The Project Gutenberg EBook of Hyld og Humle, by Sophie Breum

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org


Title: Hyld og Humle
       Fortllinger

Author: Sophie Breum

Release Date: July 24, 2013 [EBook #43290]

Language: Danish

Character set encoding: ISO-8859-1

*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK HYLD OG HUMLE ***




Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned
images of public domain material from the Google Print
project.)





Afskriverens bemrkninger: benlyse trykfejl er rettet i denne
e-bog, men forfatterens stavning er for vrigt bevaret.
_Understreg_ er brugt til at gengive s p a t i e r e t tekst.




SOPHIE BREUM

HYLD OG HUMLE

FORTLLINGER

KBENHAVN
DET NORDISKE FORLAG
BOGFORLAGET: ERNST BOJESEN
1900


_Oplag: 1200 Ekspl._

KBENHAVN. -- NIELSEN & LYDICHE.




INDHOLD.


                                  Side

MDRE                                7

DDEN OG BRNDEHUGGEREN             43

KAMMERJUNKEREN                      48

DEN DRISTIGE                        61

KAPTAJNENS DATTER                   74

TO SSTRE                          121

REKREATION                         158

DEN HJE MAND                      168

EN KRLIGHEDSHISTORIE              178




MDRE.


Den unge Frue lod Romanen synke ned paa sit Skd og gabede trt.

Saa tog hun Refraichisseuren og duschede ud mod Halvmrket, der
begyndte, hvor Lyskredsen under Lampens store Skrm holdt op. Hun
lod tankels Blikket glide hen over den Smule Glans, der var over
Guldsnittet paa Bgerne og Doktorens blanke Instrumenter henne i
Skabene.

Rejste sig derpaa og lukkede Fljdrene ind til det lille
vaabendekorerede Forvrelse, hvor Aviser og Aargange af Puk og
Fliegende Bltter laa ordnede paa Midterbordet. Portiren blev
trukken sammen, Folderne smukt ordnede; saa vendte hun sig og
stod og saa paa den hyggelige Stue med Familieportrtterne, nogle
Landskabsbilleder og de magelige blde Mbler; deres mrke grnne
Farve behagede jet -- ligesom Vrelsets vrige Udstyr -- uden
srligt at fngsle det, talte om hyggeligt Velvre og en Smag,
der ikke stred og ikke havde Trang til at stride mod det, som var
almindelig anerkendt som god Smag i denne Provinsby, en af Landets
strste.

Fruen gik langsomt og let hen over Gulvet og flyttede Lampen og sin
Bog hen paa et Bord, der var stillet ved den store Stol, som optog
Pladsen i Krogen ved den lune, grnne Ovn.

Hun satte sig mageligt til Rette og sad og saa lidt ud i Stuen.
Strakte saa Haanden ud, tog Cigaretetuiet paa det lille Bord og
tndte; et jeblik sad hun med Cigaretten i Haanden og rg lidt; saa
var heller ikke det morsomt lngere, hun lagde den, tog igen fat paa
sin franske Roman og lste et Par Sider.

Holdt pludselig op med en Mine, som om noget havde berrt hende
ubehageligt -- -- igen dette: en overmgtig Sanselighed og en
pinefuld Lidenskabelighed, der krvede sit Offer for bagefter at lade
Livet ligge hen -- dobbelt de, trist og indholdslst. --

Nu havde hun tabt Lysten til at lse. -- Det ny Broderi? -- Hun
skulde vre rigtig oplagt, naar hun begyndte paa det.

Der laa nogle Piecer og Beretninger, som hendes Mand havde bedt hende
interessere sig lidt for, han var saa optaget af de Sager i denne
Tid. Hun tog et af Hefterne og bladede lidt, -- lagde det igen, --
det var saa usknt og kedsommeligt. --

Der ld sagte Trin over Tppet inde i hendes Cabinet, og Stuepigen,
en hj, nydelig Pige, kom ind.

Manse bliver ved at grde; han lnges vist efter sit Bad og sin Mad.
Trine og jeg kan jo godt besrge det, hvis Fruen er trt.

Nej, nu kommer jeg, Heralda.

Den unge Frue rejste sig hurtigt og gik med. --

Da Doktoren lidt senere kom hjem, kaldte hun, glad og optaget, paa
ham, og han skyndte sig ind i Sovevrelset, gnidende Kulden af sine
Hnder. --

Heralda holdt en Lampe i Vejret, saa Musklerne paa hendes blottede,
kraftige Arm traadte frem; Kokkepigen, der ndigt vilde gaa glip af
den unge Herres Badescene, syslede med Barnetjet, der var hngt til
Varme ved Kakkelovnen.

Fruen stod og holdt den lille Fyr nede i Karret. Det buttede, sde
Barnelegeme gav smaa Ryk af Glde, og den bitte lille, tykke Haand
slog henrykt ned i det lunkne Vand.

Doktorens jne straalede; da han traadte ind, var han endnu lidt
rgerlig efter en hidsig Debat om kommunale Sager med Borgmesteren,
-- -- nu gav han sig optaget til at pludre til sin dejlige Dreng,
indtil han fik ham ganske ellevild af Velvre.

       *       *       *       *       *

En Uge efter sad Fruen i Spisestuen med Fdderne paa en hj Skammel;
paa hendes Skd laa den lille Dreng, der havde vret farlig syg i
flere Dage.

Medens hun mekanisk syslede med ham, trillede Taarerne ned ad hendes
Kinder og faldt paa hans Ansigt.

Han slog besvrligt jnene op; de laa dybt inde i Hulningerne, og
deres Udtryk var lidende som hos et voksent Menneske; de blodlse
Lber bevgede han svagt, og han havde ikke Krfter til at rre
Benene, da Moderen tog Tjet af ham.

Doktoren stod og saa til sammen med en ldre Kollega ...

Denne undersgte Barnet og sagde derpaa:

De maa straks se at faa fat i en god Amme. Det er det eneste, der
kan redde ham.

En Amme! gentog Fruen og saa hurtigt op.

Jeg skal telegrafere til Stiftelsen, naar jeg gaar herfra. De gr
nok Dem den Tjeneste, de Herrer derinde ...

Da Doktoren traadte ind i sit Vrelse, efter at have fulgt Lgen
ud, stod hans Hustru og flyttede mekanisk med Fotografierne paa
Skrivebordet.

Hun brast i Graad, da han kom hen til hende.

Han tog mt om hende.

Grd ikke, kre kre ...

Men saa gav hun efter for sin tilbagetrngte Trang til rigtig at
hulke. Al hendes Sorg og krnkede Moderflelse gav sig voldsomt
Udslag.

Men han kyssede hende og spurgte med Ord, som han ikke plejede
at bruge, og med en Stemme, der var fuldere og varmere end hans
sdvanlige, om _han_ da var helt ude af hendes Tanker, om den
Lykke, som de to ejede, og som havde fyldt ham med uopslidelig
Modstandskraft mod al Lidelse, da intet betd for hende, -- naar
Sorgen kom.

Hun lftede Hovedet.

Det flammede op i ham ved at lse hendes jnes Svar.

Hun knugede sig med et dybt Suk ind til ham; saa gik hun stille ind
til sit syge Barn. --

       *       *       *       *       *

Den store, svre Amme tog fat paa den lille udmattede Dreng med
sikker Ro.

Medlidende lagde hun ham til Brystet og dryppede et Par Draaber ind
mellem de trtte, smaa Lber; selv det syntes at anstrnge ham, han
faldt straks igen hen i tung Svn.

Men efterhaanden, som han kunde tage mere Nring til sig, blev han
raskere og raskere.

Sundheden drog atter til Huse med den fynske, djrve Maren. --

Fruen begyndte igen at ofre Tid og Opmrksomhed paa sin Frisures og
sit Toilettes pyntelige Detailler, og Visitterne blev modtagne, til
Dels gengldte. --

Snart blev det saadan, at det nsten var dagligdags, at Doktoren,
naar han kom hjem fra Praxis, maatte ind at klde sig om for at gaa
til Middag.

Naar han nsten var frdig, plejede hans Hustru at komme ind, for hun
havde saa uendelig meget at fortlle om Manses mange Paafund.

Tnk, han havde taget Maren i Nsen, saa det gjorde _ondt_, ligefrem
ondt -- han havde saa mrkvrdig mange Krfter allerede; Maren havde
slaaet ham over Fingrene, men saa havde han drejet sig paa hendes
Skd; det saa ud, som han vilde slaa igen. Han bliver vist rigtig
uartig, sagde hun stolt og lykkelig.

Og saadan havde hun den ene Historie efter den anden at fortlle om
Manse. Han _var_ nu ikke saa langt tilbage som andre Brn i den Alder.

Doktoren var nr ved at mene det samme.

Hvem der kunde blive hjemme hos jer!

Men det gik jo ikke an. Man kunde jo ikke blive ved at isolere sig.

Naar _Du_ endda tog med.

Og saa begyndte de igen paa den Komedie, at han agerede gnaven og
jaloux paa Manse, -- indtil hun alvorligt kom med sit: -- ikke Tale
om, at hun allerede gik fra Barnet, der havde vret lige ved at d!

De kyssede Uhyggen bort og begyndte igen at spge.

Han fuldendte sit Toilet med en forstilt Omhu, som gav hende
Anledning til smilende og smaadrillende at hentyde til visse
Lapserier fra Ungkarledagene.

Opdagede de saa, at han var ved at komme for sent, fr han i Kjolen,
medens hun rakte ham Uhr og Ngleknippe. Og han gik til Dren.

Skynd Dig dog nu, sagde hun; men Tonen og Maaden var saadan, at
han maatte tilbage endnu engang.

Hun gik smilende og glad med ind i Spisestuen, tog selv Pelsen fra
Heralda for at faa ham af Sted saa hurtigt, som muligt.

Men han gemte hende ind i den og truede med at bortfre hende med
Magt.

Den tykke, kurtiserende Hr. Postmester til Bords og ren af at
converseres af Tante Rosalie ved Kaffen om Mines eller Lines
Madkrester. Kan Du modstaa? lokkede han.

Heralda smilede diskret; men Maren, der stillede med Manse, som
skulde sige adjs til Fatter, lo hjt.

Herren og Fruen saa til hinanden, halvt muntert, halvt vemodigt; det
var, som der efter Spndingen var kommen en vis ubevidst Reaktion,
der fik dem til at vre lystige, nsten legende i hinandens Selskab,
medens de dog havde saa let ved at fle Refleksen af Sygdomsdagenes
Angst og Sorg.

       *       *       *       *       *

Maren blev snart uundvrlig.

Efterhaanden som Mindet om den Alvor, der brutalt og ukaldet havde
paatrngt sig de unge Folk, blegnede, kom den statelige, typiske
Maren ligefrem til at tage sig ud som saa meget andet Tilbehr i
det elegante Hjem.

Fruen fik travlt med at gaa til Syersker med Maren, der skulde have
store Forklder, Hue med rde Hagebaand og andet, som hrte til, naar
hun skulde ligne en Bondekone i Nationaldragt.

Og desuden maatte Fruen tage sig Tid til at sidde i Ro ved sit
Sybord, for hun vilde selv tegne og brodere Manses Krepels og hvide
Kjoler, -- og han _maatte_ have flere af forskellig Strrelse, for --
hvor han lagde sig ud! -- --

Doktoren havde intet imod paa sin Vandring i Byen at mde Optoget.

Maren saa formelig statelig ud i sin Uniform, og det var med bevidst
Vrdighed, at hun skd den blanke, pudsede Vogn med den yndige Dreng
... Og .. hvor var hans Hustru dog smuk ... denne tilbageholdne,
rolige Mine; .. hendes beundrede Ungpigesknhed var aflst af en
langt finere og mere tavs Ynde.

Saa kunde det hnde, at Manse fik Doktorens Stok at holde paa, og
at de fulgtes hjem alle fire ... Maren i passende Afstand foran med
Vognen og svingende og svajende med de vide Skrter.

Naar Heralda stod i Vinduet og saa dem komme, faldt hun i Tanker.

For hende blev det uvilkaarligt saadan, at Doktorens ridderlige
gtemandsvsen kastede en vis Afglans over hendes Kreste, den flotte
Skorstensfejersvend, og det blev efter sit Herskabs Forhold, at hun
dannede sig sit gteskabsideal.

       *       *       *       *       *

Heralda skulde nok vogte sig for at give de Tanker Luft overfor
Maren, sknt de to var blevne meget fortrolige, isr efter at Fruen
i et Anfald af Sparsommelighed havde givet Kokkepigen Afsked og
engageret en Pige, der gik hver Aften tidligt for at bo i sit Hjem.

Herskabet var igen begyndt at tage ud sammen til Koncerter, Theater
og Middagsselskaber; Heralda og Maren var ofte ene hjemme.

De lod da Dren staa aaben ind til Marens Vrelse, hvor Manse, mt
og tilfreds, sov i sin Vugge, og saa gjorde de sig det hyggeligt i
Spisestuen.

Heralda dkkede op med The og Smrrebrd. Theva'j! udbrd Maren,
det ka' je'tte taale aa loute. Det er te' aa forgi' Mj'sker me'
... saa gaar je' da hellere te' Va'jposti. -- Nej e' lille Drove go'
Kaffe! ..

Og saa lavede Heralda Kaffe til hende; hun gjorde det med god
Samvittighed, for Maren skulde jo fedes og fjes.

Til Gengld var Maren underholdende ... Hun fortalte saadanne
Historier fra Stiftelsen, at Heralda blev ganske bleg derved.

Men Maren havde ogsaa de rrende paa Lager ... fra den Tid hun var
sytten Aar og blev Malkepige paa Herregaarden og vilde springe i
Voldgraven af Sorg over, at hun var kommen for Skade og havde vret
saa ma'esls uheldig.

Det va'tte te' aa nre sig for det Rak, raisonnerede hun mut.

Men farlig Grin havde de alligevel havt. Gu' sikken Sjov med
Forvalteri' og Landvsenseleverne, som var saa store paa det, men
ku' si'e saa maje grinagtig Komplementer aa den Slavs Slu'er, naar
de mdte en stakkels Pige alene. -- Og saa Frkenen, som knap ga'
lukke sin Mund op te' n, naar hun kom ne' i Mejeriet aa sku ha' den
nymaalk'de Mlk -- ja, li'e -- frss fra Fass, som ha' sa'e -- denne
her Elever fra Kvenhavn. Ja dov, dov, hvor var hun storsnu'et. Hun
var da bleven kulret, hvis hun ha'e vidst, at hendes Grevekreste
gerne vilde spelle Kreste me' vos, naar ha' ku' komme gedolt fra'et,
den Luskemikkel. Og Maren skoggerlo. Hun nrede ingen Illusioner om
Mndene; dem kendte hun kun fra en Side, men den kendte hun ogsaa til
Gavns.

Heralda benyttede Pavsen til at gre et Forsg paa at faa sin
sdvanlige Tone indfrt; hun talte om, hvor magels Doktoren var mod
Fruen, og hvor den unge Candidat Hansen, der kom til Doktorens og
spillede Violin, var forelsket i Frkenen fra Etatsraadens.

Men det interesserede ikke Maren videre.

De ere li'e tovlie allesammen, sagde hun afsluttende. -- Din Jokum
..

Joakim Larsen! afbrd Heralda.

Hvorfor kommer ha' ikke aa besjer Dig? Ha' gaar nok paa Lrkensjov,
si'en ha' ikke har vret her.

Min Familie synes ikke om, at han besger mig paa mit Vrelse,
svarede Heralda hovmodigt. Der var dog Forskel.

Naa saa det gr de ikke, sagde Maren, helt imponeret af den Tanke.

Men saa gled hun ind paa det Omraade, hvor hun var mest hjemme. Og
Heralda vnnede sig efterhaanden til hendes Historier. -- --

Men naar der kommer Brn? spurgte Heralda en Aften, uhyggelig
tilmode.

Skidt, de bliver sgu nok forsrret! Maren slog overlegent ud med
Haanden. Lidt efter vedblev hun:

Je' har haut tre. Ja, s'mend. Nummer to ... hans Far ... ja, dov,
dov, sikken Malasje me' den Unge ... hans Far var et lille tovli',
hjbenet Kr, der var i Besj hos Grevens og var helt mr over det,
at Comtessen vi'te se te' den Si'e ha' var, og det sknt de danjsed'
og regered' me' Baler og Kommers den Sommer. Saa ku' ha' ju'tte nre
sig ... ja, skidt var det, og fuld var ha' mest, ha' sa' nere hos
Forvalteri og blled' sig, naar di an're ha' lagt sig om Autningen.
Og saa kom Barunen jo vsgo' ne til mit Kammer og ga' sig lisse
nkelig ... Storsnu'et og spedalsk blev ha' jo, for je' lukked' jo
Krampen paa for ham. -- Men je' var jo smaat krendes me' Penge, ...
saa gik det galt elejn.

Herregud Maren; men Barnet Du talte om?

Ja, hvor je' tvined' over den Unge, der var ju'tte mer Ky' paa
ham end som Tobak for en Skilling. Idiot var ha' jo osse da! Gu',
hvor ha' hrsed' me' mig, den ny Dovter, -- je' maatte klarere
hele Re'ligheden u' for ham om denne her lille skitte Barun, der
var svirende. Ja, det var da nu ledt. -- Ungen fik je' da paa
Anstalten, frit me' Betalning og det hele, men gratis Skldu' fik je'
i Tilgivt af Dovteri. Ja, _ha'_ var skrap! -- Min a'en Dreng, det
var en a'erledes F'relandsforsvarer end den lille Barununge ... Ja,
Herregu' -- nu har je'tte set ham i tre O'er.

Maren, hvor kan De udholde det for Lngsel!

Det ve' je'tte! -- Je ha'tte haut Stunder te' aa tnke paa det.
-- Men det var li'egodt farlig Plasr aa bisse ne' te' min Mor om
Autningen, for Ungen, ha' var li'e te ha' skrinked', naar ha' saa
mig. Og hva' br' je' mig om no'en Slavs Bal i den Ti', og Ka'lene,
de grinte jo. Og je' lo' dem grinne. -- Men saa var'et jo, at Naaden,
hun var hellig, og je' var bleven Vaskoppige, og saa vilde hun ju'tte
ha' mig i Kkkenet, je' maatte sgu afste' te' Majdag. Saa fik je'
Plads i Byen, og -- -- je' ve' sgu'tte, je' ku' da'tte sitte og glo
i det Hummer ve' Kkkenet hver Auten u'en at lukke min Mund op, saa
je' ku' hverken g eller gave te'sidst; -- tovlie Mandfolk er der jo,
hvor vi _saa_ kommer, -- ja, det er sgu'tte saadan, -- men je' fik
da'tte Drengen at se, fr je' rejste te' Kvenhavn, for Krresten
ha'e det me' Fornemmelser. Ja og Kvenhavn, Heralda ... der er det nu
da saa mj tovli alsammen. --

Kresten der var da for Resten stoderet, vedblev hun ... Saa kom
je' jo paa Stiftelsen ... je' klaver itte, Behandlingen var ril
nok; je' ha'e det dov be'er end som Vaskekonen, hun var givt og det
hele, men hun maatte sgu lgge sig i Pjalterne og Mjet; je' fik da
baa'e Renlighe' og Opvartning.

Var det ogsaa en Dreng, stakkels Maren?

Det var et Pi'ebarn ... Der kom no'ne fine Folk, je' maa sgu'tte
si'e, hvem de er, de var helt vk i hende, og de bestilte hende te
aa komme te' dem, naar jeg rejste; je' skrev under paa en hel Del.
Saa kom je' jo herover paa en Studs, her er jo go' Fortjeneste;
Ma'en klaver je'te paa, og Dovteren og Fruen er jo da osse maje pne
M'jsker. --

Manse tillod sig at smaagrynte lidt.

Saa nu ska' det Kr te' aa tre'e mig igen, udbrd Maren, Du ka'
ta' og vende ham.

Da Heralda atter havde sat sig til Rette, begyndte Maren Samtalen
igen.

Du er for Resten en Sta'spige at se paa, Ralde. Sikke tynd Du er.

Naa--aa. Heralda vred sig smigret.

Ja, nu ka' Du jo bare vente, te' Du har vaaren me' tre Gange;
tilfjede Maren eftertnksomt.

Slbe og sli'e, te' man nsker det uskyldige Liv Fa'en i Vold,,
blev hun ved uden at agte paa Heraldas Mine. Frste Gang slvede je'
Vand te' en Time, fr je' la'e mig ... Saa gaar Figuren sgu ... Det
skal Du se, naar Du frst er i'et.

Heralda blev fnysende vred og hvast fornrmet.

Ja .. sagde Maren uforstyrrelig, saadan var je' osse .. lynende i
Ho'et, straks de kom te' mig me' Vrvl ... Men saa er de jo saa s'e
og sleske de Bster, og ve' ikke, hvor de ska' skave sig og snakke
om Krlighe' og den Slavs ... Men bav etter, naar vi ska' ha' Penge
te' Ungen, ja ... saa er der en a'en Snak, -- ja der er ... Og vi ka'
da'tte drovne dem som Kattekil'jer.

Saa ringede det.

Maren ryddede af Vejen, og Heralda tog mod Herskabet.

Fruen kom straks ind i Spisestuen. Hun var i stort Toilette, det
silkeforede Slag hang lst over hendes smukke Skuldre, og hun var ved
at trkke Hanskerne af.

Der var noget sdt og sklmsk over hende; Rdme i Kinderne og et Skr
i jnene af vaagen Livfuldhed; nu brd en varmere og dybere Glans
frem i dem, idet hun sagde:

Hvordan har min dejlige Dreng det, Maren?

Med Forsg paa byagtig Tonefald svarede Maren:

Det s'e lille Bst, je' tror s'men ikke, det varer lnge, inden
ha' begnner aa vil plotte paa aa si'e no'et; ha' plaskede saadan i
Ba'et, det er vout, je' ka' tomle ham.

Og Fruen og Doktoren smilede venligt til den tro Maren, der holdt saa
meget af deres Dreng og var saa god ved ham.

Fruen betnkte sig lidt. Maren syntes jo ikke om, at Manse blev
forstyrret, -- men -- hun _maatte_ liste sig ind og se ham endnu
engang, -- der var saa lnge til i Morgen tidlig.

Sde, halvaabne Barnemund, runde, blde Kind med jenvippernes mrke
Frynser, det lille Legemes sunde Varme -- hun kunde ikke lade vre at
lgge sig ned ved Vuggen og kysse sit Barn og se paa det.

Manse begyndte at rre sig og gav sig lidt efter til at smaagrde.
Maren kom fornrmet ind. Ganske jaloux og ulykkelig saa Fruen paa,
hvor stille han straks blev, da Maren tog ham op.

Maren var imidlertid i naadigt Lune og holdt Drengen hen til Fruen
til Godnatkys. Forsigtigt kyssede hun hans Kind og de smaa buttede
Hnder og Fdder; saa gik hun beroliget ud.

Da hun var alene med sin Mand, sagde hun med Overbevisning:

Du ... Maren er saa flink og fornuftig, -- Du kan tro, hun har lidt
meget under sit Fejltrin.

Doktoren svarede ikke.

       *       *       *       *       *

Et Aarstid senere sad Doktoren og Fruen i hendes Cabinet.

De havde siddet lnge stille i Tusmrket uden at tale.

Da ld det lille Klap, som sagde, at Lygten derude paa Vejen blev
tndt, og det usikre, dmpede Lys faldt ind over Fruens Ansigt.

Hun sad med Hnderne hvilende i Skdet og saa' underlig bldt og
fravrende ind i Halvmrket.

Hendes Mand bjede sig frem og tog hendes Haand. Det var, som hun kom
tilbage; hun smilede blidt og lagde sig ind til ham ...

Gennem de lukkede Dre hrte man inde fra den anden Stue en hj
Barnestemmes kejtede Pludren; den blev afbrudt af Marens fynske: Du
ve' nok, hvor Skauet ska' staa, din lille Knjtebasse.

De to henne i Sofaen lo lidt.

Saa sagde Doktoren:

Bliver det ikke godt for Manse, at han ikke altid skal vre den
eneste.

Ellers blev der nok ingen Ende paa Forklelsen, mener Du.

Ja, netop ..

Havde jeg nu blot havt Heralda. Hun gik saa stille og passede alting
og havde saa behageligt et Vsen ... Jeg vnner mig aldrig til Laura;
hun gr mig nervs med sine klodsede Manerer og sin evige Sprgen ...
At Heralda, den nydelige Pige, ogsaa ... nej, det er og bliver mig en
Gaade og en ligefrem Sorg.

Det var vrst for hende selv .... stakkels Pige.

Uf, den Kreste ... Har Du set ham siden?

Jeg mdte ham forleden og talte med ham.

Spurgte Du om Barnet ...?

Jeg fik at vide, hvor det var i Pleje .... Han tog ellers Sagen
meget flot, skldte ud over Heraldas Fader, der er vred og ikke vil
se hende. Men han havde godt Arbejde, sagde han, og skulde nok vise
den Gamle noget andet, senere; .... men han var jo lovlig ung til at
gifte sig og binde sig.

Sagde han det?

Ja, med en vis Medlidenhed med sig selv. Jeg tillod mig da ogsaa at
sige, at det skulde han have betnkt noget fr.

Stakkels Heralda!

Hun har en god Plads og holder meget af Barnet, som hun ammer.

Og hendes eget ..?

Ved Du hvad ... Du skulde tage ud at se til det en Dag, naar det
bliver godt Vejr.

Ud paa Landet!

Ti Minutter med Jernbanen ... Du har saa godt af at frdes lidt. Du
murer Dig saa meget inde herhjemme nu.

Ja ... men ... tager Du med?

Nej ... nu maa Du holde dit Lfte og ikke kun tnke paa din Svaghed.
Husk paa .. Barnet .. Det er jo ikke blot legemligt, at det bliver
til ... dets Sjl, Temperament, Karakter ... Aah min egen .... Og
han knugede hende pludselig stormende og lykkelig i sine Arme.

       *       *       *       *       *

Den unge Frue stod og saa fortabt ud over Markerne, hvor Toget, der
havde frt hende her til Landsbyen, brusede af Sted.

Nu var det borte. Kun en hvid, urolig Damp drev lavt hen over Jorden.

Hvis den nu formede sig, nrmede sig, omsnoede hende og kvalte hende
...

Hun knugede nervst Hnderne sammen i Muffen. Alle de Fantasier, der
allerede var faret gennem hendes Hjrne i den korte Tid, siden hun
sagde Farvel til sin Mand! Hvorfor var han dog ikke ogsaa taget med!
..

Hun gik hen ad Vejen og spurgte sig frem til Bondehuset, hvor
Heraldas Dreng var i Pleje.

Frst bankede hun hfligt paa Dren. Men da ingen svarede, lftede
hun med nogen Besvr Klinken, der satte tydelige Mrker paa hendes
Hansker, og traadte ind i et Slags stenlagt Bryggers.

Eller Kkken var det maaske. I det mindste stod der paa Sidebordet
et Lerfad med Flskeben, og henne fra den aabne Skorsten lugtede der
strkt af Grnkaal og brndte Kviste.

Fruen gik ind i Stuen.

Heller ikke her var nogen.

Hun saa sig nysgerrig og lidt beklemt om, hostede for at melde sin
Tilstedevrelse, men hrte intet andet Svar end det store Slaguhrs
langsomme tik tak.

Jo, nu skelnede hun et spdt Barns sagte Klynken henne fra Alkoven.

Hun gik hen imod den, flyttede en Stol, hvorpaa der stod et Vandfad
med llebrd, og kigede ind mellem de stribede Gardiner.

Der, paa de tykke Dyner med det grove, snavsede, krllede Lagen, laa
Drengen.

Den, der havde givet ham af llebrden, havde ikke baaret sig srligt
behndigt ad, for hans lille Ansigt var oversmurt med Maden, der var
trret ind og sad i Klatter paa den fine, blde Hud.

Hvor blev Manse dog anderledes omhyggeligt plejet og passet! Fruen
kom til at huske paa, at Svigermoder engang, fr han blev fdt, havde
sendt hende noget fint duftende Sbe, og i Brevet stod der: Du vd
ikke, hvor det er dejligt at lgge saadan et lille bldt, parfumeret
Barnehoved op til sin Kind ... Og nu denne stakkels, lille Dreng her!

Og stakkels Heralda!

Mon hun vidste, hvor uforsigtige de var med hendes Barn; han kunde jo
ligge der og grde, til han fik Krampe, uden at nogen hrte ham!

Medlidenheden bortjog fuldstndig hendes Uvilje mod Pigen. --

Der ld Trskoklapren udenfor.

Dren blev skubbet op, og en Kone traadte ind. Hun saa sprgende paa
den fremmede, fine Dame. --

Naa .. det er Heraldes Frue. Ja, hun var jo ellers flink nok, si'er
de. Vi vilde jo heller ikke ta' mo' saadan enhver Rendets, sagde
Konen vrdigt. Naa De ve' vel, hun kommer i Dau; -- ja, det gr hun
-- ja, om et lille Korn tnker je', hun er her. De ka' godt sitte ner
saa lnge. -- V' s'go dov. Maaske De vil ha' en Taar Kaffe? Naa ja,
for je' ku' jo snart faa Kedlen paa. -- Ja, je' maa strve, vi sku'
jo ha' Risbrndet rubbet a' Vejen inden Auten.

Konen vendte Drengen og stak ham en Sukkersut i Munden; derpaa gik
hun igen til sit Arbejde.

Fruen sad lidt paa Trstolen henne ved Vinduet.

Saa blev hun urolig og gik op og ned ad Gulvet; hun mrkede,
hvorledes denne usdvanlige Situation voldte hende legemligt Ubehag.

Men saa tog hun sig sammen.

Det var dog altfor umuligt, hvis hun besvimede her og maaske blev
lagt ind paa den Seng.

Det var ogsaa Synd af ham at holde saa bestemt paa, at hun skulde
rejse alene.

Maaske det kun var denne indelukkede, tunge Luft her, der gjorde
hende syg.

Hun gik ud paa Vejen og gav sig til at spadsere frem og tilbage, fast
bestemt paa at vente her, i Stedet for, som Doktoren havde sagt,
at faa Lov at sidde i Kromandens Stadsstue og drikke Mlk og spise
Landbrd, indtil Toget gik. Hun vilde hilse paa Heralda og tale med
hende; det var dog i hendes Hus, at Pigen var kommen i Ulykke, og --
maaske havde hun noget at gre godt igen; saa haard som mod Heralda
havde hun aldrig vret mod nogen. Hun kunde ikke lade vre at tnke
paa den Eftermiddag, da Pigen, bleg og grdende, betroede sig til
hende; paa hendes afbrudte og stammende Bekendelse havde hun kold og
rolig svaret:

De maa jo saa hurtigst muligt ud af Huset.

Hvor havde hun ogsaa kunnet tale saa haardt og overlegent; det tnkte
hun nu, medens hun gik frem og tilbage, mat og trt og med Graaden
i Halsen. -- Men langsomt, lidt efter lidt, beroligede den uvante
Stilhed hendes oprrte Nerver.

Hun blev staaende og saa ud over de udstrakte Pljemarker, hvor Rimen
endnu laa mellem Knoldene, og hvor Kragerne hoppede om i tunge St,
saa flj de skrigende op, hen mod de store, lave Bndergaarde, om
hvilke Poppelpilen stod med de trre Kvistes spilede Grenenet mod den
svagt skyede, blege Vinterhimmel.

Hvor var her dog ... nsten morsomt stille. Hun lagde Mrke til,
hvor tydeligt hun kunde hre en ensom Vogns Rullen ude paa den faste
Hovedlandevej. Og hvor var det smukt med de mrke Straatages grnne
Mos, der saa' saa lyst ud i det dmpede Solskin.

Men koldt var det alligevel at staa stille.

Den unge Frue begyndte igen at gaa frem og tilbage.

Men hun er ikke mere saa optaget af sig selv og sine egne Tanker; hun
er begyndt at se sig om.

Inde ved Vinduet i et af Smaahusene sidder en gammel Kone med et
strkt rynket, meget udslidt, men mildt og stilfrdigt Ansigt.

Fruen kan ikke lade vre at lgge Mrke til det. Konen hilser med et
Nik og viser sig lidt efter i Dren: Vrsgo' vil De ikke indenfor,
det er da saa koldt at gaa og vente.

Fruen tager mod Indbydelsen og flger med den Gamle ind i den lille,
lave Stue med den brede Seng med Sirtses Sengetppe og den hje
Kommode, hvor et Par hvide Porcellnshunde staa og glo stift paa hver
Side af Biblen og den store Salmebog. Den Gamle beder hende stte sig
i Stolen ved Vinduet.

Ja men, er det ikke Deres Plads?

Den Gamle er nsten fornrmet. Der ska' De re'nok stte Dem; det er
den bedste Stol; den er saa go' i Sitningen.

Tror De, jeg kan se, naar der gaar nogen ind i det lille Hus her ved
Siden af?

Je' ska nok ha' je me' Vejen; det er vel Heralde, De ska' tale
me'? ...

Og den Gamle underholder, dreven af et medfdt Gstfrihedsinstinkt,
den fremmede Dame, og de komme snart i Passiar.

Fruen hgtede Pelsen op.

Den anden rejste sig med lidt Besvr for at hjlpe hende den af.

Aa Herregu'! Naa ja; De er vel nylig bleven givt. Ja, je' ka' tnke
det.

Ikke saa ganske nylig, svarer Fruen med et lille Smil.

Saadan en ung, kn Kone! Ja, ja, Modernavnet er helligt, siger den
Gamle, der endnu er i den Tankerkke, som Synet af hendes Gst vakte
i hende. Modernavnet er helligt. Herregu', ja. Ellers sto' vi vel
heller ikke alt det igennem. De ka' tro, -- det er et stort jeblik,
naar vi lgger Barnet til Brystet. Aah, vi knuger det ind te' vos,
aah saa fast, saa fast ..

Fruen havde pludselig faaet Glans i jnene og Rdme i Kinderne. Den
gamle, fattige Moders hjtidelige Tonefald fik hendes Hjrte til at
banke af en dyb og hemmelig Lykke.

Ja, der er jo no'e at staa igennem, vedblev den Gamle. Da Knu'
blev fdt, var det saa fattigt for vos; og vi ha'e ikke skikket Bu'
te' Bnderne. -- Saa plejede de ikke van at sende Basselma' dengang,
tilfjede hun forklarende. En bitte Flsk og lidt Katfler ha'e vi
da i Huset. Ja, og saa llebr' i en repotte; det fik je', og je'
spiste det altsammen. For je' var bleven sulten, ska' je' si'e Dem.
Og saa sa'e Rasmus: Nej, nu har je' sgu aldrig set Ma'e, har Du spist
alt det! Ja, og je' ku' ha' spist mer', om vi ha' haut det, sa'e je'.

Den Gamle lo fornjet, som om hun havde sagt noget morsomt. Og hun
gentog: Og Rasmus sa'e: nej, nu har je' sgu aldrig set Ma'e, har Du
spist alt det! Ja saamnd.

Fruen saa interesseret paa hendes milde, men hrgede Ansigt. Dette
var noget saa nyt for hende, der var saa forvnt og havde det
saa trygt og fredet og dog var bldagtig og ilde til Mode i sin
rkeslshed og sin stadige Spekuleren over sig selv.

Den Gamle blev snaksomt og fortroligt ved.

De ka' tro, je' djet me' min frste. Ve' og faa ham te' Brystet.
Aah, je' maatte ha' et Trkle' i Munden for ikke at skri'e. Og saa
var det jo, at min Mor kom ovre fra Taas'je for at se til mig. Og de'
va' jo yndigt for mig. Men saa sier hun: men jahne dog, skammer du
dig ikke din tovle Ts, ve du se, du ka' faa ham til og ta' ve'. Tror
du, du ka' kve Mlk til ham hele Vinteren! Saa maatte je' jo staa
det igennem; ja, je maatte ... Men Jsses je snakker, og nu piver
Toget. Saa kommer Heralde straks.

Lidt efter saa de den hje, ranke Pige gaa hurtigt forbi Vinduerne.

Den Gamle rejste sig for at se efter hende.

Ja, nu gik hun jo saa ind til Hjulmandens.

Maaske jeg maa vente et lille jeblik endnu her. Jeg vil ikke saa
gerne forstyrre lige straks.

Nej, det er vel heller ikke vrd. Det er jo dog hendes Barn, den
stakkels Ts ...

Da Fruen skulde til at gaa, fulgte den Gamle hende helt ud gennem den
lille Forhave.

De maa passe godt paa Stien, for den er lidt glat ... Ja, Farvel
lille Frue ... Gu' velsigne Dem. Og kommer De en a'en Gang, saa ka'
De godt sitte og vente her; der lugter jo ikke altid saa godt, hvor
der er smaa Brn og saadan ... Det er ikke saa redt, naar Manden
ta'er sig en Taar. Nej det er ikke ... og kivsomt er det for Konen.

Fruen stod stille og nikkede, fr hun gik ind ad Naboens Dr. Den
Gamle var bleven staaende med Hnderne under Forkldet og saa venligt
efter hende ...

Heralda, der sad med sin Dreng, saa' trodsigt op, da hendes forrige
Frue kom ind.

Men Trodsen blev til et stort, rrt Smil, da Fruen bjede sig ned
over Drengen og sagde:

Til Lykke med dit Barn, Heralda. Det er jo en sund og frisk lille
Gut.

Lidt efter sad hun og saa interesseret og deltagende paa Pigen, der
vaskede og badede sit Barn under mange srgmodige Udbrud over det
forsmte, lille Legeme.

Aah Frue ... kan Fruen huske, at jeg havde Lov at benytte
Badevrelset hos Dem hver Lrdag ... Og nu skal det lille Skind vre
i saadan et Griseri.

Heraldas Taarer faldt paa Barnetjet, som hun tog efterhaanden, som
Fruen lagde det til Rette for hende.

Heralda knugede Barnet ind til sig og saa knapt paa Fruen, naar denne
talte til hende.

Barnet drejede sit lille Hovede nrmere ind til hende.

Da brast hun i Graad.

Herregud, min lille, elskede Henrik; er Du sulten? Kan Du huske, Du
fik din Mad hos mig den frste Tid! -- Jamen, jeg maa jo ikke, jeg
tr jo ikke, min lille, kre, yndige Dreng; jeg tr jo ikke, saa er
der jo ikke noget til lille Kaj, naar jeg kommer hjem.

Fruen vendte sig heftigt om og gav sig til at se ud af Vinduet for
at skjule sin Bevgelse. Hun kom til at tnke paa nogle Ord, som hun
havde hrt paa en Visit, hvor hun havde truffen Heraldas nuvrende
Frue; en Dame havde sagt: Det er rigtignok udmrket, De faar en
Amme, saa er De dog mindre bunden! Og Kajs Moder havde svaret: Ja,
ellers blev det for generende. For min Skyld kan vi godt begynde paa
Prverne til Basarkomedien nu; jeg kan jo heldigvis vre hjemme fra,
saa meget det skal vre.

Det var en underlig tom og flov Flelse at mindes dette, her, i denne
Stue.

Men i nste Nu svulmede al hendes Hjrtes Krlighed, -- hvad var dog
al den tidopslugende Frden sammen med ligegyldige Selskabsmennesker
mod den ene, strke, dejlige Flelse at have sit Barn -- nyt Liv,
rigt paa alle gode Muligheder, nyt Liv, som man elskede uforklarligt.

Den samme Krlighedsflelse havde Pigen, -- saa var hendes Hjrte
ikke fordrvet -- Pigen, som kun i korte jeblikke kunde gemme sit
Barn i sine Arme. --

Hvorfor, hvorfor er det ikke saadan, at hun og hendes Kreste har
respekteret Samfundets Ordning af Krlighedsforholdet, har bunden
sig til hinanden og frst faaet Barnet, naar de tilhrer hinanden
for altid, og aldrig nogen anden Mand eller Kvinde har Ret til at
nske deres Krlighed. Bo sammen, danne Hjem sammen, modnes sammen,
dele Hverdagslivets store og smaa Indtryk, til den rette, ukunstlede
Samflelse vokser frem og binder dem for altid til hinanden, -- det
_er_ det sknneste, det bedste og den sandeste Frivillighed. --

Ovre fra Huggehuset klang xeslag, jvnt og ensformigt, som de havde
lydt i mange Timer; paa Vejen krte en Mejerikusk forbi med sine
mange Spande; en Karl, der havde vret ude at skove, kom gaaende hjem
over Markstien, og fra Bondegaarden henne ved Vejskellet steg Rgen
til Vejrs og meldte om flittigt Arbejde inden Dre. --

Medens den unge Frue stod her ved det lave Vindue i den fattige Stue
og lyttede til Barnets Klynken og dets Moders mme, bedrvede Stemme,
gled den moderne, civiliserede Skal af hende og tog al det tillrte
med sig, og hun var kun _Moderen_, der tnkte paa det Samfund, som
engang skulde prge, smudse eller sttte hendes Sn.

Hun anede, at der blev gjort Fortrd paa en eller anden Maade, mod
hende, mod den unge Moder der og mod _Barnet_. -- Alle Brn skylder
ikke en frisk og strk Krlighed deres Tilvrelse. Og naar de blive
voksne, mdes de af noget, der ikke er, som det skal vre, men som
Samfundet vedbliver at taale, noget falsk og ophidsende, der tvinger
en usund Attraa, som ikke er givet dem af Naturens kloge Haand, ind i
deres paavirkelige Sind .... At man vovede at friste paa saa mange
Maader, at man understttede saa megen tom Forfngelighed, fandt sig
i saa megen opblst, latterlig Egoisme, at Kvinderne tidt var saa
tomme, saa trolse og uforstaaende og ikke havde Finhed og mhed
nok til at fordle de Lngsler, de vakte, -- ikke kunde holde, hvad
deres Ydre lovede! -- Hvorfor banedes ikke Vejen for de Unge, hvorfor
fik de ikke Lov til at se Sandheden i jnene, hvorfor taarnedes
Fristelser og opslidende Adspredelser for hver Dag mere og mere op om
Slgten, som om den ikke var nydelsessyg og hastig nok i Forvejen.
Hun forstod ikke ret alt dette, som vldede ind over hende, hun anede
kun dunkelt, at noget galt var der ... hun havde ikke fr tnkt nok
over det, det som gjaldt _hendes eget Barns Sjl_.

Hun havde vret med til -- tankels og med stetisk Ubehag -- at
vende sig bort fra den alvorlige, fraselse Henpegen paa Tidens
Saar og Usselheder. Hun havde vret med til leende at fortabe sig
i Kantetheder og Fejltagelser hos dem, som af Krlighed til deres
Samtidige og af Had til det, som tilsmudsede dem og gede deres
hsblsende Egoisme og idlse Materialisme, rligt og uselvisk dog
idetmindste _forsgte_ Kampen. --

Hun var ikke saa vidende, ikke saa erfaren, havde altid vret gemt og
fredet, frst i sit Hjem og saa hos sin Mand. Men _Livet_ gemte og
fredede ikke; det gav koldt og ngternt hvert Menneske _sit_ Ansvar
og sin lille Lod i det store Land at opdyrke. Og _der_ skulde det
for hende blive anderledes. Hun havde ikke vret nok for sin Dreng;
og hvorledes var hun udrustet til at vre en Tilflugt og en krlig
Vejleder for ham, naar det begyndte at sprge og undres dybt i ham!

Hun var i Grunden ogsaa en daarlig Hustru; -- aah ja -- vist var de
lykkelige; men hvorlnge kunde han have nok i den sommerlige, lette,
legende Forelskelse, som var Charmen i deres gteskab nu. Han, som
var saa alvorlig, og som daglig levede i saa megen Alvor.

I Begyndelsen var der saa mange Ting, som han vilde tale med hende
om; hun havde naturligvis gjort sig Umage for at hre efter, men
han mrkede med en Lydhrhed saa sart som en Kvindes, at Resonansen
i hendes Sind ikke klang gte. I Virkeligheden _havde_ hun jo ikke
Interesse nok. Efterhaanden holdt han op at tale om den Slags Emner.

Selv havde hun lukket sig ude fra en Del af hans Sjl. Men den Dag
skulde komme, da han, uden at ane hvorfor, igen af sig selv delte sin
Fortrolighed med hende.

-- De smaa dagligdags Bemrkninger, -- hvor det gr lidt ondt ikke at
faa Svar i samme Toneart, og den store fuldtklingende Fortrolighed,
hvor man bevidst, med Hjtid, lfter Fligen for sin Sjl. -- Tankerne
vldede ind paa hende. -- --

Hun vendte sig omsider og saa' efter Moderen, der sad med sit Barn,
men hvert jeblik urolig trak sit Uhr frem. Den unge Frue besluttede
-- paavirket af denne Dags Oplevelser, der havde virket paa hendes
sunde Begrebers Oprindelighed, som den kraftige Regn virker paa de
tilstvede Planter, -- at stte alt ind paa at vinde den Styrke,
som hendes Sjl behvede, og at holde sig borte fra det, som
overophidsede hendes Nerver og trede paa hendes Krfter; hun vilde
opnaa selv at kunne amme det Barn, som hun nu bar til Verden; hun
vilde ikke skaffe det Nring paa et andet lille Vsens Bekostning!

Hun betoges af en underlig tillidsfuld Lngsel efter i et nrt
dagligt Forhold til Gud at vinde Haab og vinde Styrke til i Sandhed
at blive en Opdrager og en Tilflugt for sit Barn. -- --

Heralda grd meget, da hun snart efter maatte sige Farvel til sin
Dreng, og misundeligt saa hun efter Konen, der stod med ham paa
Armen. Smaagrdende fulgtes hun med Fruen de Par Skridt hen til
Stationsbygningen.

Fruen gik saa underlig hjlpels overfor hendes Sorg. Naturligvis
.... det maatte jo vre ganske forfrdeligt at skulle have sit
lille Barn ude blandt Fremmede ... og .. Synd for Barnet var det
selvflgelig ogsaa ... men det hele var jo fra den anden Side set
ogsaa saa forkert ... og man maatte jo ikke glemme, at det var en
stor, stor Synd baade mod Gud og mod Samfundet at stte et Barn
i Verden, naar Forldrene ikke var gifte og for altid bundne til
hinanden. Stor Synd, naar der ingen Rede var til at gemme det lille
Vsen i. Selv om den havde vret nok saa fattig, -- det var dog det
eneste naturlige! ...

Men hun kunde ikke nnne at tale om Synd til denne unge, knne,
bedrvede Moder, der nu skulde bort fra sit Barn for at pleje og
passe et andet, hvis Forldre _betalte_ hendes moderlige Omsorg ...

Fruen satte sig ind i den 3dje Klasses Kup til Pigen. De talte ikke
sammen, medens Toget fr af Sted.

Heralda sad og stirrede forgrdt og beklemt ud i Landskabet, som
Tusmrket slrede og gemte; kun engang -- da Fruen trstende lagde
sin Haand paa hendes --, saa hun taknemmelig op. --

Da de igen stod i Byen, sagde Heralda:

Her er nok ingen efter Fruen. Jeg kan vist godt naa at flge Fruen;
Fruen holder vel ikke af at gaa alene nu i Mrkningen; det er saa
glat paa Gaden.

Saa gik de to bort sammen. --

Sig mig nu rligt Heralda. Hvor kunde det dog vre --?

Jeg kan jo heller slet ikke forstaa det. -- Men man hrte jo saa
meget om alt det.

I mit Hus. Nej, Heralda, det har De rigtignok ingen Grund til at
sige!

Aah, Maren fyldte mig med vmmelig Snak, og det var altid, som det
var det eneste, at det _maatte_ komme dertil, for saadan gik det med
de fleste.

Sagde Maren det!

Fruen blev tavs; hun tnkte paa, at hun i Eftermiddag havde sagt til
Maren, at hun tog rolig fra Manse, og at hun var saa glad ved, at de
kunde beholde hende til at hjlpe med at faa en flink og artig Gut ud
af ham.

Heralda fortsatte, hurtigt, som om det var hende om at gre at faa
sig forklaret.

Maren blev jo ved med at ville se min Kreste, srlig efter at Trine
var rejst, og Joakim kom saa, naar Herren og Fruen var i Selskab. Men
Maren blev ved med alle sine Historier, og Joakim syntes, hun var saa
underholdende, og saa ... saa troede han vel, at han kunde byde mig
alt muligt, siden jeg ogsaa hrte paa al den Herregaardsraahed.

Men Heralda ... hvor kunde De ogsaa ... sammen med Deres Forlovede?

Jeg blev ogsaa vred, og jeg sad en hel Aften alene i Kkkenet, men
saa sagde han, at jeg var en Snerpe og en kedelig n, -- og han er jo
vant til fra Kjbenhavn og Varieteerne, at alting skal vre saa sjov;
og han er jo saa magels vittig selv.

I det samme var der en fintkldt Herre af de forbidrivende
Promenerende, der halvt som i Vane strg sig tt op ad Heralda og
hviskede til hende.

Der ser Fruen! udbrd Heralda vredt. Og ganske fortvivlet og
haabls udbrd hun:

Det er da ogsaa, som Folk ikke tnker paa andet!

Heralda dog!

Ja, Fruen maa undskylde. Jeg mener det just ikke saadan. Men Fruen
kan tro, at vi simple Piger ser mere end saadanne som Fruen.

De gik raskt af Sted, for Herren havde vendt sig og fulgte paa en
ubehagelig Maade tt i Hlene paa dem.

Saa opdagede han, at han kendte Fruen. Han vendte sig og forsvandt.

Heralda begyndte igen:

Joakim blev saa borte i lang Tid, jeg saa ham aldrig, og jeg vilde
jo ndig miste ham alligevel. Men saa den Dag, da Herren og Fruen var
til Deklarationsmiddag hos Etatsraadens, saa kom han. Og han havde
en Present med til Maren, men ingen til mig, og han var muggen og
tvr, naar jeg talte til ham, og han sagde, jeg elskede ham ikke. Og
det var en skrkkelig Aften, kan Fruen nok forstaa. Men saa Sndag
Eftermiddag kom han igen og gik lige ind paa mit Vrelse til mig, og
han var ligesom i gamle Dage, og vi havde det saa godt og morsomt.
Jeg var saa forfrdelig glad, for jeg havde lige siddet og grdt, jeg
troede jo, det var helt forbi mellem os. Maren blev inde hos Manse
og blev der hele Aftenen. Og da han hrte, at Manse havde ondt for
Tnder, og at hun ikke kunde gaa fra ham, saa sagde han, at han ogsaa
helst altid bare vilde vre ene sammen med mig, og saa meget andet
godt, sagde han, og han blev saa underlig ... og jeg ved ikke, hvad
der gik af mig ...

Heralda bjede Hovedet, men skottede halv trodsig, halv skamfuld hen
til Fruen ...

Men _hun_ hrte nppe efter mere; hun var ddtrt; Modlsheden var
paa engang kommen over hende; hun lngtes usigeligt efter sin Mand
og sin hyggelige Krog i hans Arbejdsvrelse ... hun kunde ikke bre
mere alene, kunde ikke rumme alle disse skarpe Modstninger ... Aah,
hvile sig hjemme, rigtig hvile ud, medens han smaasnakkede muntert og
hyggeligt, bragte Ro i hendes Sind og fik hende til at glemme alle
triste Tanker ...

Mere koldt, end hun egentlig mente det, sagde hun Farvel til Heralda,
der skyndte sig hjem til det lune Barnevrelse, hvor den fremmede
Dreng grd efter hende ...

Da Fruen kom ind, sad Maren og kyssede Manse, der sprllende hoppede
op og ned paa hendes Skd.

Trtheden svandt af Moderens Trk; hun gik hen og tog sin Dreng;
hendes Stemme dirrede lidt, da hun sagde:

Jeg skal nok selv lgge ham i Seng i Aften.

Naa, kom det fornrmet fra Maren, saa ka' je' maaske gaa u'
me' min Krreste, for je' er bleven forlouet me' Johansen hos
Matrialhandleri.

       *       *       *       *       *

Du ..

Han vendte sig fra sit Arbejdsbord og nikkede glad til sin Hustru,
der saa frisk og munter ud.

Ja, kre.

Jeg har gaaet saadan en lang og dejlig Tur i Dag igen. Og ved Du
hvad .. jeg .. jeg ..

Naa .. Du .. Du. Doktoren gjorde spgende Nar af hendes pludselige
Stammen.

Saa kom hun hen til ham, stod og stttede sig mod hans Stols Ryg.

Frst da han lagde Hovedet helt tilbage og saa op i hendes jne,
bjede hun sig ned til ham.

Jeg er i en saa underlig, nsten overvldende lykkelig Stemning. --
Vejret var saa klart, -- jeg kan ikke glemme Heraldas Henrykkelse
over den gode Plejemoder, som Du har skaffet hendes Barn. -- Saa er
der Manse, som holder meget mere af mig, siden Maren er taget bort --
-- det hele, -- Du er jo ogsaa meget mere virkelig glad, end Du har
vret --

Hun rejste sig fra hans Kn og sagde alvorligt:

Du, maaske er det Synd af mig at vre saa lykkelig -- saa mange ere
saa bedrvede, og der er saa meget rent unaturlig forkert i Verden;
men Du ved ikke, hvor jeg er optaget af det Maal, jeg har sat mig.
Jeg _vil_ ikke give efter for min Svaghed. Vi _vil_ ikke mere have en
Fremmed ind til at vre vort Barn nr. Vel?

Mange er jo ndt til det, og hvis --

Hvis, hvis. Nu ikke saa doktorklog, Du. Det er saa dejligt at haabe.
Jeg ved naturligvis nok, jeg er --

Forklet, min egen Ven.

Hvem er det, der har forklet mig allermest? Hun lo til ham.

Saa drog noget strre og alvorligere hen over dette blide, gratise.

Og hun lftede Hovedet og saa' stolt og mt hen for sig:

Har jeg faaet Lov at bre Barnet til Verden, maa jeg vel ogsaa kunde
opnaa selv at give det Nring, naar jeg ikke spreder og spilder mine
Krfter.




DDEN OG BRNDEHUGGEREN.


Sneen falder og falder som i n Uendelighed. Den gemmer snart
Skovbundens gulvisne Straa; den ligger let paa Egepurlet, som endnu
brer paa sit rdlige, sammenkrympede Lv, den hviler tungt og bredt,
i Flager paa de smaa Grantrer -- den falder roligt, som det aldrig
vilde hre op.

Brndehuggeren klver Blok efter Blok, kvister de unge, fldede
Trer, hugger gennem de levende, saftfyldte Grene.

Hans Hue og Vams ere tunge af Sne; den siver fra Haaret ned mellem
Trkldet og den runkne, rde Hals, ned paa Ryg og Skuldre; de vare
en Gang ranke og kraftige, nu ere de sammenfaldne og knoglede.

Store Fnug lgge sig paa hans jenlaag, han ser tungt op og blinker
trt til de smelte.

Sindigt og vanemssigt lgger han Gren paa Gren til Dragten, som han
skal bre hjem til sin gamle Kone.

Han retter sig langsomt.

En Krage hopper hen over Sneen, og medens han slaar Hnderne i de
stivfrosne Vanter mod hinanden, ser han efter dens Spor, der bryder
Sneens ensformige Bldhed.

Saa giver han sig til at snre Brndet sammen og slnger det op paa
Nakken.

Stien er nsten sneet til.

Han sukker og giver sig til at gaa, medens Snevandet siver ind i hans
Stvler, og Byrden tynger, saa det vrker og smerter saa pinefuldt,
at han ikke kan tnke paa andet.

Med t kaster han Dragten paa Jorden, lgger sig ned derover og
klynker Gang efter Gang:

Gid jeg var dd!

Gid jeg var dd, saa elendig jeg er!

Og medens han knuger Ansigtet mod sin Arm og sagte mumlende kalder
paa Dden, ser han utydeligt for sig vage Billeder fra Landsbykirken:
Herskabet i den vaabenprydede Stol, Mnds Nakker og Kvinders
Hovedst, udskaarne ngne Engle, et rdt Skr fra Lysene op paa den
forgyldte Altertavle med Vrimlen af Figurer -- -- verst oppe ved
Hvlvingen et strengt, koldt je.

Det je!

Han begynder at rejse sig, men hans tunge Stvler glide i den blde
Sne, og han bliver liggende.

Ikke det je; nej, det vil han ikke tnke paa; han vil have i sit
Sind den Gud, der er Fattigmands Gud, og som brer Lazarus ind til
Himlens Hvile og Varme.

Gid jeg var dd!

Han vil ikke mere leve i den Elendighed, i det trlsomme Arbejde i
den lammende Kulde.

Gid jeg var dd!

Sneen daler i store Flokke som i n Uendelighed. Brndehuggeren ser
slvt og blndet ind i det. Pludselig slaar han sig for Panden, saa
Huen falder af, vil rejse sig, forvildet og knuget af Rdsel, men
bliver liggende paa Kn med Hnderne foldede haardt mod Brystet.

Sneen kommer ikke mere som paa en lang, lang Rejse, falder ikke mere
med sagte Lyd paa de visne Blade, men staar stille og fylder Luften
med hvidt.

Den gamle Mand drejer Hovedet til den anden Side for at finde Frelse
fra denne forfrdelige Udslettelse af alt det Hverdagskendte.

Ogsaa der denne de, blege Tavshed, denne fuldkomne Stilhed, hvor han
og hans nske og Kalden er det eneste.

Han vil berolige sig ved at tnke paa, at om en Stund kommer han hjem
... men hans Tanker flakke vildsomt og hjlpelst, for han husker
ikke mere, hvorledes der ser ud i hans Stue.

Han raaber, men Tavsheden brydes ikke af noget Skrig; den staar lige
ventende med det store, alvorlige Sprgsmaal, for hvilket han ikke
kan dve sig med den vante Verdens smaa Hndelser.

Og dette har han selv kaldt paa i Trods mod Ddens og Livets Giver!

Han vil skrige, at han ikke har ment det, at han vil leve sit Liv,
saalnge Gud vil det; men saa bliver han med t vild af Rdsel, og
Rdslen giver ham en stiv, kold, ustyrlig Kraft, og han farer frem og
hugger sin slidblanke xe ind i et levende Tr.

Men der er ingen Modstand og ingen Lyd.

Da synker han sammen med Hnderne for jnene og klynker saa usselt
som fr:

Aah, lad mig leve!

-- -- -- -- -- -- -- -- --

Det lyder saa let, det er Snefnug, der falde paa Egepurlets Blade.

Med et hst Raab, der klinger hjt i al denne Sne, folder
Brndehuggeren de stive Hnder i n strmmende, svulmende
Taknemmelighed; og mumlende og takkende, endnu stnnende af Rdsel,
slnger han sin Dragt paa Nakken og stavrer afsted, saa han puster
tungt derved.

Hvert jeblik er han ved at falde, men ilfrdigt sger han atter
Fodfste og skynder sig videre ad den snevre Sti, medens Fnuggene
blnde hans jne og Byrden tynger den krogede Ryg.

Da han er ude af Skoven, flger han ikke Vejen, som krummer sig
henimod Landsbyen, men han lber tvers over de tilsneede Marker ...
hjem, hjem!

Kun naa sit Hus, stte sig til Ro paa Bnken ved Bordet, medens
hans Kone taler og med haarde Hnder lfter Gryden af Ilden, saa
den klirrer, og det hje Ur i Hjrnet dikker roligt og taktfast, og
Viseren gaar hen over Staalskiven. ... Brndehuggeren var nr falden
i en lille Bk, som styrtede raskt og muntert af Sted. Isen havde
ikke kunnet dkke og tmme den, hvor ihrdigt den end Nat efter Nat
havde skudt sine naalespidse Krystaller ud fra begge Bredder.

Den gamle Mand steg over den og gik videre henimod det svage, rdlige
Skr, som kom fra hans Hus; Konen havde taget Gardinet bort, for at
han kunde have det hjemlige Lysskr at styre efter. -- -- -- --

De to Gamle spiste af det dampende Fad i Tavshed.

Brndehuggeren lyttede med hemmelig Fryd til Skeernes jvne Musik,
naar de strges mod Fadet, og han saa glad og beroliget paa Ilden,
der flammede og slikkede i munter Uro om Trknuderne.

Da de gamle Folk laa i den brede Alkoveseng, sagde Konen, hvem
Mandens gode, milde Stemning havde gjort lykkelig og hjtidelig:

Naar nu Vorherre lser op for os to gamle. -- Til al sin Salighed!
fjede hun til med bvende Stemme.

Og Manden foldede sine Hnder i stille Andagt.

-- -- -- -- -- -- -- -- --

Sneen falder som i n Uendelighed. Og mod Nattefrosten frer den
lille Bk sin Kamp; den risler og mumler, medens den styrter af Sted
langs de iskldte Bredder, hvor om en Tid de blide Forglemmigejer
skal staa og se til den kraftige Klver.




KAMMERJUNKEREN.


Der var et byggelystent Konsortium, som havde faaet Kig paa gamle
Kammerjunker von Bangs Ejndom, Carolinelyst, i Udkanten af Byen.

Der var Grund!

Selve Bygningen var rummelig og gammel, over hundrede Aar, der
var ikke saa lidt Gaardsplads og flere Udbygninger, og mellem
Vejen og Boligen laa en stor Have, der hidtil havde skjult alle
Herlighederne. Paa den anden Side af den private Vej, der frte op
til Stuehuset, laa en lang Strimmel Kkkenhave; i et Hjrne bag
Udhusene var der en upaaagtet Trekant Jord, som slet ikke var til
at kimse ad, naar den blev ryddet for al den Hyld og de forvildede
Rosen- og Stikkelsbrbuske, som groede filtret mellem hverandre. --
Hvor nu Gitterporten og en Afviser med privat Vej fredede, kunde
der lgges Gade, Jorden kunde stykkes ud, femetages Bygninger med
mange Smaalejligheder rejses -- der var bygget flere Fabrikker i
Nrheden, -- Bang var over syv og firs, Formue var der nok ikke mere,
Frkenen var paa Dtreskolen hele Formiddagen, den gifte Datter
var Prstekone paa Jyllands Hede, -- -- det arbejdede i Konsortiets
ledende Hjrne, den gamle Kammerjunker havde svnlse Ntter, og
omsider meldte Byens to Aviser da, at Carolinelyst var af Ejeren,
Kammerjunker v. Bang, solgt til et Konsortium bestaaende af osv.

Kammerjunkeren skulde vre ude af Lejligheden inden Flyttedag.

-- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- --

En lys, solrig Morgen, lige i Begyndelsen af Oktober, stod Kirsten
i Carolinelysts store Kkken med en Kobbertemaskine i den ene Haand
og en Klud i den anden. Der var en fra Konsortiet inde hos hendes
Herskab i Forretninger, og det var Aarsag til, at hun var falden i
dybe Tanker, saa dybe, at en Kasserolle, der stod paa Skorstenen med
den rdstribede, smalle Sirtseskappe om, fik Lov at koge over.

Jsses! -- Kirsten fr til.

Ja, vi ska' te arbe' me' et og tnke paa et a'et.

En Dr gik ude i Entreen. Kirsten var straks til Stede og gjorde en
klig Honnr for Konsortiets Reprsentant, en yngre, adrt Sagfrer
med Cyclehue, halvrget Cigar i Munden og Benklderne spndt ind om
Anklerne.

Den gamle Herre fulgte ham helt ud paa Stentrappen, der med Opgang
fra begge Sider laa midt for Indgangsdren; han bukkede hfligt,
Sagfreren lettede skdeslst paa Kasketten og sprang saa ned til
sin Cycle, som han ilsomt trak hen over de toppede Brosten til den
lukkede store Port.

Spring ned, lille, og luk Porten op! sagde Kammerjunkeren til
Kirsten.

Der sku' vr' en Stads me' det Ls Trv! mumlede Kirsten; inden
hun havde naaet at parere Ordre, havde Sagfreren faaet Laagen i
Porten op, -- han skubbede Cyclen ud foran sig -- Kammerjunkeren saa
vedblivende hflig-oprmt ud, og Kirsten tnkte stolt og henrevet:
Se til Knaabi[1], Ho'et op og ingen skve Ben lige til det sidste!

 [1] Knoppen.

Porten faldt haardt i, og saa var de to igen alene.

Kammerjunkeren gik ind i Entreen og tog sin Hat, Kirsten hjalp ham
Frakken paa.

Frokosten er straks sveret!

Tak Kirsten, jeg ska'nte ha.

Je' ku' ta' og lave Kammerjaankeri en Bi' Frekkedellehistaarie.

Tak, lille go'e, jeg ska'nte ha.

Det ka' Kammerjaankeri da tgge me' en Solbrrom te'.

Jeg ska'nte ha', min rare Pige, tak. -- Jeg bliver her ved Huset?

Kirsten stod og saa efter Kammerjunkeren, da han gik ned ad
Stentrappen, stttet til Jernrkvrket med Aarstal 1805 og Navnetrk
H. F. S. og L. F. S. indrammet af Cirkler mellem de tynde, glatte
Stnger.

Der er ikke maj rasia[2] mere i ham, det gamle Skind!

 [2] Courage.

Saa gik Kirsten til sit Arbejde, og Kammerjunkeren vandrede rundt paa
Ejndommen.

Han var hj, tynd og rank; men af den gamle Kyrasserofficers
Spnstighed var der intet tilbage. De smaa Fdder i skinnende blanke,
lappede Sko syntes ligesom at sge Fodfste, fr de hvilede mod
Jorden; de smalle, rdlige Hnder stttede fast om Stokken. Frakken
var knappet lige op til det sorte Halstrklde, som var vunden flere
Gange om Halsen og kun lod en smal Linje hvid Flip til Syne for
oven. Ansigtet var magert, velformet og rdligt. Det hvide Haar var
redt frem i Tindingerne, og Moustachen hang i en Bue ned om hans
Gammelmandsmund. --

Nu gik han sin sdvanlige Formiddagsrunde paa Ejndommen med den
overfldige Plads og de mange hyggelige Smaakroge; -- om en Maaned
var de ikke lngere hans.

Den stille Gaard med de ujvne Brosten var omgiven af rdkalkede
Bindingsvrksudhuse, hvor Vildvinen groede op over de rde
Teglstenstage. Ved Muren ind til Haven voksede et stort Kastanietr;
mange brune, trre Blade laa paa Jorden og rrte sig raslende, naar
et af de svage Vindpust naaede dem.

Der var en Mellemport, der stod aaben i Bygningen overfor Stuehuset;
den frte ind til en anden lille Gaard, hvor Stalden havde vret.
Men det var mange Aar siden, at Kammerjunkerens Vogn havde rumlet
igennem den; den sidste halve Snes Aar havde han og Datteren levet
yderligt njsomt. Han opgav at ride og at holde Kusk, da han blev
ndt til at begynde at tage op af sin lille Kapital.

Nu var den nsten opbrugt, -- den gamle Herre havde ikke beregnet, at
han skulde blive saa gammel, derfor havde han solgt, -- og saa for
Brnenes Skyld, at de ikke skulde have det Bryderi, naar han var dd.
--

Kammerjunkeren kom igen op ad Stentrappen.

Kirsten lyttede ude i Kkkenet: -- mon han vilde have Frakken af nu!
Nej, nu gik han ind i Stuen -- saa vilde han den Vej ud i Haven. --
Kammerjunkeren blev staaende og tog sig over jnene -- de hvidskurede
Gulve skinnede strkt. Solen kom saa uhindret ind gennem de hje,
smaarudede Vinduer og blinkede som Glanslys paa buede Flader paa de
mrke, blanke Mahognimbler med de mange fine, gule Indlgninger fra
hans Forldres Tid.

Mon Marie Frederikkes smaa Stiklinger henne ved Vindueskarmen taalte
al den Sol!

Det var vist bedst, han bad Kirsten rulle ned; -- han glemte det
straks igen; -- siden han havde anstrengt sig med at se Papirerne
saa njagtigt igennem, fr han satte sit Navn under, lb Tankerne
underligt fra ham.

Han lukkede Havedren i Gavlen op og traadte ud paa den store
Terrasse, der var saa bred som hele Huset, og hvor et Bord med Bnke
kun indtog en Krog.

Kammerjunkeren stod og saa udover Haven; Tujaer og Cypresser,
oprindelig sat som smaa Buske i Bede, ragede nu i Vejret som mrke
Pyramider om knudrede Stammer. En tavs, vims Fugl hoppede om i
Gangen, der bugtede sig ned i det ttte Buskads. I Plnen, hvor der
var mange smaa, hvide, uvedkommende Bellis, stod en Sandstensvase med
knkket Hank.

Kammerjunkeren gik nedad Trinene; Vedbenden havde trngt sig frem og
laa i lange Skud over de graa Sten.

Han gik forbi den straatkte Volire, der var tom, hen til det gamle,
forfaldne Lysthus, hvor Ranker og halvvilde Planter i n frodig
Fylde, som Efteraaret havde mrket, vltede sig ud over de Stnger,
der dannede Veranda foran Dren.

Gu' Fader i Himlen -- og alt dette skulde ryddes!

De kunde gerne have ladet ham d frst!

Kammerjunkeren vilde slippe for den Flelse, som nagede ham, og greb
derfor en flygtig Tanke, der ved Synet af Lysthuset gled igennem hans
Hjerne.

Det var her, de havde overrasket dem med at staa og synge --
Ljtnanterne og de nydelige Frkner Krog -- den Aften -- ved
Assembleen, da Generalinden havde bedt ham fre Selskabet en
Promenade ned forbi Lysthuset.

Hvor lnge kunde det vel vre siden?

Generalinde Krog var dd i to og treds og den Aften -- hvad Aar var
nu det? Det var et Par Dage efter Klubballet, da de havde maattet
give efter for Tiden og det ny og optage Byens strste Skibsrheder
med Familie.

Da de valsede, havde Generalinden sagt paa sin uforlignelige Maade:

Kammerjunker von Bang, i Aften er jeg med til Klubbens Begravelse.

Min Naadige mener?

De opfrer sig jo meget net, disse Skipperdtre, men -- det er dog
Skipperdtre. --

Kammerjunkeren gik videre.

Hvordan mon han var kommen til at tnke paa det nu?

Det var jo saa mange, mange Aar siden, dengang alt var helt
anderledes end senere. --

Da von Bang var ude af Tjeneste og boede i Ro paa Carolinelyst, havde
han af et godt Gemyt og med et praktisk militrt Greb taget fat paa
Velgrenheden, sammensmeltet forskellige Foreninger og bragt System
i dem. Han arbejdede selv meget, undersgte med minutis Omhu, frte
omfangsrige Regnskaber med mange Bilag og kunde til enhver Tid bringe
paalidelige Oplysninger.

Kammerjunkeren frdedes i den Anledning ofte paa Gaden og havde mange
at hilse. Og ingen hilste saa rbdigt og fuldendt smukt som den
gamle Kavaller.

Velgrenhedsvrket, der hver Dag frte Kammerjunkeren ind til Byen,
gav om Aftenen ham og Datteren Stof til lange, jvnt glidende
Samtaler.

Datteren, -- hvem Troen paa, at Lykkens lunefulde Spil ikke leger
med Sjle, havde gjort blid og taalmodig, -- var i nr og hjrtelig
Forbindelse med de smaa i Sndagsskolen, og den sregne Evne hun
havde til overalt at finde formildende Omstndigheder, hjalp over de
Grder af rgelse og Haablshed, som enkelte Klienters Drukkenskab og
Lgnagtighed hjnede for Kammerjunkerens Fod. --

Men det var ikke nogle af den Slags Sorger, som i denne Morgen
slappede den gamle Herres Trk, medens han trippede rundt i sin
Have, hvor Vedbenden kravlede i de hje, gamle Trers verste Grene,
hvor Buskadserne var brede og ttte som Underskov, og hvor Mosset i
Gangene kun i Midten var delvist afslidt.

Der var kommen en underlig Lammelse over ham, og dog drev en indre
Uro ham rundt overalt paa hele Ejendommen.

Af og til lukkedes et af Vinduerne i den hje Stueetage paa Klem, og
Kirsten kigede ud efter den gamle Herre, der gik saa ilsomt, men saa
besvrligt.

Der er Slu'er i Valsen i Dau! Bare Frkenen snart kommer a' Skole!
tnkte hun og sukkede, saa det knagede i Hgterne paa den brune
Hvergarnskjole.

Kammerjunkeren kom ind i Stuen. Hvor han var trt!

Uvilkaarligt gik han den vante Vej hen til Lnestolen bag
Blomsterbordet.

Han satte sig, fik Benet lagt op paa Gyngeskamlen, Tppet, der laa
parat, bredt over Benene, Armen stttet mod Vindueskarmen. Den gamle
Herre aandede dybt. Det gjorde godt at komme til Ro paa den vante
Plads.

Nsten straks rejste han sig uroligt igen.

Der var saa meget, han skulde have udrettet. Frst og fremmest maatte
han nu begynde at tnke paa, hvilke af Mblerne han bedst kunde
skille sig af med .... dem alle fik de jo ikke Plads til, naar de nu
flyttede ind i en ny Lejlighed.

Han gik rundt i Stuen, men syntes ikke, han kunde bestemme sig.

Den Stol havde hans Fader selv sat frem til ham den ene Gang, han kom
hjem -- trt af den lange Kretur -- i Besg fra Landkadetakademiet.

I den Sofa sad hans Hustru, da de, ved Juleselskabet hos hans
Forldre, blev forlovede.

Nej, det var bedst at begynde inde i Havestuen.

Kammerjunkeren standsede ved et lille, tyndbenet Bord, hvor der stod
en indrammet Blyantsskitse, som hjsalig Kong Frederik den Syvende
havde tegnet og forret hans Kone. Paa Vggen over det hang et
Billede af Kongen i rd Fez, blaa Vaabenfrakke og hvide Benklder.
-- Farverne lb i et for Kammerjunkerens jne.

Gu' Fader i Himlen, han vidste nok, hvad det betd, -- i Nat havde
hans salig Kone vist sig for ham, som da Wilhelmines Barn dde ovre
i Jylland.

Ja, ja, ja -- Marie Frederikke blev ene. Hvis hun havde taget
Ritmesteren i sin Tid; ak ja. Men hun vilde jo ikke.

Saa havde _han_ ogsaa vret en ensom, gammel Mand i alle disse Aar.

Inde i den anden Stue stod Kirsten og bearbejdede to daddellse
Messingdrhaandtag, saa at Solen skinnede med hvidgule Blink i det
riflede blanke og i den vaceformede Topfigur, naar hun drejede sig
lidt bort for at se efter Kammerjunkeren.

Nu kom han igen stavrende ind og gik frem og tilbage mellem Datterens
Sybord i Vinduesfordybningen og det gamle, lave Klaver, der saa let
kom til at klirre.

Hva' lysser Kamerjaankeri etter? Kirsten mente, det var paa Tide at
faa en Ende paa denne urolige Vandren om.

Jeg rrer mig kun en Smule, Kirsten, en Smule.

Ve' Kamerjaankeri ikke ha' Kaffen herind? Je' har den te'reds.

Tak Go'e, jeg ska'nte ha' noget.

Kirsten stod lidt. Det gik vel ikke an lngere at sysle med
Drlaasene.

Ja--a, -- saa maa je' vel se at faa mig flyttet te' mit.

Kirsten gik.

Kammerjunkeren satte sig i Lnestolen ved det midterste Vindue og saa
ud i Haven, hvor Flaget vajede paa halv Stang, og alle de brune og
gule Blade hang stille i den klare, rene Luft; der kom kun Bevgelse,
naar et lsnede sig og langsomt dalede nedad.

Med tynd Klang slog Uhret henne paa Konsollen ti.

Kammerjunkeren lukkede Vinduet paa Klem.

Lidt efter begyndte Klokkeklangen fra alle Byens Kirker at komme
sejlende med deres store, sknne Alvor og fylde Stuen med Vemod og
Hjtid.

Klokkerne oppe over de travle Gader ringede, fordi Dronning Louise
laa Lig paa Bernstorff.

Kammerjunkerens Tanker, der i denne Morgen var springske og
uberegnelige, gik pludselig langt tilbage i Tiden.

Han saa Dronningen foran sig, som hun ved Slvbryllupet kom vandrende
gennem Christiansborgs pragtfulde Sal ved Kongens Arm fulgt af
Slgten. Kammerjunkeren havde dengang et jeblik glemt Dronningen for
at se paa Kvinden -- hendes Bevgelsers Sknhed, hendes jes Liv og
Munds Smil.

Og nu laa hun saa urrlig stille blandt alle Blomsterne paa
Bernstorff. Ja, ja, Tiden gaar, og meget forandres. Hans gamle Gaard
rives ned, hans Jord stykkes ud, og han selv rejser bort.

Tiden, alles strenge Herre.

Tiden -- gaar --. Ti--den -- gaar. -- -- Kammerjunkeren havde blundet
lidt.

Nu vaagnede han og lyttede forundret til de dybe, rungende Klokkeslag.

Han var iskold, men tnkte ikke videre paa det, for -- hvor de
Klokker ringede!

Marie Frederikke skulde dog ogsaa hre dem. Nu ringede de sagtere og
sagtere og steg hjere og hjere op i Luften.

Han forstyrrede ikke Klokkeklangen, naar han vinkede ganske stille ad
hende. Han lftede Armen, men den hang slapt ned, som tynget af Bly.
Langsomt og saa dejligt ringede de, men sagtere og sagtere; nu maatte
hun komme, ellers fik hun dem ikke at hre, -- de var saa hjt oppe.

Besvrligt drejede han Hovedet ind mod Stuen.

Rummet var skinnende lyst, og det lille Tppe inde under Midterbordet
var langt, langt borte.

Men nu sank han dybt i lune, blde Dun; det blev saa mrkt, som om en
lagde sin Haand over hans jne; han forsgte at lfte Hovedet for at
lytte -- Klokkerne -- de ringede dejligt, men saa svagt.

-- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- --

Senere drejedes Laasen, Dren lindedes forsigtigt paa Klem, og
Kirsten paa Hosesokker stak Hovedet inden for.

Saa slap hun Dren og lb hen til sin gamle Herre, der sad i sin
Lnestol og var dd.

Andgtig blev hun staaende, medens Taare efter Taare gled ned over de
runde, rde Kinder, og Snft efter Snft brd Stilheden.

Omsider sagde hun langsomt og inderligt:

Herregu', det var da ny'eligt, han ku' dejse af inden Flyttedau!

Hun trrede sin Haand i Forkldet og trykkede med krlig Omhu
Kammerjunkerens jne til.




DEN DRISTIGE.


Aarets sidste Timer randt langsomt ud i den uendelige Ensomhed.

Inden Dre sgte Menneskene sammen -- Frnder og Venner, Husbondsfolk
og Tyende, Lavsbrdre og Landskngtenes hjemlse Skarer.

Men en var alene inden for Stadens brede Mure.

Det var en ung Kvinde, der sad i et Kammer verst oppe under det
rde, spidse Tag paa en af de ldste Gaarde.

Bysvenden, der stod ved Porten den Dag, hun kom dragende, fik at
vide, at hendes Navn var Audacia. Ellers kendte ingen hende, og ingen
frittede, naar hun rbart gik sin Gang til Brnden eller til Kirken.
--

Audacia stod ved Kammervinduet, som aabnede sit lille, trekantede je
hjt oppe over Karnapper og brede Gadetrapper midt paa det store Tag.

Set gennem det grnne, tykke Glar, der sad rundt og fast mellem
Blyet, blegnede Stjernerne til sre, formummede Blink.

Derfor slog hun Vinduet op og holdt sit Ansigt hen mod den friske
Luftstrm, der vldede ind fra den frostklare Nat.

Lnge saa hun ud over de mange snedkkede Tages stejle Skraaninger
med brede, rygende Skorstene og hvide Snebaand paa Trappegavlenes
Trin.

Hendes Blik gled ned i den snevre Gyde, der overfor hendes Vindue
mundede ud paa Torvet.

Ved Bislag og Vinduesskodder var der tynde Lysstriber. Klang af
Menneskestemmer, Instrumenter og klirrende Tinkander ringlede fra
Vrtshuset ud i Luften; der stod en Halvdr paa Klem lige under
den skiltende Krone, som hang urrlig og snepudret i den snrklede
Jernarm.

Men om Torvebrnden stod ingen sladrende og leende Piger, ingen
steg op ad Kirkens brede Stentrin, ingen gik forbi dernede med
lygtebrende Tjenere.

Alle var inden Dre med dem, som Livet havde stillet dem nr.

Ingen sov den Nat.

Alle ventede det ny Aar. Ventede, at dets frste Minut skulde dale
med Klokkeklangen ned over deres gamle By.

Alle var inden Dre, for kun der kunde Narrebjlderne rasle og stje
og overdve den slsomme, uvante Sprgen og Manen, der besatte
Sindene, saasnart der blev stille. --

Gennem et Vindue i Borgmesters pyntelige Gavl kunde Audacia se ind i
Salen, hvor Raadmndene var bnkede om brede Borde og tmte Vinen af
rvrdige Rmere.

Ingen sov i denne Nat. Alle ventede Indtoget af det ny Aar, som
maaske i sit Flge havde alt godt efter enhvers Begr.

Saadan havde de ogsaa ventet for et Aar siden, ventet hos
Borgmesters, i Lavshusene, i Kipper og lune Stuer og fattige Boder
Byen over.

Ventet lngselsfuldt.

Audacias jne funklede!

_Kunde_ hun gemme hele Verden i en lun Favn, hvor Sorger og Nd kun
drog forbi som store, fjerne Skyer!

Kunde hun give sit Brysts Varme til Ly for al Kulde og Kval! --

De havde sunget og jublet i Glansen af den store Forventning. Den
dyreste Hyldest, den mest troende Tillid havde de dslet paa det
kommende Aar.

Men det havde bragt mangen ung Jomfru Sot og beske Lgedrikke i
Stedet for Brudgom og Bryllupsgilde, mangen vrdig Borger Forlis paa
Gods og re, mangen tapper Krigskngt Lemlstelse og Dd for Bytte og
lystige Plyndringstog.

Og nu ventede de igen! Ventede, medens de jublede og pokulerede for
at dve deres ren for den alvorsfulde Manen, der sivede ind fra den
store, tavse Nat, der laa som en Jernarm om deres Verden.

Men der var vel ogsaa dem, der ventede i en Lngsel, som neppe kunde
drive Timerne paa Dr, og som gjorde Ntterne lange som Uger, ventede
paa en Lykke, der kunde sprnge Tungsindets svre Fngselsporte,
lyttede efter trstende Svar paa alle hemmelige Suk og angstfulde
Sprgsmaal. Ventede med samme Lngsel som de andre Aar, men med
sygere Haab!

Audacias Medflelse slog ud i Lue.

Aah, om hun kunde frelse dem fra al lidelsesfuld Uvished om den
Herre, som holdt for Porten for at ride inden for Bymuren, naar
Midnatsklokken slog.

Hendes Blod brndte.

Knugende Syner stod for hendes Blik:

Ensomme, angstfulde, bjede Mennesker, der med deres Sjls sidste
Kraft higede efter et lskende Haab.

Hrstore Flokke, der forvirret og smerteligt uklart lngtes efter den
Haabets Ild, der skulde smelte Slvhedens og Forhrdelsens Lnker om
deres tyngede Sind.

Skare efter Skare, der som Tiggere saa ind i Fremtiden!

Da fr en altforglemmende Trang til Klarhed over den kommende Tids
Dunkelhed som en viljehrdende Ild igennem hende.

Ud i den tavse, hvide Nat? Sprnge alle Rimelighedens Skranker!
Opsge det, som omspndte Verden for at snke sig over den ved Midnat!

Vriste Visheden fra _Tiden_ selv!

Audacia steg hastigt ned ad de mange Trapper, ilede gennem snevre
Gyder til en forglemt Laage i Bymuren; hun vred i den rustne Slaa,
til den gav efter, og hun trngte sig gennem snetunge, filtrede,
trre Ranker, til hun stod udenfor Byens hegnende Vrn.

Hvidt og de laa Landet foran hende.

Og den mrke Himmel lukkede som et fast, stjerneprikket Hvlv
derover, et natligt Hvlv uden en eneste fattig Stribe af den sunkne
Sols Guld.

Audacia kastede sig ud i Mrket som i et Hav af Fare. Menneskenes
Sorger knugede hende. Menneskenes Lngsler skar i hende, og hele
hendes Sind var fyldt af mgtig Krlighed til de, som angstfulde
stirrede ind i den kommende Tid.

Hun ilede frem i Mrket. Kulden strammede sig haardt sammen om hendes
Legeme -- hun ejede ikke et Vaaben mod Vilddyrene, hun kendte ikke
Sti over den vide Hede eller gennem de mrke Klfter, men endnu
havde hun ikke mdt den store tavse Hersker, _Tiden_, der ene kunde
bringe Lys, og derfor ilede hun frem, saa ustandseligt, som om den
Medlidelse, der brndte i hende, kunde bre som Vingepar.

-- Fr Midnat stod Audacia ved Tidens Borg.

Saa truende slsom rejste den sig i Mrket, at hun i Rdsel lb og
lb, flygtende fra det Maal, hun havde higet imod med en Vilje, der
havde vret strkere end alle Hindringer. Audacia piskede sit Mod med
Selvforagtens hvasseste Svbe, men Rdslen jog hende vildt paa Flugt.

Da mindedes hun, at i Billedsniderens Stue sad en ung Hustru og
ventede. Paa fjerde Aar -- ensom mellem Vrktj og halvfrdige
Helgenbilleder og indtrrede Lerklumper, ventede paa Mesteren selv,
der vandrede gennem fjerne Lande for i et varmere Sollys at suge
Lykke ind i sin tunge Kunstnersjl.

Paa fjerde Aar! Og i Nat sad hun i Mesterens Stol ved Ilden og
vaagede; med re vilde hun tage mod den Gst, som maaske skulde
bringe den lykkelige Gensynstime.

Atter ildnede Medlidelsen Audacia; den kolde Angst veg, og modigt
sgte hun tilbage til Tidens Borg.

Over en svajende Bro, gennem den lange mrke Port, hvor Lyden af
hendes lette Trin slog hult og forstrket mod Hvlvingen, naaede hun
ind i Borgen.

Usynlige Rdsler holdt Vagt i hver Krog. Skrmmende Stemmer truede
bag hver Dr. Klam og solforladt strg Luften over hendes Ansigt og
Hnder.

Audacia tnkte paa Billedsniderens unge Hustru, og hun famlede sig
modigt frem ad snevre Gange og stejle Trapper, der vindede sig opad
i knugende Mrke.

Tilsidst stdte hendes fremstrakte Hnder mod en Dr, der gav efter
for deres Tryk og langsomt drejedes, medens et gulblegt Lys spredte
sig som et Straalebundt ud mod hende.

Audacia traadte ind i et dybt Rum. Ned fra den skyggede Hvlving
hngte mrkelige Dyr i svre Tov, og Dunkelheden i Krogene dkkede
over hemmelighedsfulde Instrumenter og lnkede, tykke Bger.

Foran det store Ildsted saa hun Ryggen af den, hun saa mjsomt havde
sgt, -- _Tiden_ selv. Bjet og hvidhaaret syslede han med Kolber og
Digler og alskens srt skinnende og boblende Vsker.

Paa Timeglasset sad en blind Ravn; den slog med Vingerne, da Audacia
skd Dren til.

Han vendte sig fra Ilden.

Det ldste, det uudgrundeligste, som ej nvnes kan, aabenbaredes i
disse tankehrdede Trk, i dette hvasse Blik under den mgtige Pandes
hvide Kant.

Audacia lukkede sine jne og lagde Haanden over dem. Thi den Visdom,
som straalede imod hende fra dette Aasyn, sved i hende.

Men hun ggede sit Mod ved at tnke sig staaende ved Bybrnden,
sknkende modige Mnd og Kvinder Visheden i Bytte for den usle,
lgnagtige Forventning.

Og hun spurgte med al den Kraft, som hendes hede, barmhjrtige Vilje
skabte.

Han lftede Haanden, saa det sorte rme faldt tilbage. Myndigt pegede
han mod en lav Dr inderst i Hvlvingen:

Vent der, sammen med de Svende og Terner, som jeg vil sende ud over
al Verden i Midnatstimen!

Audacia traadte ind i et mrkt Rum.

Hun famlede sig frem langs Panelet, fulgte det, da det drejede om et
Hjrne ind i en Vinduesfordybning.

Det puslede og lo, stnnede og raslede i alle Stuens Kroge.

Der var ingen snelys Mark at skimte gennem Ruden.

Audacia aandede paa den, men Isen smeltede ikke. Hun lagde sine varme
Lber mod Isblomsternes tomme Kalke, men de veg ikke, der var ingen
Lysning i dette ttte Mrke.

Da aabnede _Tiden_ Dren og traadte ind. Foran paa den sorte Talar
holdt han en Lygte; igennem dens Hornruder flimrede et dunkelt Skr
op om hans hvide Skg og strke Aasyn.

Audacia spurgte atter modigt.

Den ldgamle svarede:

Vent, til min Herre byder mig at tale.

Og han satte Lygten, gik bort og lukkede Dren.

Det gule, dunkle Skr gled videre og videre ud, blev klarere og
klarere, indtil den store Hal straalede som i Lyset af tusinde Krter.

Hallen var fuld af slsomme Skikkelser, _Tidens Svende_ og _Terner_.

En bredskuldret, muskelstrk Mand nrmede sig hende.

Med kloge, rolige Ord fortalte han Navnene paa Tidens Budbringere.

Selv hed han _Erfaring_.

Audacia saa ikke lnge paa den lyse _Lykke_, det vidundersknne
_Haab_, hvis Ansigt straalede af Mod og Godhed, eller paa det blide
_Taalmod_ med de dle, kraftige Skuldre og de favnende, stttende
Arme.

Det var de rdselsfulde, gruopvkkende Skikkelser, som mest drog
hendes Blik.

Bag _Misundelses_ gustne, onde Fjs jnede hun _Pestens_ sorte,
stinkende, blinde Hoved. _Mordbrands_ hadefulde jne flakkede
usikkert, hans filtrede Haar hang ned om den lave, dyriske Pande og
ideligt klemte han Lben sammen om de brede Tnder, der gned mod
hverandre.

Det ubarmhjrtige _Uvejr_ stttede sin strke Krop mod den
haardhndede, knoglede _Sult_. _Skuffelsens_ visne, sammenkrogede
Skikkelse sneg sig om ved Siden af _Ligegyldighedens_ fede, oppustede
Krop, der trampede frem uden at se, hvor den delggende satte sine
brede Fdder.

Audacia bvede. Hvilket Under maatte der ikke ske, hvis Menneskene
skulde bevare deres Sjle i en Verden, hvor der truede saadanne
Farer. Hun krympede sig i den mrkeste Haablshed; Fortvivlelsen
flngede i hendes Sind. Hvert Pulsslag raabte jo Haan mod Menneskenes
Afmagt og Forsvarslshed. --

Da veg alt hos hende for en pludselig skabt vild Trang til at
udslette sin egen Sjl, tvinge den til at briste som en Boble, der
intet Spor efterlader sig.

I denne Nd skete det, at hun modstandslst maatte se op! Den sknne,
vrdige Kvinde, hvis Navn var _Taalmod_, stod foran hende og snkede
lindrende og smeltende sit Blik i hendes, til Sindets vilde Haardhed
var borte.

Audacia saa op i den Mgtiges jne; der luede kraftfuld, krlig Alvor
og modig Godhed, der ikke var greben med Lethed i et jeblik for at
slippes i det nste, men vunden i haarde Stormlb og baaren frelst ud
af svidende Smerter.

Audacia fyldtes af ny Kraft, og hun vendte sig atter mod de
frygtelige Skikkelser for at uddrikke den Erfarings Skaal, som raktes
hende. --

_Selvforgudelsen_ knejsede hos sin Tvillingebroder, den lave,
vraltende, snaksomme _Dumhed_.

_Ukrligheden_ havde sat sin plumpe Fod paa Nakken af en skn Dreng,
_Glden_, der, lykkelig ved Kamp, spndte sit unge, dle Legeme under
den raa Byrde.

Som et lurende, begrligt Dyr stod _Ondskabens_ behndige Skikkelse
paa Spring, rede til at fare ls paa enhver, som den kunde naa.
Bagved -- bange for sit Skind -- gemte den gustne, vanskabte
_Bagtalelse_ med de flakkende jne sig.

En msket, lavpandet Skikkelse, _Dovenskaben_, gik rundt og havde
venlige Ord til alle. Men med Rdsel saa Audacia, at hvor han nrmede
sig, smuldredes Tret og sndredes Gulvets og Murens Sten; den vimse
_Ihrdighed_ og den tavse, strke _Hjlpsomhed_ arbejdede med Hast i
hans Spor, at ikke Hallen skulde styrte sammen om dem alle.

_Mistnksomhed_ krb sammen i en ensom Krog og rugede bengstet over
sin Giftflaske.

Med sammenbidte Lber og blodunderlbne jne sad _Vold_ hos den
vindtrre _Gerrighed_, der fredls og ngstelig holdt med sine lange,
knoglede Fingre om sin Broder _Volds_ blodplettede Arme.

Men opad Vggen og henunder Hvlvingen lysnede et Genskin af
_Ddens_, _Sandhedens_ og _Krlighedens_ mgtige Herskerskikkelser,
der svvede ude i den stjernelyse Nat, rede til at lyde _Tidens_ Bud.

Og _Indignationen_, en ungdomsfrisk, skn Mand med varme, faste jne
og et staalblankt Spyd i sin kraftige Haand stod som en frygtls Helt
midt inde blandt alle de onde Skikkelser.

_Lgnagtigheden_ sneg sig rundt sammen med en dukket, vrikkende
Kvindeskikkelse, _Sledskeriet_; de sluttede Venskab med hver som gad;
deres hvidgule Ansigter var stivnede og udtrykslse, og deres syge,
vmmelige Hnder besudlede, hvad de rrte ved. Med lgnagtig venlige
Lader nrmede de sig Audacia; hendes Hjrte nagedes af Smerte over
dette Misbrug af delt jordisk Vsen; nu stod de hende nr, og Flokke
af Ord om Godhed og Troskab udgik fra dem.

Da flygtede Audacia sjleangst ind til den ldgamle, som Gud havde
sat til Hersker over disse forfrdelige Budbringere.

Stor og ubevgelig stod han foran Baalet paa Ildstedet. Han sagde:

Hr da, hvorhen mine Svende og Terner efter min Herres Bud skal
drage, i hvilke Hjrter de skal trnge ind, i hvilke Hjem de skal
tage Hderspladsen!

Bnfaldende strakte Audacia Armene ud:

Din Herre tilgive mig, og tilgiv Du min formastelige Sprgen. Jeg
beder Dig af hele mit Hjrte, lad ikke mig, lad ingen vide, hvem Du
vil sende ind i vor By i det ny Aars Flge. Straf ikke min Oprrskhed
mod Din store Herres Verdensordning med Viden om de kommende Ting!

Og i dybeste Bevgelse sank hun ned foran den ldgamle.

Da aabnede han Dren, kaldte paa _Taalmod_ og pegede paa Audacia.

Den sknne, mgtige Kvinde lftede hende i sine Arme og gik ud af
Dren. Langsomt gik hun frem, Mrket klvede sig som to vigende
Blgerkker for den dmpede Klarhed, der kronede hendes alvorlige
Pande.

Hen under Stjernehimlen bar hun det trtte Menneske mod Hjemmet.

Audacias Hjrte slog stille mod _Taalmods_ roligt aandende Bryst; der
dalede en forunderlig mild Kraft ned over hende fra disse alvorligt
glade jne, der snart saa vidt og mt ud over Jorden, snart fstede
sig i stille, lngselsfuld Lykke mod Stjernebillederne paa den
fjerne, mrke Himmel. -- -- --

Det gamle Aars sidste jeblik veg bort.

En blgende, mangfoldig rungende og klingende Toneskare svang sig ud
over Staden fra alle dens hje Taarne.

_Taalmod_ skred ind i den ensomme Stue oppe under Taget; Ilden
flammede lysnende op, og usynlige Blomster duftede sdt og strkt.

Klokkeringningen hrte op. Men Luften bar en Stund paa Lyden, der
bvede sagte og tonende.

Audacias hele Sind favnede med ydmyg Undren om den dybe Fred og
Fortrstning, som var givet hende som en kostelig Gave.

Hun fornam Visheden om, at den, der havde baaren hende over de dde,
kolde Snesletter, kunde beskrme mod alt det, som delggende sneg
sig ind paa Menneskene, lb Storm mod deres Fred og gjorde deres Maal
lave og deres Verden snever og kold. Og Audacia bad:

Kom til mig, naar min Sjl knuges af Mrket, saa den fattig og
afmgtig glemmer Lyset! Kom til mig, Du, som er strst af alle Tidens
Sendebud!

Taalmod svarede:

Min Gerning er kun at bane Vej til Menneskenes Hjrter for dem, som
er strre end jeg, og som evner at sknke det Hjeste.

Som et svindende Billede stod den lyse Skikkelse i Draabningen. Saa
delt, saa mildt som dmpet Spil over Strenge tonede hendes sidste
Ord:

Kald paa mig, og jeg kommer!




KAPTAJNENS DATTER.


Solskin over toppede, smaa Blger, over den nybyggede, hvidmalede
Skonnertbrig, der glider langsomt gennem Sundet ud fra den fynske
Skbstad med det ene Kirketaarn og de mange rde Tage; Solskin, der
faar selve Rgen fra den lille Damper, der slber Skonnerten ud, til
at se munter ud, Solskin over Vimpler og Flags rdt og hvidt, over de
feststemte Mennesker ombord og de skovkldte Kyster og de grnne er.

Skonnertbriggens Kaptajn er en stor lyshaaret og lysskgget Mand med
skarpe, blaa jne og en vldig Latter, der i Dag hvert jeblik faar
Lov til at runge; han er glad i disse Timer, befinder sig saa vel
i sin Rolle som Vrt for Rhedere med Familie og Venner, der flge
Sundet ud og senere vil tage tilbage med den lille Slber.

Ude i det fjerne ligger Havet! Havet, hvor han skal vise, at han
er den dristigste af alle Byens og ernes Kaptajner; han forstaar
lige saa godt at tumle Negrene, der paa Kysten af Afrika hjlpe
med Indladningen af Palmeolie, som Consulen i Liverpool og Folkene
ombord.

Og saa er der det ... han kniber det ene je lidt sammen, medens det
blinker lunt i det andet ... at Mutter skal med Gsterne tilbage.

Vist holder han af sin Kone ... men nu har han gaaet hjemme et halvt
Aar, drevet om ved Skibsbyggeriet og smaaskndtes med Mester ...
taget et Glas med gode Venner, og ikke altid har han havt let ved at
bje sig under Mutters Tugt og de ensformige Smaastadsforhold. Derfor
er der noget lokkende i dette: igen at skulle ud alene, vre fri for
Sludder baade fra den ene og fra den anden Kant ... ud at besge hans
sorte Majestt i Afrika, ud til ensomme, drmmende Timer i Kahytten,
naar Passaten fylder Neptuns tyve svulmende Sejl.

Ensomme Timer!

Ja. -- Stemningen slaar med t om, og Vemoden kruser hans Sinds Glde
som en Iling en lys, blank Flade.

Saa skal han ikke se Kone og Barn i flere Aar. Og i den Tid skal
Pigebarnet konfirmeres.

Han vilde nok have vret hjemme den Dag, gaaet ved hendes Side op
ad Kirkegulvet, hrt hendes Svar til Prsten og senere -- i en
Kreds af Slgt og Venner -- udtalt noget af det, som vilde fylde
hans Hjrte paa en saadan Dag, hvor hans eneste Barn traadte ind
til Livets Sorger og Fristelser og selv overtog Ansvaret for sine
Handlinger. Aah, hun skulde nok klare sig! Saadan en dansk, krnesund
Smandsdatter; for det var hun; smuk og hj, lys og kk, ikke
bange for et oprigtigt Svar, naar han havde faaet lidt for meget
af Disciplinen med hjem i de smaa, sirlige Stuer ... men god og
hjlpsom, rask paa Hnderne og flink til Lsning. Se, hvor net hun nu
staar og taler med Konsulinden; -- nu lgger hun Shawlet om den gamle
Dames Skuldre, -- Hans Holgersen henter en Ps, der kan bruges som
Skammel.

Ham har han selv taget sig af de Par Aar, Kngten har faret til
Ss. Det er ikke blot pne Manerer, han har lrt ham, men ogsaa
Smandsskab. Og det, saa det kan forslaa: -- den Jungmand kan skre
boven Lsejls Fald bedre end mangen Matros og lgge en Stikbout, der
nok skal dy sig for at glide under Raaen.

Ja, Gu' forstaar Kaptajn Martin Frederiksen at faa Skik paa sine
Gutter og Orden i sit Skib. ... Vent nu bare, til han kanske om nogle
Aar faar et strre med Salon, Piano, Sovekahytter og Badekammer.
Saa kan han ha' Passagerer med. Det kunde jo hnde, at der blandt
dem var en ung, smuk Dame, som srlig blev ham anbefalet; -- hun
vil forbavses over, hvor Kaptajn Frederiksen er en dannet Mand med
Interesser, en Mand, med hvem man kan underholde sig ... Saa giver
hun ham sit Billede til Afsked og Tak. Han hnger det paa Vggen i
sin Kahyt, og Toldembedsmnd og Faktoribestyrere sidde og forelske
sig i det, naar de komme ombord hos ham ... Han skal vide at vre den
sikre Beskytter, den rlige, jvne Smand mod en hvilkensomhelst
ung Lady, der betror sig til ham og hans Skib. Brer han dog ikke
-- trods alle sine mange og store Fejl -- en Strben i sig mod det
store Ubekendte.

Saaledes kalder han det, som han stadig tror paa og beder til, men
ikke mere vil kalde ved det Navn, han brugte, da han var Barn. --
Han rives ud af sine Drmmerier, idet n slaar ham klaskende paa
Skulderen:

Du er da 'tte ssyg, Kaptajn? Du ser saa spekulativ u'!

Sikken et Vejr, Jensen, se paa de hvide Skyer og se, hvor Solen
skinner derinde paa Kirkegavlen og Rugmarken paa Bakken!

Ja, det begynder at blive lunkent; jeg sve'er Tran i min
Sndagsjakke.

Aah, Du er en fdt Prosaikker, Jensen, som ikke tnker paa dit
Fdelands Dejlighed mer end som --

Naa, det var da lige rent Mel ud af Posen, men vi kan jo vre lige
go'e Venner for det. Og Du _har_ nu lagt or'entlig i Kakelonen for
vos, Martin Frederiksen, skmter den tykke Guldsmed, der er bekendt
for at vre en Fa'ens vittig Ra'.

Ja varmt er det.

La' vos nu faa ller paa Dkket, og kom Du saa hen og gr en bitte
Stads af Pe'ersen omme fra Torvet, for han er li'e ved at revne af
Misundelse over det, at Mads Baron sitter og blrer sig af sit ny
Butiksengventarium.

-- I en munter Kreds henne ved den store Vandtnde begynder
Guldsmeden at fortlle:

Ser I, det er sgu sandt, saa kommer der forleden saadan en temmelig
fr Bondepige ind til mig, i Botekken, forstaar I. Du ska'te grine
endnu, Du -- Rosinpiller. Hva' skal De ha', Jomfru, siger jeg. Ja,
je' sku' da keve en Felovlsring til Jacob Hansen. Siger hun, forstaar
I. Naa, jeg faar jo saa en go' stor en frem. Ja, siger hun, jeg vil
jo saa gerne ha' stafferet en bitte Stads i den, siger hun. Ja, hvad
skal det saa vre? Jeg har tnkt: hans Navn og mit Navn. Ja, siger
jeg saa -- for at hre mere, forstaar I, -- skal der saa staa mere?
Jo, jeg vilde saa urimelig gerne ha' hans Hj-rte og mit Hj-rte.

Her lagde Jensen sklmskt Hovedet paa Siden og sang endnu mere paa
det, end han plejede. Ja, siger jeg saa, er der saa ikke mere? siger
jeg, helt forgrint indvendig, kan I regne u'. Jo, hvis der er Plads,
sku' der gerne to Duer, der nbbes. Ja, er der saa ikke mere. Jo --
hans Hand og min Hand. Er der saa ikke mere? Nej.

Den skraldende Latter, der lnnede Guldsmeden, gjorde ham helt
forhippet; han raabte hjt for at overdve de muntre Herrer.

Jamen, jamen vr nu stille, kender I den om Bonden i det kongelige
Theater?

Det nunsns har du fortaalt saa tidt! kom det gnavent fra Skomager
Jespersen.

Sikke no'et Slu'er. Op med den Jensen.

Ja, det er sgu sandt -- den er passeret -- og saa fortller Jensen
ivrigt, ligetil der kommer en Smule Luftning, og Ordren lyder til at
hejse Storsejlet for at hjlpe paa den lille Damper der forude ...

Folkene blive til deres store Morskab puffede vk fra Arbejdet af
Herrerne, der ere blevne overstadigt muntre af l og Sluft, og som
nu give sig til at hale under meget uens faldende ohi ohj ... -- --

Kaptajnens Datter, Marie, har listet sig ned i Kahytten.

Hun retter ved Vggens Billeder, fler med Hnderne ind i Faderens
Kje, om Kjeklderne ere stuvede ordentligt ned; hun lfter
Medicinkassens gule Laag og ser paa alle Smaaflaskerne. Oppe i Reolen
staar Lgebogen, som Kaptajnen raadfrer sig med, naar de ude i rum
S eller ved de usunde Kystpladser inde paa Varmen faar Sygdom. Marie
tnker paa, at de siger, at hendes Fader har et eget Greb paa at
klare Folkene fra Sumpfeberen.

Hvem skal hjlpe ham, hvis han bliver syg? Styrmanden. Bare han er
sikker. -- Hans Holgersen! Hans Fader var Skolelrer; han er vist
mere klog paa den Slags; hans Ansigt ser da ud til det.

Bare Fader slet ikke blev syg.

Naada! Havde Fader ikke sagt, da de hjemme sagde rigtig Farvel:
Ingen Flben vil jeg se ombord for alle de Herrer og Damer. Og saa
var Taarerne trillet helt ned i hans Skg.

Desuden var det jo ikke frste Gang, at hun tog Afsked. Det var hun
jo vant til fra lille af. -- Marie skubbede sig ind i Sofaen og satte
sig til Rette.

Der var egentlig noget dejligt i disse Afskedstimer. Saa blev al Kiv
og al Smaasludder glemt, og bagefter havde Moderen og hun at tnke
paa, hvor Fader, som var saa klog, og som forstod saadan at tage
Rhederne, og som kunde holde saa pne Skaaltaler, hvor han havde sagt
mange knne Ord ...

I Morges havde han lftet hende helt op fra Gulvet, bedt hende vre
god mod Mutter og kaldt hende min Lysalf, min Yndling.

Saadanne Ord var der ingen anden, der brugte. Jo, for Resten ...
forleden Dag havde Hans Holgersen sagt: Farvel du kre, unge
Jomfru. Det ld saa smukt, han sagde det paa saadan en nydelig
Maade ...

Det var dog alligevel bedst at sige Farvel hjemme i deres egen Stue.
I London, hvor de undertiden besgte Faderen og var ombord i nogle
Uger, der var det da meget vrre at komme fra hinanden.

Og saa Rejsen hjem.

Turen over Nordsen, den kunde gaa, men der var kelt i den tredje
Klasses Jernbanekup, hvor de havde saa travlt med at passe paa Kurve
og Tasker med Trklder, Konkylier og Dyr i Spiritus.

Maries Tanker var i det jeblik langt borte fra Gsterne, Folkene og
hele den festlige Udfart.

Saa rystede hun det af sig, der var faret gennem hendes Hjrne
hernede i den lumre Kahyt og gik igen op i Solskinnet, der blinkede
i Sen, saa det formelig skar i jnene ...

Herrerne sled i det med Sejlet, og Marie lo hjt ved det Syn. Se nu
til Fuldmgtigen, den Spirrevip, hvor han asede og stnnede og gik
paa, saa han saa arrig ud af bare Iver. Hvor han vilde blive elendig,
om han vidste, at naar han lftede Armene, saa man Skjorten mellem
Bukselinningen og Vesten. Sikken en Ulykke for ham, den Pyntekrukke!
...

Marie vilde sige Farvel til Folkene og gik forud, ... forbi
Konsulinden, -- som havde vendt sig fra Herrerne, der var blevne
hende noget ugenerte, -- forbi nogle Damer, der havde indrettet sig
om en Kaffekande og var venlige mod Kaptajnens Kone.

Maries Humeur forsvandt pludselig.

Saadan de dog i Grunden allesammen var! Akurat ligesom de gik hjemme
til Borgerforeningsbal. Nu skulde Folkenes Familie snart gaa fra
Borde for at komme ind med Lodsens Jolle; hist og her stod en og
anden med rdgrdte jne, -- men det lagde Gsterne nok slet ikke
Mrke til. De kunde da ellers vre sikre paa, at det var ikke saa let
at sige Farvel til en Smand, der skulde vre borte i Aarevis. --

Henne ved Falderebet stod Hans Holgersen; hans jenbryn havde
trukket sig smerteligt opad, hans Mund bvede. Det var slet ikke
knt, men Marie syntes, hun havde aldrig fr set, hvad for en pn Gut
han var, -- og saa voksen og alvorlig. Han holdt sin Moder i Haanden,
han kyssede hende flere Gange ... hun sagde noget mellem hvert Kys;
Hans nikkede og grd.

Marie listede stille agter og fik ikke sagt Farvel. --

Solen skinnede paa Badehotellet inde i Land og paa de lyskldte
Skikkelser, der vinkede fra den lange Bro, der lb ud i Sen.

En Mand kom styrtende op paa den lille Hj til Flaget; han lste
Linen, firede Flaget ned og hejste det, firede ned og hejste ... de
derinde hilste det smukke Skib, der skulde ud paa de lange Farter.

Henne ved Rlingen begyndte man at raabe Hurra og svinge med Hattene.

Skomager Jespersens gnavne Bemrkning om, at Vrten ku' ha'
spanderet et Par Kanonslau druknede i Jubelen, for Folkene faldt ind
med et langt, taktfast Hurra.

Maries jne lyste ... det var dog en stor og dejlig Dag; hun saa
beundrende efter sin Fader, der sprang hen til Flaget agter ved
Rattet for at genglde Hilsenen.

Havde han for strk Fart, eller tog han for haardt fat!

Den smekre Stang brast, Dannebrog segnede langsomt til Siden.

Det varede kun et jeblik for de omstaaende at surre Stangen sammen
og rejse den, men Marie havde som ved et Jag gennem Hjrtet faaet et
uudsletteligt Indtryk af dette Minuts pludselige Stilhed og af den
Ansigtstrkning, som Kaptajnen ikke havde kunnet beherske; naar man
saadan skal ud paa det uvisse, er man tilbjelig til at tage Varsel
af den mindste Hndelse.

       *       *       *       *       *

Skonnertbriggen Neptun var i Aarevis paa de lange Rejser. Men ikke
altid slog det til, hvad der var spaaet i hin Dags mange Festtaler.

Kaptajn Frederiksen beholdt Navnet som den hurtigste Afrikafarer,
men Forhold, som han ikke var Herre over, og som gjorde, at man i de
Aaringer overalt sgte at skille sig af med sine Sejlskibsparter,
var Skyld i, at han stadigt maatte sende daarlige Efterretninger til
Rhederiet.

Heldigvis for ham skulde Skibet ikke Hjemmet nrmere end England; men
selv der flte han sig ikke fri, da hver Dag bragte gnavne Breve med
nrgaaende Sprgsmaal fra Rhederne.

Det var med et Lettelsens Suk, at han, naar han endelig havde
opdrevet et nogenlunde antageligt Tilbud, igen stod til Ss ...

Hans Fremtidsfantasier havde i Aarenes Lb undergaaet en langsom
Forandring, indtil han var naaet til at nske sig et Embede i Ro
hjemme, i Fyrvsenets Tjeneste, naar han endelig kunde trkke sig
tilbage fra disse Kvaler og disse Kaplb om at faa fat i daarligt
betalte Fragter ...

Men for de to, der sidder derhjemme i det lille Hus med
de elfenbenshvide Gulve, de blanke Drlaase og skinnende
Porcellainsvaser, staar han og Neptun endnu i hin Festdags Glans.

Naar Fatter engang lgger op, saa skal de jo leve af, hvad der
er tjent med Neptun; og Skuden, og hvad der kommer den ved, er
Samtaleemnet i de lange Vinteraftener, naar de efter Dagens Arbejde
stte sig til Ro med Strikkestrmpen og Linnedsyningen.

Sknt det nu er to Aar siden, at de sidst var ombord, det var i
London, saa synes de dog, at de kender Skuden og dens skiftende
Mandskab rigtig godt, for Fatter er saa flink til at sende de
Amatrfotografier, som Agenterne paa Pladsen i Afrika tager.

Paa et af disse Billeder ser man under Solsejlet den hje, brede
Kaptajn i helt hvidt Tj med broderede Morgensko paa Fdderne og
Kasketten skudt bag i Nakken. Omkring ham staa Folkene, Skibshunden,
hvis Tunge hnger den ud af Halsen, samt flere af de engelske
Herrer, som bo i Faktoriet. Det er slanke, smukke Mnd i flotte
Stanleydragter.

Og dog er det ikke paa dem, at Marie ser, naar hun -- hvad der kan
hnde, naar Moderen er ude -- trrer sine Hnder og gaar fra sit
Formiddagsarbejde ind i Stuen, hvor der er saa pudset som ombord i en
Orlogsmand; hun tager Billedet i Kommodeskuffen og betragter det --
lnge.

Nej, da ser hun paa en ung, barbenet Fyr med et lille Overskg, som
er spiret frem, siden hun sidst var sammen med ham i London.

Alle de gode Minder der da komme op i hende! ... Saa morsomt og
hyggeligt de havde det sammen i de Dage, da Losningen var forbi,
og Indladningen endnu ikke var begyndt; de havde vret sammen i
Vokskabinetter, i Theatret og inde i de store Kirker.

Hans var dog saadan noget helt andet end disse Urtekrmmersvende og
Handelskontorister, som satte alle deres Penge paa Klder og var saa
vigtige og saa snakkesalige og dog ikke kendte noget til Verden uden
for denne lille By.

Se Hans, han har nu sparet op af sin Hyre og ligger i Kjbenhavn og
lser til Styrmandseksamen. Det ved hun af Faderens Breve, i hvilke
han altid er rosende omtalt, om end Kaptajnen undertiden har hentydet
til manglende Sans for hjere Interesser.

Skidt med det, farer det pludselig halvhjt ud af Marie. Hun
mindes, hvor dejligt, hun syntes, det var, at Hans ikke talte og
forklarede, ligesom Faderen plejede, da de vare inde i den store
Kirke sammen, men bare gik stille ved Siden af hende og holdt hende
i Haanden, ligesaa hjtidelig til Mode, som hun selv var ...

Han kunde dog for Resten gerne gre en lille Afstikker over til dem,
inden han igjen rejste fra Landet ... ud i Verden, til store Byer
med megen Lystighed og til usunde Pladser i Syd-Amerika og Afrika.

       *       *       *       *       *

Og Hans kom en Sndag Morgen for at faa Hilsen med til Kaptajnen. Det
trffer sig nemlig saa heldigt, at han igen kan komme til at fare med
sin gamle Kaptajn.

Og den Dag var det med en egen husmoderlig, omhyggelig Flelse, at
Marie lavede Sdsuppen til og stegte Rdsptterne ... det var saa
morsomt at vide, at hun og Moderen ikke skulde sidde alene og spise
den gode Sndagsmad ...

Hans sukkede undertiden, som om han var bedrvet over noget, og bedre
og finere Eksamen, end han mdte med, kunde der da ikke forlanges!
Saa var han saa tavs. Naa, han havde jo aldrig havt det meget med at
bralre op om al mulig Snak, tnkte Marie.

Hen paa Eftermiddagen sad de i Stuen alle tre. Hans, der havde slaaet
sig til Ro paa Puffen mellem Vinduerne, saa hele Tiden efter Marie,
der sad i Halvmrket inde i Stuen; men saa snart hun saa paa ham,
trak han jnene til sig. Derfor gav Marie sig til at kige ud paa
Gaden, for -- kunde det glde ham at se paa hende -- saa maatte han
saamnd saa inderlig gerne.

Naar hun rakte efter noget, eller naar hun rejste sig og gik over
Gulvet, gjorde hun det uvilkaarligt langsommere og knnere, end hun
plejede, naar hun til daglig havde travlt. Hun tnkte ikke videre
over det, -- men hun nnnede ikke andet for hans Skyld.

Frknerne fra Byfogdens og Candidaten paa Kontoret spadserede forbi
og nikkede ind; og da Lampen derovre paa Lygteplen var bleven
tndt og spejlede sig i Vandpytterne, gik Skomagerens Dtre til
Sangforeningsbal med opheftede Kjoler og hklede Trklder over de
krllede Frisurer.

Ovre i Genboens Villa sad Frkenen ved Klaveret, og hendes Kreste
stod ved Siden og spillede Violin. Skret fra et Par smaa Lamper drev
mellem Palmer og Blomster i Karnappen ud paa den slede Vej.

Der er knt derovre, tnkte Marie, men her er ligesaa rart, naar her
saadan er en, som mener os det godt og er glad ved at vre hos os,
som Hans er.

Men nu var der ikke lnge til, han skulde af Sted; Moderen var i
Kkkenet for at lave en Kop Afskedskaffe. -- Det varede nok lnge,
inden han igen kom til at sidde i en hyggelig Stue.

Marie fik pludselig en inderlig Lyst til at gaa hen og stte sig ved
Siden af ham -- sidde ganske stille hos ham og holde ham i Haanden,
medens Tiden gik.

Saa var det jo, som de var for Alvor Krester. Snak. -- Han vilde vel
ikke, han sagde jo ingen Ting. Men kunde det glde ham, naar han laa
derude paa Sen og djede ondt, at hun var hans Kreste, saa bandt
hun sig gerne til ham, for hvad Hans vilde, det vilde hun ogsaa.

Men de kunde vel ogsaa godt vre Venner, uden at der straks skulde
tnkes paa Forlovelse. Hun var vel ikke af dem, der absolut skulde
have en Kreste. Det jagede jo ikke. -- --

Hans rejste sig. Han sagde Farvel et Par Gange til Marie. Da han
havde faaet Frakken knappet og var halvt ude af Dren, vendte han sig
til Madam Frederiksen og sagde:

Ja, Kaptajnen har engang sagt noget til mig om, at han har lagt ud
for dem, at ... ja, at Mandfolk tidt er noget Rak, og ... at fine
Herrer ikke altid saadan er saa rigtig fine, naar det kommer til
Stykket ... og Marie er jo ... hun er jo knnere end Folk er flest.
-- Han hakkede i det, men sagde pludselig bestemt:

Hun skal vel ikke tage Plads og rejse fra Madammen?

Jeg bliver hos Mor, saa lnge Far er paa Sen! siger Marie. Sknt
jeg rigtignok helst vilde til et stort Hus og lre noget og se anden
Folkeskik, fjer hun til.

Til nste Aar skal vi besge Fatter i London, trster Moderen og
giver Hans Pakken med Uldtj og Strmper, som han skal have med til
Kaptajnen.

Ja, og saa skal vi maaske med en Rejse. -- Mor skal skrives ind som
Kok! udbryder Marie, pludselig leende.

Hans bliver hjrd, siger igen Farvel, og denne Gang kommer han da
endelig af Sted.

-- -- -- -- -- -- -- -- --

Skonnertbriggen Neptun gaar igen fra England -- denne Gang med
Fragt til Brasilien ...

Kaptajn Frederiksen sidder efter endt Vagt i Kahytten. Han faar Piben
tndt, laver sig en Grog og slutter et Brev til den korresponderende
Rheder.

Dernst begynder han at skrive til sin Kone og Datter.

Efter at have fortalt om Navigeringen i en Storm, som de nylig red
af, anbefaler han dem at takke det store Ubekendte for, at han
ogsaa denne Gang var lykkelig nok til at klare Neptun fra truende
Fare.

Han lser denne Stning igennem engang til, for han vd godt, at hans
Kone ikke kan lide, at han ikke skriver Vorherre i Himlen.

Naa, det var ikke saadan at forklare sig for Kvinder, og paa dette
Punkt vilde han nu vre sand og oprigtig.

Der var saamnd nok, han maatte skjule og lave om paa.

Nu har han imidlertid tabt Lysten til at skrive videre og lukker
Mappen for i Dag ...

Brevet ligger en Tid i hans Pult, til han tager det frem og igen
begynder at skrive.

                                Sydatlanterhavet den 12 Juli 1888.

    Min kre Kone og Datter.

 Som I seer af Overskriften ligger vi i Atlanterhavet endnu.
 Det er i Dag blikstille, Neptun ligger stille og avangserer
 ikke, snarere gaar det lidt tilbage endsom frem -- kedeligt
 -- ubehageligt, saa jeg jo ikke er i det bedste Humr. Saa var
 Stormene bedre sknt vi havde den ene vrre endsom den anden,
 ret som om det var onde Furier som var sluppet ls imod mig og
 Neptun. Men blse vre med de Storme paa Havet, sknt det har
 gjort mig lidt ondt for Skuden, der har vet sig i akrobatiske
 Kunster, snart stod hun paa Nsen og snart paa Spejlet, men de
 Storme har jeg vret vant til at bekmpe fra min Ungdom af, jeg
 regner dem for Legevrk mod dem, jeg har i Havn. Men nu ikke
 mere om det. En Nyhed har jeg at fortlle Eder. En mrkelig
 Adspredelse har jeg havt i Dag, og som jeg skal fortlle Eder
 om. Da jeg kom paa Dkket kredsede et halvt hundrede Alen fra os
 nogle Fugle, som lignede Maager, kuns var de saa meget strre, 7
 Alen mellem Vingespidserne. Folkene havde i flere Timer skiftet
 til at have Udkigstrn efter dem, Fuglene holdt sig vedvarende
 til Luvart, og Gutternes Tnder lb mere og mere i Vand efter
 fersk Kd. Saa tog jeg mit Jagtgevr, gik i Jollen med Hans, han
 er paalidelig, den eneste Danske jeg har Ombord. De andre Fyre
 kunde maaske hitte paa Gavtyvestreger naar man var alene med dem
 i Jollen paa Verdenshavet. Man har jo ikke kunnet opdrage dem
 som Kledgger. Det var forunderligt kan I tro. Et Stykke fra
 fld mit stolte Skib. Hans roede med smaa Tag for ikke at skrmme
 de kredsende Fugle; jeg tror ikke, han havde nogen Flelse af
 jeblikkets Storhed. Jeg skd 3. Det er min Mening, at Vingerne
 skal sendes til zoologisk Have.

 Folkene holde stort Festmaaltid.

 Jeg sidder alene i min Kahyt og skriver til Eder I to kre
 derhjemme i det lille dyrebare Danmark og tnker paa, hvor
 forunderligt det var -- i den skrbelige Jolle paa det store
 Verdenshav -- for et jeblik ligesom sat helt udenfor det hele,
 alene med den Flelse -- -- -- --

Det var de sidste Ord, som Kaptajn Martin Frederiksen skrev til sin
Kone og Datter.

Et Telegram fra Rio meldte hans pludselige Dd.

       *       *       *       *       *

Madam Frederiksen og Marie flyttede ind i Landet til en strre By og
begyndte et Stryge- og Vaskeri.

Det kneb, srlig for Marie, at undvre Stranden.

Naar de Lngsler kom op i hende, gik hun -- hvis der intet
presserende Arbejde var -- en Tur ned til Byens Havn, der ved en
Kanal stod i Forbindelse med Fjord og Hav.

Skibene og det muntre, travle Liv var der. Men den Rendesten var
dog ikke i Stand til at mtte Lngslen efter den friske Svind
og den videre Udsigt. Hun rystede saa irriteret Forknytheden af
sig, -- ingen Flben, ingen Nykker; man skulde holde ud og ikke
give sig! Hun og Moderen kunde bedst klare sig med Enkekassens og
Skipperforeningens Tilskud her, -- altsaa blev de her!

Saadan raisonnerede Marie, vendte, gik forbi den lille, graa
Toldbygning og hjem; tog fat paa at hjlpe Moderen med Strygning
eller gav sig til at udfrdige Regninger til Kunderne.

-- Naar Dagens Arbejde var endt, gik Madam Frederiksen trt i Seng.
Marie blev gerne siddende lidt og dsede over Avisen.

Hvor det var trist altsammen.

Hvad brd hun sig om Ensomheden, da Faderen levede. Dengang havde
de saa meget at snakke om, saa mange Breve at tage frem, og Avisen
ventedes med spndt Interesse, -- der kunde jo vre en eller anden
Efterretning, som kunde have noget at sige for Neptuns Kaptajn; og
alt, hvad de oplevede i deres daglige Liv, fik en sregen Betydning,
fordi der skulde skrives om det til Faderen. Dengang vidste de, at
naar Faderen kom hjem, eller de rejste for at mde ham, blev alt helt
anderledes.

Nu var der ikke andet at gre end at hnge i fra Morgen til Aften.
Der var ingen afvekslende Hvile i Udsigt. Bedring i Kaarene var der
ikke Tale om; de maatte nok vre glade til, saalnge det gik, som det
gik.

Marie havde havt Planer om at tage Plads; saa kunde Moderen fste en
Jomfru til Hjlp, om det skulde behves.

Men den Aften, hun begyndte at tale om det, gav Moderen sig til at
grde, ligesom naar de fordybede sig i Minderne, og hun lovede Marie,
at hun vilde besrge alt Sliddet, naar blot Marie vilde blive hos
hende og klare det med Regnskabet og Aftaler med Kunderne.

Marie gav intet bestemt Svar; hun syntes, det var hendes Pligt at
gre sig haard og udfre den Plan, hun havde lagt. --

Da hun vaagnede nste Morgen, hrte hun, at Moderen arbejdede
forsigtigt ude i Kkkenet for ikke at vkke hende. Marie saa paa
Uhret; det var en Time tidligere, end de ellers plejede at begynde
Dagens Arbejde.

Marie rejste sig for at staa op! Moderen kom ind med varm Kaffe og
sad paa Sengekanten hos hende, medens hun drak.

Marie forstod godt disse tavse mhedserklringer; de gjorde hende
bld om Hjrtet, og af sig selv lovede hun at slaa Tankerne om at
tage Plads ud af Hovedet.

Hendes Moder behvede hende dog. Det var der jo ellers ingen, der
gjorde.

Hans kunde jo saa udmrket undvre hende, selv om han havde skrevet
rigtig smukt efter Faderens Dd, og selv om han havde forhrt sig
meget omstndeligt om deres Kaar.

Han laa mest derinde paa Varmen og sejlede; hjem kom han ikke --
Fritid undte han sig ikke, og nu siden hans Moders Dd havde det vel
ikke saa meget at sige med en Maaneds Hyre og en Afmnstring; men
nej, saa snart han naaede England -- saa ud igen. Han kunde have
taget hende dengang, om han havde brudt sig om hende; det gjorde han
altsaa ikke, -- Smnd var ikke saadan at stole paa, de saa' saa
mange og havde Tankerne saa mange Steder.

Naa, Krestesorg for hans Skyld, det var der nu ikke Tale om; hun
kendte ham jo saa lidt, saa der var ikke noget for hende at srge
over. -- En af Vaskeriets regelmssigste Kunder var en Kommis
Lauritzen, der brugte meget Manchetlinned, og som altid selv kom og
betalte sin Regning.

Han gjorde stormende Kur til Marie og bd hende med i Theatret anden
Gang, han talte med hende.

Marie vilde ikke.

Hans Moder boede paa frste Sal i Baghuset og havde Skole. Siden han
havde opdaget Marie, kom han hjem hver Aften paa en kort Visit og
kigede da altid ind til Frederiksens med det samme.

Madam Frederiksen, der var gstfri, inviterede hans Moder over til
Aftenkaffe, men fik Afslag.

Lauritzen friede til Marie otte Dage efter, at han frste Gang havde
set hende.

Marie blev ulykkelig, og Lauritzen rgrede sig over sin ubehndige
Taktik og begreb ikke, at han, der kendte Kvindehjrtet og saa
udmrket havde Taget paa at appellere til dets yndige Svagheder, ikke
havde forstaaet, at her skulde han have holdt sig afventende en Tid
endnu.

Og Hr. Lauritzen beroligede Marie, erklrede, at det var hendes store
Dejlighed, der havde faaet ham til at overile sig til et Skridt, hvis
Vigtighed han fuldt vel anerkendte; men han var hendes oprigtigste
Ven og skulde aldrig, aldrig bede hende om mere end Venskab, fr det
Momang kom, at hendes Hjrte flammede for ham.

Dette var Marie meget bekvemt; for vel kunde hun egentlig, naar hun
rigtig tnkte sig om, ikke lide Lauritzen, men han var dog altid lidt
Afveksling og paa en Maade ikke saa paatrngende som de andre Herrer,
der paa Gaden og i Vaskeriet sgte at gre hendes Bekendtskab.

Nogen maatte hun da for Resten ogsaa have at tale med.

Lauritzen bad hende halvt spgende om, at hun -- som Tegn paa, at hun
tillod ham venskabelige, broderlige Flelser, -- vilde gaa med ham i
Theatret nste Sndag. Hendes Moder skulde ogsaa med, tilfjede han,
da hun ikke straks svarede.

Igen Theatret! Det var saa fristende, for Marie elskede at gaa paa
Komedie, isr naar de spillede rrende Stykker.

Hun svarede ikke helt afgjort nej, og Lauritzen erklrede, at nste
Sndag sendte han hende og Moderen Billetter, selv vilde han tillade
sig at sidde ved Siden af dem.

Sndag Formiddag var han inde for at aflevere Billetterne; han
snakkede vidt og bredt en Timestid om et Par formodede Skandaler og
om sig selv og sine Udsigter paa den forestaaende Session.

Hen paa Eftermiddagen kom en Hotelkarl med et Brev til Madam
Frederiksen. Hun fik Brillerne fat, og lste:

 I Continuation af mit tiligere og af Dags Dato har jeg
 forglemt at erindre den tiligere Begyndelse af den paa Theatret
 stedfindende Forestilling, som undtagelsesvis er Kl. 7. Min
 rbdigste Hilsen til Deres Frken Datter. Deres med megen
 Agtelse F. L. M. Lauritzen.

Madammen blev yderligere imponeret af ham. For Resten havde hun vret
det straks, og hun skjulte det ikke, naar de talte om ham, der saadan
havde boret sig ind i deres daglige Frden og dermed i deres daglige
Tanker. -- --

Da det frste rrende Stykke, hvor Marie kun havde je og re for
Scenen, var forbi, morede hun sig ikke rigtig. Der var saa meget
halvsjofelt i det andet Stykke, saa meget af det grimme fra Gaden;
-- desuden: hendes Kavallers Latter fulgte lige efter de vovede
Hentydninger, og det gjorde hende usikker og satte hende i daarligt
Humr.

Efter Forestillingen vilde hun helst have vret hjem, men Lauritzen
vilde absolut have dem hen paa et Hotel for at drikke Kaffe, og Marie
maatte fje ham og Moderen.

Men hun var ikke vel til Mode. Hun saa godt, at et Par ldre, pne
Kommisser, som Lauritzen paatrngende og flot hilste paa, knap
gad hilse igen. Og det generede hende meget, at han kommanderede
med Tjenerne, kasserede Kagerne og forlangte andre og henledte
Opmrksomheden paa sig ved stjende og familirt at hilse til hjre
og venstre.

Da han gik hen til Buffetten, sprrede en Kammerat Vejen for ham ved
at strkke et Ben ud; Lauritzen besvarede denne indirekte Sprgen:

Gelinde, gelinde, jeg er diskr!

Fanden tro Dig, din Bondedreng!

De to Herrer lo raat. -- --

-- Marie laa lnge vaagen den Nat.

Hun tnkte paa det frste Stykke.

Aah ja ja. Hvis der blot i Virkeligheden var saadan en rar, dannet
Mand, som hun kunde gaa til, i hvis pne Stue hun kunde sidde
hyggeligt og blive net behandlet, saa kunde hun fortlle ham, hvordan
det altsammen var og bede ham hjlpe med et godt Raad.

Naa, hvis der virkelig var saadan en, hvad vilde hun saa sige; hvad
bildte hun sig egentlig ind, der var i Vejen?

Marie smaagrd.

De havde det jo helt godt, og der var ikke noget bestemt, som var
kedeligt og trist, men Stuen var saa lille og beklumret, Gaden var
saa grim, alle Mennesker jagede af Sted og var utilfredse saa med
deres Stilling saa med hinanden. Og den evige Vasken og Strygen --
blot for at skaffe Mad i Munden og Tag over Hovedet, det var saa
ensformigt.

Hun var ikke doven; det var ikke det; men hun var da ung endnu og
lngtes efter lidt udover det sdvanlige -- noget som Londonnerturene
eller Faderens Hjemkomst; -- bare ikke dette: op om Morgenen, Slid,
Mad, Slid, i Seng og saa det samme nste Dag igen.

Var det Fornjelser hun trngte til? -- Saa kunde hun jo blot tage
mod Lauritzens Invitationer til Theater og Baller; -- -- naa ja, saa
kunde hun jo tage ud med ham; hun var jo da for Resten Kaptajnsdatter
og vidste nok, hvordan hun skulde gerere sig, saa at han ingen
Friheder tog sig. At han saa vmmelig ud tidt, naar han gloede
paa hende, det var Sludder af hende at tnke paa; Mandfolk var jo
nu Mandfolk. -- -- Men det var ikke vmmeligt, da Hans den sidste
Eftermiddag sad og saa paa hende.

Marie kunde ikke rede det ud fra hinanden, og hun flte sig angst og
hjlpels, som noget truede hende.

Madam Frederiksen snorkede.

Et jeblik var dette Legeme, der laa her i Sengen hos hende, Marie
imod. Naa, nu var hun da ved at blive baade kel og skruptosset.

Det var nok Tid at tage Reb i Sejlene, ellers gik da al sund Fornuft
rabundus.

Og Marie tvang sig til at gennemgaa det frste Stykke, Scene for
Scene; ingen Springen over, ingen Svinkerinder, ingen undvendig
Flben over sig selv og Laven Grevindenykker; -- -- hun sov, fr hun
naaede til Frierscenen. -- -- --

Naar Lauritzen ikke kom, spurgte Madammen efter ham.

Du skulde ikke stde ham for Hovedet, Marie, Du fortryder det, naar
jeg er dd, og Du sidder alene med Redeligheden.

Der er da andre til end ham.

Jamen Du vil jo ikke gre noget for at faa Bekendtere.

-- Madammen tilskyndede kun lempeligt, hun trngte ikke ind paa
Datteren, men Marie vidste saa inderlig vel, at naar hun gennem
Dampen fra Vaskekedlen saa Moderens Ansigt blive tankefuldt, da var
det Lauritzens fremtidige Boutik -- Duge og Lagen, Stole og Borde,
Kkkensager og Gardiner, der spillede gldeligt op i hendes Stump
Fantasi, medens Hnderne skrubbede op og ned ad Vaskebrdtet.

Ogsaa for Marie var der -- ved denne Indretten Hjem i Tankerne --
noget lokkende, som satte hendes Drmmeevne i en behagelig Svingning
og bar langt bort fra Vaskehusets klamme Dampe og vaade Stengulv. --

Det var heldigt for Lauritzen, at hun fik et Brev fra ham lige efter
saadan et stjaalent Strejftog i Fantasiens Rige.

Hun satte sig ind i Stuen og lste:

    Elskede Missemor.

 Situasionen er nu af den Beskaffenhed, at jeg i Henhold til mit
 tidligere udtalte og Hjrtes Krlighed.

 Jeg kan sige, vr ej traurig i Sind og Skind, men lyt til mit Ord
 lad Lykken komme ind, hvis Du vil vre min maa Du ikke gaa og
 spelle fin. Bliv min Kone, saa skal jeg stte Dig paa en Throne.
 Ja nu frier jeg til Dig min elskede Pige. Jeg vil gerne have
 Dig saa snart som muligt, ved Din side kan jeg lgge mit flotte
 Ungkarleliv af. Og hr nu, har jeg digtet et Vers til Dig.

    Du har et Ansigt meget fint
    Du speller i Vaskeriet frste Fiolin
    ligesom Stjerner er dine jne klare
    du er en frste Klasses Vare.

    Hvor hjt jeg end flj Du naaede mig dog
    dine jne mig ej bedrog
    Du har rigtig kunnet mig forhekse
    vr ej mer af de strekse.

 Dette er skreven til din re min dyrebare Pige. Jeg maa medele
 Dig, at det har alletider vret min Mening, at jeg vilde have en
 rigtig sd og flot Kone og kan jeg ingen bedre faa end Dig selv
 om Du ikke er verst paa Rangstigen, hvad man jo ikke kan sige,
 er det min overbevisning. Om to Timer henter jeg dit Svar, naar
 vi har lukket, og skal Du da sidde paa mit Skd og skal det vre
 mig en Fornjelse at trykke det frste Elskovskys paa din Mund.
 Var jeg ikke saa vis paa, at Du maatte elske mig, var jeg ikke
 saadan i kulr, som jeg er nu, jeg tnker paa, at Du nu skal
 blive min Kreste rigtig med Ring. Nu glder jeg mig til at se
 Dig alene og ser jeg helst, at Du sender din Moder i Byen at vi
 rigtig kan sitte i Sofaen alene som andre Krestefolk. Og tegner
 jeg idet jeg er din, til Dden skilder os ad igen

                                               F. L. M. Lauritzen.

Uf, hvor kunde det Menneske dog ogsaa skabe sig og vrvle. Marie
lagde Brevet sammen og glattede Folderne haardt. Hun skulde dog ikke
have noget af at vre alene med _ham_.

Hun rejste sig for at kalde paa Moderen. -- Aah, hvor var her dog
grimt i Aften.

Paa Kommoden stod en Lampe uden Kuppel og oste lidt; der var koldt,
Gardiner var ikke rullet ned, og en vildfremmed Herre, der gik forbi,
nikkede ugenert ind til hende. Paa Sofa og Stole fld Dynger af
Fremmedes smudsige Tj, som Marie skulde tlle. Dren ud til Gangen
var ikke rigtig lukket, og Stjen af et Sknderi ld helt ind til den
unge Pige.

Hun satte sig trt i Sofaen og lagde Hovedet ned paa sine Arme. Hvor
alt dette dog var forskelligt fra Neptuns Udfart, da Sommervinden
lftede Flag og Vimpler, og Festtalerne bermmede hendes Fader ...
Det var forbi for lnge, lnge siden ... men hvor havde hun tnkt og
tnkt paa den Dag og troet, at der vilde komme Dage, der var festlige
som den.

Men det var der altsaa ikke kommet. Hvorledes skulde det ogsaa gaa
til?

Marie lftede Hovedet og saa ud i Stuen.

Hun var vel gal, om hun kimsede ad Lauritzen; hun kom vel nok til at
holde af ham, hun havde jo ikke holdt af nogen anden -- det med Hans
var jo alligevel ikke andet end Indbildning.

Naar hun ikke var lykkelig ved at blive ved at gaa her i Sliddet uden
at opleve noget srlig knt, saa maatte hun vel tage Lauritzen og
sige Tak til.

Og Moderen vilde blive glad ved det, og hun kunde saamnd nok trnge
til en rigtig Hjrtensglde engang igen.

Hurtigt -- for ikke at vige tilbage fra dette, der vilde give
Forandring og forskaane for Moderens svage Tilskyndelser og hans
paatrngende Plagerier, gik hun ud i Kkkenet.

Lauritzen vil forloves med mig, Mor.

Jahne dog! Hvad er det Du siger!

Madammen saa ngstelig paa hende. Du tager ham vel, Marie?

Det gr jeg vel Mor, -- -- saa kan jeg maaske gre det lidt bedre
for Dig, saadan Du altid slider.

Herregu' lille Marie, det er jo nu det, som passer for mig. Men Du
skulde jo da have det lidt finere. Og saa kan jeg da rolig lukke
mine jne, naar Du er forsrget. -- Hvis nu Fatter havde levet,
Herregu'.

Men der blev ikke Tid til Rrelse. Tjet skulde ryddes til Side,
Stuen opvarmes, og andre Forberedelser gres. --

Lauritzen stillede Klokken ni med en Azalia i silkepapirspyntet
Potte, den holdt sig bedre end en Buket, som jo egentlig hrte til
ved en saadan Lejlighed.

Moderen blev lidt ude i Kkkenet, og Lauritzen begyndte uforstyrret
et langt mundtligt Frieri. Marie tabte hurtig Traaden, for hun havde
grebet den Stning, at det ligefrem var hendes _Pligt_ at forlove sig
med ham, da hun havde Magt til at frelse ham fra daarligt Levned.
Det forekom hende saa uendelig latterligt, at det skulde tages saa
alvorligt med saadan en forbumlet, rdjet Handelsbetjent; -- hun
havde den Pligt at gifte sig med ham, for at han skulde holde op
at svire, sagde han; det var jo ogsaa nemmere end at gre sig den
Ulejlighed selv at sige stop! Hvor var det i Grunden grinagtigt --
sknt det gjaldt hele hendes Fremtid; -- hun smilede, Smilet blev
til Latter; med Vilje blev hun ved at le, -- det nyttede jo ikke at
grde, man skulde jo gaa paa Jorden, selv om den var gloende, og
_hun_ var vel ikke mere hjfornem og sippet end andre Piger.

For Resten fik hun sig vel nok en meget rar Mand, han saa jo da til
sin Moder hver Aften.

Madammen kom ind. Lauritzen, der just ikke fandt Maries Latter
afvisende, selv om den forekom ham mindre romantisk i et saadan
jeblik, begyndte at kysse Marie med en Ugenerthed, som om de havde
vret forlovet i Aarevis.

Hun stdte ham vredt fra sig.

Ja, Lauritzen, hun har jo ikke vret forlovet fr, jvnede Madammen.

Er med paa Noderne, Svigermama! En sart _Kvinde_. _Gelinde_.
Forstaar! -- Lauritzen udviklede sin Menneskekundskab ved Hjlp af
alle de Fljetoner, han kunde faa fat i.

Aftenen sneg sig langsomt hen for Marie.

Lauritzen var overbrende med hendes Koldsindighed, som han egentlig
fandt ganske fornem, og han prdikede med al sin Tungefrdighed
og Selvsikkerhed om det tilkommende Hjem og sin egen fremtidige
Stilling. --

Da han skulde til at gaa, og Marie pligtopfyldende, men koldt, tog
mod hans Kys, sagde han rgelig:

Du skal vrsgo' at tage Dig i Situationen, Marie, og vre min
Kreste rigtig.

Marie flte det som en Lettelse, da hun drejede Nglen om i Dren
efter ham.

Naa, hun vnnede sig vel til det Slikkeri. Nu var hun jo bunden til
ham, og han blev vel nok god imod hende, naar han syntes, hun var saa
dejlig, som han sagde.

Men Hjtid og Glde, det var der ikke over hende, som hun gik der
og ryddede til Side og af og til talte ind til Moderen, som trt
skyndte sig i Seng.

Marie skyndte sig ogsaa og lagde sig snart i Dobbeltsengen ved Siden
af Moderen.

De laa lidt stille i Mrket.

Derpaa sagde Moderen:

Herregu' lille Marie, saa skal vi skilles.

Han skal da have Forretning frst.

Det bliver da fr eller senere. Saa bliver her stille.

Du skal bo i Nrheden af os Moder; saa kan vi gaa sammen, og Du
bliver ikke helt alene.

Om Natten bliver jeg da. Du kan ellers tro, jeg har tidt havt Plasr
af at ligge og lytte til, hvor Du dog kunde trkke Vejret dybt, naar
Du sov.

Det, som hele Aftenen stille havde gnavet i Maries Sind, fik nu Magt,
og hun brast i Graad.

Saa saa lille Marie. Saa saa. Grd dog ikke saadan; det javer helt
igennem mig at hre det. Du kan jo gre det om, hvis det skal vre.
Du skal jo da ikke giftes lige med det samme. Og han siger, at han
skal vre saa magels mod Dig. Du skal bare ikke spekulere. Put Du
Dig nu godt ned og ls din Aftenbn, saa linder det. -- --

Nste Formiddag laa der et Brev til Marie i det aabne Kkkenvindue.
-- Marie lste det; det var Skolebestyrerinden i Baghuset, Lauritzens
Moder, der henvendte sig til Frederiksens med Bn om et Laan paa 15
Kr. til Hjlp til Husleje; hun havde betnkt sig lnge, men vidste
ikke andet Raad, og nu da hun af Rullekonen havde hrt, at Ferdinand
havde kysset Marie ude i Gangen, og de sagtens var forlovede, mente
hun, at hun i sin Nd turde henvende sig til dem. Det var jo kun et
Laan. --

Hvad var nu dette?

Uden at sige noget til Moderen tog Marie sin Sparekassebog og gik hen
og hvede Pengene.

Om Eftermiddagen gik hun over til Baghuset.

Ad en smudsig, stejl Trappe kom hun til en Dr, hvor der hngte en
Tavle med Svamp og Griffel lige under Navnepladen. --

                          DOROTHEA LAURITZEN
                          Skolebestyrerinde

lste Marie og bankede flere Gange paa. Da ingen svarede, gik hun ind
i Stuen.

Der syntes at vre gjort ihrdige Forsg paa at dkke, at alt var
i Forfald. Gulvbrdderne var slidte og graa; et af dem vippede, da
Marie traadte paa det, og der laa mange smaa og uens Tppelapper.
Stoppede Gardiner hang for de lave Vinduer, hvor den blaahvide Maling
paa mange Steder var skallet af Tret. Om Bordet stod forskellige
Slags Stole. Hklede hvide Stykker dkkede over det ituslidte
Betrk. Langs den ene Vg hldede under en Del blegnede Fotografier
et taffelformet Klaver; Pedalen var brudt af, og Laaget havde en
Revne. Paa en Konsol stod mange Billeder af Hr. F. L. M. Lauritzen i
forskellige Stillinger. Det dunkle Spejl over dem gengav udvisket et
Hjrne af det triste Interir.

Marie stod lidt.

Saa kom Fru Lauritzen ind. Hun var graa og mager; over jnene
hvlvede Pandebenet sig kantet og skarpt, Munden faldt ind om nogle
grimme Tandstumper. Hendes Vsen var nervst og uroligt.

Marie sagde:

Det var om Brevet.

Skolebestyrerinden tav afventende. Marie fortsatte:

Moder kunde jo komme til at trnge, hvis vi blev syge eller saadan.
Jeg mener, De kan jo blot sige det til Deres Sn.

Min Sn! -- Det er ikke saa let at bede sine egne, skal jeg sige
Dem, Frken. Desuden, han har frabedt sig, at jeg beder ham om mere
end de 5 Kroner, han giver mig hver Termin. Og han kunde jo blive
vred og tage dem fra mig ogsaa. Det er jo kun et Laan, De kan vre
saa sikker paa, at De faar dem igen. Alle Brnene har endnu ikke
betalt Brndepengene.

Ja, vrsgo, her er Pengene.,

Skolebestyrerindens Haand, der nervst havde glattet frem og tilbage
paa Bordkanten, blev stille.

Tak. Men De skal nok faa dem igen. Det kan De vre vis paa.

Hendes Ydre gik Marie til Hjrte; hun vilde gerne vise lidt
Venlighed, men den anden stod og tav saa tillukket; Marie brd Pavsen
ved at sprge:

Hvor har De Skolestuerne?

Den er her; saa har jeg nogle Bnke om Bordet; jeg rydder dem ud til
om Eftermiddagen, for jeg vil jo gerne have det lidt pnt.

Hvor mange Elever har De?

Ja, nu er et Par bleven konfirmerede. Jeg havde ellers atten.

Hvor meget faar De saa i Skolepenge?

Ja, -- det er forskelligt; de strre giver da som oftest 1 Krone 75.

Om Maaneden?

Ja; det er jo ikke meget, -- men naar jeg endda blot fik nye
ind. Men det er ikke saadan. Jeg kan jo da nok naa at sy lidt for
Forretninger om Eftermiddagen. Men -- det kom nsten ufrivilligt --
sommetider har jeg alligevel knap Brd i Huset!

Men sig det dog til Deres Sn. Vi maa tale med ham om det!

Det maa De ikke! Og De vil endelig nok vre saa god ikke at sige om
Laanet. Han bliver saa vred og kunde let tage de 5 Kroner fra mig ved
Terminen. Men hvad skulde jeg gre?

De kan tro, naar han rigtig ved, hvordan det er, vil han nok ordne
det noget bedre for Dem. Han faar jo god Ln og --

Han bruger ogsaa meget til sine fine Klder! Ja, han maa jo nu ogsaa
vre pnt kldt i Forretningen, det maa han jo. Og engang maa det
vel blive til noget, at han gr Alvor af at faa lidt lrt; ellers
kommer de jo ingen Vegne rigtig nu til Dags. Men _jeg_ kan ikke give
mere til ham, jeg har saamnd gjort, hvad jeg kunde, da han lrte og
saadan. -- Men saa mange Tak for Laanet; De skal faa dem igen, men De
maa endelig ikke sige noget til Ferdinand og heller ikke, at jeg vd,
De er forlovede, for han bliver saa vred, naar jeg blander mig i hans
-- som med den forrige Forlovede. Han fortller mig det nok. --

Med tungt Hjrte gik Marie ned ad Trappen.

Hvad vilde Hans, som havde vret saa god ved sin Moder, sige, hvis
han vidste, _hun_ havde saadan en Kreste.

I en dump, trist Stemning kom hun ind og gav sig straks til at
arbejde med Regnskabet; alt det, som havde paavirket hende til at
tage Lauritzen, laa som Taager over hendes Beslutsomhed.

En Buket, som Lauritzen sendte, lod hun ligge uden at stte den i
Vand.

Moderen stod med den ude i Kkkenet, da Lauritzen, uden at banke paa,
overraskede Marie i Stuen.

Han trak hende ned paa sit Skd og krtegnede hende paa en temmelig
nrgaaende Maade.

Marie rev sit Hoved fra hans kognaksduftende Mund og gav ham en
smeldende Lussing.

Marie! Er Du tosset?

Jeg er til Sinds at give Dem en til. Det kunde maaske lette, for jeg
er saa lynende gal i Hovedet paa Dem og paa mig selv, som har vret
ussel nok til at betro mig til saadan en Herre som Dem. Vi passer
ikke sammen. Nu ved jeg det. De maa undskylde, jeg ikke fik det sagt
i Aftes. Nu er det bedst, De gaar.

Men Ts dog, hvad Fanden stikker der Dig!

Vrsgo'. Skld bare ud. Det er ikke mer, end jeg har fortjent, naar
jeg forlover mig med n, jeg ikke rigtig har kr af Hjrtet. Gaa nu!
-- De maa ikke vre vred. Men jeg kan ikke lide Dem. Det ved jeg nu.
Dem! Og Deres Redden og Deres kunstige Breve. -- Men kan De da nu
ikke gaa, Menneske!

H, Du er sgu godt tovli'. Men jeg er for Resten ligeglad. Bild Dem
bare ikke ind, jeg bliver ved at gaa og sukke for Dem.

Han satte Hatten paa. Saa stod han lidt og blev rrt.

Farvel Frken Frederiksen. Gud, hvor er De dejlig. -- De kunde gerne
give mig et Ssterkys til Afsked!

Gaa nu!

Naa, naa lille Missemor; ikke saa stor; det var da ikke frste
Gang. Han slog Armen om hende. Marie tog ham i Skulderen, slngte
ham vk og gik sin Vej.

Lauritzen stod lidt.

Satans ogsaa. Satans ogsaa. Saadan en dejlig Pige.

Han tog Hatten af og strg den blank med rmet.

Naa nu nix verknoten Ferdinand Lauritzen. Du gi'r hende Fanden gr
Du -- den Vaskets!

Lauritzen saa sig i Spejlet, trak sit Slips til rette, satte Hatten
flot paa og gik. -- -- --

Efter den Tid holdt Marie sig helst hjemme. Hun var bleven sky for
at komme i Lag med Fremmede. Af og til sendte hun Middagsmad over
til Skolebestyrerinden i Baghuset. Denne takkede pr. Bud, men undgik
Marie, da Laanet endnu ikke var tilbagebetalt.

Det var blevet Maries Livsvisdom, at skulde man gifte sig, skulde man
holde af, saa der var Forslag i det, ellers maatte man helst blse
alt Kresteri en lang Marsch og finde sig til Rette i sine Kaar uden
alt for mange Spekulationer; og da hun betragtede det som givet, at
hun ikke kom til at bryde sig noget om Bylapsene, saa behandlede
hun de Herrer, som hun traf i Vaskeriet eller hos Naboens, med en
munter Ro, som virkede afklende. I Almindelighed troede man hende
forskanset bag en hemmelig Forlovelse.

Naboerne sgte hende meget; hun rakte gerne en hjlpende Haand og var
ikke bange for at sige sin Mening, naar det gjaldt om et godt Raad.
Navnlig tog hun sig af et Pigebarn paa femten Aar, som hun lrte op
til Vask og Strygning og anden huslig Dygtighed, og hvis Tendens til
Renderi hun sgte at dmpe.

Madam Frederiksen sagde rigtignok om Pigebarnet og hendes Sstre:

De vil til den Side, Marie, og saa kan ti Par Vognmandsheste ikke
slbe dem til den anden.

Det kan da ikke nytte at opgive det ligestraks. De to ldre ... naa
ja, for min Skyld ingen Allarm, naar bare Katinka bliver en ordentlig
Pige; det har jeg nu sat mig i Hovedet, jeg gerne vil have. Hun kan
blive Jomfru hos Konsulinden hjemme; der faar hun det som Blommen i
et g, og saa gaar hun da ikke i Hundene som Hkerens Carla. --

Da Katinka var atten Aar, meldte hendes Moder en Dag Marie, at nu var
det galt fat med Pigebarnet.

Moderen sagde med forarget Mine:

Jeg gjorde mig jo gal, da jeg saa', hvad der var i Vejen. Men saa
fik jeg jo at vide, at der ikke var noget for Tsen at stille op;
Kresten task hende jo, det Bst.

Marie tog sig det meget nr og havde en Flelse af Skam, -- havde hun
ikke engang kunnet gre saadan et stakkels Pigebarn begribeligt, at
hun bare kom ned i Skidtet paa den Maner. --

Hun arbejdede haardt Dagen igennem, men havde dog en ubehagelig
Flelse af, at der var mere endnu, hun burde udrette.

Hvad havde det saa nyttet, da hun sgte at stive en anden af! Katinka
var dog nu alligevel kommen ind i Hvirvlen; nu rendte hun med
Alverdens Mandfolk og saa farlig ud.

Det var dog bedst at leve rolig og tro Menneskene gode og skikkelige,
passe sit Arbejde og af og til at gaa i Theatret og se noget rigtig
knt. -- Naar Bifaldet rungede op mod Skuespillerne, naar hun paa
Byens Musum saa Malerier, eller naar hun i Avisen lste om et eller
andet dygtigt Foretagende, var det, som om en Slags piblende, stolt
Glde gjorde hende varm: der var dog altsaa alligevel nogen, der
kunde udrette noget, overvinde Modstand og naa Maalet, saaledes
som de havde talt og sunget den Dag, da alt samlede sig om at gre
Neptuns Udfart dejlig og uforglemmelig. --

Hun havde faaet indfrt, at de i Mrkningen hvilede sig et Kvarters
Tid.

Da saa hun helst, at ingen Fremmede forstyrrede dem.

Moderen halvsov i Sofahjrnet. Marie sad tavs med Hnderne foldede
under Nakken, Benene strakt ud og hele det trediveaarige strke,
knne Legeme mageligt hvilende, medens Tankerne flj rundt, eller en
Drm fangede hende.

Hun var igen kommen til ofte at tnke paa hin Solskinsdag, som bragte
saa mangfoldige og saa festlige Sknheder over det hvide Skib, der
droges langsomt gennem de klukkende, friske Smaablger.

Med rigtig sikker Glde mindedes hun ikke al den Festen; der var
som noget uholdbart ved al den Fornjelse og Stads, selv om det
alligevel var dejligt at se for sig: Sen, Solskinnet, Baadene, hvor
fremmede Mennesker svingede med Hattene, og alle Havnens Skibe, der
var flagsmykkede fra Vandgangen til Flagknappen.

Pludselig kunde hele det flagrende Indtryk af leende, oprmte
Mennesker, smeldende Flag og Sens og Himlens straalende Farver
vige tilbage for et fast Billede: en ung bedrvet Smand, der sagde
Farvel til sin Moder. Det gjorde godt at genkalde sig det, -- der var
noget virkeligt og tilforladeligt i det, noget, som ikke helt kunde
forsvinde og blive til ingen Ting.

Mon Hans aldrig tnkte paa den Dag? Hvor mon han var henne i Verden?

       *       *       *       *       *

En Januardag var det efter flere Dages strkt Snefald begyndt at t.

Sneen, der var falden saa munter og let, laa nu tung og halvsmudsig;
de vaade Brosten var begyndt at vise sig, Spadseregangenes Trer var
nsten sorte af klam Vde, og Skyerne drev lavt.

Det var Sndag, saa der var ikke mange Folk nede ved Havnen,
hvor Marie langsomt kom gaaende mellem store Stenbunker og mrke
Tmmerstabler.

Yderst ved det store, rde Pakhus laa Neptun, hjemkaldt fra England
for at komme under Reparation.

Hans, der endnu var Styrmand ombord, havde fra London skrevet, at
de Portrtter, som de jo nok vidste, at han havde i sin Varetgt
og efter Kaptajnens Ordre kun maatte aflevere personligt, nu snart
skulde komme dem i Hnde.

Det var dem Marie vilde ned at hente.

Hans havde skrevet to Gange, og hun havde svaret; det var falden
hende saa let at fylde Papirets fire Sider, for hun vidste, at hun
gjorde ham godt ved at fortlle om deres Hjem, og hvad der ellers
angik dem. Ogsaa at hun af en Fejltagelse havde vret forlovet i 24
Timer. Der var noget af en Bods smertelige Sdme i at bekende dette
for Hans, og det var aabent Spil, han skulde ikke komme hjem og tro,
at hun havde siddet og ventet paa, at han skulde komme og forlove
sig med hende. Hun var ikke af dem, der ikke kunde kende lidt til et
Mandfolk uden straks at tnke sig Forlovelse og den Slags. --

Det skulde blive srt at se Neptun, hvor Fader var dd, og
underligt at tale med Hans, som havde kendt hende dengang, da hun
endnu ikke vidste, hvad Livet gav.

Saa tog hun et forsvarligt Tag i sine egne Tanker. Hun havde at vre
rolig og ikke at faa alt for mange Fornemmelser. Den Ro, som hun
havde vbnet sig med hjemmefra, vilde hun ikke miste.

Men da hun staar her og ser ud i den snevre Kanal, hvor graa Isflager
grde sig sammen, mindes hun igen hin Udfartsdag, og hun hrer
Flagene smelde og ser den unge Smands taarefyldte, trofaste jne.

Og da fler hun med urolig Sorg, at naar hun nu skal se Hans som en
Fremmed og for sidste Gang have noget med Skuden at gre, saa vil det
vre, som det jvnt kedsommelige skrider ned og begraver den lnlige
Sti, der har frt til en aldrig helt glemt Drm om Krlighed og Lykke.

For Mindet om Hans, ung og betaget af en ren Sorg, der hvede ham
over Omgivelsernes jvne Lystighed, og Mindet om Skibet, der i
Festdragt, med Forventningens Glans over sig styrede gennem de
solbeskinnede Blger, -- er dog det, der har vakt det bldeste,
knneste og det mrkeligste i hendes Sind. -- St, det var en
Ondskab, en grim Handling, der havde vret hendes Ungdoms frste
strke Indtryk!

Hun var reven ud af sin sdvanlige Ro, og strkt og bittert tnkte
hun: Jeg glemmer Herligheden med Neptun, men jeg finder mig ikke
i at glemme Hans, og jeg kan ikke lade vre at holde af ham, selv om
han aldrig skal faa det at vide!

Taarerne begyndte at trnge sig frem, -- hendes Hjrte var saa fuldt
og saa bevget.

Da samlede hun resolut den sorte Kjole, lftede den omhyggeligt og
gik raskt hen mod Skibet: ingen Scener, ingen Flben for Folks jne!

Det havde Fader ogsaa sagt hin Festdag, da Neptun, pudset og
hvidmalet, gled som en stolt Svane ud mellem de grnne er.

Der laa Skuden.

Nu var den sortmalet; det rustne Anker var halet op og havde skrabet
den udenbords og afsat rde Streger.

Ved Rlingen stod Mgleren og Kaptajnen, der havde lodden Hue ned
over rene og i Munden en kort Pibe, som han gumlede hen i den ene
Mundvig, da han sagde:

Ja, naar de kommer lidt nrmere Solen og faar mere Trring, skal hun
ha' en Omgang Pensel; hun er svrt forkrabbet.

Det var rigtignok sandt!

Hvor saa' dog Skibet ud!

Marie gik videre langs Bolvrket for at se paa Navnepladen agter.

Standsede pludselig. Hendes jne fyldtes af Taarer, og Hjrtet
begyndte at banke.

Oppe ved Rattet stod Hans Holgersen med Tmmermanden, der klarede
Flagstangen, som var knkket i en Storm i Nordsen.

Tmmermanden lagde Vrktjet og gik ned mod Malerrummet ...

Og Hans, der stod med Ryggen til, vendte sig og gav sig sindigt til
at hejse Flaget.

Dette Billede snkede sig vldigt og egenraadigt ned i Marie og
mdtes med det Minde, som havde gnavet og pint i stormfulde Ntter,
og naar tjenstagtige Venner havde refereret Rhedernes uvenlige
Bemrkninger om hendes Fader, -- Mindet om, da Flagstangen knkkede,
da han vilde svare de Hilsende i Land.

Men Uhyggen ved det Varsel svandt hen, da hun saa Hans, der stt
og rolig stod der og gjorde Flaglinen fast; Hans, som havde fulgt
Neptun saa trofast i alle disse Aar. Og som ikke betragtede hende
som en Fremmed, der var ham og Skibet uvedkommende. Det forstod hun
med stille, lykkelig Jubel, da han opdagede hende og hilste hende.

I den milde, strke Stemning -- lige vidt fra hin Dags festlige Lys
og fra dennes klamme, skjulende Taage -- fulgte hun med ham ned i
hans Lukaf.

Idet han aabnede Kisten for at fremtage Portrtterne, saa' hun, at
hendes Billede var opklbet indvendig i Laaget.

Da han mrkede, at hun havde set det, rejste han sig og tog om hendes
Hnder.

De var begge af samme Hjde, stod og saa' hinanden fast ind i jnene.

Naar Hans paa de ensomme Vagter eller paa slentrende Vandringer i
store fremmede Byer havde tnkt paa Fremtiden, saa var Marie det
Krnepunkt, hvorom hans Lykketrang dannede en lysende Taage af
Haab og nsker. Saa sikkert som noget var hun med, hvergang han
spekulerede over noget srligt, -- -- -- dengang, da han sparede for
at tage Eksamen, og ved Smandsprstens Juletr i Hull, da det traf
sig, at han fik et Halstrklde med Julensker fra En hjemme i Byen;
og da han laa paa Hospitalet i New York, efterat han var forlist og
havde mistet alt; og Natten efter den Sommerdag ovre under England,
da hun pludselig rg ud i en Nordvest, og Jungmanden gik over Bord
og druknede lige for jnene af ham; -- -- altid var Marie med i hans
Tanker. Hun var jo ogsaa for ham bestandig omgiven af det Mod og det
Haab, som havde vret over det hele hin Sommerdag i Sundet. Hvor
akavet det end var gaaet for Neptun, saa havde den Skude dog siden
den Dag noget mere over sig end andre Fartjer, og hvad han saa end
skulde faa at kmpe med, saa skulde hendes Krlighed hjlpe ham at
klare det strngeste. --

Han vilde sige hende noget om dette; men en pludselig Jublen over
endelig at skulle dele dette strke, forhaabningsfulde med hende
fyldte ham med en uvant, forvirrende Magt, der dirrede helt ud i hans
forslidte Hnder, saa at hun uvilkaarlig tog med m Fasthed om dem.

Han var ikke vant til at forme sine Tanker i Ord, da han ingen havde
havt at skrive til, siden hans Moder dde, og ikke havde lst stort
andet ude i Sen, end hvad han havde Brug for til Eksamen.

Det faldt da saa helt anderledes, end han havde tnkt det.

Men Lykken over mme Lngsler og strke Flelser, som ikke skyggedes
af nogen Tvivl eller Usikkerhed, Lykken over det nye, mrkelige,
straalende, der foldede sig ud i hendes Sind, da hun saa ham ved
Flaget agter, bringer hende til at fornemme den Glans og Varme,
som er skjult i hans jvne Ord om, at han har Udsigt til at blive
Neptuns Frer, da Kaptajnen lgger op efter denne Rejse, og at han
saa kan gifte sig, men at han ikke vil have nogen anden Pige i hele
Verden end hende. --

Da Marie sad hos sin Ven i den snevre, fattige Kahyt, tnkte hun,
greben ind til Roden af sit Vsen, at det var en _Styrelse_, at
Lauritzen havde listet sig saa lumskt ind den Aften, saa at hun var
bleven saa forfrdelig vred og lige med et havde givet ham Afsked;
st, hun var gleden dybere ind i det; ja, saa havde hun aldrig
oplevet en Stund som denne sammen med ham, der nu sad og holdt saa
trofast om hende og hviskede om Fremtiden og om den Dag for lnge
siden; den Dag, da hendes Sjl havde optaget et Billede, der -- disse
Aar igennem -- havde vret som en Ankergrund, der var Skyld i, at
hendes Tro paa ham og Mindet om ham aldrig helt var skyllet bort fra
hende.




TO SSTRE.


I den blaa Sommerluft rejste der sig et Sted i Norden en strk Borg.

Men Borgens Frue havde ikke Sans for Portenes sikre Nagler eller for
Taarne og Tinders stolte Rejsning. For hende var der kun t: det
Barn, hun havde fdt Maanedsdagen efter sin Husbonds Dd.

Hun tilbragte sine Dage ved Barnets Vugge og mangen Nat lyttende
betaget til dets sagte Aandedrag.

Fra Taarnet vajede intet Banner; i Staldene stod Hestene urrte, i
Skovene drev Dyrene om uden at jages, og de af Svendene, som endnu
var unge, forlod hendes Tjeneste, fordi de hellere vilde binde
Harnisk paa og slaaes af al Magt paa de vide Heder med vrede Fjender
end gaa her i Tryghed og blive gamle og graa bag den Grnse, hun drog
mellem Verden og sig selv og sit. -- --

Der flyver Fugle, der vlder Roser. --

En silde stormfuld Aften kommer en Svend ind med en Byldt, som
han har fundet i den dybe Skygge ved Porttaarnets Mur. Kaaber
og Silkeklder vikles bort; et Par mrke Barnejne stirrer mod
Lysskrets Leg paa de blanke Ildbukke ved Ovnen; de se op i
Rgfangets Mrke, og i Blikket dukker en Skygge af ngstelse frem;
men den svinder, da det fster sig ved Borgfruens Ansigt.

Da aabnes den srgmodige Frues Hjrte for det lille, hjlpelse
Hittebarn, og hun lfter det i sine Arme og tager det til sit Barns
Sster.

       *       *       *       *       *

Og Inger, det var Datteren, og Germa ... det Navn havde man fundet i
en Guldring, der hang om Hittebarnets Hals ... voksede op i Krlighed
og mhed. --

En Solskinsdag stod Moderen i et Vindue og saa ned i Borggaarden,
hvor de to Brn kom gaaende.

Inger gik ens og langsomt. Hun var hjere end Germa og havde lagt sin
Arm om hendes Skulder; det jvnede den andens urolige Gang.

Men lnge gik de ikke saadan.

Germa sprang af Sted; .. snart jagede hun Duernes Flok i Vejret,
saa de mange flagrende Vingepar lyste i Formiddagssolskinnet; snart
borede hun sine brune Hnder ind i de vilde Rosers Hk for at faa den
rdeste Rose til Ingers lyse Haar; saa gled hun atter ind i Ssterens
Arm, og de fortsatte deres Vej ... bort under den lave Porthvlving.

Og lidt efter brdes Stilheden af Germas muntre, klare Stemme, der
raabte den kraftige Hilsen, som hun kendte fra Viserne, op til
Porttaarnet, hvor Kurens Plads i Aarevis havde vret tom.

Borgfruen vendte sig med et Suk.

Skbnen raader underligt!

Hun havde srget og grdt saa saare. Men som Aarene randt hen,
stngte hun med Ensformighed og Stilhed for alt Begr efter Liv og
brusende Lykke.

Og hun gemte Brnene med sig i Flugt for alle groende Haab, fordi hun
vidste, det kunde ske, at Haab blev til Sorg.

Men nu, da Vingerne voksede sig strke paa den fremmede Fugl, hun
havde lunet i sin ensomme Rede, -- og den flagrede ud, og den kom
hjem og bragte Bud til hendes vintertavse Sjl om smeltende Sne og om
Muld, der var rede til Frkornet, -- da veg Glemselen og Stilheden af
hendes Sind, og den meldte sig igen, den gamle Sorg over hendes dde
Herre. -- --

Germa frdedes vaagen og varmblodig vidt ud fra den snevre Stue.
Der var i hendes Spor en Strm af Liv og Uro og bag alle hendes
Sprgsmaal en kraftfuld Higen efter Viden om Tilvrelsen i al dens
Bredde og Dybde. Hun vrnede med mhed og Undren hver Plantespire,
der blev til af et ringe Fr, og hun lo af Glde ved at fornemme sin
Hests spndte Styrke, naar hun jog hen ad Markerne. Hun kunde blive
stille af Lykke over Moderens og Ssterens Krlighed; og naar der
berettedes om Fdrenes daadrige Levned, _lyttede_ ingen som hun --
saa favnende det alt, tagende og ejende det.

Den gamle Krnikebog og de to Helgenlegender, med Riddervaabnet i
Guld paa mrke Lderbind, og de kostelige haandskrevne Dokumenter
blev slbt ned fra Hylden; naar da Germa stod paa den hje Stige og
sgte paa det fredede Sted, hvor de gemtes, saa blussende ivrig,
at Stvet dansede i Solstriben, da var det noget andet og noget
smerteligere end Angst for, at den lille, faste Haand skulde slippe
sit Tag i den Egetreskorsblomst deroppe, som gennemfor Borgfruen paa
en saa urolig Maade.

       *       *       *       *       *

Borgfruens hvide Hnder, der i mange Timer taalmodigt havde syet
Roser paa Silkens lyse, blde Flager, lagde sig til Hvile i hendes
Skd.

Fra de store Loftsbjlker og fra det mrke Egepanels kunstfrdige
Udskringer rykkede Tusmrket nrmere og nrmere ind paa hende.

Hun rejste sig, gik hen og skd Vinduet op, satte sig paa Vgbnken
i Vinduesfordybningen med Haand under Kind og stirrede ud i Luften,
medens Mynden, der laa ved hendes Fdder, aandede lydlst i rolig
Svn.

Lnge var der stille.

Saa bevgede den brede Dr sig paa sine store Hngsler for Ingers
spinkle Haand.

Mynden rejste sig, gabede lydeligt og strakte sig, saa Skindet
strammede om Ribbenene; der kom Liv i dens srgmodige jne, og den
gik logrende hen til Inger, der venligt strg over dens glatte, blde
Hoved, idet hun gik forbi den hen og satte sig paa Hyndet ved Vinduet.

Hun lnede Hovedet til Moderens Skulder, og Moderen kyssede mt
og let hendes lyse Haar, der mdtes saa smukt med den rene, hvide
Pande; medens det nu var Inger, der saa ud paa Aftentaagerne, hvilede
Moderens Blik ufravendt paa Barnets rolige Ansigt. --

Hvilken Storm skal faa disse lige, fine jenbryn til at drage
sig smerteligt sammen, og hvilken Lavhed skal bringe disse blaa,
taalmodige jne til at flamme vredt og sorgfuldt.

Saa drog hun hende tttere ind til sig.

Kunde hun holde sit Barn borte fra Verden, -- hvor Lystighed og Kulde
var Herre, -- gemme det hos sig, varmt og trygt, og tilsidst frelse
det med sig i den stille Grav under Kirkens slidte Fliser! --

Der ld Sang udenfor, Klinken paa Dren lftedes, og Germa traadte
ind.

Hun blev ved med sin lystige Sang, medens hun trak Mynden krtegnende
i rene og klappede dens Ryg, saa den velbehageligt kneb jnene
sammen; men saa tav hun, lb hen til de to derhenne ved Vinduet og
tog sin vante Plads paa Hyndet ved deres Fdder ...

Og lidt efter begyndte Moderen at synge med en sagte, sdt klingende
Stemme for sine Brn. Helst af alt vilde hun mtte deres Lngsler, at
de ikke skulde drage de vilde Stier bort fra hende, ud i Livet, hvor
mangen En bar Kvide i Hjrtet.

Saadan kom en blid og rig Aften tidt og ofte efter en Dag, som, enten
det var Vinter eller Sommer, var kranset af vaagen, trofast Krlighed.

       *       *       *       *       *

En Sommerdag, da Inger, der nu var vokset til en stolt og hvisk
Jomfru, var gaaet ned til Aaen med en Terne for at to Silke og Lin,
kom Germa lbende. Og som hun sprang af Sted hen ad den grnne Vold,
vinkede hun kaldende paa Ssteren.

Hendes Mund smilte, og hendes jne straalede, men hun vilde ikke
fortlle, hvad det var, der havde tndt Glden hos hende.

Hun tog Inger ved Haanden og drog hende med sig ind i Borggaarden,
ind ad en lille glat, jernbeslaaet, mrk Dr, som Inger aldrig fr
havde set aabnet, og op ad en stejl Trappe, hvor Loft, Vg, Trin ere
afslidte, rde Mursten. Smallere og smallere bliver den, jo hjere de
stige .... men tilsidst svinge de sig ud af Lugen verst oppe, og de
staa ved Taarnets Tinde og skrme med Hnderne for jnene, der ikke
straks kan se ud i det klare Sollys.

Men snart se de op og ud over det vide Landskab, der blaaner langt,
langt ud -- -- grnne Marker, et enkelt bredkronet Tr, smaa
blinkende Ser, mrke Skove og lngst ude -- Havet. Over alt dette et
straalende Sommersolskin og en tindrende blaa Himmel.

-- Inger jublede og strakte sine Arme ud. Hun lb fra Brystvrnets
Nordside til dets Sydside, fra st til Vest, -- og alle Vegne det
samme -- en Verden, en stor, dejlig Verden, der straalede i Sollys og
ventede i Tavshed.

At eje saa meget vidt og fagert!

Germa sad ubevgelig med Nakken mod den haarde Sten og fulgte med
jnene Inger, der var saa ny, som hun stod der; der var i disse jne
en Verden, en Verden, der ventede i Tavshed og straalede i ubevidst
Ungdomslykke.

Germa rejste sig pludseligt, gik ned ad Trappen og ind i det verste
Taarnvrelse.

Der stod et stort, sammenrullet Banner hldet op til Muren; hun tog
i Silken og trak Dugen nysgerrigt ud.

Derpaa fik hun je paa en lille Kiste paa fire svre Ben, sammenholdt
af et strkt Kryds.

Hvad gemtes her saa afsides og upaaagtet?

Germa strg over sit sorte, blanke Haar, som hun plejede, naar noget
betog hende.

Hun vidste ikke selv, hvorfor hendes Hjrte bankede, da hendes varme
Haand greb om den store Ngle. Hun lo lidt af denne sre Uro, drejede
Nglen om og aabnede for Kisten.

Der laa en Ring, og inden i den stod Germa; det samme Navn kom
frem, da hun havde set lidt paa det snrklede rde og forgyldte, der
stod dernede paa Pergamentslappen, som laa under Ringen. --

Og Hittebarnet lste de faa Linjer, som en vejfarende Munk, til Tak
for Ly og Mad, engang havde prentet om det fundne Barn.

Hun forstod ikke, hvorfor hendes hele Vsen krympede sig af Sorg, hun
harmedes over Taarerne, som blndede hendes jne, og uvant med de
dderdryp, der sved hendes Sind, vilde hun lbe bort fra dette trange
Rum. Hendes Haand strejfede Banneret; hun vendte sig og tog hastigt
om den tunge Byrde og slbte den op til Inger.

Og nu blev der Travlhed paa det Taarn, der i Aarevis havde vret de.

To Pigeskikkelser kmpede for at faa Bannerstagen fastgjort, Banneret
udfoldet. Inger slap Snorene; en sagte Vind spilede Silkedugen ud,
og over hendes Hovede vajede Slgtens blaa Mrke med den gyldne,
flyvende Glente, den som ogsaa havde skinnet i hendes Faders Skjold
den Dag, han faldt mod Rigets Fjender.

De to Jomfruer saa paa hinanden.

Germas Lber bvede .... hvor havde de kunnet tie om dette Dag efter
Dag? Hvorledes skulde hun bre at miste Visheden om en del Fader og
en god og statelig Moder? Ak, nu havde de drukket det halve af hendes
Hjrteblod.

Da strakte Inger Armene i Vejret, greb med de slanke, hvide Hnder om
Bannerstagen; Mund og je smilte stolt og kkt, og Silken knitrede
og blgede over hende.

... Men i den Stund flte Germa sig fattig og ene, og i hendes Sind
fstede den bitre, strke Udlngsel Bo.

       *       *       *       *       *

Ind gennem de grnlige Ruder, hvor Blyet mange Gange har draget
sine Linjer paa langs og paa tvers, glider det legende Lys i brede,
dmpede Strmme.

Stabler af Tinfade og Tallerkener staar paa det brede Egebord;
kosteligt vvede Skiveduge ligge Side om Side med farvesknne
Bnkehynder. En Slvstob, Krus og blanke, tunge Stager med to og
flere Piber skinner; smaa Saltsirkener og enkelte Skeer, hvis lave
Kop er slidt som det udskaarne Benhaandtag, ere skubbede ind, hvor
Plads er i den brogede Dynge.

Inger staar og ser tankefuld paa alle disse hendes Slgts Skatte, som
sjldent kommer frem af de dybe Skabe eller ned fra de lange Hylder
under Loftet. Snart lfter hun paa en af de tunge Stager, snart
glider hendes Haand let hen ad de klige Linnedduge.

Borgfruen sidder for Enden af Bordet, hvor Skiven er rundet af hendes
Herres og hans Fdres Arme.

Foran hende staar et lavt Skrin med hvide Metalbeslag om det mrke
Tr. Der ligger enkelte Guldkder deri; men det er ikke dem,
som Borgfruen lfter saa varsomt, -- det er et beskrevet, stivt
Pergament, der rasler, da hun tager det frem.

Hun ser paa den snirklede Skrift, som fortller om dengang, da hendes
Herre sknkede Gaard og Grund til Kirkens Sankt Andre Alter, at
Messer skulde lses for ham og hans og Kongen til evig Tid.

Borgfruen ser op, sukker og fster det sorgfulde Blik paa Inger, der
bjer Hovedet dybere.

Dden er vis, men Timen er uvis. Lad ikke af at vaage og bede i
Bodfrdighed.

Og hun lser halvsagte videre. --

Germa staar med Ryggen til henne ved Vinduet.

Med Fingeren tegner hun, uden Hensigt, i Karmen efter de smaa
Halvbuer i den rde Mur derovre under Taget.

Bagved sig hrer hun Borgfruens sagte dmpede Stemme, der staver sig
frem gennem Dokumentets Stninger om de Messer, der skal lses: alle
christne Sjle til Ro, Lindring og Salighed.

Ro og Lindring, gentager Borgfruen tungt.

Liv og Vildskab, siger det i Germa. De to derhenne, hendes Kreste
paa Jorden, lad dem knle for den tavse Moder, der bjer Hovedet mod
den kronede Sn, hun brer paa Armen, lad dem vandre sdt omslyngede
og blidt talende i Rosengaardens tunge Duft; hun elsker dem, hun vil
gre trlsomt Arbejde for dem og bre det strideste og haardeste dem
til Behag, men der er noget, som kalder bort fra dette stille Sted,
sknt Barneminderne pusler i hver Krog. Her er alting ens, enten
Himlen er hj, blaa og sommerskn, eller Taagerne graaner, eller
Sneen danser langsomt ned over Borg og Skove. Hun bliver frere i sin
Dragt og maa bje sig, naar hun gaar gennem Taarndren, men Dag gaar
som Dag, og Aften kommer som Aften, og saadan vil det vedblive.

Og hun ved, at de Bolstre, hun hviler sit Hovede imod, ere bredte for
hende af Godhed, og ikke fordi hun er deres. Der er ikke det i hendes
Blod, som evigt binder hende til de to derhenne. Hun er ikke Kd og
Blod af den gode Frue og hendes tstore, modige Herre.

Og hun ligner heller ikke Ssteren. Germa er rank og hj, mrk og
brunkindet. Hun er kraftig og heftig, har Mod til at vre krlig
eller vred, alt som Tid er.

Ingers Legeme er fint, og naar hun kaster sine Klder og gaar ud i
Vandet, skinner hun hvid og dejlig; hendes Ld er lys, hendes jne
ere rolige og blaa. Hun kan tmme sine Ord, og man ved ikke ret,
om hendes Sjl kan blge i Vrede og heftig Krlighed. Grder hun,
er det i Ensomhed, og aldrig viser hendes mhed sig anderledes end
som stille Omsorg. Hendes Pande er som Moderens; naar hun lader
Kammen glide gennem det lange, gule Haar, lfter hun Haanden ganske
som Moderen. Ja, deres Blod rinder i samme Takt, og de ere bundne
til hinanden ulseligt, men hun er det fundne Barn ... den Herre
Christus evigt velsigne den gode Frue, der ikke lod hende falde i
onde Menneskers Vold! --

Fra det verste af Gavlens Takker flj en Due op mod den blaa Himmel.

Germa saa langt efter den.

Men saa vendte hun sig og gik forbi Borgfruen og Inger. Deres Blikke
fulgte hende, til Dren lukkedes; to Par jne mdtes et jeblik ...
Germa er en anden siden hin Dag paa Taarnets Tind; hun tager deres
Krtegn som en Gave og ikke mere som sin Ret; og hendes mrke jne
kan sprge, saa der er kun det at gre at lgge hendes Hovede mod sit
Bryst og bje sin Mund mod hendes Pande. --

Men Germa sprang ned ad Trappen, hun stemte sig haardere mod den
tunge Dr end ndigt gjordes.

Da hun stod i den snevre Borggaard, gav hun sig til at lbe ... bort
derfra ... over den gyngende Vindebro -- ad vildsomme Stier langt ind
i Skoven, og der kastede hun sig ned ...

Vage Drmme, der briste, frend de naa ud af Taagen, stryge gennem
hendes Sind, medens Skovens Storhed, -- den, der spirer, og den, der
hvlver sig hjt, -- tager hendes smertelige Uro og fylder hende med
en gryende, strk Livsglde. --

Saadan er det gaaet mange Gange siden hin Foraarsdag.

Det kan ske for hende, at tunge Anelser med t kan faa hende til at
lfte Hovedet fra det blde Mos og stirre ngsteligt frem for sig;
det er, som noget nrmer sig, der kan nedtrde den dybe Glde, som er
ved at gro op i hendes Sind.

Da kan hun ikke se en Fugl flyve fra Reden, uden at hun synes, den
forvildet _tyer_ til en sikker Kvist, og at dens lille, fjedrede
Moderbryst sklver. Og det er for hende, som de fine, svvende Spind
blive tunge og graa, og som den blde, blaalige Luft, der legede i
yndig Lethed, bliver tung og kvlende.

Hvorfor blev hun ikke hos de to bag Borgens sikre Mure! Hvorfor var
hun bleven deres, naar hendes Sind og hendes Lngsler ikke vilde
gro som deres, -- de to hun elskede og lngtes bort fra, som om hun
skulde srge sig dd.

-- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- --

Germa sad ensom langt inde i Skoven og saa paa en Ulveunge, i hvis
Hjrte hendes Kniv havde siddet.

Hun blussede efter Jagtens Fryd og sugede af og til de rde
Bloddraaber bort, som piblede frem af en Rift i Haanden.

Hun var saa strk og lykkelig i den Stund.

Da knagede Grene inde i Krattet.

Germa sprang op med Kniven i Haand og funklende jne.

Var det Ulvehunnen?

Men snart hrte hun en Hest snfte; Jernklder raslede, og en stor
Rytter holdt foran hende. En Svend red frem ved hans Side.

Ridderen gloede dumt paa hende gennem Hullerne i Visiret; saa skd
han det op og lo raat.

En smuk Terne til at feje Asken af Arnen!

Og til at srge for Ganen og anden Glde, smiskede Svenden og red
bag hende.

Germas jne lb fulde af Vredestaarer. Der var en Ridse ved
Halsringen. Om hun kunde stte sin Kniv i der! Men saa skulde hun
slippe Ridderen af Syne.

Svenden red tt til hende.

I samme Nu satte hun i Lb ind i Skoven.

Bag hende knasede de trre Blade under Ridderens tunge Hest; lidt
borte knkkede Grene: Svenden red uden om hende. Hendes Kinder
gldede, men hendes Sind var koldt og beslutsomt .... fremad endnu
et Stykke, saa naaede hun Klften; hun vidste et Sted, hvor Brinken
var stejl og overgroet med sejge Ranker, derhen lb hun, der var hun
strkere end en Rytter i Jernklder.

Hendes Hjrte hamrede, hendes Kind piskedes af Kvistene, -- men blot
frem. Han kunde bruge hende til at fede Ulve med, om han fik hende
fat! Anderledes blev hun aldrig i Evighed en Mand til Vilje, som
vilde tvinge hende, en Mand med grove Smil om lystne Lber.

I susende Fart fr det unge, strke Legeme af Sted, bjende sig for
Grenene og springende over Bkkene.

Svendens Hest prustede der ved Egen bag Krattet ... saa til den anden
Side ind mellem Trerne. Der laa Svenden lumskeligt skjult; han
sprang ind paa hende, de brdes lnge; da Ridderen kom, var hendes
Krfter det, og blodig og forreven sank hun sammen, bedende sagte og
mindeligt om Naade og Frihed.

Men han tog hende hoverende i sine jrnkldte, plumpe Arme, lftede
hende op foran sig paa Saddelen og red bort med hende.

Germa spndte endnu engang sin slanke Krop for at styrte sig fra ham
ned mod Jordens barmhjrtigt knusende Sten; men han holdt hende fast
fngslet i sine grove Arme og frte hende til sin fjerne Borg.

-- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- --

Og hvor han rider frem, knuses Blomsterne, de lfte sig ikke mere,
drikke ikke mere Duggen, som de gode Ntter sknke.

       *       *       *       *       *

Der red en Ungersvend i vild Galop, saa strkt, som Fuglene flyve.
Han jog fremad over blde Enge og ind gennem ttte Skove, hvor
Grenene strg hans hede Kind, og visne Blade sparkedes op af deres
aargamle Fred.

Han huggede Sporen i Hestens Side og knugede haardt om den brede
Tjle, for han var vred af Sorg.

Saa ringe, saa lille var da hans Hjrtenskrs Elskov, at den ikke
kunde hindre hende i at flge den fremmede Ridder til Dansen og lytte
til hans Tale, der var sirlig og kruset som Fjedrene i hans Hat. --
Men _hans_ Ord, hendes tro Bejlers Ord gaar hendes re forbi, som var
det blot en Vind, der blste.

Vrd var det for en Svend, der brndte af Harm, at ride som en Nar ad
ukendte Veje.

Da standsede Ungersvenden sin Ganger; den stemte Benene fast mod
Jorden og huggede med Hovedet -- utaalmodig over den strammende
Tjle, -- saa at den lange Manke faldt ud over Bidslet, og Skumflager
fr tilbage paa den svedblanke Krop.

Ungersvenden blev holdende og stirrede frem for sig, for der, hvor
Taarnet rejste sig bag Krattet, der vajede over den takkede, rde
Murrand det blaa Banner med den gyldne, flyvende Glente, som i mange
Aar havde vret skjult.

Hallo! Han rev sin Hue af og svingede den. Nu havde han det at melde
om, som vel kunde fange hans Dames re.

Og han kastede sin Hest omkring og jog muntert af Sted.

       *       *       *       *       *

Det Budskab sprang vidt over Lande, at Flaget var hejst paa den
ensomme Borg, hvor ingen Fremmed havde vret siden Ridderens Dd.
Der taltes om det i Frgemandens Hytte og paa Kongens Slot, og det
drftedes ved Krus og ved Messe, og snart stundede raske Svende og
alvorlige Mnd til Borgen.

De modtoges hvisk med Vin og Mad og den Besked, at naar Germa var
funden og frelst, da var her et Hjem for Glde og Lykke, hvortil det
vel nok var vrd at drage igen.

Og mangen Svend besluttede at fare viden om for at finde Germa; men
saa gik det dog oftest saadan, at i det frste gode Staldbroderlag,
der glemtes det ...

Men der var n, Sivard var hans Navn, og han mdte Inger den Dag, han
holdt i Borggaarden.

Saadan et Lfte om at finde og frelse Germa gav han hende, at hun
strg sine Hansker af og rakte hans Hest Fodret, og -- paa hans
ridderlige Bn -- spndte hun hans Harnisk og lagde Tjlen i hans
Haand.

Og Sivard lod sig kun opholde af de Mdende, naar der var noget at
fritte og sprge, og han fr viden om.

       *       *       *       *       *

Den store Ridder laa dorskt sovende i Hjsdet. lkanden foran ham
var tmt, og han havde lagt det ene Ben op paa Bordet.

Germa stod ved Vinduet. Hendes Sjl krympede sig saa smerteligt i
Haablshed og Vmmelse, at hun ingen anden Lindring vidste end at
drmme sig til Barn paa Borgfruens Skd. Men det var som at drikke
en lokkende Gift, der var dejlig at se, men brndte som Luer, naar
den var nedsvlget. --

Dren gik, og Sivard traadte ind.

Er I Germa?

Ja.

Er det ham, som fordte Eders Lykke?

Ja.

I gaa nu til sndre Led og bier ved min Hest, til jeg kommer.

Germa gik. Gud i Himlen! At opleve Gengldelsens Stund! I Dren
vendte hun sig og sagde barskt:

Std dybt!

Op ad Trappen steg hun til et ensomt Kammer. Hun strg hans gyldne
Ringe af sin Arm og sine Fingre, rev hans skinnende Kder af sit
Bryst og slngte dem hen, flngede den stive Gyldenstykkes Kjortel og
den blde Underdragt af sig, til hun stod ngen.

Da brast hun i bitter Graad, slog Vindueslugen op og lod den kolde
Vind vlde ind om sig.

Saa kastede hun sine egne Klder over sig og gik.

-- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- --

Sivard vkkede den Sovende.

Ryk Brynjen fra Bjlken. Nu skal Jomfruranet hvnes.

Den store Ridder lo og vbnede sig.

De sloges lnge drabeligt. Sivards Svrdsod sad i Ridderens Side,
men han huggede endnu vldigt. Da tnkte Sivard paa, at Ingers jne
var trtte af Taarer, da hun saa paa ham, og han fr mandeligt frem,
og denne Gang hug han Jomfrusknderens Hovede af, saa det drev hen
over Gulvet. --

Ved Leddet holdt Germa paa en stor, graa Hest.

Sivard svang sig paa sin, og de fr afsted over Grnsvret.

Paa en Vej over Heden hrte de bag sig Dnet af den store Ridders
Mnd.

Germa vendte sig. Svenden, som lumskeligt havde fanget hende, red
forrest.

Da bjede hun sig frem, tog Sivards Hest ved Bidslet og drog den med
sig ind til en Grav, og -- som hun bd -- skjulte Sivard sig bag
Stenene.

Han drog sit Svrd. Germa steg af Hesten.

Da Svenden var ud for dem, gik Germa frem med sin Kniv i Haand.

Hun sigtede roligt, sknt hendes Lber krummede sig i bitter Harm,
og da hun slyngede Kniven fr den ind i hans Strube og sad fast. Med
et Brl faldt han bagover, gled af Saddelen ned paa Vejen, hvor hans
Hoved slog tungt mod en Sten, saa Skallen brast.

Sivard red frem med Germas Hest; hun svang sig op, og de fr atter
afsted.

Der susede et Par Bolte fra de andre Svendes Armbrst forbi dem,
men ingen forfulgte dem, thi Vgteren mente, de burde ej raste, men
drage til Gaarden og brygge til smmeligt Gravl for deres dde
Herre. --

Siden da talte Germa ikke meget og klagede ikke.

En Nat, da Sivard laa ved hendes Fdder i en stor Skov, mrkede han
vel, at hun lnligt sukkede tungt; da havde han fortalt om Inger,
der spndte hans Harnisk og rakte ham Tjlen, og hvis jne var saa
sorgfulde.

Da de naaede frem mod Borgen, og Germa mdte det frste Stod Foler og
saa' de frste Glimt af Barndomshjemmets rde Mure og deres Billede
i Voldgraven, gled hun af Hesten, vendte dens Hovede mod den store
Ridders Stald og lod den grsse bort fra hende.

Hun svang sig op bag Sivard, og hun stttede sin Pande mod hans Ryg,
og da hrte han hende grde, som om Gud aldrig kunde lse hende ud af
Angst og Kvide.

       *       *       *       *       *

Da den frste sorgfyldte Glde er omme, vil Inger igen falde til Ro i
det tilvante Hjemmeliv, hvor Sivard som hendes Hjrtenskr skal vre
med.

Men Germa er en anden end fr.

Vel kan hun nu som i svundne Dage hre paa Eventyr og Sang og gaa
ved Ingers Side og plukke Roser og Gyldenlak, men naar den lyse Dags
vanlige Hndelser ikke mere sttter hendes syge Sind, da brister
hendes Ro, og Sorgen kommer med Natten og stter sig tungt paa hendes
Sind og skygger for al Tro og al Glde. --

Ternerne ere gaaede fra Sovestuen, hvor Inger og Germa sove hinanden
nr.

Germa sidder paa Sengestokken, og Inger reder hendes Haar; men Germa
tnker ikke paa, hvor det vlder sort og blget, hun taler med Ord
saa milde og sagtelig faldende om den Germa, der fri og glad steg op
ad den snevre Trappe til det blndende Solskin paa Taarnets Tind, og
om den Lykke, der fra Barndomsaar til Ddsenstid kunde have groet,
hvis det vrede Lyn ikke blindt havde ramt og slaaet et Saar, hvorfra
Livet rinder ud. -- --

Fra Skabesengens Mrke ser Inger mod det fattige Skr af Dag, der
driver ind gennem Vinduets Ramme.

Der trnger sig over Ssterens Lber andre og haardere Ord, og af dem
staar der som en Ddskulde, der bringer Inger til at sklve.

Ssterkrlighedens Varme ejer Germa ubeskaaret, og derfor gemmer hun
trstende hendes Haand i sin.

Inger sukker tungt, fordi det kommer over hende som en ngstende
Alvor, at der er den Vaande, som kan skille fra al Glde, og den Nd,
som aldrig kan forvindes. --

Og Germa dde den Dag, da den frste Sne dalede let over de hrgede
Skove og over de ensomme Veje.

       *       *       *       *       *

I Kirkens Halvmrke har Inger ligget knlende paa Flisen, som dkker
Ssterens Grav.

Og hun har -- medens Tankerne flagrer i dybe vildsomme Dale -- lst
og lst de fromme, kosteligt hugne Ord om den, hvis Legeme hviler
her, men hvis Sjl er hos Gud.

Hendes Hjrte er tungt af en Sorg, som man ikke drmmer sig til og
fra, men som er der altid, og som altid er der lige knugende, fordi
det er den, der har lftet bort fra den jvne Vej, hvor Fdderne gik
deres vante Gang. --

Langsomt vandrer hun hjem ad den ensomme Sti.

I Borgportens dybe Skygge staar hun stille. Hendes Bryst gaar mod det
strammede Klde og den hvide Halsdug, og hendes Blik glider uroligt,
som vidste hun ikke det Sted, hvor Hvilen er.

Da ser hun en Ternes Ansigt i en Vinduesglug, og rank gaar hun ind i
Gaardens Solskin og hen mod den lille Dr i Taarnet.

Her er Stilhed og Halvmrke.

Men det tvinger hende kun dybere ned i den Sorgfuldhed, der ligger
som en mgtig Orm og ruger over hendes Ungdoms Skatte.

Hun hrer raske Mandstrin, og hun ved, hvem det er.

En Kilde af Jubel springer op i hendes Sind og skyller funklende og
friskende gennem hver lnlig Krog.

Der er jo den Svend, som hun har valgt, fordi han ung og modig og af
Krlighed til hende stred for at bringe Ssteren tilbage; det er jo
hendes Herre, som hun vil give sin Tro og have kr i Glde og i Sorg.

Og han magter vel at tage Byrden fra hende.

Hun rejser sig og skyder Dren op, saa Solen vlder ind i en bred,
stvfyldt Stribe. --

Sivard gaar mod Borgporten.

Hans Lber ere pressede mod hinanden, og han tvinger sine Tanker til
at mindes den stormende Fylde af Ungdomsmod og Krlighedslngsel, som
tumlede i hans Sind, da han red gennem Verden og tjente for den, som
har lovet at vre hans, men som er en Fremmed selv i hans Armes Hjem.

Det er ikke Srgen og Minder, han har higet imod.

Hans Vilje har vret til at drikke et glad Bryllup og fre en stolt
og yndig Brud til sin Gaard, at sidde ved en statelig Husfrues Side
som Herre ved sit eget Bord blandt dle Gster og, naar Tid er, hejse
Sejl i Raa og styre frem over dybe Strmme til Kampe, hvor ingen vil
vige.

Kampe, hvor ingen vil vige!

Viger han ikke daglig fra dristig og fordrende Tale, og fremtvinger
han ikke stilfrdigere Ord, end hans Sind er til, fordi han kun
gennem dem vinder hendes nlende Krtegn, som han lnges imod ....

Da ser han hende staa i Dren, og han mindes hendes blde Haands
Hvile i hans, og langsomt gaar han imod hende, og hun stter sig paa
Trappen, og han slnger sig paa det nederste Trin.

Da han ser, hvor blege hendes Kinder ere, bliver han vel trang i
Sind, men der fdes ikke det Ord af hans Kvide, som kan tage hendes
Nd og stille hendes Sorg.

Inger ser ned paa dette bjede Hovede og denne dunede Kind, der
snker sig dybere, som begrede den Hvilen mod hendes Kn.

Det er, som Taarer stiger hjere og hjere i hende og slber efter
sig en mrk Angst.

Hun venter og venter .... ogsaa i denne Time forgves; og han sidder
tavs, medens Minut drypper til Minut og ger den skillende Strm.

Hvorfor er hun ikke glad, naar hendes Hjrtenskr dog er hos hende?

Er han da ikke den Mand, som kan tmme hendes Sorg?

Han slynger Armene om hende og knuger sit Hovede mod de fine Kn, der
runder sig under Kjolens Folder.

Men da er det for hende, som han er en fremmed Svend, med hvem hun
aldrig har nvnt Krlighedens Navn, og det ridser sig ind i hende med
eneraadende Magt, at den Dag vil aldrig komme, da hun vil lgge sit
Hovede ved hans Bryst og gro ind til den Lykke, som vil lge alle
Saar og blnde for alt Savn.

Og hun rejser sig, og paa rlig Vis siger hun ham dette.

Han fler et jeblik, som al hans spndte Kraft langsomt slappes,
men da han ser hendes Mund og mindes, at han har maattet tvinge sig
ind paa lange Omveje for at opnaa, at den givende bjer sig mod hans,
da flammer det op i ham med en vred Glde som hos den, der kaster en
Lnke.

Han gaar mod Dren.

Der standser han.

Men da Sporens Klirren tier, hrer han hendes Kjoles Strygen mod
Murvrket og hendes lette, rolige Trin opad Trappen, og da lfter han
Benet, sparker Dren op og gaar mod Stalden og sadler sin Hest ...

Inger staar ved Borgetind og ser langt ud over den flade, solnydende
Mark.

Det dundrer over Vindebroen, det blinker i en Staalhue, Solskin leger
blankt over en Hingsts brede Bringe. Det er Sivard, der farer af
Sted, saa det gnistrer af Vejens Stene.

Angst lytter Inger efter, om der ikke er et eneste kaldende Raab i
hendes Sjl efter ham, men der er kun Visheden om, at den Leg, de
leged, er ude.

Nu hrer hun ikke mere Hovenes gungrende Trav. Den urolige Skygge af
Rytter og Hest bliver mindre, forsvinder i en Snkning. Han rider
frem igen ovre ved Skovens blaanende Vg; ... der rejser han sig i
Sadlen, stter Horn for Mund og blser strkt og uden Melodi.

Saa vender han sin Hest og rider ind i Skyggen.

       *       *       *       *       *

Tavs og stolt gik Inger sin Gang. Selv om Visheden om hendes Hjrtes
Tavshed og Tomhed kan brnde som Baal og lgge al Fryd de, kommer
den Mrkningstime ikke mere, hvor hun skyder Dren op og sger hen
til Moderen, der sidder ene paa Vgbnken og drmmer Slotte af Lys og
Lykke for sit eneste Barn ...

Ingen, ikke engang hun selv, skal have faste Ord for, at hun ikke er
rolig og ikke slider sin Slgts Silke og Skind med stolt Glde, men
med Lngsel efter svundne Dages Stilhed, der, engang brudt, aldrig
bliver mere.

       *       *       *       *       *

Inger gik i Solskinnet og plukkede Rose efter Rose og aandede deres
sde Duft. Hun saa paa Trerne, der voksede opad med smaa, lyse Skud
lftende sig frem paa de krogede, graa Grene.

Men Inger syntes, det var tungt at leve ...

Hun gik op ad Trappen til Fruerstuen, hvor alle de smaa Terner vvede
og sang og talte om Troldskabsfrd, om raske Svende og mandelig Strid
og om Elskovs strke Baand.

Og Inger satte sig tavs ved Vven, og Skytten gik sin Gang.

Og Hjorten sprang i Skoven, og Dronningen gik alene ind mellem
Stammerne.

Og medens Jomfruerne sang om Kongedatteren, som gav sig og sin Faders
Lande til Hr. Riboldt, tnkte Inger paa, at hun vd, at der drager
den Svend gennem Verden, hvis Hjrte vil le i hans Bryst, om hun
sender ham et kaldende Brevskab ... Men som hun tnker den Tanke,
driver Angstens Dug over hendes syge Sind, for det ved hun, at det
er ikke ham, der kan kysse hendes Mund, til dette Srgmods Trolddom
viger fra hende, og hun igen er en varm og fager Jomfru ...

Lnge var der stille, saa stille, at den, som lyttede, kunde hre
Sommervindens sagte Kog i Voldgravens Siv.

Der var en Jomfru, der begyndte at synge, og de andre stemte villigt
i med Omkvdet.

    Vilmund og hans vne Brud
    -- Strengen er af Guld --
    de legte Tavl i hendes Bur.
    Saa liflig legte han for sin Jomfru.

    De legte Tavl med Guld saa rd,
    og se da grd den vne M.

    Hvergang Guldterning randt paa Bord,
    den Jomfru flded saa modig Taar'.

    Hvad heller for Guld I grde?
    eller for gode Klde?

    Grde I Guld, eller grde I Jord?
    Hvad heller den Svend I har givet Tro?

    Grde I Saddel, eller grde I Hest?
    eller den Svend, der Eder haver fst?

    Ikke for Guld jeg grder,
    og ej for gode Klder.

    Jeg grder ikke Guld, jeg grder ikke Jord,
    saa gerne da gav jeg Eder min Tro.

    Jeg grder ikke Saddel, jeg grder ikke Hest,
    alt med min Vilje haver I mig fst.

    Mere grder jeg for mit gule Haar,
    at det skal raadne i Vendelsaa.

    Mere grder jeg for Blide,
    som jeg skal over ride.

    Jeg maa vel grde for Blidebro,
    der sunke ned mine Sstre to.

    Der sunke ned mine Sstre to,
    den Tid de lod deres Bryllup bo.

    Og det var mig spaaet, medens jeg var Barn,
    at jeg skulde drukne min Bryllupsdag.

    I skulle ikke grde for Blidebro,
    den lader jeg alt med Jrne slaa!

    Jeg lader bygge den Bro saa bred,
    hun koster mig tusend Gylden i F.

    I skulle ikke grde for Blide:
    mine Svende skulle med Eder ride.

    Tolv ved hver Eders Side,
    selv holder jeg Bidsel og Mile.

    Han lod lgge under Gangeren rde Guldsko,
    og saa rider hun til Blidebro.

    Men der hun kom der midt paa Bro,
    da snaved hendes Ganger i fire Guldsko.

    Hendes Ganger skrnted paa femten Guldsm,
    neder sank den Jomfru for striden Strm.

    Jomfruen rakte op sin hvide Hand:
    Vilmund! Vilmund! Hjlp mig til Land.

    Hjlp Dig saa sandt nu den Hellig-Aand,
    som jeg Dig ikke nu hjlpe kan.

    Hr. Vilmund taler til Smaadreng sin:
    Du hent mig flux Guldharpe min!

    Vilmund tager Harpe i Hnde,
    han ganger for Strmmen at stande.

    Han slog Harpen saa saare,
    det hrtes over alle de Gaarde.

    Han slog Harpen over den By,
    og Fuglen af den hje Sky.

    Han slog Lv af Lindetr
    og Hornen af det levende F.

    Han slog Bark af Birke
    og Knappen af Mari-Kirke.

    Han slog mer end han skulde:
    han slog de Lig af Mulde.

    Han slog Harpen af ret Harm:
    han slog sin Brud af Troldens Arm.

    Op kom den Trold fra Bunde
    med Hr. Vilmunds M ved Haande.

    Og ikke hans Brud alene,
    men baade hendes Sstre vne.

    Vilmund! Vilmund! stil din Ljud!
    Her haver Du igen din unge Brud!

    Vilmund! Du stil din Runeslt!
    Baade nu hver som han haver Ret!

    Vilmund! Vilmund! Tag din M.
    Du lad mig volde mit Vand under !

    For vist skal jeg vinde min vne M,
    men aldrig skal Du volde Vand under .

    Vilmund, han legte den Trold til Men:
    han sprak i de haarde Flintesten.

    Hr. Vilmund han red sig op under 
    -- Strengen er af Guld --
    saa drak han Bryllup med sin M.
    Saa liflig legte han for sin Jomfru.

Der var stille.

Den Terne, som havde sunget for om den mgtige Vilmund, der friede
sin vne M fra Trolddom og Fare, sad med Hnderne hvilende og saa
frem for sig med et lyst og yndigt Blik.

En anden begyndte paa Visen om Jomfru Gloriant, der gik til
Fangetaarnet og bad Holger om Hjlp mod den lede Burmand og siden
lste hans Brynje og tog ham i sin Arm.

Men for Inger kom den Stund, at det drog gennem hendes tugtige Sind,
at bedst var det, om en stor Elskov maatte tvinge hende og lgge sit
gyldentrde Lys over den graa Tid.

Da hvilede hendes Hnder, hun bjede Hovedet mod Vven, og Taarerne
randt stille ...

Men alle de smaa Terner sang sagtere.

       *       *       *       *       *

Glden har brede Vinger, og den strkeste Blge kan brydes. --

Der kom en Dag, da dle Gster holdt for Gaarden.

Borgfruen sad ene og lod Timerne drive deres rolige Vej, da en Svend
meldte om det sjldne Syn af stampende Heste og statelige Herrer og
Fruer.

Borgfruen rejste sig saa hastigt, at Mynden, der havde siddet
logrende og set paa hende, glammede hjt ...

Gud i Himlen, sad hun ikke her med Disk og Dug, med en fager Datter
og Mindet om en hvisk Ridder at vrne om og saa ...

hun trrede langsomt en Taare bort, der gled ned over Kinden ...

saa burde den Tid vel komme nu, da andre skulde hylle hendes Barn i
den lune og lystige Fryd, som al hendes Krlighed ikke havde evnet at
skabe.

Og Mjd og den klare Vin bares frem, og de brede Borde dugedes for
stolte Mnd og gode Kvinder, og da Dansen gik i Gaarden, var det
Inger, der ung og fin dansede forrest, medens Moderen syntes, at nu
bar det igen mod en blid Sommer, hvor al Sorg skulde forvindes.

       *       *       *       *       *

Og som Foraaret blev til Sommer og grnne Spirer til vuggende, gult
Korn, strmmede Gster til. Og med lige Glde tog Borgfruen imod dem
alle, baade mod dem, som kom ridende med hundrede Heste og Kjortel og
Kappe af Skarlagen, og mod dem, som kom med Landevejens Stv paa den
simple Vams ...

Men Ingers Hjrte er som lagt i Tvang, sknt hendes Lbe har baade
Smil og muntre Ord.

Men hun har ikke mange Timer til at dukke i sine ensomme Tankers
Vld, for neppe tier de klingende Jgerhorn, fr Piber og Giger falde
ind med deres lange, syngende Raab om Dans og Fest.

Ddt og tomt er der i hende, som hun gaar der i den blgende,
vekslende Skare af Mnd og Kvinder, der er, som de glide af Sted paa
en bred Strm, hvorover muntre Ord og kkke jekast farer som Blink
i Skjold og Svrd, naar Solen skinner en frisk Turneringsdag.

Dette var ikke Livet, som hun havde anet det, da hun stod ved
Taarnets Tind og bd det et jublende Velkommen. --

Der er mangen en rask Svend, som helst ser derhen, hvor Inger er, og
mangen del Ridder, der vil fste hende med Tugt og re.

Men der er kun n ... han ejer baade Riddersvrd og Sangens Gave ...
der, naar Dansen eller Dystridtet gaar, tumler sin Hest paa den vide
Hede, fordi hellere vil han vre borte fra hende end lide den Kval,
han lider, naar han ser hende smile, hvor hun helst vilde grde.

Krlighed er strk; den kan vel flde den stejleste Mur.

Og han faar vel de Ord -- om blide eller ramme, -- der kan vinde ham
Jomfruen.

Saaledes tnker Sangeren, og han vandrer sin Vej, som han maa, og er
igen paa Borgen.

       *       *       *       *       *

Der kommer en Time, hvor Jernet springer af hendes Sind, og hendes
hele Hu vender sig mod ham. --

Gigers og Fljters lystige Lyd dr hen. Ridderne slippe den, de i
Dansen frer ved Haand. Omkring paa Bnkene rejser man sig for at
se ind i Salen. Der bliver saa stille, at man hrer to Unges tyste
Hvisken, som straks tier.

Alle se forventningsfulde paa den ridderlige Sanger, der staar midt
for den brede Dr. Hans Legeme vidner om del Byrd, og hans Blik er
fast og hrdet i Vilje, og det er sknt af Krlighed; og der er over
ham den Tankens rene, kraftige Hjhed, som drager dem alle i lyttende
Kreds om ham.

Og han synger.

Det luer og gnistrer af hans Ord, og der staar Flammer mod Himlen af
den ubesmittelige Ild.

Inger flte sig slsomt greben, som var det for _hendes_ Freds Skyld,
at dette skete, og fordi hun sad langt borte, rejste hun sig og gik
nrmere.

Da snkede hans Blik sig og fstede sig ved hende, og Stemmen bjede
sig til milde Ord om Solopgangstimens Krlighedsbud, naar de spde
Sdspirer og Pilens smaa rdlige, sammenkrympede nye Blade staar og
gror med Nattens Dug over sig, naar alle Fugle synge og pippe og
fljte, hver som de kan bedst, men aldrig som ved den klare Dag.

Og hans Stemme bjede sig til inderlige Ord -- om Aftenen, naar en
eneste Stjerne lyser over de skre, grnlige Farver fra den svundne
Sol, naar der ikke er anden Lyd end den af Agerhnen, der kalder paa
sin Mage inde mellem det tunge, gule Korn, og Lyden af _hans_ Trin,
der gaar de ensomme Stier for at snke sig i dybe Drmme om n eneste.

Og som han sagde det, var det, som Ord blev ham for trange, og han
lftede den brede ville mod sin Kind og spillede over dens Strenge
med den lydige Bue.

Og det klang saadan, at to barske Mnd, mellem hvem Fjendskabet havde
skaaret sin dybe Rende, og de rakte hinanden Haand. -- Kvindejne,
der altid havde vret srgmodige, smilte, som var al Sorg forvunden.

Og Inger vidste, at hvis hun ikke havde vret, havde Strengene ikke
tonet.

Og da tnkte hun: Nu har vi to, han og jeg, sammen lftet en Byrde,
og saa maa han gaa hen til mig, tage med sine Hnder om mit Hovede
og bje det ind til sig, og siden vil vi aldrig skilles hverken Dag
eller Nat.

Og han sang igen ... med Blikket ud over dem, som seende ind i store
Skove, de ikke kende og aldrig vil naa.

Men Ingers Hjrte er ved at sprnges af en frodig, rodfast Lykke, for
det vd hun, at derind skal hun vandre med sin Haand i hans.

Og hele den store Skare fik det at se, at Inger ... med Ddens Alvor
og Livets Varme i sit unge Sind .... at stolten Jomfru af sig selv,
traadte ud af Kredsen, nrmede sig mere og mere, og da de sidste
Toners Klang var forbi, gled ind i hans Arm og bjede sit Hovede mod
_ham_. --

Saaledes vandt han Jomfruen.

Og nu kan det siges med Sandhed, at Glden er kommen i Gaarde.

De, hvis Tanker har vret ude paa en ond Frd, flte, at det lede
Troldskab i deres Sind vredes op med Rode; de, hvis dybeste Lngsler
hilstes af hans Sang, og de, hvis sorgfulde Hjrter lstes af Pine,
lb jublende imod ham.

Og han slap hende af sine Arme og rakte hende sin Haand, hun lagde
sin i hans, og Borgfruen og gamle, kloge Riddere lagde deres over,
og de klappede dem paa Ryggen, som Fdrenes Skik var, og fra det var
sket, regnedes Sangeren og Inger for Fstemand og Fstem at vre.

Og de blanke Slvbgre klang, og Ord flj til den, de maatte. Gamle
barske Mnd brummede deres Ungdoms minderige Sange, og Fruer med
spde Stemmer nynnede med.

Det var fagert at lytte til Bruset af Glden.

I den hje Sal og i den lune Borgestue bar Sang og Dans gennem
Timerne, til det begyndte at lysne i st. -- --

Naar Solen stiger, smelter Rimen af Skoven.

       *       *       *       *       *

Inger og Sangeren gik under Lindene i den blide Sommernat.

Og ved det Stevne fik hun Lykken, hvis Plads hun havde vrnet i sit
Hjrte gennem onde Aar.

Som Minut dryppede til Minut, fstede Krlighedens strke Rdder
sig fastere om hver Tanke, hver Lngsel og hvert spirerigt Haab, og
i hendes Sind ridsede det sig ind med eneraadende Magt, at der var
ingen Svend til i Verden uden ham, under hvis Kappe hun nu gik, som
hun kunde give sin Tro, for med ham vilde hun leve og d, og ham
vilde hun flge, om saa Jorden skulde briste under dem.

For han var den Mand, som hun elskede. --

Og alle Jordens Urter stod i Blomst.

       *       *       *       *       *

Og Tiden kom, da Inger spndte Brudesko om sin hvide Fod.

Men hendes Vej til Kirkens Brudebnk gik hen over Ssterens Grav, og
hendes Blik snkede sig og lste den prydede Flises stive Bogstaver:

Her bor Germas Legeme, men hendes Sjl er hos Gud. --

Og alle de dybe Vande og alle de vundne Riger!




REKREATION.


Paa en af de mere afsides Bnke i Provinsbyens Lystskov sad en
Sommeraften et gammelt Par.

_Han_ havde lnet sig tilbage med paatagen Hjemmevanthed og
betragtede opmrksomt de Spadserende og holdt je med de Herrer
Musici, der stod samlede i smaa Klynger paa den aabne Estrade, hvor
de snart skulde begynde at musicere.

_Hun_ sad yderligt, omtrent uden at rre sig; hendes lille, magre
Skikkelse skjultes nsten helt af et stort, sort Sjal, og lige
fra den furede Pande og til Nakken dkkedes hendes Hovede af en
vindrueprydet, mrk Tjhat.

Af og til knipsede han med mange Omstndigheder Asken af sin
Cigarstump og lagde, lidt besvrligt, det ene Ben over det andet, saa
at de snvre Benklder trak sig et Stykke op over Vandstvlerne.

De to gamle talte ikke meget. Sagde han en lille Bemrkning, smilede
hun lidt og svarede ja eller nej ...

En tyk Madam med rappe Bevgelser og et Par Brn efter sig gik flere
Gange forbi og saa opmrksomt paa Manden og Konen.

Saa blev hun staaende foran dem og sagde:

Go' Da'! Er det ikke gamle Skoma'er Frandsens?

Manden rrte sin Hat med Pegefingeren og svarede:

Jo, det er saamnd.

Ka' De ikke kende mig?

Ja, det er jo saadan, vi ser jo ikke saa maj' u'mrket, ska' jeg si'
Dem!

Det var jo mig, der var Bypi'e hos gamle Apoteker Friises, da De
boede i Ba'gaarden!

Herregu' er det det. Hva' he' De? -- Ja, de er d'e nu, hele
Familien, Herregu' ja.

Man gav hinanden Haanden og Skomageren vedblev:

Vil De ikke sitte ne'? Vrsgo', Madam.

Aa, la' gaa da.

Det er vel Deres? Han pegede med sin Stok efter Brnene, der
jeblikkelig var lbne hen til Dansepladsen og havde givet sig til at
klatre og krybe gennem Stakittets Tremmer.

Madammen rejste sig hurtigt, gik et Par Skridt frem, saa at det sorte
Kjoleskrt svingede over den brede Bag.

Hans Petter, Thea, lg Hattene herhen.

Hans Peter og Thea smed hellere end gerne Hovedtjet og sprang af
Sted igen.

Manden spurgte:

Er De gift?

Ja, jeg er, svarede hun roligt.

Den gamle Mand fortsatte Samtalen; han talte langsomt og vgtigt;
hans gtehalvdel og sdvanlige Tilhrer plejede ikke at mangle
hverken Tid eller Taalmodighed.

Me' Forlov, Madam, hva' er Deres Mand?

Ja, vi er jo Vrtshusholder u'e ve' Markedspladsen. Det er vos, der
har Ma'kisser u' te Fortovet me' Borde og Stole!

Den gamle Kone vendte sig lidt og saa paa hende, men indtog straks
igen sin Stilling yderligt paa Bnken; de andre talte bag hendes Ryg.

Det er s'men helt rart at komme lidt u', konverserede Madammen.

Er det frste Gang, De er i Skoven!

Ja, sidste Aar ku' det sgu ikke naa sig; om Snda'en har vi jo
travlt, og nu paa Sndag kommer der Srkus, det gi'r jo altid no'en
Fortjeneste; men saa var 'et jo, at Kar'sellen gle' i Da', saa mente
jeg, at nu sku' det vr'.

Ja, vi har jo osse sku' vret a' Ste' hele Somren; men Mutter har
ikke ment, hun ku' vre fra Huset. Saa i Dag saa maatte jeg sgu
ligefrem befale hende at trkke i Strtjet.

De to gamle lo fornjet.

Manden fortstter, henvendt til Madammen.

Saa har De det vel helt godt?

Ja s'men, det har vi jo da. Sli'e maa vi jo naturligvis. Men nu ka'
de to ldste Pi'er da hjlpe te i Geskften.

Naa, De har fler' end de to der?

Vi har havt femten.

Det var manne Brn, siger den gamle Kone stilfrdigt.

Madammen tilfjer:

Men de fem er da d'e.

Saa er de bevaret! siger Manden, der ser ud, som han har opgjort et
noget vanskeligt Regnestykke.

Den sidste ha'e vi paa Sy'ehus i fem Aar.

Hvor maje maatte De betale dr?

Ja, det var strenge nok, det var hal'a'en Krone om Da'en. Det sidste
Aar njedes vi da med en Krone.

Ja, det lver sgu op, gr'et.

Min Mand er jo ellers hos Boubinder Knap.

Hva' ka' det nu saadan smi'e a' sig, srka?

Ha' faar jo to Kroner om Da'en, men saa er'et jo godt fast Arbe',
og saa er 'et jo det, vi osse maa betragte, at er'et en Da', der er
travlt eller Marke', saa ka' ha' si'e: i Dag, Mester, kan jeg nu ikke
komme; og saa er der ikke vi'ere ve' det, saa hjlper ha' te' hjemme.

Ja, der ka' jo vre nok.

Ja, vi har s'men ikke saa lidt; der ka' godt komme Folk drattende
ind, som De sku'te tnke det!

Saa, ka' der det?

De gamle vendte sig sprgende mod Madammen, som beredvillig fortsatte:

Jo, forle'en kommer s'men denne her Greve, hva' det nu er ha'
he'er.

Uh ha, siger den gamle Kone i en blid Tone og med et Smil.

Ha' vilde jo ha' en lbajer, som de si'er Soldaterne. Og Trine var
s'men li'e ved at falde i Baldaane af Forbavselse, men Fatter var da
hjemme, og han sto' jo saa og g'ore Karosser for ham, saa jeg ku' jo
nok se, det var i lidt fint!

Saadan no'en prutter ikke i no'en Slavs Forretning! sagde den gamle
Mand sindigt og vgtigt. Kommer de ind i en Botek, saa si'er de
bare: vil De sende det, hvor maje har jeg at betale? Vsgo'. Vupti.
-- Basta.

Naar d'itte har for langt te Kontanterne!

De lo alle tre.

Madammen vedblev:

Ha' kom jo u'e fra Eksercissen.

Je' har osse vret Soldat. Sikken et Bryst je' ha'e den Gang. Ikke
Mutter? Manden retter sig og ordner lidt ved den hvide Krave, der
hnger slapt om det indfaldne Bryst. Nu har je' tidt lidt Hoste, men
saa er det sundt at komme u' i frisk Luft.

Det er'et vel, svarede Madammen ligegyldigt. Vi faar nu sommeti'er
Fribillt til Srkus. Lidt Fornjelse ska' man jo unde sig.

Ja, lidt Fornjelse skal man unde sig, gentog den gamle Kone med
sin trtte Stemme.

Ja, Mutter gaar nu paa Kirkegaarden en Gang imellem.

Konen saa mildt op.

Je' har jo gamle Bekendtere deru'e.

Saa vasker hun deres Ligsten, fortller Manden.

Det var da et farligt Mas! Slver De Remedjerne me' deru'? sprger
Madammen.

Det er jo bare en bitte Sve og en Brste i en tom Spand, svarer
den gamle Kone.

Hun var nu i 53 me' Etatsraa' Plums i Flensborg; hun tjente dem i 10
Aar, fr vi kom sammen, ska' jeg si'e Dem, Madam.

Det er Etatsraa'ens Sten den store me' Billedet lige inden for
Laagen, oplyser den gamle Kone. Efter en lang Pavse vedbliver hun:
Jeg kender jo osse gamle Fru Mller og Julie Lind, de ligger ne'
etter Krigsgravene. Det er jo saadan li'som gamle Bekendtere.

Er De ellers rask, Madam Frandsen?

Vi maa'tte klave. -- Rosken aa Bry'en i Lemmerne. -- Herregu' ja.

Det kniver, Mutter, naar du ska' lette dig om Maarnen, siger Manden
i en opmuntrende Tone. Christian, vores Sn, han er nu Mursvend, og
han ska' jo ha' Kaffe om Maarnen, inden han gaar.

Den gamle Kone fortstter paa sin rolige, blide Maade: Saa ska' jeg
jo ha' redt Seng og fejet Gullerne, og saa skal jeg jo te og lempe en
bitte Middesma', til Christian kommer hjem. -- Saa kan jeg s'men vre
saa trt, saa trt, siger hun som til sig selv.

Du har nu slidt al din Ti', Mutter! Manden klapper hende muntert
paa Ryggen.

Hun smiler. Naar jeg saa har sittet to, tre Timer me' min
Strikkestrmpe, saa er jeg li'som helt rask igen.

Ja, hnge i maa vi sgu! udbryder den tykke Madam pludselig paa sin
raske, energiske Maade og slaar sig paa Benene.

Ja, det er ikke saadan at komme frem, siger Manden, og langsomt
fortstter han: Er man saa i Stilling, saa er det svrt at holde
sig. Min Sn, han ku' nu ikke. Han hver Stemmen: Men jeg kan; jeg
holder den nok, jeg holder den nok gaaende i den Ti', vi har te'ba'e.
Ikke Mutter? Der er jo det me' Botek og Reklama, som de raaver paa,
og trykte Anbefalingskort, og der er jo manne Skoma'ere nu, men mine
gamle Kunder glemmer mig ikke -- nej, mine gamle Kunder glemmer mig
ikke.

De faldt i Tanker alle tre.

Ovre fra den anden Del af Skoven lyder Tonerne af et Par skrattende
Horn, der ustandseligt spille Socialistmarchen.

Det kommer nrmere og nrmere. Til sidst hrer man enkelte Stemmer,
der om og om igen synge: nu dages det Brdre, det lysner i st.

Toget gaar forbi.

Det er de to Rkker, der ere Orkestret nrmest, som synge. De andre,
Mnd med Madkurve og Koner, der trille Barnevogne eller have Brn paa
Armen eller ved Haanden, gaa i rolig Passiaren; nogle enkelte hilse
paa Skomageren.

Det er dem, der strikker! hvisker han til Madammen, der ser med et
underlig blandet Udtryk efter den lille Klynge.

Da den er borte, siger Manden vemodigt:

Der gaar nu de og driver.

Ja, det er ikke til at forstaa, hva' der ska' komme u' af det. Nu
Rosalje, hun bor paa Kvisten, hun gik paa Fabrek og ha'e sine go'e
ni Kroner om Ugen; nu gaar hun paa Daskens hver Da' i hvidt Skrt --
Undertjet har hun ju'te en Stumpe a'. Og tjene vil de ju'te nu til
Dags!

Saa gr je'te maje Honnr for de Pi'er! kom det i en usdvanlig
bestemt Tone fra den gamle Kone.

Manden siger med et Suk:

Ja, hva' ska' der blive a'?

Saa gaar de nok og synger, men de er sgu' saa pirne alligevel og ka'
flje i Flint over ingenting.

Hvis de nu taver?

De sidde lidt tavse alle tre.

Madammen sprger haardt:

Hvis de nu taver ... alle de Roljer. Hvodden gaar'et saa?

Hvordan det gaar? Jeg skal sige Dem, Madam, hvordan det gaar.

Skomageren stter sig til Rette. Hans Kone vender sig lyttende imod
ham.

Hvis De nu vil flge me'. Ser De ... naar nu alle Mestrene,
Skoma'erne, Skr'erne, Malerne, hvem De nu ka' nvne, si'er: nu
lukker vi og derme' Basta: Hva' saa?

Ja, hva' saa?

Saa ka' d'itte betale te Strikkekassen mer. Og saa spr' je': hva'
bli'r saa Enden paa det?

Madammen ser betnksomt og alvorligt frem for sig, som anede hun sine
Kunders og sin egen Ruin.

Manden vedbliver forklarende:

Fabrikanterne taver jo osse hver Da'. De ska' jo betale Renter af
saa maje. De bliver til sidst ke'e af det.

Saadan no'en sku' skamme sig og blive kiv i'et over den Slavs.

Naar de nu'tte mer ka' svare hver sit eller kve Malerier og Bjer
og Stvler og Kl'er. Og saa Huslejen. Saa bliver sgu Enden paa det,
at de lukker hele Menasjen. Og saa er det hele forbi. Ja, det er nu
min Forklaring, Madam. Det ka' osse vr', at de stter det hele paa
Aktier, og saa smelter Pengene hen, og saa er der til sidst ingen,
der vil begynde paa noget. -- Det er nu min Mening!

Ja, trist er'et li'e godt!

Men saa er vi vel Gu'skelov d'e. -- Ikke Mutter?

Konen svarede mildt: Ja, bare vi var vel i Jor'en.

Manden sukkede og tndte sin Cigarstump igen ...

Hans Peter kommer styrtende imod dem.

Moderen raaber: Se dig for Dreng, sikken du skvler a'!

Hans Peter snubler over sine alt for store Snrestvler, men er
straks paa Benene igen og udbryder hsblsende:

De ska' spelle nu. De kom me' den store Tromme!

Saa bliver vi og hrer et Stykke ... Pas nu paa dine ny Bukser, Hans
Petter!

Ska' vi osse hre et Stykke, inden vi rokker hjema', Mutter?

Vi ska' vel snart hjem og i Seng, je' ska' jo ti'lig op. Den gamle
Kone trak Sjalet tttere om sig.

Vi ska' bare hre et Stykke ... Naar nu bare det bliver et af de
go'e gamle.

Det giver et Ryk i den lille, magre Kone, da Orkestret i det samme
stter i med de frste Akkorder af Elverhjsouverturen.

Vrtshusholdermadammen forsgte at fortstte Samtalen, men de to
gamle svarede adspredt. De var altfor optagne af at hre efter
Musikken.

Da Slutningssangen klinger mod dem, puffer Skomageren fornjet til
sin Kone og hvisker:

Den kender du, Mutter!

Hun nikker smilende.




DEN HJE MAND.


Foraarsnattens lette Mrke hviler ved Foden af Egnens mange Bakkedrag
og mellem de kraftige Planter i Grfternes fugtige Bund. Men
Hjdernes runde, lave Rygge har bevaret et svagt Skr af Dagens gode
Lys, og Himlen er idel Klarhed; Skoven og de fjerne Hytter staa som
sorte Volde mod denne store, gullige Hvlving, hvor en enkelt bleg
Stjerne dukker frem af det blde, slrede Lys.

Og Lyden af en Ugles hastige Vingeslag og af Draaberne, der siver fra
de brune Pljemarker ned imod Engenes gulstrede Grnne, og sagte,
rene Klange, som de travle Dage ikke kende og ikke kende Navn til, er
den hvilende Jords Aandedrag i det tidlige Foraars stille Nat. --

Men hvor Buskene tttede sig til Grde om en Have, Urterne groede i
lige Rkker, og Tulipanerne stod i Bede ved Stuehusets Havedr, der
var andre Lyde: Trampen af Fdder, Latter og taktfast Violingniden.

Bonden giftede sin Datter bort med en flink Karl.

Medens Sognets Piger og Karle, de gifte Folk og Fremmede fra Byen
dansede og morede sig, gik Bonden omkring og srgede for Mad og
Drikke, og hans gamle Hustru frdedes med gstmilde Lader mellem
Kkken og Stuer.

Der var en Typograf fra Byen og nogle unge Bnder, der sad sammen og
drak. Da de blev hjrstede og rde i Hovederne, gik Bonden dem ofte
forbi med kold Mine uden at sknke i deres Glas. Derfor rejste de sig
og slentrede gennem den vognfyldte Gaard ud paa Vejen.

Det lette Mrke hvilede under de hvidblomstrede Tjrnebuske og blandt
de kraftige Planter i Grfternes fugtige Bund. Men Skovene stod som
sorte Volde mod den lyse, store Himmel, og de krogede Hyldetrer
kastede vage Skygger paa Bndergaardenes hvide Lnger.

Landevejens lyse, brede Stribe svingede forbi den lille Landstation,
ud over Skinnerne og drejede om til Kroen.

Henimod den drev den glade Skare.

Typografen bandt et Lommetrklde om Hovedet og sprang frem og
tilbage og gjorde Ljer, og de unge Bnder lo skraldende og
beundrende.

Stjernen blinkede. I de lave Enge sivede det sagte om Grssets
Rdder, Kerne laa og gumlede inde paa Marken, en Fugl flyttede sig
forskrmt, Rugen vuggede sagte sine groende Aks.

Typografen vrvlede ustandseligt, og Bnderne gik fra Krester og
Koner og de gstfri Vrtsfolk ned mod Kroen.

Da de vilde gaa ind ad dens Dr, rejste en hj, gammel Mand sig fra
Trappestenen og stillede sig i Vejen for dem. Han lftede sin Arm og
sagde med indtrngende, klingende Stemme:

Holdt! Slv ikke dit Blik og dys ikke din Sjl. Vaag og bed. Se, i
denne Nat forgaar Jorden!

Det var som Satan! brlede Typografen; hvad i hede Helvede er Du
for en Obskuranter og Pietist! Gaa vk. Vi ere aandsfrie Mnd.

Den hje Mand saa venligt iagttagende paa ham med sine alvorlige,
gode jne, men veg ikke fra Dren.

En af Skaren sagde udjvnende:

Det er bare den gale Student fra Fattighuset.

Straks snakkede de alle villigt i Munden paa hverandre for at oplyse
den lystige Typograf.

Han skriver af for Skolelreren og Prsten. Han er sgu Student.

Student -- jo vel!

Gu' er han Student. Men der var en Bog, der gjorde ham gal.

Den Bog hed vel nok Lisbeth fra Bakkegaarden.

Og den blev fl til at rende efter Mandfolk og Brndevin.

Han er med og leder de blinde Musikanter, og saa kan han spille
Theater for os, naar han ikke er altfor tosset.

Gaa nu hellere hen i Gildesgaarden, Student. Gaa nu -- ellers faar
Du Prygl af blinde Sren.

Den hje Mand bjede sit Hovede saa dybt, at hans lange, hvide Haar
faldt ned over den hvlvede, furede Pande. Raadvild veg han til Side,
pint af Typografens Tilraab, men uafbrudt mumlende: I denne Nat; jeg
har Brevskab derpaa. I denne Nat!

Fra Skyggen af Rejsestalden saa han, at en Flok unge Piger og Koner
med hinanden under Armen kom ned ad Vejen og kaldte paa Karlene.
Dyrlgen, med Frakkekraven op om rene, Hkeren og et Par ldre
Bnder gik smaasnakkende bag ved dem.

Typografens unge Hustru stod lnge og saa paa sin Mand, der lo
stjende af Raaheder og tumlede meningslst omkring. Hans brede,
kloge Pande var rd, og hans gode jne saa stivt og vredt efter hende.

Hun syntes, at i dette jeblik veg hun ud af en hegnet, solfyldt
Have, hvor hun aldrig mere skulde komme. Men for sit ufdte Barns
Skyld gik hun hen og tog hans Haand og hviskede det Navn til ham, som
ingen uden hun og han kendte, det Navn, som de varede om, fordi det
var digtet i deres Krligheds lifligste Time.

Men han skd til hende, som om hun var en paatrngende Skge, og til
Bndernes Morskab vrngede han Navnet efter.

Den hje Mand hrte det fra sin Plads i Rejsestaldens Skygge; og han
lukkede sine jne, fordi han ikke kunde taale at se hende tage sig
saa raadvild til Hjrtet. --

Saa snart han ikke mere saa Mndene og Kvinderne foran Kroen,
begyndte Dagens og Aftenens Syner at bore sig ned i hans Sinds Dybde
ad de eneste Veje, som frte gennem hans Bevidstheds Taager.

Drikkedjvlen har vret i Gaarde. Ikke engang Prst og Skolelrer
kender ham, for han er venlig og ydmyg, indsmigrende og munter,
og derfor danse unge, uskyldige Piger ved hans Haand, medens han
uforstyrret snker sin Gift i Sjlene, Guds rette Ejendomme. Tavse,
kloge Mnd blive aabenmundede og dumme. Unge Karle, som elske, blive
blinde og tror at se deres Hjrtes Udkaarne i hver Kvinde, og de give
deres helligste, bindende Ord til den frste, der vil hre det. En
Mand, der Aaret fr med Bn og Graad har tigger om sin gamle Mors
Tilgivelse for en Forbrydelse mod re og Ret, som den smilende Djvel
havde forledt ham til, haaner i Aften Moderen, som advarende tager
om hans Haand, der griber efter Giften; -- og hele Sognet hrer hans
vrede Ord.

En dygtig Bonde, som Dagene igennem slider og arbejder sammen med sin
Hustru for dagligt Brd, der i Spil paa en Time, hvad der skulde
skaffe Midlet til deres syge, eneste Barns Frelse. --

Den hje Mand vaandede sig og aabnede sine jne, hvor Lidelsen
brndte. Hjlpels saa han ud over Marker og Enge; men da fornam
hans udkkede Sind, at det var en af Naturens hellige Timer, hvor
Mennesket, der gaar ind i dens Rige for at lytte til dens Toner,
lytter saa lnge, at det hrer sin egen inderste Sjls slvklingende
Musik.

En ung Kvinde gik alene ind over Markstien og saa paa de duggede
Blomster og op mod Stjernen og den lyse Himmel, medens hendes Elsker
sad med tungt Hovede og slve jne og lo meningslst. --

Men Hkeren smilede affabelt og sagde til Sogneraadsformanden:

Man maa more sig, medens man er ung og fri.

Sogneraadsformanden nikkede anerkendende og svarede vgtigt:

Vist saa; blot med Maade. --

I Skyggen ved Rejsestalden, hvor den hje Mand med sklvende,
hurtige Hnder gravede sig et Skjul mellem Halmknipperne, standsede
Typografens Hustru med Forvalteren; og hun lod sig kysse af hans
blussende Lber, og hun lod sit uskyldige Sind besudle af hans urene
Ord; i Fortvivlelse og Trods vilde, _vilde_ hun dynge mrke, fremmede
Begivenheder over det rdselsfulde, som skete fr.

Da lftede den hje Mand Hovedet og saa op med et Blik, der straalede
af en fast og pludselig Beslutning; han knugede sine foldede Hnder
mod sin Pande og hviskede: Ikke endnu Herre, ikke endnu! Og han
lb, som den lber, der brer sit Kreste fra forflgende Fjender.

Udenfor Kroen tmtes Flaskerne, indtil to Brdre yppede Kiv og
begyndte at slaas.

I det samme kom Stationsforstanderen. Hans guldsnorede Hat sad paa
Snur, hans Uniformsfrakke stod aaben, og han slog ud med Haanden og
raabte:

Lad nu vre med det Brnevrvl, mine Herrer; her skal de se utrolige
Ljer.

Vrs'artig, vrs'artig mine Herschafter, ingenting for Voksne og det
halve for Brn, Folk uden Hoved gaar gratis ind! raabte Typografen.

Stationsforstanderen stillede sig i Attitude med den ene Haand ind
paa Brystet og bukkede dybt. Man var Embedsmand, men havde dog
heldigvis Aand og Gemyt nok til at gaa ind paa en Spg.

Derpaa fortalte han -- stadig afbrudt af Typografen, som var i
febrilsk Bevgelse for ikke at blive dsig.

Jo, ser de, blinde Srens Prygleknabe kom jo ind til mig paa
Kontoret med dette lange Telegram. Om jeg straks vilde afsende det?
Jo, det vilde jeg da nok, men det var dyrt. Ja, Mammon havde han
rigtignok ikke, men om en liden Stund skulde han ofre os sit Hjrte,
som hele Livet havde lidt af ulykkelig Krlighed --

Ulykkelig Krlighed! Dundrende Latter.

Ulykkelig Krlighed, ja, til Gudsbilledet i Mennesket eller saadan
noget lignende hjtravende Sludder.

Hans Hjrte i Betaling. Kan De give tilbage paa den Mnt,
Stationsforstander?

Skraldende Latter.

Havde det endda vret hele Kroppen. Hva' Hr. Dyredoktor?

Dyrlgen svarede tvrt spgende:

Han fik sgutte frste Klasses Stempel, det magre Spektakkel!

Stationsforstanderen kom igen til Orde:

Jeg sagde jo naturligvis ja og tog Papiret. Nu skal de hre.

Hold op at tviste. Silentium. Dixi. Hols Mauls, I Herrer! tordnede
Typografen.

Stationsforstanderen lste ironisk-hjtidelig:

Telegram til Gud i Himlen. Jeg kender din Beslutning. Men Herre, lad
ikke Verden forgaa, medens her er en Djvel, der tager haardt om de
varme, bankende Hjrter og lammer de Hnder, som vil lindre Smerte og
Nd. Lad ikke Verden forgaa, medens den Djvel lrer Pigen Svig og
Lgn i samme jeblik, hun kysser sin trofaste Elskers Lber, lrer
hende Spot og Spe, naar hun gaar fra hans udstrakte Arme. Alle er mod
alle. Den, der lnges, skal trampes. Den, der blder, skal slaaes.
Den, der kryber om paa Marken for at finde et Hul, hvor ingen Lyd kan
naa ham, skal slbes ind i Dansesale og Krostuer. Herre, lad ikke
Verden forgaa, medens alle er mod alle og vil hugge Klr og Tnder i
de pinende Saar. Herre, afvend din Vrede, tag mig som Sonoffer, jeg
giver dig mit Liv!

Og jeg giver en Omgang paa Kroen! brlede Typografen til Bnderne,
der stod stille og halvvejs generte: Trd indenfor, Hr. Banemand,
og lad os vre fri for mere af det Kllingesludder.

Men Toget var ved at komme, saa Stationsforstanderen maatte vre
paa Perronen. Han satte Huen lige, knappede Frakken og gik med
hele Skaren ned for at inspicere Stationskarlen, der havde bragt
Signalerne i Orden og lagt Posttasken ud.

Ved Ventesalen brndte et Par Lygter; der stillede Skaren sig i Geled
for -- efter Typografens Kommando -- at reprsentere Sognet for de
rede Rejsende.

Typografen begyndte at holde Tale, men tav leende, da han fik je paa
den hje Mand, der stod lngst borte paa den lange, smalle Perron med
Armene strakt mod Himlen.

Se, hvor Raden staar og kiger Stjerner; lad os faa mere Grin med
ham.

En ldre Bonde svarede:

Lad os nu undgaa Skandale her paa offentligt Sted; vi maa se at faa
ham hjem. Jeg giver Vogn; gaa Du hen og snak med ham, Typograf, det
maa Du forstaa.

Typografen tog Lommetrkldet af Hovedet og svarede godmodigt:

Javel, jeg snakker godt for ham.

Han tog Bonden i Knaphullet. Det er individuelt med saadanne
Fornemmelser, man maa bortforklare hans daarlige Humr, for ser
I, er han drukken, saa er der noget, der hedder en overordentlig
Modtagelighed, og --

Javel, men gaa nu bare. Nu piber Toget.

Typografen gik hen mod den hje Mand, der havde kastet sig paa Kn
med Hovedet bjet tilbage og Hnderne foldede.

Toget brusede ind.

Den hje Mand vltede sig ud foran Lokomotivet og knustes.

Typografen fik ondt og ravede tilbage. Nede paa Perronen raabte de
og lb forvildet mellem hverandre. Dampen hvsede ud. Passagererne
sgte at faa Kupdrene op. En ung Pige grd. En Handelsrejsende med
Spillekort i Haanden laa halvt ud af Vinduet og raabte kommanderende
paa Konduktr og Stationsforstander.

Da Lokomotivfreren sprang af Maskinen, saa' hans faste Blik, der var
blankt af Taarer, fuldt af Vrede og Fortvivlelse ud over den drukne,
raadlse Skare.




EN KRLIGHEDSHISTORIE.


Per i Klderen kaldtes han af sine mange forskellige Bekendte, som
altid havde et Nik tilovers for ham, naar han med Hnderne i Lommen
stod paa Trappen, der frte ned til hans Bevrtning.

Han skinnede af Properhed lige fra Kasketten, der sad langt ned over
den kuglerunde Isse, og til de tykke, hvide Uldstrmper, som stak i
blanke Trsko, saa snart han gik uden for sin Stuedr. Det gjorde han
mange Gange om Dagen for at staa og kige op og ned af sit etetages,
cementforsirede, rde Hus, der laa paa den anden Side af Gaden.

Til alt, hvad der paa nogen Maade stod i Forbindelse med denne hans
Ejendom, nrede Per en uangribelig Krlighed.

Der var nu de storblomstrede Tapeter, Rosetterne i Lofterne og alle
de smaa Tremmepulterkamre med Hylder og Knagerkker, som han selv
havde gaaet og lempet i Stand; ja -- og saa var der jo Marie, en
lille Pige, hvis Forldre var Pers Lejere, hun var ogsaa Genstand for
de blidere Flelser, som Per virkelig var i Besiddelse af, -- om de
end ikke udtrykte sig srlig tydeligt i hans runde, rde Ansigt med
den gnavne, skve Mund og de smaa jne, der ikke rigtig vilde vre
ved, hvor iagttagende de var.

Pers og Maries Sympati var gensidig; den havde en frugtbar Jordbund
at gro i, for Per var -- fra den frste Dag Maries Forldre flyttede
ind -- velvillig stemt imod dem; de havde saadan nydelige Gardiner og
Blomsterpotter. Paa den anden Side fandt Familien, at den halvgamle
Ungkarl var en meget behagelig Vrt, der var saa langt fra at vre
krakilsk, at han nsten var _for_ rar.

Ja, for Per _var_ rar, saa rar, at han ikke nnnede at sige imod,
naar hans Lejere bad ham om noget. Venligt og imdekommende sagde han
ja til ethvert Forlangende, -- men indvendig svor han paa, at saadan
et godt, grundmuret Hus sku' -- fan'eme -- ikke ha' nogen Slavs
Hundekunster med Panel eller saadan noget. --

Det hndte en Dag, at Per vandt Maries Hjrte helt ved at lette paa
Kasketten og raabe: Goddag, lille Jomfru! netop som Marie nd den
re at flges fra Skole med en ldre Kammerat, der altid pralede af,
at hendes Faders Kontorister tog Hatten af for hende.

Da Marie var kommen hjem, udsgte hun sit bedste Glansbillede,
tilbragte en halv Times Tid med at pakke det ind, forsegle og skrive
rigtig flot uden paa: Per i Klderen, Odense, Fyn, Danmark, Evropa;
derpaa gik hun ned og overrakte ham det.

Som Per plejede, naar han var forlegen, tog han Kasketten af og
arrangerede den graa Haardusk, der fra venstre re lagdes op over
Issen; men Opvartningsjomfruen, der var rapmundet og vant til at
finde sig til Rette i alle mulige Situationer, sagde:

De maa da klinke med Frkenen paa nrmere Bekendtskab, Hansen!

Sku' Barnet ha' Sprituosa! Ja, De er -- fan'eme -- h -- hva' De
er, Jomfru. -- La's af Ste' etter for -- la' mig se -- ja, tag Du
kuns for 25 re af de Tores.

Og Lars, den magre Kelneraspirant, rev Dren op, saa det lille rde
Gardin flagrede, og Klokken klingrede vildt; han tog Stentrappen op
til Gaden i et Spring, der var saa tjenstivrigt, at hans Kn og Hage
kom i nrmeste Berring. --

Efterhaanden blev Per i Klderen og hans Territorium et Slags Fristed
for Marie, naar hun trngte til at hyldes efter at have vret
tilsidesat i Barnekammeret.

Der regerede hendes femaarige Broder Kaj uindskrnket, protegeret af
Barnepigen, der havde vret hans Amme, og som henfaldt i den dybeste
Melankoli og ubehageligste Fornrmelsestilstand, naar hjere Magter
tillod sig at gribe ind i det hende underlagte Departements indre
Anliggender. Hun ofrede sig Dag og Nat for sin Kaj, vaagede over ham,
naar han havde lidt Mavepine, og tog ham med paa sin Ferietur ud
til hendes Svogers Gaard, hvor hendes Sn, der nu var Tjenestedreng,
havde tilbragt sin spde Barndom. Blot Kaj forlangte det, nedlagde
Line jeblikkelig sin Strikkestrmpe, agerede Hest, krte i Futtog
eller klippede de vidunderligste Rkker af dansende Koner, hvis
stive Arme hngte sammen; -- men Marie, der efter Lines Mening
favoriseredes i Dagligstuen, kunde forgves tigge hende i Timevis om
den Slags Gunstbevisninger.

Nej -- saa blev Marie rigtignok anderledes behandlet hos Per i
Klderen!

Var der Gster, sendte han hende med synlig Overvindelse bort igen,
men ellers blev hun modtaget som en Prinsesse.

Jomfru, ind og tag Tjet og Gamasserne af vores Frken! La's, af
Ste' me' Dig etter Botterdejger.

Marie flte sig fuldstndig hjemme i den hyggelige Klderstue; hun
fandt det saa interessant, at de brede, med Blomsterpotter smykkede
Vinduer sad hjt oppe, og at der stod firkantede, voksdugsbekldte
Borde omkring paa det sandstrede Gulv.

Det var saa morsomt, at det var netop det Bgebrnde, som Per under
hendes Tilsyn havde klvet, der blussede og buldrede i den store,
gammeldags Kakkelovn.

Og megen Skmt havde Per og Barnet for, isr da Gkkeneljerne
begyndte at komme.

Per forsgte paa alle mulige underfundige Maader at narre Marie en
Blomst i Hnde; men hun var, som han sagde, den mest drkdrevneste
Ra', der ku' gaa paa et Par Ba'ben!

Dog -- en Dag, da Marie tog sin traditionelle Snitte, gik den midt
over, og inde i den laa den famse Blomst.

Da lo Per, saa hans svre Mave rystede, og Marie lo, Jomfruen
formelig hvinede, og Lars, der fra Bagstuen spndt havde luret
paa, hvorledes Komplottet skulde falde ud, kom styrtende med sit
bevgelige Ansigt trukket ud til de mest forekommende Smil.

-- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- --

Sknt Per og Line ikke var ganske enige i Valget af deres Favoritter,
opstod der dog mellem dem et Slags nrmere Bekendtskab og en vis
hemmelighedsfuld Samflelse i Anledning af Brnene.

Det begyndte med, at Line en Dag, som hun stor og tyk trampede forbi
Klderhalsen, hvor Per stod og betragtede sin Ejendom, spurgte:

Hun er da vel skikkelig, naar hun er nere hos dem, Per Hansen?

Rigtignok besvarede Per kun denne Antydning af Tvivl om Maries
Ufejlbarlighed med nogle smaa foragtelige Grynt, men ikke desto
mindre blev det til en lille Passiar; den efterfulgtes af adskillige
flere, ja endogsaa af en Indbydelse paa Sukkela'e nede i Klderen,
hvad Line dog ikke mente at kunne modtage.

Men i hendes Reflexioner kom denne Indbydelse til at spille en vis
Rolle; der var noget rijlt ved saadan et Tilbud af Traktement.
Hendes Sympati for den belevne Per, som sad der alene med Bedriften,
voksede. --

Da Storken gik i Enge, og Ggen kukkede i Skoven, og Tiden for Lines,
Kajs og Maries aarlige Landtur indtraf, udvirkede Line hos sit
Herskab, at Per maatte inviteres med. --

Og Per tog med i lys Sommerfrakke og med sin bedagede Flge-Lig-Hat,
-- men i dybeste Hemmelighed, for Prangerne havde saadan none
visnsede Kfter.

Da det lille Selskab var kommet ud af Toget og travede hen ad
Landevejen til Lines Svogers Gaard, erklrede Marie, at det var den
bedste Tur, de endnu havde havt, og det var, fordi Per var med!

Det satte ham straks i godt Humr. Endnu bedre blev det, da de efter
Kaffen, hvortil han trakterede med umaadelige Masser af Wienerbrd,
gik ud og saa paa Bestningen.

Per var bondefdt, og her i den grsgroede Gaard mellem de lave,
hyggende Lnger levede hans Ungdomsflelser delvist op igen.

Han tog Hatten af, rystede paa Hovedet, lo lidt, vendte sig saa til
Line, -- Svogeren havde demonstrativt ladet dem vre ene, -- og sagde
med et Smil og et Suk, der saa udmrket forenedes om hans gnavne Mund:

Ja, dengang var man ret en lieber Gut!

Line, der ogsaa paa en Maade var betaget, svarede ud af _sin_
Tankegang:

Ja, ordentlig, det er her. De sku' se Spisekammerhylderne. -- Vores
Familie har nu alleti'er vret te' aa sli'e. Je' kom u' at tjene, da
je' var ti Aar, Per Hansen!

Per Hansen holdt Begravelseshatten i Haanden og ordnede febrilsk ved
Haardusken. Line fortsatte i en bestemt Tone:

Vi har nu vret store og strke, mine Forl're, de var nu osse
saadan te' aa sli'e. Har di'tte givet vos andet i Arvepart, saa har
de givet vos Lst te' Arbe'!

Ja, det er sgu Kapital, der ka' flaske sig! udbrd Per.

Vi var jo manne Brn, men de er kommen godt deran allesammen, se nu
min Sster her, og n blev sgu Jordemor. -- Det er jo kuns egentlig
mig, der er saadan lidt strandet; men saa lnge je' ka' arbe', saa
har je' det godt; det er dog li'egodt det, der holder Humret oppe.

Per stod tavs og betragtede opmrksomt Vandtruget. Saa satte han
Hatten paa, slog Hnderne sammen, sparkede lidt ud med det ene Ben og
sagde letsindigt og flot:

D' og Kritte, sikken en Vr'shusholdermadam, der ku' hav' bleven a'
Dem, Line!

La' De nu bare vr', Per Hansen, ska' je' te' aa spekkelere, bliver
je' bare krakilsk aa halvtovlig.

Gu' gr De ikke nikke nej! De er soli' -- fan'eme -- det har jeg
alti'er sagt. -- -- Men det ka' vre maje rigtig, man ska'te si'e
mer, end som man ka' staa ve'; det er der Rasong i.

Og saa gik Per ind i Kostalden. --

Aftenen kom, og Per, Line og Brnene begav sig efter et solidt
Maaltid paa Vej til Stationen.

Line bar sin Kaj paa Ryggen et langt Stykke; Marie travede af Sted
ved Pers Haand.

Ingen af dem talte.

Alle Lydene fra Gaardene og Markerne dmpedes mere og mere, indtil
de smeltede sammen med Kvkket af Frerne i de gyldentblanke Kr,
den svage Surren i Telegrafstngerne, et lille Vandlbs vedholdende,
nsten uhrlige Rislen, et enkelt Pip af en Fugl -- til en sagte,
stilfrdig Musik, der -- Per og Line ubevidst -- lokkede deres trge
Tanker til uvant Svirren og satte deres jvne Flelser i en sregen
Bevgelse. --

Ved en Sidevej, der frte ned til en lille Skov, satte de sig paa
Grdet.

Kaj blev anbragt paa Lines Sjal, og han og Marie lavede i Tavshed
Livbaand og Kranse af Blade, som de heftede sammen med smaa Pinde.

Pers Mund var usdvanlig skv, som han sad der og saa' ud i
Solnedgangens Guld og Ild; tilsidst tog han sig helt blndet over
jnene. Gav sig saa til at snitte Pinde til Brnene.

Hen ad den haarde Vej ld taktfaste Trin og Hestetrampen.

En ung Karl kom hjem fra Marken med et Par kraftige Arbejdsheste.

Go' Avten! hilste han muntert og tog Piben ud af Munden.

Per, der flte sit Ansvar, benyttede Lejligheden til for yderligere
Sikkerheds Skyld at sprge, om han vidste, hvor lnge der var, indtil
Toget gik.

Prr, ka' I sto'! sagde Karlen og standsede Hestene, tog sit Uhr
frem, lukkede Celluloidkassen op og svarede:

Stationen er jvne herve', bliv Du kuns sittende me' Mutter og det
unge Danmark en hal' Time te'. I er kanske fra O'ense?

Ja, det er vi da.

Hestene begyndte at gaa. Ja, Farvel, hilste Karlen og gik raskt
videre.

Per henfaldt atter i Grublerier.

Efter en lang Tavshed udbrd han melankolsk og stemningsbetaget:

Saadan gamle Mandfolk, naar vi bliver gamle, saa duer vi sgu'te te'
andet end te' og smi'e paa Mtningen!

Line svarede:

Nej, -- I ka' ju'tte saadan rederere jer selv; er det nu nove at
sitte der me' bart Ho'e og forkle Dem, Per Hansen?

Og Line rakte ham den hje.

Denne kvindelige Omhu var mere end Per i dette jeblik kunde staa
for; den vakte den Lngsel efter noget -- ud over Sknkepigens
Stoppen hans Strmper og Reden hans Seng, -- som ikke var helt
udslukt hos den gamle Ungkarl.

Han rmmede sig, tog utallige Gange Hatten af Hovedet og ordnede
sin eneste Haarlok, gned sin rde Kind heftigt, sukkede og slog sig
arrigt over Knene. Men pludselig sagde han energisk til sig selv:
Nu holder Du Kft, Per Hansen, ellers saa gaar den -- fan'eme --
aff! --

Stemningen var ligesom sunken et Par Grader.

Marie sad og saa tankefuld fra Per til Line.

Kaj forlangte nedladende at fres afsides.

Line sprang ilsomt op.

Da hun kom tilbage, sagde hun:

Hva' si'er Perpendiklen, Per Hansen? Vi ska' vel af Ste'?

Ja, vi maa vel -- for Brnenes Skyld. Aark, hvis det nu var vores,
og vi sku' hjem te' saadan et pnt, grundmuret Hus med Veranda og
Glaskugle midt paa Grsplnen. Aark -- fan'eme, sukkede Per dybt.

Men Line sagde bestemt:

Nu ska' De la' vr' og skave Dem, Per Hansen, vil De mig no'et
rijlt, eller vil D'itte? Jeg er for gammel te' at la' mig ta' ve'
Nsen. Ja, jeg er!

Per saa forblffet paa hende og gned sig raadvild paa Issen. Men da
sagde Marie:

Det er ligesom, vi var Far og Mor og Brn! Ikke Kaj. Hvad?

Jo, svarede Kaj afgrende og stak for frste Gang frivilligt sin
Haand i Pers.

Fan'eme! udbrd han, jeg givter Dem, Line!

Herregu' Per, det ska' Du'te komme te' at fortry'e, svarede Line og
viskede sig over jnene. -- --

Da Per den Aften skulde skilles fra sine Rejsefller, trak han Line
afsides, gav hende det frste Smkkys, slog med Haanden hen efter
Marie og sagde: Hun er et af de mest klovviseste Brn, _jeg_ har
set. Bare Vorherre ikke ta'er hende.

Let krnket saa Line efter Kaj og svarede: Han er nu mer' saadan me'
at tnke indvendig.

Ja, der ska' no'en te' det vrste, -- Madam Hansen, lo Per; Line lo
med og gik saa efter Brnene.





End of the Project Gutenberg EBook of Hyld og Humle, by Sophie Breum

*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK HYLD OG HUMLE ***

***** This file should be named 43290-8.txt or 43290-8.zip *****
This and all associated files of various formats will be found in:
        http://www.gutenberg.org/4/3/2/9/43290/

Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned
images of public domain material from the Google Print
project.)


Updated editions will replace the previous one--the old editions
will be renamed.

Creating the works from public domain print editions means that no
one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
(and you!) can copy and distribute it in the United States without
permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
such as creation of derivative works, reports, performances and
research.  They may be modified and printed and given away--you may do
practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
subject to the trademark license, especially commercial
redistribution.



*** START: FULL LICENSE ***

THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK

To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
distribution of electronic works, by using or distributing this work
(or any other work associated in any way with the phrase "Project
Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
Gutenberg-tm License available with this file or online at
  www.gutenberg.org/license.


Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
electronic works

1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
and accept all the terms of this license and intellectual property
(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.

1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
used on or associated in any way with an electronic work by people who
agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
even without complying with the full terms of this agreement.  See
paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
works.  See paragraph 1.E below.

1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
collection are in the public domain in the United States.  If an
individual work is in the public domain in the United States and you are
located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
keeping this work in the same format with its attached full Project
Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.

1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
a constant state of change.  If you are outside the United States, check
the laws of your country in addition to the terms of this agreement
before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
creating derivative works based on this work or any other Project
Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
the copyright status of any work in any country outside the United
States.

1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:

1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
copied or distributed:

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org

1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
and distributed to anyone in the United States without paying any fees
or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
1.E.9.

1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
with the permission of the copyright holder, your use and distribution
must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
permission of the copyright holder found at the beginning of this work.

1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
License terms from this work, or any files containing a part of this
work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.

1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
electronic work, or any part of this electronic work, without
prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
active links or immediate access to the full terms of the Project
Gutenberg-tm License.

1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
License as specified in paragraph 1.E.1.

1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
that

- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
     must be paid within 60 days following each date on which you
     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
     address specified in Section 4, "Information about donations to
     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."

- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
     License.  You must require such a user to return or
     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
     and discontinue all use of and all access to other copies of
     Project Gutenberg-tm works.

- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
     of receipt of the work.

- You comply with all other terms of this agreement for free
     distribution of Project Gutenberg-tm works.

1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
electronic work or group of works on different terms than are set
forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
Foundation as set forth in Section 3 below.

1.F.

1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
works, and the medium on which they may be stored, may contain
"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
your equipment.

1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
liability to you for damages, costs and expenses, including legal
fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
DAMAGE.

1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
written explanation to the person you received the work from.  If you
received the work on a physical medium, you must return the medium with
your written explanation.  The person or entity that provided you with
the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
refund.  If you received the work electronically, the person or entity
providing it to you may choose to give you a second opportunity to
receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
is also defective, you may demand a refund in writing without further
opportunities to fix the problem.

1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS', WITH NO OTHER
WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
WARRANTIES OF MERCHANTABILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.

1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
provision of this agreement shall not void the remaining provisions.

1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
with this agreement, and any volunteers associated with the production,
promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
that arise directly or indirectly from any of the following which you do
or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.


Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm

Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
electronic works in formats readable by the widest variety of computers
including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
people in all walks of life.

Volunteers and financial support to provide volunteers with the
assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg-tm's
goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
and the Foundation information page at www.gutenberg.org


Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
Foundation

The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
number is 64-6221541.  Contributions to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
permitted by U.S. federal laws and your state's laws.

The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
throughout numerous locations.  Its business office is located at 809
North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887.  Email
contact links and up to date contact information can be found at the
Foundation's web site and official page at www.gutenberg.org/contact

For additional contact information:
     Dr. Gregory B. Newby
     Chief Executive and Director
     gbnewby@pglaf.org

Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation

Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
spread public support and donations to carry out its mission of
increasing the number of public domain and licensed works that can be
freely distributed in machine readable form accessible by the widest
array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
status with the IRS.

The Foundation is committed to complying with the laws regulating
charities and charitable donations in all 50 states of the United
States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
with these requirements.  We do not solicit donations in locations
where we have not received written confirmation of compliance.  To
SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
particular state visit www.gutenberg.org/donate

While we cannot and do not solicit contributions from states where we
have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
against accepting unsolicited donations from donors in such states who
approach us with offers to donate.

International donations are gratefully accepted, but we cannot make
any statements concerning tax treatment of donations received from
outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.

Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
ways including checks, online payments and credit card donations.
To donate, please visit:  www.gutenberg.org/donate


Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
works.

Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm
concept of a library of electronic works that could be freely shared
with anyone.  For forty years, he produced and distributed Project
Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.

Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
keep eBooks in compliance with any particular paper edition.

Most people start at our Web site which has the main PG search facility:

     www.gutenberg.org

This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.

