den fuldt ud sker Fyldest her paa
Jorden. Man taler saa meget om ustraffet Slethed, om uopdagede
Forbrydelser. Jeg tror ikke derpaa. Sletheden straffer sig selv, og
faar Samfundet ikke Lejlighed til at krve Forbryderen til Regnskab,
skal hans onde Samvittighed nok gre det. Nej, Verden og Menneskene
er ikke fortrinsvis slette; i en Verden, som styres af en algod Gud,
maa der findes meget godt, meget smukt og meget retfrdigt.

Har De Tid, udbrd hun med en pludselig Indskydelse, vil De hre
mig og raade mig, jeg er maaske lige saa trngende som Deres
fattigste Sognebarn.

Der gik et ubeskrivelig lykkeligt Smil over Prstens Ansigt. Var Guds
Time nu maaske slaaet?

Om jeg vil -- hvor kan De sprge?

De ved, Pastor Bang, at jeg ikke hrer til de troende.

En svag Hovedbjning.

Men der kommer jeblikke i ens Liv, da man trnger til kraftigere
Hjlp end den, man kan yde sig selv, saa vender man sig om efter
guddommelig Hjlp.

Jeg har hrt det samme fr.

Men kan en Tro, som man kun griber til af Ndvendighed og Trang,
hvad der egentlig er Fejghed og Frafald fra ens egen Livsanskuelse,
kan den tages for gyldig?

Jeg tror det -- ja. Om den er aldrig saa svag, naar den blot er
oprigtig, er jeg vis paa, at den barmhjrtige Gud, for hvem al vor
Gerning er Svaghed, vil tage den for gyldig.

Og hvis et Menneske, der stadig havde vendt sig fra Gud, kom til ham
i sin Nd og bad om Hjlp, vilde han saa blive bnhrt?

Ja -- jeg tror, at Gud vilde bnhre enhver, der om end aldrig saa
sent kom til ham og bjede sig for ham.

Bjede sig -- altid skal man bje sig.

Ja Frue, thi det at bje sig, enten det er for Forholdene og bre
dem paa rette Maade, eller for Menneskene og heller taale end gre
Uret, eller for Gud og rolig lgge alt i hans Haand, forekommer mig
at vre Indbegrebet af al Levevisdom.

Resignere med andre Ord.

Ja, resignere over for det, man ikke kan forandre eller opnaa, det
er den Fred, som staar i Modstning til den evige, utilfredsstillede
Higen hos dem, som kun flger deres egne Lyster.

For at naa en saadan Lykke behves der ingen Gud.

Han belnner Resignationen.

Men der gives en anden Lykke, en hjere og saligere, nemlig naar den
Higen og Tragten, der er det bedste, det naturligste i Mennesket,
tilfredsstilles -- det nytter Dem ikke at tale derimod, thi jeg ved
det -- sig mig, hvis jeg nu vendte mig til Deres Gud og bad ham
sknke mig denne Lykke, vilde han saa bnhre mig?

Pastor Bang indsaa, at en yderligere Tale om Resignation vilde vre
spildt, han indskrnkede sig til at sprge: Er De vis paa, det er en
sand Lykke?

For mig er det den hjeste. Hvis den blev mig sknket, skulde hele
mit Liv blive en Tak til Gud derfor. Tror De, han bryder sig saa
meget om en Sjl, at han vil give mig denne Lykke til Gengld?

Hvis han ikke mener, at det modsatte snarere vil fre Deres Sjl til
ham.

Sig ikke hvis. I dette jeblik maa De give mig noget bestemt. Der
er den ene Vej for mig til Tro; aabnes den for mig, vil min Sjl vre
frelst. Tror De, han gr det?

Jeg kender ikke hans Beslutninger.

Men De ved, svarede hun nsten bnfaldende, om Gud frhen har
gjort noget saadant, om han bryder sig saa meget om en Menneskesjl.

Det gr han visselig.

Og naar jeg nu bjer mig for ham, naar jeg nu erkender min Ringhed,
naar jeg nu beder ham om Hjlp, vil han saa hjlpe mig?

Prsten grundede en kort Tid. Saa lftede han Hovedet og saa paa
hende: Jeg tror, at De, hvis De beder Gud om Hjlp, ikke vil bede
forgves, selv om Deres Bn er meget svag og Deres Tro ringe, ja, jeg
tror det.

Jeg stoler paa Deres Ord, udbrd hun med funklende jne. Jeg vilde
klynge mig til et Halmstraa nu.

Da han rejste sig for at gaa, rakte hun ham Haanden: Dersom jeg
bliver lykkelig, saa stol paa, at jeg ikke skal undlade, hvad der
staar i min Magt for ogsaa at gre alle om mig lykkelige.

Han trykkede hendes Haand hjrtelig, bukkede og gik. Da han var
borte, stod hun en Tid hensunken i sine Tanker. Saa gik hun hen og
laasede Dren.

Hun vendte tilbage til sin Stol, men i Stedet for at stte sig i den
kastede hun sig paa Kn foran den og begyndte med Hovedet stttet i
sine Hnder at bede -- men bestandig med Forbehold: Hvis Du er til,
om Du hrer mig -- thi inderst i hendes Hjrte laa stadig Tvivlen.
Saa forskrkkedes hun over, hvad hun gjorde, og bad paa ny, ganske
vist uden dette hvis paa Lben, men stadig med det i Hjrtet. Nej,
hun kunde ikke bede. Hun mrkede, at Tankerne gled fra Bnnen, hun
kunde ikke styre dem, ikke samle sig i Inderlighed, trt og slap som
hun var efter den gennemvaagede Nat. Hendes Hoved sank dybere; hun
saa sin Mand, hrte hans Stemme, og hun rakte Armene ud og bad til
ham, bnfaldt ham om at tage hende til Naade, at tilgive hende, at
elske hende fra nu og til evig Tid. -- Hun vaagnede op af sin Ds og
forfrdedes over, hvad hun gjorde, hun samlede sig atter, tvang sine
Tanker bort fra ham op mod Gud og begyndte paa ny sin Bn. Og endelig
lykkedes det hende at arbejde sig ind i en Extase, saa at hun syntes
at bje sig i dybeste Ydmyghed for ham, der holder Verdener i sin
Haand.

Du, der gr det umulige muligt, giv mig dette ene. Du, der er saa
rig og god, giv mig det lidet, hvorpaa mit Liv beror, og min Sjl,
som Modgangen gjorde bitter og Smerten forstenede, skal bldgres af
Lykken og ydmyges under Din ufortjente Naade. Tag mit Liv, om Du vil,
giv mig kun en Dag, en eneste blot, hvor han elsker mig. Lad mig
hste det, jeg ikke saaede, lad mig vinde, hvad jeg ikke attraaede;
jeg fortjener det ikke, men jeg skal strbe at gre mig fortjent
dertil. Om det er et Mirakel, og jeg tror, det er det, saa udfr det.
Udslet af min Bevidsthed, hvad jeg var daarlig nok til at tro paa, at
jeg selv bestemmer og har bestemt min Skbne, at hver Handling drager
en ny med sig, saa det hele bliver en ubrydelig Kde af Konsekvenser,
som jeg selv har knyttet. Lr mig, at Din er Magten og ren i al
Evighed. Amen!

       *       *       *       *       *

Man havde for lngst spist Frokost, da Judith kom ned i Dagligstuen.
Hendes Hjrte bankede, da hun aabnede Dren; hun vidste nppe, om det
var en Lettelse eller en Skuffelse, da hun traf Hellman ene i Stuen.
Banner var reden ud, Strm var gaaet ned til Kirken for at aftegne de
udskaarne Egetrsdre paa Herskabsstolene. Hellman lagde Bogen, hvori
han lste, fra sig ved hendes Indtrdelse.

God Morgen, Frue! -- Solen kommer noget sent paa Himlen i Dag, synes
mig.

Hun smilte og trak en Stol hen til Kaminen lige over for ham. Og De
sidder her ganske ene? Man kan just ikke sige, vi behandler vore
Gster hensynsfuldt.

Aa, Banner srgede for min Underholdning, inden han forlod mig, --
og han pegede paa Bogen.

Hvad er det for en Bog?

Noget mytologisk Krimskrams, hvoraf man kan lre alle de raffinerede
Maader at kende, hvorpaa de gamle Guder pinte os ulykkelige
Mennesker, naar vi vakte deres Unaade. Man har Valget imellem at
flaas som Marsyas eller lgges paa Hjul og Stejle som Ixion, eller
spndes over tre skarpe Stene som Loke. Valget er lidt vanskeligt.

Men der ligger dog en hel Del Visdom gemt i de gamle Sagn.

Det har De Ret i, sagde Hellman alvorligere, jeg kender baade
Tantaloser, Sisyphoser og Ixioner, og glder mig over, at jeg ikke
deler deres Skbne, men lever tilfreds og fornjet med min egen mere
beskedne Lod.

Det er vanskeligt altid at kunne vre tilfreds med den.

Det er det ogsaa; man opnaar det kun paa to Maader her i Livet,
nemlig ved at --

Resignere, faldt Judith ham i Talen.

Aa nej -- slet ikke, det er noget, Prster og Filosofer har hittet
paa. Nej, ved at udrette noget og ved at elske nogen rigtig inderlig
og uegennyttig. Heldigvis er det Veje, som staar aabne for enhver.

Hun blev ligesom lidt bange ved at komme ind paa dette mne. Hun
drejede af og sagde: Apropos, hvad foretrkker De saa, de grske
eller nordiske guddommelige Straffemaader?

Naar galt skal vre, de nordiske, svarede Hellman. Sagen er, at
Ixion ligger dernede alene paa sit Hjul, og ingen rkker ham en
Finger til Hjlp; men hos Loke staar Sigyn mild og krlig.

Blodet skd op i Judiths Kinder; hun anede, hvad der vilde komme.

Beundrer De Sigyn saa meget? spurgte hun blot for at sige noget.

Ja, sandelig gr jeg det. Se, Loke elsker hende ikke, og siger hende
maaske nppe et taknemligt Ord, medens hun staar taalmodig og trofast
for at skaane ham for Smerten, saa meget hun formaar.

De mener maaske, at Sigyns Liv er det rette Sindbillede paa Kvindens
Liv, at vi er til for at tjene og ofre os for Manden?

Nej, slet ikke, sagde Hellman med strre Munterhed, jeg hrer ikke
til dem, der fordrer Kvindens Underkuelse, men hvor jeg trffer ren
og offerberedvillig Krlighed, det vre sig hos Mand eller Kvinde,
der bjer jeg mig i rbdighed og siger: den lykkelige, der kan nre
en saadan Flelse.

De burde heller sige: den lykkelige, som er Genstand derfor.

Vil De hellere vre den fattige, som maa modtage, end den rige, der
kan give?

Hun vilde slaa det hen i Spg: Hvorledes kan _De_ tale om alle disse
smukke Flelser, De, der selv har helliget Dem den ugifte Stand.

Tror De ikke, jeg har elsket eller endnu elsker andre end mig selv.
Jeg elsker August f. Ex., sknt Gud skal vide, det er en noget egen
Maade, han genglder denne Krlighed paa. Han gaar bare og tnker paa
at bortgive sit Hjrte til enhver blaajet Sknhed, han mder, og saa
er han oven i Kbet saa grusom at tage mig med paa Raad, hver Gang
han agter at bortsknke dette kostbare Klenodie. Men alligevel kan
jeg ikke lade vre at holde af ham.

Det er i alle Tilflde en stor Lykke at blive elsket saaledes.

Det er det, og jeg kender Mennesker, hvem jeg inderlig kunde nske
en saadan Krlighed; Mennesker, hvis egen Krlighedskilde ganske vist
synes udtrret, fordi den aldrig har faaet nogen rigtig Nring.
Mennesker, der har vret Offer for deres Forldres Forfngelighed,
for deres elskedes Trolshed, for deres Venners Egoisme og Havesyge.
Jeg har kendt saadanne Mennesker, men desvrre ikke staaet dem nr
nok til at kunne blive noget for dem. Havde det vret Tilfldet,
skulde de have faaet hele min Krlighed; thi de trnger til den.

Uden Gengld? spurgte hun sagte.

Gengld -- fordrer sand Krlighed Gengld, fordrer sand Krlighed
noget som helst? Det at elske er en saa rig Skat i og for sig, at man
ikke skal gnie med den og kun give _en_ Mnt ud for at faa en anden
igen. Den, der har sand Krlighed i sig, trnger til at dele den ud
med rund Haand og har let ved at glemme Stolthed og Fordringer i
Glden over at kunne sknke Lykke og Velsignelse. Han havde talt sig
op i formelig Begejstring, som han stundom kunde det. Hun sad og saa
paa ham, og hans varme Tro paa Krlighedens Almagt betog ogsaa hende.

Men selv om en saadan Krlighed blev tilbudt, vilde den saa blive
modtagen?

Vil den sultne spise, vil den trstige drikke, vil den febersyge
grne finde Hvile -- vilde Loke maaske ikke helst vre fri for
Giften, der dryppede ham i Ansigtet? -- Ja, De ser, kre Frue, mit
Livs Bestemmelse er egentlig at vre Prst, og var jeg bleven det,
skulde jeg nok hver Sndag have tordnet over Evangeliet: Det er
saligere at give end at tage.

Det er et smukt Ord.

Og et sandt oven i Kbet. Han rejste sig: Gud ved for Resten, hvor
August bliver af. Han fordyber sig nok i den Grad i de gamle Stole,
at han rent glemmer, der er noget, der hedder Middagsmad. For jeg
skulde da aldrig tro, at en agerdyrkende Sirene har forlokket ham.
En voldsom Uro griber nu mit Hjrte, deklamerede den lille Mand og
slog sig pathetisk for Brystet.

Aa, han kommer vel nok, han er jo ikke --

Noget Barn? Jo, min Frue, det er han netop. Jeg maa vre i Hlene
paa ham og holde Formaningstaler til ham uophrlig, ellers gr han
dumme Streger. Har De noget imod, at jeg gaar ud og ser efter ham?

Aldeles ikke.

Tak! De forstaar -- et Moderhjrte -- og det eneste Lam!

Jeg troede nsten, sagde Judith, da han var ved Dren, at De holdt
lige saa meget af min Mand som af Deres Nev.

Af Banner? Ja, hvem kender Banner uden at holde af ham? spurgte
Hellman, men gik inden Sprgsmaalet besvaredes.

       *       *       *       *       *

Hun gik op og ned ad Gulvet i den heftigste Sjlekamp. Hun holdt
begge Hnder mod Panden, tt knugede, ligesom for at dulme en strk
Smerte.

Samtalen med Hellman havde bortrevet ethvert falsk Haab, hvormed hun
havde bedraget sig. Ogsaa han troede altsaa, at Banner ikke kunde
elske. Saalnge hun var ene om at tnke dette, havde hun formaaet at
dve Tanken, hun havde jo nsten manet den bort ved sin Bn, men da
den udtaltes af en anden, kunde hun ikke lnger tvinge den fra sig.
Hun vaandede sig under den. Igaar endnu havde hun maaske ikke lidt
saa meget derved; men den sidste Nat havde saa levende foregglet
hende den attraaede, ubeskrivelige Lykke, og Samtalen med Prsten og
Bnnen havde ligesom givet hende Forvisning om Muligheden derfor,
hvor forfrdeligt var det saa ikke nu at opdage, at det dog alt var
en Illusion. Han kunde ikke elske, men af hende fordrede de, at hun
alligevel skulde elske ham, sknke ham sin Krlighed -- og hvorfor?
Fordi det var saligere at give end at tage. Nej, nej, hun vilde ikke
forstaa det. Jeg skulde gaa til ham og tilstaa ham min Krlighed
uden at fordre Gengld, tilstaa, tilbyde ham en Krlighed, som han
ikke genglder, ydmyge mig, kun fordi han trnger til Krlighed. Nej,
jeg kan det ikke.

Men atter steg den drmte, den attraaede Krlighedslykkes Billeder op
i hendes Sjl og fristede hende. Om de andre nu dog tog fejl, om al
min Krlighed alligevel kunde kalde hans til Live. Er det da saa
forfrdeligt at ydmyge sig for den, man elsker? Hvis han kom til mig
og spurgte mig eller bad mig, ja, saa skulde jeg kaste mig for hans
Fdder. Men selv gaa til ham og maaske mde hans kolde, hoverende
Smil! Jeg har ikke ladet ham ane, at jeg elsker ham. Han vilde maaske
haane min Sjls dyreste Hemmelighed, hvis jeg rbede den. Lad saa
heller alt blive som frhen, lad mig resignere, njes med at se og
hre ham og lad ham saa tro sig ikke elsket, lad ham trste ved Siden
af Kilden, lad Giften dryppe ham i Ansigtet, uden at nogen rkker en
Haand ud for at hjlpe ham. Ak, nej! Heller ikke det kan jeg jo. Aa,
hvad kan jeg, hvad skal jeg dog gre? Hun stod ved Vinduet med
Panden trykket mod Vinduesstolpen og Hnderne knugede om Hovedet, som
om hun frygtede for, at Hovedet skulde sprnges og Tnkeevnen svigte.

Der ld Hovslag i Gaarden, og Banner red langsomt ind ad Porten.
Tjlen hang ls om Hestens Hals, den gik med ludende Hoved; ogsaa
Banner sad bjet, nsten sammensunken. Det bydende i hans Vsen var i
dette jeblik ganske borte, der var kun noget usigelig ulykkeligt og
livstrt over ham.

Da udbrd hun pludselig hjt: Jo, jeg kan gre det, jeg kan ofre
ogsaa min Stolthed for denne trtte, bedrvede, ulykkelige Mand, jeg
kan ydmyge mig og gaa til ham, om han saa end aldrig vilde vre
kommen til mig; thi jeg elsker ham, aa, saa ubeskrivelig, saa
ufattelig!

       *       *       *       *       *

Der var en noget trykket Stemning ved Middagsbordet. Judith var for
optagen af en eneste Tanke til at kunne underholde de andre. Banner
lagde Mrke dertil og grublede over Aarsagen dertil. Var nu denne
Tilbageholdenhed og Tavshed en Flge af hendes saarede Stolthed eller
maaske af Frygt for en Opdagelse. Det forekom ham, at der undertiden
var noget sky og frygtsomt i hendes Blik. Var hun bange? Og han
pintes af en prikkende, nagende Utaalmodighed efter at faa Lsning
paa denne Gaade. Ogsaa August Strm var urolig. Hvad betd hendes
Tavshed, var hun vred paa ham, eller var hun maaske bange for at rbe
sine virkelige Flelser, eller var der forefaldet noget mellem hende
og hendes Mand. Banners mrkvrdige, sarkastiske Maade at behandle
ham paa, syntes at antyde, at den sidste Gisning maaske var rigtigst.

Hellman alene havde tilsyneladende bevaret sin joviale Gemytlighed;
dog vilde en skarp Iagttager have bemrket, at ogsaa han stundom
glemte Maden og Talen for at rette sin Opmrksomhed snart paa Banner
snart paa Husets unge Frue. Har Du endnu Tmmermnd fra i Aftes,
Banner? Du ser ud, som om Du havde tabt Din Sag for hjeste Ret.
Banner svarede ikke, han tumlede stadig med samme Tanke. Havde han
overrumplet hende? Var det kommet dette jeblik, han en Gang lngtes
efter, da han virkelig skulde faa Lejlighed til at ydmyge hende?
Tanken behagede hans Herskesyge, eller det matte Vrngebillede deraf,
der endnu var tilbage. Men paa den anden Side. Hvis hun nu overlistet
af hans Skarpsyn blev dreven ind i en Krog og tvungen til at tilstaa
sin Krlighed til en anden, hvad var der saa vundet derved? Var det
da ikke et Nederlag saa vel for ham som for hende? Nej, gid han havde
hende ydmyget og dog ikke tabt, besejret og dog ikke skyldig. Gid hun
paa en eller anden Maade kunde overbevise ham om, at han havde taget
fejl. Var han da skinsyg? Nej, men han vilde dog ikke miste hende,
det sidste, der gav hans Liv en Smule Indhold, om Indholdet saa ogsaa
var af noget tvivlsomt Vrd. Han vilde dog endnu en Gang prve Styrke
med hende, han skulde vel ikke atter komme til kort. Da de rejste sig
fra Bordet og han tog hende i Haanden til vel bekomme, flte han, at
den rystede; samtidig hvilede hendes jne med et forunderlig
ngsteligt Udtryk paa ham. Da trak han hende sagte nrmere til sig og
hviskede, medens han beholdt hendes Haand i sin: Jeg vil tale endnu
en Gang med Dig, nu i Aften. Tnk over, hvad Du vil sige mig.

Man sad atter i Dagligstuen, men Samtalen gik kun trevent. Da
jeblikket for Judiths Tilstaaelse var fastsat, flte hun en Angst,
ikke fordi hun fortrd sin Beslutning, nej, men denne nervse Angst,
man faar, naar et alvorligt og afgrende Skridt skal tages og ikke
lnger kan opsttes. Hans Ord: tnk over, hvad Du vil sige mig,
genld i hendes re, og hun prvede at gre det, at forme de Ord,
hun skulde sige, men det var hende umuligt. Hellman gjorde
Kraftanstrngelser for at muntre Selskabet. Hans Midler var just ikke
de fineste. Blandt andet fik han den Ide at behandle sin Nev som et
lille Barn. Banner lo deraf og syntes at finde en ondskabsfuld
Fornjelse i den Spot, den unge Mand maatte dje.

Ikke drikke for megen Vin, August. Du ved, smaa Drenge kan ikke
taale det. Din Moder bad mig, fr vi rejste, om at passe godt paa
Dig. Ikke sid saa magelig, det klder ikke Brn godt o. s. v.

Strm var ufornuftig nok til at lade sig drille i Stedet for at gaa
ind paa Spgen, og viste temmelig tydelig sin rgrelse.

Ikke arrig, lille August, i fremmedes Nrvrelse, vent til Du kommer
op paa Dit eget Vrelse, og saa lo Hellman atter, ja selv Banner gik
ind paa Spgen og sagde: Jeg maa vel ikke sknke for meget i Din
Nevs Glas, Vin og Krlighed gaar let Ungdommen til Hovedet,
hvorefter han lo paa sin skarpe, haanlige Maade.

Til sidst fandt dog Strm sig i det uundgaaelige og trstede sig med,
at Judith dog ikke syntes at finde Behag i den Maade, hvorpaa han
blev behandlet.

Paa Slaget ti rejste Hellman sig og sagde: Nu skal August i Seng.
Sig nu pnt god Nat og Tak for i Dag.

Vil De ikke blive lidt lnger? spurgte Judith, der blegnede, da hun
flte det afgrende jeblik nrme sig.

Siden Fruen beder for Dig, skal Du faa et Kvarter endnu; tak for
det, min Dreng.

Hun skottede hemmelig til Uhret og fulgte Viserens langsomme Gang --
tretten Minutter, ti, fem, tre. Naa, August, nu hjlper der ingen
kre Moder; nu gaar vi, og Komponisten, der ikke befandt sig vel,
naar han kom for sent i Seng, tog sin Nev under Armen for at tage
ham med. Men Strm vilde ikke gaa glip af at sige pnt god Nat. Han
vendte sig mod Judith og rakte hende Haanden. Et jeblik laa hendes
kold og rystende i hans; han saa et forunderligt Udtryk i hendes
blege, bevgede Ansigt, et Udtryk, som bragte hans lnlige Haab til
at blusse op strkere end nogen Sinde, og da han forlod Vrelset med
sin Onkel, sagde han til sig selv: Hun elsker mig, jeg er vis
derpaa, men hun er bange og lider derunder. Hans ungdommelige Hjrte
svulmede ved Tanken om, at hun, der i syv Aar ikke havde lrt at
elske, var bleven erobret af ham i mindre end syv Dage.

       *       *       *       *       *

Da Hellman og hans Nev var borte, betragtede hun forventningsfuldt
sin Mand. Han troede, at hun var bange, og det forvoldte ham en
hemmelig Nydelse, han havde da altsaa i det mindste faaet Bugt med
hendes Selvsikkerhed. jeblikket var gunstigt, nu skulde hun tvinges
til Oprigtighed med det onde eller med det gode, hun _skulde_ aabne
sig for ham.

Han standsede foran hende og saa paa hende. Hun mdte hans Blik med
et ubeskriveligt Udtryk af Blidhed og Eftergivenhed. Et mildt Ord,
kun et mildt Ord, saa skulde hun underkaste sig; men hendes
tilsyneladende Svaghed fristede ham til at bruge Haardhed, og han
spurgte skarpt:

Elsker Du denne Dreng?

Hun svarede ikke.

Jeg vil vide det. For mit Navns og min res Skyld fordrer jeg at faa
det at vide.

Jeg har aldrig plettet og vil aldrig plette Dit Navn eller Din re.

Han vidste, at det var sandt.

Jeg har Ret til at forlange det som Din Husbond og Herre.

Over mine Tanker er Du ikke Herre, svarede hun sagte. Hvis han blev
ved i denne Tone, hvorledes skulde hun da kunne gre Tilstaaelsen?

Men jeg vil vide det, raabte han paa ny nsten ude af sig selv.

Har Du da virkelig Interesse for mig eller mine Flelser?

Da tog han sig sammen, han flte, han var gaaet for vidt: Hr mig,
sagde han mildt og satte sig i Sofaen ved Siden af hende, jeg
sprger, fordi jeg virkelig har Interesse for Dig. Du tager fejl,
hvis Du tror, Du er mig ligegyldig. Du fngslede mig fra Begyndelsen
af ved Din Kulde, Din Stolthed, den vrdige Selvbevidsthed, hvormed
Du ngtede at krybe for mig som alle de andre. Du interesserede mig,
fordi jeg vidste, Du var ulykkelig, fordi jeg anede, at der bag Din
Kulde og Stivhed laa en ungdommelig Varme og Begejstring for alt,
hvad jeg vel i Ord og Adfrd spottede, men som jeg alligevel dybest
i mit Hjrte beundrede og lngtes efter. Da jeg lrte Dig nrmere at
kende, sgte jeg at faa dette frem hos Dig, men Du undveg mig
bestandig. Det ggede mig og drev mig til at opbyde alt for at naa
mit Maal. Jeg vilde finde Bunden og Krnen i Dig, saa jeg kunde vende
og krnge Dig alt efter mit Behag. Det lykkedes mig ikke, og det var
vistnok heldigt, thi havde jeg den Gang opnaaet min Hensigt, havde
jeg sandsynligvis snart efter atter ladet haant om det, jeg saa ivrig
efterstrbte. -- Du ser, jeg er aabenhjrtig, og jeg vil vedblive
dermed. Da Erik blev fdt, tabte Du Betydningen for mig; i den Tid,
han levede, glemte jeg Dig i min alt opslugende Krlighed til Barnet.
Da han dde, vendte jeg mig endnu en Gang til Dig, ikke kmpende, men
bedende, men Du var stadig ubjelig. Saa opgav jeg alt. Jeg var for
trt til lnger at efterstrbe noget; jeg troede mig aandelig dd, og
mente, at ogsaa en legemlig Dd vilde vre det bedste for mig. Jeg
lngtes dog stadig mod Dig, men Du kom mig aldrig i Mde. -- Saa fik
vi Gster og jeg oplivedes atter -- maaske kun for at slukkes helt,
naar Opblusningen er forbi. Men ogsaa Du forvandledes under dette
Besg. Jeg saa pludselig det Liv, den Ungdom og alt det, jeg havde
haabet at kunne fremkalde, udfolde sig hos Dig, og jeg maatte da sige
mig selv, at det var kaldt til Live af en anden. Denne Tanke pinte
mig, maaske kun fordi jeg er en Egoist, men jeg harmedes over, at en
anden i Dage skulde opnaa, hvad jeg havde kmpet for i Aar. Jeg vilde
gerne tro, at jeg tog fejl, Uvisheden pinte mig, og jeg bad Dig
derfor om at ende den, men ikke engang _det_ vilde Du, ikke engang
saa meget kunde jeg opnaa af Dig.

Jeg beder ikke om eller gr Fordring paa Din Krlighed, jeg har ingen
Ret dertil, jeg, der kun har levet for mig selv, maa ikke vente noget
af andre. Jeg beder Dig kun sige mig, om jeg virkelig har tabt, om
jeg skal lade dette Haab flge alle de andre brustne Illusioner.
Beder jeg Dig om for meget? Det er jo dog saa lidt, dette, kun at
ville have Vished om sit Nederlag, for ikke at fortstte en tom
Tilvrelse. Vil Du gre saa meget for mig? Hvis Du nogen Sinde har
nret andet end uvenlige Tanker mod mig, saa sig mig, om det er
kommet saa vidt, at mit Liv ikke alene er tilovers, men endogsaa i
Vejen for andres Lykke. Vr ikke bange for at sige mig det. Sig mig,
om jeg staar mellem Dig og Din Lykke, om Du elsker, om Du elsker --
ham?

Hendes Hjrte var fyldt af ubeskrivelig Taknemlighed, fordi han havde
gjort hende Tilstaaelsen saa let. Naar han var saaledes, saa bld,
saa ydmyg, saa srgmodig, saa kunde hun give ham alt. Og det skulde
gres nu strax, han skulde ikke et jeblik lnger tro paa sit
Nederlag. Fordi han frivillig nedlagde Vaabnene, skulde han gres til
Sejrherre, ja i langt hjere Grad, end han kunde vente og haabe.

Min Husbond, og hun lod sig glide ned foran ham paa Gulvet og
knlede ved hans Fdder. Ja, jeg elsker, elsker for hele Livet,
elsker en Mand hjere end noget andet i Verden, hjere end mig selv,
elsker saaledes, at jeg aldrig vil kunne ophre dermed, saa lnge jeg
lever. Men ser Du da ikke, at denne Mand er Dig selv. Dig elsker jeg
og elskede jeg, jeg tror fra frste Gang, jeg saa Dig. Men da Du
syntes at spotte mig, bekmpede jeg min Krlighed og stred mod den i
de mange lange Aar, forngtede og undertrykkede den. Vidste Du, hvor
jeg led, medens Erik levede, og jeg var Dig aldeles ligegyldig, saa
vilde Du forstaa, hvorledes jeg allerede den Gang elskede Dig. Frst
lang Tid efter har jeg selv forstaaet det. Den Gang gjorde den
stadige Lidelse mig haard og bitter, og da Erik dde, og Du kom til
mig, var jeg syg, afsindig, forblindet af min Smerte og Fortvivlelse.
Jeg stdte Dig fra mig. Men fra det jeblik, da jeg indsaa min Uret,
blev jeg min egen Forrder; jeg skjulte kun min Krlighed, fordi Du
atter var bleven saa kold og fremmed.

Det var _mig_, som tog Dit Billed, og jeg har kysset det Tusinder af
Gange. En Nat, da jeg blev bange for, at Du skulde vre dd, sneg jeg
mig ind i Dit Sovevrelse. Da jeg saa, at Du levede, og da jeg flte
den ubeskriveligste Glde derover, indsaa jeg, at Modstand var
umulig, og jeg overgav mig da blindt til min Krlighed. Fra den Dag
blev jeg forandret, det er Forvandlingen, Du har set hos mig. Hvor
kunde Du tro, at jeg kunde elske en anden, hvorledes kan man tnke
paa andre, bryde sig om andre, naar man er Din Hustru. Nu sknker jeg
Dig den Krlighed, Du ikke forlangte, Du skal ikke mere klage over,
at Du aldrig har mdt nogen. Dit Liv er ikke tomt, Du har gjort mig
lykkelig, Dit Liv er ikke spildt, Du har lrt mig at elske, Du er
ikke ene, thi Du har vundet et Hjrte, som aldrig vil slippe Dig.

Jeg bnfalder Dig om at modtage det, jeg haaber inderlig, inderlig
endnu at kunne vre noget for Dig. Er Du trt, saa husk, at Du har et
Hvilested, er Du ked af Livet, saa tnk paa, at Du har gjort det
lykkeligt for en anden. Og tilgiv mig saa, at jeg saa sent opfyldte
mine Pligter, at jeg saa sent forstod mig selv, at jeg tvede saa
lnge, inden jeg kom til Dig. Sig, at Du tilgiver mig, at Du tager
mod min Krlighed, saa haaber og nsker jeg intet mere.

Hun var skn, som hun laa der foran ham. Men han lftede hende ikke
op i sine Arme, han hviskede ikke, at han ogsaa elskede hende. Et
jeblik forekom han sig at vre saa gammel, saa trt, saa udlevet, at
han slet intet formaaede, intet haabede, intet brd sig om. Men lidt
efter lidt lod han sig overvlde af dette, at blive elsket for sin
egen Skyld, noget saa uvant, ja ukendt for ham. Og som det gaar i
ventyrene, naar Trylleordet udtales og Fortryllelsen hves, saaledes
syntes nu ogsaa her Forbandelsen, der havde hvilet over hans Liv, at
oplse sig ved hendes Ord. Den gled som en Byrde af hans forpinte
Sjl, som en svindende Smerte af et lgende Saar; han syntes
formelig, at han sank hen i den blide, velgrende Trthed, der flger
paa en overstaaet heftig Lidelse. Han var elsket, saaledes som han
havde smgtet efter det hele sit Liv, elsket for sin egen Skyld, uden
Fordringer, uegennyttig elsket af hende, som dog stod ham nrmest af
alle.

Men kunde det ogsaa vre muligt, kunde hun mene, hvad hun sagde;
forstod hun, at hun _ofrede_ sig? Endnu en Tvivl, endnu en Frygt.

Da hun tav, sagde han langsomt og blidt: Ved Du, hvad Du siger og
gr, husker Du, at jeg er et Vrag, der er blevet gammelt fr Tiden,
et Menneske, der har levet for sig selv og aldrig vil kunne gre fuld
Gengld for Din Krlighed? Vil Du ofre Dig for at give Resten af mit
Liv lidt Betydning og Indhold? Hvis Du vil det, ja, da er jeg endnu
saa egenkrlig -- han smilte svagt -- at jeg tager mod Din
Krlighed, sknt jeg ikke har fortjent den. Der er Mennesker, som har
fordmt sig selv til en evig Jagen efter deres Lyster; til dem hrer
jeg. De opnaar intet. Kunde de kun en _Gang_ elske en anden hjere
end sig selv, tror jeg, de var frelste, men de kan det ikke. Ikke
engang mit Barn elskede jeg fuldt ud for dets egen Skyld, men kun som
mit genopstandne Jeg. Var der noget Menneske, jeg skulde have kunnet
elske, da var det Dig, men jeg var for fordrvet allerede den Gang,
jeg lrte Dig at kende, til at fyldes af en virkelig dyb Krlighed.
Saaledes er jeg. Kan Du nu andet end ynke og foragte mig? Vil Du
virkelig dsle Dit Hjrtes varme Krlighed paa mig for dermed at
formilde Resten af mit Liv? Hvis Du indser, at Du ikke kan det, da
giver jeg Dig nu Din Frihed. Du har lrt mig lidt af det, der hedder
at opofre sig, men jeg vil ikke gre Dig til et nyt Offer for min
Egenkrlighed.

Da mindedes hun, da forstod hun Ordet, som Hellman havde brugt: Det
er saligere at give end at tage.

Jeg vil aldrig fortryde det, og jeg vil aldrig nske det anderledes.
Min Husbond, Du ved ikke, hvilken Lykke det er at elske!

Han tog hendes fine, smalle Hnder mellem sine og lagde dem paa sin
hede Pande, trykkede dem mod sine brndende jne. Da han derpaa sagte
lod dem glide ned over sit Ansigt, kyssede han dem gentagne Gange, og
det var frste Gang i sit Liv, Johan Banner ydede nogen Kvinde denne
Hyldest.





End of the Project Gutenberg EBook of Judith Frste, by Adda Ravnkilde

*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK JUDITH FRSTE ***

***** This file should be named 39510-8.txt or 39510-8.zip *****
This and all associated files of various formats will be found in:
        http://www.gutenberg.org/3/9/5/1/39510/

Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
http://www.pgdp.net (This file was produced from images
generously made available by Arkiv for Dansk Litteratur
at http://adl.dk)


Updated editions will replace the previous one--the old editions
will be renamed.

Creating the works from public domain print editions means that no
one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
(and you!) can copy and distribute it in the United States without
permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
such as creation of derivative works, reports, performances and
research.  They may be modified and printed and given away--you may do
practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
subject to the trademark license, especially commercial
redistribution.



*** START: FULL LICENSE ***

THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK

To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
distribution of electronic works, by using or distributing this work
(or any other work associated in any way with the phrase "Project
Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
Gutenberg-tm License available with this file or online at
  www.gutenberg.org/license.


Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
electronic works

1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
and accept all the terms of this license and intellectual property
(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.

1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
used on or associated in any way with an electronic work by people who
agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
even without complying with the full terms of this agreement.  See
paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
works.  See paragraph 1.E below.

1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
collection are in the public domain in the United States.  If an
individual work is in the public domain in the United States and you are
located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
keeping this work in the same format with its attached full Project
Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.

1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
a constant state of change.  If you are outside the United States, check
the laws of your country in addition to the terms of this agreement
before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
creating derivative works based on this work or any other Project
Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
the copyright status of any work in any country outside the United
States.

1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:

1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
copied or distributed:

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org

1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
and distributed to anyone in the United States without paying any fees
or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
1.E.9.

1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
with the permission of the copyright holder, your use and distribution
must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
permission of the copyright holder found at the beginning of this work.

1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
License terms from this work, or any files containing a part of this
work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.

1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
electronic work, or any part of this electronic work, without
prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
active links or immediate access to the full terms of the Project
Gutenberg-tm License.

1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
License as specified in paragraph 1.E.1.

1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
that

- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
     must be paid within 60 days following each date on which you
     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
     address specified in Section 4, "Information about donations to
     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."

- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
     License.  You must require such a user to return or
     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
     and discontinue all use of and all access to other copies of
     Project Gutenberg-tm works.

- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
     of receipt of the work.

- You comply with all other terms of this agreement for free
     distribution of Project Gutenberg-tm works.

1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
electronic work or group of works on different terms than are set
forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
Foundation as set forth in Section 3 below.

1.F.

1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
works, and the medium on which they may be stored, may contain
"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
your equipment.

1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
liability to you for damages, costs and expenses, including legal
fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
DAMAGE.

1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
written explanation to the person you received the work from.  If you
received the work on a physical medium, you must return the medium with
your written explanation.  The person or entity that provided you with
the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
refund.  If you received the work electronically, the person or entity
providing it to you may choose to give you a second opportunity to
receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
is also defective, you may demand a refund in writing without further
opportunities to fix the problem.

1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS', WITH NO OTHER
WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
WARRANTIES OF MERCHANTABILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.

1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
provision of this agreement shall not void the remaining provisions.

1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
with this agreement, and any volunteers associated with the production,
promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
that arise directly or indirectly from any of the following which you do
or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.


Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm

Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
electronic works in formats readable by the widest variety of computers
including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
people in all walks of life.

Volunteers and financial support to provide volunteers with the
assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg-tm's
goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
and the Foundation information page at www.gutenberg.org


Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
Foundation

The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
number is 64-6221541.  Contributions to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
permitted by U.S. federal laws and your state's laws.

The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
throughout numerous locations.  Its business office is located at 809
North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887.  Email
contact links and up to date contact information can be found at the
Foundation's web site and official page at www.gutenberg.org/contact

For additional contact information:
     Dr. Gregory B. Newby
     Chief Executive and Director
     gbnewby@pglaf.org

Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation

Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
spread public support and donations to carry out its mission of
increasing the number of public domain and licensed works that can be
freely distributed in machine readable form accessible by the widest
array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
status with the IRS.

The Foundation is committed to complying with the laws regulating
charities and charitable donations in all 50 states of the United
States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
with these requirements.  We do not solicit donations in locations
where we have not received written confirmation of compliance.  To
SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
particular state visit www.gutenberg.org/donate

While we cannot and do not solicit contributions from states where we
have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
against accepting unsolicited donations from donors in such states who
approach us with offers to donate.

International donations are gratefully accepted, but we cannot make
any statements concerning tax treatment of donations received from
outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.

Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
ways including checks, online payments and credit card donations.
To donate, please visit:  www.gutenberg.org/donate


Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
works.

Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm
concept of a library of electronic works that could be freely shared
with anyone.  For forty years, he produced and distributed Project
Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.

Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
keep eBooks in compliance with any particular paper edition.

Most people start at our Web site which has the main PG search facility:

     www.gutenberg.org

This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.
