The Project Gutenberg eBook, Samlede Vrker, Tredie Bind, by Jeppe Aakjr


This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org





Title: Samlede Vrker, Tredie Bind


Author: Jeppe Aakjr



Release Date: May 18, 2012  [eBook #39722]

Language: Danish

Character set encoding: ISO-8859-1


***START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK SAMLEDE VRKER, TREDIE BIND***


E-text prepared by Steen Christensen and the Online Distributed
Proofreading Team (http://www.pgdp.net)



Afskriverens bemrkninger:

      Kursiv er gengivet med _understregning_, s p a t i e r e t
      tekst med =lighedstegn=, og den mindre skriftstrrelse der
      angiver regibemrkninger er gengivet med {krllede
      parenteser}.





JEPPE AAKJR

SAMLEDE VRKER


TREDIE BIND

-- SKUESPIL --


LIVET PAA HEGNSGAARD -- ULVENS SN --
NAAR BNDER ELSKER -- HIMMELBJRGPRSTEN

GYLDENDALSKE BOGHANDEL - NORDISK FORLAG

KJBENHAVN OG KRISTIANIA 1918

 _Copyright by Jeppe Aakjr._

_Al Ret over disse =fire= Skuespil forbeholdes Forfatteren -- ogsaa
Retten til Oplsning. Henvendelser desangaaende bedes rettet til
Danske Dramatikeres Forbund, Kjbenhavn._


FYENS STIFTSBOGTRYKKERI (DREYER)




Det, der fik _mig_ til at skrive Skuespil, var Glden ved den jydske
Replik. At stille to Bnder overfor hinanden og la' dem snakke ls om
det, de har paa Sinde, er en betagende Ting for den, der kjender en
Dialekt i hver tnkelig Afskygning. Men Sorgen og Fortvivlelsen
falder over n den Dag, man skal ha' sit Stykke op paa Scenen. Thi
Skuespillerne rekruteres sjldent fra Bondens Lejr; kun 2-3 Gange har
jeg haft det Held at se Rollerne i mine Stykker spillet af Folk, der
kjendte det Jydske. Jeg maa vre glad, om der kan opdrives n
jydskfdt, hvor der var Brug for tyve. Hvad vilde den kjbenhavnske
Theaterlve sige, om hans Stykke skulde tolkes af en Samling
Kulsviere; eller tror man ikke det Jydske er ligesaa flsomt for Vold
og Radbrkning som ethvert andet levende Tungemaal. Hertil kommer, at
jydske Bnder endnu gaar altfor lidt i Theatret. Mine Stykker spilles
da som oftest af Kunstnere, der ikke kan _tale_ Sproget, for et
Publikum, der ikke kan _forstaa_ det, eller i det mindste ingen
Kjrlighed har til det. Det maa forundre, at mine Stykker trods
Sandheden i det anfrte alligevel tr smigre sig med helt pne
Succeser baade hjemme og nu i Norge.

Strst Glde har jeg vel nok af dem, naar jeg selv lser dem op i en
Kreds af jydske Bnder. Men det er mit Haab, at jeg en Gang inden jeg
dr, skal faa Lov til at gaa ud med et Par af mine Stykker, med en
Trup af _gte_ jydske Mnd og Kvinder i Rollerne; da kunde det dog
vre, at jeg fik endogsaa de modvillige til at indrmme, at den
jydske Replik har sin Berettigelse, sin Skjnhed og sin Styrke ikke
mindre paa Scenen end udenfor den.

Mine Forudstninger for at skrive til Dgnets Theatre er nppe store.
Theatret kan altid kun give en ringe Brkdel af Livet, og selv denne
Brkdel skal ofte vrides af Led, fr den faar Lov at gaa ind ad
Theatrets Dre. Her skal Foden overalt rette sig efter Stvlen og
ikke omvendt. Mere og mere bliver Theatret et Legetj for den
blaserte og velfodrede Overklasse. -- Giv os et _virkeligt
Folketheater_ for Bnder og Arbejdere, hvor vi paany kan faa
_Problemerne under Debat_, -- da kunde det atter blive fristende at
lege med.

  _Jenle_, 16. Septbr. 1918.

                                                 _Jeppe Aakjr._




INDHOLD.


 Livet paa Hegnsgaard             1

 Ulvens Sn                      89

 Naar Bnder elsker             189

 Himmelbjrgprsten             275




LIVET PAA HEGNSGAARD

(1907)




FORTALE.


Dette Stykke er skrevet i Foraaret 1901, og det blev den Gang
forgjves tilbudt Folketheatret. Saa laa det hen, indtil det sidste
Foraar indleveredes til Aarhus Theater; denne Scene har nu spillet
det op imod en 30 Gange. Efter Nytaar vil det komme frem paa
Dagmartheatret.

Efter det Stormlb, man har rettet mod Dialekt-Anvendelsen i mine
sidste Bger, kan jeg formodentlig lave mig til for denne. Den
"velvillige Kritik" har lftet sin blkkede Pegefinger advarende i
Vejret, og jeg har siddet dens velmenende Henstillinger overhrig.
Sligt plejer at hvne sig.

Sandt at sige, jeg vidste ikke mine arme Raad; jeg vidste ikke, hvad
jeg skulde la' jydske Bnder tale om ikke det Sprog, de taler, naar
de er dru.

Lngere er vi altsaa ikke kommen efter 40 Aars realistisk
Kulegravning i Sprog og Virkelighedstroskab, end at den Forfatter
skjldes for "skabagtig", der la'r sine jydske Almuesmnd fre det
Sprog i Bgerne, som de frer paa Loen og ved Davrebordet.

Hvad er vi ikke for et underligt Folk! Vi staar her paa vore er og
raaber til hverandre og forstaar ikke hverandres Tale, endda Landet
ikke er strre, end at Vorherre kunde holde det i sin Haand som en
Fuglerede. Hvor lnge skal dette vare!

Vi opretter Lrestole i asiatiske Dialekter -- Syrisk, Persisk,
Mesopotamisk! -- mens hjemme enhver spasende Journalist tr spigre
vort Navn til Kagen, fordi vi har begaaet den Forbrydelse at pege paa
Folkemaalets evige Vldkilder.

Vi er her i Landet vel ca. 1 Million, der taler det jydske Bondemaal,
og omtrent lige saa mange, der med en Smule Ulejlighed let kunde
fres til at forstaa det i Tale og Skrift. Det vilde dog vist nppe
vre helt uden Betydning hverken for Livet eller for Litteraturen, om
der kunde skabes en strkere Udvexling af Ideer og Forestillinger,
Gloser og Sprogskatte mellem Jydsken og Hjdansken.

Vort lille Land, der er kastet som en Rullesten i Brndingen, kan
tidsnok miste sine sregne Konturer, gnedet og skuret som det er
mellem de andre truende Landkolosser. Vi skal ikke selv bidrage til
denne Rundslibning. Dialekterne _er_ kun en Berigelse, en
karakteristisk Streg mere i vort Folkefysiognomi.

Hver Gang vi fjerner et ejendommeligt Udtryk af vort Folkesprog, da
rokker vi ved en Sten i Dmningen, der hindrer det flade Vand i at
trnge ind og stte det hele i samme Niveau.

Men en Forfatter, der agter sit Kald, han maa vrge om Sprogets
Bakker og Dale og frygte Forfladigelsen som Sprogets onde Princip.

Hvis ikke Kritikken saa udelukkende var bleven en Syssel for
Hovedstadsfolk og Akademikere, og hvis den jydske Almue ikke stod
disse Folk fjernere end Manden i Maanen, da vilde en Folkeskribent
ha' blidere Kaar, end han har nu om Dage.

Nu maa han krydse sin Skude op imod Vind og Strm og som oftest gaa i
Havn uden Lods.

  Jenle, 26de Oktober 1907.

                                                 _Jeppe Aakjr._




PERSONLISTE.

 =Wolle Rvsgaard=, Ejer af Hegnsgaard, ca. 50 Aar.
 =Ka Rvsgaard=, hans Kone, ca. 55 Aar.
 =Trine=, hans Datter.
 =Visti Andersen=, 2den Karl paa Hegnsgaard, senere Mejerist.
 =Hellig Mads=, Gaardmand, ca. 40 Aar.
 =Bitte Fip=, gammel Pige paa Hegnsgaard.
 =Anders=, Forkarl paa Hegnsgaard.
 =Per Swren=, omvandrende Spillemand, Morbror til Visti, ca. 60 Aar.
 =Esper Vvtrup=, Gaardmand, ca. 60 Aar.
 =Nrholm=, Proprietr.
 =Gnatt=, Prst og Agrar.
 =Rber=, Byslagter.
 =Palle Hjorddreng=.
 =Moster Maln=, Gjst.
 =Faster Jehan=, Gjst.
 =Jonna=, Tjenestepige.
 =Jrgen=, Rgter.
 =Severin Jensen=, Lrersn.

Handlingen foregaar paa Hegnsgaard i Vestjylland.




FRSTE AKT.


{Folkestue paa Hegnsgaard. Vgfast Bnk langs et uduget, knastret
Fyrretrsbord. Ls Langskammel ind mod Stuen. Rdmalet Dr ud til
Gangen til hjre i Krogen bag Overbordenden. Svnig Hngelampe med
afskallet Blikskjrm i en Krog i det revnede Brddeloft. Paa
Bagvggen svrtede Olietryk af Alexander III og Dagmar. Mod Vggen
til venstre en svr Bilggerovn af ldgammel Konstruktion; i samme
Vg en Alkove med blommet Omhng. Hylder langs Loftet med Lysestager,
Strygejrn, Rivejrn, Sav etc. Paa Gulvet: Rok, Straangel og andet
Husgeraad. I Krogen til hjre en Bornholmer.}

{Til venstre foran Jrnovnen =Bitte Fip=, et surt og tykt Fruentimmer
med sort Trklde over Hovedet og lange Muffediser om Haandleddene.
Hun karter. En stor Dynge Tejer ved hendes hjre Side.}

{Ved Langbordet 7-8 Tjenestefolk i Frd med at spise Ntter. Klang af
Hornskeer, der stryges af paa Fadrandene. Pigerne har alt lagt deres
Skeer. Da ogsaa Visti slikker sin ren og stikker den op i
Lderstroppen over sit Hoved, siger}

=Anders Forkarl.=

Hwad, Visti, spnder du nu ogsaa fr! Det gaar sgu ett an. Vi maa ha
 Grd aa  Fad, hwis vi vil ha godt Vejr i Maaen. -- Kan ett andt
hjlp, saa maa vi te aa snurre for em.

Nu legger Jrgen ogsaa hans Skir[1].

 [1] _Skir_, Ske.

=Jrgen Rgter.=

Ja, hwad tho[2], a ka da't jen staa ved . A haar sgu wot der saa
wal. I ka da si, te mi Hwol er ett den mindst.

 [2] _hwad tho_, hvad.

=Anders.=

Ja, saa maa vi te paa en anden Fasovn, for  Grd maa vi ha dt, om
der skal blyw n Fornywels ved  Vkild i Maaen.

St jer nu ijen aalsammel og gjr, som a be'r jer!

Bette Fip, tar du di Nies og kom hen te  Burd med vi anne!

=Bitte Fip.=

Aa, a vild tykk, te I kund l en naaen slle jen sejj i Fred, nr en
ett fornrmer jeranne!

=Anders.=

Hwad, hwem haar gjord nj ved Fip. A tykkes, hun kratter sen om s.
-- Du skuld helsen ett vr kid aa, Bette Fip, aa hjlp te mej, te vi
kund faa n godt Vejr til wor Vkild; for _du_ kund maaske gjan faa
d en Kjrrest ino, nr du helsen vild tar di Nies engaang imell.

{(De andre ler ondskabsfuldt.)}

=Fip.=

Aa, pas _du_ d sjel, din skjelywed Rad! A ved ett, a nowtid haar
stavn atter _d_.

=Anders.=

Di Howkommels er nj swkket tillig med det andt, Bette Fip.

{=Fip= lgger ny Uld paa og karter som en rasende. =Anders= har imens
fyldt Skeen i Grdfadet; "Snurringen" begynder. Legen bestaar i, at
den fyldte Ske sttes i en drejende Bevgelse; den i Laget, hvem
Skaftet peger paa, naar Skeen standser, er dmt til at spise dens
Indhold.}

=Anders=

{(idet han slaar Skeen i Gang).}

Harom med  Hjaj[3]! saa  Dreng, han danst med hans Muer.

 [3] _Hjaj_, Rallik.

{(Skaftet peger frste Gang paa Rgteren.)}

=Palle Hjorddreng=

{(triumferende).}

Tak, Jrgen; den fk _du_!

=Anders.=

Ja, han er saa slunken i  Skind som en Sto'ders Pung; der er Plads
te mj.

=Jrgen=

{(mens han tilegner sig Grden).}

"Kom _du_ til a", saa Worherr te gammel An.

=Anders=

{(der atter har fyldt Skeen).}

Swirp! {(Venter.)} Av, Ann, mi Patt, den vild wer te Trine!

=Trine.=

Aa, Jsses, bette Brn skal a ha den Skod Grd! Hwor skal a endda faa
Plads te en?

=Anders.=

Ta en i en gued Mjenning, saa skrider en nok nied. {(Drejer igjen
Skeen.)} Ld rulle, Mari! -- Den pger paa Bette Fip. -- Aa, Fip, kom
hen og ta di Ot tillig med vi anner!

=Fip.=

Aa, vil du ett ha Fjedt og Fanden aa tar di wn i! Saa kund du
maaskis kom te aa si lig te Folk inu engaang.

=Anders=

{(spag).}

Ja, vil Fip ett ha en, saa maa du ta en, Visti. Du sejjer jo helsen
aa blywer hiel wont.

=Palle.=

Aa, maa a?

=Anders.=

Med Fornywels, Ljnr; du maa faa em hverjen; men ld  nu gaa gelik.

{(Ny Drejning; Skaftet peger paa Tjenestepigen.)}

=Anders.=

Nej, d Jonna ved a, der ett haar Plads te mir aaestej[4].

 [4] _aaestej_, forelbig.

=Jonna=

{(skogrer og slaar efter ham).}

Kund a naa d, saa kan du tro, at a skuld nffel d! -- Tror du ett,
a kan skaff Plads te'em, saa kan du sjel ta en.

=Anders=

{(griber Skeen).}

L gaa! Saalng en lwer, skal en ha  Fd!

=Visti.=

Ja, nu salder[5]  da nj i  Fad.

 [5] _salder_, svinder.

=Anders.=

Ja, det war sgu ett godt andt, sen som _vi_ strabesirer wos. -- A
_haar_ linned den anden Knap.

{(Stter end en Gang Skeen i Lb.)}

Harom inu en Gaang for de smukke Piger!

{(Skaftet peger igjen paa Trine; alle ler og peger paa Ofret.)}

=Trine.=

Nej, a kan ett mir da! A er _saa_ fordt, te a tror, en kund smkk en
Lopp paa mi Maw!

=Anders.=

Aa, lin en Hjt, saa skrider en _wal_!

{(I det samme gaar Gangdren op, og =Per Swren= trder ind med en
Sk paa Ryggen. Vild Jubel.)}

=Trine.=

Gi jer nu kuns Stand te ! Nu skal vi, Karen spark m, snaar faa
Aagjring paa wor Grd!

=Per Swren=

{(forsigtig frem).}

 Mand _er_ jo ett hjem!

=Anders.=

Nej, gu om han er! Kom du kuns fram i  Stow.

=Trine.=

Ja, kom Pejr, aa faa de sidst Grd; du skal faa mi Skir aa sb mej.

=Per Swren=

{(lgger Skken ved Dren; trrer Nsen i Hnderne og nrmer sig
lyksalig nederste Bordende).}

Hwor maa a legg mi Skraa? {(lgger den paa Enden af Langskamlen,
stter sig ned og langer til.)} Gud ha Lov og Tak! -- Det er endda n
dejlig Grd.

=Anders.=

Ja, en legger godt faast i  Seng atter em.

=Trine=

{(der med Velbehag har iagttaget Pers Forslugenhed):}

Du war nok blwen sulten, Pejr?

=Per Swren.=

Ja, fordt war a ett. Er der nu ett anner, der ska ha aa em?

=Trine.=

Nej, du kan tro, vi haar wot der.

=Per Swren.=

Ja, for saa eder _a_ em.

=Trine.=

Ja, de er d wal undt.

=Anders.=

Det er helsen nj sjalden, en sir d nuomtider, Pejr.

=Per Swren.=

Ja, hwad tho,  Mand her i  Gaard haar jo forbjn m aa komm her.

Han er rj for, a ter hans Folk med mi Lojer; og det gjr a wal
osse. Men nr Worherr haar gin jen Delifngser[6], saa er  wal osse
hans Mjenning, en skal brug em. Sen tinker a i det mindst.

 [6] _Delifngser_, fejl Udtale af Intelligens.

Og hwa, wil de ett gi m nj, saa kan de jo ld m gaa; a tegger
aalle, men a tar det, venle Folk gir m.

=Trine=

{(kiger i Fadet).}

Nu er der sgi gavn Swind i  Grd! Det er bejst, du faar  Skover mej
osse. {(Hun skraber Gryden.)} Gab, din gammel Grdhg!

{(Per gaber, og =hun= kaster ham Skoverne i Munden.)}

=Per Swren=

{(skinnende).}

Aa, nu er a saa mt, te a vild nsk, te mi Fjender maatt vr dobbelt
saa mtt.

=Trine.=

Hwadfor det?

=Per Swren.=

Jow, mi Pig, for saa vild de revn! -- Nu er der kuns jen jenle Ting,
der fattes Per Swren.

=Anders.=

Det er maaskis en Salvt?

=Per Swren.=

En Salvt haar a sjel ved  Hand. {(Trrer sig med Haanden om
Munden.)} Nej, det war en naaen bette ring Ting. {(Bluner til
Trine.)} A tror bestemt, te Trine ved .

=Trine.=

Ja, Pejr, du _skal_ faa en _bette_ Dram, nr du saa lower m, te det
blywer den sidst i Awten.

=Per Swren.=

A _lower_ d , mi sd Pig, med Hand og Mund, om du vil ha .

{(Trine ud efter Snapsen.)}

=Per Swren=

{(faar je paa Visti).}

God Awten, mi Dreng! Hworden haar du ? -- Ka du kjend di Morbror?

=Visti.=

Om a ka kjend d! Ja du haar ett gjord saa stur Forandringer te det
bejer si'n sidst, en saa d, saa en ett skuld kund kjend d ijen. --
Nu tykkes a, Morbror, te du snaar skuld si atter  Hjemmen.

=Per Swren.=

Ja, ja, mi Baaen; men du hrer jo, te a skal ha en Dram.

=Visti.=

Ja, det gaar vis nj tit paa.

{(Trine ind med Snapsen.)}

=Per Swren=

{(i Jubel ved Synet af Brndevinsflasken).}

Aa, bette Trine, du er en yndig M, som di Muer war, men a war ung.
{(Ta'r Snapsen, som Trine har skjnket op.)} Skaal, og en let Gaang
paa  Jurd! {(Ta'r Skraaen fra Skamlen og putter i Munden.)} Det gjr
m godt aa hr, bette Trine, te du er gued ved mi Sstersn. {(Visti
og Trine rdmer; de andre fniser.)} Ja, nu haar han jo hwerken Faa'r
heller Muer, slle Kaa'l; men Gud ske Lov, saa haar han da _m_!

{(De andre ler.)}

=Visti.=

Ja, du er en stredde[7] Kaa'l aa sttt s paa; kund du kuns hold d
sjl opp.

 [7] _stredde_, solid.

=Anders.=

Hr, Pejr, for aa snakk om n andt, vi skal ha Vkildsfest[8] i Maaen
Awten herom i  Kjar. Tror du, te du kund komm te Sted aa spill lidt
for wos?

 [8] _Vkildsfest_, Pinsebaal paa Kjret.

=Per Swren.=

Om a kan spill for jer! {(Springer ud paa Gulvet.)} Brrr! ... {(Gjr
Violingreb og Dansehop.)} Nu skal I, sgi, si  Fjol, hr  Fjol og
mrk, hworden  Fjol kan gaa!

{(Stavrer hen til Skken i Bnkkrogen.)}

=Anders=

{(der holder je med ham).}

Men hwad Fanden er _det_, Pejr; tho det gaar jo lwend i di Pues!

=Per Swren.=

Ja, nu skal I lig baaresten si! {(Ta'r ved det ene Bagben en levende
Gris ud af Skken og stiller den paa Bordet, saa den berrer Pladen
med Forbenene.)} _Er_ en ett dejlig,  bette Skind, saa glat og
strag[9] den er aa fl paa?

 [9] _strag_, fin i Skindet.

Det war saamnd en slle Kreatur, der skuld ha wot laa d, hwis a ett
haaj tavn en te m.

A _skal_ vr gued ved'en, det skal a lig lov jer for! Den skal faa 
Rind af mi Brd lissaa rele, og om a saa skal tegg hver Mjlkdrip, en
skal ha, saa skal en ett komm ud af mi Vrri. {(Pigerne trnger sig
sammen om Grisen for at stryge den.)} Ja, det war _det_, han saa te
m, Pastor Rnsolt, han fand m en Daa i en Vejgrof: En _bette_ Gris,
den vil enhwer gjan sleg for; men ld den bette Gris vr blwen te en
stur Swyn, som du sjel, Per Swren, saa gaar all Folk tesid for en.
{(Han frer Grisen tilbage til Skken.)} I  Pues ijen, mi bette
Pegassi!

=Visti=

{(nrmer sig Per Swren endnu en Gang, trkker i ham og siger):}

Hr, Morbror, gaa nu heller, inden mi Hosbond kommer hjem. Nu haar du
jo faat den Dram, du kam atter.

=Per Swren.=

A skal nok gaa, a skal nok gaa! rlig og red'le, men nu haar a jo
lovet aa gnid lidt paa  Fjol.

=Visti.=

Det skal du ett bryd d om. _Gaa_ du heller, inden du blywer for
slundred[10].

 [10] _slundred_, vrvlevorn af Spiritus.

A kan heller ett lid, te du snakker sen om m og Trine, nr de anner
hrer paa . Hwadfor skal _de_ ha det aa flegge om. -- Trnger du te
en jenle Skjelling, saa er her en Krovn; og en hiel Pues
Udrjningsskraa haar a te d ud i  Staaldkammer.

=Per Swren.=

Tak, Tak!

Jow, a skal _wal_ gaa, a skal _wal_ gaa.

=Anders=

{(fra den anden Bordende).}

Naa, Pejr, blywer  saa te nj med  Musik.

=Per Swren.=

Ja, nu kommer a. {(Gaar fra Visti.)} Men frst en jenle Drip aa 
Flask.

=Trine.=

Jamen hower du ett, Pejr, hwad du loved m? -- Naa; mir end tow
Draaber faar du ett.

{(Skjnker.)}

=Per Swren.=

Skaal og Godtaar! det stter manne fr Hus og te Gaard.

=Anders.=

Det maa da vr  Fattegaard.

=Per Swren.=

Det kan godt vr; i Awten er a lig glaa. -- For nu skal I ha en Vis,
og det er om hind Maren, som du, Fip, der sejjer der og kratter, gik
te Prjst mej.

=Fip.=

Ma Tammested?

=Per Swren.=

Ja, akkuraat.

=Fip.=

Ja, den skal en aaltid drilles mej. Du kan wal snaar ett anner!

=Anders Forkarl.=

Bryd du d blot ett om, hvad  Fruentimmer sejer; de haar ingen
Forstand paa Symmetrikken.

=Per Swren=

{(synger og spiller).}

    Mads Tammeses Maren haaj Bejlere nok;
    hwer Snde saa rend d paa Towten en Skok;
    men hwa skal en gjr med dem Piger saa smaa,
    hwem alle gefalle, men ingen maa faa.

    De Bejler de spejler dem sjel og dje Stads,
    drw Lojer og Skojer og Flanni og Fjas;
    men ingen te Ringen war rigtig tepas,
    for klared han Maren, han straaned paa Mads.

    Ras Vwer han skrwer en Kjende for vidt,
    og Pejer han sejer saa bettele lidt;
    Jep holdt s for kroged, og Povel for rank,
    og Wolle haaj aalle en r i  Bank.

    Og sen gik der Or, og sen gik der Daw;
    den Bejlen te Maren kam aalle ilaw;
    ad Ore saa gik hun i Pever og Fr,
    saa nu war hun gro, hwor hun hejsen war r.

    Men Maren hun kigger fr Tammeses Lowt;
    nu holder der aalle en Kjft paa  Towt;
    og Facet det blw da, te Maren blw sejn
    te Tf for  Prjst og te Grin for  Egn.

    Husk end'le, I Piger, i Trsko og Sko:
    der tskes, imen der er nj paa  Lo;
    der kommer de Dage -- ja det ved Worherr!
    da I vil ha alle, men ingen ha jer.

=Trine.=

Sen skal  sgi aalle gaa m, om a maa raad mej. Men spil wos nu jen,
vi kan dans atter, saa tar vi lig en jenle Trip; det er saa sund aa
sov paa.

{(Per Swren spiller en gammel Dansemelodi; kun Fip gjr sure Miner
til slet Spil og karter videre.)}

=Anders=

{(da Dansen standser).}

Nu tykkes a, te Pejr og Fip skuld ta en Swingom med hinaan for gammel
Venskabs Skyld; saa skal a fljt te .

=Per Swren=

{(paa Hosesokker).}

Maa a ha den re og Plasir aa omslyng din slanke Midje?

=Fip=

{(slaar efter ham med Karten).}

Aa, kan du hold d i Rumm, din gammel Ronnivjjer. Vi tow  ett fr i
Jaes[11], te vi skuld sen gaa og skab wos!

 [11] _i Jaes_, i Aftes.

{(Danser dog omsider ud; imens tilegner Visti sig Fjolen og gnider
Strengene ind med et Lys, som han snapper paa Bordet.)}

=Per Swren=

{(ravende af Dansen og Brndevinen).}

Nej men _nu_ skal I, dnenm, hr Napoleons Fanemarsch. Den haar a
lr a mi Faa'r, fr den Gaang, han sjel stod ved di fransk
Eskadrowner. {(Griber Fjolen; =ikke en Lyd!= forbavset; gnider
vanvittigt, mens han snakker med Fjolen.)} Naa, saa du tror, du kan
sen fjedt d fr !

{(I det samme hres strk Vognrummel. Alle lytter.)}

=Trine.=

Jsses, der haar vi mi Faa'r!

{(Alle faar travlt med at bringe Orden i Sagerne. =Fip= karter, som
gjaldt det Livet; =Per Swren= finder med Mje i sine Trsko, =Visti=
ud for at ta' mod Hestene; de vrige ud efterhaanden.)}

=Wolle Rvsgaard=

{(ind, hj og barsk i Fedtlderstvler og Vognkappe; uden Godaften.)}

Er _du_ her, Pejr! Haar _du_ nj, du her skal ha forretted?

=Per Swren=

{(ydmyg).}

Tho a er da  Drengs Morbror.

=Wolle Rvsgaard.=

A plejer ett aa ha nj aa gjr med mi Drenges Morbrjer. Se du heller
aa kom ad  Dar!

{(Per Swren ta'r Fjolen og Grisen og gaar.)}

=Wolle Rvsgaard=

{(til Anders Forkarl, der er i Frd med at tnde en Lygte).}

Gaa nu ett hen og forgi  Hejst i Hawer, som sidst en kam hjem
med'em. De haar rend strk, og den fr'ens er mj swedde. Ld der
blyw kylt en Borren[12] Strels under hin, og si saa aa komm ad 
Seng, saa  Kreaturer kan faa Fred.

 [12] _Borren_, Armfuld.

{(Anders ud.)}

{(Til Trine, der har faaet travlt med at ta' af Bordet, men
ulykkeligvis har glemt Brndevinsflasken.)} Er di Muer gavn i Seng?

=Trine.=

Ja, det er en Std sin.

=Wolle Rvsgaard.=

I morer jer nok, nr en aan jen ett er hjemm. {(Peger paa Flasken.)}
Du haar oven i  Kyef wot ved aa traktir paa den Landlver. Det er
wal nj, der maa te for det fin Familjeskabs Skyld, som a hrer, du
sprekulirer paa.

=Trine.=

Du er ward aa send i  Bj, Faa'r, for du er aaltid ved en kjn Sind,
nr du kommer hjem. -- Skal der nu krottes wer, te en haar skinked
en jenle Dram for en fatte Mennesk.

=Wolle Rvsgaard.=

Ja, du ved, te a ett kan lid den Slavs Folk, han er aa.

=Trine.=

Nej, men _di_ Kanutter, du sjel sejjer mej  Nt te  Daa, indte du
haar spilt hen baade el og rm[13], -- dem haar du aalle nj og skal
ha saa om.

 [13] _el og rm_, Rub og Stub.

{(Trine snapper vredt Flasken og gaar.)}

=Wolle Rvsgaard=

{(ser rasende efter hende. -- Til =Bitte Fip=, der under denne
Samtale nsten har arbejdet Ild i Karterne).}

Aa, du -- Bommerutt[14], der sejjer der og skrwer, kom hen, og ta
ved mi Stwel!

 [14] _Bommerutt_, Skjldsord til et tykt Fruentimmer.

=Bitte Fip=

{(nrmer sig; slider i Stvlerne).}

Gud ved, hwad du haar gavn og vringelt i, saa werbegjord du haar
laved _dem_. Aal Maag hnger da osse ved d.

=Wolle Rvsgaard.=

Aa, skab d ett, Fip. Di Hinner kan wal snaar vr fin nok te dem,
_du_ haar aa sleg for.

Fk du hypped  Kartofler, a bad d?

=Fip.=

Jow, a _tror_ ! A er, som a war marregrotted[15] i aall mi Limmer.
Er _det_ ogsaa n Arbe aa stt en slle swag Fruentimmer te.
{(Flber.)}

 [15] _marregrotted_, marvknust.

=Wolle Rvsgaard.=

Swag? {(Kildrer hende i Siderne.)} Hwor haar _du_ di tynd Stejer,
Bette Fip?

=Fip=

{(rasende).}

Ld m vr, din gammel Wonni[16]. Du ved godt, te a ett haar wot
strk si'n det andt Or, da a fk mi _Til_fald.

 [16] _Wonni_, Orne.

=Wolle Rvsgaard=

{(giftig).}

Nej; hworden war , du gik jo igjemmel  Hjald med  Forkaa'l!

Du skuld hold d lidt mir te  Jurd i den Slavs Sager.

=Fip.=

Det er den strste Han-Lwn, du _kund_ sej. Og nu kan du sajtens gjr
Nar af jen op i si aaben wn; men da en war glat og skred, da war en
gued nok for d. Men a taaler  ett af d, Wolle! Det kan a sej d!
Hwad om a vild aabenbaar  med d, hwor tit du haar sjt m ved
Nttetider i farom god Daw?

=Wolle Rvsgaard.=

Aa, hold m di Flegger i! Heller vil du maaskis ha, te Trine skal
hr ?

=Fip=.

A er ligglaa; men saamj vil a sej d, Wolle, te det streng Ud-Arbe
vil a ett ved a aa sej!

{(Wolle gaar mod Sovekamret; ogsaa Fip gaar ud; Stuen tom et
jeblik).}

=Trine=

{(kommer ind og begynder at hgte op. Man hrer Skrammel i Forstuen;
Trine aabner Dren; det er Visti i Frd med at hnge Hestenes Seletj
op paa Knagene).}

Naa, Visti, er  d, der gaar og rumstirer?

=Visti=

{(i Dren med et Bringestykke i Hnderne).}

Er di Faa'r gavn i Seng?

=Trine=.

A ved ett, om han haar put s inu.

=Visti=.

Han war nok _ved_  Bed[17], atter hwad a hrer. Hwad mon der war
gavn ham imud?

 [17] _ved  Bed_, gal i Ho'det.

=Trine=.

Aa, Faa'r er blwen en rigtig vrkle[18] Stod'er, er han! Han haar
wal taft i  Kwot[19], som han plejer.

 [18] _vrkle_, urimelig.

 [19] _Kwot_, Kort.

=Visti=.

Hr, tror du den _Helle_ kommer te Fest i Maaen?

=Trine=.

Mads? Det gjr han wal nok. Helsen skuld det da vr den frst Stej,
hwor _a_ war, te ett ogsaa han war i  Hl af m. Men nr vi passer
paa aa holde wos te hinaan, saa blywer han wal trt a aa rend og
bejs atter m.

=Visti=.

Hr, Trine, du lowed m jo egentlig, te a maatt vr ved d i Awten
en bette Lidt. Vi haaj jo nj, vi skuld snakk om.

=Trine.=

Ja, det gaar a heller ett fr. Men du maa ett komm lig med det samm.
 Hus maa frst komm te Ro.

=Visti.=

Aa, Trine, du er ilwle en knusraar Pig. {(Kysser hende.)}

=Trine.=

Ja, a er vis ett saa slem. Men skuld en ett vr gued mod dem, en kan
lid, hwem skuld en saa vr gued imud? {(Stj.)} Men tys! der kommer
vis nu'e! Det er naturligvis mi Faa'r, der inu gaar og stegler. Rend
nu di Vej, og kom saa ind te m si'n -- en jenle Ywblik. -- Men du
ska vr skikkele!

=Visti.=

Haar a ett aaltid wot skikkele?

=Trine.=

Aa--aa! Men nu maa du virkelig skynd d!

{(Visti ud. Trine smider Livstykket.)}

=Wolle Rvsgaard=

{(halvt afkldt i Sovekammerdren)}

Di Muer er ett rask, saa hun ment, det klogest war, te _du_ laa ind
ved hind i Nt. Saa maa a jo si, om a kan klemm m sammel i _di_
Seng, for naturligvis skal en saa legg saa krum som en Foldknyw?

=Trine=

{(opbragt).}

Hwad er _det_ nu for n Kunster, I htter paa! Hwad skal a udrett ved
aa legg derind!

=Wolle Rvsgaard.=

Kommer du, heller kommer du ett!

=Trine=

{(der er et Bytte for de stridigste Stemninger, siger omsider
graadkvalt, mens hun styrter ud).}

Det haar da ogsaa den srest Gaang her i  Gaard, a _haar_ kjend Maag
te!

=Wolle Rvsgaard=

{(ordnende ved Alkoven, fr han kryber ind).}

Ja, der er ihwerfald ett den bejst Gaang i den her.

{(Forsvinder bag Omhnget).}

=Visti=

{(trder kort efter ind paa Strmpefdder og uden Jakke og Vest;
forsvinder i Alkoven hos =Wolle Rvsgaard=. Stj, Raab og Eder).}

=Visti.=

Av, av! Slip!

=Wolle Rvsgaard=

{(frem med Visti ved ret).}

Der fanged a sgu Fedri-Mikkel[20]. Nu sen gaar  te i _mi_ Gaard!

 [20] _Fedri Mikkel_, den jydske Don Juan.

=Visti=

{(fortumlet).}

Ja men, der plejer du jo da aldrig aa legg.

=Wolle Rvsgaard.=

Det er altsaa ett  frst Gaang du er der!... Nej, som du sejer, a
plejer ett aa legg der, men det war nok ett hiel aa  Vej, atter hwad
a sier, om a laa m der en Gaang imell.

=Visti.=

Ja, m og di Dtter holder af hweranner, det er wal en rlig Sag.

=Wolle Rvsgaard.=

Nu det kalder du en rlig Sag! -- Vil du ett lig flle mej herhen te
 Klok'hus[21], der tror a, mi Kjep staar, saa skal a gi d "rlig
Sag". Det blywer maaske ett saa fornywele en Warm som den, du er woen
te aa faa ved mi Dtter, men du faar ta tetakk for en jenle Gaang!

 [21] _Klok'hus_, den lange Uhrkasse.

=Visti=

{(truende).}

Dersom du slaar en jenneste Sla, saa forlaad'er a di Gaard i Maaen
den Daa.

=Wolle Rvsgaard=

{(betnker sig).}

Naa, saa du vover aa tru m, din Rott'ung! Det _er_ Synd, men a faar
jo ld d rend! {(Slipper, men raaber efter ham.)} Saasandt det ett
haaj wot nu mdt Sommerdaw, hwor en staar og ingen Folk kan faa, saa
skuld vi tow snaar ha skywt op med hinaan! {(Visti ud.)} Og _det_ er
mi egn Kjd og Blod! Ja, hwad saa ett den gammel Degn i Ingedaal:
"Den Herren giver en Datter, giver han en Kurv fuld af Sorger!"

{(Tppe.)}




ANDEN AKT.


FRSTE AFDELING.

{Sommeraften. En knoldet Kjrflade med Led og Ledstolper; Grfter
hist og her. Maanelyset falder bredt ned over en Aaflade, der bugter
sig ud mod Nathimlen; langs Aabredderne Rr og Siv, lngst ude
Mosebryg. Til hjre et =lysende Vkildsbaal=, om hvilket der danses
af Mnd og Kvinder i Bondedragter. -- Man venter paa nste Dans,
sveder og trrer sig over Ansigterne. Per Swren sidder paa en
Forhjning af Grstrv og stemmer Fjolen til en Springdans.}

=Anders Forkarl.=

Naa, Pejr, hwad blywer  saa te! Kom nu med'en, men vi haar  Warm.

=Per Swren.=

Ja, how, how! Gi jer slirend[22] te ! Der er laant te Minnat og
lnger te i Maaen. Og a maa frst ha m en Skraa. For den, der skal
kjr godt, han skal smr godt. {(Putter en mgtig Ville i Kjben;
griber Fjolen.)} Nu skal I hr mi Brumbassi!

 [22] _slirend_, sindigt.

{(Spiller en Runddans[23]; de andre synger og danser til. Dansen
standser. Enkelte Par strejfer omkring.)}

 [23] _en Runddans_, f. Eks. " Mand ud aa  Haardhid" eller en
 anden typisk jydsk Folkedans.

=Anders.=

Skal vi nu ett legg wor Bjen fr wos en Ywblik og si, om ett der
skuld vr en bette Kukmand[24] aa find, der kund kluk lidt for wos;
saa kund  jo vr, te der war jen, der kund kwed wos en Vis saa lng.
Hwor er Palle? Han kan jo saa manne, som der er rter i en
Fjerdingkar.

 [24] _Kukmand_, Gjg, ogsaa Klukflasken.

=Alle.=

Ja; Palle skal syng!

=Palle Hjorddreng=

{(rejser sig op).}

Hwa ska _a_ syng?

=Trine.=

Syng den, du sang i Jaes, da a mdt d paa  Wajs med  Hwder.

=Palle=

{(synger =Tagfatvisen=, mens der gaar Flasker rundt i Laget med Mjd
til Pigerne og Brndevin til Karlene).}

    A haar tjent Jens Masen
    nu hal'anden Aar,
    skjnt han er en Asen
    _i_ og _om_ hans Gaard.

    A maa pass hans Hwde,
    a maa ref hans Fyld[25]. --
    Haar  ett aa lw ve,
    saa faar a  Skyld.

    A haar gy hans Roesstok[26],
    a haar past hans Lamm,
    drwen med hans Goesflok
    _aa_ og i  Damm.

    Rejen med hans Flkloj,
    fltt en affentov[27],
    rend  Gaard si Mll'boj,
    nr di anne sov.

    Der haar ingen frej m,
    a haar hat  streng,
    skjnt  Stod'er stej m
    njsten uden Peng.

    ... Kom mi bette Kipkal,
    kom mi bette Kwi!
    Hosbond han er hwipgal
    sen mud Awtensti.

    Derfor maa du rapp d
    nu mi bette Gul;
    her haar a di Klap'tr;
    hwor haar du di Mul.

    Blw wor Hosbond hwipgal,
    det war ild aa spr,
    kom, mi bette Kipkal,
    med di ljen r!

 [25] _ref hans Fyld_, ribbe Hnsefjer etc.

 [26] _Roesstok_, Rosenstok.

 [27] _affentov_, nu og da.

=Anders.=

Tak, Palle! Men vi maa ha mir af den Slaw, men vi _er_ ved .

Trine, nu maa _du_ syng.

=Trine.=

Hwadfor skal a?

=Anders.=

Jow; for du vil helst.

{(Trine rusker ham i Haaret.)}

=Anders.=

Av da! Syng saa den, du lr af hind, Ann Katrin, der lb omkring og
tegged.

=Trine.=

_Hwem_, sejer du?

=Anders.=

Aa, det ved du da nok! Hind der war gywt med ham den flott Skrdder,
som vi kaldt Greven af _Saksen_.

=Trine.=

Naa-aa!

{(Rejser sig op og staar lidt.)}

=Anders=

{(til Visti, som ligger lige op ad Trine).}

Aa, Visti, ld nu vr aa trkk hind i  Bjen _saa_ lng. Det kan der
jo blyw Tid te sin.

{(Visti dukker sig genert.)}

=Trine=

{(synger).}

    Ung Kjesten red sine Foler til Vands,
            horrihej!
    Der sad ved Aaen den sorte Frans,
            horrihej.
    Og Frans han hvvted[28], og Kjesten gled
    paa ngen Fod i hans Arme ned --
            hor-ri-hej!

    Gud naade dig, Kjesten, i Franses Arm --
            horrihej!
    du aldrig laa ved saa falsk en Barm,
            horrihej!
    Han lokker alle de Piger smaa,
    der frdes hist ved den dampende Aa --
            hor-ri-hej!

    Hvad hjlper Vgren en Pigelil --
            horrihej!
    naar Natten kogler, og Manden vil --
            horrihej.
    En Sivbusk ved en lullende Aa
    er svigefuld Grund at hvile paa,
            hor-ri-hej!

    Det var alt langt over Midjenat,
            horrihej!
    fr Kjesten fik sine Foler fat,
            horrihej.
    Saa blommende rd hun hjemad red;
    _hans_ Kys bestandig paa Kinden sved, --
            hor-ri-hej!

    Ej mere saa hun den sorte Frans,
            horrihej!
    ej mere rider _hun_ Fl til Vands,
            horrihej;
    men ofte gaar hun om Kvld ved Aa,
    mens Taarer drypper paa Vrist og Taa,
            hor-ri-hej!

 [28] _hvvted_, vinked.

=Anders.=

Tak skal du ha, bette Trine. Frans war en Skurk, det vil a indrmm;
men Piger med baar Fedder i Maanskjen er heller ett nem aa staa for
for syndige Mennesker; de kan gjr jen  broged nok med Hueser paa.
-- Men nu maa vi ha n andt i  Spil, for her er fuedkold, saa 
Mand, han laa med hans Bjen i  Bk.

 Doeg blder foruden og  Swed forinden, saa vi taaler ett lnger aa
legg still. Men her baag ved er der en udmrket Liegplads; Per Swren
kan saa pust saa lng; der er inu en Par Stnk i  Flask {(rkker ham
Flasken)}. Mir faar du ett, for mir haar vi ett.

=Per Swren.=

En Skjlm, der gir mir end han haar, ld m kuns faa  Levninger!

=Anders=

{(snapper en af Pigerne om Livet og danser ud bag Baalet).}

Den her Vej med Slvtjet!

{(De andre flger.)}

=Hellig Mads=

{(der ubemrket er kommen tilstede, trder pludselig i Vejen for
Trine).}

Godawten, Trine! Ld m sej d lig tow Urd.

=Trine.=

Er  Gudsurd?

=Mads.=

Ja, om saa war! Saa vidt er  wal ett kommen med d, te du ett kan
taal aa hr _dem_?

=Trine.=

Jamen hwer Ting te _si_ Tid; a haar wot te Kjerk jen Gaang i Daa, og
vil du prjk for m, saa render a fr d. Men haar du helsen[29] n
godt aa sej m, saa faar a jo hr paa d en Ywblik.

 [29] _helsen_, ellers.

Aa, gaa saa lng, Visti!

{(Visti gaar; man hrer under hele Samtalen de andres Leen og
Larmen.)}

=Trine.=

Naa, hwad er  saa, du vil m?

=Mads.=

A vil frst og fremmest sej d Tak for den Helsen, a fk fr d.

=Trine.=

A ved ett, a har send _d_ n Helsen.

=Mads.=

Jo--ow! A war iguer henn aa levir en Par Stud; saa mdt a di Faa'r,
og saa sa han, te han skuld hels m fr hans Dtter; hun kam snaar
wer og si te m.

=Trine.=

Ja, det er aalsammel nj, mi Faa'r gjr paa hans egen Beram. Du
sorger jo sjel for, te a sir d saa tit, te a kan spaar m mi
Helsner, om a ajted aa send d nue, hwad a for Resten ett gjr.

=Mads.=

Men vil du da aalle blyw _min_?

=Trine.=

Ett m mi gud Villi, det er da't aa lyw for d.

=Mads.=

Men nr nu Sjl drages mod Sjl -- er det saa ett en yndig Syn for
Herren?

=Trine.=

Det kan saamnd godt vr. A tror i de hiele, te du forstaar d bejer
paa _Sjle_ end a gjr; men saa forstaar a m nok saa godt paa
Mennesker, og det er Mennesker, a tar atter.

For Resten er  jo n godt Plevver, nr du vil faa m te aa tro, te
_di_ Sjl "drages" af _min_. Sej heller, te _di_ Obligationer drages
af mi _Faa'rs_ Obligationer, _di_ Hundredkronesedler af _hans_
Hundredkronesedler, _di_ Fiedstud af hans Fiedstud, for der er  nok,
 Hummel stikker. _Du_ tror, mi Faa'r haar en hiel Del Peng paa Rent
-- men du _kund_ jo da ta Fejl.

=Mads=

{(forbavset).}

Hwad sejer du! Er di Faa'r ett en walholden Mand?

=Trine.=

Ja, det ved a ett nj om, men det er da wal ett saa hiel sikker.

Ja, si du det, nu tar di Sjl aallered Afstand, og det vil a ogsaa
gjr med baade Krop og Sjl -- Godnat, Mads!

=Mads.=

Aa, tw inu en _bette_ Krumm!

=Trine.=

Nej, nu haar a virkelig hr nok paa di Prjkerads; du haar jo ett nj
aa sej m ilwle. -- {(Kalder overgivent.)} Visti ... Hallj!

=Visti=

{(bag Scenen).}

Her er a!

=Mads=

{(bnlig).}

Trine, du skal blyw!

=Trine.=

Nej, du kan tro nej, din helle Habakuk!

{(Leende ud.)}

=Mads=

{(hen for sig).}

Ja, de sejer jo rigtignok, te Wolle haar begynd aa spill mj Kwot ...
Men saa mj Peng _han_ arved ... Og hwad der kan blyw, det er jo da
hindes.

{(Grunder videre, alt mens han saa godt som muligt holder je med
Legepladsen.)}

=Anders Forkarl=

{(svedig og forpustet ind for at sge efter en lflaske).}

Hwad, Mads, er du her! Ja, det er jo aaltid raar aa ved s i Nrhied
aa en Gudsbaaen, men helsen troed a ett, te det her war rigtig atter
_di_ Katekismus.

=Mads=

{(messende).}

"Prver alt, men bevarer det bedste!" -- Haar du tint ved det?

=Anders.=

Nej, a ett; men a troer nok, Trine haar. For for lidt sin kam hun jo
fr _d_, og nu gik hun justement lig ad  Snden med Visti.

=Mads=

{(forfrdet).}

Men hwor kan _de_ da ha aa gaa hen?

=Anders=

{(polisk).}

Ja, hwem kan ved ! A tint, om ett det kund vr Jens Masens Kal'hus.

=Mads=

{(mere og mere urolig).}

Da maa a si aa sni'rend dem!

{(Styrter ud til venstre.)}

=Anders=

{(raaber).}

Lykk paa Rejsen, Mads; og tag d i Ajt for Krn Tammesens
Skottrvgrav!

{(Bag Scenen hres stadig Raabene: To Mand frem for en Enke og Par
om Par -- spring ud =ad=! De legende Par suser nu og da ind over
Scenen med Larm og Latter og svinder paa den anden Side. En ung Pige
kommer ind i strkt Lb, skarpt forfulgt af Enken. I Mrket snubler
hun over Per Swren, der er falden i Svn ved Flasken.)}

=Per Swren=

{(vaagner og raaber).}

 Fjol,  Fjol; pas endele paa  Fjol!

=Anders=

{(iler til og hjlper Pigen op).}

Oppedas, mi bette Lam; stur Pig'er slaar s ett, isr nr de falder i
 Kjar. Med minder du stdt d paa den gammel Udgaangsg.

{(Peger paa Per Swren; Pigen ler og sprller.)}

=Anders.=

Nej, frst en bette Kys for Umme[30] og Tidsspild. Godt! Den njst!

 [30] _Umme_, Umage.

{(=Hun= piler igjen af.)}

=Anders=

{(til Per Swren).}

Nu war  sgu snaar paa Tid, du ga wos lidt mir Mosik, Pejr, istejfor
aa legg der aa flyd i Vejen for Trafikken. -- Du faar di Donner
lovlig billig i Awten.

=Per Swren=

{(sger efter sin Hue; gaber).}

Tho a war nr blwen svne.

=Anders.=

Nr! -- Du haar jo gjord  Egn usikker med di Snorken i snaar en Tim.

=Per Swren.=

Nej, nu werdrywer du ! -- Men nu skal vi, karenm, osse ha n Lyw i
 Klud. Der er da't en jenle Drip i  Flask inu.

=Anders.=

Nej, ett saa mj som der kan lsk en Hn.

{(Legen er imens oplst, Karle og Piger med hinanden om Livet kommer
ind paa Scenen.)}

=Jonna=

{(sger at stive Hjorddrengen af).}

Bette Palle haar sgi kiget for dyft i  Mdflask; han ser ud, som han
var falden fr  Hg og te  Kukmand[31].

 [31] _falden fr  Hg og te  Kukmand_, et Udtryk for
 Nedslaaethed.

{(Hun anbringer ham i Forgrunden i Nrheden af det nu tildels slukte
Baal, hvor han falder i Svn.)}

=Anders.=

Skal vi nu hwil lidt, saa synger Per Swren nok en Vis for wos. --
Syng den om d sjel, Pejr; den gjr du bejst.

=Per Swren=

{(synger og spiller under udtryksfulde Gebrder).}

    Med Bissel'r i mine Sko
    og godt Humr til Frden,
    med ringe Mnt, men Trst for to, --
    saadan kom jeg til Verden!
    Min Mor gik rundt og Grise skar,
    min Far han spilled paa Lire,
    hvis det var ham, der var min Far,
    for Sognet har skjnket mig fire,
    for een -- det var for lidt for Per Swren.

    Og jeg gaar rundt fra Hus til Hus
    og klinker gamle Fade,
    og limer Hank paa skaaret Krus
    og holder Godtfolk glade.
    At sidde ved en halvtmt Kop
    og kildre Fjol paa Halsen,
    mens Pigebrn gjr hje Hop
    og tumler sig i Valsen --
    Hej, det er et Liv for Per Swren!

    Jeg aldrig gaar en Kro forbi,
    naar jeg har Mnt i Pungen;
    den Mand, der slider stvet Sti,
    maa ogsaa lske Tungen.
    En Mark paa Disken slnger jeg:
    "Nu Vrt, lidt rap paa Haanden!
    Een Pl til dig og to til mig,
    saa skal vi fugte Aanden --
    men een -- det er for lidt for Per Swren!"

    I hvert et Sogn der sad en Ts
    for mig i stille Venten,
    og naar tilsidst jeg rev mig ls,
    hun fulgte mig til Stenten;
    der sa' hun mig et mt Farvel
    og kyssed mig paa Panden,
    men bagved nste Sogneskjel,
    der mdte mig -- den anden, --
    for een -- det var for lidt for Per Swren.

    Ja, saadan fo'r jeg Landet om
    og stavred over Heden,
    fra Storken flj, til Viben kom,
    og Sommeren var leden.
    Den Sommerdag blev aldrig lang,
    naar Trsten frst var slukket, --
    een Lrke over Issen sang,
    og een mod Munden klukked,
    for een -- det var for lidt for Per Swren.

    Og gaar det saa en Dag paa Hld
    med Krus og Rus og Resten,
    saa gjr jeg op min Syndergjld
    og trder ind for Prsten:
    Du Mand, hvis Fag det er at tro --
    naar jeg er dd og borte,
    bed saa for mig en Bn, nej to,
    og ikke altfor korte, --
    for een -- det er for lidt for Per Swren.

    Thi Folk af min Kaliber, Prst,
    de glemmes let i Vrimlen,
    de bydes sidst til Livets Fest,
    og de har lngst til Himlen.
    Og var jeg undertiden slem,
    saa hils dog din Vorherre,
    og sig fra mig: Jeg kjender dem,
    der var adskilligt vrre,
    og dog kommer ind fr Per Swren.

    Men snart er Per en gammel Kngt
    med Skimmelsvamp paa Tanden;
    han slingrer under Livets Vgt,
    hans l staar surt i Kanden.
    Og er en Dag der ingen Per
    at jne under Festen,
    da trnges ej til Sprgen mer,
    enhver vil gjtte Resten:
    Godnat og Guds Fred med Per Swren!

{Efter en kort Pavse rejser der sig en Larm i Selskabet. En Pige
styrter leende ud af Flokken; en Karl, der vil tage et Kys fra hende,
lber efter; Pigen render Hovedet mod en fremmed Mandsperson og
udstder et Hvin.}

=Wolle Rvsgaard=

{(trder ind fra venstre med lftet Stok; Flokken flygter over Hals
og Hoved. Wolle Rvsgaard frem mod Per Swren, der ikke er kommen
med).}

=Per Swren=

{(holder Fjolen op over sit Hoved og raaber):}

Slaa _m_, men skaan  Fjol!

{(Kvask! Fjolen splintres.)}

=Per Swren=

{(hulkende).}

Mi jennest Rigdom paa Jorden!

{(Gaar bjet bort med Fjolen ved Strengene.)}

=Wolle Rvsgaard=

{(styrter hen mod den sovende Palle; griber ham).}

_D_ fk a da fat i!

Du skal slipp for Bank, hwis du sejer m, hwor mi Dtter holder te.

=Palle.=

Av, Av! A ved  ett!

=Wolle Rvsgaard.=

Saa maa a prv, om ett mi Kjep ved . {(Rap! Hyl!)} Naa, hwor saa?

=Palle=

{(vrider sig).}

A ved ett nj, men du kan jo si ind ad  Dar, nr du gaar forbi Jens
Masens Kal'hus.

=Wolle Rvsgaard=

{(slipper Palle).}

Jens Masens Kal'hus! {(Fljter.)} Der flw en Stork op[32]!

 [32] _Der flw en Stork op_, der gik en Praas op for mig.

{(ud.)}


ANDEN AFDELING.

{Det indre af et Kjrhus, som det anvendes til Kalvene i den hede
Sommertid; det er lyngtakt, loftlst, Gulvet dkket med Strelse;
Brddevgge; en Fjl fattes hist og her; i Bagvggen midt for Scenen
en raat sammenfjet Dr. Maanelyset falder ind ad Aabningerne i Vg
og Tag.}

=Hellig Mads=

{(glider forsigtigt ind; river en Tndstik, lytter og lber skyndsomt
hen i Krogen til venstre.}

{Lidt efter =Visti= og =Trine=).}

=Visti.=

Ld m ryw en Swavlstykk.

=Trine.=

Nej, for Guds Skyld, ld det vr! En kund fytt det hiele aa. A
mrker, der er saa mj Halm herind.

{(De gaar begge over i Skurets modsatte Ende.)}

=Visti.=

Her sejjer en jo som i si Muers Drawkistskuff.

=Trine.=

Ih si, hwor dejlig  Maan skjenner! En kan ordenlig blyw rr ved . A
war da blwen saa warm af den Tumlen rundt; men nu kan a jo hwil m.
{(Lgger sig tttere til ham.)} Aa, hwor er  endda raar aa sej sen
aaljen sammel med d; det er lissom en blw en hiel anden Mennesk. Og
saa aa vr fri for den Klodrians werhng.

=Visti.=

Hwor blw han aa?

=Trine.=

Aa, han storked wal aa hjem. -- Du kan endda tro, a saatt ham en slem
Skrk i  Blle.

=Visti.=

Hwordan da?

=Trine.=

Jow, a saa, te mi Faa'r war vis nok ett den rig Mand, han blev tavn
an for.

=Visti.=

Det kund du maaskis ha Ret i. Gud ved, hwordan han sejjer i ?

=Trine.=

Ja, men, du skuld lig ha sit hans Ansigt! -- Uh, a kund ha spytt paa
ham.

Han blywer da ogsaa den jen Daa mir nrgaaend end den naan. Og saa
haar han jo aalle andt i  Mund end Guds Urd og Gris og Sped'kal. Og
saa som han ljter!

=Visti.=

Hwad er det da aa?

=Trine.=

Aa, han wasker s wal aalle.

Nu skal a fortl d en Spil. Han war jo herwer i Forgaars, og saa
sejer mi Faa'r te m, te a skuld vis ham  Haw. Og a gik jo da saa
ogsaa med ham, det forstaar s; og te aa begynd mej saa snakked han
forresten hiel fornuftig. Men saa lig paa jen Gaang saa griber han m
om mi Lyw og gir m en Kys, te ubav endda! Du _kan_ tro, te det war
en stram jen aa faa nied!

=Visti.=

Men hwad gjord da du?

=Trine.=

M? A saatt m sku saa laant ud paa  Skammelend, som a kund komm;
men tror du saa ett,  lied Asen kam baag atter og saa, om ett vi
skuld bed wor Fadervor sammel som et Par rigtig Guds B'n. -- Nej,
helsen Tak, swor a. A er mynde for aa bed mi Fadervor uden di Hjlp,
hwis a faar n Lyst te _det_. -- Og saa gik a mi Vej. Saa haar a ett
sit ham far nu i Awten. Men det er da lig haa'dt nok, te en ett kan
sejj i Fred for sen en Stod'er.

=Visti.=

Er han nu saa rig, som  Urd gaar?

=Trine.=

Ja, vis er han rig; men l ham gaa te anner med hans Rigdom. A
trnger ett te'en. {(Kjlen.)} Men ved du, hwad a trnger for?

=Visti=

{(i Tanker).}

Nej.

=Trine.=

Aa, snak om en Ting! Du er saa sr i Awten.

{(Knuger og kysser ham.)}

=Visti.=

A saa og tint paa nj.

=Trine.=

Hwad war det?

=Visti.=

Om ett a skuld begynd aa lr Mejerivsen. Saa kan  endda vr, te di
Faa'r heller ga s.

=Trine=

{(begejstret).}

Ja, _det_ skuld du! Mejerister haar jo en gued Stilling, og saa er de
aaltid saa pn i dje Tj.

=Visti.=

Tror du, du kan vent paa m saa lng; det tar jo en Par Aar heller
tre.

=Trine.=

A kan vent paa d te Dommedaa, om _det_ skal vr, nr a ved, du
holder af m, og a maa raad m sjel.

Men du ved ett, hwad a maa gaa i gjemmel derhjemm. Mi Muer er jo
sygele og forfalden te den samm slemm Hellehied, som Mads lider aa;
saa hun ved ett n bejer end ham. Og mi Faa'rs Finger klr jo atter
aall de manne Peng; saa a gaar saamnd derhjemm som en Knipp Hy mell
tow sler -- den jen plukker i m fr den jen Sid, og den naaen fr
den naaen Sid -- og Mads -- den strst sel af dem aalsammel -- han
trkker i m fr aall Sider. -- Men a skal nok hold  rer styw, saa
lng a kan; men en er jo ett mir end en Mennesk. -- Og a vil derfor
ett hr ondt af d, i Fald a skuld blyw _tvungen_ te aa ta ham.

=Visti.=

Jamen, saa vidt gaar  wal ett?

=Trine.=

Saa vidt! Du kjender nok ett rigtig mi Faa'r. -- Du skuld ha sit ham
i Jaes, da du haaj rwn d fr ham; -- a troed, han haaj gin m Haak.

Det _war_ nu ogsaa forfrdelig kjedelig, te han skuld ta d i _mi_
Seng. Nu blywer han inu mir paapassele heratter.

=Visti.=

Ja, hvem Fanden kund ved, te han laa der og glynt den Tid Daws!

=Trine.=

Tys! Det lyder, lissom der war jen, der traj haa'dt i  Jurd her
udenfor. Der blw osse sen en Skjesu[33] dernied, da vi gik her hen;
baare det ett er mi Faa'r! Han saa, da a gik, te hwis a ett war
kommen tebaag, te  Klokk ti, saa skuld han hent m med hans Igikjep.

 [33] _Skjesu_, Larm.

{(I det samme slaaes der med en Stok paa Brddevggens Yderside; de
to elskende springer jeblikkelig op.)}

=Visti=

{(hviskende).}

Herhen! {(De stiller sig begge klods op ad Vggen i umiddelbar Nrhed
af Dren; denne stdes op.)}

=Wolle Rvsgaard=

{(stormer ind. I samme Nu smutter de to ubemrket ud. =Wolle= famler
omkring i Blinde som Trolden, der lugter Menneskekjd. Faar fat i
=Mads=, der hales frem og gjennembankes).}

=Mads=

{(brler).}

Men Wolle, Wolle, Wolle! Er du da gawn hiel fr Snws og Samling!

=Wolle Rvsgaard=

{(der opdager Fejltagelsen).}

Men Herregud, Mads, er  d! -- -- Haar _du_ da mi Dtter ved d?

=Mads=

{(der kun kan tnke paa sin garvede Ryg).}

Aa Jsses da, mi Ryg, mi Ryg! Kund du da ett ha sit d for som en
Kristenmennesk og ett sen slaa nied for Fued, som en ryv flintrende
gal jen.

=Wolle Rvsgaard.=

Aa, tilgi m nu, Mads; du kan da nok tnk, te a ment ett n ondt med
. Og hwor kund a ved, te du laa her og vrdt[34]?

 [34] _vrdt_, rodede.

=Mads.=

Tho, det er da ett saa underle. A haar wot wer i Bjaarkjr til
Bnnemd, og da a saa kam her forbi, saa fk a da sen en Trang te aa
gaa her ind for i Ro aa bed en Bn te mi Frelser. Og her maa a wal
saa vr sluppen i Svn; for a mrked ett te nj, far du begynd aa
tsk ls paa m.

=Wolle Rvsgaard.=

Haar du da ett sit nj te mi Dtter?

=Mads.=

Hwor skuld a ha sit nj te hind?

=Wolle Rvsgaard.=

Den Sat--! den lied Dreng, der fk m i den Tro, te _hun_ og 
Andenkaa'l, war gavn _her_hen.

Men vr nu ett altfor vred paa m, Mads. Hwad vi er jo aalsammel
syndige Mennesker, hwis Gjerninger er Skrbeli'hid.

=Mads.=

Ja, aaeja! Men der kund da gjan vr n Maad med !

{(han mmer sig videre, mens de begge forlader Skuret.)}

{(Tppe.)}




TREDIE AKT.


{TO AAR SENERE.}

{Spisestue paa Hegnsgaard. =Ka Rvsgaard= -- en lille Kvinde med hvid
Kappe om et spidst Ansigt -- og Trine i Frd med at ordne et stort,
aflangt Bord til hjre. Aaben Dr til Dagligstuen i Baggrunden; til
venstre for Dren Vindue til Gaarden. Udgang til Kjkkenet i Krogen
til hjre.}

=Trine=

{(rager inde i Skjnken paa venstre Sidevg).}

A tykkes ett, her er mir end _tre_ Slvskir; hwor er de anner ni, der
plejer aa vr her?

=Ka Rvsgaard.=

Aa, dem lod a di Faa'r faa for en Tid sin, da han war i Betryk for
Peng te  Kommuneskat.

=Trine.=

Og de to stur Slvbgre med wor Bejsteforllers Navn paa?

=Ka Rvsgaard.=

Ja, de gik mej ved samm god Lejlighid.

=Trine.=

Og du haar ett faat nj tilbaag aa ? Det er egentlig forfrdelig,
hwor Faa'r stiler hans Sager. Hwor lng tror du, det kan blyw ved aa
gaa?

=Ka Rvsgaard.=

Ja, der kommer jo te aa si nj plukked ud her i  Hus, imud hwad der
jen Gaang gjord. Men a tykkes indda: Saa lng han ett forringer 
Bestning, da kan  wal ett hiel gaa Paan paa[35]. Men han spilt en
Plag hen -- rejn og baar -- i Forgaars Nt; den Slaw hower a ild.

 [35] _Paa'n paa_, Fald paa.

Men ld wos nu ett snakk om _det_, mi Baa'n. _Det_ kan jo forandres
aaltsammel, saasnaar _du_ vil. For Mads, -- _det_ er en rig Kaa'l og
en ordenlig Kaa'l og en Mennesk, der ta Worherr med s, i hwad han
gjr.

=Trine.=

Ogsaa nr han snyder Folk!

=Ka Rvsgaard.=

Hwor har _du_ ht, te Mads haar snydt nue?

=Trine.=

Kan du da't how den Histori om den tuberkelsyg Kow, som han haaj sol
fri for alle Fejler; da de saa drw en tebaag paa ham ijen, slog han
hans Hinner sammel wer hans Hued og saa: "Gud ha Lov og Tak, te en
kommer ijen! Det stod sen for m, da a sol en, te Worherr vild ett
ha, te a skuld skill m aa med den Dyr!"

=Ka Rvsgaard.=

Ja, det er nj, Verdens Ben faar te Rend for aa forstyrre Guds
udvalgte i dje Salighedsgjerning.

Nej, Mads, -- ham kan du tryg slaa Bund paa, mi Pig; han er en Guds
Baa'n, han stter ett det timelige wer det evige, skjnt han haar
fuldt op af bejje Diel!

=Trine.=

Aa, Muer, du snakker om nj, du ett forstaar d paa. Du ved jo
desuden godt, hwem a holder aa og _aaltid_ haar holdt aa.

=Ka Rvsgaard.=

Ja, a skal ett sej n ondt om Visti; han er en bovn Kaa'l; men han
kund jo da ett hold  Gaard opp, sen som  Sager nu staar. Og di
Faa'r kan jo ett lid aa si ham for hans wn; og hwad kan en snaar sej
te ? Han kam her jo som en slle fatte Tjenst'baa'n, der hwerken
haaj Faa'r heller Muer. A vil ett ha Urd for aa forajt den fatte, men
den, der haar ett nj, han haar jo da ett nj.

=Trine.=

Ja men, nu er Visti jo kommen swr godt atter . Hans Stilling som
Mejerist er jo med de allvillerst -- her paa  Egn da.

=Ka Rvsgaard.=

Ja men  Fattemrk -- den haar han jo da paa s ilwle.

=Trine.=

Hwad er det for en Mrk?

=Ka Rvsgaard.=

Ja, a kan ett saanyw sej d , mi Pig. Men di Faa'r, -- han kan nu
ett mej, te den der haar tjent ham som Hjorddreng, han nowtid skuld
blyw Mand i  Gaard. -- Saa skal han osse vr blwen Sjocialist; det
skal da ett gjr ham bejer anskrwen ved di Faa'r.

=Trine.=

Ved du, te Visti kommer her i Daa?

=Ka Rvsgaard.=

Gjr Visti! Hwem haar da indbjn ham?

=Trine.=

Det haar a.

=Ka Rvsgaard.=

Og du haar ett lt di Faa'r ved nj om ?

=Trine.=

Ne--ej; er  _mi_ Fdselsdaa, saa skuld a da wal osse ha Lov te aa
indbyd en jenle Mennesk.

=Ka Rvsgaard.=

Blot _det_ ett tar en gal End!

{(Man hrer en Vogn kjre op.)}

=Bitte Fip=

{(i Kjkkendren).}

Saa kam  Prjst!

=Ka Rvsgaard.=

Jsses, saa maa a nok ud og ta imud. Nu kan du jo osse nok jenne gjr
 Burd frdig?

=Trine.=

Ja, gaa du kuns ud te de fremmed.

{(Ka Rvsgaard ud.)}

=Trine=

{(til Fip).}

Aa, Fip, tv lidt!

{(Fip stter Trskoene med stor Omstndelighed og nrmer sig
Bordet.)}

=Trine.=

Hr, a fattes inu fir Par Knyw og Gafler; kan du ett rend ind og ta
m _dem_. De legger i den gul Kommode i  nordvejst Hjrn af den
anden Skuff fr  Overend. Men ld wos nu si, du er geswindt.

{(Fip ud.)}

=Severin Jensen=

{(trder ind fra Dren i Baggrunden).}

Hm! Gratulerer!

=Trine=

{(skriger).}

Uh! {(vender sig om.)} Aa, a blw da saa hentavn[36]; a troed det war
-- -- {(standser forlegen).}

 [36] _hentavn_, forblffet.

=Severin.=

Nej, det var netop det, jeg skulde sige, at _Visti_ frst kunde komme
senere. De maatte endelig ikke opstte Bordet efter ham. Der var
kommen Kjedelsyn til Mejeriet. Det er jo ikke de fremmede, en
Mejerist stter strst Pris paa. Men saa snart, han kunde faa dem paa
Dren, skulde han komme.

=Trine.=

Tho _det_ war a endda forfrdelig kid aa, te _han_ ett kan komm te 
Burd med de anner. Men Tak for Dje Boj; han haar  wal helsen godt?

=Severin.=

Aakja, storartet!

=Bitte Fip=

{(ind, stryger paany Trskoene af og nrmer sig med Knivene -- evig
sur).}

_De_ laa ett i  nordvejst Hjrn.

=Trine.=

Hwor laa de _da_?

=Fip.=

De laa akkuraat i  _snd_vejst Hjrn.

=Trine.=

Naa; saa er de blwen flytt; men det war jo godt, du fand em.

=Severin Jensen.=

Hvad Fip, vil _De_ ikke sige Godda' til mig?

=Fip.=

Goddaw! Er De her? Hworden haar _De_ ?

=Severin.=

Jotak! Og De?

=Fip.=

Aa, hwa tho! a er jo en swag, slle Mennesk, sin a fk mi Tilfald.
Men helsen maa en jo ett klaw. {(Til Trine.)} Nu kam den her slle,
slemm Slagter.

=Trine.=

Rber?

=Fip.=

Ja; a kan endda ett forstaa, hwad _han_ skuld bydes mej for. For det
ved da enhwer, te det er ham, der i de sidst Oringer haar faat di
Faa'r paa Glatis.

=Trine.=

Ja, saa er  wal netop af den Grund, han bydes mej. Men det maa en jo
l mi Faa'r om.

=Fip.=

Ja; te det falder sammel om wos det hiele!

{(Fip ud.)}

=Severin.=

Det er nok store fremmede en kommer imellem. Jeg saa', at Prstens
Vogn holdt her udenfor, og Proprietr Nrholms Kalesche kom nede paa
Vejen. Kommer -- _han_ ogsaa?

=Trine.=

Mads! ja, naturligvis. Hwordan skuld vi helsen faa en Stieg spist paa
Hegnsgaard?

=Severin.=

Det maa egentlig vre ret anstrengende saadan i Aarevis at styre
mellem to Bejlere.

=Trine.=

Ja, det er jo ett aaltid lig grinagtig.

=Severin.=

Bliver Visti nu ikke engang imellem lidt utaalmodig af den lange
Udsttelse.

=Trine.=

De er jo hans gued Ven; De maa jo ved . Haar han saa Dem nj?

=Severin.=

Ja, se Visti er jo _nu_ saadan situeret, at han udmrket kunde
forsrge en Kone; og da De jo altid har vret i hans Tanke, hvorfor
skulde De saa egentlig ikke gifte Dem med ham.

=Trine.=

De kan endda ogsaa tro, te a lnges atter ! Men den Slav -- det er
ett sen aa faa alfabetisk! Og a tror nu bestandig, te vi her kommer
lngst ved aa l  gaa si naturlige Gaang?

=Severin.=

Hvad kalder De saa den naturlige Gang?

=Trine.=

Det ska a saamnd sej Dem: A tror ett, mi Faa'r ka hold s ved 
Gaard ret lng, hwis ett han ka faa en anden Slyng i , og gaar det
frst op for Mads, te der ingen Grunker er aa hivsk[37], men Armud og
Knokkeldom til _alle_ Hjrner, saa er a vis paa, te vi er frdig med
den "Swigersn".

 [37] _aa hivsk_, at hugge.

Det maa _De_ ogsaa kunn faa Visti te aa indsi. Og saa er det halv
wunden.

Troed a ett, te det vild gaa, som a sejer, saa war a rend mi Vej for
laang Tid sin!

=Ka Rvsgaard=

{(ind fra Kjkkenet, hilser paa Severin).}

Nu kan a wal godt be de fremmed herind?  Mad vinter.

=Trine.=

Ja,  Burd er i Stand!

{(Gjsterne begynder at komme ind i Spisestuen. =Severin Jensen= vil
trnge ind i Dagligstuen og hente et eller andet, men render i Dren
paa den stort smilende =Esper Vvtrup=.)}

=Esper Vvtrup=.

Ih hov, ih hov! Tho her kund  misl snaar ha gavn wos tow, som det
gik Mads Fg med  Prjst. _Han_ haaj sejjen i  Kror, men  Prjst
stod paa  Stuel. Men i det samm god Lav som  Prjst vild ud aa e
Kjerk, kommer jo Mads, forstaar I, og vil ind. Mads klaged jo wer,
te han war kommen for silde.

"Ja, ja Mads," saa  Prjst, "gid vi en anden Gang som nu her maa
mdes i de evige Boliger!" "Ja, da war  sand," swored Mads, "sen te
wor Faa'r maatt gaa ud, nr a gik ind!"

{(Prstens og Hellig Mads' fortrnede Ansigter, Rbers og Nrholms
Skogren.)}

=Wolle Rvsgaard.=

Naa ld wos nu kom te  Burd og faa nj te  Fd; st jer nu om, som
I er Venner te.

{(Man gaar til Bords.)}

=Proprietr Nrholm=

{(til den agrariske, men indskrnkede Pastor Gnatt).}

... Ja jeg har nu den Opfattelse, at Ldeker skal behandles som
raadne g.

=Gnatt.=

Som hvad? Hvorledes mener De, Hr. Proprietr?

=Nrholm.=

Som Prster med Juleoffer: Lidt men godt!

{(Rber er revnefrdig af Latter.)}

=Wolle Rvsgaard.=

Naa vil I nu forsyn jer enhwer isr! {(Til Severin Jensen)}: A war
endda kyw aa, te Dje Faa'r ett kund komm mej.

=Severin.=

Ja, men han er jo bedst tjent med at vre hjemme, saa lnge han ikke
er bedre.

=Wolle Rvsgaard.=

Ja, aaeja, nr en ett haar si Hjelbred -- saa er et sgu snavs.

=Esper Vvtrup.=

Saa er _De_ maaskis wor Degns Sn?

=Severin.=

Ja.

=Esper Vvtrup.=

Hwad fejler da Dje Faa'r?

=Severin.=

Aa, hans jne er ikke de allerbedste.

=Esper Vvtrup.=

Hans wn! Ih si! Haar han faat slle wn! -- Da ka de misl ett vr
ringer end min; for mi Yw'syn den haar wot slle i manne Or.

Nej si, nej si! Saa De er en Sn af wor Degn, heller _Jensen_ skuld a
wal sej; for han ka godt tekomm hans Titel, for vi haar aalle hat
Maag te Degn i wor Daw, hwad enten vi to ham ved Sgn eller
Htti[38].

 [38] _Htti_, Hjtid.

Han war gued baade ved Ungdomsfornywels og Ligbegjengels, og han kund
ls en Grawskrwt op, saa der ett war en tar Yw!

=Wolle Rvsgaard.=

Hr, Esper, du glemmer aa skink d en Dram.

=Esper Vvtrup.=

Tak! -- Skal a skink jen te d osse, Mads?

=Mads=

{(strengt).}

Nej! a bruger ett _den_ Slaw.

=Esper Vvtrup.=

Nej, det er sand, tho du hrer jo te de helle. Men hwor kan du snaar
arbejde i Herrens Vingaard og saa forajt dens Produkter?

=Pastor Gnatt=

{(sender Esper et strengt Blik).}

=Esper Vvtrup.=

Ja, Hr. Pastor, a sejer sgu, hwad a haar Lyst te aa sej, og sin tier
a still.

Men _De_, Slagter Rber, De er sgu da'tt for helle te aa ta en Dram.

=Rber.=

Nej, jeg er jo, om jeg saa maa sige, lidt mere kjdelig anlagt. Ha,
ha, ha! {(Til Ka Rvsgaard).} En udmrket Mrbrad, Frue! Udmrket,
saftig Mrbrad!

=Ka Rvsgaard.=

Ja, den haar a saamnd faa't hos Olsen.

=Rber.=

Olsen holder usdvanlig gode Varer, det siger jeg ikke, fordi han er
min Svigersn, men ...

=Moster Maln.=

Ja, a sejer nu ilwle, te Srensens Kjd er det bejst atter  Priser.

=Faster Jehan=

{(yderst langsom).}

A vild osse snaar tykk -- nr det maatt hres -- te Srensens Kjd
er, hwad a -- uden Fortrderlehied for den jen heller den naaen --
vild kald lissom en _bette_ Krumm bejer end Olsens.

{(Snakken gaar ved denne Del af Bordet videre om Kjdet.)}

=Ka Rvsgaard.=

Aa, Pastor Gnatt, er De ett saa gued aa l  Soes gaa ...

=Gnatt=

{(i agrarisk Disput med Nrholm).}

... Jamen det er jo dog Vorherre som skal gi' Vxten!

=Nrholm.=

Ja det er sgu meget rigtigt. Men derfor skader det dog ikke at gjde
lidt paa Stubjorden.

=Gnatt.=

Der er et Sprgsmaal, Hr. Proprietr, der brnder mig paa Tungen: Det
hnder jo at ens Ker skal klve?

=Nrholm.=

Ja, det vil jeg sgu da haabe for Dem, Hr. Pastor.

=Gnatt.=

Og saa kan de pludselig staa og magres og ngte at ta' Fde til sig.
Hvad gjr De ved Deres Ker, Hr. Nrholm, naar de skal klve?

=Nrholm.=

Aa, jeg plejer at gi' dem en Flaske Bramalivselixir, indtil det
vrste er overstaaet.

=Gnatt.=

Naa, er det godt?

=Nrholm.=

Ganske fortrinligt, Hr. Pastor, men Satan saa dyrt!

{(Til =Rber=, der under hele Samtalen har vredet sig i en forborgen
Latter.)}

Han tror det, den Onde gale mig!

=Gnatt.=

Men man faar formodentlig lidt Afslag, naar man tager strre Partier
ad Gangen, ikke sandt, Hr. Proprietr?

=Nrholm.=

Jo--o, der er nppe Tvivl om, at der vil blive indrmmet Pastoren en
rimelig Rabat, -- isr hvis De bemrker, at det er til Kerne!

=Esper Vvtrup=

{(til Wolle Rvsgaard).}

Sej m, Nbo, er  sand, te du er blwen Formand for  Andelsmejeri?

=Nrholm=

{(der har vendt sig fra Prsten, hvem Mads nu ta'r sig af, nikker
bekrftende).}

=Wolle Rvsgaard.=

Jow, nr en haar saa gued Fortaalere som Nrholm,  Prjst og mi
Swiger ... hm! og Mads dr, saa kan en jo sajtens blyw valgt.

=Nrholm.=

Beskedenhed klder en Yngling, men er ikke ndvendig for Dem, Hr.
Rvsgaard. Naar vi har gjort _Dem_ til Formand, saa er baade ren og
Fordelen udelukkende paa vor Side.

=Wolle Rvsgaard.=

Maa a takk Dem, for _de_ Urd, Proprietr Nrholm.

Men De laa da sikkert ogsaa Mrk te, te der war en Del Mudstand.

=Nrholm.=

Ja, der var naturligvis den samme Modstand, som altid tropper op mod
dem, der _har_ noget, fra den Side, hvor man intet har. Det er da
sandelig ikke vrd at undres over.

Forhen talte Husmndene vore Kornstakke, nu tller de vore Ker; i
begge Tilflde finder de, at _vi_ fik for meget, og _de_ fik for
lidt. Eller jeg kan sige det paa en anden Maade: I gamle Dage sad
Misundelsen i Kornskjppen, nu sidder den i Mlkespanden.

Jeg ved ikke, om det er af den Grund, at Husmandens Mlk som oftest
kommer sur til Mejeriet. {(De andre ler.)} Men vist er det, at hvis
Ole Husmand har om blot een eneste sidmavet Ko -- som han tilmed
grsser paa mine Vejskrnter -- saa forlanger han, at den ved
Valgbordet skal kunne brle lige saa hjt som mine hundrede Ker og
fire fortrinlige Prmietyre, men ikke sandt? -- det er et ganske
absurd Forlangende!

=Esper Vvtrup.=

Ja, men haar a forstavn  ret, saa er  jo endele ett  Kyer, der
stemmer, men --

=Nrholm.=

Men Kernes Reprsentant, meget rigtigt! Men det kommer jo dog ganske
ud paa eet.

Under alle Omstndigheder har De, Hr. Rvsgaard, ingensomhelst Grund
til at ta' Dem Husmndenes Opposition til Hjrte. Vi Bedrestillede
kan nu engang ikke gjre alle tilpas, mindst Husmndene; disse Folk
er _fdt_ misfornjede med Verdensordenen; det er deres Natur at vre
det -- -- -- og kanske deres Ret!

=Esper Vvtrup.=

Sej m, Wolle, den Formandsstilling -- smider den nj af s?

=Wolle Rvsgaard.=

Nej, ett andt end ren.

=Esper Vvtrup.=

Ja, det skal jo vr jen af de "fejreste Trer i Sko-ven"; men a kan
nu nok saa godt lid _dem_, der ogsaa kan plukkes et Par vler aa, og
a haar ett opdaved, te _di_ Smag er forskjellig fra min, hwad _det_
angaar.

=Wolle Rvsgaard.=

Ja, da kan der ett skummes mj Fjedt af den Kaal.

=Esper Vvtrup.=

Aa, du htter sgu nok paa, -- om a kjender d ret -- hwordan _den_
Kow ska malkes, forre[39] den ett skal spark i  Stripp[40].

 [39] _forre_, for at.

 [40] _ Stripp_, Spanden.

Men atter hwad a her hrer, saa tykkes a jo, te der paa Maader fattes
jen her ved  Burd.

=Wolle Rvsgaard.=

Hwem skuld det vr?

=Esper Vvtrup.=

Tho a tint paa  Mejerist.

{(=Trine=, som under hele Samtalen har siddet i stor Uro, springer nu
op og gjr sig et rinde ud i Kjkkenet.)}

=Wolle Rvsgaard.=

Skuld a ett kund ta imud en Par fremmed uden  Mejerist.

=Esper Vvtrup.=

Aaejow; sr wal, sr wal! Men du staar som Formand for  Mejeri og
... Ja, a ved jo ett, hwormj en tr sej ... Ih, hwor blw Trine aa?
{(Drejer sig om mod Kjkkendren. Det vrige Selskab er nu begyndt at
lytte.)} Ld nu ogsaa vr, te han haaj fortjent en Snyd af d, fordet
han anbefaled  Husmnd dje Kandidat -- tho det kund han jo godt ha
spaar -- saa vil a nu ha Lov til aa sej som _mi_ Mjenning, te vi skal
si wos godt for, om vi skal find en Mejerist, der er mir estimired --
saa maa vi komm baade til smaa og stur. Og det er ilwle nj ward aa
ha en Mennesk, en tr stul o, paa sen en Plads.

=Wolle Rvsgaard.=

Ja, den Knjt kan a nu ett lid, saa kan I for _m_ ha _hwad_
Mjenning, I vil.

=Esper Vvtrup.=

Nej, du kan ett glemm, te han haar gavn i di Nds[41] og moged og
endda vover aa stt hans Nies op atter di Dtter. Men en maa oplw
saa manne underle Ting i wor Tider, saa det er wal endda jen af dem
mindst.

 [41] _Nds_, Kostald.

=Wolle Rvsgaard.=

Vild _du_ kanskis gi di jennest Dtter -- om du haaj nue -- te en
Husmandsung?

=Esper Vvtrup.=

Ja, saagu vild a wal saa, nr det helsen war en ordenlig Mennesk.

=Wolle Rvsgaard.=

Ja, nu kan du jo sajt sej , da du ingen haar. -- Men helsen holder a
ett af dem, der sen -- burer s op. Der hnger saa mj ved dem af
baade det jet og det andt. -- Det er ett, som nr en er fj[42] med
; det gir ilwle en hiel anden Bevidsthied.

 [42] _fj_, fdt.

=Esper Vvtrup.=

Py! Hwem Fanden er _nu_ fj med nj. Sejjer de ett ved dje Gaard ind
ad en End saa arm som Krag'er, i Baagstand med Skatter og Afgywter,
ihwor de sir, og Gjeld og Forhftels te op wer  rer. Hwor manne
gaar der wal ett baagud aa , der fk  Gaard kwit og fri. I Daa er 
m, i Maaen er  d!

Saa sir a laant heller en ung Fyr, der haar swungen s op og er
blwen te nj, om ogsaa han saa -- som ham Taalen her er om -- er fj
ved en Ud'sid.

{(Trine er nu atter kommen ind.)}

=Wolle Rvsgaard.=

Ja der maa enhwer wal ha _si_ Mjenning.

=Esper Vvtrup.=

Ja aaeja, aaeja! Nu haar a saa d _min_. {(I det samme kommer =Visti=
ind fra Dagligstuen; da han passerer gjennem Dren udbryder Esper
Vvtrup)}: Der er fandenm lig  Kaa'l, vi snakker om. Ld ham nu
swor for s sjel!

{(=Trine= gjr Mine til at springe op, men Faderen lgger en tung
Haand paa hendes Skulder.)}

=Wolle Rvsgaard.=

Ja, Visti, du kjender wal det gammel Urd, te den der kommer sjelbjn
skal sej paa  Dartrin.  Burd her er for Gjsterne, men skuld du vr
trngend for en Bej, saa tinker a ett, te det vil blyw d njtet ud i
 Kykken. Det vist s jo osse ved mi Valg, te du er kommen te aa hold
mj af "de smaa i Samfundet", og dem vil du laant snaarer trff hesud
end herind!

=Visti=

{(ser raadvild fra den ene til den anden; standser tilsidst ved
Trine).}

Hwad er det her!

=Trine=

{(fremstder):}

Jamen, Faa'r, det er _m_ der haar indbjn Visti.

=Wolle Rvsgaard.=

Ja, her i  Gaard plejer  nu aa gaa, som a vil!

{(peger bydende mod Dren).}

=Visti=

{(i vildt Oprr).}

A skal _wal_ gaa, Wolle! Og heller ska a mir stt mi Fedder paa
Hegnsgaard, far a hentes med Hejst og Vogn.

{(Ud; Trine vil efter, men Wolle griber hende haardt om Armen.)}

{(Tppe.)}




FJERDE AKT.


{ET AAR SENERE.}

{Samme Stue paa Hegnsgaard som i forrige Akt.}

{=Ka Rvsgaard= sidder og vinder Garn af en alenhj Vinde; =Wolle
Rvsgaard= sidder i Sofaen og lser Dagens Nyheder.}

=Ka Rvsgaard.=

A tykkes, Wolle, du gaar saa mudfalden omkring i  Daw; er der nj i
 Vej med d?

=Wolle Rvsgaard.=

Nej, hwad skuld der wal vr i  Vej? A er lidt skidt tepas i Daa, det
er det hiele.

=Ka Rvsgaard.=

Haar wor Folk begynd aa legg Kartofler?

=Wolle Rvsgaard.=

Ja, a tror nok, de er gavn i Lav med .

=Ka Rvsgaard.=

Er  i den vejstes Skywt[43] i Or?

 [43] _vejstes Skywt_, venstre Skifte.

=Wolle Rvsgaard.=

Det hower a saagu ett saa nyw.

=Ka Rvsgaard.=

Nu sorger du da nok for, te det ett gaar som i Fywr, da de gik hen og
_sprej_  Maag istej for aa _legg_  ved  Kartofler. Du hower nok,
hwad for nj elendig Gras en fk ud aa , for det det ett blw sit
_te_ i Tid.

=Wolle Rvsgaard.=

Det maa  Forkaa'l jo pas.

=Ka Rvsgaard.=

Jow, a kjender dje Passen, nr de ett blywer sit atter. {(Kort
Pavse.)} Hworden kund  vr, du ett war paa  Mejeri i Guer? A tykkes
aaltid, det er den Daa i  Maaned, da I plejer aa ha jer Udbetaling?

=Wolle Rvsgaard=

{(meget forvirret).}

Hm! -- Sand nok -- -- men der war kommen -- -- der war nj, der
gjord, te det blw udsaat te Frejd. {(Det banker.)} Kom ind!

{(Proprietr =Nrholm= trder forsigtig frem.)}

=Nrholm.=

Godda'! Ja, undskyld -- --

=Wolle Rvsgaard=

{(vinker =Ka Rvsgaard= bort).}

Vrsegued aa ta Plads!

=Nrholm.=

Tak! Naa, De lgger Kartofler.

=Wolle Rvsgaard.=

Ja.

=Nrholm.=

De har godt Vejr til det.

=Wolle Rvsgaard.=

Ja, det kan en ett klav paa.

=Nrholm.=

Naa, men det var just ikke det, jeg kom for.

=Wolle Rvsgaard.=

Nej, det kund a wal tink.

=Nrholm.=

De ved maaske allerede mit rinde?

=Wolle Rvsgaard.=

Nej, hwor skuld a ved det fr?

=Nrholm.=

Jamen, naar jeg nu siger, at jeg kommer fra Mejeriet, saa kan De ikke
mere nre nogen Tvivl om, hvorfor jeg har sgt Dem.

=Wolle Rvsgaard=

{(mere og mere forvirret).}

Fr  Mejeri?

=Nrholm.=

Sig mig, Hr. Rvsgaard, hvorfor er der ikke sket nogen Udbetaling den
3dje i denne Maaned, som Skik og Brug nu har vret i hele det Aar, vi
har haft Dem til Formand?

=Wolle Rvsgaard.=

A indrmmer, te det er en Fejler, men tho det er en travelt Tid, og a
haar derfor ett hat Stand te aa hent  Peng hjem.

=Nrholm.=

Nu taler De Usandhed; Tiden har ikke hindret Dem. De var jo nemlig i
Kjbstaden i Forgaars. Baade Mejeristen og andre har set Dem der, og
De vendte frst hjem henad 2 om Natten.

=Wolle Rvsgaard=

{(opfarende).}

Naa, er en sen omgi'n af Spioner, te en ett kan forlaad si Hjem,
uden te der blywer bjedt Mrk i det. Skal a maaskis staa nue te
Regnskab for, hwad a bruger mi Tid te?

=Nrholm.=

Aa, tag nu ikke saadan paa Veje, Rvsgaard. Her er slet ikke Tale om
noget Spioneri, her drfter vi blot, hvorvidt De taler Sandhed eller
ikke; og jeg konstaterer da endnu en Gang, at De har vret i
Kjbstaden. Nu er Sprgsmaalet: Hvede De samtidig i Banken Mejeriets
4000 Kr.: i bekrftende Fald: hvorfor har De da ikke udbetalt dem til
Andelshaverne allerede i Gaar?

=Wolle Rvsgaard.=

A haar ett hvet en r. A war kommen for silde af Stej, saa  Bank
haaj lot, da a kam te  Dar. I en Stilling som min, hwor en ingen Ln
faar for si Arbe, kan en ett aaltid staa paa Pind; men i Maaen den
Daa skal a med Fornywels hent  Peng, saa enhwer kan faa sin.

=Nrholm.=

Hr Hr. Rvsgaard, lad mig nu tale til Dem som en Ven; jeg er ikke
kommen herhen for at holde Forhr over Dem, men for at raade Dem for
Deres Bedste. Alt det, De der siger om Tid og Lukning osv., tror jeg
ikke et Ord af. Vrten i "Hanen", hvor De sad og spilled Kort til ud
paa Natten, har fortalt, at han tre Gange i Lbet af Aftenen har
maattet rende i Byen for at bytte store Pengesedler for Dem; der er
da for mig ingen Tvivl om, at De virkelig har hvet Summen. Men nu
sprger jeg Dem: Har De destilleret alle Pengene? Svar mig rligt og
uden Omsvb; for det er en hjst alvorlig Sag for Dem.

=Wolle Rvsgaard=

{(tier bomstille).}

=Nrholm.=

Altsaa: De har virkelig bortspillet hele Summen, alle de 4000 Kr.?

=Wolle Rvsgaard=

{(sagte).}

Ja!

=Nrholm.=

Og til hvem?

=Wolle Rvsgaard.=

Rber tog de flest. Maagen te Uheld haar a aalle hat. A saa tit med
hiel gued Kwot; men hjlper det nj, nr der er Wonheld for jens Dar?
A taft og taft og det den hiele Nt, frst mi egn Peng saa  Mejeris.
Der gik Tg for mi wn, a vidst knap a m sjel aa sej. Da a kjor ud
aa  Bj, war  mi Ajt aa kaast m i  Aa, og nr a ett gjord , war
 aaljenne for det, a ett haaj Villi nok te aa ryw  Hejst i Staa,
imen a sprang aa  Vogn. Hwordan a kam hjem, er m endnu en Gaad. Det
war jen Ravmrk wer det hiele, og a laa  Hejst dje Temm nied i 
Vogn og lod dem fuldstndig skjtt dem sjel i den Hoef, te a skuld
vlt og brkk  Hals. A tint  hiele Vej saa lng a kjor: Nu er du en
Kjeltring for Gud og Mennesker; nu blywer du saat og kommer i 
Towthus, og _det_ er  jo ogsaa, De er kommen for aa sej m?

=Nrholm.=

Nej vist ikke nej, Hr. Rvsgaard! Jeg vilde kun gjre Dem opmrksom
paa Faren. Men De har dog sagtens Venner, der baade vil og kan hjlpe
Dem? Det gjlder kun om, at her handles hurtigt, fr Sagen kommer ud
imellem Folk.

=Wolle Rvsgaard.=

Ja hwem tror De, der vil hjlp m.

=Nrholm.=

Aa, jeg tnkte om f. Ex. ikke Rber -- --

=Wolle Rvsgaard.=

Rber!?

=Nrholm.=

Ja, han har jo dog faaet de fleste af Pengene baade denne Gang og
tidligere.

=Wolle Rvsgaard.=

Den fjedted Stod'er! Haar De nowtid hr, te han haar hjulpen nue uden
aa  Dyn og i  Halm?

=Nrholm.=

Naa, saa er der jo Mads, Svigersnnen.

=Wolle Rvsgaard.=

Ja, ham haar a ogsaa gued nok tint ved som den jennest, der kund vr
Taal om.

=Nrholm.=

Jeg tror sikkert, det var _hans_ Vogn, der holdt heromme ved Mllen
med et Ls Grutning; De skulde lade en af Deres Folk lbe derom og se
efter, om han ikke selv var der.

=Wolle Rvsgaard=

{(gaar til Kjkkendren og kalder):}

Fip!

=Bitte Fip=

{(ind).}

A tytt, du raaft ad m. Haar du nj, du vil m?

=Wolle Rvsgaard.=

Ja, lb lig om te  Mll og si atter, om ett Mads skuld vr der; og
hwis han er der, saa bed ham om aa komm te  Dar i en Snaarhied.

=Bitte Fip.=

Aa, du haar aaltid nok aa jav jen atter! Nu skuld a hat  Unnen
frdig.

{(Fip ud.)}

=Nrholm.=

Ja Mads det er en Mand, der er over sine Sager.

=Wolle Rvsgaard.=

Ja, der er ingen small Stejer.

=Nrholm.=

Blot han nu ikke stiller sig paa Bagbenene, for det er en Karl, der
ved, hvad Penge er vrd.

=Wolle Rvsgaard.=

Ja, slaar _han_  Hand af m, saa haar a ett andt aa grif te end aa
hng m sjel.

=Nrholm.=

Aa, Snak, Rvsgaard. Der kan findes Udveje, ingen har tnkt paa.
Hovedsagen er som sagt, at der handles gesvindt.

=Mads=

{(ind, kldt som Vognkusk, med Bdeklude og Skkelrredsforklde).}

Goddaw i Herrens Navn, og Gud bewor wor Indgaang og wor Udgaang!

Vil du snakk med m, Wolle?

=Wolle Rvsgaard.=

Ja, Mads; du maa ett find  underle, men a er da kommen i en sr
faale Forlejenhied; derfor war , at vild gjr m saa fri aa sprg,
om du ett for gammel Venskabs Skyld og i Jesu Christi Navn vild l m
en Hand lig nue faa Daw?

=Mads.=

Er  Peng, der er Taal om?

=Wolle Rvsgaard.=

Ja, aaeja; a er kommen i Baagstand; men du _skal_ ett kom te aa
fortryd , om du hjlper m terett.

=Mads.=

Ja manne Tak, det er saa mj godt det. Men en Swigersn -- han skuld
jo da snaarere ha Peng end ud med Peng, nr Ret skuld vr; sen haar
a da aaltid forstavn .

Hvor stur er saa di Betryk?

=Wolle Rvsgaard.=

Ja si, a wanter jo lig jenle 4000.

=Mads.=

Fir Tusind! Ih, kjere himmelske Fader; hwor skuld a faa _dem_ fr! Og
hwad vil du gjr med aall de Peng. Fir Tusind! A tror,  Mand primer!

Haaj  endda wot -- for a vil sej -- fir Hunder, det haaj en wal
kommen wer. Men det her! -- -- Nej, nej, nej! Snak aalle te _m_ om
_det_!

=Wolle Rvsgaard.=

Ja, men bette kjre Mads, saa gaar a tegrund!

=Mads.=

Hwad gjr du?

=Wolle Rvsgaard.=

A gaar i  Towthus. -- Det er  Mejeri ...!

=Mads.=

Haar du tavn aa  Kass?!

=Wolle Rvsgaard.=

Ja.

=Mads=

{(forfrdet).}

Jamen saa er du jo rungenired! Og det er d, der haar lowed m di
Gaard kwit og fri, hwad Daa a vild ha en, nr a vild ta di Dtter! --
A haar nok hr fr anden Sid, te hwad _du_ saa, det skuld en putt i
si Udelomm; men a troed endda ett, te du war saa laant nied paa 
Brink med di Sager. Men sen gaar  enhwer, der ett ta Frelseren med
s i si Gjerninger. A tytt nok, te Worherre og Frelser hwisked m i
ret, te den Forlowels war ett atter _hans_ Villi. A troed lng, te
du ajted at trde den trange Sti til Omvendelse, men atter hwad du nu
fort'ler, saa sir a, te det er paatid, en kommer hrfr, for det er
ikke Guds And, men Belials And, der regenirer her i  Gaard.

A rister Stvet af mine Fder.

=Nrholm=

{(der har lbet urolig frem og tilbage under denne Samtale).}

Ryst saa med det samme Halmen af Deres Trsko og Skidtet af Deres
Klder, men opst det, til De kommer udenfor; der kunde ellers let
blive altfor snavset herinde.

=Mads=

{(mod Nrholm).}

A gaar, for I skulle ikke dwle i de ugudeliges Forgaarde eller i de
uomvendtes Pawlowner, siger den Herre Zebaoth. {(Til Wolle
Rvsgaard.)} Vil du hels di Dtter og sej, te mi Samvittighed
forbyder m at gte en Pige, hwis Fader aabenlyst nedtrder Guds rene
og hellige Bud.

Og bed saa din Frelser om, te han snaarest maa hjlp d ud af den
Badulje!

{(Gaar.)}

=Wolle Rvsgaard.=

Nu er a levired! -- M arme Mennesk!

=Nrholm.=

Ja, det er i Nden, man prver Vennerne.

=Wolle Rvsgaard.=

Det haaj a aalle troed om Mads.

=Nrholm.=

Ikke det! Da har jeg saagu aldrig troet andet. Et Menneske, der i den
Grad rutter med gudelige Floskler, ham tror jeg ikke over et Drtrin.

{(=Fip= kommer ind.)}

=Wolle Rvsgaard.=

Hwad skal _du_, Fip?

=Fip.=

Aa, det er den slle jen, ham Per Swren, der staar herud og hejster
for at faa d i Taal. Han sejer, han haar Boj te d.

=Wolle Rvsgaard.=

Ih, ld ham da komm ind.

{(Fip aabner for ham.)}

=Per Swren=

{(ngstelig frem, da han ser Nrholm).}

Bav, bav! Er der saa stur fremmed! Ja a ajter saamnd ett n
Uskikkelehid. _A_ haar rind.

=Wolle Rvsgaard.=

Hwad er da _di_ rind, Pejr?

=Per Swren.=

Jow, hr ikkuns nu. A war kommen herwer te  Mejerist, mi Sstersn
I ved -- aa, hwor haar _han_ gued Daw, den Kaa'l! -- Nu, saa sejer
han te m: Morbror, sejer han -- for han kalder m aaltid Morbror, og
han forajter ett den fatte, for det han sjel er kravlt i  Vejr --
kan du ett rend wer te Hegnsgaard med en Brew for m, sejer han.
Jow, sejer a, det faar a wal, nr du vil swor m te  Fjol saa lng,
og du vil lov m, te  Mand ett hiel rywer  Hued af m. {(Sger i
Frakkelommen efter Brevet.)} For du hower jo nok sidst, Wolle, da war
du ildworre[44], og da gav du sgu mi Fjol en slem Singeldus; a haaj
nr aalle faat en kaldt te Lyd mir. I Daa sier _du_ jo njsten ud,
som war  _d_, der haaj faat di Fjol slavn i Stykker!

 [44] _ildworre_, galsindet.

{(Wolle ta'r mod Brevet og rkker til Gjengjld Per Swren en
Krone.)}

=Per Swren.=

A haar faat mi Betaling.

=Wolle Rvsgaard.=

Det ka vr det samm, Pejr, ta du kuns, hwad a byder d.

=Per Swren.=

Ja men, Jsses, en hiel Krown, en hiel Krown! Haar du nu ogsaa Raad
te , Wolle.

{(Mumler videre, mens han gaar mod Dren.)}

Jsses, en hiel Krown!

=Wolle=

{(lser).}

=Nrholm.=

Var det fra Visti Andersen?

=Wolle Rvsgaard.=

Ja.

=Nrholm.=

Naa, hvad skriver han?

=Wolle Rvsgaard.=

Ja, nu er hunderoglle ud. Mi Daw er tal.

=Nrholm.=

Aa, Snak! -- Hvad siger da Brevet?

=Wolle Rvsgaard.=

Ja, der staar, te  Mejeri er werrend af Folk, der vil ha dje
Maanedspeng. Isr skal  Husmnd vr rejn iband. Det war jo ogsaa
dem, der arbed imud mi Valg.

=Nrholm.=

Javel; paa den anden Side er det jo ogsaa dem, der trnger haardest
til Skillingerne.

=Wolle Rvsgaard.=

Han skrywer, te der war en Flok der lig nu, som saa, te de vild komm
ijen imaatidle, og war der da ett Peng te dem, saa vild  blyw meld
te  wrighied.

_Er_ der saa anner Udvej for m end aa gjr en Ulykk paa m sjel?

=Nrholm.=

Lad nu den taabelige Snak fare! Hvad vilde De opnaa derved andet end
at ligge som en Bedrager i Deres Grav med et ruineret Hjem og en
skammet Familie ovenpaa Dem.

Nej, som jeg siger, der er maaske _endnu_ en Redning, een eneste.

Jeg tnker paa Mejeristen.

=Wolle Rvsgaard.=

Paa Visti!

=Nrholm.=

Ja.

=Wolle Rvsgaard.=

Ved De da ett, paa hwad Fued vi staar med hinan?

=Nrholm.=

Jeg ved -- fordi jeg saa det -- hvilken Behandling De gav ham i Fjor
i denne Stue. Jeg sa' dengang ikke noget til det, fordi det ikke er
min Vane at blande mig mer end ndvendigt i andres Sager. Men jeg
husker, at jeg var meget pinligt berrt deraf, fordi det gik ud over
en dygtig Karl, der umuligt kunde ha' generet ved Deres Bord.

=Wolle Rvsgaard.=

Ja, det kan jo vr, a gik forvidt i mi Hidsighied. Baagatter er en
aaltid klog.

=Nrholm.=

Ja, De gik _altfor_ vidt, Hr. Rvsgaard. Det kan vre galt nok at
saare en Mand, der er udgaaet fra de bedrestillede; men det er ti
Fold vrre at krnke et Smaamandsbarn; de glemmer det aldrig. De er
anderledes mtaalelige, hudlse, resprikne end vi andre. Fordi de
har mindre at vrge om, vrner de det til Gjengjld med langt
strkere Energi; deres Forfngelighed, deres resbegreb -- naar de
duer noget! -- gaar langt dybere i dem end i os. Det er som en
indgroet Negl, der smerter ved det mindste Tryk. -- Jeg siger Dem
derfor, at gaar den Plan itu, som jeg nu skal tillade mig at
fremstte for Dem, saa er det ene og alene Deres fordmmelige
Optrden ved denne Lejlighed, der brer Skylden for det.

=Wolle Rvsgaard.=

Jamen hwordan kan De nu egentlig tro, te Visti kan udrett nj i den
her Sag?

=Nrholm.=

Visti brer i dette jeblik Deres Skbne i sin Haand. -- Han har
holdt af Deres Datter gjennem mange Aar, men De har kjmpet mod dette
Forhold som en rasende i Haab om at rejse Deres Gaards sunkne Aktier
ved Hellig-Madses Arveslv. Nu er _den_ Forhaabning gaaet rabundus.
Siden den hellige Skabilken gik ud af denne Dr, er Deres Datter fri.
Nu kommer det kun an paa, om Vistis Godhed for hende er strkere end
hans Had til Dem. Er den det, da er _De_ reddet.

=Wolle Rvsgaard.=

Ja men, de 4000 inden i Man! Hwor skal _de_ komm fr?

=Nrholm.=

Som Formand for Egnens Sparekasse er jeg vidende om, at Mejeristen
har en Sparekassebog paa 2000 Kr.; desuden er han saa vel estimeret,
at _han_ inden Aften med Lethed vil kunne rejse Resten af Pengene,
hvad De paa Sagens nuvrende Standpunkt ikke kan.

Det er derfor mit Raad, at De hurtigst muligt skal lade spnde for og
lade Deres Karl kjre over og hente ham.

=Wolle Rvsgaard=

{(grundende).}

I Guds Navn da! {(Aabner Vinduet til Gaarden og raaber)}: Anders!
{(=Stemme= udenfor.)} Ja!

=Wolle Rvsgaard.=

Kom ind lidt! {(Anders ind.)} Hr, ta de tow brown og kjr wer te 
Mejeri og hels Visti -- fr _m_ --, du helser fr _m_ -- og sejer,
te han maa _endele_ ta med d. A haar n mj vigtig aa snakk med ham
om. Hrer Du?

=Anders.=

Ja, a haar hr .

=Wolle Rvsgaard.=

Men pas paa den treaars; hun er nj rej for  Stjat. Og ld  saa gaa
i en Snaarhid.

=Anders.=

Ja, a skal saagu ett dryw  Vej ind.

{(Gaar.)}

=Wolle Rvsgaard=

{(til Dren og raaber):}

Men ta ett  Arbejdsfjervogn; ta den, vi fik lakired op, og leg de
nj Hynder paa! {(Lukker atter Dren. Til Nrholm, mens han dog
stadig holder je med Karlen ude i Gaarden.)} Hvad om han nu er tavn
ud!

=Nrholm.=

Nej, ved den her Tid er han sikkert hjemme.

=Wolle Rvsgaard=

{(aabner atter Vinduet og raaber ud til Anders):}

Tag ett _de_ Sel'er! Du ved jo, hwor de anner er.

=Anders=

{(udenfor).}

Er de ett gued nok. En skuld sgu tro, a skuld hen aa hent Kongen.

=Wolle Rvsgaard.=

Gjr som a bed d! Og l  gaa fr  Hand!

{(Lukker Vinduet. Pavse. Lidt efter Piskeknald og Vognrummel.)}

=Wolle Rvsgaard.=

Nu kjor han. A vil ett ha n Row wer m, inden han er her ijen.

=Nrholm.=

Der er aldeles ingen Grund til at frygte for, at han ikke skulde ta'
med. Tilmed da De lader ham hente i Deres bedste Kjretj. {(Efter en
Pavse.)} Sig mig, Hr. Rvsgaard, ved Deres Kone eller Datter noget om
Sagen?

=Wolle Rvsgaard.=

A tror ett, de haar faat Nysmaal om  inu.

=Nrholm.=

Saa sig dem ikke noget. Hvorfor skal de blandes i det -- om det kan
undgaas.

{(Ny Pavse. Wolle Rvsgaard sger mod Dren.)}

=Nrholm=

{(ser mistnksom efter ham).}

Hvor gaar De hen, Rvsgaard?

=Wolle Rvsgaard=

{(forpint).}

Aa, a ved  snaar ett. A er saa sr ved , te a vild nsk, te a kund
_skk_ i  Jurd og blyw der med det samm.

=Nrholm.=

Mand Dem dog op, Rvsgaard. Der er jo Haab endnu!

=Wolle Rvsgaard.=

Ja, ja, ja! A gaar udenfor og sir atter  Vogn.

=Nrholm.=

Jaja. Men De tnker ikke paa dumme Streger?

=Wolle Rvsgaard.=

Nej! -- Aa, ja, ja, ja! {(ud).}

{(Et jeblik senere.)}

=Esper Vvtrup.=

Ih, Goddaw, Hr. Nrholm! Naa, saa det stur Haardku'n har sjt sammel
i den her Hjrn aa  Bj; aaeja, hwor _mj_ er, vil _mir_ te.

=Nrholm.=

Saa er det formodentlig af den Grund, at _De_ kommer.

=Esper Vvtrup.=

Ja, det kund sgu hjlp nj, om a mdt mell  Herremnd med _mi_
Fjerdingkar.

=Nrholm.=

Naa, det er jo ikke Hartkornet, man lever af.

=Esper Vvtrup.=

Nej, det er sgu skidt aa lav Brd aa. Det kan a si paa mi Nbo her.
_Hans_ Mark er, misl, ved aa komm ind i en slle Behandling. Hworden
Fanden er  nu ogsaa, han gaar og moger med . _Han_ legger
Kartofler, nr enaaen er ved aa tnk paa aa ta'em op. Og saa sne
Pilliker te Hejst, han kyrer aa grasser[45] mej! A vild misl skamm
m ved aa legg en Tmm paa'em.

 [45] _grasser_, knokler.

=Nrholm.=

Nej, det er jo ikke som i fordums Dage paa Hegnsgaard; da var der
Race i Rvsgaards Bestning.

=Esper Vvtrup.=

Nej! der er blwen Adskjel. Haar De sit paa den Knapstrupper, han fk
i sidst Wolborre Markend?

=Nrholm.=

Nej.

=Esper Vvtrup.=

De haar ett laa Mrk te, hworden en lver paa  Skanker. Det er mi
Salighid aa si te, akkuraat som a vil sej, te en slog Lyng med den
jen Bien og graved Trv med den'aan.

{(Wolle Rvsgaard ind.)}

=Esper Vvtrup.=

Naa, der haar en  Mand! Saa er  wal bejst en faar si Lu aa.

{(Fjerner ironisk Huen.)}

=Wolle Rvsgaard=

{(siger intet, men gaar tvrs over Gulvet mod den anden Dr).}

=Esper Vvtrup.=

Hr, Wolle, a war gavn her wer, om ett du kund laan m di Hejstryw,
for min er misl gavn i Bork[46].

 [46] _i Bork_, itu.

=Wolle Rvsgaard=

{(i Dren).}

Ta'en, ta'en -- om Du kan find'en!

{(Ud.)}

=Esper Vvtrup.=

Hwad Fanden gik der af _ham_, sen som _han_ hnd med  rer?

=Nrholm.=

Aa, der kan jo altid vre _noget_, der trykker.

=Esper Vvtrup.=

Er   Kwot ijen?

=Nrholm.=

Maaske.

=Esper Vvtrup.=

Ja, det gaar en Brl'gaang med Wolle. {(En Vogn rumler ind i
Gaarden.)} I, tho det war jo  Mejerist. Er han kommen ud aa kyr i
Stads i Wolle Rvsgaards Vogn. Det er sgu vis aalle passired ham far.

Ja, den Kaa'l, ham skuld han sgu l ta ! Han haar lng gavn og
smisked atter  Dtter, og han skuld sgu l  Pig faa hinne Villi med
den, hun kan lid; og saa l den naaen Sluri[47] gaa; det vild a misl
gjr, om det var _mi_ Dtter. Mads kan vr gued nok, men det er da en
slle Slunder; og saa den her werdrwen Hellehid, det er da n lied
nj.

 [47] _Sluri_, Dosmer, slusket Mandfolk = Slunder.

Nej, ham der {(nikker ud i Gaarden)} han skuld sgu snaar stt
Hegnsgaard i Matrikel!

Naa, men a maa ud og find den her Himstrigims, for a haar sgu
tront[48].

 [48] _tront_, travlt.

{(Ud.)}

{(Wolle Rvsgaard og Visti kommer samtidigt ind fra forskjellige
Sider; de mdes midtvejs og hilser stivt paa hinanden som
Parlamentrer fra to fjendtlige Magter.)}

=Visti.=

_Du_ vil snakk med _m_?

=Wolle Rvsgaard.=

Jow, det vild a.

=Visti.=

A troed njsten, vi tow haaj aasnakked for aall Daw.

=Wolle Rvsgaard.=

Ja, sen kan  jo Woimellstand fj s anderledes, end en sjel haaj
tint.

=Visti.=

Er  om Mejerisager?

=Wolle Rvsgaard.=

Ja; vis er  det.

=Visti.=

A kund tink . Det er ogsaa paa  hyw Tid, om det skal nytt nj. Og
_Snak_ kan ett gjr  ret lng.

Sej m, hworden kan det vr, te du i Guer ett betald  Folk dje Peng?

=Wolle Rvsgaard.=

For a haaj'em ett.

=Visti.=

Det vil sej, du haaj hat'em, men haaj gin 'em ud atter di egn Beram.

=Wolle Rvsgaard=

{(tier).}

=Visti.=

Mon du rigtig haar tint ved, hwad det betyder ett aaljen for d sjel,
men ogsaa for m?

=Wolle Rvsgaard.=

For d? Hwor kan den Ting komm te aa rr _d_?

=Visti.=

Naa, det tror du ett? Du haar ett skinked det en Tank, te a kund komm
te og staa i en twetydig Lys ved den Histori? -- Da kan a sej d, te
der er mir end jen, der haar mummelt om, te sne nj ett godt kund
gaa for s heller uden _mi_ Vidend og Villi. Og sne Beskyldninger
vil a ett ved aa aa sej. Den Guedhid, a haar mdt ved _d_, er ett af
den Slav, te a skuld gaa hen aa stt mi Rygte werstyr for aa dkk
wer _d_. Det war derfor paa Tid, te du saa d om atter  Peng; for
det kan a sej d, te er de ett betald inden i Man -- -- ja, a
behwer jo ett aa sej mir; du haar jo faat mi Brew?

=Nrholm=

{(trder nu hen til de to).}

Hr, mine gode Mnd, ad den Vej kommer De aldrig til nogen
Forstaaelse men gjr bare hinanden ondere og bitrere.

Tillad mig at gjre et Forsg paa at mgle Dem imellem. Jeg ved, jeg
allerede har Hr. Rvsgaards Billigelse og haaber paa, Hr. Visti
Andersen, at De ogsaa giver mig Deres, da det jo nppe er Deres
Hensigt for enhver Pris at bringe Deres gamle Husbond i Tugthuset,
selv om De muligvis kunde ha' adskilligt at bre Nag til ham for.
-- Vel, Hr. Andersen?

=Visti.=

Nej, a skal med Fornywels laan r te, hwad Proprietren kan ha aa sej
i den Sag.

=Nrholm.=

Godt! Maa jeg da begynde med at sige Dem, Hr. Andersen, at der er
sket noget her i Dag, som muligvis kunde faa en afgjrende Betydning
for hele Deres Stilling til Sagen.

=Visti.=

Hwad er da det?

=Nrholm.=

Det er, at Mads Nielsen har hvet sin Forlovelse med Frk. Rvsgaard.

{(Der gaar en Trkning af behagelig Overraskelse over Vistis
Ansigt.)}

=Visti.=

Naa--aa! Men a kan i Grunden ett si, hwad det kommer den her Sag ved.

=Nrholm.=

Ikke det? De lader lidt tungnem i Dag, Hr. Visti Andersen; det ligner
Dem ikke. -- Jeg maa da sge, om jeg ikke kan trnge ind til Deres
Forstaaelse ad anden Vej.

De ved, Hr. Andersen, at jeg var til Stede den Dag for nu snart et
Aar siden, da Hr. Rvsgaard viste Dem ud af sit Hus paa en Maade, som
-- det indrmmer jeg -- maatte krnke Dem lige til Hjrteroden.
{(Visti bider sig i Lben.)} At _jeg_ misbilliged Udvisningen, kan
vel i denne Forbindelse vre Dem nogenlunde ligegyldigt, men jeg ved,
at endogsaa Hr. Rvsgaard tit har nsket det ugjort.

=Wolle Rvsgaard.=

Jow, a gik for vidt.

=Visti.=

Ja, det siger du nu, da -- --

=Nrholm.=

Tv lidt, Hr. Andersen. Naar De nu hrer af Hr. Rvsgaards egen Mund,
at han fortryder sin Optrden og beder Dem om Tilgivelse -- -- --

=Visti.=

Det sidst haar a ett ht nj te.

=Nrholm=

{(vender sig mod Wolle Rvsgaard).}

Jamen, det ved jeg, Hr. Rvsgaard gjr.

{(Wolle Rvsgaard tier.)}

=Visti.=

Ja, da kund  vr lisse raar aa hr  aa  Mand sjel.

=Wolle Rvsgaard.=

A sejer, som a saa far, te det er mj muligt, a gik forvidt; og haaj
 wot i Daa, haaj a optrajn paa en naaen Maad.

=Nrholm.=

Det er jo dog Indrmmelse nok, Hr. Andersen. Lad os endelig ikke
hnge os i Ord!

=Visti.=

Ja men a maa ha _fuld_ Oprejsning. Her er ett nj aa slaa aa paa!

=Nrholm.=

Er det dog ikke den strste Oprejsning, Manden kan yde Dem, at han
fortryder sin Uret imod Dem; desuden tilbyder han Dem sin Datter,
Gaarden, Ejendommen, kort sagt alt, hvad De dengang paa en saa
haanende Maade joges bort fra. Til Gjengjld forlanger han kun, at De
skal staa ham bi, saa han kan slippe om ved denne kompromitterende
Sag uden resafkortelse. Og det kan De ved et Offer, som De maa
bringe, om ikke for Hr. Rvsgaards saa for den Kvindes Skyld, som De
jo dog elsker, og hvis Far De sandelig ikke maa bringe Vanre over.

=Visti.=

Ja, Hr. Nrholm, De ser vistnok Sagen lidt for mj fr Wolles
Standpunkt. A njter ett, te a holder af Trine, ogsaa mir end af nue
anner Mennesk, men a er da heller ett sen en Pjalt, te a vil ha hind
for enhwer Pris. Og det du gjord _m_ den Daa -- ja a sejer d,
Wolle, det vild vr en _mild_ Straf, om a lod d gaa i  Towthus for
!

_Det_ haar pint m ved mi Arbed tidle og silde; der gik ett en Daa,
hwor ett a tint paa'et. A kund vr saa glaad, a _vre_ vild -- kam
_det_ m i Tanker, te du haaj javed m ud af di Stow som en Hund,
mens kjend og ukjend, ung og gammel saa paa  -- den Prjst, der haaj
komfemired m, og den Pig, a holdt aa som ingen anne i Verden -- ja,
saa kund  Vred _vild_ op i m, saa a kund ha slavn d i di
Stjern[49], te du kund ha vlt ved !

 [49] _Stjern_, Pande.

=Nrholm=

{(med sin Haand paa Vistis Skulder).}

Skal vi nu ikke kaste Sand paa disse gamle Krnkelser!

=Visti.=

Det kan De sajtens sej, Hr. Nrholm; for den Slaw kund aldrig ramm
jen af Dje's. Det blywer altid laa hen for aa bruges imud vianner,
der kommer nidfr. Vi er som prikked med Naal fr smo aa, lig fr wor
Skueltid og op, saa lng vi lwer. Nue glemmer letter end anner. A
haar aaltid hat wanskele ved . Og saalng Wolle Rvsgaard ett ka byw
s saa mj, te -- -- --

=Wolle Rvsgaard.=

A haar jo saa d, te a fortryder , hwad vil du m da mir?

=Visti.=

Kand du ett rkk m di Hand paa , saa er  ett mj bevendt med di
Fortryden.

=Nrholm=

{(hvisker).}

Rvsgaard, De maa gi ham Haanden, som han forlanger, ellers er De
fortabt.

=Wolle Rvsgaard=

{(rkker nlende Haanden ud).}

=Nrholm.=

Lad saa alt gammelt Nag vre forbi. Og lad os nu komme til den
egentlige Sag.

De ved, Hr. Andersen, hvor uheldigt Hr. Rvsgaard i jeblikket sidder
i det. Han har brugt 4000 Kroner af Mejeriets uden i jeblikket at
vre i Stand til at betale dem tilbage. Med de Fjender, han har
mellem Andelshaverne, er han om en Hals, hvis ikke _De_ hjlper ham.

=Visti.=

A hjlper _ham_?

=Nrholm.=

Ja, det baade _maa_ og _skal_ De.

=Visti.=

Ejer a da de 4000 Kr., som a kan dkk _ham_ mej?

=Nrholm.=

De skal ikke vre alene om Tabet. _Jeg_ vil hjlpe, og jeg skal sge
at formaa et Par til det samme; men De maa endnu i Aften ofre de 2000
Kr., De har staaende i vor Sparekasse. Resten skaffer jeg saa til
Veje.

=Visti.=

De 2000 spiller osse en star Rolle for m end de vild spille for
Dem. De er spaared sammel ved 2-3 Aars streng Arbed. Og hwad opnaar a
saa for'em?

=Nrholm.=

Som jeg sa' fr, faar De frst og fremmest Hr. Rvsgaards Datter, som
De jo elsker?

=Visti.=

Ja, det gjr a; men hind war a jo da endlemaal saa halles vis paa i
Forvejen.

=Nrholm.=

Naa, var De det! -- Ja, saa faar De Gaarden her; ikke sandt, Hr.
Rvsgaard? Deri har jeg da ikke misforstaaet Dem?

=Wolle Rvsgaard.=

Nej,  Gaard og  Dtter -- det skuld jo da gjan fl'es ad.
Anderledes haar a aalle tint.

=Nrholm.=

Er det Dem endnu ikke nok, Hr. Andersen?

=Visti.=

Ja, hwad tho,  Gaard -- -- -- Hwormj er der wal tebaag aa'en, nr
enhwer krwer sin?

=Nrholm.=

Aa, der er sikkert endnu et godt Bid tilbage. Ganske vist er Sagerne
i jeblikket ikke i den bedste Gjnge, men kommer der et Par
energiske Hnder til, der forstaar at spnde den rette Hest for
Hamlen, saa kan Stolperne paa Hegnsgaard stives af endnu. Men det
_er_ ogsaa i den 11te Time. I Morgen er det for sent.

=Visti.=

Naa, er _det_ saa en Aftaal', te a faar  Gaard imud aa indskyd de
4000?

=Nrholm.=

Endnu et: Det er jo en Selvflge, at De gi'r de gamle en hderlig
Aftgt?

=Visti.=

Ja, det forstaar s. A haar ett tint aa slaa ind paa Wolles Praxis og
kyl ham og hans paa  Dar, for det _a_ fk  Gaard.

=Nrholm.=

Giv saa hinanden Deres Haand paa det! {(De rkker atter hinanden
Haanden over Bordet.)} Nu har De Grund til at vre glad, Hr.
Rvsgaard. -- Tak, Hr. Andersen!

Nu synes jeg, det kunde vre paa Tide at lade gaa Bud efter Frk.
Rvsgaard; hun er dog formodentlig ogsaa en Smule interesseret i
Sagen.

=Wolle Rvsgaard=

{(halvt oprmt).}

Ja, da war  sand. Hind kund vi misl snaar ha glemt! {(Kalder ud i
Kjkkenet.)} Trine! Aa, kom indenfor en jenle Ywblik!

=Trine=

{(ind; ser forbavset fra den ene til den anden; henvendt til Visti).}

Men, Jsses, hworden gaar _det_ te, te du er her?

=Visti.=

Jow, a haar tawn Mud te m. Og a tror snaar, a _er_ nok saa walkommen
som sidst.

=Wolle Rvsgaard.=

Hmm!

=Trine=

{(i stigende Undren).}

Men hwad er her gavn for s?

=Nrholm.=

Sig mig, Frk. Rvsgaard, hvordan vilde De stille Dem til en lille
Overraskelse?

=Trine.=

Jamen hwad er , der gaar af jer aalsammel? Faa'r sejer jo slet ingen
Ting.

=Nrholm=

{(gravalvorlig).}

Deres Fstemand Hellig Mads, fdt Nielsen, har hvet Forlovelsen med
Dem og opsagt Dem Huldskab og Troskab!

=Trine.=

Det _er_ da Lwn! _(Styrter hen mod Faderen.)_ -- Er  sand, Faa'r?

=Wolle Rvsgaard=

{(sagte).}

Ja, vis er det!

=Trine.=

Saa _haar_ a heller aalle wot saa glaad i mi Daw!

=Nrholm.=

Det var jo overordentlig heldigt; ellers, ifald De havde vret altfor
bedrvet, havde Deres Far srget for en til at trste Dem. Jeg mener
Visti Andersen der.

=Trine=

{(i Jubel).}

Nej, _haar_ Faa'r gin hans Mind!

=Wolle Rvsgaard.=

Ja, ta I kuns hinaaen, og si om I kan ha lidt bejer Held, end a haar
hat; for min haar sgu wot knowred[50].

 [50] _knowred_, knudret.

{(De unge rkker hinanden Haanden og taler sammen med lykkelige jne.
Omsider smutter =Trine= ud i Kjkkenet.)}

=Esper Vvtrup=

{(stikker Hovedet ind ad Gangdren).}

Ja, saa tar a  Kratt[51], Wolle; nu fand a'en endele.

 [51] _Kratt_, stor Haandrive.

=Nrholm.=

Aa, Hr. Vvtrup, kom indenfor lidt!

=Esper Vvtrup.=

Ja, her gaar a og vrder[52], men a haar sgu tront[53].

 [52] _vrder_, roder.

 [53] _tront_, travlt.

=Nrholm=

{(slaar ud med Haanden mod Visti).}

Maa det vre mig tilladt at prsentere Dem for den nye Ejer af
Hegnsgaard.

=Esper Vvtrup.=

Hwa ... hwa ... hwad sejer De! Er Hegnsgaard sol? Te Visti?

=Visti.=

Ja, a haaber te du vil blyw m en gued Nbo?

=Esper Vvtrup.=

_Det_ kan a Dwlen slaa m lid; sen er , det ska vr! Nu kommer der
Skrej[54] i  Sager!

 [54] _Skrej_, Skred.

Haar du saa gin ham  Dtter oven i  Handel, Wolle?

=Wolle Rvsgaard.=

Ja hwad, Gaard og Dtter ... de tow Ting skuld en jo ett wal skjell
ad, hwor en ett haar mir end de samm.

=Esper Vvtrup.=

Det er sgu rigtig Taal! Men hwad haar du da gjord med Mads? Haar du
saat ham paa  Dar?

=Wolle Rvsgaard.=

Aa, han gik endda sjel.

=Esper Vvtrup.=

Saa mj desbejer, Fallill! Han war ett _mi_ Ganning[55]. A kan nu
jen Gaang ett med de Folk, som en kan ljt, far en kan si dem.

 [55] _Ganning_, den, jeg lider.

=Nrholm.=

Hr, Hr. Vvtrup; den nye Mand her i Gaarden skal ganske ufortvet
bruge 2000 Kr. -- det kan jo forelbig vre ligegyldigt til hvad --
er De bange for sammen med mig i Sognets Sparekasse at kavtionere for
denne Sum?

=Esper Vvtrup.=

Nej Gu er a ett, nr det er te Visti. Wolle haaj a ett wot nr saa
driste ved.

=Nrholm.=

Tak, Hr. Vvtrup!

{(Ka Rvsgaard, Trine og Bitte Fip kommer ind fra Kjkkenet.)}

=Ka Rvsgaard.=

Men, Wolle, hwad er  endda for n underle Ting, en hrer! -- -- Og
Visti -- --! Aaeha endda!

=Wolle Rvsgaard.=

Ja, bette Muer, nu kan vi spnd fr. Her vil ett blyw Brug for _wos_
mir.

=Ka Rvsgaard.=

Og Mads, der kund opfr s sen! A _troed_  aalle om ham!

=Trine.=

Nej, Muer, du vild jo aalle hr paa, hwad _a_ saa. For a vidst nok,
hwad _han_ war for en Fillifut.

=Ka Rvsgaard.=

Ja tillykk da, bette Visti, nr det ett kan vr anderledes!

{(Rkker Haand og grder.)}

=Bitte Fip.=

Tillykk, Visti! Saa det er d, der skal haa  Dtter.

Ja,  Pig er gued nok; men hun vil da gjan l enaaen gjr det streng
Arbe, og en kan jo ett rigtig hold te , si'n en fk d her Tilfald.

=Visti.=

Ja, vi kommer jo nok ud aa  med hinaan, Fip.

=Fip.=

Ja, du war en raar Dreng, hwadfor skuld du saa blyw en ild Mand.

Og her _kan_ sgu gjan trnges te, te der kommer ny Kwot i  Spil her
paa Hegnsgaard!

{(Tppe.)}




ULVENS SN

(1909)




PERSONLISTE.

 =Enkefru Proft=, Ejer af Glttrup.
 =Erik Proft=, hendes Sn, Gaardens Bestyrer.
 =Goj=, Driftsleder.
 =Den Blinde=, hans Bror.
 =Jens Romlen=, Daglejer paa Glttrup.
 =An Kjestin=, hans Kone.
 =Dorre=, deres Datter.
 =Laurst=, Forkarl.
 =Per=, Hjorddreng.
 =Villads Vedhud=, Havekarl.
 =Gamle Anders=, afdanket Rgter.
 =Jomfru Andersen=, Kokkepige.
 =Fire Roepiger=, deriblandt =Smukke Katinka=.
 Hr. =Grabb=, deres Opsyn.
 =Bertel Bjat=        }
 =Klppen=            }
 =Rgter Sren=       }  Daglejere
 =Lange Anders=       }     og
 =David og Goliath=   }   Tyende.
 =Jens Tammesen=      }
 =Wolle Peter=        }
 =Grttrup=, Herredsfuldmgtig.
 =Oxenway=, Godsejer.
 =Smollerup=, Proprietr.
 =Svenningsen=, Proprietr.

Handlingen foregaar i Jylland paa Herregaarden Glttrup.




FRSTE AKT.


{Hele Baggrunden optaget af n af Ladelngerne paa Glttrup. Midt for
Scenen en aaben Indkjrsel med takket Portal. Til hjre nrmest
Porten to Halvvinduer, til venstre smaa Staldvinduer og en Stalddr
inde i Krogen. Lidt fremme en Vandpost med Trug. Straatag, =nyt= paa
venstre Halvdel, mosgroet paa hjre; yderst paa hjre Gavl en
Storkerede med rugende Storkemor. Til hjre for Laden, men nrmere
Scenen, ses den takkede Gavl af Herskabsbygningen; en Smge skiller
de to Huse. Paa denne Gavl er der Dr ind til Folkestuen med en
nedadgaaende Stentrappe. En stor Madklokke til venstre for Dren.}

{Til venstre for Scenen har Ladelngen en Udbygning, der springer
nogle Favne frem; paa Enden af denne Udbygning en almindelig
Stalddr, delt paa Midten. Til hjre for Dren en Fjl paa to Stolper
op mod Muren; den tjener til Bnk. Mod Gaardsiden: en Slibesten. Et
Par Grebe staar lnet mod Muren; og to River ligger paa Taget. --
Middags-Sollys.}

{Man er i Frd med at bre Mntrv op paa den nye Tagrygning. En lang
Brandstige sttter mod Hussiden, og en Bunke Mntrv er hobet op ved
Stigens Fod. Oppe paa Rygningen troner =Laurst= og klapper Trvene i
Bunde med sin Mnningsskovl (af Form som en flad Kasteskovl); ved
Stigens Fod krummer sig =Jens Romlen= med Gjdningssk over
Skuldrene, mens Drengen =Per= lfter de alenlange, grnne Grstrv op
paa hans Ryg. =Den Blinde= staar og ser til.}

=Jens Romlen=

{(til Per, mens han bjer sig dybt ned).}

Jen til, mi bitte Dreng; helsen skal en jo baare gaa des tiere.

{(=Per= er nr ved at dejse bagover med den mgtige Trv.)}

=Jens Romlen=

{(videre).}

Ja, det er ett n Arbed for saadan en bitte Knjt. Saadan war'et! Det
war hwell! Nu haar a sgu faat det, a ka drag mej. {(Rejser sig op med
Hnderne paa Trinene.)}

Da _war_ det slem; no glemt a mi Skraa. Ka du ett ta'en op af mi
Vestlomm og gi m'en?

=Per.=

Jow suren spark m kan a saa!

{(Hiver Skraaen frem og hjlper ham den i Munden.)}

=Jens Romlen.=

Aaeha, nu er'et ingen Sag! Nu kund a gaa med mi Trv lig op i den
syvend Himmel og ind for Guds Engle smaa.

=Den Blinde.=

Aa, vil du saa ikke ta mig med!

=Jens Romlen.=

Aa, din slle Krbel, hwad skuld Worherr snaar brug d te. Du er jo
saa stor og strk. Du skuld saamnd heller ta en Par Trv for m.

=Den Blinde.=

Ja, da kan jeg saamnd godt det.

=Jens Romlen.=

Nej, det gaar wall ett. Du kan jo ett si.

=Den Blinde.=

Ja men jeg kan krybe.

{(Har allerede ladet sig belsse af Per.)}

=Laurst=

{(hamrer med Skovlen).}

Hwad er det, I ligger og glyner atter dernied; faar a snaar n flir
Trv.

=Jens Romlen.=

Jsses, bette Brn, nu blywer han nok skrabajsk[56], ham deropp. Lad
m saa kom til Dalren.

 [56] _skrabajsk_, streng, vrippen.

{(Arbejder sig op ad Trinene.)}

=Den Blinde=

{(flger efter).}

=Jens Romlen=

{(slnger Byrden paa Tagryggen).}

A--h!

=Laurst.=

Ja, det er Arbed, der tar paa  Rygstrnger.

=Jens Romlen.=

Ja, en blywer snaar for gammel og stiv te'et. Det war ett som i 
Ungdaw, da rend en op ad en Stig som en Flu ad en Laaddar[57]. Men
naar den her Hold wer  Lnd begynder og indfind s, saa er saamnd
det bejst fr wos.

 [57] _Laaddar_, Ladedr.

=Laurst.=

Skal vi ta en bitte Pust?

=Jens Romlen.=

Aaeja! det vild endda _vr_ gued, heropp paa det warm Taag. Her kan
en jo ligg og baag s som en Kat for en Ovnsmund.

=Laurst=

{(til den Blinde).}

Hwad, Wolle, kommer du ogsaa hivend. Lad os si, du slaar  Klrer
godt i!

=Den Blinde.=

Jeg er ingen Fare i. Naar en er blind, saa har en et je paa hver
Finger.

=Laurst.=

Tho saa er du jo ett aa beklav; saa haar du jo ti, hwor vi anne maa
hjlp wos med tow.

{(Den Blinde kradser forsigtig ned igjen.)}

=Per=

{(er ogsaa sgt til Vejrs).}

=Laurst.=

Hwad skal _du_ her atter?

=Jens Romlen.=

Aa, tho lad  bette Knjt ha den Plasir. Det er jo saa skjn aa kom
te Vejrs i den Alder.

=Per=

{(spankulerer videre hen ad Tagrygningen mod Storkereden).}

=Laurst=

{(holder je med ham).}

Kom ett te  Stork. For faar du ham te aa plukk d i di Bowser, tar
han fandenm  Skind mej!

=Jens Romlen.=

Nej, her war'et endda skjn opp. Her kan en ligfrem ligg aa si  Kow.
{(Peger ud, liggende paa Maven.)}

Kan du ett ogsaa, Laurst, si no hwid nj der lig forbi den snderst
Trvskru? Jow, det er lissaa sikker, det er _mi_ Kow! Og kan du saa
ett saadan snden om den nordest Skru si endnu en bette Prik; si! nu
flytter en s! jow det er _mi_ Kuen, det er An Kjestin, det er lissaa
sikker!

=Laurst.=

Ja, det er alskjn aa ka si si Hjemmen.

=Jens Romlen.=

Aaeja, endda! Saadan en bette Hysling[58], -- en kan misl kom te og
hold aa'et, saa fattig det er! Og nu er a endda glaad ved, a er
bleven hngend ved'et, for nu sir'et jo ud te, te en kund komm te aa
ta nj ind ved'et.

 [58] _Hysling_, Vaaning.

=Laurst.=

Ja, hwad er'et en hrer! Te du vil te aa lav Trv; saadan i det
stur.

=Jens Romlen.=

Ihja! _det_ er lissaa sikker! Nu vil a fandenm te aa lav Peng. Her
haar a ga'n aa brokked lng nok. Men  Mues -- kommer det te aa gaa
... en kan jo s Peng op med Skovl! -- Det kan fandenm vr, en
blywer Millienr! Hehehe!

=Laurst.=

Er det nu ham  Goj, der laver alt det?

=Jens Romlen.=

Ja, _det_ er sgu  Goj; det er ham, der haar faat Kig paa  Mues,
jow, det er lissaa sikker! -- _Det_ er saamj en Fandens Kaal', han
er blwen te. Haar du sit ham, si'n han kam hjem fr Australien?

=Laurst.=

Nej, a haar sgu aalle sit  Persovn; men en Del haar a jo ht om ham.
Det skal jo vr en geskjftig Fyr.

=Jens Romlen.=

Ja, fj en Hued der sidder paa ham! Det haaj sgu ingen drmt om, der
kjend, hwad han war falden atter, te han skuld vr blwn saamj
Kaa'l.

For  Faa'r, -- ja, det hower du ett nj te, men ham gik'et jo da saa
slle, som det _kan_ gaa en Mennesk. Og Goj sjel han haar jo da gavn
her paa  Gaard fr hans bette Tid aa. Da blw der saamnd tavn
haardt nok paa ham! Ja, det war nu ligfrem for mj; for den gammel
Proft det war saa mj en Rwer! Ja, den Ung er misl ett aa rues,
naar en turd sej'et; men nu taaler  Folk jo knap nok saamj.

=Laurst.=

Naa, den gammel war _saa_ dwels?

=Jens Romlen.=

Ja, han _haar_ j manne Mennesker. Gammel Anders herhenn han kan
snakk mej om'et. Og den Blind, der gaar her, -- det er jo da den
gammel Herremand, han kan takk for hans Blindhied.

=Laurst.=

Er'et sand!

=Jens Romlen.=

Ja, wed du ett saamj! Tho han ga ham jo da en Skud Hagl i  Hued.

=Laurst.=

Wolle her?

=Jens Romlen.=

Ja, det forstaar s. Paa  Jagt jo da. Tho han skuld jo staa saadan
og md for'et; og der war nok saa en Haar, der war kneben ud; tho det
kan jo sajtens ski; og  Herremand han blywer jo hwerregal, som han
plejed; og han skyder jo; det skuld jo hid s, te det war atter 
Haar, men den der mist  wnsyn, det war misl slle Wolle! Jow, det
er lissaa sikker!

=Laurst.=

Sej m nu engaang; den her Trvanstalt, der far blw snakked om: haar
Goj nu saa mj, te han ka bekost _det_ rejst op?

=Jens Romlen.=

Ja, det war ett sr! Det stiller han an som en Rj. Han haar Peng saa
det hwrmer[59].

 [59] _hwrmer_, myldrer.

Det vil sej, a ved sgu endda ett, om det just er ham sjel, der haar 
Skjellinger, men han ved, hwor han kan hivsk'em[60]; ja, det er en
Satans Trjring[61]!

 [60] _hivsk'em_, nappe dem.

 [61] _Trjring_, Gavstrik.

=Laurst.=

Ja, for det er ett Klatskjellinger, dr skal te'et.

=Jens Romlen.=

Nej, bette sde Brn, _det_ er i Tusinder! Maskiner og ... Greb og
Skovl ... og Vrker og Sager -- _Anlegskapitalen,_ -- det skal
fandenm nok rend i  Vejr.

Hihihihi! Der blywer dnenm Lyw ved  Muesland.

=Laurst.=

Ja, det maa du nok sej! Og _du_ skal jo da saa vr mej i'et.

=Jens Romlen.=

Ja, Gud bewaars! _A_ skal jo ha en Stilling. Jow, det er lissaa
sikker.

=Laurst.=

Kan en anden jen ett kom mej i _det_?

=Jens Romlen.=

Jow, forstaar s! Tho det er da  Mjening aa'et, te det skal I mej te
aall sammel. Ja, det maa a wal knap nok fortl endnu, men det er jo
saadan en Sprekulation han haar, te naar det her kommer i Gaang, saa
skal al  Egns Smaafolk ta te  Mues og ingen te  Herregaard. Saa
skal I sgu si Lojer. For saa kan'et jo aalle bestaa. Det er vi anne,
der holder'et opp. Ja, misyv er'et saa!

{(Peger ud mod Mosen.)}

Derud, derud -- h-h-h! -- ud baag mi bette Hysling, der er'et
fandenm  Sla ska staa! Hwa? Hwa?

=Laurst.=

-- Men haar du nu ogsaa  Skjd paa'et.

=Jens Romlen.=

Eh-nej, det haar a jo guednok ett.

=Laurst.=

Nej, det er jo  Gaards.

=Jens Romlen.=

Nej, det er Fanden taa m min; det var ett sr! Men  Skyd skal a ha.
Og den haar a ogsaa wot loved lng.

Det war nj af det sidst,  gammel Herremand saa te m, far han dd:

 Hues og  Mues, Jens, det er din, og ska _vr_ din. -- Saa det ka
de ett gaa m fr. A ska snakk med den Ung om'et den Daa i Daa er.
Det haar a loved  Goj, og det skal a ogsaa nok staa _ved_.

{(Arbejdsfolk i Trskostvler og med Spader i Hnderne kommer fra
venstre og gaar igjennem Porten.)}

=Gammel Anders=

{(er kommen ud i Solen. Stter sig paa Bnken ved Muren).}

=Dorre=

{(ind; tumler med Mejerispandene henne bag Pumpen).}

=Laurst.=

Dorre haar sit saa modfalden ud i den sidst Tid; nu kan en da si,
hwor _det_ stammer fr.

=Jens Romlen.=

Ja, Herregud; slle Pig! Vi sa'et saamnd te hind baade m og hinne
Muer: Ta ett te Glttrup, saalng du ka undgaa'et. For dr haar ingen
fattig Pig n godt i Vent. Men det vild hun jo ett hr om; og nu er
hun, som hun er. Her haar sgu snaar aalle wot en Pig, uden hun maatt
hold haran. Saadan war'et i den gammels Tid, og saadan er'et endnu.
Men hwad, de plejer jo aa blyw javnhen forsrret.

=Laurst.=

Ja, en Par Faar og en Husend heropp i  Hied.

=Jens Romlen.=

Ja, Fattigfolk stiller jo ett stur Fordringer.

=Laurst.=

Nej, aaenej. -- War hun og Goj ett nj Kjrrester i farom god Daw?

=Jens Romlen.=

Aa, hun war jo dengang ett andt end en Baaen og _kald_ for. Det
frst han spurg om, da han kam hjem, war nu ilwle, om Dorre endnu
war ugyvt.

=Laurst.=

Ja, saa haar hun jo da wot[62] nj i hans Tanker. -- Og du ved, te
det er den ung Herre, som haar wot der.

 [62] _wot_, vret.

=Jens Romlen.=

Ja, det gaar hun jo ett fr. Men det maa du endele ett ld d forlyd
mej.

=En Stemme=

{(omme fra Gaarden).}

Kan I kom hernied og hjlp vi anne.

=Laurst.=

Ja.

{(De gaar ned ad Stigen og gjennem Porten.)}

=Dorre=

{(synger, mens hun trrer Spandene):}

    Jeg gaar i tusind Tanker
    og elsker den, jeg ej kan faa,
    han vist i Glden vanker,
    mens Sorg _jeg_ lide maa,
    den Sorg som jeg i Hjrtet br
    for dig min Ven saa kjr;
    det voldte falske Mennesker,
    og derfor Sorgen er.

    O, havde jeg ej skuet
    dit Ansigt og de jne blaa,
    saa var jeg aldrig kommet
    til Kamret, hvor du laa;
    saa bar jeg ej paa dette Sting
    her inderst i min Barm,
    og kjendte ej de Angstens Ting,
    der nu gjr kold og varm.

    Nu er jeg mere ensom
    end Tret paa min Moders Grav,
    naar det mod Natten suser
    bag Kirkelaagen lav;
    og i dets stille Skyggefavn
    jeg finder snart mit Sted,
    det eneste jeg kjender nu,
    hvor Sorgen gi'r mig Fred.

=Gammel Anders=

{(nrmer sig).}

Aa, bitte Dorre, synger _du_ nu ogsaa den bedrvele Vis; den haar a
saamnd hr tit i mi Daw fr den her Plads og aalle for det bejst.
Naar  Pigger begynder aa syng den Vis, saa er der gjan jet heller
andt i  Vej med dem. Haar du nu ogsaa ladt d narre?

=Dorre.=

Hvorfor sp'rer _du_ m om det, Anders?

=Anders.=

Nej, du ka ha Ret i'et. A haar jo ingen Adkomst te aa bland m i _di_
Sager. Men a er en gammel Mand, der sjel er blwen haardt prved af
Verden! --  Folk snakker mj om d og Herren, og han er ett en
Ganning for d.

=Dorre=

{(vredt).}

Det ka du jo sej, du ved ett.

=Anders.=

Nej, du maa et blyw vred, Dorre. _Du_ haar gjord m saa mj godt, te
a ka aalle glemm d'et. Da a laa syg af Gigtfeber nu i  Foraar og
snaar hwerken ku lett Hand h Fued, da howed a nok, bette Dorre,
hwor tit du kam te  Dar og rat m en Hand. Helsen haaj a saamnd
gavn te. Ja uden d, hwordan skuld a vr kommen igjemmel me'et, m
gammel Hejring, der ett haar und de Krummer, gued Folk kyler te m.

Men derfor er'et ogsaa, bitte Dorre, te det vild gaa m saanr te 
Hjat, hwis nue skuld gjr d Fortrd. Og den ung Herremand {(ser sig
ngstelig omkring)} han haar  Faa'rs Sindlav, og det war en Kaa'l,
som ingen fattig Mennesk skuld slaa Bund paa.

=Dorre=

{(heftig).}

Som _a_ sejer, Anders, det er vis nj, som du gjr klogest i aa hold
d uden for.

=Gamle Anders.=

Ja, Dorre, naar du tar'et paa den Maad, saa skal a ett sej jen Urd
mir; saa ved a, hwordan det er fat med d.

{(Krykker tilbage til sit Brt ved Muren.)}

=Dorre=

{(ind i Bryggerset).}

=Goj=

{(kommer ind fra venstre).}

Godda', Gamle! De skulde vel ikke ha' set Jens Romlen for nylig?

=Anders.=

Jow -- h -- tho han og  Forkaa'l war ilav mej aa mnn  Hus for
lidt sin. A tinker njsten, De ka trff ham nied i  Stakhaw. M
Forlov aa spr, hwem er  Persovn?

=Goj.=

Nej, hvad ser jeg, det er jo Anders Rgter, ikke sandt?

=Anders.=

Jow saamnd, _det_ er mi Navn.

=Goj.=

Saa er vi da endelig ikke saa helt ukjendt for hinanden. Men det var
jo ikke at forlange, at du skulde kjende mig efter alle de Aar. Jeg
er Goj, Sn af Jens Uhl[63], som var Gartner her paa Gaarden i din
Ungdom.

 [63] _Uhl_, Ulv.

=Anders.=

Hwad sejer du, er _du_  Uhls Sn. Aae Jsses endda! Og du haar wot
_saa_ laant ud i Verdens Riger og Land, imen en anden slle jen haar
gaan og slbt med  Tjrkll ver den her jenle Firkant. Hwor kommer
du saa sidst fr?

=Goj.=

Fra Australien.

=Anders.=

Fr Au-stra-li-en! Aae Jsses! Saa er du da kommen ver manne
Frrestejer[64]?

 [64] _Frrestejer_, Frgesteder.

=Goj.=

Hahaha, ja, gamle Anders, det vilde blive nogen, om de taltes op.

Du er bleven mig noget graa i Toet siden sidst, vi saaes. Luften er
ikke Smaafolk gunstig her i Danmark. I mister Kulren for tidlig.

=Anders.=

Ja,  Lyw skurer paa wos, men det er ett for aa gjr wos kjnner.

=Goj.=

Og du fungerer ikke mere som Kohyrde.

=Anders.=

Nej, det er a endda frdig mej.

=Goj.=

Sidder nu og trer Naadsens Brd ved Glttrups Husgavle. Det er nppe
nogen helt misundelsesvrdig Afslutning paa et strbsomt Liv.

=Anders.=

Nej,  Lyw blywer tit saa taangle. Men a faar jo  Fd. Kljer
behver a jo Gu ha Lov ett mir nj aa[65].

 [65] _nj aa_, noget af.

=Goj.=

Og Herregaarden gi'er dig saa Udkommet.

=Anders.=

Ja, aaeja; a faar jo dje Levninger. Og tho det er a jo glaad ved; det
war ett sr. A ka jo ingenting forlaang. Der er ingen, der skylder m
nj.

=Goj.=

Nej, Jsses nej! Naar Daglejeren ikke kan mere, saa gaar det ham ikke
bedre end enhver anden opslidt Kost -- pfui! -- et Spark hen i en
Krog, og saa stter man en ny Kost paa Skaftet og fejer videre, som
om ingenting var hndet.

Naa, her sidder du altsaa, naar Solen skinner, men nu naar det
regner, eller Vinteren indtrffer?

=Anders.=

Jow, tho saa maa a jo krykk[66] ind i  Staald. A er jo ett forvnt.

 [66] _krykk_, krybe.

=Goj.=

Du bor da formodentlig herinde? Maa jeg kige ind?

=Anders.=

Ja, det maa du saamnd gjan.  Herremand kan guednok ett lid'et, men
du sladrer jo et te nue?

=Goj=

{(ind; en lille Pavse; atter frem).}

Nej, det er dog med den stiveste, jeg endnu har set! Og det er en
Menneskebolig! En almindelig Kobaas med nogle uhvlede Brdder
omkring; og Sengelejet i Krybben; aaja, som selve Barn Jesus. Ja, det
maa man lade dem, det er kristelige og fromme Sind, der her har
truffet Ordningen! Hvor lnge har du levet dr?

=Anders.=

Aa, det er jo endda no Aar sin. Det war jo den Gaang, a blw saa ild
medhandelt aa  Tyr.

=Goj.=

Naa, det er oven i Kjbet et Vederlag for at ha' ladet sig spidde af
n af Gaardens bermte Prmietyre. Saa blev du vel ordentlig
gjennemhullet?

=Anders.=

Ja, a laa jo saalng og war saa mj limpele[67]. A war saamnd ett
manne Firskjellinger ward. Der war ingen, der trowed, te a war kommen
fr'et; for a war jo da fr  Bevidsthied i laange Tider. Nej,
Worherr ska ved, te a war en ring Mennesk.

 [67] _limpele_, slle.

=Goj.=

Naa, og saa blev du heven ind i Baasen dr for at komme lidt til
Krylt[68].

 [68] _Krylt_, Krfter.

=Anders.=

Ja, aaeja. En kund jo snaar forstaa, te det vild trkk lng ud. Og
saa vild a jo vr i  Vej for de anne. Og saa blw'et jo bestemt, te
a skuld ha mi egen Menasi; og saa slog de det her sammel te m. Ja,
det war nu Frowen, der vild ha  saadan, for hun er ilwle den bejst.

=Goj.=

Ja, hun maa sandelig ha' et mt og medflende Sind! Men her skal
blive ryddet op i denne gamle Skidtkasse!

=Anders.=

Hwad miner du ... Du vil da wal ett ... Aah, gjr m endelig ett
ulykkele!

=Goj.=

Gjr _dig_ ulykkelig! Det lyder jo som den argeste Spot. Kan _du_
komme dybere i Savn og Forsmthed, end du er.

=Anders.=

Ja, a kan endda, Goj. A ka komm ad  Fattegaard. Det klr a endle ett
atter.

=Goj.=

Fattiggaarden! Der kan de aldrig fure _dig_ hen. Ved du ikke, der er
noget, som hedder Alderdomsunderstttelse?

=Anders.=

Nej, det er, som _a_ sejer, Goj, a vil ett paa Kommunen nu. Her er 
Plads, hwor a haar laa mi Arbejd, her vil a ogsaa ha mi Dd. Hwad,
Fattefolk de maa jo ett forlaang formj, og _a_ kan jo godt vr tjent
med'et hr. A vil gued nok sej:  Rotter ka jo blyw nj slemm, nu sin
de laa den grimm Swinsti lig op ad m. Men hwad tho, kan a ett faa
Lov te aa sov om  Nt saalng a gjan vild, saa -- som ogsaa 
Herremand sejer -- kan a jo ta m en Skrab[69] om  Daa. A haar jo
Tid te , bitte Faa'r.

 [69] _en Skrab_, et Blund.

=Goj=

{(stirrer forfrdet paa ham).}

Aa, Gud i Himlen, hvilke Blddyr I dog er! Her tripper du omkring i
et Hjrne af et Udhus som en gammel skabet Kat, der ikke fanger Mus
lngere, men som er taalt, nrmest fordi ingen gider klynge den op;
og du synes det er farlig godt. Har I dog ikke Nver, for at I en
Gang imellem skulde knytte dem i Stedet for bestandig at folde dem
til Bn!

=Anders.=

Ja, Goj, du er ung og stredde; du ka sajtens snakk. Men _a_ er en
gammel swag Mand, der staar jenne[70] i Verden.

 [70] _jenne_, ene.

{(=Dorre= er under Slutningen af Samtalen kommen ind igjen.)}

{(=Hyrdedrengen Per= har i nogen Tid gaaet omkring Goj og bekikket
ham.)}

=Goj=

{(bliver opmrksom paa ham og siger):}

Hr du lille Klr, jeg bandt min Hest derude i Gaarden, kan du ikke
se efter, om den staar skikkelig; den er noget urolig paa fremmede
Steder.

{(Rkker Drengen en Skilling.)}

=Per.=

Maa -- maa -- maa a behold _den_?

=Goj.=

Javist maa du beholde, hvad jeg gi'r dig.

{(Per stryger af Sted.)}

=Goj=

{(nrmer sig Dorre).}

Godda, Dorre!

=Dorre=

{(med et let)}

Aaeha!

=Goj=

{(byder hende Haanden; ser lnge paa hende).}

Jeg syntes, du blev bange. Vidste du da ikke, jeg var her?

=Dorre=

{(forvirret).}

Jow, men -- det er ilwle saa sr aa si d ijen.

=Goj=

{(mrkt).}

Du er voxet godt, siden vi sidst saas.

=Dorre.=

Det er ogsaa manne Aar sin.

=Goj=

{(strkt).}

Men -- du voxer endnu.

=Dorre=

{(i Graad).}

Skal du nu ogsaa te aa gjr m Fortrd.

=Goj.=

Det var just ikke saadan, Dorre, jeg drmte om at mde dig, naar jeg
laa derude ved Vagtbaalet paa den anden Side af Jorden, og alle mine
Tanker ilede foran mig hen, hvor du var.

=Dorre.=

A haar aalle loved _d_ nj, saa du haar ett nj ver m heller mi
Handlinger aa sej.

=Goj.=

Nej, naturligvis har du Ret. Hvad der var mellem os, det var jo kun
Barneflirt altsammen. Og det var jo ganske taabeligt af mig at tro,
at jeg var andet end en lille uskyldig Episode i en ung Piges
Elskovsliv -- jeg var blot den elendige slle Gaasevinge, hvori
Rveungen prver Tnderne, fr de egentlige Godbidder vanker.

Du _var_ jo ikke strre dengang, end at du med begge dine
blankspndede Sko kunde staa i min Haand, naar jeg holdt dig fra mig
i stiv Arm.

Aa, som du stod der paa min Haand og under Skjlmeri skubbed mig Huen
ned i jnene, for at jeg ikke skulde kige efter dine Ben, saadan har
du staaet for mig i de mange Aar, da jeg har maattet flakke omkring
efter de Brdkrummer, som de fleste finder i Vuggen.

Og nu ... og nu! Aa, der bliver tilsidst ikke andet for en fattig
Djvel at fste Lid til end ens egne to staalhaarde Nver!

=Dorre.=

Ja, men Goj, du _haar_ jo aalle skrwen en Urd[71] te m. Kund _a_
ved, om du war lvend heller dd!

 [71] _en Urd_, et Ord.

=Goj.=

Har du nogensinde skjnket det en Tanke?

=Dorre=

{(stille).}

A haar skinked _d_ manne Tanker. Ett aalsammel lig glaad! Hworfor
stak du aa fr m uden aa sej Forwal te m?

=Goj.=

Aa, det er ikke fortalt med to Ord, men du kan vel ha' Ret i at
forlange Besked. Saa hr da:

Du ved maaske, at min Far for mange Aar siden var Gartner her paa
Gaarden, men du har nppe faaet den fulde Sandhed at vide om, hvorfor
han pludselig ophrte med at vre det.

Ser du, min Mor gik min Far til Haande i Haven med Lugning og
Brplukning. Hun gjaldt for at vre en smuk Kone, og hun var min Fars
jesten. Han ngted hende intet, saa langt hans fattige Ln rakte.

En Aften, da hun var frdig i Haven, var hun gaaet ned til Aaen for
at bade. Det var Maaneskin og blikstille, og hun havde ladet sig
drive sorgls med Strmmen et langt Stykke. Da hun kom tilbage, var
hendes Klder borte.

=Dorre.=

War hinne Kljer henn!

=Goj.=

Ja. Hun gik et jeblik fortvivlet omkring og sgte; paa een Gang blev
hun grebet bagfra af et Par kraftige Mandsarme; det var Herremanden.
Han havde luret bag en Hstak; derhen bar han hende trods al hendes
Grden og tog sin Vilje med hende.

=Dorre.=

Aa Herre Jsses!

=Goj.=

Da min Far hrte, hvad der var sket, blev han ude af sig selv af
Harme. Min Mor bad ham saa mindelig ikke at hvne det, men min Far
var dv for hendes Bnner; han rev sit Gevr ned fra Bjlken og
styrted ud i Mrket. Da han naaed Herregaarden, var Drene allerede
stngede; han gik saa om i Haven og saa, at der endnu var Lys i
Herremandens Kammer. Blindet af sit Raseri retted han Gevrpiben mod
Vinduet og fyred.

=Dorre.=

Jessus Krist!

=Goj.=

Aa, der skete kun dette, at der knustes et Par Ruder og en
Lampekuppel; hele Skuddet gik i Fjset paa et af de gamle
Familieportrtter. Herremanden selv, der havde siddet paa en Stol
mellem Vinduerne i Frd med at afspnde sine Gamascher, fik ikke saa
meget som et Hagl. --

Saa snart Gjerningen var sket, var Far flygtet ud over Marken for at
naa Hjemmet; men Herremandens Hunde indhented ham og snderrev ham
foran hans egen Dr. Bundet som et Dyr blev han trods alle min Mors
Bnner frt tilbage til Herregaarden. -- Det er undigt at fortabe
sig i Enkeltheder. Min Mors Beretning blev omgaaet som ond Sladder;
min Far fik en umenneskelig haard Dom. Da han kom ud af Fngslet, var
han aandelig og legemlig en delagt Mand. Mor overleved ikke
Begivenheden ret mange Aar; Far drev omkring mellem Sognene som
Pjaltekrmmer. Han sov i Hstakkene og stjal den Mad, der var sat ud
til Hundene.

Saadan gik Tiden, indtil det Aar, da jeg rejste. Som du ved, tjente
jeg selv mange Aar her paa Gaarden og djed tit meget ondt. En
Vinteraften fik jeg saa Ilbud gjennem en af Gaardens Folk, at min Far
laa heroppe i Hulvejen og vistnok var i Frd med at d. Jeg iled
derhen; han kunde endnu kjende mig, men det var knapt, _jeg_ kunde
kjende ham. I den senere Tid var han bleven meget sky, og han betroed
sig til ingen. Af hans forvirrede Tale fremgik det, at han i lngere
Tid havde omgaaedes med den Tanke at brnde Herregaarden af; han var
nu paa Vej for at fuldbyrde denne Handling, der skulde vre hans Livs
sidste; men udmattet af Sult og Kulde var han segnet om i Sneen; jeg
kunde se, han havde slbt sig et langt Stykke paa Knerne for at naa
sit Maal. Han forbandede sin Skjbne, der havde ngtet ham Krfter
til at naa det, som den havde ngtet ham alt andet. Med denne
Forbandelse udaanded han. -- Da jeg aabned hans blaafrosne Haand,
faldt der en ske Tndstikker ud af den. Den tog jeg til mig som min
eneste Fdrenearv. Vil du se, jeg har passet godt paa den. {(Viser
sken frem.)} Der er endnu ingen brugt af dem.

=Dorre.=

Men, Goj, hwad er'et endda, du haar i Sind!

=Goj.=

Nej, du ta'r fejl, Dorre. Det er ikke for at blive Mordbrnder, _jeg_
er vendt tilbage. Vel har jeg ved min Fars Lig svoret at hvne ham,
og Hvnen er allerede i Anmarch, men derom faar du at hre en anden
Gang.

=Dorre.=

Ja, men Goj, du haar endnu ett saa m, hvorfor _du_ rejst di Vej.

=Goj.=

For ikke at blive ndt til at fortstte, der hvor min Far slap.

At vre ene med sin Hvn, det er som at sprres inde i et Bur med
Vilddyr. Den frygtelige Hvntanke, der forhen stjal al min Fred, den
har jeg nu faaet lagt om i et andet Leje. Men nu er du jo lige ved at
omstde det hele for mig. O, Dorre, hvor skammeligt du handler imod
mig!

=Dorre.=

Ja, du haar godt ved aa snakk, som kund rejs fr det hile. Du sejer,
a war kuns en Baaen dengaang, og det war a ogsaa. Men a blw voxen
Pig ilav a tint paa d.

Men  Tid gik, og du skrw ett, og du _kam_ ett. Og saa kam den Daa,
da a maatt ud og tjen; og saa kam a her te  Herregaard; for vi skal
jo aalsammel hrhen, og vi kommer her altid tidle nok.

=Goj.=

Hvorfor skal I allesammen hrhen, naar I nu ved, det gaar jer galt.

=Dorre.=

Det kan a ett sej d, Goj. Men saadan kom mi Muer hertil far m og
hinne Muer ijen. A tinker wal, det er nj, der ska saadan vr.

=Goj.=

Atter denne forbandede Skjbnetro, der gaar al Fattigdom som Gift i
Blodet. Derinde sidder gamle Anders i _sin_ Halmrede og finder Trst
for et forspildt Liv i den samme Trllefloskel: Det skulde saadan
vre! Og rundt om ved andre skjve Husgavle sidder andre
arbejdsbrudte Stympere og mimrer den samme Visdom: "Gud har villet
det saadan!" "Himlen har nsket min Lykkes Forlis!" -- Vi har saa
megen Himmel herhjemme, at Livet er nr ved at blive os alle et
Helvede!

Aa, Dorre, at ogsaa du, Mosebarnet med de taagede jne -- at ogsaa
_du_ skulde falde for Herregaardens forbandede Koglekunster!

Sig mig, Dorre, husker du fra dengang, du gik derhjemme og drev med
Koen i Mosen -- jeg siger: husker du derude paa Sumpen en Plante,
tydelig at se for alle, som den stod der og skinnede i Sol og
Morgendug. Den udstrakte sine rde Hnder, og alle dens strittende
Fingre drypped af klbrigt Begjr. Og Smaafluerne kom og lod sig
fortrylle af dens Glans, og een for een satte de sig i Blomstens
aabne Haand, og de slikked dens Sdme og gned sig vellystigt mod dens
Purpur. Og langsomt, ganske langsomt begyndte Haanden at lukke sig om
sit Bytte; nu opdaged de Lumskeriet, vilde flyve, men hang fast ved
Vinger og Ben; hen imod Aften aabned Haanden sig atter og lod Byttet
falde, men da var alle de smaa Fluer kun nogle stakkels udsugede
Ting.

Saadan en livsfortrende Organisme er ogsaa Herregaarden, der ligger
der og skinner med alle sine pralende Gavle; og I -- du og dine Lige
-- er de stakkels Fluer, der bare en ussel Stund vlter jer paa dens
Purpur for en skjnne Dag atter at spyttes ud i jeres Lyngarmod.

Dorre, elsker du ham, Herremandsfret, din Forfrer,
Skjrtebetvingeren?

=Dorre.=

A er rd for'et.

=Goj.=

Du er rd for det -- og har dog givet dig i hans Arme?

=Dorre.=

Han haar saadan en Majt wer m, Goj.

=Goj.=

Vil du da la' mig redde dig af hans Magt?

=Dorre.=

Aaenej, Goj. Nu er det saamnd for lng!

{(Der hres Skjnd og vrede Raab fra Baggaarden.)}

=Dorre.=

Aa, Jsses, nu er han kommen hjem. Det er  Dreng, han holder saadan
en Hus mej. Han er da saa haard ved den Dreng. {(Man hrer Pisk og
Barnegraad.)}

Aa, nu slaar han ham ijen!

=Goj.=

Ja, nu kjender jeg dig atter, min Barndoms onde Rede! Her er den
samme hjemlige Stemning af Raahed og Prygl, som sidst jeg stod her.

{(Ny Larm og Stj rejser sig inde fra Gaarden.)}

=Villads Vedhud=

{(farer mdende og gestikulerende med Bagen til Publikum omkring i
Porten).}

Hov, hov, hov, hov! {(Fljter).} Men hvad Fanden i syv Sogn er'et
endda, der gaar aa  Helmis! Pas paa, pas paa, pas paa, pas paa! Vil
en da lig ad  Ansigt af Folk!

{(Stter i Favnespring lige mod Publikum.)}

Aa Jsses endda! {(Atter tilbage.)}

=Goj=

{(til Dorre).}

Det er nok min Hest, der er kommen ls. Saa er det bedst, jeg kommer
derind.

{(=Dorre= skurer videre; =Goj= op mod Porten.)}

=Villads=

{(atter paa Post).}

Hov Ts, hov Ts! {(Fljter.)} O, do--do--do--dot. Pas endle paa! --
Det war ret, det war ret, det war fandenm ret! Du er sgu en bitte
hwell Kaa'l[72]! Aaeja, aaeja! {(til Goj).}

 [72] _hwell Kaa'l_, dygtig Karl.

Ih, det er da saamj en flyvgal Krikk, _du_ holder d. Tho den war
Fanden hwint m lig'ved aa stt wer  Laad! Aaeja, aaeja! -- En
forfrd'lig Dyr! En ku hwerken kom te'en fr For heller Baag. Den
vild bej, den vild slaa, den vild bej, den vild slaa; den kaast 
Herremand om i  Mdding, aaeja, aaeja! Han blw jo da saa hjernegal!
Men der haaj han Fanden hwint m funden hans wermand!

Den der maatt klaar  Sager, det war misl  bitte Dreng. Han
snup'en! Han hopped op, han hopped op; han snup'en lig ved  Mul.
Stod'en ogsaa lig med det samm alstill, Fanden hwint m. Bitte hwelle
Dreng, alstill! Aaeja, aaeja! Men -- men -- men det er da en underlig
Kreatur aa faares mej.

=Goj.=

Sig mig, den rev sig ls, da Drengen fik Hug?

=Villads.=

Ja! A troer 'et ogsaa. Jow, det er Fanden hwint m rigtig nok, da
stdt'en lig akkuraat  Grimskaft. Aaeja, aaeja.

=Goj.=

Ja, den har det som jeg selv; den taaler ikke Uret. Denne ene Hest
har mere Retfrdighedssans end ti middels Herremnd.

=Villads.=

Hahahaha! Nej, sejer du _det_; sejer du det! Hahaha! A kan da ett
glemm den Herremand. Som han staar albejst og hger ad  Dreng: Harom
i  Skidt! Han op, li'saa hjernegal! _Harom_ igjen! Saa war  Pip aa
ham. _Han_ knyger ver  Gaardsplads.  Hejst er i  Hl af ham. 
Dar den _klinger_ i! Hahaha, der haar han Fanden hwint m funden hans
Bussimand! Aaeja, aaeja!

Men det kan da aalle vr aa en dansk Slav?

=Goj.=

Nej, de er nok saa tamme i det; det er en gammel Beriderhest.

=Villads.=

Det maa a Fanden hwint m tro. Der er Kunster i _den_ til mir end jen
Daa.

=Goj=

{(gaar ind i Porten og fljter beroligende ad Hesten).}

=Villads=

{(ud).}

=Kokkepigen=

{(har svanset nogle Gange over Pladsen for at fange Gojs
Opmrksomhed, hun er trind og bollet. Til Dorre).}

Kan du saa komme ind, Dorre, og hjlpe mig med at stte Maden paa
Bordet. Nu ringer jeg til Middag.

{(Trkker kraftigt i Madklokken ved Trappen.)}

{Gaardens Folk myldrer frem fra Baggaardene og stimer mod Dren.
Enkelte ta'r Hatten af, da de gaar forbi Goj. Somme vender sig ved
Indgangen og snyder Nsen ned i Stenbroen eller sender Skraaen bort
med et: Ptj!}

=Jens Romlen=

{(skiller sig ud fra Flokken; gi'r Haand).}

=Goj.=

Godda! Naa, har du saa flt dig for hos Folkene angaaende vore
Trveplaner?

=Jens Romlen.=

Jow, a haar ga'n og snakked med dem. Jow, det er lissaa sikker! Men,
tho a ka jo ett saadan belegg mi Taal som hwisomenstid a vil sej du
sjel kam te'et. Men _nj_ Stemning er der nu guednok for'et; jow, det
er lissaa sikker!

=Goj.=

Og Skjdet, -- har du faaet talt med Herremanden om det?

=Jens Romlen.=

h-nej, -- det haar a guednok opsaat te i Avten; da skal en jo ha si
Ug'ln. A er guednok ett mj hgen atter aa komm te'et, for han
blywer jo lissaa flintrende gal, det ved a jo. Men det er nu det
samm, a er i mi gued Ret; det er han misl ett i Tvivl om,  Krabaat.
Men det er saadan, Goj, forstaar du, hm! -- aa faa'et saa.

=Goj.=

Med andre Ord, Jens Romlen, du er fejg som alle de andre. Du er bange
for Trjen.

=Jens Romlen.=

Nej, fandenfo, om a _er_! _Det_ maa du ett sej te m, Goj. A skal,
fandenm, vis den Kaa'l -- h -- hwor mi Ret den er! Det lover a d,
Goj. Det er lissaa sikker. {(Lber i Uro frem og tilbage.)} Det gi'r
a d mi Urd paa. Vil han ett gi s paa anne Fasovner --: a skal
fandenm slaa saadan i  Burd for ham, te  lkovs[73] ska hopp. Tro
m nu, a sejer'et! For mi Ret den vil a ha, den staar a paa. Og vil
han gaa m _den_ fr, saa er han endda en mj ring Persovn.

 [73] _ lkovs_, lpotten.

=Goj.=

Ja, men det er vel netop Sagen. Men nu vil jeg ikke opholde dig, saa
de spiser al Maden fra dig. Men det er jo saa bedst, vi faar et Mde
om det. Lad mig se, det er jo Sndag i Morgen; skal vi sige, vi
trffes i Gaardens Karlekammer i Morgen Kl. 10. Du vil saa bringe
det videre. Der forelgger jeg dem da min Plan. Til den Tid har du
jo saa talt _med_ Herremanden om Skjdet?

=Jens Romlen.=

Ja, a haar tal med  Herremand! -- -- -- A skal fandenm vis d, te a
haar tal med ham, den Swissi!

A haar boved derud i den bitte Hysling i de sidst tredve Aar, a haar
forbejred 'en manne Gaang si Ward[74]; og saa skuld nu nue jen prv
paa aa gaa m'en fr! Nej, Goj, dersom du tror, _den_ kan divideres
og gaa lig op, saa kjender du fandenfohen ett Jens Romlen.

 [74] _Ward_, Vrdi.

Nej, a skal gjr ham lissaa myg, saa han kan stryges som en Mis!

Men nu maa a skynd m og ind; helsen kan a misl slikk  Fa'. Jow,
det er lissaa sikker!

{(Tppe.)}




ANDEN AKT.


{Dagligstuen paa Glttrup. Empirembler. To Vinduer i Vggen til
venstre; bag dem ses Havens Trer i Eftermiddagslys. Bord ved
Bagvggen, Familieportrtter og Vaabendekoration. Bord til hjre med
Stole; en Slvopsats. Indgangen til hjre.}

=Enkefru Proft=

{(i Dren).}

Vrsgod, gaa nu bare ind et jeblik, saa skal jeg strax vre der.

=An Kjestin og Dorre=

{(trder tvende ind. Dorre er i sin daglige, rene Kjole med
Forklde. Moderen er fattig og groft, men renligt paakldt; blomstret
Hovedklde, mangefarvet Korsklde om Skuldrene, kort Hvergarnsskjrt,
Strmpefdder (sorte med hvid Taa). Gaar omkring og gjr
Smaabemrkninger til Mblerne og Pragten).}

=Dorre.=

Ja, Muer, det er nok ett  frst Gaang, du er hrind.

=An Kjestin.=

Nej, er du sr! Tho her haar a da hat mi Gaang i manne Aar. Ok, nu er
'et helsen n Daw sin! -- ja, da war en nj, saalng _det_ wored.

For det a war estemired, det war ett Smaating. Der war ett nue Slavs
Lig i  Hus, som ett Fruen turd betro m. Baade Slvsager og
Postelin, hwad det vre maa. Ja, det maa du wal ogsaa ta d aa?

=Dorre.=

Ja, det hrer da te _mi_ Paart.

=An Kjestin.=

Det kan a _wal_ tink. Det er sgi ett enhwer, der er _det_ betroed.

Fruen haaj dengaang saadan en faale flot Kaffekastel --

=Dorre.=

Muer, det hier Kaffe_stel_.

=An Kjestin.=

Ja, I er saa faale nymodens; dengaang kund vi altid sej Kaffekastel
... Det maatt der nu ingen anne legg Hand paa end m. Saa du skal
saamnd si d godt for, mi Baaen, om du skal staa htter anskrwen,
end a war.

{(Ser sig om.)}

Ja, tho det vender jo snaar herind lissom i mi Tid {(Peger paa den
pragtfulde Slvopsats.)} Den ka a guednok ett how; den er kommen te
sin. Er den nu af Slv?

=Dorre.=

Ja, _den_ er gte.

=An Kjestin=

{(forsger at lfte den).}

Aae Jsses, bette Brn, a ka ett engaang lvt'en fr  Burd. Det kan
sgi vr, den haar kost wer ti Krowner.

=Dorre.=

Hihihi! Ja, en kan da hr, te du haar n Forstand paa'et, Muer.

=An Kjestin=.

Ja, saadan kan nue kyl med  Peng; men hwor er'et det _kommer_ fr,
det war'et, en skuld spr om.

Nu haar di Faa'r gan her og stridt de sidst trrre Aar, men han haar
da aalle kund faat _saa_ mj fr endnu, te han kund faa en Par
Bowser, han kund vr bekjend aa ta paa te Aalters.

Ih, hwor blywer Fruen aa? A skuld hjem og gi  Gris. Den kan ett ret
lng undvr m.

=Enkefru Proft=

{(ind).}

Ja, jeg blev opholdt lidt ude i Kjkkenet. Men du An Kjestin gaar vel
og opfrisker gamle Minder. Ja, du tjente jo da her paa Gaarden,
dengang min Sn blev fdt.

=An Kjestin=.

Ja, a haar saamnd gin ham tar paa manne Gaang, den Kaa'l. Det tinker
han vis ett ved, nr han nu mder m.

=Fruen.=

Ja, du var her jo i mange Aar.

=An Kjestin.=

Ja, Jsses ja. Den sidst Gaang a sa herind, ved Fruen, hwitte[75]
_det_ war.

 [75] _hwitte_, naar.

=Fruen.=

_Det_ kan jeg saamnd ikke huske.

=An Kjestin.=

Ja, da kan a gjan sej Dem det, for det behver a misl ett aa skamm
m ved, nu a er blwen _saa_ gammel. Det war akkuraat dengang, det
war gavn op med m, lissom nu med Dorre, te a war blwen saadan lovle
swr.

Ja, det war jo da ett ved den ung, det war jo nu ved Fruens Mand.

{(=Fruen= gjr en vrippen Bevgelse.)}

=An Kjestin=

{(fortstter uforstyrrelig).}

Men tho det blw a jo fornywed godt nok for, det war Synd aa sej
andt.

=Fruen=

{(strengt).}

Ja, An Kjestin, nu sidder vi ikke lngere og frer Faddersladder om
gamle Dage; nu har vi noget langt mere nrliggende at tale om.

Kom nu herhen, lille Dorre; st dig nu her ved Siden af mig! Det var
ret!

Og saa maa du rigtig aabne dit Hjrte for os. Det er det klogeste, du
kan gjre. Er det ikke sandt, An Kjestin?

=An Kjestin=

{(til Datteren).}

Jow, du maa saamnd heller sej  lig ud, som det er, bette Dorre.
Hwad der er ski, _er_ ski; og det kan ett gjres tebaag ijen. Det kan
en snaar si.

=Fruen.=

Hvor langt er du saa henne, lille Dorre?

=Dorre=

{(grdende).}

A ved'et ett saa nyw!

=Fruen.=

Du ved det ikke! Naa saadan! Med andre Ord: du har haft mere end een
Kjreste?

=Dorre=

{(i stort Oprr).}

Nej, den der sejer m det paa, det er den strste Lwner[76], Worherr
haar skaft!

 [76] _Lwner_, Lgner.

=Fruen=

{(betuttet).}

Naa, naa, naa! Hvordan _er_ det, du tar paa Veje.

=Dorre.=

A _haar_ aalle kjend mir end den samm, det er lissaa sand, som Gud er
mi Skaber. A _haar_ altid kund past paa m sjel, lig te a kam her te.
Der er aalle nue, der kan sej m andt paa.

=Fruen.=

Du tar det saa altfor heftig, Dorre.

=Dorre.=

Ja, a ved nok, te Fruen, og dem, te Fruen, omgaaes, de tror, te en
fatte Pig altid staar tered for den frst den bejst, og deswarr, der
er wal manne, der gjr'et; men a ved _m_ fri. Den Majt er der kuns
jen jenneste Mand, der haar hat wer m.

=Fruen=

{(stille).}

Og den ene Mand, hvem er saa det, Dorre?

=Dorre=

{(ser i Gulvet og tier).}

=Fruen.=

Sig det kun, min Pige. Du skal rejse dig ved det Tr, du er falden
under.

=Dorre.=

Ja, nr Fruen saadan trnger ind paa m, saa _skal_ a heller ett
fordl'et for Dem, for saa sandt a ajter aa blyw salig, saa er'et
ingen anne end den unge Herre her paa  Gaard, der er Skyld i mi
Skam.

=Fruen=

{(bruser op).}

Hvad siger du, frkke Tingest! Du insinuerer, at min Sn ... her i
vort Hus ... med en gemen Tjenestepige! Dersom jeg gjorde dig din
Ret, saa slog jeg dig ved dit re, saa du trilled for min Fod.

=Dorre=

{(har rejst sig og gjort et Par uvilkaarlige Skridt imod Dren).}

=Fruen=

{(atter behersket).}

Bliv siddende! Jeg blev hidsig. Det var en Fejl af mig.

Men hvad er _din_ Mening, An Kjestin? _Kan_ en ung Pige tale saadan
til sit Herskab, lige op i jnene paa det?

=An Kjestin.=

Nej, bette Dorre, saadan maa du jo ett sej'et, sjel om det nu ogsaa
er sand nok.

=Fruen.=

Hrer du det, Dorre! Som fornuftig Pige maa du kunne indse, at her er
visse Hensyn at ta. Den Slags _kan_ simpelthen ikke ske i vor
Familie.

=Dorre=

{(grder).}

=Fruen.=

Saa--saa--saa--saa {(stryger hende over Armen).} Vr nu en forstandig
Pige! Dette med den unge Herre det foreligger altsaa _slet_ ikke. Det
siger jo da ogsaa den sunde Fornuft.

=Dorre=

{(kaster sig hulkende hen over sine Arme).}

=Fruen=

{(vredt).}

Aa, lad mig blive fri for dit Skaberi! _Havde_ du maaske sat Nsen op
efter at blive min Svigerdatter? "Fruen paa Glttrup", sandelig ingen
ilde Titel for Tsen fra Mosehytten. Men den Tand faar du slaa ud, du
Smaa.

Det smmer sig ikke den lille Bondehne at flyve op paa de
allerhjeste Grene.

Nej, lille Dorre, _jeg_ ved en bedre Ganning til dig, n, som vilde
vre himmelhenrykt, om han maatte hjemfre dig som sin Brud; skulde
heller ikke undre mig, om han allerede havde friet. Gjr han det
_endnu_ en Gang, lad ham ikke gaa ubnhrt, lille Dorre. Herskabet
her paa Gaarden er fra gammel Tid i Rygte for at gi' gode Brudegaver,
isr til fattige Piger, der er kommen for Skade i vort Brd.

Ikke sandt, An Kjestin.

=An Kjestin.=

Aaejow, vi fk da  Brd ud aa'et, og mir maa en jo ett forlaang.

=Dorre.=

Ja, Fruen skal nu ingen Ulejlighed gjr s for mi Skyld.

=Fruen.=

Gener dig endelig ikke, Vipstjrt! Men det kunde dog gjerne komme til
at svie til dig en anden Gang, at du stiller dig saa kjphj an.

=Dorre.=

A ved ett, hvor _a_ haar vist m kjphyw. Men i Kjrlighedssager --
dr tinker a, te enhwer maa handl, som en kan forswaar'et for s
sjel.

=Fruen.=

Py! "Kjrlighedssager", i _hendes_ Stand og Stilling. Sprg du din
Mor, om hun nogensinde har turdet slaa paa Nakken ad en Gris eller en
Malkeko.

=An Kjestin.=

Nej, Dorre, ta du heller imud 'et, som Fruen vil nd d 'et. Mir faar
du saamnd aalle. Vi er altfor fatte te' aa komm n Vej mej aa staa
paa wor Ret.

=Fruen.=

Se dr talte en fornuftig Kone. Og hvad har du vel egentlig imod
Laurst?

=Dorre.=

Naa, det er ham, Fruen vil ha m klappet sammel mej. A haar wal
heller ett andt imud ham end det, te a bryder m ett en Graan[77] om
ham.

 [77] _ett en Graan_, ikke det ringeste.

=Fruen.=

Hvornaar er da Laurst bleven dig saa ligegyldig?

=Dorre.=

Det haar han saamnd al si Daw wot.

=Fruen=

{(opfarende).}

Nu lyver du!

=Dorre.=

Hwad er 'et, Fruen sejer?

=Fruen.=

Jeg siger, du har haft Stvnemde med Forkarlen baade een og flere
Gange. Det skal jeg bevise dig over.

{(Farer hen til Ringeapparatet.)}

=En Pige.=

Fruen kaldte?

=Fruen.=

Vil du bede Jomfru Andersen og de vrige om at komme herind.

{(Pavse.)}

{(Ind trder Gammel Anders, Villads Vedhud og Kokkepigen.)}

=Fruen=

{(til Kokkepigen).}

Hr, Jomfru Andersen, De har jo overrasket Laurst og Dorre dr i et
Stvnemde med hinanden nu for ganske nylig, ikke sandt?

=Kokkepigen.=

Jo, nu skal Fruen hre: Det var forrige Aften, da _jeg_ ha'de min
Udaften, saa _lige_ som jeg gaar ind ad Dren og ned gjennem
Kjkkenhaven, saa ved Gud i Himlen om ikke der kommer et Mandfolk --
li'saa livagtig -- _lige_ bums imod mig, men han har aldrig saa snart
set mig, saa drejer han omkring og lber langs Ribsbuskene, alt hvad
hans Ben kan bre ham. Og som jeg vender mig om, saa ser jeg --
li'saa livagtig -- et Skjrt, det ved den sde Gud, jeg gjr; og det
var nu et ternet Skjrt, og det forsvandt li'saa livagtig bag gamle
Anders's Hushjrne. Og Mandfolket kunde nu ikke vre nogen anden end
Laurst; jeg kjendte ham paa dette Slav her {(gjr et Kast med
Kroppen).} Villads saa ham ogsaa.

=Villads Vedhud.=

Ja, aaeja, aaeja! A saa _wal_ en Mennesk, der kam skjevlend[78], og
han haaj da saamj brltront[79], saamj brltront. Sa hwerken
Goddaw h Faawall; han flywer lig sndenom den vejstes Granhk og ind
i  Lukk[80] lod han ta, som war der Ild i  Hl af ham, aaeja,
aaeja!

 [78] _skjevlend_, stolprende.

 [79] _saamj brltront_, ualmindelig travlt.

 [80] _ Lukk_, indhegnet Toft.

Men hwem kund komm te aa si paa  Skinting[81], som _han_ kam
stormend; tho det war jo javnhen mrk, det war javnhen mrk, og hwem
 Plg[82] war heller ett war, det ved a Fanden hwint m ett. Aaenej,
aaenej!

 [81] _ Skinting_, Fyren.

 [82] _ Plg_, Raden.

=Kokkepigen=

{(vredt).}

Fy, Villads, du lofte endda, du vilde sige, det var Laurst!

=Villads.=

Det jennest a kan sej: det war en bitte stakked frajted[83] Mand,
frajted Mand, aaeja, aaeja! Men Laurst war 'et ett; ham war 'et
misl ett. Ham plejer der Fanden hwint m ett aa vr den Skub i.

 [83] _stakked frajted_, kort frladen.

=Kokkepigen.=

Ja, Fruen kan nu godt tro, hvad _jeg_ siger. Jeg har set Dorre
ligefrem vende jnene i Ho'det, naar Laurst gik forbi, det ved den
sde Gud, jeg har!

=Dorre=

{(rejser sig oprrt).}

_Du_ skuld snakk mej om aa vend wn te  Kaa'l, saaden en --
Makkedusse!

=Kokkepigen.=

Sikken n! Hva' bilder den sig ind! Py, Bondemalne!

=Fruen.=

Stille! Og du, Anders, hvor var _du_ den Aften?

=Gamle Anders.=

A war saamnd hjemm, som a plejer aa vr.

=Fruen.=

Saa du da noget til Dorre?

=Anders.=

Ja, a gjord da saa; for lig i  Mrkning war hun ind ad mi Dar med en
Skaal Grd.

=Kokkepigen.=

Ja, dr kan Fruen selv hre! Det _var_ hende!

=Fruen.=

Men saa du saa ogsaa Laurst?

=Anders.=

Nej, hwordan skuld a si ham den Tiddaws[84]? Tho han kjor jo te Mll
ved Melmadstid og kam ett tebaag far ud ad  Avten.

 [84] _den Tiddaws_, paa den Tid af Dgnet.

=Fruen=

{(strengt).}

Anders!

=Villads Vedhud.=

Ja! Aaeja, aaeja! Det haaj a rejn glemt. Det er Fanden hwint m ogsaa
sand; a hjalp ham jo  Hejst aa  Sel[85]; aaeja, aaeja!

 [85] _ Sel_, Selen.

=Fruen.=

Aa, det er noget rigtigt Vrvl tilhobe! Ud med jer allesammen!

{(De fortrkker paa Dorre og An Kjestin nr.)}

=Fruen=

{(hen til Vinduet, som hun aabner).}

Py, Pyh! som saadanne Folk dog stinker {(til Dorre).} Tag mig mit
Hovedvandsg! {(Dorre bringer det.)} Og kom saa ind til dit Arbejde
og sid ikke lngere her og driv. Men jeg vil meget indtrngende raade
dig, lille Studsnse, at lytte til mit venlige Forslag. Du kan ikke
stole paa, at jeg gjentager det.

=Dorre=

{(i Dren).}

Fruen skuld ogsaa heller ld'et vr.

=Fruen.=

Hvad _er_ det for nogle Tjenestefolk, der voxer op i vore Tider; de
bestiller ikke andet end at sige deres Herskab imod.

=An Kjestin.=

Ja, saa maa a wal ogsaa gaa mi Vej; a tinker,  Gris skriger, saa en
ka hres wer  hil Mues. -- Nu maa Fruen ett vr altfor vred, fordet
mi Dtter war n stnsk imud Dem. A skal prv, om _a_ ett skal faa
hind ved  Sind.

=Fruen.=

Lad mig se det, lille An Kjestin! Det havde jeg ventet af dig. Du ved
jo, at vi her paa Glttrup ikke forlanger den Slags Tjenester gratis.

{(An Kjestin gaar. Det er nu ved Solnedgang. Rdt Lys ind gjennem
Trerne.)}

=Den unge Proft=

{(i Dren med Pengekassen under Armen. Er i Ridebuxer, graa Jakke med
Spndetamp).}

Aa, Mor, faar jeg Lov til at udbetale Folkene deres Penge herinde,
bare denne ene Gang. De Tapetserere ligger jo endnu med deres Roderi
i Kontoret.

=Fruen.=

Ja, vrsgod, min Dreng, naar du bare skaaner Mblerne.

=Proft.=

Tak.

{(Stter Kassen paa Bordet.)}

=Fruen.=

Ja, Erik, nu har jeg talt med Dorre.

=Proft.=

Naa, hvad sa' hun?

=Fruen.=

Ja, man kan just ikke rose hendes Imdekommenhed. Hun er en rigtig
stivsindet Proletarunge. Men Moderen er paa vor Side, saa det klares
jo nok, naar du nu vil ordne Sagen med den anden Dgenigt. Men gjr
det snart, lille Erik!

=Proft=

{(med et Klask paa Hoften).}

Ja, der er for Resten noget i det. Hvorfor ikke gjre det med det
samme.

{(Gaar ud i Gangdren og raaber):}

Hej, du dr, vil du bede Laurst komme hrop, strax.

{(Atter ind.)}

=Fruen.=

Ja, saa er det bedst, _jeg_ gaar min Vej. Den Art Handler maa helst
vre uden Vidner. Men gaa nu heller ikke hen og byd _for_ meget.
Laurst er glad, om han faar Jord til en Ko og forvrigt knyttes fast
til Gaarden. Din Far var saa brillant til at ordne den Slags
Forretninger; du er lidt for flot anlagt.

{(Fruen ud; lidt efter)}

=Laurst=

{(i Arbejdstj).}

Der war kaskis nj, Herren vild m?

=Proft.=

Ja, begribeligvis, Fpande. Naar din Husbond sender Bud efter dig,
saa vil han dig noget. -- Naa, derfor behver du jo ikke at staa
saadan og glo. Det er ikke saa slemt denne Gang. Jeg vilde bare
sprge, om du ikke kunde ha' Lyst til at gifte dig.

=Laurst.=

Naa, Hosbond vil ha Lojer af m.

=Proft.=

Nej, saagu' om jeg vil. Det er mit Alvor. Er du kanske ikke gammel
nok til at gifte dig. Hva'?

=Laurst.=

Jow, det mankirer der ett nj paa.

=Proft.=

Og kunde det ikke ogsaa snart vre paa Tide at stte Gjordene lidt
paa dine Fjtelyster. Du er jo en farlig Buk.

=Laurst=

{(skoggerler).}

=Proft.=

Der er jo ikke en Ts, der kan modstaa dig. Det er disse brune jne
{(slaar ham paa Skuldrene, saa Stvet ryger).} Du er en Svend,
Laurst?

=Laurst=

{(vrider sig i Latter under Husbondens Smiger).}

=Proft.=

Men som sagt, nu har du haft din Lbetid, og du skulde jo da ogsaa
engang tnke lidt paa din Fremtid.

=Laurst.=

Ja, det haar Hosbond faat ved den rett End aa.

=Proft.=

Naa, hvad saa?

=Laurst.=

Nej, ett for det. A kund jo godt gywt m, nr det skuld vr. A
mangler jo ett andt end en Fruentimmer, ja, og saa da en Krumm
Hjemmen aa byd hind ind paa, det forstaar s!

=Proft.=

Ja, men hvis nu jeg -- i al Tarvelighed -- gjr Udvej for begge Dele?

=Laurst.=

Ja, det war da saa Fandens nem. Saa kund a jo spaar m enhwer
Ulejlighed.

=Proft.=

Sig mig, kjender du Dorre?

=Laurst.=

Hehehe, om _a_ kjender Dorre? Helsen maatt a da vr tossi. Tho
Hosbond ved da, te vi tow haar tjent sammel i de sidst --

=Proft.=

Sludder! Kunde du lide at gifte dig med Dorre?

=Laurst=.

Ja--a--a, det war da snaar den villerst, der kund bydes m te. Men
hun bryder s aalle en Kjrn om m. Saa det er jo saa uheldig, som
_det_ ka vr. Nej -- hhh! -- hun stter missel  Nies saa mj
htter.

=Proft.=

Hvad ved du derom?

=Laurst=

{(underfundig).}

En skal ett sej aal det, en ved.

=Proft.=

Er det mig, du sigter til!

=Laurst.=

Nej, Gud bewor _mi_ Mund!

=Proft=

{(helt hen imod ham).}

Vr du glad, du ikke sa noget. Jeg havde slaaet dig ihjel!

=Laurst.=

Jsses, bette Brn endda, det var streng Snak.

=Proft.=

Nuvel. Du ved, at Dorre er kommen i Omstndigheder. Skylden kan
ligesaa godt vre din som en andens --

=Laurst.=

Nej, ved De nu hwa, gued Hosbond! Nu maa De Fanden gaal m ha m
undskyldt. A kan ha nok aa klaar for mi egen Paart ...

=Proft.=

Hold Mund! Som sagt: Situationen er alt andet end morsom for hende.
Jeg har ondt af Pigen. Det er Synd for hende. Hun er en flink Pige.
Og vil du gifte dig med hende, saa skal jeg drage Omsorg for, at du
ikke skal komme til at fortryde det.

=Laurst.=

Ja, men som _a_ sejer, hun vil ett si m for hinne wn.

=Proft.=

Du _har_ friet til hende! Du har maaske oven i Kjbet spillet
Kjreste med hende; hva'? {(griber ham i Halskluden).} Vil du ud med
Sproget, eller jeg skal ryste dig, saa Toet skal ryge af dig! --
Syntes jeg ikke nok, at der ogsaa var andre, som stod Pigebarnet for
Hovedet -- -- {(sagte, rgerlig)} Aah, for Satan!

=Laurst=

{(hvser).}

Jamen, Gud bewors, Hosbond, vil De da klemm  Lyw af m! A sejer Dem
jo, te hun hwerken vil hr heller si m.

=Proft.=

Jaja, saa taler vi ikke mere om Sagen forelbig. Men ifald Dorre
skulde skifte Sindelag, saa ved jeg altsaa, at du ikke er uvillig.
Bkhuset bli'r jo ledigt til Oktober, og du ved, at det er anset for
at vre et af de bedste Lejehuse her til Gaarden.

=Laurst.=

Ja, som _a_ sejer, hwis Dorre vil, kan Hosbond altid stol paa _m_.

=Proft.=

Vel. -- Saa har jeg ogsaa lidt andet at tale med dig om: Jeg har lagt
Mrke til, at der er noget i Gjre mellem Folkene. I gaar vel ikke og
rotter jer sammen imod os, hva'?

=Laurst.=

Det faar Hosbond laant bejer aa ved af anne end af m.

=Proft.=

Med andre Ord: Du er selv med i Komplottet.

=Laurst.=

A ved ett af n Komplot.

=Proft.=

Du lyver. Du saavel som de fleste af de andre har noget for med Goj,
denne beredne Landstryger paa den halvvilde Hest -- et Dyr, jeg
forvrigt misunder ham -- han er kommen her til Egnen for at tude jer
rene fulde med sine Fantasterier. Han har hele Sommeren kjbt Jord
op omkring Rundmose og har Planer om at samle alle Egnens
Landarbejdere om et flles Fabriksforetagende, en intensiv Udnyttelse
af Trven for ad den Vej at berve Herregaarden sin Arbejdskraft.

Er jeg maaske saa ikke rigtig underrettet?

=Laurst.=

Jow, tho det laader njsten te'et.

=Proft.=

Og saa tror I fattige Lus, at I kan agere Driftsherrer, hva'! sparke
bagop til Herregaarden, hva'?

I kan Fanden brkke mig ikke undvre den gamle Slavepisk og en
Husbond til at trde jer paa Nakken!

{(Trskolarm i Gangen.)}

Naa, nu begynder de andre at trnge paa. Men det var det, jeg vilde
sige dig, Laurst, du kunde gjerne staa noget paa Husbonds Parti og
holde lidt igjen, naar Hvervningen til denne Gojs ddfdte Projekter
nu skal til at ta' Fart.

Naa, skrup af!

{(Laurst ud.)}

=Proft=

{(hen i Dren og siger):}

Ja, I faar komme herind; de Svinemikler gaar jo stadig og roder paa
Kontoret. Men Trskoene af, begribeligvis.

{(Folkene myldrer ind og stiller sig ved Udbetalingstbordet. De er
alle i Arbejdstj; her er =den Blinde=, =Jens Romlen=, =Bertel Bjat=,
=de fire polske Roepiger= og deres Opsyn Hr. =Grabb=, et Par
Drningskarle i store Vandstvler etc.)}

=Proft=

{(til den Blinde).}

Naa, blinde Muldvarp, hvad mon du har udrettet, at du mder her ved
Pengeskuffen?

=Den Blinde.=

Jeg har lsset Mntrv i tre Dage!

=Proft.=

Saa, har du det. Det Arbejde har der vist vret Skred i. Det er srt,
jeg aldrig har lagt Mrke til dig, uden naar de rrte Madklokken.

=Den Blinde.=

Det var ogsaa for meget forlangt, at Husbond skulde lgge Mrke til
saa simpels Folk som mig; men det er nu, som _jeg_ siger. Men jeg er
godt fornjet med 75 re om Dagen.

=Proft.=

Du er sgu ogsaa fornjet med 50. Vrsgod. -- Det er Dlen brkke mig
en Synd at gi' dig dem. For de gaar jo gjennem Halsen paa dig hver
re. Jeg synes, det var paa Tide, at Goj tog sig af dig -- han er jo
dog din Bror -- og ikke lod os alene om din Forsrgelse. Vi skulde
med Fornjelse gi' Afkald paa din vrdifulde Assistance.

{(Den Blinde ud.)}

=Proft=

{(til Drningsmesteren).}

Naa, I gaar og sler dernede endnu. Blev altsaa heller ikke frdige i
denne Uge.

=Drningsmanden.=

Nej, den Jurdbund er misajn hwerken te aa hugg heller stikk i.

=Proft.=

Deri ligner den jo udmrket dig selv. Jeg ved Dlen brkke mig ikke,
hvordan det kan vre, for jeg synes, at I altid er dobbelt saa lnge
om et Stykke Arbejde hos mig som andetsteds.

=Drningsmanden.=

Jamen, det maa jo da vr raar Stejer, der hwor en gjan vil blyw saa
lng som mulig.

=Proft.=

Kun Skade, at Tiltrkningen ikke er gjensidig. Vrsgod!

{(Drningsmanden ud.)}

=Proft=

{(til Bertel Bjat).}

Dit er vel det sdvanlige?

=Bertel Bjat.=

Jow, aaejow.

=Proft.=

Vrsgod! -- Hr, Bertel, jeg har lagt Mrke til, at du har skaffet
dig en Hund.

=Bertel.=

Ja, tho det er en bette Hwelp, som  Ben gaar og haar dje Kommers
mej; de er da saa glaad ved 'en.

=Proft.=

Ja, men jeg er Dlen brkke mig ikke glad ved den. Om lidt strejfer
den naturligvis ud efter Harerne, og du ved, jeg ikke taaler
lsgaaende Ktere her paa Herregaarden.

=Bertel.=

Som a sejer, det er jo baare en ussel bette Hwelp, som  Ben er
blwn gin -- og tho de haar jo lidtajter Fornywels te davle -- og den
er nu ligfram blwn dje Yw'stien.

=Proft.=

Ja, hvad Fanden kommer dine Unger mig ved. Jeg har forbudt mine
Daglejere at holde Hunde; dermed Basta!

=Bertel.=

Ja, saa maa a wal hjem og ha'en la d! Men det er da snaar den
tungest Boj, a kund kom hjem te de Smaa mej -- og mi Kuen -- ja, a er
da saamnd vis paa, te hun laant heller vild kyl all hinne Urtepotter
ud paa  Landvej end lgg  Strikk om  Hals af den bette Dyr.

{(gaar.)}

=Proft=

{(faar je paa Polakinderne).}

Naa, der har vi jo den smukke Katinka, som har afstedkommet
Folkevandring blandt Egnens Karlfolk.

Hun har nogle Satans pne jne, og der er nok allerede skiftet flere
Knivstik for disse jnes Skyld, ikke sandt, Hr. Grabb?

=Grabb.=

Jawohl, gute Herr! Hun har geheistes Blut.

=Proft.=

Hvad siger De? Har hun Heste-Blod. Det tror Fanden!

=Grabb.=

Aber hun mache rrr-ret gut Arbejte blandt dem Roer.

=Proft.=

Ja, hun makker ret mellem Roerne; det er efter den gamle Bonderegel:
Slem efter Mandfolk, flink til sit Arbejde.

{(Ser i Regnskaberne.)}

De staar for  Td. Kartofler, og saa har De faaet fire Halmknipper
til Sengene.

=Grabb.=

Den Halm sollen sie gratis bekommen.

=Proft.=

Hvad mukker De! Skal De "bekomme" Halmen gratis! Katinka og hele
hendes Regiment af Elskere skulde holdes med gratis Halm fra
Herregaarden! Nej, Hr. Grabb, saadan leger vi ikke paa Glttrups
Enemrker.

Og jeg saa, at der forleden blev hevet en Hoben Gulerodstop ud af
deres Wigwam. Maatte det vre mig tilladt at sprge, hvem der
forsyner de Damer med Gulerdder? De skulde vel aldrig stamme fra
Herregaardshaven?

=Grabb.=

De Gulerter bekommer de alzusammen af den Villads.

=Proft.=

Ho-hoh! Kald mig paa den Herre.

{(Man henter =Villads= ind fra Haven).}

{(=Pavse=.)}

Se, se, lille Villads; saa du betaler de polske Piger deres smaa
Opmrksomheder _in natura_. Skulde vi ikke se at faa lidt at vide om
den Sag, gamle Tyvekngt!

=Villads Vedhud.=

Aaejow, aaejow; det njter a ett, det njter a slet ett; aalle aa 
Stj, te a jo haar gin  slle Piger -- h -- en jenle Morre[86], en
jenle Morre. Tho der er jo sn'en Sand[87] aa'et, te de kyrer'et for
 Hvder i Stwtfuldlas[88]. Aaeja, aaeja!

 [86] _Morre_, Gulerod.

 [87] _Sand_, Mylder.

 [88] _Stwtfuldlas_, Trillebrls.

=Proft.=

Du har sikkert heller ikke indskrnket dine milde Gaver til
Gulerdder alene; andre Havesager er nok gaaet samme Vej. Hvordan tr
du understaa dig i at drive en saadan Geschft?

=Villads.=

Ja tho det er jo da blwen en Aftaal, te a sjel skal ha aa  Haw det
a ka brug, det a ka brug -- h -- og nr a saa ett sjel kan faa'et
fortr, faa'et fortr, tho saa sir en jo atter aa komm aa med'et te
anne skikkele Folk, skikkele Folk. Aaejow, aaejow!

=Proft.=

Ja, du er Dlen brkke mig en kjn Plante at ha' gaaende i sin Have,
hva', gamle Uglefjs! Men du har vel snart stjaalet saa lnge her paa
Gaarden, at du har faaet Lovshvd for det.

=Villads.=

Aaeja, aaeja! Men a er da Fanden hwint'm hwerken blwen tyk heller
fied aa'et, hahaha!

=Proft=

{(til Grabb.)}

Ja, saa kan vi stte det hele til fem Kroner. -- Vrsgod!

=Grabb.=

Takker saa meket, gute Herr!

{(han og Polakinderne ud.)}

=Proft.=

Naa, Jens Romlen, saa er det nok bleven din Tur. Du staar skrevet for
en Fjerdingkar Byg til Hnsene.

=Jens Romlen.=

Naa. Det troed a endlemaal a fk sletted den Gang a war mej i 
Lynghied.

=Proft.=

Betalte jeg dig ikke noget for dit Arbejde i Lyngheden?

=Jens Romlen.=

Jow, Gudbewors, jow, a fk jo mi Dawln for den _jen_ Daa; men a war
jo guednok mej i halvanden.

=Proft.=

I _min_ Bog staar: "Betalt Jens Romlen for Lyngheden 1 Kr. 65"; saa
det er jensynligt, at jeg har betragtet den Sag for afgjort.

=Jens Romlen.=

Naa; ja saamnd, saa kan det jo ogsaa vr det samm med den halv Daas
Arbed.

Men det war endda ett det jennest[89]; a haaj ogsaa en anden Ting a
mj gjan vild sprg Herren om.

 [89] _jennest_, eneste.

=Proft.=

Ja, det har du vel sagtens. Der er jo altid noget i Vejen med jer
enhver isr.

=Jens Romlen.=

Ja, aaeja. Men det er nu en Ting, a haar wot loved lig sin Dje Faa'rs
Dd og far ogsaa da -- a miner  Skjd paa mi bette Stej[90].

 [90] _ Skjd paa mi bette Stej_, Skjdet paa min lille Lod.

=Proft.=

Haah-Haah! Se vi det, bitte Jens! Du er da formodentlig med i dette
her Mosekomplot med den _store_ Goj som Chef.

=Jens Romlen=

{(sger at overhre denne Ytring).}

Tho det war jo en javn Aftaal med Dje Faa'r, da a tog An Kjestin, te
naar vi haaj bowed i  Hus i tyw Aar, saa skuld'en vr wor egen. Nu
haar vi saamnd bjerred ved[91] baade i tyw og i trrre, men  Skjd
haar a ett faat endnu, endda a haar pirked ved baade te jen Tid og
enaan.

 [91] _bjerred ved_, slidt i det.

=Proft=

{(strkt).}

Hvad -- vil -- du -- med det Skjde.

=Jens Romlen.=

Ja, tho hwad vil'en med en Skjd; naar en haar nj, der er jens egen,
saa vil en ogsaa gjan ved, det er jens egen.

=Proft.=

Der er Lumskeri under dette her.

=Jens Romlen.=

Ja, saa maa'et vr fr anne dje Sider, for a ajter saamnd ett n
Lumskeri, naar a baare maa faa mi Ret.

=Proft.=

Din Ret, din Ret! Vover saadan en Stodder at tale til mig om Ret!
Havde det vret i min Fars Tid, -- han havde givet dig en Omgang
Hundepisk.

=Jens Romlen.=

Det er endda en haard Tiltaal te en Mand, der haar la si Arbed her
paa  Gaard i de sidst tredve Aar.

A kam her, a kund knap lvt en Kll; a _haar_ hat nd Daw[92], om nue
haar hat et, a _er_ altid blwen saat te den taang End; det er
lissaa sikker! Det war i Dje Faa'rs Tid og det er i Djes[93]. -- Det
jennest a haaj aa gled m te, det war den bette Stej. A haaj jo ett
andt end  Snd[94] te aa pass en i; men An Kjestin haar wot m en
gued Kuen; hun haar sselt ved[95] lissaa wal som a sjel, og nu er vi
kommen saa vidt, te vi kund faa en bitte Krumm Fornywels aa'et, nr
det kund blyw jens egen.

 [92] _nd Daw_, onde Dage.

 [93] _Djes_, Deres.

 [94] _ Snd_, Sndagen.

 [95] _sselt ved_, strbt ufortrden.

Aae, unge Herre, De begaar en stur Synd imud m, om De njter m mi
-- -- ja a haar jo ette anne Urd for'et end -- _mi Ret_, for saasandt
der er en Gud i Himlen saa er'et den Ret, a haar stridt for, sin[96]
a blw woxen Mand.

 [96] _sin_, siden.

=Proft.=

Aa, "Ret" og "Ret" og "Ret"! disse forbandede Fraser, som er kommen
til Rend i disse lbske Tider. Hvad tror du, der blev tilbage af
Gaarden her, om jeg lod enhver lbe med, hvad han kommer og paastaar
er hans Ret? Ikke en Trvl, Fanden brkke mig!

=Jens Romlen.=

Det er mj mulig, gued Hosbond; det kjender a jo ett. Men a er en
fatte Mand, som haar opfj en stur Benflok. Kund a nu faa 
Skjd[97], saa kund vi tow gammel kom wer wor Sager og betaal enhwer
sin.

 [97] _ Skjd_, Skjdet.

=Proft.=

Ja, og gi' Herregaarden her og Pligtarbejdet en god Dag. For
naturligvis gik du saa med flyvende Fane strax over til denne Goj og
bragte ham et vrdifuldt Jordstykke oven i Kjbet. Men det skal vi to
dog bides lidt om!

=Jens Romlen.=

De _vil_ saa ett gi m den Skjd, a ber Dem saa mindele om?

=Proft=

{(fast).}

Nej.

=Jens Romlen=

{(nrmere mod ham).}

Saa er De ogsaa den strste -- -- --

=Proft.=

Nu mler du ikke en Stavelse mere, eller jeg lader dig smide ud af
din Ejendom som en Tigger! {(peger mod Dren).} Gaa!

{(Jens Romlen ud.)}

{(Tppe.)}




TREDIE AKT.


{=Karlekammer= paa Glttrup. Dr ud til Stalden i Krogen til venstre.
Et gabende Hul i Bagvggen. Kalkpudset fattes allevegne. To
Jernvinduer til venstre. Mblementet bestaar af seks dobbelte
Trsenge (tre til hver Side) med Halmen ud gjennem Sprkkerne; et
Skab med nedhngende Skidentj ovenpaa til hjre mod Bagvggen; et
lille Bord mellem Sengene til hjre; et Par umalede Stole; en 4-5
lave Kufferter omkring Vggene. Mellem Vinduerne og over Sengene
hnger Trskostvler, Bringetj og Kjrepiske. Ved Bjlken et Par
svrtede Staldlygter, hist og her paa et Sm en Klynge Sndagstj;
paa Bordet svmmer det med Tobakspiber, Skraakarduser, Spillekort og
Smrebrster. Mod n af Sengene, hvori to snorkende Personer, lner
sig en Cykle.}

{=Per Hjorddreng= lber paa bare Ben frem og tilbage med Vand, som
han henter ved Posten ude i Stalden.}

{=Laurst= og =Klppen= staar vestelse og barberer sig ved nogle
Spejlstumper stillede mod Jrnvinduerne.}

{=Rgter Sren= sber sig ind, mens han kikker i Spejlstumpen over
Laursts Skuldre.}

=Laurst=

{(som stder til ham).}

How, du Kopisker; rend ett te mi Aarm; ser du ett, a staar med 
Knyw!

=Rgter Sren.=

Da skuld _a_ wal ogsaa gjan si. Og du spejler misl ett godt i den
Sid, du vender te m.

=Klppen=

{(vender sig om mod Per).}

Aa, hent ogsaa n Wand te m.

=Mange Stemmer.=

Og te m!

{(Per blarper omkring og stter de fulde Fade.)}

=Jens Tammesen=

{(trrer sig paa Indersiden af sin Vest. Til de to snorkende).}

Hov! Kunde I to nu ikke snart begynde at lette lidt paa Skinkerne.
Hva'! For det er vel ikke Meningen, at I vil ligge dr, mens vi andre
holder Mde.

Hrer I, Murmeldyr!

=Goliath=

{(med stort hngende Overskjg).}

Aa, gaa ad Helvede til med jeres Mde! Jeg er ligeglad!

=Jens Tammesen.=

Ja, du er ligeglad, naar bare du har noget at hlde paa Krukken. Din
Strube er snart saa bundls som et Stvleskaft. Nu har du igjen
siddet paa Kroen den halve Nat.

{(Lange Anders render uforvarende mod Cyklen, saa den med stort
Rabalder dejser over mod Nabosengen.)}

=David=

{(rejser sit blonde Hoved i Sengen hos Goliath).}

Hvad skal det til at vlte min Cykle, din skeljede Abekat!

=Lange Anders.=

Hun slog sig inte no' videre. Hun stdte sig bare lidt paa Gummien.

=Laurst=

{(frdig med Barberingen).}

Hwad skal ogsaa det betyd aa slb di Cykel mej ind i  Kaalkammer.
Haar vi ett Swineri nok endda.

=Rgter Sren.=

Han haar maaske "laant" 'en, og nu er han rd for, de skal komm og
ta'en fra ham af.

=Jens Tammesen.=

Den ligger ved ham om Natten.

=Laurst.=

Nej, det gjr Katinka; helsen tror a saamnd wal, han tog'en med s
under  Hylskld[98]!

 [98] _ Hylskld_, ulden Lagen.

=Lange Anders.=

Det maa nu alligevel vre rart med saadan en Cykel, naar man har saa
mange Kjrester som David, for saa kommer man immervk saa gelassen
fra den ene til den anden.

{(David og Goliath snorker for ikke at hre Skoserne.)}

=Jens Tammesen.=

Kom nu op, I Sovetryner.

{(Hjere Snorken.)}

=Jens Tammesen=

{(gjr Mine til Lange Anders, denne forstaar Vinket, gaar bagom
Sengen og vipper den over, saa de to sovende triller hen ad Gulvet).}

=Goliath=

{(i Underbuxer, tnderskjrende foran lange Anders).}

Du skulde vel ikke ha' Lyst til at faa et Par smaa Klinkg brungen op
paa Morgenkvisten, hva', for saa kan du barestens sende Bud efter ham
her.

{(Ryster Nven under Anders' Nse. Man samler sig om de to.)}

=Goliath.=

Jeg skal, Satan forsyne mig, ta' Maal af nyt Gebis til jer
allesammen.

{(Gjr et Udfald.)}

=Klppen=

{(gaar bag til ham, gi'er ham et beregnet Bagslag, saa han stter sig
haardt ned mod Gulvbrdderne).}

Stdte du dig paa Numsen, gamle Goliath! Koldt Vand i Blodet,
Kammerat.

{(Tmmer Vaskefadet over Hovedet paa ham, ta'er ham i Krebsen og
frer ham hen til Udgangen, slnger ham ud.)}

Tr dig nu pnt under Nsen paa n af Korumperne!

{(Sengen lftes atter op. Gulvet ligger stret med afkrngede Buxer,
Strmper etc. =Laurst= gaar omkring og gi'er det et Spark ind under
Sengene. Alle er nu i Pudsen. Enkelte med skrigende Slips; de fleste
med hvide Kraver uden hverken Flip eller Slips.)}

=Jens Romlen=

{(ind).}

Godmaan! Ja nu haar vi karenm snaar  Goj. Han kommer hernied baag 
Rgel[99] paa hans bette geswindt Hejst aal det en kan pin'spring.
Jow, det er lissaa sikker!

 [99] _ Rgel_, rund Banke.

{(De sidste Pjalter faar et forsvarligt Spark ind under Sengene.)}

=Klppen=

{(ta'r Jens Romlen hen i Forgrunden, mens han banker Piben ud i
Haanden).}

Hr, Jens Romlen, tror du _a_ kan komm mej, te det her Trvsjov?

{(Kaster Udkrasningen i Munden og stikker Piben i Frakkelommen.)}

=Jens Romlen.=

Ja, tho du kan da majt  Spaad!

=Klppen.=

Ja, for nu er a Dlen rend m snaar trt af de her Herregaard.

{(Hestetrampen.)}

=Jens Romlen=

{(kiger ud).}

Der haar vi fandenm lig  Swend, det er lissaa sikker!

=Klppen.=

Hwad er det for en Swedi[100], ham Goj, haar han n Kondovitter?

 [100] _Swedi_, Fyr.

=Jens Romlen.=

P! Hwor kan du sej'et! Han er aaljen lissaa klog som ti af di
Starels[101].

 [101] _Starels_, Strrelse.

=Klppen.=

Det war Satans!

=Goj=

{(kommer ind mellem en Klynge Karle og nytilkomne Landarbejdere; han
gaar hen til Jens Romlen i Forgrunden).}

Godda'; naa, hvordan forlb det saa med Skjdet?

=Jens Romlen.=

Ja, _haar_ en kjend Maagen, han njted m'en,  lied Skjevl[102];
njted m mi soleklare Ret lig op i mi oben wn.

 [102] _Skjevl_, Utusk.

=Goj.=

Ja, selvflgelig. Det var jo saadan, jeg vidste, det vilde gaa.

=Jens Romlen.=

Jamen du kan fandenm tro, te a ga ham hans Refurium[103]! A _war
lig_ ved aa sej te ham: du er den strste _Kjeltring_, a haar kjend!

 [103] _Refurium_, rent paa.

=Goj.=

Men du sa' det ikke?

=Jens Romlen.=

Nej! for a blw jo niest aa[104]. Han pejt ad  stur Dar. Og saa
maatt en jo gaa. Men saadan er han fandenm vis ett blwen tal te
far,  Swend!

 [104] _niest aa_, nset af.

=Goj.=

Det er en nederdrgtig kjedelig Sag med det Skjde. Din Lod ligger jo
derinde midt i det altsammen, og Meningen var jo den at lgge
Maskinhuset saa vidt muligt paa din Ejendom. Bliver han ved med at
fastholde sin Vgring, er han sgu i Stand til at vlte os hele
Planen, i hvert Fald som jeg oprindelig havde tnkt mig den. Hvor har
du ogsaa kunnet handle saa letsindigt ikke at sikre dig Skjdet, mens
den gamle levede.

=Jens Romlen.=

Ja, den gammel han war sgu heller ett nem aa ta Maankys[105] ved. Men
det war jo dum, det skal a gjan indrmm. Men hwad, en troed jo da
ett, te  Pak vild snyd jen for si lovformele Ret lig op i Neb og
Kief[106].

 [105] _Maankys_, Morgenkys.

 [106] _Neb og Kief_, Nb og Kjbe.

=Goj.=

Gaa hellere ud fra som en Selvflge, at en fattig Mand altid bliver
snydt. Hvordan Pokker skulde der ellers blive saa mange rige!

Men den Sag maa nrmere overvejes. Forhaabentlig viser der sig en
Udvej; skjnt jeg ser den ikke i jeblikket.

{(De andre har nu samlet sig i en samtalende Klump mod Scenens
Baggrund; de fleste har faaet Piberne tndt. Efterhaanden lejrer de
sig paa Kufferterne og Sengene.)}

=Goj=

{(vender sig til dem).}

Ja, Kammerater, jeg har jo nppe behov at prsentere mig eller
vidtlftig forklare jer, hvorfor jeg er kommen her. I ved jo
allesammen, hvem jeg er, og hvorfor jeg har nsket dette Mde med
jer.

{(Stemmer: Ja, ja!)}

Det er jo nemlig ikke frste Gang, jeg staar i denne Mindernes Hule;
nej, jeg kjender den i hver dens skidneste Krog, saa ikke Rotten, der
gnaver under dens Syldsten, kjender den bedre {(Hr!)} -- Her har jeg
gaaet fr I og min Slgt fr mig, Aar efter Aar over disse tilslede
Gulvfjl. Gjennem det rustne Jrnvindue dr har jeg -- som I nu --
bestandig haft den samme Udsigt til en Mdding i Forgrunden og den
takkede Herskabsgavl i Baggrunden.

{(Hr, hr, Bravo!)}

=Goj=

{(afbryder).}

Aa, er I ikke saa god dernede at lukke Dren op ud til Stalden, at vi
kan faa -- om jeg saa tr sige -- lidt frisk Luft. -- Tak skal I ha!

-- -- -- Hvor jeg kjender den igjen, denne klbrige Dunst, der sidder
her rundt om paa de svrtede Bjlker som tunge Edderdryp eller gaar i
Gjring som Kager af Mugg inde i de lysforladte, spindelvvsfyldte
Hjrnekroge. Denne Dunst fulgte mig i mit Tj langt paa den anden
Side Linien, og helt kvit blev jeg den ikke, fr jeg en Dag smed de
sidste Klude fra Hjemmet paa et Baal under Australiens Sol. Da jeg
sad der foran Flammen og hrte, hvordan Knapperne sprang i Ilden, da
sitred mine Nerver af en sr Glde; jeg var pludselig som hin
frigjorte Slave, der sidder og varmer Hnderne ved det Baal, som
nres af hans splintrede Aag.

Og jeg rejste mit Hoved og skred som en ny Mand hen over en ny Jord.
Den, som blot eet eneste Livs-Sekund har flt den Jubel ved at staa
_lnkefri_, han har vret i Guds Rige!

Kammerater, se omkring jer! Se, hvordan man mishandler jer i eders
Organismes beskedneste Krav til Lys og Luft; se paa disse Vgge,
disse Bjlker, dette hslige Gulv, der har drukket alle Aarstiders
Stank; alt sammen sender det sine edrede Sygdomsspirer imod jer og
gjr jer gamle og slve fr Tiden.

Her mellem disse skidne Vgge har I den Form, hvori I stbes til de
Smaafolk, I er. Her lrer I at krykke sammen til en Mands halve
Lngde, sjleligt endnu mere end legemligt; her ver I jer i at blive
fejge og svinske og sjleraa og se med rbdig Frygt op til de
heldige, dem der som hine histovre {(peger ud ad Vinduet)} bor bag de
takkede Gavle og de hvide Gesimser.

{(Strkt og langvarigt Bifald, under hvilket David og Goliath lidt
tvende kommer frem i Dren.)}

=Jens Tammesen.=

Hvad har I her at gjre. Ser I ikke, vi har Mde!

{(=David= gaar under de andres isnende Blikke hen og ta'r Cyklen,
arbejder sig atter mod Dren under Knubs og Nakkedrag og =haanende
Tilraab=):}

"Han skal ud til Tserne!" "Vil du hilse din Mor" -- -- "Og Katinka!"

=Goliath=

{(truende frem; ser dende ond til dem alle).}

=Jens Tammesen.=

Kan du ikke se, vi har Mde!

=Goliath.=

Hvad Fan'en raver det mig!

=Lange Anders.=

Du har nok obselveret, at Klppen inte er tilstede. Men vi kan snart
hente ham.

=Goliath=

{(slaar Anders i Synet, saa han dejser).}

Hold Kft i Helvede! {(peger mod Goj):} Er det den Urangutang dr,
der holder Mde? Saa er det vel ogsaa n, der skal leve af vos andre.
P! saadan en Hundestejle, der kommer ridende som en anden Kaptajn.
Du klr vel inte lidt paa Tandstellet, hva', Bndelorm! Ska' jeg
rkke dig et frisksmurt Nyseplaster!

=Goj=

{(der lnge har maalt ham med jnene, siger roligt):}

Nu vil jeg raade dig til at sge dig et andet Publikum for dit onde
Lune. Jeg kunde maaske ellers faa Lyst til at gi' dig en lille Lexion
i Selverkjendelse.

=Goliath.=

Mukker han!

{(gjr et drabeligt Udfald).}

=Goj=

{(gi'r i det samme Goliath et Boxestd, der stter ham paa Knerne;
Beundringsraab fra de forsamlede).}

=Goliath=

{(rejser sig skamfuld op).}

Hvor har _du_ lrt det Tav?

=Goj.=

Aa, jeg har tmmet Vilddyr, der var vrre end du, slle,
brndevinsslatne Klud! Vil du saa se at finde Dren lidt gesvindt!

=Goliath=

{(hugger en Brndevinsflaske og et Par gamle Stvler).}

Man har vel Lov til at faa, hvad der er ns eget.

Nu kan I hilse Husbond og sige, at jeg har vaaren her, men jeg er her
inte mere. Nej, inte synderlig! Nu gaar jeg Dlen storme mig ud og
smrer Gedakten.

{(I Dren, peger paa Goj):}

Saa kan du godt prke videre, Mosj -- Marekat!

{(Dren smlder i.)}

=Goj=

{(fortstter).}

Kunde jeg nske mig en bedre Illustration til de Ord, jeg fr
afbrdes i?

Gaarden her suger jer ind, jer selv, jeres Snner, jeres Dtre, og
den slipper jer ikke, fr I har ofret den jert Hjrteblod. Rummet her
smitter af paa jer Sjl, I brer det om med jer i jert Sind og jert
Syn, og naar I en Dag gifter jer, ta'r I jer fattige Bylt under den
ene Arm og Konen under den anden og vandrer ind i Lyngen, ud mod
Mosen til et Hjem, som maaske til en Begyndelse er rent og lyst, men
som Aarene gaar, kommer den skjulte Grundtype frem, og Grundtypen det
er Hulen her!

{(Bravo!)}

Men som _jeg_ brd ud og splintred det gnavende Aag, saadan kan I
alle bryde ud, om I vil, og bygge jer Hjem efter en ny Type.

Mens jeg laa derude bag Faarefoldene i dette nye og strke Land, da
fatted jeg en Plan til eders Redning, efter hvilken I kan blive frie
og selvstndige Mnd.

Her under Herregaards-Systemet vil der aldrig kunne ske noget til
Samfundets Trivsel og Vxt. Her er Jorden gaaet i Forraadnelse, som
alt raadner, der lgges i Dynge og Klump. Men histude ved
Himmelranden, hvor Herregaardsmarken ender, og de store Moser ta'r
fat, der ligger endnu ny og ubrugt Jord og venter paa modige Nver,
der tr binde an med den.

Jeg har i denne Sommer opkjbt en stor Flade af denne Jord, saa meget
at der er mer end nok til os allesammen. Her staar Trven favnedybt i
Pytterne og venter kun paa at lftes op paa Brinken for at blive en
Velstandskilde for Egnens Smaafolk milevidt omkring. Selv beregner
jeg mig ikke det ringeste Overskud. Jeg er lnnet mer end
tilstrkkeligt, naar jeg maa se mig omgiven af en lykkelig
Arbejderstab, der hvor jeg fr saa Trlle og vrkbrudne Mnd.

{(Bravo, Bravo!)}

=Klppen.=

Det war _da'tt_ mulig, te a kund komm mej dr.

=Goj.=

Enhver hderlig Arbejder, der ta'r sin Spade og melder sig, skal vre
velkommen; han er endda ikke blot Deltager, men ogsaa Medejer.

{(Begejstret Mumlen.)}

Vi har allerede taget fat paa at bygge en Rkke nette og sunde Hjem
langs Moseranden til Arbejderne; flere vil flge efter, som Tilgangen
stiger.

Naturligvis kan vi ikke modtage et ubegrnset Antal Arbejdere; de
frste 100 Mand skal dog ikke komme til at gaa forgjves, og Folk hr
fra Gaarden skal fortrinsvis blive foretrukne. Det eneste, der maa
krves af jer, er dette, at I betids opsiger jeres Kontrakter med
eders nuvrende Husbonde.

Dermed har jeg fremsat det vsentlige af, hvad jeg havde at sige jer;
jeg haaber nu, at I vil gi' mig jeres Mening til Kjende.

=Jens Tammesen.=

Jeg synes nu, vi allesammen skal sige Goj Tak, for det han her har
sagt os i Dag. Jeg ved ikke, hvordan I andre har det, men paa mig har
hans Ord gjort et stort Indtryk. Der er faa, der regner _os_ for
Mennesker; det er rart, der er nogen, der gjr det. Og det, hm!
saadan at hre om sit eget Menneskevrd, og sin Selvstndighed, det
har jeg nu altid syntes, at det var noget af det bedste, n kunde
hre om. -- _Jeg_ havde tnkt at rejse til Amerika. Men nu ved jeg,
at jeg rejser til Goj.

{(Mange Stemmer: Det gjr vi ogsaa!)}

Skal vi saa gi' Goj et kraftigt Leve: Han leve! Hurra--a--!

=Villads Vedhud=

{(styrter ind).}

Hr Goj, hr Goj, du maa fandenm ud og si te di Hejst, om ett du vil
ha en kwol[107] paa  Flk. Den haar snr s sjel ikold for 
Laaddar[108]. Den haar faat  Skank i  Bjedsel og  Saadl[109] ver
 rer. A ved Fanden hwint m ett, hwordan det er, den staar og
hfler i'et[110]. Og en kan ett komm te'en, en kan ett komm te'en; en
sparker mod syv Verdenshjrner; det er da en forvoven Helmis, som nok
skal faa laved Ulykker jetiddaws[111], aaeja, aaeja!

 [107] _kwol_, kvalt.

 [108] _Laaddar_, Ladedr.

 [109] _ Saadl_, Sadlen.

 [110] _hfler i'et_, filtrer sig ind i det.

 [111] _jetiddaws_, paa et eller andet Tidspunkt.

=Goj=

{(ud til Hesten; Stemmerne fries, almindelig Passiar).}

=Bertel Bjat=

{(til Jens Romlen).}

Da war det helsen ett det galest; om en saadan kund gaa hen og blyw
si egen Mand.

=Jens Romlen.=

Nej, er'et ett ogsaa sand, Bertel, hwad vild det ett vr for vi fatte
Mennesker, om vi kund faa wor Hl[112] op og blyw _selvstndige_. Her
haar vi gavn med  Grim ver  rer fr vi war ett and de elendigste
Horker[113]; jow, det er lissaa sikker!

 [112] _Hl_, Tjrepl.

 [113] _Horker_, Smaakravl.

=Bertel.=

Ja, nu blywer han sgu snaar for _speddelsk_[114], den Ung. Du ht jo
iguer, hwordan han tog afvej for  Hund. Ja, a maatt jo hjem og
hng'en.  Ben stod omkring m og grd, som war de pisked, og a war
sgu lig ved og grd mej. -- Men nr han nu ett kan und wos saa ring
en Ting, fortjener han saa, en skal slid for ham!

 [114] _speddelsk_, morsom.

=Jens Romlen.=

Nej, _aalle_ aa  Stej[115]. A gaar nu med Goj, om  Herremand saa
blywer saa gal som Filax[116]; jow, det er lissaa sikker!

 [115] _aalle aa  Stej_, aldrig ud af Stedet.

 [116] _Filax_, hvinende gal.

=Klppen.=

Det _er_ en Fandens belben[117] Fyr i  Taal. Det er sgu lig en
Ganning[118] for m. Det vil _a_ sgu ha en Axi i; for  Herremnd --
dem skal en dlenm ha nr te  Ild, om en skal faa n Fjedt af dem!

 [117] _belben_, klgtig.

 [118] _Ganning_, Karl.

=Wolle Peter.=

Ja--a--a, gi jer nu alstill te'et, bette Folkens, for det er nu ett
bogstavret aal det, han disker op mej. Det skuld nu vr andt sr, om
han ett sjel haaj en Kaag, han skuld ha fjetted.

Lg nu Mrk te, hwad a sejer; a plejer ett aa faares med Sladder!

=Laurst.=

A tykkes da ogsaa, det lyder saa underle, te nue Mennesk vil lav en
saadan Forretning unden aa tjen paa'en. Tho nr han frst haar faat
wos te aa sej wor Pladser op, saa er vi jo hwerjen i hans Majt; saa
kan han kyr wos, hworhen han vil. For tebaag te  Herregaard ka vi jo
ett komm, nr vi saadan haar sparked baagud te'en.

=Stemmer.=

Ja, Laurst skal hold med  Herremand; hvormj faar du for det, bette
Laurst?

{(Laurst forvirres.)}

=Wolle Peter.=

Nej, det er sgu rigtig nok! Lg baare Mrk te de Urd, Laurst sa der
tesidst; der er mj om det. Der er mir Inder[119] i det Snak, end en
fatter saadan lig med det samm. Det er endlemaal[120] ogsaa mi Taal.
En skal ett tro Folk bejer end lig te; det er ingen Sag og trj op og
taal stur Urd; men holder de i  Uddrav[121], hm! lad wos kig atter
_det_! Prv nu, om a ett skal faa Ret. A plejer gjan aa kunn staa ved
mi Urd.

 [119] _Inder_, Indmad.

 [120] _endlemaal_, just.

 [121] _ Uddrav_, mod Enden.

=Goj=

{(vender tilbage).}

Naa, er der ellers nogen, der skulde nske at gjre en eller anden
Bemrkning til mit Forslag?

=Villads Vedhud.=

Aaeja, aaeja! Det a kund ha aa sej -- a haar jo snaar ett hr nj aa
 Taal {(Stemmer: Saa skulde du hellere tie stille!)} aaeja, aaeja!
Men a ved jo nok fr anne Sider, hwad Goj faares mej. Det _a_ sejer,
det er, te du er for haard, du er fandenm altfor haard. Tho  Bnder
og  Herremnd, det er da Fanden hwint m nj af det villerst[122],
vi haar i wor Land. Og saa vidt a kan forstaa, saa gaar al di Ajten
og Trajten ud paa aa kwl  Bnder, aaeja, aaeja! Men det kan da
Fanden hwint m aalle gaa an og kwl nj af det bejst en haar!

 [122] _villerst_, mest agtede.

=Goj.=

Jeg vgrer mig ved at tro, at du har noget Mandat til at tale paa
denne Forsamlings Vegne.

{(Stemmer: Nej, nej!)}

Er der andre, der har noget at bemrke?

=Laurst.=

Vi behver wal ett saadan aa spring i'et. Vi kan wal faa Tid til at
tnk wos om.

=Goj.=

Ja, fortrffeligt! Bare enhver, som nsker at vre med, vil beslutte
sig saa betids, at han kan faa opsagt sin Kontrakt med Herremanden,
fr det er for silde.

=Per Hjorddreng=

{(kommer forpustet ind).}

A skuld hels fr Herren, om Goj ett vild kom op te ham. Han vild
snakk med Dem.

{(Stor Uro i Forsamlingen.)}

=Goj.=

Du kan hilse din Husbond og sige, at vil han tale med mig, da trffes
jeg endnu i Karlekamret. Om et Kvarter er jeg gaaet.

{(Per ud.)}

=Klppen=

{(dmpet).}

Nu blywer der Satan sykk m Kommers!

=Goj=

{(under Forsamlingens stigende Nervsitet).}

Ja, saa er vi vel frdige; men fr vi skilles, foreslaar jeg, at vi
synger en Sang, som jeg har taget i Lommen herhen. Jeg tnker, jeg
har saa mange Exemplarer, at hver kan faa et.

{(Deler rundt.)}

=Goj=

{(synger for, de andre falder ind efterhaanden; tilsidst er det eet
rungende Kor).}

    Raabet stiger i Morg'nens Skjr:
      Kommer I snart!
    jager som Blst om Sig og Kjr,
    hvisker ved Ruden, hvor Pilen l'r:
      Kommer I snart, I Husmnd!

    Aaget bjed jer Far og Mor
      -- kommer I snart! --
    knuger jer selv, jert Barn, jer Bror,
    venter paa Vuggens spde Nor --
      kommer I snart, I Husmnd!

    Landet lyser af Korn og Kvg
      -- kommer I snart!
    _Eders_ Kvinde bag klinet Vg
    malker Geden med striden Skjg,
      kommer I snart, I Husmnd!

    Dovne sugede Jordens Marv,
      -- kommer I snart!
    tusind Tnder til Taabers Tarv!
    Hvad _de_ levned blev eders Arv.
      Kommer I snart, I Husmnd!

    Staa ej bundne jer Bdler bi,
      -- kommer I snart!
    grib jer Spade, og hug jer fri,
    I er tusind, hvor de er ti!
      Kommer I snart, I Husmnd!

=Proft=

{(er kommen ind ved Begyndelsen af nstsidste Vers. Efter Sangen gaar
han hen mod Goj).}

De arrangerer Variet for Folkene?

=Goj.=

Saamnd.

=Proft.=

Mon gratis.

=Goj.=

Ja, for indbudte.

=Proft.=

De lader til at vre strkt optaget.

=Goj.=

Har vret. Nu er vi frdige.

=Proft.=

Men De havde ikke Tid til at komme op til mig.

=Goj.=

Nok Tid, men ikke Lyst. Jeg skal sige Dem, Hr. Proft, da jeg sidst
blev kaldt op i Herskabslokalet -- det er nu en lille Snes Aar siden
-- var det for at faa min Ryg pisket til Blods. Det var Deres
elskelige Faders sidste Opmrksomhed imod mig; og De forstaar:
saadant et lille kjrt Barndomsminde vil man ndig ha' vkket i
Utide.

=Proft.=

Fik De Prygl, har De sikkert fortjent dem.

=Goj.=

Som man ta'r det. Dog havde Deres hjtrede Far _visse_ rundhaandede
Egenskaber. Naar det gjaldt Prygl tog han ingen smaalige Hensyn til
Fortjeneste. -- Jeg havde forvrigt sparket en af hans Jagthunde,
fordi den frst havde flnget mit ene Ben.

=Proft.=

Og nu er De kommen her for at stte Splid mellem mig og mine Folk,
lokke Arbejdskraften bort fra Herregaarden og selv skumme Flden.

=Goj.=

Aa, hvad Flden angaar, saa er den skummet saa grundigt af Dem og
Deres, at der nppe vil vre levnet stort til mig. -- Og naar De
allerede ved saa meget, saa ved De vel ogsaa den fulde Sandhed, som
jo er den, at jeg ikke selv beregner mig det allerringeste Udbytte af
mit Projekt.

=Proft.=

Aa pyt, den Tale kan De bilde Taaber ind, saadanne Taaber som dem her
{(peger omkring sig; fortstter henvendt til Folkene):}

Hvad Satan staar I her og glor efter! Har I ikke hrt nok af den
Herres Skvalder! Ud til jert Arbejde, den Onde gale mig! Strax!
_Endnu_ er jeg dog eders Husbond.

=Jens Romlen.=

Ja, men det er jo da Sndag, gued Hosbond!

=Proft.=

Ud med jer alligevel! Naa lad det gaa lidt villigt!

{(Puffer til de bagerste.)}

{(Til Goj):} Ser De ikke, hvor De nedbryder hver Gnist af Respekt for
Husbond og Herskab ved Deres uforskammede Trngen-Dem-ind her paa
Gaarden!

=Goj.=

Aa, jeg synes ikke, De kan klage; der var jo dog ingen, der vendte
sig i Dren og spytted Dem i Ansigtet, som De havde fortjent.

=Proft.=

Hvad understaar De Dem i at sige!

=Goj.=

Med hvilken Ret jager De med voxne Mnd og Familiefdre, som var det
umlende Kvg?

=Proft.=

Det staar jeg ikke Dem til Regnskab for. Hvad vil De mig?

=Goj.=

Undskyld, Hr. Proft, det var ikke mig, der havde Bud efter _Dem_.

=Proft.=

Hvorfor kredser De uophrligt omkring denne Gaard? Hvad _er_ det, De
vil?

=Goj=

{(lgger Armene over Kors).}

Nuvel! Jeg vil -- _hvne mig!_ Hvne min Mors Skjndsel og min Fars
forsmdelige Dd.

=Proft=

{(blegner; ta'r en Revolver frem).}

Nu skal De Dlen brkke mig forfje Dem ud af min Gaard, eller jeg
skyder Dem ned som en Hund!

=Goj=

{(har lynsnart revet =sin= Revolver op af Lommen, farer et Par Skridt
tilbage, hver Vaabnet mod Proft og siger):}

Vrsgod! De har frste Skud!

=Proft=

{(la'r sit Vaaben synke).}

=Goj.=

Godt! Skal vi saa ikke forsge at anslaa en mere _saglig_ Tone.

De ved lige saa godt som jeg, hvor grusomt Deres Slgt har handlet
med min, men De ved ikke, hvor tit min Haand har vret knyttet til
_blodig_ Gjengjldelse.

Mon De endnu husker den Dag, De havde opfrt Dem raa imod en ung
Pige, som jeg havde taget under min Beskyttelse. Jeg passed Dem op
ude bag Granplantagen; jeg prygled Dem, saa De grd til mig, endda De
alt var voxen Mand; og da De krb for mig og omklamred mit Kn og
tilsvor mig ved de strkeste Eder, at De intet skulde rbe for Deres
Far, da jubled mit Hjrte af Hvnglde. Men da De alligevel fortalte
Deres Far om den Medfart, De havde faaet af Ulvens Sn, da vendte mit
Had tidobbelt tilbage, som et Vand der er gaaet under sine Dmninger;
jeg selv kmped haablst i dets Hvirvler. Da flte jeg, at nu maatte
jeg flygte over Hals og Hoved, hvis ikke jeg vilde blive Morder og
faa en endnu forfrdeligere Skbne end min Far.

Jeg har tit takket min Gud, at jeg ikke traf Dem den Nat, thi ingen
jordisk Magt vilde ha kunnet redde Dem af min Haand.

Naa, jeg kom om Bord paa et Skib og hugged mig frem gjennem meget
ondt, havned omsider i Australien, under hvis mgtige Sol Giften
omsider damped mig af Blodet. Derude lrte jeg at forstaa, at det
ikke er Personerne, men Systemerne, der er vore Fjender.

=Proft.=

Det var en noget sen Omvendelse.

=Goj=

Aaja, men tidlig nok til at redde min Sjl. De og Deres Standsfller
De lever paa raadnende Grund, derfor er De syge og degenererede Folk.

=Proft.=

Aa, vi er ikke de eneste, der er syge.

=Goj.=

Ikke de eneste, men dem der er angrebet vrst. De lider af Fedt paa
Hjrtet. De har hundrede Gange mere af alle Ting, end De kan anvende.
De er fdte som vi andre med een Mund og een Mave, ikke flere; og da
De ikke ved, hvad De skal gjre med de Rigdomme, De vinder uden Kamp,
saa bliver De blaserte og perverse; De begynder i Raffinements og
ender i Forbrydelse. Det er Systemets Raaddenskab, der trnger op i
Dem selv, hjere og hjere, indtil den naar de dleste Centrer.

=Proft.=

Aa, jeg gider ikke hre paa Deres Tirader!

=Goj.=

Det er heller ikke saa meget Dem, de gjlder, som den Flok, De for
nylig drev ud. En Dag skal De dog komme til at sande, at mine Ord var
mere end Tirader. Denne Gaard skal komme til at ligge her paa sin
sivende Grund som et Mllehjul, man har ledet Vandet fra.

Saa let, som De fljter Deres Hund til Dem, skal jeg derude fra min
Moseplads fljte Egnens Arbejdsstyrke til mig. Og der skal ikke blive
andet tilbage her paa Herregaarden end fire hvide Hnder og saa --
Rotterne!

Mon De nu har forstaaet, hvad jeg mener med at hvne mig?

=Proft.=

Prk og Fantasteri! Lad os tale om noget andet.

=Goj.=

Om noget andet? Hvad mener De?

=Proft.=

De har en eneste Ting, jeg misunder Dem: Deres Hest; slg mig den.

=Goj.=

Jeg handler ikke med Heste. Desuden: den og jeg er voxet sammen
gjennem ondt og godt. Det er et Hittebarn. Jeg fandt den som spd ude
paa Steppen en Dag, jeg kom fra Faareklipning. En af de halvvilde
Hopper, der frdes derude, havde kastet den og ikke villet kjendes
ved den. Jeg tog den hjem og plejed den, og siden har den faaet Fden
af min Haand. Men dens medfdte Vildskab er i den. Vil De se det!
{(Han gaar hen til det aabne Vindue og blser i en Fljte.)} Se der!
Strax oppe paa Bagbenene! Danser omkring sin Fortjringspl.
{(Kalder.)} Meggi! Meggi! Hov, hov! -- Men nu blser jeg igjen.
{(Fljter.)} Hej; se hvor den rusker i sit Bidsel! Bagskoene vildt i
Vejret. -- Meggi, Meggi, stil-ll-le, Meggi! -- Nu gaar det ikke an,
jeg gaar videre.

=Proft=

{(strkt interesseret).}

Det var som Satan!

=Goj.=

Eet Fljt endnu, og vi risikerer, at hun stder sit Reb og sprnger
ind ad Vinduet til os.

=Proft.=

Det er meget interessant.

=Dorre=

{(kommer lydls ind).}

=Proft.=

Hvad skal du, Dorre?

=Dorre.=

Aa, a skuld red  Kaal' dje Sengi[123], men a ka jo godt vent.

 [123] _ Kaal' dje Sengi_, Karlenes Senge.

=Proft.=

Nej, det er ligegyldigt; red du bare vk.

=Dorre=

{(gaar i Lag med Sengene).}

=Proft.=

Hr, Goj, den Hest maa De ikke ngte mig.

=Goj.=

De ved ikke, hvad De be'r om. Desuden: Den Hest kan De slet ikke
ride.

=Proft=

{(blser).}

Pyh; nu taler Proletaren i Dem. De snakked fr om _mine_ --
Perversiteter. Men Folk som De ved ikke, hvad det er at leve.
Det er ikke det at gaa med fyldt Skrut eller nyde under passende
Hensyn til andre. I Deres Iver for at dividere, saa vi alle faar
saa pas lige meget, glemmer De bestandig det _Plus_, som gir
Livet sin Tillokkelse. Njsomhed har nu aldrig hrt til mine
Naturanlg. _De_ er formodentlig Medlem af en eller anden
puritansk Maadeholdsforening, jeg er -- om De vil -- n af disse
tjleslse Levemnd, som synes at eje Deres Foragt; at kunne
besejre enhver Pige og tumle enhver Hest har altid hrt til mine
bedste Slgtstraditioner.

=Goj.=

Det Princip la'r sig maaske praktisere, saa lnge De kun har at gjre
med de tamme, danske Racer, men min lille Hoppe har drukket Sol i
andre Zoner. Desuden er den en vildfdt Proletar som jeg selv; altsaa
taaler den ingen Herremnd paa Ryggen. Den har set Dem prygle
Drengen, det er nok til, at den hader Dem og aldrig vil lystre Deres
Tjle.

=Proft.=

Det skal De faa at se, den Dag, jeg svinger mig op paa den. Forlang
for den, hvad De vil.

=Goj=

{(gaar et jeblik grundende omkring).}

De vil absolut --

=Proft.=

-- ha' den Hest. Ja!

=Goj.=

Om Handel paa almindelig Maade kan her aldrig vre Tale; den Hest
skiller jeg mig ikke ved. Men -- vi kan jo slaa et Vddemaal.

=Proft.=

Et Vddemaal? Lad mig hre?

=Goj.=

De har ngtet Jens Romlen Skjdet paa hans Ejendom.

=Proft.=

Aha! -- Ja, som De gjerne vilde ha' Fingre i for des bekvemmere at
kunne komme os til Livs.

=Goj.=

Som De behager. Jeg kan _bruge_ dette Jordstykke, og jeg kan
_undvre_ det.

=Proft.=

De vilde dog lgge Deres Maskinhus der.

=Goj.=

Meget sandt. Men Jorden er vid. Og Deres Vgren kan ikke gi' mit
Projekt Grundskuddet.

Men det er en blodig Uret at gjre en fattig Familie, som har stridt
haardt for Udkommet og nu glded sig til i Alderdommen at kunne kalde
denne Plet sin egen.

=Proft=

{(heftig).}

Ja, og gaa over til Dem med al dens Pikpak og forlede saa mange som
muligt af Gaardens faste Arbejdere til det samme. Det er en saadan
Lumpenhed, De har sat i Vrk.

=Goj.=

Naar De taler i den Tone, fler jeg ingen Trang til at gaa videre i
mit Forslag. Det lod ellers til fr, at De flte Dem saa sikker som
Hestebetvinger, at jeg kunde stille omtrent ethvert Vilkaar; nu
kommer De i Raseri ved det simpleste Krav til Deres Samvittighed. Man
skulde nsten tro, den sad paa et mt Sted.

=Proft.=

Spar mig for Deres Spydigheder og gaa videre.

=Goj.=

Vel. De vil altsaa indenfor en vis Tidsfrist forsge at faa min Hest
til at lystre Deres Vilje. Vil De selv foreslaa en saadan Frist.

=Proft.=

Nu ja, f. Ex. den 27. September, min afdde Fars Fdselsdag. Det er
fra gammel Tid Festdag her paa Gaarden.

=Goj.=

Ja, det husker jeg. De ser nu her den Fljte, som Hoppen er vant til
at adlyde. Jeg vil fra et Punkt, hvor Hoppen kan hre det, ha' Lov
til at gi' tre Std i denne Fljte, og hvis De saa endnu er Herre
over hendes Bevgelser, da er Hoppen Deres, i modsat Fald afstaar De
Jens Romlen uden Tven det lovformelige Skjde paa hans Moselod.

=Proft.=

Det er et Ord! Altsaa den 27. September.

=Goj.=

27. September. Allright! Vil De gi' mig _det_ skriftligt.

=Proft.=

Skriftligt? Naa, lad gaa. Men Hesten blir jo altsaa forelbig hos
_mig_, at vi kan vnne os til hinanden.

=Goj.=

Meget vel. Jeg gaar da ud og ordner lidt ved den ene Stigbjle, for
det er jo bedst, hun beholder den Sadel, hun er vant til.

=Proft=

{(til Goj).}

Gaa De kun. Jeg kommer om et jeblik.

=Goj=

{(idet han gaar forbi Dorre ved Sengen).}

Farvel, Dorre!

{(Ser mistnksomt fra hende til Proft. Ud.)}

=Proft=

{(nrmer sig Dorre, kniber hende i Kinden).}

Naa, hvordan har Snutten det saa? -- Hrte du noget af vor Samtale?

=Dorre.=

Ja, det kund a da ett godt blyw fri for; a hr jo, te Herren skuld i
Lav med aa rid paa Gojs Hejst, {(grdende)} men det skuld Herren
rigtignok lad vr mej; for det sejer da all Folk, te det er saamj en
flyvgal Krikk, som ingen kan tummel uden Goj sjel.

=Proft.=

Er du bange, mit Lam, at jeg skal komme til at ligge hos Madam
Grsmeyer -- og ikke ha' dig med -- hva {(Kys)}; hva! {(Kys.
Omslynger hende heftig.)} Hun har jo ligefrem Taarer i jenvipperne.
Er jeg da saadan en Klodsmajor til at ride, at jeg skulde brkke
Halsen hen ad en almindelig Landevej?

Hun er bleven saa tudende i den senere Tid. -- {(Lavere.)} Har Du
bestemt dig med Hensyn til Laurst, som jeg talte med dig om?

=Dorre=

{(i ny Graad).}

Aa, bare Herren aldrig vild nvn _hans_ Navn mir.

=Proft=

{(mrk).}

Nu skulde du vre fornuftig. Hvad, Dorre! {(Blidere.)} Vi behver jo
aldeles ikke derfor at afbryde vort ... Jeg mener ... at slaa Haanden
af hinanden. Jeg elsker dig jo, min Snut. Laurst, det Fjols, vil
saamnd ikke ha' noget imod, at hans Husbond svrmer lidt for hans
smukke Kone.

=Dorre=

{(med skjlvende Lber).}

Hvis a nu ... tog ham ... tog Laurst ... vild Herren saa ld vr og
rid paa den vild Hejst?

=Proft=

{(slynger atter sin Arm heftig om hendes Midje).}

Lille Tosse {(Kys)}, lille Tosse {(Kys)}! Hvor henter hun den
ngstelse fra!

{(I det samme knalder et Skud.)}

=Dorre.=

Uh!

{(De to elskende slipper hinanden; de vender sig og ser Goj med en
rygende Revolver.)}

=Proft.=

Hvad er det, De skyder?

=Goj=

{(har bjet sig ned).}

Aa, det var bare en Rotte {(lfter den ved Halen)}.

=Proft.=

De skyder godt, Hr. Goj.

=Goj.=

Aaja; jeg kom for at sige, at jeg har sat Hesten ind.

=Proft.=

Godt. Nu skal De faa Deres Dokument.

{(Tppe.)}




FJERDE AKT.


FRSTE AFDELING.

Festdag paa Glttrup.

{=Gaardens Polakkammer=. Dr til venstre i Bagvggen med plumpe,
ophjede Tvrbeder som i Stalde. Udenfor ses Porten. Paa venstre Vg
et Par smaa Vinduer til Gaarden. Fire Senge, to paa hver Side, med
yderst tarvelige Dynevaar. Man ser Kammerpotten under de to forreste
Senge. Paa Katinkas Seng i Forgrunden til venstre et strkt koloreret
Tppe, over samme Seng en falmet Papirsvifte, dito Lygte og et Par
polske Papirsflag. Til hjre lidt Kjkkentj, Kasseroller, Gryder og
en stor Primus, ogsaa en Vandspand. Paa Vggen hnger hist og her et
broget Skjrt; lasede Arbejdsklder etc. over Stoleryggene. I
Forgrunden til hjre en Kuffert, overklistret med Jernbanemrker. En
Dynge Kartofler mod Vggen; i et Hjrne 3-4 Roehakker. Vggene ru og
uden Pudsning. Loftet sammensat af lsliggende Rafter, hvorfra Halmen
hnger ned. Hele Rummet trist og smudsigt.}

=Herredsfuldmgtig Grttrup=

{(skyder Dren tilbage, saa Portvggen ses bag ham).}

Hvad Satan er dette her! Vil De nu bare se!

{(Trnger ind, efterfulgt af Godsejer =Oxenway=, Proprietr
=Svenningsen= og Proprietr =Smollerup=, alle med hj Hat.)}

Det er sgu Polakpigernes Boudoir. Jeg vil just ikke paastaa, her
lugter af Eau de Cologne.

=Oxenway.=

Nej, der lugted betydelig bedre i Stalden. -- Det var en dejlig lille
Hoppe, dejlig lille Hoppe; _det_ siger jeg!

{(Herrerne, der er rdblissede og stjende, gaar omkring og ta'r
Elendigheden i jesyn.)}

=Proprietr Smollerup=

{(hiver latterdrukken et Fruentimmerskjrt ud fra sit Sm paa
Vggen).}

=Svenningsen.=

Ja, det er der sgun'tte meget Ben i.

{(Fornyet Latter.)}

=Grttrup=

{(peger mod Viften.)}

Vil De se der! Er den ikke sd!

=Oxenway=

{(lorgnetterer Gjenstanden).}

Ak ja, Kvinden er sig selv lig i Hytten som paa Borgen. Et Par af sit
Hjemlands Flag; det er dog sandelig smukt, det er smukt; _det_ siger
jeg!

=Smollerup.=

Saa er det sikkert Sengen, hvor hun ligger, den smukke Katinka, som
endogsaa skal ha' faaet selve Hr. Proft til at strkke Gevr.

=Oxenway.=

Er det sandt, er det sandt. {(Klapper klukkende paa Dynevaaret).}
Hoho-hum! Ligger her den smukke Katinka. Jeg synes, alene Navnet er
ganske forjttelsesfuldt. Det er virkelig Synd, hun ikke er hjemme.
Jeg har i Dag ligefrem saadan Lyst til at faa lidt Luft under
Halefjerene. Ja, _det_ siger jeg!

{(Vifter med Armene.)}

=Svenningsen.=

Ja, der er mange af disse Piger, der kan vre ganske nette, men de
har det immer ligesom Gravnderne: de er noget trannede i Smagen.

=Oxenway.=

Nej, jeg la'er som oftest den Fugl flyve. Men som de Fruentimre kan
luge! Det er som var det lutter Fingre.

De har reddet vort elskede Fdreland ud af en _stor_ Krise. _Det_
siger jeg.

=Grttrup=

{(har faaet fat paa en Kammerpotte; holder den hen mod Godsejeren).}

Jeg tr vel ikke anmode den Herre om et ringe Bidrag?

=Oxenway.=

h -- hvad mener De?

=Grttrup=

{(kaster selv et Pengestykke i Karret).}

=Oxenway.=

Ah; en human Id, en human Id, _det_ siger jeg!

{(Kaster en Tokrone; de andre ogsaa en Skjrv. Grttrup stter Karret
paa Gulvet og under almindelig Fuldmandslystighed ta'r de hinanden om
Skuldrene og danser i Kreds, imens de synger):}

            Di-di-di -- da -- dam,
            di-di-di -- da -- dam,
    dididi -- dididi -- dididi -- da -- dam --

=Kokkepigen=

{(i Dren, revnefrdig af Latter).}

Hihihi! Hihihi! Jeg skulde hilse Herrerne, om Herrerne ikke vilde
komme op til de andre Herrer. Hihihi!

=Svenningsen.=

Dd og salte Pine, det var dog en lkker lille Fastelavnsbolle! Kom
hen til mig!

{(Forsger at drage hende ned paa sit Kn).}

=Oxenway=

{(gnggende).}

Ho-ho-hum!

{(Stj fra Gaarden.)}

=Grttrup=

{(ser gjennem Vinduet).}

Hvad er det for et Menneske, de der er samlede om?

Han staar med et langt Gevr. _Han_ har nok taget sig en ordentlig
Klyvert paa sin afdde Husbonds Fdselsdag.

{(Ogsaa de andre ser ud.)}

=Kokkepigen=

{(rejser sig fra Svenningsens Kn).}

Det er den Blinde. Jeg kunde knap nok slippe herhen for ham.

=De andre.=

Den Blinde?

=Kokkepigen.=

Ja, Bror til Goj, som har laant Herren Hesten. Han har vret
kanonfuld lige fra Mor'ningen. Det er han altid paa Godsejerens
Fdselsdag.

=Grttrup.=

Ja saamnd, det er vi andre jo ogsaa!

{(Hahaha!)}

=Kokkepigen.=

Ja men, han er det, fordet han blev blind den Dag.

=Grttrup.=

Han blev blind!

=Kokkepigen.=

Ja, det er mange Herrens Aar siden. Det var paa en Klapjagt. Det var
Godsejeren, som skd. Og saa blev han blind.

=Oxenway.=

Ja, nu husker jeg det; jeg husker det; jeg var med paa den Jagt. Ih,
se!

{(Lorgnetterer gjennem Vinduet).}

=Kokkepigen.=

Og naar den Dag kommer, saa drikker han til den store Guldmedaille,
og saa vil han altid exercere, for han var jo Soldat, fr han blev
blind. Og saa har han en gammel Muskedonner fra den Gang -- der er
ingen, der kan forstaa, hvor han faar den fra, for den bliver altid
taget fra ham; for paa den Dag er han saa ondskabsfuld baade paa
Herskabet og andre Folk. I Fjor maatte han bindes, for han er jo saa
umanerlig strk. Ellers til daglig er han saamnd et godt slle
Skrog, der sjlden siger et Ord.

Naa, saa siger jeg til Herrerne, De kommer.

{(Hun ud.)}

=Grttrup.=

Det var forresten en mrkelig Historie.

=Oxenway.=

Ja, det var afdde Profts Skud. Jeg husker det flygtigt. Jeg tror,
det var nede i Nordenskoven.

=Svenningsen.=

Nej, det var ude ved Ginnerskov; jeg var selv med. Det var n af mine
frste Jagter.

=Oxenway.=

Naa, var det Ginnerskov; saa husker jeg fejl; man oplever saa meget.

=Svenningsen.=

Skylden var sgu Fyrens egen. Han var jo Klapper og holdt sig ikke
tilstrkkelig tilbages.

{(Selskabet nrmer sig Udgangen; da mrknes Drlysningen.)}

=Den Blinde=

{(raver ind med alle Tegn paa Beruselse; han har Soldaterhue paa og
et Gevr med paasat Bajonet; han synger skingrende):}

    Farvel, mit elskte Fdeland,
    nu maa jeg Afsked tage,
    modig i Kampen mi-ig begive hen,
    farvel, I smukke Piger her,
    I maa mi-ig ej beklage,
    nu er mit Gevr Soldatens Ven.
    Selv Kongen og Prins Ferdinand
    vil fryde si-ig derved,
    naar de faar at se vores Tapperhed.

{(Gjr en Rkke raslende Gevrgreb, kaster sin Muskedonner fra
Skulder til Skulder og stder Kolben mod Gulvet, saa det dundrer. I
Begyndelsen ydes der ham en Art tvungent Bifald, men efterhaanden som
man mrker, at den Blinde vogter nidsk paa Udgangen, bliver
Stemningen mat og dyster.)}

=Oxenway.=

Aa, kan man dog ikke slippe forbi dette ubehvlede Menneske.

=Den Blinde=

{(stder for sidste Gang Kolben mod Gulvet).}

Saa, nu begynder Festens alvorlige Del!

{(Lgger Bajonetten an til Udfald).}

{(Som ved en flles Aftale forsvinder i et Nu de fire Herrer under
Sengene, saa kun Ansigterne og de hje Hatte rager frem. =Den Blinde=
har gjort et Favnespring over Gulvet og har faaet en Hovedpude paa
Bajonetten; trkker sig baglnds tilbage mod Dren med Puden, som han
leger Himmelsprt med.)}

=Den Blinde.=

Jeg er ogsaa kommen lidt paa Klapjagt i Dagens hjtidelige Anledning.
Og jeg mrker, at her har forstukket sig et Par gamle Bukke.

{(Nyt Udfald; Hattene forsvinder under Sengene.)}

Her skulde vel ikke vre bl. a. en Godsejer Oxenway eller Oxenkwaj --
mig er det revnende ligegyldigt.

=Oxenway=

{(stikker Hovedet frem).}

Uforskammet; _det_ siger jeg!

=Den Blinde.=

Kom bare frem, lille Godsejer; du var jo med den Dag i Ginnerskov; du
saa paa, at jeg misted begge mine jne -- for en Hare! Ja, for de
regner jo ikke vos ved det Skidt, deres Heste smider fra deres Sko.
{(Begynder at lade Gevret med dybe Std af en gammel Ladestok, mens
han stadig taler.)} Som nu den unge Herre her; der er ikke en Pige,
han kan la' vre i Fred, ikke engang Polakpigerne; det er ogsaa ham,
der har vret efter Dorre {(henter Hagl og Krudt og Forladning op af
Lommerne og stopper i Gevrpiben).} -- Aa bare jeg kunde se saa meget
som et Sekund, saa skulde jeg ha' hvnet baade Far og Mor og mine to
jne {(grder).} Men her gaar jeg som en Stymper hele mit Liv og
raver i Mrket og kan ikke engang finde den Lus, der bider mig! --
Giv mig mine to jne, eller I er Ddsens!

=Grttrup=

{(hvisker).}

Det er ndvendigt, han afvbnes, ellers sker der en Ulykke. Satans
her ikke er saa meget som en Betjent!

=Den Blinde.=

I Dag skal Bssepiben se for mig! {(famler til at stte en Fnghtte
paa)}. Se saa! Kom nu frem, I Karle, som til daglig trder os, saa vi
jamrer, og siden griner os op i Ansigtet. -- Hvor er I henne!
{(hurtig Bevgelse mod Dren).} Hvi Satan griner I ikke, som I er
vant til. Kan I ikke lukke Kejen op!

=Grttrup=

{(med en Kammerpotte som Skjold, stikker Hovedet frem og raaber).}

I Kongens og Lovens Navn --

{(I det samme knalder den Blindes Skud; en splintret Rude falder
klirrende ud i Gaarden; samtidigt lyder et forfrdet Hvin fra
=Polakpigerne=, der er komne ind i Porten og ser, hvad der foregaar.
Deres Skikkelser blger foran Indgangen.)}

=Den Blinde.=

Der er ingen, der jamrer sig; saa har blinde Ole ogsaa denne Gang
spildt sit Krudt!

=Goj=

{(trder ind).}

Naa, Bror, hvad er det for en haabls Leg, hvormed du sger at
forhje Festglansen; den blinde Samson blandt Filistrene! Skammer du
dig ikke ved at gjre alle de pne Mnd saa bange. Giv du nu mig
Bssen, og sg du saa ud i Halmstakken og sov Rusen ud, fr du laver
flere Ulykker.

{(Goj og den Blinde ud.)}

{Herrerne kommer nu frem een for een; i Dren mder de Polakpigerne.}

{(Tppe.)}


ANDEN AFDELING.

Samme Dag henimod Aften.

{Dekorationerne som i 1. Akt, kun at der er hejst Flag og
Granguirlander omkring Indkjrselsportalen; Flag paa Hovedbygningens
Gavl til hjre. Belysningen antyder Tordenluft.}

=Gamle Anders=

{(kommer uhget og barhovedet frem af sin Husende; med forvirret
Aasyn og oprakte Arme).}

Her vil ski en Gjrning; her vil ski en Gjrning!

{(Stter sig ind paa sin Bnk ved Gavlen, mens Aftensolen nu og da
bryder igjennem Skyerne.)}

=Dorre=

{(kommer listende med noget skjult under Forkldet).}

Aa, gamle Anders, a _haar_ ett hat Tid te aa kom ud te d den hiele
Daa[124]. Det er virkelig Synd'; men vi haar jo saa faale travlt
deropp med all de fremmed Mennesker. Det er jo nue, der vil ha nj
for  Nies[125], men nu tror a, de er blwen fyldt med baade Ed og
Drikk, og saa haar a tavn m lig en Yw'bliks Frihied. {(Slaar
Forkldet tilside.)} Her skal du si, hwad a haar te _d_! Ja, det er
jo n Bien, som de Fremmed haar gnaved det villerst aa;  Hund haar
wal nok faat dem bejst; a tr jo ett wal ta andt. Men jen gued
Mundfuld haar a skam da faat mej te d; si, en hiel Hn'laar {(holder
det i Vejret).} Nu stter a'et herind, saa finder du'et wal.

 [124] _hiele Daa_, hele Dagen.

 [125] _for  Nies_, noget for Nsen.

=Gamle Anders.=

Aa, bette Dorre, du er saa gued ved m, te a kan aalle fuldlnn
d'et. Men i Daa er a saa undele tepas, ret saa harmt i mi Sind, som
skuld der ski nj forfrdelig.

{(Man hrer Hurraraab oppe fra Salene i Borggaarden.)}

=Dorre.=

Aa, er _du_ ogsaa skidt tepas. _A_ er saadan, te a snaar hwerken tr
vr opp heller nied. Sin den Hejst kam i  Gaard, haar a ett hat en
rolle Tim[126].

 [126] _rolle Tim_, rolig Time.

=Anders.=

Er det for _hans_ Skyld, te du er saa angermodig?

=Dorre=

{(grdende).}

A kan ett faa Svn i mi wn for aa tink ved'et.

=Anders.=

Slle Dorre! Kund du ett faa en anden i di Tanker?

=Dorre.=

A ved _wal_, det frer ett te nue Verdens Ting uden mi egen Ulykk.
Men a _kan_ ett anderledes; det er vis nj, te en ett kan gjr _for_.

=Anders.=

Aajajaja! Vi _vil_ d hinaan, saalaant vi kan naa. Sorrig og
Haardhied det er'et,  Lyw gaar ud paa, saa er'et det samm om vi er
fj hyw eller law. Hwor tit maa a ett tink paa en gammel _tung_sindet
Vis, som a lr af mi Muer.

=Dorre.=

Maa _a_ ett hr den Vis?

=Anders.=

Jow, bette Dorre. A plejer aalle aa syng en for anne end m sjel; men
_du_ maa godt hr en.

{(synger):}

      Der staar en Purle ved Vejens Sving
      en Egeknast saa forkrampet;
      den Stakkel fik aldrig sin Marv i Ring,
      og aldrig blev den til nogen Ting,
      fordi den for tidlig blev trampet.
    For vi trder hverandre i Dyndet ned.

      Ja Livets lovende Frsteknop
      den dtes grumt for de fleste;
      thi raged ogsaa en enkelt op
      med Jrn i Veddet, med Lv i Top,
      det blev dog kun Purl det meste.
    For vi trder hverandre i Dyndet ned.

      Det Barn, som vaagner af drmfyldt Blund,
      den hele Sol vil han krve;
      men lad ham frst kjmpe en Livsens Stund,
      da vil for at vinde een Straale kun
      hans tryglende Lber bve.
    For vi trder hverandre i Dyndet ned.

=Dorre.=

Tak skal du ha, Anders. -- Aa, det war ingen Sag, nr der war n flir
gued Mennesker. Men hwad kan vi tow fatte nue gjr te det.

{(Nye Hurraraab.)}

Nu er de nok ved aa gaa fr  Burd deropp. Saa tr a ett blyw her
lnger. Nu skal han jo saa snaar ud og prv  Hejst. Aa, om der war
jen, der kund faa ham fr'et!

{(Gaar.)}

=Gammel Anders.=

 Luft er da saa trykkend; det maa da blyw Torden te  Nt, om ett
far.

{(Gaar ind i sit Skur; kommer tilbage med en Hjumpling Brd og
=Hnsebenet=; stter sig til at spise. Da der hres Trad, holder han
Hnsebenet om paa Ryggen.)}

=Villads Vedhud=

{(fra venstre, med et Flag i Haanden. =Anders= faar atter sin
Himmerigsmundfuld frem).}

Naa, du sejjer[127] aa faar d nj te  Fd, aaeja, aaeja!
{(lkkersulten.)} Det ser helsen ud te, te det ett er saa ring en
Bej[128], du der haar hivsked d[129]; det haar saa wot Dorre; aaeja,
aaeja!

 [127] _sejjer_, sidder.

 [128] _en Bej_, et Bid.

 [129] _hivsked d_, neglet dig.

{(Peger mod Borggaarden.)}

Ja, dem deropp -- hhh -- -- de faar nj for  Nies, sne Kaal; det
_haaj_ wot raar lig aa faa Lov te aa slikk  Fa', slikk  Fa', aaeja,
aaeja! -- De respektirer ikke Skriftens Ord: Giv mi-ig ikke Armod
heller Rigdom men uddel til mi-ig mit beskikkede Br-d! Nej sne nue
de eder Fanden hwint m mier op paa jen Daa, end _a_ ka vrd[130]
sammel en hiel Aar; aaeja, aaeja!

 [130] _vrd_, rode.

=Anders=

{(strkker Hnsebenet frem imod ham).}

Vil du gjan ha en jenle Bej aa'et.

=Villads=

{(spytter Skraaen fra sig).}

Ja, tho det kund da vr nydele[131] nok lig aa faa en Mundsmaag.
{(Bider.)} Tak!

 [131] _nydele_, rart.

{(Lader som han rkker det tilbage, men bider et nyt Sted.)}

Tak! Tak!

{(Gumler og trrer sig med Haandbagen; rkker omsider Benet til
Anders, der tygger videre.)}

{(Stemmer fra Gjster, der er kommen ud paa Trappen inde i
Gaarden.)}

=Villads.=

Ja, nu skal'et jo saa te aa gaa for s, aaeja, aaeja!

A _kan_ da ett forstaa, te han vil ha aal den Mas med den Helmis, for
den sir da saa vild ud aa  wn som nowe Uel. Det war Fanden hwint m
ett vi tow gammel Stnnisser[132], der sku paa  Ryg af sen en
Giraf; hwa! hwa!

 [132] _Stnnisser_, Stoddere.

I  Begyndels tog en jo hwer Sprng som skuld'en wer  Kjerktorn;
men tho nu lyder en jo forresten  Bjedsel godt nok; men det haar
Fanden hwint m ogsaa kost Sweddraaber, aaeja, aaeja!

Men ingen ved jo, hwordan en vil opfr s, nr en nu hrer  Fljt.

=Anders.=

Hwor skal du hen med di Flag?

=Villads.=

Den skal a sgu ha nied te  Maal; lnger maa han jo ett rid. Og a
hrer,  Gjjster er ved aa komm ud, saa maa a sgu rupp m!

Aae Jsses, kund a vr _tow_ Stejer ad  Gaang, det vild Fanden hwint
m gavn m mir end fir Specier om  Aar; aaeja, aaeja!

{(gaar ud gjennem Porten).}

=Proft og Goj=

{(kommer i Samtale frem i Porten).}

=Goj.=

De tror altsaa, at De nu har den aldeles i Deres Magt.

=Proft.=

Den lyder mig, som havde den aldrig kjendt nogen anden Rytter.

=Goj.=

Ja, det er virkelig et smukt Resultat.

Altsaa, naar De nu er kommen i Sadlen og halvvejs ud til Flaget,
fljter jeg frste Gang; de to sidste Signalstd gjemmer jeg, til det
behager _mig_.

=Proft.=

Ja, vel. Men hvor har vi nu Dommerne? Og Forkarlen, der skal fre
Hesten frem? {(raaber):} Laurst!

=Laurst=

{(inde i Gaarden).}

Ja! {(kommer lbende).}

=Proft.=

Vil du saa lgge Sadlen paa Hesten og trkke den ud paa Vejen. Se nu
alle Remmene godt efter!

=Laurst.=

Javel, Hosbond {(gaar).}

=Dorre=

{(kommer sky frem af Folkestuedren).}

Aa, Herre!

{(Goj gaar til Side med et vredt Slng i Kroppen.)}

=Proft.=

Hvad vil du mig, Dorre?

=Dorre=

{(hulkende).}

A vild sej ... te a nok ska ... ta Laurst, nr De saa ... vild ld
det her vr!

=Proft.=

Aa, Fruentimmersludder!

=Dorre.=

A haaj i Nt sen en forfrdelig Drem ...

{(=Herredsfuldmgtigen= og et Par andre Herrer kommer til Syne fra
hjre.)}

=Proft=

{(kaster paa sig).}

Vil Du gjre Skandale! Gaa ind til dit Arbejde!

{(Dorre gaar bjet bort.)}

=Grttrup=

{(trrer sig; til Svenningsen).}

Det var sgu en varm Omgang den sidste {(efteraber Oxenway)} "_det_
siger jeg!"

=Svenningsen.=

Ja, den var jo saadan lige hj nok at gaa paa Taget med.

{(Faar je paa Stigen.)}

Skal jeg derop! Saa er jeg pinedd bange for, jeg himler med det
samme.

=Grttrup=

{(ved Stigens Fod til Proft).}

Ja, saa gaar vi paa Taget. Formodentlig sammen med den Herre dr.

{(Let Buk mod Goj.)}

=Goj.=

Mit Navn er Goj.

=Grttrup.=

Og jeg er Herredsfuldmgtig Grttrup -- Hr. Proprietr Svenningsen.

=Goj.=

Ja saa! Saa sa jeg Dem jo for lidt siden, i ydmyg Nedkastelse under
Polakpigernes Senge.

=De to.=

Hm, hm!

{(Goj stiger til Vejrs, de andre kryber besvrlig efter.)}

=Grttrup=

{(til Svenningsen).}

Det er ikke fri for at kildre lidt i Mellemgulvet.

=Svenningsen.=

Nej, saa lnge det endda bliver der! Det var ogsaa en Satans Hjde.

=Grttrup=

{(svimmel).}

Hold fast! Jeg falder!

=Svenningsen=

{(knugende sig mod Taget).}

Hold De saa bare selv fast. Synes De her er Stedet til at vende
Vejrmller?

{(Kryber videre.)}

=Grttrup=

{(stter sig overskrvs paa Rygningen).}

Gudskelov! Det skal blive rart at faa lidt Aftensvale.

{(Ta'r Kikkerten frem.)}

=Svenningsen=

{(spydig).}

Hihihi! Ja, De er sgu en net "Svale". De gaar jo op ad en Stige som
en Gravso.

{(=Goj= staar allerede rank paa Tagryggen; =Solen falder blodrd hen
over ham.=)}

=Gamle Anders=

{(nrmer sig Proft).}

Hvis det endnu kan naaes, saa vild a gjan sej Herren en Par Urd:

A haar gavn her paa  Gaard og la Mrk te mj af baade det jet og
det andt. A war iguer nied i  Turnips; og lig som a trjer ind paa 
Ager, hwad tror De saa, a sir ... _En Ligplant_, ja; lisse
grangivele. Saadan war'et ogsaa, dengang Dje Faar gik vk ...

=Proft.=

Skal man nu hre mere Daarekistesnak. Man skulde tro, jeg aldrig
havde set en Hest fr.

=Anders.=

Ja det skal nok ha nj aa betyd. Nu haar a adwaar Dem; mir kan a ett!

{(Gaar ind i sit Rum.)}

=Oxenway=

{(fra hjre med Enkefru Proft under Armen).}

Virkelig en dejlig Aften, en _dejlig_ ... {(snubler over en Brosten;
siger langt borte)} ... Aften!

=Goj=

{(fra Taget).}

Ja, Hesten staar parat.

=Proft.=

Godt! -- Farvel, sde Mor!

=Fru Proft.=

Farvel, min kjre Sn! Vr nu ikke altfor overmodig.

{(Han ud til venstre.)}

=Oxenway.=

Saa gaar vi om paa Udsigtshjen {(vifter).} Hvor den Aftenluft dog
kler! Aa, det er henrivende! _Det_ siger jeg!

{(Ud til venstre.)}

{(Folk, der vil se Ridtet, gaar i Smaagrupper over Scenen og ud til
venstre.)}

=Goj=

{(til nogen bag Scenen).}

Har man lukket _den rde Port_?

=Stemmer.=

Ja--a!

=Goj.=

Godt! Rid De saa bare, Hr. Proft!

{(Hestetrav.)}

=Dorre=

{(er kommen frem i Husvinklen til hjre og lytter med Spnding til
Raabene fra Taget).}

=Grttrup=

{(med Haandkikkert for jnene).}

Se vi det, se vi det! Den var ikke lnge om at komme i Galop. Se,
hvor den brer op! Flot, hvad!

=Svenningsen.=

Ja, det er sgu ingen almindelig Gumpemr, den Meggi.

=Grttrup.=

Det gaar sgu strygende. Men den lystrer jo flinkt. Ja, Proft er en
flot Karl.

{(Frste Fljtehvirvel.)}

=Dorre=

{(farer sammen).}

Aa, Herre Jesus!

=Grttrup.=

Av, den ramte! Hoh, omkring! Hu -- mod Grften -- hoj -- hoj -- hoj!
Jo, han klared den. Det var Fanden ta' mig godt gjort!

{(Hurraraab fra Tilskuerne bag ved Scenen.)}

=Grttrup.=

Atter i strakt Karriere!

=Svenningsen.=

Ja! Flink Ts. Hun vil ha' noget bestilt.

=Grttrup.=

Nu er han ved Maalet. Kan han nu faa vendt. Hov! Hy! Herom! Jo, det
gik! Hurra--a! -- Det er Fanden ta' m en prgtig Hoppe! Dette Kast
der med Forbenet, hvad? Flot! Flot!

=Den Blinde=

{(er stille som en Flagermus kommen ind paa Scenen fra venstre; han
gaar som i Halvsvne; har endnu Soldaterhuen paa; hans Tj hnger
fuldt af Halmstumper).}

{(Goj, der hele Tiden staar op, fljter nu =anden= Gang, =tredje=
Gang!)}

=Grttrup.=

Huj, ta'r nu Fanden ved Krikken! Se, hvor den danser omkring sig
selv! Kan han bare holde den fra Bivejen ... Nej, det gik galt! Se,
hvor den kjrer rundt. Oppe paa Bagbenene. Nej, han _kan_ ikke. Den
_vil_ den Vej. Det var dog Satan til Dyr! Se, hvor det _stder_ sig
frem mod Bidslet -- -- Gud fri mig, lige mod den rde Port! {(Til
Goj.)} Ja, den _er_ vel lukket?

=Goj=

Ja!

{(De bjer sig ud for at se efter Hesten.)}

=Grttrup.=

... Saa sker der jo bare det, at ...

{(Der hres en =dump= og =bragende Lyd=; Hovslag af en galopperende
Hest.)}

=Grttrup.=

Du altforbarmende, her er sket en Ulykke!

{(Begynder at rejse sig.)}

=Dorre=

{(styrter til Jorden med et Skrig).}

=Goj=

{(med Tordenstemme).}

Hvem er gaaet igjennem den rde Port!

{(Han faar i det samme je paa sin Bro'r nede i Gaarden.)}

=Goj=

{(med et Skrig).}

Den Blinde! Saa blev det mig ikke forundt at ta' en ublodig Hvn,
endda jeg har flygtet for den Ting i tyve Aar!

{(Stiger hastigt ned af Taget; de andre efter.)}

{(Man brer Profts blodige Lig ind fra venstre og videre op imod
Hovedbygningen. Midt for Scenen rejser den hulkende Fru =Proft= sig
foran Goj og siger):}

De er min Sns Morder!

=Goj.=

Nej, Frue, ikke jeg, men Brden. Der kommer en Stund, da enhver Uret
maa gjennem den rde Port.

{(Fruen efter Snnens Lig; alle de fornemme efter.)}

=Grttrup=

{(ta'r den Blinde i Armen).}

Elendige Menneske, hvad havde De at gjre ved den Port! De er Skyld i
Deres Husbonds Dd.

=Den Blinde=

{(grdende).}

Det kan _jeg_ ikke gjre for. Jeg ved ikke af nogen Ting. Jeg har jo
sovet.

{(Grttrup efter de vrige.)}

=Jens Romlen=

{(kommer brende med sin afsjlede Datter).}

Gud naad m; saadan finder a Dorre; hun er dd. Hun laa lig paa den
Plads.

=Goj=

{(i dyb Bevgelse, styrter sig ned og ta'r hendes Haand).}

Er Dorre dd! Da er jeg ramt dybere end nogen af jer. For hun var min
daglige Drm i alle de Aar, jeg flygted for min egen Skygge.

Stakkels ulykkelige Kvinde, som skulde bde saa haardt for at have
elsket en uvrdig!

Jeg vilde ha' baaret dig i min Favn, som man brer et Lam fra Marken,
og du vendte dig fra mig til ham, der kun tnkte paa at misbruge dig.

Jeg ensomme og landflygtige, jeg havde knyttet min Skbne til dig.
Naar Bukken trak sine mrke Spor langs Flodbreddens duggede Grs, da
tnkte jeg paa dig og vor ensomme Vandring over Hjemmets gyngende
Mosegrund; naar Sydens Stjrner saa ned paa mig mellem Palmens
vuggende Blade, mens Taagerne rejste sig over en endels Steppe af
duskede Rr, da tnkte jeg paa dine taagede jne.

Og nu ligger du her saa stille, og det var ikke mig, men ham, der
fyldte dit Hjrte saa strkt, at det maatte sprnges!

=Gamle Anders=

{(er kommen til).}

Er Dorre dd! Saa haar a heller ett andt end Dden aa haab te.

=Goj.=

Br hende ind.

{(Man brer hende imod Hovedbygningen.)}

=Goj=

{(standser dem).}

Nej, br hende ind til gamle Anders; der hviler hun sikkert bldere
end deroppe.

{(Nu er der kun Daglejere og Tjenestefolk omkring ham.)}

=Goj=

{(gjr en anstrengt Bevgelse for at blive Herre over sine
Flelser).}

Vel. Nu er for bestandig Kvinden revet ud af mit Liv, men Manden,
Handlingen lever.

Kammerater! Lad jer ikke af denne forfrdelige Dag forledes til at
glemme jer egen dybe Fortrykthed.

{(Raab: Nej, nej!)}

Naar I en Dag ser Rgen lfte sig over Mosen fra de hje Skorstene,
-- da ved I, at derude bor Goj og Fremtiden. Paa Gjensyn derude!
{(Ja, ja!)}

{(Ta'r den Blinde i Haanden.)}

Og kom saa du, min blinde Broder. {(Med et tungt Blik hen mod Dorres
Lig.)} Nu er vi to lige ribbede.

{(De gaar ud af Porten.)}

{(Tppe.)}




NAAR BNDER ELSKER

(1911)




PERSONLISTE.

 =Karen Mari=, Enke i Hvolgaard, 60 Aar.
 =Kjesten=, hendes Datter, 24 Aar.
 =Anton=, Forkarl i Hvolgaard, 26 Aar.
 =Povl Hedemark=, Antons Far, 64 Aar.
 =Fisker Thames=, Indsidder, 65 Aar.
 =Store An=, Hstkone.
 =Bette An=, Hstkone.
 Pastor =Hansen=, 60 Aar.
 =Holger Darling=, Feriestudent, Prstens Sstersn.
 =Nikoline=, Pige, Datter af Bette An.
 =Svenske Stina.=
 =En Bydreng.=
 =En Drager.=

Statister: Hstfolk, Vaskepiger, Byfolk.

De frste 4 Akter foregaar i Vestjylland, 5te i Nrheden af Det
Forenedes Dampskibsbrygge i Kjbenhavn.




FRSTE AKT.


{Kaalgaarden paa Hvolgaard indtager hele Scenen i Forgrunden og til
hjre. Til venstre en Stuelnge med Endegavlen mod Tilskuerpladsen.
Gammeldags Gaardtype med okkergule Vgge og sorte, krogede Stolper i
Bindingsvrksmuren. Tre lave Skorstene, en Storkerede, to Dre, den
nrmeste paa Midten. Nedad Skraaningen foran Stuehuset et stort Bed
med Grnkaal; Kaalhaven omgivet med et lavt Jorddige. Midt for Scenen
ses et halmtkt Bistade; til venstre op imod Husets Stenbro en
Vippebrnd med optrukken Spand; til hjre mod Bagvggen et
Syrenlysthus.}

{Langs en snoet og stigende Vej i Baggrunden til venstre ligger
Landsbyens Gaarde; verst oppe det hvide Kirketaarn. Det er lidt fr
Solnedgang i Hst.}

=Kjesten=

{(kommer i huslig Dragt ud af Indgangsdren, gaar ned gjennem
Kaalgaarden og ser op ad Hulvejen til hjre).}

=Holger Darling=

{(ind fra Hulvejen i hvid Studenterhue og Sommertj).}

Godda', Kirsten! Det var sgu rigtig smukt af Dem at mde mig paa
Halvvejen.

=Kjesten.=

Det war skam ett Dem, _a_ sa atter[133].

 [133] _atter_, efter.

=Darling.=

Hvem var det da?

=Kjesten.=

Det war wor Hstfolk. De hster det sidst i Daa; og saa ska der jo
gjan gjres lidt ud af dem!

=Darling.=

Saa skal der vel danses?

=Kjesten.=

Det kan godt vr!

=Darling.=

Vil De saa danse med mig?

=Kjesten.=

Ja, hworfor ett?

=Darling.=

_Fr_ De danser med Anton?

=Kjesten.=

Det ved a skam ett saa lig. Saa blywer _han_ wal wont[134]. Hworfor
spr'er De sen?

 [134] _wont_, vrippen, slle tilmode.

=Darling.=

Aa, fordi jeg altid hellere vil vre Numer eet end Numer to.

=Kjesten.=

Jamen ud ved  Bnder der danser vi nu uden Numer, som  Bjenn ka
_now te_[135].

 [135] _ Bjenn ka now te_, Benene kan naa til.

=Darling.=

De vil altsaa ikke afslaa mig en Dans?

=Kjesten.=

Nej, hwifor skuld a endda det?

=Darling.=

Nej, ikke sandt? {(Pavse.)} Sig mig, Kirsten, kommer De aldrig til
Kjbenhavn?

=Kjesten.=

Nej, det er nok ett blwen sen skjewt[136], te a ska naa dr wer.

 [136] _skjewt_, lavet.

=Darling.=

Ja, men hvis jeg nu kunde gjre noget for det, vilde De saa komme?

=Kjesten.=

De er da en sr jen te aa spr! Hwad vild De endda ha m dr wer
atter?

=Darling.=

Aa, vise Dem Byen, og Kjbenhavnerlivet, Tivoli blandt andet,
Zoologisk Have og -- hvad vi ellers kunde finde paa.

=Kjesten.=

Det kund _mi_ Hued vis ett hold te. Og a ka heller ett sen stikk aa
fr det Hiele.

=Darling.=

Hvorfor ikke?

=Kjesten.=

Det ka en ett, nr en sen haar nj, en holder aa.

=Darling=

{(let foragtelig).}

De har altsaa noget, De saadan holder af?

=Kjesten.=

Ja det war ett andt godt. Haar _De_ ett det?

=Darling.=

Aa jo, -- saagu! En god Cigar, en Sjus, en lkker Ts i Ny og N. Saa
holder jeg ogsaa nok af gode Klder.

Hvad synes de for Resten om mit nye Slips? Jeg tog det egentlig paa
for Deres Skyld.

=Kjesten.=

Det war virkelig alkjn[137] af Dem, Darling. Og a _haar_ da ogsaa
sit det, der klej en Mennesk warr.

 [137] _alkjn_, meget smukt.

=Darling=

{(letter paa Huen).}

Maa jeg takke for Komplimenten!

=Kjesten=

{(ler skjeragtig).}

Ett aa takk!

=Darling=

{(ler ogsaa af fuld Hals).}

De er en Satans dejlig Pige, Kirsten. {(Slaar Armen om hende.)} Giv
mig et Kys!

=Kjesten=

{(stter ham en Haand for Brystet).}

Er De sr, Mennesk! Gjr De sen i Kjbenhavn ?

=Darling=

{(bitter).}

De tr kanske ikke for Anton?

=Kjesten.=

Det haar _De_ ingen Ret te aa spr om.

=Darling=

{(opgivende).}

De er ikke til at fange.

=Kjesten.=

Nej, a render ett i enhwer Rv'saws!

{(Der hres taktfast Sang bag Scenen.)}

=Kjesten=

{(lber atter hen og ser ud til hjre).}

Nu er de her. Det maa a ind og sej mi Muer.

{(Gaar op mod Huset.)}

=Darling=

{(efter).}

De vil ikke vre vred, fordi jeg gjorde dette lille mislykkede Angreb
paa Deres smukke Lber?

=Kjesten=

{(leende paa Hustrappen).}

Det skal a sej Dem en naaen Gaang, nr vi er jen tow[138]!

 [138] _jen tow_, ene to, ene sammen.

=Darling=

{(lfter ironisk paa Huen).}

Maa jeg takke den naadige Frken!

{(Gaar op mod Lysthuset i Baggrunden.)}

{(Fra Hulvejen til hjre kommer en Procession af Hstfolk med Leer og
River; Pigerne har Kranse af Havreax om Tindingerne; n svinger en
stor Dukke, formet af Havrestraa -- den saakaldte Havredreng d. e.
sidste Neg paa Ageren. De marcherer ind imod Grnkaalen og synger):}

    Vi kommer fra Dalenes Fred,
    og Faner af Havren har vi med;
    den skal Hstens Gjerning rande,
    smykke vore Pigers Pande,
    naar vi gaar gjennem Landsbyens Led.

    Vor Le faar nu Hvil for i Aar,
    thi Klinte med Ax er lagt paa Baar,
    alle Skrntens Br er fundne,
    alle Agrens Neg er bundne
    og lagt ud paa de vldige Skaar.

    Vi mejed vor Mark under Sang,
    saa langt rkker Strygespaanens Klang,
    naar blandt Havens Kaal den klinger,
    man os Mjd og Kager bringer,
    mens det dufter af Mynte over Vang.

=Karen Mari=

{(febrilsk frem af Gangdren).}

Nej, Jsses, bette sde Brn, faar en nu sne[139] fremmed i si Kaal!
Aa, hwad ska a endda grib te og ls em mj? Aa nej, nej, endda, bette
Anton, _vr_ m nu gued! Aa, trj[140] endda forsigtig og _slaa_ m
ett  Hued fr mi dejlige Kaal, som Worherr haar ldt gro saa bred og
saa skjnn.

 [139] _sne_, saadanne.

 [140] _trj_, trd.

Nu _skal_ a komm, nu _skal_ a komm -- _med_ en bette sd Kaag te 
Pig'er dj Mund' og en Malwtdram[141], en Malwtdram og en _stur_
Sukkerknald te hwer aa  Kaal.

 [141] _Malwtdram_, Malurtdram.

Aa nej, nej, nej, bette Anton, gaa endda ett vitter[142]. Aa vi, vi!
Kjesten, Kjesten, Kjesten.

 [142] _vitter_, videre.

=Kjesten=

{(i Dren).}

Ja, ja, Muer; ta nu towle te [143]. A kommer jo!

 [143] _towle te _, stille til det.

=Karen.=

Aa, _bette_ Kjesten, gaa _endele_ ned og bed for  Kaal. Du _ka_ wal
faa Anton te aa gi s!

=Kjesten=

{(smutter forbi Karen Mari).}

A ska prv paa , Muer.

=Karen Mari.=

Imen a henter  Flask og en jenle bette Kaag.

=Kjesten=

{(frem mod Anton).}

Naa, saa du hugger ls mell mi Muers Kaal!

=Anton=

{(svinger Leen).}

Ja, nu er a tesinds, te der skal hstes op fr en End aa.

=Kjesten.=

Ja, aa  Kuen[144], men da wal aalle aa  Kaal?

 [144] _Kuen_, Kornet.

=Anton.=

Jow, mi Muer[145].  Kuen er vi frdig mej, nu er  bejst, vi tar 
Kaal ogsaa, men[146] vi er i  Trk.

 [145] _Muer_, Morlil.

 [146] _men_, mens.

{(Et nyt, frisk Kaalhoved stegler over Ende med Skaftet i Vejret.)}

=Kjesten.=

Nej, nu ska du Suren spark m ta d i Ajt, te du ett drywer di Lojer
_aa_ vidt. Muer blywer da rejn ud aa s sjel.

=Anton.=

Lojer, nu saa det ska kaldes Lojer, det hr!

{(Nye Indhug.)}

=Kjesten.=

Ja men primer du da, Anton! Vil du nu si, du tar d en Selop[147]!

 [147] _tar d en Selop_, kommer tilbage i Tjet.

{(Lber bag ham, slaar Armen om Livet paa ham og haler ham bort fra
Kaalene.)}

=Anton=

{(i Angst).}

Ih, Jsses, Kjesten, du ku ha skaar d paa mi Hjli[148]!

 [148] _mi Hjli_, min Le.

=Kjesten.=

Saa kund du wal hr _atter_[149], hwad en sejer te d. A vild maaski
gjan gi d Ls'peng, nr  Kaal saa maa staa.

 [149] _atter_, efter.

=Anton.=

Jamen, de ska vr jawn stur.

=Kjesten.=

Ja tho, ld wos hr di Priser.

=Anton.=

_Jen_ Kys nu og flir sin!

=Kjesten.=

Da er du helsen ett saa fejl te aa forlaang for di Sager! -- Nu ja
ld gaa! {(Kysser ham lige paa Munden.)} Dr haar du , din
Tordenhued! {(skubber ham tilbage).} Vil du saa l mi Muers Kaal
staa!

=Anton=

{(stryger sig myg om Munden).}

Tho det gik i sn en Faart, te en knap nok ved, om en fk nj heller
en fk ett.

=Kjesten.=

Ja, en skuld da ett wal vr lng om, aa betaal den Slaw[150].

 [150] _Slaw_, Slags.

=Anton=

{(sger paany at indfange Kirsten).}

_A_ tykkes nu, det er for lidt da.

=Holger Darling=

{(som, Anton uafvidende, har betragtet denne Scene, trder nu frem og
siger):}

Nej, Ret _skal_ vre Ret. De har faaet, hvad De har forlangt, hvad De
kan tilkomme; det er der Vidner nok paa.

=Anton=

{(overrasket).}

Saa De gaar her og lusker! De skuld vis helst hold Dje bette
Flegger[151] i. A twiler paa, te De l Dem nyw med saa lidt, nr _De_
er ud aa plukk Kjersbr.

 [151] _Flegger_, Sladdermund.

=Kjesten.=

Still nu, Anton! Nu er  heller ett ward aa gams altfor strk ad en
fremmed Mennesk.

=Anton.=

Fremmed! Hwor fremmed mon han er? I haar maaske aallered wot i 
Lysthus med hinaan.

=Kjesten.=

Nu ska du ti, Anton! A vil ett ha di Vringlehied hwerandt
Ywblik[152]; det ka a sej d!

 [152] _di Vringlehied hwerandt Ywblik_, din Gnavenhed hvert
 jeblik.

=Karen Mari=

{(kommer ud af Indgangsdren med en Flaske og et Kagefad i Haanden;
bag hende Nikoline med lkovsen).}

Aa _bette_ Kjesten, _haar_ du holdt dem ved Snak saalng? Kom nu,
Anton! Tho det er nok d en ska gjr s gued Venner mej, om en vil
rej si Kaal. -- Kjesten, ta  Fad og ld endele  Pig'er faa en Kaag.
{(Skjnker i Glasset og byder.)} Aa, Anton, drik nu de anner te, og
Lykk med  Awl og det Hiele.

=Anton og de andre.=

Ja, Lykk med  Awl.

=Karen Mari.=

Aa, Kjesten, da kund _du_ da ogsaa gjan klink med Anton.

=Kjesten=

{(som fra den anden Side byder Kager rundt).}

Ja, vil han klink med m?

=Karen Mari.=

Det vil han vis heller end gjan.

=Kjesten=

{(stder sit Glas mod Antons).}

Skaal, Anton! Ld nu vr aa skott sen ud aa  Ywend[153]. En ska da
vr glaad i Hst.

 [153] _ Ywend_, jekrogen.

=Anton.=

A er aaltid glaad, nr ett _anner_[154] gjr m bedrwed.

 [154] _anner_, andre.

=Kjesten.=

Ja, saa klinker vi paa manne glaad Timer.

{(=Anton= frer tvivlende sit Glas mod hendes.)}

{(Lyden af en Skalmeje klinger ind fra venstre.)}

=Kjesten.=

Hrer I dr Fisker-Thames. Han haar Humr nok te baade s sjel og
anner.

{(Pigerne styrter op mod Baggrunden og trkker Thames ind paa
Scenen.)}

=Fisker-Thames=

{(er barbenet og i Skjortermer, har en flad Hue paa Hovedet. En lang
Medegaj har han i Haanden, og under venstre Arm slanter en
Fiskepose).}

Singot Folkens og walkommen te! Sikken en Held a aaltid haar! _Her_
falder a nied i lutter Fornywels og glaad Ansigter, Ungdom og
Knvhied[155] og skred[156] Kinder. Aa, war en nu sjel ung, saa ku en
nem faa s en Kjrest. Hwad sejer _du_, Karen Mari?

 [155] _Knvhied_, Sknhed.

 [156] _skred_, glatte.

=Karen Mari.=

Nej, vi er nok for gammel te aa ha sne nj[157] i wor Hued.

 [157] _sne nj_, saadan noget.

=Anton.=

Og du ka mied, nr vi anner maa gaa for  Hjliknag[158]. Hwor somm
Folk haar  godt!

 [158] _Hjliknag_, Le-Knagen.

=Thames.=

Saamnd; _a_ misuner ingen.

=Anton.=

En Mied'gaj[159] det ska jo vr en Remeddi med en Worm i den jen End
og en Dawdrywer i den naaen?

 [159] _Mied'gaj_, Medestage.

=Thames.=

Ja, aaeja, sen gaar jo  Taal. Men _a_ sower m ett aaltid te mi
Fd; a maa saamnd  Aa manne Gaang rundt, inden a haar hivsked[160]
saa mj, te a ka faa  Mund mtted.

 [160] _hivsked_, taget.

=Anton.=

Nu vil  ett anderledes bej?

=Thames.=

Nej, der ska affensires[161]! En _ska_ snaar putt  Krog i  Gaef aa
. Men a er ett saa begjerlig. Og saa er en aaltid si egen Mand, og
det haar nu al Tider past bejst for _m_. Og nr  Suel den skjenner
og  Engi  grnn, og a saa ka trkk en Swissi[162] i Land, som den
hr {(viser en fed Lax)}, saa er der ett saa lykkele en Mennesk paa
hiele Verdens Jurd.

 [161] _affensires_, vankes meget omkring.

 [162] _Swissi_, Fyr.

{(Fisken gaar fra Haand til Haand og ender omsider hos)}

=Karen Mari.=

Det war helsen ett saa ring en bette Stegi[163], du der haar
knven[164] d, Thames; den er der skam en gued Bej i.

 [163] _saa ring en bette Stegi_, saa lille en een.

 [164] _knven_, kneben.

=Thames=

{(skjlmsk).}

Ja, Karen Mari, du sku ha tavn _m_, saa haaj du wot wal forsorred.
Hwor der er Mad te jen blywer der ogsaa gjan Mad te tow.

=Karen Mari=

{(fingrer videre paa Laxen).}

Det _er_ da snaar jen af di skjnnest Fisk, en _ka_ si.

=Thames.=

Ja, det er jen, der braser godt paa  Pand.

=Karen Mari.=

En ka snaar staa og blyw aal hgen[165].

 [165] _hgen_, lkkersulten.

=Thames.=

Nu du haar ondt ved aa aasi en[166]. Ihtho ta'en da saa med d, mi
Muer!

 [166] _aasi en_, afse den.

=Karen Mari.=

Nej, tho det er da snaar Synd imud d. Hwad haar du saa te  Fd?

=Thames.=

Aa, det haar ingen Nd. En Bej Speg'flsk te en St Grovbrd det er
en udmrket Fd, nr en helsen haar  Hjelbred.

=Kjesten.=

Nej, Muer, du maa virkelig ett ta  Fisk fr ham! Det er jo det
jenest, han haar. Sen gir Thames aaltid hans Sager hen.

=Thames.=

Snak om en Ting! A klaarer m nok. A haar mi Humr og med den
forholder  s sen, te jo mir en gir desmir en haar.

=Karen Mari.=

Ja, saa vil a da gi d en Dram med de anner.

=Thames=

{(spytter Skraaen ud i Haanden).}

Ja, den skuld en ndde sej nej te. Skaal Folkens og Gud i Wold med
wos aal sammel!

    Lykk med jer Hst,
    og en Kjrest ved jer Bryst!

=Karen Mari.=

Ja, du er en slem gammel Trjring[167]! {(hun ind).}

 [167] _Trjring_, Gavstrik.

=Thames.=

Nu, hwem fk saa iaar  Hawerdreng[168]?

 [168] _ Hawerdreng_, Havre-Drengen.

=Stemmer.=

Det fk Stur'An.

{(Havredrengen hives i Vejret og klasker ned for Foden af)}

=Thames.=

Se vi det! Da er en walskaft Dreng, og sljter han  Muer paa, faar
han ogsaa wal  Starels[169].

 [169] _ Starels_, Strrelse.

Men for aa faa n andt i Snak: hwad er , de fortler om d, Anton,
te du vil rejs aa  Land, "forlade Danmark og de danske Mer" -- a
forstaar  dwlenm ett, te en ung Mennesk ka faa  i si Tanker.

{(Forbavset Mumlen mellem de andre.)}

=Kjesten=

{(imod Anton).}

_Det_ er da wal ett sand, Anton!

=Anton=

{(tier).}

=Thames.=

Ka nu jen begrib , te en ung og biel[170] Kaal, der er saa ajted og
estimired som du, vil gjr di gued Venner og di gammel Faa'r den
Sorre[171]. A tykkes  Land her er saa skjn, te en ska ha wanskele
ved aa find en skjnner; og her _er_ jo Plads nok te wos hwerjen, nr
en baare ved aa find 'en.

 [170] _biel_, strbsom.

 [171] _Sorre_, Sorg.

=Anton.=

Ja, dr sa du en sand Urd. Men helsen snakker du vis om nj, du ett
haar mj Ved[172] om.

 [172] _Ved_, Begreb.

=Thames.=

Aa, det ku endda vr, Farlill! A haar ogsaa hat mi Fristelser. --
Tho det war i de ung Daw; a tjent som Forkaal i Teglgaard. Og da war
der kommen nue te Rend af de her Mormoner, de kalder dem.

=Stemmer.=

Det war nj for d!

=Thames.=

Nej saagu om det war, men det war no Fandens belben[173] Kaal i 
Taal, og de haaj Klokker i dje Lomm og Kierer[174] paa  Maw, og Guld
war  hwer Krumm[175], og  Bivel den kund de, som en naan ka 
Kwot[176].

 [173] _belben_, snedige.

 [174] _Kierer_, Kjder.

 [175] _hwer Krumm_, altsammen.

 [176] _ Kwot_, Kortene.

=Stemmer.=

Haha! ja du er en javn Skierer[177]!

 [177] _en javn Skierer_, den rette Karl.

=Thames.=

Naa, de haaj kaast dje wn paa _m_, og hwor a war heller ett war, de
war aaltid i  Hl af m. Og sen som de kund legg for[178]! De
fortal om dje Land derhjemm; -- ja, saa skjn der da war, sen med
Ser og Sager -- -- og Bjrre -- -- og Jrnbaner og -- -- -- ja, saa
det war snaar for en aaen slle jen, som _skuld_ en da ha sprungen
"lige ind i Paradis". Og saa de Kwindfolk de snakked om; tho det war
snaar det aalvillerst[179].

 [178] _legg for_, overtale.

 [179] _aalvillerst_, allerherligste.

=Stemmer.=

Haha! Ja, det vil vi tro!

=Thames.=

Ja, tro det forstaar s, en war jo ung dengaang, og _det_ war sgu lig
ved aa ta  Snvs fr m[180]. _A_ kund ett spis, _a_ kund ett sow, a
laa og sprekulirer om  Ntter paa det her Prjkerads. A tyt jo hwer
Tagn[181], der maatt wal vr nj om  Snak, nr de her Kaalsener[182]
ku sen kapitelfjst .

 [180] _ta  Snvs fr m_, gjre n kulret.

 [181] _hwer Tagn_, bestandig.

 [182] _Kaalsener_, Kanaljer.

A _haar_ aalle wot syg i mi Daw, men her war a ilwle[183] det nrest
ved , te a haar wot nowtider[184].

 [183] _ilwle_, alligevel.

 [184] _wot nowtider_, vret nogensinde.

=Stemmer.=

Nu hudden[185] gik  d saa?

 [185] _hudden_, hvordan.

=Thames.=

Jow, a kam da fr  med  Forstand i Behold. De her Swissier[186]
blw kaldt te en naaen Kant aa  Land, saa a fk Ro te aa besind m
paa . A kam te aa tink ved de her manne Kwonner[187], og a haaj da
ogsaa sit nj af Verdens Handtiring, og sen haaj a laa Mrk te, te
hwad Kwonner angik, saa haaj de flest nok aa dw[188] med jen.

 [186] _Swissier_, Gavtyve.

 [187] _Kwonner_, Koner.

 [188] _dw_, dje.

=Stemmer.=

Hahaha!

=Thames.=

Kort aa fortl: a bega [189], baade det gamle og det nj Jerusalem.

 [189] _bega _, opgav det.

=Holger Darling=

{(der under Thomas's Replik har koketteret med =Nikoline=).}

Det var klogt af Dem, gamle Stder; men det er naturligvis ogsaa kun
en af Antons sdvanlige Flyvegriller.

=Anton=

{(mrk).}

Hwor mon De ved _det_ fr? De er da vistnok den sidst, a skuld betro
m te.

=Darling.=

Det er mig ogsaa revnende ligegyldigt; for mig kan De rejse hvorhen
Fa'nen De vil.

=Anton.=

Ja Tak, a ved Beskejn, det er det I pnser paa baade De og Kjesten aa
faa _m_ aa  Vej, saa I rigtig uforstyrred ka find hinaan.

=Kjesten.=

Ja, men Anton, er du da rejn fr Sans og Samling; tror du virkelig en
Urd af det du sjel sejer?

=Anton.=

Gid a ett gjord! A kund godt hjlp m med aa tro paa _nj_ minder.

=Darling.=

Aa, hvad skal vi nu med al den Hjtidelighed. Skal vi ikke hellere ta
en lille Runde, mens Hnsene gaar paa Pind. De har jo Klarinetten
parat, gamle Thomas?

=Thames.=

Ja, den er aalle laant[190] henn. {(Blser.)}

 [190] _laant henn_, langt borte.

=Darling.=

Spil os saa en Aftenvals her mellem Kaalene.

{(=Thomas= spiller; =Darling= snupper i en Hast =Kjesten= om Livet;
med en halvt undskyldende Bjning hen mod =Anton= la'r hun sig fre i
Dansen. De andre parvis efter. =Store Ane= hjanter af Sted med
Havredrengen.)}

=Karen Mari=

{(i Dren).}

Aa trj endda ett paa mi Skalotlg! Ta jer endele pn iwor[191];
{(forstrket)}  Bi,  Bi! aa, _kom_ endda ett te  Bi!

 [191] _iwor_, i Vare.

{(Anton har staaet stille frste Omgang. Nu kommer)}

=Svenske Stina.=

Finder jag her en Enkemand! Skal inte vi to slaa Pjalterne sammen for
denne Omgang? Det er saa frtjusande at faa svnga sig lite Gran!

{(Anton er rasende, fordi han blev narret for Kirsten; da han er
kommen ud foran Bistadet, retter han et drabeligt Spark imod det, saa
det trimler omkuld. Et vildt Skrig rejser sig fra Pigerne, efterfulgt
af sansels Flugt; de fleste forsvinder bag om Stuelngen. =Fisker
Thames= la'r sig dumpe plat ned paa Maven mellem Kaalene. Kort efter
rejser han sig forvirret op og styrter med Favnespring ud af
Kaalgaarden. Lidt efter kommer =Anton= frem, fgtende med sin
afkrngede Vest, han er ophovnet i Ansigtet af Bistik, nrmer sig
Vippebrnden og trkker en Spand Vand op.)}

=Kjesten=

{(kommer forpustet frem af Gangdren).}

Aa, du alstyrende, hwor _sir_ du ud! Men hwad gik der ogsaa af d; du
ved da, te  Bi er ett sen aa spg mej!

=Anton.=

Det er _a_ fandenm heller ett! Bryd _du_ d aalle om _m_. _Mi_
Hued[192] kan snaar vr kjn nok te det, a skal brug en te. Ta du d
heller af Darling. Han haar maaskis ogsaa faat lidt aa bls paa.

 [192] _Hued_, Hoved, Ansigt.

=Kjesten.=

Nej, Darling fkk ett en jeneste Stik.

=Anton.=

Nej, Fanden hytter sin!

=Kjesten.=

Men Anton, _er_ du da rejn sr. Ubav endda, hwor _sier_ du ud! Ld nu
m hjlp d.

=Anton=

{(skjrer de vildeste Ansigter).}

Hwad mon _du_ vil hjlp mej?

=Kjesten.=

Med aa pill  Brojjer[193] ud. A haar da ogsaa wot stukken af Bi
engaang, a ved helsen nok, hwad _det_ er! {(Hun drejer hans Kind ind
i Lyset).} Men du er saa laang, a ka ett ret komm te.

 [193] _Brojjer_, Brodder.

=Anton=

{(blidnet).}

Hworden vil du da ha m?

=Kjesten.=

Ld wos stt wos her ved  Kjeldramm.

{(Finder Brndskamlen; hun sidder, han ligger paa Kn med sit Hoved i
hendes Skjrt; hendes Fingre lber over hans resne[194] Ansigt.)}

 [194] _resne_, ophovnede.

=Kjesten.=

A ska low for, te du er blwn standed[195]!

 [195] _standed_, pyntet, lavet til.

=Anton.=

Er der manne Brojjer?

=Kjesten.=

Om der er manne? De sejjer[196] snaar som Tnd i en Kaar[197].

 [196] _sejjer_, sidder.

 [197] _Kaar_, Karte.

=Anton.=

Da er der ogsaa en jawn Swej[198] i'.

 [198] _jawn Swej_, god Svie.

=Kjesten.=

Her ka  Finger ett gjr  ud aaljen[199]. A maa ha en Stikknyw[200].

 [199] _aaljen_, alene.

 [200] _Stikknyw_, Slagtekniv.

=Anton=

{(lfter forfrdet Hovedet).}

Men hwad vil du endda brug den te?

=Kjesten.=

Aa lig du nu baare still. A vil prv, om a ett ku faa  te aa
sald[201]. {(Raaber):} Nikoline!

 [201] _ te aa sald_, det ophovnede til at svinde.

=Nikoline=

{(i Bryggersdren).}

=Kjesten.=

Aa ta m lig den stur Stikknyw ved  Lowtsbjlk; men taef ett
nj[202] i  Tykmjlk.

 [202] _taef ett nj_, tab ikke noget.

=Nikoline=

{(frem med Kniven, som =Kjesten= haandterer fra Kind til Kind i
Antons ophovnede Ansigt).}

Naa, gjr  n Gavn?

=Anton.=

Aa, det dolmer[203] da saa dejlig!

 [203] _dolmer_, dulmer.

=Kjesten.=

Nu ka du godt staa op, Anton.

=Anton.=

Maa a ett blyw her lidt endno?

=Kjesten.=

A skuld jo hen aa ha  Gjs ind. -- Det er nu det samm, men det war
en gued Lr'streg te d. Hwad vild du spark te  Bi for?

=Anton=

{(oprrt).}

Og hwad vild _du_ rend aa flyv med  Student for?

=Kjesten.=

Ja, a tint nok, det war derfor du maatt ud med di Gal[204]! Maa a
maaske ett dans med hwem a vil, uden frst aa spr _d_ om Forlov? A
vist forresten knap, hwem a danst mej, fr a war mdt i . Og den der
vil ha _m_ te Makker, han maa helst vr virm[205] paa  Sokker.

 [204] _Gal_, Arrigskab.

 [205] _virm_, rap.

=Anton=

{(studs).}

Nej, a er jo kuns en Bndklods, a er ett fin nok te aa ta paa _d_.

=Kjesten.=

Fin og fin! Du er gued nok paa _di_ Maad, men der kund jo ogsaa vr
anner, der war gued nok.

=Anton.=

Ja, a ved nok, hwem du nu tinker paa. A behwer ett aa si mir, end a
haar sit. Men a ska nok komm af jer Vej.

=Kjesten.=

Du truer jo lig'fram.

=Anton.=

Aa, det er vis ett n Trusel for d. Her sejjer a og snakker saa
angermodig[206] te d, saa  Vggi ku rvn; men om a gi i  Jurd af
Sorre wer, te du ett vil kjendes ved m, du vild syng og vr lig
glaad.

 [206] _angermodig_, mt og mildt.

=Kjesten.=

Snak om en Ting! Hwor _ka_ du nu sejj og sej sne Pladder.

=Anton=

{(oplivet).}

Vild du ett! Ja, men, -- saa ka  jo vr, te du ilwle holder nj af
m?

=Kjesten.=

Aa, Herregud, Anton, du er da en _sre Baa'n_[207] af saa stur en
Kaalmennesk aa vr! {(mens hendes Hnder dvler lidt mmere paa hans
svulne Kinder).} Nu kan a et find flir Brojjer; tykkes du nu, det
haar linned[208] nj?

 [207] _sre Baa'n_, underligt Barn.

 [208] _linned_, bedret sig.

=Anton.=

Aa, Kjesten, nr a ligger her, med mi Kind paa di Kn, saa er a det
lykkeleste Mennesk, der ka lw paa Guds Jurd. Hworfor ka vi ett
aaltid ha  sen.

=Kjesten.=

Ja men, Anton, sen haar du jo aalle snakked te m fr!

=Anton.=

Nej, en faar  jo sjalden saa, som det _skuld_ sejes, fr det er
forlng.

=Kjesten.=

Jamen, hwad er det saa, der skuld sejes?

=Anton.=

Du ved  godt, Kjesten, men du vil spg med m imell Stand, og det
er ett aaltid, te a _taaler_ Spg. Du ka gjr en gued Mennesk af m,
men du ka ogsaa lav m te saa mj n ussel nj.

=Kjesten.=

Da gjr a  saamnd ett med mi gued Villi.

=Anton.=

Hworfor ligger du d saamj atter den Student?

=Kjesten.=

Du tror, der er nj mell m og Darling?

=Anton.=

Nu ska du ett spill saa helle, bette Kjesten. A haar wal ogsaa
wn[209] i  Hued.

 [209] _wn_, jne.

=Kjesten.=

Tho a ved snaar ett, hwad du haar. _I_  Tid er de blwen nj smaa.
-- Saa skuld en ett kund ta en Swingom med en pn ung Fyr, uden te
det skuld udlegges paa en beskidt Maad?

=Anton.=

Jow Kjesten, det er ett nr sen, men her er , a taaler saa lidt. Ja
det vil sej, hwis a vist, te du ett ment nj med , men det ved i
Pig'er vis ett aaltid sjel.

=Kjesten.=

Aa, a er da heller ett en _hiel_ Baa'n, men du er ett aaltid lig nem
aa blyw klog paa. -- Hwad ska det nu smaag aa, te du truer mej aa
rejs aa  Land? Tror du ett, te der ku blyw nok aa udrett for d
herhjemm?

=Anton.=

Jow, aaltfor mj maaskis, hwis a sku gjr det, anner vil ha m te aa
gjr. Du ved jo, mi Faa'r vil nd m  Stej derhjemm.

=Kjesten.=

Nej, det vidst a forresten ett. Men hwad sworer du te det?

=Anton.=

Ja, den _vil_ a hwerken ej heller ha, for ud paa den Hied[210] vild
_a_ gaa tilgrund! det ved a; men det ka mi Faa'r ett forstaa. Og det
gjr m saa ondt aa skuld sej ham , for a er rj for, te det vil
rejn knus ham. A haar ett wot hjemm i manne Tider af den Grund. A
_kan_ ett bind m te den Hiedbrakk[211], hwor knap en Moldhwalp ka
faa  Fd, endsej en Menneskbaa'n ...

 [210] _Hied_, Hede.

 [211] _Hiedbrakk_, Hedelod.

Men hwem er det, der snakker ud paa  Vej?

=Kjesten=

{(ser ud).}

Det er jo di Faa'r -- og  Prjst! Det er aalle ward, te _de_ skal si
wos sammel. Ska vi ett smutt ind i  Lysthus.

{(=Pastor Hansen= og =Povl Hedemark= kommer med Vejen, der lber
forbi Kaalgaarddiget. Det er nu under Solnedgang.)}

=Prsten.=

Naa, De har faaet al Sden ind, Povl?

=Povl Hedemark.=

Aajow, Hr. Pastor, a haar ogsaa faat en godt ind.

=Prsten.=

Ja, De er en brav og strbsom Mand, Povl, et Srsyn i disse lbske
Tider.

=Povl.=

Aaja! En kratter jo ved, saalng en kan.

=Prsten.=

De har skabt Dem et dejligt lille Hjem deroppe paa Sandet. Det er mig
altid en Glde, naar jeg kjrer der forbi til Annexet at se, hvor
alting er pynteligt og pnt omkring dette lille Hjem. Sandelig,
Njsomhed med Gudsfrygt, ja, det er en stor Vinding, som Paulus
siger.

Vi Prster er vel nok dem, der ser Landet mest i Sndagsklder. Deres
Hjem derude paa Heden har altid vret mig saadan et Sndagshjem. Hvor
tit er jeg ikke bleven mdt af denne Duft af Timian og Lavendler fra
Deres lille Have, og Rgen fra Deres Skorsten fulgte min Vogn paa
Vej. Thi Rgen fra saadant et lille ensomt Hus, den brer saa langt
og fortller n saa meget om Lykke og Arnefred. Ja, De er i Sandhed
lykkelig, Povl Hedemark!

=Povl.=

Ja, a tykkes ogsaa sjel, a haar en bette knw[212] Hjemmen. Men, det
haar jo ett wot lutter Sndaw dem a haar hat drud. Mi Kuen gik jo
syg i manne Aar, og det war ett aaltid lig nem aa faa  Fd ud aa .
Der war jo ett uden den baar Lyng, da a kam derud. Men a haar laa Fur
te Fur, og nu ka en Famili, der ett stiller str Fordringer end min,
godt begynd aa lw aa . Men nu er a ogsaa ved aa blyw trt, Hr.
Pastor.

 [212] _knw_, pn.

=Prsten.=

Ja, det _har_ de sandelig Lov til at vre. Og hvordan har De saa
tnkt Dem Fremtiden.

=Povl.=

Jow si, Hr. Pastor Hansen, a _haar_ jo da en Sn, Anton, De ved. Ja,
han tjener da forresten ved  Enkikuen her i Hwolgaard. A ved ett
retter, end han skikker s wal.

=Prsten.=

Anton var en opvakt Dreng ved Konfirmationen, og heller ikke siden
har jeg hrt andet end godt om ham. Saa er det maaske Deres Mening at
tilbyde ham Hjemmet?

=Povl.=

Jow, tho han er jo den nrest.

=Prsten.=

Sandelig en smuk Ordning!

=Povl.=

Det er jo den jenest Baa'n, Worherr haar levnt m. De anner haar a jo
maatt br op paa  Kjerregaard, som  Prjst vil how. Aa, hwor det
gjord m ondt med den sidst! Han war en sr raar bette Dreng. _Han_
kund gaa  Daw ud og dulle alisid[213] med m, saa bette han war, og
hold i  Stud dje Temm[214], nr _a_ gik og plowed. Men han maatt jo
afstej -- _te_ de anner, da  Tring kam. _Det_ war Numer fem. Mi
_Kuen_ war gjev for m, men bette Sren -- det war det haard'est.

 [213] _dulle alisid_, smaatrippe ved min Side.

 [214] _Temm_, Tmme.

Da a haaj faat ham kaast hen, og a ijen sku ha fat paa mi Arbed -- a
haaj ligfram saa ondt ved aa faa  Plov igaang; a vild hwer Yw'blik
fornemm atter den her bette Hand paa  Temm.

Haaj _han_ lwed, saa tror a bestemt, te han haaj faat . Det er i
Daa hans Dddaa. De sir, Hr. Pastor, a gaar med en bette Krans. Den
vild a ha op paa hans Grav. Ja, _han_ war den gjevest!

=Prsten.=

De er en god og del Mand, Povl Hedemark!

{(Solen gaar ned bag Huslngerne, Kirkeklokken ringer fra det hvide
Taarn.)}

=Prsten.=

Nu i Jesu Navn, saa gik den Dag til Ende! Nu ringes Solen ned.

=Povl.=

Saa maa a nok si aa skynd m, inden de lukker  Stett[215]. Faawal,
Hr. Pastor!

 [215] _ Stett_, Kirkegaardslaagen.

=Prsten.=

Farvel, Povl, og Gud velsigne Dem og Deres Sndagshjem. {(Gaar
videre.)}

{(=Anton= og =Kjesten= kommer frem af Lysthuset.)}

=Anton.=

Ved du, hwad det war, mi Muer og mi smaa Sskend dd aa?

=Kjesten.=

Nej.

=Anton.=

Simpelthen: Mangel paa det trre Brd. Og dr skuld _a_ ta Arr atter
Faa'r. En sen Ligkist er det, Pastoren kalder for en Sndagshjem.

=Kjesten.=

Pastor Hansen ved aaltid aa find saamanne kjnn Urd.

=Anton.=

Ka du saa forstaa, te a maa rejs mi Vej?

=Kjesten.=

Ja men ... ka du ett blyw hr?

=Anton=

{(med Eftertryk).}

Det ved _du_ og ett a.

{(Tppe.)}




ANDEN AKT.


{Dagligstue i Hvolgaard.}

{=Store An= og =Bette An= beskjftiget med Hovedrengjring; den
frste pudser Kobbertj helt fremme mod Publikum og vender Ryggen til
Bette An, der i Baggrunden brster Stuens Kakkelovn.}

=Bette An=

{(der dypper Brsten i Svrten).}

A tykkes, te Kjesten er blwen saa bleg om  Neb[216] i den sidst
Tid?

 [216] _ Neb_, Nbet.

=Store An.=

Ja, det er ett sen aa staa tow Kjrester i Rett paa jen Tid.
Hower[217] du ett det fr di egen ung Daw?

 [217] _hower_, husker.

=Bette An.=

Jow, det maa du nok sej. Men den Student det er da ogsaa en slemme
Plk. Tho han ka da snaar faa  Pig'er te aa rend atter s  hiel
Sovn wer.

=Store An.=

Ja, tho det er snaar, lissom nr jen af vianner gaar ud i 
Baagdar[218] og kalder paa  Hns; saasnaar vi sej'er: pylle, pylle,
pylle! saa kommer  det Hiele.

 [218] _ Baagdar_, Bagdren.

=Bette An.=

Hihihi! Ja, det er snaar, hwad det er m ! Hwor lng mon han ska
blyw ved aa gaa _hr_? Skal _han_ ett tebaag te hans Lsen[219]?

 [219] _Lsen_, Lsning.

=Store An.=

Py! tror du sne nue lser! Nej, han ska hwil hans Nerver.

=Bette An.=

Hyhyhyhy! Det blywer karenm vis en raar Hwilen! _Han_ flywer jo af
den jen Liegstow[220] og i den naaen. -- De sejer endda aalsammel, te
han ska vr Prjst.

 [220] _Liegstow_, Ligstue.

=Store An.=

Prjst! det sku da saa vr paa en Herredskantor. Han ska jo vr
Prkeraater.

=Bette An.=

Det tror a surenm ett, Kjesten ved. -- Hyhyhy! Der blywer karenm
vis manne smaa Studenter her paa  Egn, nr _han_ er rejst!

=Store An.=

De vil da faa let ved aa blyw baade dft og komfirmired, for de haar
jo  Prjst nr ved  Hand.

{(Latter.)}

=Bette An.=

Det er sr, te  Prjst ett holder nj ijen med ham. Tho det er da 
Ssters Sn.

=Store An.=

Hwad ka han hold ijen, den Fillifut[221]! Tror du _han_ faar no
Nysmaal[222] om, hwad der gaar for s. Pastor Hansen er saamnd en
raar slle _jen_, a ska ett sej andt, men han haar ingen Ved om
Verdens Fagter.

 [221] _den Fillifut_, det Faarehoved.

 [222] _no Nysmaal_, noget at vide.

=Bette An.=

Men saa Anton; det _er_ den strste Synd, som han blywer behandelt.
For saa kund hun sej ham _rejn_ Beskejn[223], saa ved en, hwad en
haar aa rett s atter. Men det aa rend og strol[224] med  Student 
Ntter med  Daw og ilwle hold  opp med den naaen, -- det er ett en
Manir for en ordenlig Pig, det maa de godt sej, _a_ haar sa.

 [223] _Beskejn_, Besked.

 [224] _strol_, strejfe.

=Store An.=

Jamen -- ordenlig Pig'er dem er der nok faa aa. Hwad tinker du om di
_egen_ Dtter?

=Bette An=

{(alvorlig).}

Nikoline? Du haar ett hr _nj_ om _hind_!

=Store An=

{(ondskabsfuld).}

Hihihihi!

=Bette An.=

Med  Student! _Det_ er Lwn!

=Store An.=

_A_ ska ett rend med Sladder, men fej frst for di egen Dar, Morlil,
og for di Dtters mej, om du ka naa saa laant[225].

 [225] _laant_, langt.

=Bette An=

{(grdende).}

A _haar_ sa  te Nikoline baade jen Gaang og flir: Ta d i Ajt for,
mi Baa'n, hwem du gi'r d aa mej. En  jen Daa om aa fald men en hiel
Lyw om aa fortryd. Dem Rig dje B'en, de haar let ved aa dl[226], om
de sku komm te aa trj wer  Skavl[227], men den Fatte si Skam --
det ska roves ud wer all Sogn.

 [226] _dl_, dlge.

 [227] _ Skavl_, Skaglen.

=Store An.=

Du _tr_ saa strk paa Vej! A haar jo ett sa nj.

=Bette An.=

Saa ka du jo l vr aa plevver[228] om, hwad du ett ved!

 [228] _plevver_, sladre.

{(Pavse, hvor kun Skuretjet hres.)}

=Store An=

{(indladende).}

Da ka du sgi tro, te Karen Mari war ved en kjn Sind ijaes[229], da
Kjesten ett kam ind fr  Malken far ud ad  Awten, for det  Student
sku hjlp hind ved .

 [229] _ijaes_, i Aftes.

=Bette An.=

Ja,  Muers Hjat er m[230].

 [230] _ Muers Hjat er m_, Moderens Hjrte er mt.

{(=Karen Mari= kommer nu stille ind ad Dren i Baggrunden. =Bette
An=, der er ene om at se hende, la'r Brsten gaa i rasende Fart.)}

=Store An=

{(vejrer ingen Uraad).}

Karen Mari --, den Bommerut[231]! da haar hun saamnd da aaltid klj
atter[232] aa komm i med dem Fin. Nu ka hun maaskis faa Held aa .
-- Ka _du_ da lid, te hun aaltid gaar og fisler[233] rundt i de
Klud'skow, saa en aalle ka hr hind, fr en haar hind? _Hwa?_ Det
gammel Tridsvrk! Hun gaar som hun smres te. Aae, hwor er hun sd og
sleg[234] _i_  Taal, h--h! -- men hinne Sleghied den ska en
missel[235] ett slaa Bund paa. -- Men hworfor sworer du m ett?

 [231] _Bommerut_, Klumpsk.

 [232] _klj atter_, klet for.

 [233] _fisler_, pusler.

 [234] _sleg_, indsmigrende.

 [235] _missel_, min S'l.

{(Drejer sig halvt omkring og ser sin Madmor, der nu er listet helt
hen til Store =An='s Plads.)}

=Karen Mari.=

Naa, her ka en nok faa skrwen i si Skudsmaalsbog, om ett en haar
faat  gjord fr. Blyw endele ved, An, da du er saa godt i Gaang;
blyw endele ved! Du haar vis ett nowed[236]  Bund i di Pues endno.
-- A troed,  Kaal[237] war hr ind.

 [236] _nowed_, naaet.

 [237] _ Kaal_, Karlene.

=Store An=

{(der har gnedet rasende paa Kobberet).}

Nej, vi haar ingen Kaal ved wos. A ved saa ett, om der er anner i 
Gaard, der haar.

=Karen Mari.=

Da er det da sr, te Anton ett kommer ind te hans Ntter[238]. En sku
da'tt tro, te der war nj i  Vej med  Kreaturer?

 [238] _Ntter_, Nadver.

=Store An=

{(lige msk).}

Ja, der er jo manne Slavs Kreaturer.

=Karen Mari.=

Kom I nu ind te  Burd, men  Grd er warm.

{(Hun kluder ud igjen.)}

=Store An=

{(saa snart Dren er lukket).}

Hwi Fanden kund du ett sej jen, din Toj[239], te hun war kommen ind
ad  Dar, saa a ett sku sejj[240] her og l  Mund rend wer!

 [239] _Toj_, Taske.

 [240] _sejj_, sidde.

=Bette An.=

Tykkes du, te _a_ ku komm te aa sej nj, nr hun stod og pranst[241]
i  Dar!

 [241] _pranst_, fyldte ud.

=Store An.=

Ja, nu er en da frdig mej jen Lidt[242] aa faa si Mjlkkand fyldt
her paa  Gaard. _Det_ haar en da faat ud aa  om ett andt.

 [242] _jen Lidt_, for det frste.

{(Ud af Dren i Baggrunden.)}

=Bette An.=

Dr fk a karenm Hws paa hind[243] for Nikoline! Hyhyhy! {(Hun ud
samme Vej.)}

 [243] _Hws paa hind_, sagt hende Tak for sidst.

{(Et stort Spektakel rejser sig bag Gangdren til hjre. Student
=Darling= kommer i Stormlb gjennem Stuen, forfulgt af =Anton=, der
har et Svingeltr i Haanden.)}

=Anton.=

A ska Dwlen mist m gi Dem, din bette Swedi[244]!

 [244] _Swedi_, Skjlm.

=Darling=

{(rundt omkring Bordet og ilsom ud ad Dren til venstre, som han
hugger i og holder udefra).}

=Anton=

{(kaster sig over Drgrebet og haler til sig med Kjmpekraft).}

Nu, det tror du, din Hundstegl[245]!

 [245] _Hundstegl_, Hundestejle.

{(Dren hives op; baade Studenten og =Kjesten= hales med i Rykket.)}

=Kjesten=

{(er i Malkedragt ilet til fra Ndset, i Draabningen bag Trsklen
ses den fyldte Malkestrippe).}

Er du blwen tossi!

=Anton.=

Ja, jen af wos, vis nok!

{(=Studenten=, som ser Antons lftede Knippel, trder et Skridt
tilbage, saa han snubler over Malkestrippen; baade denne og han
triller rundt paa Gulvbrdderne. =Anton= vil kaste sig over ham, men
energisk trder =Kjesten= ind under Antons lftede Arm og siger):}

Er der nue, der ska slaaes, saa slaa _m_!

{(Mens Darling rejser sig, oversprjtet af Mlk, trder)}

=Karen Mari=

{(ind, hidkaldt af Larmen).}

Men Gud spaar og bewaar jen, hwad er  endda for en Bdlen[246] og
Spetakel; _skal_  Hus' da vltes! Ih sde Anton, _er_  nu ijen[247]
med d som den Daa med  Bi? Sen ka  da'tt blyw ved aa gaa. Kand du
da'tt ta en Mask ind paa di Galsindehied og styr en _bette_
Krumm[248] ved d sjel. Det _er_ endda haadt, aa ha saa strng en
Sind, som du er kommen te Verden mej. Fj for en Vesen[249] endda! Og
jen si sde Mjlk -- strent[250] wer  Gwolfiel[251] hwer en Drip!
Aae sde Ko's endda! {(Hftig til Kjesten):} Men hwad vild da ogsaa
din lied Sloj[252] herind i  Stow med  Malkstripp[253] atter!

 [246] _Bdlen_, Allarm.

 [247] _ijen_, igjen.

 [248] _en bette Krumm_, lidt.

 [249] _Vesen_, Pokker.

 [250] _strent_, strittet.

 [251] _Gwolfiel_, Gulvfjlene.

 [252] _din lied Sloj_, dit lede Pigebarn.

 [253] _Malkstripp_, Malkespanden.

=Kjesten.=

Aa _ti_ nu still, Muer, det kan vr gal nok, uden du behwer aa
gjelster op[254].

 [254] _gjelster op_, tage paa Vej.

=Karen Mari=

{(til Darling).}

Da er De helsen ogsaa blwen danked te; det er snaar baade te og
flir[255] og flf wer. Men a twiler ett paa, De haar wot ud om ;
gal Katt faar rwen Skind!

 [255] _flir_, grine.

=Darling=

{(ryster sig for Snavset, ta'r sin tilslede Hue mellem to Fingre).}

Blle! {(siger han og gaar ud til venstre).}

=Anton=

{(til Karen Mari):}

Ja, du ka sej hwad du vil, Karen Mari, men skal _a_ vr di Forkaal og
ha  Answar for  Sager baade opp og nied, saa finder a m Dwlen
mist m ett i, te sen en Fls som han gaar og forstyrrer  Piger i
dje Maiken og stikker hans Nies i al Ting.

=Karen Mari.=

Ih, hwad gjr da  bette Swend?

=Anton.=

Ja, a ved ett, om du vil ha saat Ild paa  Gaard?

=Karen Mari.=

Ih, sde Navn!

=Kjesten.=

Men hwad er det endda for n Beskyldninger, du kommer mej! Det ved du
da godt er jenne[256] baar Paafund.

 [256] _jenne_, ene.

=Anton.=

Ja, iguer fand a Swawlstykker i  Kyer dje Kref, i Daa laa der smidt
en Cigarstump i  Hejst dje Hakkels. _A_ ved ett, i hwad Mjening han
kyler . Men det ka ingen ordenlig Kaal find s i.

=Karen Mari.=

Men Jsses, ligger han sen og kaaster med  Ild!

=Anton=

{(med et strngt Blik paa Kjesten).}

Ja, nr _det_ endda war det jennest, han saat Ild paa; men -- det er
nok ett blwen drved.

=Kjesten.=

Nej det laader te . _Du_ er jo ligfram saa du spruder.

=Karen Mari.=

Nu vil _a_ gaa. Nu haar I ijen jer Krammelurris[257]. _Kund_ I da ett
faa en bejer Skik paa ? Der _er_ da heller aalle Fred aa find i a
Gaard mir, sin den Knjt kam paa  Egn.

 [257] _Krammelurris_, Skjnderads.

{(lister ud).}

=Kjesten.=

Du rober aaltid med di Answar for Hejst og Kyer. Men du ska ett ha n
Huedpin for m. _A_ er ingen Kow!

=Anton.=

Aa, a ved snaar ett, hwad du er.

=Kjesten.=

Men der er heller ingen der forlaanger, te du ska ved saa faale
mj[258]. Det her er jo ett te aa hold ud te. Te du ligger d paa Lur
med en Vognkjp i den jen Haand og en Kjevop[259] i den naaen og vil
slaa skikkele Folk fordrre, fordet de kommer og sir te m -- a haar
aalle kjend di Lig! Skal a gaa te d og spr om, hwem der haar Lov aa
_komm_ te m?

 [258] _faale mj_, farlig meget.

 [259] _Kjevop_, refigen.

=Anton=

{(i stort Oprr.)}

Ja, Dwlen mist m ska du saa, -- hwor tow Mennesker haar hat _saa_
mj sammel som vi!

=Kjesten.=

Ja, saa fortryder a, te vi haar hat saa mj sammel.

=Anton=

{(vildt).}

Du fortryder te ... te ... Vil du kald paa di Muer!

=Kjesten=

{(rank).}

Nej a vil ett.

=Anton=

{(slaar med sit Svingeltr i Bordskiven).}

Vil du kald paa di Muer, saa vi ka faa wor Sager gjord op!

=Kjesten.=

Haar du nj aa snakk med mi Muer om, saa ved du wal sjel, hwor hun er
aa find.

=Anton=

{(knkker sammen, slnger sig i Graad over Bordet; lidt efter).}

Kjesten! Hworfor piner du m sen! Jen Daa klapper du m, en naan Daa
trjer[260] du paa m.

 [260] _trjer_, trder.

=Kjesten.=

A gjr, som _a_ vil. A vil ett ha n Kommando wer m. A er stur nok
te aa pass m sjel.

=Anton=

{(efter en ny Pavse, i Graad).}

Du er vred paa m, Kjesten?

=Kjesten.=

Du er som en arrig Baaen. Hvad _skal_ den Galsindehied te?

=Anton.=

Nej, det er maaske sand nok, men den kan a'tt gjr _ved_. Den er a
fj mej.

=Kjesten.=

Hwi ka du'tt gaa alisid[261] med anner Mennesker?

 [261] _alisid_, ved Siden af.

=Anton.=

Det ved a ett, Kjesten. Men det ka a et. Ka a ett vr en Hejsthued
oforved[262], saa ka a ett vr te. Og den Student -- ham ka a ett vr
i Baas mej, vil du ett slipp ham ... Ja, du behwer ett aa sej nj. A
ka si paa di wn, te du vil ett.

 [262] _oforved_, forved.

=Kjesten.=

_Du_ kan ett si andt paa _mi_ wn, end ingen ska komm aa ta _m_ med
det Und[263].

 [263] _Und_, Onde.

=Anton.=

Det vil sej, te du vil ha Lov te aa ha baade jen og tow Kjrester
foruden m ...

=Kjesten.=

_A_ haar ingen Kjrester te _a_ ved; hwerken d heller anner. Ett
endno da. Hwad a _ka_ faa, det staar i Guds Hand.

=Anton.=

Naa sen aa forstaa! {(med Tordenrst).} Vil du saa endno ett kald
paa di Muer!

=Karen Mari=

{(i Dren).}

Aa, i ta'r sen paa Vej, te I ka spaar jer Kalden. Hworfor ska d
endda sen skovrobes!

=Anton.=

Vil du udbetaal m mi Ln og l m rejs?

=Karen Mari.=

Hwad er  endda du sejer, Anton. Di Ln ... Du vil rejs ... Mdt[264]
i di Tjenest!

 [264] _mdt_, midt.

=Anton.=

Ja, du faar l m rejs; her kan a ett hold  Lyw ud.

=Karen Mari=

{(Graaden nr).}

Aa, Gud da naad _m_ arme Kwind'. Hworden ska a saa faa  Sager
standed[265].

 [265] _standed_, gjort.

=Anton.=

Ja, det maa du spr di Dtter om.

=Karen Mari.=

Ih Kjesten, _vil_ du da d d sjel te anner?

=Kjesten=

{(brister ud i Hulken ved Bordet).}

Han er nr ved aa plaw  Lyw af m med hans Paafund.

=Anton.=

Ja, men nu skal I faa Fred for m, bejtow[266] ... Faawal, Kjesten!

 [266] _bejtow_, begge to.

{(Gaar hftig mod Dren i Baggrunden.)}

=Kjesten=

{(rejser sig halvt op).}

Aah, Anton!

{(Tppe.)}




TREDIE AKT.


{Sndag Morgen. Pastor Hansens Studerevrelse. Dre i Baggrunden og i
Sidevggen til venstre. Bogreoler. Paa hjre Vg et gammeldags Spejl.
Prsten staar til venstre og sger efter en Bog paa nederste Hylde.}

{=Holger Darling= kommer fra Dren i Baggrunden og ta'r uden Jakke og
Vest Opstilling foran Spejlet.}

=Darling.=

Godmo'ren, sde Onkel.

=Prsten.=

Godmorgen, min Dreng.

=Darling.=

Maa jeg binde mit Slips her foran dit Spejl?

=Prsten.=

Vrs'god. Skal du ogsaa ud i _Dag?_

=Darling.=

Ja, det skal jeg da rigtignok. Der er jo Skyttefest i Haabro!

=Prsten.=

Men derfor kunde du dog godt frst ta' med _mig_ i Kirke.

=Darling=

{(rivende i Slipset).}

h! -- Nej, sde Onkel, det er aldeles umuligt. h -- for Sat -- --
--

=Prsten.=

Men Holger dog!

=Darling.=

Jeg skal sige dig, Onkel, jeg loved at ordne noget ved Prmierne.

=Prsten.=

Ak ja, den Ungdom, den Ungdom! Tumle og danse -- og lade de hvide
Haar ene om at pynte op i Guds Hus. Jeg havde haabet, du var bleven
hjemme i Formiddag. Anton er her jo om lidt.

=Darling.=

Anton, hvad skal han her?

=Prsten.=

Han vil sige Farvel til sin gamle Prst. Han har jo kun Amerika i
Hovedet. Det er srgeligt med dette dygtige Menneske. Men saadan gaar
det altid, de dygtige stryger deres Kaas, men Skravlet -- det skal vi
nok faa Lov at beholde. -- Jeg maa vel nok hilse Anton fra dig?

=Darling.=

Hilse -- -- Anton Povlsen?

=Prsten.=

Ja, du er jo kommen saa meget i Hvolgaard denne Sommer.

=Darling.=

Ja, rigtig meget. Jo, Onkel, det kan du godt. Og nsk ham saa en
rigtig behagelig Rejse. Farvel, Onkel!

=Prsten.=

Farvel, min Dreng, Herren se dine Veje!

{(Darling mder i Dren):}

=Fisker-Thames=

{(med en aflang Halmpakke under Armen).}

Goddaw, Hr. Pastor!

=Prsten.=

Goddag, gamle Thomas. Saa _De_ lever endnu?

=Thames.=

Aaja, Ukrud forgaar ett saa let, som skrevet staar.

=Prsten.=

Da er det saamnd sjlden, man ser Dem, Thomas. Hvad skylder jeg ren
i Dag ?

=Thames.=

Aajow, Pastor Hansen, det skal a saamnd sej Dem. A er jo blwen lidt
baagatter med mi Poskoffer, og saa haar Worherr nu lig send m en
bette Fisk, ret en kjn bette Butti[267], som a vild be Dem saa pn
om ett aa forsmaa. Tho stur Gawer sworer mi Haardkuen wal ett te, men
den Krumm a formaar er gi'n aa en gued Villi.

 [267] _Butti_, trind n.

=Prsten.=

De maa ikke gi' _mig_ Deres Gaver, gode Thomas. De er en fattig Mand,
som kan ha Strb nok med at klare for Dem selv.

=Thames.=

Nej, sen maa De ett snakk, Hr. Pastor. A er migi ingen Knyk[268] i.
A ka swor enhwer sin.

 [268] _Knyk_, Armod.

A haar:

    en Lam i mi Towt
    og en Pls paa mi Lowt,

godt Humr og en Hjelbred af Guld, sue mj[269] mir behwer a ett.

 [269] _sue mj_, ret meget.

=Prsten.=

Sandelig en morsom Tale at hre i vore Tider, hvor alle jamrer sig,
og det gode Humr er paa Vej til at d helt ud.

=Thames.=

Ja sen er _det_:

    Manne raaler[270] og skaar ett[271],
    anner praaler og haar ett.

 [270] _raaler_, hyler.

 [271] _skaar ett_, skader intet.

Tho a kund walsajtens ogsaa ha faat nj aa skroll wer[272], lissom
saamanne anner, hwis det kam an paa det. Men det war en Mundheld mi
salig Faa'r haaj:

 [272] _skroll wer_, gjre Vsen af.

    Godt Humr og en frisk Skraa
    gaar kjekke Ka'le Verden rundt paa.

Og de Ord laa _a_ ved m. Den fatte, han maa lid mj, men ka han hold
ved hans Humr, saa er han ett saa fatte endda. Haar de frst tavn
den fr wos, saa Gud naad wos!

=Prsten.=

Jaja, gode Thomas, De har hget smukt om Deres.

=Thames.=

A haar altid past paa a hold  Hued lig mell  Skoldre. {(Vikler
Halmen til Side paa Fiskepakken.)} Men hr ska De nu si  bette
Kannis[273] {(Ta'r Fisken paa den flade Haand.)} De ka trow, en slow
godt med si Haal[274], inden a fk en te aa fald tefj.

 [273] _Kannis_, Gavtyv.

 [274] _Haal_, Hale.

=Prsten.=

Sandelig, en dejlig Fisk, rigtig en dejlig Fisk {(ta'r hans Haand).}
Tak for Deres gode Gave, Thomas! De er en brav Mand; men hvor kan det
vre, at jeg ser Dem saa sjlden i Kirken?

=Thames.=

Jo--o--ow, a ska sej wos, Hr. Pastor, sen mdt under  Prjken, da
bejer[275]  Fisk aaltid saa brlgodt -- -- og saa -- -- h -- -- ja,
saa er  jo swr, forstaar De, aa gaa fr . For Gud naad wos, vi er
jo syndige Mennesker ind ad en Kant og "hnger ved det jordiske
Gods".

 [275] _bejer_, bider.

=Prsten.=

Ja, det er Tidens Skjdesynd at forsmme Guds Hus. Husk dog paa,
Thomas, at nu begynder Alderen at melde sig for os begge.

=Thames.=

Jow, aaejow, a ska ett muedsej  Prjst i _det_. Kjerk _er_ jo Kjerk,
det skal aalle njtes, men helsen haaj a jo tint, ja, blyw nu ett
vred, Hr. Pastor, -- te _a_ haaj lissom mi egen Kjerk dernied ved 
Aa. Kjn er der aaltider, men aalle kjnner end sn'en Snda
Attermejje[276] nr aalting hwiler. Saa er der en Fisk, der slaar op,
saa er der en bette Fowl, der hwipper[277], og synger lidt for si
Unger. Og de Blomster, de Blomster! Ja, dem ka a nu aalle blyw trt
aa aa gaa imell. Og nr saa  Klokk begynder aa ring sammel, saa maa
De ett trow andt, Hr. Pastor, end det ogsaa begynder aa ring inden i
m, sjel om a ett haar  Degn te aa syng _for_. Ande[278] Kjerkgaang
haar a sjalden kjend; ld en nu vr ring nok, saa haar en da aaltid
hr, te det er bejer aa sejj i  Krowr[279] aa tink paa  Kjerk end
sejj i  Kjerk aa tink paa  Krowr.

 [276] _Attermejje_, Eftermiddag.

 [277] _hwipper_, vipper med Halen.

 [278] _ande_, anden.

 [279] _Krowr_, Kroen.

=Prsten.=

Naa, naa, naa, Thomas.

=Thames.=

Ja, saa taaler vi ett mier om _det_. Men der war da helsen ogsaa en
naaen bette ring Ting a gjan vild snakk med  Prjst om, nu men a er
kommen i mi pn Kljer.

=Prsten.=

St Dem, gode Thomas, og sig De kun mig, hvad De har paa Sinde.

=Thames.=

Ja, Hr. Pastor, a haar ett nj aa bed om for m sjel --

=Prsten=

{(indtrngende).}

Sig aldrig det, Thomas, vi har alle sammen noget at bede om, enhver
isr. Om De vilde gaa med i Kirken i

Dag, skulde De hre min Udlgning om den Ting: "Bede, saa skulle I
faa, sge, -- --"

=Thames=

{(falder ind).}

-- -- "saa skul-de I _fin-de_". Jow, jow, jow, Hr. Pastor, sen aa
forstaa. Det war ett sr {(bogstavret):} _Dette maa altid ligge os
paa Sin-de!_ Men det _a_ vild bed Dem _tink_ ved, Hr. Pastor, det er
nu flgendes: Det staar grumme skidt te i Hwolgaard.

=Prsten.=

Hos Karen Marie?

=Thames.=

Ja, akkuraat. A ved snaar ett hworden  slle Kwind' ska klaar , for
der er ett en Ting, der vil lykkes og ett en Hwed, der vil trywes,
sin Anton kam aa  Gaard. Gammel Karen Mari hun grder  Ntter med 
Daw, hun sir grangivelig ud _som_ en Ddning.

=Prsten.=

Siger De det, Thomas! Det gjr mig sandelig ondt at hre. Hvad var nu
egentlig Grunden til, at Anton saa pludselig brd op fra Hvolgaard,
hvor han jo dog havde tjent i saa mange Aar.

=Thames.=

Tho det war de Ung, de kund jo ett spndes[280].

 [280] _spndes_, enes.

=Prsten.=

Naa de kunde ikke mere lide hinanden.

=Thames.=

Lid hinan! jow, det kund de endda saa mj wal; det war ett nr sen.

=Prsten.=

Jamen, hvad saa da?

=Thames.=

Aa, om a maatt sej . A tror ett, der war andt i  Vej end det, te de
holdt _for_ mj af hinaan.

=Prsten.=

Ja, men det plejer Folk jo dog ikke at gaa fra hinanden for.

=Thames.=

Jow somm'tider wal; nr der kommer en Kil imell. Og det war justement
det, der kam hr.

=Prsten.=

Men hvem var dog samvittighedsls nok til at gaa mellem de unge
Mennesker?

=Thames.=

Ja, det tr a wal nap[281] nok snakk om. Men helsen troed a
forresten, te  Prjst vidst bejer Beskejn om den Ting.

 [281] _nap_, knap.

=Prsten.=

Nu maa De tale ud, min gode Thomas!

=Thames.=

Ja _skal_ a sej , saa _skal_ a sej . For den Kil a ymter om, det
war nok akkuraat  Student.

=Prsten.=

Holger! Min Sstersn! De mener, at Holger har spillet ufint Spil!

=Thames.=

Ja-a, pn ka en jo ett kald .

=Prsten.=

Gaaet mellem to lykkelige unge Mennesker! Uforskammede Kngt! Jeg
skal sandelig lre ham!

=Thames.=

A er rj for, han ogsaa anner Stejer haar wot paa Spil.

=Prsten.=

Jamen det er jo skammeligt! Gaar den Kngt saadan og misbruger min
Godhed.

=Thames.=

Ja, nu er a wal kommen te aa sej nj, som a ett maatt. A er helsen
ett krng for[282] aa br Sladder om, men det haar gjord m ondt aa
si, som det gaar i Hwolgaard. Og kund De, Hr. Pastor, rett en bette
Gran ved , saa war  saamnd Alms[283] aa gjr .

 [282] _krng for_, hgen efter.

 [283] _Alms_, en god Gjrning.

=Prsten.=

Ja, det kan De sandelig tro, jeg skal. Den Kngt skal komme paa
Porten strax.

=Thames.=

Jaja; baare det saa ett haar drwen forlng. Men nu maa a nok te
Pampren[284]!

 [284] _Pampren_, Trippen.

=Prsten.=

Nu skal De ha' Tak, fordi De sa' mig det, Thomas ... Hum-hum!
Uforskammede Ka'l; saadan at misbruge min Tillid! Hvad maa dog ikke
hans Mor tnke om mig?

Aa, inden De gaar, Thomas, maa jeg ikke vise Dem min nye Karudsedam.
Vi gaar lettest denne Vej.

{(Peger ud til hjre.)}

{(Kort efter Banken paa Dren ud til Gangen; hjere Banken. Omsider)}

=Anton=

{(ind).}

Naa, her er ingen!

{(Gaar lidt omkring og kigger paa Bogryggene.)}

=Holger Darling=

{(styrter ind uden Banken og raaber):}

Aa, mine Handsker! {(Ser Anton.)} Hvad, er De her?

=Anton.=

Ja, hr er _a_.

=Darling.=

Jeg troed, min Onkel var her.

=Anton.=

Det troed _a_ ogsaa, men da han nu ett er her, saa faar vi tro om
ijen.

=Darling.=

Er det sandt, at De rejser til Sjlland i Morgen?

=Anton.=

Nej, det er Lwn. Men det er sand, te a rejser iwermaaen. {(Peger.)}

Dje Slips er gavn op.

=Darling=

{(hen til Spejlet, nsten grdende).}

Det er ogsaa fortvivlet, at der ikke er et Menneske her i Huset, der
forstaar at binde et Slips.

=Anton.=

Ja, det er elendig, De ett sjel forstaar , nr De nu endlemaal[285]
vil gaa med sen n Kram.

 [285] _endlemaal_, endelig.

Hwem ska saa vr Dje Baldame i Awten?

=Darling.=

Baldame?

=Anton.=

Ja, ska De ett te Skyttefest?

=Darling.=

Jo, med Deres Tilladelse: jeg skal til Skyttefest.

=Anton.=

Hwormanne Piger skal De egentlig ha forfr, inden De tar fr  Egn?

=Darling=

{(flabet).}

Aa, lad mig se, saadan en halv Snes Stykker, eller skal vi sige et
Dusin, det er saadan et rundt Tal.

=Anton.=

Er Kjesten i Hwolgaard saa imell _dem_?

=Darling.=

Med Kirsten begyndes der paa et nyt Dusin.

=Anton.=

Dem ka a ett snakk mej. Der er formj Flf[286] i Dem. Men ved De,
hwem Kjesten er? Det er den bejst Pig baade laant og nr. _Gjr De
hind Fortrd_ -- ja, De ved jo, te a er ved aa pakk mi Kram for aa ta
te Amerika {(med sammenbidte Tnder)} men ... a kund jo ogsaa gjr n
andt nj og saa gaa ad  Towthus! -- Den Pig kan a ett aasi te nue
anner ... Jow, te en alworlig Mennesk, der holdt af hind for hinne
egen Skyld, og ett baare for det hun er en Frowentimmer. -- Aa,
Holger Darling, vis nu jen Gaang, te ogsaa De ka handel som en honnet
Kaalmennesk. Rend atter all de Tser, der render atter Dem og Dje
stur Slips, men ld Kjesten vr den, hun er!

 [286] _Flf_, Flab.

=Darling.=

Hvem har udnvnt Dem til Kirstens Barnepige?

=Anton.=

Det haar a wot, saalng hun sjel vild. Nu maa a ett vr  lnger. A
ved nok, te Kjesten tror, hun nu ka vrg s sjel. Men det ka ingen
Pigbaan. Det er skrbele Postelin, der er i det Skaf[287]. Vil ett
Mands Bravhied vrg dem, saa Gud naad dem!

 [287] _Skaf_, Skab.

Gi m nu Dje Hand paa, te De vil l mi Kjrest -- a miner: Kjesten
-- te De vil l hind gaa, nr a forlaader  Land!

De holder Dje Hand tebaag. De vil ett! Ja, _saa tar a sjel_.

{(Griber Darling fast om Haandleddet.)}

=Darling.=

Men hvor bliver dog Onkel af. Ih, Menneske, De er jo ganske forrykt.

{(Kaster Armen frem og tilbage.)}

=Anton=

{(holder krampagtig fast).}

Nej, her blywer'en, indte De gjr, som a ber Dem. De _skal_ trykk mi
Hand! Hrer De! Og lov saa, te De ett vil forfr mi ...

{(De brydes strkt, Darlings Slips ruller atter ud.)}

=Anton.=

Nu fild ijen Dje Slips, Dje dejlige Slips; den De fanger aal de manne
Piger i {(med sammenbidt Raseri):} Skal _a_ ett bind Dje Slips for
Dem {(griber efter hans Strube).}

=Darling=

{(trnges op i en Krog mod Boghylderne).}

Hjlp, han kvler mig!

=Prsten=

{(kommer i Dren).}

Hvad er dog dette! _Kjre_ Venner!

=Anton=

{(behersker sig).}

Aa, Hr. Pastor, a skuld hjlp Darling med aa faa bunden hans Slips,
for er den i Uorden, er der et mj ved Personen dr paa Lav.

=Prsten=

{(giver Haand).}

Velkommen Anton! Som du ryster paa Haanden!

=Anton.=

Ja, det war jo halles uwant Arbed. A tror njsten, det war godt, De
kam og to m fr .

=Prsten=

{(til Darling).}

Og du Holger, hvor har du kunnet nnne at gjre mig saa bedrvet! Jeg
har hrt det om dig, jeg ikke vil nvne. Ta' en andens Kjreste og
det paa den Maade. Nu har jeg bare eet at sige dig: Gaa ind og pak
din Kuffert!

=Darling.=

Det er dog for galt; men Onkel, maa jeg ikke forklare mig?

=Prsten.=

Nej, jeg kan slet ikke tale med dig efter dette. Du har gjort mig
_saa_ bedrvet; jeg som har behandlet dig som min egen Sn og saa ...
Nej, jeg kan ikke tale med dig! Og din Mor, hvad skal jeg svare
hende? Gaa nu ind, som jeg siger! {(=Darling= ud.)} -- Jeg gamle
Mand, som viser alle og enhver Tillid. Og saa behandler man mig paa
den Maade. Aa, hvor er det skammeligt! {(Til =Anton=.)} Var du ved at
lgge voldsom Haand paa ham? Ja, jeg forstaar din Fortvivlelse, kjre
Anton. Men kan det ikke gjres godt endnu? St dig ned og lad os tale
alvorligt sammen.

=Anton.=

Med Kjesten blywer  aalle godt. Hun er forgjord af den Springfyr.

=Prsten.=

Men er det ikke fejl saadan at flygte fra Kampen? Vil du dog ikke
vente og se, hvad Virkning det kan gjre, at Holger kommer paa
Porten?

=Anton.=

A rejser forelbig til Sjlland, og saa snaar  Tjel[288] er aa 
Jurd: te Amerika. Helsen sku der ski stur Forandringer herhjemm.

 [288] _Tjel_, Frosten.

=Prsten.=

Jaja, min unge Ven, jeg kan jo ikke hindre dig deri, men jeg tror nu,
du handler altfor overilet. Tnker du heller ikke paa din gamle Far
-- {(det banker).} Kom ind!

=Povl Hedemark=

{(ind).}

Goddaw.

=Anton=

{(svagt).}

_Det_ war det vst!

=Prsten.=

Goddag, gamle Povl. Er det maaske Snnen, De sger?

=Povl.=

Ja, tho a hr, te han skuld vr gavn her hen, og da a lng haar hat i
Ajt[289] aa sg ham, saa er det hr maaske endda ett den galest Stej,
vi kund trff hinaan. Og en ska nok skynd s, om en vil ha ham i
Taal, atter hwad a hrer.

 [289] _i Ajt_, i Sinde.

=Prsten.=

Ja rejse, rejse! det er de unges Parole; men vi gamle vi maa smukt
blive siddende; hvad gamle Povl!

=Povl=

{(til Anton).}

Saa _er_  sand, te du tinker paa aa draw fr wos?

=Anton.=

Ja, det er sikker nok. Den Tank haar a hat lng.

=Povl.=

Ja, det er _det_, a er saa kid aa[290], Anton, te du haar hat det i
_di_ Tanker saa laang Tid og saa aalle snakked te di gammel Faa'r om
. Du ved, hwor stur Pris a stter paa d, du er mi jenest
Baa'n[291]; a haar ingen anner aa forlid m te end d; vil du nu rejs
aa  Land, saa er  jo snaar, som haaj a laa _d_ ved  Sid af de
anner.

 [290] _kid aa_, kjed af.

 [291] _jenest Baa'n_, eneste Barn.

=Anton.=

Ja, Faa'r, du maa ett tro, det er nj, a gaar let te. Saa war a nok
kommen te d. Men a vil ett lnger gaa herhjemm og gjld for
Kaast'kjp[292] og kyl'es af det jet og i det andt og saa endda skuld
vr lig'glaad. Det ka godt vr, a blywer skuffed i Amerika ogsaa, men
heller det ud i det Fremmed end gaa herhjemm og ved, te en ett ka
komm op; en vre saa dygtig en vre m, saa _er_ en fj te aa l s
indrull i "de Meniges anden Klasse".

 [292] _Kaast'kjp_, Kastekjp.

=Povl.=

Ja, men, Anton, det er , a er kommen for aa sej d: du behwer et aa
rejs ud for aa blyw di egen Mand, du ka komm hen paa  Hied te m og
faa  bette Hjemmen.

=Anton=

{(ser tavs til Siden).}

=Prsten.=

Lyt til din gamle Faders Stemme!

=Povl=

{(indtrngende).}

Du kommer saa sjalden hjem aa sir te di Faa'r, helsen skuld a ha vist
d, hwor  bette Stej er gavn teframm ad i de sidst Aaringer; det vil
vis ogsaa  Prjst hold med m i. Det _er_ en bette gjv Plet, det ka
du lig sej aa!

=Prsten.=

Ja, det har jeg ofte sagt til din Far, Anton; det er mig en inderlig
Glde at se den Trivsel, der er i alting omkring dit Barndomshjem.
Jeg har altid kaldt det for det lille Sndagshjem paa Heden.

=Povl.=

Og du ka faa  uden Peng. Der _er_ jo ingen anner te . Det er jo
_d_, a haar gan aa tint paa for hwer Spaadfuld Jurd, a haar vend
derud!

=Anton.=

Ja, Faa'r, a mistyder ett di Tilboj og den gued Mjening du haar med
, men Faa'r -- a kan ett ta imud [293] -- -- saa gjn, a ogsaa
vild.

 [293] _imud _, imod det.

=Povl=

{(nsten i Graad).}

Naa. -- Du ka ett ta imud ! Hrer De det, Pastor Hansen; han ka ett
... ta imud ! Han forsmaar mi Gaw. Det _er_ ett nj for ham! Baare a
saa haaj hat udstridt, for her i Verden blywer der ett mir Gled for
_m_ aa vent!

=Prsten=

{(til Anton).}

Knus dog ikke et stakkels Faderhjrte! Han kommer jo til dig med det
bedste han ved: sit lille Sndagshjem.

=Povl=

{(i sine egne Tanker).}

Hwi gik a saa dr i aall de manne Aar og jawnt Knold paa Knold, nr
han nu ett tykkes, det er nj ward? A gjord , forre te[294] han sku
faa  bejr, end _a_ haaj hat . A trowed, te a gik og sled for jen af
mi egen; nu haar a jo saa ilwle kuns gan i Dawlej for anner. Nr
Fremmed ska ha  atter m, hwor er saa  Ln for mi Sled!

 [294] _forre te_, for at.

=Anton.=

Ja, Faa'r, aal det, du dr sejer, forstaar a hwer Krumm[295], og det
gjr m saa ondt, ja, saa forfrdelig ondt; og for ett aa hr d sej
, er , te a er blwen fr d.

 [295] _Krumm_, Smule.

A haar den strst Beundring for di Sled. Men _a_ kan ett trkk di Sel
paa; den vild gnav m, saa a blw baade vild og gal; og det miner
Folk, te a haar nok aa i Forvejen. A kan ett som du pikk Guldkjanner
op aa en Sandbrink; a er en naaen Tids Mennesk, der ett er tilfreds
ved blot aa faa  Fd -- for den faar en Regnworm jo ogsaa. Tho 
Fd, den _kund_ a maaske faa deropp paa  Hied; skjnt det er nok
somm'tid, Faa'r, det haar knvn _d_ haadt nok; men  Fd det er det
mindst for _m_. Nej, a maa ha nj aa prv mi Evner paa! Og i _mi_
Aalder og med _mi_ Syn aa l s bind te en Stump Hiedmark opp mell 
Lyngbakker -- nej, Faa'r, det maa du ett forlaang; det vild vr som
aa stt en Haar i Tyr[296].

 [296] _en Haar i Tyr_, en Hare i Tjr.

=Prsten.=

Nej, lille Anton, _du_ ejer ikke det, som er bleven din fromme Far
til _hans_ Livs Velsignelse: Tilfredshedens gyldne Naadegave.

=Anton.=

Nej, det haar De Ret i, Hr. Pastor! Tefredshied -- det er en Wor a
aaltid haar kjowt i smaa Partier. Tefredshied for den Fatte forre te
den Rig ka faa Ro te aa tyg _aa_  Mund. Saamanne Smaafolk som mulig
op paa  Hied, saa er de ett i  Vej for dem Stur. Men a skal ett l
m dryw ud i rkenen; skal a blyw herhjemm, saa vil a knag m ha en
Bej[297] med de anner ... Helsen ka a rejs. Verden er stur. Der er
tusind og tusind te, der er rejst fr _m_, og det ett af de ringest!

 [297] _Bej_, Bid.

=Prsten.=

Nej, det er saa sandt, saa altfor sandt, hvad du _dr_ siger, Anton.
Det hrer til _mit_ Livs srgeligste Erfaringer at ha' oplevet det,
_jeg_ har maattet opleve, mens jeg har boet i dette Hedesogn; at se
alle de dygtige, men _fattige_ Karle, altid de dygtigste, saa snart
de har naaet Modenhedsalderen, -- saa se dem forlade Hjem og Arne og
det elskede Fdreland for at sge Lykken i det fremmede. Naar jeg
lser i min Avis, at nu er der atter n eller anden udvandret Dansk,
som har udmrket sig derude -- ja, jeg forsikrer jer, jeg kan sidde
og skamme mig, blive saa inderlig bevget paa mit Lands Vegne, at vi
maatte vrage ham, mens de fremmede forstod at faa hans Evner til
Spiring. Saadan _burde_ det jo ikke vre.

=Anton.=

Ja, sir De _det_, Hr. Pastor! De maa gi m Ret. En Land der ett
behandler si Ungdom annerledes, den Ungdom, der haar Nv paa  Skawt,
fortjener den, te vi ska hold wos te en? Hwem vild ett gjn blyw
herhjemm og ta si Torn sammel med de anner, nr en maatt arbed paa
lig Velkaar, men det bejst aa  Land er jo tavn op af Persowner, der
bogstavelig aalle haar hat dje Hinner paa en Spaad, og tebaag te vi
anner blywer tit ett andt end den usleste Knyg'sand[298].

 [298] _Knyg'sand_, Flyvesand.

=Povl.=

Ja,  Sand ka ogsaa godt gi _nj_, nr det helsen faar si Passen.

=Anton.=

Ja, Faa'r du haar slidt aall di Lyw, og hwad haar du faat ud aa ? Mi
Sskend er dd hwerjen, wor Muer fk tidle hinne Kng[299]. Du war
jen af de strkest Mnd, da _du_ saatt d nied paa  Hied. Hwad er du
nu!

 [299] _hinne Kng_, sit Knk.

=Povl.=

Nej, nu er  Hjelbred jo ved aa sald[300].

 [300] _sald_, svinde.

=Anton.=

Og hwormanne ledde Timer haar du wal hat i di Lwtid?

=Povl.=

Aa saamnd, manne war  jo ett.

=Anton.=

Og dengaang, du ga d i Lav med  Lyng som ung Mennesk, mon du da
haaj tint[301], te det skuld ha tavn saa haadt paa d og din?

 [301] _tint_, tnkt.

=Povl.=

A haaj wal knap nok tint, te det war nap[302] saa taang en Stien aa
trill mej. Tho det gik jo endda noweledes[303] i  Frstning; da haaj
en jo no faa Spaarskjellinger aa tr po, men da de saa gik ad, og det
jet slo fejl og det andt slo fejl, saa war  saamnd manne Gaang
strng, isr den Tid da di Muer blw tavn nied, og en stod aaljenne
med . Ja, a haar saamnd list m fr de Smaa manne Ntter og gavn ud
paa  Hied og vrejn mi Hinner te Worherr, om ett han vild kjend m en
Raad, saa a kund skaff en St Brd aa gi  B'en.

 [302] _nap_, slet.

 [303] _noweledes_, nogenledes.

=Anton.=

Hrer De det, Hr. Pastor; sen sir  tit ud indvendig "det lille
Sndagshjem paa Heden".

=Prsten.=

Nej, kjre gamle Povl, _har_ De haft det saa tungt! Og det har De
aldrig sagt _mig?_

=Povl.=

Aa, det kan en jo tidle nok komm te aa bekjend, te en ett wal ka
reterir s[304]. Og det gik jo da ogsaa nok saa godt, da a frst kam
te n Bestning.

 [304] _reterir s_, klare sig selv.

=Anton.=

Jamen med di Sled skuld du jo ha wot jen af de rigest Mnd i  Sovn.

=Povl.=

Ja, vi ka ett aalsammel blyw Herremnd.

=Anton.=

Nej, det er heller ett  Mjening aa . Men ka du nu forstaa, hwad a
sa, te _a_ ett ku trkk _di_ Sel[305] paa?

 [305] _Sel_, Sele.

=Povl.=

Ja, du maa ett l d bind for _mi_ Skyld. A er en gammel opsledt
Mand, der ndde skuld gaa i  Lyssen for nue.

-- Men jen Ting _kund_ du da gjn lov m, inden du forlaader  Egn
for aall Daw; te du vild ta med m hjem aa si ; det ku da'tt skaad
d nj[306].

 [306] _ku da'tt skaad d nj_, kunde da ikke skade dig noget.

=Anton.=

Det vild a endlemaal[307] ogsaa gjn tjen d i, Faa'r, hwis a ett war
rj for, te a skuld fl m swag. For nr a maa stt m saa bestemt
imud aa komm derud aa bo, saa er der jo mir end jen Ting i  Vej. M
og Kjesten -- vi er frdig med hinaan.

 [307] _endlemaal_, rlig talt.

=Povl.=

Ja, det haar a jo guednok ldt m forlyd mej.

=Anton.=

Derfor maa a saalaant herfr som a ka komm. For bo en Stej, hwor en
ku resikir aa md _hind_ hwerandt Lidt, si hind gaa paa  Awer og
flytt  Kyer, heller maaskis kyr te Kjerk med en naaen Mand ved 
Sid af s -- nej, det kund a'tt udhold. Derfor, kjere Faa'r -- du maa
ett frist m!

=Povl.=

Jaja da. Det skal a saa -- heller ett {(rejser sig langsomt og med
Taarer)}. Naa -- -- maa a saa -- -- -- sej d Faa -- -- wal, Anton.
Gud vr -- -- -- med d!

{(Gaar mod Dren; Prsten flger ham.)}

=Anton=

{(synker ned paa en Stol).}

Hwor mj mir mon a haar aa rykk wer, fr a ka komm afstej!

{(Tppe.)}




FJERDE AKT.


{Hvolgaardens Blegeplads: en Eng langs Aaen, der lber i en Bue til
venstre; i Hjrnet en Spange over Aaen med Rkvrk til begge Sider.
Foraarsmorgen med klar Himmel, Dug, Sol og talrige gule Blomster.}

=Kjesten=

{(kommer over Spangen med en hvid Lrredsvv under Armen; begynder at
brede sin Vv ud over Grnsvret langs Aaen, mens hun synger):}

      Ka' Drebk lgger sit Lat paa Bleg
      og nynner i sde Drmme,
      hun jvner hver Fold, hun glatter hvert Lg
      med Hnder, smygende mme.
    Men dybt kan n den anden bedrve.

      Rd lagde Ka' Drebk sin Vv paa Bleg,
      det var ved Sankt Hansdagstide,
      men frend Septembers Maane steg,
      da var hendes Kinder saa hvide.
    Thi dybt kan n den anden bedrve.

      Ka' Drebk kjender ej Rist ej Ro,
      med Haanden dkker hun Panden,
      den Mand, hun for Aaringer gav sin Tro,
      har Bryllup i Dag med en anden.
    Saa dybt kan n den anden bedrve.

{(Pavse; derpaa Pigestj og Latter til hjre for Scenen fra andre
Vaske- og Blegepladser):}

Hallo, hallo -- o -- o!

=Kjesten=

{(svarer).}

Hallo -- hallu -- u -- u!

=Svenske-Stina=

{(leende ind fra hjre; hun er hj, lys og smuk).}

Goddag, sta Kjersta! Aa, det er saa rentut ryslig roligt alltihopa!
Har du hrt det; har du hrt det?

=Kjesten.=

Hwad haar a hr.

=Stina.=

At han skriver saa till mig: Jag faar komme hem og gifta mig.

=Kjesten.=

Ih, hwem skrywer sne nj?

=Stina.=

Gossan min, min Elskling forstaas.

=Kjesten.=

Da war det nok lig Mad for Mowns, hwa?

=Stina.=

Ja da! ikke sandt! Fr vilde han inte alls, Tosken min; nu vil han
paa sjlve Stunden.

{(Ny Latter fra hjre.)}

=Kjesten.=

Hwem er _det_, der grinner[308] sen?

 [308] _grinner_, ler.

=Stina.=

Det er de andre Flickorna. Vi vrider Tj derborte ved Elven. Faar jag
kalde dem hit?

=Kjesten.=

Ja _hit_ du dem baare.

=Stina=

{(jodler).}

Hallo, hallu -- u -- u!

=Stemmer=

{(svarer langt borte).}

=Stina.=

Aa, hvor er han st, nej! saa utomor_dent_lig st! Se her, se her, se
her {(danser rundt).} Jag har'en i Fickan. {(Ta'r Kjrestens Portrt
op af Lommen.)}

=Kjesten=

{(med et Suk).}

Det skuld lig vr enaaen jen, der sen haaj  Kjrest i  Lomm!

=Stina=

{(stikker Portrttet frem).}

Titta!

=Kjesten.=

Tho da er  en hil St bovn Kaa'l[309]. Han ligner jo ligfrem Anton.

 [309] _en hil St bovn Kaa'l_, en svr smuk Karl.

=Stina.=

Mycket vakrere.

=Kjesten.=

"Wakre" end Anton! Nej, hold nu, Morlil! Der skal ilwle[310] mir te
aa stikk Anton ud! Men det forstaar s: enhwer Sow tykkes wal bejst
om _si_ Gris'.

 [310] _ilwle_, alligevel.

=Stina.=

Aa jag er saa kjr i'en, saa jag kund spis'en {(griber Kjesten om
Livet og danser rundt)}. Saa kjr, saa kjr, saa kjr!

=Kjesten.=

Ja, det ka a rigtignok mrk. Haar han saa nj aa byd d hjem paa?

=Stina.=

Hvorledes? Bjude mig hem paa. Han elsker mig saa ofantlig.

=Kjesten.=

Ja, det forstaar a hwer Krumm. Men han haar altsaa ett sen n
Stilling.

=Stina.=

Det vet jag inte alls. Men en bra Gossa som min han vil inte la
Allerkjresten sin svelte frdrvat.

=Kjesten=

{(med et Suk).}

Gud gi det war m, bette Stine, d sen blw send Boj[311] atter; men
den Held ska a nok ett ha.

 [311] _Boj_, Bud.

{(Nye Hallo bag Scenen).}

=Kjesten og Stina=

{(svarer igjen).}

{(En Klynge leende og springende Landsbyvaskepiger med bare Arme og
hvide Forklder jubler ind fra hjre; de slaar Kreds om Kjesten og
Stina, slaas paa Skrmt, tumler og stjer. Et Par af dem brer en
Balje Tj mellem sig, som de slipper ned i Engen.)}

=Kjesten.=

Det war alkjn af jer, te I kam. Nu tykkes a, te vi ska ha en bette
Spg for. A hrer, te Swensk-Stine ska hjem aa gywtes. Ska vi saa ett
vis hind, hwordan vi ka pynt Bruj' i Danmark?

=Stemmer.=

Jow, l wos lav n _Kommes_!

=Kjesten.=

Nu er  Blomster jo ogsaa saa kjn som de blywer. Vil I nu plukk, saa
ska a pynt.

=Stina.=

Nej, hvor roligt!

{(Pigerne spreder sig plukkende over Engen, mens Kjesten og Stina
ta'r Plads midt for Scenen.)}

=Kjesten=

{(synger, mens hun pynter Bruden; de andre stter Omkvd til, idet de
brer Blomster til hende).}

    Nu er Dagen fuld af Sang,
    og nu er Viben kommen,
    Bekkasinen Natten lang
    haandterer Elskovstrommen.
      Plukke, plukke dugget Straa,
      plukke, plukke Siv ved Aa,
      plukke, plukke Blomster.

    Engen er nu gyldengul
    af tunge Kabbelejer,
    Sndenvinde byder op,
    og Dueurten nejer.

    Dammen ligger Dagen ud
    med Brudelys i Hnde, --
    rkker hjt de ranke Skud,
    at Solen maa dem tnde.

    Nu vil M med Silkestik
    paa Brudelinet smme,
    den som ingen Bejler fik,
    hun ta'r sig n i Drmme.

    Rk mig en Forglemmigej
    og sidst en Krusemynte,
    saadan slutter vi vor Leg,
    saa glad som den begyndte:
      Plukke, plukke dugget Straa,
      plukke, plukke Siv ved Aa,
      plukke, plukke Blomster.

{(=Stina= er nu pyntet med Blomster i Haar og Hat og Barm og Blte;
da Sangen er til Ende, siger)}

=Kjesten.=

Nu, bette Stine; nu vild a nsk, te du kund si d sjel. For nu er du
saa kjn, som du blywer.

=Stina.=

O, jag er saa gladt, saa gladt, saa utomor_dent_lig gladt!

=Kjesten=

{(klapper i Hnderne).}

Kom nu her! {(De danser i Kreds om Stina, mens de synger):}

    Munken gaar i Enge
    den lange Sommerdag,
    hvad gjr han der saa lnge,
    aaja, aaja, aaja!

=Stina.=

Aa jja mig! Jag _kan_ inte holde Fdderne stille. Faar inte jag
danse med?

{(En af Vaskepigerne har listet et Stykke op af Baljen. Sangen
fortsttes):}

    "Munken breder ud sin Kappe saa blaa"

{(Pigen spreder det fremtagne Linned for Stinas Fod.)}

=Stina=

{(i Latter).}

Det var Jklen til Kappe, det. Det er jo min arrige Madmors Srk!

{(Nu oplser det hele sig i Grin, gjennem hvilket man hrer Takten):}

    "Aa se dog hvor lystigt de danser de to,
    som havde de stjaalet baade Strmper og Sko,
    Kom falderideralla."

=Stemme.=

Kjesten, di Muer kommer!

{(Flokken forsvinder lydlst. =Kjesten= tilbage til Blegepladsen.)}

=Karen Mari=

{(kommer besvrlig over Spangen).}

Aanej, det war endda en kjn Maa'nstnd[312]. A _kund_ ett dy m; a
maatt hernied ogsaa, sjelom de gammel Bjen er blwen nj taang.

 [312] _Maa'nstnd_, Morgen.

=Kjesten.=

Ska a komm aa ta ved di Hand, Muer?

=Karen Mari.=

Nej, mi Ba'n, det gaar wal, nr a baare ett skal blyw
hwingelsyg[313]. -- Nej, saa aall  Blomster er kommen! Si, hwor de
staar med dje bette gul Huejer[314]. Aa, hwor det er skjn!  Stork
ska nok ogsaa vr sit[315].

 [313] _hwingelsyg_, svimmel.

 [314] _Huejer_, Hoveder.

 [315] _vr sit_, vre set.

=Kjesten.=

Ja, og Fisker-Thames kam iguer hjem med hans Lu fuld af Viefg.

=Karen Mari.=

Ja, den Kaalsen[316] _han_ ka gaa og find . {(Er nu kommen ned paa
Engen; ta'r fat i Vven.)} Ld wos faa'en strammed bejer ud. Ta
ved'en dr. {(De strammer Lrredet.)} Laa _du_ Mrk te, om  Kaal war
kommen ad  Mark?

 [316] _Kaalsen_, Karl.

=Kjesten.=

Nej, a saa ett te no Kaal.

=Karen Mari=

{(nsten grdende).}

Saa sejjer de nok og tygger endno. Det er endda strng, nr en sen
ska dryw dem te  Bestilling, og ett ved, om der blywer nj udretted
i  Gaard heller ett.

Aa vi, vi![317] -- en Adskjel hr er blwn, sin den hwelle Kaa'l kam
aa  Gaard! Hwor _kund_ du endda faa  wer di Sind aa vraag Anton,
vraag den bile Kaa'l, hwis Lig a aalle faar? {(Ta'r i Lrredet.)} Her
ligger nu te di Brujlagner, ja, her ligger de. Men hwor er nu  Kaa'l
te em, det war , en sku spr om.

 [317] _aa vi, vi!_ ve, o ve!

=Kjesten=

{(bimsk).}

Saa kund _du_ jo ha tavn ham, Muer!

=Karen Mari.=

Hwad er det nu for n Plevver[318] aa komm mej! Kund a ha tavn ham!
Som det war _m_, han stod atter! Det er nok aa de Daw, te a render
Haarer[319] ind, m gammel Negger[320]. Men sen er det med de ung
Piger nuomtider. De vd ett dje egen Bejst. Saa vraager[321] de jen
og saa vraager de tow; tesidst er de saa en Daa sjel vraaged. Men det
er da m, det gaar ud wer i  Uddrav[322]. Herregud, te en nu skal
stt den _skjnne_ Gaard werstyr, som haar wot i  Familli si
Vrri[323] saalng nue ka how[324]! A tror da heller, en maa tink paa
aa faa  sol, inden det gaar rejn og baar Fald paa.

 [318] _Plevver_, Snak.

 [319] _Haarer_, Harer.

 [320] _Negger_, n.

 [321] _vraager_, vrager.

 [322] _i  Uddrav_, inden det ender.

 [323] _i  Familli si Vrri_, i Familiens Eje.

 [324] _how_, huske.

=Kjesten.=

Hwad sejer du, Muer; vil du sl  Gaard!

=Karen Mari.=

Aa, spr m ett om nue Ting. A _kan_ ett ha i mi gammel Hued. Det er
m wer  Hand ihworden a vender . Og _du_ vil jo ett gjr n Aller
af nue Ting. For der war saamnd saa manne, du gjn kund ha faat. To
det er da'tt enhwer Pig, der staar med en Gaard paa  Fingerender.

Ved du, om Anton endno er i  Land?

=Kjesten.=

Hiel sikker ka en jo ett vr paa , men det hober a da, han er. Atter
hwad a haar ht, kund han jo ett komm af hans nj Plads fr te
Majdaa, og den haar vi jo frst i werman.

=Karen Mari.=

Du haar da wal ett mir Maskepi med den Darling, sin han kam fr 
Egn? Det maa da ha wot saamj en slemme Klrfimsi[325]. Nu ska  nok
vr gavn op med en Pa Stykker te, atter hwad der blw m fortal ved 
Kjerk. Det er da n strng nj for wor Prjst. Tho det er da ham, der
ska db 'em.

 [325] _Klrfimsi_, Kngt.

=Kjesten.=

Ja, nu ka  jo vr, de gir Darling Skyld for lidt mir, end han haar;
nu han er kommen aa  Vej, saa er  jo saa nem aa vlt ham i .

{(=Store An= og =Bette An= kommer med Skke fulde af Vasketj over
Engen fra venstre. =Bette An= fortstter ud til hjre med Nbbet
hngende.)}

=Store An=

{(gaar hen til de to ved Blegen).}

Goddaw og Gudhjlp jer!

=Karen Mari.=

Tak. Naa haar en _d_ hr! Ih, hwad gik der af Bette An, a tyt, hun
_saa_ saa pylred[326] ud?

 [326] _pylred_, modfalden.

=Store An=

{(hsende).}

Jow, nu er jo blwen opped med Nikoline. Hun haar jo maatt gaa te
Bekjendels wer for  Muer, hwad der venter. Og nu ska hun jo saa aa
 Tjenest.

=Karen Mari.=

Herregud, den kjnne bette Pig! Saa war  da godt, vi anner ett
beholdt hind i  Gaard. Hwem er saa Ptros[327] dr paa Lav?

 [327] _Ptros_, den skyldige.

=Store An.=

Ja, der er saagu kuns jen aa skyld i , den samm der haar wot paa
Spil aall de anner Stejer.

=Karen Mari.=

Student Darling! Er  saa ett forfrlig da!

=Store An.=

Jow, det war sgi en javn Hstkaa'l, dr war kommen te  Egn. Hihihi!
Nr de nu faar  B'n tal op, saa de ved, hwor manne, der blywer, saa
skuld de slaa  sammel te jen Baselgild det Hiele, saa ka  jo vr,
te ogsaa  Prjst kund kwitt en Gryssen[328] i _hans_ Betaling.
Hyhyhy! {(gaar).}

 [328] _Gryssen_, Smule.

=Karen Mari.=

Er  da saa ett faale[329] med ! Hwad tinker du nu om gotten
Swend[330]?

 [329] _faale_, forfrdelig.

 [330] _Swend_, Fyren.

=Kjesten.=

A tinker, som a  hiel Tid haar tint: den Student er en Pjalt, som a
ett vild rr ved med en Ildklemm!

=Karen Mari.=

Sejer du, te du haar tint sen  hiel Tid? Da kund en naaen jen da
ett blyw klog paa andt, end te han ett haar spilt d saa lidt i 
Hued. Men det er jo godt, du saa er blwn omsinded.

=Kjesten=

{(harmfuld).}

Aa, I er n gued Fpander ind ad en Kant {(flbende)}: A haar aalle
hat anner i mi Tanker -- -- paa den Maad -- end Anton -- ett jen
Ywblik, det forsikrer a ved den sde Gud, a haar ett, saasandt som a
staar hr!

=Karen Mari.=

Men bette sde Kjesten, hwor kund  saa fald d ind aa l den
bovne[331] Kaal gaa? _A_ haar jo da aalle saat m imud te d blw en
Par af I tow.

 [331] _bovne_, skjnne.

=Kjesten.=

Ja men, du saa jo, hworden Anton war blwen, inden han kam ad  Dar.
A kund jo da ett hiel l m trj nied[332] af ham.

 [332] _trj nied_, trde ned.

=Karen Mari.=

Ja, a kjender jo ett de Ung dje Handtiring, men det maa wal sajtens
ha wot af Kjrlighid.

=Kjesten.=

Ja, det tinker a ogsaa nok det war {(ny Smaaflben)}. Og a skuld wal
ogsaa ha funden m i ; for der war nu ett saa raar en Kaal laant og
nr som Anton, nr en frst kommer te aa tink ved . Og det er jo paa
en Maad m, der drywer ham aa  Land[333] {(strkere Grden).}

 [333] _aa  Land_, ud af Landet.

Aa, nr det kommer i mi Tanker -- saa ka a legg wogen den hiele Nt
uden aa faa Blnd i mi wn. Baare a endda kund trff ham jen Gaang
endno; der war saa mj, a skuld ha ham sa[334].

 [334] _sa_, sagt.

=Karen Mari.=

Ja, baagatter er en aaltid klog nok, Morlil. Du skuld ha gjord n mir
ud af ham, men du haaj ham, og han war ved  Sind. Nu ka vi ta
obaag[335].

 [335] _Nu ka vi ta obaag_, nu er det bagefter.

{(=Fisker Thames= er kommen frem med sin Medestage paa Banken til
hjre; han slaar Trimulanter paa Klarinetten, fr han kommer ned paa
Engen til Kvinderne.)}

=Karen Mari.=

Aa, Jsses, er det _din_ Spgdogter; det ga da sen en Kip[336] i m.
Men det war saamnd godt, du kam, Thames, for her gaar vi tow jenle
Kwinder og grder te hinan.

 [336] _en Kip_, et Jav.

=Thames.=

Ih, gjr I det! Da plejer der karenm ett aa vr mj Grden, der hwor
_a_ faares. Hwad er der nu gavn jer paatwat[337], bette Folkens?

 [337] _paatwat_, paatvrs.

=Karen Mari.=

Ja _kund_ a sej d , Thames! Det er ved aa skrid nied om wos.

=Kjesten.=

Ja, Muer er blwn saa tungsinded, te det ett er te aa hold te. Og _a_
ska ha  Skyld for aal Ting.

=Karen Mari.=

A gir d kuns  Skyld for jen Ting: te du smed m en hwell Kaal[338]
paa  Dar, endda  Gaard ett kund omvr[339] ham.

 [338] _hwell Kaal_, dygtig Karl.

 [339] _omvr_, undvre.

=Kjesten=

{(med ny Graad).}

_A_ ka heller ett omvr ham. Det er det, der er saa forfrdelig. Aa
bette Thames, hwad ska vi tow arme Kwindfolk grief te.

=Thames=

{(ser ud af Scenen).}

Gi jer nu still te ! Der kommer jo vis hans Faa'r[340]; a sa, te
han for lidt sin gik ind te  Kj'mand. Hwem ved hwad Hjlp der ku
vr ved _ham_.

 [340] _Faa'r_, Far.

=Povl Hedemark=

{(med en ggekurv paa Armen; han er bleven noget duknakket).}

Goddaw og Gudhjlp jer!

=De andre.=

Tak og d detsamm!

=Thames.=

Ja, nu er der nj aa ta ind ved  Hns.

=Povl.=

Ja aaeja. De ynder jo det her mild Vejlo.

=Thames.=

Sej m, Povl, om en maa vr saa fri aa spr: Haar du hr nj fr
Anton i  Sidsten?

=Povl.=

Jow, det war ett sr. {(Med Bvren i Stemmen.)} Han -- -- haar
saamnd -- -- skrwen javnhen flink te m i Vinter, a maa ett sej ham
andt paa. Men nu hrer a walsajt -- -- ett mir -- -- fr ham.

=Kjesten=

{(ngstet).}

Da er han da'wl ett rejst!

=Povl.=

A tr ett sej, om han _er_ rejst endno, men a frjter for .

Det sidst a ht fr ham, da skrw han, te der gik en Skif paa Frejda;
men han vidst ett, om han ku blyw frdig te aa ta med'en, helsen
maatt han vent te Wojnsda. Se Frejda det war jo iguer. Om han saa er
blwen frdig, det er  jo, det kommer an paa. Andt kan a saamnd ett
sej jer.

=Thames.=

Ja, det er Urd nok. Tak ska du ha, Povl!

=Povl.=

Ett aa takk! Faawal {(gaar mod Spangen).}

=Karen Mari.=

Herregud, hwor han endda er kommen te aa si gammel ud!

=Thames.=

Ja, han hnd[341] jo sen ved den Sn. Og den Slaw det ska nok gjr
jen graa baag  rer.

 [341] _hnd_, hngte.

=Kjesten.=

Te a ett ogsaa er kommen te aa spr om det n far! -- Muer, a _maa_
snakk med Anton endno engaang; det koste, hwad det vre m.

=Karen Mari.=

Ja men, Baa'n, tho do ht jo, te  Skif maaskis aallered  gavn.

=Kjesten.=

Aa, sej  ett, Muer. Det er lissom det sku stemm  And[342] i m. Og
hiel sikker er  da heller ett. _A_ ta te Kjvenhavn imaan den Daa.
Kaski saa Worherr  m gued.

 [342] _ And_, Vejret.

=Karen Mari.=

Kjvenhavn! Aa Jsses! Det er helsen ett baag  Laad! Og sen en
jenle Kwind', hworden ska _du_ reterir d[343]?

 [343] _reterir d_, klare dig.

=Kjesten=

{(ivrig).}

Thames, _du_ maa flle med m! Aa, vil du ett, Thames! Du haar jo wot
der far? _A_ ska nok betaal .

=Thames=

{(i Jubel).}

Om _a_ vil ta med d! Te Kjvenhavn! Aae, mi sde Pig, her er _a_!
Betro du d baare te _m_; der ska ett blyw krummed en Haar paa de
Hued, saalng du er ved _m_.

Hahaha--a--a. {(Smider Medetjet.)} Fanden nu med mi Mied'staag, nu
er der andt aa tink paa for gammel Thames.

=Kjesten.=

Ja, for du _er_ jo da kjend med  Vej, Thames?

=Thames.=

_Du_ skal ett vr rj, mi bette Pig; er der nue, der kjender
Kjvenhavn for Aller[344], saa er  visnok Fisker-Thames. A haar wot
derwer med Lamm. I kan spr Slagter Christensen i Danmarksgade, om
han haar nj aa udstt paa mi Fremtrden. A haar wot uden for 
Gaardsled far i Daa. A haar lejen i Rendsborg for Kongens Kaal, vi
marsired med fuld Oppakning til Issehow. Det er en Pa Daw sin!

 [344] _Aller_, Alvor.

=Kjesten.=

Og _du_ ka rejs imaaen?

=Thames.=

_Bette_ Kjesten, _a_ er ledde[345]! A fller d te Verdens End, om
det forlaanges; men vi maa ha en Dram og en Bid Brd i wor Lomm, for
det er en javnhen laang Vej, og det koster, hwad der kyeves der paa
Lav.

 [345] _ledde_, ledig.

=Karen Mari.=

Ja, kund I komm hjem med Anton, saa tykkes a aal Ting kund blyw godt
endno engaang, men det er wal sajtens baagatter.

=Thames.=

Da skal vi ilwle forsg "at dreje Skuden", hwa, Kjesten!

=Kjesten.=

Ja, a vild endda vr tefreds, baare a maatt taal med ham endno
engaang. Mir venter a ett. For han er naturligvis saa vred paa m
{(grder),} te han ett er te aa omstemm. Og det haar han da ogsaa
Grund te aa vr.

=Karen Mari.=

A tykkes ilwle, det sir saa forvoven ud det hr, sen laang og
kostbar Rejs; og ett en ved, om I trffer ham heller ett. _Ka_ en nu
ogsaa betro d te , Thames?

=Thames.=

Spaar _du_ d di Syllewornhied[346], bette Muer! A haar rejst med
Lamm far. Spr du Slagter Christensen i Danmarksgade! I den sidst
Sending haaj a wer hunder Lamm, og fandenm ett jen der brkked
saamj som en Baagbien!

 [346] _di Syllewornhied_, Klynkeri.

=Karen Mari.=

Jaja; _ld_  saa ski -- i Guds Navn da!

=Thames=

{(snapper Karen Mari om Livet).}

Hwad om du kund ha tavn mej, din gammel Peverbss. Aae, knag'm, hwor
_skuld_ vi ha mored wos!

=Karen Mari.=

Aa slip m Thames, a blywer saa forhwingelt[347], te a hwerken ka
pipp h[348] kukk!

 [347] _forhwingelt_, fortumlet.

 [348] _h_, eller.

{(To, tre Par Piger med Tj og Vaskebaljer kommer ind fra Engen til
hjre.)}

=Kjesten.=

Ld wos nu et kjlling[349]  Tid hen, men komm hjem og faa  Sager i
Stand.

 [349] _kjlling_, gantes.

=Thames.=

Ja, _kom_ I nu baag atter m {(til Vaskepigerne)}. Saa skal I slutt
op!

{(Skrider gravitetisk foran, synger, mens han afvekslende trutter i
Klarinetten; de andre flger ham parvis.)}

    Saa drager vi til Kjbenhavn
    -- trut -- trut -- trut!
    Og sprger nogen om mit Navn,
    -- trut -- trut -- trut!
    saa skuldrer jeg min Medestang,
    -- hopsa! Medestang --
    og blser dem en Marsch saa lang:
    Trut -- trut -- trut!

{(Tppe.)}




FEMTE AKT.


{Plads i Nrheden af de Forenedes Dampskibsbrygge i Kjbenhavn.
Udvandrerskibet Hellig Olav skimtes fjernt i Baggrunden. Det er
kort fr Afgang. Trkvogne, Bybude, Politibetjente strejfer af og til
over Pladsen. Til venstre ses en hj Stabel Pakkasser, til hjre en
Fortjringssten.}

{=Kjesten= og =Fisker Thames= kommer fra hjre.}

=Thames=

{(i gammeldags Mundering: lang Vadmelsfrakke, hj, skimlet Hat
o. s. v. Han hinker paa Foden).}

Det er da dwels, som de Stvl gnawr m. A bad dem endda saa mindele
om paa  Gjestehjem aa gi em en gued Lav Fjedt. Det _er_ en faale Pin
aa _vr_ i. Haaj der endda wot[350] en Bnk, saa a kund ha list m te
aa trkk em aa {(ser Fortjringsplen).} Dd og Krown[351], her maa 
vis kund l s gjr {(stter sig op og haler Stvlerne ud over de
hvide Uldsokker, retter befriet Ryggen):} Aaeha, hvor _det_
suelt[352]!

 [350] _wot_, vret.

 [351] _Krown_, Krone.

 [352] _suelt_, svaled.

=Kjesten.=

Naa, ga  saa Len[353]?

 [353] _Len_, Lindring.

=Thames=

{(svinger med Stvlerne).}

Ja, nu er  karenm ingen Sag. Kom nu an, bette Kjvenhavn!

=En Dreng=

{(med en Trkvogn kjrer bagind i Thameses lange Frakkeskjder, saa
baade Thames og Kjesten stenter til Side).}

Kan han inte se sig for, Bondekvaj!

=Thames=

{(samler sig op).}

Aaeha endda! Sen en Hertug! En sku njsten tro, han kjor atter
Jurdmur, s'n en Faart han haaj opp.

=Kjesten.=

Aae, Thames, a er saa hjatklemt, te a ett ka sej aa .

=Thames.=

Ja mi Pig, a war sgu klemt fr, sen det dut nj, men  Stwl dem ka
en trk aa, saa er _det_ te en Sid, men  Hjat[354] det er missel en
mj m[355] Stej. Men nu ska du'tt vr aaltfor angermodig. Vi faar jo
nok Finger i gotten Swend.

 [354] _ Hjat_, Hjrtet.

 [355] _m_, mt.

A snakked med jen paa  Gjestehjem, der war ud fr samm Kant aa.

=Kjesten.=

Da kjend han da'wl ett Anton!

=Thames.=

Jow, han vidst gued nok af ham aa sej; og _han_ troed nu ett -- h --
te han war tavn afstej. Men han haaj wot fr  Hjemmen i den sidst
Ug, saa hiel bestemt kund han jo ett sej nj.

=Kjesten.=

Aa, a tykkes, a vild gi aal det a ejed og haaj for aa trff ham.

=Thames.=

Nu er  heller ett ward[356] aa lov aaltfor mj ud. Det ka jo vr, du
faar  for slet ett. Nu snakker vi ett mir om _det_. Han kommer nok,
-- med Guds Hjlp. For det maa jo vr hr?

 [356] _ward_, vrd.

=Kjesten=

{(ngstet).}

Aa, Jsses, Thames, du _haar_ da ett fr wos paa gal Vej?

=Thames.=

Gi d nu still te , Kjesten! Ld m faa Lov aa sund m paa . {(Ser
i Vejret og fastslaar):} Jow; _det_ ska nok sd! Der haar vi  Suel,
og der haar vi _Run-de-torn_; det ka fandenm ett rokkes!  Retning
er, som _den_ ska vr. -- Og dr ... og dr -- hhh! ... Ja war 
ett det, a sa d, Kjesten, der legger, Fanden slaa m, lig  Skif,
vi fraager[357] atter: "Hellig O_law_", "_Hellig_ O_law_" -- haar a
saa ett Ret!

 [357] _fraager_, fritter.

=Kjesten=

{(forundret).}

Er _det_  Skif! den der! aae Jsses endda!

=Thames.=

Jow, a tytt nok, te det maatt vr  Retning; gammel Thames haar sgu
ett saa ring en Sngger[358]; det er nok ingen hiel Taari[359], du
haar faat med d, hhh! Hwa Kjesten, Hwa!

 [358] _Sngger_, Evne til at orientere sig.

 [359] _Taari_, Taabe.

=Kjesten.=

Nej, det er ett te aa forstaa, te du ka hold te . Det Hiele er nr
ved aa skjell _mi_ Hued ad.

=Thames.=

Ja vent nu, te vi faar Hold i Kalorius, saa blywer der nok Raad for
den Huedpin, mi Muer.

=Kjesten.=

Baare han nu ett er rejst!

=Thames.=

Naa; hh; saa du tror, han kund vr spasired lidt foraa[360]. Sen
en bette Swip op forbi Kronborre, Hwa!

 [360] _foraa_, foran.

=Kjesten=

{(tjatter ud efter ham).}

Aa, ld nu vr aa drill m, din Slog[361]!

 [361] _din Slog_, din Rad.

=Thames.=

Haar vi nu  Skif, saa faar vi ogsaa wal  Mand. Men nu maa vi sgu
pass paa aa hold wos te hinaan, for nu begynder der aa blyw
Tryngi[362]. Vil du nu kikk te den Sid {(peger mod venstre)} saa skal
a hold Yw med  te den naaen Sid.

 [362] _Tryngi_, Trngsel.

{(De stiller sig op hver paa sin Side af Scenen; lidt efter raaber)}

=Thames.=

Kjesten! Kjesten! Nu behver vi fandenm ett aa glyn[363] suemj[364]
lnger; der haar a lig Kik paa Fyren!

 [363] _glyn_, spejde.

 [364] _suemj_, ret meget.

=Kjesten=

{(styrter hen mod Thames).}

_Det_ er da'tt sand! Ka _du_ si Anton?

=Thames.=

Om a ka si ham! Ogsaa li'saa grangywle! Hahaha -- ha! Han tror sen,
han gaar og grovelirer ... i hans egen bitte Tommerumm? Nej, min
kjere Ven, du er _i-agt-taget_, du er med Respegt at mel-de _un-der
Opsyn_!

=Kjesten.=

Jamen, _'_ [365] nu ogsaa ham?

 [365] _' _, er det.

=Thames.=

Ja, fandenm er  ham! Ih, gudfaarebewors, ka du'tt kjend -- om a saa
maa sej -- _dit eget Kjd og Blod_? Ham kund _a_ da kjend, om det saa
war mell hunder Swyn; det Kaast der med den frens[366] Skank, det er
da'tt te aa ta fejl aa. -- Men nu maa vi karenm vr betint paa,
hwordan vi vil ta imud ham. {(Hurtigere.)} ... Si kuns nu: Vi stiller
wos lig her baag den Stavil[367] {(peger paa Trkasserne),} og saa
lig i det sjelsamm som han gaar forbi, saa lwer _du_ baag te ham og
rover: _Bv!_

 [366] _frens_, frahaands.

 [367] _Stavil_, Stabel.

=Kjesten.=

Nej, Thames, det tykkes a ett om. Det er en sr Maad aa ta imud ham
paa, nu det er saa lng sin, en haar sit hinan.

=Thames=

{(lidt skuffet).}

Naa. Ja, saa l'r vi det vr. Nej, hr kuns nu: Istej for "Bv", saa
_flyver_ du om  Hals af ham og sejer: "Sde, kjere Anton, hwor
kun-de du gj-re _mig_ den store Sorrig." --

{Kjesten.}

Nej, det ynder a heller ett.

=Thames=

{(stdt).}

Ynder du heller ett _det_! Sen vild a da ha gjord . Nj ska du da
for Fanden sej. -- Gaa da saa baag  Stavil der, te a kalder paa d,
saa skal a ... Gaa nu! Gaa nu!

{(Kjesten gaar bag Kassestablen.)}

{(=Anton= fra hjre belsset med Pakker.)}

=Thames=

{(trder ham bredt smilende i Vejen).}

Goddaw, Goddaw! Hhh! Naa, der war nok jen, der haaj  saamj
brltront[368]. Skuld lig afstej te Amerika, lig afstej. Du kund wal
ett lid aa faa Selskaf?

 [368] _brltront_, urimelig travlt.

=Anton.=

Hwa? Fisker-Thames! Er du kommen herwer? For mi Skyld? Da war det
virkelig alkjn[369] af d.

 [369] _alkjn_, srdeles smukt.

=Thames.=

Jow for gammel Bekjendtskavs Skyld; tho vi tow haar jo hat saa mj
godt sammel i wor Daw, saa fk a Lyst te aa hels paa d endno
engaang, men du war aa faa i Taal. A kjender jo  Vej. A haar jo
frhen wot her med Lamm.

=Anton.=

Hwordan staar aalting te derhjemm.

=Thames.=

Jow tak, tho a _haar_ jo da saa manne Hels'ner te d, det war ett
sr.

=Anton.=

Kjesten -- hwordan haar hun ?

=Thames.=

Jow, a takker for gued Attersprsel; sen lig _i_  Tid haar hun  jo
ett aalbejst; men en haar jo Lov te aa hb paa Forbejring.

=Anton=

{(ngstet).}

Hwad sejer du, Thames! Er Kjesten ett rask; heller -- skuld der vr
n andt i  Vej med hind?

=Thames.=

Det er a ett saa "komfetent" te aa udtaal m om _som en an-den n_
{(med en stor Armbevgelse hen mod Kassestablen)}. Nu ka du godt
komm, Morlil; nu kan du karenm godt komm!

=Kjesten=

{(frem, oplst i Taarer).}

=Anton=

{(slipper et Par Vadskke).}

Hwad for n nj! _Du_ er hr!

=Kjesten.=

A _maatt_ herwer, Anton, om sa det war mi Lyw om aa gjr. Du _haar_
ett wot ud aa mi Tanker, sin du forlod  Gaard, det ved Worherr i
Himlen, a taaler Sandhied; a _haar_ lejn[370]  Ntter ud og
grovelirer paa, hworden a sku faa d  sa endno engaang. For du
_maa_ ett wontink[371] m, Anton, a fortjener  ett af d, a _haar_
aalle holdt af nue anner, som a holder af d.

 [370] _lejn_, ligget.

 [371] _wontink_, tnke ilde om.

=Anton.=

Maaskis ett sin Darling kam fr  Egn, men fr --

=Kjesten.=

Ja, a vidst jo, det maatt komm. Men det sejer a d: A haar aalle
brdt m om den Student for en Hjt. Det er nj, anner Mennesker haar
htted[372] paa for aa stt ondt imell wos. Og du war sommtid saa
urimele imud m, te a lod d blyw i  Tro. Men a _haar_ en rejn Fued
aa staa paa. A _haar_ ett hat andt med Darling aa gjr, end hwad
enhwer maatt si paa.

 [372] _htted_, hittet.

=Anton.=

_Det_ sejer du!

=Kjesten.=

Ja, og ingen skal nuesind kund bevis m andt wer! Det gaar a aalle
fr, te a haar tavn en Dans med ham her og der; mir ett. Men det er
et _hans_ Skyld, te det ett er kommen vidter.

=Anton.=

Hwis er  da?

=Kjesten.=

Nu maa du ett begynd forfr, Anton. A ka ha hat mi Skyld i, te det er
gavn som det er gavn. Men mon du ett ogsaa haar hat din? Mon ett vi
nok kund ha snakked wor Sager ilav, hwis du imell kund ha styred di
Sind?

Men a _vil_ ett bebrejd d nue Ting. Du haar di Sind, og den ka vr
haard som Flint.

=Anton.=

Ja, det er sand nok.

=Kjesten.=

Men a ved ogsaa, hwor gued du ka vr. Og Gud ha Lov, saa er  det
gued en hower[373], nr aal de Und[374] er glemt.

 [373] _hower_, husker.

 [374] _Und_, Onde.

=Anton.=

Ja, _det_ ska nok sd[375]!

 [375] _sd_, passe.

=Kjesten.=

Og sjel om du nu ogsaa vil gjr Aller _aa_[376], aa rejs fr wos -- a
er ett kommen her for aa wertaal d -- saa vil a frst sej d _det_:
om du lwer heller du dr, der kommer aalle den, der ka faa m te aa
glemm det Gued, du haar gjord m.

 [376] _Aller aa_, Alvor af.

=Anton.=

Det sejer du m, Kjesten, imen a staar her med  Hinner fuld af
Amerika!

=Kjesten.=

Som a sejer d, Anton, _du_ ska gjr i aalle Maader atter di egen
Beram[377]. A vil ett wertaal d. Men om du _kund_ faa d sjel te aa
blyw herhjemm, aae, hwor _vild_ vi gjr  godt for d!

 [377] _Beram_, Indskydelse.

A forstaar saawal, te du ett vil l d nyw med en Hiedbrink -- det
vild a ndde[378] sjel --; men mi Muers Gaard -- er det ett en gued
Arrepaart? Tror du egentlig, du kommer te mir drwer? Og du maa
ogsaa gjan ta de gammel Faar[379] te d.

 [378] _ndde_, ndig.

 [379] _Faar_, Far.

=Anton=

{(tier).}

=Kjesten=

{(med fremvldende Taarer).}

Om a saa endno er gued nok te d, det ved a jo saa ett.

=Anton.=

Det er Allersnak[380] aal det, du der sejer m?

 [380] _Allersnak_, Alvorssnak.

=Kjesten.=

A er et tavn den laang Vej for aa staa og fyld d med Prjk.

=Anton=

{(smider alle sine Pakker).}

Saa legger Amerika nu dr! Nu ka a si, te a haar wot en Taari[381] te
den her Daa. Men Gud ha Lov, det ka gjres godt endno. A troed aalle,
a skuld blyw glaad mir her paa  Jurd. Og saa kommer du her, mi egen
bette Pig ...

 [381] _Taari_, Tossehoved.

{(Han gaar imod hende, men de ser sig uroligt om efter de
forbigaaende.)}

=Kjesten.=

Aall de manne Mennesker!

=Thames.=

Bryd _I_ jer aalle om dem. Det er vis ett  frst Gaang, der kysses
paa den hr Plads!

{(De unge omfavner hinanden.)}

=Kjesten.=

Saa tar du med m hjem for aalle mir aa forlaad wos?

=Anton.=

Ja, Kjesten, nu tar a med _d_ -- saalaant  Lyw vil gjld!

=Thames=

{(opsamler Antons Sager).}

Saa er  nok bejst, a ta "Amerika" -- war  ett sen, du kaldt det
hr -- for det er da Synd, te det ska legg her og flyd. Og saa vil
_a_ hen og ha m en bjedsk Dram, det tykkes a, a ka nd m sjel, for
_nu_ er a saa tepas, som nr a haar fanged jen af mi aall'villerst
Gjejjer[382]!

 [382] _Gjejjer_, Gjedder.

=Anton=

{(til en Drager med en Kuffert paa Nakken).}

How, De dr. Ld _m_ faa  Kuffert, det er nok min!

=Drageren.=

Skal _den_ inte om Bord?

=Anton.=

Ett den Gaang endno.

=Drageren.=

Maa jeg saa inte bringe den tilbages for Herren?

=Anton.=

Nej Tak, behves ett. {(Betaler.)}

=Drageren=

{(gaar).}

{(Damperen fljter.)}

=Kjesten=

{(kaster sig ind til Anton).}

Nu fljter  Damper atter d, men den ska ett ta d fr m. {(Hun
griber rask Kufferten ved dens ene Hank og siger varmt og energisk):}
_Kom nu, Anton!_

=Anton=

{(fatter Kuffertens anden Hank).}

Kan du virkelig br den!

=Kjesten=

{(med Eftertryk).}

Ja, Anton, nu kan a br, hwad det ska vr!

{(Mens Dampskibsskruen arbejder, gaar de to hurtigt ud til hjre med
Kufferten imellem sig. Fisker Thames bagefter med Pakkerne.)}

{(Tppe.)}




HIMMELBJRGPRSTEN

(1917)




PERSONLISTE.

 =St. St. Blicher.=
 =Erneste=, hans Hustru.
 =Niels Blicher=, past. emer., Digterens Far.
 =Niels Farver=, Digterens Stedsn.
 =Tyttebr-Karen=, Hyrdinde, senere Tjenestepige hos gl. Niels
   Blicher.
 =Per Syvspring=, Spillemand og Havekarl.
 =Per Nielsen=, Himmelbjrggaard, Bonde.
 =Mller=, Fattigforstander for Spentrup-Gassum.
 =Kristrup=, Trompeter.
 =Laust Post=, Postbud.
 =En Bonde.=
 =Stoffer Enje=, Taternes Frer.
 =Professoren=, Tater.
 =Peiter Benls=, Tater.
 =Linka Smlem=, Tater.
 =Sren Kanne=, Bonde.
 =Peder Jensen=, Visedigter og Visesanger.

{Forspillet foregaar paa den jydske Hede. 1. og 2. Akt i Spentrup
Prstegaard. 3. Akt og Efterspillet paa Himmelbjrget. De fire Sange
er af St. St. Blicher.}




FORSPIL.


{En mgtig udstrakt Lyngflade, noget blget, her og der en Kjmpehj;
man ser helt ud imod Horisontens blaa Dis. Til venstre en stor
mosgroet Sten. Eftersommerdag. Lyngen blomstrer; der er Tyttebr.
=Tyttebr-Karen= plukker i et Lerkrus i Baggrunden; hendes hvide
Faareflok ses grsse lngere inde paa Lyngen. Af og til Lyd af
Klokkefaarets Bjlde. -- Naar Tppet gaar op, ses Blicher (ca. 25
Aar) skride op ad en Kjmpehj til hjre; han standser paa Toppen,
ta'r sin Hat af, trrer den svedige Pande, mens han stirrer grebet ud
over den uendelige Lyngflade. Da siger han dmpet, som i Bn:}

    Min Fdestavn er Lyngens brune Land,
    min Barndoms Sol har smilt paa mrken Hede,
    min spde Fod har traadt den gule Sand,
    blandt sorte Hje bor min Ungdoms Glde.

    Skjn er for mig den blomsterlse Vang;
    min brune Hede er en Edens Have --
    Der hvile ogsaa mine Ben engang,
    blandt mine Fdres lyngbegroede Grave!

{(Staar endnu lidt. Faar je paa Tyttebrsamlersken, gaar straalende
imod hende.)}

Nej, hvad ser jeg! En lille Lyngnymfe! Du kommer, som var du kaldet!

=Karen=

{(er i Frd med at ta til Bens).}

=Blicher.=

Nej hulde, sde Pige! Lb dog ikke for mig! Jeg vil dig sandelig
intet ondt!

=Karen=

{(tver).}

=Blicher=

{(naar hen til hende, ta'r hendes hjre Haand, mens hun knuger
Tyttebrkruset under venstre Arm).}

Hvor du er dejlig! Rd og trind, som var du voxet her mellem Pors og
Klokkelyng {(lgger begge sine Hnder om hendes hjre).} Hvor din
lille brune Haand skjlver i min!

{(Han lfter hendes Haand rbdigt op til sine Lber; hun lyser op i
jnene og ler godt og stille.)}

Hvad er det, du holder der saa krampagtigt under Armen?

=Karen.=

Ja tho jvnhen Folk kalder dem for Krusbr, men dem fine kalder dem
nok Tyttebr.

=Blicher.=

Tyttebr! Ja, de modnes jo i denne Tid. Har du saa gjort en god Hst?

=Karen=

{(allerede helt meddelsom).}

Ja, en kunde jo sagtens plukke til en bitte Dagln, naar en kunde faa
de Faar til at skjtte sig, saa de ikke rendte hel og bar af  Land.

=Blicher=

{(med et jekast ud over Heden).}

O ja, nu ser jeg det; du er jo ogsaa Faarehyrde.

=Karen.=

Ja det er jeg da rigtignok. Det er det, jeg er fstet til, men saa
plukker en jo Br ved Siden af, og ellers maa en jo gribe til
Bindehosen.

=Blicher.=

Du er nok alsidig {(ser skjlmsk paa hende).} Og saa kommer der vel
tit nogen og ser til den smukke Faarepige?

=Karen=

{(genert).}

Aa, det er der endda Maade med; De er da snart den frste!

=Blicher.=

Aa min sde Pige: sig _du_ til mig! Herude paa Heden er alle lige!
Men jeg staar her og bliver helt lkkersulten, og trstig er jeg da
ogsaa. Hm! vil du la mig faa en Haandfuld af dine Br; jeg skal
hjlpe dig at plukke nogen igjen.

=Karen=

{(gldestraalende).}

Om De -- _du_ -- maa faa en Haandfuld af mine Krusbr! Ja, det ved
den sde Gud, du maa, alle dem, du vil stoppe i din Mund! Men jeg vil
rense dem lidt frst, for der kan godt vre kommen nogen Blade
imellem, og nogen er jo ogsaa beske endnu.

{(De stter sig ned i Lyngen sammen; hun ta'r Haandfuld for Haandfuld
i Kruset, blser i dem, saa Bladene ryger bort; saa hlder hun de
frdige Br over i hans Haand.)}

=Blicher=

{(ved frste Mundfuld).}

Humm--mm!

=Karen.=

Naa, de smager dig vel?

=Blicher=

{(mellem de tyggende Tnder).}

Som den Manna, Guds Engle bragte Israels Brn i rkenen!

=Karen=

{(koket).}

Saa maa jeg vel vre bleven en af Englene!

=Blicher=

{(har lempeligt lagt sin Arm om hende).}

Ja, det er netop det, du er!

=Karen=

{(ser forlegen paa ham og rokker lidt i Sdet som for at flytte fra
ham).}

=Blicher.=

Nej du maa ikke flytte fra mig ... Skal jeg ta min Arm ned?

=Karen=

{(ser rdmende og langt ind i hans jne).}

Hvem er du egentlig?

=Blicher.=

Et meget rimeligt Sprgsmaal. -- Hr da min Livshistorie i dens
Hovedtrk: I Fdslen fik jeg Navnet _Steen_, thi jeg faldt som en
Sten fra min Moders Hjrte.

=Karen.=

Ja, det kan saamnd nok ha sin Rimelighed.

=Blicher.=

Siden tog jeg Livet, som det faldt. Jeg havde knapt begyndt paa det,
saa sa' Lgen, at nu var den Dans sprunget. Jeg var brystsyg og
maatte vre parat til at d!

Men jeg sa' som Bonden: "Det skal misajn blyw Lwn"!

Saa lod jeg min Mor pakke mig en god Ransel, tog Staven i den ene
Haand og Fljten i den anden, og saadan gik jeg min Helse ind.

Sig mig nu, lille Hyrdinde, ser jeg ud som en, der stager om paa
Gravsens Rand?

=Karen=

{(i Latter).}

Nej, hvor vil du hen! Du er saamnd jvnhen spillevende.

=Blicher.=

Ja. Gud ske Lov for det. Ser du denne her {(lfter Fljten).} Den
giver mig Lunger, der kan ta Vejret fra Smedens Blseblg. Paa den
lille galne Gavstrik blser jeg alle Doktorer og Apotekere en lang
March!

=Karen.=

Aa, maa jeg ikke hre, hvordan _det_ lyder!

=Blicher=

{(overhrer denne Ytring og fortstter).}

Vandre, vandre! der er intet saa herligt som at vandre! Ikke at ha
andet at gaa efter end det Punkt histude, hvor en ensom Gravhj
tegner sig mod Aftenrden.

Jeg kommer fra Himmelbjrget og er paa Vej til Viborg Snapsting,
derfra tnker jeg at ta til Thy og Vesterhavet. Saadan jager jeg
bestandig som en Spyflue fra Vindue til Vindue i mit Fdrelands
Storstue -- for det _er_ jo Jylland -- og mens min Brystkasse lgger
Tomme til Tomme, og min Lunge breder sig derinde som en kalkunsk
Bonde i sin udstoppede Selvejer-Agestol, saa stiger mit Humr og mit
Velbefindende, saa jeg synes at kunne trykke hele Verden op i min
Favn.

{(Knuger Karen ind til sig.)}

=Karen=

{(har begyndt at grde).}

=Blicher.=

Sde Barn, du grder! Hvorfor? Har mine Ord saaret dig?

=Karen=

{(stadig stille grdende).}

Det er saa underligt at hre paa for en anden n, som aldrig skal
ha Lov at se nogen Ting. Da jeg var 6 Aar kom jeg ud at tjene, siden
har jeg passet Faar mellem de Bakker her; kun een Gang hvert Aar kan
jeg komme hjem og se til min Mor, endda hun bare bor en halv Mils
Vej herfra. Og nu vilde jeg saa gjerne have vret i Kirke
Konfirmationssndag -- men tror du, jeg kom det!

=Blicher=

{(i dyb Vemod, mens han har taget hende om Kinderne med begge
Hnder).}

Hvor de er bleven mrke, de store brune jne, som havde de pludselig
suget al Hedens dybe Alvor til sig. Og her har jeg i mit Overmod
siddet og saaret en af de bundne Sjle, der aldrig fik sin Fod ud af
Lnken! Tilgiv mig min Haardhed! {(kysser hendes Haand).} Naar jeg nu
atter tar mine ivrige, lange Skridt mod Landets fjerneste Kanter, saa
skal jeg aldrig glemme dem, der kun kunde ta de korte -- -- Men tys!
Hvad er det for en Stj?

{(En Flok Tatere -- Mnd med firkantede Glarkister, Kvinder med
Vugger og Tiggerbylter -- har nrmet sig Stedet. Blicher griber Karen
om Haandleddet og trkker hende om bag Kjmpehjen til hjre. Taterne
er nu kommen helt ind paa Scenen; de lgger deres Glarkister og Poser
fra sig i Lyngen og begynder at afmrke en Kreds.)}

=Stoffer Enje.=

Naa Peiter og Linka, lad os nu faa en Ende paa det her Kjllingeri,
inden der sker noget andt nj. I er jo saa forlibt beggeto, te I kan
ett hold jnene fra hinanden saa meget som et jeblik. Kast du din
Kjp te hende, Peiter, og lad os saa se, om hun ikke nok skal faa i
Sinde at ta den op!

="Professoren"=

{(trnger sig frem).}

Ja men Linka har ogsaa vret _min_ Kjreste, og det endda lnge fr,
hun var Peiters, saa jeg maa ha ligesaa god Ret som en anden.

=Stoffer.=

Vil du nu holde dig i Rumme, din bitte Svisse[383]! I Dag er det
Peiters Tur; _du_ faar dig sr en Ts at rende med.

 [383] _Svisse_, Fyr.

="Professoren"=

{(indta'r en truende Holdning).}

Det skal baade du og Peiter komme til at fortryde!

=Stoffer=

{(med lftet Egekjp).}

Nu holder du mig din Kjve, din Skronnikok[384]! -- Tilbage med dig,
eller jeg skal lange dig et Rk[385] mellem Skuldrene, som du ikke
skal gnide af dig _med_ det samme!

 [384] _Skronnikok_, Gabflab.

 [385] _Rk_, Rap.

{(Professoren trkker sig skulende bag om Hvdingen.)}

=Stoffer=

{(til de elskende).}

Naa, er I saa paa Plads! Linka vil du saa ha de smaa Nalliker[386]
parat. Peiter, gi hende saa Kjppen, saa varm den er! Kyl!

 [386] _Nalliker_, Grabber.

{(Peiters Kjp sejler gjennem Luften; hun griber den lidenskabelig;
hendes kyles samme Vej. Da de to Tatere saaledes har udvexlet
Elskovstegn, siger)}

=Stoffer.=

Nu er I gift paa _vor_ Fasown[387], saa faar det dvlenm holde saa
lnge det kan! {(Ta'r en grn Brndevinsflaske op af Lommen.)} Saa
drikker jeg paa jer Held og Sundhed. Skaal, og en let Gang paa
Jorden!

 [387] _Fasown_, Faon.

{(Stoffer drikker og langer til Peiter; da han har drukket, rkker
han Flasken til Linka; hun tmmer den for Resten.)}

=Stoffer.=

Lad os saa faa en bitte Dans. Frst danser nu Brudeparret med
hinanden. Kom frem "Professor" og gi os et Stykke paa din Skalmeje;
saa kan du ikke sige, te ikke ogsaa du har vret med ved den fine
Ende.

="Professoren"=

{(trder modvillig ind i Kredsen og spiller Kjltringrilen, en vild,
barbarisk Dans, som de to gteviede danser alene under vilde Lader.
Da denne Dans er sprungen, hrer man pludselig en Fljte bag
Gravhjen).}

=Stoffer Enje=

{(farer op).}

Ih, Dwlen drwt m[388]! Hvad er det her for en Spil!

 [388] _drwt m_, drifte mig.

=Blicher=

{(kommer frem fra Gravhjen, spillende en Brudevals paa sin
Tvrfljte. ngstelig flger Karen i hans Kjlvand).}

=Blicher=

{(der nu er naaet helt hen til de forbavsede Tatere).}

Ih se, det er jo Godtfolk tilhobe, som jeg kjender hvern. Du Stoffer
rensed jo i mange Aar min Faders Skorstene i Vium Prstegaard. Jeg
tror for Resten de venter strkt paa dig. I Dag har jeg jo set, at Du
fusker Prsten i Nringen. Du kommer nu nemmere fra det end vi andre.
Holder dit ligesaa godt, skulde Pokker gjre sig al den Umage! Naa,
godt Ord igjen. Da der ikke vanked noget Offer til Prsten, saa faar
Prsten yde en lille Skjrv til Brudeparret {(han la'r et Markstykke
glide ned i Haanden af hver af Brudefolkene).} Vrsgod! og du
Stoffer, som skilte dig saa godt fra Hvervet, du skal da heller ikke
vre Stedbarn {(rkker ham en Halvdaler).} Naar I nu igjen drikker
paa Brudeparrets Sundhed, saa glem ikke den unge _Primer_ og hans
_Padrum_ fra Vium Prstegaard. -- Adj! Vi ses paa Viborg Snapsting!

{(Banden gaar under Taksigelser; Blicher gi'r endnu et Solonummer paa
sin Tvrfljte, de bortdragende svarer bag Hjen med Skalmejen.)}

=Blicher=

{(henvendt til Karen).}

Og det var dig, der klaged over, at her ingenting hndte, og saa
oplever du pludselig et helt Giftermaal med Tilbehr. Lad mig se, er
der endnu lige store Taarer i de kjre drmmende jne?

=Karen=

{(smiler).}

Nej i Dag kan jeg rigtignok ikke klage over Kjedsomhed; men det er
heller ikke hver Dag, man har saa morsomt Besg.

=Blicher.=

Er det nu mig eller Stoffer Enje, der skal fle sig smigret?

=Karen=

{(tjatter efter ham).}

Du ved godt, hvem jeg mener!

=Blicher.=

Desvrre skal jeg vel snart efter de andre Landstrygere. Terne
begynder allerede at kravle inde i Stvlerne. Jeg blev ikke skabt til
at vre lnge paa Sted ad Gangen. Men frst maa jeg hjlpe dig at
plukke nogen Tyttebr til Erstatning for dem, jeg spiste.

{(De kaster sig atter ivrige over Plukningen.)}

=Blicher=

{(frer en Tyttebrgren op imod sine Lber).}

Det er en sr velsignet lille Ting at se paa saadant et Tyttebr; det
ligner et Kys paa en Stilk. Og det smager nsten ogsaa som et Kys.

=Karen=

{(drmmende).}

Jeg synes da, et Kys maa smage _meget_ bedre.

=Blicher.=

Det er maaske, fordi Tyttebr er en Hverdagsting for dig.

=Karen.=

Ligesom Kys vel er Hverdagskost for dig?

=Blicher.=

Aa, Gud bedre det! Det er langt fra hver Dag, jeg plukked Br, langt
mindre Kys i den brune Lyng sammen med en mrkjet lille Hyrdinde. --
-- Hvad er det nu du hedder?

=Karen.=

Jeg hedder Karen.

=Blicher.=

Det burde jeg ha kunnet gjtte strax. Lille Karen, var du mig bare
lidt nrmere til daglig; man bliver saa blid, saa sndagsstemt i sit
Sind ved at sidde din Uskyld saa nr.

=Karen.=

Jamen hvordan skulde jeg komme nrmere til dig. Jeg ved jo knap nok
endnu, hvor du bor?

=Blicher.=

Nej, det kan du ha Ret i. Jeg kan kun svare, som det hedder i
Skjmtesproget: Jeg er derfra, hvor Husene staar ude, og Gjssene
gaar barfodede.

=Karen.=

Og hvordan skulde jeg nogen Sinde komme herfra. Mine Faar gaar lse,
men jeg staar i Tjr -- alle mine Dage!

Skulde jeg komme her fra, saa skulde jeg da lbe bort -- med
Kjltringerne; og det bliver maaske ogsaa Enden paa det.

=Blicher.=

Nej, Gud fri os dog, Karen! Sid ikke og spg med den Slags. Du med
dit yndige uskyldige Smil, skulde kaste dig ud i dette forraaende Liv
-- --

=Karen.=

Ja, hvad gjr n ikke imellem for at faa sin Tjrepl op?

=Blicher.=

Det kan vre, at jeg alligevel hitter paa Raad. Ser du, bitte Karen,
min Mor derhjemme, hun er meget sygelig, hun er -- ja, til Tider er
hun ligefrem til en Side -- du ved nok?

=Karen.=

Er hun da tuntet?

=Blicher.=

Hun lgger det strste Tryk over Hjemmet, og vi maa altid holde Pige
til hende, og den Plads bliver ledig med det frste. Men det er jo
ikke nogen munter Stilling.

=Karen.=

Og det er saa i _din_ Fars Prstegaard?

=Blicher.=

Ja, det er i mit Barndomshjem.

=Karen.=

Aa, den Plads vilde jeg endda gjerne ha. Jeg skulde vre saa god ved
din syge Mor!

=Blicher.=

Jeg har ingen Grund til at tvivle. Tak for dit Lfte, Karen! Du skal
faa Besked inden altfor lnge.

{(I overgiven Lune);} Men sandelig, finder jeg ikke her i Lyngen min
Barndoms herligste Legetj -- den gule og overmodne Ulvefod {(lfter
en favnelang, gylden Stngel op i Lyset).} Se hvor den lyser, som var
det det pureste Guld. Naar man i min Barndom fandt _Ulvefoden_, saa
havde man Ret til at slynge den som en Pynt om sin Piges Pande. Blot
nu dit Hoved, Karen, saa skal vi se, hvor dens Guld vil lyse i dit
mrke Haar.

{(Karen fjerner sit Knytteklde, bliver siddende paa Knerne med sit
Ansigt vendt halvt opad, mens Blicher slynger Plantens Stngler om
hendes Tindinger.)}

=Blicher=

{(fjerner sig lidt).}

Se saa; nu ligner du komplet en lille Prinsesse med Diademet omkring
Panden. Nu vilde du gjerne se dig selv. Hvad gjr vi saa! {(rager i
Lommen).} Skulde en Mahognifyr som jeg ikke eje et Lommespejl!
{(rkker hende det).} Vil du nu bare titte gjennem mit Sndagsje.

=Karen=

{(smiler til sig selv i Spejlet).}

Det er du surenm kommen pnt fra.

=Blicher.=

Ikke sandt? Vil du saa gi din Prins et Kys som Tak for Skjnken
{(bjer sig ned til hende og kysser hende paa Mund og Pande. Han
rejser hende op).} Men lille Karen, Skyggerne bliver lange, og jeg
har endnu langt til Vejsende. Men fr din hastende Troubadur atter
optar Vandringen imod Fjernet og Solnedgangen, maa du synge mig en
lille Vise; du kan jo nok en eller anden?

=Karen.=

Skal jeg synge for dig! Ja men jeg kan kun Bondeviser.

=Blicher.=

Det er netop noget for mig. Syng du bare paa din egen Maade. Men lad
os stte os hen paa Hjen her, saa prver jeg at finde Tonen paa min
Fljte. -- {(Studsende.)} Men tys, kommer der en Vogn?

=Karen.=

Aa, det har saamnd ikke noget at betyde; nu imod Aften hres alting
saa langt.

{(De stter sig.)}

=Karen=

{(synger Visen om Mads Doss. -- Blicher ledsager Sangen paa sin
Tvrfljte).}

    Mads Doss han war en Kon Koltringsknjt[389],
    han gek m Foeren i Hien,
    imell saa slow han Lyng te en Bjt[390],
    imell saa band han aaw Vien[391]
    en Liim[392] te hans Mouer, aa saa saang han imell,
    di hoer ed saa vit, nr han tow te aa hwell[393]:
 :, Lalaluh, lalalih, kom! saa skal A bih! ,:

    Mett Klvro war en Kon Stonthosts[394],
    gek aasse m Foeren i Hien.
    Aa somti hun swedt, aa somti hun frs;
    den Drywwen[395] slet ett hun ku li en.
    Hun snwsed[396] imell, faa hin Dawwen wa laang,
    ivissomda[397] tahrt[398] hun hin Klukker[399] aa saang:
 :, Lalaluh, lalalih, kom! saa skal A bih! ,:

    Aa somti di mdtes saa hes aa saa hhr,
    od[400] Mlmad aa spraakked saa knwt da,
    aa let om let fek di hweranner saa kjhr
    jen kam, n den Aahn[401] ga en Hwwt[402] da.
    Aa n di had edt, gek di hw te si Hjaer[403],
    aa saang, saa de gjall[404] owwe Mosser aa Kjaer:
 :, Lalaluh, lalalih, kom! saa skal A bih! ,:

 [389] _Kon Koltringsknjt_, halvvoxen Kngt.

 [390] _Bjt_, Bagning.

 [391] _Vien_, Vidjen.

 [392] _Liim_, Kost.

 [393] _hwell_, skraale.

 [394] _Kon Stonthosts_, Stunthosets.

 [395] _Drywwen_, Driven.

 [396] _snwsed_, smaagrd.

 [397] _ivissomda_, nu og da.

 [398] _tahrt_, trred.

 [399] _hin Klukker_, sin Nse.

 [400] _od_, spiste.

 [401] _den Aahn_, den anden.

 [402] _en Hwwt_, et Vink.

 [403] _Hjaer_, Hjord.

 [404] _gjall_, gjaldede.

=Erneste=

{(er under sidste Vers af Sangen kommen ind paa Scenen fra hjre; hun
nejer koket for Studenten og siger):}

Undskyld, jeg forstyrrer nok en Hyrdescene -- -- --

=Blicher=

{(til Karen).}

Det er nok en Dame, der forstaar at finde de rette Ord for
Situationen.

=Erneste.=

-- -- -- Men vor Vogn kjrte just her forbi, og saa havde man sagt
os, at her kunde man kjbe Tyttebr; min Tante vilde saa umaadelig
gjerne ha en Krukke med hjem.

=Blicher=

{(springer op under en komisk Reverens).}

Gudbevares, meget naadige Frken, det er os fattige Hyrder en udsgt
re at kunne gjre Deres hje Tante en Tjeneste; vil Deres Naade et
jeblik ta Plads paa denne ringe Gravhj; jeg skal sige Deres Hjhed,
-- Varen er ikke rigtig sorteret, den ligger, om jeg saa maa sige,
lidt Hulter til Bulter; med andre Ord: de velsignede Frugter er endnu
ikke plukket.

=Erneste=

{(er lige ved at knkke over af Grin).}

_Naa_, De har ingen staaende?

=Blicher.=

Staaende? Deres Naade maa ha misforstaaet mig; de staar nemlig
allesammen -- paa deres Stilke, lige her fra til Horisonten.

=Erneste.=

Naa De har udsolgt!

=Blicher.=

Ja, de sidste gik lige for et jeblik siden -- til forhjede Priser.

=Erneste.=

Ja saa kan det vist ikke nytte noget; for _De_ ser mig ikke ud til at
vre srlig dreven i den Kunst at plukke Tyttebr.

=Blicher.=

Hvadbehager! De drager en af mine oprindeligste Evner i Tvivl? Vil
Deres Ophjethed tillade, at jeg gir Dem en ringe Prve paa min
Frdighed; jeg tar mig den Dristighed at foreslaa, at Deres Naade
lgger Dem her ved Siden af os, saa ser vi, hvem der plukker flest.

=Erneste.=

Det kunde virkelig ha vret meget sjovt; men De husker nok ikke, at
min Tante venter med Vognen. Hrer De ikke, hvor Kusken knalder med
Pisken. Jeg tr virkelig ikke la dem vente lngere.

=Blicher.=

Ja, det gjr os meget ondt, at vi ikke under de forhaandenvrende
Omstndigheder ser os i Stand til at betjene Deres Naade
tilfredsstillende, men -- --

=Erneste=

{(drillende).}

Aa, De har vist ogsaa andet at bestille.

=Blicher=

{(med en Armbevgelse hen over den spredte Hjord).}

Ja, Faarene skal jo passes.

=Erneste=

{(leende).}

Og Hyrdinden heller ikke forsmmes! -- -- Hvordan har man det ellers
i Vium Prstegaard?

=Blicher=

{(forblffet).}

De kjender mig!

=Erneste.=

Ja, er det ikke Kandidat Steen Blicher?

=Blicher.=

Siger jeg ja, er Komedien ude, siger jeg nej, synes jeg at kunne faa
Skinnet imod mig; men hvem er da De, som stiller mig dette
Samvittighedssprgsmaal?

=Erneste.=

Erneste Berg -- fra Virring Prstegaard. De har nok helt glemt
Aunsbjrg Hestehave -- i Fjor Sommer.

=Blicher.=

-- -- O! Dansen i Maaneskinnet -- -- I den sidste Kvadrille!

=Erneste.=

Det var dog rart, De kunde mindes det! Men nu foreslaar jeg, at De
tar med os hjem. Hvad staar der ikke i ventyret: "Det er altid bedre
at kjre end at gaa", sagde Hanen. De skal komme til at sidde ved
_min_ grnne Side; saa opfrisker vi vore sparsomme Minder -- fra "den
sidste Kvadrille". Men nu maa vi skynde os {(Kuskens Pisk lyder
heftigere)}. Hr, hvor han knalder, den gamle! Saa faar vi se,
hvordan Tante vil ta det, at hun i Stedet for Tyttebrrene maa ta til
Takke med Tyttebr-Plukkeren! Jeg lber foran. Gjr nu ikke Afskeden
altfor lang.

{(Solen er i Nedgang; en fjern Hedekirkeklokke hres ind imellem
Faarenes Klokker.)}

=Blicher=

{(bjer sig ned over Karen og kysser hende paa Panden).}

Farvel, min Engel! vi ses, naar Gud vil!

=Karen.=

Du glemmer ikke det, du loved mig; jeg skal vre saa god ved din syge
Mor.

=Blicher.=

Ja, du vil vre god mod alle.

{(Klapper hende stille paa Kinden og gaar. -- Blicher gaar atter op
paa Hjen og blotter Hovedet i Solnedgangen; spiller en Fljtesolo,
der glider sammen med Aftenstemningen; tilsidst glider den ind i
Omkvdet til Mads Doss og)}

=Karen=

{(synger stille med).}

    "Lallaluh -- lalalih --
    kom saa skal a bih!"

=Blicher=

{(forsvinder med et Fingerkys, og mens Karen staar oprejst og
smaagrdende og ser ud efter ham, glider Tppet stille ned).}




FRSTE AKT.


(CA. 25 AAR EFTER.)

{Dagligstue i Spentrup Prstegaard. 2 Karm Vinduer i Baggrunden.
Indgangsdr til hjre. Til venstre Dr ind til Blichers
Arbejdsvrelse. Mbler og Kakkelovn som i slige Stuer. Mod venstre
Vg en hj Stander til Blomster. =Tyttebr-Karen= farer nervst
omkring med en Stveklud. Gl. Niels Blicher, ca. 90, kommer vaklende
ind fra Snnens Studerevrelse til venstre. I den ene Haand har han
Piben, i den anden en godt tilrget Tobakskasse, som han stiller fra
sig paa et af Bordene, mens han kradser Piben ud.}

=Gl. Blicher=

{(til Karen).}

Naa, her skal nok ordentlig skures og gjres ved. Man kan rigtignok
mrke, at Madammen ventes hjem. Saa kan I igjen faa for jer at _gaa_
og blarpe med en Karklud fra I staar op, til I putter jer under Dynen
igjen. Aa, Herregud, det har da vret en skjnne Lin den Tid, hun var
henne.

=Karen.=

Ja Madammen er jo lidt vanskelig i det Stykke.

=Gl. Blicher.=

Vanskelig! Hun _er_ Vorherredd skrupskjr! Her gaar jeg gamle Mand
og ved knap, om jeg tr snyde Nsen, naar hun ser paa det. I gamle
Dage la' hun et Trklde over Drgrebet, naar hun skulde ind i en
anden Stue, og du husker da ogsaa det Aar, da min Sn ikke fik lagt
sin Foraarssd, fordi hun ikke vilde tillade, at Karlen gik op paa
Loftet efter den, for saa skulde han igjennem Gangen, og den var
altfor fin for ham at trde paa. Herregud, man har da vel Gulvene,
for at man skal gaa paa dem!

=Karen.=

Ja, vor Mor er jo noget overdreven, mere end en anden en kan forstaa.
Men naar hun endda var god ved _ham_ -- -- saa -- --

=Gl. Blicher.=

Saa synes du, det er det samme, hvordan hun er mod alle andre.
Saamnd, jeg faar nok de Naadsenssmuler, jeg skal ha. {(Stter sig
til at kvulme af alle Krfter.)} Men min Sn, min stakkels ulykkelige
Steen! Han bliver aldrig klogere. Hvi kunde han nu ikke ha ladet
hende sejle sin egen S. Nej, han kunde ikke! _Han_ maatte ha Bud
efter hende igjen. Og nu har han hende altsaa paany til at ruge over
sig som en Drage, plage ham Sjlen ud af Kroppen fra Morgen tidlig
til Aftens Ende! Hvad venter han sig dog af denne Hjemkomst! _Har_
han ikke haft tilstrkkelig Lejlighed til at lre hendes sande Natur
at kjende.

=Karen.=

Ja, men det maa vel vre den Kjrlighed, som vor Fa'r skriver saa
meget om. Den er ikke saadan at mane hen.

=Gl. Blicher.=

Nej, Karen, deri har du sandelig Ret. Kjrligheden -- det har altid
vret Ulykken i _vor_ Slgt.

=Karen.=

Tys, gamle Far, der kommer nogen i Gangen.

{(Gnider videre.)}

=St. Blicher=

{(straalende og med rappe Skridt ind fra hjre. Han har Favnen fuld
af Markblomster, som han lgger paa et af Bordene. Paa hans Stvler
ses, at han har vandret i Dug. Bssen hnger han op til Bjlken og
spnder Tasken af Lnden).}

Godmorgen, gamle Far! Godmorgen, kjre Karen!

{(Han lfter en stor Urhane op for Nsen af den gamle og siger):}

Her skal du se en Konsistorialraad, som har vasket sig! Vil du fle
ham paa Brystbenet!

=Gl. Blicher=

{(la'r sin magre Haand lbe op ad Fuglens Krop).}

Hehehe! En Urkok! Det var sandelig en ordentlig Basse. Hvor er du dog
kommen over den?

=Blicher.=

Det var hernede i _Pajmose_, hvor han havde sat sig selv til Bords og
stod og hulked i sig af de friske Tranebr. Sandelig ikke nogen
daarlig Smag; de minder i jeblikket om Jordbr med sur Flde. Jeg
lod ham frst larme ud; denne herlige Vingeraslen; hvilken Musik for
et Jgerre! Jeg saa hans lodrette Stigen, imens jeg fulgte ham med
Bsselbet; men da han var kommen saapas i Hjde med Solkuglen, faldt
Skuddet, og han dejsed til Jorden, som naar et Vindkast nedslnger et
Barns Drage.

=Gl. Blicher.=

Ja, min Sn, _du_ kan; du kan stadig!

=Blicher.=

Ja gamle Far {(klapper ham kjrligt paa Kinden)}, du har lrt mig
Kunsten!

=Gl. Blicher.=

Og du var saa nem til at ta ved Lre -- i dette som i alt andet.

=Blicher.=

_Du_ kan ikke mere huske den Dag, da du frste Gang tog mig med paa
Jagten? Jeg var kommen hjem fra Skolen i Randers med en Udmrkelse i
min latinske Stil. Saa skal du Vorherredd ogsaa med mig paa Jagten i
Dag, min Dreng, sa' du. Og jeg fik Lov til at gaa med din Bsse. Og
da jeg mod Aften gik hjem over Bakken med min frste Hare ved
Jagttasken -- nej, hvor svulmed mit Hjrte!

Ja, hvilke Glder har vi to ikke haft sammen derude i Guds herlige
Natur! Stvlerne paa Nakken, de ngne Fdder henad den duggede
Hedesti, og blev vi trtte af den milelange Vandring, saa delte vi en
Osteskorpe paa Gravhjen, imens du fortalte om Dyr og Trolde, onde
Herremnd og skjnne Jomfruer.

=Gl. Blicher.=

Og nu staar det altsammen i dine Noveller. Jeg kunde ikke selv faa
noget ordentligt ud af det. Det havde jeg jo ikke Begavelse til.

=Blicher.=

Lad os ikke snakke om det, gamle Far. En skaffer Melet, en anden
bager Kagen.

=Gl. Blicher.=

Ja, hvor var det lykkelige Dage. Nu er den Dans sprunget.

=Blicher.=

En Gang til _skal_ du nu med dette Efteraar, naar Hnsejagten gaar
ind; bare et lille Slag ud over Pajmosen. Jeg skal nok lade dig
Bssen og ogsaa bre Fangsten.

=Gl. Blicher.=

Hehehe! Det vil du vist faa let ved, min Sn! Du glemmer nok, at jeg
alt _er_ blind paa det ene je, og det andet ogsaa begynder at
dummes.

=Blicher.=

Jaja, gamle Far Nimrod; du skal i det mindste lugte Krudtet og hre
Skraldet!

=Gl. Blicher.=

Du har da vret farlig tidlig paa Benene i Dag.

=Blicher.=

Ja, vi er Morgenmnd vi Blicherter; det har jeg nok heller ikke
ganske fra fremmede!

Men du, Karen, vil du nu bre Konsistorialraaden ud i Kjkkenet
{(rkker hende Urkokken).} Hans Hjhed havde nok ikke tnkt, at han
nogen Sinde skulde stige saa nederligt, at han kom til at brase i
Gryden hos den fattige Spentrupprst. Og vil du saa komme ind med en
Vase, Karen, at jeg kan faa ordnet disse Blomster til min Hustru
-- min Erneste.

Og _du_, gamle Far, er du nu ikke glad? Nu skal vi ha' Mor hjem
igjen. Det har vret en streng Tid for os, en Prvelsens Tid; men nu
er den forbi. Aa min Hustru, min Hustru! Et Hjem uden Kvinde er ikke
noget rigtigt Hjem.

=Gl. Blicher.=

Bare du nu ikke fortryder det, Steen; jeg er saa ngstelig.

=Blicher.=

Er _du_ ngstelig! Jeg er saa lykkelig, at jeg knap kan staa paa mine
Ben!

=Gl. Blicher.=

Ja, _det_ ser jeg. Og det var ogsaa paa Tide, at du fik nogen Lykke
her i dit Hjem.

=Blicher.=

Aa, synes du egentlig, Far, at Erneste og jeg har haft det saa slemt
sammen? Man maa jo ikke ta sligt alt for nje. Og jeg har sikkert
heller ikke altid vret, som _jeg_ burde. Jeg vil forandre mig meget,
Far. Jeg skal gjre alt for at tkkes hende. Nu skal der blive Glde
her paa Gaarden, Glde!

=Gl. Blicher.=

Ja, Vorherre give, at det maatte ske!

=Blicher.=

Og Erneste har nu altid holdt saa meget af Blomster.

=Gl. Blicher.=

Ja, men var det ikke mest Potteplanter? Og disse er jo -- ja jeg ser
jo saa daarligt -- men er det ikke Markblomster?

=Blicher.=

Jo, Far; jeg plukked dem paa min Morgenvandring i Kjr og Enge. Jeg
kunde ikke komme dem forbi; jeg gik jo stadig med min Hustru i
Tanken, og for hver Blomst jeg plukked randt der mig noget sdt i Hu
om hende. O, at jeg nu atter om faa Minutter skal trykke hende op til
dette savnfyldte Bryst!

=Karen=

{(med en Vase).}

=Blicher.=

Nej, Karen! Er det en Vase at mde med! Nej, du maa kunne finde mig
en baade strre og smukkere. Smukkere, Karen! {(Begynder ilsomt at
fingre ved Blomsterbunken.)}

=Karen=

{(atter ind).}

Er _den_ da til Maade.

=Blicher.=

Ja, der kom jo den rette! {(holder den op for Lyset).} Tak skal du
ha, Karen. Og saa skal vi se lidt njere paa jer, I, vore smaa
Venner. -- Er det ikke mrkeligt med disse vilde Blomster, der
ligesom tar hinanden i Haand for at smykke det danske Land fra Ende
til anden. Ikke en Plet lader de ganske bar. Jo magrere Marken des
flere Blomster. Saadan bliver der Skjnhed, Duft og jenlyst overalt,
hvor den danske Mand stter sin Fod. -- Aa I kjre smaa, det er
altfor lnge siden, jeg gav mig af med jer! I min Barndom og frste
Ungdom da var jeg saa fortrolig med Blomsterne; men saa kom Sorgens
graa Fugl og satte sig paa min Skulder -- -- -- Men de fleste kjender
jeg da endnu, og der hnger et Barndomsminde ved enhver af dem. Skal
vi nu frst se lidt paa dig, du elskede lille Stedmoderblomst, der
endnu har en Dugdraabe trillende i dit Bger. Dig husker jeg fra den
Dag, da jeg som Barn fandt min frste Lrkerede; deroppe paa den hje
Mark blandt hvide Flintesten stod du og saa op mod Himlen som
Barnejne. Aa, hvor skal jeg nu stte dig? Du vil jo helt forsvinde i
Vasen af bar Beskedenhed. Og sandelig, der har vi den blaa Engkarse,
og Hjrtegrsset, og Trvlekronen! lutter Barndomsvenner fra Engen
bag om Aunsbjrg; naar jeg som lille Dreng lb derned og sov ind med
min Kind i Grsset, da stod de altid som skjrmende Feer om mit Leje,
og mine Drmme nredes af deres Duft og Humlebiens Brummen i
Blomsterbgret ved mit re.

Og der har vi Graabynken. Kan du huske, Far, at der stod en hel Skov
af dem ind mod Vium Prstegaardsgavl? Og derinde kivedes Spurvene og
ruged Hnsene, og der drmte jeg mine frste ventyr; jeg var endnu
ikke saa stor, at min gule Haartop raged ovenover Bynkeskoven. --
Ja, du graa Bynke, jeg ved godt, at du ikke er nogen agtet Plante;
men _jeg_ holder af dig! Pigerne gjr Nar af dig og kalder dig
_Graabonde_ eller _Gammelmand_, fordi du ryster saa alvidende paa dit
graa Hoved, mens de hvide uredte Tjavser stritter dig om rene; men
jeg forstaar dig. Du minder mig om en gammel Mand, der har faaet en
Sten i sin Sko, og nu bjer sig ned for at ryste den ud. _Du_ har
kikket dig til adskilligt der ved Hushjrnet. Du har Livserfaring,
hvad de unge Piger ikke har.

Og der er jo Engblommen, den elskeligste af alle vor Barndoms
Blomster. Hvor tit har jeg ikke plukket dig dernede ved Bkkeranden
og sat dig hen i et Glas til min syge Moder; saa rakte hun sin hvide,
smalle Haand ud fra Lagnet, tog dig om dit gule Hoved og aanded et
Smertenskys hen over dig, mens hendes Tungsindsblik hviled taknemlig
paa _mig_.

=Gl. Blicher=

{(i Graad).}

Ja, din stakkels Mor! Hun var selv en knkket Blomst; og Blomster var
snart det eneste, der kunde sprede hendes Tungsind.

Men har du ikke fundet den allerskjnneste, den der elsker at slaa
Rod ved dybt og stille Vand -- hvad er det nu den hedder?

=Blicher.=

Brudelys?

=Gl. Blicher.=

Rigtig, ja! Den Jger, der havde den Blomst med hjem til sin unge
Hustru i mine gode Dage, han fik en fager Velkomst.

=Blicher=

{(ta'r Bssen ned fra Bjlken; peger paa et Par rde Blomsterklaser,
der rager frem af Piben).}

Her ser du, Far! Havde det vret i mine frste gteskabsaar, da
skulde de _vel_ ha talt for mig. Nu fylder ngstelse mit Hjrte.
{(Hnger atter Bssen paa sit Sm.)} Se saa! {(ta'r Vasen og stter
den hen paa Standeren til hjre; flytter lidt paa den; gaar til
Indgangen og maaler Virkningen; atter hen og flytter en Kende paa
den, mens han lgger Hovedet paa Skraa.)}

Der maa det vre! {(Ta'r sit Uhr op.)} Om en lille halv Time maa de
vre her med hende. Det var ret, Karen, lad mig se, du gjr det fint.
Hun er saa akkurat, den lille Neste, aa! hun ser et Stvgran i en
Fjerdingvejs Afstand.

=Karen.=

Hvad tror vor Far da, hun vil sige, naar hun ser de Plamager, som
dine Stvler nu har sat paa det rene Gulv?

{(Karen har allerede bjet sig ned for at trre op efter ham.)}

=Blicher.=

Aa, er jeg kommen til at smudske Gulvet; da var det sandelig haardt
imod min Villie. Ja, der var saa dugget til Morgen. Tror du Karen, du
kan faa det trret op? Det var da kjedeligt!

=Karen=

{(ligger fladt ad Gulvet og skurer, saa det knager).}

=Blicher.=

Men lille Karen, du ved, hvor vi har Flaget; aa lb lige ind og rk
mig det! Erneste kan ventes hvert jeblik, og hun maa kunne se
allerede fra Bakken, hvor vi alle er glade for hendes Hjemkomst.

=Karen=

{(tilbage med Flaget).}

=Blicher=

{(ud, men et Sekund efter atter ind med Flaget over Armen).}

Jeg glemte at sprge, der er da ikke kommet Brev, mens jeg har vret
ude?

=Gl. Blicher.=

Det er der da vist ikke, er der vel, Karen?

=Karen.=

Nej, ikke det jeg ved.

=Gl. Blicher.=

Hvem venter du Brev fra, Steen?

=Blicher=

{(med Eftertryk).}

Det venter jeg fra _Ham selv_!

=Gl. Blicher.=

Hvad siger du! _Fra Kongen._

=Blicher=

{(med ilsomme Skridt hen over al Karens Gulvvask).}

Ja, for nu begynder Knuden at strammes, Far! Mine Fjender hoverer i
Aarhusbladet; de tror at kunne spotte den fattige Digterprst,
_Himmelbjrgprsten_, som de haanende kalder mig. Men jeg skal gjre
Titlen til et Hdersnavn, saa langt dette Flag vajer, som jeg brer
her paa min hjre Arm.

=Karen.=

Men Blicher, ser du da slet ikke, hvor Gulvet nu igjen er bleven
standet!

=Blicher.=

Aa, Jsse Je, har jeg nu igjen vret der {(rejser sig komisk op paa
Terne).} Bred Kluden ud, Karen, saa trder jeg paa den!

=Karen=

{(lgger Gulvkluden for hans Fod og flytter den, alt eftersom han
balancerer mod Udgangen).}

=Gl. Blicher=

{(da Dren er lukket).}

Nej, at han tr vove at skrive _lige til Kongen_ -- forbi Nsen af
dem alle sammen; Provst og Bisp og Amtmand og hele Kodillen! Ja,
bange er han ikke, min Sn, naar noget for Alvor brnder i ham. Nu er
det _Himmelbjrget_; han vil, at _det_ skal vre _alles_; ikke blot
en tilfldig Bondes, men Folkets, Fdrelandets, som det vel var i de
gode gamle Dage. Og Gud give ham Fremgang, min elskede Sn, i hvad
han attraar til Fdrelandets re! Jeg er somme Tider lidt bange for,
at han _er_ dristig nok. For de Store skylder man jo dog rbdighed,
og disse nye Tanker med Folkefrihed, og hvad de nu kalder det, dem
havde jeg jo nok saa gjerne set drage Spentrup Prstegaard forbi;
men jeg er jo en gammel stympret Mand; kanske ser _han_ klarere end
jeg.

Men i een Ting er han blind: Naar Talen drejes hen paa _hende_!

Aa min stakkels, lettroende Sn! Nu har han glemt hele sit tidligere
gteskab; glemt hele den onde Fortid; alle de hundrede oprivende
Timer sammen med denne Kvinde, nu er de ikke mere for ham end Rgen
her fra _min_ Pibe -- bare fordi hun ventes paa Trappen. Saadan er
Kjrligheden i _vor_ Slgt. Aa, jeg kunde staa op og forbande den,
som _han_ har forbandet den de hundrede Gange! Kan du huske, den Dag
han sendte hende bort fra Hjemmet.

=Karen.=

Om jeg kan huske det! Ja, om jeg saa bliver hundrede Aar, glemmer jeg
ikke _det_.

=Gl. Blicher.=

Hele deres gteskab blev endevendt; de skreg imod hinanden. Hvert Ord
var som et Stenkast. De vilde _aldrig_ ses mere.

=Karen.=

Og det var ikke tomhndet, hun drog ud af Huset. Hun tog alting med
sig, lige indtil Kaffemllen. Der saa slem ribbet ud her i Stuerne,
da hun var rejst. Og hver Gang hun kom halende med en ny Ting, en
Kobberkjedel, et Stykke gammelt Porcelln, saa raabte Blicher: Tag
det, tag det! Men gjr Pinen kort! -- Men den sidste Vogn var ikke
ude af Gaarden, fr Blicher havde slngt Bssen over Skuldren og gik
ud af modsat Gaardsled. Men da han kom hjem i Mrkningen, var han et
helt andet Menneske. Han havde ingenting skudt -- jeg tror ikke
engang, han havde husket at faa Krudthornet med --; han kom ind og
satte sig ved Bordenden, og da jeg fik Tllelyset tndt, kunde jeg se
paa hans jne, at han havde grdt.

=Gl. Blicher.=

Ja, min stakkels ulykkelige Sn; han grder meget, naar ingen ser
det.

=Karen.=

Saa rejste han sit Ansigt op imod mig og sa': Karen, det er svrt,
hvor Livet leger Blindebuk med os, sa' han. Den Dag dr ved
Tyttebrrene, du ved nok, da du stod paa den ene Side og hun paa den
anden, da greb jeg til _hendes_ Side, men det var, fordi jeg havde et
Bind for jnene. -- Men saa kunde jeg ikke holde mig i at hulke, saa
jeg maatte gaa ud af Stuen. Men altid naar han er meget bedrvet,
skal han minde mig om den Dag ved Tyttebrrene.

=Gl. Blicher.=

Ja, Skbnen driver sit Spil med os -- allesammen.

=Karen.=

Jeg kan da ikke begribe, at nogen kan nnne at vre ond mod _ham_.
Jeg ved ikke et Menneske, som det er saa nemt at gjre glad.

=Gl. Blicher.=

Og bedrvet!

=Karen.=

Sandt nok; han bliver ogsaa let bedrvet, naar noget gaar ham imod.

=Gl. Blicher.=

Det er Digteren, Karen. Digteren! Min Sn er en _stor_ Digter, den
strste kanske vort Land har kjendt. Ved du hvad det vil sige, Karen,
at vre en stor Digter?

=Karen.=

Nej, det er _jeg_ sagtens for ringe til at ha nogen Mening om.

=Gl. Blicher.=

... Dette at udtale det evige; at sige det, som skal leve, saa lnge
et Folk lever ...

=Karen.=

-- -- Men jeg har da hans Digte, som jeg har faaet af Fru Blicher. --
"Vil du ha' dem saa ta' dem", sa' hun, jeg _bryder_ mig ikke det
mindste om dem! -- Jeg karted hende et Par Pund Uld for dem, og hun
syntes vist, hun havde gjort en Kongehandel; og jeg da ogsaa. Der
gaar sjlden en Dag, jeg ikke kikker i dem. -- "Til Glden", "Til
Sorgen" -- aa, jeg kan aldrig blive trt af at lse dem.

    Du som tavs med snket Hoved staar
    lig en Lilje knkket paa sin Stngel,
    Tornekransen om det sorte Haar,
    Gldens stille, blege Ssterengel!

=Gl. Blicher=

{(falder ind).}

    Kommer ogsaa _du_ fra Himlen ud?
    Kommer du som Regn og Storm og Torden?
    Kommer ogsaa du fra Gldens Gud,
    som en Sky for Solen over Jorden? -- --

Hvor er det dejligt! -- Men ved min Sn det, at du holder saadan af
hans Digte?

=Karen.=

Nej; og hvorfor skulde han ogsaa vide _det_.

=Gl. Blicher.=

Han ved ikke heller, at Erneste saadan har tusket dem bort til dig?

=Karen.=

Nej, er vor Far da sr!

=Gl. Blicher.=

Bare hans Digte saa endda var det eneste, hun tusked med! Men det er
nok ikke bleven drved! Aa, hvor har hun mishandlet dette mtaalelige
Digtersind, saa det skreg i Smerte og Bitterhed, hvor det vilde ha
kvdet Lovsange til Guds og Skabningens re!

Og nu har vi hende saa her i Huset igjen! For faa Maaneder siden
kjrte det halve Spentrup hende til Randers, i Dag henter den anden
halve Part hende hjem igjen. Mig kan det vre det samme; jeg har ikke
mange Grader at gi' af, skjnt ogsaa jeg havde gldet mig til en
rolig Livsaften. Men min Sn, min elskede begavede Sn -- nu er det
forbi med de harmoniske Greb i Strengene; kun Suk og Klagesange vil
nu lyde i den sildige Aften. Og jeg gamle Mand kan ikke hjlpe dig,
men bede til Gud for dig, at han ikke helt udslukker dine herlige
Sjlsgaver, det baade kan og vil jeg!

=Per Syvspring=

{(kommer stormende ind fra venstre).}

Hr du, bitte Karen, du maa Vorherredd finde mig det gamle
Gevalthorn, for Prsten vil ha mig til at blse et Stykke fra den
store Trappe. For nu kommer de hvrmend' ned ad Bakken. Jeg kan
kjende Per Leths Befordring; den er forrest, og der sidder Madammen i
al hendes Stads. Det er grangivelig, som var det et villere[405]
Bryllup; der mangler snart ikke andet end Forridere, naar nu jeg
kommer med Musikken.

 [405] _villere_, storartet.

=Gl. Blicher.=

Er det min Sn, som har givet dig Ordre til at hente Valdhornet?

=Per Syvspring.=

Ja, begribeligvis, Fa'er! Det er ikke noget, jeg gaar og hitter paa
for min egen Plaser. Jeg staar nede i Haven og graver Skalotlg op;
saa kommer Prsten; han sprang som en Lkat -- og hvvted[406] ad
mig; om _jeg_ kunde blse paa Gevalthorn? -- Ja, siger jeg, jeg er
kanskesig nok saa kunstfrdig _paa Fingerlinen_, som alle sine Dage
har givet mig Brdet og ivissomda[407] en bitte Dram til. Men nu maa
jeg ikke staa her og diskurere -- for de kan komme i Gaarden, hvad
jeblik det skal vre; {(Karen er gaaet efter Hornet).} Har vor Far
Gevalthornet, saa skal Per Syvspring gjerne lgge Mundtj til, og han
skal blse saa yndeligen, at den blissede Hors, ja vor Far selv skal
nokke med rerne.

 [406] _hvvted_, vinked.

 [407] _ivissomda_, nu og da.

=Gl. Blicher.=

Ja, Per, du er en jvn Trjring[408]! Nu kommer Karen strax med
Hornet.

 [408] _Trjring_, Skjlm.

=Per Syvspring=

{(nrmer sig lkkersulten).}

Aa, karenm! jeg ser, at der staar en hel Kasse Udrydning; det er
Sukker for _min_ Mund.

=Gl. Blicher.=

Du ser jo paa det som en Rotte paa en grn Ost; tag det da i Guds
Navn!

=Per Syvspring=

{(stopper i Buxelommerne).}

Aa, re-Tak! nu har jeg Guds Velsignelse til mange Dage!

=Karen=

{(kommer med Hornet).}

=Per Syvspring=

{(drejer det i Lyset).}

Naa, saa det er et Gevalthorn! Det minder jo snart om en af dem,
hvormed de vlted Murene om _Jeriks[409] Ko_! Lad _mig_ nu komme ad
Dren, saa skal jeg tude, saa Uglerne skal dratte ned fra
Glamhullerne!

 [409] _Jeriks_, Eriks.

{(Ud. -- Kort efter hres hans Tuden foran den store Hovedtrappe. --
Vognstj fra Gaarden.}

{Blicher og Erneste kommer Arm i Arm ind fra hjre.)}

=Blicher=

{(ta'r hendes Haand og siger hjtidelig):}

Velkommen tilbage til dit og mit Hjem, min elskede Hustru! {(Men da
han vil trykke et Kys paa hendes Lber, snor hun sig fra ham. Hun
gaar fra Mbel til Mbel og stryger hen over det med Handskespidsen
for at fange Stv. Saa aabner hun et Vindue.)}

=Erneste.=

Naa, her er nok bleven ordentlig tilrget, mens I har vret _mig_
kvit; her lugter jo som i en Matroskjlder. {(Faar je paa gl. Niels
Blichers Udrydningskasse; gi'r den et Skub hen ad Bordet).} Men det
kan jo ingen undre sig over, naar den Slags skal staa her og stinke!
Hvor tit har jeg ikke sagt, at jeg ikke vil finde mig i, at den
Skarnfjerding faar Plads her i Dagligstuen.

=Gl. Blicher.=

Nu skal jeg ta den til mig. Det var sandelig kun en Forglemmelse; en
beklagelig Forglemmelse. Hm! hm! Velkommen hjem, Ernestine! Velkommen
hjem! Hm! hm!

{(Gaar.)}

=Erneste=

{(er allerede i travl Virksomhed med at fare rundt og skifte om paa
alt, hvad der staar paa Kommoder og Konsoller, -- Vaser, Kopper etc.
Pludselig knkker hun sammen i en lys Latter foran Blichers Bouket
paa Standeren for Indgangsdren; peger paa de grove Markblomster og
siger):}

Det er nok et af Per Syvsprings bondske Indfald! Bynker, Hanekro,
Stalt-Henrik og lignende Urter fra nrmeste Vejgrft; der fattes saa
vidt jeg ser bare en Skrppe og et Par Nlder; den Bouket er dog vist
sendt efter forkert Adresse. Mon ikke den skulde vre tiltnkt Maren
ude i Kjkkenet. {(Gjr Mine til at fjerne den.)} Herinde kvalmer den
nsten vrre end din Fars Tobak.

=Blicher=

{(genert).}

Den, der plukked denne Bouket, gjorde det forresten i en god Mening.
Det er smaat i Aar med Blomster i Haven. Roser og Liljer har jo
aldrig vret srlig villige til at trives for os. I Aar mindre end
nogen Sinde. Saa gik jeg ud til Digerne som i gamle Dage, naar jeg
sammensatte en Blomsterkost til min syge Mor. Som alle svage
Mennesker foretrak hun altid Markens Blomster. Der var ligesom mere
af Guds Aande i dem, syntes hun.

=Erneste=

{(ler skadefro).}

Og saa er de saa billige.

=Blicher.=

Aa ja, de er billige {(med et hvast jekast)} -- men der hrer
ligesom mere Hjrte til at nyde dem.

=Erneste=

{(har atter fjernet sig fra Vasen).}

Er det for at sige mig den Slags Spydigheder, at du har nsket mig
hjem igjen?

=Blicher=

{(gaar imod hende med udbredt Favn).}

Erneste, kom herind i mine Arme! Kun der kan jeg tale til dig, som
man taler til sin gtehustru.

=Erneste=

{(bliver staaende, mens Blichers Arme synker).}

=Blicher.=

Du vil ikke! Ja, ja, saa faar jeg sge at stamme den Bekjendelse, som
jeg ellers skulde ha fremfrt med flydende Tunge. Da jeg sendte dig
bort fra mig, da kjendte jeg -- saa gammel jeg er -- ikke ret mig
selv. Jeg vidste ikke endnu, hvor strkt du var voxet ind i mit
Vsen, jeg kunde vaagne af Drmme som halv i Vildelse, som om n stod
der ude i Natten og kaldte paa mig og bad om at blive lukket ind.

=Erneste.=

Jeg har ikke bedt dig om at ta mig til Naade. Jeg har intet at angre.

=Blicher.=

Nu maa du ikke gjre mig skamfuld, Erneste. Ethvert Menneske har
noget at angre. Men det er jo ikke dig, jeg bebrejder noget; nej, jeg
retter Bebrejdelsen imod mig selv, at jeg ikke har kunnet bre over
med de smaa Svagheder, som er os stakkels syndige Mennesker i Kjdet
baaret.

=Erneste.=

Og hvad er saa, naar alt kommer til alt, det for "Svagheder", som
bebrejdes mig: at jeg vilde ha Mad til mig og mine, at jeg vilde ha
Klder paa Kroppen og noget at putte i Kakkelovnen.

Mon du nu har srget for Brndsel til den kommende Vinter, eller skal
det gaa som i Fjor, da vi aldrig havde en tr Pind at stikke under
Gryden.

=Blicher.=

Kjre Erneste, _skal_ vi lige strax til at drfte de fattigste
Husholdningsanliggender!

=Erneste.=

Ja, ligesaa gjerne nu som senere. Tror du kanske, det kommer af sig
selv?

=Blicher.=

Og jeg som staar her med mit forsmaaede Hjrte, bvende fuldt af
mhed, og mine Hnder, som skjlver i Lngsel efter at kjrtegne
_dig_, som er min Hustru for Gud, -- _du_ har ikke andet at sprge
mig om efter disse Maaneders Fravrelse, end om jeg har kjbt Brnde
til vore Kakkelovne, endda vi frst er midt paa Sommeren.

Aa Erneste, Erneste! Du haaner mine Blomster, endda jeg tr sige, at
sjlden er en Bouket bleven ordnet med saa mme Lngsler; men hvad
der gjr mig tifold mere bedrvet er, at du ogsaa trder paa de
Blomster, der gror i mit Hjrte.

=Erneste.=

Ja, vi kan ikke lgge Blomster paa Brnenes Mellemmad, og Hullerne i
deres Strmper og Buxer holdes heller ikke sammen med Blomster.

=Blicher.=

Men var ikke Blomster, saa var der ikke Digtere -- --

=Erneste.=

Aa, de kunde maaske ogsaa godt undvres.

=Blicher.=

Det lader til det ... Men var ikke Blomster -- baade dem paa vor Ager
og dem i vort Hjrte, saa var der overhovedet ingen Skjnhed til i
Verden.

=Erneste.=

Og hvad kan det hjlpe med den megen Skjnhed, naar Skattefogden
kommer som sidste Vinter og skriver alle vore Kakkelovne, _min_
Kommode, _dit_ Skrivebord, saagalt den Seng vi laa i.

=Blicher=

{(truende).}

Hold dog nu op! Jeg kjender det altfor vel i Forvejen.

{(Gaar nervst over Gulvbrdderne; griber til Bjlken efter Bssen
med Brudelysene, fyrer ud ad det aabenstaaende Vindue.)}

=Erneste=

{(med et Skrig).}

Men Mand, hvad gjr du dog!

=Blicher=

{(oprrt).}

Jeg slukked bare et Par Brudelys! -- Lad dig endelig ikke forstyrre
af slige Bagateller. Bliv kun ved. Lad mig faa det altsammen. Jeg
laver ikke Penge nok! Du synes, jeg driver Tiden hen!

=Erneste.=

Nej, det siger jeg ikke. Du er snarere altfor flittig. Ingen ny Tanke
kan du la ligge, alt skal du med i. Jeg gyser, hver Gang der opdukker
en ny Id, for jeg ved jo, at det altid er Begyndelsen til Smalhans
her i Huset. Du ruinerer os med dine Paafund. Nu staar den altsaa paa
Himmelbjrget.

=Blicher=

{(fljter foragtelig).}

Ja, jeg kunde tnke, at det var det, der stod dig for Hovedet.

=Erneste.=

Ja, det siger virkelig mange, jeg har talt med, at det kan blive dig
en meget dyr Spas; du kan risikere at miste baade Kjole og Krave.

=Blicher.=

Slidder -- Sladder!

=Erneste.=

Ja, selv om du kun fik en betydelig Mulkt; hvordan skulde vi faa den
betalt! Det har jeg da hrt, at der er mange af Embedsmndene, der
har den strste Lyst til at komme dig til Livs for dine Anstalter der
paa Himmelbjrget.

=Blicher.=

Og om saa var! Et Menneske maa flge den Natur, som Gud har nedlagt i
ham. Og det ikke mindst en Digter, der har besluttet, om saa skal
vre, at gi sit Liv hen for det Folk, han tilhrer.

=Erneste.=

Men "det Folk", som du kalder det, -- hvad gjr det Folk for dig?

=Blicher.=

Lidt nok, lidt nok! Men, min Hustru, man skal heller ikke smaaligt
maale alt med Kjkkenets Kartoffelskjppe eller Fadeburets Grynkop.
Og et Folk, som du nvner saa foragteligt: et Folk er ikke bare det,
der er i Dag, men ligesaa meget det, der er om hundrede, ja tusind
Aar; min Tid kan ogsaa komme, da mine Bestrbelser ikke mere skal
miskjendes.

Og Himmelbjrget -- det skal blive noget, hvortil Nationen ser hen
med Stolthed!

=Erneste.=

Jamen har du da ikke set, hvad de skriver i Aviserne, at
Himmelbjrget er hans -- hvad er det nu han hedder -- Per Nielsens,
og at han aldrig i Evighed vil finde sig i, at Folk stimler sammen
der?

=Blicher.=

Per Nielsen er en tarvelig Fyr, som bare har til Hensigt at presse
mig for Penge. --

=Erneste.=

Det kunde han saamnd godt spare sig; der er ikke noget at presse af;
det er rkeslst at plukke Haar af den skaldede.

=Blicher.=

Og desuden: Himmelbjrget _er_ maaske Per Nielsens i Rye, men det
skal snart blive hele det danske Folks.

=Erneste=

{(med en skraldende Latter).}

Du vil maaske kjbe det!

=Blicher.=

Danmarks Konge vil kjbe det; jeg har skrevet til ham derom.

=Erneste.=

Aa, Gud hjlpe os! Ja, er det ikke det, jeg siger: du vil fre os
alle ud i Ulykken med dine Forehavender. Hvorfor kunde du ikke lade
den Nykke fare og blive ved at skrive. Der tjente du da somme Tider
en Skilling. Skal det nu til at gaa ls med Himmelbjrgfester, saa
skriver du saamnd aldrig en Linje mere; tror du ikke, jeg kjender
dine Anstalter.

=Blicher.=

Himmelbjrgfesten skal fres igjennem, om saa det skal koste mig den
sidste Hvid!

Og i Aar _maa_ det lykkes! Programmet har tidligere lidt af visse
Mangler, men dem har jeg denne Gang Udsigt til at faa afhjulpne.

Til en rigtig Fest hrer ikke blot Taler og Sange, men der hrer
ogsaa Musik; i Aar faar vi Musik. Den bedste kanske, som Jylland kan
prstere; Randers' Regimentsmusik!

=Erneste=

{(begynder at spidse ren).}

Har du faaet Lfte paa den!

=Blicher.=

Saa godt som; jeg ved ikke, om du skulde ha hrt Tale om Trompeter
_Kristrup_, han er ellers meget anset i sit Fag.

=Erneste=

{(med stigende Interesse).}

Kommer Kristrup med! Jo ham kjender jeg -- hmm! ham har jeg hrt
nogle Gange i Randers.

=Blicher.=

Hvad mener du om hans virtuosmssige Trompet-Solo, naar Solen rejser
sig i al sin Majestt over Bjrgkammen, eller en stille Fljtes
Vemodslyd, naar den atter synker over et dugklet Hstlandskab! Jeg
tror, at den, som een Gang har badet sin Sjl i en saadan Stemning,
vil eje et Minde, som vil lyse for ham til hans Dages Ende.

=Erneste.=

Og jeg som troede, det bare var Taler og Deklamation og den Slags,
som en anden n ikke forstaar.

=Blicher.=

Nej min lille prosaiske Hustru, vi spiller paa mange Strenge.

=Erneste.=

Hr Steen, hvorfor har du aldrig taget _mig_ med til disse Fester?

=Blicher.=

_Dig_ med! Har du bedt om det? Har du udtalt det bitterste nske i
den Retning!

=Erneste.=

Jamen tag mig saa med i Aar!

=Blicher=

{(i stigende Jubel).}

Hvad _siger_ du, Erneste! Du vil vre med mig paa Himmelbjrget!
{(Han aabner atter sin Favn.)} Kom nu ind i mine Arme, min kjre
Hustru! {(Hun putter sig smilende ind til ham.)} Nu har jeg gaaet og
ventet paa det i alle de Aar ... Jeg synes altid, den Slags skal
komme af sig selv ... Men hvad er det ikke for en Glde, at ha sin
Hustru med i sin Gjerning! Aa, Erneste, du ved ikke, hvilke Fakler,
du med eet tnder i mit gamle Hjrte!

I Aar skal vi da alle med til Himmelbjrget!

=Erneste.=

Da kan Karen virkelig ikke vre hjemmefra.

=Blicher.=

Karen ikke! Skulde _hun_ maaske sidde her og kukkelure, naar vi alle
drog til Fest. Karen skal med de andre. Der er Plads nok paa Vognen,
og naar Per Syvspring har ved Tmmen, ved jeg, at Hestene vil trkke
_hende_ som os alle med en god Vilje.

=Per Syvspring=

{(og en anden Bonde kommer i Dren med en Kommode imellem sig, Per
med Ryggen til).}

Vr nu forsigtig, Jens. Hovhovhov, vr nu forsigtig!

{(Per er allerede i sine Trsko kommen nogle Baglnsskridt ind over
Gulvbrdderne.)}

=Erneste=

{(farer imod dem).}

Men Per da, kommer du her stejlende i dine store Trsko!

=Per Syvspring=

{(der er overtynget med Kommoden gjr klodsede Anstrengelser for at
komme af med Trskoene).}

Ja, men hvordan skal jeg blive skilt ved dem; hvordan skal jeg blive
skilt ved dem!

{(Den ene Trsko triller fra ham og ind over Gulvet.)}

=Erneste=

{(mere og mere fortvivlet).}

Men hvorfor kommer I ogsaa her med Kommoden. Gaa dog Kjkkenvejen;
har jeg ikke sagt det saa tit!

=Per Syvspring.=

Jamen der blev sagt, vi skulde den her Vej med Slvtjet. I Jsses
bitte Brn, er vi kommen paa gal Vej! Ja men saa sel dig da tilbage,
Jens. Ih hvordan er det, du staar og bdler med det; lad os da
endelig gjre det, som den kjnne Frue vil ha det! Men jeg vilde da
saa gjerne bede om at faa min Trsko med mig!

{(Stter den tunge Kommode i Dren, mens han kommer i den bortlbne
Trsko.)}

Jeg tror for Resten, I faar fremmede.

=Erneste.=

Fremmede!

=Per.=

Ja, der kom et Karlmenneske ad Gaarden, lige som vi skulde herop; jeg
kjendte ham ikke _saa_ nje for Anseelse; men der blev hvisket om, at
det var ham vor Fars Stedsn.

=Blicher=

{(drejer sig brat om).}

Farveren?

=Per Syvspring.=

Ja Nsen paa ham kunde sgu godt ligne, at han var Farver; den kunde
minsl alene vre ham Skilt nok for Forretningen!

{(Ud med Kommoden.)}

=Blicher=

{(har set ud ad Gaardvinduet).}

Jo, det er Niels. Har en da saa igjen dette forvorpne Individ inden
sine Dre!

=Erneste.=

Du lar ham da ikke mere faa Plads her i Prstegaarden! Nu er det 4.
eller 5. Gang, han har fyldt os Huset med Skarn og Utj.

=Blicher.=

Gaa nu din Vej, Erneste, saa ser jeg, hvordan jeg faar ham paa Dren.

=Erneste=

{(ud).}

=Niels Farver=

{(en bllelignende Vagabond, kommer ind fra hjre).}

G'da', Gamle! Ho'den skjrer den! Er der Fut i Fejemget! Laves der
mange nysselige Lgnekrniker til at gaa som brej Smr i et
godtroende Publikum? Somme der har det godt! Det bare Skidt indenfor
_min_ Branche; arbejdsls, kjre! Maa opholde Kadaveret ved at sla'
Fgt. Snuppet af Sognefogden, heraus! ud af Lemmen -- ved Korsr! pil
af! march! med en Politisnbel lige til Hjemstedskommunen. Det var
sgu en fin Ldgryde! Saa maa en jo ta til Takke med Hjemmet, indtil
der igjen ka' bi' Haps! -- Naa; hvordan lever Mutter! Vil du bede
hende om at gjre mit Vrelse i Stand; bliver her formodentlig i
lngere Tid, indtil der atter bliver Udsigt til (Hik!) Sub -- Sub --
Subsistensmidler!

=Blicher.=

Kunde _jeg_ saa faa et Ord indfrt!

=Farveren.=

S'grne, Gamle! Du har Ordet for en kort Bemrkning.

=Blicher.=

Den skal ogsaa blive meget kort: Pak dig ud af vort Hjem!

=Farveren=

{(ta'r sig komisk til ret, som havde han ikke hrt).}

Hva'ba'! Er her optaget i Herberget! Kan jeg gaa og sge mig en
Krybbe!

=Blicher.=

Det er ikke _min_ Natur at slaa Haanden af mine Brn, men du har selv
valgt Slyngelstuen som dit kjreste Opholdssted; sg saa hen, hvor du
hrer hjemme.

=Farveren.=

Godt! men gir den udmrkede Litteratus ikke nok en ringe Skjrv til
en arbejdsls Farveklat; naar jeg kommer langt nok ud, saa kan der jo
godt sla's et Par Syle paa det bermte Digternavn, som ingen kan ta'
fra n, men jo nrmere man kommer Gespenstet, jo daarligere gaar det
sgu med Forretningen.

=Blicher=

{(knuger Hnderne).}

Og saadan gaar du rundt og trkker _mit_ Navn ned i Skarnet!

=Farveren.=

Naa, vanker der saa et ringe Bidrag fra den lille Laanekasse!

=Blicher=

{(gi'r ham en Daler -- i Oprr).}

Kan du saa gaa hen og blive fuld for den!

=Farveren=

{(spytter paa den).}

Jeg skal prve paa det. Farvel, gamle Dreng. Vi ses nok igjen. Skal
jeg hilse Fattigforstanderen? Han bliver vist morderlig glad ved at
gjense et saa agtet Medlem af Familien.

{(Gaar.)}

=Blicher=

{(iagtta'r ham gjennem Gaardruden).}

O du min Gud, hvad har jeg gjort, at en saadan Skbne skal ramme min
Slgt!

{(Tppe.)}




ANDEN AKT.


{Samme Stue.}

=Blicher=

{(gaar nervst over Gulvet, ta'r Uhret op af Lommen; kikker ud ad
Ruden).}

Der kommer han!

{(Tilbage mod Dren, som han aabner for Postbudet.)}

=Blicher.=

Naa, Laust! er der heller ikke i Dag Brev fra ham, du ved nok?

=Posten.=

Jow! I Dag er jeg vis paa, jeg har en Skrivelse lige fra den rette
Mand.

=Blicher.=

Nu holder du mig ikke for Trekant.

=Posten=

{(rodende i Tasken).}

Nej, saa er jeg minsl selv bleven holdt for Nar; men kik nu paa den
{(rkker ham et stort, forseglet Brev)} skulde den ikke vre gte
nok!

=Blicher=

{(bryder Seglet med rystende Hnder).}

Der er, hvad jeg har ventet i Bven i mange Dgn!

{(la'r jnene lbe rask hen over Linjerne, siger saa i dybeste
Grebethed):}

Gud velsigne Danekongen! _Nu_ er Himmelbjrget det danske Folks!
{(omfavner Postbudet).} Du Laust med din sorte Taske og din rde
Nsetip, -- du har i Dag vret den rappe Hermes, Gudernes Sendebud
til den Spentrup Prst. Det skal du karenmig ha en Dram for!

{(Henter en Flaske, skjnker. Vejer stadig Regjeringsbrevet i
Haanden; styrter hen imod Dren til hjre og raaber):}

Erneste! {(ved en ny Dr til venstre)} Karen! {(ved en tredie Dr)}
Far! {(til sidst aabner han et Vindue ud til Haven)} Per Syvspring,
kom herop!

{(Snart staar der et forbavset Menneske i hver af Drene og stirrer
sprgende paa Blicher.)}

=Posten=

{(tmmer sit Glas; ser stort smilende rundt paa dem alle; ryster paa
rerne, mens han med et)}

Farvel og Tak! {(glider ud af Stuen).}

=Blicher=

{(til dem alle).}

Det er en af de strste Dage i mit Liv!

=Erneste.=

Ih, hvad er der da sket?

=Blicher=

{(vifter med Brevet).}

Det, der maatte og skulde ske; jeg har bedt Vorherre saa mindelig om
at bje Kongens Hjrte.

=Gl. Blicher.=

Er det Brevet fra Kongen?

=Blicher=

{(omfavner ham).}

Ja, kjre gamle Far! Nu er Stien banet til Himmelbjrget; Hans
Majestt Kongen betaler, hvad det koster.

=Karen=

{(stille).}

Aa, Gud ske Lov!

=Erneste.=

Pyt! Ikke andet! Jeg troed, vi havde vundet i Lotteriet.

=Blicher=

{(overhrer hendes Ytring).}

Og nu maa vi til Fest, allesomn! Erneste og Karen -- vil I srge for
nogle velfyldte Madkurve, saa tar jeg mig af den mere aandelige
Nring.

=Erneste.=

Som jeg har sagt fr, vi _kan_ ikke begge forlade Huset; hvordan skal
det gaa den gamle der. Karen maa blive hjemme.

=Blicher.=

Karen blive hjemme! Snak om en Ting!

=Erneste.=

Ja, saa maa _jeg_ blive hjemme.

=Blicher=

{(begyndende heftig).}

Aa, gjr mig nu ikke bedrvet ogsaa i dette. -- Der skal nok blive
srget for dig, kjre Far.

=Gl. Blicher.=

Ja, det var da Synd at holde nogen hjemme for min Skyld; jeg er da
ikke noget Svbelsesbarn!

=Blicher.=

Det mener vor Mor heller ikke. Nu skal enhver bare srge for at ha
sit bedste Humr og sit bedste Ansigt paa. {(til Per Syvspring)} Det
har du jo let ved, Per, for du har kun det samme.

=Per Syvspring.=

Ja, og hvordan bliver det, naar en skal gaa med det hver Dagsens Dag?

=Blicher.=

Du skulde jo saa vre Kusk, Per?

=Per Syvspring.=

Ja, skulde jeg ikke ogsaa nok ta' Fingerlinen med mig -- og
Gevalthornet? Den maa vre srens god at blse paa, ned ad de hje
Bakker.

=Blicher.=

Hvem skal saa holde Tmmen?

=Per Syvspring.=

Tho da kan Karen da vel stte sig i Tugt og re ved min venstre Side!
Saa styrer hun dem to brune, imens jeg blser et Stykke for den
menige Mand.

=Blicher.=

Ja, gjr nu jert Bedste allesammen, saa gjr jeg mit; nu skal jeg ind
og skrive en Sang, for nu har jeg faaet noget at skrive af!

{(Alle ud saa nr som Blicher; kort efter en tung Banken -- Mller og
Per Nielsen trder ind.)}

=Mller.=

Goddag! Vi kommer vel ikke til Forstyrrelse?

=Blicher.=

Ikke med mindre De selv bringer den med.

=Mller.=

Hm! Har De maaske nogen Grund til at tro, Hr. Pastor, at ... Men lad
mig nu begynde ved den rette Ende.

=Blicher.=

Ja, det gjr altid mindst Forstyrrelse.

=Mller.=

Som De vil se, har jeg en fremmed med mig, men saasnart jeg nvner
hans Navn, saa er han ikke fremmed lngere.

=Blicher.=

De gjr mig nysgjerrig.

=Mller.=

Manden der er Per Nielsen fra Himmelbjrggaard; saa behver jeg vist
ikke at sige mer -- vi er Soldaterkammerater; han besger mig
imellemstunder, og saa fik han da nu Lyst til at hilse paa vor Far,
da han er kommen til Egnen.

=Per Nielsen.=

Ja, tho De maa undskylde, Hr. Pastor, men jeg fik Lyst til at hilse
paa den Mand, som tar sig den Frihed at byde al Verden til Gjst paa
min Ejendom.

=Blicher=

{(maaler ham uden at byde ham Haanden).}

Er det den Per Nielsen, der for Tiden overfalder mig med raa og
uforskammede Nrgaaenheder i Aarhusbladet! Da havde jeg dog hellere
set, at min Hund havde taget imod Dem end jeg.

=Per Nielsen.=

Naa saadan at forstaa! Tho da tykkes jeg snart, jeg flger det Spor,
De selv har anvist; De kommer ubuden til mig, her kommer jeg ubuden
til Dem, saa tykkes jeg, det kan gaa lige op.

=Mller.=

Naa, det begynder jo godt! Tror De ikke, Pastor Blicher, at vi
hellere maa se at ta den Sag lidt mindre heftig.

=Blicher.=

Ja, hvem har begyndt Heftigheden; var det ikke Per Nielsen dr, som
lagde ud i Aarhusbladet forleden og skreg op som en besat, fordi jeg
havde stvnet det danske Folk til Mde paa Himmelbjrget.

=Per Nielsen.=

Maa jeg lige sprge Dem om een Ting, Hr. Pastor, _hvem_ tilhrer
Himmelbjrget, Dem eller mig?

=Blicher.=

Ingen af os, Farlil! Himmelbjrget er Nationens.

=Per Nielsen.=

Da er det saa Skade, at Nationen ikke ogsaa betaler Skatter og
Afgifter. Men nu er jeg saa heldig, at ha en jenle Lap Papir
derhjemme, -- imellem os Bnder kalder vi det for et Skjde {(i
Oprr)} -- -- og i det staar der, Dwlen knaag'm, at Himmelbjrget
er mit! det skal I komme til at respektere, hvad enten saa I er
Prster, eller hvad I er!

=Mller.=

Jo, Pastor Blicher, Manden har Ret; det nytter aldrig ud af Stedet at
ville gaa uden om Lo-ven; saa meget maa De kunne indse.

=Blicher.=

Ja, Loven, Loven; et juridisk Prokuratorspil! Men jeg appellerer til
en hjere Lov. {(vendt mod Per Nielsen).} Ser De da slet ikke, Mand,
hvad det drejer sig om? _Har_ Aarhundreders Trldom i den Grad
trykket paa vor Bondes Nakke, at I ikke kan forstaa en Digters Tanke!
Tiden er fuld af de strkeste Brydninger; men _vi_ sover; det danske
Folk sover; men det skal ruskes op til at ville og handle. Jeg vil
pege paa det nye Morgengry, den nye Dag, der dmrer over Evropa. Og
der midt i Jyllands Hjrte har Gud rejst vort Folk en Talerstol, der
kan sige Sparto til enhver anden Talerstol i Landet. Og saa kommer
_De_ her og slnger Deres Tjreklle midt i Stien for at sprre os
Vejen op til dette Guds Hjalter. Hvem er _De_, som tr stnge Ledet
for et helt Folk paa March mod dets Fremtid!

=Per Nielsen.=

Jeg er bare den, der har Skjdet paa Ejendommen.

=Blicher.=

Skjdet paa Himmelbjrget. Det lyder parodisk! -- Saa behandler De
vel Stedet med Plov og Tromle.

=Per Nielsen.=

Jeg har i hvert Fald _Lov_ til det, da enhver kan gjre med sit, hvad
han vil.

=Blicher.=

Saa har De vel ogsaa Lov til at stte en Svovlstik til Lyngen deroppe
og la' Ilden udslette enhver Erindring om Stedets Skjnhed?

=Per Nielsen.=

Ja Fanden knaag mig har jeg saa! Det kunde jeg maaskesig faa i Sinde
at vise Dem, om De gaar mig _for_ nr ind paa Blgen med Deres
Anstalter.

=Blicher.=

Hr nu, Per Nielsen, De er en ualmindelig stridig Mand, som det er
vanskelig at tale med om Sager af aandelig Vrdi; maa jeg gi Dem et
Exempel: Vi siger, der var en Bonde, som et Aar havde en usdvanlig
Rugavl. Naa, han hster og binder i Neg og kjrer det sammen i en
mgtig Stak midt paa Ageren. Men saasnart det er gjort, stter han
Ild paa Stakken og lgger hele sin Avl i Aske. Hvad vil De sige om
den Mand?

=Per Nielsen.=

Jeg vilde sgu' sige, at han var taav'le.

=Blicher.=

Hvi det?

=Per Nielsen.=

_Hvi det!_ Stikk' Ild paa Avlen i en Tid, hvor Rugen staar i saadanne
Priser. Spiltaav'le!

=Blicher.=

Ja, men det, De der siger, det er jo Vand paa _min_ Mlle. Paa
Himmelbjrget hstes der ingen Sd, men der hstes Ynde, Stemning,
Skjnhed; Vrdier som ikke mtter Munden, men mtter Sjlen.

=Per Nielsen.=

Ja, det forstaar vi Bnder os ikke paa.

=Blicher.=

_De_ forstaar Dem ikke paa det, Per Nielsen, men Gudskelov, der er
_dem_, der gjr det. Og saa skulde _De_ ha Lov til at delgge disse
uskyldige Vrdier for alle dem, for hvem de er tifold mere vrd end
de smukkeste Afgrder. De skulde ha Ret til at stte en uoverstigelig
Mur omkring et af de herligste Udsigtspunkter i hele det danske Land
og sige til Digteren, Maleren, Naturvennen: Se at I smukt kan holde
jer vk fra _mit_ Himmelbjrg! -- Nej, Himmelbjrget er _ikke_ Deres,
men alles; enhver dansk Mand har en Part i det, som i alt hvad skjnt
den vilde og gavmilde Natur har skjnket det Land, som vi med
Stolthed kalder vort.

=Per Nielsen.=

Da er det slemt, som jeg sa fr, at de samme gode Folk ikke ogsaa har
tilbudt mig at betale mine Skatter og Afgifter.

=Mller.=

Ja, der tykkes jeg, Per Nielsen ser ret; den Jord jeg betaler Skat
af, den maa ogsaa vre min, og den maa andre holde deres Nalliker
fra.

=Blicher.=

Den Skat, Per Nielsen gir af Himmelbjrget, skal nppe trykke ham
haardt; i gamle Dage var al udyrket Jord Alminding, og saadan var det
Ret. Alminding det vil sige: Allemandseje! Letsindigt har det danske
Samfund handlet ved at la sig fraliste Adgangen til sit eget Hus. Og
I Bnder, vis I os, hvad I duer til ved at dyrke den _gamle_ Ager og
faa den til at give flere og flere Fold, men lad derne forblive
alles.

Se ikke paa jert Fdreland som paa et flkket Surbrd, der bare skal
tjene jert laveste Behov -- rejs din Nakke du Bonde og faa Del med os
andre i den Lykke at elske et Fdreland, som er _skjnt_!

=Per Nielsen.=

Ja, den Snak kan vre god nok, men det bliver nu, som _jeg_ siger:
min Ejendom maa De respektere, da det er den, jeg skal ha min Fde
af. Hvad vilde De sige, Hr. Pastor, hvis jeg en Dag fik i Sinde at
byde Alverden sammen paa Spentrup Prstegaardsmark, og Folk de kom
ikke bare med deres Madkurve og Kluklrker, men saagalt med Kanoner
og -- andre musikalske Instrumenter og begyndte at storke omkring i
Deres Klvermark eller lave sig Familiesenge i Deres Rugfald -- --

=Blicher.=

Stop nu lidt, Per Nielsen, og faa Fornuften med, fr De gir Dem ud
paa denne fantastiske Rejse: Hvis jeg havde indbudt Folk til at slaa
sig ned paa Deres _dyrkede_ Jord, saa kunde De med Rette ha' flt Dem
brstholden; men det lyngbevoxede Himmelbjrg -- jeg tr forsikre, at
ingen, nppe nok De selv, hidtil har anet, at det var Deres, ja, at
det overhovedet var _nogens_.

=Per Nielsen.=

Men nu ved De det altsaa, og saa venter jeg, at De retter Dem efter
det.

=Blicher.=

Er det Deres sidste Ord?

=Mller=

{(bryder ind i Samtalen).}

Ja, tv nu lidt, god Folkens! I er begge to saa jewwer i Talen. Jeg
kan vel ikke skille jeres Trde, men jeg kan da forsge paa at mgle
jer imellem.

At Per Nielsen ikke vil ha det halve Land til at lbe og bisse over
hans Ejendom, det kan enhver stte sig ind i, og det skulde De ogsaa
kunne forstaa, Hr. Pastor. Men hvad tho, De kan jo kjbe Bjrget. Byd
ham en Skrup for det. Du vil jo godt slge det, Per; saadan har _jeg_
da forstaaet det.

=Per Nielsen.=

Slge, slge, ja gu' vil jeg slge! Jeg vil slge alting, om jeg kan
faa det ordentlig betalt.

=Blicher.=

Ogsaa Samvittigheden!

=Per Nielsen.=

Hm! Aa, den -- -- h -- -- --

=Blicher.=

Den er der maaske ingen, der vil byde noget for.

=Per Nielsen.=

Aa, enhver holder sig vel til sin egen. Og min har slaaet til til
_mig_.

=Blicher.=

Det harmer mig, at en national Skjnhedsvrdi af Himmelbjrgets Rang
skal vre bleven en Salgsvare.

=Per Nielsen.=

Ja, det er jo altid rarere at faa det for intet. Men til den Pris har
jeg nu ikke mine Sager.

=Blicher=

{(foragtelig).}

Til _hvad_ Pris har De det da paa Lager, om jeg tr sprge?

=Per Nielsen.=

Til en rimelig Pris.

=Blicher.=

Ingen Udflugter; frem med Summen!

=Mller.=

Ja, sig en Ting, Pejr.

=Per Nielsen.=

De kan faa Knolden for 500 Rdl.

=Blicher.=

_500 Rdl.!_ Fr _jeg_ begyndte at skrive om Stedet, var der ingen,
der aned dets Existens. _De_ har aldrig kunnet fde saa meget som et
Faar paa det. Havde en Liebhaver den Gang budt Dem tyve Rdl. for det,
vilde De ha stukket Pengene til Dem og i Tavshed udgrint Kjberen for
en Taabe. Men den Spentrup Prst har gjort Stedet bermt, og der hvor
_min_ Sd faldt, der vil De nu plukke gyldne Ax.

=Per Nielsen.=

Jeg har ikke bedt Dem om nogen "Forgyldning" -- hverken af Kolden
eller andre Ting.

=Mller.=

De kan jo nok se, Hr. Pastor, at vil De ha' Bjrget -- som De jo nok
vil -- saa maa De betale det med den Pris, Manden stter paa hans
Ejendom. -- Jeg ved saa ikke, Pejr, om du maaskesig kunde slaa en
enlig Ting af -- f. Ex. om I kund klyv den ene Hundreddalerseddel --

=Per Nielsen.=

Nej, det ser jeg ingen Grund til --

=Blicher.=

Nej, heller ikke jeg! Jeg fler mig ikke fristet til at prutte med
Dem om Himmelbjrget. Vent et Sekund.

{(Blicher gaar et jeblik ind i sit Studerevrelse. -- I det samme
glider Farverens fordrukne Skikkelse ind ad Dren.)}

=Farveren.=

Naa, hvordan skjrer den! Er jeg bleven optaget i den faderlige
Naade.

=Mller=

{(brsig).}

Du maa sgu ikke komme endnu. Herut med _dig_, indtil jeg kalder paa
dig.

=Farveren=

{(som en skulende Hund ud ad Dren).}

=Blicher=

{(tilbage med Slutseddel og Blkhorn).}

Vil De lse dette igjennem.

=Per Nielsen=

{(mumlende).}

-- -- -- -- -- -- 500 Rigsda -- -- aler -- -- -- Jow; det lar vi
gjlde!

=Blicher.=

Vil De saa skrive Deres Navn!

=Per Nielsen=

{(skriver, mens Blicher gaar eftertnksom over Gulvet i Baggrunden).}

=Mller=

{(har grebet Papiret, som Per Nielsen har underskrevet; de gjr
Grimasser til hinanden; snakker gedulgt --).}

Det er Dlen knkk' mig en hvas Pris, og hvad Fornjelse kan han
snart faa af det! {(til Blicher):} Kom nu, bitte Pastor! Bitte
Pastor, kom nu, kom nu, og giv Deres Navn, saa vi kan faa Handlen
justeret.

{(Blicher har grebet Papiret og fixerer det nje.)}

=Per Nielsen=

{(pegende; kjendelig nervs).}

Ja, der var det jo saa, hm ... at De skulde stte _Deres_ Navn.

=Blicher.=

Lad mig nu vre i Ro et jeblik; jeg er jo ikke vant til slige
Ejendomshandler. Jeg tror, jeg vil kalde paa min Forpagter.

=Mller.=

Tho da er det saamnd aldrig vrd at ulejlige Manden med det. Her
staar jo ikke andet, end hvad De og Per Nielsen er bleven enige om.
Her kan jo ingen Forraskelse ske til nogen af Siderne.

=Blicher.=

_Syntes_ jeg ikke nok, der var noget, jeg havde glemt!

Det er jo da en Selvflge, at De udlgger mig Vej til Himmelbjrget,
saa al Frdsel kan foregaa uhindret.

{(De to Kolleger sender hinanden et Rveblik.)}

=Per Nielsen.=

Det er ikke nogen Selvflge.

=Blicher=

{(i Oprr).}

Hvadbehager!

=Per Nielsen.=

Det var jo netop den Frdsel, jeg vilde stte en Pind for.

=Blicher.=

De vilde ha lokket mig til at kjbe Ejendommen i dyre Domme, og saa
skulde jeg endda ikke ha Adgang til den; I er to sde Sjle!
{(Blicher river Papiret i Smaabidder og kaster Stumperne for Fdderne
af Per Nielsen).} Denne Gang spildte De dog Deres Suppe i Ilden,
Rvepels! Hvad mon De havde tnkt at forlange for den Vej.

=Per Nielsen.=

Det kan jeg godt sige Dem: Himmelbjrget med Vej til, det slger jeg
ikke under en jvn Tusind.

=Blicher.=

_Tusind_ Rigsdaler! De trnger vist til at komme ud og svale Parykken
lidt. Gaa! jeg vil ikke holdes for Nar i mit eget Hus!

=Mller.=

Saa De viser os Dren! Og jeg har endnu ikke faaet _mit_ rinde
udrettet. Det vilde jeg endda gjerne ha besrget, inden Pastoren
hlder os udenfor. -- De har sendt mig Deres Sn paa Halsen.

=Blicher.=

Min Sn?

=Mller.=

Ja, strengt taget er det vel kun Deres Stedsn; men det bliver det
ikke meget bedre af. For jeg har sgu ingen Brug for ham.

=Blicher.=

Brug for ham eller ikke -- er De ikke Fattigvsnets Formand?

=Mller.=

Jeg er Fattigforstander, men det kan vel aldrig vre Deres Mening, at
_De_ vil ha Sognet til at srge for _Deres_ Afkom.

=Blicher.=

Om _De_ vil srge for ham eller ikke srge for ham, det maa blive en
Sag mellem Dem og ham. Jeg har _min_ Samvittighed fri. Jeg har baaret
over med den Slubbert og hans liderlige Levnet langt ud over alle
rimelige Grnser; nu er min Taalmodighed bristet; han er en ung
kraftig Mand midt i 20'erne; han behver ikke at ligge nogen til
Byrde, mindst hans Barndomshjem, som han har baaret Sorg og Skam
indover i altfor mange Aar.

=Mller.=

Da kan vi efterhaanden faa mange paa Kommunen, naar vi nu ogsaa skal
til at fde Prsten hans Unger.

=Blicher.=

Tag nu Deres Mund iagt! Ingen raader for sin egen Skbne, og hvad
Brn Gud vil unde n, det staar vi ikke selv for.

=Per Nielsen.=

Naa, nu vil _jeg_ gaa min Vej; for her bliver vel saa ingen Handel
af.

=Blicher.=

De synes stadig, at 500 Rdl. er en passende Sum for den Vej?

=Per Nielsen.=

Ja, gu' gjr jeg saa.

=Blicher.=

Ja ja; jeg er i Deres Haand. Jeg maa ha Sagen ordnet inden lnge.
Mdet _er_ averteret. Det ved De, og det benytter De Dem af. Vent et
jeblik.

{(Blicher gaar atter ind i sit Kammer.)}

=Mller=

{(aabner hastig for Niels Farver).}

Der er ingen Udkomme med Prsten; han vil ikke se dig inden for sine
Dre. Og i og for sig kan jeg minsl godt forstaa det; for du er en
skidt Person, og det har du vret alle dine Dage.

=Farveren.=

Hvadbeha! -- Byder man mig Tvetydigheder. Er jeg ikke fin i Smmene.
Er der kommen en Revne i Postelinet --

=Mller.=

Hold Mund! Her er ikke Tid til at hre paa dit Plvver. Nu kan du
komme til at gaa paa Omgang i Sognet, og opfrer du dig skarnsk, skal
du komme til at gjre Bekjendtskab med min Hesselkjp.

Men ellers kunde jeg vel nok gi dig Anvisning paa, hvor du kunde
trffe din Far et Sted, hvor han blev ndt til at kjendes ved dig.

=Farveren.=

Hvadbeha' -- kan du tvinge ham til at tage mig til sig?

=Mller.=

Det er kommen ud, at alle her fra Prstegaarden skal til Fest paa
Himmelbjrget. Hvi skal _du_ ikke med?

=Farveren.=

Hvad siger du, Himmelbjrget -- -- den er jeg oplagt for!

=Mller.=

Du har vel nap gjort dig fortjent til at komme med paa Vognen, men de
tar jo ikke Landevejen med dem, og du skal faa en Mark i din Lomme af
mig, saa finder du nok selv ud af Resten.

=Farveren.=

Den er jeg morderlig med paa. Der maa vre godt at fortjene for en
rask Svend, naar en ellers har sit Visitkort i Orden.

=Mller.=

Ja, der kan sgu laves noget! Men nu ud med dig!

=Farveren=

{(slasker ud).}

=Blicher=

{(kort efter med en ny Slutseddel).}

Naa, I Prangersjle {(slnger Papiret for Nsen af Per Nielsen)} kan
dette aabne Himmelbjrgprsten Adgangen til hans Prkestol.

=Per Nielsen.=

Tusind Rigsdaler! Bjrg og Vej -- jow, nu er vi enige.

{(Han underskriver; ogsaa Blicher skriver ilsomt under.)}

=Blicher.=

I Guds Navn, saa er det gjort!

=Per Nielsen.=

Men nu Pengene, hvor skal jeg ta' _dem_?

=Blicher.=

Dr hvor De tog Deres Bevis. Er det ikke os to, der har handlet?

=Per Nielsen.=

Aaejow. Men lidt Kaution var jo heller ikke af Vejen.

=Blicher.=

Ja, _hvad_ Kaution -- --

=Per Nielsen.=

Aa, en Obligation eller en anden ringe Ting.

=Gl. Blicher=

{(henter i Skuffen Kongebrevet og lgger det for Nsen af de to
Bnder).}

=Per Nielsen=

{(i maabende Forfrdelse).}

Kongen -- -- Kongen! Det er Kongen, der kjber Himmelbjrget! Ja, men
Dd og salte Pine -- saa kunde en jo ha faaet det _dobbelte_ for det!

{(Tppe.)}




TREDIE AKT.


{Dekoration: Himmelbjrget i Festskrud; fra Koldens Top ser man
milelangt ud over det jydske Land med hvide Gaardlnger, blndende
Kirketaarne, Vejrmller, blaa Ser og gule Kornmarker. Umiddelbart
ind imod Kolden: to klftede Lyngaaser.}

{Fr Tppet gaar op, lyder en dmpet Trompetsolo: Danmark dejligst
Vang og Vnge til Blichers Text (der synges af mange Stemmer).}

    Danmark! Fostermoder kjre!
    hr vor Frydesang!
    Himlen disse Toner bre
    over S og Vang!
    Ryst jert Lv, I Bgeskove!
    Hav! Du krumme stolt din Vove!
    Lytter! nu den danske Tunge
    gladeligt skal sjunge!

    Dine Snner, elskte Moder!
    ofte Svrdet svang,
    vrnede om dine Goder,
    vrged for din Vang.
    Enighed gjr Kjmper strke,
    Mod er rette Dannevrke:
    Hegnes saa den danske Have,
    Ledet er i Lave!

{(Lange, rullende Hurraer som fra et stort Folkestvne. Tppet er
gledet til Vejrs, mens 2. Vers afsynges.)}

{(Per Syvspring og Tyttebrkaren kommer ind fra Mdepladsen til
hjre.)}

=Per Syvspring.=

Aaeha endda, en kund snart ha faaet  Sidbjen klemt ind; jeg war da
kommen ind i saadan en Tryngi[410], te det _war_ grow. Men
Gudbevares, Karen, hvor _haar_ jeg moret m de Par Daw; siger du ett
det samm?

 [410] _Tryngi_, Trngsel.

=Karen.=

Aa, det er vel knap nok. Aal de her manne Mennesker -- -- Og saa
meget andet -- -- Nej jeg skulde saamnd ha blwen hjem, som hun
vild, Fruen.

=Per Syvspring.=

Ih, du er sgu blwen for gammel, Karen. Hvornaar er  Alder saan
falden ved d! Haar du ett wot ind aa dans?

=Karen=

{(foragtelig).}

Dans! Jeg tror du primer! Skuld jeg rend saadan og skabe mig.

{Per Syvspring.}

Da haar jeg misl wot ind og dans; ogsaa saa  Swed drap fr mi
Nies-End!

Tho Herregud, Karen, saa haar du jo ett hat den mindste Fornywels ud
aa .

=Karen.=

Jow, jeg haar endda. Jeg haar da ht Blicher. Nej, som han ka taal!
Da han tal om, hvad enhver isr skuld ofre for Fdrelandet -- jeg
_kund_ ett lad vre, jeg _maatt_ grd! Jeg stod lidt til en Side, saa
han ikke kund se mig --

=Per Syvspring.=

Naa det er det, du forstaar ved at more dig, at staa i en Krog og
grde.

=Karen.=

Ja, tnke sig, hvordan han har det til daglig der hjemme -- med hende
-- og _saa_ alligevel kan sige saa mange skjnne Ting -- -- Nej, jeg
kund ett hold m i det!

=Per Syvspring.=

Jeg tykkes ett, jeg har set nj te Madammen. Er hun ett mej ved hans
Taler?

=Karen.=

Nej, det er ogsaa til at grde over; det ser ligefrem ud til, at hun
skyr de Steder, hvor _han_ taler.

=Per Syvspring.=

Nej, nede i Danseteltet, der er hun minsl en sikker Gjst, sammen
med ham _Kristrup_.

=Karen.=

Ja, nu existerer der jo ikke andet end ham. Det er jo noget
Bekjendtskab, hun gjorde der i Randers. Jeg har lnge anet, te der
var saadan noget i Gjre. Men nu forstaar jeg, hvorfor hun vild ha m
til at blyw hjem. Og det havde ogsaa vret saa meget bedre; saa var
jeg bleven fri for at se, hvad jeg nu har set.

=Per Syvspring.=

Set; har du da _set_ noget aparte?

=Karen.=

Aa Per, sprg mig ikke; jeg er saa rd her skal hnde en Ulykke. Og
altid skal det gaa ud over ham, endda der ikke er et bedre Menneske
til paa Verdens Jord!

=Per Syvspring.=

Har du ett rendt paa _ham_ den her Slunder[411],  Farver.

 [411] _Slunder_, Asen.

=Karen=

{(lammet af Forbavselse).}

Niels! _Vor_ Niels! Han er _her_!

=Per Syvspring.=

Ja, Gu' er han saa! Han er stukket af fr  Fattigforstander, lige
over Herreder og Sogne; og nu gaar han her og stoltserer, driver hans
daglige Handtering -- tigger og trygler over det hele -- af store som
af smaa.

=Karen.=

Aae, en Skandale for  Familie!

=Per Syvspring.=

Jeg saa, han standst n Kjbstedfolk, rv no Papirer af hans Lomme,
velsagtens for de skuld beveges, ved at se hvem  Faar[412] war.

 [412] _ Faar_, Faderen.

=Karen.=

Aa det er da forfrdelig!

=Per Syvspring.=

Han haaj misl ogsaa  Haand ude mod m; jeg begynd aa ta faast om mi
Kjp; haaj han ett snart faaet en ned, skuld han karenm ha faaet
saadan en Rap over hans Nalliker[413], te han skuld ha husket det n
Lidt.

 [413] _Nalliker_, Negle.

Lede, grimme Ting; gaar her og skolerer[414]  Faars Navn! Fj for en
Vesen[415] endda!

 [414] _skolerer_, skammer.

 [415] _en Vesen_, Alverden.

Fuld er han jo da ogsaa bleven, og gaar og ta om  Kvindfolk saa det
hviner i vilden Sky. Ja det er en kjn Makkedonnis!

=Karen.=

Aa Pejr, ka du ett faa i  Kasilken[416] af ham og faa ham herfra,
fr der sker no andet ondt.

 [416] _ Kasilken_, Kraven.

=Per Syvspring.=

Ja hvor er han nu henn  Spgels! Jeg ka ett wal staa og bdle med
ham. Og jeg skuld ned og se te  Hejst; de skal sgu ogsaa passes.

{(De gaar hver til sin Side. Karen til hjre; Per Syvspring hen til
Visesangeren Per Jensen, der staar med sine Viser og sin Violin.)}

=Per Jensen=

{(synger og spiller paa een Tid).}

    O, hvor gaar det gldelig!
    Dalliralli -- dalliralli!
    Nu vil Danmark vorde rig!
    Dalliralliralla.

=Per Syvspring.=

Goddaw og Gu hjlp d! Ka jeg kjb en Vis af dig?

=Per Jensen.=

-- -- dalliralliralla -- -- a --!

=Per Syvspring=

{(stdt).}

Kan jeg faa en Vise heller kan jeg _ett_ faa den, din Skrigfowl!

=Per Jensen.=

Aa, tr Sveden af dig! Du kan vel vent te  Repetis er ude!

=Per Syvspring=

{(formildet).}

Ja, syng det kan jeg ett, men kan en komm til og spill for dig?

=Per Jensen.=

Hvad kan _du_ spill? Kan _du_ spill Hejgut?

=Per Syvspring.=

Jeg kan fandenm spill baade d og din Fjol snder og sammel, din
Stegi[417].

 [417] _Stegi_, Praas.

{(Per ud. Kort efter kommer Blicher i en Folkehob ind fra venstre.)}

=Per Jensen=

{(lgger i med hele sit Program).}

    O, hvor gaar det gldelig!
    Dalliralli, dalliralli,
    naar din Pige elsker dig!
    Dalli-ralli-ralla!
    Ak, hvor gaar det srgelig,
    dalliralli -- dalliralli --
    Livet er en stadig Krig.
    Dalliralliralla -- a!

=Blicher=

{(mens Folk samles om ham).}

Her kan man i Sandhed sige, at "Sorgen og Glden de vandre til Hobe".
-- Godda! Kjre Kollega. Hvordan har du det ellers! Gaar det smukt
med Forretningen?

=Per Jensen.=

Aa, Tak Hr. Pastor, somtid bejer end somtid. Jeg mist en udmrket
Plovstud sidste Efteraar, faar jeg ett den tjent ind fr Pejrsdag,
saa gaar jeg missen rejn i Bork.

=Blicher.=

Tjene en hel Plovstud; saa hje Maal har jeg aldrig turdet stte mig
udi Poesien; jeg maa vre glad, om jeg kan faa Publikum til at aftage
mit for intet.

{(Folk stimler tttere og tttere sammen om Blicher.)}

=Stemmer.=

Nu skal Blicher gi os en af sine. -- Ja, giv os en Vise, Blicher!

=Blicher.=

Jajada, en Vise har jeg altid ved Haanden, om end jeg ikke er saa
heldig som min Kollega der, at kunne synge og spille til.

Men saa maa jeg bede Dem flge mig hen til Vognen dr {(peger til
hjre. Blicher stiger op i Vognen).} Se saa, Godtfolk! Laan mig nu
re et jeblik; saa skal jeg fortlle jer en bitte knv Historie om,
hvad Krummer der kan ligge gjemt under Skorpen hos den jvne Mand; og
er jeg end en gammel Krnikemand -- Digter, som de kalder det -- saa
skal jeg dog her hverken digte eller drmme, men sandfrdig holde mig
til Daaden, saadan som den hndte for ikke saa lnge tilbage herude
ved vort stre Salt. Forvrigt ser jeg, at _de_ er her til Stede,
som kan bevidne, at den Spentrup Prst farer hverken med Lgn eller
Sladder.

Hr da saa:

    Det blste en Storm udi Kattegat,
    de Blger, de ginge saa hje,
    saa mangen stolt Smand den samme Nat
    for sidste Gang lukked sit je.

    En liden Skude var og deriblandt,
    fra Hornbk monne den komme,
    ret aldrig mere til Havnen den vandt,
    fordi at dens Tid nu var omme.

    Den Skude blev frt af en Smand god,
    af dem, der ej plejer at ryste --
    thi frst sig beviser det danske Mod,
    naar Dden begynder at kryste.

    Han kjmped, indtil han omsider drev
    for Stormen et vrgelst Bytte.
    Mod Dagningen stdte han paa et Rev
    med sin faldefrdige Hytte.

    Han haver kun med sig en liden Dreng;
    i strken Arm han ham griber:
    "Her bliver nok redt os saa kold en Seng,
    det hjlper slet inte, du piber."

    De Blger de bryde med stor Allarm,
    og Skibet det krnger og knager;
    dog holder han Drengen i venstre Arm;
    med hjre i Vantet han tager.

    Han ser sig saa langeligt ind mod Land --
    imellem var dyben Rende
    "Vi kan ikke naa den velsignede Strand,
    hvis Hjlp os ej Himlen vil sende."

    Da kom der en Bonde til samme Sted --
    han hedde saamnd Sren Kanne --
    han siger til Fa'eren, som og var med:
    "Det Skib er nok nr ved at strande."

    Saa springer han til sine Heste to --
    de stode just tjred paa Brinken --
    han giver sig ikke ret lnge Ro,
    fr han bliver frdig med Rinken.

    Den Gamle ham huer det ikke ret vel.
    Han hvvter med Haanden: "Hej Soren!
    du drukner jo gene og dig selv;
    det Skib er desuden forloren."

    Men Sren sprang op paa den nrmer Hest
    og kaster et je til Fa'eren:
    "I Fald jeg derude skal faa min Rest,
    lad se, at I srger for Karen!"

    Saa hug han sit Hors med sin Trskohl
    og lod hende springe i Vandet.
    Den anden han dasked med Tjrepl:
    saa maatte de begge fra Landet.

    Men da han sig havde i Dybet snkt
    alt udi de fraadende Strmme,
    ej skulde da noget Menneske tnkt,
    han kunde til Vraget udsvmme.

    Jo, jo! se, der sidder han nok saa rank!
    han synes paa Blgen at ride --
    men der kommer rer -- og Hoved -- og Mank
    og nu er han ved Sejlerens Side.

    "Hej Landsmand! sid op nu! hvis du vil med,
    og hold saa din Dreng ved hans Trje!"
    Han sidder der alt -- og igjen nu afsted --
    det var noget andet end plje.

    De Blger de brusede over dem brat;
    de tvende holdt fast ved hinanden --
    men see kun! nu har de jo Landet fat,
    og frelste de springer paa Stranden.

    Der kaste sig alle de trende paa Kn
    og takke Vorherre for Livet.
    "Men kom!" siger Sren, "med mig nu i L --
    Se hisset! nu splintres jo Skibet!"

    Men Drengen han skjalv som i Blsten et Siv,
    og Skipperen slang sine Arme:
    "Hvad skal vi nu give dig for vort Liv?"
    "-- Flge med mig og faa jer lidt Varme."

    Han plejed den Smand med samt hans Pog,
    det baade af Potte og Pande.
    Og det var al den Betaling han tog,
    den fattige Mand Sren Kanne.

    Saa skulde dog alle I danske Mnd
    af Hjrtet elske hinanden!
    i Faren og Dden sig give hen
    den ene med Lyst for den anden!

    Saa skulde I fast staa hverandre bi --
    I plje nu Jord eller Blge --
    men mindst dog paa Kampens den blodige Sti
    skal En bag en Anden sig dlge!

    Og Fynbo og Jyde og Sjllandsfar --
    til eet Hus vi alle jo hre.
    Gud Fader os alle i Troskab bevar!
    og alle til Enighed fre!

Ser De, mine Tilhrere, denne kjkke Redningsmand, der udfrte denne
gte danske Handling og viste dette hjhjrtede Exempel for alle, der
kan fle Daadens hellige Gys gjennem Rygraden, -- denne gjve Helt i
Vadmelskofte, der viste det _rette_ Heltesind, som aldrig tnker paa
sit eget, -- ham om hvem jeg har lagt denne Vise -- ham ser jeg staa
her imellem os, ikke langt fra min Talerstol! -- Kom da frem, _Sren
Kanne_, og giv den jydske Lyngmand og Liremand et kraftigt dansk
Haandslag!

=Sren Kanne=

{(har nrmet sig og ta'r Blichers Haand).}

=Blicher=

{(fortstter).}

Velkommen, du Bondehelt! Det er Mnd som dig, der giver Hjhed til
dette lave Land, ja, Hjhed til en Fest som denne. -- Du og Bjrget
her pryder hinanden. En gte Dannemand er du paa det nordiske Haabets
Bjrg! En Sang har jeg givet dig, en kunstls Sang, der randt fra min
Hjrterod -- og andet Hderstegn har jeg ikke. Men I, mine Tilhrere,
lad I nu hans Daad leve, ikke blot paa Eders Lber, men I Eders
Hjrter som i alle gte danske Hjrter! {(Leveraab!)}

{(Feststjen ta'r nu igjen fat; det aftnes.)}

=Blicher=

{(raaber ud over Mngden).}

Og maa jeg saa bede vor raske Hejmdal endnu engang at gi os et Stykke
paa sit Gjalderhorn, nu mens Solen trkker sig trt tilbage fra sit
Dagvrk. -- Med Hejmdal mener jeg naturligvis Trompeter _Kristrup_
fra Randers.

{(Der raabes: Kristrup! Ingen melder sig.)}

=Blicher=

{(forundret).}

Er Kristrup ikke paa sin Post!

{(I det samme lyder et skarpt Kvindehvin. En Mand kommer rasende med
lftet Stok ind fra venstre, drivende en Drukkenbolt -- som han har i
Brystet -- foran sig. Det er =Niels Farver=.)}

=Bonden.=

A skal lre dig til at la _min_ Kone gaa!

{(De slaas; Bonden bryder Niels Farver ned og prygler ham.)}

=Blicher=

{(fra Vognen).}

Aa, skil dem ad! Hvad er det for en Vanhelligelse af Festen og
Aftenens Fred.

{(De bdles videre.)}

=Bonden.=

Nej, nu skal du faa dit Fedt; her har du fundet din Overmand.

=Blicher=

{(i Vrede).}

Hent Sognefogden!

=Per Nielsen=

{(trder frem i Nrheden af de kjmpende).}

Aa, kan jeg ett gjr ett ud aaestej.

=Blicher.=

Kjender _De_ kanske Personen?

=Per Nielsen.=

Ja, det gjr jeg god nok, men vist ett saa godt som De, Hr. Pastor.

=Blicher.=

Hvad siger De! Hvem er det da?

=Per Nielsen.=

Tho det er da _Dje_ Sn, Niels Farver!

=Blicher.=

De siger at -- -- -- Han, den Slubbert! Gud naade mig! Er han her!

=Per Nielsen.=

Han har gavn her og skjevlet  hil Daa; og nu er han blwn lovlig
fuld -- for anner dje Peng. -- Og saa laver han Utuskstrger. Men
det kan vi vel nok st en Stopper for.

{(Folk raaber forbitret i Munden paa hverandre, at han har overfaldet
dem og deres Dtre. -- De truer snart hen ad Farveren, snart op ad
Blicher.)}

=Farveren=

{(er nu ved Per Nielsens Mellemkomst kommen fri af den andens Greb,
endnu ophidset).}

Kom du bare igjen. Jeg er ikke bange. Jeg skal nok lgge dig flad.
Avekat! Jeg skal farve Gummerne paa dig, saa de skal spille baade i
Ultramarin og Indigoblaat.

=Per Nielsen=

{(har ham ved Kraven).}

Hold du dig nu i Rumme, min Far! Du er jo blwen hel mandolm. --
{(Peger.)} Der har du ligget og vrdt og tabt dem halve af dine
Penge.

=Niels Farver.=

Det gjr ingen Ting. Jeg skal snart fgte nogen sammen igjen. Det er
rart at ha et kjendt Navn.

=Per Nielsen=

{(frer ham over Scenen, for at faa ham bort, men standser hver Gang
han siger en Giftighed).}

=Niels Farver=

{(raaber).}

Farvel Folkens!

Bryd jer aldrig om, hvad han deroppe siger. {(Peger ad Blicher.)} Han
er ikke en sur Sild vrd! Han har snydt mig for hele min Fdrenearv.
Tvi! {(spytter. Flber i Fuldskab.)} Derfor maa _jeg_ nu gaa og betle
mit Brd -- fra Dr til Dr! -- {(Springer over i et Grin.)} Ved De,
hvorfor Kristrup ikke kom og spilled den sidste Solo. Han kunde ikke.
Han kunde ikke slippe ud af min Mors Arme. De elsker hinanden. Det
har de lnge gjort. Jeg kunde godt sige, hvor de er. Smaa Potter har
ogsaa ren! Men Kristrup har givet mig en hel Tremarkstykke; saa
skulde jeg vel ikke gjerne gaa og bagtale ham. Hahaha -- --!

{(Nu har alle forladt Pladsen saa nr som Blicher; han stiger
besvrlig ned af Vognen og gaar bjet hen og stter sig med Ryggen
til Scenen paa en Hedeknold ud mod Aftenrden. Nu er det nsten Nat.
-- Kort efter kommer Fru Blicher og Kristrup ind fra hjre.)}

=Kristrup.=

Jo, Folk _er_ gaaet; her er ikke en Sjl! Det er jeg sgu kjed af.

=Fru Blicher=

{(trykker sig kjlent ind til ham).}

Er du kjed af, at du har vret hos _mig_!

=Kristrup.=

Det er sgu frste Gang, en Kvinde har faaet mig til at glemme min
Pligt. Jeg kan ikke forstaa, at Klokken var bleven saa mange. Men
inde i denne mrke Plantage lgger man ikke Mrke til, at Tiden gaar.
Hvorfor vilde du ikke ogsaa hre, hvad jeg sa'; -- -- og vente til
bagefter. Natten er jo lang.

=Fru Blicher.=

Fy, stygge Mand, at du ikke stter strre Pris paa, at du har hvilet
i mine Arme!

=Kristrup.=

Jo, min Snut, saadan maa du ikke opta' det. Men en Soldat han skal
frst og fremmest mde tiltide. Og mit Navn var jo paa Programmet.
Jeg vil blive frygtelig rtet af Kammeraterne; var det sket under
Tjenesten, havde den sgu staaet paa mrk Arrest.

=Fru Blicher.=

Og det synes du dog ikke, min Kjrlighed var vrd!

=Kristrup.=

Gud bevares, Gud bevares! den er sgu meget mere vrd -- jeg tog
gjerne Vand og Brd, om det forlangtes.

=Fru Blicher=

{(hedt).}

Men du skal _ikke_ ha Vand og Brd, men du skal ha et rigtigt Smkkys
{(haler ham ned mod sig og kysser ham).}

=Blicher=

{(er sprungen op og staar midt imellem dem.)}

Undskyld en lille Afbrydelse. {(Peger paa Kristrup.)}

Er _De_ en Mand af re, at De forsmmer Deres Pligt for at trkke Dem
tilbage med min Hustru.

=Kristrup.=

Hr. Pastor! -- Jeg beklager det skete -- men --

{(sniger sig ud til hjre).}

=Blicher.=

_Det skete!_ {(ser haanende paa sin Hustru).}

Du gaar saa nedringet, Erneste! Husk dog paa, at Aftenluften er kold,
-- isr i Plantager -- --

_Der_for var det altsaa, du vilde med til min Fest i Aar! Nu frst
forstaar jeg det altsammen! {(Hun glider ud til venstre. Blicher
synker ned med Haanden for Ansigtet)}: Jeg Daare! --

{(Tppe.)}




FJERDE AKT.


{Blicher sidder ensomt i Morgengryet ude paa Kolden med sit Aasyn
vendt mod den sig nrmende Solopgang. Forgrunden brer Mrke af en
forladt Festplads.}

=Tyttebrkaren=

{(kommer ledende over Banken, standser bag ham).}

Men Herregud, Blicher, sidder du her, muttersene!

Jeg kund ett begribe, hvor du var bleven af. Jeg har ledt efter dig,
saa mine Kn ryster under mig. Vognen venter; vi skulde jo til og
hjem.

=Blicher=

{(langt indefra).}

Hjem! Har _jeg_ et Hjem? Her var mit Hjem, men nu har onde Magter
jvnet det med Jorden, som naar Ploven gaar hen over Lrkens Rede.

{(Tyttebrkaren har stille sat sig i Lyngen ved Siden af ham.)}

=Blicher=

{(fortstter).}

Her sidder jeg nu som en Spedalsk; alle har erklret mig Krig. Ingen
kommer til mig, uden de har en Sten i Haanden. Komitteen mdte _in
pleno_ og frasagde sig ethvert Samarbejde ad Aare. Dette er den
sidste Himmelbjrgfest. -- Mit Navn er skjndet. Mine Idealer traadt
i Skarnet. Det er forbi, Karen; forbi! Var kun ogsaa mit Liv forbi!

=Karen.=

Nu maa du komme med os hjem, Blicher; saa slides det vel hen.

=Blicher=

{(heftig).}

_Jeg_ skulde sidde paa Sdebrt med hende -- kanske skal ogsaa
Galanen med paa Vognen.

=Karen.=

_De_ er vk for lnge siden; dem skal du ikke komme til at mde.

=Blicher.=

Aa, maatte jeg aldrig mde hende mere -- fr for den evige Dommer! --
Hvad har jeg nu mere at miste af? Hvorved har jeg fortjent den
Skbne, at de forlod mig _alle_sammen.

=Karen.=

Nu ser du _for_ mrk paa det, Blicher.

=Blicher=

{(heftig).}

Nvn mig da blot een eneste, der blev.

=Karen.=

Nej, jeg er jo kuns en simpel Tjenestepige, men --

{(brister i Graad).}

=Blicher.=

Ja, _du_, Karen! Dig har jeg da tnkt paa hele Tiden. Du er det
troeste Guld! Men det gjr de andres Falskhed endnu grellere! Min
_Kjrlighed_, mit _Hjems_ Forlis -- ja, det er jo en gammel Skade,
men Himmelbjrget, Festen heroppe i Guds Sol -- hvorfor maatte jeg
ikke beholde den som en Trst for alt det, der brast, alt det, det
saarede Hjrte tabte dernede! -- Har jeg da rgtet mit Kald slet? Har
jeg sgt mig udel Vinding eller sunget og talt som en Fjante?

=Karen.=

Nej, Blicher, jeg tykkes det maatte gaa enhver til Hjrte, saadan som
du har talt her i de Dage. Jeg har aldrig vret med til noget
skjnnere, og jeg saa da ogsaa, at der var mange, der ligefrem grd
-- jeg vil nu ett tale om mig selv --; men isr saadan _ldre_
Mennesker; de stod og saa snart paa dig og snart paa hinanden, og saa
begyndte Taarerne at trille ned over deres Kinder; ikke fordi, at der
var noget bedrveligt i det du sa', nej, tvrtimod; men de tyt vel
ligesom jeg, at de var med til _noget saa nyt og skjnt_, ja, og saa
havde de vel ikke anden Maade at vise det paa.

=Blicher.=

Ja, men hvorfor svigter de mig da!

=Karen.=

Det er vist ikke dem, der svigter dig, Blicher. Dem kan du saamnd
faa i Tale igjen, naar og hvor du vil. Nej, dem i de fine Frakker,
Udvalgsmedlemmerne, Festkommiteen, -- der skal ha deres Navn i
Aviserne, men nu er rd for Skandalen, -- med dem er det en anden
Sag; det kan jo vre, de bliver henne -- men skulde ikke ogsaa nok et
Par af dem kunne undvres?

=Blicher.=

Jo, _det_ har du sandelig Ret i, Karen; de fleste af dem er ikke en
Pibe Tobak vrd. Jeg har baade tit og ofte lbet paa mine gamle Ben 5
Mil, 10 Mil, til et af deres Kommitmder for at faa en Ordning, en
Aftale om et eller andet, og saa har ikke _een_ af dem gidet komme,
men jeg har kunnet lbe Gravinar over det halve Jylland.

=Karen.=

Ja, saadan er vel den Slags, naar de vil gjlde for rigtig fine.

=Blicher.=

Her sidder vi da, Karen, som Noa efter Syndfloden, strandede paa
_vort_ Ararat.

=Karen.=

Ja, men du skal se, Blicher, der er sluppen en bitte Due med os, en
af dem, der vil komme hjem med et grnt Blad i Nbet.

=Blicher.=

Gid jeg turde tro dig paa dit Ord, Karen, men det er som om Skbnen
arbejder paa, at ribbe mig for al Tro.

=Karen=

{(trykkende hans Haand).}

_Du_ maa ikke fortvivle, Blicher! Du som har vist den Evne til at faa
saa mange andre til at tro, tro paa det nye og det skjnne i den Tid,
som snart skal komme -- aa, om de Folk ikke var til -- hvordan skulde
det saa gaa i Verden? Men, Blicher, du er n af dem; du maa altid
prke Solskin, om det saa er aldrig saa graat i dit _eget_ Hjrte.

=Blicher=

{(klappende hende paa Kinden).}

Du kjre, lille Karen! du sidder jo her som en Marie under Korset og
gyder Balsam i mit bldende Hjrte. Og det har du gjort i al din Tid,
ligefra den Dag, jeg mdte dig derude mellem Tyttebrrene.

=Karen.=

Ja, det havde jeg nok let ved, Blicher.

=Blicher.=

Det er ikke alle, Karen, der har saa let til det gode, som du. Du
blidnede min Mors Lidelser, til Gud gav _hende_ en naadig Dd; du har
vret min gamle Fars Hjlp og Trst i hans Alderdom, mens din egen
Ungdom blegned, og nu sidder du her og prver paa at hjlpe mig over
mit Livs Skibbrud --. Dersom ikke du og dine Lige var i Verden, saa
blev der ingen Mulighed for at leve.

Aa, saa tit mine Hnder har vret knyttede til at forbande! Men naar
jeg saa saa paa dig og din stille uselviske Ofren dig for andre, ja
saa skammed jeg mig, og min Forbandelse forvandled sig paa min Lbe
til Velsignelse. For jeg har ikke altid haft lige let ved at tro paa
de brende Krfter i mit Folk -- men naar mit je saa kom til at
hvile paa dig og dit stille Offer, saa svandt enhver Tvivl; for du
var jo som en ny Sren Kanne, omend i Kvindeklder, -- Ofret, Daaden,
den stille Given sig hen for andres Vel. Og saa sa' jeg til mig selv:
Saa rigt er dit Folk _ned_efter, _ind_efter; inde ved dets Rod ligger
der gammelt Guld, gyldne Ringe, gyldne Spange! Og jeg lfted min Isse
og sang. {(La'r sin Haand glide hen over hendes Tinding.)} Saa er den
jydske Barde da ikke helt forladt, naar saa ren en Sjl sidder ved
hans Side!

{(Gryet er efterhaanden gaaet over i gylden Solopgang.)}

=Blicher=

{(fortstter).}

Se! nu tnder Gud Lyset paa sit Hjalter; saa bliver hver en
forfngelig Praas overfldig.

Tit tnkte jeg paa, om ikke jeg selv var en saadan forfngelig Praas,
der vilde lyse omkap med det Hje. Men saa flte jeg mod mit eget
bankende Hjrte, og dets rlige Begejstring gav mig Lov til at tro,
at det, jeg vilde for mit Folk, var andet og mere end forfngelig
Tant --

-- -- -- Aa, jeg er saa trt, Karen; i to Ntter har jeg ikke sovet,
frste Nat af Glde over den store Tilslutning, denne Nat af Sorg
over det, der siden er hndet. Hvorfor retter min Gud saa tunge Slag
imod mig! -- -- -- {(Vender sig ud mod Landskabet.)} Se, der ligger
nu Landet, det jydske Land, som jeg fra Barn har gjennemtravet paa
min Fod. Hvor _er_ jeg voxet sammen med dette Land! Det gav mig
Kummer, men ogsaa Glde. Se, hvor det bader sig i Morgenens Lys! Dets
Mller gaar rundt, dets Kirketaarne ranker sig med mrke Glamhuller,
mens Rugens Vipper snker sig eftertnksomt mod Hsten. Ogsaa jeg
nrmer mig Hstens Alvor, da den rappe Fjten omkring maa vre forbi.
Foran mig -- over Heden -- flyver snart det tavse Trk af Viber og
Hjejler, og bag mig -- se, Karen: Festens tomme Flagstnger!

=Karen.=

Aa, Blicher, nu maa du ikke igjen henfalde til din gamle Bedrvelse.

=Blicher.=

Bedrvet eller ikke. Hvad Rolle spiller _mit_ Liv mod Slgtens Liv.
Trt er jeg Karen, trt af disse evige Sylestik.

"Som en sandet Vej opad for en gammel Mands Fdder", saadan blev mig
de tusinde Skuffelsers Sti.

Den Pil, der ramte i Kvld, den kan ingen Saarlge trkke ud af mit
Hjrte.

Karen, du stille og trofaste Sjl, den eneste, som deler min
Bekymring, maa jeg sttte min Tinding mod dit Kn; saa prver jeg at
faa Samling paa en vemodig Vise, som har boret i mit Sind den ganske
Nat.

Det skulde vre saadan et Testamente, der kunde aabnes af mit Folk,
naar jeg trtte Mand ikke er mere.

=Karen=

{(lgger hans Hoved til Rette i sit Skjd).}

=Blicher=

{(siger):}

    Sig nrmer Tiden, da jeg maa vk!
    Jeg hrer Vinterens Stemme;
    thi ogsaa jeg er kun her paa Trk
    og haver andensteds hjemme.

    Jeg vidste lnge, jeg skal herfra;
    det Hjrtet ikke betynger,
    og derfor lige glad nu og da
    paa Gjennemrejsen jeg synger.

    Jeg skulde sjunget lidt mer maaske --
    maaske vel ogsaa lidt bedre;
    men mrke Dage jeg maatte se,
    og Stormen rev mine Fjedre.

    Jeg vilde gjerne i Guds Natur
    med Frihed spndt mine Vinger;
    men sidder fast i mit snvre Bur,
    der allevegne mig tvinger.

    Jeg vilde gjerne fra hjen Sky
    udsendt de gladere Sange;
    men blive maa jeg for Kost og Ly
    en stakkels gjldbunden Fange.

    Tidt ligevel til en Smule Trst
    jeg ud af Fngselet titter
    og sender stundom min Vemodsrst
    med Lngsel gjennem mit Gitter.

    Lyt og, o Vandrer! til denne Sang;
    lidt af din Vej du hidtrde!
    Gud ved, maaske er det sidste Gang,
    du hrer Livsfangen kvde.

    Mig bres for, som ret snart i Kvld
    at Gittervrket vil briste;
    thi kvidre vil jeg et mt Farvel;
    maaske det bliver det sidste.

{(Tppet gaar langsomt ned.)}




NOTER.


S. 1. Livet paa Hegnsgaard. Blev begyndt 11. April 1901 i Kaf
=Svanen=, Roskilde; de tre frste Akter skreves i tre Dage. Udkom
om Efteraaret 1907; Premire paa Aarhus Theater 29. September s. A.
og gik der 30 Gange. Premire paa Dagmartheatret, Kjbenhavn, 10.
December 1907 og gik der 21 Gange. For Provinsen solgt til Axel
Jacobsen -- Premire i Skive 14. Januar 1908; i denne By gik det 9
Gange; derfra gjennem alle danske Provinsbyer (spillet ca. 150
Gange). Premire paa Odense Theater 24. Januar 1908. Er spillet i to
Ssoner 1917-18 paa Det norske Theater i Kristiania; spillet
utallige Gange af Dilettanter og oplst ca. 200 Gange af n og samme
Oplser, =Martin Srensen=. Oversat til Tysk af =Erich Holm= (d. e.
Wienerinden Fru Margrethe Prager): Das Leben auf dem Heckenhofe
(Wien 1909; trykt som Manuskript). 3. Akt trykt i det Wien'ske
Theaterblad Der Merker 25. September 1910, S. 978-81. -- 2. Udg.
(Folkeudgave) kom 1913. -- Musik til Sangene af Lgen =Johs.
Torrild.=

       *       *       *       *       *

S. 89. Ulvens Sn. Udkom Efteraaret 1909. Premire paa =Aarhus
Theater= 14. November 1909; opfrt i de danske Provinser af =Axel
Jacobsen=, Premire i Aalborg 23. Januar 1910. Oversat til tysk under
Titlen Nemesis af =J. Josephsohn= (Febr. 1910). Ikke i Handelen. --
Musik til Sangene er af =Carl Nielsen.=

       *       *       *       *       *

S. 189. Naar Bnder elsker. Udkom i Efteraaret 1911. Kjbt for
Jylland af =Albert Helsengreen=; Premire i Aalborg 22. Oktober 1911;
kjbt for erne af =Axel Jacobsen= (med en omarbejdet sidste Akt;
utrykt) 1912. -- Premire paa Aarhus Theater 26. November 1911.
1916-17 opfrt paa Det norske Theater, Kristiania, oversat til
Maalet af =Hans Seland=; Premire 16. Februar 1916. Musik til Sangene
er af =Louis Mlholm=.

       *       *       *       *       *

S. 275. Himmelbjrgprsten. 1. Oplag udkom i Midten af November
1917; 2. Oplag ca. tre Uger efter. Kjbt af =Albert Helsengreen= for
de danske Provinser; Premire i Aalborg 21. September 1917. Antaget
til =Aarhus Theater= 1917. -- Intet af de kjbenhavnske Theatre har
villet opfre hverken dette eller de to foregaaende.



***END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK SAMLEDE VRKER, TREDIE BIND***


******* This file should be named 39722-8.txt or 39722-8.zip *******


This and all associated files of various formats will be found in:
http://www.gutenberg.org/dirs/3/9/7/2/39722



Updated editions will replace the previous one--the old editions
will be renamed.

Creating the works from public domain print editions means that no
one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
(and you!) can copy and distribute it in the United States without
permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
such as creation of derivative works, reports, performances and
research.  They may be modified and printed and given away--you may do
practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
subject to the trademark license, especially commercial
redistribution.



*** START: FULL LICENSE ***

THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK

To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
distribution of electronic works, by using or distributing this work
(or any other work associated in any way with the phrase "Project
Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
Gutenberg-tm License available with this file or online at
  www.gutenberg.org/license.


Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
electronic works

1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
and accept all the terms of this license and intellectual property
(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.

1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
used on or associated in any way with an electronic work by people who
agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
even without complying with the full terms of this agreement.  See
paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
works.  See paragraph 1.E below.

1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
collection are in the public domain in the United States.  If an
individual work is in the public domain in the United States and you are
located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
keeping this work in the same format with its attached full Project
Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.

1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
a constant state of change.  If you are outside the United States, check
the laws of your country in addition to the terms of this agreement
before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
creating derivative works based on this work or any other Project
Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
the copyright status of any work in any country outside the United
States.

1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:

1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
copied or distributed:

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org

1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
and distributed to anyone in the United States without paying any fees
or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
1.E.9.

1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
with the permission of the copyright holder, your use and distribution
must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
permission of the copyright holder found at the beginning of this work.

1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
License terms from this work, or any files containing a part of this
work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.

1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
electronic work, or any part of this electronic work, without
prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
active links or immediate access to the full terms of the Project
Gutenberg-tm License.

1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
License as specified in paragraph 1.E.1.

1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
that

- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
     must be paid within 60 days following each date on which you
     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
     address specified in Section 4, "Information about donations to
     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."

- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
     License.  You must require such a user to return or
     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
     and discontinue all use of and all access to other copies of
     Project Gutenberg-tm works.

- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
     of receipt of the work.

- You comply with all other terms of this agreement for free
     distribution of Project Gutenberg-tm works.

1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
electronic work or group of works on different terms than are set
forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
Foundation as set forth in Section 3 below.

1.F.

1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
works, and the medium on which they may be stored, may contain
"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
your equipment.

1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
liability to you for damages, costs and expenses, including legal
fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
DAMAGE.

1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
written explanation to the person you received the work from.  If you
received the work on a physical medium, you must return the medium with
your written explanation.  The person or entity that provided you with
the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
refund.  If you received the work electronically, the person or entity
providing it to you may choose to give you a second opportunity to
receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
is also defective, you may demand a refund in writing without further
opportunities to fix the problem.

1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS', WITH NO OTHER
WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
WARRANTIES OF MERCHANTABILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.

1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
provision of this agreement shall not void the remaining provisions.

1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
with this agreement, and any volunteers associated with the production,
promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
that arise directly or indirectly from any of the following which you do
or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.


Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm

Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
electronic works in formats readable by the widest variety of computers
including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
people in all walks of life.

Volunteers and financial support to provide volunteers with the
assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg-tm's
goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
and the Foundation information page at www.gutenberg.org


Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
Foundation

The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
number is 64-6221541.  Contributions to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
permitted by U.S. federal laws and your state's laws.

The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
throughout numerous locations.  Its business office is located at 809
North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887.  Email
contact links and up to date contact information can be found at the
Foundation's web site and official page at www.gutenberg.org/contact

For additional contact information:
     Dr. Gregory B. Newby
     Chief Executive and Director
     gbnewby@pglaf.org

Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation

Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
spread public support and donations to carry out its mission of
increasing the number of public domain and licensed works that can be
freely distributed in machine readable form accessible by the widest
array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
status with the IRS.

The Foundation is committed to complying with the laws regulating
charities and charitable donations in all 50 states of the United
States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
with these requirements.  We do not solicit donations in locations
where we have not received written confirmation of compliance.  To
SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
particular state visit www.gutenberg.org/donate

While we cannot and do not solicit contributions from states where we
have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
against accepting unsolicited donations from donors in such states who
approach us with offers to donate.

International donations are gratefully accepted, but we cannot make
any statements concerning tax treatment of donations received from
outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.

Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
ways including checks, online payments and credit card donations.
To donate, please visit:  www.gutenberg.org/donate


Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
works.

Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm
concept of a library of electronic works that could be freely shared
with anyone.  For forty years, he produced and distributed Project
Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.

Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
keep eBooks in compliance with any particular paper edition.

Most people start at our Web site which has the main PG search facility:

     www.gutenberg.org

This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.
